Hvad er pædagogens rolle i arbejdet med overvægtige børn på Julemærkehjemmet?

Transkript

1 Indledning I mit fremtidige virke som pædagog, vil jeg sandsynligvis støde på børn og unge som er overvægtige. Jeg mener det er vigtigt at få en forståelse for hvilken betydning det har for den enkelte. Jeg mener også det er vigtigt at opnå en forståelse for hvordan man som pædagog bør forholde sig til børn og unge, for på den måde at støtte dem personligt og i deres behandling. Problemformulering Hvad er pædagogens rolle i arbejdet med overvægtige børn på Julemærkehjemmet? Afgrænsning Jeg har primært valgt at basere min opgave ud fra en given situation, som jeg har oplevet, reflekteret og reageret på, i min tid som praktikant på julemærkehjemmet. Jeg afgrænser mig derfor fra andre vigtige betydninger en pædagogs rolle spiller, i arbejdet med overvægtige børn på Julemærkehjemmet. Metode Jeg har i min problemformulering lagt op til at opnå en viden om, hvilken betydning pædagogen har i arbejdet med overvægtige børn. Jeg har valgt at besvare denne ud fra en case, som er baseret på egne erfaringer som praktikant på julemærkehjemmet, måden jeg har valgt at bygge opgaven op på, er dels ved at lave en beskrivelse af et barn, i en konkret situation, samt for at give læseren et indblik i hvad jeg oplevede i den givne situation. I forhold til min problemformulering har jeg set på forskellige teorier, som forklaringsramme for hvad jeg synes er relevant i forhold til den konkrete hændelse. Jeg har gjort brug af Berit Baes teori om anerkendelse, samt teorien om definitionsmagt. Lis Møllers artikel om anerkendelse i sårbare relationer, og belyst emnet vanetænkning og rutinehandlinger. 1

2 Beskrivelse af N.N / den konkrete situation N.N er en dreng på 13 år, han har boet på flere behandlingshjem de sidste 4 år, pga. indlæringsvanskeligheder og mobning i skolen. Han er kommet her på julemærkehjemmet pga. adipositas (overvægt) Han er en dreng der har brug for forudsigelighed i hverdagen, bliver hurtig nervøs hvis der skal ske nye ting. Han henvender sig tit til de voksne, ofte flere gange med samme spørgsmål for at sikre sig om hvordan tingene skal foregå. Når N.N taler med en voksen er det sjældent at han kigger på en, han ser ned i jorden eller står med siden til og drejer sit hoved væk. Han er en stille, noget genert dreng. Han kan dog godt blive grov i munden overfor børn og voksne. Han søger gerne ligestillede børn, han er accepteret af de andre børn på afdelingen, men har ikke nogen høj status. N.N har været her på julemærkehjemmet i ca. en måned, og under sit ophold skal N.N opleve at holde sin fødselsdag på Julemærkehjemmet. Dette bekymrer ham meget, han har oplevet hvordan man bliver fejret på sin fødselsdag, og har med jævne mellemrum givet udtryk for sin bekymring til alle ansatte på afdelingen. Hans bekymring bliver af de voksne negligeret, altså bliver ikke taget alvorligt. Når man har fødselsdag på julemærkehjemmet, er der tradition for at der bliver sunget fødselsdagssang for en oppe i spisesalen, man får lov til at bestemme hvad middagsmaden skal bestå af og sidst men ikke mindst skal fødselaren, op at stå på stolen, hvor der bliver råbt et højt hurra. N.N henvender sig til mig en uge før hans fødselsdag, og beder mig om at snakke med de andre voksne om hans problem, han har det tydeligvis rigtigt skidt med at hans fødselsdag nærmer sig. Jeg lover N.N at jeg vil bringe det op med det samme, da vi har personalemøde kort tid efter. Personalemøde Jeg fortæller på personalemødet om N.N s bekymring, og om hvordan vi skal forholde os til det. Jeg siger at for mig at se så handler det om, at N.N skal få en god dag, og et godt minde om sin fødselsdag her på julemærkehjemmet. Dette er der til dels uenighed i, da personalet mener at det er vigtigt at alle børn behandles ens, og 2

