Om Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer Baggrund for miljømærkning version 1 Nordisk Miljömärkning
Svanenmærkede Engangsartikler til fødevarer - Baggrund for miljømærkning Version 1, 21. marts 2012 1 Sammenfatning... 3 2 Beskrivelse af produktgruppen... 4 2.1 Engangsartikler til fødevarer...4 2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler?... 5 2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen...6 2.2.1 Bioplast... 6 2.2.2 Papir, karton og pap... 8 3 Miljøvurdering af produktgruppen... 8 3.1 3.2 MEKA-skema...8 LCA for engansartikler af bioplast...10 3.2.1 LCA-screening for engangsartikler... 10 3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger... 11 3.3 Fornybare råvarer...11 3.3.1 Fornybare råvarer ressourceforbrug og CO 2 belastning... 11 3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change)... 12 3.3.3 Bæredygtige råvarer og GMO... 13 3.4 Energi forbrug...14 3.5 3.6 Kemikalier...17 Affaldshåndtering...19 3.6.1 Kompostering og bioforgasning... 19 3.6.2 Resirkulering, deponi og forbrenning... 21 3.6.3 Håndtering av husholdningsavfall i Norden... 22 3.6.4 Avfallshåndteringens betydning for engangsartikler... 22 3.7 RPS analyse...23 3.7.1 Relevans... 23 3.7.2 Potentiale... 24 3.7.3 Styrbarhed... 25 3.7.4 Resultat af RPS-analyse... 26 4 Det nordiske marked... 26 5 Andre mærkningar... 27 6 Om kriterieutviklingen... 28 6.1 Mål med kriterieutviklingen...28 6.2 Om denne kriterieudvikling...29 7 Motivering af kravene... 29 7.1 7.2 Produktbeskrivelse...29 Miljøkrav...30 7.2.1 Træråvarer, palmeolie, papir, karton og masser... 33 7.2.2 Produkter af landbrugsafgrøder... 36 7.3 7.4 Kemikalier...46 Fødevarekontakt...51 7.5 Produkt og emballage...53 7.6 Kvalitets og myndighetskrav...58 7.7 Krav som er vurdert, men ikke stilt krav til...58 8 Referenser... 59 Bilage 1 Biopolymerer...1 Bilage 2 Affaldsstrømme i Norden...1 Bilage 3 LCA Screening af 2 forskellige salatbakker en af PLA og en af PET...6
1 Sammenfatning Nordisk Miljømærkning har udviklet version 1 af kriterier for Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer. Engangsartikler til fødevarer anvendes i store mængder og har en kort levetid. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - opfylde produkternes funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget brug af fornybare råvarer, for de produktområder, hvor det giver mening Anvendelse af fornybare råvarer samt produkternes klimabelasnting har derfor været en af grundende til at udarbejde kriterier for dette produktområde. Derudover ønsker Nordisk Miljømærking med disse kriterier at sætte fokus på miljøbelastningen fra dette produktområde. Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer skal derfor også ses som en opfordring til et mere eftertænktsomt forbrug af disse produkter. Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande markedsføringsmæssigt. Såsom bionedbrydelig, bioplast og recirkuleret materiale. Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue, hvilke af disse påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor efterspurgt Svanen til produktområdet. I forbindelse med udviklingen af første version af kriterieren for produktgruppen er der udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet), der beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser for materialer, energi, kemikalier og andet. Derudover er der i forbindelse med kriterieudviklignen udført en LCA-screening for salatbakker af PLA (polylaktat) eller fossil plast med forskellige affaldssenarier. Produktgruppens relevans med hensyn til miljøbelasnting (R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styrbare kriterier (S) er samtidig vurderet i forbindelse med kriterieudviklingen. Resultaterne viser at at produktionen af råmaterialerer er den livscyklusfase med størst miljørelevans med hensyn til energiforbrug og klimabelastning og her er bortskaffelsesfasen afgørende for nettoresultaterne. Transport og selve konverteringen af engangsartiklen er af lille betydning, mens der er miljørelevans og potentiale for forbedring for både produktionsog affaldsfasen. I dag pågår en udvikling af nye fornybare materialetyper, som bioplaster. Da en stor andel af de engangsartikler til fødevarer, som er på markedet i dag, produceres af fossil plast som PE (polyetylen), PET(polyetylen tereftalat) og PS (polystyren), findes der indenfor produktgruppen et potentiale i at rykke forbruget af fossile råvarer over på fornybare råvarer. Styrbarheden vurderes til at være god. Ansøger vil i de fleste tilfælde skulle indhente dokumentation for både hovedmaterialer og tilsætninger hos underleverandører, som ofte vil kunne være store internationale virksomheder. Svanen har god erfaring med indhentning af dokumentation fra underleverandører, for eksempel indenfor papirområdet, men for plastmaterialer har det dog været mere problematisk at få data direkte fra producenterne. I forbindelse med denne kriterieudvikling er indtrykket dog at bioplastproducenterne er bevidste om hvad en af deres vigtigste konkurrence parameter er, nemlig miljø, da prisen på bioplast er ca. dobbelt så høj som for fossil plast.
Der er udarbejdet op til flere miljøvurderinger af bioplaster med data for energiforbrug og CO 2 belastning. Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning går ind på dette område for at sætte fokus på denne udvikling af nye fornybare materialetyper, stille krav til energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at muliggøre bedre affaldsveje for produkterne. Produktgruppens budskab er: Produkter med høj andel fornybar råvare Sporbarhed på råvarer, bæredygtige papirråvarer Skrappe energikrav til produktion af materialet Forbud mod fluorbelægninger samt andre problematiske stoffer Engangsartiklen kan komposteres eller recirkuleres 2 Beskrivelse af produktgruppen 2.1 Engangsartikler til fødevarer Engangsartikler til fødevarer er ofte beregnet til at blive anvendt i en kort tid og består derfor ofte af ubehandlet eller behandlet papir, karton eller af plast, eller en kombination af karton og plast, som er både billigere og lettere at transportere end andre mere holdbare materialer. Ofte kan flere typer af materialer - både fornybare og fossile - opfylde produkternes funktions behov. Nordisk Miljømærkning arbejder mod et øget brug af fornybare råvarer for de produktområder, hvor det giver mening. For dette produktområde findes der en del alterantiver af fornybare materialer. En svanemærkning af produkter baseret på fornybare råvarer, vil dermed kunne hjælpe forbrugere og virksomheder med at vælge engangsartikler med lav miljøbelastning. Der kan dog være behov for belægninger eller fyldmaterialer af ikke-fornybar oprindelse og det er derfor ikke muligt at stille krav om at produkterne skal være af 100 % fornybare materialer. I denne sammenhæng har Nordisk Miljømerking valgt at definere fornybare råvarer som organisk materiale, der indenfor en ramme på 100 år reproduseres i naturen. Det inkluderer den nedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug og dambrug (både vegetabilske og animalske), bæredygtigt skogbrug og lignende industrier og den biologisk nedbrydelige fraktion af industriaffald og kommunalt affald. For at have en klar afgrænsning på produktgruppen indgår kun produkter i direkte kontakt med fødevarer. Emballager til færdigpakkede fødevarer indgår ikke i produktgruppen, da der her vil kunne opstå usikkerhed om hvilken del af produktet, der er Svanemærket emballage eller indhold. Samtidig vil det kræve krav om egenskaber til emballage for færdigpakkede råvarer for at sikre god holdbarhed af indholdet. Disse egenskaber er ikke behandlet her.
