Charlotte Djurhuus / CDC-Enneagrammet
Introduktion Enneagrammet er et system af ni forskellige personlighedstyper som beskriver menneskers grundlæggende motivationer. Disse er ikke noget, vi tænker særlig meget over, men under overfladen kører de deres eget show i den daglige trummerum. Vores Enneagramtype har en stor indflydelse på, hvordan vi møder verdenen på. To personer med to forskellige Enneagramtyper kan være vidne til den samme hændelse, men fortolke den på to markant forskellige måder. Vi har alle ni typer med os adgang både til gaverne og udfordringerne men én af disse er den dominerende. Denne type giver os en særlig synsvinkel, en kompleks psykologisk profil, en personlig gave og en strategi for at håndtere omverdenen. Ligesom en dygtig skakspiller kan vi bruge denne strategi, når den er hensigtsmæssig og trække på andre, når den ikke er. Men hvis vi bliver for afhængige af denne strategi, bremser vi vores udvikling og bliver fanget i gamle mønstre. Vi kommer til at leve vores liv på en meget smal sti af muligheder. Enneagrammet kan hjælpe os med at se bagom vores mønstre og opdage nye veje. Hvad mere er, Enneagrammet kan også lære os at forstå andre mennesker omkring os. Vi forstår deres synspunkt meget bedre. Når vi opdager hvad de søger og behøver, er det nemmere at være på den samme kanal. Kommunikationen bliver tydeligere og håndtering af problemer nemmere. Også i forhold til vores børn
Enneagrammet er ikke et nyt vidundermiddel, der kan løse børneopdragelsens gåde. Derimod kan vi få indsigt i, hvor vores verden adskiller sig fra barnets og frem for alt acceptere og rumme barnets basale værdier og overbevisninger. Vi kan i langt højere grad møde barnet på dets egne præmisser og skabe en dybere kontakt, som både tilgodeser barnets virkelighed og samtidig opmuntrer det til at udvide sine grænser ved at invitere det til at fremelske sit latente potentiale. Generelt set er der ikke forskel på at have med børn og voksne at gøre, når det handler om personlighedstyper dog med den store undtagelse, at børnene jo ikke er bevidste om og ikke kan udtrykke deres behov og mønstre på samme måde som voksne. Som forældre skal vi derfor være meget varsomme med at typebestemme og tolke deres adfærd. På den ene side er børnene ofte mere upolerede og typerne fremstår mere råt. På den anden side udvikler børn sig hele tiden og varierer nemmere i stresseller tryghedstilstandene uden at vi måske lige opdager det. Enneagrammet hjælper os også med at se på vores egen barndom, så vi i højere grad kan undgå at lade vores skyggesider gå i arv. Vi kan bryde mønstret fra vores vrede og hårde far ved at få indsigt i hans 1 er model. Gennem forståelse af hans 1 er og fx vores egne 4 er mønstre bliver vi i stand til at slippe fortidens spændinger og tilfører varme og kærlighed til vores egne børn uden at overdænge dem med al den kærlighed, vi ikke selv syntes, vi fik. Vi kan forsøge at styrke deres selvstændighed og hjælpe dem med at opbygge den selvtillid, vi selv måske ikke er eksperter i ved at lytte til deres egen måde at gøre tingene på. Ved at anvende Enneagrammets bevidsthed omkring stress, tryghed og udviklingspotentiale kan vi hjælpe vores børn med at udvikle sig endnu mere harmoniske. Enneagrammet rummer både muligheder og begrænsninger. F.eks. er det vigtigt at huske at se barnet og alt det der ligger uden for typen, frem for at lukke det ind i en boks. Det gælder om at være opmærksom på faldgruberne i typebestemmelsen og hele tiden være bevidst omkring egen tolkning. Det er jo ret beset kun én selv, der kan afgøre, hvilken type man er og det er spørgsmålet, om barnet kan det. Under alle omstændigheder er det vigtigste at kombinere sine nøgterne observationer med stor ydmyghed og respekt og bevidstheden om sine egne mønstre sin egen types karakter.