3 at her plejer vi at fejre barnet på denne måde, og en udtrykte sin bekymring om at der lige pludselig ville være for mange forholdsregler at tage, hvis man tilpassede reglerne efter det enkelte barn. Jeg fortæller at det er vigtigt at vi ser N.N som et enkelt individ, samt at vi respekterer hans grænser. En enkelt personale giver udtryk for at være enig, mødet afsluttes umiddelbart efter, og der bliver ikke truffet nogen afgørende beslutning om hvad der skal ske. N.N s fødselsdag Jeg møder N.N om eftermiddagen på hans fødselsdag, ønsker ham tillykke og spørger straks ind til hvordan det gik om morgenen nede i spisesalen. N.N starter med at sige at han er glad for at det er overstået, og at han måtte nøjes med at stille sig bag sin stol. Han fortæller også at der var en anden, som blev fejret samtidig fra en anden afdeling, hvilket gjorde det nemmere for ham at holde fødselsdag. Når man som pædagog skal hjælpe, vejlede og støtte et andet menneske, er det nødvendigt - ud over at være personlig, det at bruge sig selv i arbejdet også er faglig bevidst. ( Brøner, 2002, s.9) Definitionsmagt Berit Bae (1996) har skrevet artiklen Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. I denne skriver hun om kommunikationsprocesser i pædagogiske sammenhænge, og herved at brugen af anerkendelse skaber forudsætninger for børns selvfølelse, selvtillid og selvstændighed. Begrebet definitionsmagt henviser til at børn er meget afhængige af de reaktioner, de får fra deres omsorgspersoner, for at kunne opbygge et billede af hvem de er, for at skabe sig selv, og deres egen selvagtelse. Den måde en voksne svarer på barnets kommunikation, og hvordan de sætter ord på deres handlinger og oplevelser, hvad de reagerer på og ikke i disse processer ligger definitionsmagt. Denne magtposition kan bruges på en måde som fremmer barnets selvstændighed, tro på sig selv, respekt for sig selv og andre, men den kan også bruges på måder der underminere barnets selvrespekt og 3

4 selvstændighed. Med dette menes at pædagogens position i forhold til barnet, både kan bruges konstruktivt og misbruges. Pædagogen står i en overmægtig position i forhold til barnet,( Bae, 1996, s. 7) og det er specielt vigtigt at være klar over magtforholdet når man arbejder med børn og unge. Ved at blive klar over hvad det vil sige at være anerkendende, kan man blive mere bevidst om, hvordan man bruger sin definitionsmagt. Anerkendelse Berit Bae (2003) taler om, at anerkendelse er en grundholdning. Det er ikke blot en måde at kommunikere på, det er ikke en metode eller teknik, men altså en grundlæggende holdning af ligeværd og respekt. Bae er inspireret af Anne-Lise Løvlie Schibbye, som taler om dialektisk relationsteori. I den dialektiske relationsteori ses erkendelse og anerkendelse som havende en sammenhæng. Uden erkendelse har man ingen forudsætninger for at være anerkendende. Når et menneske indgår i en relation med et andet menneske, må det have en forståelse for det andet menneske, kunne vise empati og forsøge at se hvordan det andet menneske opfatter tingene. Dette kræver at man er åben, i stand til at høre mere end blot de ord der bliver sagt. Dvs. man skal observere det nonverbale. Schibbye taler om, at man skal give afkald på at kontrollere den anden, hvis man skal lytte. Bae taler om at anerkendelse indebærer fire punkter: Forståelse og indlevelse; At have og udvise empati. Bekræftelse; At give kraft til den andens oplevelse. At spejle den andens oplevelser og følelser i stedet for at vurdere dem. Åbenhed: At opgive kontrollen; At være åben overfor det den anden er optaget af. Selvrefleksion og afgrænsning; At reflekterer over sig selv og sine handlinger, at skelne mellem egne og den andens opfattelse/oplevelse af en given situation. 4