Mad- og bagepapir indgår heller ikke i produktgruppen, da det findes egne kriterier for disse. Nordisk Miljømerking anser også at bagepapir er produkter, som bør kunne anvendes flere gange. Samtiding indgår affaldsposer ikke i produktgruppen. For engangsartikler af papir og karton omfatter produktgruppen papir, karton og masse kvaliteter som Basismodulet for papirprodukter version 2 omfatter. Hvis flere forskellige produktdele markedsføres sammen, som for eksempel et kaffekrus og et tilhørende låg, skal alle dele være svanemærket hver for sig eller som en samlet enhed. Produktgruppedefinitionen er følgende: Produktgruppen ngangsartikler til fødevarer" omfatter engangsprodukter og - emballager som take away emballager, engangsservice, poser og beholdere til indpakning af mad. Produkter i produktgruppen er beholdere, fryseposer, plastfolie, krus, tallerkener, bestik og kaffe- og thefiltre. Materialet skal skal indeholde en høj andel fornybare råvarer. Servietter eller mad-og bage papir kan ikke svanemærkes efter disse kriterier, men kan svanemærkes efter henholdsvis kriteriene for mykpapir eller fett-tett papir. Produktgruppen omfatter ikke affaldsposer eller emballager, der sælges i forbindelse med færdigpakkede fødevarer, som f.eks. juicekartoner og færdigretter i supermarkedet. Relevante produkter kan ved forespørgsel indarbejdes i produktgruppen, men kun efter en vurdering av Nordisk Miljømærking. Som det fremgår af ovenstående produktgruppedefinition indeholder produktgruppen mange forskellige produkttyper som for eksempel krus, bestik, tallerken, beholder o.s.v. Disse produkttyper findes samtidig i mange forskellige størrelser. Produktgruppen består dermed af flere funktionelle enheder. 2.1.1 Hvorfor Svanemærke engangsartikler? Engangsartikler er relevante miljømæssigt, dels på grund af et stort ressourceforbrug, da det som navnet angiver, er produkter til engangsbrug, som udskiftes for hver gang det anvendes. Dels på grund af at produkterne hurtigt ender som affald. Afhængigt af materialet kan engangsartikler afskaffes ved forskellige affaldsbehandlinger alt efter hvilke affaldssystemer, der er tilgængelige. Inden for dette produktområde er der de seneste år taget nye materialertyper i brug i form af forskellige bioplaster. Nogle af disse bioplaster er bionedbrydelige ved at de er komposterbare. Herved gives der mulighed for en alternativ affaldsbehandling i forhold til ikke komposterbare plastprodukter. Udover at give en alternativ affaldsvej til deponi og evt. forbrænding uden energiudnyttelse, så giver anvendelse af bioplast også mulighed for at rykke noget ressourceforbrug fra fossile råvarer over på fornybare råvarer. Engangsartikler er et produktområde, hvor der anvendes en del miljøpåstande markesføringsmæssigt. Såsom bionedbrydelig, bioplast og recikuleret materiale.
Forbrugere og professionelle indkøbere har svært ved at gennemskue, hvilke af disse påstande, der giver en reel miljøeffekt og branchen har derfor efterspurgt Svanen til produktområdet (36) (37). Det giver derfor god mening at Nordisk Miljømærkning går ind på dette område for at sætte fokus på denne udvikling af nye materaieltyper, stille krav til energiforbrug i produktionen og udnytte potentialet, der ligger i at muliggøre bedre affaldsveje for produkterne. Engangsservice kontra flergangsservice Engangsartikler anvendes både til privat brug og af virksomheder i restaurationsbranchen og for eksempel i kantiner på virksomheder. Ved privat brug vil man stort set kunne erstatte engangsservicen med flergangsservice, men f.eks. hos take away restauranter og cafeer med coffe to go ville der formentlig ikke være noget salg hvis der ikke var mulighed for engangsservice/take away emballage. Det er derfor usandsynligt at denne produktgruppe vil blive mindre med tiden, tværtimod. For visse restauranter kan brug af engangsartikler til og med være et myndighedskrav p.g.a. hygiejnekrav (jf. Hørringsvar til restaurantkriterine). Det er ikke tanken at Svanemærkning af Engangsartikler til fødevarer skal motivere til et øget forbrug af engangsartikler, men i stedet sætte fokus på, at der findes en differentiering i de produkter der findes på markedet og at man bør være bevist om miljøbelastningen fra engangsservice. Engangsprodukter i form af indpakningsfolier, fryseposer og poser til indpakning af madvarer er derimod produkter som er svære at erstatte med flergangsprodukter uanset om det er restuarantionsbranchen eller til private brug. 2.2 Materialetyper indenfor produktgruppen Engangsemballage til fødevarer kan laves af mange forskellige materialer. Ofte anvendte materialer er: traditionelle plaster som PET (polyetylen tereftalat), PE (polyetylen), PP (polyprolylen) eller PS (polystyren) bioplaster som f. eks. PLA (polylaktat) eller PHA (Polyhydroxyalkanoater) metaller som aluminium papirprodukter som pap, karton, papir, papirmasse eller cellulosefilm træ-og vegetabilske materialer som træfinér, palmeblader o.s.v. Fordi Nordisk Miljømærking i dette høringsforslag har valgt at stille krav til at materialene skal være fornybare vil det først og fremest være bioplaster og papirmaterialer, der beskrives nærmere i dette kapitel. 2.2.1 Bioplast Bioplast kan defineres som plastmaterialer, der bygger på biopolymerer. Dette er definitionen fra f.eks. wikipedia og her for denne produktgruppe. Biopolymerer er genererede fra biologiske materialer så som stivelse, sukker, cellulose og protein. Disse kan udvindes fra forskellige fornyelige ressourcer, f.eks. hvede, majs, sukkerrør, sukkerroer, kartoffelskræller, organisk husholdningsaffald og afløbsslam. Der findes et stort antal biopolymerer, men det er kun et fåtal der bliver produceret i stor
skala. Andre definerer bioplast som plast der enten er biobaseret eller bionedbrydlig eller begge dele. Denne definition anvendes ikke her. Biopolymerer kan produceres af biologiske systemer, for eksempel mikroorganismer, planter og dyr, eller de kan være kemisk modificeret fra biologiske udgangsmaterialer. Biopolymerer kan inddeles i tre hovedkategorier baseret på deres oprindelse og produktionsmetode: Polymerer, som ektraheres direkte fra biomasse. Det er f.eks. polysakkarider som stivelses og cellulose eller kitin og proteiner som kasein (mælkeprotein), valle (vassla (Se), myse (No)), collagen og soya protein (28). Polymerer fremstillet gennem klassisk kemisk syntese ved brug af biobaserede monomerer. Monomererne kan være producerede gennem fermentering eller kemisk syntese. Et eksempel er PLA (polylaktat), som er polymeriseret fra mælkesyre monomerer, som er lavet ved fermentering af karbohydrater fra majs eller hvede (28). Grøn PE er lavet af etylen produseret af biologisk materiale. Polymerer producerede ved bakteriel fermentering af sukker eller lipider. Et eksempel er PHA (Polyhydroxyalkanoater) (28). Bioplast kan være bionedbrydelig, men dette afhænger af de fysisk/kemiske forhold, der er til stede. Bionedbrydelig bioplast skal ikke forveksles med bionedbrydelig plast som kan være oliebaseret. Eksempel på et oliebaseret bionedbrydeligt plastprodukt er Ecoflex fra BASF (29). Bionedbrydelig bioplast skal heller ikke forveksles med UV- eller Oxo-nedbrydelig plast, som nedbrydes, når de udsættes for lys respektive luft, men primært er oliebaserede. Mange engangsprodukter i bioplast bliver i dag brugt til fødevarer. En af udfordringerne ved at bruge biobaseret emballage til fødevarer er at matche emballagens holdbarhed med produktets hyldetid (28). F.eks. er nogle typer af bioplast hydrofile (vandopløselige) og andre typer er ikke særlig stabile og varmebestandige, og går derfor nemt i stykker under visse forhold. Mange biopolymerer har en udmærket UV-bestandighed og en flot overfladeglans men ofte en beskeden kemikaliebestandighed (30). Da de forskellige typer bioplast har forskellige anvendelsesmuligheder og kvaliteter, bruges de ofte sammen i flerlagede produkter, så produktet opnår den ønskede funktion. Den nuværende anvendelse af biobaserede materialer søger ikke at efterligne egenskaberne ved konventionel plast, men i stedet at udnytte iboende bionedbrydelighed og andre unike egenskaber af disse polymerer og samtidig drage fordel ved at der her er tale om fornybart materiale. Biobaserede plastprodukter er i øjeblikket rettet mod engangsartikler, emballagematerialer med kort levetid, poser, engangs fiberdug og belægninger til papir og karton applikationer (28). I bilag 1 er flere af biopolymerene, som stivelsespolymerer, PLA, PHA, blandingspolymerer og grøn polyeten beskrevet grundigere.
