Brigadens Opklaringseskadron Personlige indtryk ved H.F.Moth
Brigadens Opklaringseskadron Forord. I dette skrift vil jeg forsøge at beskrive moderne panseropklaring gennem det, jeg har lært i Rytteriet, dels som lærer på PBS, Pansertroppernes Befalingsmandsskoler, dels som næstkommanderende i en genindkaldt 3. Opklarings-eskadron og endelig som chef for 2. Opklaringseskadron/2. Jyske Brigade. Regimentets historie er godt beskrevet, først i bogen i anledning af regimentets 250- års fødselsdag i 1929 og igen opfølgningen af historien ved 300 års dagen i 1979. I den seneste bog, der udkom midt under den kolde krig, blev regimentets krigsopgaver ikke behandlet, fordi det ikke var muligt på grund af klassificeringen. Der er senere skrevet bøger om den kolde krig, men det er på det overordnede plan og af folk, der ikke fik mudder på støvlerne. Her vil jeg prøve at fortælle om min egen og mine soldaters uddannelse og hverdag, sommer og vinter, dag og nat. Det er et forsøg på at fortælle om de daglige problemer og oplevelser. Og et forsøg på også at sætte det i relation til tiden, dens politik og tidens holdninger. Jeg skriver på min egen og på vore soldaters vegne. Og soldater er der mange af. Ikke bare opklaringsfolk men den lange række af unge mænd, der fra 1949-1989 aftjente deres værnepligt for en ringe løn og afbræk i deres uddannelse. For manges vedkommende op til 2 år. Et groft overslag giver, at det drejer sig om over 1 million danskere. Og det er da ganske mange. Jeg har ikke haft hjælp udefra i diverse arkiver, men har brugt mine egne notater, min hukommelse og mine egne og andres billeder samlet sammen i tidens løb. Der kan derfor være mange fejl om tider og steder og mange andre ting, og det er man velkommen til at fortælle mig. Med en PC er det let at indføje rettelser og tilføjelser samt billeder. En tak til alle dem, der allerede har hjulpet med oplysninger, billeder og korrektur. Ingen nævnt, ingen glemt. Vi kom aldrig i kamp, men den dag i dag er jeg overbevist om, at soldaterne var rede til at gå i krig, bl.a. fordi de vidste, at de var godt forberedte, med de midler vi kunne give dem. Og som aldrig gjorde vrøvl. Det skulle da lige være, når køkkenvognen først nåede ud til de fjerneste grupper ved midnatstid. At vore resultater oftest var rigtig gode skyldes mest, at danske værnepligtige er gjort af godt stof, deres skoleuddannelse er i orden, og der var gode befalingsmænd, der evnede at være taktiske førere og instruktører i alle mulige fag lige fra hygiejne under feltforhold til skydning med kampvogn. Historien om brigadens opklaring vedrører naturligvis de tre opklaringseskadroner, men af gode grunde har jeg brugt 2. OPKESK som udgangspunkt. Der var hele tiden en naturlig konkurrence mellem de to stående eskadroner, 1. og 2. OPKESK, men samtidig også et sammenhold som var forbilledligt. I skrivende stund er det 20 år siden, at muren om Berlin blev åbnet. For mig var den 9 november 1989 lige så stor, som da jeg som gymnasieelev i 1. G oplevede Danmarks befrielse den 4 maj 1945. Nazismen blev nedkæmpet med store tab, men Stalinismen, som i 70 år truede verdensfreden og underkuede og myrdede løs i Østeuropa, faldt sammen som et korthus på få måneder. Og uden at det kostede én NATO soldat livet. Befriet for to tyrannier, begge europæiske, kunne verden kun se frem til fred og fremgang. Tiden siden 1989 har desværre vist, at sådan gik det ikke. Hans Frederik Moth Mailadr.: hans.moth@dlgtele.dk 2.udgave maj 2011 2
3
Grunduddannelse i hæren Rekrut For at blive officer i den danske hær skal man gennemføre en uddannelse, der starter helt nede ved bunden. Jeg har af flere grunde valgt at fortælle om min egen uddannelse, mest fordi jeg her kan holde mig til det rent faktiske forløb, som jeg har oplevet det. Efter studentereksamen fra Nykøbing M. Gymnasium og nogle års studier ad en helt anden løbebane, blev jeg rekrut ved 8. Regiment på Fynsgades Kaserne i Aalborg i maj 1953. Vi var ca. 400 mand fordelt på tre rekrutkompagnier. Efter tre måneder blev jeg sammen med 25 30 andre rekrutter optaget på Fodfolkets Sergentskole på Kronborg, hvor jeg i 8. Deling fik en grundig uddannelse i skydning med 81 mm Morter. Hele holdet var på ca. 175 elever, der kom fra alle infanteriregimenter. Det var en dejlig tid på Kronborg. Det kan man naturligvis bedst se bagefter. Gode lærere, rimelig beboelse, svenske piger i Stengades mange værtshuse (Hold Danmark rent, følg en svensker til færgen ). Og en dygtig kostforplejningsforvalter, der leverede god og rigelig mad. Nu skal det her ikke være et Koplevs Køkken,men jeg bruger endnu hans opskrift på reven gulerod: 3 gulerødder, et par æbler, gerne Belle Boscoop. En håndfuld rosiner og saften af en citron, rives groft i køkkenmaskinen. Det er nemt nok at lave til to personer. Hvordan han bar sig ad at lave noget, så 175 unge mænd syntes det var en delikatesse, er godt gået. Med et godt helbred og en god fysik og et eksamensbevis i hånden, bestået som nr. af 10 af 175, og underskrevet af oberst A.Mygind den 3 februar 1954, kom jeg som nyudnævnt sergent efter eget valg til Den Kgl. Livgarde og blev næstkommanderende i Morterdelingen i Tungt Kompagni/I/ Livgardebataljon. At jeg havnede i Sandholmlejren skyldtes private årsager. Min forlovede var blevet ansat på Landbohøjskolen, og så var Aalborg lidt langt væk. I november 1954 indtrådte jeg, omtrent samtidig med oberst A. Mygind på Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot, han som chef og jeg som kadet. Optagelsen på Hærens Officersskole. Der var blevet brug for flere officerer efter vor tilslutning til NATO, hvorfor kadetholdene var blevet noget større. Man skulle have en matematisk studentereksamen for at blive optaget, men da mange egnede ansøgere uden en sådan kunne søge Forsvarets gymnasium, der var to årig, kom der ganske mange den vej. Jeg tror, at halvdelen af mit hold kom ind via dette Gymnasium. Selvom der var gået 9 år siden krigen sluttede, var der folk, der ikke kunne lide uniformer, og officerer blev ofte henregnet til at stamme fra adel eller højere borgerskab. En senere undersøgelse over, hvor officerer stammer fra, viste, at vore forældre var et bredt udsnit af landets befolkning. Det var arbejdere, landmænd, funktionærer, skolelærere og højere uddannede. Jeg tror formålet med undersøgelsen var at vise, at officerer var sønner af godsejere og anden lavadel, men det blev grundigt modgået i den undersøgelse, formentlig til stor overraskelse for fordomsfyldte venstrefløjsfolk. Men det kan vel ikke overraske de samme mennesker, at der blev stillet særlige krav til kadetterne ud over gode skolekundskaber. Man skal være straffri, sikkerhedsgodkendt og have en god fysik og et godt helbred. Og så skal man kunne tænke indenad. Og optagelsesprøverne erindrer jeg som meget grundige. Havde man søgt om optagelse på en skole, hvad enten det var Hærens Officersskole, Fenrikskolen eller Reserveofficersskolen, gennemgik man en hel dags prøver, skriftlige som praktiske, på Frederiksberg Slot, styret af en flok militæpsykologer. Det var meget sjovt og en god afveksling fra den daglige tjeneste i Sandholmlejren. 4
