DEN NY VERDEN 2004:3 Vrede unge mænd?

DEN NY VERDEN 2004:3 Vrede unge mænd? 1

Karen Tranberg Hansen Gudsfrygt og fremtidsplanlægning i Lusaka, Zambia Zambias vanskelige økonomiske situation har mange negative virkninger på unge menneskers dagligliv. Arbejdsløshed og boligmangel begrænser mange unge mænds muligheder for social mobilitet og ægteskab i hovedstaden Lusaka. De unge føler sig lukket ude. Men de taler også om Lusaka som døren til en større verden der er fuld af muligheder, som de gerne vil have adgang til. Mange unge mennesker arbejder aktivt på at overskride de vilkår, som begrænser deres liv. Disse generelle betragtninger beskriver by-situationen for unge mennesker på tværs af klasse i Zambia. De har baggrund i et tværfaglige forskningsprojekt Youth and the City: Skills, Knowledge, and Social Reproduction. I Lusaka har jeg hvert år fokuseret på et forskelligt emne: 2001 en baseline survey på tværs af klasse; 2002 observationer om teknisk og faglig undervisning; 2003 deltagelse i kirkesamfund; 2004 politiske spørgsmål samtidig med at jeg har fulgt en gruppe unges oplevelser i hele perioden. Denne artikel drejer sig om unge mænd, som er aktive i pinsemissionske kirkesamfund og deres brug af en spirituel diskurs, som præger deres forhold til byens rum og til fremtiden. Artiklen undersøger, hvad gudsfrygt og fremtidsplaner betyder for disse unge mænd. Gudsfrygt Den første gang jeg hørte om gudsfrygt var i 2002, da to kvindelige hiv/aids vejledere talte med deltagerne i et bilmekanikerkursus på et teknisk/fagligt undervisningscenter for unge, som ikke var blevet færdige med secondary school. Jeg deltog i forskellige kurser (for eksempel automekanik, skrædderarbejde, hotelbranchen og madlavning) for at komme tættere på de unge. Gudsfrygt kom op, da rådgiverne diskuterede, hvordan man kunne undgå at få aids. De unge mænd gjorde grin med kondomer. Alick, en 20-årig ung mand, skar igennem og hævdede at han frygtede gud, og at det gjorde ham i stand til at afholde sig fra sex. Han var aktiv i ungdomsgruppen i Grace Ministries, en pinsemissionskirke. Ved en anden lejlighed fortalte han mig om sit store behov for selvkontrol fordi, DEN NY VERDEN 2004:3 Gudsfrygt og fremtidsplanlægning 63

DEN NY VERDEN 2004:3 Karen Tranberg Hansen 64 som han udtrykte det, jeg har gudsfrygt. Der var andre studerende, som snakkede om afholdenhed. En 19-årig tømrerlærling forklarede, at veninder forstyrrer vores liv. Mange af de unge mænd beklagede sig over, hvor svært det var at afholde sig fra sex, samtidig med at de var ved at forberede sig på at blive voksne. Men hos unge mænd som Alick fandt jeg meget mere målrettede fremtidsplaner end hos de unge mænd, som ikke deltog aktivt i pinsemissionske kirkesamfund. Disse unge mænds beslutsomhed og den måde, hvormed de forholdt sig til livet i Lusaka, var så markant, at jeg bestemte mig for at undersøge nærmere, hvordan en religiøs orientering kunne påvirke den måde unge mennesker organiserer deres planer og aktiviteter på i bymiljøet. Hvordan organiserer medlemmer af pinsemissionske kirker deres sociale liv, og hvordan bruger de byen? Den religiøse scene i Lusaka Der er flere og flere, der går i kirke i Zambia. Evangelical Fellowship of Zambia (EFZ) (en gruppe af evangeliske kirker, oprindeligt etableret af baptister, men som i dag omfatter et stort antal pinsemissionske grupper) undersøgte kirkegang i Lusaka i 1993 og 2002. De katolske kirker har altid tiltrukket flest kirkegængere, efterfulgt af New Apostolic Church og EFZ kirker. New Apostolic Church havde oplevet den største stigning i kirkegængere, fulgt af katolikker og syvendedagsadventister. EFZs