2.2.2 Papir, karton og pap Engangsartikler til fødevarer omfatter også produkter af papir, karton og pap, og anvendes i stor udstrækning til tørre fødevarer, mælkeprodukter samt til take away emballge og kaffekrus. Papir, karton og pap fremstilles af cellulosefibre fra fibermateriale (træ) og kan være bleget eller ubleget. Papir og pap kan ud over fibermaterialet indeholde funktionelle additiver og syntetiske fibre. Endvidere kan det indeholde rester af andre additiver som polymere bindemidler for organiske og uorganiske pigmenter. Papir og pap kan også være overfladebehandlet, og endeligt indgår papir og pap i flerlagsmaterialer samme med fx. plast. Hvad angår miljøpåvirkninger fra papir og papirmasse henvises til baggrunds-dokumentet til kriterierne for Svanemærkning av papirprodukter Basis- og Kemikaliemodulet, version 2. 3 Miljøvurdering af produktgruppen I forbindelse med udviklingen af første version af kriteriene for produktgruppen er der udført en MEKA-analyse (vurdering af materialer, energi, kemikalier og andet ), der beskriver de væsenligste miljøbelastninger i produktgruppens livscyklusfaser. MEKA-analysen gennemgås nedenfor i afsnit 3.1. Derudover er der i forbindelse med kriterieudviklignen udført en LCA-screening for salatbakker af PLA eller fossil plast med forskellige affaldssenarier. Resultaterne fra LCA-screeningen er oppsummert i afsnit 3.2. Derudover er der i kapitel 3 gjort vurderinger af andre parametre som fornybare råvarer, energiforbrug, kemikalier og affaldshåndtering. På baggrund af MEKA-analysen, LCA screnningen og vurdering af krav til bionedbrydelighed er der her udført en RPS-analyse, der undersøger engangsartiklers relevans mht. miljøbelasnting (R), potentiale for forbedringer (P) og mulighed for styrbare kriterier (S). Resultatet viser, som afsnit 3.7.4 beskriver, at miljøgevinsten hovedsagligt ligger i at anvende fornybare råvarer og samtidig stimulere udviklingen af bioplaster mod reduceret energiforbrug i produktionen. Der findes også en miljøfordel ved at sikre gode mulige affaldsveje for engangsartiklen. Enten i form af recirkulering eller for de dele af Norden, hvor der ikke er mulighed for forbrænding med energiudnyttelse, ved at sikre at produkterne er komposterbare og derved ikke behøver deponeres. Brug af kemikalier ved produktion af materialene og ved konvertering af produktet er også vigtigt ved vurdering af engangsartiklens produkts miljøbelastning. 3.1 MEKA-skema Som oversigt for livsforløbet for Engangsartikler til fødevarer er der nedenfor udført et MEKA skema (tabel 1), der beskriver de væsentlige miljøbelastninger i de forskellige livscyklusfaser. Materialefasen I Materialefasen har dyrkningen af biomasse betydning. Det kan enten være i form af landbrugsafgrøder eller træ fra skovbrug. Dyrkningen omfatter parametre som arealanvendelse (land use), energi i dyrkningsfasen samt anvendelse af sprøjtemidler og kunstgødning. Med arealanvendelse skal man forholde sig til at biomasse kan være
fødevarer eller kan optage landbrugsarelaer, hvor der ellers kunne dyrkes fødevarer. I forhold til arealanvendelse skal det samtidig også sikres, at områder med høje biologiske eller sociale værdier ikke benyttes til dyrkning. Tabel 1. MEKA Skema for produktgruppen Bortskaffelses -fase Materialefase Produktionsfase Brugsfase Transportfase Materialer Afgrøder til bioplast Træ til papirmasse Belægninger tilsætninger Produktion af kompost Recirkulering af plast (fx. PE) Energi Energi til dyrkningfasen Energi til produktion af polymer/plastgranulat og papir/ karton/masse. Energi til formning af engangsartikel Forbrænding både energi forbrug samt varme og el produktion Kompostering: Energiforbrug samt evne til at kompostere Transport af afgrøder og træ. Transport af plastgranulat og papirmasse. Transport til forbrugeren Kemikalier Kunstgødning sprøjtemidler Kemikalier til produktionsprosesserne Methan produktion ved deponi Emissioner fra transport Andet Brug af fødevarer til nonfood produkter. GMO råvarer Stort forbrug da det er et engangsprodukt Vejledning til forbruger om korrekt affaldshåndtering Produktionsfasen Her anvendes energi til polymerisationen og produktionen af plastgranulat og for produktion af papirmasse, papir og karton samt energi til udforming af engangsartiklen. Derudover anvendes kemiske stoffer i form af tilsætninger og belægninger. Brugsfasen Brugsfasen er kort og den eneste parametre her er, at der er tale om engangsprodukter, der medvirker til et stort resourceforbrug. Bortskaffelsesfasen Bortskaffelse af Engangsartikler til fødevarer omfatter flere forskellige affaldscenarier alt efter hvilket affaldssystem, der findes i det pågældende nordiske land. Både kompostering med produktion af kompost, forbrænding med energiudnyttelse og deponi med risiko for methanudslip er relevante affaldsveje i Norden. Derudover findes bioforgasning med produktion af biogas, samt recirkulering af visse bioplaster og papir og karton (kun muligt i nogel dele af Norden, når det er produkter med fødevarekontakt). Det er dog ikke alle fornybare engangsartikler, der vil kunne bioforgasses og denne affaldsvej anses derfor ikke som særlig relevant for produktgruppen. Da bioplast i form af f.eks. PLA ligner fossil plast, er det også vigtigt med information til forbrugeren om korrekt affaldsvej. Det er for eksempel relevant, hvis produktet skal komposteres.
