Preben Lund Rundt om H.C. Andersen

1 Preben Lund Rundt om H.C. Andersen Denne H.C. Andersen-biografi, opbygget på 8 temaer, har til formål at samle faktuelle oplysninger om Danmarks verdensberømte digter, som paradoksalt nok generelt er misopfattet på en lang række forhold på trods af den kolossale litteratur om ham - og af ham. Det enkelte tema vil søge at komme helt rundt om emnet, så der er mulighed for at fordybe sig i 8 væsentlige sider af H.C. Andersen. Det er min erfaring gennem en omfattende foredragsvirksomhed, at der eksisterer et ret stereotypt billede af digteren, og det må være væsentligt at søge det sande billede af det komplicerede menneske, som nåede så vidt trods de dårlige odds, han havde fra fødslen. I litteraturlisten figurerer en hel del af de forskere og skribenter, som jeg skylder dyb beundring og taknemmelighed for det righoldige kildemateriale, de har efterladt til fordybelse i emnet. Gennem flere årtier har jeg haft inspiration og gavn af den righoldige litteratur, blandt andet i kildelæsning til min første bog om Andersen med titlen "H.C. Andersens virkelighed, et barsk eventyr", og nu til nærværende temahæfter. Det er mit håb, at denne detaljerede fokusering på skarpt afgrænsede emner kunne hjælpe med at få større udbytte af den strøm af litteratur og tv-udsendelser på lands- og verdensplan, der ventes i anledning af 200-året for digterens fødsel i 1805. Tidstavlen efter temaerne skulle fungere som en tidsmæssig oversigt over digterens liv og produktion. Temahæfternes målgruppe er elever i folkeskolens ældste klasser samt gymnasiale linjer. Men de er også rettet mod almindelige læsere, der vil søge et mere nuanceret indtryk af den snart jubilerende digter. Prolog Digteren Thiele fik en dag besøg af den unge digterspire en formiddag i 1820, hvor han sad i et lejet værelse på Gammelstrand og skrev, da det bankede på døren. Thiele fortæller: "Da jeg løftede øjet fra papiret, overraskedes jeg ved at se en opløben dreng af et ganske besynderligt udseende stå ved døren med et dybt teatralsk buk ned mod gulvet. Sin kasket havde han allerede kastet fra sig ved døren, og da han rejste sin lange figur i en forslidt frakke, hvis ærmer ikke kunne nå de udmagrede håndled,

2 mødte mig et par små, kinesiske øjne, der trængte til en kirurgisk operation for at få fri udsigt, bagved en stor, fremragende næse. Om halsen havde han et broget kattuns tørklæde, så fast snøret, at den lange hals ligesom bestræbte sig for at undslippe, kort sagt, en overraskende skikkelse, der blev endnu mere påfaldende, da han med et par skridt fremad og et gentaget buk begyndte sin patetiske tale således: "Må jeg have den ære at udtale mine følelser for skuepladsen i et digt, som jeg selv har skrevet?" Før Thiele vidste af det, var den underlige dreng allerede midt i deklamationen, og da den var forbi, bukkede han og fortsatte uden ophold at spille en scene fra Oehlenschlägers "Hagbart og Signe", derefter - stadig uden ophold - andre scener fra både tragedier og komedier, sluttede af med en af ham selv forfattet epilog, bukkede teatralsk, greb sin kasket og var væk ned ad trappen. Thiele, som var stærkt desorienteret over det mærkelige besøg, fik senere at vide, at visitten var en tak, fordi han havde ydet et bidrag til den indsamling, professor Høegh- Guldberg havde sat i gang; H.C. Andersen gik simpelthen rundt og deklamerede for alle sine velgørere efter tur. Og man må sige, at hans mærkelige udstråling vakte opsigt - og efterhånden gjorde sin virkning.

3 Temahæfte 1 Rundt om Andersen Jeg var mere syg end rask! Hvis man kunne spørge H.C. Andersen, hvordan han havde haft det, mens han levede, ville han med god grund have sagt: "Jeg var mere syg end rask. Hele sit liv levede han en tilværelse i angst og uro, i sygelig sårbarhed og med et elendigt helbred. En fremragende læge, Hjalmar Helveg, gennemgik i 1929 hans sygejournal og udtalte: Han var udtalt psykopat (dvs. i vores sprogbrug sindslidende) med en del tilblanding af hysteriske elementer. Det vil sige på almindelig dansk, at han har haft det forfærdeligt svært med sig selv og sit følsomme sind hele livet igennem. Fysiske lidelser Dertil kommer, at han også fysisk havde en masse problemer. Hans dagbøger er fyldt med klager over helbredet. Hans muskler var ømme, fordi han ikke slappede af. Det går igen i mange, mange breve, at han led af en livslang angst Han følte smerter i underlivet, sandsynligvis af nervøs art. Han havde gigt i hele kroppen, i nakken, i armene, i knæene, hælene og i ryggen. Hvert øjeblik råber jeg AV!, skriver han et sted. Han led livet igennem af hæmorroider med voldsomt blodtab. Han havde adskillige tandbylder. Han en uendelig træthed, også som ung. Da han skrev en samling digte som 23-årig, var han så deprimeret, at han ikke regnede med at leve ret meget længere, og digtsamlingen fik titlen fik titlen: Digte af H.C.Andersen, død 1828!! Hver vinter og sommetider også om sommeren havde han en kraftig hoste, som udmattede ham og tog hans nattesøvn. Det var ikke særligt appetitligt, for der fulgte slim med, og det var han ulykkelig over. Han havde tit hold i nakken. Hans lunger var svage og gav ham flere alvorlige lungebetændelser. Han klagede flere gang over helvedesild. Han fik ringorm i benet.

4 Og så plagedes han af langvarige sår, der ikke ville læges. Og endelig led han i sine sidste år af den leverkræft, som endte med at tage livet af ham et halvt år efter, at han var fyldt 70 år. Det er altså den dagligdag, han måtte tåle. Og samtidig gav han os de mest geniale eventyr, fyldt med liv og humør eller dybsindig livsvisdom. Men hans omgangskreds tog sig bestemt ikke synderligt af hans bestandige klynkeri. Alle var godt trætte af at høre om hans sygdomme. Selv hans bedste ven, Edvard, skrev til ham: De har jo i grunden et udmærket helbred. Deres nervøsitet slår Dem ikke ihjel, den plager Dem kun! Edvard kan ikke mindes, at Andersen har været egentlig syg før de sidste par år, og selv da var han oven senge indtil det sidste. Det han fejlede var nervøsitet for at komme til at fejle noget. Altid uheldig Men dertil kom, at han var konstant uheldig. Engang faldt han ud af sengen på et hotelværelse i Innsbruch og slog sig slemt. En anden gang fik han pegefingeren i klemme i vinduet på en vogndør. Så faldt han over en kuffert på en mørk hotelgang og slog sig slemt Han fik en skive æble galt i halsen og fik kraftige smerter i brystet. Og han forstuvede sin hånd og fik en seneknude der, hvor hånden var skadet. Osv. osv. Alle disse uheld bliver omhyggeligt beskrevet i breve hjem til vennerne. Han er meget nøjagtig med alle detaljerne. Det er, som om han selv i choksituationer filmer det hele, enhver lille iagttagelse, så alt står skarpt. Det er en evne, som tydeligt går igen i hans eventyr. Hans uheld med at falde ud af sengen på et hotel i Innsbruch beskriver han, så man kan se det hele for sig. Han var vågnet midt om natten og rakte ned efter natpotten, som han godt nok fik fat i, men idet han ville rejse sig op i sengen igen, styrtede han på hovedet ud i den tomme luft med et voldsomt rabalder. Hans rejsekammerat Bloch vågnede forskrækket, fik tændt lys og besigtigede skaden. Andersen havde smerter i tindingen og i knæet, der blødte af en flænge som fra et hug af en kniv, og hele knæet blev blodrødt med blågrønne plamager. Da en læge i Hamburg slog skaderne hen som bagateller, forsøgte Andersen selv at vaske sårene med tjæresæbe, og det gjorde straks ondt værre. Her gengiver han i et brev hjem uheldet i detaljer: 27. maj 1872

