Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg

Brug for alle Undervisningsmateriale for folkeskoler og ungdomsuddannelser til brug ved rollemodelbesøg

Indledning Hvert menneske har en historie, der er værd at høre. Dette undervisningsmateriale Brug for alle tager udgangspunkt i nogle udvalgte unges historier. Fælles for de unge er, at de alle fungerer som rollemodeller i Integrationsministeriets Brug for alle unge indsats. Brug for alle unge arbejder på at sikre, at flere unge med etnisk minoritetsbaggrund gennemfører en ungdomsuddannelse. Historierne handler derfor fortrinsvis om unge med anden etnisk baggrund, men de kan diskuteres af alle. Historierne fortæller om nogle stærke og modige mennesker, som har formået at skabe sig et godt liv med de udfordringer og muligheder, der har været til stede. Rollemodeller med noget på hjertet Brug for alle unge indsatsens unge rollemodeller er med til at gøre en forskel for mange unge. Når de tager ud på skoler, i fritidsklubber, sportsforeninger og lektiecaféer, påvirker de de unge positivt. Ved hjælp af rollemodellernes personlige beretning om deres udfordringer på vejen til uddannelse og arbejde, er de med til at støtte, motivere og inspirere andre unge. Deres historier og erfaringer handler nødvendigvis ikke kun om valg af uddannelse, men også om venner, kærester, familie og eventuelle kulturmøder. Emner som kan være følsomme og svære for den unge at tale med sine forældre, lærere eller vejledere om, men som ofte har betydning for unges valg af uddannelse. Når rollemodellerne kommer på besøg Det er Brug for alle unges erfaring, at et rollemodelbesøg virker bedst, når tilhørerne har forberedt sig på besøget. Nogle gange har der været en oplevelse af, at de unge ikke helt forstod formålet med besøget, nogle gange knap nok vidste, hvor rollemodellerne kom fra og hvorfor de lige skulle holde et oplæg. Mange lærere har også givet udtryk for et ønske om materiale om rollemodellerne, således at de kan forberede deres elever eller kursister på rollemodelbesøget. Dette undervisningsmateriale er derfor et tilbud til lærere, vejledere, frivillighjælpere, pædagoger mfl., og en mulighed for at kvalificere rollemodelsbesøgene yderligere. Læs historierne med de unge, diskutér de aktuelle problemstillinger og bliv lidt klogere på livet som ung og forældre og de valg og (u)muligheder, det følger med sig. Til sidst i dette forord vil Brug for alle unge gerne takke rollemodellerne for at stille deres livshistorier til rådighed og takke Adil Erdem for at have bearbejdet historierne til brug for dette undervisningsmateriale. Rigtig god fornøjelse! Brug for alle unge s i d e 2 I n d l e d n i n g

Lærervejledning til lærere i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne Målgruppe Historierne og opgaverne i dette undervisningsmateriale egner sig bedst til elever fra 7. klasse i folkeskolen. De kan også benyttes på ungdomsskoler, hvor der går mange unge med etnisk minoritets baggrund. En anden stor målgruppe for materialet er erhvervs- og produktionsskolerne samt ungdomsskolerne og VUC. Formålet med materialet Historierne og de efterfølgende opgaver udgør forberedelses- og efterbehandlingsmaterialet ved besøg af rollemodeller. Det er op til de enkelte lærere at afgøre, hvordan der skal arbejdes med materialet i klassen. Ideen med materialet er først og fremmest at forberede eleverne på det enkelte rollemodelbesøg og prøve at inddrage dem aktivt i processen omkring oplægsholdernes historier og de emner, historierne berører. Formålet er også, at få den enkelte elev til at være mere bevidst om sin egen position i det danske samfund. Erfaringerne viser, at de forskellige undervisnings-institutioner føler, at de kunne få mere ud af rollemodelbesøgene, hvis eleverne er bedre forberedte på de temaer, rollemodellerne tager op. De mener, at de kan deltage mere aktivt under besøgene, hvis de f.eks. på forhånd arbejdede med temaerne: Rollemodeller og Integration. F.eks. ved at de fik mulighed for at debattere temaet i deres klasser inden mødet med rollemodellen, eller at de generelt fik mulighed for at arbejde med temaet Brug for alle unge. Diskussionspunkter Der er udarbejdet 3-4 opgaver til hvert kapitel, heraf 2-3 diskussionsopgaver, som er tiltænkt gruppearbejde. I diskussionsopgaverne handler det om at debattere de vigtigste hovedpunkter i rollemodellernes egne beretninger. Problemformuleringerne omkring alle diskussionspunkterne er meget åbne, sådan at alle elever kan kommentere spørgsmålene. Det er vigtigt, at de på forhånd ved, at resultatet af gruppearbejdet skal fremlægges i klassen. På den måde vil der altid komme mere struktur over den måde, som de unge håndterer opgaven på. Den allerbedste model ville være, at klasserne arbejder med en tekst ad gangen og de tilhørende opgaver. F.eks. en til to tekster om dagen, hvis man vælger at bruge en hel uge på temaet. Skriveopgaver Der er en skriftlig opgave til hvert kapitel, som eleverne kan løse som hjemmearbejde, eller hvordan den enkelte lærer nu synes, at det er bedst for klassen. De skriftlige opgaver bygger på tre tekstgenrer: Skriv et brev Skriv en artikel Skriv en interviewtekst V e j l e d n i n g s i d e 3

