Sikkerhed i fællesskab En introduktion til NATO

Sikkerhed i fællesskab En introduktion til NATO

Sikkerhed i fællesskab En introduktion til NATO P04 Introduktion P06 Alliancens svar på forandring P14 En vigtig spiller i krisesituationer P22 Indgåelse af nye partnerskaber P28 Den åbne dørs politik P30 Nye kapaciteter til nye trusler P32 Organisationens dynamik P35 Fremtiden

Sikkerhed i fællesskab En introduktion til NATO Den Nordatlantiske Alliance I det halve århundrede, Alliancen har eksisteret, har både den og det omgivende samfund udviklet sig på måder, som NATO s grundlæggere ikke kunne forudse. NATO s transformation sker hurtigere og hurtigere som reaktion på det strategiske miljøs stadigt hastigere forandring. NATO beskæftiger sig nu med en bredere vifte af sikkerhedsudfordringer i forhold til tidligere og skal beskytte sine borgere både hjemme og ude. Trusler som fx spredning af masseødelæggelsesvåben og terrorisme kender ingen grænser, og det betyder, at NATO skal kunne indsætte og understøtte styrker så langt væk som i Afghanistan. Samtidig udvikler NATO de nødvendige midler og kapaciteter til at kunne honorere disse nye behov og bidrager til den internationale indsats for at håndtere disse mange udfordringer. Samtidig med, at der sker en grundlæggende forandring af de trusler, medlemsstaterne står overfor, og den måde de håndterer dem på, overholder de grundlæggende regler i samarbejdet i Alliancen fortsat Washington-traktatens principper. Kollektivt forsvar er det helt centrale princip i den grundlæggende traktat. Dette princip er stadig unikt og binder medlemmerne sammen om en forpligtelse til at forsvare hinanden. NATO udgør en politisk-militær ramme til håndtering af sikkerhedsudfordringer, som forbinder europæiske og nordamerikanske interesser og sigter på at skabe sikkerhed, der er baseret på forståelse og samarbejde til glæde for fremtidige generationer. P04 Introduktion

Referencer i denne publikation til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er markeret med en stjerne (*), der refererer til følgende fodnote: Tyrkiet anerkender Republikken Makedonien ved dens forfatningsmæssige navn. Introduktion P05

Alliancens svar på forandring 1949 Washington-traktaten underskrives den 4. april Alliancens oprindelse 1961 Berlin-muren opføres I 1949, da de ideologiske sammenstød mellem Øst og Vest tog til, dannede 12 lande fra begge sider af Atlanten Den Nordatlantiske Traktatorganisation. Det primære mål var at indgå en pakt om gensidig bistand, så de sammen kunne imødegå risikoen for, at Sovjetunionen ville forsøge at udbrede sin konrtol over Østeuropa til andre dele af kontinentet. P06 Alliancens svar på forandring

På det tidspunkt var Europa stadig ved at komme sig over Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Den amerikansk finansierede Marshall-plan stillede imidlertid de midler til rådighed, som var nødvendige for at stabilisere de vesteuropæiske økonomier. NATO supplerede dette arrangement med sin gensidige forsvarsforpligtelse og kom dermed til at være den organisation, som kom til at sørge for et sikkert miljø til udvikling af demokrati og økonomisk vækst. Med daværende amerikanske præsident Harry S. Trumans ord skulle Marshall-planen og NATO være to halvdele af den samme valnød. Alliancens tilstedeværelse bevirkede, at Vesteuropa og Nordamerika kom til at opleve en hidtil ukendt grad af stabilitet I begyndelsen af 1950 erne syntes de internationale begivenheder, som kulminerede med udbruddet af Koreakrigen, at bekræfte Vesten i dens frygt for Sovjetunionens ekspansionistiske ambitioner. Derfor satte NATO s medlemsstater skub i deres indsats for at udvikle de militære og civile strukturer, som var nødvendige for at leve op til deres gensidige forsvarsforpligtelser. Tilstedeværelsen af nordamerikanske styrker på europæisk jord på begæring af europæiske regeringer afskrækkede mod sovjetisk aggression. Og som tiden gik, kom flere og flere lande med i Alliancen. Alliancens tilstedeværelse bevirkede, at Vesteuropa og Nordamerika kom til at opleve en hidtil ukendt grad af stabilitet, hvilket lagde grunden til det europæiske økonomiske samarbejde og den europæiske integration. Ved 1990 ernes begyndelse og efter afslutningen af Den Kolde Krig bidrog Alliancen aktivt til at overvinde den gamle Øst-Vest-deling af Europa ved at indlede et samarbejde med tidligere fjender og benytte en samarbejdsbaseret tilgang til sikkerhed. Alliancens svar på forandring P07

1989 Berlin-murens fald Den Kolde Krigs afslutning Under Den Kolde Krig var det truslen fra Sovjetunionen, som på en klar og tydelig måde definerede NATO s rolle og formål. I begyndelsen af 1990 erne var Warszawa-pagten opløst og Sovietunionen brudt sammen. Da NATO s traditionelle fjender forsvandt, mente nogle kommentatorer, at der ikke længere var brug for NATO, og at fremtidige forsvarsudgifter og investeringer i de væbnede styrker dramatisk kunne mindskes. P08 Alliancens svar på forandring

