UDSKRIFT AF DOMBOGEN FOR RETTEN I GRØNLAND Den 23. april 2014 blev af Retten i Grønland i sagen sagl.nr. RIG-QAQ-CS 0008-2014 A og B mod Oliecompagniet ApS afsagt sålydende DOM: Indledning Sagen drejer sig om hvorvidt der er ansvarsgrundlag for et olieselskab for overpåfyldning af naboens olietank, der er placeret i sagsøgers skur. Stævning er modtaget i Kujalleq kredsret den 5. oktober 2012. Sagen er henvist til Retten i Grønland den 13. januar 2014 fra Kujalleq Kredsret og overtaget af Retten i Grønland den 20. januar 2014. Sagsøger, A og B, har påstået sagsøgte Oliecompagniet ApS dømt til at anerkende at være erstatningsansvarlig overfor sagsøger i forbindelse med oliespildsforurening på sagsøgers ejendom. Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse. Spørgsmålet om ansvarsgrundlag er udskilt til særskilt behandling jf. retsplejelovens 191. Sagsfremstilling A og B erhvervede ejendommen..., Qaqortoq i 2011. Ejendommen er et rækkehus, der opvarmes ved hjælp af olie. I deres skur står naboen,, olietank. Fløjtemekanismen på V2s tank har ikke virket i en længere periode. Der er i den periode foretaget flere oliepåfyldninger, uden at der er sket overpåfyldning.
2 Ved Oliecompagniet ApS påfyldning af solarolie i januar 2012 på V2s olietank, skete der en overpåfyldning, hvilket medførte at olie løb ud i A og Bs skur og have, samt i ejendommens træværk. Det fremgår af fremlagte fotos, at der ved olietanken i skuret er en olieplamage på gulvet og langs træværket. I februar 2012 reklamerede A og B overfor Oliecompagniet ApS over overpåfyldningen. Det fremgår af e-mail af 22. juni fra, Oliecompagniet ApS, til advokatfirmaet Paulsen Keldsen, bl.a. at Vi har rigtigt nok overfyldt tanken, men dette skyldtes blot at installationen ikke var i orden, og uden at jeg på nogen måde skal forsøge at være jurist, kan jeg ikke forestille mig at jeg skal have ansvaret for samtlige beboeres installationer Vi havde en rørlægger ude og kigge, og hans svar er vedhæftet Det fremgår af en vedhæftet af e-mail fra V1 af 23. januar 2012 til, bl.a. at Grunden til at olietanken er overfyldt er: At udluftsrøret er stoppet ind i væggen, så man ikke kan høre ordentligt fløjten. Derfor kom der olie ud gennem udluftsrøret ind vækket, og naboen B 281, B280 og B282 er og kan blive påvirket af den. Qaqortoq Vvs-service ApS Det fremgår af Tekniske forskrifter for brandfarlige væsker for Grønland fra august 1987, bl.a. at 4.2.6. Påfyldning af tanke skal ske efter forskrifterne i punkt 4.6. 4.2.7. Udluftning af tanke skal ske efter forskrifterne i punkt 4.7. Det fremgår af punkt 4.7.1., at Tanke skal udluftes direkte til det fri og punkt 4.7.2.: Udluftningsrør skal føres op til en højde af mindst 3,0 m over terræn, afstives forsvarligt og sikres mod påkørsel. Den del af rørene, der er over terræn, skal overalt være synlig og tilgængelig for eftersyn. Forklaringer Under sagen er der afgivet forklaring af A, V1, V2 og V3. A har på grønlandsk forklaret blandt andet, at han har boet i huset siden 2011. V2 har en olietank i hans skur. Hans egen olietank står i næste nabos skur. I januar 2012 fik naboen, V2, påfyldt solartanken. Ca. 1 måned senere lugtede det i As hus. Han undersøgte, hvor lugten stammede fra, og han gik ind i skuret for at se efter årsagen. Han fandt ud af, at lugten stammede derfra. Det viste sig, at der var fyldt for meget olie på
