15. søndag efter trinitatis 2015, Matt. 6, 24-34 Herfølge kirke 402-29-294-321-319/320-31 Har I bekymret jer her i Herfølge? Måske. Når man nu har inviteret til friluftsfest i anledning af at den nye naturkirkegård er blevet klar til indvielse, så kan man jo nok bekymre sig en smule over vejrudsigten. Jeg vil påstå, at I længe har bekymret jer om jeres kirkegård. I har i mange år ofret kirkegården betydelig opmærksomhed. I har brugt tid og penge og kreativitet på at gøre jeres kirkegård til noget særligt. Menighedsråd fra hele Sjælland er taget på ekskursion hertil for at glæde sig over stedets skønhed og for at hente inspiration med hjem. Nu føjer I så et nyt afsnit til, en skov/naturkirkegård med endnu bedre mulighed for at forene sorg og savn med det kunne glæde sig over Guds skaberværk, over himlens fugle og liljerne på marken. Måske har det været en del af jeres omhyggelige planlægning, at I har timet indvielsen af naturkirkegården, så den netop kunne finde sted her på 15. søndag i trinitatis, hvor vi hører om Guds gavmildhed og vores bekymringer? I hvert fald er det her jeg vil tage fat. Jeg vil sige lidt om vores bekymringer, de gode og de dårlige, og om hvordan vi får skilt dem ad, så bekymringerne for os selv og vores eget ikke spærrer for glæden og ikke blokerer for vores engagement for andre. Benny Andersen fanger os og vores dårlige bekymringer på kornet, når han skriver: Hvad nytter det at gå med skudsikker vest, hvis døden kommer fra hjertet? Med de skudsikre veste vil vi sikre os mod de trusler, der kommer udefra. De skudsikre vest kan have mange former. I Europa er det lige nu flygtningestrømmen fra det borgerkrigshærgede Syrien og klima- og fattigdomsflygtningene fra Afrika, der vækker bekymring. Rigtig mange mennesker bekymrer sig for flygtningene og gør en indsats for at hjælpe og værne om deres liv og værdighed. Men flygtningesituationen får os også til at bekymre os for os selv og får nogle lande til at bygge høje hegn langs grænsen, mens andre forringer
vilkårene for asylansøgere i håbet om at dæmpe tilstrømningen. Politikere ønsker naturligt nok at værne nationale interesser, men vi risikerer at ende i kynisme, hvis vi ensidigt betragter flygtningene som et problem og ikke kan få øje på dem som medmennesker. På det personlige plan kender vi den skudsikre vest som en ekstra lås på døren, tyverialarmen, pensionsopsparingen, den fedtfattige kost og den daglige motion. Alt sammen kan det være meget udmærket. Men der går let selvsving foretagendet. Når vi nervøst kigger på deklarationerne på madvarerne som om det var farlige giftstoffer, vi havde med at gøre. Når joggingen bliver en sur pligt og værditilvæksten på pensions-aktie-beholdningen en tvangstanke. Vi er så optaget af at sikre det her liv, at vi helt glemmer at leve det. Samtidig med at troen på det evige liv hos Gud fortoner sig for mange, kæmper vi stadig mere desperat for at holde os evigt unge, for at holde svækkelsen, alderdommen og døden på afstand. Alt det her skal dog ikke få os til at glemme, at bekymringen i sig selv er en god og kreativ følelse. Vi har fået den af Gud. Gud har den selv. Gud bekymrer sig faktisk om os og resten af sit skaberværk. Vi hørte før, at han har sat regnbuen på himlen for at huske sig selv og os på det. Vi er som mennesker skabt i Guds billede med bekymringen i hjertet, for at vi skal kunne bekymre os om hinanden og verden omkring os. Det siger Jesus igen og igen, det ligger i selve næstekærlighedsbuddet, at vi skal være opmærksomme på hvordan den anden har det, at vi skal bruge den fantasi, følelse og forstand, Gud har udstyret os med til at kunne sætte os i den andens sted og dermed finde ud af, hvordan vi bedst kan støtte og hjælpe. Men der er en verden til forskel på at bekymre sig om et andet menneske og om den verden, vi sammen skal leve i og som også gerne skal kunne holde til kommende generationer, og så vores nervøse bekymring for os selv og vores eget. Med os selv og vores eget som centrum stritter vores bekymringer i alle retninger som piggene på et pindsvin. Og så er det, der går selvsving i foretagendet, så er det at vi ikke giver vores børn lov til at grave huler, for det kan jo være farligt, og så bliver de i øvrigt også så beskidte af det. Så er det at vi kører ungerne i skole i stedet for at lade dem cykle selv, for trafikken er jo farlig. Og så sker