Mange allierede i NATO begyndte at reducere forsvarsudgifterne nogle med så meget som 25 %. Ikke desto mindre stod det snart klart, at selvom Den Kolde Krig muligvis havde fjernet truslen om en militær invasion, var ustabiliteten i visse dele af Europa øget. En række regionale konflikter, som ofte havde fået næring af etniske spændinger, brød ud i det tidligere Jugoslavien og i dele af det tidligere Sovjetunionen og truede med at sprede sig. for at bevare freden og stabiliteten i Europa og for at forebygge en optrapning af regionale spændinger Der var nu behov for nye former for politisk og militært samarbejde for at bevare freden og stabiliteten i Europa og for at forebygge en optrapning af regionale spændinger. På den baggrund skabte NATO en række nye institutionaliserede relationer til tidligere fjender og oprettede nye samarbejdsmekanismer. NATO gennemførte også nogle vigtige indre reformer for at tilpasse de militære strukturer og kapaciteter, så dets medlemmer var udstyret til at udføre nye opgaver som fx krisestyring og fredsstøttende operationer, uden at det gik ud over deres fortsatte evne til gensidigt forsvar. Som reaktion på disse sikkerhedsudfordringer forblev NATO ikke blot en tæt sammenknyttet Alliance med ansvar for kollektivt forsvar, men udviklede sig også til en ramme for et partnerskab af kulturelt forskelligartede lande, som samarbejder tæt sammen inden for et bredere felt af sikkerhed. 1995 NATO engagerer sig i den første krisestyringsoperation MOD UK Alliancens svar på forandring P09

9/11 2001 Omfattende terrorangreb i New York og Washington D.C. NATO aktiverer for første gang i historien Artikel 5 Den 11. september 2001 Det Strategiske Koncept, som blev vedtaget på Washington-topmødet i 1999, beskrev fremtidige trusler som kommende fra mange retninger og ofte svære at forudsige og lagde særlig vægt på truslen fra masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler. Det udtrykte også klart, at Alliancens sikkerhedsinteresser kunne påvirkes af andre risici af bredere karakter som fx terrorhandlinger, sabotage og organiseret kriminalitet samt afbrydelse af tilgangen af vitale ressourcer. Begivenhederne viste med al tydelighed, hvor forudseende, de allierede havde været. Den 11. september 2001 anvendte terrorister passagerfly som masseødelæggelsesvåben mod mål i USA. Angrebenes chokerende brutalitet og de midler, de anvendte til at nå dem, viste med al tydelighed, hvor sårbare åbne og demokratiske samfund er over for denne nye type asymmetrisk krigsførelse. Den følgende dag aktiverede de allierede i solidaritet med USA Washingtontraktatens Artikel 5, som er NATO s kollektive forsvarsforpligtelse, hvorved de bekræftede, at et angreb på én eller flere af dem skulle betragtes som et angreb på dem alle. P10 Alliancens svar på forandring

Artikel 5 Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved Artikel 51 i FN s Pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed. Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne forholdsregler. Derefter godkendte Alliancen en række tiltag til støtte for USA. Den gik hurtigt i aktion og indsatte i begyndelsen af oktober skibe i det østlige Middelhav med henblik på at boarde og undersøge skibe, som var under mistanke for at udføre terroraktiviteter. Denne deployering fortsætter til den dag i dag som Operation Active Endeavour, der nu omfatter hele Middelhavet. Derudover indsatte de allierede styrker i Afghanistan for at støtte den amerikansk ledede operation mod al Qaeda den terrorgruppe, som var ansvarlig for 9/11-angrebene og Taleban det regime, som husede den. Alliancen har ledet den efterfølgende fredsbevarende indsættelse (the International Security Assistance Force) siden august 2003. 9/11-angrebene blev efterfulgt af andre angreb på Alliancens territorium, og selvom de var knapt så dramatisk i omfang, var de lige så ondsindede. Disse tilfælde og andre, som fandt sted andre steder, har bekræftet NATO s ledere i en række antagelser, som har taget noget tid at modnes. Alliancens svar på forandring P11

bidrage til udviklingen af omfattende politiske, økonomiske og militære løsninger For det første kan trusler mod det transatlantiske samfund i det 21. århundrede i stigende grad karakteriseres som asymmetriske og vil være sponsorerede af ikkestatslige grupper snarere end af staters hære. For at blive i stand til kunne bekæmpe dem skal allierede militære systemer blive lettere at indsætte, mere mobile og mere effektive. For det andet er det sandynligt, at disse nye trusler har deres oprindelse uden for det euroatlantiske område. Derfor bør NATO blive en alliance med globale partnere, som anerkender, at risici må imødegås, hvor som helst de opstår. Endelig kan NATO ikke håndtere disse farer alene. Den transatlantiske Alliance må bidrage til udviklingen af omfattende politiske, økonomiske og militære løsninger ved at arbejde sammen med NGO er og internationale organisationer som FN, EU og ODCE. Kun den fremgangsmåde kan også inddrage de økonomiske som politiske og ideologiske rødder til konflikten. På baggrund af ovenstående faktorer indledte NATO s ledere en gennemgang af Alliancens aktiviteter og arbejdsgange. Det har resulteret i en række initiativer, som omfatter: oprettelsen af en reaktionsstyrke, NATO Response Force med enheder fra hæren og flyvevåbenet, som er en teknologisk højtudviklet, fleksibel styrke, der kan deployeres, fungere sammen med andre enheder (er interoperabel), og som kan understøttes over længere tid; en strømlinet militær kommandostruktur; forbedring af kapaciteter på områder, der er centrale i moderne militære operationer som strategisk løftekapacitet og luft-til-jordovervågning; vedtagelsen af Omfattende Politiske Retningslinjer (Comprehensive Political Guidance), som skal udgøre rammerne for Alliancens strategiske prioriteter indenfor de næste 10-15 år; en udvidelse af operationerne i Afghanistan til at dække hele landet, så vel som assistance igennem oplæring af sikkerhedsstyrker og rekonstruktionsarbejde; bistand til Iraks regering via træning af dets sikkerhedsstyrker, så vel som støtte til den afrikanske union og indføring af aktiviteter mod pirater. oprettelse af institutionaliserede relationer til lande fra Mellemøsten gennem Istanbulsamarbejdsinitiativet; Parallelt hermed har NATO også fremmet euro-atlantisk integration ved at udsende invitationer til medlemskab til Alliancen og dens partnerskabsprogrammer med henblik på at udbrede fordelene ved sikkerheden til flere lande. P12 Alliancens svar på forandring

NATO s AWAC-fly yder luftovervågning i forbindelse med større begivenheder og krisesituationer Boeing Alliancens svar på forandring P13

