2012 Børn og Traumer Bachelorrapport, 2013 Emne: Børn og Traumer Forfattere: Laura Jul Hornsberg, 116266 og Rikke Søndergaard Rasmussen, 116165 Vejleder: Claus Steensgaard Pædagoguddannelsen Peter Sabroe Anslag: 126.362
Indholdsfortegnelse: Indledning (Rikke og Laura)... 3 Problemformulering (Rikke og Laura)... 4 Problemstilling (Rikke og Laura)... 4 Emneafgrænsning (Rikke og Laura)... 4 Metode- og læsevejledning (Rikke og Laura)... 5 Begrebsafklaring (Rikke og Laura)... 6 Case tvillingerne (Rikke og Laura)... 6 Traumer symptomer og konsekvenser (Laura)... 7 Hjernen påvirkes (Laura)... 9 Symptomer ifølge ICD-10 og DSM-IV (Laura)... 11 Flashbacks og konsekvenser heraf (Laura)... 11 Skyld og skam (Laura)... 14 Kroppen husker (Rikke)... 16 DESNOS ekstrem stress hos børn (Laura)... 17 Sekundær traumatisering (Laura)... 20 Når traumet viser sig (Rikke og Laura)... 22 Anerkendelse og pædagogen (Rikke)... 23 Case Jamal (Rikke og Laura)... 24 Tilknytningsforstyrrelser (Rikke)... 26 Tilknytningsforstyrrede børn (Rikke)... 27 Reaktiv tilknytningsforstyrrelse (Rikke)... 29 Uselektiv uhæmmet kontaktform (Rikke)... 30 Tilknytningsforstyrrelser som følge af traumerelaterede problemstillinger (Rikke)... 30 Hvad er tilknytning? (Rikke)... 32 Den trygge base (Rikke)... 34 Tilknytningsmønstre (Rikke)... 35 1
Når tilknytningsforstyrrelsen viser sig (Rikke og Laura)... 38 Pædagogen i relationen (Rikke)... 40 Pædagogens interventionsmuligheder (Rikke)... 41 Samtalen (Laura)... 42 Spejling (Laura)... 45 Psykoedukation i børnehøjde (Laura)... 47 Sanseintegration (Rikke)... 50 Trygge rammer med udviklingsmuligheder (Laura)... 55 Forældresamarbejde (Rikke)... 57 Opsamling (Rikke og Laura)... 60 Konklusion (Rikke og Laura)... 61 Bibliografi... 64 Bilag A: Interview med pædagogisk leder Lene Hansen, Det nye Børnehus. 2
Indledning»Hvorfor kan du ikke forstå, hvad jeg siger?«,»hør nu efter!«,»hvorfor bliver han ved, når jeg har sagt til ham, at jeg ikke vil have det?«,»det er derfor, der ikke er nogen, der gider lege med ham, når han altid er sådan«. Dette er udsagn, vi begge har hørt i vores tid som medhjælpere i forskellige institutioner nogle af dem har vi sågar selv ytret. Frustrationen over at nogle børn virker til ikke at forstå anvisninger i forhold til deres adfærd eller ligefrem virker ligeglade kan få selv den bedste pædagog til at fremstå upædagogisk. En stor del af vores erfaring inden for det pædagogiske felt har vi gjort os i institutioner placeret i socialt belastede områder. Derfor har en stor del af børnene været børn af ressourcesvage familier og endvidere har mange været efterkommere af flygtninge og indvandrere. Mødet med disse børn og en for os meget afvigende og konfliktfyldt adfærd har været en stor udfordring og givet anledning til mange frustrationer og irritation over den uforståelige adfærd. Dog er det den selvsamme mangel på forståelse, der efterfølgende har inspireret os og givet os blod på tanden til at grave dybere ned i de problemstillinger, vi har set. Vi har gennem vores uddannelsesforløb bibeholdt dette fokus både i forhold til fag og praktikker og var begge i sidste praktikperiode i institutioner, der er beliggende i Gellerup og umiddelbart med samme brugergruppe samt samme problemstillinger. På trods af dette viste det sig, at der var to vidt forskellige tilgange til arbejdet med familierne det ene sted så man manglende ressourcer, kulturforskelle og sociale belastninger som årsagen, mens man det andet sted forklarede det med en tese om at børnenes vanskeligheder skyldes traumerelaterede problemstillinger. Under praktikperioden brugte vi hinanden som sparringspartnere og institutionernes forskellige tilgange vagte vores opmærksomhed, da vi, som den ene institution, tidligere har været mere optaget af forklaringer betinget af sociale, kulturelle og ressourcemæssige vilkår. Hvorimod vi nu blev præsenteret for en, for os, helt ny tilgang til problemstillingerne. Denne viden og tilgang har inspireret os til at undersøge yderligere i den retning og det er på baggrund af det, at vi skriver denne bachelor. 3
Problemformulering Med en opmærksomhed på primært og sekundært traumatiserede børn og børn, der vokser op med traumerelaterede problemstillinger, finder vi det relevant at se bag de symptomer og den adfærd, der ofte negativt præger deres tilværelse og udvikling. Vi ønsker at opnå en forståelse for traumer i sig selv og barnets oplevelse heraf. Der kan være mange følgevirkninger ved at vokse op med traumer og traumerelaterede problemstillinger og vores oplevelse er, at disse børns intentioner og adfærd ofte misforstås og pædagogers fokus forbliver på adfærden og at afrette denne. For at opnå en forståelse mener vi, at spørgsmål som, hvad er et traume og hvilke symptomer og konsekvenser knytter sig hertil? Hvad gør det ved et barns tilknytning at mor og far er fraværende i deres omsorg? Og hvordan påvirker traumer kroppen?, er relevante at stille sig selv. På den måde rettes opmærksomheden mod traumer som problemet og ikke barnet som problemet og med den opmærksomhed ønsker vi, at skabe mulighed for at tilrettelægge en mere målrettet og styrket indsats i forhold til målgruppen, med henblik på at give det enkelte barn de bedste forudsætninger for en sund udvikling. Problemstilling Hvordan kan pædagoger med en viden om traumer og traumerelaterede problemstillinger se bag om symptomer og adfærd for at tilrettelægge en målrettet indsats, der rummer barnets udfordringer og oplevelse, med henblik på at styrke barnets muligheder for en sund udvikling? Emneafgrænsning Når vi i opgaven beskriver traumets konsekvenser og symptomer, er der tale om omstændigheder, der gør sig gældende for alle, der rammes af traumer. Alle mennesker 4
