21.05.2012 INTERVIEV MED ELIN MARIA BRUUN NYSTEDT_SOLO12 I ÅRHUS KUNSTBYGNING Elin Maria Bruun-Nystedt i Århus Kunstbygning. (Foto: Jens Møller) Fra 1. april 29. april 2012 kunne man opleve Elin Maria Bruun-Nystedts soloudstilling Marcipane Crème i Århus Kunstbygning. I en række videoer samt udstilling af overdådige kager nogle ikke ægte hele vejen bliver man ført igennem forskellige aspekter af kagebagning og pyntning som et tids- og samfundsfænomen samt som et omdrejningspunkt for udforskning af identitet. Under de tilsyneladende uskyldige lag af flødeskum gemmer sig her interessante spændinger mellem nydelse, skam og selvkontrol, erotik, tryghed og nostalgi. I en række film med fokus på kaffens rolle i arbejdslivet udforsker Elin Maria Bruun - Nystedt desuden problemstillinger om forholdet til job og kollegaer. Herunder sociale spil, magtrelationer, solidaritet og eksklusion. Elin Maria Bruun-Nystedt (f. 1979) er uddannet billedkunstner ved Konsthögskolan i Umeå / Umeå Academy of Fine Arts, 2008 2011 samt Danmarks Radios Talentværksted 2006. Bor og arbejder i Stockholm, Sverige. Har udstillet på gallerier og kunstfestivaler over en stor del af verden samt på Kunstnernes Påskeudstilling i 2007 og på SPRING 2009 i Århus Kunstbygning. Hendes udstilling på SPRING var grundlaget for invitationen til at udstille på årets SOLO 2012. AF TRINE RYTTER ANDERSEN Hvilken rolle spiller kroppen i dit værk? Da jeg startede med at lave video, var det gerne dansevideoer, hvor kroppen selvfølgelig var mere synligt "på", end den er nu. Eller - jeg har længe haft sådan en ting med munde. Der er mange af mine værker, der kredser om mad, og den her tyggende mund blev ved med at komme igen, så det var meget naturligt at lave et værk, der kun fokuserede på netop dét. Der er ellers rigtig meget hjerne og tanke og ord i mine værker, og
på den måde er det interessant at have kroppen med som en modvægt og lade den danne sit eget ordløse halv-erotiske betydningslag. Kommenter på ambivalens som et vilkår i nutiden! Jeg er til en hver tid klar til at vedkende mig min relativistiske tilgang til snart sagt alting. Efter Guds død, Fortællerens død, Derridas død og hvem, der ellers er død, er ambivalensen et oplagt livsvilkår. Du har også i tidligere værker inddraget din egen kvindelighed og egen rolle som famlende husmor. Fx i værket Strik en puddel, hvor du strikker tøjdyr og undervejs frustreres over din egen manglende formåen i forhold til at følge en strikkeopskrift fra et kvindemagasin fra 1952. Hvad ser du din usikkerhed som et udtryk for rent personligt og i et samfundsmæssigt perspektiv? Der var nu også en strikkeopskrift fra 2008 med i det tidligere værk,du nævner, hvilket ikke er helt uvæsentligt... Det er rigtigt, at jeg i mange af mine værker - både nyere og ældre - har udstillet og dermed også forstørret min egen usikkerhed. Jeg er generelt fascineret af menneskets mange forskellige mere eller mindre mislykkede strategier i jagten på lykken... Det søde liv, kunne vi måske sige, nu det handler om kager i udstillingen. Drømmen om at være bedre, klogere og mere harmonisk, men ikke kunne leve op til sine egne idealer, eller ikke være sikker på, om man gør det rigtige. Sådan tror jeg, der er mange, der har det. Er din kunstpraksis dybt personlig og bygget op omkring en udforskning af din egen kvinderolle - eller anvender du i højere grad dig selv som en aktør/ et redskab til at illustrere end pointe? Der er måske lidt af begge dele, men jeg fortrækker at se mig selv mere som et slags redskab, hvor mine små hverdagsfunderinger bliver en slags 'dummy' for hele menneskeheden, eller i hver fald mennesker fra vores egen trygge vestlige smørhulscivilisation. Det er en strategi, der på en gang er ydmyg og prætentiøs. Hvorfor ligger dit nedslag på en antikveret husmorrolle, der passer ind i 60 erne, frem for på en moderne husmorrolle, hvor kvinder forsøger at