Spin over Europa Europa er fuld af modstridende interesser, der hver især kæmper for at blive tilgodeset i den kommende reformtraktat. Debatten handler også denne gang om hvem, der snyder hvem, frem for fremtidens politik. (Bragt i Magasinet Europa #00, december 2007) Af Marlene Wind Det europæiske samarbejde har altid været fuld af modsætninger og paradokser. På den ene side har mange politiske ledere de senere år skreget på fælles europæisk handlen, når det drejer sig om klimapolitik, terrorisme og indvandring. På den anden side er de selv samme politikere yderst modvillige til at afgive selvbestemmelse, når man som i disse dage i Lissabon prøver at finde ud af, hvordan EU helt konkret får alle de nye løfter i den såkaldte reformtraktat på plads. Det handler især om Storbritannien, der tilsyneladende befinder sig i en permanent eksistentiel krise, når det handler om, i hvor høj grad man egentligt ønsker at være en del af det europæiske samarbejde. Men også polakkerne, der blev en del af Europa i maj 2004, kan tydeligvis ikke finde sine egne ben i skoven af nationalistisk propaganda. Det er alt i alt ikke så mærkeligt, at de europæiske befolkninger en gang i mellem trækker opgivende på skuldrene og zapper over på en ny kanal, når der dukker EU-stof frem på flimmeren. For hvad er det for modsatrettede signaler, der nærmest konstant siver ud i æteren? Tag igen den kommende reformtraktat, som blev forhandlet på plads af EU s regeringsledere i Bruxelles i juni, og som embedsmændene lige nu sidder og finpudser. Med de bedste intentioner Reformtraktaten - der af visse medier fejlagtigt bliver kaldt en mini-traktat - afløser som bekendt den forfatningstraktat, der blev afvist af de franske og hollandske vælgere i maj og juni 2005. Meningen med en reform af EU s beslutningssystemer var dengang som nu at gøre samarbejdet funktionsdygtigt efter udvidelsen fra 15 til 27 lande. Samtidig skulle et nyt fælles grundlag gøre EU mere demokratisk, gennemskueligt og åbent. Alt sammen gode og prisværdige mål. De gode intentioner blev da også på mange måder indfriet med den forfatningstraktat, som vælgerne i Frankrig og Holland ikke ville vide af. I stedet for at holde fast i de elementer, der ville gøre EU grundlaget mere klart og forståeligt, har man nu fremlagt en reformtraktat, der - uden at overdrive - er en rodebunke af værste skuffe. Det er ikke fordi reformtraktaten kuldkaster de mange demokratiske forbedringer, som forfatningstraktaten lagde op til. De er der stadig. Men hvad hjælper det, at reformtraktaten i substansen gør EU mere demokratisk og brugervenligt, hvis ingen forstår hvordan? Og så er der det med indpakningen 1
Gamle dokumenter i nye mapper? Efter en - meget lang - tænkepause, hvor der ret beset ikke blev tænkt ret meget, har de europæiske ledere lanceret en traktat, som netop (for at gøre franskmændene og hollænderne glade) skal kaldes en traktat og ikke en forfatning. Problemet er bare, at regeringslederne samtidig har gjort sig så mange anstrengelser for at fastholde så store dele af den gamle tekst som muligt, at navneskiftet virker ubegrundet. Der skal på samme tid signaleres både nyt og gammelt. Det er naturligvis også derfor, at briter og danskere allerede nu er i fuld gang med at debattere, om man bør have en folkeafstemning om traktaten eller ej. Begge befolkninger er tidligere blev lovet en sådan. Dengang hed det sig, at der var tale om så stor og grundlæggende en ændring af EU s grundlag, at det var vigtigt at høre vælgerne. Nu hedder det sig derimod, at fordi ordet forfatning og lidt andet pynt er pillet ud, er begrundelsen for at stemme om teksten faldet bort. Hvem snyder hvem? På mange måder er det synd, at alle disse gisninger og spin kommer til at skygge for en ordentlig debat om indholdet i den aftale, der er blevet lavet. Regeringsledere og mange andre, der af et ærligt