På mit hold. Hold 1954-56 II, var vi tre klasser. Første år hed de B 1, 2 og 3. Og andet år hed de A 1, 2 og 3. Vi var fra begyndelsen i nærheden af 60 elever, men det faldt noget efterhånden. Og som nævnt af bred afstamning. Der var kun en kongelig, nemlig Jørgen Frederik Aage Erik Helge Castenskjold fra Kongstedlund. Hans mor var prinsesse Dagmar, han var altså fætter til Kong Frederik den IX. Han var ikke nogen stor matematiker, men han var en utrolig god og hjælpsom kammerat, som jeg ikke mindst lidt senere i min Næstvedtid fik et fint forhold til. Han var en meget dygtig rytter. Hans tragiske død i 1962 og årsagen til, at han skød sig selv, er ikke noget, husarerne skal have ros for. Tværtimod. Der var overordentlig mange fag på skolen og lige så mange eksamener. Det skal ikke specificeres her. Kun eet fag vil jeg nævne. Ridning. Dels fordi det er helt udgået af skolens pensum, dels fordi vi gennem dette fag fik lejlighed til at konkurrere i den olympiske disciplin Moderne Femkamp. Her indgår disciplinerne Ridning, Fægtning, Skydning med pistol, Svømning og 4000 m Terrænløb. Altså gamle og hæderkronede militære færdigheder. Efter eksamen fik jeg for øvrigt et legat som bedst beståede elev, der var søn af en lærer. Kr. 250.00. Det dækkede noget af udgiften til en gallauniform. Om der var andre lærersønner vides ikke Jydske Dragonregiment. Jeg havde point nok til at komme til Jydske Dragonregiment, der var det første ønske hos en tredjedel af holdet på i alt 54 elever, incl. fire intendanter. 1. November 1956 meldte jeg mig sammen med K.J. Funch til oberst Aage Jansen og blev godt modtaget. Forud havde regimentschefen sendt et personligt brev til os, hvor han ønskede os tillykke med eksamen og takkede os for, at vi havde valgt JDR. Sådan var han. Flyttelæsset med vore møbler blev læsset af i Nordkap 22, 2 tv, i Holstebro, også Funchs, hvor det stod i tre måneder, mens vi var på kursus på Kampvognsskolen, der dengang var underlagt PBS i Næstved. Tilbage i Holstebro var jeg ved 2. Rekruteskadron i 7 måneder, de sidste 4 mdr. som NK. Vi uddannede rekrutter efter Personelerstatningssystemet, hvor der mødte et hold rekrutter i Januar, Maj og September. Efter 4 måneder gik de i dækningsstyrkens eskadroner, som derved kom til at bestå af tre forskellige indkaldelseshold. Må opfinderen af dette system hvile i fred, Han får ingen roser af mig for sin indsats. Fra den 1. sep. 1957 var jeg NK i Stabseskadron/I/JDR efter dog først at opleve en genindkaldelse af et Korpsstabskompagni/Vestre Korps. Det varede hele september, kompagniet var på 225 mand (gamle dragoner), og vi deltog i en øvelse på Sjælland kaldet Bold Guard. General Erik Kragh var Korpschef, men selv om mit kompagni bevogtede ham, lavede mad til og transporterede ham og hans stab, kampdommere og kompagniet, i alt ca. 5-600 mand (med en køkkengruppe på 12 mand og 20 kvindelige lotter fra DKB), så jeg ham aldrig. Der var 90 køretøjer i kompagniet. Det var en forrygende oplevelse, men mig bekendt er kompagniet aldrig senere blevet opstillet. STESK/I/JDR. I de tider var en kampvognseskadron på 17 kampvogne, Centurion. I en bataljon var der altså 51 kampvogne. Plus en til bataljonschefen og en til hans NK. Derfor var STESK tilsvarende stor. Der var en masse forsyningskøretøjer, GMC, 6x6 med et tilsvarende stort antal kørere, som i daglig tale hed skubbere vistnok fordi de tit måtte skubbe de tunge 1 t påhængsvogne ind i skjul. Og udover Stabsdeling, Kommandodeling, Forsyningsdeling, Vedligeholdelsesdeling og Sanitetsdeling var der altså også en Opklaringsdeling, udrustet som Opklaringseskadronernes med M/24 Chaffee. Der mødte jeg en Opklaringsdeling første gang. En kort tid hed delingsføreren Jørgen Lerhøj. 5
Ham kendte jeg, idet han også kom fra Nykøbing Gymnasium og var student 2 år efter mig. Han lærte mig lidt om sådan en deling. Han var i øvrigt dyrlæge og blev senere en anerkendt forsker. Under mit ophold i denne eskadron var vi på flere øvelser, dels i Klosterheden, hvor vi vistnok lavede en masse markskade på skovvejene, dels i det midtjyske omkring Frederikshaab Plantage. Det var en stor øvelse med deltagelse af de andre enheder i Brigaden. Under sammendragning til øvelsen, som var en kontrolleret motormarch husker jeg en episode, hvor det hele var gået i stå, og enhederne var håbløst viklet ind i hinanden. Jeg holdt i lang tid i min Panservogn 4x4, kaldet mosegrisen, bag en kanontraktor med en 105 mm kanon, som ikke gjorde tegn til at flytte sig. Det var en grusom kold vinter, men til sidst kom jeg ud af vognen for at se hvad der skete. I kanontraktoren sov de alle, tilsyneladende, men det var værre. De var kulilteforgiftede. Vi fik dem ud af vognen og jeg tilkaldte over radioen vor læge, der fik dem indlagt på Varde Sygehus. De overlevede alle. Årsagen var et utæt udstødningsrør Senere under samme øvelse blev besætningen på et halvbæltekøretøj af mine egne udsat for det samme. Utæt udstødning og hul i bunden af karosseriet. De kom også ud i tide. Siden den oplevelse har jeg været allergisk over køretøjer, der stod med motoren i tomgang. Som nævnt var det koldt, og folkene specielt i de åbne køretøjer fik problemer med forfrysninger. Det hjalp, da vi kom til en gård, hvor vi boede i en grisestald. Der var varme fra grisene, og det var godt, selv om de jo lugter lidt anderledes end en kold skovbund.. Adjudant Efter et halvt år i STESK blev jeg adjudant ved II/JDR. Det var hos OL Adam Møller, der senere blev regimentschef og derefter medlem af Folketinget. I denne bataljon indgik opklaringseskadronerne og de to rekruteskadroner. 1. OPKESK var netop i marts 1958 vendt hjem fra Tyskland (Itzehoe). 2. OPKESK var endnu ikke opstillet. Men vi havde også ansvaret for 3 OPESK. Det var en mobiliseringseskadron, og dens materiel, der endnu bestod af Staghound og Humber panservogne, var opmagasineret på gården Mariegaard i Haderslev. Det var en meget lærerig tid hos Adam M. Ikke bare administrativt men i høj grad hans rent menneskelige synspunkter, som afveg utrolig meget fra mange af de ældre officerer, der blot videreførte tidligere tiders kadaverdisciplin. 1 jan 1959 blev Adam Møller afløst af OL Otto M. Achton, og 1 oktober samme år befandt jeg mig med familie i Næstved på Pansertroppernes Befalingsmandsskoler. På dette tidspunkt var OL K.A. Krarup skolechef, og husaren KN Thorkil Bûlov næstkommanderende. Der var 4-5 premierløjtnanter, der var holdførere og en del hjælpelærere. Skolen og dens historie er fremragende beskrevet i bogen Pansertroppernes Befalingsmandsskoler, udgivet af skolen i 1968 og redigeret af oberstløjtnant Preben Stoltze. Jeg fik jeg kommandoen over Korporalskolen, hvor jeg afløste Jens Nygaard. Udannelsen til korporal varede 4 måneder, og holdene fulgte indkaldelsesholdene ved de to panserregimenter. Der var vel hver gang 8 10 elever fra hvert regiment, hvortil kom ca. 6 beredne fra GHR s hesteskadroner. De fik samme uddannelse som de andre, men herudover havde de staldtjeneste og rideundervisning. Og de var altid gode folk. I undervisningen var jeg overordentlig frit stillet. Der var en plan for, hvilke fag eleverne skulle have, men hvad vi lærte dem, var vor sag. Med baggund i Feltinstruktion for enkeltmand og hvad jeg ellers havde lært begyndte jeg så at uddanne spejder -, panserskytte - og mortergruppeførere. Lektionerne lavede jeg selv, efterhånden som tiden gik, og min fordel var dog, at jeg altid var nogle dage forud for eleverne, som jo også skulle lære alle de andre fag som våbenlære, eksercits, 6
