Our Mutual Friend. Nr. 11 / Juni 2008 DICKENS SELSKABET

Our Mutual Friend 1 Nr. 11 / Juni 2008 DICKENS SELSKABET

2 Our Mutual Friend Nr. 11 / Juni 2008 Redaktør: Vibeke Schrøder I redaktionen: Lise Lotte Frederiksen og Michael Rehder Trykning: Michael Rehder Omslagsillustrationer ved Yngve Søndergaard Forside: Mariana af John Everett Millais (1829-96) Bagside: Judith af Dante Gabriel Rossetti (1828-82) Dickens Selskabet i Danmark www.dickens-selskabet.dk

3 Redaktørens indledning Dickens og kvinderne I dette nummer har vi valgt at interessere os for Dickens beskrivelse af kvinder. Berit skriver om den frygtelige Mrs Squeers i Nicholas Nickleby, og Michael fantaserer over den lille tjenestepige Suser i Bleak House. Dickens bliver både beskyldt for at idealisere kvinder og at håne dem, og begge dele er sandt. Han morer sig over kvinder, men ikke mere end han morer sig over mænd. Alle hans personer er på sin vis realistiske, men lidt forvrængede, set fra en skæv synsvinkel. Det gælder dog ikke hans heltinder, der er så gode og smukke, at man har svært ved at tro på dem. De er af en eller anden grund også mindre end virkelige piger. Man kan bare tænke på Lille Ruth, Lille Em ly, lille Nell og Lille Dorrit. Som Oscar Wilde siger: den, der kan læse om lille Nells død uden at komme til at grine, må have et hjerte af sten. Men victoriatidens læsere elskede det melodramatiske og satte lige så stor pris på en ordentlig tudetur som på en god kop te. Når farmand søndag eftermiddag læste højt af Dickens, lå familiens datter hulkende i sofaen med lommetørklædet for øjnene - for siden at dukke op som en skumfødt Venus Anadyamene, klarøjet af kunstens katharsis. Når man sammenligner Dickens heltinder med Walter Scotts valkyrier, virker Dickens noget anæmiske. Fine damer er i litteraturen ofte blottet for evnen til at klare sig selv. Man kan tænke på Wilkie Collins hvide dame, der ret beset er to hvide damer, lige uerotiske, lige handlingslammede og selvudslettende. Og selv Dickens lader Nicholas Nickleby forelske sig i en farveløs figur som Madeleine Bray, der lader sig spærre inde af sin far og af lydighed mod ham siger ja til en gnier på 90.

4 Men blege kvinder var i vælten, især hvis de var i nød, in distress. Dickens brød sig i hvert fald ikke om de blå, blå kvinder, blåstrømper, damer i Bloomers, litterære damer, literary ladies, forkortet til LLs eller kvinder med en mission. Han traf flere af den slags overklassepiger i Frankrig og Italien, hvor de søgte hen for at kunne leve et mere frit liv, end de fik lov til hjemme. Han morede sig altid over den spirende feminisme. Allerede i Nelly og Hendes Bedstefader er der en scene, hvor den forkuede Mrs Quilp får besøg af nogle damer, der alle er misundelige over hendes skønhed og relative velstand, men alligevel søger at overtale hende til at emancipere sig og gøre sig helt klart, hvad kvinder skylder sig selv: Ja tak, skylder! svarede Mrs Jiniwin. Dengang min stakkels mand, hendes kære fader, levede, ja, hvis han havde vovet at sige et ondt ord til mig, så havde jeg - Den gode dame gjorde ikke sætningen færdig, hun vred hovedet så hævngerrigt af en reje, at det var tydeligt, det i nogen grad gjorde det ud for ord. Den anden part i samtalen optog det så absolut i den ånd, hun svarede omgående med dybeste billigelse: De udtrykker så aldeles mine følelser, det er præcis, hvad jeg ville gøre. De kvinder, der vred hovedet af deres mand, gjorde det i en retfærdig kamp for lige rettigheder. Men der fandtes også mænd, der helt uden grund skar hovedet af folk. Lise Lotte har spekuleret lidt over barberen Sweeney Todd, der barberede sine kunder så tæt, at de aldrig kom over det. Og for at blive ved det hovedløse, skriver Lise Lotte desuden lidt om østers og kommer ind på Dickens to lange ophold i New York. Dickens gik som nævnt ikke ind for damernes emancipation. Deres plads var ved hjem og arne. På det punkt var han helt enig med Bulwer Lytton, der hævdede, at den største fare for fremtidens samfund ikke var krig og sygdom, men de kvinder, der tørstede efter deres mænds og fædres rettigheder. Bulwers misogyni blev forstærket, da hans ægteskab med Rosina Wheeler brød sammen. Det har jeg skrevet lidt om.

