Hans Jensen, Formiddagstale, 1. maj: Kære venner. I fagbevægelsen går vi til første maj under overskriften fælles om fremtiden. Vi vil gerne fejre, at vi er et fællesskab. Et fællesskab af mennesker, der stadig hylder friheden, ligheden og solidariteten som bærende principper. Ikke blot i Danmark, men over hele kloden. Vi fejrer fællesskabet. Men vi holder også blikket skarpt rettet mod fremtiden. Vi er stolte af vores sejre, jovist. Men der er stadig meget, vi skal nå. Vores blik er rettet mod nye horisonter. Men det var alligevel et minde fra fortiden, der dukkede op i baghovedet, da jeg så nogle af regeringens forslag til velfærdsreformer. Et minde fra min skoletid. Jeg kan se, at jeg ikke er den eneste her i dag, der er gammel nok til at huske, dengang lærerne måtte slå eleverne i skolen. De fleste brugte det heldigvis ikke til at stikke tilfældige lussinger ud. Men det var der nogle enkelte, der gjorde. Nogle af lærerne på skolerne i kvarteret, hvor jeg voksede op, var frygtede blandt os børn. Nogle af jer kan sikkert huske, hvordan det var. De mest ondskabsfulde lærere viste altid hvem de skulle gå efter. De mindede lidt om Hans Scherfigs gymnasielektor Blomme i Det forsømte forår. De havde den særlige pædagogiske indstilling at børn, der fik bank nok, blev mere motiverede for at lære noget. Men de lagde aldrig hånd på direktørens lille Ole eller grossererens Jens. Uanset, hvordan de havde teet sig. De udvalgte altid de nemmeste ofre. Det var de svageste børn, der fik kærligheden at føle - hver gang. Så viste de, at der ikke blev ballade med forældrene bagefter. Lektor Blommes arbejdsmetode blev heldigvis afskaffet i den danske folkeskole for snart fyrre år siden. Måske fordi man fandt ud af, at der sjældent var nogen, der blev klogere af at få tæv. Jeg kom til at tænke på den pædagogik, da jeg bladrede gennem regeringens velfærdsudspil. Hos Claus Hjort og Thor Pedersen lever tankegangen fra dengang i bedste velgående. Regeringens arbejdsmarkedspolitik er som hentet fra denne fjerne fortid. Her er grundtanken stadig den, at svage mennesker skal piskes ellers bestiller de ingenting.
2 Misforstå mig nu ikke: Det var godt, at regeringen tog fat på velfærdsdebatten. Det er afgørende at få sat nogle reformer i søen, der kan sikre, at Danmark også i fremtiden er et af verdens bedste velfærdssamfund. Sikre at danske lønmodtagere bliver vindere i Globaliseringen. Sikre vores beskæftigelse og velstand. Og der er såmænd nogle udmærkede elementer i regeringens forslag. Men der er mange pisk i luften. Alt for mange. De begår samme fejltagelse som Lektor Blomme: De tror at man motiverer mennesker ved at straffe dem. Og når Thor Pedersen og Claus Hjort svinger pisken, er det med samme usvigelige sikkerhed, som når Lektor Blomme delte lussinger ud: Det rammer de svageste. De arbejdsløse. De lavestlønnede. De udsatte. Det er dem, der må holde for, når der skal vises handlekraft. Hvor er de positive forslag? Hvorfor rækker regeringen ikke hånden ud til mennesker, i stedet for at finde pisken frem hver gang? Hvorfor ikke forsøge at motivere mennesker ved at give dem nye muligheder i stedet for at tage ting fra dem? Der var ingen elever, der lærte latin af Lektor Blommes lussinger. Og der er ingen, der kommer i arbejde af at få pisk af Claus Hjort Frederiksen. Alligevel fremturer regeringen i velfærdsoplægget: Pisken svirper over dagpengemodtagere især dem mellem 25 og 29 år. Regeringen vil halvere deres dagpenge, så hver enkelt mister 7.000 kr. om måneden. Det er et klokkeklart løftebrud fra regeringen. En arbejdsløs får i fremtiden en bøde, der svarer til tre ugers dagpenge, hvis han ikke dukker op til et møde med kommunen. Helt ærligt: Det er dobbelt så meget, som han ville få for at køre 200 