Transportfase I transportfasen findes energiforbrug i form af brændstof, samt den tilhørende CO 2 emission fra forbrændingen af brændstoffet. Transportfasen omfatter transport af afgrøder og træ, derefter transport af polymer/plastgranulat og papir/karton/masse og til slut transporten til forbrugeren. 3.2 LCA for engansartikler af bioplast I forbindelse med udarbejdelsen af kriterier for Svanemærkning af engangsartikler til fødevarer er det relevant at lokalisere, hvor i produktets livscyklus de største miljøbelastninger findes. Samtidig er det også relevant at sammenligne med miljøbelastningen for de produkter, som har samme funktion som de Svanemærkede produkter, men som udelukkes af kravene. 3.2.1 LCA-screening for engangsartikler Nordisk Miljømærkning har i forbindelse med fastsættelse af krav til komsposterbarhed udført en LCA-screening for forskellige livsykluscenarier inkl. affaldscenarier, samt sammenligning af engangsartikler af henholdsvis fornybar og fossil plast. Det fremgår af LCA Screeningen for en salatbakke af enten PLA, PS eller PET, at den største miljøbelastning er i produktionsfasen af salatbakken. Her er energiforbruget for PLA ca. 20 % lavere end for PET, se tabel 2. Tabel 2. Oppsummering av resultatene fra LCA-screeningen angivet i energiforbrug (MJ) for 1000 salatbakker. * Værdien er beregnet ud fra at man sparer ca. 70 % af produktionsenergien ved recirkulering. Energiforbrug i MJ for fasen Cradle to Consumer Forbrug eller godskrivning af energi i MJ fra fasen End of life Energiforbrug i MJ for fasen Cradle to grave USA PLA til forbrænding 1630-300 1330 EU PLA til forbrænding 1500-300 1210 USA PLA til kompostering 1630 20 1650 EU PLA til kompostering 1500 20 1530 PET til forbrænding 2100-380 1720 PET med 20% recirkulering og 80% forbrænding 2100-100 recirkulering* -310 forbrænding 1700 PET med deponi 2100 0 2100 PET 20% recirkulering og 80% deponi 2100-100* 2010 PS til forbrænding 1650-510 1140 PS til deponi 1650 0 1650
For PLA og PS ses der ingen større forskel i fasen Cradle to Consumer. Ser man på hele livsforløbet for salatbakken, hvor der ikke findes forbrænding som affaldsvej vil PLA bakken kræve ca. 20 % mindre energi, hvis den komposteres i forhold til PET, der går til deponi. Sammenlignes cradle to grave for PLA, der komposteres med PS, der deponeres, ses ingen stor forskel i energi. Hvis salatbakken af PET derimod recirkuleres afhænger den sparede energi af hvor meget rengøring recirkuleringen kræver. Her er antaget at man kan spare 70 % af produktionsenergien, men undersøgelser viser at det er meget mindre hvis produktet krævet meget rengøring (90). I Norden recirkuleres 15-20 % af alt plast (91). Resultaterne fra screeningen er yderligere beskrevet i bilag 2. 3.2.2 Opsummering af tidligere miljøvurderinger Force Technology har i et projekt for Plast Center Danmark udarbejet en rapport om engangsartikler af bioplast (1), hvor der både er lavet en gennemgang af tidligere miljøvurderinger for bioplast samt udarbejdet en LCA for to casestudier af engangsartikler i bioplast, Studiene er kort beskrevet i bilage 3. De fleste LCA er af bioplast har undersøgt PLA, og mere specifikt PLA fra producenten NatureWorks LLC. Om bioplast har lavere eller højere miljøpåvirkning end konventionel plast afhænger af, hvilken plast man sammenligner med. Dette skyldes bl.a. forskellige densiteter og dermed forskel i hvor meget polymer, der går til samme type produkt for de forskellige fossile materialer. Det er derfor ikke et generelt billede, der kan afledes af disse studier. Studiene viser at produktionen af råmaterialer er den livscyklusfase med størst miljøpåvirkning og bortskaffelsesfasen er afgørende for nettoresultaterne. Transport og konvertering af engangsartiklen er af lille betydning (1). Det er derfor ikke entydigt hvilket materialevalg, der er det miljømæssigt bedste, da det afhænger af bortskaffelsesmuligheder og hvilken miljøpåvirkningskategori der kigges på. Det er dog interessant, at det især er biopolymerproduktionen, der påvirker resultaterne, da der her forventes forbedringer for produktionen af f.eks. PLA og PHAere i fremtiden. For PLA kan det for eksempel være aktuelt at anvende restprodukter fra afgrøde produktion som for eksempel stængler, blade og avner fra korn som feedstock (7). 3.3 Fornybare råvarer 3.3.1 Fornybare råvarer ressourceforbrug og CO 2 belastning Når man kigger på engangsartikler, som bidrager til et højt ressourceforbrug, er det relevant at forholde sig til at naturressourcerne er begrænsede men med forskellige forsyningshorisonter. Ifølge Håndbog for Miljøvurdering (9) vurderes de enkelte ressourcer i forhold til forsyningshorisonten og dermed den andel af ressourcen, der er til rådighed for en person og alle dens efterkommere på verdensplan. Ressourceforbrug opgøres i milli-person-reserver (mpr). Ved denne omregning tages der hensyn til, at der er rigelige forsyninger af nogle materialer, mens der er knappe forsyninger af andre. De knappe ressourcer vægtes hårdere end de rigelige, da det er mere miljøbelastende at bruge 1 kg af et materiale, der kun er lidt tilbage af, end 1 kg af et materiale, hvor forsyningerne er rigelige. Råolie og naturgas, som er de indgående
råvarer i fossile plaster som for eksempel PET og PS, har et ressourceforbrug på henholdsvis 0,04 mpr/kg og 0,06 mpr/kg (9). Materialer som papir, pap og bioplast produceret af fornybare råvare er ikke belastet med mpr/kg, da værdien her er lig med 0. Ressourcemæssigt er anvendelse af fornybare råvare derfor bedre end fossile råvare som råolie og naturgas. Hvis det i det aktuelle produkt er muligt at anvende genvundne materialer f.eks. recirkuleret plast vil man i princippet skulle tage højde for dette. Dog er det en mindre del af engangsartikler, der formentlig indsamles til genanvendelse, da de ikke er omfattet af pantsystemer. CO 2 belastning fra råvarer En øget anvendelse af andelen af fornybare råvarer vil have en gunstig indvirkning på klimabelastningen samt hjælpe mod en større uafhængighed af fossilt kulstof. Ved at stille krav om en høj andel af fornybare råvare i Svanemærkede Engangsartikler til fødevarer er produktgruppen med til at mindske disse produkters miljøbelastning i forhold til klimabelastning ved at CO 2, der frigives i affaldsfasen for produkterne er biogent CO 2 og derfor til at starte med er fjernet fra systemet. Der er dermed balance i CO 2 regnskabet. Denne CO 2 balance er dog afhængig af at det antages at de land use changes der er forårsaget af en øget efterspørgsel af biomasse ikke inddrager rydning af arealer, der vil give en øget CO 2 frigivelse. Selv om fornybare råvarer er belastet med 0 mpr/kg og lavt CO 2 utslipp, skal det dog medtages at fornybare ressurser ikke varer evigt uden en bæredygtigig forvaltning af ressursene. Ressurserne bør også anvendes effektivt. 3.3.2 Ændringer i arealanvendelse (Land use change) De ændringer i arealanvendelse som anvendelsen af bioplast evt. medfører, er relevante set i et livscyklusperspektiv. Forholdsmæssigt vil biomasse til bioplast dog være af mindre betydning i forhold til biomasse til brændstof og opvarmning. Ændringer i arealanvendelse (Land use Change) skal forstås som en henvisning til vegetationsændringer mellem de seks vegetationstyper, der anvendes af IPCC (skov, græsarealer, dyrket land, vådområder, bebyggede områder og andre arealer) plus en syvende kategori af flerårige afgrøder, dvs afgrøder, der normalt ikke høstet hvert år og oliepalmer. Det betyder for eksempel, at et skift fra græsarealer til dyrkede arealer er en ændret arealanvendelse, mens et skift fra en afgrøde (f.eks majs) til en anden (som raps) er det ikke. Dyrkede arealer omfatter braklægning (dvs. arealer, der er i ro for et eller flere år, før dyrkes igen) (10). Derudover tales der om indirekte arealændringer som er de arealændringer der sker andre steder som en afledt effekt af den pågældende arealændring. Ændringer i arealanvendelse påvirker først og fremest klimaudslip og biodivesitet. Forskere arbejder på at udvikle metoder, der kan forudsige konsekvenserne af ændringer i arealanvendelsen, men det er en kompliceret opgave. Den nuværende viden omkring disse spørgsmål er ikke omfattende nok til præcist at kvantificere de miljømæssige konsekvenser, som ændringer af arealanvendelsen kan medføre. Konklusionen må dog være at man ikke kan betragte fornybare råvare som en ubegrænset ressource (11) (12).
