Landskab og kulturhistorie mellem motortra kvejen og Kalø Vig

Landskab og kulturhistorie mellem motortra kvejen og Kalø Vig

»For hurtigt at komme Djurslands Herligheder ind paa Livet gør man klogt i at give sig Landevejen i Vold, der gaar fra Aarhus mod Nord. Den svinger op og ned over det bølgende, rige Landskab, og hvor den gaar højest lader den Udsigterne aabne over den brede Bugt, den herlige Kalø Vig og mod Mols ærne Banker. Efterhaanden som Vejen svinger østligt omkring Vigen, tiltager Indtrykkene af Landskabets Skønhed, og de kulminerer ved det gamle Kalø, hvortil en Vej fører brat mod Syd fra Højderne ved Rønde og styrter sig omtrent 100 Meter nedad, til den et Par Kilometer derfra naar Kysten mellem Hestehaven og Ringelmose Skov.«Achton Friis: De Danskes land, 1944.»Der er mange veje, som fører til Djursland, og vil man virkelig opleve landsdelens storladne natur, skal man væk fra de store veje, for her er tra kken ofte tæt, og hovedvejenes placering er ikke valgt af æstetiske grunde. Vælger man at opleve Djursland på egen hånd, er der selvsagt mange muligheder at begynde på, men vi har valgt at benytte rundkirkebyen Thorsager som udgangspunkt, nærmest fordi dens placering tæt op ad den grænse, vi har måttet trække, gør det naturligt. Og så har Thorsager da også sin rundkirke, som nok er et besøg værd.«stig Holsting: Djursland sagn, historie og natur, 1977.»For hurtigt at komme Djurslands Herligheder ind paa Livet...«Mens Achton Friis formelig haster gennem området for hurtigt at komme frem til Kalø, så kører Stig Holsting helt uden om. Vi taler om landskabet mellem motorvejsafslutningen mod vest og Kalø hovedgård mod øst, mellem motortra kvejen mod nord og Kalø Vig mod syd. Et område uden synderlige kvaliteter hvis man skal tro disse to kendere af det danske landskab og Djursland. Et»gennemgangslandskab«kunne man kalde det, med fare for at fornærme de mange, der har valgt at bosætte sig her. Men hvordan ser der egentlig ud, hvis man giver sig tid til at se ordentligt efter?

Uanset om man giver sig landevejen i vold, som Acton Friis, eller søger væk fra de store veje, som Holsting, så er de tre veje, der afgrænser området eller deler det midt igennem, centrale for forståelsen af områdets historie. Hver især er de udtryk for den tid, hvor de blev anlagt, og for den tra k, der er blevet afviklet her. De tre veje afspejler tra kken til og fra Djursland til skiftende tider. Under disse øst-vestgående vejforløb ligger der imidlertid ældre vejforløb i nord-sydgående retning. De fortæller om en tid, hvor tra kken var lokal og hvor kirken og herregården spillede en central rolle. Strandvejen, som vejforløbet hedder i dag, er det ældste af de tre vejforløb. Det følger kysten indtil Følle Mølle, hvor det går op over randmorænen til Kalø hovedgård og videre mod Rostved. Det er den gamle Århus-Grenå landevej, hvis forløb oprindelig er blevet lagt ud fra givne landskabelige og ejendomsmæssige forhold. Strandvejen forbinder i dag ferie- og fritidsområderne langs kysten og er den primære adgangsvej til kystområdet. Det er også en meget populær»træningsvej«for racercykelentusiaster. Landevejen, der mellem Rodskov og Rønde hedder Århusvej og senere bliver til Flintebakken, blev anlagt som led i udbygningen af landets hovedlandeveje, og skulle først og fremmest forbedre forbindelsen mellem landets købstæder. Landevejen blev projekteret af vejingeniører uden skelen til lokale interesser eller sædvane. Vejforløbet blev»trukket efter en lineal«, men dog stadig med de stigninger og fald, som terrænet giver. Landevejen eller Århusvej er i dag en vej for lokal tra k, mens den gennemkørende tra k ledes ad motortra kvejen. Man kan dog have en del tra kanter mistænkt for at vælge Århusvej for udsigtens skyld. Motortra kvejen, der karakteristisk nok ikke har noget rigtigt navn, blev åbnet i 1987 og har siden været den centrale tra kforbindelse til og fra det sydlige Djursland. Vejen blev projekteret som en motorvej, men blev af økonomiske årsager udført som en motortra kvej, hvilket gav en del diskussion om oversigtsforhold og sikkerhed i vejens første år. På en stor del af strækningen er motortra kvejen nedsænket i terrænet. Først efter at man har passeret under Randers-Ebeltoft-landevejen, får man udsigt til landskabet.

4 Geologien Kalø Vig-områdets landskab er frem for noget præget af den markante randmoræne, der strækker sig hen over den sydlige del af Djursland fra Hornslet i vest til Ebeltoft Vig i øst. Udsigt fra toppen af randmorænen mod Kalø Vig. Geologiske spor rækker tilbage til en ern fortid. Omkring Følle har man således fundet askelag i det plastiske ler et vidnesbyrd om vulkansk aktivitet for længe siden. Mens undergrunden kun sjældent trænger op til over aden, så er istidsa ejringerne anderledes synlige. Istidsa ejringerne består af sten, sand og ler, som isen i ere omgange har ført med sig, og som er blevet a ejret igen under afsmeltningen. En sammenhængende og usorteret blanding af sten, sand og ler kaldes moræne. Hvis der er mere end 15 % ler i blandingen, taler man om moræneler. Er lerindholdet mindre end 15 %, er der tale om morænesand, og er der mange sten, er det morænegrus. I området nord for Kalø Vig er lerindholdet i morænen generelt højt og ere steder desuden blandet op med plastisk ler og mergel fra undergrunden. Før det sidste, men nok så betydningsfulde, isfremstød fra sydøst rodede godt og grundigt op i bakkerne, har landskabet i det sydlige Djursland formodentligt lignet området mellem Randers og Mørke: Et storbakket landskab med højdedrag og bakkerygge, gennemskåret af tunneldale med en nordvest-sydøstlig retning. De udviskede spor af dette ældre storbakkede morænelandskab kan godt anes som en struktur under det nuværende landskab. Ved afslutningen af sidste istid gjorde isen et sidste fremstød fra sydøst, men gjorde holdt ved det, der senere er blevet betegnet»den østjyske Israndslinje«. Kalø Vig og Ebeltoft Vig blev efterfølgende yderligere uddybet og eroderet af to markante istunger, som skød mod nord, og isens bevægelser i området medførte, at store mængder erosionsmateriale blev yttet og omfordelt på en måde, der fremkaldte en urolig og småkuperet over ade. De lavninger og fordybninger, der havde været i det storbakkede landskab blev desuden til en vis grad udjævnet af de nye a ejringer, som man kan se det i de højtliggende moræner mellem Rodskov og Mørke og Grønfeld og Møllerup (Krogryggen).