Forslag til yderligere aktiviteter Nogle af de elever fra 9. klasse, erhvervs- og produktionsskoler og ungdomsskoler, som allerede har haft rollemodeller på besøg, har nogle forslag til, hvordan man i klassen kan arbejde med rollemodelbesøgene udover de opgaver, som præsenteres i materialet: Skolerne laver en temauge om rollemodeller i det hele taget, hvor temaugen målrettes alle elever fra 6. klasse. Samfundsfags- eller dansklæreren inddrages i processen, fordi eleverne efterfølgende sidder med en masse spørgsmål, som de har brug for at stille flere af deres lærere. Nogle få unge har et ønske om, at forældrene på en eller anden måde bliver inddraget i projektet. De har en tro på, at det bliver nemmere at snakke med forældrene om deres problemer med uddannelse, dobbeltkultur, identitetsdannelse mm., når forældrene bliver inddraget fra begyndelsen. Denne gruppe mener også, at forældre til unge med etnisk minoritetsbaggrund bør tilbydes et foredrag med rollemodellerne på børnenes skole. Som allerede nævnt kan den enkelte lærer og elevgruppe selv udarbejde en model for, hvordan man vil arbejde med materialet og derigennem forberede eleverne på rollemodellernes besøg, eller i det hele taget tilrettelægge et forløb for, hvordan man gerne vil arbejde med rollemodeltemaet i klassen. s i d e 4 V e j l e n d n i n g

Historier og opgaver til undervisningsmaterialet Brug for alle Ayse: Integration gennem venskab s. 6 Hassan: På flugt uden forældre s. 14 Jasamin: Som en helt anden planet s. 22 Kausar: Mine argumenter faldt som vanddråber på beton s. 30 Tim: Drengene på gaden s. 38 Mahmood: Jeg var usynlig s. 46 Fatma: Hold fast i dig selv s. 54 Irfan: Jeg gik mine egne veje s. 62 i n d l e d n i n g s i d e 5