balancere mellem mange forskellige roller i deres hverdag. Jeg ved ikke, hvor antikveret 50-60'er husmorrollen egentlig er. Der er jo kvinder i dag, der vælger erhvervslivet fra og ser det som et livskald eller et slags alternativt job at skabe en tryg og økologisk bæredygtig hverdag omkring børnene. Der var en undersøgelse på www.familjeliv.se der viste, at 50% af de kvinder, der deltog i undersøgelsen, drømte om at blive hjemmegående. Det er jo et helt vildt højt tal, selvom det kun spejler læsernes holdning på det her specifikke site. Jeg synes, det er oplagt at delvis tolke nutidens husmor-mode i lyset af mange moderne kvinders tørst netop efter balance og lidt færre roller at jonglere rundt med. Hvad er det, du vil sige til nutidens kvinder gennem dit tilbageblik? Ser du en tendens i nutiden, der omfavner det gamle ideal? Det er jo ikke et tilbageblik, jeg er alene om. New-look inspireret stil er ved at være hipt indenfor tøjbranchen. Der er tusinder af webblogs, der handler om strik og kager (google sorterer nok i mine søgeresultater, med alligevel). Jeg har ikke fulgt den danske debat så nær, men i Sverige har der været meget snak om den ældre dame 'tanten', og hvilke idealer hun står for: Anti-madspild, anti-stress og stilfærdig power a la Katrine i Matador. På den måde bliver husmoderen en tom form: En nyskabt, men nostalgisk arketype, som vi kan fylde med vores egne drømme, snarere end hun er et udtryk for en faktisk historisk kvinderolle. Det virker, som om du måler dig selv op ad datidens standarder for godt husmorskab. Hvad lærer du i den proces om dig selv? Hvis man måler sig op mod et ikon, kommer man naturligvis til kort...og jeg er jo som sagt meget interesseret i dynamikken bag fiaskoer, så på den måde er det en meget givende strategi. Der er jo også det interessante ved husmoren, at hun er et så stærkt symbol, at hun nemt stjæler fokus. Hun er selvfølgelig en del af mit univers og derfor også med i denne udstilling, men jeg har også et ønske om at se tingene i et videre perspektiv. Kagens perverterede egenskaber af overdådighed og unyttighed kan ff. ikke forklares med husmorretorik. Er udstillingen mest en illustration af en tendens i samfundet eller en kommentar til den? Det er en slags analyse først og fremmest. Jeg har prøvet at dissekere en modetrend - den kagehysteri, vi ser i
øjeblikket, hvor butikkerne bugner af udstyr til muffins og fondantkager og der tilsyneladende ikke bliver spist mindre dessert, selvom der er fedmeepidemi. Kunne du som en konklusion på dit værk og udstilling komme med et bud på, hvad det vil sige at være "husmor" i dag? Vi er alle husmødre inderst inde. Det tror jeg faktisk. Også mændene. På kunstscenen hvem er dine egne kvindelige forbilleder? Jeg relaterer mig ikke særligt stærkt til nogen bestemte forbilleder på kunstscenen. Det er selvfølgelig oplagt at nævne Martha Rosslers videoværk Semiotics of the Kitchen. Jeg ser naturligt også lidt op til de store kvindelige navne som fx Cindy Sherman eller Pipilotti Rist. Men det er ikke deres produktion, jeg i første hånd vender mig til i forbindelse med udviklingen af min egen praksis. Faktisk bliver jeg gang på gang bekræftet i, at jeg har det bedst og laver mine mest velfungerende kunstværker, når jeg vender min fokus væk fra kunstscenen. Det er vel det her med ambivalensen. Tak. Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, 2012, Video. (Foto: Jens Møller)
Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, 2012, Video. (Foto: Jens Møller) Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, 2012, Video. (Foto: Elin Maria Bruun-Nystedt)
Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, 2012, Video. (Foto: Elin maria Bruun-Nystedt) Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, 2012, Video. (Foto: Elin Maria Bruun-Nystedt)
Elin Maria Bruun-Nystedt: Marcipane Crème, 2012, Video. (Foto: Elin Maria Bruun-Nystedt)