Men i virkeligheden var flertallet af Englands kvinder også dengang udearbejdende, som Harriet Martineau påpeger. Når hun kritiser Dickens for at idealisere, overser hun dog, at selv i hans univers er kvinder selverhvervende. Der er herlige krokoner som Mrs Lupin, pensionatsværtinder som Mrs Todgers og Mrs Lirriper, lærerinder som Miss Monflathers og Miss Blimber, kunstnere som Jenny Wren og, modehandlerinder som Mrs Mantalini, skuespillerinder som Mrs Crummles. Selv de mindre privilegerede som tjenestepiger og prostituerede har Dickens sat ansigt på. Hans verden er en temmelig nøjagtig afspejling af et samfund, hvor kvinder udførte mindst halvdelen af arbejdet og stod for lige så meget sjov. Men lovgivningen haltede noget efter, og kvinder havde det derfor ikke nemt, når de blev alene. Som Mrs Gamp siger, da hun så Gamp ligge der i kisten med træbenet under armen, troede hun, at hun skulle besvime, men hun holdt sig oprejst og begyndte sin egen forretning som vågekone og jordmoder. Sådan reagerede flertallet af Englands kvinder, også hos Dickens. Derfor giver han os et persongalleri af piger, koner og kællinger, der som regel er mændene overlegne og i hvert fald sjovere end de hvide damer. Vibeke Schrøder 5

6 Mrs SQUEERS En artikel om Mrs Squeers kunne skrives meget kort: Hun var en ond kvinde. Punktum. Lad os i stedet få lidt flere farver på paletten Mrs Squeers optræder i Dickens roman Nicholas Nickleby. En roman han startede på kort tid efter at have gjort Pickwick Klubben færdig - og som han skrev samtidig med Oliver Twist. Bogen blev som Dickens øvrige bøger udgivet i instalments, altså som føljeton. Det første afsnit udkom i foråret 1838. I England startede den industrielle revolution i begyndelsen af 1800-tallet. Der blev bygget fabrikker på stribe, og minedriften havde gyldne tider. Der skulle bruges masser af kul og jern for at holde hjulene i gang. Indtægterne fra alt dette skabte en helt utroligt rig overklasse, og et socialt skarpt opdelt England. Det var enten top eller bund, endnu fandtes ingen rigtig middelklasse. Denne fremdrift skete på bekostning af dårligt aflønnede arbejdere og især den meget udbredte brug af børnearbejde. Børn ned til treårsalderen blev sendt i minerne, de var jo små, og kunne derfor komme helt ud i de allermindste minegange. Det var først i 1842 at man forbød minearbejde for børn under 10 år! I 1837 gik kun omkring tyve procent af børnene i skole, eller rettere: havde adgang til sporadisk skolegang. Arbejdet skulle jo også passes. (Det kunne f.eks. være som skorstensfejer-assistent. Her blev barnet simpelt hen sænket ned i skorstenen med koste bundet om livet.) Det var kun de rigeste borgeres børn, der havde, hvad vi forstår ved en barndom, og fik muligheden for mere end en nødtørftig uddannelse. Det var også i starten af 1800-tallet at de berygtede Yorkshire-skoler florerede. Man behøvede ikke at være læreruddannet, eller på anden vis at have tilegnet sig relevant viden, for at kunne starte en sådan skole. Faktisk var ca. hver tyvende skolemester analfabet! Man skulle blot have lyst til at tjene penge desværre på uskyldige børns bekostning.