Type 1 Dydsmønstret (Perfektionisten) Det pligtopfyldende barn, der holder af regler og faste strukturer. Barnet, der uden brok laver lektier, eller som holder af at sidde stille og roligt og lave smukke mønstre på perlepladen. Disse børn har brug for trygge rammer og faste rutiner. De har brug for orden, bruger ofte systemer og ved, hvor tingene er. De er nærmest små voksne, som tit påtager sig for meget ansvar i forhold til deres alder. De har en tvist omkring det sociale fællesskab. De vil gerne bestemme, men vil samtidig også høre med til fællesskabet og det sidste vinder som regel. De har svært ved nye omgivelser. Deres stress- og tryghedsben ligger i hver sin ende af humørskalaen, så de kan tage nogle gevaldige rutche-ture mellem 4 er-land og 7 er-land. Dvs. de kan være meget fjollede eller meget opgivende. De tiltrækkes af grænsesøgende venner, men går dog ikke hele vejen. Da de hører til kropstyperne, har de brug for at være ude og røre sig. Den 5-årige dreng, som på 1 er vis, prøver at være tough, selv om verden er imod ham og ender med at gå i 4 er tilstand i fuldstændig fortabthed og sammen med pædagogen genfinder sin ro i perleradens sikre regelmæssighed
Type 2 Den lille hjælper (Hjælperen) Det betænksomme barn, der er omsorgsfuld over for sine omgivelser. Barnet der gerne deler sin slikpose med de andre børn og som elsker at lege te-selskab med mor. Disse børn er ofte nemme. De tilpasser sig og er nærmest i symbiose med mor. De har det derfor svært med adskillelse og indkøring i børnehaven er svær. De er meget sociale og har behov for at kende nogen i forvejen. Nurser de andre børn og voksne. Bekymrer sig f.eks. om mormor. De er meget smilende og siger ofte ja uden at have lyst. Fællesskabet er vigtigst. Skilsmisse mellem mor og far er ekstra svært, for hvem skal man være hos? Vil ikke gøre nogen kede af det. De ofrer sig og søger anerkendelse; Se mig, er jeg ikke god? De har svært ved konflikter og skal lære at mærke efter og sige fra. 2 er børn elsker at gøre noget for andre. De kan være ekstrem søde og hjælpe andre, som har brug for det. Relationer er det vigtigste for dem og de kan hurtigt føle sig såret, når de har problemer med andre. Selvom vi sidder tilbagetrukket og ser fremmede ud, oplever vi den lille 3-årige dreng, som straks i det øjeblik, han kommer ind ad døren og får øje på os, som det eneste barn, sender os et fuldstændig usminket smil og uden blusen kommunikere Elsk mig. Det leder vores tanker hen på 2 erens mønstrer. Senere serverer han te for os i sin leg og smiler hele tiden sit indsmigrende smil i sit ønske om at få vores anerkendelse.
Type 3 Guldklumpen (Udretteren) Det konkurrerende barn, der for enhver pris ønsker at vinde. Barnet, der har mange fritidsinteresser, og som finder det dejligt, når andre synes, man er dygtig. Disse børn har hurtigt check på tingene. De er kvikke og lærenemme. De finder hurtigt ud af, hvordan man gør her. De er sociale, hurtige både sprogligt og motorisk. De er charmerende og kan sno sig. Nogle forældre kalder dem for fedtspillere. Har sjælden én bedste ven, men kender alle. De går gerne forrest. Har en god hukommelse og ved godt, hvad de skal være, når de bliver store. De fatter hurtigt det sociale hierarki. Som større børn vil de ofte gå op i mærkevarer, penge og er med på moden. De er atletiske, men gør helst kun noget de er gode til. De elsker at være midtpunkt og sole sig i publikums anerkendelse. De er stolte af deres bedrifter. De lever ofte et hektisk liv med mange aktiviteter. Derfor kan familien opleve, at de pludselig punkterer og så er familien vigtig = frirum. De kan samtidig have det svært med følelser, ment på den måde, at de helst vil klare tingene selv. Anders var faktisk rigtig glad for at gå til fodbold, men pludselig mistede han helt interessen. Da vi gik ham på klingen, fandt vi ud af, at det var fordi holdet ikke vandt så meget mere. Det var meget vigtig for ham at være på vinderholdet ellers var der ikke noget ved det.