5 yngre moræne stenalderhavet smeltevandsler smeltevandssand morænesand morænegrus plastisk ler ferskvandssand odsletteler ferksvandssand ferksvandstørv ferksvandsgrus Det geologiske kort over området er optegnet efter S. A. Schack Pedersen og K. Strand Petersens Geologisk kort over Djursland fra bogen Djurslands geologi, København 1997. Desværre indholder det geologiske kort ikke oplysninger om områdets vestligste del, som derfor blot fremstår som yngre moræne. Optegningen er ikke synderlig præcis, men skal da også primært give et indtryk af randmorænens»rodede«struktur. Plastisk ler, der i området forekommer i jordover- aden, kan også ndes ere steder langs kysten. Områdets plastiske ler kan kendes på den tydelige grønne farve, der gør det muligt at skelne det plastiske ler fra blå- eller rødler. Stenalderhavets kystlinje følger 5 meter-højdekurven og markerer de marine forlandsområder, som ndes omkring Mågeøen og i Følle Bund. Ugelbølle Hoved består teknisk set af morænegrus, en betegnelse, der kan forekomme lettere underdrevet i betragtning af strandens mange og ganske store granitsten. Stenene er ført til området af isen og har været indlejret i klinten, der med tiden er blevet nedbrudt af havet. Sand og ler og andre lette materialer er ført bort af havet, mens de store tunge sten er blevet liggende tilbage. Den markante og dybe nord-sydgående dal, der skærer sig gennem randmorænen vest for Rønde by, anses for at være en egentlig tunneldal, dvs en dal, der er formet af afstrømmende smeltevand under iskappen. Smeltevandet er løbet under isen fra syd mod nord og videre ud på Tirstrup Hedeslette og herfra mod nordvest til Grund Fjord og Randers Fjord. Tunneldalens forløb kan i øvrigt a æses i forekomsten af ferskvandssand omkring Knudbro Bæk. Følle Bund har populært sagt fungeret som»tragt«for vandmasserne. Følle Bund, der fremstår som et naturpræget strandengsområde, er med sit nuværende udseende et resultat af en naturgenopretning, et Vandmiljø II-projekt, som blev afsluttet i oktober 2004.

6 Randmorænen Den randmoræne, som helt dominerer landskabet nord for Kalø Vig, er et resultat af et sent isfremstød ved sidste istids afslutning. Dette isfremstød, som man har betegnet Det Ungbaltiske Fremstød, dækkede den sydlige del af Djursland frem til den Østjyske Israndslinje. Isfremstødet tog form af to markante istunger, der dels skubbede morænea ejringer sammen i de langstrakte bakker, man kan se i området, og dels skabte Kalø Vig og Ebeltoft Vig. Fra kysten hæver det bakkede landskab sig op mod randmorænens overkant, markeret af områdets højeste punkter, Trehøje ved Balskov (106 meter over havet) og Store Bavnehøj ved Kalø (102 meter over havet). Den vestlige del af området, fra Eskerod til Ugelbølle, er præget af småskove, overvejende løvskov, hvis skovbryn danner ne landskabsrum og fremhæver dybden i de mange ne udsigter mod Kalø Vig som området frembyder. Østsiden af Knudbro Ådal som den tager sig ud fra Dibbelsbrovej. Den østlige del af området er præget af den markante tunneldal vest for Rønde. Tunneldalen, der skærer sig ned i randmorænen, har frembragt et meget markant bakkehæld på dalens østside der står tydeligt, når man kommer ad hovedvejen mod Rønde eller når man kører mod øst ad motortra kvejen. Randmorænen nordvest for Følle

7 Den pixelerede og noget overdrevne højdemodel over området viser de fremherskende landskabstræk nord for Kalø Vig. Med den valgte skyggelægning på højdemodellen bliver det tydeligt, at området udgør et sydvendte bakkehæld (der her så at sige»ligger i skygge«). Tunneldalen vest for Rønde fremstår ligeledes tydeligt (markeret med gul pil). Pilen viser den retning, som smeltevandet tog, da tunneldalen skabtes i slutningen af sidste istid. Endelig kan man også bemærke, at det vestvendte bakkeheld på tunneldalens østside fremstår mindre uroligt end det sydvendte bakkehæld i den øvrige del af området. Det svarer til det indtryk, man får af området, når man kører fra vest mod øst ad motortra kvejen.

8 Strandrørsump Stenstrand Kysten Sandstrand Strandoverdrev Strandeng Åben klint og stenstrand på østsiden af Ugelbølle Hoved. Strandrørsump Strandoverdrev Kalø Vigs kystlinje er gennemgående iget og desuden kendetegnet ved små bugter eller vige og ret afvekslende Åben Klint Tilgroet klint kyst- og strandforhold. På den korte strækning mellem Løgten Bugt og Følle Vig veksler stranden således mellem strandrørsump, strandoverdrev, stenstrand og sandstrand. Samme kystlinje kan desuden fremvise såvel åbne som tilgroede klinter og ade strandengsarealer. Strandrørsump sydvest for Galgebakke i Løgten Bugt. Stranden her er ufremkommelig. Strandrørsump øst for Galgebakke. Heller ikke her er det muligt at komme ned til vandet. Det fredede strandengsområde Mågeøen. Området er åbent for offentligheden og et af Kalø Vigområdets større kystnære opholdsarealer.

9 Et lille stykke offentligt ejet skov ved Ugelbølle Strand er med til at opretholde de små intime rum som kendetegner kysten i bunden af Kalø Vig. Skoven i sig selv spiller kun en beskeden rolle som naturområde. Den tilgroede klint ved Følle Hoved er ufremkommelig på grund af den meget stenede strandbred og den tætte urskovagtige bevoksning på skrænten. Følle Strand. Områdets badestrand. Her er feriefritidslivet helt dominerende. Kysten ud for stranden er fyldt med småbåde bl.a. fritids skernes små joller. Det store naturgenoprettede strandengsområde Følle Bund udnyttes i et vist omfang til græsning og høslet. Hvis området skal opretgoldes som strandengsområde skal græsningen også opretholdes. Kontrasten mellem det ade forland og den kuperede moræne er særlig tydelig her.

10 Forhistorisk tid Foto af marksystemnord for Skrejrup. Forhistorisk tids markante gravanlæg, først og fremmest de meget synlige høje, er kun sparsomt tilstede i området. Især i den vestlige del, omkring Rodskov og Ugelbølle, er der kun bevaret få synlige gravhøje. Blot re rundhøje er i dag tilbage i de dele af Hornslet og Mørke sogne, der ligger syd for motortra kvejen. Før i tiden har der været betydeligt ere, hvad markeringen af forsvundne (overpløjede) ikke fredede høje viser. Tætheden af såvel eksisterende som forsvundne høje er noget større i den østlige del, nemlig i de dele af henholdsvis Thorsager og Bregnet sogne, som ligger syd for motortra kvejen. Indtrykket af et lidt»tyndt«områder, hvad gravhøje angår, bliver forstærket af den meget store tæthed af gravhøje i de tilgrænsende områder i Kaløskovene (Hestehave og Ringelmose Skov) og i området syd for Smouen. Gravhøje er kun ét vidnesbyrd om forhistorisk tid. I området er der således fundet boplads- og bygningsspor fra stenalder, bronzealder og jernalder. Der har med andre ord boet mennesker i området gennem forhistorisk tids forskellige perioder. Nord for Skrejrup, i det område, der i dag gennemskæres af motortra kvejen, har Kulturarvstyrelsen registreret et areal med spor af jernalderagre dateret 500 f. Kr. 374 e. Kr. Registreringen er sket på baggrund af P. Harder Sørensens studier af luftfotos i 1954. På et luftfoto fra 1979 kan man med lidt god vilje ane uregelmæssigt afgrænsede marklodder i landskabet. Grundet bedre og dybere markpløjning gennem de seneste årtier vil man næppe længere kunne nde spor af agersystemer.