En vigtig spiller i krisesituationer 2003 NATO overtager ansvaret for ISAF i Afghanistan MOD Canada Afghanistan Lige i kølvandet på angrebene den 11. september 2001, indledte USA Operation Enduring Freedom, som var en terrorbekæmpelsesoperation i Afghanistan, der skulle fordrive det undertrykkende Taleban-regime. Der var imidlertid stigende bekymringer for, om de afghanske styrker kunne stabilisere landet alene. Derfor blev der i december 2001 afholdt en konference i Bonn, hvor FN blev anmodet om at godkende en styrke, som skulle bistå med at skabe og træne de afghanske sikkerhedsstyrker. FN s Sikkerhedsrådsresolution 1386 fra den 20. december 2001 dannede grundlag for oprettelsen af en international sikkerhedsstyrke (International Security Assistance Force, ISAF) og dens indsættelse i Kabul og omgivende områder. ISAF og den afghanske overgangsmyndighed (the Afghan Transitional Authority) forgænger for den afghanske nationale regering blev enig om en militær-teknisk aftale (a Military Technical Agreement) i january 2002, som udstak ISAF s opgaver. P14 En vigtig spiller i krisesituationer

Til at begynde med var ISAF hverken en NATO- eller en FN-styrke, men en koalition af villige lande, som var indsat under FN s Sikkerhedsråds myndighed. Landene meldte sig frivilligt til at lede ISAF for et halvt år ad gangen (først Storbritannien, Tyrkiet, Tyskland og Nederlandene). Selvom disse indsættelser medførte fremskridt, var de indledningsvist hæmmet på grund af manglende kontinuitet, men i 2003 overtog Alliance til sidst den strategiske kommando, kontrol og koordination af operationen, hvilket gjorde det muligt at oprette et fast ISAF-hovedkvarter i Kabul. ISAF koordinerer nøje sine aktiviteter med den afghanske nationale regering I begyndelsen var ISAF s mandat begrænset til hovedstaden Kabul og dens omkringliggende områder, men mandatet blev gradvist udvidet til at dække hele Afghanistan: Først blev det mod nord, vest, så syd og til slut syd, som er den farligste og mest ustabile region i Afghanistan. ISAF s altovervejende rolle er at bistå den afghanske regering med at udbrede sin autoritet i hele landet og skabe et sikkert miljø. For at gøre det bistår den udviklingen af afghanske sikkerhedsstyrker gennem træning af dens hær og politi, identificerer behov for genopbygning af civile anlæg, støtter regeringen i afvæbningen af illegale væbnede grupper og udfører narkobekæmpelsesopgaver samt støtter humanitære bistandsaktiviteter. ISAF søger også at styrke samspillet mellem civile og militære enheder og udvikle en mere systematisk tilgang til samarbejde i marken. Som illustration på det arbejder nogle af provinsgenopbygningsholdene (Provincial Reconstruction Teams) som er små grupper af civilt og militæret personel under ISAF s ansvar på civile projekter i hele landet som fx bygning af skoler og hjem for forældreløse børn, reparation af veje, bortskaffelse af våben, minerydning osv. ISAF koordinerer nøje sine aktiviteter med den afghanske nationale regering. I december 2003 og januar 2004 bistod den fx de afghanske myndigheder med at skabe sikkerhed i forbindelse med indkaldelsen af den forfatningsgivende Loya Jirga, som er et storråd, der vedtog den afghanske forfatning. I september 2006 udsendte NATO og Afghanistan en Ramme for Varigt Samarbejde i Partnerskab, som fokuserer på at fremme forsvarsreform, opbygning af forsvarsinsitutioner og interoperabilitet mellem Den Afghanske Nationale Hær og NATO s medlemmer. Derudover fremmer en Højtstående Civil Repræsentant fra NATO Alliancens politiske og militære mål i direkte samarbejde med den afghanske regering og andre internationale organisationer og bevarer kontakt med nabolande. En vigtig spiller i krisesituationer P15

NATO ledede en ti år lang fredsbevarende operation i Bosnien- Hercegovina Ministère de la Défense de la Belgique Balkan I kølvandet på det tidligere Jugoslaviens opløsning greb NATO militært ind for at standse eller afværge konflikt i Bosnien-Hercegovina i 1995, i Kosovo i 1999 og i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (*) i 2001. I Bosnien-Hercegovina udførte allierede fra NATO luftoperationer mod bosnisk-serbiske styrker i august og september 1995. Det medvirkede til at skifte magtbalancen mellem parterne på landjorden og overbevise den bosniskserbiske ledelse om, at den skulle acceptere fredsaftalen, som var indgået i Dayton i Ohio. Fredsbevarende styrker fra NATO ankom til Bosnien-Hercegovina i december 1995 i form af en Implementeringsstyrke (Implementation Force, IFOR). IFOR blev efterfulgt af Stabiliseringsstyrken (Stabilisation Force, SFOR), som ti år senere i december 2005 blev bragt til ophør. Det fredsbevarende mandat blev overdraget til Den Europæiske Union. P16 En vigtig spiller i krisesituationer