undersøgelse viser, at det er kristendommen generelt som vinder udbredelse, ikke specielt de pinsemissionske grupper. Den katolske kirke, som begyndte missionsaktiviteter i Zambia i 1880erne (Rotberg 1965), er i dag den største i Zambia både hvad angår antal tilhængere og økonomiske midler. Midt i 1990erne var the United Church of Zambia (UCZ), som er en sammenslutning af protestantiske kirker, den næststørste med hensyn til antal medlemmer. The New Apostolic Church (NAC) er det tredjestørste kirkesamfund. NAC kom til Zambia fra Syd Afrika i 1928 og er vokset konstant gennem 1980erne; mellem 1982 og 1996 steg antallet af medlemmer således med over 400% (Gifford 1998, 184-185). Jehovas Vidner (JV) har mange tilhængere og er voksende; det antages, at JV udgør en større del af befolkningen i Zambia end i noget andet land (Gifford 1998, 186). Syvendedagsadventisterne har også mange tilhængere. Sidst men ikke mindst er der de evangeliske kirkesamfund, som omfatter grupper, der har været aktive i Zambia i mange år, for eksempel baptister og i de senere år et voksende antal pinsemissionske grupper. Da Frederick Chiluba blev præsident i 1991 og udnævnte Zambia til at være en kristen nation, voksede antallet af kirkesamfund. Mange af de nye grupper ligger i deres orientering langt fra de konventionelle kirkesamfund.

Nogle af dem har lokal baggrund, mens andre finansieres gennem midler fra USA, Canada, Storbritannien, Tyskland og Sverige. Mange af de nye pinsemissionske samfund går ind for Faith gospel, som også fremføres af udenlandske tele-evangelister på Zambia National Broadcasting Corporations kristne kanal. Mange af disse evangelister prædiker frelse gennem velstand. Sammen med denne vækst i kirkesamfund er der opstået nye forsamlingstyper, såsom vækkelsesmøder, de såkaldte crusades (korstog) og mirakelcentre. Paul Gifford skriver i sin oversigt over den religiøse scene i Zambia i sidste halvdel af 1990erne, at selv om de pinsemissionske kirkesamfund ikke er legalt forpligtet til at fremme udvikling, så er mange af dem aktive på udviklingsfronten, specielt med fokus på børn og andre socialt udsatte grupper. I Zambia har disse kirkesamfund indtil videre ikke tiltrukket nogen større interesse fra forskerside. I nabolandene Malawi og Zimbabwe er der interessant forskning om de nye kirkesamfund, som allerede har tiltrukket en del opmærksomhed i Vestafrika (Marshall 1991; Maxwell 1998; Meyer 1998; van Dijk 1998). De konventionelle kirkesamfund i Zambia har længe været socialt engageret på skoler og klinikker og i de seneste år i mange forskellige ungdomsaktiviteter (Carmody 1999). Fra først i 1990erne og tidligere for katolikkernes vedkommende har kirkesamfundene i Zambia talt kritisk ud om mange emner, blandt andet landets forfatning, strukturtilpasningsprogrammer og hiv/aids (Komakoma 2003). Da jeg var i Lusaka i 2003, var der nogle pinsemissionske biskopper som tiltrak sig stor opmærksomhed ved at kritisere tv reality showet Big Brother Africa for at være umoralsk. Det lykkedes dem dog ikke at få dette show forbudt. Sammen med tre assistenter forsøgte jeg i 2003 at lære mere om, hvorfor unge mennesker involverer sig i kirkesamfund. Vi fokuserede på de tre bydele, hvor vi havde afholdt projektets base-line survey i 2001. Disse bydele varierer fra meget fattige over middelklasse til velstående. Vi besøgte forskellige kirkesamfund og deltog i ungdomsaktiviteter og møder. Derudover fokuserede vi på tre meget populære pinsemissionske kirkesamfund, som tiltrækker middelklassefolk, der er på vej op ad den sociale rangstige: the Northmead Assemblies of God, Bread of Life International og Winners Chapel, hvor