hjerte brænder for et mere handlekraftigt Europa, frygter, at nye folkelige afvisninger kan kaste samarbejdet ud i en langt dybere krise, end hvad vi hidtil har set. Mange undersøgelser viser tilmed, at folkeafstemninger næsten altid kommer til at handle om noget helt andet end det emne, der er på dagsordenen. Dette gjaldt i vid udstrækning også for de folkeafstemninger, der var i Holland og Frankrig om forfatningstraktaten. Faren er bare, at denne evindelige "beating around the bush", når det drejer sig om EU og folkeafstemninger, kommer til at forplumre debatten om EU s reformer. Dét, der debatteres i det offentlige, handler desværre mere om, hvem der snyder hvem, end om EU's fremtid. Allerede nu kan vi konstatere, at det, man debatterer i det offentlige rum, slet ikke handler om fremtiden og de problemer, EU står overfor med nu 27 lande, men ene og alene handler om hvem, der snyder hvem. Ingen Ode til Glæden Men hvis vi nu vender os væk fra spinnet og indpakningen, hvad er det så for en tekst, der i disse dage bliver forhandlet på plads, og hvor ligger de største knaster? Som nævnt nåede man på mødet i juni til enighed om, at forfatningstraktatens indhold sådan set var ok, men at man godt kunne undvære hymne, flag og selve ordet "forfatning". Man blev også enige om at bygge videre på de allerede eksisterende traktater. Det betyder i få ord, at EU med den nye reformtraktat bliver mere effektiv, fordi flere beslutninger i fremtiden skal træffes med flertalsafgørelser. Det betyder også, at de nationale parlamenter får mere indflydelse, og at Europa-Parlamentet nu stort set bliver sidestillet med Ministerrådet, når der træffes beslutninger. EU s folkelige mandat bliver dermed stærkere. 2
På juni-topmødet forsøgte de to polske tvillingebrødre Lech og Jaroslaw Kaczynski at få et krav igennem om, at EU s nye beslutningssystem skulle mindske Tysklands indflydelse og øge polakkernes. Det lykkedes dem ikke. Til gengæld lykkedes det dem at få udskudt ikrafttrædelsen af det dobbelte flertal til 2014. Det dobbelte flertal betyder, at når EU i fremtiden skal træffe beslutninger, så skal ikke blot et flertal af lande stå bag - men også et flertal af EU s befolkninger. Da Tyskland i dag består af 82 millioner indbyggere, er der ingen diskussion om, at Tyskland styrkes med denne ændring. De fleste er dog enige om, at dette kun er rimeligt, da den tyske genforening ellers slet ikke ville afspejles i EU s beslutningssystem. Grundlæggende rettigheder, nej tak For nylig meddelte polakkerne så, at de sammen med briterne ønsker at stå udenfor traktatens charter for grundlæggende rettigheder. Charteret, der oplister en lang række liberale samt social-økonomiske rettigheder, har været meget omdiskuteret - især i Storbritannien. Briterne er bange for, at charteret vil give EF-domstolen en kærkommen lejlighed til at højne standarden på det britiske arbejdsmarked - og måske endog indføre en velfærdsstat ad bagvejen. Charteret omhandler blandt andet kvinders ret til betalt barsel, ret til ligeløn, ordentlige arbejdsvilkår, handikappedes ret til at deltage i arbejdslivet og strejkeret. Alt sammen ting vi måske finder ukontroversielle i Danmark, men som briterne afgjort ikke ønsker EUbestemmelser om. Polakkerne har egentlig ikke store problemer med de nævnte rettigheder. Det katolske land er derimod langt mere bekymrede for, at EF-domstolen vil give kvinder ret til abort eller tillade, at homoseksuelles rettigheder sidestilles med heteroseksuelles. I øjeblikket er det imidlertid stadig uklart, hvordan EU's embedsmænd og -kvinder vil kunne strikke et fælles grundlag sammen, hvor nogle europæiske sjæle tildeles rettigheder og andre ikke. Det synes ganske enkelt som en umulig opgave. De langtrækkende konsekvenser for EU-retten er i hvert fald vanskelige at overskue, da EF-domstolens afgørelser skaber præcedens og