Ayses historie Integration gennem venskab

Integration gennem venskab Ayse, 27 år Ayse er ikke i tvivl om, at vi kan komme langt med integrationen, hvis nydanskere har tilstrækkelig viden om dansk kultur og samfundet. Manglende viden om samfundet, kulturen og danskerne i det hele taget vil skabe en masse fordomme og forsinke integrationsprocessen, siger Ayse. Venskaber med danskere er vigtige allerede i barndommen. Igennem disse venskaber får man indblik i og forståelse af det land, som man er født og opvokset i. Jeg, som har tyrkiske rødder, er jo vokset op i et tyrkisk hjem i Danmark. Et tyrkisk hjem, hvor man havde tyrkiske venner, en tyrkisk stemning i hverdagen, og hvor man dyrkede en form for tyrkisk kultur, der passede til de danske omgivelser. Jeg ville have boet i en slags Tyrkiet i Danmark, hvis jeg ikke havde fået lov af mine forældre til at dyrke mine venskaber med mine danske venner. Nogen vil sige, at det, at du bor i Danmark, går i en dansk skole og bor i et dansk miljø, er nok til, at man kan føle, at man er en vigtig del af det danske samfund. Det synes jeg ikke er helt rigtigt. Dialogen med almindelige danskere er vigtig. Og så er det vigtigt, at disse venskaber starter allerede i vuggestuealderen, hvor man helst skal føle, at man er en naturlig del af hinandens hverdag, og at ens veninde kan have et tyrkisk eller arabisk eller dansk navn, siger Ayse. Det handler i høj grad også om, at forældrene fordomsfrit skal lade deres børn indgå venskaber med etnisk danske børn, siger Ayse og understreger, at det også kræver en vis indsats fra danske forældres side, og at det er vigtigt, at også de fordomsfrit bakker op om disse venskaber. Mit venskab med danske veninder starter, da jeg som ganske lille, fire år, leger på legepladsen ved vores boligkompleks. Der møder jeg to piger på min alder en dag, mens jeg hyggede mig i sandkassen omgivet af min far og mor. Jeg leger med de to piger for første gang den dag. Vi kigger og udforsker hinanden og kaster lidt med sand. Det bliver starten på et godt venskab. I de efterfølgende dage får jeg pigerne på besøg hos mig, og jeg besøger dem nogle dage senere. Det var første gang, jeg besøgte en dansk familie. Jeg kan ikke huske detaljerne fra mit første møde med en dansk familie, men jeg kan nogenlunde huske, at jeg var meget optaget af at iagttage indretningen af deres hjem og forholdet mellem forældrene og børnene. Jeg følte, at jeg voksede helt op til skyerne, fordi jeg nu vidste, hvordan det så ud hos en dansk familie. Noget andet var, at mine forældre lærte de andre forældre at kende altså forældrene til de to veninder, jeg havde mødt på legepladsen. De besøgte somme tider hinanden, fordi deres døtre var veninder. Så på en måde var de tvunget til at lære hinanden at kende. Jeg kan huske, at deres gode forhold til hinanden og positive syn på vores venskaber gav en masse tryghed, siger Ayse. Mødet med de to veninder fra boligkomplekset giver Ayse meget mere end bare to venskaber. Igennem disse venskaber kommer hun tættere AYSES HISTORIE side 7

på en dansk hverdag og føler sig som en ligeværdig veninde på lige fod med de andre veninder på legepladsen og senere på skolen. Jeg syntes, at det var sjovt og lærerigt at besøge to danske familier og se, hvordan de havde indrettet sig i deres boliger, hvad en dansk hverdag gik ud på, og om der var forskelle mellem mit dansk-tyrkiske hjem og de to danske familier, som jeg oftere og oftere kom på besøg hos. Men det vigtigste var, at jeg følte mig som en naturlig del af min klasse, samtidigt med at jeg ikke glemte, at mine forældre stammede fra et andet land. Jeg er sikker på, at mine forældre nød mine danske venskaber lige så meget, fordi de via mig havde fået en anden og mere indholdsrig adgang til det danske samfund og kultur. De havde fundet ud af, at en dansk familie på mange måder var ligesom en tyrkisk familie, eller at forskellene alligevel ikke var ret store. Det gjaldt selvfølgelig også de to danske familier. Jeg er sikker på, at de også tænkte over deres holdninger og forestillinger om indvandrere, efter de havde fået kontakt med mine forældre. De to venskaber, der starter i sandkassen på legepladsen ved boligkomplekset i Århus, forbliver stærke. Uanset hvor langt pigerne befinder sig fra hinanden, finder de altid sammen; ikke nødvendigvis i en sandkasse, men et andet passende sted, hvor de stadigvæk kan lege eller huske deres barndomsminder fra den gang, da de var helt små. Barndomsminder, der på en eller anden måde binder dem sammen og skaber følelsen af en fælles identitet og fortid. Det er en kæmpe fordel for Ayse, at hendes forældre får et godt kendskab til Danmark, danskerne og ikke mindst det danske uddannelsessystem. På den måde føler Ayse sig hele tiden klædt på i forhold til skolen, vennerne og en aktiv fritid, som også kræver forældrenes deltagelse og forståelse. Allerede i folkeskolens første klasser ved Ayse, at det er vigtigt, at forældrene ved, hvem hendes venner er. Det er lige så vigtigt for Ayse, at hendes forældre er bekendt med hendes fremtidsdrømme: drømmen om at få en uddannelse, drømmen om at komme videre med sit liv et liv som sagtens kan se anderledes ud end hendes forældres. Hun er helt afklaret med, at hun ikke nødvendigvis skal leve det samme liv som sine forældre, men hun er ikke bange for, at det vil skabe dybe grøfter mellem dem. Det giver hende en masse frihed, at forældrene ved, hvem veninderne er, og hvad de laver sammen derhjemme eller ude. Derfor inviterer hun sine veninder med hjem. På den anden side tvinger Ayse sine forældre til at være aktive omkring forældre-skole sammenkomster, sådan at de kan træffe de andre forældre i gruppen og derigennem få en dialog, som er vigtig for Ayses venskaber. Mine forældre var ligesom nødt til at søge dialog med de andre forældre, hvis børn jeg legede med. Og omvendt. De andre danske forældre var også nødt til at opsøge mine forældre på disse møder, fordi deres døtre besøgte en veninde, der kom fra et noget AYSES HISTORIE side 8