kilometer i timen på motorvejen! Tag nu og stop mistilliden. Kom dog i stedet med nogle positive forslag, der kan få de unge i arbejde. Sørg for at hver enkelt bliver tilbudt et job. Nu har regeringens siddet med ansvaret for Arbejdsformidlingen i snart fem år og det fungerer åbenbart stadig ikke. Og hvis folk ikke har de rigtige kvalifikationer, så sørg dog for, at de får dem. Gennem uddannelse. Uddannelse er nøglen til at skabe positive muligheder for mennesker, der er gået i stå, til at komme videre. Og det er muligheden for den enkelte, for at give sig selv nye færdigheder. Så man kan beholde sit
3 job eller få et bedre job. Eller slet og ret fordi man efter et læse-stavekursus pludselig oplever at kunne læse højt for børnene uden at sidde og hakke i det. Derfor skal vi give alle danske lønmodtagere en konkret ret til efteruddannelse. I fagbevægelsen vil vi gerne være med til at sikre, at lønmodtagerne har reelle muligheder for at tage efter uddannelse. Og vi vil arbejde for at sikre vores medlemmer fuld løn under uddannelse. Men jeg vil gerne advare Anders Fogh Rasmussen: Hvis du tror, at det betyder at du bare kan lade Thor Pedersen vælte Statens uddannelseskroner ud til dine kernevælgere i skattelettelser, tager du helt og aldeles fejl. Vi betaler ikke dødvægt i fagbevægelsen. Vi vil gerne være med til at skabe et ekstra, lukrativt uddannelsestilbud til vores medlemmer. Men vi vil ikke betale for skattelettelser til folkene på direktionsgangen! Og vi vil ikke dække over de besparelser, regeringen har gennemført. Vi vil give positive muligheder til de ledige, mens regeringen svinger pisken. Pisken svirper også over de fattigste i vores samfund. Over mennesker uden for arbejdsmarkedet. De oplever år for år, at uligheden i vores samfund vokser. Og regeringen ser passivt til. Og antallet af fattige vokser. Venstre godtede sig over, at Socialdemokraterne begik en mindre fejl, da satte antal på hvor mange flere fattige, der er kommet under Fogh. Der er kun kommet 20.000 flere fattige af vores politik, råbte de. Og det kommer fra den regering, der lovede at afskaffe den negative sociale arv! Jeg synes i øvrigt ikke, statsministeren skulle råbe for højt om regnefejl. Anders Fogh og hans gode kammerat Bush har jo startet en krig på baggrund af en kæmpe regnefejl i antallet af irakiske masseødelæggelsesvåben! Der var ingen! Regeringens pisk svirper også over seniorerne på arbejdsmarkedet. 7.000 arbejdsløse i slutningen af halvtredserne skal sendes fra dagpenge ned til kontanthjælp. Efterlønnen skal i fremtiden skæres ned til fire år fra 63 års alderen. Hvorfor alle disse straffeaktioner? Kom dog i stedet med nogle positive forslag, der kan skabe et arbejdsmarked, hvor alle kan være med. Så folk ikke behøver at trække sig tilbage i en tidlig alder. Problemet er jo ikke, at seniorerne ikke vil arbejde. Mennesker, der hele deres liv har stået tidligt op hver dag og bidraget til samfundet, vil gerne gå på arbejde. Problemet er, at de ikke kan få et nyt arbejde, hvis de mister det gamle. Men hvis regeringen giver dem en reel mulighed og lægger pisken lidt til side, kan problemet løses. Vi har et forslag i fagbevægelsen:
4 Lad os give en job-garanti til alle danskere i slutningen af halvtredserne. Et menneske, der har gået arbejdsløs i mere end ét år, skal have krav på et job. Hvis ikke Arbejdsformidlingen kan finde et, må samfundet skabe et. Fabriksarbejderen, der har gået arbejdsløs i et år, kan give pedellerne et nap med på den lokale skole. I stedet for at gå og lave ingenting. Montricen, der ikke kan finde nyt arbejde, kan gøre en stor forskel for andre ved at hjælpe lidt til på plejehjemmet. Og måske også have tiden til at snakke lidt med de ældre. I stedet for at gå og lave ingenting. Der