Selvom Dickens kaldte Yorkshire-skolerne for cheap schools, var det ikke billigt at have sit barn anbragt her. I Nicholas Nickleby angives prisen for et års skolegang at være 20 pund pr. barn. Hvis vi sammenligner dette beløb med den løn en såkaldt almindelig arbejder tjente, nemlig 10-15 pund pr. år, er det let at regne ud, at en sådan skolegang ikke var for fattige børn. (I Nicholas Nickleby var årslønnen som hjælpelærer på Dotheboys Hall 5 pund + kost/logi pr år). De børn, der blev sendt til Yorkshire-skolerne, var børn, der ikke var velkomne i de mere velstående familier. Børn, der havde mistet en far eller mor eller begge, eller værre endnu: var født uden for ægteskab! For at få disse børn hjemmefra på en legitim måde sendte man dem derfor til en Yorkshire-skole. Disse skoler reklamerede nemlig med: no vacations altså ingen ferier. Yorkshire lå samtidig bekvemt langt væk fra London, så risikoen for at børnene kunne finde hjem af sig selv var forsvindende lille. Børnene måtte ikke skrive ucensurerede breve, det var derfor umuligt for dem at fortælle deres familier om de forfærdelige forhold, de levede under, og var dermed fuldstændig i skolemesterens vold. Den skæbne der ventede disse børn var så hård, at mange af dem aldrig nåede at blive voksne. Skolegang var der som sagt ikke meget af - og den smule undervisning børnene fik, var mildest talt ringe. Til gengæld var der masser af hårdt arbejde, og meget lidt mad. I 1837 var Dickens som tidligere nævnt i gang med at skrive Oliver Twist; men han havde allerede sin næste bog, Nicholas Nickleby, i støbeskeen. Han havde hørt om Yorkshire-skolerne og ville gerne have dette emne med i bogen. Der skulle derfor researches, og en tur til Yorkshire blev arrangeret. I januar 1838 tog han af sted sammen med vennen Hablot Knight Browne, bedre kendt som illustratoren Phiz. De rejste incognito - under dække af at skulle finde en skole til en enkes søn. På rejsen mødte de en mand med førstehåndskendskab til disse skoler. Han advarede dem på det kraftigste og mente at: Så længe der var en ligkiste at lægge drengen i - eller en rendesten at sende ham ud at sove i - ville det være bedre for ham end at skulle starte på en af de lokale skoler. 7

8 Undervejs på turen til Yorkshire besøgte Dickens og Phiz også flere kirkegårde, og de fandt mange børnegrave; det var ofte elever fra disse skoler. Dickens nåede kun at besøge en enkelt skole, Bowes Academy, ledet af William Shaw. De forhold, han fandt her, var så horrible, at han ikke kunne komme tilbage til London hurtigt nok. Han ville i gang med at skrive Nicholas Nickleby med det samme, problemet skulle synliggøres for at kunne blive stoppet. Inden der var gået en måned, havde Dickens skrevet første afsnit af bogen. I Nicholas Nickleby hed skolen ikke Bowes Academy; i Dickens univers blev den kaldt Dotheboys Hall. Skolen blev ledet af Wackford Squeers, og hans kone, Mrs Squeers. Han underviste drengene, hvis han ikke var i London for at kapre nye elever og inddrive skolepenge, og Mrs Squeers var ansvarlig for skolens daglige drift. De havde to yndige og forkælede børn. En søn, Wackford Junior, der drømte om at gå i sin fars håndfaste fodspor, og en datter, Fanny, der bare gerne ville giftes og blive fin frue. Lad os nu zoome ind på Mrs Squeers. Af udseende beskrives hun som stor og knoklet - og et halvt hovede højere end sin mand. Dertil kommer en klædelig lodden høj hat, en bomuldssengetrøje, samt en grov og skrattende stemme. Hun drev skolen med hård hånd. Hun var den, der sørgede for, at det arbejde, der skulle gøres, blev gjort. Hun gjorde ikke forskel på elever og tjenestefolk. De blev alle behandlet lige nedladende og dårligt. Det var dog kun eleverne, der fik spanskrøret at smage; selv om hun nok også kunne have haft lyst til at bruge det på tjenestefolkene. Hun havde et mål med sine anstrengelser. Det var at få sat penge til side, jo flere jo bedre. På denne måde kunne hun sikre sin alderdom og sine børn. Hun kom formentlig selv fra fattige kår - så for hende helligede målet midlet. Hun var en bestemt og hård kvinde, empati var ikke et ord, der kunne bruges i forbindelse med hende. Hun var dog sin mand en hengiven hustru, og hun ville gøre (og gjorde) alt for ham og sine to børn. Også stjæle. Alt det fine tøj og de værdigenstande, eleverne medbragte, blev inddraget ved ankomsten. Tøjet blev givet videre til Wackford Jr uanset om han kunne bruge det eller ej. Hvis