anderledes dansk-tyrkisk hjem. Eller et hjem, som de andre danske forældre ikke kendte, siger Ayse. Ayse føler sig stolt ved tanken om, at det er hende, der er årsagen til denne vellykkede integration forældrene imellem. Hun er stolt over at have haft betydning for integrationen i sine omgivelser. Jeg fandt ud af, at jeg gjorde det for min egen skyld. Jeg ville ligesom designe mig en familie og nogle danske omgivelser, der passede mig. At skabe en masse tryghed hos mine forældre, at være ærlig og ikke lyve, gav en masse tillid mellem mig og mine forældre. Der var ikke grund til at lyve over for mine forældre, fordi jeg var på biblioteket, eller når jeg var i biffen sammen med mine veninder. Jeg kunne se, at alting blev nemmere, når mine forældre vidste, hvem jeg var sammen med. På den måde skaffede jeg mig en masse friheder og et godt forhold til mine forældre, siger Ayse og fortsætter: Med tiden gik det også op for mine forældre, at der egentlig ikke var den store forskel på en tyrkisk og en dansk familie. De kunne se, at de var lige så optagede af deres børn, som mine forældre var. At de danske forældre også holdt deres børn fra tobak, sprut og en masse andet. I folkeskolealderen må Ayse ikke overnatte hos sine venner for sine forældre. Det er den eneste begrænsning, men hun bliver meget hurtigt enig med sig selv om, at der ikke er grund til at presse sine forældre til noget, som de ikke vil være med til. Jeg vidste, at de bakkede mig op omkring min uddannelse og mine venskaber, og så vidste mine forældre, at jeg havde et liv og en opdragelse, der var noget anderledes end deres. Jeg kunne fornemme, at de havde accepteret, at jeg var anderledes. Men jeg skulle vise dem, at jeg var i stand til at klare mig selv, og at jeg var fornuftig nok til at træffe mine egne beslutninger uden deres indblanding. Dette kunne jeg gøre ved at vise, at jeg kunne tage en uddannelse. Min interesse for min uddannelse og skolegang gav mig straks flere beføjelser og friheder. Lige efter gymnasiet valgte jeg at læse på Aalborg Universitet. Det var et stort fremskridt både for mig og min familie. En dansk pige med tyrkiske rødder kunne uden problemer flytte hjemmefra. Pigen Ayse, som ikke måtte overnatte hos nogen, skulle overnatte for sig selv på ubestemt tid. Og hendes forældre skulle ikke bekymre sig på hendes vegne, siger Ayse med et smil og fortsætter: Mit spring fra barndomshjemmet videre til universitetet i Aalborg gav anledning til en masse snak i det omkringliggende tyrkiske samfund i Århus. Men det vigtigste var, at mine forældre troede på mit projekt. Studierne på Aalborg Universitet skaffer Ayse en praktikplads i Bruxelles i EU-administrationen. Ayse tager springet og lader sig inspirere af den flerkulturelle by. Hun har glæde af sin flerkulturelle indsigt, som hun i den grad får AYSES HISTORIE side 9

brug for under praktikopholdet i Bruxelles. Opholdet i Aalborg og i Bruxelles var fantastisk positivt. Mine forældre var selvfølgelig stolte. De var glade for mine små og store succeshistorier. Jeg kunne efterhånden høre på de andre tyrkiske familier i Århus, at de også var stolte af mig, også fordi de henviste til mig som forbillede, som bevis på, at det sagtens kunne lade sig gøre. Mine forældre havde kun en bekymring tilbage: Om jeg nogen sinde havde tænkt mig at blive gift. Men de havde også tillid til, at jeg vidste, hvad der var bedst for mig i den retning. Lige nu bor Ayse i København, hvor hun også har sit arbejde. Hun bor alene og føler selv, at hun har det liv, som hun hele vejen har kæmpet for. Hun ved endnu ikke, hvornår hun skal ringe til sine forældre og meddele dem den længe ventede bryllupsfest. Måske sker det snart, måske må forældrene vente i flere år endnu. Det går stadig udmærket med venskaberne fra sandkassen på legepladsen i barndomskvarteret. Ayse er 27 år, og arbejder som fuldmægtig hos Beskæftigelsesministeriet AYSES HISTORIE side 10