5 Jeg lå ikke godt i sengen. Madrassen var lagt skævt, jeg rejste mig op for at ville rette på den, det var sort nat, jeg hældede mig til siden og ville støtte mit til en stol, som slet ikke var der, og nu fik jeg overbalance og styrtede på hovedet ud fra den meget høje seng, væltede et bord og rev to store lysestager ned, den ene slog mig i ansigtet, så jeg fik en skramme lige over næsen, og det smertede meget. Vi har set situationen masser af gange på film helt tilbage fra Gøg og Gokke, men for den stakkels 67-årige mand var det blodig alvor. Det kostede ham tre måneders uophørlige smerter. Men som sædvanlig var der ikke megen trøst at hente hos vennerne. De var så vant til hans beklagelser og slog uheldet hen i spøg. Louise Collin omtalte konsekvent episoden som den store digters uskyldige saltomortale i sengen! Kropsbygning Hans kropsbygning var vel også medvirkende til hans mange uheld. (se figur 1). Han var høj og mager og havde smalle skuldre. Hans arme og ben var lange og tynde, og han havde lange og knoglede hænder, en lang, mager brystkasse og en fedtløs mave. Og her kan vi igen hente oplysninger om H.C. Andersen via en helt anden videnskab end litteraturhistorien. Hans kropsbygning er nemlig meget typisk for den gruppe mennesker, som tidligere forskere kaldte den asteniske mennesketype, en opdeling, som for længst er forladt. Men konklusionen for netop den type mennesker virker nu alligevel interessant. I en bog fra 1921 beskriver den tyske psykiater Ernst Kretschmer det karakteristiske for denne type mennesker: "Disse mennesker har et sart nervesystem. De har let ved at føle sig deprimeret. De kredser voldsomt om deres egen person. De er overmåde følsomme over for sindsstemninger. De kan let blive såret uden særlig årsag, men kan til gengæld blive overstrømmende glade over småting. De asteniskes sans for kunst er forfinet, og deres smag trækker dem som en magnet mod fornemme samfundslag!!!" Ja, det stod der virkelig, uden nogen som helst tanke på H.C. Andersen, men som et led i en afhandling i psykologi. Et sart nervesystem Uanset hvad man må mene om dette forældede studie inden for psykologien, så var dr. Kretschmers hovedkonklusion jo et sart nervesystem, og det er altså det, der er en plage for H.C. Andersen livet igennem, I hvert fald fra han var en 7-8 år.

6 Vi ved nemlig, at hans sygelighed var fuldt udviklet allerede, da han var barn. Det kan læses indirekte i "Mit livs eventyr", hvor han selv skriver om en Sct. Hansaften, da han var 10 år. Han fortæller, at hans farmoder tog ham ud til en hellig kilde uden for Odense en Sankt Hansaften. Vi kan regne ud, at farmoderen prøvede at få ham helbredt for hans nervøse sind. Han havde allerede dengang en nervøs dirren over hele kroppen. Det er ikke så mærkeligt, at farmoderen tog det alvorligt. Hendes mand, altså den lille Christians farfader, var som bekendt rablende sindssyg, og hun var selvfølgelig bange for, at hendes barnebarn skulle have arvet farfaderens sygdom. Og vi kan i øvrigt se gang på gang, at H.C. Andersen som voksen lider af den samme frygt for sindssygen, når hans dårlige nerver slog klik. Alle hans breve og dagbøger er fyldt med beklagelser over skavanker og dårligt humør. Gang på gang bruger han ordet syg og sygelig sørgmodighed. Kun når han er optaget af noget spændende og glædeligt for eksempel de lange rejser lever han intenst og er fantastisk udholdende uden at kny. Nu forstår man på en hel ny måde, at han har formuleret bemærkningen i et brev til Ingemann 1855: At rejse er at leve!! Da bliver livet rigt og levende, man nærer sig ikke, som pelikanen af sit eget blod, men af den store naturs." Sagt af en af Europas mest berejste mænd i guldalderen med på det tidspunkt 29 udenlandsrejser bag sig i sit indholdsrige liv. Hjemme i Danmark kan han være deprimeret i dagevis. Især søndagen er deprimerende. Der sker jo ikke noget af betydning. Den sygelige, indre uro drev ham ud blandt mennesker. Når han var alene, blev han overfaldet af matheden, pirreligheden, humørsygen. Og det er jo lidt af et paradoks, at samtidig med, at han hele livet kæmpede med en overvældende træthed og modløshed, så var han uendelig rastløs. Denne mærkelige blanding af mathed og rastløshed narrede hans venner. Han fejlede jo aldrig noget rigtigt. Når han blev inviteret til at deltage i festlige selskaber, dukkede han altid op. Og så var han vittig og spændende. Festens midtpunkt Under en festlig middag på slottet ville Frederik den Syvende hilse på den berømte digter og hævede sit rødvinsglas til en skål. H.C. Andersen havde på det tidspunkt kun et glas med vand, som han hævede mod kongen. Kong Frederik sagde brøsigt med et glimt i øjet:

7 Hvad, skåler De med Deres konge i vand? Svaret kom omgående: Når man skåler med sin konge, bliver vand til vin!! Elegant og verdensmandsagtigt. Festens midtpunkt og han kunne være virkelig morsom på sin barokke, humoristiske måde. Og også bidende i sin ironi. For eksempel var det ham, der i sin tid udtalte: "Den fædrelandssang, der synges mest i Danmark er bøndernes klagesang over høsten!!" "I forstår mig ikke!! Men når han så klagede sig dagen efter en festlig aften, så slog de det hen, vennerne. Så var han altså bare hypokonder. Og så blev han endnu mere deprimeret over, at de ikke forstod ham. Det betød alverden for ham at blive forstået. Det siger han i øvrigt helt klart i Den grimme ælling : Og ællingen sad i krogen og var i dårligt humør; da kom den til at tænke på den friske luft og solskinnet! den fik sådan en forunderlig lyst til at flyde på vandet, til sidst kunne den ikke lade være, den måtte sige det til hønen. Hvad går dig af dig!, spurgte hønen. Du har ingenting at bestille, derfor kommer de nykker over dig! Læg æg eller spind, så går de over. I forstår mig ikke!, sagde ællingen "Ja, forstår vi dig ikke, hvem skulle så forstå dig! Du vil dog vel aldrig være klogere end katten og konen, for ikke at nævne mig! Skab dig ikke, barn! Og tak du din skaber for alt det gode, man har gjort for dig. Er du ikke kommet i en varm stue og har en omgang, du kan lære noget af! men du er et vrøvl, og det er ikke morsomt at omgås dig. Mig kan du tro, jeg siger dig nemlig ubehageligheder, og derpå skal man kende sine sande venner! RAMME "Geniet er et æg, der trænger til varme, til lykkens befrugtelse, eller det bliver et vindæg" (Citat fra romanen "Kun en spillemand") Der er noget, der tyder på, at hønen i virkeligheden er hans ældste veninde i København, Henriette Wulff, gift med søkadetkaptajnen, P.F. Wulff, som senere blev admiral. Henriette fik ham ofte til at græde af fortvivlelse, når hun sagde ligeud, at han skulle lade være med at drømme om at blive berømt og i øvrigt ikke være pivet.

8 Desværre oplevede hun ikke hans digteriske gennembrud, men i "Den grimme ælling" får den ikke for lidt i skildringen af hønens belæring, der nok er foregået i Wulffs tjenestebolig på Amalienborg. Hun siger ham ubehageligheder, og "derpå skal man kende sine sande venner"!!): Læg mærke til Henriettes bemærkning "Du har ingenting at bestille, derfor kommer de nykker over dig!" Ja, Henriette rammer plet. Det er, når H.C.Andersen er uvirksom, at han bliver deprimeret. Ruger over sin bitterhed hele sit liv Det er sandsynligt, at denne samtale er foregået i virkeligheden - ord for ord. Hvordan kan vi vide det? Fordi H.C.Andersen gang på gang brugte sine oplevelser og citerede direkte efter hukommelsen, og den var skarp, når han skulle gengive sin bitterhed. Lidt senere i eventyret er den gal igen. Familien Collin var jo utrolig gæstfri over for ham, men da han begyndte at sværme for husets datter Louise Collin med de kønne blå øjne, begyndte især hendes brødre, Edvard, Gottlieb og Theodor, at få kolde fødder. Det kan vi læse direkte i eventyret. Om morgenen fløj vildænderne op, og de så på den nye kammerat; Hvad er du for én? spurgte de, og ællingen drejede sig til alle sider og hilste, så godt den kunne. Du er inderligt styg!, sagde vildænderne, men det kan da være os det samme, når du ikke gifter dig ind i vor familie! Problemet omkring hans forelskelse i Louise opstod i 1832, og først 10 år efter udkom Den grimme ælling, men hans hukommelse fejlede ikke noget. Bitterheden holdt sig i årevis. I sin høje alder kom han i sindsbevægelse ved tanken om, at hans gode ven og redningsmand Jonas den Ældre ikke havde præsenteret ham for digteren Henrik Steffens, selv om han stod i stuen ved siden af dem. 40 år efter situationen! Psykoser i dagliglivet Hans ængstelige sind viser sig på mange måder. For eksempel ved hans frygt for at have glemt at slukke lyset. Det kunne udvikle sig til en ren farce, når han stod i lang tid og klemte den slukkede væge mellem fingrene. Så gik han ned ad trappen, vendte om og klemte vægen en gang til. Nede på gaden standsede han op, kiggede op til sine vinduer, vendte om og gik op igen, låste sig ind og klemte vægen en gang til. Nok var brandfaren på den tid en realistisk trussel, men hos H.C.Andersen førte angsten til tvangshandlinger, der var helt ude af proportioner.

9 Vi ved også, hvordan han var bange for at brænde inde på hotellerne og havde et langt tov med, så han kunne fire sig ned på gaden. Men hvis han blev anbragt højt oppe på hotellet, så lavede han en hysterisk scene og sov overhovedet ikke den nat. Hans angst for at blive levende begravet er vel almindeligt kendt. Så når han lagde sig til at sove om aftenen, satte han et stort skilt ved sengen med ordene: Jeg er kun skindød. Dertil kommer hans stigende angst for at blive sindssyg. Den 12. marts 1871 skriver han: Jeg er på vej til galehuset, føler jeg. Jeg må tale med en læge, men hvilken? En som har forstand, der kan lyse ind i mit sygelige sind". Mindre kendt er hans angst for åbne pladser, AGORAFOBI. Han gik altid langs husvæggene, og hans venner syntes jo selvfølgelig, at det var fjollet, når man nu kunne skyde genvej over et torv for eksempel. Men de prøvede kun én gang at tvinge ham til at gå ud fra husvæggene. Han blev nemlig overfaldet af en så fortvivlet angst, at han rystede og skælvede længe efter. Hele livet igennem led Andersen af skræk for hunde. I stue-etagen i hans bolig Nyhavn 18 boede kaptajn Johs. Anholm med en stor, skikkelig sortkrøllet hund. Hver gang han viste sig, gøede den voldsomt med logrende hale, men Andersen for op ad trappen i vild flugt med den glade hund i hælene. En dag, da han lige netop var kommet ind i sin lejlighed, lindede han på døren og råbte i panik ned: "Bed den mig? Bed den mig?" RAMME " han havde en medfødt angst for hunde, det hans sorg, at disse skabninger bare var til; blot en hund snusede til ham, gik der et chok gennem alle hans lemmer, og man vil da begribe, hvilken kval det måtte være for Niels at komme på gaden i København, der selv i udlandet, og med rette, er berømt for sin utrolige vrimmel " (Citat fra romanen "At være eller ikke være") En ejendommelig idiosynkrasi var hans nervøse overfølsomhed over for sødsuppe. Han blev dårlig efter at have spist en portion, og efter at have sundet sig, følte han en glubende appetit. Det blev et problem for ham, at H.C. Ørsteds kone i tide og utide serverede sødsuppe, når han var til middag hos dem, og han var ærgerlig på hende, når det skete. Man forsøger at forklare fænomenet med, at han ikke kunne tåle spiser med for meget sukker, men der forlyder intet om, at han reagerede på lignende måde over for andre søde spiser. Når han spiste ude kunne han gribes af sygelige fantasier.