9 familien siden hen sendte penge eller tøj, blev dette også omgående inddraget - ikke engang brevene der fulgte med måtte eleverne få. For at holde omkostningerne på Dotheboys Hall på et så lavt niveau som muligt bestod den daglige kost primært af tynd havregrød. Dog fik eleverne en sjælden gang lidt kød, som Mrs Squeers havde købt billigt. Det var billigt, fordi det var kød fra selvdøde dyr. Hun købte dog også godt kød; men kun til familien Squeers selv. Én gang om ugen fik eleverne en stor skefuld svolvsirup. Mrs Squeers brugte skoleskeen, en stor slev, når der skulle deles ud. Svovlsirup eller svovlmelasse er en honningtyk, næsten sort, ildelugtende substans, som smager ganske forfærdeligt. Det var kendt som et stof, der var godt til at holde maven i gang, og som på det tidspunkt var almindeligt anvendt til børn med forstoppelse. Det holdt dog samtidig appetitten nede - og det var denne effekt, der interesserede Mrs Squeers. Så kunne der spares på havregrøden... Mrs Squeers deler svovlsirup ud

10 Hun var helt på det rene med at eleverne havde det dårligt; men det interesserede hende ikke. Hun ville nok ikke selv betegne sig som ond, om nogen skulle spørge, det er jo bare drenge, who cares?. Hun følte mere, at hun havde en ærlig og nøgtern indstilling til, hvordan sådan en skole skulle køres. Så kan vi andre stå på Dickens sidelinjer og gyse... Derfor frydes vi også, da Mrs Squeers til sidst selv bliver tvunget til at smage indholdet i svovlgryden. Det bliver hun, da rygtet om Wackford Squeers landsforvisning når til Dotheboys Hall og drengene gør oprør. Wackford Squeers havde været indblandet i en skummel sag om Madeline Bray s testamente, der skulle blive væk. Da alt var kommet for en dag, testamentet fundet og Madeline lykkeligt forenet med Nicholas Nickleby, blev Mr Squeers dømt til syv års landsforvisning. Efter at drengene havde gjort oprør, rendte de deres vej fra skolen. Efterhånden blev de (modstræbende, må vi formode) bragt hjem af deres familier, og Dotheboys Hall blev nedlagt for stedse. Hvordan det siden hen går Mrs Squeers, fortæller Dickens os ikke noget om; man kunne gætte på, at hun købte et lille hus for sine sammensparede penge. Et lille hus, hvor hun kunne bo med sine børn - til sine dages ende. Sidste skoledag på Dotheboys Hall

11 Det var modigt af Dickens at rejse rundt i Yorkshire. Af gode grunde var der ingen af de lokale skolemestre, der så med milde øjne på det, han foretog sig. Indtil da havde de og deres metoder jo været beskyttet, både af myndighederne og af elevernes forældre/slægtninge. Derfor modtog Dickens også trusler om sagsanlæg - og tørre tæsk - fra vrede skolemestre, da Nicholas Nickleby var udkommet. Alle mente sig portrætteret i Wackford Squeers og Dotheboys Hall; men som han selv skriver: Hvis svindel, uvidenhed og brutal griskhed er det fælles træk hos en bestemt lille gruppe, og man beskriver en person med sådanne egenskaber, genkender alle hans ligesindede vel et og andet hos sig selv, og får mistanke om hver for sig at have stået model. I øvrigt følte Dickens sig blot smigret af truslerne... Har Nicholas Nickleby relevans i dagens Danmark? Ja, i højeste grad. Vi har ikke Yorkshire-skoler men vi har så sandelig områder, hvor forholdene kunne minde om dem. Her mener jeg selvfølgelig ikke spanskrør og svovlsirup; men forhold hvor svigt og tvang er en del af dagligdagen. Der har været en del sager af denne art. Desværre. Her skal blot som eksempel nævnes de nylige sager fra plejehjemmene Fælledgården og Strandgården, og fra institutionen Tokanten. Sådanne steder er blevet afsløret, enten fordi tidligere ansatte har kontaktet medierne, eller fordi journalister har ladet sig ansætte bemeldte steder, og filmet beboere og ansatte med skjult kamera. (Jeg kan stadig gyse ved tanken om de billeder, hvor et stakkels gammelt menneske blev nægtet adgang til toilettet af personalet - på særdeles hårdhændet vis.) Er det fordi personalet dér er onde? Nej, det tror jeg ikke men som på Dotheboys Hall bliver man blind over for hvor slemme forholdene er, når man har gået i dem længe nok. Som Mrs Squeers mister man al form for empati, og kun tænker på egen overlevelse. Havde Dickens levet i dag, ville han sikkert have allieret sig med DR eller TV2 og var gået ind på Dotheboys Hall iført et skjult kamera. Nicholas Nickleby var Dickens skjulte kamera... Berit Markwart