11 Kulturarvsstyrelsens registrerede fortidsminder og kulturarvsarealer. Hver enkelt lokalitet er nærmere beskrevet på http://www.kulturarv.dk/ fundogfortidsminder/. Det er kun en del af de registrerede fortidsminder de synlige der samtidig er fredede fortidsminder.! Afgrænsning Sognegrænse Registreret fortidsminde Kulturarvsarealer Flintehøj Om højen hedder det i Nationalmuseets berejsningsrapport fra 1894: Dens Størrelse kan ikke bestemmes, da man kun seer dens Plads, som ligge meget højt med Affald til alle Sider og ved en mangeaarig Dyrkning er udslæbt. Man kunde næsten antage, at her har været to Høje en østlig og en vestlig tæt ved hinanden; men Sporene ere meget utydelige. Dysse eller jættestue I nyberejsningen 1982 hedder det om denne lokalitet:»runddysse. Mål: 0,0 x 13,5 x 11,0 m., længde i Ø/V, længdedimensionen noget usikker pga. sammenbygning med S-enden af 2216:45 (dyssen). Højden følger markniveauet mod Ø og S; mod V et op til 1 m. højt terrassehak ved randstenene. 19 store randsten bevaret. Nogle mangler mod Ø og ind mod 2216:45. Kammer: 2 bæresten i N, 2 i S, Ø-siden mangler, en lav sten angiver SØ-afgrænsning. 2 sæt gangsten op mod kammeret i V med 2 tærskelsten.

12 Middelalderen Middelalderen, der som periode strækker sig fra vikingetidens afslutning o. 1050 til Reformationen i 1536, er ikke mindst til stede i områdets kirker og landsbyer. Hertil kommer ere vejforløb, der sandsynligvis også har eksisteret i tiden før Reformationen, samt de gamle administrative skel, som er synlige i landskabet i kraft af levende hegn og diger. Gamle skel og grænser Herredsskel, sogneskel og ejerlavsskel hører til de ældste administrative og juridiske grænser i landskabet. I princippet usynlige administrative og juridiske streger, men i praksis ofte synlige i kraft af diger eller hegn, hvis forløb trækker de gamle skel op. De eksisterende hegn har selvsagt ikke nogen særlig stor tidsdybde, mens digerne kan være gamle, der hvor fx. sognediger tillige har tjent som ejerlavsskel. Herredsgrænserne, der er de ældste, og formodentlig stammer fra 1000-tallet, er ikke relevante her, da området ligger centralt i det gamle Øster Lisbjerg Herred. Hvad angår sognegrænserne blev de este sognegrænser i Danmark lagt fast i middelalderen, men for en dels vedkommende justeret efter Reformationen. Sognet betegnede oprindeligt det område, fra hvilket befolkningen søgte samme kirke. Alene hegnets (og digets) uregelmæssige forløb som afgrænsning af matr. 13i, Rodskov By, Hornslet viser, at der her er tale om et gammelt ejerlavsskel (og for øvrigt også et gammelt sogneskel). I baggrunden anes Kalø Slotsruin. Flinthøjvej, der nu er lukket for biler, er bevaret som cykelsti mod Hornslet. Det er med stor sandsynlighed Eskerod-bøndernes gamle kirkevej. Senere blev sognene udgangspunkt for afgrænsningen af sognekommunerne, der eksisterede i perioden 1841-1970. Der er ikke grund til at antage andet end at sognegrænserne for Hornslet, Mørke, Thorsager og Bregnet sogne er gamle og formodentlig fra middelalderen Ejerlavene, der ofte bruges synonymt med bylavene, var den primære administrative enhed frem til 1970. I 1500-tallet betegnede ejerlavet fællesskabet af jordejere i en landsby eller landsbyens gårde. Begrebet blev senere identisk med den samlede enhed af landsby og landsbyjord. Ejerlavsgrænserne falder typisk sammen med sognegrænserne, hvad der sådan set blot bekræfter, at de to skel eller grænser har en betydelig alder. I området er en ganske stor del af de gamle sognegrænser markeret af diger eller hegn. Især sogne, ejerlavs- og nuværende kommunegrænse nord for Vosnæsgård jorder er meget intakt med et meget langt, ubrudt digeforløb. Mod øst er det især sognegrænsen for den sydlige del af Thorsager sogn, som er markeret af levende hegn. For ejerlavsgrænsernes vedkommende er det ikke mindst de gamle diger omkring Kalø og Følle Mølles jorder, der står tilbage i landskabet.

13! # Afgrænsning Sognegrænse Vandmølle Vadested Kirkevej Dige i ejerlavsskel Dige i sogneskel Hegn i sogneskel Hegn i ejerlavsskel Gamle veje Først med Videnskabernes Selskabs kort fra omkring 1789 får man et brugbart billede af (de større) vejes forløb gennem landskabet. Det er bl.a. derfor noget usikkert at udpege et vejforløb som oprindelig middelalderligt. På den anden side ved man, at især én type veje har været overordentlig vigtige i ældre tid: kirkevejene. Med en vis usikkerhed kan man udpege de veje, der i ældre tid har tjent som kirkeveje eller kirkestier mellem sognets kirke og dets landsbyer. For landsbyerne omkring Kalø Vig har det betydet veje og stier op over randmorænen til henholdsvis Hornslet, Mørke og Thorsager. Lokal tra k har gået nord-syd. Det beskedne levende hegn, der i dag afgrænser markvejen, er et gammelt ejerlavsskel for Kalø hovedgårds nordligste jorder. Den smukt slyngede markvej, som desuden byder på en fantastisk udsigt over det centrale Djursland, var i # Kaløs storhedstid en vigtig adgangsvej mod nord. # # # #! Følle Mølle, Bregnet #! Kalø Hgd., Bregnet Vosnæsgård Hgd., Skødstrup Gl. Løgtenvej, her i et landskabeligt smukt forløb syd for Balskov, bliver nord for motortra kvejen til Balevej og senere Møllevej. Nord for Mørke fører Skaføgårdsvej op til hovedgården Skaføgård. Dette vejforløb har udgjort Skaføgårds forbindelsesvej til ind- og udskibningsstedet ved Gl. Løgten. Vejen er endnu et eksempel på, at den lokale tra k i området tidligere gik nord-syd, dvs. op over randmorænen, mens tra kken ud i den store verden til og fra Djursland dels har fulgte kysten, dels fulgt et vejforløb på randmorænen. Det sidste gælder således for den gamle Kaløvej til Viborg der har passeret et af områdets to»tra kknudepunkter«, nemlig det ved Asenbakken (det andet knudepunkt var Rostved, hvor Århus-Grenaa-hovedlandevejen og Randers-Ebeltofthovedlandevejen krydsedes neden for Djurslands administrative centrum Kalø hovedgård. Vadestederne I en tid, hvor vejene i høj grad fulgte landskabet og vandskellene, var der et andet forhold, som var afgørende for vejens forløb, nemlig mulighederne for at krydse vandløb og sumpede områder. Vadestederne er derfor vigtige i billedet af de ældre vejforløb. Det er ikke noget større problem i den vestlige del af området, hvor vandløbene er forholdsvis små, men det har været en større udfordring at krydse Dibbelbæk med omgivende engområder, Knudbro Bæk og Følle Bund mod øst. Der er således god grund til at Følle Mølle ligger hvor den ligger, nemlig der, hvor den gamle Århuslandevej krydser dalbunden i den snævre og dybe tunneldal, der løber gennem området vest og nordvest for Rønde. Vadestederne havde navne, fordi de var vigtige og uomgængelige overgange i landskabet. Der er næppe mange, der i dag tænker nærmere over det, når de passerer Folevad, Dibbelbro eller Knudbro. Men vadestederne ndes, og det samme gør navnene.