kan blive udsat for en traumatisk hændelse og pådrage sig et psykologisk traume og man kan som pædagog møde traumatiserede brugere i alle dele af landet og i enhver krog i det pædagogiske felt. Vi har dog i opgaven hovedsageligt fokus på de krigstraumatiserede flygtningefamilier, da det er med børn heraf, vi primært har gjort os vores erfaringer og især her vi ser et behov for, at øge den pædagogiske indsats. En stor del af familierne bor ofte i sociale boligbyggerier og institutionerne i områderne har derfor en stor koncentration af børn, som er efterkommere af flygtninge og indvandrer og derfor ofte vokser op med traumer og traumerelaterede problemstillinger. I og med at koncentrationen er så høj i vil man som pædagog i disse institutioner ofte blive konfronteret med de adfærds og udviklingsmæssige problemstillinger, et traume bærer med sig. Metode- og læsevejledning Vi vil indlede opgaven med en redegørelse af traumer samt de symptomer og konsekvenser, der gør sig gældende for at undersøge hvilke fysiske og psykiske processer, der gør sig gældende for børn med traumer og traumerelaterede problemstillinger, samt hvilke forudsætninger børnene har for udvikling og læring. Vi har hentet vores viden fra bøger, hvor forskellige psykologer og psykiatere har fremstillet teorier om emnet. Der vil inden afsnittet være en tilhørende case, som bruges til løbende analyse og diskussion gennem afsnittet. Efterfølgende vil der være en dybdegående redegørelse af konsekvensen tilknytningsforstyrrelser, der på samme måde komplimenteres med en case til analyse og diskussion. Begge cases stammer fra vores erfaringer inden for den pædagogiske praksis og er udvalgt på baggrund af minder om frustrationer omkring handlemuligheder samt en tese om, at disse indeholder tematikker, der gør sig gældende inden for dette emne. I det sidste afsnit vil vi, ud fra vores nytilegnede viden om traumets symptomer og konsekvenser, komme med bud på mulige metoder, der kan anvendes i pædagogisk praksis med henblik på at tilrettelægge en målrettet indsats for børnene. Vi har derudover lavet et interview med den pædagogiske leder af den integrerede institution Det nye Børnehus i Gellerup ved Aarhus, der netop arbejder ud fra en tese om, at 5
børnenes adfærds- og udviklingsvanskeligheder bunder i traumerelaterede problemstillinger. Vi vil anvende interviewet til at belyse, hvordan arbejdet med denne målgruppe kan se ud i praksis og hvordan man kan forholde sig til disse problemstillinger. Begrebsafklaring I opgaven forholder vi os både til primære og sekundære traumer. Konsekvenser og symptomer herfor vil hver i sær blive redegjort for i første afsnit af opgaven og derefter i sammenhænge blive omtalte som traumer og børnene som traumatiserede børn. Derudover forholder vi os til tilknytningsforstyrrelser som konsekvens af traumer, hvilket vil blive betegnet som en traumerelateret problemstilling. Case tvillingerne Zainab er en kurdisk kvinde på 30 år, som til dagligt bor i Danmark. På en ferie i Syrien finder hun ud af, at hun er gravid med tvillinger. På det tidspunkt er hun næsten 3 måneder henne og ønsker ikke flere børn, men kan ikke få fortaget en abort, da dette er ulovligt i Syrien. Hun føder to drenge i Danmark og efter kun to uger tager hun til Syrien i 2 måneder. Drengene bliver i Danmark og overlades sporadisk til forskellige slægtninge faren er i Danmark, men optræder ikke som den primære omsorgsperson. Drengene starter i vuggestue, da de er syv måneder og kan på dette tidspunkt kun ligge på ryggen. Pædagogerne oplever ikke, at drengene reagerer på at blive afleveret eller hvem de er hos. I løbet af de næste tre måneder lærer de at kravle og herefter viser der sig en tydeligt afvigende adfærd. Denne adfærd kommer til udtryk i drengenes relationer til de andre børn, som er præget af aggressive handlinger, uprovokeret vold og manglende koncentration, der erstattes af konstante skift i aktiviteter. Drengene river, slår, kradser og bider upåvirket de andre børn uden at reagere på pædagogernes gentagende forsøg på at afrette deres adfærd. Denne adfærd eskalerer henover det næste år, hvor de aggressive handlinger bliver voldsommere i takt med at drengene bliver ældre. Et eksempel på dette er en situation, hvor drengene leger sammen i en legetøjsbil. Hvad der umiddelbart starter 6
som en leg de har sammen, ender med at den ene dreng får overmandet den anden og forsøger at stikke en legetøjskniv ind i hans øje. Udover deres adfærd i relationer til andre børn, oplever pædagogerne, at drengenes følelsesmæssige tilstand virker ustabil. De skifter konstant mellem at være glade og ulykkelige og pædagogerne har store problemer med at få dem til at sove, da drengene skriger, græder og kæmper fysisk imod ved at slå og kradse pædagogerne i ansigtet, når de skal puttes. Det kan desuden tage op til flere timer at putte dem og kræver, at en pædagog står ved deres side, indtil de falder i søvn. Hvis de endelig falder i søvn, afbryde søvnen som oftest af skrig og skrål, mens de banker hovedet ind i krybbevæggene. Også i vågen tilstand virker drengene til tider selvskadende, især når der stilles krav til dem. Dette reagerer de på ved at vende det hvide ud af øjnene og stift lade sig falde bagover, så hovedet rammer gulvet først. Pædagogerne oplever endvidere, at de i ekstrem grad søger tæt fysisk omsorg og nærvær hos enkelte af pædagogerne. Traumer symptomer og konsekvenser Vi vil starte med at beskrive de grundlæggende dynamikker i traumets system og løbende anvende ovenstående case til at tydeliggøre nogle tematikker i forhold til vores problemstilling. Vi ønsker som sagt at opnå en forståelse for de bagvedliggende grunde til adfærden hos børn, der vokser op med traumer eller traumerelaterede problemstillinger og vi vil i det følgende beskrive nogle af de symptomer, der gør sig gældende og nogle af de konsekvenser et traume kan have for børn ud fra spørgsmålet, hvilken betydning kan det få for barnet og dets udvikling og hvilken adfærd og handlemønstre er typiske for disse børn? Vi vil alle i løbet af vores liv opleve, når angsten rammer. Cand.psych. Anne Bovbjerg og cand.psych. Espe Maria Kahler beskriver angst, som det man føler, når man forestiller sig, at noget slemt rammer én. Angsten er primært knyttet til frygten for at miste de vigtigste andre, som udgør vores livsverden og definerer vores univers og trygheden heri. Til angsten relateres alarmberedskabet, som skal beskytte os fra farer og trusler. 7