Konkurrence om biomasse Politiske mål og en øget efterspørgsel efter biobaserede produkter, primært biobrændstoffer men også biomasse til opvarmning og her bioplast, har ført til en øget efterspørgsel efter afgrøder. I det mindste når man ser på, hvad der ofte betegnes som "første generation" Bioproducts. Anden og tredje generation repræsenterer produktionen af biobaserede produkter fra landbrugs-affald, biprodukter eller andre kilder, der ikke nødvendigvis kræver dyrkning af nye afgrøder (4)(6). På samme tid kræver befolkningsvæksten fremstilling af flere fødevarer. Indtil nu har den stigende efterspørgsel efter afgrøder været imødekommet ved at øge udbyttet på de eksisterende dyrkede arealer, men der forventes yderligere stigning i efterspørgselen på afgrøder og dermed landbrugsjord. Den øgede efterspørgsel efter afgrøder kan opfyldes gennem en kombination af flere mekanismer: ved en stigning i udbyttet fra eksisterende landbrugsarealer, ved at fortrænge andre mindre effektive afgrøder og ved at udvide det område af dyrkede arealer. Regionale ændringer i arealanvendelsen kan i et vist omfang opfylde en øget efterspørgsel efter afgrøder, men da markedet for afgrøder er globalt, kan ændringer i efterspørgsel også tænkes at påvirke arealanvendelsen i andre dele af verden (4)(6). Fordelingen af fødevarer på verdensplan har også betydning, da der i vesten er stort madspild. Så der er flere faktorer, der har indflydelse på fødevarertilgængeligheden. I et arbejdnotat fra Verdensbanken (Mitchell, 2008), er en øget produktion af biobrændstoffer i Europa og USA udpeget som den vigtigste faktor for stigende fødevarepriser, mens andre rapporter såsom CBO (2009) konkluderer, at biobrændstoffer spillede en mindre rolle. Norsk rapport Bærekraftig biodrivstoff - et avgjørende klimatiltak (126) forklarer at fødevarepriser afhænger af mange faktorer. Produktion af biobrændstoffer kan i forbindelse med andre faktorer bidrage til øgede fødevarepriser, men det har ikke været en vigtig faktor. Markedet for bioplast er stadig meget lille sammenlignet med markedet for biobrændstoffer, men konklusionerne i den nævnte undersøgelser understreger vigtigheden af at fremme mere bæredygtige biobaserede produkter baseret på sekundære landbrugsprodukter i stedet for primære afgrøder, som også kunne bruges til fødevareproduktion. 3.3.3 Bæredygtige råvarer og GMO Som beskrevet tidligere er det relevant, at stille krav til oprindelsen (arealanvendelse og dyrkning) af de fornybare råvare for at sikre at disse er bæredygtige. Nordisk Miljømærking har længe stillet krav til bæredygtigt skovbrug for produkter, hvor der indgår træråvarer. I de fleste kriteriedokumenter gøres dette ved at sikre råvarens oprindelse sammen med et krav om at vis andel af råvaren skal komme fra områder, der er certificeret efter en standard for bæredygtigt skovbrug accepteret af Nordisk Miljømærking. For landbrugsafgrøder er det ligeledes relvant at sikre sporbarhed på råvarerne, samt at sikre at råvarerne ikke stammer fra beskyttede områder eller områder eller områder områder med uklare ejerforhold. Pesticider Selve dyrkningsprocessen har indflydelse på, hvor bæredytige de fornybare råvarer er. Ved dyrkning anvendes for det meste pesticider til bekæmpelse af ukrudt og til
beskyttelse af afgrøder mod insektangreb, svampeangreb eller for at regulere plantens vækst. Brugen af pesticider kan medføre, at rester af pesticider og deres nedbrydningsprodukter kan forekomme i vores fødevarer og i vores miljø. GM-afgrøder Anvendelse af genmodificerede afgrøder har også indflydelse på råvarens bæredygtighed. Med genmodificerede organismer (GMO) mener man levende organismer, hvis egenskaber ændres med genteknik, det vil sige andre metoder end traditionel planteforædling. En plante kan på denne måde få egenskaber fra en anden plante eller organisme, ved at nyt genetiskt materiale øverføres. Egenskaber som tillføres kan være ændret næringsforhold eller at planten bedre kan modstå kulde, insektangreb, tørke ect. De fleste planter som er udviklet pr i dag er insekt- eller herbicidtolerante eller en kombination af disse (14). Hvis en plante, der er genmodifisert for at kunne tåle et bestemt ukrudtsmiddel, har stor spredningsevne og kan krydse sig med vilde beslægtede arter, kan dette føre til at landmændene efterfølgende får større problemer med ukrudtshåndteringen end før, ifølge nettsiden til den norske Bioteknologinemda (111). Landmanden kan dermed blive tvunget til at bruge mere pesticid, eller andre og mere økologisk skadelige kemikalier. For forbrugeren kan dette så i betyde flere rester af plantebeskyttelsesmidler i fødevaren. For miljøet er det også vigtig at vurdere om genmodificerde planter med insektgift (Bt-planter) kan være skadelig også for andre insekter og dyr som ikke skader dyrkninge og samtidig har vigtige opgaver i økosystemet. Det er også risiko for uønsket krydsning af genmodificerde planter og beslægtede, vildtvoksende arter, således at de nye egenskaber overføres til dem. Det er store diskussioner om GMO og kundskaben er mangelfuld om de langsigtede effekter på både miljø og sundhed. Der er også stilet spørgsmål ved om de bidrager til en bæredygtig udvikling. For at opnå øget viden om dette område har Nordisk Miljømærkning bestilt rapporten Genetically Modified Organisms A Summary of Potensial Adverse Effects Relevant to Sustainable Development, fra Genøk. Rapporten viser, at det er mulige uheldige effekter af GMO langs hele værdikæden fra forskning og udvikling af plantene, via dyrking, til lagring, brug og affaldshåndtering. Rapporten viser også at der i flere af disse faser er mangel på videnskabelige studier og at en helhedsvurdering mangler. Genmodificerede træer GM-træer vil først og fremmest være relevant i plantager med hurtigt voksende træarter, men brugen er stadigt kun på forsøgsbasis (16). Skogsertifiseringsordningene FSC og PEFC, forbyder begge brugen af gen-modificerede træer (15). 3.4 Energi forbrug Produksjon av og livsløp til engangsartikler fra råvare til avfall kan fremstilles skjematisk som vist i figur 1. I alle ledd i produksjonen, fra uttak av råvare, produksjon av produkt og i avfallsfasen, brukes det energi, men flere LCA studier av engangsartikler viser at energiforbruget anvendt i selve produktionen af materialet som inngår, f.eks papir eller polymer, er en af de mest betydende miljøbelastninger for produktet (1).