Type 4 Prinsessen (Romantikeren) Det følelsesladede barn. Barnet, der er kreativt og som kan lide at udfolde sig emotionelt. Disse børn er ligesom De små hjælpere meget i symbiose. Institutioner er svære. De har det svært med det sociale. De vil på den ene side godt være anderledes/speciel og skille sig ud, men vil så alligevel også gerne være en del af fællesskabet. De har stor indlevelsesevne og føler andres intriger. De fordyber sig og har et rigt indre liv. De er ikke afhængige af andre og trækker sig af sig selv. De er kreative og elsker stille sysler også drengene. De er bløde, følsomme og har brug for at være i centrum, men på den stille måde. De vil selv bestemme. Drengene har mange veninder. De har æstetisk sans, mange pynteting og værelset er gennemtænkt. De kan godt døje med misundelse og føle, at de bliver forfordelt i forhold til søskende. De fleste tror på et tidspunkt, at de må være adopterede, da de grundlæggende har en følelse af at være anderledes. De har prinsessenykker - dirigerer med familien til at hente og bringe, særlig fædrene. Men samtidig ved de godt, når dramaet er kørt for langt ud og gør det godt igen. De har ondt selvom der ikke er noget at se. De har ingen venner ifølge dem selv. Dette er typiske eksempler på dramaer. Det bedste er både at tage dem alvorligt og samtidig ikke lægge for stor betydning i dem. Dvs. at du skal møde barnet i dets følelsesmæssige tilstand og tage det seriøst, men at du i de fleste tilfælde ikke skal handle på det blot rumme og acceptere barnet, som det er med sine følelser.
Type 5 Det eftertænksomme barn (Iagttageren) Det indadvendte barn. Barnet, der holder af at være i familiens skød, som elsker at fordybe sig i f.eks. bøger, og som har en undrende tilgang til verden. Disse børn har behov for tryghed. De kan næsten virke autistiske uden at være det, men de har brug for at vide, hvad der skal ske. De kan virke meget alvorlige og glemme at smile, fordi de er så iagttagende. De har godt af at tumle og er gode motoriske. De er udebørn og har brug for at mærke kroppen. Dermed får de kontakt til deres tryghedsben (8 er). Det er bedst med individuel sport som atletik, karate og skal helst give mening. De er hurtigt opfattende og kan godt komme til at kede sig i skolen, hvis de ikke bliver mentalt udfordret. De planlægger tidligt deres liv. De kan godt have tendens til at sove dårligt mange mareridt, verden er farlig. De er knyttet til familien. Har ofte en favorit-pædagog. De har det svært ved institutionen. De har ikke behov for det sociale fællesskab, men har nok i sig selv. De er lærenemme, iagttagende og koder ind. De har ikke så stort brug for fysisk kontakt. De er meget sanselige f.eks. med tøj, der kræser, vaskemærker osv. og vil faktisk helst være nøgne. De har ofte forstærkede sanser og bliver derfor let overstimuleret ved berøring Som 2 er mor vil du måske have en tendens til at bekymre dig om din 5 er søns mønstre, der holder sig meget for sig selv. Har han det godt? Han må da trænge til at komme ud blandt andre! Men 5 er barnet har ikke samme værdi på socialisering og vil måske snarere føle sig fortabt i selskab med mange mennesker. Bliver presset for stort, kan han opleve det som en urimelig mængde krav, han ikke kan honorere. Han vil så trække sig endnu mere ind i sig selv eller tage en karikeret udgave af sig selv fra sit 7 er stressben og måske optræde som Leif Lalleglad i det sociale rum.