14 Kirker og landsbyer Mørke kirkes imponerende kirkegårdsdige. Her nder man ere såkaldt»levende fortidsminder«, dvs. kulturplanter, som er ført til stedet i en ern fortid. Ved siden af borg- og klosterruiner er kirkegårdenes diger de vigtigste lokaliteter for disse gamle kulturplanters overleven. Med afviklingen af de gamle sognekommuner mistede sognebegrebet sin verdslige betydning. En kirke giver en landsby status. Det er således ikke noget tilfælde, at den danske landsbykirke næsten uden undtagelse er landsbyens højst placerede, mest synlige og mest strålende bygning. Kirken var, især i ældre tid, landsbyens omdrejningspunkt, hvor de store begivenheder Menneskeædende løve i Mørke kirkes syddør. Vi har i dag vanskeligt ved at forestille os, hvad de gode kirkegængere fra sognets sydligste by, Ugelbølle, har tænkt ved mødet med dette grumme motiv. i livet som dåb, kon rmation, bryllup og begravelse blev markeret. Ingen af landsbyerne i undersøgelsesområdet er kirkelandsbyer, og man har i de berørte landsbyer end ikke kunnet se sin sognekirke, der lå»gemt«på den anden side af»bakken«.

15 Hornslet kirke Mørke kirke Thorsager kirke Bregnet kirke Hornslet kirke Den første kirke i Hornslet var en lille trækirke opført engang i 900-tallet. Den oprindelige kirke blev senere i 1100- tallet erstattet af en kvadrestenskirke, som er delvist bevaret i den midterste del af den nuværende kirkebygning. Som herregårdskirke for det nærliggende Rosenholm slot blev Hornslet kirke udvidet op gennem renæssancen bl.a. med en overbygning på kirkens våbenhus. Denne lidt usædvanlige tilbygning til våbenhuset skulle have tjent som bibliotek for egnens teologistuderende. Landsbyerne Eskerod og Rodskov, der begge ligger i sognet, har vel hver haft deres kirkeveje og givet også mere ydmyge kirkestier til Hornslet kirke. For Rodskovs vedkommende har kirkevejen formodentlig gået forbi Asenbakken på den højestliggende del af bakkedraget. Her passerede den gamle vej fra Kalø til Hærvejen forbi, og her lå i den katolske middelalder et kapel, der var opført som valfartskirke for vejfarende. Ikke langt derfra lå også en af de mange helligkilder, Karls kilde. Karls kilde var viet til Sankt Karl, Carolus Magnus, hvis helgendag er den 28. januar. Mange af den tidlige kristendoms helligkilder var i øvrigt overtaget fra hedensk tid, hvad der for den sags skyld også godt kan være tilfældet her. Navnet karl betyder mand, men var også kælenavn for Thor jf. Karlsvognen. Mørke kirke Mørke kirke er nok den mindst spektakulære af de re. Den oprindelige del af kirken kirkens kor og skib er fra romansk tid. Til den oprindelige kvadrestenskirke er der senere tilføjet tårn og våbenhus i røde munkesten. Kirken ligger landskabeligt smukt oven for de lave eng- og moseområder sydvest for Gammel Mørke. Thorsager sogn har også haft sine kilder med helligt og helbredende vand. Det kan dog være svært at lokalisere kilderne fordi det kræver kendskab til navne, der for længst er gået af brug: Nu kunde det være brydsomt nok at nde frem til et Trendemarks Skel med rindende Vand, hvis ikke Kunstens Udøvere havde Steder at henvise til. Et saadant havde ligget i Tokhøjsvadet paa den gamle Løgtenvej mellem Skifthøj og Tokhøj, mellem Bavnehøj, Trehøje og Skaldehøje i Bale-Ommestrup og Ugelbølle Bymarker, men det var blevet forladt, fordi Vandet tørrede ud. (Aage Sørensen i Randers Amts Historiske Samfund 1946). Den gamle Løgtenvej, som omtales her, ndes i øvrigt ikke mere, men helt op i 1800-tallet har det været en vigtig og benyttet vej. I det hele taget har den lokale tra k i de tre gamle sogne Hornslet sogn, Mørke sogn og Thorsager sogn forløb i nord-sydlig retning (ikke mindst kirkevejene og senere hovvejene). Thorsager kirke Thorsager sogns kirke er enestående ved at være Jyllands eneste rundkirke. Kirken er opført i anden halvdel af 1100-tallet, på et tidspunkt, da det stadig var muligt at sejle ind til Thorsager via Kolindsund. Det meget solide bygningsværk med den specielle udformning tyder på, at kirken også har været tænkt som til ugtssted i ufredstider. Fra 1313 til 1950 tilhørte Thorsager kirke Kalø gods. Bregnet kirke Bregnet kirke, områdets erde sognekirke, er opført i sidste halvdel af det 15. århundrede. Der har dog tidligere ligget en romansk kirke fra 1100-tallet her, og arkæologiske udgravninger har afdækket en landsby omkring kirken. Bregnet kirkes døbefont stammer formodentlig fra denne ældre kirke. Øst for Bregnet kirke, inde i det, der i dag er Ringelmose Skov, har der ligget en meget søgt helligkilde, Tobiaskilde, som man har valfartet til i middelalderen på grund af kildens helbredende virkning på øjensygdomme.