Tømmer Mais, hvete, poteter Ekstraksjon av fossile råvarer Produksjon av masse Dextrose produksjon Petrokjemisk produksjon Produksjon av produkt Produksjon av papp/papir Melkesyreprodukskjon Monomer produksjon Produksjon av produkt PLA produksjon Polymerproduksjon Produksjon av produkt Produksjon av produkt Produksjon av produkt Bruksfase Avfall Figur 1. Skjematisk fremstilling av produksjon av engangsartikler fra råvare til ferdig produkt. Produksjon av PLA er brukt som eksempel på bruk av biobaserte landbruksråvarer. Ulike studier sammenligner engangsartikler av fossile polymerer, papir og biopolymerer. Resultatene varierer, men flere av studiene viser at engangsartikler av fornybare råvarer har et lavere fossilt energiforbruk og klimagassutslipp enn engangsartikler av fossile råvarer (5, 6, 92, 93, 94). I et prosjekt i regi av EU (2005) (95) konkluderes det med at bruk av fornybare råvarer er fordelaktig sammenlignet med fossile råvarer dersom man ser på energiforbruk og drivhuseffekt. Fornybare råvarer har to fordeler sammenlignet med fossile råvarer. Energiinnholdet i den fornybare råvaren kan regnes bort fra det totale energiregnskapet da denne energien er fornybar. Dette gir også en fordel ved beregning av et materials eller produkts klimabelastning, da fornybare råvarer i seg selv ikke bidrar til et økt utslipp av klimagasser. For fossile råvarer er det vanlig å inkludere energiinnholdet i råvaren i energiregnskapet. I tilllegg vil bruk av fossile råvarer bidra til et økt utslipp av klimagasser, da de ikke er en del av det naturlige CO 2 -kretsløpet.
Mange av studiene som er gjennomført er LCA-studier som sammenligner produksjon av PLA med ulike fossile alternativer. I studiene det refereres til under er energiforbruk synonymt med forbruk av ikke-fornybar energi fra cradle to gate. Vink et al (2010) (92) oppgir at NatureWorks produksjon av PLA basert på mais har et energiforbruk på 42 MJ/kg polymer, mens ulike fossile polymerer har et energiforbruk på 59-138 MJ/kg polymer, inkludert energi i råvaren. Utslipp av CO 2 for PLA oppgis å være 1,3 kg CO 2 -ekvivalenter/kg polymer sammenlignet med 1,9-9,1 kg CO 2 -ekvivalenter/kg polymer for ulike fossile polymerer. De højeste værdier kommer fra polykarbonat (PC) med 7,6 og polyamid (Nylon 6) med 9,1 kg CO 2 -ækvivalenter/kg polymer. Dette er dyrere tekniske polymerer og derfor ikke så aktuelle i engangsprodukter. De andre fossilt baserede polymerene som er omtales er PE, PP, PET og PS er alle opført med 3,4 ellere lavere i CO 2 -ækvivalenter/kg polymer. Også for andre biopolymerer rapporteres det et bedre energi- og CO 2 -regnskap. I en review artikkel av Narayan og Patel (93) varierer energiforbruket for fossile plaster fra 72-120 MJ/kg polymer, mens for biopolymerer oppgis det et energiforbruk på 25,4 MJ/kg polymer for TPS (termoplastisk stivelses polymer) og 81-90 MJ/kg polymer for PHA. Andre studier på PHA oppgir et energiforbruk som varierer mellom 69-107 MJ/kg polymer basert på ulike fermenteringsteknologier (3). En av biopolymerene som skiller seg ut er PHB (polyhydroxybutyrate) som er en PHA produsert av bakterier. Her er energiforbruket (worst case) 573 MJ/kg polymer. I studien oppgis også energiforbruket ved optimalisering av produksjonsprossessen til å være 66,1 MJ/kg polymer. Dette er ofte typisk for produksjon av biopolymerer og påpekes i flere studier (1, 3, 92, 26). Produksjon av biopolymerer er nye teknologier sammenlignet med produksjon av fossile polymerer, som er en mer optimalisert prosess. Produksjon av biopolymerer har imidlertid et stort forbedringspotensial ved utvikling av produksjonsprosessene. Produksjon av PLA fra Nature Works har redusert energiforbruket på noen få år fra 54 MJ/kg polymer til 42 MJ/kg polymer (26, 92). Mer effektive produksjonsprosesser, utvikling av bioraffineri der man kan bruke restprodukter fra råvaren til å produsere energi til produksjonsprosessen og bruk av avfallsprodukter fra jordbruksråvarene i stedet for selve jordbruksvaren er nevnt som endringer som vil påvirke energiforbruket og CO 2 - utslippet i positiv retning. Det er ikke så mange studier som har sammenlignet engangsprodukter av papir med polymerprodukter. Johansson (2005) (96) har sammenlignet papir fra ulike typer masser med PLA og tre fossile polymerer (PE, PET og PP). I denne studien har papir lavere GWP-verdier (Global Warmning Potential) enn de fossile polymerene, mens PLA har høyest GWP-verdi. Resultatene er i høy grad avhengig av hvilke energikilder som er brukt i studien. I papirindustrien brukes det ofte mye fornybar energi som gir et bedre CO2-regnskap. De høye verdiene for PLA er i stor grad avhengig av antagelser som ble gjort i energibruk og energikilder. En studie fra Belgia (5) av flerbrukskopp i PC (polykarbonat) og engangskopper i materialene PP, kartong med PE-belegg og PLA viser at koppen i kartong har et bedre CO 2 -regnskap og et lavere forbruk av fossile ressurser sammenlignet med de andre engangskoppene i PP og PLA. Man skal være forsiktig med å bruke LCA-studier, som en fasit, da studiene kan være av ulik kvalitet og systemgrensene som brukes vil ha stor innvirkning på resultatet. I tillegg vil den funksjonelle enhenten som brukes i studien, f.eks energiforbruk per kopp eller energiforbruk per kg polymer produsert, ha innvirkning på resultatet.