3 tanken, så olien var løbet ud i skur og have. Han vidste ikke konkret hvordan, men det så ud til at olien var løbet ud igennem væggen og ud i haven. Det var meget olie, der var løbet ud. Han kontaktede Oliecompagniet og meddelte, at der var løbet olie ud i hans skur. Han troede på det tidspunkt, at det kun drejede sig om skuret. Han talte med V1 fra Oliecompagniet, og derefter kom.. for at se, hvor meget olie det drejede sig om. Efter han havde set på skaden, skyndte.. sig af sted. Han kom tilbage, og gav ham noget duftfjerner, og sagde, at de ikke kunne gøre andet end det. Han kontaktede igen V1 hos Oliecompagniet, som sagde, at de ville få solarolien fjernet og få skuret renset. Da der ikke skete noget, ringede han igen en uge efter, og fik at vide, at de ville komme og rense det. Efter lang tid ringede han igen, hvor han fik at vide at det ikke var deres ansvar, og hvis han ønskede det renset, var det ham selv, der skulle betale for det. Hver gang han talte med V1, sagde hun, at tankmanden ved påfyldningen havde fulgt de regler, han skulle følge, og at de selv havde ansvaret og selv skulle betale for skaden. Han henvendte sig til sin forsikring, for at høre om han kunne få hjælp, for det lugtede stærkt i hans hus. Forsikringen kunne ikke dække oliespildet. Efter der var gået lang tid begyndte det at lugte mere. Det irriterede øjnene, og han fik kvalme og hovedpine. Han vidste ikke, hvor ofte naboens tank påfyldes. Han havde hørt, at fløjtemekanismen var gået i stykker. Tidligere var tanken blevet påfyldt uden problemer. Han ringede til den tidligere ejer af huset, men han havde ikke lagt mærke til noget. Han troede, tanken er på 1200 L. Han vidste ikke hvor meget olie, der er løbet ud, men der er en stor plamage på gulvet i skuret, og det ydre område af haven er fyldt med olie. V2 er efterfølgende begyndt selv at påfylde tanken med en dunk. Han havde ikke selv ødelagt fløjtemekanismen. INI ejede husene i 90 erne. I 1995-1996 blev boligerne renoveret. Under renoveringen havde håndværkerne fjernet fløjtemekanismerne og i stedet dækket af med udluftningsmaterialer. Ingen af rækkehusene har en fløjtemekanisme, der virker.
4 Når han skal have fyldt olie på hans tank, ringer han til Oliecompagniet. Han har ikke haft overfyldningsproblemer. V1 der er ansat hos Oliecompagniet ApS, har forklaret blandt andet, at der er regler for oliepåfyldning. De har ikke reglerne skrevet ned, men hun ved, at de skal følge de kommunale vedtægter vedrørende installation af olietankerne. De regler, hun har refereret til, er de tekniske forskrifter, der er dokumenteret under sagen. Chaufføren sagde ikke noget om hændelsen efter oliepåfyldningen. Fløjtemekanismen har ikke virket siden 1990 erne og beboerne i rækkehusene skal bestille et antal liter, fordi chaufføren, der fylder på tanken ikke kan vide, hvor meget olie der er på tanken, når der ikke er en fløjtemekanisme på. V2 havde ikke ved den pågældende påfyldning rekvireret et bestemt antal liter. Hun mente, at chaufføren troede, at fløjtemekanismen virkede. Fløjtemekanismen sidder i udluftningsrøret. Der går normalt 2 rør ud et til påfyldning og et til udluftning. Olie fyldes på fyldningsrøret, og olien skulle komme ud af udluftningsrøret, hvis der er overfyldning. Denne sag er den eneste sag med hensyn til overfyldning, troede hun. Hun ved ikke, hvor længe V3 været ansat i Oliecompagniet. Når ejerne i rækkehusene ringer for at bestille olie, bliver de spurgt om de defekte fløjtemekanismer er ordnet, ellers kan de kun lave literbestilling, altså bestille et eksakt antal liter. V2, har forklaret blandt andet, at han bor ved siden af A og B. Hans olietank står i deres skur. Olietanken er på 800 L, troede han. Han bestiller olie, når han løber tør. Når tanken er fyldt, går der ca. 5 måneder til næste påfyldning.
