Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: At komme ind i Guds rige Salmer: 723, 356, 416; 582, 6 Evangelium: Joh. 3,1-15 Mange har i tidens løb spekuleret på hvorfor Nikodemus kom til Jesus om natten. Nikodemus var farisæer og medlem af jødernes højeste råd. Han ønskede sikkert at tale med Jesus uden at andre vidste det. Han havde hørt om Jesu undere, og de havde overbevist ham om at Jesus var en Guds mand. Nu var Nikodemus så blevet interesseret i at lære Jesus bedre at kende. Han kom til Jesus og viste ham stor respekt og høflighed. Han sagde direkte til ham: "Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham." Herved ligner Nikodemus så mange andre i vore dage. De respekterer Jesus; de accepterer at han er mere end et almindelig menneske; de antager, at han kommer 1
fra Gud. Det er slet ikke ringe at tænke sådan om Jesus, det må man indrømme, men det er ikke nok. Mange som ikke kalder sig kristne, tænker sådan om Jesus. Selv om Nikodemus er er jødisk lærd, ved han ikke hvordan man kommer ind i Guds rige. Det spørger han Jesus om. Mens Nikodemus som repræsentant for jødedommen kommer til kort, er Jesus i stand til at give svaret, fordi han selv om han ikke er er skriftklog alligevel har sin lære fra Gud. Nikodemus siger det samme om Jesus, som Jesus siger om sig selv: at han er kommet fra Gud, og at Gud er med ham. Nikodemus aflægger en rigtig bekendelse til Jesus uden at fatte dens egentlige indhold. Han forstår ikke hvordan forholdet mellem Jesus og Faderen i virkeligheden er. Intet er forkert i det, som Nikodemus giver udtryk for, men alligevel afviser Jesus ham. Jesus afviser at lade sig passe ind i Nikodemus' ramme og forudforståelse. Nikodemus kan godt glemme det hele, for der skal mere til for at se Guds rige. Man skal blive født på ny. Det forstår Nikodemus selvfølgelig ikke. Han tænker først helt konkret: hvordan skulle et menneske kunne fødes igen? Hvordan skulle man kunne 'gå i sin mor', som det hedder, og blive født på ny, født af vand og ånd, for at komme ind i Guds rige. Nikodemus og alle alle hans ligesindede forestiller sig, at man på en eller anden måde selv kan bane sig vej til Gud. Vi er godt klar over, at der er mangler ved os, og at der må forbedring til. Men vi tænker da på Gud og stræber da også efter at være ordentlige. Men Jesus siger: Det slår ikke til! Dine velmente tanker og forestillinger hjælper dig ikke ind i Guds rige! For, "hvad der er født af kødet, er kød!" Du kan ikke lave dig selv om! I sig selv er mennesket kød, idet det er født af kød. Det kan famle rundt i mørket, men lyset, det sande lys, kan det ikke selv finde. Det lys må Gud tænde. Det lys er Jesus, og skal mennesket rigtig forstå det, må Guds Ånd være til stede. Guds Ånd åbner for den nye dimension. Guds Ånd åbner adgangen til himlen. Kød betegner det svage, utilstrækkelige og dennesidige. Men det udtrykker ikke som ofte hos Paulus en syndig tilbøjelighed, men derimod en afmagt og begrænsethed, som mennesket ikke af sig selv formår at komme fri af og ud over. Derfor vil den der er født af kød, altid være væsensbestemt af denne oprindelse, med mindre der gribes ind udefra, dvs. ovenfra. Da et menneske ikke kan gøre sig fri af sin kødelige begrænsning, kan det ikke af sig selv komme ind i Guds rige. Ånd betegner Guds Ånd som en virkende kraft i denne verden. At blive født af vand og Ånd er at fødes af denne Guds nyskabende kraft, og denne fødsel kan bringe det menneske der er født af kød, ud over dets begrænsethed og åbne Guds verden for det. 2
Det som et menneske ikke kan af sig selv, nemlig komme til at se Guds rige, det kan Gud gøre muligt, og det gør han muligt gennem denne fødsel ovenfra. Det er kun Jesus der kan svare på hvordan et menneske kommer ind i Guds rige, og det kun ham der kan forklare hvad det vil sige at blive født ovenfra. Meningen med at blive født af "vand og ånd" findes i det kristne dåbsritual, hvor vand er forbundet med Åndens gave. Mens omtalen af vandet tjener til at præcisere at det er dåben der sigtes til, så skal omtalen af Ånden gøre det klart hvad det er dåben består i: Det er Ånden der gør den kristne dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn til en ny fødsel ovenfra og dermed til noget andet og mere end Johannesdåben. Det er den der afgørende ændrer menneskets situation og liv ved at give det indgang i Guds rige. Det er tydeligt at det som på den ene side er umuligt, men på den anden side nødvendigt for mennesker, det er muligt for Gud! I fødslen af vand og Ånd er han den handlende. Nikodemus kan ikke uden videre forstå det med Gud. Og hvem kan det? At Faderen er Gud, at Sønnen er Gud, at Ånden er Gud, og de er tre, og dog er de én Gud? At Guds Søn, som er Gud, bragte sig selv som offer til Gud, for at frelse mennesker fra Guds dom og vrede, og det var Guds vilje, at det skulle ske således? Hvem kan forstå det? Ingen kan forstå det, hvis ikke han eller hun først bliver genfødt. Man skal ikke forbedres, men forandres så stærkt at det kan kaldes en ny fødsel eller - som det også kan oversættes - en fødsel ovenfra. Vi kan ikke se Helligånden, lige så lidt som vi kan se vinden. Men selv om vi ikke kan se vinden, så kan vi se, når det blæser. Sådan som det hedder i en sød, lille børnesang: Blæsten kan man ikke få at se. Det' der ikke no'et at gøre ve'. Men når støv og visne blade flyver rundt på vej og gade, så' det let at gætte at det blæser. Når træerne bøjer sig for vinden, og bladene flyver gennem luften. Så er vi ikke i tvivl om at det blæser. Sådan er det også med Helligånden. Du kan ikke se den, men du kan se dens virkninger. Genfødslen kan ikke forklares, men kun opleves! Det svarer til at du nok kan se på et menneske at det er en kristen, men du kan ikke se hvordan det er blevet det. Du kan se at den pågældende er præget af Guds Ånd. At han eller 3
hun bærer Åndens frugter: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal. 5,22) Du kan kende den kristne på Åndens frugter, men det er ikke til at se hvad frugterne kommer af. Det er ikke noget vi selv kan frembringe. Det er noget Ånden skaber i vores liv. Det gør han, når vi giver afkald på selv at styre vores liv. Når vi overlader styringen til Gud. Når vi stiller os til Guds rådighed. Så bærer vi Åndens frugter. Det er altså Ånden der gør det. Ånden skaber også troen i os, når det glædelige budskab om Jesus forkyndes. Og billedet med den nye fødsel skal gøre det tindrende klart for os at det ikke er noget vi selv kan gøre. Vi er ikke herrer over Ånden, men vi kan bare tage imod den, når den kommer. Vi kan ikke selv bestemme os for at blive kristne. Det er noget der sker med os. Der sker en fuldstændig forandring. Vi bliver nye mennesker, når vi tager imod Jesus. Denne forandring sker ved en åndelig fødsel. Det betyder at ingen ved egen kraft kan komme ind i Guds rige og få det evige liv. Der må skabes noget helt nyt. Det er det som apostelen Paulus kalder en ny skabning: "Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!" (2. Kor. 5,17) Det er den gode nyhed, evangeliet, til os i dag, at Gud gør det som vi ikke kan: Han føder os på ny. Han føder os ved vand og ånd. Vandet er dåbens vand, og Ånden er Helligånden. I dåben indvies vi med korsets tegn, både for ansigt og bryst, som tegn på at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus. Og det nye liv som fødes i dåben bliver holdt i live ved at vi altid ser hen til ham, vores korsfæstede Herre. Det er lige som israelitterne i ørkenen kun overlevede, hvis de så op på den kobberslange, som Moses havde sat på en stav. Det var under israelitternes ørkenvandring fra Egypten til Kana'- ans land. Israelitterne kritiserede Gud for maden. Så sendte Gud slanger til at bide dem. Da israelitterne indså at de havde syndet og bad Gud om hjælp, lod Gud Moses hænge en slange af kobber op på en stang, så alle kunne se den i hele lejren. Blev man bidt af en slange, skulle man blot se på slangen, så blev man reddet fra slangegiften. Og så siger Jesus at det er et billede på hvad der skal ske med ham. Han skal også hænges op, og dem der ser på ham, skal blive reddet fra døden. Alle som tror på ham har evigt liv. Denne historie fra det Gamle Testamente er altså et billede på den åndelige virkelighed der gælder for os i den nye pagt. Også vi har slangens gift i os, for vi er syndere. Alle mennesker fik slangegiften i sig, da slangen i Paradiset fristede de første mennesker til at være ulydige mod Gud. Vi er pga. giften dødens sikre bytte. Men Gud 4
har givet os et tilbud om redning. Vi kan blot løfte vores blik og se hen på Jesus på korset. Det var for vores skyld han hang dér. Han påtog sig vores skyld og bar straffen for den. Gud lader ordet om Jesus lyde iblandt os. Og han sender os sin Ånd, for at han gennem sit ord kan male os den korsfæstede Jesus for øje. Da løfter vi vores blik og ser hen på ham der er den eneste redning for syndere. Når vi ser hen på ham, beholder vi livet, det evige liv, som vi fik, da vi blev døbt. Nikodemus kunne ikke forstå det den nat, hvor han havde sin hemmelige samtale med Jesus. Og vi hører ikke noget om hvad der kom ud af deres møde, eller hvordan samtalen sluttede. Men da Jesus langfredag døde på korset på Golgata, da kom Nikodemus og var med til at give Jesus en god begravelse. Så ud fra det kan vi godt regne med at Nikodemus kom til tro på Jesus ved sit møde med ham den nat! Det skete ved at han igennem samtalen med Jesus hørte om at han skulle ophøjes på korset, lige som slangen i ørkenen på Moses' tid. Så da Jesus var død, forstod Nikodemus hvorfor. Fra Jesus kommer vores liv og hele vores frelse. Uden Jesu død var vi hjælpeløst fortabt. Så var vi prisgivet både død og evig dom. Men nu er Jesus kommet og er gået i døden for os. Den korsfæstede Jesus er verdens håb. Derfor arbejder Guds Ånd hele tiden på at vi aldrig skal tabe Jesus af syne, men altid have ham for øje. Når du ser Guds Søn med troens blik skal du ikke dø, men du har evigt liv. Der er liv i et blik på det blødende Lam, der er frelse, o synder for dig! Hæv dit øje til korset i troen og bliv frelst, se til ham, som led døden for dig! 5