Type 6 Forsigtigper (Skeptikeren) Det forsigtige barn. Barnet, der har brug for at læne sig op ad de voksne, og som spørger meget. Der findes to typer 6 er børn. De fobiske og de modfobiske. De fobiske børn vil ofte være medløberne. De tør ikke rigtig, er lidt usynlige, tvivler og bekymre sig. Du kan motivere disse børn til større selvtillid ved at lære dem at stole på deres egen dømmekraft. Lad dem finde løsninger sammen med dig, i stedet for bare at give svaret. Det kan du gøre ved at invitere dem til at rette opmærksomheden ned i kroppen og mærke deres mavefornemmelser frem for altid at tænke det hele i hovedet. De modfobiske børn er helt anderledes. De er rebelske og kommer oftest galt af sted, højt op i træerne. De er helt klart udebørn, tør være i mørke og siger fra overfor autoriteter. Virker ældre end de er. Ingen skal bestemme over dem. De er en del af det sociale fællesskab. Ofte er venner vigtigere end familien. De har stor fokus på retfærdighed. Lærere, pædagoger og forældre testes og de har svært ved at beslutte sig. De gør sjældent noget spontant, har brug for systemer og for at blive støttet i, at de kan mere end de tror. Den 6-årige pige, som udviser 6 er mønstre i form af at klæbe sig til pædagogerne i forsøget på at skabe lidt tryghed og sikkerhed mellem alle de andre børn, og hele tiden med lidt skyhed retter blikket skævt op mod den voksnes øjne for at søge støtte og accept
Type 7 Gavtyven (Eventyreren) Det positive barn. Barnet, der hele tiden har gang i mange ting, som hele tiden finder på noget nyt, og som ikke altid synes at bryde sig om tæt kontakt med voksne. Der er altid fuld fart på. Det skal være sjovt. De er nysgerrige og sociale, men kan også underholde sig selv. De elsker institutionslivet, hvor der sker noget nyt. De må endelig ikke kede sig, så de går på eventyr og bliver tit væk. De følger impulsivt en god idé. De har stort behov for oplevelser og de snakker og bevæger sig meget. De sidder sjælden stille. Derfor kan skolen være svær. De sover ikke meget, for det er kedeligt at sove. De søger grænser. Lektier fikses hurtigt, så de kan komme ud og opleve noget nyt. De har ofte flere lege i gang samtidig. De har det svært med følelser de bliver indadvendte. De vil helst undgå negativ stemning, så derfor kan man opleve, at de smutter, når det bliver svært. Du kan støtte et 7 er barn ved at blive sammen med det i et tættere nærvær og fastholde det i én aktivitet. Gerne én som både stimulerer det optimalt mentalt (5 er tryghedsben) og samtidig åbner for følelserne empatien og samhørigheden med andre. Det kan du gøre ved f.eks. at læse højt af et avanceret eventyr som Silas bøgerne.