Resultatene er også avhengig av om det er en cradle to gate eller cradle to grave studie. Likevel kan studiene gi en indikasjon på hvilke produkter som belaster miljøet minst innenfor ulike kategorier. I dette avsnittet har det vært fokusert på energiforbruk og klimabelastning fra cradle to gate. En annen vigtig parameter som ofte har påvirkning på resultatene, inkludert energi og CO 2 -utslipp, i en LCA-studie er avfallsvei og avfallsbehandling. Inkludering av avfallsbehandling er komplisert og forholdene kan variere mye fra land til land. Det henvises til kap 3.6 for en vurdering av miljøbelastning og miljøbelastning knyttet til andre faser i livssyklusen. 3.5 Kemikalier Både i plast- og papirindustrien brukes det mange ulike typer kjemikalier. En kartlegging i Danmark viser at det forekommer ca. 1300 stoffer i den danske plastindustri (Miljøstyrelsens rapport, 2008). I følge den svenske Kemikalieinspektionen ble det levert 3100 ulike kemikalieprodukter til den svenske masse-og papirindustrien i 2004 (112). De kartlagte kemikalier anvendt i plastindustrien viser primært at det er additiver og hjelpestoffer som forekommer. Kjemikaliene tilsettes til selve polymeren for å endre på polymerens fysiske egenskaper eller tilsettes i prosesseringen for å begrense problemer som kan oppstå her. Kjemikalier som tilsettes for å bedre de fysiske egenskapene er ofte knyttet til polymerens styrke og varmeresistens. Det kan også tilsettes andre typer kjemikalier som for eksempel UV stabilisatorer, antioksidanter, antistatiske midler, myknere og farge. I prosesseringen kan det blant annet tilsettes kjemikalier som påvirker smeltetemperaturen, sørger for at materialet ikke setter seg fast i utstyret (slip/antiblock kjemikalier) og som påvirker flytegenskapene gjennom utsyret. Ulike fyllstoffer kan også tilsettes. Bioplaster ligner mye på de konvensjonelle plastene ved at det kan være nødvendigt med tilsetninger og hjelpestoffer for å forbedre svakheter knyttet til prosessering og fysiske egenskaper. I følge en artikkel på nett magasinet Plastic Technology (115) tilbyr biopolymerprodusenter enten polymeren som ren, dvs. uten tilsetninger, eller med allerede inkorporterte tilsetninger før det selges videre til konvertering. I følge artikkelen er det for biopolymerer stor oppmerksomhet på om tilsetningene er biobaserte og nedbrytbare eller begge deler. Det nevnes at nedbrytbare tilsetninger egner seg for engangsprodukter eller kortlevede produkter, og at det er relevant for disse å oppfylle standard om komposterbarhet, for eksempel EN13432. Produksjonskjemikalier i masse-og papirindustrien kan deles inn i prosesskjemikalier til masseproduksjon og additiver og hjelpekjemikalier i papirproduksjonen. Prosesskjemikalier kan være biocider, retensjonsmidler, flokkulanter, skumdempere og vaskemidler. Additivene og hjelpestoffene brukes for å gi papiret ulike egenskaper og forenkle produksjonsprosessen. Det vanligste additivet til papir er bestrykningskjemikalier som består av fyllmiddel og bindemiddel. Fyllmiddelet består oftest av leire og kalciumkarbonat. Andre kjemikalier som brukes ved produksjon av papir er våtstyrkemidler, farge og optiske hvitemidler. For mer detaljer om kjemikalier i masse-og papirproduksjon henvises det til bakgrunnsdokumentet for Svanemerking av Papirprodukter bas-og kjemikaliemodul, versjon 2 (2011).
Både kjemikalier som brukes i plast- og papirindustrien kan ha problematiske miljøog helseegenskaper. De kan være tungt nedbrytbare, bioakkumulerende og giftige eller være kreftfremkallende og ha hormonforstyrrende effekter. I tillegg til kjemikalier som brukes i selve produksjonen av polymer og papir, kan det også brukes andre kjemikalier ved konverteringen til engangsartikler, som lim, belegninger og trykkfarge. Lim kan bruges til at sikre vedhæftning af forskellige lag i flerlagsmaterialer, til å feste etiketter og lignende. Lim kan deles opp i fire hovedtyper; a) lim, som er opløselig i vand, kan f.eks. være stivelsesbaseret, kaseinbaseret eller syntetisk lim b) lim, der kan dispergeres i vand, f.eks. homopolymer c) varme-smeltende lim og d) polyurethan-baseret, reaktiv lim Lim er fremstilt af mange kemiske stoffer og en del av disse kan være problematiske. Et eksempel er ved polymerisering af aromatiske og alifatiske isocyanater til polyurethan. Her er det af afgørende betydning for risikoen for afsmitning fra lim, at hærdningen (polymeriseringen) får lov at forløbe til ende. Ved kontakt med vand kan der dannes aminer ud fra isocyanater. I princippet kan alle stoffer i limet migrere ud i fødevaren, og mange af de stoffer, der anvendes er ikke vurderet sundhedsmæssigt. Fødevarestyrelsen i Danmark har tidligere gennemført en kontrolkampagne af afsmitning af primære aromatiske aminer fra lim, hvor der ikke blev fundet problemer (37). Lime kan også indeholde sundhetsskadende phthalater og formaldehyde. Belegninger eller overflatebehandlingsmidler fungerer som en barriere mellem materialet og fødevaren og sørger for god nok kvalitet på artikkelen. Belegningene kan være lakker, som epoxylakker, maling, olie- eller paraffinlag (voks), ferniser, silikoner, metallag, teflon, emalje, plastfolier etc. Polyethylen er et eksempel på belegning som brukes på papir- og kartonprodukter. Flere av stoffene som kan brukes i belegninger kan være problematiske for helse og miljø. Et eksempel er perfluorforbindelser som kan anvendes til imprægnering af papir. Imprægneringen giver forbedrede fugt og fedt barriere egenskaber for materialet. Undersøgelser har vist at forbindelserne kan migrere i betydelige mængder til fødevaren (43). Produksjon og bruk av denne typen fluorforbindelser kan også gi effekter på miljøet ved at de kan ophobes i fødekæden og er mistænkt for at have alvorlige helseskadelige effekter. De er også persistente og gjenfinnes i miljøet. (ref Klif). Andre stoffer, der anvendes til impregnering er silikonprodukter som kan inneholde sykliske siloksaner (f.eks. D4 og D5) som myndighetne er bekymret for med hensyn til virkninger på miljøet(klif). For eksempel har oktametylsyklotetrasiloksan (D4) klassificeringen Repr. Cat. 3; R62, R53. Fyldstoffer kan brukes både i plast og papir og kan tilsettes både av økonomiske årsaker og for å påvirke egenskaper til materialet. I plast kan fyllstoffer være talk og silisiumdioksid (datablad fra NatureWorks). De mest almindelige fyldstoffer i papir er kaolin, fældet kridt, talkum og det meget dækkende (opale) titandioxid. Alle er mineralske stoffer, der må betragtes som ikke-fornyelige ressourcer (42). Afhængigt af papirtypen indgår der varierende mængder fyldstoffer i papiret. Tilsetting av fyllstoffer øger papirets opacitet, men de forbedrer også papirets evne til at binde trykfarve