er langt mere perspektiv i at motivere mennesker end at straffe dem. At sætte dem i stand til at tage hånd om deres eget liv. Hvorfor skal mennesker, der ikke har mulighed for at ændre på deres situation, straffes? Hvorfor skal de piskes af Anders Foghs liberalistiske ridefogeder med Claus Hjort Frederiksen i spidsen? Der er ingen saglig begrundelse det virker simpelthen ikke!. Jeg håber, at der bliver et bredt forlig om velfærden. Og jeg håber,at det vil lykkes Socialdemokraterne at rydde de værste tidsler af vejen. Hvor almindelige menneskers problemer kommer mere i centrum. Hvor vi fremtidssikrer velfærden uden at hælde solidariteten over bord. Hvor piskene afløses af positive løsninger. Det mærkelige er, at det kun er de svageste, der skal piskes. Ligesom lektor Blomme godt var klar over at det var dumt at stikke lussinger til det bedre borgerskabs børn, er der også nogen, regeringen aldrig turde løfte en finger overfor. Boligejerne går fri, selv hvis de realiserer millioner i friværdi i villaen i Gentofte. Landbruget går fri, selv når de forurener vores drikkevand Og erhvervslivet går fri. Dem tør Anders Fogh ikke lægge sig ud med. De virksomheder, der sponsorerer Anders Foghs valgkampe, må ikke piskes og kontrolleres. Så er det nemlig ikke motiverende længere. Så er det unødigt bureaukrati. Og det er konkurrenceforvridende. Og mistænkeliggørende.
5 Det viser forskellen på vores menneskesyn. Anders Fogh har blind tillid til virksomheder og vil kontrollere mennesker. I arbejderbevægelsen har vi tillid til mennesker og vil kontrollere virksomhederne. Se blot hvad Foghs tankegang har ført til i Fødevarekontrollen, hvor hundredvis af ansatte har fået fyresedlen. Regeringen troede, at man bare kunne skære al den kontrol væk. Det skete der nok ikke noget ved. Nu ser vi konsekvensen: Utryghed for forbrugerne. Gyldne tider for plattenslagere og småsvindlere. En regering, der løber fra ansvaret i stedet for at rette op på situationen. Og vi kan alle risikere at få serveret en oksesteg, der har ligget på køl siden Berlin-murens fald. Jeg frygter, at det næste sted bliver arbejdsmiljøet, hvor vi allerede ser de første tegn. Og her er konsekvenserne meget mere alvorlige end et maveonde. Her troede regeringen også, at man bare kunne skære overflødigt bureaukrati væk. Der blev fyret flere hundrede ansatte i Arbejdstilsynet. Bedriftssundhedstjenesten, der rådgav om at skabe bedre arbejdsmiljø, blev nedlagt. For det var jo bare papirnusseri og overflødig kontrol. Nu ser vi de første konsekvenser. Flere danskere dør på arbejdet. Antallet af arbejdsulykker er stigende. Over 500 unge under 18 år kom til skade ved en arbejdsulykke. Men også mindre alvorlige ulykker har store konsekvenser. Mennesker, der før var aktive og bidrog til samfundet sættes på sidelinien. Vi skal have investeret i vores arbejdsmiljø. Vi vil ikke acceptere, at danske arbejdspladser bliver farligere og farligere. Det er ingen hemmelighed, at det har set bedre ud for arbejderbevægelsen, når man ser på meningsmålingerne. Men I fagbevægelsen kan vores værdier ikke rokkes af dårlige meningsmålinger: Der skal en anden retning til for Danmark. Vi må erkende, at Det Radikale Venstres beslutning om at forlade oppositionen har gjort opgaven sværere. Det er brandærgerligt. Og uforståeligt. Jeg har ind i mellem har været imponeret af Marianne Jelved. Hun har kunnet sige tingene klart. Hun har trukket fronten til regeringen skarpt op. Hun udgjorde måske den klareste opposition til Anders Fogh ved sidste valg. Derfor er det skuffende, at De Radikale nu har valgt at forlade oppositionen. Mange Radikale drømmer om en VKR-regering. En stemme på Marianne Jelved risikerer nu at være en stemme på Anders Fogh Rasmussen. Så enkelt er det. Desværre.