5 Han har boet i huset siden 2003. Han har fået en del oliepåfyldninger i tanken, og der har ikke tidligere været problemer med overpåfyldning. Al oliepåfyldning sker af Oliecompagniet. Det er ikke altid, at han oplyser hvor mange liter, han skal have fyldt på, når han bestiller olie. Det sker nogle gange. Det sker nogle gange, at han ikke får fyldt tanken helt op. Han havde ikke fået påtalt, at fløjtemekanismen ikke virkede. Han har ikke fået forklaring på, hvorfor han bliver bedt om at oplyse, hvor mange liter der skal fyldes på tanken. V3, har forklaret på grønlandsk blandt andet, at han havde kørt med olietankbil siden 2009. Han huskede ikke at have oplevet overpåfyldning før denne hændelse. Når han ankommer til et hus og skal fylde tanken, lægger han først mærke til, om der er installeret en fløjtemekanisme. Han kan høre fløjten, når han påfylder olie i tanken. Han finder ud af om der er installeret en fløjtemekanisme, da fløjten begynder at fløjte ved påfyldning. Fløjten lyder hele tiden imens olien fyldes på, og begynder at fløjte i intervaller, når tanken er fuld. Påfyldningsrøret er placeret nærmest ham selv. Fløjtemekanismen kan man ikke se, fordi den er placeret på den anden side. Hvis fløjten ikke virker, og man fylder for meget olie i tanken, kan olien komme ud af udluftningsrøret. Han huskede, at han fyldte olie på V2s tank i januar 2012 men ikke præcist hvordan. Han mente, at kunne huske, at tanken skulle fyldes helt op. Når fløjten ikke virker, kan han finde på at standse påfyldningen for at se, hvor meget der er fyldt i, når han har fået besked på, at tanken skal fyldes op. I de fleste tilfælde kan han se, hvor meget olie der er fyldt i ved at tage slangen ud, og derved se væsken i påfyldningsrøret. Han lagde ikke mærke til olie på gulvet i skuret, da han var færdig med påfyldningen. Parternes argumenter Sagsøgerne, A og B, har i påstandsdokumentet af 26. februar 2014 som uddybet under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende: Det gøres gældende, - At Oliecompagniet ApS har handlet uforsvarligt og ikke udvist den fornødne forsigtighed i forbindelse med påfyldning af olie på V2s olietank, idet der er sket en ikke uvæsentlig overpåfyldning
6 - At Oliecompagniet ikke kan fralægge sig et ansvar ved at henvise til en manglende fløjtemekanisme, da den manglende fløjtemekanisme ikke tidligere har forårsaget problemer ved påfyldning af olie og da Oliecompagniet under alle omstændigheder burde have opdaget overpåfyldningen straks og stoppet yderligere olietilførsel - At overpåfyldningen således skyldes manglende agtpågivenhed fra den udførende oliepåfylder - At Oliecompagniet bærer ansvaret for deres ansattes fejl og mangler efter DL 3-19-2 - At Oliecompagniet ApS, såfremt retten mener at den manglende fløjtemekanisme spiller en rolle, har accepteret forholdene omkring olietanken og alligevel påfyldt olie, hvorfor de også er nærmest til at bære risikoen for overpåfyldningen - At Oliecompagniet modtager betaling for påfyldning af olie og derfor også har et skærpet ansvar for fejl i forbindelse med påfyldningen - At Oliecompagniet har været nærmest til at forsikre sig imod de skader, de