Kort resumé af forløbsprogram for lænderygsmerter Udbredelse af lænderygsmerter og omkostninger Sundhedsprofilen (Hvordan har du det 2010) viser, at muskel-skeletsygdomme er den mest udbredte lidelse i Region Midtjylland, idet ca. 92.000 borgere angiver at have diskusprolaps eller anden rygsygdom. I Norddjurs Kommune udgør antallet 3200 personer. En nyligt offentliggjort undersøgelse viser, at de samfundsmæssige omkostninger til personer med rygsygdom eller rygsmerter udgør 13 mia. kr. fordelt på ca. 5.6 mia. kr. til behandlingsudgifter i sundhedsvæsenet, ca. 2.6 mia. kr. på kortsigtet sygefravær og ca. 4.7 mia. kr. på permanent tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Sidstnævnte er også baggrunden for, at såvel sundheds- som arbejdsmarkedsområdet har været involveret i udarbejdelsen af forløbsprogrammet for lænderygsmerter. Årsager til lænderygsmerter og muligheder for forebyggelse Der er begrænset viden om årsagerne til lænderygsmerter, og sammenhængen med livsstilsfaktorer er ikke så entydig som ved andre kroniske sygdomme. Derfor er det vanskeligt at anbefale konkrete primære forebyggende tiltag. Dog tyder det på, at rygmuskulaturens udholdenhed har betydning for, om der opstår rygsmerter. Dette er i overensstemmelse med, at motion, øvelser og træning er eneste dokumenterede forebyggende indsats for rygsmerter. Det anbefales derfor også at fokusere på den sekundære forebyggelse, dvs. at forhindre forværring af smerter og funktionsnedsættelse hos borgere, som allerede har udviklet lænderygsmerter. Dimensionering Den tværsektorielle temagruppe vedrørende økonomi og opfølgning i Region Midtjylland har set på patientflowet i Region Midtjylland. I 2010 er der i alt i Region Midtjylland henvist 4.786 inden for forløbsprogrammets målgruppe fra praktiserende læge eller speciallæge til sekundærsektor. Ca. 50 % af borgerne afsluttes til primærsektor efter 1. eller 2. besøg i sekundærsektor. Ca. 2.400 borgere tilbydes en tværfaglig konservativ indsats i sekundærsektor. 50 % af borgerne, som får tilbudt en konservativ indsats, kan selvtræne, mens 50 % har behov for en superviseret indsats i kommunen via en genoptræningsplan. 1000 borgere får foretaget operation.
I 2011 er der i Region Midtjylland udskrevet 337 specialiserede genoptræningsplaner og 3.211 almindelige genoptræningsplaner på borgere med ryglidelser. Anbefalede indsatser i forløbsprogram for lænderygsmerter De anbefalede indsatser i forløbsprogrammet omfatter udredning, behandling og rehabilitering. De centrale aktører udgøres af praksissektoren, hospital og kommune, herunder sundheds- og omsorgsområdet samt arbejdsmarkedsområdet. Indsatser i praksissektoren (almen praktiserende læger, praktiserende fysioterapeuter og kiropraktorer) Der anbefales et sammenhængende forløb på 4-8 uger i praksissektoren forud for eventuel henvisning til sekundærsektor eller praktiserende speciallæge. Det konkrete forløb afhænger af årsagen til rygsmerterne. Overordnet skal forløbet være med til at sikre grundig udredning, løbende vurdering af behandlingsstrategien, eventuel justering i forhold til udviklingen i risikoprofil, funktionsevne og smertetilstand. Behandlingsstrategien er som hovedregel afventende de første 1-2 uger. Den enkelte borgeres risiko for at udvikle kroniske rygsmerter identificeres via et spørgeskema med 9 spørgsmål (STarT). Psykosociale risikofaktorer kan eventuelt også afdækkes. Der anlægges en patientaktiverende tilgang, hvor der er fokus på information, rådgivning og samarbejde. Formålet er blandt andet at forebygge unødig bekymring og sygemelding samt at motivere til at fortsætte med daglige aktiviteter. Indsatser på hospital (Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Silkeborg) Der indledes med en tværfaglig visitation bemandet med speciallægekompetencer inden for kirurgi og medicin. Derefter følger borgeren enten et medicinsk eller kirurgisk forløb. Det medicinske forløb: Udredning, afklaring og vurdering ved mediciner og fysioterapeut. (Nogle borgere afsluttes til primærsektor med råd og vejledning om selvtræning, mens andre henvises til genoptræning i kommunen eller til en indsats ved praktiserende fysioterapeut samt en arbejdsmarkedsrettet indsats. Andre igen fortsætter i et forløb på hospitalet) Tværfaglig konference med henblik på fastlæggelse af den videre indsats. Eventuel deltagelse af kommunal sagsbehandler ved komplekse forløb. (Nogle borgere afsluttes til