vi deltog i gudstjenester og sociale aktiviteter. Vi besøgte også mange andre kirkesamfund. De unge mennesker, som var aktive i de veletablerede kirkesamfund i Lusaka, kom i det store og hele fra hjem, hvor en af forældrene/formynderen var medlemmer. Dette gjaldt for eksempel UCZ, the Evangelical Church of Zambia, the African Methodist Episcopal Church og Zambia Assemblies of God Africa. Det står i modsætning til de unge, der gik i pinsemissionske kirker, for eksempel Bread of Life International, Winners Chapel, Word of Life, og Northmead Assemblies of God, og som personligt havde valgt at slutte sig til disse kirkesamfund inden for de sidste tre-fire år. Kun Northmead Assemblies havde et vist antal unge DEN NY VERDEN 2004:3 Gudsfrygt og fremtidsplanlægning 65

DEN NY VERDEN 2004:3 Karen Tranberg Hansen 66 medlemmer, som var vokset op med dette kirkesamfund. Kort sagt, er nogle unge loyale over for det kirkesamfund, de er vokset op med, mens andre skifter tilhørsforhold. De unge tilskyndes til at skifte tilhørsforhold efter besøg i kirkesamfund, som venner og bekendte tilhører, af nysgerrighed og efter at have set tv shows. En af de vigtigste attraktioner er prædikenen og gudstjenesten. Prædikenen har en interaktiv stil i en dialogform med spørgsmål og svar. Mange pinsemissionske præster og biskopper er karismatiske og gode til at optræde. I gudstjenesten er der musik, meget ofte gospel musik på engelsk med elektrisk keyboard, guitar, og trommer som sendes via højtalere, med korsang, fællessang, og frem for alt individuel lovsang og bøn, både som begyndelse og afslutning og ofte i tunger. Denne rige andagtsatmosfære skaber en fornemmelse af, at Gud er nær, som betager folk og fylder dem med Guds ånd. Det er også et miljø, hvor pastoren eller biskoppen og deres assistenter, som aktivt forsøger at tiltrække nye besøgende til menigheden, giver alle en følelse af at høre til. Mange unge mennesker oplever denne atmosfære som imødekommende og åben. Uanset om de går i den kirke, som de er vokset op med, eller om de har sluttet sig til en pinsemissionsk kirke, får unge mennesker på forskellige stader i livet ikke helt det samme ud af deres kirketilhørsforhold. Mange unge under tyve år talte om, hvor stor pris de satte på aktiviteter lige fra korsang og bibelstudier til udflugter og internater. Med andre ord, nogle kirker sørger for at holde de unge beskæftigede. Nogle af disse unge var enormt glade for at synge i kor, især lovsang, og for at spille teater. De unge, der var over tyve, talte derimod mere om åndelighed. Selv om de ikke deltog i helt så mange aktiviteter som de lidt yngre, så påvirkede deres tro og åndelighed andre aspekter af deres dagligliv både på hjemmefronten og ude, lige så vel som på arbejdspladsen og i fritiden. Åndelighed betød ikke specifikke aktiviteter men snarere en holdning; et livssyn. En 23-årig piges forklaring var ikke usædvanlig. Hun var holdt op med at gå i UCZ og havde sluttet sig til Bread of Life International, da hun begyndte at læse på universitetet. Hun sagde: Jeg har hørt sandheden og lever i overensstemmelse med Guds ord; denne åndelige vækst hjælper mig med at sætte tingene i perspektiv, mens jeg går på universitetet. Tro og frygt Alle disse kirker er autoritære, uanset hvilken retning de står for. De lægger vægt på moral, ansvar, disciplin og hårdt arbejde. De er hierarkiske og oftest domineret af mænd. I de fleste af disse kirkers organisation udgør kvinderne en støttegruppe, bortset fra når det drejer sig om læg aktiviteter. I disse kirkers familiemodel er ægteskab en forløber for at få børn og manden har ansvar for hjemmet og sørger for kone og børn.