forårsager - At Oliecompagniet burde have nægtet yderligere påfyldning, såfremt de mente, at den manglende fløjtemekanisme kunne medføre overpåfyldning - At Oliecompagniet som den professionelle part bærer ansvaret for den opståede olieforurening, idet Oliecompagniet ApS vidste, at fløjtemekanismen var defekt, og ikke sikrede udbedring heraf inden oliepåfyldning, jf. svarskrift af 18. januar 2013 - At der for Oliecompagniet skal gælde et særligt skærpet professionsansvar - At ansvarsgrundlaget endvidere må følge af en analogi af bekendtgørelse nr. 29 af 17. september 1993 12 og 13 - At Oliecompagniet ApS vidste eller burde vide, at en overpåfyldning ville medføre at der ville ske et ikke uvæsentligt olieudslip - At et olieudslip ville medføre en egentlig olieforurening på A og Bs ejendom - At betingelserne for erstatningsansvar er til stede Det bestrides
7 - At A og B selv var skyld i uheldet, idet A og B ikke er ansvarlig for V2s olietank, uanset eventuel manglende fløjtemekanisme - At Oliecompagniet ApS har gjort sagsøger opmærksom på, at overfyldningsalarmen (fløjtemekanismen) var defekt, og at Oliecompagniet ApS har bedt sagsøger reparere denne. Sagsøgtes påstand i den henseende har sandsynligheden imod sig, al den stund at den pågældende tank ikke ejes af sagsøger - At sagsøgers nabo, V2, som er ejer af den pågældende tank har fået at vide, at fløjtemekanismen var defekt og at denne skulle repareres. Sagsøgte, Oliecompagniet ApS, har i påstandsdokumentet af 1. marts 2014 som uddybet under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende: Sagsøgers nabo V2 ejer den omtalte olietank, som står i sagsøgers skur. Så vidt vides, er alle olietanke placeret i naboejendommen i de rækkehuse, som sagsøger bor i. Dette er alle beboerne i de pågældende rækkehuse i...vej klar over. Sagsøgtes kontraktspart er V2. Sagsøger og ejeren af pågældende olietank vidste eller burde vide, at det var svært at høre oliepåfyldningen grundet væsentlige konstruktionsfejl og manglende oliepåfyldningsalarm. Sagsøger har anerkendt, at fløjtemekanismen ikke har virket Fløjtemekanismen i V2s olietank har ikke virket i en længere periode, jf. 5. afsnit i s. 2 i sagsøgers stævning. Flere grundlæggende i foranstaltninger ikke er blevet overholdt af tankejeren. Tekniske Forskrifter for brandfarlige væsker, er gældende for Grønland (herefter Tekniske Forskrifter): Døråbningerne ikke har været så høje og tætte tærskler (f.eks. dørtrin), at tankens maksimale indhold forhindres i at flyde ud i oplagsstedet. Alternativt har tanken ikke været anbragt i et tæt bassin, jf. pkt. 4.3.2. i Tekniske Forskrifter. Tanken udluftes ikke direkte til det fri, som påkrævet, jf. pkt. 4.7.1. Såfremt dette var blevet gjort, ville man også kunne høre overfyldsalarmen, hvis denne ikke er defekt. Sagsøger har ikke bestridt, at olitankens konstruktion strider imod de Tekniske Forskrifter, med manglende inddæmning, som ville forhindre tankens maksimale indhold i at flyde ud af oplagsstedet, jf. pkt. 4.3.1. i Tekniske Forskrifter i Bilag A. Sagsøger har ikke bestridt, at udluftningsrøret ikke er ført direkte ud i de fri. Pkt. 4.7.1. i Tekniske Forskrifter Bilag A.