skabe et stabilt miljø, som er gavnligt for Kosovos fremtidige udvikling NATO s militære intervention i Kosovo fulgte mere end et års eskalerende vold og Beograds gentagne overtrædelser af FN s Sikkerhedsresolutioner, som krævede standsning af dets undertrykkelse af Kosovos albanske befolkning. I marts 1999 besluttede Alliancen at indlede en luftkampagne mod den jugoslaviske regerings militære og paramilitære strukturer, som stod bag undertrykkelsen. Beslutningen blev truffet, efter alle andre muligheder var udtømt, og fredsforhandlinger endnu en gang var kommet til kort over for Beograds uforsonlighed. Luftkampagnen skulle vare 78 dage og førte til, at alle konfliktens parter gjorde en ende på deres militære handlinger, den jugoslaviske hærs, det serbiske politis og de serbiske paramilitære styrkers tilbagetrækning, en aftale om indsætning af en international militær tilstedeværelse i Kosovo, en aftale om ubetinget og sikker tilbagevenden af flygtninge og fordrevne personer og et tilsagn om vilje fra alle parter om at arbejde i retning af en politisk aftale for Kosovo. Mandatet for den NATO-ledede Kosovo-styrke (Kosovo Force, KFOR) kommer både fra en militær-teknisk aftale, som blev indgået mellem NATO og de jugoslaviske militære chefer og fra FN s Sikkerhedsråds resolution 1244, som begge er fra juni 1999. KFOR blev gjort ansvarlig for afskrækkelse mod fornyet fjendtlighed, skabelse af et sikkert miljø og demilitarisering af Kosovos Befrielsesfront. Desuden støtter KFOR den internationale humanitære indsats og arbejder sammen med den internationale civile tilstedeværelse, FN s overgangsadministration i Kosovo (Interim Administration Mission in Kosovo, UNMIK) om at skabe et stabilt miljø for den fremtidige udvikling af Kosovo. Efter uafhængighedserklæringen den 17. februar 2008 bekræftede NATO, at KFOR vil forblive i Kosovo på grundlag af UNSCR 1244, medmindre FN s Sikkerhedsråd besluter noget andet. Denne position blev gentaget på NATO-ledernes topmøde i Strasbourg/Kehl i april 2009. De slog også fast, at Alliancen forbliver fuld engageret i deres støtte af etableringen af multi-etniske sikkerhedsstrukturer i Kosovo. De glæder sig over afgørelsen om EU s retsstatsmission i Kosovo velkommen (EULEX) og de hidtidige fremskridt i gennemførelsen af eksisterende forpligtelser til standarder, især dem der er relateret til retsstatsprincippet, som beskytter etniske minoriteter og historiske og religiøse steder samt bekæmpelse af kriminalitet og korruption. En vigtig spiller i krisesituationer P17

Med henblik på at styrke den langsigtede stabilitet på det Vestlige Balkan søger NATO at integrere lande fra regionen i de euroatlantiske strukturer I august 2001 anmodede præsidenten fra Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (*) om NATO s støtte til at afvæbne etniske albanske grupper, som kunne være potientielt potentielt destabiliserende for landet. NATO accepterede på betingelse af, at regeringen ville garantere visse mindretalsrettigheder. Repræsentanter for landets etniske albanske samfund og regeringen indgik en politisk aftale, som blev forhandlet af forskellige internationale organisationers særlige udsendte, herunder NATO, og fra USA. Det banede vej for, at NATO kunne indsætte ca. 3.500 soldater på en 30-dage lang indsættelse med henblik på at afvæbne etniske albanere på frivillig basis. Med henblik på at styrke den langsigtede stabilitet på det Vestlige Balkan søger NATO at integrere lande fra regionen i de euro-atlantiske strukturer. Albanien og Kroatien blev medlem af NATO d. 1 april 2009; Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (*) er kandidat til medlemskab af NATO, og Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Serbien blev NATO-partnere den 14. december 2006. På Skopjes anmodning forblev NATO s soldater i landet og ydede beskyttelse til monitorer fra EU og OSCE frem til udgangen af marts 2003, hvor operationen blev overtaget af EU. Disse initiativer bidrog til at tage presset af den civile konflikt og bane vej for forsoning og genopbygning i landet. KFOR er nu den eneste tilbageblevne store allierede styrke på Balkan, skønt NATO har opretholdt hovedkvarterer i Sarajevo og Skopje med heblik på at bistå værtsregeringerne med at gennemføre en forsvarsreform. P18 En vigtig spiller i krisesituationer

Middelhavet Operation Active Endeavour, som blev indledt lige efter angrebene den 11. september 2001, er en maritim overvågningsoperation, som ledes af NATO s flådestyrker med henblik på at opspore, afskrække og beskytte mod terroraktiviteter i Middelhavet. NATO s fartøjer blev indsat i det østlige Middelhav og begyndte at patruljere i området så tidligt som 6. oktober 2001. Den blev udvidet til Gibraltar-strædet i begyndelsen af 2003 og derefter til hele Middelhavet et år senere i marts 2004. Selvom operationen er begrænset til terrorrelaterede aktiviteter, har den vist sig gavnlig for på den overordnede sikkerhed i Middelhavet mht. handel og økonomisk aktivitet. Adenbugten Stigende pirateri i Adenbugten og uden for Afrikas Horn truer med at underminere den internationale humanitære indsats i Afrika, og generelt forstyrre vitale søkabler med interesse indenfor kommunikation og økonomi i området. NATO bidrager aktivt til at øge sikkerheden ved at gennemføre operationer mod pirateri i området: Operation Allied Provider (2008), Operation Allied Protector (2009) og Operation Ocean Shield (igangværende). NATO overvejer en mulig langsigtet rolle i bekæmpelse af pirateri i fuld komplementaritet med de relevante resolutioner fra FN s Sikkerhedsråd, og med tiltag mod pirateri af andre aktører, herunder Den Europæiske Union. En vigtig spiller i krisesituationer P19