primærsektor enkelte med en genoptræningsplan, mens andre fortsætter i et forløb på hospitalet) Tværfaglig konservativ indsats i op til 12 uger i samarbejde med kommune og/eller praktiserende fysioterapeut. Indsatsen kan bestå af fysisk træning, en arbejdsmarkedsrettet indsats, kognitiv adfærdsbearbejdning og medicinsk smertebehandling. Den fysiske træning kan foregå som selvtræning med instruktion af hospitalet eller som en superviseret indsats via en genoptræningsplan i kommunen eller ved en praktiserende fysioterapeut, såfremt borgeren allerede er i et forløb her. I den arbejdsmarkedsrettede indsats i hospitalsregi er der fokus på arbejdsfastholdelse ved borgere, som har været sygemeldte under 8 uger. Kommunen er ansvarlig for at varetage indsatsen ved øvrige borgere. Den kognitive adfærdsbearbejdning omfatter klarlægning af borgerens vanemæssige tanker og basale antagelser om sin sygdom og symptomer med henblik på at udvikle mestringsstrategier. Der kan også indgå smertehåndtering og stressreduktion. Det kirurgiske forløb: Udredning og afklaring ved kirurg. (Nogle borgere afsluttes til primærsektor, andre får foretaget et kirurgisk indgreb, og andre igen visiteres til det medicinske forløb). Indsatser i kommune Et åbent forebyggende rådgivningstilbud: Holdundervisning 1 gang om måneden i 2 timer. Som udgangspunkt vil der være tale om et engangstilbud. Borgeren kan selv henvende sig, eller den praktiserende læge kan oplyse om tilbuddet. Indholdet i tilbuddet er rådgivning og vejledning i fastholdelse af fysisk aktivitet samt mestrings- og læringsteknikker i relation til rygsmerter. Målgruppe: Borgere, som fortsat er i arbejde. Målet er: at understøtte, at borgeren forbliver på arbejdsmarkedet og er aktiv i sin livsførelse at modvirke overdreven sygdomsadfærd, angst for bevægelse og opståen af ny skade.
Et rehabiliteringstilbud: Der etableres et tværfagligt rehabiliteringsteam i et samarbejde mellem sundhedsområdet og arbejdsmarkedsområdet. Teamet bemandes med sundhedsfagligt personale, og der tilknyttes medarbejdere fra arbejdsmarkedsområdet (fysioterapeuter, psykolog, sociallæge, eventuel ergoterapeut, job- og virksomhedskonsulenter). Borgeren tilknyttes en koordinator. Teamets funktion: Afdække borgerens funktionsevne og tilrettelægge et forløb, hvor der tages udgangspunkt i borgerens forståelse af sin situation og den viden, man har om, hvad der kan forventes af effekt ved en specifik indsats Visitere til indsatsmoduler Være samarbejdspartnere internt i kommunen og for hospital samt praksissektor. Teamet skal være let tilgængeligt og kunne kontaktes dagligt af sagsbehandlere, praktiserende læge og hospital. Målgruppe: Borgere som udskrives fra hospital med en genoptræningsplan Borgere med en rygsmerteproblematik, som er udredt på hospital, og som har en sag på arbejdsmarkedsområdet Borgere med dårlig egenomsorgsevne, som henvises fra almen praksis med ukompliceret tilbagefald, og som tidligere er udredt på hospital. Indsatsmoduler: Fysisk aktivitet (samtale, undersøgelse, test, fysisk træning, hjælp til selvtræning og til at finde passende fysiske aktiviteter og motion, samt rådgivning om daglige aktiviteter) Patientuddannelsestilbud (eksempelvis Lær at leve med kroniske smerter) Smertehåndtering (baseres på en kognitiv tilgang med fokus på smertemekanismer mv.) Arbejdsmarkedsrettet indsats (fokus på afklaring og/eller fastholdelse i forhold til borgerens jobsituation).
Monitorering og evaluering Forløbsprogrammet for lænderygsmerter vil blive monitoreret og evalueret på baggrund af eksisterende og nye databaser samt indgå i den samlede strategi for monitorering af kronikerindsatsen ifølge sundhedsaftalen 2011-2014.