10 Da pigen hos Collin havde tilberedt en kop Salep mod diarré ude i køkkenet i stedet for at bringe effekterne ind i stuen, nægtede han at drikke af frygt for, at hun havde taget fejl af hvidt sukker og arsenik. Og så var han jo uendelig sart over for en masse ting. Et åbentstående vindue en varm sommerdag kunne han ikke tåle. Det forlangte han straks lukket. Men nu kommer så et af de helt store paradokser i hans liv. Denne svagelige, sarte skrøbelige hypokonder kunne udholde de utroligste strabadser, når han var på rejse. Dag efter dag sad han i de utætte dagvogne i Sydens gloende hede og Alpernes isnende kulde. Han blev plaget af insektbid, blev kastet rundt i vognen på de primitive veje og klagede ikke synderligt. Der skete noget! (Se tema 5: Danmarks flittigste turist) Digteren med det voldsomme temperament Han kunne undertiden lade sig rive voldsomt med at sine sindsstemninger, når noget var gået ham, og så kendte hans raseri ingen grænser. Her er et eksempel på et brev, som han sendte sin gode ven og rådgiver Edvard Collin, 38 år gammel: 29.april 1843 "Gid aldrig mit øje må se det hjem, som kun har øje for mine fejl, men ikke hjerte for, hvad stort Gud har givet mig! Jeg hader, hvad som hader mig, forbander, hvad som forbander mig! Fra Danmark kommer som altid den kolde luft, som forstener mig ude. Mit hjem har sendt mig feber fra sine våde, kolde skove! De spytter på mig, de tramper mig i dyndet, jeg er dog en digternatur, som Gud ikke gav dem mange af De danske kan være onde, kolde, sataniske! Det folk, der passer til de våde, skimmelgrønne øer, hvorfra Tycho Brahe blev vraget, hvor Leonora sad i fængsel og endnu mange, som de behandler ilde Gid jeg aldrig mere så dette sted, jeg hader, jeg afskyr hjemmet, som det jo hader og spytter på mig!" Én stor kærlighedserklæring Prøv at sammenligne dette hysteriske vredesudbrud med fædrelandssangen, "I Danmark er jeg født", som han skrev syv år senere. I den varmeste hyldest til fædrelandet, vi har i Danmark, erklærer han sin kærlighed til det danske sprog, som først lød til ham på moderens syngende fynsk, og det fynske landskab med æblegård og humlehave. Til den danske sommers blomsterflor og den milde sommernat, hvor månens bløde lys

11 falder på kløvermarken i bøgens fædreland. Og til Dannebrog. Vi flager som ingen anden nation i verden. Over hele verden høres danskens sang måske Hartmann, måske digteren selv og mejselslag, Thorvaldsens verdensberømte kunst. Og han elsker den danske friske strand med de vilde svaner og I grønne øer, mit hjertes hjem hernede! Hvert af de fire følsomme vers ender i en fanfare: Dig elsker jeg!- Danmark mit fædreland! Hvad kan man forlange mere én stor kærlighedserklæring til Danmark. Og så kan han skrige sit had til fædrelandet ud i hysteriske vendinger i brevet til Edvard Collin. Kontrasten er overvældende: "sine våde kolde skove". "Hvor står fuldmånen over kløverengen så dejligt som i bøgens fædreland". "de våde. skimmelgrønne øer!" "I grønne øer, mit hjertes hjem hernede" "Fra Danmark kommer altid den kolde luft" "Du danske friske strand". Hvad skal man stille op med sådanne følelsessvingninger? Ja, det sagde vennerne også, for fra tid til anden var han bestemt ikke nem at omgås. Han kunne lade sig rive meget voldsomt med at sine sindsstemninger, og det er også sket her. Det viser eksemplet også her. Fiaskoen med Agnete og havmanden Andersens hadefulde brev skyldes hans fiasko med sit syngespil, "Agnete og havmanden". Han havde i flere år arbejdet på dette skuespil, der skulle blive et storværk inden for dansk teaterlitteratur. Han var ikke selv til stede ved premièren på Det kongelige Teater, for han opholdt sig i Paris, da han fik brevet fra Edvard om, at stykket var blevet pebet ud den 20. april 1843 Dengang var publikum ikke så velopdragent som i dag, og han vidste godt, hvordan det lød, når et af hans stykker blev pebet ud. Det havde han oplevet før, og da løb han grædende ud af teatret og græd sorgen ud hos gamle Henriette Collin i Amaliegade Men her var det hans storværk, det gik ud over, og så var det, at hans skrev hjem og skabte sig over teaterpublikummet, over sine kritikere, over alle danskere og hele Danmark, og den fik jo ikke for lidt.

12 RAMME " Publikum, den hr. Massen, som uden eksamination får lov at komme i teatret, og dér sædvanlig prostituerer sig; han klapper galt og fordærver talentet. Tit klinger også for mine øren fra orkestrets strenge: "Publikum! dum,dum,dum!!" Der skulle bare lægges tekst under!" Han var ellers så sikker på, at verden ville opdage, at han var en virkelig digter, når hans drama blev opført. Han beder sågar om, at hvis han skulle dø, før dramaet bliver opført. så skal det trykkes med i hans erindringer. RAMME "Det er det ulykkelige for en kunstner at blive født i et lille land. Hans arbejder bliver kun manuskripter for venner. (Citat fra romanen O. T.) Han blev da også rasende på Edvard, da denne kritiserede hans udkast til de første scener til syngespillet. at han sendte ham et hysterisk svar, som gamle Jonas Collin skyndte sig at brænde for at det ikke skulle føre til et uigenkaldeligt brud mellem de to venner. Edvard skrev: "Hovedfejlen i alt, hvad De har skrevet er, efter min mening, Deres mangel på objektivitet. De spiller selv med i det liv, De skildrer, De nedskriver Deres følelser, idet De med liv og sjæl er inde i situationen, men De har ikke den besindighed og den faste overvægt og magt over Deres tanke, som digteren har, der betragter sig som stående på et punkt uden for den verden, han skildrer." Edvards venligt mente kritik var fuldt berettiget. Andersen skrev digtet under påvirkning af sorgen over at have mistet både Riborg og Louise, men værket indeholdt så megen sorg og følelse, at det blev for meget for kritikere og publikum. Følelse alene kunne ikke bære det i betragtning af digterens ringe modenhed. Det var Gade, der satte melodi til Agnete. Det blev opført 2 gange. I april og maj 1843! Thomas Ouerskou udtalte: "Det fandtes så kedsommeligt, at den gode musik ikke kunne redde det."

13 To år senere lykkedes det ham i "Den lille havfrue" at omsætte sin ulykkelige kærlighed i poesi. Da var han blevet mere afklaret om sin skæbne og indså, at han skulle leve sin ensomme tilværelse med sin kunst som det indhold livet skulle byde ham. "Dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland Fiaskoen med Agnete indtraf som nævnt i 1843, og kun syv år senere kunne han skrive: Dig elsker jeg, Danmark mit fædreland! Ja, for da var vi nået til året 1850. Danmark var i krig med preusserne, og han opholdt sig om sommeren på den fynske herregård Glorup syd for Nyborg. Godset vrimlede med danske, norske og svenske soldater, der ventede på at blive overført til krigsskuepladsen i Sønderjylland. Og det var her, han blev så grebet af den nationale stemning, at han satte sig ned og skrev sin kærlighedserklæring til fædrelandet. Og han mente hvert ord! Ringe livskvalitet trods stor succés!! Se, det var et kik ind i H.C. Andersens følsomme sind. Alle hans dagbøger og breve til vennerne er fyldt med klager over dårligt humør, dårligt helbred og skuffelser livet igennem, og det kan nok overraske, at mange biografier har lagt så lidt vægt på alle de vanskeligheder, han sloges med hele sit liv. Alle odds var imod ham lige fra fødslen, og alligevel slog hans geni bragende igennem, igen trods et elendigt helbred og et vanskeligt sind. Det må nok siges at være hans største eventyr.