16 Hovedgårde og møller Indtil udskiftningen omkring år 1800 bringer opbrud i de fastlagte mønstre, er det et forholdsvis enkelt billede, der tegner sig af Danmark uden for købstæderne og København. Ejerlavene, der var den primære administrative enhed i Danmark, var enten hovedgårdsejerlav, landsbyejerlav (landsbyen med tilhørende landsbyjord) eller enestegårde. På Djursland er enestegårdene identiske med områdets gamle vandmøller (med tilhørende jord). Ser man bort fra vandmøllerne, der har haft særlige betingelser, så er historien om det danske bondeland indtil udskiftningen omkring år 1800 en historie om kirkens og kronens ejendom, hovedgårdenes opkomst og ekspansion og tilegnelse af bøndergårde gennem fæstevæsnet. Vosnæsgård Kirken og Kronen Op gennem middelalderen voksede kirkens ejendom ganske betragteligt som følge af den omfattende testamentering og ejendomme og jord. Øm Kloster havde i 1509 fået overdraget hovedgården Skivegård i Rodskov. I 1514 k Øm Kloster ligeledes en hovedgård i nabolandsbyen Eskerod. Det er uklart, om denne hovedgård er en af de tre gårde, som Øm Kloster ejede i Eskerod i 1554. I Mørke sogn menes Ommestrupgård at have været i Århus Bispestols eje. Det samme gælder muligvis Hvidtvedgaard i Thorsager sogn. Også Kalø var en overgang (indtil 1407) pantsat til Århus Bispestol. Ved Reformationen i 1536 blev kirkerne og klostrenes gods inddraget af Kronen. Herregårdene Mens sporene fra kirkerne, klostrene og Kronens tid som jordejere er sparsomme, og typisk blot vil være til stede som for længst glemte stednavne i landskabet, så er hovedgårdenes tilstedeværelse i området anderledes synlig. Først og fremmest afgrænses området mod øst og vest af de to hovedgårde Kalø og Vosnæsgård. Selv om Kalø ikke længere er en hovedgård i traditionel forstand, så er dens historiske aftryk i landskabet særdeles intakte, både i landskabet nordøst for Rønde og i landskabet syd for denne. Vosnæsgård blev i perioden 1550-1599 udvidet med nogle gårde i Skødstrup sogn. I 1656 blev landsbyerne Vosnæs (5 gårde) og Imdrup (2 + ere) nedlagt for at indgå i Vosnæsgård. Vosnæsgård, der ligger i Århus Kommune, har i nyere tid udstrakt sine aktiviteter til skovområdet sydvest for Eskerod og ejer her bl.a. en kampestensbygning, der formodentlig er opført som skovløberbolig i begyndelsen af forrige århundrede. Rosenholm gods, beliggende i Hornslet sogn, har direkte og indirekte haft stor betydning for historien i den østlige del af området nord for Kalø Vig. Det var således Margrethe Krabbe til Rosenholm som i 1714 etablerede udskibningsstedet ved Gl. Løgten, og godset har desuden tidligere ejet betydeligt fæstegods i området. Det vides med sikkerhed, at godset har haft fæstegårde i Eskerod. Ud over at være kirkevej har den nuværende Flinthøjvej formodentlig også været hovvej for Eskerod-bønderne i Rosenholms fæste. Til historien om godserne i området hører også historien om de forsvundne hovedgårde som Svovlkjær (nær Bale) der blev»opslugt«af Rosenholm i 1574, Skivegården (nærved hvor Ørnebjerggård ligger i dag), Ommestrup (omtrent hvor byen ligger i dag) og den tidligere omtalte hovedgård i Eskerod. Når man medregner de eksisterende som de forsvundne hovedgårde i området, er det egentlig ikke overraskende, at landskabet mellem landevejen og Kalø Vig i Hornslet og Mørke sogne har mange træk fra det klassiske herregårdslandskab.

17 Original 1-udskiftningskort over Følle Mølle Den smukt restaurerede højrumslade på Kalø hovedgård stammer fra første halvdel af 1700- tallet. Respektfuld restaurering har betydet, at laden fremstår som et smukt vidnesbyrd om 1700-tallets bygningskultur og ikke mindst tømrerhåndværket. Det pastorale landskab omkring Følle Mølle. De gamle hegn og diger, græsengene, krat og småskove, små vandløb, snoede vejforløb, stenkistebroer og vandmøllen giver under ét billedet af et landskab, nogenlunde som det kunne have set ud i den sene middelalder. Den ne stenkistebro, hvor den gamle Århuslandevej krydser Følle Bæk umiddelbart øst for Følle Mølle, er gemt væk under vejbanens asfaltlag, men den bærende brokonstruktion er efter alt at dømme overordentlig gammel.

18 1600-1700-tallet Ejerlavet var i ældre tid den primære administrative enhed. I 1600-tallet var ejerlavet etableret som den samlede enhed af landsby og landsbyjord hvis der da ikke var tale om et hovedgårdsejerlav eller et mølleejerlav. Ser man bort fra eventuel ejendom under Kronen, faldt al jord og al ejendom ind under en af de tre kategorier herregård, landsby eller mølle/enestegård. I undersøgelsesområdet indgår disse ejerlav: En del af Kalø hovedgårds jorder, Følle Mølles jorder samt landsbyejerlavene Eskerod By, Rodskov By og Havhuse (Hornslet sogn), Balskov (Mørke sogn), Skrejrup By (Thorager) samt Ugelbølle, Følle og Rønde By (Bregnet sogn). Hertil kommer dele af Ommestrup By og Bale By, uden for undersøgelsesområdet. I årene 1681-1682 lod Christian V agerjorden til landets gårde, store som små, opmåle og vurdere i forhold til jordens ydeevne (bonitet). Ydeevnen blev angivet i tønder hartkorn. En tønde land (á 14.000 kvadratalen) virkelig god jord modsvarede 1 tønde hartkorn. Eller sagt på en anden måde: på 1 tønde land virkelig god jord kunne der produceres 1 tønde (= 112 kg)»hårdt korn«(rug eller byg.»øster-lisbjerg, og det meste af Mols og Sønderhald herreder (have) særdeles gode lermuldede Jorder, og er en ypperlig kornegn«beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, 1810, s.62.»i de meget gode Sogne, som have muldlerede Jorder, og hvor man lægger god Vind paa hør og Ærtesæd, saasom i Øster- Liisbjerg og Mols herred, der er Drivten: 1 ste Aar, Byg eller Hør efter to pløjninger. 2 det Aar, Rug efter én Pløjning, 3 die Aar, Byg efter to Pløjninger. 4 de Aar, Ærter efter én Pløjning. 5 te, Byg efter to, Havre efter én Pløjning 6 te, havre efter én Pløjning»Morgenfruer udbrede sig slemt langs med Kalløe Wiig.«skriver Hugo Matthiessen i sin bog Det gamle land Billeder fra tiden før udskiftningen. Med morgenfruer menes der Chrysantemum Segetum, i 1600-tallet en sand plage: Morgenfruen i al dens Glans var for ham (bonden) i Sandhed den onde Urt, den frygteligste Fjende, naar den først slap ind paa hans Ager Alle Slags Ukrudt var vel efter Datidens Betragtning Frugterne af en forbandet Jord formedelst Syndefaldet ; Tidsel og Torn nævnes ganske vist i den hellige Skrift som de fornemste, og meget afskyelige var de til visse men værst i den hele Flok dog sikkert de onde Urter. Fattigmands Trusel lød fra gammel Tid deres bitre Navn. Hugo Matthiessen s. 130-131. Derpaa udlægges Jorden til Græs, for en Deel med kløver hos nogle i re, hos andre i fem Aar. I disse gode Egne er Udsæden paa en Gaard paa 4 til 5 Tdr. Hartkorn 4 Tdr. Rug, 8 Tdr. Byg, 2 til 4 Tdr. Ærter, 6 Tdr. Havre, og 3, 4 6 til 8 skp. Hørfrø, som saaes i Grønjord.«Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, 1810, s.62. Ja, det var en kompliceret sag at være bonde i det gamle bondesamfund, hvor gødning desuden altid var en mangelvare.