Bistand til Irak NATO har en vital, strategisk interesse i et stabilt Irak og har siden 2004 støttet den irakiske regering gennem NATO s Træningsmission i Irak (Training Mission-Iraq, NTM-I). NATO og Irak har også aftalt at fortsætte samarbejdet på lang sigt og har formaliseret dette ved at vedtage forslag til en Ramme for et Struktureret Samarbejde. NATO bistår landet med at opbygge sin egen sikkerhed ved at træne irakisk militært personel enten inden for eller uden for Irak, støtte udviklingen af landets sikkerhedsinstitutioner og koordinere overdragelsen af det udstyr, som de enkelte NATO-lande har givet, og mere generelt yde støtte til forsvarsreform i Irak. Samarbejdet med Irak har fundet sted i overensstemmelse med FN s Sikkerhedsrådsresolution 1546, som opfordrede til, at internationale og regionale organisationer støttede op om det irakiske folks behov for sikkerhed og stabilitet, og med efterfølgende anmodninger fra den irakiske regering. EU Flygtninge fra Darfur Støtte til Den Afrikanske Union Den første af NATO s missioner på det afrikanske kontinent var at støtte Den Afrikanske Unions mission i Sudan (AMIS). Befolkningen i Darfur-provinsen i Sudan har været offer for en brutal borgerkrig siden 2003. Konflikten har forårsaget en humanitær krise, som har ført til drab på titusindvis og fordrivelse af millioner. På anmodning fra Den Afrikanske Union (AU) indledte NATO sin støtte til AMIS fra juli 2005, indtil den sluttede den 31. december 2007. Da denne indsættelse i januar 2008 blev en delt FN-AU mission, gav NATO udtryk for, at det var parat til at overveje yderligere anmodninger om støtte. I juni 2007 godkendte NATO en anmodning fra AU om at stille med strategisk løftekapacitet til indsættelsen af AU s tropper i Somalia (AMISOM). Landet har stået uden effektiv regering siden 1991 og har lidt under mange års kampe mellem rivaliserende krigsherrer såvel som under sult og sygdom. NATO støtter også kapacitetsopbygning under AU s langsigtede fredsbevarende kapaciteter, navnlig til den afrikanske stående styrke, African Standby Force også på AU s anmodning. Med henblik på at sikre maksimal synergi og effektivitet, bliver NATO s bistand nøje tilpasset og koordineret med andre internationale organisationer især FN og EU samt andre bilaterale partnere. P20 En vigtig spiller i krisesituationer

NATO s aktiviteter på et bredere felt Mediedækningen af NATO fokuserer uundgåeligt på topdiplomati, topmøder i Alliancen og militære kampagner. Ikke desto mindre finder det meste af Alliancens arbejde sted langt væk fra offentligheden. NATO er dagligt involveret i en lang række projekter, der bistår med at forbedre Europas sikkerhedsmiljø. De omfatter bistand til reform af østeuropæiske militær, opbygningen af programmer til omskoling af tidligere militære officerer til civilt liv og bistand til minerydning og bortskaffelse af forældede ammunitionslagre. Desuden er NATO aktiv med at koordinere humanitær nødhjælp. I 1999 åbnede et Euro-Atlantisk Koordinationscenter vedrørende Nødhjælp (Euro-Atlantic Disaster Relief Coordination Centre, EADRCC), som bruges til at koordinere katastrofehjælp og nødhjælp fra NATO og partnerlande i tilfælde af såvel naturlige som menneskeskabte katastrofer. Således ydede NATO bistand til ofrene for oversvømmelserne i kølvandet på orkanen Katrina i USA i september 2005. En måned senere afstedkom et voldsomt jordskælv i Pakistan ca 73.000 dødsfald og fire mio. blev hjemløse. Det Nordatlantiske Råd besluttede at yde bistanden gennem EADRCC. Ved adskillige lejligheder har EADRCC mobiliseret ressourcer med henblik på at komme lande til hjælp, som har været ramt af oversvømmelser, skovbrænde eller jordskælv. NATO har et videnskabsprogram, som sponserer praktisk samarbejde om sikkerhedsrelaterede emner inden for civil videnskab som fx miljø og teknologi. NATO s Videnskabsprogram for Fred og Sikkerhed (Science for Peace and Security, SPS) søger at fremsætte anbefaliner og håndgribelige løsninger på en række problemer, samtidig med at det tager sigte på at håndtere deltagernes specifikke behov. Videnskabsfolk fra NATO s medlemslande samt partnere og lande i Middelhavsdialogen Alliancens arbejde sker langt væk fra offentligheden deltager i disse aktiviteter, som effektivt bidrager til den overordnede sikkerhed ved at fremme samarbejde, netværk og kapacitetsopbygning. En vigtig spiller i krisesituationer P21

Indgåelsen af flere partnerskaber NATO Partnere oprette institutioner til dialog, tillidsskabelse og samarbejde Siden Den Kolde Krigs afslutning har NATO taget en række initiativer med henblik på at styrke sikkerheden og stabiliteten ved at oprette institutioner til dialog, tillidsskabelse og samarbejde. Disse initiativer har skabt relationer til tidligere fjender samt til andre europæiske stater, nabolande i Middelhavsregionen i bredere forstand og lande i Mellemøsten. Et tidligt skridt i den retning var oprettelsen af Det Nordatlantiske Samarbejdsråd i 1991. Dette råd, som senere fik navnet Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd, er blevet det vigtigste forum for rådslagning og samarbejde mellem NATO og lande uden for NATO i det euro-atlantiske område. deltagende lande med at omstrukturere deres væbnede styrker, så de bliver bedre i stand til at spille en passende rolle i et demokratisk samfund og til at deltage i NATO-ledede fredsstøttende operationer. Det giver mulighed for praktisk samarbejde på mange områder og gør det muligt for de enkelte partnerlande at skræddersy deres deltagelse i overensstemmelse med deres specifikke sikkerhedsbehov eller interesser. Bredden i og spændvidden af aktiviteterne er enorm og dækker områder som forsvarsreform, krisestyring, civil beredskabsplanlægning, samarbejde inden for videnskab, uddannelse og træning samt sikker ødelæggelse af krigsmateriel og lette våben og håndvåben. I 1994 introducerede NATO et initiativ, som er blevet kendt som Partnerskab for Fred (Partnership for Peace, PfP). Programmet er udarbejdet til at bistå P22 Indgåelse af nye partnerskaber