14 Temahæfte 2 Rundt om H.C. Andersen Kampen for overlevelse Moderens barndomshjem H.C. Andersens mor Anne Marie havde en temmelig kaotisk opvækst. Primitive mænd rykkdede ind og ud af hjemmet og efterlod uforsørgede børn, da de stak af fra deres ansvar. Hun var ældste datter af den udsvævende Anna Sørensdatter. Ingen ved, hvem der er hendes far. Der var mange muligheder på det tidspunkt, hun blev undfanget. Mormoderen, Anna Sørensdatter Da hun var tre år, fødte hendes mor endnu en pige, Christiane, uden at hun var gift med faderen, en tysk sadelmagersvend på gennemrejse. Hvis hun nu fødte endnu et barn uden at være gift, skulle hun ifølge loven straffes for skørlevned med fængsel på vand og brød. To år senere blev hun igen gravid med en hattemagersvend, og hun måtte forlade sine tre små børn for at afsone sin fængselsstraf i Odense Tugthus. Marie Kirstine på lidt over et år, Christiane på 3 år og H.C. Andersens mor på 6 år. Odense Tugthus er velkendt af alle kryds-og-tværs-løsere, som skal gætte en roman med to bogstaver, O.T. - titlen på en roman af H.C. Andersen, omtalt i temahæfte 8 om romanerne. I fængslet mødte hun en skrædder, som hun blev gift med uden at vente barn. Han døde syv år senere, og så fik børnene en ny stedfar, men da var Anne Marie efterhånden blevet 19 år og var for længst ude at tjene. Faktisk blev hun allerede som otte-årig jaget ud og tigge, og hendes beretning til sønnen om sin hårde barndom inspirerede ham til eventyret Den lille pige og svovlstikkerne. Moderen fortsætter den sociale nedtur Anne Marie gik snart i sin mors fodspor og blev som 24-årig gravid med en pottemagersvend fra Svendborg, Daniel Rosenvinge, som på én gang havde tre småpiger liggende i vuggen rundt om i Odense efter at have opholdt sig i byen i knap tre år. Huset i Hans Jensens Stræde, hvor H.C. Andersens storesøster Karen Marie Rosenvinge efter alt at dømme var sat i pleje, blev født den 22. september i 1799, og det er det hus, der nu rummer begyndelsen til H.C. Andersens hus. Knap seks år senere bliver Anne Marie igen gravid uden at være gift, men indhenter det forsømte ved at gifte sig med den syv år yngre skomagersvend, Hans Andersen, H.C.

15 Andersens biologiske far, nøjagtig to måneder før fødslen af Danmarks berømte digter tirsdag den 2. april 1805. Anne Marie blev efterhånden stærkt alkoholiseret. Selv om Andersen elskede sin mor, besøgte han hende sjældent, når han var på Fyn. I sin roman "Improvisatoren" skriver han følgende om gamle Domenica, som er hans billede på moderen: "Gamle Domenica havde hun meget interesse for, spurgte, om jeg besøgte hende flittigt, og jeg skammede mig ved at måtte tilstå, at jeg i de sidste år højest to gange havde været derude, men i Rom havde jeg ofte set hende og da altid delt min lille formue med hende, men det var jo ikke noget at tale om." - Nej, de få penge, han sendte sin ludfattige mor, var virkelig ikke noget at tale om! Faderen, Hans Andersen H.C. Andersens far, Hans Andersen, led af depressioner over sin utilfredsstillende skæbne. Han måtte gifte sig med en overtroisk og jævn kvinde, som han havde gjort gravid og ægtede den 2. februar ganske kort før hendes nedkomst den 2. april. Selv om han ikke havde nogen egentlig boglig uddannelse, var han ret belæst og var især begejstret for Ludvig Holberg, hvis komedier han læste højt for Christian. Hans kone var simpelthen analfabet og gav tydeligt udtryk for, at hun syntes, det var tidsspilde at lære at læse!! Afstanden mellem de to uens ægtefæller fik blandt andet Hans til at hvæse ad sin kone, når hun kom med sit overtroiske vrøvl. Da Christian en gang blev spået en stor fremtid, og at Odense engang ville blive illumineret til ære for ham, kaldte han spåkonen for en svindler, og Anne Marie var ulykkelig over hans afvisning af hendes skønneste drøm, som hun troede fuldt og fast på. Hans kom i lære som 11-årig i sin faders skomagerværksted og blev udlært som skomager 15 år gammel i 1798. Som friskomager var han ikke medlem af skomagerlauget og måtte klare sig uden støtte, og hans drømme om en glorværdig fremtid fik ham til at melde sig som soldat i krigen, hvor Danmark holdt med Napoleon, hans store idol. Han trådte ind i hæren i stedet for en rig bondesøn, hvis far betalte ham 1000 rigsdaler, som han overførte til sin kone og søn, så de kunne komme ud af fattigdommen. Men året efter, i 1813, gik Danmark bankerot, og pengene blev intet værd. I Holsten fik hans sarte helbred et alvorligt knæk, nedbrudt af de evindelige øvelsesmarcher nede i hertugdømmerne, for længere kom han ikke. Efter Danmarks nederlag i krigen vender faderen hjem i 1814, hårdt angrebet af tuberkulose i de usunde holstenske skyttegrave. Han ligger syg derhjemme i to år og dør den 26. april 1816 kl. otte om aftenen, kun 33 år gammel.

16 Nu er Christian faderløs, og hans mor må fortsætte sit usunde arbejde som vaskekone sommer og vinter nede i Odense å. Mosteren Christiane Mosteren var bordelmutter i København. Morfaderen Morfaderen var ukendt, mens papmorfaderen kom i tugthus, fordi han skød på en herremandsskytte. Farmoderen Anne Cathrine Nommesen Farmoderen var en fantasifuld løgner, og hun var den i familien, Christian blev mest påvirket af. Hun påstod blandt andet, at hendes moder skulle være adelig og gift med en fin herre i Kassel. Bynavnet var hentet fra den tids romanblade. Men hun var også den, der tog sig mest af ham. Hun var en daglig gæst i det lille hjem, og hun har måske sin andel i udviklingen af Christians livlig fantasi. Det var også hende, der fulgte sin 14-årige sønnesøn til postvognen, og det lev sidste gang, han så hende. Farfaderen Anders Hansen Traes Farfaderen var rablende sindssyg. Hans sindssyge brød ud 12 år før Christians fødsel, og han blev indstævnet for politiretten for at nægte at gå på arbejdet i skomagerværkstedet. Siden flakkede han om i Odense med byens hylende gadedrenge i hælene, pyntet med guirlander af skovens grene og blade til Christians store skræk. Når han mødte sin farfar, skjulte han sig i de nærmeste kælderskakter. Halvfætteren Johan Josephsen En halvfætter var i tugthus for krybskytteri og betleri. Myten om hans kongelige herkomst Hvis vi sammenligner med forholdene i vore dage, ville en sådan familie blive anerkendt som plejefamilie til et nyfødt barn? Hvorfor skulle en nyfødt kongesøn så blive anbragt i dette rodede familie-miljø? Hvis årsagen var, at hans identitet skulle holdes skjult, kunne man med lethed finde mere stabile familier, der ikke kunne tænkes i desperation at udnytte kendskabet til at presse penge af hoffet mod at skjule hans identitet. Drømmen om at blive digter opstår Efter faderens afrejse til militærtjenesten kom Hans Christian ofte hos genboen, den gamle præsteenke madam Bunkeflod.