Som med angsten er dette naturligt og nødvendigt. Alarmberedskabet kan opleves som, når hjertet så at sige sidder i halsen og galopperer af sted og det føles som om, at angsten vil sprænge én indefra. Hvis denne tilstand er konstant gennem længere tid, er der tale om et psykologisk traume (Bovbjerg & Khaler, 2007). Vi kan alle endvidere udsættes for traumatiske oplevelser. Bovbjerg og Kahler påpeger dog, at det først er tale om et psykologisk traume, hvis tilstanden ikke klinger af de første par måneder efter den traumatiske hændelse er sket, hvis faren ikke forsvinder eller hvis andre ikke kan hjælpe én til at slippe angsten og genvinde sig selv og sin trygge verden. Dette er en decideret diagnose, post traumatic stress disorder (PTSD) (Bovbjerg & Khaler, 2007). Det græske ord traume betyder brud. Når et menneske får et psykologisk traume, er noget i deres psyke så at sige gået i stykker. Denne ødelæggelse forårsages af uhåndterbare oplevelser, hvor mennesket har fået overskredet sine grænser uden mulighed for at sige fra som eksempelvis ulykker, overfald, voldtægt og totur (CETT, 2007). Psykolog Atle Dyregrov beskriver dette som oplevelser, der resulterer i chok og hvor man oplever sig selv som værende i livsfare, eller hvor man er vidne til, at ens nærmeste udsættes for sådanne voldsomme og uhåndterbare oplevelser. Sædvanligvis opstår disse hændelser pludseligt og uventet, men der kan også være tale om hændelser, der er gentagende i mere eller mindre identisk form eksempelvis mishandling, seksuelt misbrug og krig (Dyregrov, 2011). I forhold til casen med tvillingerne finder vi det her relevant at se nærmere på situationen, når drengene skal puttes. Det at drengene viser så tydelig modstand, kunne godt tolkes som et tegn på angst, som Bovbjerg og Kahler beskriver det. Grundlæggende kan man antage, at drengenes oplevelse af, at deres mor forlod dem i så tidlig en alder, kan have resulteret i et traume, da det for dem kan have været en oplevelse af at miste en af deres vigtigste andre. Det formodede chok over at `miste moren har været en voldsom og uhåndterbar situation, som andre tilsyneladende ikke har formået at bearbejde med dem grundet den sporadiske omsorg fra de forskellige slægtninge. Man kan meget vel antage, at drengenes angst for at falde i søvn, stammer fra en oplevelse af 8
ikke at vide, hvor man vågner og hvem der er der. Altså virker det til, at drengenes alarmberedskab aktiveres, da de oplever situationen som truende og farlig og deres naturlige reaktion er at kæmpe i mod. Men hvad er det konkret, der aktiverer drengenes alarmberedskab og forårsager den umiddelbart uforståelige voldsomme adfærd? Et traume er en psykofysisk reaktion, der påvirker hele mennesket. Det berører individets krop, følelser og tanker. I det følgende vil vi redegøre for nogle af de konkrete fysiske og psykologiske konsekvenser og symptomer, der gør sig gældende for børn med traumer. Hjernen påvirkes Ny hjerneforskning viser, at psykologiske traumer generelt har en stor og på nogle punkter katastrofal indvirkning på udviklingen af hjernen hos traumatiserede (Bovbjerg & Khaler, 2007). For at få en større forståelse af psykologiske traumer, vil vi nu se nærmere på de deciderede forandringer, hjernen udsættes for, når et menneske traumatiseres. Traumets grundlæggende dynamik er forbundet med det autonome nervesystem 1, som består af to dele, sympaticus og parasympaticus. Sympaticus knytter sig blandt andet til evnen til opspænding og kamp/flugt, mens parasympaticus knytter sig til evnen til afspænding, omsorg og regeneration. Når et menneske traumatiseres ødelægges balancen mellem disse to dele. Parasympaticus undereksponeres mens sympaticus overeksponeres, hvilket resulterer i en konstant opspænding og tilstand af stress samt en svækkelse af evnen til at spænde af (Bech, Elbrønd, & Stubberup, 2011). En anden del af hjernen der udsættes for forandring er det limbiske system 2 som blandt andet omfatter delene, amygdala og hippocampus. Amygdala er det føromtalte alarmberedeskab og er en slags database, hvor meget kraftige følelsesmæssige 1 Regulerer de ubevidste funktioner i kroppen særligt aktiviteten i flere af kroppens indre organer. 2 Hovedsædet for overlevelsesinstinkter og reflekser (Rothschild, 2004) 9
oplevelser lagres og ud fra disse erfaringer koordineres blandt andet adfærdsmæssig respons på trusler og farer fra omgivelserne. Er der den mindste lighed mellem tidligere voldsomme erfaringer i amygdalas database og den udefrakommende sansning, vil amygdala omgående signalere til det autonome nervesystem og kroppens kamp/flugtrespons aktiveres. Hippocampus spiller en afgørende rolle i forhold til hukommelse og indlæring. Den står blandt andet for bearbejdning af tid, rum og sted og medvirker til at forbinde erindringer dertil. Når Amygdala går i overgear i forbindelse med en oplevet trussel, dæmpes hippocampus aktivitetsniveau. Dette vil svække evnen til at orientere sig og at huske og forstå det, der sker omkring én (Bech, Elbrønd, & Stubberup, 2011). Hvis vi vender tilbage til tvillingernes angst for at sove, bliver det nu interessant at undersøge hjernens indflydelse på deres reaktioner. Drengenes modstand i forhold til at sove kan forklares med en overeksponering af sympaticus, qua deres formodede traume, hvilket vil sætte dem i en konstant tilstand af vagtsomhed og stress. For drengene vil det at give efter for søvnen være ensbetydende med, at de ikke længere er forberedt på farer. Drengenes faktiske oplevelse af at være blevet forladt af en omsorgsperson og overladt til fremmede slægtninge, er lagret i amygdala og det kan antages, at frygten for at vågne op uden at vide, hvem der er der og om der overhovet er nogen, aktiverer kamp/flugt reaktionen. Der må altså være noget sanseligt i putteprocessen, der gør, at amygdala går i overgear og hippocampus ikke slår igennem og informere om, at situationen er en anden end den traumatiske hændelse. Adfærden grunder altså ikke i en bevidst beslutning fra drengenes side, men vil i dette tilfælde være en uundgåelig reaktion, der sættes i gang af hjernen. Det er for os blevet tydeligt, at traumet i høj grad har indflydelse på hjernen og dens udvikling. Men hvilke adfærdsmæssige og psykologiske symptomer medfører disse forandringer hos børn? 10