signaltjeneste osv. Og samtidig opdrages til at være befalingsmænd. Jo, det var faktisk meget lærerigt. Vi var tre lærere ved Korporalskolen, idet jeg som hjælpere havde Fenrik S.E.Olsen og Overfenrik S.C.Sørensen, begge husarer. Og tager man den korte tid i betragtning fik vi også gode korporaler ud af eleverne. De klarede sig godt til eksamen, og det var hver gang en fornøjelse at se hvordan bare 4 mdr. påvirkning kunne ændre de unge mennesker. De blev lidt mere frie, kunne tale højt. Uniformen sad bedre på dem. Det blev i øvrigt endnu tydeligere, da jeg senere havde sergentelever, der fik 6 mdr. uddannelse. Vi havde mange oplevelser med eleverne. De fleste gode, men engang vi var i Melbylejren ved Sjællands badekyst mod nord for at skyde, gik det galt. Det var en varm forårsdag i 1960, og alting var knastørt. S.E.Olsen skød med morter (81mm), og vi andre havde nogle skydninger med håndvåben. Under skydning med fosfor (røggranater) gjorde skytten den fejl, at han skruede sideskruen den forkerte vej, og så faldt røgtæppet mod venstre kant af skydeområdet i stedet for ind mod midten. Fosfor tænder let ild, og pludselig stod det hele i flammer. Først prøvede vi med branddaskere, men enden på det hele blev, at lejren tilkaldte Civilforsvaret fra Frederiksværk. Der kom en masse køretøjer med en masse CFere, og ilden blev slukket uden at brede sig til sommerhusene uden om, og dem er der rigtig mange af deroppe. Jeg blev kaldt ind til lejrchefen, en oberstløjtnant, der lovede mig al landsens ulykker, straf og forbedringshus. Men da jeg kom hjem til Næstved og forklarede sagens omstændigheder for skolechefen, OL K.A.Krarup, der var en klog chef, faldt det hele til jorden, og jeg hørte ikke mere til den sag. Det var nok heller ikke første eller sidste gang der har været brand i et skydeterræn. Almindeligt kursus og Taktisk kursus. Midtvejs i mit ophold i Næstved var jeg på Almindeligt kursus i 3 mdr., dels på Kampvognskolen i Oksbøl, dels i Næstved. Det var hovedsagelig repetition af vor grunduddannelse tidligere, og vi kunne vist bagefter kalde os skydeinstruktører på Centurion og M24 Chaffee. I fortsættelse heraf kom Taktisk Kursus ved Forsvarsakademiet i København. Det varede 6 mdr. Vi havde kaptajn Hieronymus Thomassøn Havning i faget Taktik. Han var rasende dygtig, og hans gennemgang af vore skriftlige opgaver var grundige og ikke uden humor en gang imellem. Her fik vi for første gang undervisning i brug af taktiske atomvåben, granater med en sprængvirkning på fra 2 kilotons og opad. Samt opgaver i beregning af sådanne våbens virkninger, herunder det radioaktive nedfalds fordeling efter vindretning og vindstyrke. Som specialopgave skulle vi skrive og holde et foredrag om et selvvalgt emne. Nogle valgte et emne fra 2. Verdenskrigs krigshistorie. Mit emne hed Udenlandske anskuelser vedrørende organisation og anvendelse af opklaringsenheder. Det blev et værk på ca. 40 sider + 9 bilag. Og stoffet hentede jeg i danske og udenlandske fagblade (Kentaur, Armor, Panzer, Tashenbuch der Panzer, Soldat und Technik og flere andre kilder, f.eks artikler af E.Mitteldorf: Taktik in Russlandfeldzug). I hæren bruger man ikke så meget at rose folk, men i dette tilfælde fik jeg dog megen ros for min indsats. Havning blev naturligvis generalmajor og bl.a. chef for Jydske Division. Han var meget speciel. Og jeg lærte ved den lejlighed en masse om opklaring. Jeg tror nu ikke det var derfor, jeg blev udtaget til tjenesten som NK i den genindkaldte 3. OPKESK. Personelafdelingers veje var dengang og vel stadigvæk uransagelige. Genindkaldt 3. OPKESK. Men 1 september 1961 mødte jeg i Haderslev sammen med de øvrige befalingsmænd i eskadronen. Ritmester Per Schmidt var chef. Som delingsførere kom Per Pries Sørensen, Jespersen og J. Walmar (den eneste delingsfører jeg har haft, der altid havde sin paraply med), og 7
forbindelsesofficer var J. Mols, alle kendt med funktionen fra tidligere tjeneste. Eigil Hjelmager var kommandobefalingsmand, og fenrik Peder Bo Frederiksen garagemester. Han kom sammen med mig fra PBS. Og samtidig også alle sektionsførere og gruppeførere. De næste dage brugte vi på at repetere nødvendig viden samt forberede modtagelsen. Sammen med depotfolkene fra Holstebro lagde vi så meget frem som muligt, undtagen uniformer og støvler, da vi jo ikke kendte deres skonummer. På mødedagen hentede vi i lastbiler de folk, der kom med toget på Haderslev Hovedbanegård, og det var vist de fleste. I modsætning til mine tidligere erfaringer fra sådan en indkaldelse var de faktisk ædru, og navneopråb og opstilling i de rigtige delinger samt udlevering af alt grej, incl. kampvogne og andre køretøjer blev udført på nogle få timer. Så blev køretøjerne gjort klar, og fundne fejl afhjulpet. Det skal lige indskydes her, at ESK 2. Echelon blev ledet af en Overfenrik fra Aalborg, der aldrig havde set en kampvogn før undtagen på billede. Men han og hans folk holdt os rullende i de følgende tre uger, lige til vi kørte ind i teltlejren i Holstebro. Da vi var klar, kørte eskadronen til Oksbøl, hvor vi i de næste dage skulle gennemføre diverse skydninger med alle våben. Efter korte repetitioner af skydeteori mm. gik vi i gang med at skyde med skarpt, og det var en fornøjelse at se disse gamle soldater, der kunne faget uden fejltagelser. Men de havde da også alle 18 mdr. værnepligt bag sig. Færdig i Oksbøl kørte ESK til Filskov, hvor vi gik i kantonnementsbivuak. Det vil sige at indkvartere det hele hos egnens beboere. Mod betaling selvfølgelig. Jeg husker ikke alle taksterne, men det var sådan noget som 15 øre pr. mand pr. døgn i halm. Officerer kunne anvises kvarter i eget værelse for 1 kr. pr. nat. Det var Fenrik Hjelmager assisteret af vistnok LT Mols, der havde forberedt dette store projekt. Vi var ca. 160 mand og ca. 40 køretøjer. Jeg fik anvist kvarter i et loftsværelse hos byens barber i hovedgaden, og RM Schmidt selvfølgelig hos sognerådsformanden. Delingerne var indkvarteret ved omegnens bønder i rimelig afstand. Der var vi så en uges tid, og nu blev vi