12 ROSINA En af Dickens rigtig gode venner var forfatteren Edward Bulwer Lytton. Han og Dickens havde især i 1850 erne og 60 erne mange projekter sammen. Bulwer var høj og slank med et smalt ansigt, store, stirrende ugleøjne og en aristokratisk profil. Skønt han i de senere år var tunghør, var han meget underholdende, fuld af anekdoter og citater fra tyske filosoffer. Det imponerede altid Dickens. De havde ikke samme holdning til alt, men kunne i det mindste enes om, at ægteskabet var en overvurderet institution. De var begge blevet separeret, og mens Catherine Dickens holdt sig pænt hjemme, kunne Bulwer aldrig vide sig sikker for sin Rosina, der var fuld af energi og altid lå på lur som hans dobbeltgænger og forfølger. Rosina Wheeler var datter af en jagt- og whiskyelskende godsejer og en skrivende mor. I 1812, da Napoleon var på tilbagetog fra Moskva, foretog Rosinas mor, Anna, et strategisk tilbagetog fra Irland til Guernsey, hvor hendes excentriske onkel var guvernør. Hendes to døtre Rosina og Henrietta kom her til at leve i luksus. Rosina lærte at tale fransk og at klæde og føre sig, som man gjorde på de bonede gulve. Hun var en sjov og kærlig pige med et udpræget talent for at imitere folk. Desuden skrev hun lige så godt som sin mor og havde et vid som Oscar Wilde. Da onklen efter fire år trak sig tilbage til London, fulgte pigerne med, mens Anna Wheeler drog videre til Frankrig, hvor hun blev husgud for en flok radikale kunstnere, der tilbad hende som Fornuftens Gudinde. Imens gjorde Rosina sin debut i Londons society, hvor hun vakte opsigt med sin høje, slanke skikkelse og sit mørke hår. Her stødte hun en aften ind i den jævnaldrende Edward Bulwer, der kom gående mod hende med en ældre dame under armen. Denne enkegrevinde, eller hvad hun nu måtte være, var umoderne klædt og dannede et slående modstykke til sin unge ledsager. Bulwer var dekorativ som en moderigtig engel.

13 Rosina beskriver ham sådan i sine erindringer: Hans spindelvævstynde skjortebryst i kammerdug havde en overdådighed af kniplinger og broderier, en kombination man ikke så her til lands før seks eller syv år senere, undtagen på babytøj. Racehingste var heller ikke noget man så meget til dengang, undtagen i væddeløbsstaldene. Men mælkevejen lå som en glitrende galakse ned ad dette blændende skrud. Hans hår, der virkelig var gyldent, gnistrende gyldent og tykt, bar han bogstavelig talt i så lange slangekrøller, at det næsten nåede ham til skuldrene. Det var kærlighed ved første blik mellem disse to fashionable unge mennesker. Men Lady Lytton, der som en anden Lady Brachnell forhørte sig om Rosinas formue, fandt hende ved nærmere eftersyn slet ikke tiltalende og forbød forbindelsen. Da Edward alligevel giftede sig, måtte han klare sig uden sin mors penge. Det unge par slog sig ned i Oxfordshire, hvor han begyndte at skrive journalistik og arbejde på en roman. Da bogen, der kom til at hedde Pelham, blev en succes, førte den Edward tilbage til Londons salonværtinder Lady Blessington og Lady Holland, som Rosina nu afskyede og kaldte løvejægerne. De inviterede nemlig gerne en ung løve, men ikke hans gravide mage. Da lille Emily var kommet til verden, tvang Edward Rosina til at overlade hende til en plejefamilie. Hans kone skulle ikke bruge sin tid på en satans unge. Der var heller ikke tid til børn i Rosina og Edwards liv. Han var blevet valgt ind i parlamentet for Irland på Rosinas lille ejendom derovre og var begyndt at omgås Disraeli, der blev en nær ven. Og selvom de slet ikke havde råd til det, førte de nu stort hus. Disraeli fortæller om en fest hos Bulwer omkring denne tid: Vores vært, hvordan hans situation nu end så ud, var mere overdådig og fantastisk end nogensinde. Mrs. Bulwer lignede Juno i et flammehav af juveler. Hun havde bare en hund ved navn Fairy på skødet i stedet for en påfugl. Den lille hund blev fra nu af Rosinas erstatning for de børn, hun ikke havde tid til.