der det, at trafikken bare bliver endnu mere farlig med endnu flere biler rundt om skolerne, samtidig med at ungerne bliver overvægtige af mangel på motion. Bekymring kommer af det tyske ord Kummer, der betyder besvær og trængsel. Og den evindelige bekymring gør vores liv besværligt og os selv trangbrystede og stakåndede. Vi bekymrer os for at miste det, vi har, selvom vi jo godt ved, at vi alligevel ikke kan tage det med os, når vi dør. Vi bekymrer os for ikke at slå til, selvom vi jo godt ved at noget af det, der forener os er, at vi er uperfekte. Med pindsvinebekymringen prøver vi at få kontrol over vores liv ved at holde de andre på afstand. Vi narrer os selv til at tro, at vi har magt over tilværelsen. Men det er illusion og blændværk! Det er pindsvinebekymringen, Jesus vil have os til at slippe. Han driller os og vil have os til at le ad os selv, når han siger: Hver dag har nok i sin plage! Kan du ikke se det, siger han. Du kan jo ikke lave fortiden om, og fremtiden ligger udenfor din rækkevidde, men lige her og nu har du mulighed for at gøre noget. Jovist kan du måske med et undskyld og lidt ekstra omtanke råde bod på noget af det, du kludrede med i går, og måske kan du med fantasi og fremsynethed i det du foretager dig være med til at gøre dagen i morgen lidt mere fremkommelig. Men først og fremmest handler det om, at du er lige her og nu. Det er her du skal slå opmærksomheden til og gribe dagen med dens glæder og muligheder og de opgaver og problemer der kalder på din indsats. Gud ved hvor mange timer, dage og uger, vi har brugt på at spekulere og ligge søvnløse af bekymring over ting, vi ingen indflydelse havde på alligevel? Der sidder vi bekymrede foran fjernsynet og følger med i aftenens tredje nyhedsudsendelse og blader lidt planløst i dagens avis, samtidig med at liv og glæde lige så stille fordufter. Vi opdager langsomt og sent, at bekymringerne er på vej til at klemme livet ud af os. At den død, vi er så bange for og som vi forsøger at beskytte os imod med mange forskellige sikkerhedsveste, at den er ved at æde os op indefra. Og vi reagerer heldigvis med uro og midt-
vejskriser, for det her er jo ikke til at holde ud. Det var ikke Guds mening med det generøse liv og alle de solopgange, han har præsenteret os for. Lige her er det Jesus møder os i dag. Her er det han siger til os: prøv lige at slå sanserne til, se på blomsterne og lyt til fuglene! Jesus ved, at vi har ondt i livet, og han ved, hvad vi trænger til. Vi trænger til at få øje på en anden horisont end den som har sit centrum i os selv og det vi betragter som vores eget. Se op på den blå eller regngrå - septemberhimmel, siger han. Se ud på den brogede verden, der udfolder sig herudenfor vinduerne. I er ikke svaler eller dagliljer, og det skal I heller ikke prøve at blive. Det er ikke Jesu mening, at vi skal prøve at efterligne dem. Men fugle og blomster kan åbne vores øjne for, at vi er indfældet i en meget større sammenhæng end det, der har med os selv og vores eget at gøre, at vi hører til i en verden med dyr og planter og solsystemer og galakser. Og bag den verden vi ser og lever i er Gud, en Gud som vil os det godt. Dette sidste, det med at Gud vil os det godt, kan vi på trods af smukke regnbuer - komme i tvivl om, når vi ser de overfyldte både blive tumlet omkring på bølgerne i Middelhavet, eller ser mødre der forsøger at række deres børn gennem hegn et sted i Europa. Så er det vi kommer til at tænke om tilværelsen som en kampplads, hvor vi med vores skudsikre veste og pindsvinebekymringer skal prøve at klare os igennem så godt som muligt hver for sig og i konkurrence med alle de andre. Netop fordi tilværelsen er sådan og vi reagerer sådan var det Gud selv kom til vores verden. Derfor blev han menneske, dit og mit og flygtningemoderens medmenneske. Modgiften mod vores bekymringer er ikke endnu mere overvågning og endnu højere hegn, ikke endnu flere sikkerhedslåse på dørene og endnu større pensionsopsparing, men mere tro. Tro på livet som en gave og en opgave betroet os af Gud. Tro på ham, som vovede at leve åbent og opmærksomt, bekymret for mennesker og liljer og fugle i en grad så det kom til at koste ham livet. Tro på Kristus som følger os i liv og død og bærer os ind i Guds evighed. Og så til sidst tilbage til Benny Andersen:
Hvad hjælper det at gå med skudsikker vest, hvis døden kommer fra hjertet? Hvad hjælper det at sikre os mod alt muligt uden for os selv, hvis vi ender med at krumme os sammen og lukke os om os selv og vores eget og en bekymring, der æder os op indefra. Jesus vil udskifte den skudsikre vest med Gud. Gud beskytter os indefra, han siger til dig: jeg skal nok bekymre mig om dit liv nu og i al evighed, så du kan lade dit hjerte banke for det liv, der udfolder sig omkring dig, så du kan bruge dine kræfter, din kreativitet, din omsorg på dine medmennesker og den verden, du er en del af og som trænger hårdt til din indsats. God arbejdslyst! Amen.