Men de pinsemissionske kirker har noget ekstra: gudsfrygt. I deres teologi bliver man født igen, frelst, når man har tilstået sine synder. Med denne tro på Gud, accepterer man Bibelen som Hans ord og anser den for at styre ens liv. En 22-årig mandlig universitetsstuderende, som var vokset op med den katolske kirke, udtrykte det på følgende maade: Guds salvelsesfulde ord holder én fast. For Gudsfrygt betyder tro på en Gud, som ser alt. En af de unge genfødte mænd sagde, at gudsfrygt får en til at følge Hans principper, som de er fremstillet i Bibelen. Når man er fyldt af Helligånden og frygter Gud, så har man styrke til at afstå fra visse handlinger. Derfor begynder al viden i gudsfrygt. Mange af de unge mænd jeg talte med refererede til Prædikerens Bog (kapitel 7, vers 18-20) for at underbygge denne opfattelse. De kan deres Bibel udenad. Med Gud, fortsætter de, er alt muligt, og det giver os masser af håb. Han er forsørgeren. Han har en plan med dig. Hvis man lever i overensstemmelse med Hans ord, vil ens forventninger blive til virkelighed. Denne tro giver vilje og styrke til at gå videre. Kort sagt, man bliver både tilskyndet til og i stand til at handle gennem den tro, som gudsfrygten styrker. Gudsfrygt muliggør den succes, som mange pinsemissionske præster og biskopper lover deres menigheder. Det er derfor, at gudsfrygt letter det pres, som mange unge mænd som Alick oplever i samvær med jævnaldrende, og som begrænser deres råderum. Gudsfrygt frigør dem i den forstand, at den sætter dem i stand til at udforme deres egen fremtid. Ens handlinger begrænses ikke ved, at man underordner sig Guds myndighed, sætter ham først i alle beslutninger og ikke bare følger i de andres spor. Tværtimod er det er frigørelse, fordi det er ens egen beslutning ikke at gøre, hvad andre gør eller at gøre det på en anden måde. Den selvrespekt, som gudsfrygten fremmer, giver åndelig styrke, så man kan tage vare på sig selv og have kontrol over sin krop i forskellige situationer, også i forhold til unge piger. Veninder Zambias økonomi er i en dårlig tilstand. Det er derfor måske ikke så overraskende, at det pinsemissionske dogme om tro og frygt med dets betoning af Guds fremadrettede styre tiltrækker unge mellem 15 og 25 år, hvis fremtid er under udformning. Men hvad betyder gudsfrygt for unge mænd som Alick, der er i deres seksuelle aktive alder og som siger, at de forsøger at afholde sig fra sex? For at besvare dette spørgsmål må vi tage højde for vidt udbredte kulturelle forestillinger i Zambia, som former mandighed som heteroseksuelt og seksuelt begær som naturligt og svært at kontrollere og derfor som et behov der udøves aktivt og aggressivt både i og uden for ægteskabet (Ndubani 2002). Denne aggressive mandighed muliggøres i en vis forstand af Zambias dob- DEN NY VERDEN 2004:3 Gudsfrygt og fremtidsplanlægning 67

DEN NY VERDEN 2004:3 Karen Tranberg Hansen belte legale system bestående af moderne (constitutional) lov og såkaldt traditionel (customary) lov fordi customary lov tillader mænd at have mere end én kone. Denne legale dobbelthed erkender mænds behov for sex og understøtter den aggressive mandighed, som er kernen i forestillingen om en rigtig mand. Unge mænd, som ikke har midler til selv at holde hus, har et problem, fordi ægteskab og reproduktion tilsammen udgør normen for acceptable seksuelle forhold. Kirken siger, at de unge mænd skal være afholdende. De ved, at de lever i en tid, der er præget af dræbersygdommen aids. Men de føler sig presset til sex af deres jævnaldrende, af medierne og gennem mange andre påvirkninger, som dikterer hvordan en rigtig mand opfører sig i Zambias bymiljøer (Ndubani 2002). De fleste unge mænd, jeg talte med på undervisningsinstitutionen i 2002, havde veninder. Alick gjorde det helt klart, at han havde en veninde, men ikke en kæreste. I modsætning til pigerne skelnede mange af de unge mænd mellem veninde og kæreste/forlovede. En 25-årig civilingeniør, som gik til gudstjeneste i Bread of Life International, sagde: Der står ikke sex på mit program. Han og hans veninde havde været gode venner i 11 måneder. De unge