omfatter alle EU borgere. Det må dog formodes, at i det omfang polakkerne og briterne alligevel er omfattet af EU s acquis og den europæiske menneskeretskonvention, vil rettighederne alligevel komme til at række ind over de britiske øer og polske sletter. Britisk vrangvilje Charteret er naturligvis ikke det eneste, der er usikkerhed omkring. Også hele det afsnit, der handler om retlige og indre anliggender, er i øjeblikket til debat. Det paradoksale består her i, at selvom briterne har taget forbehold og står uden for det overnationale samarbejde på områder som asylpolitik, fælles politiopgaver, bekæmpelse af international kriminalitet, terror og menneskehandel, spænder de alligevel ben for, at EU på disse områder bliver mere effektivt. Den britiske holdning er for nogle både ukonstruktiv og fuld af modsigelser. Det samme kan man sige om briternes holdning til balladen om udenrigsministerposten: I 3
forfatningstraktaten hed det, at EU skulle have sin egen udenrigsminister - selvom denne ganske vist ikke måtte kaldes sådan, på grund af briternes modstand. Man har også skullet finde ud af, hvordan det udenrigspolitiske samarbejde i øvrigt kunne styrkes - blandt andet gennem oprettelsen af en fælles diplomatisk enhed. Dette bryder briterne sig heller ikke meget om, og ingen ved endnu nøjagtig, hvor sagen lander. Bliver der for eksempel tale om en egentlig europæisk enhed, hvor eksperter bliver ansat efter kvalifikationer, eller får briterne held til, at det alene eller hovedsagelig er nationale embedsmænd, der skal befolke det diplomatiske korps? Mens alle nu venter i spænding på den endelige tekst, kan vi så glæde os over, at EU igen er kommet på sporet, og at næsten uanset hvordan reformtraktaten ender med at komme til at se ud i detaljen, så vil det være en bedre og mere fremtidsorienteret traktat end den, der pt. danner grundlaget for samarbejdet, nemlig Nice-traktraten. Den er der nemlig meget få der har ret meget godt at sige om. Faktaboks 1 "EU's udvidelser" EU's største udvidelse fandt sted i 2004, da kredsen udvidedes fra 15 til 25 lande. 1. januar i år blev yderligere to lande føjet til, da også Bulgarien og Rumænien kom til. Før det havde fire udvidelsesrunder øget antallet af medlemmer fra de oprindelige 6 (Benelux-landene, Frankrig, Italien og Vesttyskland) til 15 i 1995: Danmark, Irland, Storbritannien (1973) Grækenland (1981) Portugal, Spanien (1986) Østrig, Finland, Sverige (1995) Faktaboks 2 "Hvad er ude?" Reformtraktaten er stadig under forhandling og en endelig oversigt over hvad der er "inde" og "ude" ligger endnu ikke helt klart. Sikkert er det dog at referencer til statslignende træk og EU-symboler er fjernet på vejen fra forfatningstraktat til reformtraktat. Dette inkluderer: Ordet "forfatning" Hymnen for EU ("Ode til Glæden") Mottoet ("forenet i mangfoldighed") EU-flaget Faktaboks 3 "Storbritanniens særlige grundlov" I modsætning til de fleste øvrige demokratiske lande har Storbritannien ikke en egentlig grundlov eller forfatning, sammenskrevet i ét dokument. Grundloven i Danmark 4
indeholder blandt andet betingelser for landets styreform og grundlæggende rettigheder, og er meget svær at ændre. I Storbritannien består "grundloven" primært af nedskreven retspraksis og såkaldte statutter - og disse kan ændres parlamentarisk på linje med enhver anden lov. Dette forhold er nært sammenknyttet med Storbritanniens skepsis over for en "europæisk forfatning" eller tilsvarende tiltag. Faktaboks 4 "Det betyder..." Acquis. Acquis communautaire er betegnelsen for EU s samlede regelværk, og omtales ofte af forskere og embedsmænd blot som "EU's acquis". Traktater, direktiver, EF-Domstolens retspraksis, erklæringer og internationale aftaler er alle dele af acquis'et. Når et nyt medlemsland optages i EU, skal landet som udgangspunktet opfylde 'acquis communautaire' fra første medlemsdag. 5