Relationer til Rusland og Ukraine Rusland og Ukraine var blandt de mange lande, som ønskede at deltage i partnerskabsaktiviteterne med NATO fra første dag Rusland og Ukraine var blandt de mange lande, som ønskede at deltage i partnerskabsaktiviteterne med NATO fra første dag. I 1997 blev samarbejdet placeret i mere formelle rammer med underskrivelsen af bilaterale aftaler mellem de to lande og NATO. Der blev oprettet et Permanent NATO-Rusland Fællesråd (NATO-Russia Permanent Joint Council) og en NATO-Ukraine Kommission (NATO-Ukraine Commission) som middel til at fremme regelmæssig konsultation og diskussion om sikkerhedsspørgsmål og udvikle praktisk samarbejde inden for en lang række områder. på lige fod, og beslutninger tages i konsensus som erstatning for det bilaterale Permanente NATO-Russia Fællesråd. NRC har identificeret kampen mod terrorisme, krisestyring og ikkespredning af masseødelæggelsesvåben som centrale samarbejdsområder. Relationerne mellem NATO og Ukraine har udviklet sig progressivt over årene. Et vigtigt aspekt er den støtte, som NATO og de enkelte allierede yder til Ukraines igangværende forsvarsreform, navnlig inden for forsvars- og sikkerhedssektoren. Disse reformer er afgørende for landets demokratiske udvikling. Siden da og efter terrorangrebene den 11. september 2001, som understregede behovet for samlet international handling for at håndtere de nye sikkerhedstrusler har de allierede og Rusland indledt endnu dybere og tættere relationer. I 2002 oprettede de NATO-Rusland Rådet (NATO- Russia Council, NRC), som har generalsekretæren som formand. Der deltager alle de lande, som er medlem af NRC Indgåelse af nye partnerskaber P23

Samarbejde med lande i Middelhavsdialogen i forbindelse med NATO-øvelser Middelhavsdialogen skabe gode relationer og forbedre den gensidige forståelse med lande i Middelhavsområdet PfP-initiativet fik sit sidestykke, da der i 1995 blev indledt en Middelhavsdialog med seks lande i Middelhavsregionen i bredere forstand, nemlig Egypten, Israel, Jordan, Mauritanien, Marokko og Tunesien. I 2000 sluttede Algeriet sig til programmet, som tager sigte på at skabe gode relationer og forbedre den gensidige forståelse med lande i Middelhavsområdet, samt styrke den regionale sikkerhed og stabilitet. I 2004 blev Dialogen løftet til et ægte partnerskab med henblik på at fremme det praktiske samarbejde gennem bistand til forsvarsreform, samarbejde om grænsesikkerhed, tiltag til at forbedre interoperabiliteten osv. Det styrkede partnerskab fokuserede også på terrorbekæmpelse. Visse Dialog-lande har bidraget med tropper til NATO-ledede fredsstøttende operationer på Balkan og deltager i Operation Active Endeavour. P24 Indgåelse af nye partnerskaber

Istanbulsamarbejdsinitiativet Initativet tager sigte på at fremme praktisk bilateralt samarbejde med interesserede lande i regionen Med Istanbul-samarbejdsinitativet (Istanbul Cooperation Initiative, ICI) fra 2004 viste Alliancen, at den var parat sin at indlede et samarbejde med de lande i Mellemøsten, som ikke er involveret i Middelhavsdialogen. Initativet tager sigte på at fremme praktisk bilateralt samarbejde med interesserede lande i regionen på områder som fx terrorbekæmpelse, krisestyring, civil beredskabsplanlægning og grænsekontorl. På indeværende tidspunkt deltager Bahrain, Qatar, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater. Indgåelse af nye partnerskaber P25

En række såkaldte kontaktlande som fx New Zealand bidrager til ISAF Samarbejde med partnere på globalt plan og med andre internationale organisationer Eftersom sikkerhedstruslerne bliver mere uforudsigelige af natur, omfang og oprindelse, har NATO indledt et samarbejde med partnere, der ligger længere væk. Det har henvendt sig til globale partnere, så de kan bistå med at takle globale trusler, som er opstået siden århundredskiftet. Disse såkaldte kontaktlande, som hverken er medlemmer eller partnere af Alliance, omfatter lande som Japan, New Zealand, Australien og Sydkorea. NATO har også etableret relationer til andre internationale organisationer, som har en komplementær rolle i styrkelsen af fred og sikkerhed. Inden for rammerne af krisestyringsoperationer arbejder NATO sammen med organisationer, som har redskaber til at sikre en bæredygtig fred gennem politisk, økonomisk og social udvikling. De omfatter FN, EU og OSCE samt andre institutioner som EUROCONTROL og Den Internationale Røde Kors Komite. P26 Indgåelse af nye partnerskaber

en komplementær rolle i forsvaret af freden og sikkerheden Ud over disse institutionelle forbindelser gør de transatlantiske relationer mellem europæiske medlemmer af NATO og USA relationerne mellem Alliancen og EU til noget helt særligt. Som enhver anden konstruktiv relation har de udviklet sig som svar på et eksternt miljø i forandring. Uden at føre de transatlantiske relationer tilbage til afslutningen af Anden Verdenskrig er det vigtigt at understrege, at NATO s europæiske medlemmer var meget afhængige af USA umiddelbart efter krigen både med hensyn til sikkerhed og økonomisk vækst. I de mellemliggende år har Europa vokset sig stærkere og mere samlet. EU begyndte at udvikle en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i begyndelsen af 1990 erne og markerer Europa mere og mere som en fremtrædende aktør i international politik. I december 1999 vedtog EU at udvikle en kapacitet til at udføre krisestyringsopgaver og tog skridt til at skabe de politiske og militære strukturer. Det banede vej for, at EU nogle få år senere kunne overtage to af NATO s indsættelser på Balkan. Denne proces blev lettet af Berlin+ -arrangementet, som gør det muligt for EU at få adgang til NATO s aktiver og kapaciteter til EU-ledede operationer, når NATO som helhed ikke er engageret. Det er nu grundlaget for samarbejdet mellem EU og NATO og har ført til overdragelsen af NATO s operation i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (*) med udgangen af marts 2003 og i Bosnien- Hercegovina i december 2004. Indgåelse af nye partnerskaber P27