19 Ejerlav, landsbyer og hovedgårde. Den vej, der i dag løber fra Ugelbølle ned til kysten, hedder Tangvejen. Det kunne godt være et eksempel på eftertidens trang til at bevare historien i lokale vejnavne. Men tang spillede faktisk en vigtig rolle som gødning før udskiftningen:»til Gjødningens Formerelse bruges i Øster-Liisbjerg Herred, paa Mols og ere andre Steder den lange Græstang, som faas om Efteraaret, den lægges i tykke lag, hvor Kreaturerne skal gaa fra og til Vand.«Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, 1810, s.79 Ved Ugelbølles udskiftning i 1784 hedder det således:»en almindelig Vey anlægges til Nall Engen, som tillige gaar til Lande Veyen og saaledes kand blive brugt til Tang Vey«. Skrejrup By, Thorsager!! Eskerod By, Hornslet Balskov, Mørke! Rodskov By, Hornslet Havhuse, Hornslet Ugelbølle By, Mørke!! Følle By, Bregnet! Følle Mølle, Bregnet Rønde By, Bregnet!! Kalø Hgd., Bregnet Vosnæsgård Hgd., Skødstrup! I modsætning til»morgenfruen«chrysantemum Segetums klare gule farve har hørrets koboltblå været et syn, man har kunnet lide.»af Handelsplanter dyrkes i hele Amtet Hør, men dog meest i Øster-Liisbjerg Herred og paa Mols. I Byerne Følle, Ugelbølle, Rynde m.. er Høravl og Kløveravl i meget god Gang.«Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark, 1810, s.85-86. Som i andre kystområder har skeri spillet en vis rolle for tilvejebringelsen af de daglige fornødenheder. Sjældent dog som andet end et supplement:»kalløe Wiig strækker sig 2 1 2 Mill ind i landet, og dens Indløb er kun 11/2 Mill breed mellem Aarhus og Skjøds Hoved. I denne Wiig falder god Fiskeri med Aalegaarde, Bundgarn, Vaad og Kroge, men er dog mere i Af- end Tiltagning.«Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmarks. 1810, s.112

20 Balskov ejerlav Det nuværende Balskovgårds smukke kampestenslænger kan opleves, når man passerer forbi på Balevej. Man kan uden overdrivelse fastslå, at herregårdene i 1600- og 1700-tallet ganske dominerede det åbne land. Opkøb af bøndergårde og nedlæggelse af hele landsbyer hørte til dagens orden, indtil landboreformerne i midten af 1700-tallet satte en stopper for dén udvikling. Senere fulgte en afvikling af herregårdenes ejerskab til bondejorden. Med lensa øsningen i 1919 skete yderligere en decimering af mange herregårde ved frasalg af jord til Denne mark, i den sydlige ende af Balskov ejerlav og i det meget kuperede landskab syd for Gl. Løgtenvej, genkendes på Original-1 kortet. Udstrækning og afgrænsning har ikke ændret sig nævneværdigt siden 1794, men der har næppe været tale om kun én afgrøde på den store mark i 1700-tallet. På Original-1 kortet er ageren eller markens navn bevaret, men vanskeligt at tyde. husmandsbrug. Det vil kræve en større forskningsindsats at få fastslået, hvilke herregårde der ejede hvad, indbyrdes og i forhold til den enkelte herregårds andel af gårde og huse i omegnens landsbyer. Det kan dog give et indtryk af ejendomsforholdene i tiden at Kalø i 1805 ejede godt re gange så meget bondejord, som hovedgodset selv. For Rosenholm og Vosnæsgård var de tilsvarende tal endnu større, godt ni gange så meget bondejord, som hovedgodset.

21 Ved første øjekast kan det godt se ud, som om Balskov ejerlav i Mørke sogn falder uden for de gængse kategorier. Ejerlavet ligner et hovedgårdsejerlav uden dog at være det, men det er heller ikke umiddelbart til at bestemme som et landsbyejerlav. Går man tilbage til Christian V s matrikel fra 1688, gurerer Balskov imidlertid som en landsby med 3 gårde. På Original 1-udskiftningskortet fra 1794 er der to (sammenbyggede) gårde centralt placeret i ejerlavet. I 1843 bliver de to gårde lagt sammen af baron Hans Henrik Rosenkrantz til Rosenholm, og nogle år senere tillægges en gård i Ugelbølle. I midten af 1800-tallet har Balskov således sin største udstrækning. I 1921 afgives der jord til 9 statshusmandsbrug i den nordøstlige del af området omkring Tokhøjvej og Balskovhøjvej. De lige veje og det skarpt vinkelrette knæk viser, at der er tale om nyere vejforløb anlagt med husmandsudstykningen. Udskiftningskort over Balskov ejerlav, optegnet 1794. Det er et såkaldt Original I-kort, som var gældende 1816-65. Gamle veje i skoven vest for Balskovgård. Alder ukendt, men formodentlig ældre end 1794.

22 Eskerod 1816 - optegnet efter Original-1 kort Landsbyerne Sparregården Overgård Ser man på de danske landsbyer omkring udskiftningen, det vil sige omkring år 1800, bliver man slået af, hvor forskelligt de tager sig ud. De enkelte elementer er ganske vist på mange måder de samme. Bebyggelsen består af gårde, samlet omkring en gennemgående vej eller en forte. Mange landsbyer, hvis ikke de este, har desuden en smed, et gadekær, der også er blevet brugt til vanding af kreaturerne, og måske et par huse. Det er langt fra altid tilfældet. Når man oven i købet tager i betragtning, at mange landsbyer typisk de, som var underlagt eller ejet af en (gods)ejer var blevet egaliseret i 1700-tallet (dvs. gjort lige store, hvad tofte og øvrige jordandel angik), så kan det godt undre, at landsbyerne ikke er mere ens i strukturen. Den danske geograf Fritz Hastrup udformede i 1960 erne en typologi over danske landsbytyper. Det er stadig en god indgang til en karakteristik af de danske landsbyer. Edelsborg Christianseje Højgård Eskerod kendes fra et dokument dateret 1446, hvor navnet skrives Escherudt. Det er et såkaldt»rydningsnavn«, der almindeligvis indikerer, at landsbyen er anlagt på ryddet skovgrund her en askebevoksning. I 1682 består landsbyen af 5 gårde og 2 huse med jord. Nogle år senere skulle én af gårdene have ligget øde. I begyndelsen af 1800-tallet boede der 111 personer i Eskerod, fordelt på 20 husstande. Den største husstand i landsbyen var på 15 personer, men ellers var det gennemgående små Louisenlund husstande selv på byens største gårde. En opgørelse fra 1830 taler om 6 gårde, heraf 2 selvejere, 1 selvejerbolsted, 5 huse med jord og 6 huse uden jord. Sydøst for Eskerod ligger Havhusene, eller Strandhusene, som stedet hedder i 1682. Det er en lille bebyggelse med 4 gårde, som i TRAP har status af»samling af gårde og huse«. Det er et eget ejerlav, men kan vel kanpt betegnes som en landsby.