Symptomer ifølge ICD-10 og DSM-IV Som før nævnt er et psykologisk traume en diagnose, PTSD, der vurderes ud fra de diagnostiske systemer, DSM-IV 3 og ICD-10 4. Ifølge disse systemer kendetegnes symptomerne for PTSD hos børn således (Bovbjerg & Khaler, 2007): Motorisk hyperaktivitet Impulsivitet Desorganiseret og urolig adfærd Tvangsprægede, gentagende handlinger eller monoton leg med afsæt i de traumatiske oplevelser Stærke kropsspændinger Søvnproblemer og utydelige mareridt Nedsat motivation for at deltage i tidligere aktiviteter af interesse Mindsket tillid til sig selv og andre Traumespecifik frygt Begrænset fremtidssyn Eventuel udviklingsmæssig stagnation eller regrediering Dissociative tilstande Flashbacks og konsekvenser heraf Traumet knyttes som sagt til virkelige overvældende hændelser fra fortiden, som skaber spor i det fysiske, følelsesmæssige og sågar ind i den neurobiologiske basis, hvor det repeterer sig igen og igen og bliver levende nutid for den traumatiserede (Bech, Elbrønd, & Stubberup, 2011). Dyregrov påpeger, at traumatiske hændelser som regel medfører stærke sanseindtryk, som er centrale i genoplevelsen af hændelsen. Flashbacks 3 Det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem for psykiske lidelser, Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 4th ed. 4 WHO s tiende version af International Classification of Disorders 11
igangsættes af lignende sanseindtryk, herunder blandt andet syns-, høre- og lugteindtryk (Dyregrov, 2011). Dyregrov beskriver endvidere, hvordan flashbacks hos børn er beskrevet som en genoplevelse af hele den traumatiske situation eller som en fornemmelse af, at det samme sker igen, mens andre oplever, hvordan brudstykker af hændelsen dukker op i tankerne. Børnene oplever, at erindringerne er ukontrollerbare, idet deres tanker invaderes af dem, når de mindst venter det. Dette kan ske, når de er travlt optaget af andre ting, eksempelvis efter de er gået i seng eller når de sidder optaget af en aktivitet i skolen eller daginstitutionen (Dyregrov, 2011). Bovbjerg og Kahler peger på, at disse ukontrollerbare flashbacks og erindringer fremkalder forskellige adfærdsmønstre hos traumatiserede børn. De vil opleve en allestedsnærværende angst, som i høj grad begrænser dem på mange måder. Børnene kan udvikle forskellige undgåelsesreaktioner i forsøget på at undgå flashbacksne i at invadere sindet. Nogle børn vælger at undgå og isolere sig fra steder, situationer, personer eller aktiviteter, der har den mindste parallel, eller minder om den traumatiske oplevelse (Bovbjerg & Khaler, 2007). Dette anskueliggøres i et eksempel fra en af vores praktikinstitutioner, hvor pigen Malak, der for uger forinden er flygtet med sin familie fra krigen i Syrien, til stadighed omkring kl. 16.00, hvor der er mest uro i fællesrummet, gemmer sig bagerst på en madrashylde. Man kan antage, at dette er Malaks måde at håndtere og undgå eventuelle ukontrollerbare erindringer på. Hendes isolering af sig selv på madrashylden, kan forklares som en undgåelsesreaktion, hvor hun på den måde undgår larmen og uroen. Bovbjerg og Kahler beskriver, hvordan andre børn forsøger at forsvare sig mod de uhyggelige erindringer ved at holde sig konstant aktive, for på den måde at distrahere dem selv fra den smertefulde oplevelse. De gentagende flashbacks kan endvidere fremprovokere, set for udefrakommende, uprovokeret og meningsløs vold og aggressivitet, idet børnene kan blive overrumplede af de stærke genoplevelser. Disse 12
børn opfattes ofte som hyperaktive, urolige og udadreagerende (Bovbjerg & Khaler, 2007). Omvendt pigen Malak, kan man antage, at tvillingernes manglende koncentration og konstante skift mellem aktiviteter, er et tegn på den føromtalte hyperaktivitet og er deres måde at håndtere eventuelle flashbacks på. I forhold til den uprovokerede vold, kan eksemplet med legetøjskniven i brorens øje fremhæves. Erindringerne kan ydermere være med til, at mange børn bliver let afledelige og får store koncentrationsvanskeligheder, idet flashbacksne som sagt ofte kommer, når de mindst venter det, hvilket helt naturligt kan forårsage indlæringsvanskeligheder (Dyregrov, 2011). Bovbjerg og Kahler fremhæver andre faktorer, der negativt påvirker muligheden for såvel indlæringen som udviklingen af færdigheder hos traumatiserede børn. Herunder blandt andet, at en stor del af børnene plages af ekstrem dårlig hukommelse særligt korttidshukommelsen forringes (Bovbjerg & Khaler, 2007). Til sidst beskriver Bovbjerg og Kahler, hvordan flashbacksne og erindringerne som oftest påvirker søvnen. Dette ses ved, at barnet kan have problemer med at falde i søvn eller at søvnen er meget overfladisk og afbrydes af flere opvågninger. Hvis barnet endelig sover dybt, vågner det ofte med et sæt og et anfald af angst. Dette forårsages af mareridt, hvor elementer fra den traumatiske oplevelse gentager sig, blot i en forvrænget og endnu mere skræmmende udgave. Den udeblivende eller uafbrudte søvn kan have konsekvenser for indlæringen, men kan også resultere i irritabilitet og vrede samt døsighed hos barnet (Bovbjerg & Khaler, 2007). Som tidligere nævnt udviser tvillingerne fra casen tydelig angst ved at skulle sove. Udover den førnævnte frygt for ikke at vide, hvor de vågner op, kan modstanden imod at give slip også grunde i en frygt for de voldsomme mareridt deres søvn invaderes af. Som det er beskrevet i casen vågner drengene ofte med voldsomme skrig, ud fra hvilket man kunne antage, at de har mareridt. Den uafbrudte og udeblivende søvn kan være endnu 13
en faktor, der har indflydelse på den adfærd, præget af uprovokeret vold og aggressive handlinger, som pædagogerne observerer hos drengene. Skyld og skam Når et barn oplever chokerende hændelser, som et traume er forårsaget af, kan det ofte ikke selv forstå, hvad der er sket. Det vil være afhængigt af at kunne relatere til andre og igennem dem opdage betydning og mening med det skete. Derfor er det problematisk, når traumatiserede børn lades alene med deres traume og følelserne knyttet dertil. Dette er, ifølge Bovbjerg og Kahler, imidlertid ikke ualmindeligt (Bovbjerg & Khaler, 2007). De påpeger, at et traume i den forbindelse kan forårsage skam- og skyldfølelser. Disse følelser opstår, når noget ikke kan forstås og ingen mening giver inden for det betydningsunivers, barnet normalt forstår sig selv i. Selvvrede og selvbebrejdelse er typiske reaktioner på traumatiske situationer. Følelserne er, som så meget andet inden for traumeverdenen, vanskelige for den ramte at kontrollere (Bovbjerg & Khaler, 2007). Bovbjerg og Kahler argumenterer for, at det især kan være problematisk, hvis barnet bærer på en følelse af skam. Skam er ofte en følelse, barnet er opdraget til gennem familiens og nærmiljøets tabuisering af en given adfærd. Som regel vil barnet ikke være blevet introduceret til en forklaring på, hvorfor adfærden er forkert og barnet vil derfor ofte ikke italesætte den traumatiske hændelse, idet det netop er et tabu og forkert. Hermed overlades barnet til sin egen selvransagelse, hvilket ofte resulterer i selvbebrejdelse, da denne forklaring synes at være den eneste logiske og der ikke er andre til at modbevise dette (Bovbjerg & Khaler, 2007). Mange voksne håber og tror, at børn ikke forstår, når de udsættes for noget traumatisk. Man håber, de vil glemme, fortrænge og misforstå den chokerende oplevelse. Dette er imidlertid sjældent tilfældet. Barnet vil ofte forsøge at skjule og dække over dets egen 14