14 I 1831 fødte hun sit andet barn, sønnen Robert, der også blev sat i pleje. Bulwer havde nu skrevet tre romaner, der alle blev bestsellere, og en lærd bog: England and the English. Han var blevet træt af sin kone og havde fundet en elskerinde, en gift dame, der hed Mrs. Stanhope. Både hun og hendes mand var med, da Edward og Rosina i 1833 drog af sted til Schweiz og Italien. Mens Edward i Napoli sad på biblioteket og skrev sin historiske roman om Pompei, var Rosina for alvor begyndt at kede sig. Da han helt åbenlyst var hende utro, mente hun, at hun godt kunne tillade sig en lille affære med en italiensk fyrste. Men da Edward opdagede det, blev han rasende og bankede hende. Hjemme i England fortsatte volden. Indimellem gik så voldsomt for sig, at tjenestefolkene flygtede. Det berømte ægteskab var slut efter 9 år. Rosina, der nu var 33 år, følte sig overflødig, men kom i tanke om, at hun faktisk var mor til to børn. Dem tog hun nu med til Irland, hvor hun dog igen kom til at kede sig. De næste ti år boede hun alene i Paris, Firenze og Geneve. Hun levede af en beskeden understøttelse på 400 fra Bulwer. Den søgte hun at få forhøjet, da gamle Lady Lytton omsider var død og havde overladt titel, gods og formue til sin søn. Skønt Bulwer nu var en meget rig mand, havde han dog ikke tænkt sig at dele noget med Rosina. Han kunne dog ikke forhindre hende i at kalde sig Lady Lytton, eftersom de ikke var skilt. Rosina tog hjem til England og indledte en krig mod Bulwer, en krig, der kom til at vare i 40 år. Da parrets 19-årige datter Emily døde af tyfus efter et trist og ensomt liv, anklagede Bulwer Rosina for mord, fordi hun havde opsøgt sin datter under sygdommen. Bulwer var egentlig whig, men blev koloniminister i Lord Derbys konservative regering i 1858. Det var en slags belønning for, at han ligesom Dickens havde reklameret for emigration og kolonisering i næsten alle sine bøger. Rosina brugte i denne tid al sin energi på at genere ham ved vælgermøder rundt om i landet. Hun havde skrevet en lille bog, hvor hun gjorde rede for Bulwers sande karakter. Ved et vælgermøde i Hereford havde hun slået plakater for sig selv