Den åbne dørs politik En løbende proces På et relativt tidligt tidspunkt udvidede Alliancens grundlæggere Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Island, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Portugal, Storbritannien og USA organisationen med Grækenland og Tyrkiet (1952) samt Tyskland (1955). Nogle årtier senere i 1982 blev Spanien medlem. Den næste udvidelsesrunde fandt sted efter Den Kolde Krigs afslutning, da en række centraleuropæiske lande besluttede, at deres fremtidige sikkerhedsinteresser bedst blev varetaget ved at blive medlem af NATO og gav udtryk for deres ønske om at søge om medlemskab. Tre tidligere partnerlande Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Polen blev medlemmer i marts 1999, hvilket bragte antallet af medlemmer op på 19. Med udgangen af marts 2004 blev yderligere syv lande Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien medlem af Alliancen, i det, der blev kaldt NATO s største udvidelsesrunde. For nylig i april 2009 blev Albanien og Kroatien medlem. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (*) vil også blive inviteret som medlem af organisationen, lige så snart landets navnespørgsmål er blevet løst. NATO s dør er fortsat åben for alle europæiske lande der er i stand til at opfylde et medlemskabs forpligtigelser, og bidrage til sikkerheden i det euro-atlantiske område. P28 Den åbne dørs politik

Medlemskabshandlingsplanen De syv medlemmer, som blev medlem af NATO i 2004, og de, som efterfølgende blev medlemmer, har haft fordel af Medlemskabshandlingsplanen, som blev etableret i 1999 for at bistå interesserede partnerlande med at forberede sig på medlemskab. Planen tilbyder lande, som ønsker at blive medlem, praktiske råd og målrettet bistand. På deres side forventes lande, som ønsker at blive medlem, at leve op til visse centrale krav, inklusive et funkionsdygtigt demokratisk politisk system, som er baseret på markedsøkonomi, retfærdig behandling af mindretal, vilje til fredelig bilæggelse af stridigheder med naboer, evne og vilje til at bidrage militært til Alliancen og forpligtlse til demokratisk kontrol af de væbende styrker. Deltagelse i planen giver ikke nogen garant for fremtidigt medlemskab, men den hjælper landene til at tilpasse deres væbnede styrker og forberede dem til de forpligteler og det ansvar, som medlemskab af Alliancen indebærer. NATO giver sig ikke af med at rekruttere nye medlemmer, men de allierede er forpligtet til at overveje anmodninger fra demokratiske lande, som deler de allierede værdier, og som kan bidrage til Alliancens grundlæggende mål. NATO s regeringer har gjort det klart, at en udvidelse af Alliancen ikke er et mål i sig selv, men et middel til at styrke NATO s sikkerhed yderligere og gøre Europas som helhed mere stabilt. Udvidelsesprocessen bidrager til at tage toppen af en konflikt, fordi selve udsigten til medlemskab fungerer som incitament til lande, der ønsker at blive medlem, til at løse stridigheder med deres naboer og komme videre med reformer og demokratisering. Desuden bør nye medlemmer ikke kun nyde fordelene ved medlemskab, men bør også være i stand til at bidrage til all medlemslandes generelle sikkerhed. Med andre ord bør de være både ydere og nydere af sikkerhed. både ydere og nydere af sikkerhed Den åbne dørs politik P29

Nye kapaciteter til nye trusler NATO s ledere introducerede vigtige reformer, som dramatisk skulle omforme NATO s militære aktiver De sikkerhedsudfordringer, som vore samfund står overfor i dag, kræver styrker, som især er udstyret og struktureret til at takle trusler som terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og den ustabilitet, som kommer fra fejlslagne stater eller stater, som er ved at bryde sammen. I begyndelsen af 1990 erne havde NATO allerede indledt en gennemgang af sine militære kapaciteter med henblik på at bevæge sig væk fra Den Kolde Krigs statiske styrkeopstillinger til mere mobile styrker, som er nødvendige til krisestyringsoperationer. Begivenhederne den 11. september 2001 satte skub i denne proces. På topmødet i Prag i 2002, introducerede NATO s ledere vigtige reformer, som dramatisk skulle omforme NATO s militære aktiver. De identificerede de vigtige områder, hvor der skulle ske forbedringer, oprettede en reaktionsstyrke NATO Response Force og strømlinede den militære kommandostruktur i bestræbelse på at blive bedre til at besvare forskellige sikkerhedstursler enten inden for eller uden for det euro-atlantiske område. P30 Nye kapaciteter til nye trusler

Modernisering af militære kapaciteter I Prag blev otte specifikke områder udpeget, hvor det hastede mest med at udbedre mangler. Det var områder som strategisk løftekapacitet og flådekapacitet, kemisk, biologisk, radiologisk og atomart forsvar, luft-til-jord overvågning. De allierede har forpligtet sig til at anskaffe sig disse kapaciteter, som er fundamentale i forhold til at gøre Alliancen i stand til at besvare nye trusler. Siden Prag-topmødet har NATO udforsket andre områder, som behøver modernisering, navnlig inden for forsvar mod terrorisme. NATO s Response Force NATO s reaktionsstyrke the NATO Response Force (NRF) skal gøre det muligt for alliancen at reagere hurtigt på forskellige typer af krisesituationer i hele verden, i og med at den fungerer som en fremskudt styrke, der kan forstærkes på et senere tidspunkt. Styrken, som bygger på en kerne, der på et senere tidspunkt kan suppleres, hvis det skulle være nødvendigt, er multinational, og består af hær-, fly-, og marineenheder samt specialenheder, som kan påbegynde en indsættelse med kun fem dages varsel og overleve på egen hånd i 30 dage eller længere, hvis den får nye forsyninger. Enheder fra NRF har allerede været indsat i USA, efter orkanen Katrina havde ramt New Orleans og det omkringliggende område i september 2005, og i Pakistan efter det ødelæggende jordskælv, som indtraf den 8. oktober 2005. NRF, som foruden at være let indsættelig og være i højeste kampberedskab, er i virkeligheden også spydspidsen i NATO s transformationsbestræbelser. Den træner personel til at fungere i et meget krævende miljø ved at anvende nyudviklet teknologi i en multinational kotekst. Denne kvalitet ved træningen giver hver og en af deltagerne nogle erfaringer, hvilket giver NRF en rolle som katalysator for forandring af de nationale styrker såvel som for multinationale enheder. Rationalisering af kommandostrukturen Efter Den Kolde Krig gennemgik NATO sin militære kommandostruktur med henblik på at tilpasse sig det nye sikkerhedsmiljø, så det kunne støtte mindre, mere fleksible og mobile styrker. NATO reducerede radikalt antallet af hovedkvarterer og hvad vigtigere var gav den strategiske kommando Allied Command Transformation (hidtil Atlantkommandoen), der er beliggende i USA, rollen som førende i NATO s transformationsbestræbelser. Den strategiske kommando, som er beliggende i Europa, fik ansvar for alle NATO-operationer og er nu kendt som Den Allierede Operationskommando (Allied Command Operations). Strømliningen af den militære kommandostruktur er en fortløbende proces, som Alliancen regelmæssigt gennemgår. Nye kapaciteter til nye trusler P31