smerte, angst og utryghed for på den måde at imødekomme de voksnes ønske. Også her overlades barnet til sig selv med den traumatiske oplevelse (Bovbjerg & Khaler, 2007). I en artikel fra BØRN & UNGE, `Hvad børn ikke ved, har de ondt af, påpeger pædagogisk leder Lene Hansen netop, hvor vigtigt, det er, at tale med børn om deres traumer og de traumatiske hændelser. Lene er leder i Det nye Børnehus, hvor næsten hvert andet barn er berørt af traumer og institutionen arbejder derfor som sagt målrettet med de problematikker og udfordringer, dette kan skabe for børnene. Pædagogernes primære middel til at hjælpe børnene er at italesætte udfordringerne omkring børnenes egne traumer eller deres traumeramte forældres vanskeligheder.»det værste vi kan gøre, er at ignorere det, for tavshed overlader barnet til sin egen forståelse«(kamp, 2012, s. 22, l. 52-54) Lene fortæller, at de kører forskellige forløb med de børn, der er påvirket af traumer, hvor de blandt andet tegner oplevelser eller taler om følelser. Men ofte opstår snakken også spontant, når børnene så at sige har et gyldent øjeblik, hvor de åbner sig over for en pædagog. Lene påpeger, at der her ikke er tale om terapi men pædagogik. Det er en måde at få sat ord på oplevelserne en måde at fjerne det farlige og usagte på. Pædagogerne vejleder desuden forældrene i at tale med deres børn. Dette er en afgørende del af arbejdet med børnene, da mange af forældrene lever efter devisen: `hvad børn ikke ved, har de ikke ondt af, som tydeligt er problematisk, idet børnene hermed overlades til egen selvfortolkning og netop får ondt af dette (Kamp, 2012). Artiklen viser et eksempel på en institution, der forsøger at se bag om børnenes adfærd ved at tage nogle velkendte pædagogiske redskaber i brug, som passer til netop de problemstillinger, de står overfor. Altså bruger de ganske almindelig pædagogik i en speciel verden. Eksempelvis i forhold til skyld og skam anvender de en anderkendende tilgang ved at italesætte oplevelser, sætte ord på følelser og turde spørge for at opnå en forståelse. 15
Bovbjerg og Kahler beskriver en anden konsekvens af børnenes selvfortolkning at barnet kan risikere at forstå den eller de traumatiske hændelser som normale og almindelige. De er som sagt stærkt afhængige af voksnes tolkning, så hvis denne udebliver, ved de nødvendigvis ikke bedre og har måske slet ikke ord for oplevelsen. Dette ses som oftest, når der er tale om en vedvarende traumatisering som eksempelvis mishandling og seksuelt misbrug (Bovbjerg & Khaler, 2007). Til sidst argumenterer Bovbjerg og Kahler for, at børnenes forskellige misfortolkninger og negative følelser helt naturligt vil medvirke til en alvorligt svækket selvtillid og selvfølelse. Dette forstærkes yderligere af nogle af de førnævnte forhold, der gør sig gældende for børn med traumer blandt andet søvnproblemer, hyperaktivitet, indlæringsvanskeligheder og tilbagetrukkenhed. Disse forhold kan føre til, at nogle børn forsøger at gemme sig ved at blive stille og passive, mens andre forsøger sig med en modsat strategi og bliver yderst synlige i kraft af deres hyperaktive og asociale reaktionsmønstre. Begge strategier fører dog næppe til mange oplevelser af succes (Bovbjerg & Khaler, 2007). Kroppen husker Mange traumeramte børn forsøger at glemme den traumatiske hændelse, fordi den har været så voldsom og ubehagelig. Her bliver kroppen deres værste fjende. Kroppen husker usvækket og sanseoplevelser som blandt andet lyde og lugte fungerer som hukommelsesagenter (Bovbjerg & Khaler, 2007). Det er altså ikke muligt at lade den traumatiske hændelse blive en del af erindringerne om `noget der engang er sket, for kroppen bliver ved med at huske og reagerer kraftigt på forskellige sanseindtryk, uden at barnet kan kontrollere det med fornuft. Med det menes, at selvom barnet er bevidst om at hændelsen ligger langt tilbage og at en given nuværende situation ikke er den samme, så reagerer kroppen, som var det samme situation. Her vil vi igen fremhæve eksemplet med tvillingerne og situationen, når de skal puttes. Det tyder på, at deres kroppe i høj grad husker og når en sanselig oplevelse 16
sætter sympaticus i overgear, spændes alle muskler i deres krop og de kæmper med alt, hvad de har. Hjernen og kroppen hænger uløseligt sammen, da det er kroppens sanseindtryk, der sender signaler til hjernen omkring det oplevede og hjernen der sender signaler tilbage til kroppen omkring enhver reaktion, bevægelse og tilstand. Det er via nervesystemet at al information bliver sendt rundt mellem hjernen og kroppen (Rothschild, 2004). Vi har tidligere i afsnittet om hjernen beskrevet, hvordan traumets grundlæggende dynamik er forbundet med det autonome nervesystem evnen til opspænding (Sympaticus) og afspænding (Parasympaticus) og at balancen mellem disse ødelægges, når et menneske traumatiseres. Grundet ubalancen mellem sympaticus og parasympaticus kan børn med traumer have svært ved at slappe af og lade kroppen regenerere, da sympaticus bliver ved med at forberede kroppen på kamp og flugt. Dette kan endvidere medvirke til en generel unormal muskeltonus, hvor nogle muskler kan være hårde som sten, mens andre er slappe og underspændte, hvilket kan skabe motoriske problemer for barnet og det giver ofte en del somatiske plager som mavepine, hovedpine og ondt i kroppen (Bovbjerg & Khaler, 2007). Dette bliver endvidere en vigtig opmærksomhed at have, når man arbejder med traumeramte børn. Deres kropslige erindringer kan have enorm stor indflydelse på deres adfærd og til tider overtage og styre den. Det kan have indflydelse i form af eksempelvis opspændthed, hyperaktivitet og aggressivitet, der gør det svært at fordybe sig, slappe af og fungere socialt med andre børn i institutionen, da de ofte ender i konflikter. DESNOS ekstrem stress hos børn Denne betegnelse dækker over et begreb, der er udviklet af psykiater og professor Bessel van der Kolk fra Harvard Medicin School og Trauma Center. Begrebet bygger på en hypotese, der går på, at børn, der udsættes for tidlig interrelationel traumatisering 17
