En bombe i familien Interview med Elene Fleischer, Ph.d. og formand for Nefos En ung, der laver et selvmordsforsøg, kan kalkulere med Det skal se ud, som om jeg dør, men jeg vil ikke dø. Men de tanker er ikke synlige for den unges forældre. De ser kun risikoen i handlingen og mærker angsten for det totale tab, og derfor er det i endnu højere grad traumatiserende end at være i situationen, siger Elene Fleischer, der er Ph.d. i humaniora. Selv om der er mindre end et år til, at hun kan få folkepension, er der stadig fuld fart på hende. Hun er selvstændig forsker og engageret i forskellige projekter om selvmordsadfærd. Desuden er hun initiativtager til Nefos, der er et netværk for efterladte efter selvmord, pårørende efter selvmordsforsøg og fagfolk. Aktiviteterne består blandt andet af cafeaftener og samtalegrupper. Det er forskelligt, hvor voldsomt et selvmordsforsøg rammer. Hvis det er en ung, der har haft psykiske problemer og måske et misbrug, så kommer det i mange tilfælde ikke uventet. Det er anderledes i de familier, hvor forældrene har en opfattelse af, at vi er en lykkelig familie, hvor vi snakker godt med hinanden. Der rammer selvmordsforsøget som en bombe og skaber voldsomme rystelser. De typiske reaktioner hos forældrene er chok, vrede, afmagt og tab af mening, og tankerne vil begynde at kredse om Hvorfor kunne jeg ikke forudse mit barns selvmordsforsøg? Har jeg været fuldstændig blind for de signaler, hun har sendt? Egner jeg mig overhovedet til at være forælder? Med andre ord kan der komme dybe revner i forældreidentiteten, og nogle oplever, at den krakelerer fuldstændig. Det er vigtigt, at man som forældre ikke gemmer sig i tavshed og fortielser. Man har brug for nogen, som man kan snakke åbent med. Det behøver ikke at være fagpersoner, men kan også være gode venner eller veninder. Det væsentlige er, at det er et kommunikationsrum, hvor man kan komme ud med de ting, som man ikke kan sige til sit barn. Det kan fx være tanker som 87
Jeg hader hende for det, hun har gjort eller Nogle gange tænker jeg, at det var bedre, han var død, så vi ikke skulle leve med den usikkerhed. I de samtalegrupper, som Nefos har etableret for forældre, har man mulighed for et struktureret samvær sammen med andre i samme situation. I Aalborg er der afviklet to grupper for forældre til henholdsvis unge piger og drenge, der har haft selvmordsforsøg. I efteråret 2008 er der planlagt tilsvarende forløb i Odense. Grupperne ledes af en professionel tovholder og er en blanding af erfaringsudveksling og psyko-education. Det sidste er undervisning i de psykologiske konsekvenser, som et selvmordsforsøg kan have fx i forholdet mellem forældre og barn. Der er gode muligheder for, at den unge, der har lavet selvmordsforsøget, kan blive hjulpet. Men selv om den unge måske hurtigt får det bedre, fjerner det ikke den angst, der er blevet kastet ind i familien. Tilliden bliver heller ikke genskabt med et snuptag. Som forældre kan man nemlig ikke bare vedtage inde i sit hoved Nu har jeg tillid til mit barn igen. Tillid skal bygges op, og det tager tid. Det er vigtigt at forstå. Eftergivelse og kontrol Efter et barns selvmordsforsøg er der som forældre to grøfter, man kan falde i. Man kan blive for eftergivende, eller man kan blive for kontrollerende. Som eksempel på det første er der nogle, der fuldstændig dropper at stille almindelige krav til deres barn. Hun skal ikke længere tømme opvaskemaskine, lufte hund eller dække bord, fordi det er så synd for hende. I den situation gør man den unge til offer, og det er der ikke nogen, der får det bedre af, siger Elene Fleischer og understreger, at den unge også selv har et ansvar for at komme ud af den rolle. Det kan han eller hun gøre ved at sige: Jeg dummede mig, da jeg slugte alle de Panodil er. Næste gang jeg bliver meget ked af det, skal jeg nok søge hjælp i stedet for. Selvfølgelig skal den unge ikke overdænges med skyldfølelser, men lidt må han eller hun godt føle. Skyld er nemlig at tage ansvar for sine handlinger, og det skal man gøre også når man er ung. I den anden grøft slår angsten over i overdreven kontrol. Forældre kan mandsopdække deres barn 24 timer i døgnet, fordi de er panisk angste for, at der skal ske et nyt selvmordsforsøg. Men gør man det, gør man sig samtidig 88