forplejet af køkkenvognen. Det var den bedste køkkenkorporal, jeg nogensinde har mødt. Han kunne lave mad i store portioner, og den blev fordelt til tiden, hvad der ofte var problemet. Og så tror jeg nok han var ret kreativ med de madvarer, han fik fra intendanturen. Noget byttede han bort for f.eks. grønsager og kunne så levere en oksekødsuppe med grønsager. Og hans stegte torsk smagte ganske godt. Om det skyldtes, at min appetit aldrig fejlede noget, og at vi var i gang hele dagen, kan da godt være. Jeg tror korporalen var slagter af profession. Mens vi var i Filskov, havde vi nogle indledende øvelser på delingsplan. Én af dem foregik om natten, hvor delingerne på skift gennemførte en øvelse i bl.a. stillingsindtagelse i mørke i en bagskråningsstilling og derpå ved daggry opklarede frem mod fjenden. Under én af øvelserne var jeg til fods i den mørke nat på vej fra delingen nedad bakken til min jeep, da jeg mødte en herre i uniform og med kasket. Da der ikke skulle være nogen der, spurgte jeg ham, hvad f han lavede der. Han svarede høfligt: Jeg er generalmajor Skriver Jensen, og jeg vil gerne se på øvelsen. Han fik selvfølgelig de nødvendige oplysninger, men han ville ikke ledsages op til delingen. Jeg har for øvrigt aldrig fået at vide, hvad delingen gjorde ved besøget, og om det faldt ud til generalens tilfredshed. Han var chef for 3. Division i Aabenraa, og det er den eneste gang i min tjenestetid, jeg har mødt en general klokken 3 om morgenen. Som det vil fremgå af det foregående, var han noget for sig selv. Han var født i 1911, premierløjtnant i 1934, og var netop udnævnt til generalmajor i 1961. Jeg har ikke mødt ham siden. Ikke alle syntes om hans facon, men jeg fik et godt indtryk af ham den morgen. Kort efter at han var gået af med pension i 1976, druknede han sammen med sin broder, der var pensioneret overlæge. De var på en fisketur ud for Løjt Strand og blev fundet omkomne ved siden af båden tæt ved land. Så blev det lørdag, og man fremførte ønsker om at komme til bal på Filskov Kro. Det var der ikke nogen grund til at forhindre, men vi skulle starte en øvelse om søndagen, så jeg satte sluttidspunktet til klokken 2400. For at få tropperrne helskindet hjem mødte jeg med 6 MP korporaler på kroen. 8
Der blev stillet to mand ved døren ind til salen, to mand ved en mellemdør og to mand ude på trappen. Og der holdt delingernes køretøjer med ædru folk ved rattet, og som kørte dem ud i bivuakkerne. Der var ingen særlig vrøvl, den meste støj kom fra de piger, der pludselig gik glip af nattens fortsatte underholdning. Deres udtalelser var ikke noget de havde lært i konfirmandstuen. Så vidt jeg husker, havde jeg tilbragt aftenen hos sognerådsformanden sammen med P.Schmidt og Hjelmager, hvor vi spillede kort og drak kaffe og/eller øl. Tryms Kvide. Det hed den øvelse, vi skulle deltage i, efter at den indledende træning var overstået. Trym var den jætte, der stjal Thors Hammer, men hvordan navnet Tryms Kvide var opstået, har jeg aldrig fået opklaret. Men vi indgik nu i 3. Jyske Brigade sammen de andre genindkaldte enheder fra brigaden. Brigadechefen hed oberst Ib Hoffmann, der var regimentschef i Tønder, men jeg tror overhovedet ikke, jeg så ham under denne øvelse. Brigadestaben var sammensat til lejligheden, og den fungerede ikke som de stabe jeg senere mødte i 1. og 2. JBDE. Min forbindelse til staben var O sektionens lille O. Han var hjælper for CH/O og hed Gunnar Kjær Kristensen, premierløjtnant og tjenstgørende ved Skydeskolen for Håndvåben. GK havde jeg mødt året før, da han læste korrektur på et reglement for skydning med 81 mm Morter fra halvbæltekøretøj, som jeg havde skrevet i Næstved. Vi fik det til at køre, og da alt det faglige som forplejning og drivmidler også kørte, havde jeg ikke brug for brigadestaben. Ritmester Per Schmidt og ego ved papirarbejdet. 9
Under øvelsen blev vi indsat som opklaring/sikring fra Borris og mod nord, hvorfra den onde fjende i form af 1. OPKESK skulle komme. Den fase varede et par dage, og mod aften blev vi trukket ud og sendt i bivuak syd for Skydeterrænet. Jeg husker en forvirret periode under tilbagegangen mod syd. Ved et mindre vandløb var der gået mudder i marchen, da overkørslen var smadret. Der var nogle køretøjer fra infanteriet, der var kommet rigtig på spanden. Det kunne vi ikke vente på, så fik jeg organiseret vores M/24 som trækdyr for jeeps osv. Der kom 4-5 jeeps efter hver kampvogn, og så var den klaret. Overkørslen blev ikke bedre af den passage, men over kom vi. Det havde vist sig, at det område, vi var tildelt som bivuak var totalt uegnet. Med kort varsel fandt vi - det var vist igen Hjelmager og Mols et nyt område med nogle gårde og husmandssteder. Hen på aftenen kom jeg i hvert fald til ro i soveposen på stuegulvet hos en husmand. Stedet vil jeg aldrig kunne finde igen, men det var flinke folk. Sammen med mig var også Ritmester E.K.Carlsen, der var ESK kampdommer. Det var altid en fornøjelse at være i hans selskab. Han havde godt humør og lune, og det faldt vi så i søvn på. Han blev kort efter lærer i Ridning på Hærens Officersskole og dermed udnævnt til Oberstløjtnant (R). Jeg havde haft hans forgænger, OL Boye i dette fag, og de to lignede hinanden meget lidt. Øvelsen sluttede da til sidst, og vi samledes og gjorde klar til hjemmarch. For at spare tid fik jeg lov til at køre ad landevejen til Holstebro. Marchvejen var over Ringkøbing Ulfborg til Holstebro, det var en march, hvor alting virkede, og vi ankom ud på eftermiddagen til Kasernen og blev indkvarteret i Teltlejren. Og så gik hele holdet i gang med at gøre tab og skader op, varte køretøjer og gøre klar til aflevering. Skal jeg bagefter give en bedømmelse af forløbet, tror jeg nok, at den eskadron bestod til topkarakter. Der var ingen vrantne folk, hverken ved dag eller nat, alt gik på skinner. Det præmierede vi nok folkene for ved at udstede tabsattester i noget større målestok end sædvanligt. At alt gik så nemt skyldes i høj grad, at det var gode delingsførere, og alt fagligt personel var rutinerede og erfarne folk. Det hele sluttede med en parade for regimentschefen, oberst Aage Jansen, på den store plæne ved flaget, og så trådte eskadronen af til civil, og jeg rejste hjem til Næstved. Det var den 1 oktober 1961. Tilbage i Næstved var jeg det næste års tid holdfører for et par sergentelevhold. De blev også uddannet som spejdere og panserskytter. Det ene hold var til eksamen i april 1962.og det sluttede med en festmiddag på Mogenstrup Kro. Når jeg mener at kunne huske det, er det fordi vi efter middagen og festtalerne sammen så finalen i fodbold mellem Benfica og Real Madrid, spillet i Amsterdam. Benfica vandt 5-3, men Europas store helt dengang, Puskas, scorede hattrick for De Kongelige. Men i oktober 1962 blev jeg forfremmet til kontorslave i Forsvarsministeriet i København Og i 1966 kom jeg efter ansøgning på det et årige motorsagkyndigkursus på Motorskolen. Chef for Motorskolen var oberst, greve J.J.Scheel. Han var Motorsagkyndig og Våbenteknisk uddannet (civilingeniør) og underviste i kemi (oliekemi). Han var desuden en verdenskendt opdrætter og forsker i akvariefisk, doktor ved Universitetet i Giessen, Tyskland, forsker i snyltedyr i afrikanske søer og floder. (Se mere på nettet). Efter eksamen fik eleverne bestalling som militær motorsagkyndig, og med den i lommen ankom jeg til Holstebro i juli 1967. I det foregående har jeg beskrevet, hvordan vejen til underafdelingschef kan være. Der kan være mange omveje, men for mit vedkommende var det med min baggrund helt naturligt at sætte mig ind som chef for en opklaringseskadron. Og det blev jeg så i 1969. 10