Opgave 1 Gruppearbejde Ayses historie: Integration gennem venskaber Emne: Kendskab til andre kulturer Unge med etnisk minoritetsbaggrund, som er født og opvokset i Danmark, har ofte mere tilfælles med danskere end med deres forældregeneration. Mange af de unge med etnisk minoritetsbaggrund har mødt deres første etniske dansker allerede i vuggestuen. De bliver hinandens venner, uden at de nødvendigvis tænker deres etniske baggrund med ind i venskabet. Lille Ayse på tre år siger f.eks. ikke: Hej, jeg hedder Ayse, og mine forældre kommer fra Tyrkiet. Og lille Louise siger ikke: Hej, mit navn er Louise, og mine forældre er danskere. Ayse og Louise bliver venner og tænker ikke over, hvorfor de hedder noget forskelligt. De finder senere ud af, at Ayses forældre kommer fra et andet land, og at Ayse har et tyrkisk navn. Det er heller ikke noget problem for pigerne, men når Ayses forældre ikke kender Louises forældre og Louises forældre ikke kender Ayses forældre, kan der opstå forskellige bekymringer. Forældre med etnisk minoritetsbaggrund har følgende bekymringer i forhold til deres børns venskaber med etniske danske børn: Der bliver drukket alkohol i de danske hjem. Danske børn starter tidligt med at snakke om kærester og sex. Danske forældre er ikke gode nok til at passe på deres børn. Danske unge får lov til at gå i byen til sent om natten. Mine børn lærer, hvordan det er at have mere frihed igennem deres danske venskaber. Mit barn glemmer sin egen kultur ved at færdes blandt sine danske venner. Diskutér i grupperne, om der er hold i de etniske minoritets forældres bekymringer og lad gruppelederen skrive ned med korte hovedsætninger, hvordan man kan fjerne de ovennævnte bekymringer. Alle grupper hænger deres løsningsmodeller op på tavlen. AYSES HISTORIE opga v e 1 side 11

Opgave 2 Skriftlig fremstilling Interviewartikel Ayses historie: Integration gennem venskaber Emne: Vejen til et godt liv Du skal vælge en af dine klassekammerater eller en anden, du kender, som er i gang med eller allerede har taget en uddannelse. Lav et interview med den person, du vælger og skriv herefter en artikel på baggrund af interviewet. Du må gerne selv udarbejde spørgsmål til interviewet, men du kan også bruge følgende spørgsmål som inspiration: Hvordan er det lykkedes ham/hende at påbegynde en uddannelse? Har personen haft en/flere rollemodeller som forbillede? Hvordan han/hun har klaret sig økonomisk under uddannelsen? Har han/hun haft forældreopbakning omkring sin skolegang? Hvad betyder det for ham/hende at have en uddannelse? Skriv en interviewartikel uden at du samtidig behøver at kommentere den interviewedes synspunkter. Afslut din interviewartikel med at lade den interviewede komme med gode råd og ideer til de unge med hensyn til uddannelse og arbejde. Giv teksten en passende overskrift. AYSES HISTORIE opga v e 2 side 12

Opgave 3 Gruppearbejde Emne: Integration Ayses historie: Integration gennem venskaber Begrebet integration diskuteres ofte i det politiske rum i Danmark, hvor forskellige debattører definerer begrebet. Læs Ayses tekst: Integration gennem venskaber og diskutér følgende spørgsmål i grupper: Hvordan forstår I begrebet integration? Hvornår er man godt integreret? Fremlæg gruppearbejdets konklusioner for de andre i klassen, som har haft den samme opgave. Lad grupperne kommentere hinandens oplæg fra gruppearbejdet. AYSES HISTORIE opga v e 3 side 13