skyldig i et overgreb, mener Elene Fleischer. Forældrene vil sikkert sige til deres barn: Du har forsøgt at tage dit eget liv og kan ikke tage ansvar for dig selv. Derfor er jeg nødt til at passe på dig. Men det er ikke en beskyttelse af barnet, at man kontrollerer dets adfærd i alle døgnets timer. Det er en beskyttelse af en selv og er drevet af tanken om, at jeg kan ikke holde ud, hvis du dør fra mig. Det er meget svært at konfrontere en forælder med det udsagn også selv om man er nære venner eller veninder. Men i samtalegrupperne for pårørende kan den slags følsomme temaer tages op. Tovholderen, der som nævnt er professionelt uddannet, introducerer forskellige typer af reaktioner for de deltagende forældre, der efterfølgende kan bidrage med deres personlige erfaringer. I samtalegrupperne kan vi godt gå tæt på den enkelte, men det er ikke terapi, og deltagerne bestemmer selv, hvor langt de vil gå. Forældrene får nogle redskaber til at identificere deres følelser. De lærer på en måde at se på dem ude fra, og det gør dem mindre impulsive. Det giver en bedre kommunikation og dermed et bedre grundlag for at genopbygge tilliden mellem forældre og barn. Vrede søskende og ærlige forældre Det er meget voldsomt for søskende at opleve, at deres søster eller bror har forsøgt at tage sit eget liv. Vrede er ofte den mest fremtrædende følelse i deres reaktion. Det var den også hos en 11-årig dreng, hvis tre år ældre søster havde haft et selvmordsforsøg. Moderen kontaktede mig for at høre, hvordan hun kunne få sin dreng til at holde op med at være vred. Men det skulle han da ikke holde op med, for han havde jo grund til at være vred og til at synes, at hans søster havde taget al opmærksomheden. Og hans tanke om, at det kan hun ikke være bekendt er jo meget naturlig, siger Elene Fleischer og fortsætter: Søskende reagerer på tillidsbruddet og kan fx sige: Hvorfor kom hun ikke og snakkede med mig om, at hun havde det svært. De er vrede over den afvisning, som de føler deres søster eller brors selvmordsforsøg er udtryk for, men bliver ikke rystet i deres rolle som søskende på samme måde, som voksne kan blive rystet i deres forældreidentitet. 89
Med ærlighed kommer man længst lyder et gammelt ordsprog. Og det er også den strategi, som forældre bør anvende over for mindre søskende til en ung med selvmordsforsøg, mener Elene Fleischer. Børn mærker altid, når voksne lyver og fortier noget. Det gør dem utrygge, for hvem skal de så stole på? Måske begynder de at tænke Det er nok mig, der er noget galt med. Det kan også være, de hører rygter i skolen om Din storesøster har slugt en masse piller. Så forældre skal være åbne og ærlige over for mindre søskende. Hvis de er det, skal de nok komme igennem krisen. Som forældre magter man imidlertid ikke både at være chokeret og omsorgsfuld på en gang. Derfor er det vigtigt at have et netværk at trække på. Det kan være venner eller familie, der træder til og giver en hjælpende hånd. Som forældre er man ofte 100 procent fokuseret på det barn, der har haft selvmordsforsøg, og så glemmer man de andre børn. Det har også været tilfældet blandt deltagere i vores samtalegrupper. Deres børn har fået mad og er blevet passet, men forældrene har slet ikke tænkt på, at søskende også reagerer følelsesmæssigt. Et selvmordsforsøg er en måde at gøre sig værdifuld på. Omgivelserne vil ofte reagere ved at sige: Du betyder så meget! Men den værdi, som der bliver tilført den unge, går fra forældre og søskende. Både i behandlingsmæssig og forskningsmæssig sammenhæng er søskende et overset fænomen. Elene Fleischer håber at kunne yde sit bidrag til, at der bliver taget hul på problematikken. Ansøgningen til et forskningsprojekt er formuleret, og i løbet af efteråret 2008 starter de første samtalegrupper for søskende i Odense. Pårørende i fokus Unge, der har haft et selvmordforsøg, har mulighed for psykologsamtaler. Det tilbud er udviklet for at forebygge, at deres selvdestruktive handling gentager sig. Men efter Elene Fleischers mening er den forebyggende indsats i Danmark alt for individuel i sit fokus. Den unge er jo en del af en familie, og selvmordsforsøget ryster hele systemet. Det er behandlingstilbuddene på forebyggelsescentrene ikke rettet ind efter. Det kan godt være, at forældrene bliver inviteret ind til en samtale, men det er for at hjælpe behandleren med at forstå den unge. Det er ikke, 90
fordi de skal snakke om, hvordan det er at være forældre til et barn med selvmordsforsøg. Forældre kan heller ikke umiddelbart få en henvisning til en privatpraktiserende psykolog. Det er kun, hvis deres læge vrider reglerne, at det kan lade sig gøre. Elene Fleischer understreger, at det ikke er den enkelte behandler, hun sigter på. Flere af dem forsøger faktisk at hjælpe og støtte både den unge og de pårørende, men de arbejder inden for nogle rammer, hvor man som udgangspunkt har fokus på individet og ikke på hele familien. Derfor er der brug for nogen, der taler de pårørendes sag og sætter deres særlige problematik på dagsordenen. Det er også nødvendigt med behandlingstilbud, hvor de pårørende kan sætte ord på den usikkerhed, der er kommet ind i deres tilværelse. Det kan mindske den, men ikke fjerne den. Hvis en ung ønsker at tage sit eget liv, kan ingen forhindre det heller ikke forældrene. De er jo hverken Vorherre eller Superman, og derfor må de ikke pålægge sig selv et urealistisk stort ansvar. Sådan er det jo at have store børn. Man må give slip på tanken om, at man kan kontrollere, hvad de gør med deres liv. Mere om Nefos Nefos er et netværk for efterladte efter selvmord, pårørende efter selvmordsforsøg og fagfolk. Læs mere på www.nefos.dk 91