17 Hun og de andre enker i gaden abonnerede på det lokale bibliotek, og bøgerne trak Christian til som magneter. Han måtte låne dem gratis hos enkerne. Her læste han første gang Shakespeares skuespil, som gjorde et voldsomt indtryk på ham. Efter hvert skuepil, han læste, opførte han dem på sit dukketeater hjemme. Hos den kvindelige læsekreds var det ikke Holberg som hjemme hos faderen, der var på tapetet. De ældre damer sværmede især for poesi, for vers, og så begyndte han at skrive vers, som han kunne læse op for sin nye fan-klub. Her hørte han også for første gang ordet digter blive udtalt. Madam Bunkeflods ældre søster omtalte tit sin broder med ærbødighed i stemmen Min broder, digteren. Og så drømte Christian selvfølgelig om at blive digter! Første digt I november 1816 skriver han sit første digt om lille Marie, der døde lige i nabolaget. Han læser digtet for fanklubben madam Bunkeflod, madam Saxdorf og madam Maria Gregoria Jensenius, og de spreder rygtet om den lille digter på kun 11 ½ år. Da han opdager, at detteher virker, laver han straks en afskrift af digtet i håb om, at de vil vise det til besøgende af fornemme familier, som han udtrykker det. Og det sker. Rygtet breder sig om denne usædvanlige knægt med de sjældne evner. Det største talent har allerede vist sig: Hans næse for at gøre sig kendt i de rette kredse. Han fortsætter med digte, som han tilegner den unge norske lærer Welhaven i fattigskolen, hvor han går. Han ved nemlig, at Welhaven selv skriver poesi - salmer. Ofrene udvælges med omhu. Nu bliver pr-virksomheden mere målrettet. De første kontakter med overklassen Da han skal til at skrive sin første tragedie hvor alle medvirkende dør en grusom død går han rundt og spørger, hvordan man taler ved hoffet. Naboerne mener, at man nok taler fremmede sprog, og så får Christian fat i et universalleksikon med franske, tyske og engelske gloser, oversat til dansk. En af replikkerne fra tragedien lyder i al sin vælde: Guten Morgen, mon père! Har De godt sleeping? Alle mennesker måtte høre hans stykke. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var dem til største fornøjelse, når han læste op. Måske overså han, hvor fornøjede de bedst begavede egentlig var. Første manuskripter Hans første manuskripter blev indført hulter til bulter i faderens gamle afregningsbog fra militærtiden, hvorfra han læste sine skriblerier side op og side ned. Den otte sider store bog fulgte ham overalt, når der var chance for at gøre sig interessant. Opmærksomhed på Odense Teater

18 Skuepillerne på Odense teater, hvor han snart fik sin gang, var også imponeret af knægten og morede sig samtidig over den barnlige efterligning af de voksnes stil. Biskop Plum Fra de gamle enker retter han skytset mod det bedre borgerskab af en vis uddannelse, og han pumper dem for viden. Og chancen kom da også inde hos biskop Plum, som havde øjnene åbne for det brede folk og de talenter, der kunne hjælpe de fattige til en bedre tilværelse end deres miljø kunne tilbyde. Han inviterede Hans Christian til at komme ind og læse op af sine tekster for et mindre selskab. Det var mere end kirkelig interesse, der fik biskoppen til at fokusere på drengen. Han havde lige stiftet Det fynske litterære selskab i 1815. Oberst Høegh-Guldberg Til stede i selskabet var også oberst Chr. Høegh-Guldberg, som inviterede ham til en samtale senere. Også han fandt, at der var noget særligt over denne dreng. Dermed havde Hans Christian mødt en mand, som kunne åbne døre for ham i København den første af mange, der gav ham anbefalinger med til at komme videre i sin karrière. Edvard skriver da også om Andersens velyndere: "Jeg tager næppe fejl, når jeg nævner Chr. Høegh-Guldberg som den første, der blev opmærksom på Andersens ejendommelige natur og gaver og gav ham en hjælpende hånd". Andersen kalder ham også "min ældste ven". Også før sin afrejse til det store udland fik han en del anbefalinger med til store personligheder sydpå, men man skal såmænd ikke længere frem end til hans første rejse i Danmark, hvor han skriver: Med ekstrapost over Århus til Skanderborg, "hvortil jeg havde anbefalingsbrev fra Viborg; thi på min hele rejse har honoratiores i hver by anbefalet mig til den næste"!!! Første møde med kronprins Christian I 1818 var Christian til fest på slottet. Det var fastelavns mandag. Fyns guvernør, kronprins Christian (d. 8.) havde inviteret børnene af egnens bedre borgerskab til at slå katten af tønden i slotsgården, og personalets børn var inviteret med. Hans Christians mor arbejdede som vaskekone på slottet hos oldfruen, så hendes søn var også inviteret og gjorde sig meget interessant over for guvernørens søn Fritz, den senere kong Frederik den Syvende, der var tre år yngre end Hans Christian. Han har sikkert også søgt at gøre indtryk på kronprinsen efter sædvane, når han var i fint selskab, om ikke andet så ved at lege intenst med hans søn.