mænd forklarede, at veninder er venner og at kærester/forlovede er seksuelle partnere. De beklagede sig over, at veninder vil have sex, fordi de unge piger, ifølge disse unge mænd, er ude efter at blive gift med den hensigt at blive forsørget. Mange unge piger betragter sex som en forløber for ægteskab. Når unge mænd tror, at de unge piger har denne holdning, er det ikke spor overraskende, at de betragter dem som rovdyr på udkig efter bytte. Ud fra den synsvinkel lægger unge kvinder pres på de unge mænd. I det fattige boligkvarter Kalingalinga, hvor jeg i 2001diskuterede forhold til piger med en gruppe fodboldspillere mellem 18 og 21 år, fortalte de, hvor svært det var at holde sig væk fra piger. Der er en hel række af dem, sagde en af de unge mænd, man må have mange (Hansen 2003, 39). Mange af de unge mænd og kvinder i vores undersøgelse både i konventionelle og pinsemissionske kirker som havde venner af modsat køn, hævdede at de afholdt sig fra sex. Som forklaring angav de deres frygt, både for Gud og for aids. Men at påstå at man er afholdende i et interview, er selvfølgelig ikke det samme som at afholde sig fra at praktisere sex. En 24-årig mandlig ingeniør sagde: Der er fristelseer, så vi må være stærke. Unge mennesker fra mange forskellige kirkesamfund, som sagde at de var forlovede, fortalte at de brugte kondomer som beskyttelse mod uønsket graviditet og aids. Det kritiske spørgsmål for disse unge var ikke sex men snarere kondomer. Fra deres synsvinkel fjerner forlovelse maaske det syndige stigma og legitimerer sex. Fem-års planer og andre projekter 68 Hvordan overkommer unge mænd, som f.eks. Alick, der er under uddannelse og afhængige af forældre eller formyndere, udfordringen mel-

lem afholdenhed og begær? Den kulturelle forventning om, at mænd er ansvarlige for hjemmet, tyngede enormt på disse unge mænd. Steven, den 19-årige tømrerlærling, som sagde, at veninder forstyrrer vores liv, fortalte mig med en formulering jeg tidligere kun har hørt fra unge piger at han forsøgte at holde på sig selv. Han sagde, at han ville bruge fem år på sig selv og ikke gifte sig, før han havde bygget et hus og anskaffet alt til hjemmet; derefter ville han være klar. Han og Alick talte med begejstring om, hvordan de ville organisere deres liv, styrke sig selv, have et program, og opnå deres mål gennem træning og kurser. I deres målrettede forklaringer på, hvordan de gerne vil leve i fremtiden, stod helt specifikke forestillinger om rum (f.eks. et hus med indendørs toilet), ting (f.eks. et klædeskab), og sociale relationer (f.eks. en kone og ikke mere end to børn) for en helt anderledes livsform end deres nuværende levevilkår. De materielle objekter, der er centrale i deres forestilling, medvirker til at skabe den slags sociale relationer, som disse unge mænd forestiller sig i deres fremtid: parforhold, familieliv og socialt samvær og interaktion. Pinsemissionsk tro og gudsfrygt hjælper disse unge mænd med at skabe, om end midlertidigt, en mandighed som er anderledes end den seksuelt aggressive mandighed, der er så almindelig i Zambias bymiljøer, og som er disciplineret, omhyggelig og hårdtarbejdende. Nogle unge mænd, som en søndag deltog i et ungdomsmøde ved Northmead Asemblies of God, sagde, at der er alt for mange barer og diskoteker i Lusaka, eller som en af dem udtrykte det, mindst to barer for hver kirke. Det er meget let at være letsindig og fare vild. Det indprentes den pinsemissionske ungdom at være alvorlig, arbejde hårdt, planlægge, og ikke give efter for sine lyster. At give efter har at gøre med druk, rygning, narkotika og tilfældig sex. De unge piger, som var aktive i pinsemissionske ungdomsaktiviteter, påkaldte også Gud og Bibelen men ikke helt på samme måde som de unge mænd. Nogle af de unge piger prøvede at være ansvarlige og påpasselige, men deres forsøg på at efterleve principperne blev let udfordret. At være en ung pige i Lusaka, betyder at man enten skaber eller ødelægger sit liv, sagde en 17-årig pige på et skrædderkursus, som gik til Church of Life kirken i Kalingalinga. Hvad angår livet i Lusaka for piger, så er der alt