gennem blandt andet familiemæssig vold, seksuelle overgreb og massiv omsorgssvigt udover PTSD udvikler et supplerende sæt symptomer, som kaldes Disorder of Extreme Stress (DESNOS). Det mest iøjnefaldende er dog Van der Kolks argumentation om, at børn der udsættes for ekstrem stress vil udvikle mere dybdeliggende fysiske og psykiske skader (Bovbjerg & Khaler, 2007). Denne tilstand kan blandt andet ramme børn, der vokser op med traumatiserede forældre, som har udviklet et voldeligt og aggressivt adfærdsmønster grundet deres traume, da børnene dermed kan blive vidne til og/eller offer for hyppig og uforudsigelig vold. Vi har i vores praksis mødt utallige børn, der vokser op under lignende vilkår og udviser tegn på denne stresstilstand. Vi finder det derfor relevant at se nærmere på dette i forhold til casen med tvillingerne. I forhold til tvillingerne har pædagogerne ikke en viden om, at forældrene er traumatiserede, dog ved de, at drengene udsættes for gentagende og massive omsorgssvigt. Udover de informationer vi får i casen, oplever pædagogerne, at drengene ofte kommer i vuggestue med forskellige skader. Eksempler på dette er, at en af drengene en dag møder op med syvogtyve bidemærker på hele kroppen, som er påført af broren og en andre dage med andengradsforbrændinger på hænderne efter at have brændt sig i en ovn eller grill. Derudover har de stort set hver dag blå mærker på hele kroppen og har flere gange været på skadestuen efter at have pådraget sig hjernerystelser på grund af fald uden at være under forældrenes opsyn. Skaderne her og mange andre tyder på at forældrene er uopmærksomme og at drengene i alt for høj grad er overladt til sig selv og ikke oplever den nødvendige omsorg. Pædagogerne oplever endvidere, at moren ikke `tager det så tungt eller udviser forståelse for, hvordan drengene oplever det. Som Van der Kolk beskriver, kan vedvarende massiv omsorgssvigt medføre en tilstand af ekstrem stress, DESNOS og man kan med god grund antage, at drengene er i stor fare for at udvikle dette. Dermed er der også en risiko for, at de udvikler mere dybdeliggende fysiske og psykiske skader. Så meget desto mere bliver det vigtigt, at pædagogerne har en opmærksomhed på drengenes situation, da det tyder på, at også det vedvarende 18
omsorgssvigt og tilstanden af ekstrem stress kan have katastrofale følger for deres generelle udvikling. Meget af det drengene oplever her, svarer til de oplevelser, som vi har beskrevet oven for, hvor traumatiserede forældres adfærd resulterer i en tilstand af DESNOS hos deres børn. Så selvom drengenes forældre muligvis ikke er traumatiserede, er det nogle af de samme handlemønstre, der opleves og i sidste ende kan det ende med, at drengene i form af de massive omsorgssvigt udsættes for gentagende traumer. I forhold til pædagogernes observation af de mange bidemærker på drengene, vil vi argumentere for, at der kan være tale om, at en traumatisk oplevelse har gået forud herfor. Det at blive overfaldet af sin bror uden at nogen kommer en til undsætning, kan give en oplevelse af at være i livsfare og hændelsen er endvidere uhåndterbar og grænseoverskridende i og med, at der ikke umiddelbart er nogen mulighed for at sige fra. Når en dreng kan nå at få op til syvogtyve bidemærker fra den ene dag til den anden, giver det os anledning til at tro, at forældrene ikke har reageret og er kommet ham til undsætning et tydeligt tegn på omsorgssvigt. Set i lyset af morens manglende empati og forståelse af alvoren, er der grund til at tro, at denne traumatiske hændelse kan udvikle sig til PTSD hos drengene, idet at moren uden en forståelse af alvoren, er ude af stand til at bearbejde oplevelsen med dem. Denne situation er ikke et enkeltstående tilfælde og med en viden om mange andre lignende tilfælde, tyder det på, at drengenes adfærd ligeledes er grundet i DESNOS. Dette er altså endnu en opmærksomhed, man som pædagog må have, når man arbejder med børn med traumer eller traumerelaterede problemstillinger, da deres adfærd tydeligvis grunder i nogle helt specifikke tilstande, som de er ude af stand til selv at kontrollere. Der ligger for pædagogen en opgave i at skabe nogle trygge rammer, hvor de ikke udsættes for svigt og overgreb. 19
Sekundær traumatisering Indtil nu har vi hovedsageligt talt om primært traumatiserede børn, men der findes en anden side af traumet, som er værd at se nærmere på. Et traume kan virke smittende og begrebet sekundær traumatisering referer netop til det forhold, hvor den traumatiserede forælder eller andre nære relationer overfører deres eget traume til barnet. Barnet har altså ikke direkte været vidne til traumatiske hændelser men påføres traumatiseringen (Malthe, 2007). Psykolog Eva Malthe påpeger, at traumatiserede forældres måde at mestre deres traume på, har en central betydning i forhold til sekundær traumatisering, idet mislykkede og uhensigtsmæssige mestringsstrategier kan resultere i en videreføring af eksempelvis deres egen angst, aggression eller tilbagetrukkenhed til barnet. Barnet optager altså forældrenes adfærd og mestringsstrategier (Malthe, 2007). Sekundær traumatisering er ikke kun noget, der overføres fra forælder til barn selv børnebørn kan udvikle symptomer på traumatisering (Bovbjerg & Khaler, 2007). Det bliver tydeligt i et eksempel fra en af vores praktikinstitutioner, hvor et søskendepar i høj grad kopierer deres mors adfærd. Moren selv har, så vidt vides, ikke oplevet noget decideret traumatisk, men er vokset op med forældre, der er flygtet fra Saddams regime i Irak. Med denne viden kan det antages, at hun er blevet sekundært traumatiseret og dermed har fået overført en given adfærd. Pædagogerne oplever ofte, at moren angriber dem verbalt ved det daglige samarbejde og har en truende og aggressiv adfærd. Denne adfærd viser sig nu at være blevet ført videre til hendes børn, der har et handlingsmønster præget af voldsom aggressivitet og voldelighed. Det synes at være deres måde at mestre krav og modstand på. Det kan være svært at forstå, hvad der sker, når drengen en dag på legepladsen hiver i en piges elefanthue, på en sådan måde at hun falder bagover og slår hovedet ned i kanten på sandkassen. For derefter at sparke hende flere gange i maven blot fordi hun har taget hans skovl. I dette tilfælde kan man antage, at det ikke skyldes eventuelle 20