Hassans historie På flugt uden forældre

På flugt uden forældre Hassan, 33 år Hassans ufrivillige rejse til Europa starter allerede, da han er 13 år og på flugt fra krig og en usikker fremtid uden forældre eller søskende. Den svære beslutning bliver truffet af forældrene, der ikke ønsker, at Hassan skal risikere sit liv som børnesoldat i krigen mod Irak. Derfor bliver Hassan sendt ud af Iran med kurs mod Frankfurt i håb om, at myndighederne vil tage hånd om ham, så længe krigen varer. Der bliver talt med Hassan om konsekvenserne, hvis han ikke vil flygte. Han er moden nok til at forstå forældrenes bekymring og situationen i landet. Men han ved ikke helt, hvad det vil sige at være uden sine forældre. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad det vil sige ikke at have mine forældre ved min side, når jeg skulle sove de fremmede steder, som jeg snart skulle komme til. Jeg var stærk nok til at love mine forældre, at det nok skulle gå, men jeg var bange for det ukendte, jeg snart skulle møde. Den oprindelige plan var, at jeg skulle videre til Danmark, hvor min søster boede. Det gav mig selvfølgelig en vis trøst at tænke på hende. Men jeg skulle altså klare mig i Tyskland på egen hånd, indtil min søster skulle smugle mig ind i Danmark. Mine forældre sagde, at det ville tage et stykke tid. Jeg lovede mine forældre, at jeg, den unge Hassan på 13, nok skulle passe godt på mig selv. Afskeden med forældrene bliver ikke helt så nem, som Hassan havde regnet med. Han bider smerten i sig og tager afsted. I Frankfurt bliver han stoppet af politiet. De tyske myndigheder vil vide, hvad årsagen er til hans flugt. Han bliver tilbageholdt i lufthavnen og senere sendt på et asylcenter for børn, hvor han bliver indkvarteret i et rum med tredive andre asylbørn uden forældre. Først har Hassan svært ved at forstå, hvad der foregår, men nogle dage senere går det op for ham efter en samtale med myndighederne med hjælp fra en iransk tolk, at de ikke vil sende ham videre til Danmark, sådan som det oprindelig var planlagt. Jeg ville jo rejse videre til min søster i Danmark. Jeg vidste ikke engang, hvor Danmark lå. Jeg havde et telefonnummer til min søster, men jeg havde svært ved at ringe til hende, fordi jeg ikke vidste, hvad koden til Danmark var. Det eneste, jeg havde i tankerne, var at nå frem til min søster. Jeg havde med andre ord svært ved at forestille mig et liv på det tyske børnehjem, som lignede en mellemting mellem en militærkaserne og en efterskole for vanskelige børn. Nogle dage senere stikker Hassan af fra børnehjemmet. Han drager mod centrum og har et håb om, at nogen vil hjælpe ham med at komme videre til søsteren eller til et andet liv, der er bedre end livet på børnehjemmet for asylbørn. Under flugten husker han løftet til forældrene. Løftet om, at han vil passe godt på sig selv, og at han vil huske deres kærlighed, når han kom i vanskeligheder undervejs. Jeg måtte overnatte et eller andet sted, hvor jeg var nogenlunde i sikkerhed. Jeg kan huske, HassanS HISTORIE side 15