for megen konkurrence, sagde en anden 17-årig pige, som lige var blevet færdig med secondary school og regnede med at skulle begynde at læse jura ved universitet. Mange andre unge piger som sagde, at der er alt for mange fristelser i Lusaka, var af samme opfattelse. Der er masser af konkurrence, der foregår for meget, tempoet er for hurtigt, og man må være med på det sidste. De unge pigers hyppige omtale af fristelser og mode drejer sig om forbrug og en livsstil, der ligger langt væk fra deres nuværende situation. Pinsemissionsk tro giver dem, der tror, respekt for sig selv, overbeviser dem om, at de kan nøjes med det de har, og at de kan opnå deres ønsker gennem disciplin og hårdt arbejde. Fordi der er så meget man gerne vil DEN NY VERDEN 2004:3 Gudsfrygt og fremtidsplanlægning 69

DEN NY VERDEN 2004:3 Karen Tranberg Hansen 70 have, bliver man nødt til at være disciplineret, ellers er der bare prostitution, sagde en 25-årig pige fra Chilenje South, et middelklasse-boligområde. En 24-årig pige, som deltog i koret og i ungdomsaktiviteter ved Zambia Assemblies of God Africa i det samme boligområde, udtrykte dette således: Man bliver nødt til at arbejde hårdt, så man passer på sig selv og lader sig nøje med det man har; ellers begynder man at opføre sig forkert, for at man kan gå i smart tøj, købe en mobiltelefon, og så videre. Det vil sige, at unge piger udtrykker det pres de er under til at have sex for penge gennem deres ønsker om forbrugsvarer og livsstil. Når de siger, at der er alt for mange fristelser i Lusaka, taler de om hvor let penge og sex kan komme til at ødelægge deres håb om forbedrede levevilkår. Begær og parforhold handler om to forskellige, men konventionelt forbundne, dimensioner i unge menneskers liv, som dagligdagens pres og fremtidens udfordringer let kommer til at blande sammen. Unge pinsemissionske mænds og kvinders udsagn om bylivets udfordringer og fristelser beskriver Lusaka som en klart kønsopdelt moralsk topografi over, hvad der er godt og ondt. De unge piger er meget mere ambivalente end de unge mænd, måske fordi de er under større pres for at have sex, end de unge mænd er. Når de unge mænd betragter disse unge piger som rovdyr, der er ude efter sex, så anser de slet ikke de jævnaldrende piger fra deres eget miljø som del af deres ægteskabs-marked. De unge mænd der påkalder gudsfrygt, udsætter og underordner deres seksuelle begær i forhold til deres planer om gradvist at forberede sig til den ansvarlige rolle som voksen mand, hjemmets overhoved og forsørger. Afslutning I deres diskussion af de nye kirker i Kenya foreslår Shorter og Njiru (2001, 111), at de repræsenterer en religiøs genvej til magt, hurtig succes og økonomisk vækst. Gifford bruger omtrent de samme ord i sin oversigt over kristendommens offentlige rolle i Afrika. I sin forklaring på kirkens store betydning i Zambia peger han på landets særlige økonomiske sammensætning: Industrisektoren kontrolleres af udlændinge og handelssektoren af asiater. I den forstand, fortsætter han, er politiet, civiletaterne og kirken de eneste sektorer, som er åbne for zambianere (1998, 221, min oversættelse). Det er rigtigt, at mange i Zambia vil påstå, at det er penge og det rigtige navn/forbindelser, der får økonomien til at fungere. Men sådanne udsagn tager ikke religiøs tro alvorligt. Bayart er mere konstruktiv. Han foreslår, at de nye religiøse bevægelser er med til at udforme de troende som moralske væsener gennem den måde, hvormed de forholder sig til verden (1993, 304). Vi bør altså tage religiøs tro alvorligt, som jeg har forsøgt det her, og undersøge, hvordan tro gør en forskel for unge menneskers engagement i bylivets udfordringer i stedet for at affærdige religiøs tro og give det