6 Men på mange måder er det en naturlig udvikling. Det Radikale Venstre har fremlagt et velfærdsoplæg, der er det mest højreorienterede i dansk politik lige nu. Det er slagord taget direkte fra CEPOS-folkenes grønspættebog: - Kortere dagpengeperiode. - Brugerbetaling hos lægen. - Total afskaffelse af efterlønnen. Det Radikale Venstre er på nogle punkter blevet mere liberalistiske end Anders Fogh Rasmussen. Social retfærdighed er en Radikal by i Rusland: - Arbejdsmanden skal både betale for andres universitetsuddannelser og miste sin efterløn. - Social- og sundhedsassistenten skal både betale de rigestes skattelettelser og lægge 100 kr., hvis barnet skal på skadestuen. - Og Øst-aftalen, der sikrer alle ret til overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår i Danmark, skal afskaffes. Det er Det Radikale Venstre anno 2006. Der var engang, hvor De Radikale havde sloganet Vi tænker på andre end dig. Nu er det blevet Vi tænker kun på os selv Partiet er blevet interesseorganisation for mennesker med lang uddannelse, stort ego og lille solidaritet. LO opfordrer den resterende opposition Socialdemokraterne og Venstrefløjen til at stå fast. Vi skal have en ny regering. Vi skal have en ny retning for Danmark. Se, nu er Anders Fogh her jo ikke i dag. Han forsøger jo ellers at bilde os alle sammen ind, at han er Socialdemokrat. Men han er trods alt ikke begyndt at dukke op til første maj-møderne. Men jeg ved, hvad han ville sige, hvis han var her. Han ville sige, I er alle sammen bare nogle sortseere. Det går jo godt i Danmark. Tidligere på foråret sagde han ligefrem, at løsningen på kritikernes problemer er at ordinere os lykkepiller? Jeg ved ikke med jer, men jeg synes ikke, jeg har brug for den stimulans. Måske noget mod kvalme? Det er rigtigt, at det går godt i Danmark. Og regeringen har selvfølgelig æren for, at det går særligt godt for svinebaroner, storaktionærer og skattespekulanter.
7 Men vil man virkeligt ikke erkende, at der også er mange mennesker i Danmark, der ikke har fået del i opsvinget? At der er mennesker på bagsiden af den medalje, som Fogh viser frem i sine glittede papirer fra Finansministeriet? Skal vi bare tage lykkepiller og lade som om problemerne ikke eksisterer? Er det regeringens svar til knægten, der må opgive at finde en praktikplads og aldrig får gjort uddannelsen færdig? Spis lykkepiller!? Er det svaret til den 28-årige kvinde ved kassen i supermarkedet, der nu mister trygheden ved dagpengene? Er det hende, der skal tage lykkepiller? Er lykkepiller regeringens svar til den 55-årige fabriksarbejder, der bliver fyret og ikke kan få et nyt arbejde? Alle de mennesker, der oplever at blive taberne i regeringens spil. Alle dem, der må lægge rygstykker til piskene. Alle, der har oplevet at blive sat udenfor i de sidste fem år. Til dem har regeringen ingen positive svar. Derfor har vi behov for at få en ny kurs for Danmark. Vi har behov for en ny regering ved roret. Fortsat rigtig god første maj.