op over hele byen. Folk mødte også op for at høre hende. Og Bulwer kom frem med hænderne for ansigtet, da hun fra talerstolen sagde: Hvordan kan I vælge en mand til koloniminister, der selv burde have været udvist som straffefange? Folk hujede og klappede, men Bulwer havde fået nok. Dengang skulle en mand kun have to lægers underskrift for at få erklæret sin kone sindssyg. Det havde Bulwer nu tænkt sig at gøre. Fire dage efter mødet, bankede en læge på hos Rosina. Men da hun blev tvangsindlagt på nerveklinikken Inverness Lodge, vendte offentligheden sig mod Bulwer, og han måtte slippe hende fri. Parrets søn Robert, der nu var 26 år, prøvede at dæmpe sin mor ned. Selvom hun og Robert slet ikke kendte hinanden, tog Robert hende med til Frankrig. Men nu greb Bulwer atter ind og splittede de to. Derefter så Rosina aldrig mere sin søn. Robert blev senere vicekonge af Indien. Rosina boede i resten af sit liv i et lille hus i Sydenham, hvor hun sad og skrev 13 vittige nøgleromaner, der alle gjorde nar af Bulwer og hans kreds. Til sine dages ende var hun smuk og yndefuld. Bulwer var blevet adlet som nationens helt. Efter sin død blev han begravet i Westminster Abbey, begrædt af hele verden. Da Rosina døde i 1882 var kun præsten til stede. Rosina Wheeler, Lady Lytton, datter af en af feminismens pionerer, var en klog, sjov kærlig kvinde, der misbrugte sit talent i en håbløs kamp mod den mand, der forblev hendes hjertenskær og dødsfjende. Sådan ender historien om et victoriansk ægteskab af strindbergske dimensioner. Vibeke Schrøder 15 Edward Bulwer Lytton

16 GUSTER Man møder mennesker om hvem man med det samme tænker, med et allerede nagende og tvivlrådigt stik i hjertet: Ingen kan vel nænne at gøre dig fortræd. Det kan være et udtryk i øjnene, det kan være en kropslig skavank, det kan være en akavet gangart, det kan være noget fjerde eller noget syvende jeg tror, at vi alle sammen kender fornemmelsen af øjeblikkelig medynk og blødhed om hjertet, måske den samme beskyttertrang, der kan vælde op i os, når vi holder en dyreunge men naturligvis i human sammenhæng (forhåbentlig) potenseret og intensiveret af den medmenneskelige empati og solidaritet. Desværre lader synspunktet sig næppe opretholde: at netop de svage, der har beskyttelse og medlidenhed behov, nyder særlig beskyttelse. Tværtimod, det forholder sig modsat i vor ofte grumme verden: svagheden og nødstedtheden kan virke uimodståeligt tillokkende på den stærkere, den overlegne, den magtfulde. Det er det lette offers lov, som i dyreriget men mennesket er ikke noget dyr, vel? Disse almindeligheder for kun ad omveje at introducere vor overordenligt beskedne og udsatte heltinde, Suser, fra Dickens roman Bleak House, for så at sige ikke at falde med døren ind i huset og sætte hende for pludseligt og badus ind på scenen. Suser er så meget biperson, at det ville virke unaturligt, selv i en artikel, der er viet hende, at introducere hende ved førstgivne lejlighed. Tillad derfor endnu en digression, inden vi møder vor hovedperson, som gerne venter beskedent i kulissen lidt endnu. Vi har tidligere diskuteret det formålstjenlige og/eller berettigede i at oversætte navne på Dickens-personer, og vores konklusion dengang var vist: Gør det ikke! Vi talte bl.a. om navnet Magwitch, som har nogle klange i engelske øren mag- som i magpie, skade, den sorthvide, efter sigende tyvagtige fugl witch betyder heks klange, som gør, at det er et mørkt og ildevarslende navn at bære rundt på. Det ville dog hurtigt føre ad absurdum at prøve at indfange og overføre Dickens lydmaleri og navn-erskæbne til dansk.