at jeg købte en masse bananer for de sidste penge, jeg havde i lommen, fordi jeg ikke havde spist bananer før. Da mørket faldt på i udkanten af Frankfurt, fandt jeg et gammelt skur. Et gammelt, koldt og forladt skur i et industrikvarter. Jeg kan ikke huske det hele, men det lykkedes mig at falde i søvn. Jeg kan heller ikke huske, hvor bange jeg var. Næste dag gik tiden med at udforske Frankfurt. Det hele var så anderledes og nyt. Jeg kan huske, at jeg var meget optaget af latinske bogstaver på skilte, som jeg ikke kunne læse. Der var overhovedet ikke nogen fællestræk mellem Iran og min første europæiske by, Frankfurt. I løbet af dagen lykkedes det mig at komme i kontakt med min søster i Danmark med hjælp fra folk på gaden, der hjalp mig med at finde telefonkoden til Danmark. Det bliver aftalt i telefonen, at Hassan skal vente på sin svoger, som snart vil komme til Frankfurt med en plan for, hvordan den unge Hassan kan smugles ind i Danmark. Ventetiden på svogeren er lang og irriterende. Hassan bruger tiden på at udforske byen yderligere, og han prøver at være en slags turist i byen, mens han venter på hjælp, og så er det lige meget, om han får mad; han skal jo op til sin søster i Danmark. Planen var, at jeg skulle smugles ind i Danmark af en, som jeg ikke kendte. Jeg blev puttet i bagagerummet på en bil, og vi kørte. Min svoger skulle overtage mig fra den fremmede mand ved grænsen i Danmark. Jeg var ganske enkelt lettet over, at jeg ikke selv skulle tænke og finde ud af, hvad der skulle ske med mig. Ved grænsen til Danmark blev jeg fundet af tolderen i bilens bagagerum. Jeg blev hverken truet på livet eller fik bank. Men jeg blev dog afhørt. Jeg kunne ikke finde ud af at lyve, sådan som smugleren på forhånd havde aftalt det med mig. Jeg sagde sandheden lige ud. Jeg tror også, at jeg sagde til tolderne, at det var en vigtig del af min opdragelse ikke at lyve. Det hele ender med, at Hassan bliver sendt videre til Danmark med fly og fra Kastrup videre til Sandholm asylcenter. Altså en lykkelig afslutning på en smertefuld rejse. Hassan er glad for at blive forenet med søsteren og svogeren, men de danske asylmyndigheder kræver, at Hassan opholder sig på asylcenter Sandholm, mens hans sag bliver behandlet. Det var ikke sjovt. Jeg havde ganske enkelt ikke lyst til at opholde mig andre steder end hos min søster. På asylcentret blev jeg placeret hos en gruppe forældreløse asylbørn igen. Jeg kunne tydeligt se, at forholdene var meget bedre end i Frankfurt. Der var god mad, gode senge og mulighed for en masse fritidsaktiviteter. Men der var et problem: Jeg blev straks overfaldet af de andre asylbørn, der opfattede sig selv som stedets ejere og pressede mig til at udlevere mine lommepenge. Jeg var meget utilfreds med deres opførsel overfor mig, men gudskelov fik jeg asyl meget kort tid efter. Myndighederne sagde, at jeg skulle flyttes fra asylcentret til et børnehjem, fordi jeg var under 18 år og uden forældre, men min søster holdt fast ved, at HassanS HISTORIE side 16

hun og svogeren ville passe mig. Det lykkedes til sidst at flytte hjem til min søster og svoger. Altså endnu en lykkelig afslutning i starten af mit unge liv. Det går ikke så let med svogeren og søsteren i Århus. Hassan vil ikke finde sig i, at søsteren opfører sig som en slags forælder for ham, og svogeren ligeledes. Der opstår talrige konflikter, som gør, at Hassan stikker af fra hjemmet. Senere havner han på et børnehjem, og derfra kommer han i familiepleje. Han kan tydeligt mærke en vis forvirring og angst, men det er vigtigt for ham at minde sig selv om, at det er ham, der skal passe på sig selv, og at det er vigtigt, at han bevarer optimismen og lysten til at leve et godt liv uden forældre. Mine plejeforældre var danske katolikker, fandt jeg ud af. Det var ret chokerende for mig, for jeg vidste ikke, hvad det vil sige at have forældre, der havde et religiøst forhold til alt. Mine egne forældre i Iran havde lært mig et liv, hvor jeg ikke nødvendigvis havde brug for en Gud. Lige pludselig fandt jeg ud af, at jeg f.eks. ikke måtte se actionfilm eller andre lignende film. En dag lånte jeg nogle film med hjem, som mine katolske forældre ikke brød sig om. Det var en dag, hvor jeg vidste, at de ikke var hjemme, men de dukkede op, og jeg blev skældt ud. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde til min plejemor, men så kom min far ind og gav mig en flad. I samme øjeblik pakker Hassan og flygter. Han ved ikke, hvor han skal tage hen, og hvordan han skal klare sig, når han heller ikke har kontakt med sin søster og svoger mere. Flugten fra det katolske hjem varer kort. Han havner hos myndighederne igen, og kommunen står parat med en børnehjemsplads. Hassan har ikke andre muligheder. Følelsen af, at han kommer længere og længere væk fra sine biologiske forældre går ham på. Han ved også, at han skal bide smerten i sig og komme videre med sit liv. I mellemtiden har han også lært, at man ikke har mange venner eller andre, der vil interessere sig for en, når man er langt nede. Det er på det tidspunkt, at Hassan begynder at tænke på uddannelse og et liv i trygge rammer. Det var ret irriterende, at jeg blev involveret i nogle gadekonflikter, som jeg ganske enkelt ikke ønskede at være en del af. Senere, da jeg kom på ungdomspension, kom jeg tit i konflikt med skinheads nogle drenge, som boede i nærheden af den skole, jeg gik på. Jeg fik tæsk, blev skubbet til, og mødte dermed de første racistiske mønstre i mit nye land. Men jeg vidste, at der var mange andre gode mennesker i Danmark, som ikke repræsenterede de samme holdninger som skinhead-drengene. Jeg blev mere og mere klar over, at jeg bare skulle holde mig væk fra dem og andre, der kunne skabe problemer for mig eller forhindre mig i at leve det liv, som jeg ønskede at leve i Danmark. Hassan kommer væk fra konflikterne og en uvis fremtid. Han prøver at bevare den optimisme, som med hans egne ord altid kan overvinde kaos og had. I løbet af en periode på et år tager han HassanS HISTORIE side 17

