Forord Denne bog har jeg i mange år tænkt på at skrive. Handlingen vil være bygget op om de begivenheder i mit liv, som har lagret sig i min bevidsthed. Der er ingen garantier for helt nøjagtige årstal og korrekt stavede navne o. a., da det ikke har været det væsentlige for mig. Bogen tilegner jeg min nærmeste familie. Samtidigt sender jeg mange tanker til og føler en stor taknemmelighed overfor de personer - nulevende som afdøde - som har haft afgørende indflydelse på den måde, mit liv har udformet sig på. Juli 2006
Oplevelser, erindringer og fortællinger fra mit liv Indledning If at first you don t succeed then try, try and try again skrev en af min fars brødre i vores gæstebog til min barnedåb. Da min bror var seks år ældre end jeg, og min mor var sidst i trediverne, da jeg blev født, opfattede jeg i barndommen ikke uden en vis stolthed linjerne som en hentydning til, at jeg var det synlige resultat af opfordringen i ovenstående citat. Jeg blev født, medens vi boede på Mariendal i Gevninge ved Roskilde, og der levede jeg lykkeligt de første tre år af mit liv. Min far døde, da jeg var fire år - et dødsfald der kom til at præge mit barndoms - og ungdomsliv. Jeg havde i mange år en følelse af, at jeg havde oplevet noget af det allerværste, man kan opleve i livet. Det er først efter at jeg har fået børn, at jeg har tænkt på, hvor forfærdeligt min farmor og mor må have haft det ligesom det også først er i voksenalderen jeg har tænkt på, hvor frygtelig hårdt det må have været for min bror i en alder af elleve år at finde sin far liggende død i et udhus. På det tidspunkt boede vi i Frederikssund. Vi havde nogle dejlige naboer der, og W. Thiel- Petersen skrev det korte bekendtskab til trods - en meget smuk mindetale om min far (bilag 1), som jeg har genlæst mange gange. Indholdet bekræftede den forestilling, jeg havde om min far
som et varmt, impatisk og musisk menneske, der var velbevandret i den litterære verden og som holdt af at færdes i naturen. Det jeg med sikkerhed selv kan huske er hans smil, der var favnende ægte og fyldt med kærlighed. Ellers er det begrænset, hvad jeg kan erindre fra den korte tid, vi havde sammen; men ud fra breve og familiens Vandrebøger" har jeg dannet mig et billede af en far, jeg med rette kan være stolt af. Vandrebøgerne, som min far, hans syv søskende og forældre skrev i på skift i fjorten år, blev nedfældet i årene 1938 1952. En rød tråd er gennemgående i breve og passager fra vandrebøgerne, skrevet af familiemedlemmer og andre, der besøgte mine forældre: nemlig beundringen for deres måde at være på, deres store gæstfrihed og deres kærlighed og hensynsfuldhed overfor hinanden. Besøgene indeholdt som regel en vandretur ned til fjorden og musikalske islæt. Min far spillede klaver og min mor spillede violin. Højskolesangbogen blev flittigt brugt. Min mor var virkelig en kulinarisk tryllekunstner. Hun skrev en kogebog, der matchede de forsyninger, der var til rådighed under og efter krigen. Min far roser flere gange helhjertet min mor. Han refererer også til tandlæge Ovesen - hvis gård mine forældre forpagtede - som åbenlyst beundrede min mors alsidige kunnen, hvad hun overkom og hvad hun kunne trylle ud af ingenting. Underforstået at min far var en heldig mand! Min bror, Erland, som var det første barnebarn på begge sider, bliver beskrevet som en meget fremmelig dreng; han kunne som treårige navnene på verdens statsledere. En meget yndet og ofte fortalt historie er den, hvor han i samme alder sad strunk på førersædet i den gamle høje Ford, medens den langsomt bevægede sig ned ad bakke grundet en løsnet håndbremse Erland blev født i Allerup nær ved Tjæreborg. Mine forældre var bekendte med lærer Ingvarsen og pastor Krogager de senere grundlæggere af Tjæreborg Rejser. Da jeg tredive år
senere arbejdede for samme bureau og lærer Ingvarsen var på inspektion blandt rejselederne ved Gardasøen, var jeg forundret over, at han kunne huske mine forældre så tydeligt, og jeg sugede til mig af alt, hvad han kunne berette fra den forholdsvis korte tid, de borede i Allerup. Jeg kan genkende mange af min fars gode egenskaber hos min bror og vores sønner. Da min far døde, stod min mor alene med to børn, og i hele sit liv kæmpede hun for, at hendes to børn kunne få så godt et liv, det var muligt. Min mor var et af de klogeste og mest betænksomme mennesker, jeg har mødt i mit liv. Hun besad en skønhed, der kom af ydre udstråling og af et indre, der afspejlede styrke og tro på det gode i alle mennesker og så havde hun en stålsat vilje til at hjælpe mennesker, der var i nød eller havde det dårligt; men hun besad også evnen til at kunne omgås de mere velbjergede på ligeværdig vis. Jeg kunne tydeligt mærke deres helt berettigede respekt for hende. Samtidigt havde hun et godt overblik, var god til at organisere, rådede over en forunderlig og smittende humor og spredte glæde, hvor hun kom. Hun var aldrig fordømmende grundet hendes veludviklede impatiske evner. I de yngre år dyrkede hun idræt var en habil spydkaster og spillede badminton. På et tidspunkt var hun den ene af to kvinder i landet, som havde idrætsmærket i guld med to sløjfer. Den anden kvinde var afdøde justitsminister Helga Petersen. Jeg kan med glæde se, at vore døtre slægter hende på. Desuden har jeg været så privilegeret at have veninder og kolleger igennem mange år, som kunne minde meget om hende. Min mor døde desværre alt for tidligt i en alder af 66 år et halvt år før hun efter datidens regler kunne have modtaget folkepension. Fire år før var jeg blevet gift med manden i mit liv den mand, som jeg var forelsket i og den mand, som jeg kunne tænke mig at blive gift med. Mit held
har været, at det var gensidigt. Da min mor blev syg og indlagt på Fakse Sygehus, var jeg højgravid med vort andet barn. Min mor døde, da Christine var 13 dage gammel. Christine blev opkaldt efter sin mormor vi havde ellers haft navnet Camilla i tankerne, men det kom vi så heldigvis til at kunne bruge senere. Det har haft meget stor betydning for mig, at min mand nåede at lære min mor at kende. Vores ældste søn var sammen med hans fætter og kusine hendes sande guldklumper. Jeg har aldrig hørt mine forældre blive negativt omtalt. De var begge vellidte og respekterede mennesker, som efterlod sig et stort savn. I en alder af 27 år blev jeg forældreløs. Da jeg mistede min mor, mistede jeg samtidigt det, hun også var for mig: en god veninde, samarbejdspartner og det menneske, der havde betydet mest for mig i hele min opvækst. Glæden ved det højeste, jeg har opnået i mit liv af få vores fem børn ville jeg så gerne have delt med mine forældre. De ville alle uden tvivl have gået godt i spænd sammen, hvilket mine forældres venner og familien også tit har påpeget.