og påvirker papirets glathed. Endvidere kan nogle fyldstoffer give papiret større hvidhed. I trykpapir er det almindeligt med et indhold på 10-20 % fyldstof, mens indeholdet i emballagepapir er nogt lavere. Som tidligere nevnt kan fyldstofferne indgår også som blandinger i bestrygningslaget på bestrøgne (coatede) papirer. 3.6 Affaldshåndtering Som gennemgangen af flere LCA studier for engangsartikler i kapitel 3.2 viser, er produktionen af råmaterialer den livscyklusfase, der har størst miljøpåvirkning. I cradle to grave studier er derefter bortskaffelsesfasen vigtig for miljøpåvirkningen. Bortskaffelsesfasen afhænger både af hvilke mulige affaldsveje, der findes i det land, hvor engangsartikler afskaffes, samt hvilke af disse affaldsveje som konsumenten anvender. Størstedelen af produkterne i produktgruppen vil formentlig ende som husholdningsaffald eller affald fra spisesteder og udendørs affaldsspande. Afhængig af tilgængelige sorteringsmuligheder for affaldet, kan affaldsbehandlingen være kompostering, forbrænding, bioforgasning (rötning), deponi eller rescirkulering. 3.6.1 Kompostering og bioforgasning Kompostering For biologisk avfall og artikler som er nedbrytbare er kompostering en mulig avfallsvei. En engangsartikkel til fødevarer, vil oftest inneholde matrester og derfor kan det være naturlig å kaste en slik artikkel i fraksjonen biologisk avfall. Ved kompostering vil næringsstoffer bli resirkulert, og råvarene som ble tatt ut av naturen vil bli ført tilbake og dermed bli en del av det naturlige kretsløpet. Komposten som dannes kan blant annet brukes som jorforbedringsmiddel, organisk gjødsel, dyrkingsmedium og jorddekkingsmiddel ved f.eks. hagebruk. I tillegg til resirkulering av næringsstoffer, vil bruk av kompost ha en rekke andre positive miljøeffekter. Kompost kan ha en erosjonshindrende effekt, og ved tilførsel av organisk materiale til jorda vil dette bygge opp humusinnholdet. Humus binder en betydelig mengde karbon og kan dermed begrense utslipp av klimagasser som CO 2 og metan. Kompostering av emballager af bioplast, papir og karton har imidlertid begrenset gødningsværdien, da materialerne hovedsagligt består af C, H og O. Kun polymerer av proteiner, som casein og gluten, indeholder plantenæringsstoffet nitrogen (ca. 15 vægt %). Tilsvarende har også papir et lavt innehold av nitrogen, og kan ha en negativ effekt på komposteringsprocessen, hvis det er større mængder papiraffald i avfallet, som skal kompostere. Det fins flere måter å kompostere organisk avfall på. Naturlig kompostering er kompostering uten hjelpemidler som skjer i naturens eget tempo, også kalt kaldkompost. Kompostering kan også gjøres med enkle kompostbinger, ofte i privat regi. Industriell kompostering er en tredje mulighet. Her behandles det organiske avfallet på store anlegg der blant annet temperatur, oksygentilgang og fuktighet styres for å optimalisere forholdene for mikroorganismene i komposteringsanlegget. Alle de tre typene kompostering som er nevnt her, kan være en mulig nedbrytningsvei for en engangsartikkel, men standarderne EN13432 og EN 14995 sikrer kun industriel kompostering. Forsøpling er et stort globalt miljøproblem, der ikke-nedbrytbart eller tungt nedbrytbart materiale ikke forsvinner i naturen. En komposterbar engangsartikkel vil kunne antages at brytes ned ved naturlig kompostering, selv om dette vil ta lenger tid enn i et
industrielt anlegg. Ved innsamling av organisk avfall, kan den sendes til et industrielt komposteringsanlegg. Komposteringsprocessen udvikler også varme, men indvinding af denne er ikke anset for at være økonomisk relevant. Bioforgasning/rötning En annen mulig avfallsvei for organisk avfall og engangsartikler til fødevarer, er bioforgasning/rötning. I motsetning til kompostering, som er en aerob prosess, er bioforgasning en anaerob nedbrytning av organisk materiale, og vil produsere biogass som er en blanding av metan og CO 2 og en råtnerest eller biomasse. Biogass kan erstatte fossilt brensel og brukes til å produsere varme eller strøm. Den regnes som klimanøytral da CO 2 som slippes ut vil være biogent CO 2. Det vil derfor ikke bidra til økt utslipp av klimagasser i motsetning til forbrenning av fossile ressurser. Råtneresten kan brukes som gjødsel eller jordforbedringsmiddel i landbruket eller komposteres til kompost. Miljøstyrelsen i Danmark har undersøkt nedbrytbarheten til 13 bionedbrydelige plastposer (100). Forsøget tyder på at det anaerobe miljø i et termofilt biogasanlæg ikke er tilstrækkelig til at nedbryde de bionedbrydelige plastposer, der er fremstillet af andre materialer end polymeriseret mælkesyre (PLA) fuldstændigt, og at en efterkompostering er nødvendigt hvis poserne ønskes nedbrudt fuldstændigt inden spredning sammen med gødning på landbrugsjord. Det er dog ikke nærmere beskrevet, hvad der ligger i termen bionedbrydelige poser. Udover at der oplyses at det er affaldssposer fremstillet af forskellige typer syntetiske polymerer som producenterne angiver som biologisk nedbrydelige. Hovedparten af de undersøgte bioplastposer er ifølge leverandøroplysninger testet som værende komposterbare ifølge internationale standarder. Der er dog ingen direkte henvisning til EN 13432 i rapporten (98). Standarder Det er flere standarder der henvises til når det gjelder komposterbarhet og bioforgasning. I Europa anvendes EN 13432, som fastlægger krav og metoder til at bestemme muligheden for kompostering og anaerob behandling af emballage og emballagematerialer. Standarden gjelder for aerob kompostering og anaerob bioforgasning af emballage i kommunale eller industrielle biologiske affaldsbehandlingsanlæg, og kræver at 90 % af materialet er nedbrudt efter 180 dage (108). Kravene stilles ud fra fire egenskaber: 1) bionedbrydelighed 2) desintegration under biologisk behandling. 3) indvirkning på den biologiske behandlingsproces 4) indvirkning på kvaliteten af den færdige kompost. Kemisk og umodificeret naturlige bestanddele, såsom træ, træfiber, bomuldsfibre, stivelse, papirmasse eller jute, betragtes som biologisk nedbrydelige og kræver ikke en test for at vise deres bionedbrydelighed. Men indholdet af f.eks. lignin i træprodukter kan gøre at materialet ikke kan overholde de generelle kriterier for bionedbrydelighed (90% bionedbrydning i seks måneder). Dette resultat anses af kritikere af EN13432 som bevis for, at kriterierne ikke er tilfredsstillende. Lignin er et meget