8 Chaufføren V3, som påfyldte den pågældende olietank, har oplyst, at den er særlig vanskelig at fylde op, da den defekte fløjtemekanisme er ført udenfor, udluftningsrøret slutter midt inde i væggen og påfyldningsrøret er beliggende indenfor skuret. Chaufføren standser påfyldningen, så snart fløjten ophører og kan ikke se, at der er sket overfyldning, da olien er løbet inde i væggen. Først næste dag bliver der gjort opmærksom på, at der er sket overfyldning. Oliecompagniet ApS medarbejder, har handlet på den mest forsvarlige måde i de givne omstændigheder. Konstruktionsfejlen er så væsentlig, at ejeren af olietanken må påtage sig det fulde ansvar for skaden. Sagsøger og tankejeren har ved løbende bestilling af oliepåfyldning til trods for de fornævnte mangler ved olietanken accepteret risikoen for eventuelle følgeskader fra pågældende olietank. Oliecompagniet har i forbindelse med tidligere oliepåfyldninger gjort opmærksom på den defekte overfyldningsalarm (fløjtemekanismen) og bedt ejeren reparere fejlen. Det er ejerens ansvar at foretage en korrekt opmåling inden oliebestilling, såfremt han ikke ønsker at benytte sig af overfyldningsalarm. Rettens begrundelse og resultat Det lægges til grund, at tankejeren, V2, gennem en årrække har fået leveret olie til olietanken af Oliecompagniet ApS, og at der ikke tidligere har været problemer i forbindelse med påfyldning. Det lægges også til grund, at fløjtemekanismen på olietanken ikke har virket i en længere periode, og at olietanken ikke har opfyldt de tekniske forskrifter for brandfarlige væsker af august 1987 med hensyn til indretning af skuret, hvor tanken er placeret. Chaufføren, V3 har forklaret blandt andet, at han ikke havde set, at der var sket overpåfyldning, og at han havde holdt øje med dette. Oliecompagniet har forklaret, at de plejede at bede om et antal liter der skal påfyldes, når der bestilles olie til tanke uden fløjtemekanisme. Dette var ikke tilfældet ved denne påfyldning, hvor chaufføren havde fået besked om, at tanken skulle fyldes. Chaufføren har, ifølge hans forklaring, kigget i påfyldningsrøret ved påfyldningen og har ikke bemærket, at der er kommet olie ud af udluftningsrøret, hvilket burde være sket, hvis indretningen var korrekt. Det fremgår af de afgivne forklaringer, at der er olie i væggen, hvilket ikke har været synligt for chaufføren. Det fremgår således af e-mail fra V1 af 23. januar 2012 til.., bl.a. at en rørlægger har vurderet, at grunden til at overfyldningen har fundet sted er, at udluftningsrøret stopper i væggen og at olien er løbet gennem udluftsrøret ind i væggen.
9 A har forklaret, at Han ved ikke konkret hvordan, men det så ud til at være løbet ud igennem væggen og ud i haven. På baggrund heraf lægges det til grund, at der ved olietanken har en konstruktionsfejl, hvor udluftningsrøret slutter i væggen, hvorfor overfyldningen ikke har været synlig for chaufføren, idet olien er løbet over inde i væggen og der var ingen fløjtemekanisme, der afgav alarm. Det er ikke påregneligt eller synligt for Oliecompagniet eller chaufføren at en overfyldning af olie løber ud i væggen. Chaufføren har på baggrund heraf ikke handlet culpøst ved sin påfyldning. Det lægges til grund, at Oliecompagniet var vidende om, at der ikke var fløjtemekanisme på olietanken. Oliecompagniet har, ifølge de afgivne forklaringer, til trods herfor tilladt påfyldning af olietankene i rækkehusene. Det er tankejerens ansvar, at olietanken følger forskrifterne. Oliecompagniet skal ved påfyldning sikre sig, at påfyldning sker på forsvarlig vis, men som følge af chaufførens forklaring om, hvorledes påfyldningen er sket, findes dette også at være fulgt. Et objektivt forureneransvar findes ikke at foreligge på lovbestemt grundlag. En analogi af bekendtgørelse nr. 29 af 17. september 1993 12 og 13 findes ikke at dække sagen her, idet bekendtgørelsen omhandler håndtering af olie- og kemikalieaffald, hvilket findes at være forskelligt fra påfyldning af olie i olietanke. På baggrund heraf findes der ikke at foreligge et ansvarsgrundlag for Oliecompagniet, der som følge heraf frifindes. Sagens omkostninger A og B skal betale sagsomkostninger til Oliekompagniet ApS med 40.000 kr. Der er ved fastsættelsen taget hensyn til sagens udfald og omfang, herunder at der er udarbejdet stævning, replik, påstandsdokument, henvisning af sagen til Retten i Grønland og hovedforhandlingens varighed. THI KENDES FOR RET: Oliecompagniet ApS frifindes. A og B skal inden 14 dage betale sagens omkostninger med 40.000 kr. til Oliecompagniet ApS. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8a. Janni Lønstrup Olsen