23 Rodskov 1812 - optegnet efter Original-1 kort Ugelbølle 1816 - optegnet efter Original-1 kort Stadsgård Rodskovgård Smedjen Carolinehøj Solgård Lykkesholm Hovgårde Rodskov kendes fra et dokument dateret 1429, hvor navnet skrives Ruæschouff. Det er også et såkaldt rydningsnavn, der oversat til nutidsdansk betyder»ryddet skovstykke«. Rodskov og Eskerod har ganske mange træk til fælles. Begge landsbyer er opført i skovrydninger, og ligger fremdeles omgivet af småskove. Begge landsbyer ligger i et meget kuperet og skrånende terræn, og begge landsbyer er slyngede vejbyer i Frits Hastrups registrering. Ingen af de to landsbyer har tilsyneladende haft en egentlig forte, selv om Skovagervej og Hovgårdvej i Rodskov synes af være blevet opfattet som en (langstrakt) forte. Endelig er såvel de este gårde som de gamle gadeforløb i stor udstrækning bevaret i begge byer, hvilket gør dem yderst bevaringsværdige kulturhistorisk set. I forbindelse med udskiftningen 1783 skete der en vis ud ytning fra Rodskov, bl.a. Ny Elkjærgaard (opr. Elkjærgaarden eller Ud yttergården) nord for motortra kvejen og Kjerkegaard (ved foden af Kirkebakke, ligeledes mod nord). Landsbyens husmænd k ligeledes tildelt beskedne jordlodder på hver 5 skepper hartkorn (en skæppe var knap 700 kvadratmeter) på de magre jorder i området»spanien«. Husmændene blev de este steder tabere i forbindelse med udskiftningen. I det omfang, de ikke blev jordløse, blev de typisk henvist til de erneste og mindst givtige udkantsområder i ejerlavet. Ugelbølle kendes fra et dokument dateret 1459, hvor navnet skrives Vgebyll. Endelsen -bølle har formodentlig sin oprindelse i det olddanske ord for bolig bo-læikr. Endelsen -bølle er forøvrigt sjældent forekommende i Jylland nord for Kongeåen, og alene derfor er det interessant, at der øst for Hjortshøj i Århus Kommune ligger en landsby med navnet Kankbølle (Kank = kannike). I 1682 bestod landsbyen af 8 gårde og 8 huse med jord. Af de forskellige udskiftningskort fremgår, at der må have været omkring 15 gårde i Ugelbølle før udskiftning og ud ytning (4 gårde). Ugelbølle er en slynget vejeby ifølge Frits Hastrups typologi. I modsætning til Eskerod og Rodskov er der her tale om en meget mere tæt landby, med gårdene liggende samlet omkring forte og gadekær. Flere af gårdene har i øvrigt været dobbeltgårde, og i den sydøstlige ende af byen har der ligget en næsten sammenbygget række af relængede gårde. Landsbyens forte, angivet med gult på ovenstående kort, har været a ukket, således at forte har kunnet tjene som indelukke for kvæget om natten. På kortet er de led, der har tjent til at a ukke forten, angivet med en orange markering. Det lille, beskedne hus ved landsbyens gadekær har formodentlig været landsbysmedjen. Smeden har skullet bruge vand til at afkøle det glødende jern. Landsbyens huse, som der er en del af, er koncentreret i byens vestlige og især nordvestlige del. En del af den gamle vejstruktur i Ugelbølle er bevaret i Ryomvej, Damvej, Østergårdsvej og Overgårdsvej. Gammeltklingende navne som Smedestien og Toften er af nyere dato. Der er kun få spor af gårdene.

24 Skrejrup 1782 - optegnet efter Original-1 kort Rønde 1791 - optegnet efter Original-1 kort Den ældste kro Århus-Grenaa-landevej Skrejrup omtales i et dokument fra1491, hvor navnet skrives Skrerop. Endelsen -rup (egentlig -torp) indikerer, at landsbyen er en ud ytterby. Forstavelsen er muligvis et personnavn, men det er noget usikkert. Skrejrup er karakteriseret som en slynget vejeby i Frits Hastrups typologi. Gårde og huse ligger da også på begge sider af forte, der med lidt god vilje kan betegnes som en slynget vej. Den er omkring udskiftningen en lille, tæt og klart afgrænset landsby. Skrejrup påkalder sig ikke umiddelbart større opmærksomhed med sin beskedne størrelse og tilbagetrukne beliggenhed, men faktisk er den et meget nt eksempel på en landsby med stor tidsdybde og stor autenticitet. Ikke alene er landsbyen i dag som for 400 år siden præget af gårdene. Ser man nærmere efter, ligger ikke mindre end 5 af landsbyens gårde på nøjagtig samme sted som i slutningen af 1700-tallet. Også vejforløbene til og fra byen er oprindelige. Gl. Rønde omtales i et dokument fra1338, hvor navnet skrives Rinde. Herom skriver Chr. Hald :»...det er samme Ord som det rindi, der indgaar i norske Stednavne i Betydningen»Bjærgryg, Jordryg«. Det ville stemme godt med Røndes Beliggenhed«. I 1682 er der 8 gårde, 4 huse med jord og hele 9 huse uden jord. Det usædvanlige forhold mellem gårde og huse uden jord skyldtes naturligvis landsbyens nære tilknytning til Kalø hovedgård, hvor de mange jordløse landarbejdere i Rønde har arbejdet. Om det skyldes landsbyens usædvanlige form eller andre grunde, så afstår Fritz Hastrup i hvert fald fra at typebestemme den. I den forbindelse synes det iøjnefaldende, at landsbyen allerede i 1791 fremtræder med et vist præg af»transitby«. I hvert fald er den gamle Århus-Grenaalandevej (og kroen) meget fremtrædende på de gamle udskiftningskort. Det fremgår også af kortet, at den gamle Århus-Grenaalandevej på strækningen syd om Gl. Rønde har været kantet af stendiger.

25 Følle omtales i et dokument fra1313 som Følwik hv. Følwiik. Endelsen -wik eller wiik er det, som navneforskeren Chr. Hald kalder en afslebet form af ordet Vig, Følvigen med andre ord. At der i den gamle (ud yttede) Følle Strandgård i dag er stutteri synes således i tråd med historien. Det er ikke så ofte, at der ndes oplysninger om en landsby i tiden før Chr. V s Matrikel fra 1688. Det gør der for Følles vedkommende, og det skyldes først og fremmest, at halvdelen af Følles jord i 1313 var ejet af Århus Domkapitel, som omhyggeligt førte bog over kapitlets ejendomme. De er med andre ord skriftlige kilder til Følles ældste historie. I en gennemgang af Følles historie før 1688 i Østjydsk Hjemstavn fra 1949 konkluderer artiklens forfatter, at»følle By i den ældste Del af Middelalderen sandsynligvis har bestaaet af tre store Gaarde og en halv Snes Smaagaarde og Huse med og uden Jord.«I følge kapitlet selv var der tale om 12 ejendomme, af hvilke de 9 var beboet og de 3 lå øde hen. Hvad der skyldtes de 3 øde ejendomme eller huse står hen i det uvisse. Det var dog ikke pesten, da den først kom til Norden i 1349. Matriklen fra 1688 angiver, at der var 14 gårde, 2 huse med jord og 4 huse uden jord i Følle by. Ved udskiftningen i 1782 var der fremdeles 14 gårde, hvoraf de 3 tilhørte Vosnæsgård, mens 3 tilhørte hospitalet i Århus. Mens landbrug selvfølgelig har været det altdominerende erhverv i Følle, er der også vidnesbyrd om, at byen har været hjemsted for en del vævere, såvel mænd som kvinder, i en tid, hvor væveri var hjemmeproduktion. Følle omtales lige frem som»vævernes by«. Det passer for øvrigt godt med, at området var kendt for en stor hørproduktion, jf. tidligere. Følle 1782 - optegnet efter Original-1 kort På trods af, eller måske netop på grund af, at Følle ligger»klemt inde«mellem Landevejen og vejen mellem Randers og Ebeltoft, så har Følle bevaret meget af den ældre struktur der har ikke været basis for nogen større udbygning af landsbyen. Et af Følles mest charmerende træk er de velbevarede gyder, der skråner ned mod Bygaden. Det gælder således Elmebakken, Justegyde, Brovej og Smedegyden. Det hører efterhånden til sjældenhederne at nde autentiske gamle stengærder i landbyerne. Følle er i den henseende en undtagelse, da byen kan fremvise indtil ere stengærder langs de gamle gyder. Her Elmebakken, hvor man omsætter og renoverer stengærderne med respekt for traditionen. Den ne Justegyde, der ligeledes hører til landsbyens gamle gyder.