Type 8 Vildbassen (Frontkæmperen) Det kraftfulde barn. Barnet, der maser sig frem, og som ikke kan tilsidesætte egen tilfredsstillelse. Barnet udviser ofte en beskyttende adfærd over for andre, der synes svage. Der er knald på disse børn. De larmer og fylder meget og kan virke voldsomme på nogen. Det er ofte nogle tætte børn. De er dominerende, styrende og kræver meget opmærksomhed. De er fremme i bussen og vil bestemme. De har ikke let ved at tilpasse sige. De er til gengæld meget direkte og ærlige nærmest kompromisløse. Derfor kommer de ofte ud i konflikter og kan ofte føle sig misforstået. De har let til vrede og tårer og deres omsorgsgen er stort. Vi kan støtte vores 8 er barn i f.eks. at fortælle, at det ikke behøver at tage ansvaret for hele klassen og ikke behøver at deltage i alle frikvarterets slåskampe. Vi kan undlade at lade vores primære kontakt med det være baseret på at fise rundt i stuen og lege headbanging med det. Vi kan i stedet betro det ansvaret for et mindre dyr, så det får mulighed for at dyrke sin naturlige omsorg og på den måde hente inspiration fra sit 2 er tryghedsben. Så er der den 5-årige pige, der er et helt hoved højere og bredere end de andre børn. På bedste 8 er facon styrer hun sin lille kyllingeflok af veninder, der kredser som små satellitter omkring hende og nyder godt af hendes beskyttelse. Hun kommanderer rundt med og bestemmer, hvor længe de hver især skal have en vippetur med hende. Da hun senere sætter sig op mod pædagogerne og får modstand trækker hun sig helt ind i sig selv og vi kan se på hendes øjne, hvordan hun mentalt prøver at komme igen
Type 9 Det nemme barn (Fredsmægleren) Det stille barn. Barnet, der lever meget i fantasien og som elsker, når alle er veltilpasse og har det godt. Barnet bliver ofte opfattet som doven, men når som regel tingene alligevel. Disse børn har stort behov for fysisk nærhed. Familien er vigtigst. De har svært ved nye rammer. De er som regel så nemme, at de næsten er usynlige. De kan virke distræte, glemsomme og langsomme. De er rare og venner med alle. Det er meget vigtigt, at være med i det sociale fællesskab, hvor de mægler mellem legekammeraterne og servicere for fredens skyld. De gør det, de andre gør, men har alligevel en stille stædighed. De sidder ikke alene på deres værelse, men er sammen med familien i samtalekøkkenet, hvor vi laver noget sammen. At være sammen om noget hyggeligt er meget vigtigt. 9 er børn ønsker, at alt bliver ved med at være rart. Uoverensstemmelser gør dem meget urolige og ryster dem, så de prøver med næb og klør at bevare harmonien. Disse børn går nærmest i symbiose med andre og kan antage alle personlighedstyper afhængig af, hvem de nu er sammen med. De er ofte kloge, godhjertede og forstående. De kan se alle sider af samme sag, som hjælper dem til at komme godt ud af det med andre, men som også gør det vanskeligt for dem at tage en beslutning. Jeg kan huske, at min søn var på lejrtur med spejderne og jeg blive ringet op samme aften og bedt om, at hente mit barn. Det viste sig, at spejderlederen simpelthen ikke vidste, hvad hun skulle stille op. De havde været på travetur og min søn blev ved med at sakke bagud. Spejderlederen gik tilbage til ham for at få ham med og skynde på ham, men jo mere hun skyndede på ham, jo langsommere gik han. Til sidst gik han nærmest baglæns. Det var første gang, jeg opdagede den stille stædighed
Vil du gerne vide mere? Nu har du fået et lille indblik i de forskellige Enneagramtyper som børn og hvad der ligger gemt bag deres adfærd. Måske opdagede du noget nyt omkring dit barn, om dig selv og måden du ser dit barn på. Du kan lære mere på Enneagram akademiet og fordybe dig i, hvad f.eks. stress- og tryghedsben er, din sociale stil, din foretrukne problemhåndtering, forholdet til dine egne forældre, personlig udvikling vha. din Enneagramtype og meget, meget mere Følg med her! For mere information om Enneagrammet, blogs osv, besøg www.cdc-enneagram.dk E-mail: kontakt@charlottedjurhuusconsult.dk Facebook: www.facebook.com/cdcenneagram YouTube: Charlotte Djurhuus Om mig Jeg hedder Charlotte Djurhuus og er indehaver af Charlotte Djurhuus Consult. Jeg er blandt meget andet uddannet NLP & Enneagram Master Coach og Enneagramtræner. Jeg er professionelt medlem af International Enneagram Association IEA Danmark Jeg brænder sindsygt meget for Enneagrammet og kan slet ikke lade være med at læse, blogge, holde foredrag, undervise og fortælle enhver, som vil høre om enneagrammet. Jeg suser rundt og holder foredrag og hyggelige veninderaftener om Enneagrammet. Herudover coacher jeg studerende på ungdoms- og de videregående uddannelser og giver fif og gode råd på Find dit potentiale