Efterkrigstiden. Den kolde krig. Inden jeg kommer til sagens kerne, Opklaringseskadronen, er det nødvendigt at sige noget om, hvad det var for en verden. vi levede i. Siden NATO blev oprettet i 1949 havde der været en balance i magtforholdene mellem NATO og Warschawa pagten. Den kolde krig havde medført en enorm oprustning på begge sider af jerntæppet, men heldigvis blev hærene aldrig sat ind imod hinanden. I stedet for blev materiellet afprøvet i de mange krige, der blev ført verden rundt De største var Koreakrigen (1950-53) og Vietnamkrigen (1965-75), men de tre mellemøstkrige (1956, 1967 og 1973), hvor Sovjetunionen havde stået som leverandør af krigsmateriel til alle de arabiske stater og USA m.fl. havde leveret materiel til Israel, tjente i høj grad til at få afprøvet isenkrammet, en afprøvning, som nok faldt ud til de vestlige produkters fordel. Som medlem af NATO forsøgte Danmark at følge med i den teknologiske udvikling ved anskaffelse af nye våben, men set fra min plads i systemet haltede vi uhjælpelig bagud hele tiden. Det var let at se under de store øvelser, vi deltog i, dels i Tyskland, dels når tyske, engelske, hollandske og sågar styrker fra Italien og Luxembourg var i Danmark. Lige efter NATO s oprettelse i 1949 fik vi amerikanske våben i hobetal. Det skete gennem Våbenhjælpsprogrammet styret af MAAG ( Military Assistance Advisory Group), der hørte hjemme på USA s ambassade i København. Alt fra håndvåben til kampvogne, fly og skibe. Meget af materiellet havde allerede været i brug enten reelt eller som type under 2. Verdenskrig. Det blev hæren så udrustet med, og det varede længe inden der begyndte en modernisering. I min tid i den stående styrke havde vi aldrig et bare nogenlunde anstændigt panserværn eller våben mod fly. I stedet for at anskaffe disse våben, bredte vi de eksisterende ud. Et af de værste eksempler var, da man i tredserne reducerede panserbataljonen. Den var oprindelig som den amerikanske på tre kampvognseskadroner á 17 kampvogne (med 5 Centurionkampvogne pr. deling). I alt 51 kampvogne pr. bataljon. Først blev eskadronen reduceret til 14 og senere til 10 kampvogne. Dermed var bataljonen nede på 30 kampvogne. Og da infanteriet stadig ikke havde fået et moderne panserværn, tog man en kampvognseskadron fra panserbataljonen og gav den til panserinfanteribataljonen som denne bataljons panserværnskompagni i bytte med et panserinfanterikompagni. Tilbage stod panserbataljonen med nu kun to kampvognseskadroner (i alt 20 kampvogne) og et panserinfanterikompagni. Altså en reduktion på i alt 31 kampvogne pr. bataljon. Der blev altså brugt meget elastik for at få bukserne til at nå rundt. Her skal retfærdigvis indskydes, at der i tredserne blev indgået et forsvarsforlig, som efter aftale med USA gennemførte den såkaldte 375 mill. plan. USA betalte for nye fly til Flyvevåbnet (det var vist Draken eller var det F-100), og Danmark anskaffede for et tilsvarende beløb pansrede mandskabsvogne M 113 m.m, som blev leveret, først med en benzinmotor og fra 1966/67 med.dieselmotor. I den amerikanske panserbataljon er der stadigvæk 5 kampvogne pr. deling og 17 pr. Eskadron. Og sammenlignede man den danske division med den tyske, var der en meget stor forskel på styrken, selvom den tyske endnu havde den endnu ældre amerikanske kampvogn af typen M/48 Patton. Sammenligningen er måske ikke helt rimelig, idet 6 GE DIV blev anset for at være Vesttysklands stærkeste. Alt dette var Russerne selvfølgelig godt klar over, det er også blevet bekræftet efter murens fald. Der er ingen, der kan bilde mig ind, at man i NATO ikke var klar over det forhold, at de danske brigader var et svagt led i kæden, men man sagde ingenting - officielt. Til forstærkning af det Slesvig-Holstenske forsvar var der yderligere en britisk, den lette UKMF, men om denne kunne nå at komme i tide vides ikke, og jeg har aldrig set den under øvelser i det tyske. På dette sted bør jeg måske lige sige lidt om den tyske 6. Division, som vi ofte mødte, enten på øvelse i Tyskland eller også mange gange i Jylland. 11
Den bestod af tre brigader, 16, 17. og 18. Brigade. De to første var panserinfanteribrigader og den tredje en ren panserbrigade. Soldaterne var værnepligtige, 16 eller 18 mdr. værnepligt, som var veluddannede, og jeg har aldrig set eksempler på dårlig disciplin. Og brigaderne var fuldtallige, brigadecheferne var ikke en dag ældre end en dansk kompagnichef, og han sad selv i sin førings PMV. Vore enheder med stampersonel manglede hele tiden folk, der var på civile kurser foranlediget af folkenes uddannelseskontrakter. Det var dybt utilfredsstillende at deltage i øvelser, hvor en kampvognseskadron mødte med én deling eller se en panserinfanterigruppe sidde af med tre mand i spredt orden. Vi mødte naturligvis mange af de tyske officerer. Enkelte af de ældste havde været med i Wehrmacht, men det var ikke at mærke, og de talte aldrig om det. Da kommandosproget var engelsk, var det i begyndelsen lidt svært, da de ældste kun talte tysk, men de yngre blev meget snart i flertal. Under en øvelse i Bergen Hohne i 1967 oplevede jeg dog, at en tysk oberst ved et møde bestemte, at sproget skulle være tysk. Dog først da den danske chef havde forladt stedet, og vi andre sad tilbage. 