sig sammen og skaber sig et nogenlunde liv, som han kan være tilfreds med. Det sker gennem at tage en uddannelse og begynde at arbejde med vanskelige unge forskellige steder i Danmark. Det gør han samtidigt med, at han hele tiden udvikler sig både fagligt og personligt. Denne blomstrende periode får ham til at vende tilbage til sin familie. Han får sine forældre på besøg og opbygger forsigtigt et hjem. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor smukt det er at involvere sig i alle mulige humanitære projekter og derigennem hjælpe de unge ud af en masse konflikter og misbrug, når man selv engang har været i samme situation, siger Hassan og fortsætter: Jeg forstår nu, at jeg umuligt kunne klare mig ud af de mange vaskeligheder uden de mange muligheder, det danske samfund har budt mig i de svære perioder. Der har altid været et system, som jeg kunne henvende mig til, når jeg havde truffet beslutningen om at komme videre med mit liv. Der har ikke været noget tidspunkt, hvor løsningen krævede betaling eller andre betingelser, som jeg ikke kunne opfylde. Når det er lykkedes mig i dag, hænger det i høj grad sammen med det her land, som jeg lever i. Jeg føler i dag, at samfundet har behandlet mig på samme måde som de indfødte. Det er jeg i den grad glad for. Hassan opfatter Danmark som mulighedernes land for dem, der har en plan for deres liv. Enhver kan rejse sig op fra gaden, børste støvet af og komme videre med sit liv. Danmark står altid parat med en hjælpende hånd, hvis du selv vil, siger Hassan og skynder sig for ikke at komme for sent til dagens første møde. Hassan er 33 år, og leder af en institution for unge med problemer i København HassanS HISTORIE side 18

Hassans historie: På flugt uden forældre Opgave 1 Gruppearbejde Emne: Alene i Danmark Diskutér følgende spørgsmål i gruppen: Hvad er årsagen til, at det ikke går Hassan godt i de første år i Danmark? Hvordan lykkes det Hassan at blive integreret i det danske samfund med uddannelse og arbejde? Hvordan tror I, det ville være gået Hassan, hvis han ikke var flyttet til et land med mulighed for uddannelse og økonomisk sikkerhed? Hvad kan man lære af Hassans livshistorie? Fremlæg gruppearbejdets konklusioner for de andre i klassen, som har haft den samme opgave. Lad grupperne kommentere hinandens oplæg fra gruppearbejdet. HassanS HISTORIE opga v e 1 side 19

Hassans historie: På flugt uden forældre Opgave 2 Gruppearbejde Emne: Børnerettigheder Diskutér følgende spørgsmål i gruppen: Børn har særlige rettigheder i den danske lovgivning, som det også er tilfældet i rigtig mange andre lande. Børn skal passes, plejes og undervises, og så skal de have et hjem med trygge rammer. Læs Hassans historie og undersøg følgende spørgsmål: Hvad står der i den danske lovgivning om børns rettigheder? Hvad står der i FNs børnekonvention? Diskutér den i forhold til den danske lovgivning om børns rettigheder. Diskutér om I synes, at Hassans rettigheder som barn er blevet opfyldt? Fremlæg gruppearbejdets konklusioner for de andre i klassen, som har haft den samme opgave. Lad grupperne kommentere hinandens oplæg fra gruppearbejdet. HassanS HISTORIE opga v e 2 side 20