5 Den anerkendende grundholdning I Lis Møllers artikel (2005) skriver hun om anerkendelse i sårbare relationer, baseret på Anne Lise Løvlie Schibbyes teori om relationer om anerkendelse. Hun skriver at anerkendende tilgang ideelt set, bør ligge under enhver metode hvor opgaven er baseret på det rationelle, og hvor opgaven er at støtte og bidrage positivt til udvikling og selvstændighed. Anerkendelse er baseret på ligeværdighed, hvor ingredienserne er at lytte, forstå, acceptere, tolerere og bekræfte. Det at blive anerkendt bidrager til at opnå kontakt med sig selv, selvafgrænsning og selvrefleksion. Empati For at kunne udføre et pædagogisk arbejde, mener jeg, at det er vigtigt at kende - og anerkende barnet/den unge, som jeg skal hjælpe, støtte, vejlede osv. Det er vigtigt at møde personen der hvor han/hun er. Søren Kirkegaard har beskrevet hjælpekunst således: "At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst, enhver, der ikke kan det, er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe andre. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han, men dog først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper merforståelse ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min merforståelse gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, at jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham, men al sand hjælp begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe og derved forstå, at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og ikke forstå hvad den anden forstår." Søren Kierkegaard ( ) 5

6 Jeg forstår dette citat som en god beskrivelse af empati og anerkendelse. For at kunne vide hvordan man bedst kan hjælpe et andet menneske, skal man kunne sætte mig ind i hans/hendes sted og derved finde ud af hvad han/hun har brug for. Pædagogen er den professionelle som skal støtte, hjælpe og vejlede når barnet/den unge har brug for dette. Når jeg vælger at inddrage Pædagogens vane - og rutinetænkning, er det fordi jeg mener det kan have indflydelse på pædagogernes handlemåde i dette tilfælde. Vanetænkning og rutinehandling Kim Rasmussen beskriver pædagogisk vanetænkning og rutinehandling som det tankemønster, tankemæssige rutiner og tænknings-stile knyttet til praksis-handlinger, der har en tendens til at blive så selvfølgelige, indlysende og uproblematiserende, at man både glemmer at stille selvkritiske spørgsmål til disses rationale eksempelvis glemmer, hvorfor man mener, som man gør og glemmer at redegøre for, hvorfor man netop er kommet til den tolkning eller den forståelse af en person, en handling eller situation. ( Rasmussen, 2004, s. 52) Analyse og diskussion Måden man valgte at handle på i N.N s tilfælde kunne tyde på at bærer præg af pædagogisk vanetænkning og rutinehandlinger. På personalemødet blev der sagt, at man ikke kan lave særlige regler for nogen, at det skal være ens for alle og sådan plejer vi at gøre. Jeg mener at det kunne være sundt som ansat, at reflektere over de regler der er lavet på Julemærkehjemmet. Det er vigtigt at man hver især tænker over om det behøver at være som det plejer, og at man tænker over hvorfor 6