6. Division var garnisoneret i hele Slesvig Holsten. Der kom noget fra Hamborg, men kampvognsenhederne kom alle fra egnen omkring Rendsburg (Boostedt), hvor der var et stort øvelsesområde for kampvogne. Og ingeniørenhederne kom fra søområdets byer, Plön og Eutin. Sammenlignet med Jyske Division var den tyske en talstærk og materielmæssigt en umådelig kampkraftig enhed. Og den var under stadig modernisering. Der var et godt panserværn udrustet med Kanonenjagdpanzer, og allerede i begyndelsen af halvfjerserne havde man pansrede luftværnskanoner (40 mm firlinge) med styringssystemet Super Fledermaus og lidt senere mandskabsvogne af typen Marder samt Leopard kampvogne. Den fik vi dog også med begyndende levering i 1975. Man kan vist roligt betvivle, om Jyske Division ville nå frem i tide. Det var ikke muligt at flytte divisionen fra de jyske garnisoner til terrænet vest for Travefloden på mindre end 48 timer, og det er meget tvivlsomt, om alle enheder kunne være klar til kamp på den tid. Vi prøvede i min tid (Øvelse Brick Stone i 1971) at flytte to brigader, og da tog sammendragningen ca. tre døgn, fra vi gik i overlevelseskantonnement i terrænet syd for Struer til vi var i området syd for Rendsburg. Og sådan en øvelse var forberedt gennem måneder. Forlægningen foregik med tog for de tunge køretøjers vedkommende. Det var en meget stor opgave for DSB. For at illustrere hvor meget det fylder, kan oplyses, at min eskadron brugte 48 godsvogne og et par personvogne (96 aksler sagde DSB folkene), men så var vi der også alle sammen. Den øvelse kommer jeg meget tilbage til. Tilbage i Jylland ville der så være enheder af krigsreserven. Dvs. mønstringsbataljoner af infanteriet, artilleriet osv. Og efter anskaffelse af Leopard kampvognen var der jo også nogle Centurioneskadroner fra mobiliseringsdepoter i Jylland og på Fyn. Hvis de kunne nå at blive køreklar. Og så selvfølgelig Jyske Kampgruppe (opstillet af JDR), samt OPKBTN/JDIV, da den blev klar i 1985. Men kunne disse enheder gøre noget ved en polsk division, som let kunne sejle gennem Storebælt og gå i land på Djursland?? At forlægge en brigade, som i fredstid var fordelt på næsten alle jyske kaserner, var besværligt. Den middeltunge kampvogn Centurion med et benzinforbrug på 10 l /km pr. kampvogn, ville være slemt medtaget, hvis den skulle køre 300 km ad landevejen. Og den politiske vilje til at skaffe den fornødne transportkapacitet ved hjælp af kampvognstransportere var ringe. Det kan måske forstås af følgende eksempel på dansk egenart. Med våbenhjælpen i 1950-52 havde vi fået en amerikansk transporter, der blev trukket af en 12 ton Diamond, som var af GMC familien. Den indgik i et Bjærgningskompagni i Jyske Trænregiment. Kompagniet var dog stationeret i Holstebro, da vi i sagens natur var størstebruger. Det var et langsomt vogntog, der efterhånden var meget dyr i drift og vedligeholdelse. I midten af tredserne var der et forslag om anskaffelse af et antal nye transportere. 12
HMAK havde flere typer til afprøvning, bl.a. den tyske Faun Blumhardt. Så kom der et brev til Victor Gram (forsvarsministeren) fra Den stærke Smed Hans Rasmussen ( formand for Dansk Metal). (Kære Victor. Jeg har hørt, at I vil købe en.) Han meddelte, at sådan en transporter nemt kunne laves i Danmark. Han anviste også, at den kunne laves på Aabenraa Karossefabrik, og så ville den jo give arbejde til danske arbejdere. Der blev lavet en prototype i Aabenraa, og sagen var ikke afsluttet, da jeg forlod ministeriet. Den danske udgave ville imidlertid blive dobbelt så dyr som den tyske, og så blev projektet opgivet. Omkring 1975 blev der købt en tysk type (så vidt jeg husker er det af typen Mercedes). Den anskaffelse tog altså ca. 10 år. Man kan selv vurdere, om danske politikere gjorde en hæderlig anstrengelse for at skaffe os moderne udstyr. Jyske Division i Slesvig - Holsten. Grænsen mellem DDR og Vesttyskland gik ved Travefloden gennem Lübeck og mod syd. Et WAPA angreb var planlagt at skulle stoppes ved grænsen. Til rådighed havde COMLANDJUT i første omgang Jyske Division og 6. Tyske. De to divisioner kunne støttes af nogle enheder fra det tyske regionalforsvar, der lignede vort Hjemmeværn, men var noget bedre udrustet. En af disse enheder var Heimatschütz BDE 5, som havde både Leopard kampvogne og Marder, men den kom først senere. Desuden var der jo det tyske Grenzschütskommando, dem i de mørkegrønne køretøjer, som alle turister til Tyskland må have set. Og som nævnt tidligere kunne en britisk enhed forventes indsat i regionen, men hvornår? I 2004 har Generalløjtnant Kjeld Hillingsø, der sidst i 80-erne var chef for de nordlige NATO styrker (Karup), udgivet en bog (Trusselsbilledet). Jeg tror, det er den eneste danske bog endnu, der beskriver de nøgne facts om den røde trussel mod Vesteuropa fra ca. 1960 og indtil murens fald. den 9. november 1989. Muren mod Vestberlin blev bygget i august 1961 for at forhindre at østtyskerne skulle flygte til vest. DDR kunne ikke holde til den udvandring. Når man taler om muren tænker de fleste mest på muren omkring Berlin, men det var jo det mindste af bygningsværket, og det var egentlig kun omkring Berlin, der var en egentlig mur. Grænsen mellem Øst og Vesttyskland blev markeret med en kæmpemæssig forhindring bestående af et bredt område med flere hegn med alskens djævelskab som f.eks. selvskudsindretninger, strømførende ledninger m.m. Mellem hegnene var der felter med miner og spanske ryttere og patruljeveje, og med mellemrum stod der vagttårne. I alt ca. 1300 km fra Traveflodens udmunding til den tjekkiske grænse. Det var bl.a. det, jeg kunne se fra min del af fronten ved Trave. På den vesttyske side lå badegæster i tusindvis på stranden om sommeren, og på den østtyske side var der, sommer og vinter, kun udsigt til en trøstesløs bar strand med pigtråd, spanske ryttere og vagttårne. Min nabo mod vest var én af de danske brigader. Da operationsplanen var hemmelig, har jeg den kun i hukommelsen. Vil man se den, skal man omkring hærens arkiver. Efter murens fald blev hegn og miner ryddet af østtyskere under ledelse af tidligere østtyske officerer. Logisk nok, de vidste hvordan det var indrettet. Det var dyrt og tog lang tid. Hvem var det nu, der ryddede de tyske minefelter langs vores vestkyst efter 2. Verdenskrig? Det var tyskere. Efterretningstjenesten. Vi blev løbende orienteret om østblokkens tropper øst for grænsen gennem de periodiske (månedlige) rapporter fra FET (Forsvarets Efterretningstjeneste), f.eks oplysning om, at der i flere år måske permanent var 4 russiske Gardepanserdivisioner (med ca. 100 kampvogne pr. division) på kaserner i og syd for Schwerin lige øst for Lübeck At sovjethæren havde en styrke med ca. 36.000 kampvogne og ca. 17.000 kampfly var vistnok alment kendt fra aviserne. Østtysklands NVA (Nationale Volksarme) var på ca. 500,000 mand. Sammen med Den Røde Hær og polakkerne var det alt i alt en kolossal styrke, som var skabt til at angribe Vesten, idet intet (jfr. GL Hillingsø) tyder på, at der var forberedte forsvarsstillinger nogetsteds. Tværtimod tydede oplagt bromateriel og 13