flashbacks, som det ses hos primært traumatiserede, men snarere en tillært og påført måde at agere på i en given kontekst. Men hvordan kan denne gentagne adfærd forklares når hjernen, i disse tilfælde, ikke er påvirket af et traume og burde kunne gøre sig erfaringer og danne nye handlingsmønstre? Traumet kan påvirke forældrenes forvaltning af deres forældrerolle, idet traumesymptomer som mistillid, manglende aggressionshæmning, angst, tristhed og nedsat koncentration, har stor betydning for relationer og tilknytning. Traumatiserede forældre kan desuden have svært ved at se og mærke deres børns behov og ender derfor ofte med at bruge børnene til at imødekomme egne behov som eksempelvis, når barnet trøster moren (Malthe, 2007). Eva Malthe peger endvidere på, at symptomerne på sekundær traumatisering hos børn kommer tydeligt til udtryk i deres adfærd. Denne adfærd er på mange måder lig adfærden hos et primært traumatiseret barn, da den hos et sekundært traumatiseret barn netop er påført af en primært traumatiseret. Derfor er der tale om adfærd præget af uprovokeret vold, hyperaktivitet, koncentrationsbesvær eller tilbagetrukkenhed mm. (Malthe, 2007). Så selvom hjernen ikke har været udsat for et traume, er det altså muligt at inkorporere adfærd og mestringsstrategier så gennemgribende, at det bliver den naturlige måde at reagere på. Sekundært traumatiserede børn kan desuden blive meget selvstyrende i eget liv dog uden at have den nødvendige emotionelle, sociale og kognitive modenhed hertil. Dette kommer til udtryk, hvis barnet oplever, at deres traumatiserede forældre ikke har kontrol eller er styrende aktører i egen tilværelse. Barnet vil hermed miste deres fundament af tryghed, deres identifikationsmuligheder påvirkes negativt og de kan hurtigt afskrive sig voksne som nogle, der kan guide dem i hverdagen (Malthe, 2007). 21
Når traumet viser sig Det er blevet tydeligt, at traumer fylder og er allestedsnærværende, hvilket har alvorlige konsekvenser for børn. Det har desuden vist sig, at traumatiserede børns adfærd kan forklares som strategier udviklet i forbindelse med deres traume og de forskellige dynamikker, der er på spil omkring det. Vi vil kort opridse nogle af de mest iøjnefaldende strategier og dynamikker, som vi har berørt igennem afsnittet: Uprovokeret vold Kan forklares med ubalancen i hjernen og kroppens måde at håndtere og undgå flashbacks på. Udover sympaticus konstante overeksponering, kan det skyldes amygdalas umiddelbare reaktion på en udefrakommende sanselig oplevelse, der har den mindste lighed med den traumatiske hændelse. Isolering fra omgivelserne og unaturlig skyhed for andre børn og voksne Kan forklares med en undgåelsesadfærd, som primært skyldes angst for de tilbagevendende flashbacks og manglende forståelse for nutid og datid i kraft af en svækket hippocampus. Adfærdsmæssige og kognitive dysfunktioner i form af hyperaktivitet og tendens til at blive afledt, koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder En konsekvens af traumets dynamikker omkring flashbacks og ubalancen i hjernen. Hyperaktivitet kan forstås som en mestringsstrategi, der ydermere ligger til grund for koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder. Svækket selvtillid og selvfølelse En konsekvens af at blive ladt alene med den/de traumatiske hændelse(r) samt en konsekvens af den afvigende adfærd som ikke giver mange succesoplevelser. Søvnbesvær, opspændthed, irritabilitet og døsighed Grundet mareridt om den traumatiske hændelse og amygdalas overstimulering af sympaticus, som resulterer i en konstant kamp/flugt- og stresstilstand, der endvidere afleder en frygt for at give slip og miste kontrollen. 22
Vi har nu fremstillet nogle af de adfærdsmønstre samt mulige forklaringer derpå, som kan gøre sig gældende for børn med traumer og børn, der vokser op med traumerelaterede problemstillinger. Det har vi gjort fordi, vi mener, at det er nogle af de opmærksomheder, man som pædagog skal have for, at man kan arbejde forståelsesorienteret med børnene. Som sagt er børnenes adfærd ikke et bevidst valg om at være på tværs, hvilket må være en central viden at have for at kunne opnå en ønsket forståelse. Anerkendelse og pædagogen Som nævnt i indledningen vil man som pædagog møde traumatiserede børn og hvad er det så man skal være opmærksom på, for at forstå dem? Der ligger en opgave i at se nærmere på børnenes adfærd og handlemønstre for at kunne hjælpe dem til nye og mere konstruktive mestringsstrategier. Det kræver, at man forsøger at forstå og se bag om selve adfærden og handlingen, for at disse ikke bliver det, der definerer barnet. Vi har ovenfor beskrevet, hvordan et barns traume kan medføre svækket selvtillid og selvfølelse. Det kan dermed blive afgørende for barnet, at pædagoger ikke reagerer direkte på adfærden, men i stedet forsøger at forstå dets livsverden. Gør vi ikke det, vil vi argumentere for, at man som pædagog risikerer at blive medskaber af barnets svækkede selvtillid og selvfølelse, da det fortsat vil have manglende succesoplevelser, eftersom vi møder dem i deres adfærd og ikke som dem de egentlig er. Pædagogens opgave bliver altså i høj grad at møde barnet med forståelse og anerkendelse. Men hvad vil det sige at møde mennesker med anerkendelse? Ifølge professor Berit Bae bør vi være anerkendende i vores relation til barnet, da barnet lægger mærke til, hvordan dets adfærd bliver modtaget af omverden og derudfra fornemmer, hvorvidt dets følelser, kompetencer og meninger stemmer overens med det accepterede og forventede. Hvis barnet skal opnå en følelse af, at dets oplevelse af egen livsverden er legitim, kræver det, ifølge Bae, at vi anerkender det som et ligeværdigt menneske, så det får en reel mulighed for at føle sig set, hørt og respekteret (Bae, 1996). 23