7 man har indrettet det som det er, og sidst men ikke mindst, om det kan gøres bedre. Når man har arbejdet samme sted i en årrække, indarbejder man sig automatisk en række rutiner i sit daglige arbejde. Dette kan medføre, at man ikke længere tænker dybere over sine handlinger, men at man i stedet hviler i sine erfaringer. Efter at have stiftet bekendtskab med teorien om anerkendelse, er jeg blevet klar over at den i høj grad manglede. Jeg mener ikke at N.N blev ikke set som et enkelt individ, som et subjekt med ret til egne holdninger meninger. Alene det at have en mening om noget og at turde give udtryk for denne, syntes jeg er beundringsværdig i sig selv. Når N.N giver udtryk for ikke at ville holde sin fødselsdag på den traditionelle måde, finder jeg det vigtigt at man som personale tager det alvorligt, og også giver ham den følelse. I dette ligger at man må prøve at gå ind i den andens oplevelsesverden, og forsøge at se tingene ud fra den andens erfaringsgrund. At forsøge at forstå nogen ud fra deres egne forudsætninger indebærer at få fat i meningen eller intentionen ud fra det enkelte menneskes perspektiv. (Bae, 1996, s. 9) Noget som for nogen virker betydningsløst, har ganske stor betydning for andre. Måden der handles på kan være kan være så stemplende og efterlade dybe spor i et barn, som i forvejen kæmper med andre forskellige problematikker. Jeg mener det er pædagogens pligt at der altid tages udgangspunkt i det enkelte barn, og at man hver især tænker over sine handlemåder. Jeg mener også at det kunne være sundt, at øve sig i at være kritiske over for hinanden i personalegruppen. At man forholder sig undrende og spørgende, for på denne måde at give hinanden mulighed for at reflektere, og der med dygtiggøre sig selv og hinanden. Når man som pædagog arbejder med børn og unge med forskellige vanskeligheder, mener jeg at det er vigtigt at man gør sig bevidst om sin brug af definitionsmagt, altså det magtforhold der er mellem omsorgsperson og barn. I dette ligger også at man som pædagog gør sig bevidst om sin kommunikationsform, samt hvilken betydning det har for det enkelte barns selvfølelse. ( Bae, 1996, s 10) Jeg vil samtidig pointere at der ikke er nogen bestemt metode på, at lære at være anerkendende, det er en grundholdning af ligeværd og respekt.(bae, 1996, s. 8) Jeg er derfor enig i Berit Bae, når hun skriver at, det ikke er hurtigt og nemt at lære, netop fordi det har en sammenhæng med værdier, som må være integreret i hele personligheden. Men det er et ideal der er værd at stræbe imod. 7

8 Konklusion Jeg ønskede at finde ud af hvilken rolle pædagogen spiller, i arbejdet med overvægtige børn på Julemærkehjemmet. Jeg præsenterede jeg teorien om Voksnes definitionsmagt og teorien om Anerkendelse, hvor jeg fik belyst vigtigheden i at se barnet som et subjekt, med ret til egne holdninger og meninger. At det er nødvendigt at være lydhør over for den anden, og høre mere end blot ordene. Samt ved at bekræfte barnets kommunikation, som er baseret på forståelse, lytning og ægte interesse, vil barnet opleve at det har ret til sin egen oplevelse, sine egne tanker og følelser. Og jo mere selvreflekterende pædagogen er, jo bedre i stand vil han/hun være til at, sætte sig ind i den andens sted. Jeg valgte at inddrage Pædagogens vane - og rutinetænkning, fordi jeg mener dette kan være medvirkende til pædagogernes måde at handle på. Man valgte at lade N.N stå bag sin stol på sin fødselsdag, i stedet for at stå oppe på den. På hvilket grundlag? Var det fordi jeg tilkendegav min mening på personalemødet, at man valgte at lave proceduren om? Hvilke pædagogiske briller benyttede man? Om det var den rigtige løsning, er et holdningsspørgsmål. For hvad er rigtigt og hvad er forkert? En ting jeg ved med sikkerhed er, at der findes noget teori som peger i retningen af, at der burde være handlet anderledes! Hvad der umiddelbart synes rigtigt, kan ved nærmere eftertanke forekomme forkert. Men det kræver, at man reflekterer over sig selv og sine handlinger.. 8

9 Litteraturliste Bae, Berit (1996): Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Socialkritik nr. 47, s 6-20 Bae, Berit (2003): På vej i anerkendende retning. Socialkritik nr. 88, s Brøner, Annegrete (2002): Forstå teorierne forstå børnene. Børn og unge nr. 10, s. 9. Møller, Lis (2005): Anerkendelse i sårbare relationer. Socialkritik nr. 05, s Ritchie, Tom (2004): Relationer i teori og praksis. Kim Hansen, kap udgave, 1. oplag. Billesø og Baltzer. 9