26 Udskiftningen Røndegård, højt beliggende i landskabet og med udsigt ned over markerne mod Kalø Vig. Blandt de store træer omkring gården mangler, så vidt det kan ses, kun den obligatoriske blodbøg, der i mange gårdhaver var havens omdrejningspunkt og stolthed. I mange landsbyer, hvor gårdenes beliggenhed eller antal gjorde en»ren«stjerneudskiftning umulig, måtte der ud ytning til. Det var typisk kun en del af landsbyens gårde, der i første omgang blev ud yttet. Senere skete der en lidt mere tilfældig ud ytning, hvor det viste sig formålstjenligt. Det velkendte landskab med gårde beliggende rundt om i det åbne land blev etableret igennem 1900-tallet. Den smukke og velholdte Gl. Røndegård, der navnet til trods ligger i Følle, er en traditionel bondegård; med en ikke helt almindelig kælder under stuehusets ene ende. Gården blev»efterladt«da Røndegårds ejer i 1879 yttede bedriften over på jorderne syd for Landevejen og her opførte en ny og mere tidssvarende ejendom, som har vundet hævd på navnet Røndegård. Især i de tidlige år efter udskiftningen og ud ytningen var det imidlertid det almindeligste at nedbryde den gamle gård og genopføre den igen ude på marken. Det var alt andet lige faktisk både muligt og overkommeligt med de gamle bindingsværksbygninger.

27 Disse græsområder er nok det nærmeste, man kommer udskiftnings landskabstype»eng med krat og lav bevoksning«, som i særlig grad er udbredt i den centrale del af området. Det har tilbage i tiden været ideelle græsningsområder og er det stadigvæk. Det er også her, man i dag nder områdets kvægbesætninger. " " " " "" " " " " " " "" " " " """ " " " " """ " " "" " " " "" "" " " " " " " " " " " " " " " " " " " " " " " " " "! "" Afgrænsning Vej Gård Vandmølle Skov Eng Eng med småkrat Mose Lergrav " " " Udskiftningen, der i undersøgelsesområdet fandt sted over en ti-årig periode fra 1782-1791, betød, at den enkelte bonde k sin egen jord i et stykke og så vidt muligt med forbindelse til gården. Hvor landsbyens placering på landsbyjorden og gårdene beliggenhed i landsbyen tillod det, valgte man gerne en stjerneudskiftning. Både Ugelbølle, Følle og Skrejrup er stjerneudskiftet. I landsbyfællesskabets tid, før udskiftningen, var den dyrkbare jord blevet fordelt efter et sindrigt, men retfærdigt system hvor den enkelte bonde havde sine jordlodder liggende spredt ud over hele landsbymarken. Det betød mange små, oftest lange, agerstrimler, og det betød en meget lidt rationel dyrkning. Til gengæld var der ingen fordring på store sammenhængende markenheder, og landbrugslandskabet i fællesskabstiden før udskiftningen har da også været meget»spraglet«, uens og på sin vis tilfældigt. Udskiftningens mest umiddelbare resultat, når man så ud over markerne, var fremvæskten af et langt mere geometrisk ordnet landskab, hvor kileformede jordstykker blev afgrænset af lange, lige diger eller hegn. En helt klassisk stjerneudskiftning, som man har foretaget den i landsbyen Skrejrup. Ager- og engjord har været jævnt fordelt over landsbyjorden, så det har ikke været nødvendigt at supplere med tillægsjord her og der. Hver gård har fået et helt regulært»stykke af kagen«.!!!!!

28 En amtsvej I midten af 1800-tallet var tiden kommet til at udbygge vejnettet i Jylland med nye hovedlandeveje (statslige) og nye amtsveje (amtslige). I forhold til i den øvrige del af riget, kom vejbyggerierne på Djursland sent igang. På Djursland blev der lavet re nye amtsveje: Århus-Grenå, Randers-Grenå, Ebeltoft-Grenå og Randers-Ebeltoft. Århus-Grenå, som er den af de re nye amtsveje, der har interesse her, blev færdig i 1856 hvad angår strækningen mellem Kalø og Skødstrup. Fra midten af 1850 erne og frem blev den nye amtsvej fra Århus til Grenå den akse, som udvikling og vækst i området drejede sig om. Før den nye amtsvej blev åbnet i midten af 1850 erne eksisterede der en ældre landevej mellem Århus og Grenå. Den gamle landevej løb tæt på kysten, steg ved Følle Mølle op over randmorænen og fortsætte ned mod Rodskov efter at have passeret tæt forbi Kalø gods. Denne ældste Århus-Grenå landevej eksisterer den dag i dag og er på strækningen mellem Vosnæsgård og Følle Mølle en mindre asfalteret landevej, mens den fra Følle Mølle og op til Kalø Hovedgård henligger som en meget pittoresk og populær stiforbindelse forbi det gamle Rønde. På kortet over Gl. Rønde i tiden omkring udskiftningen fremstår vejen som en ganske bred vej der på væsetnlige dele af strækningen er afgrænset af stendiger. Den gamle Århus-Grenå landevej på strækningen mellem Følle Mølle og Rønde by. Vejen er både en populær lokal sti og en del af den regionale vandrerute Molsruten, der på sin side indgår i den europæiske E1- ernvandrerute fra Grävelsjön i Sverige til Castellucio i Italein. Eksport af stude var i ere århundreder en hovedindtægtskilde for herregårdene. I løbet af 1800-tallet begyndte bønderne også at sælge levende kvæg bl.a. til århusslagterne, der kom til de markeder, som (ulovligt) blev afholdt ved Løgten Bugt. Det sjældne billede herover kunne meget vel vise en drift af kvæg til Århus. Kvæg som blev handlet til ernere destinationer som fx Lübeck, Norge, Sverige eller Holland, blev udskibet fra et moleanlæg i bunden af Løgten Bugt. Foto: Rosenholm Egnsarkiv. Der var også en anden gennemgående, men formodentlig knap så benyttet vej gennem området. Den forløb oppe på randmorænen tæt på vandskellet og er antagelig identisk med den gamle forbindelse mellem Kalø og Viborg.»Forbindelse«er vel i denne sammenhæng det rigtige ord, al den stund at der»ingen klar vejbane (var) mellem Hornslet og Rodskov. Tra kanterne måtte sno sig uden om bøndernes agre, hvor det var lettest at komme frem«som Sigrid Bak skiver i sin indsigtsfulde beretning om Århus-Grenålandevejens historie.