»I dette ligger at man må prøve at gå ind i den andens oplevelsesverden, forsøge at se hvordan tingene ser ud fra den andens erfaringsbaggrund«(bae, 1996, s. 9, l. 27-30) Så når et traumatiseret barns adfærd til tider kan virke uforståelig, provokerende eller grænseoverskridende, er det altså alfa omega, at pædagoger ikke lader adfærden definere barnet, men i stedet forsøger at forstå, hvordan barnet oplever verden. Børns adfærd er et udtryk for, hvordan de tackler verden og vi som pædagoger må blive bedre til, at gå ind i deres oplevelsesverden i stedet for at handle ud fra deres adfærd. Hvis ikke vi forsøger at forstå, hvad børnene har oplevet, kan vi gennem vores handlinger og krav risikere at retraumatisere dem eller at isolere dem yderligere, da de overlades til sig selv med deres tanker og følelser. Derfor bliver det endvidere vigtigt at pædagoger gør sig bevidste om deres definitionsmagt, hvis det skal undgås at definere barnet ud fra dets handlinger. Bae argumenterer for, at voksne er i en overmægtig position, når det kommer til barnets oplevelse af sig selv. Barnet opbygger et billede af, hvem det er, ud fra de reaktioner de får fra deres omsorgspersoner og barnet er derfor afhængig af disse reaktioner for at kunne danne et billede af, hvem det er (Bae, 1996). Hvis ikke der forekommer en opmærksomhed på denne proces og pædagoger ikke er opmærksomme på, hvordan de eksempelvis sætter ord på det traumatiserede barns følelser, handlinger og oplevelser, risikerer de at påvirke barnets selvfølelse og selvtillid negativt samtidig med, at barnet bliver gjort til problemet i stedet for traumet. Case Jamal Jamals bedsteforældre er kurdiske krigsflygtninge fra Irak og er begge dybt traumatiseret. De har tilsammen fået elleve børn, hvoraf ni af dem i dag er dømte kriminelle. Alt tyder på, at Jamals far er sekundært traumatiseret, han har desuden et lettere fysisk handicap og er stofmisbruger. Hans tidligere ægteskab til Jamals mor var meget voldeligt og moren tilbragte meget tid med børnene på krisecentre. 24
Pædagogerne oplever til tider en meget indelukket mor med et udtryksløst ansigt og som er meget lidt kommunikerende både over for pædagoger og Jamal. Moren er selv traumatiseret, på baggrund af en opvækst med skizofrene forældre, der ofte er utilregnelige. En stor del af Jamals opvækst har foregået hos begge sæt bedsteforældre. Begge familier er præget af såvel primær som sekundær traumatisering. Jamal starter i vuggestue i en integreret institution, da han er omkring halvandet år. Han har en enorm svær indkøring, hvor både faren og Jamal er meget utrygge ved situationen og den fysiske adskillelse er især svær for dem. For faren ligger utrygheden i, at han ikke kan forlade Jamal og derfor står og gemmer sig udenfor institutionen og kigger ind gennem vinduet. Jamal påvirkes tydeligt af farens utryghed og reagerer med ekstrem gråd, opkast og efterfølgende udmattelse. Det er svært for pædagogerne at nå ind til ham, når han er i den tilstand. Efter at dette scenarie har stået på i et stykke tid, vælger pædagogerne at invitere faren til at blive i institutionen i hele dage ad gangen. Han tager i mod tilbuddet og er der gennem flere uger på denne måde, indtil han til sidst er så tryg, at han falder i søvn på en sofa. Derefter bliver personalet og faren enige om, at han nu er klar til at lade Jamal være i vuggestuen alene. I børnehaven udviser Jamal en adfærd, der er præget af impulsivitet samt voldsom aggressivitet og han har svært ved at se sit eget ansvar i konflikter. Pædagogerne fornemmer en konstant indre sitren i hans krop og at han konstant er på vagt. Han afviser enhver form for fysisk kontakt og intimitet og vælger i stedet selv at tage sig af den del af omsorgen eksempelvis hvis han trænger til trøst eller er sløj, hvor han gerne vil tage imod et tæppe fra en voksen, men vil ligge alene og ikke røres ved. Hans udvikling går desuden i perioder i stå og nogle gange tilbage eksempelvis oplever pædagogerne at finde ham i nede i en af vuggestuens krybber med en sut i munden. Andre gange har han glemt, hvordan man selv tager tøj på. For Jamal er det svært at opbygge og bibeholde længerevarende relationer både til børn og voksne. Lige så snart relationen bliver for tæt, bryder han den. Pædagogerne oplever, 25
at han er utrolig mistænksom omkring deres oprigtighed og de mødes tit med udtryk som: du snyder, det mener du ikke eller sig wollah (at sværge ved Gud). Tilknytningsforstyrrelser Ud over de førnævnte følgevirkninger ved et traume finder vi det relevant at se nærmere på tilknytningsforstyrrelser, da vi som sagt ønsker at se bag om adfærd og symptomer ved traumatiserede børn. Vi vil på samme måde som i afsnittet om traumer bruge ovenstående case til løbende at belyse tematikker, der, i det her tilfælde, gør sig gældende i forhold til tilknytningsforstyrrelser. I afsnittet om traumer, har vi belyst nogle af traumets konsekvenser og symptomer og det tyder på, at børn, der vokser op i traumatiserede familier lever med forskellige udfordringer, der risikerer at medføre omsorgssvigt samt problemer omkring deres tilknytning. Det vil især gøre sig gældende for de sekundært traumatiserede børn, da tilknytningsforstyrrelser udvikles på grund af manglende omsorg, men det kan også forekomme ved primært traumatiserede. Ifølge psykolog Niels Peter Rygård er børn generelt, fra de er ret små, i stand til at klare mange forskellige børne- og voksenkontakter, hvis de altså har en nogenlunde stabil og tryg familiebaggrund. Hvis ikke det er tilfældet og deres opvækst i stedet er præget af omsorgssvigt, er der stor sandsynlighed for, at børnene udvikler en tilknytningsforstyrrelse (Rygård, 2009). Vi vil senere i afsnittet komme nærmere ind på betydningen af denne trygge baggrund. Børn, der vokser op med forældre, der er traumatiserede, vil ofte være i fare for at opleve omsorgssvigt, da forældrene, grundet deres traume, ofte ikke er i stand til at skabe trygge rammer for barnet og kontakten mellem barn og forælder risikerer ligeledes at være flygtig. For nogle børn kan det betyde, at de vokser op og har manglende normale hæmninger og let bliver provokeret af social kontakt andre bliver indadvendte, tilbagetrukne og depressive. Det er børn, der betegnes som tidligt frustrerede i dansk børnepsykiatri (Rygård, 2009). 26