økonomiske forklaringer. Mine foreløbige observationer tyder på, at pinsemissionsk teologi byder på en strategi for livet i storbyen, der appellerer til unge mennesker i deres formative alder. Troen på, at Gud er ens personlige frelser og at Han har en plan for én, får én til at opføre sig endnu bedre. Denne tro, som er kernen i gudsfrygt, giver unge mænd som Alick styrke til at ønske at leve deres eget liv og, i hvert fald midlertidigt, til at afholde sig fra sex. Den senere tids forskning om pinsemissionske kirker andre steder i Afrika har gjort meget ud af det skel, som disse kirkesamfund angiveligt sætter mellem deres tilhøreres interesse i traditionelle og moderne livsformer (f.eks. Lauterbach 2000; Meyer 1999; van Dijk 1998). Dette brud med det traditionelle siges at sætte tilhængere af pinsemission i stand til at afvise tro på trolddom, udfordre de ældres autoritet og at placere sig selv på en opadgående økonomisk bane. De unge pinsemissionske kvinder og mænd, som jeg har givet en beskrivelse af her, påkaldte hverken trolddom eller dæmoner, når de talte om deres liv før og efter, at de begyndte at tro på Helligånden. De beskrev bruddet i forhold til synd: Førhen opførte jeg mig ikke rigtigt ; jeg plejede at give frit løb for mine lyster. Selv om sådanne udsagn ikke udgør en klar kritik af det zambianske samfund og dets institutioner, som har lukket så mange unge mennesker ude, så er de ikke desto mindre kommentarer om, hvordan det at være frelst sætter unge mennesker i stand til at tage hånd i hanke med deres eget liv. Gudsfrygt udstyrer disse unge mennesker med evner og strategier på et bestemt stade i deres liv. Det giver plads til deres individuelle stræben og skaber et rum, hvor de unge kan udforme en anderledes vej til at blive voksne mænd end gennem den aggressive seksualitet, som er så karakteristisk for den hegemoniske mandighed i Zambia. Karen Tranberg Hansen er professor i antropologi ved Northwestern University, Evanston, Illinois, USA Litteratur Beall, Jo (2002): Globalization and social exclusion in Cities. Framing the debate with lessons from Africa and Asia, Environment and Urbanization vol. 14, no. 1: 41-51. Bayart, Jean-François (1993): Conclusion. La cité culturelle en Afrique noire, i Religion et modernité politique en Afrique noire, ed., Jean-François Bayart, Paris: Karthala. Carmody, Brendan (1999): Education in Zambia. Catholic Perspectives, Lusaka: Bookworld Publishers. Evangelical Fellowship of Zambia (EFZ) (2002): Lusaka urban church survey 2002. Exposing the unevangelised localities and people in Lusaka city, Lusaka: EFZ. DEN NY VERDEN 2004:3 Gudsfrygt og fremtidsplanlægning 71

DEN NY VERDEN 2004:3 Karen Tranberg Hansen Gifford, Paul (1998): African Christianity. Its public role, Bloomington: Indiana University Press. Hansen, Karen Tranberg (2003): Target group interventions among youth in Zambia: Research constructions and social life, Anthropology in Action vol. 10, no. 1: 34-41. -----. n.d. Getting stuck in the compound: Some odds against social adulthood in Lusaka, Zambia, Submitted to Africa Today. Komakoma, Joe (2003): The social teachings of the Catholic bishops and other Christian leaders in Zambia. Major pastoral letters and statements 1953-2001, Ndola: Mission Press. Lauterbach, Karen (2000): Genfødsel i Ouagadougou, Speciale, Internationale Udvivklingsstudier, Roskilde Universitetscenter, Roskilde. Marshall, Ruth (1991): Power in the name of Jesus, Review of African Political Economy, vol. 52:21-37. Maxwell, David (1998): Delivered from the spirit of poverty?: Pentecostalism, prosperity and modernity in Zimbabwe, Journal of Religion in Africa vol. 28, no. 3: 350-373. Meyer, Birgit (1999): Translating the devil. Religion and modernity among the Ewe in Ghana, Trenton N.J.: Africa World Press. Ndubani, Phillemon (2002): Young men s sexuality and sexually transmitted infections in Zambia, Ph.D.-afhandling, Division of International Health, Karolingska Institutet, Stockholm. Rotberg, Robert (1965): Christian missionaries and the creation of Northern Rhodesia 1880-1924, Princeton: Princeton University Press. Shorter, Aylward, and Joseph Njiru (2001): New religious movements in Africa, Nairobi: Paulines Publications Africa. van Dijk, Rijk (1998): Pentecostalism, cultural memory and the state: Contested representations of time in postcolonial Malawi, in Memory and the postcolony. African anthropology and the critique of power, ed. Richard Werbner, London: ZED Books. 72