depoter med drivmidler m.m. helt fremme ved den vesttyske grænse på, at der var forberedt angreb overalt, formentlig med mål dybt inde i Vesttyskland, Holland og Jylland. At de østtyske og polske styrker også var øvet i landgangs-operationer i Østersøområdet var vi allerede bekendt med i 70 erne. F.eks. fandt jeg en film i Forsvarets Filmstjeneste, som var optaget fra østtysk fjernsyn. Filmen viste jeg for eskadronen engang i en chef time. Den viste en stor landgangsøvelse med infanteri, kampvogne, artilleri og fly, som fandt sted i et stort øvelsesområde i DDR ved Østersøen, hvor stranden grangiveligt lignede en dansk strand. At målene var danske strande i Køge Bugt og ved Fakse på Sjælland og ved f. eks. Glatved på Djursland, var vi ganske klar over, og der blev da også indøvet forsvar herimod, dels ved større øvelser, dels ved brigadernes stabs og signaløvelser. At det var rigtigt gættet er til overmål blevet bekræftet efter murens fald. Vi betragtede nok opgaven i Slesvig som noget, vi var uddannet til at tage os af. Og selvom vi haltede noget bagud i forhold til tyskere og briter, var vi overbevist om, at danske soldater var veluddannede og velmotiverede Lidt om tidens politiske holdninger. De borgerlige politiske partier og en del af Socialdemokratiet var tilsyneladende positive overfor forsvaret. Alligevel var bevillingerne til forsvaret blevet mindre og mindre set over perioden fra ca. 1960 og op i firserne. Således nåede Danmark aldrig NATO s ønske om, at det militære budget var 3 % af nationalbudgettet. I den sidste del af VKR - regeringens levetid (1967 70), havde Socialdemokraterne nogle ideer om modernisering af forsvaret. Disse ideer blev ført i marken af bl.a. Kjeld Olesen. Han var søn af Ib Anker Olesen, der er kendt for en stor indsats i Modstandsbevægelsen, og han var den første Civil- kommitteret i Hjemmeværnet. Kjeld Olesen MF, kom i perioden omkring 1970 til et møde arrangeret af SU i Struer. Jeg blev spurgt, om det ikke var noget for mig at deltage, og det gjorde jeg så. Det var en noget ensidig forestilling, da de unge DSU er ikke ligefrem var forsvarspositive, og det hele osede af mangel på kendskab til, hvad der egentlig foregår i hæren. Jeg sluttede i hvert fald mine indlæg med at invitere Kjeld Olesen til at besøge min eskadron, gerne over et par dage, så han kunne se, hvad der egentlig foregik. Han kom naturligvis aldrig, men han blev kort efter Forsvarsminister i J.O.Krag - regeringen i 1971-72 som belønning for den store indsats. Han blev senere udenrigsminister, men herefter viste han en anden side af sin natur, da han i 80 erne sluttede sig til Lasse Budtz og Poul Nielson og foretog de velkendte rejser til Sovjet for uden om Schlüter regeringen at forhandle atomnedrustning med sovjetterne. Det var i fodnote tiden. Og endnu senere skred han helt ud til venstre, da han blev miljøpacifist, tog skibsførereksamen og gik ind i organisationen Green Peace. Venstrefløjen var vel i grunden forsvarets egentlige fjende. Min årgang var godt vaccineret mod ideologiske krigsmagere som nazisterne, og vi vidste nok om Sovjetunionen til at gå uden om kommunisme. En stat, der trods store naturlige rigdomme, store landbrugsområder etc, trods de mange 5 års planer, havde sultkatastrofer værre end nutidens afrikanske, summariske henrettelser af dissidenter styret af et hemmeligt politi, NKVD, GPU og hvad de nu hed efterhånden, som var værre end GESTAPO. Og alligevel var der tilslutning til Venstrefløjen i Vesteuropa, også i smørhullet Danmark. Måske mest tydeligt under og efter Vietnamkrigen 1965 1975. Da blev USA fjenden, og den gamle devise: Din fjendes fjende er din ven, kom til sin ret igen. Unge piger havde Che Guevara plakaten hængende på pigeværelset, en mand der var rejsende i mord i Sydamerikas jungle. Man skreg i kor: Ho, Ho Chi Minh under demonstrationer mod USA foran den amerikanske Ambassade og demonstrerede mod NATO s atomvåben, ikke de sovjettiske. Engang i mine yngre dage låntejeg Karl Marx på Biblioteket og begyndte at studere ham. Jeg nåede ikke så langt, idet jeg fandt hans bøger uendeligt kedelige, uinteressante og dybt forældede. Og hvordan samme skribent blev et hit på Universiteter er lige så uforståeligt, som at begavede unge mennesker brugte deres liv på at hylde Mao og hans kulturrevolution og rejste til DDR på film og sprogkurser. 14
Jeg har aldrig fattet, hvordan det kan lade sig gøre at indoktrinere ungdommen i den grad. Men flertallet af forfattere hyldede i artikler bøger og tidsskrifter Mao og Sovjet. Jeg kan forstå, hvorfor Aksel Larsen som født i 1897 og uddannet maskinarbejder blev socialist efter 1. Verdenskrig, først socialdemokrat og året efter kommunist, men at Gert Petersen, som er født i 1927, først blev nazist (efter Hitlers angreb på Sovjet 21 juni 1941) og derefter kommunist, må skyldes en medfødt genfejl med hang til at tilslutte sig ideologiske stormagter. Danske værnepligtige voksede op i et land, hvor et pænt flertal alligevel gik ind for tilslutningen til NATO, men hvor kendskabet til forsvaret mest hidrørte fra filmene Soldaterkammerater optaget i Sandholmlejren. Og de var under stadig påvirkning fra en venstrefløj, som ikke var karrig med propaganda og misinformation fra øst samt ikke mindst påvirkning gennem skolen, hvor adskillige lærere var røde. Uden at hovere er det alligevel en glæde for mig at kunne medtage et billede af en af Sovjetmagtens ca. 36.000 kampvogne under en fremvisning af bl.a. russisk panser i Holstebro. Det er en T/62, og vognkommandøren er den danske forsvarsminister, major af Jydske Dragonregiment Søren Gade. Foto Henning Madsen 2007. 15
Kort 1:250.000 Traveflodens munding 16
Brigaden. Brigadens historie. I det følgende skal jeg redegøre for brigadens forhold, bl.a. historie, organisation og opgaver. At hærens opklaring i mange år blev udført af Rytteriet, er vist alment kendt. Man behøver kun at nævne dragon Ullerup eller Niels Kjeldsen, som han hed. Han var patruljerytter og indgik i en rytterpatrulje på 6 mand. Sådan en patrulje var hurtig, lydløs og kunne slå fra sig, både med sabel og karabin. De var det syttende, attende, nittende og første del af det tyvende århundredes spejdere. Brigaden som enhed har været anvendt tidligere. Vi kender alle udtrykket: han er gået til Ryes brigade. Så var han faldet, ligesom den norske general Rye, der faldt under udfaldet fra Fredericia den 6 juli 1849. Helt nøjagtig hvornår Brigaden som enhed blev afskaffet har jeg ikke undersøgt. Efter 2. Verdenskrig havde hæren, også Rytteriet, gennemgået store ændringer. Mange af disse skyldtes krigen, hvor hestens æra uigenkaldeligt forsvandt. Hesteskadronerne blev til Cyklisteskadroner og Panservogneskadroner. Og det er den sidstnævnte type, der fra 1947 indgik i Brigaden i Tyskland. Danmark havde påtaget sig at deltage i besættelsen af Tyskland. Fra 1947 til 1958 havde vi Den danske Brigade i Slesvig Holsten. Den var i begyndelsen på 5000 mand og fordelt i flere garnisoner som, Jever, Aurich og Vilhelmshafen. Heri indgik en Panservognseskadron. Det sluttede med en styrke, der hed Det Danske Kommando i Tyskland, som lå i Itzehoe. Det var på ca. 1200 mand og bestod af en infanteribataljon og en opklaringseskadron. Sidstnævnte blev på skift opstillet af GHR og JDR. De hjemmeværende bataljoner fra de forskellige regimenter indgik efter rekrutuddannelsen i Regimentskampgrupper, men i 1960 oprettedes med den nye hærordning 6 Brigader, 3 i Jylland/Fyn og 3 på Sjælland. Det tog nogle år, inden disse brigader var opstillet. 1 Jyske Brigade med hjemsted i Fredericia kom først, og 2 JBDE i Aalborg var på plads i 1962. 