Organisationens dynamik Beslutninger på grundlag af konsensus En af forklaringerne på Alliancens varighed er dens beslutningsproces, som er baseret på konsensus. Det betyder, at alle beslutninger skal træffes i enstemmighed. Konsekvensen er, at der ofte er brug for langvarige konsultationer og diskussioner, før der kan træffes en vigtig beslutning. Selvom dette system kan virke langsomt og tungt for en udenforstående, har det to vigtige fordele. For det første bliver hvert medlemslands suverænitet og uafhængighed respekteret. For det andet bakker alle medlemslande fuldstændig op bag de beslutninger, der træffes, og de vil føle sig forpligtet til at gennemføre dem. I nogle tilfælde er der uenighed, således som det var tilfældet i foråret 2003, da landene var uenige om vurderingen af truslen fra Saddam Husseins regime i Irak. Selvom forskellige nationale holdninger betyder, at de allierede ikke altid vil være enige om, hvilken handling de skal tage, er NATO s formål at lette konsultationer og diskussioner blandt dem, så der kan skabes konsus, når det er nødvendigt. P32 Organisationens dynamik

De vigtigste spillere Det vigtigste politiske besluttende organ i NATO er Det Nordatlantiske Råd De vigtigste spillere i NATO er medlemslandene selv, som er dem, der danner organisationen. De er repræsenteret på alle komiteniveauer. Til det formål har alle lande en fast repræsentant i NATO s hovedkvarter i Bruxelles med rank af ambassadør, som støttes af en national delegation bestående af diplomater og forsvarsrådgivere, der enten deltager i komitemøder selv eller som sikrer, at nationale eksperter deltager. Det vigtigste politiske besluttende organ i NATO er Det Nordatlantiske Råd, som mødes på ambassadørniveau mindst en gang om ugen. Der er også regelmæssige møder i Rådet på niveau af udenrigsministre og fra tid til anden stats- og regeringschefer. Det Nordatlantiske Råd udgør sammen med to forsvarsrelaterede organer Forsvarsplanlægningskomiteen og Den Nukleare Planlægningsgruppe toppen af et komplekst komitesystem. I dette system har Militærkomiteen ansvar for at give disse tre vigtige organer militær rådgivning om militære spørgsmål. Det har som sådan en særstatus som den vigtigste militære myndighed i NATO. international stab af eksperter og embedsmænd fra alle NATO lande i sit daglige arbejde i Alliancen. NATO har ikke sine egne væbnede styrker. Størsteparten af de styrker, som står til NATO s rådighed, er fortsat under fuld national kommando og kontrol, indtil det øjeblik medlemslandene overdrager dem til udførelse af opgaver i NATO lige fra kollektivt forsvar til nye opgaver som fredsbevarelse. Kort sagt er NATO et forum, som forener lande, som er parat til at integrere deres styrker og engagere i multinationale aktiviteter i en bestemt periode. Dets politiske og militære strukturer danner rammen for, at der kan ske den nødvendige forhåndsplanlægning, der gør det muligt for de nationale styrker at udføre disse opgaver, såvel som de nødvendige organisatoriske arrangementer til deres kommando, kontrol, træning og øvelser. NATO har en generalsekretær, som er udpeget for ca. fire år ad gangen. Han eller hun er højtstående international statsmand fra et af medlemslandene. Generalsekretæren er formand for møderne i Det Nordatlantiske Råd og andre vigtige organer i NATO og bistår med at skabe konsensus blandt dets medlemmer. Han eller hun støttes af en Organisationens dynamik P33

Fremtiden Alliancen, som indledningsvist var barn af Den Kolde Krig, har påtaget sig nye og væsentlige opgaver siden Europas deling forsvandt. Den har åbnet sig op i forhold til Østeuropa, budt nye medlemmer velkommen og skabt et partnerskabsnetværk, der strækker sig helt ud til Centralasien. Den har også engageret sig i krisestyringsoperationer med henblik på at knuse den vold, som er opstået på grund af regionale og etniske konflikter i Europa og på det seneste uden for det euro-atlantiske område. Sikkerhedsmiljøet har siden Den Kolde Krigs afslutning vist sig at være langt mere komplekst end tidligere, og denne tendens synes at fortsætte i det 21. århundrede. Alliancens Strategiske Koncept, som blev vedtaget i 1999, kom mange af truslerne og udfordringerne i det nye sikkerhedsmiljø i forkøbet. Siden terrorangrebet den 11, september 2001 har Alliancen skiftet fokus med henblik på at tilpasse sig realiteterne i de asymmetriske trusler. Den har iværksat en bredere og mere ambitiøs tilgang til sikkerhed ved yderligere at styrke og udbrede sine partnerskaber, modernisere sine styrker og yde bistand i kriseområder, som er nye for Organisationen. Kort sagt øger den sin transformationshastighed for at udvikle nye politiske relationer og stærkere operationelle kapaciteter, så den kan håndtere en verden, som globaliseres og forandrer sig mere og mere til fordel for dens medlemmers forsvar og fred og sikkerhed. Fremtiden P35

Omslag Sikkerhed i fællesskab 07/2010 - DAN NATO Public Diplomacy Division 1110 Brussels - Belgium Website: www.nato.int Email: distribution@hq.nato.int NATO Public Diplomacy Division 1110 Brussels Belgium Website: www.nato.int Email: distribution@hq.nato.int