Her gøres en undtagelse, eller rettere: det synes helt på sin plads, at Eva Hemmer Hansen i sin oversættelse af Bleak House faktisk har oversat navnet på vor veninde Suser. Hun hedder, eller rettere kaldes, Guster i den engelske tekst, hvilket er en forvanskning af hendes rigtige navn, Augusta. Guster associerer til engelsk gust ( vindstød ) og det er pletramt og godt fundet på at oversætte Guster (Augusta) til Suser (fra Susan eller Suzanne, troligen). Hos Moltke i den gamle oversættelse hedder pigen Maren, fra Marian får vi at vide knap så finurligt som Eva Hemmer Hansens idé. Suser er vokset op på en såkaldt baby farm, en slags kommunal døgnplejeinstitution (men pleje er vist at tage munden for fuld), et sted, hvor fattige og/ eller forældreløse børn blev passet, eller rettere opbevaret under kummerlige forhold, Og når de var store nok til at arbejde (blot 5-7 år gamle, måske), blev de ofte lejet ud eller bortforpagtet på mere permanent basis. Vi har et andet eksempel hos Dickens, nemlig Oliver Twist, som også voksede op hos sognet og kom tidligt ud at arbejde. Dickens havde, som de fleste andre londonere, været oprørt over en berygtet sag fra 1848, hvor 150 børn i løbet af kort tid døde af kolera på en sådan baby farm. Dødsfaldene skyldtes dels, at børnene lå fire i samme seng, dels at de sanitære forhold i det hele taget var horrible. Denne baby farm lå i London-bydelen Tooting i sydvest London, i nærheden af vore dages Wandsworth; den gang har det næsten været ude på landet. Det er mere end sandsynligt, at Dickens har haft denne sag i tankerne, da han lod Suser komme fra Tooting. Da han skrev om Suser i 1852, var begivenhederne i 1848 endnu i forholdsvis frisk erindring, og mange læsere har sikkert gyst ved erindringen om den virkelige Tooting-sag, de har vidst, hvor ilde stedt Suser har været. Lad os nu møde Suser, lad os træde inden for i romanen og gå hastigt frem til kapitel 10, hvor Dickens præsenterer os for Suser for første gang. Vi forstår, at hun er forældreløs og som sagt opvokset hos sognet, the parish, i Tooting. Det bærer hun præg af, Suser har fået så mange sår på sjæl og legeme, at hun nu som halv-invalid er billig i drift som tjenestepige, kok, rengøringskone, stik-irend-pige, vaskekone, stuepige, guvernante mv. i huset hos familien Snagsby. Her er ingen flexjob-ordning eller reduceret arbejdstid pga. nedsat arbejdsevne tværtimod. 17

18 Suser ser 10-15 år ældre ud end sine 23-24 år, og hendes hår vil ikke rigtigt gro, og så har hun ustandselige anfald, fits, en form for epilepsi. Sognet fralægger sig ethvert ansvar i den forbindelse, men det er klart, at hun fra barnsben er blevet mishandlet og udnyttet. Det bliver hun også af Mrs Snagsby, men dog kun i middelsvær grad, sagtmodigt beskyttet som Suser nu er af hjertensgode Mr Snagsby, den tøffelhelt. Nu, hvor vi er i gang, lad os præsentere resten af husholdningen i Cooks Court, Cursitor Street. Ud over Mr Snagsby, som er handlende i alt til jura-faget henhørende, skriveredskaber, papir, pergament, afskrift-formidling, laksegl samt hans benhårde frue, Mrs Snagsby, består husholdningen af to prentices, altså lærlinge eller ungarbejdere, som går Mr Snagsby til hånde og så altså Suser. Suser er absolut nederst i hierarkiet, hun har ikke meget at skulle have sagt, hverken bogstaveligt talt med hensyn til antal replikker eller i overført betydning med hensyn til indflydelse og magt over egen skæbne. Hun slider og slæber for Mrs Snagsby og får en ussel løn og utak dertil. Men for Suser er den snagbyske menage ikke desto mindre et barmhjertigt fristed og et herskabshjem af første rang, og hun er skræmt fra vid og sans ved tanken om at blive sendt retur til sognet en skæbne hun ofte trues med af Mrs Snagsby, når pigen uværgeligt klokker i det, eller, som det ofte sker, bliver fundet med hovedet i vaskebaljen eller gryden eller gulvspanden i koma, som offer for et af sine fits. Suser optræder i Bleak House i kapitlerne 10, 11, 19, 22, 25, 42 og 59. Det lyder af meget, men i de fleste tilfælde optræder hun ganske kortvarigt, som ren statist, uden replikker eller handlingsfremmende gerninger (men som vi har fået at vide af Chesterton: hos Dickens er de personer, der har mindst med handlingen at gøre, ofte de bedste). Hun spiller en lidt mere fremtrædende rolle i Kap. 19 og 25, hvor gudsmanden Chadband besøger Snagsbys, samt i scenen (kap. 59), hvor Esther finder sin mor død ved Nemo s (hendes fars) usle og befængte grav. I de to Chadband-scener hos Snagsbys agerer såvel Suser som den forhutlede gadefejerdreng, Jo, kontrapunkt og kontrast til Chadbands overstrømmende veltalenhed og selvgode frelsthed. Dette er to af højdepunkterne i romanen, og her følger en lidt nærmere beskrivelse.