3 JBDE s historie er jeg mere usikker på. Den var kun opstillet af mønstringsenheder. Jeg kan dog henvise til mine oplevelser beskrevet foran under Øvelse Tryms Kvide i september 1961 med den genindkaldte 3. OPKESK. Det var 3. JBDE s stab, der styrede øvelsen. Så den eksisterede altså mere eller mindre allerede fra starten af tredserne. 3. PNBTN blev opstillet og bemandet af personel fra Hærens Kampskole. Brigadens organisation En brigade består af et Stabskompagni, to Panserinfanteribataljoner, en motoriseret Infanteribataljon, en Panserbataljon, en Opklaringseskadron, et Ingeniørkompagni, en Artilleriafdeling, et Panserværnskompagni og en Trænbataljon (Forsyning, Sanitet og Vedligeholdelse (et Værkstedskompagni)). Desuden indgik der et MP-detachement og en Telegrafdeling. I alt med en krigsstyrke på ca. 5000 mand. En brigade føres af en brigadechef med brigadestab bestående af A, E, O, og T sek. (Personel, Efterretning, Operation og Forsyningssektion). Chefen for 2. JBDE var i 1969 oberst Herman Berg. født 1916, premierløjtnant (Livgarden) 1941 og oberst i 1968. Han blev senere afløst af OB Jørgen Andreassen (Jørgen Nifinger, han havde engang mistet en finger). Han blev senere generalmajor og chef for Hjemmeværnet. Af sektionscheferne, der med sædvanlig militær rundhåndethed ofte blev udskiftet, havde jeg mest kontakt med CH/O, major Kai Leth Nielsen, født i 1928. Reelt var det CH/O, der sad ved radioen og styrede enhederne, så vi har talt meget sammen, såvel ved dag som ved nat. Brigadens opgaver. Som en del af Jyske Division (JDIV) indgik brigaderne i Jyllands forsvar. Og JDIV var igen sammen med 6. Tyske Division de væsentlige enheder i COMLANDJUT (Commando Land Jutland) med hovedkvarter i Rendsburg. 17
2. Opklaringseskadron. Historien Som nævnt var Opklaringseskadroner oprettet allerede i 1945 som Panservognseskadroner. Det var den type eskadron, der var i Tyskland fra 1947. 2. OPKESK nedstammer fra 2. PVGESK og blev videreført i 1962 med kaptajn(r) Harry Ebert Jensen som chef. De følgende chefer var majorerne Niels Aage Jensen, Jørgen Wrist Meedom, Henry Brandt Nielsen og Jens Sørensen Nygaard, hvorefter jeg overtog posten i 1969. Jeg kender ikke meget til tiden forud, da jeg i den tid var på Sjælland. Det kan dog nævnes, at det var J.W.Meedom, der fik fremstillet og indført eskadronens trofæ, Den sorte panter, og bomærket med indskriften Videre sine videri, og vist nok også eskadronens egen sang. Designet af DG Sønderland, Kaj Damgaard Jørgensen (se note) Note. Som den første eskadron ved Jydske Dragonregiment fik 2 OPKESK i 1965 sit eget ærmemærke. Efter feltøvelsen Sort Springer i foråret 1965 blev eskadronen kåret som bedste deltagende eskadron og fik tilladelse til at bære eget mærke. Eskadronchefen Kaptajn J.W. Meedom opfordrede/beordrede herefter dragon Sønderland, der er uddannet dekoratør, til at komme med forslag. Med en tegning af panteren fra skofirmaet Fjeldsted og udkast i linoleumssnit fremkom mærket, som blev godkendt og produceret og fordelt i såvel stof som klistermærker samt fremstillet i sterlingsølv som manchetknapper og solgt for 3o kr. Videre sine videri er latin og betyder Se uden at blive set. Gode dragoner. Dem er der mange af. Når jeg her omtaler to, er det for at vise forskellen mellem to korporaler. Den ene er den korporal, der var gruppefører for patruljerytteren dragon Ullerup. Patruljen som stødte sammen med nogle husarer den 28 februar 1864 lidt syd for Højen Kro. På sin hurtige hest red korporalen mod nord og hjem til eskadronen. De 5 andre dragoners heste var noget tungere, og 18
træfningen endte som bekendt med, at Ullerup (Niels Kjeldsen) blev skudt. Og så frem til Korporal Sejs, vognkommandør på en kampvogn M/41 i min eskadron. Jeg har kendt ham gennem tre år. Han var en typisk god dragon. Pligtopfyldende og rolig i den daglige færden. Og han udviklede sig til en soldat, der kunne alt, hvad enten det var som kanonskytte, vognkommandør eller fører af en snigpatrulje under feltøvelse i Oksbøl eller andre steder. Omsorgsfuld over for sin besætning, og loyal over for sin chef. Han ville aldrig have forladt sin besætning under nogen omstændigheder. Niels Kjeldsens korporal blev efter krigen i 1864 ansat på Valdemar Slot på Tåsinge og døde i 1933 over halvfems år gammel. Sejs døde for egen hånd. Jeg ved ikke hvorfor han valgte denne udvej, men det gjorde virkelig ondt. Tiltrædelsen. Jeg overtog 2. OPKESK den 1. august 1969. Forud var gået nogen tid med at forberede den nye tjeneste. Jeg var bl.a med på en stabs og signaløvelse, der foregik sidst i Juli i terrænet nær kysten mellem Horsens og Aarhus. Det var en rigtig varm periode med temperaturer nær 30 grader. Vejene var fyldt af feriegæster fra de mange sommerhuse på egnen, og på grund af varmen var det vanskeligt at køre på landevejene med bæltekøretøjer. Asfalt bliver som varmt tyggegummi eller lakrids, og der er rigtig varmt inde i en PMV en solskinsdag. Min forgænger var Jens Sørensen Nygaard. Han sørgede for, at jeg blev ført ind i mysterierne på en god og hjælpsom måde. Men ham havde jeg jo afløst føri Næstved, så det gik fint. Ved en parade den 1. august blev eskadronen af J.S. Nyegaard afleveret til Bataljonschefen, OL V.V. da Costa Carneiro, som takkede ham for hans indsats, hvorefter den gamle chef træder ud og den nye chef bliver fremstillet for eskadronen. Derpå overtager man kommandoen, lader eskadronen præsentere gevær, og chefen hilser med sablen, og så går bataljonchefen, og seancen er slut. Jeg skal her indskyde, at det var ikke bare arbejde. Jens gav en frokost i messen, der startede klokken 1200 og sluttede ca.12 timer senere. Jeg blev fulgt hjem til Dragonvej 4 af Niels Wester, og nær smidt ud af min hund, der ikke ville kendes ved de to sære gæster. Opklaringseskadronen. Historie Eskadronen har fået den nuværende organisation (se bilag 2) gennem den udvikling, der er foregået efter 2. Verdenskrig. Det begyndte med en panservognseskadron organiseret og udrustet med britiske panservogne (Scout car, Humber med 37 mm kanon og Staghound med 75 mm kanon). Dem fik vi lige efter krigen, da en rytterofficer tilfældigt fandt materiellet fra et britisk Opklaringsregiment opstillet på en flyveplads ved Hamborg. Det blev købt af Generalmajor C.A.Friis, Generalinspektør for Rytteriet, for 5 mill. kr. og fordelt mellem GHR og JDR med to panservognseskadroner og en halv stabseskadron til hver. Det var sådan en eskadron, der indgik i Kommandoet i Tyskland fra 1947. Med våbenhjælpen efter 1949/50 blev panservognene skiftet ud med M 24 Chaffee og spejdervognene blev til jeeps. Men som omtalt under 3 OPKESK s genindkaldelse i 1961 var der stadigvæk panservogne i denne eskadron frem til omkring 1959. Da 1. OPKESK vendte hjem fra Itzehoe den 28. Marts 1958 var det med det nye materiel. Det var dog endnu med mosegrisen, GMC 4x4 Panser som gruppevogn. Den udgik først midt i tredserne, da vi fik PMV M 113, diesel. 19