19 Utvivlsomt har han også haft kontakt med Fritz ved andre lejligheder, når moderen havde ham med på slottet, men når det påstås, at han og Fritz fik lov at lege sammen, fordi de var halvbrødre, så er man for langt ude! Første møde med det elskede teater I juni måned 1818 opførte man på Odense teater et gæstespil. Det fik Hans Christian op på mærkerne. Han sværmede omkring teatret og tog så mod til sig og gik ind og tiggede om at komme ind og se komedierne og især at få lov til at spille med!! Igen et udslag af den utrolige frimodighed, hvormed han pressede sig frem i det bedre selskab for at komme op af sumpen og blive anerkendt. Det endte med, at han fik lov at spille en page, der havde én replik i stykket, og han forestillede sig, at hele teatret kun tænkte på ham og hans replik. Han opnåede, hvad han eftertragtede man lagde mærke til ham og syntes om denne teatergale 13-årige dreng, der var så opslugt af branchen, at når skuespillerne mødte til aftenens forestilling, stod han der fuldt omklædt og parat til at komme i gang. Målet er Det kgl. Teater Hans omtale af sagen viser med al ønskelig tydelighed hans enkle metode til at blive kendt og komme op i samfundet: herved blev de opmærksomme på mig; min barnlighed og begejstring; de talte venligt til mig, og jeg så op til dem som jordiske guder. Nu kendte han sin bestemmelse og livsmål: Han måtte til Det kgl. Teater og blive berømt. Efter nogle statistroller og arbejde som reklamedreng med sandwichplakater for Odense Teater kunne han ikke vente længere. Han måtte af sted. Andet møde med kronprins Christian Hans kontakt med oberst Høegh-Guldberg førte til, at denne omtalte den mærkeligt begavede dreng for kronprins Christian, der i 1816 var blevet guvernør over Fyn, og denne "fik lyst til at se ham", som H.C. Andersen senere skriver. Prinsen har næppe husket ham fra tidligere besøg på slottet. Guldberg hviskede til Christian:" Hvis prinsen spørger, hvad du har lyst til, da sig, du vil gerne studere". Christian spillede nogle scener fra Holberg og sang nogle improvisationer for kronprinsen. Da denne spurgte ham ud om hans lyst til scenen, så tilstod han ligeud, at det var hans drøm, og sagde så ganske åbenhjertigt, at folk hellere ville have, at han skulle sige, at han ville studere. Kronprinsens svar viser vel med al tydelighed, at han ikke er far til denne dreng. Han fandt det Christians ønsker "upassende" for et fattigt barn. Han skulle hellere lære "en smuk profession", for eksempel som drejer, men det havde Christian ganske frimodigt ikke lyst til.

20 Kronprinsen sluttede samtalen med ordene:" Bestemmer De Dem dertil, da sig mig det, jeg skal tænke på Dem". Samtalen er gengivet i Andersens anden selvbiografi, "Levnedsbogen", og viser vel helt tydeligt, at guvernøren, den kommende konge, ikke har større ambitioner med den fattige skomagersøn. "Herved blev de opmærksomme på mig" Den 21. april 1819 bliver lejerne i hans barndomshjem i Munkemøllestræde opsagt, og hans moder og stedfar flytter ned til et lille hus med have længst nede ad gaden mod åen, og deres fattige bolig støder heldigt nok op til biskop Plums og etatsråd Falbes haver. Her viste Hans Christian igen sit talent for at gøre sig bemærket. Når der var fine gæster i nabohaverne, løb han rundt og sang af hjertens lyst med sin lyse stemme. Han var klar over, at de lyttede til hans sang, for han kunne høre gæsternes bemærkninger om hans "dejlige stemme", og at han nok ville gøre sin lykke med den engang. Da en vaskekone ved åen fortalte ham, at Kina lå lige under Odense å, drømte han om, at en kinesisk prins! ville dukke op og høre hans dejlige røst. Prinsen ville tage ham med til sit kejserrige og gøre ham rig og fornem, og så ville han vende hjem og bygge sig et slot ved Odense å. Om aftenen kunne han sidde længe og tegne skitser til sit drømmeslot. De tre fynske supportere Ud over de to indflydelsesrige supportere fra hele to vigtige topchefer - regimentschefen for Fyn samt Biskoppen over Fyns stift - havde han nu også fået opsnuset, at bogtrykker Iversen, som han overhovedet ikke kendte, havde forbindelse med en del skuespillere på Det kgl. Teater, så han tog mod til sig - igen - og besøgte ham for at få en anbefaling med til en eller anden på teatret. Bogtrykkeren, som samtidig var chefredaktør for Fyns største avis, prøvede at tale den 14- årige knægt fra den sindssyge idé, men da det ikke lykkedes, gav han ham et brev med til balletdanserinden madame Schall og professor Rahbek, der var kendt for at samle landets største kunstnere i sit hjem på Bakkehuset ude på Frederiksberg. Inden Christian rejste fra Odense, havde han altså allerede forberedt sit indtog i det fjerne København. Tre betydningsfulde mænd, som havde bemærket drengens usædvanlige evner. Oberst Høegh-Guldberg, biskop Plum og chefredaktør Iversen. De var alle enige om, at han kunne både synge, spille komedie og recitere, oven i købet egne værker, men han manglede det væsentligste til at bruge sine evner - uddannelse. Det var ikke så ringe af en 14-årig at skaffe sig hele tre indflydelsesrige mænd som afsæt til en helt vanvittig rejse ud i det ukendte - med 13 rigsdaler som eneste ballast. Omregnet til i dag svarer det til lidt over 1300 kr.

21 Som det fremgår, skyldtes det ene og alene hans frimodighed og stædige opsøgen af mænd, der kunne bruges til at komme frem i verden - ikke kongelig indgriben på grund af et sidespring fra en kvindekær kronprins, som nogle tror på. Afrejsen til København Fredag den 4. september 1819 kaster Christian sig ud på det dybe vand og rejser som blind passager til København for at søge sin lykke på Det kgl. Teater. Han bliver taget op uden for Odense - ude af sigte fra postmesteren - og sættes af på Frederiksberg bakke, inden dagvognen kører ind i Hovedstaden. Turen kostede underhånden tre rigsdaler, altså omkring 300 kr. i vor tids valuta. En af hans medpassagerer var madam Hermansen, der havde været ansat på slottet som prins Ferdinands amme. Til hende betroede Christian hele sin situation i alle detaljer under den lange køretur: Måske kunne hendes forbindelse med hoffet være en nyttig kontakt!! Første uge i København Søndag Tager ind på "Gardergården" i Vestergade. Overværer jødefejden med ruseknusninger og overfald på byens jøder. Overvældes af menneskemasserne i byen. Han har valgt ankomstdatoen med sikker sans for timing: Teatrets nye sæson begynder om mandagen. RAMME "Ud på aftenen den 4. september rullede Naomi ind i København. Hvilket liv, hvilken bevægelse i gaderne, dobbelt slående, når man kommer fra provinsen Alle mennesker var i bevægelse, som blodet i en febersyg Enkelte folkesværme stimlede sammen i sidegaderne, soldater jog forbi, som var de stafetter, der bragte depecher til det kongelige sommerslot Østergade, som de skulle igennem, var aldeles spærret af mennesker; vuilde skrig lød, ruder klirrede, der faldt et skud. Kusken måtte dreje af til en af sidegaderne "Hvad er det!?" råbte Naobi ud af vognen; lygten oplyste ganske hendes ansigt. En karl af simplere klasse stirrede på hende. "Hun hører nok også til Moses' familie!" sagde han, "det er nok en hel jøderede, der kører bort!!"" (Citat fra romanen "Kun en spillemand") Mandag Går straks til Det kgl.teater, hans drømmes mål. Bliver her antastet af en billetsjover, der tilbyder ham en billet. I sin naivitet siger han pænt tak, og da sælgeren spørger ham, hvilke

22 pladser han kunne tænke sig, svarer knægten taknemmeligt, at det "beroede ganske på hans egen godhed!!" Et herligt optrin, der viser, hvor godtroende Christian stadig er med sine 14 år. Han ender med at flygte i panik, da han ser den andens vrede. Tirsdag Går straks om formiddagen hen i den nuværende Bredgade med sin skrivelse til en af ballettens største stjerner Anna Margrethe Schall. Igen er han bevidst om at gå lige til tops uden at skele til, at han var en fattig stymper. Madam Schall får et mindre chok, da den knoklede, høje dreng giver sig til at danse rundt på gulvet med store spring og med hatten som tamburin. Det gælder bare om at få ham hurtigst muligt ud af huset igen, men han græder hjerteskærende, da hun ikke kan love ham optagelse i balletten. Onsdag Han traver den lange vej ud over Valby bakke til Bakkehuset, hvor Rahbek er kølig og uinteresseret. Han sender dog Christian videre til teaterchefen Frederik von Holstein. Torsdag Holstein afviser ham koldt med bemærkningen om, at han er for mager til balletten og savner dannelse. Christians fortvivlede forsvar kender ingen grænser: "O", svarede jeg, "når jeg kun må blive ansat med hundrede rigsdalers gage, vil jeg nok blive fed!" På fire dage er hans verden sunket i grus.. Ugen efter, den følgende fredag er krisen total. De ti rigsdaler, han kom til staden med, er opbrugt. Han bliver nødt til at søge arbejde for at overleve, og starter dagen efter på et job hos en snedkermester lørdag klokken seks om morgenen. Det job beholder han én dag. Svendene driller den klodsede dreng dagen lang. Blandt andet trækker de bukserne af ham for at se, om den spinkle dreng med den lyse stemmer ikke snarere er en pige, og om aftenen går han grædende ned til mester og siger op. Desperat forsøg på at redde sig ud af krisen Samme aften gør han noget desperat, og det redder måske hans liv. Han opsøger den netop tiltrådte direktør for musikkonservatoriet, syngemester Guiseppe Siboni. Denne havde gæster, blandt andet Jens Baggesen og Weyse. Han gik om ad bagtrappen, bankede på, stuepigen lukkede op, Christian klynkede sin livshistorie, pigen blev rørt og gik ind til gæsterne og gengav hovedhandlingen.

23 Siboni hentede ham ind og gav ham lov til at synge og deklamere selvvalgte brudstykker af Holberg, hvorunder Hans Christian blev så bevæget selv, at han hulkede af rørelse. Og Siboni lovede at uddanne hans kønne røst! På én dag var skæbnen vendt - takket være hans utrolige opfindsomhed med at opsøge mennesker, der kunne hjælpe ham fremad og opad! Tilmed havde Weyse samlet 70 rigsdaler sammen til ham, sandsynligvis efter et tip fra stuepigen, som Christian på vej ud havde hvisket, at han var bankerot! Søndag opsøger han Weyse i Kronprinsessegade. Der får han udleveret de 70 rigsdaler og får en ven for livet. Lidet har Weyse formodentlig anet, at han en dag skulle komponere skøn musik til tekster af denne fattige knægt. Hans Christians fænomenale teknik Men nu var han i gang med en uddannelse som sanger og fik kosten hos Siboni og penge til logi af sine to velyndere, komponisten Weyse og professor og digter Høegh-Guldberg. Han havde altså udnyttet sit kendskab med obersten i Odense til hans bror i København. Man kan allerede ane et mønster i H.C. Andersens opdrift i samfundet: Han knytter selv sine højtstående forbindelser - foreløbig uden kongelig assistance!! Og det system vil han komme til at benytte resten af livet Opskriften er enkel: Først opsøger han sit fornemme offer. Deklamerer eller græder, til interessen er vakt. Så beder han om en anbefaling til en lige så indflydelsesrig person, som han så får til at anbefale ham videre og så fremdeles. På sine senere rejser havde han et læs anbefalinger med til kejsere, konger, verdensberømte forfattere og andre kunstnere, som han måske også kunne bo hos og spare rejsepenge osv. Ny desperat krise I maj 1820 holdt eventyret brat op. Stemmen gik i overgang og forsvandt efter en våd og kold vinter, hvor han gik i Sibonis aflagte sommertøj fra Italien og tynde sko, som gav ham konstant våde fødder, så han gik med en generalforkølelse hele vinteren. Siboni sagde rent ud, at han havde ingen fremtid som sanger, og rådede ham til at tage tilbage til Odense og lære et håndværk!. Faktisk har han ikke mistet sin sangstemme efter overgangsalderen, for vi ved, at han sang solo ved en velgørenhedsforestilling på Vesterbros teater til fordel for Thorvaldsens museum i maj 1837, 32 år gammel. Igen står han på gaden uden fremtid. Og hvad gør han så? Han gentager nummeret fra efteråret, hvor Weyse, Baggesen og Siboni måtte lægge hus og penge til.

24 Høegh-Guldberg lover ham, personligt at ville undervise ham i dansk, som Hans Christian skriver som en brækket arm, og han samler ind blandt nogle venner og får så mange penge ind, at han kan udbetale Christian en støtte på 10 rigsdaler om måneden. Og tilmed skaffer han ham ind på Det kongelige Teaters balletskole! Weyse støtter ham endnu en gang økonomisk, men da Christian næppe kan blive ved at leve af to-tre menneskers hjælp, rundsender han et regulært tiggerbrev til mulige sponsorer. Også den ham ukendte Ingemann får brev. Udsendelse af tiggerbreve Brevet er stilet Til ædelmodige menneskevenner, og i lighed med nutidens landsindsamlinger til godgørende formål anmodes man om at tegne sig for månedlige eller kvartalsvise bidrag!!!! Han har sat sin fremtid på aktier "mba" - med begrænset ansvar. Så systemet er ikke så nyt endda - i hvert fald går det tilbage til 1820 ved den unge håbefulde digterspire. Starten på en ufattelig kædereaktion Samtidig arbejder han videre med at skaffe sig nyttige kontakter, og han er ikke uden opfindsomhed, og det ene fører det andet med sig, som i følgende tilfælde:. Da han møder en pige, som han gik til konfirmandforberedelse med i Odense, Laura Tønder-Lund, og hun fortæller, at hun er kommet i huset hos kontreadmiral J.C.Krieger, skaffer han sig gennem hende adgang til et hjem, hvor han kommer i forbindelse med mange fremtrædende personligheder, blandt andet provst Gutfeldt fra Holmens kirke. Kriegers kone er søster til "geheimerådinde" Engelke Colbjørnsen, enke efter Danmarks store statsmand Christian Colbjørnsen, som var en af hovedmændene bag Stavnsbåndets ophævelse. En af hendes døtre er hofdame hos kong Frederik den Sjettes yngste datter, arveprinsesse Caroline, gift med hofchefen. Enkefru Colbjørnsen, som han fedter sig ind hos, bor om sommeren på Bakkehuset, og således kommer H.C.Andersen tidligt i forbindelse med den litterære elite! Man kan blive helt svedt af tempoet og må glemme alt om hoffets hemmelige beskyttelse af en kongelig udenomsægteskabelig kærlighedsfrugt. Christian kunne selv!! Og så nærmer vi os en konklusion på spørgsmålet: Blev han hemmeligt promoveret og understøttet fra en masse samfundsstøtter på grund af sin royale herkomst, eller var han sin egen lykkes smed?