Public Service i en Brydningstid - Kampen om retten til at definere public service

Transkript

1 KØBENHAVNS UNIVERSITET FAKULTET ELLER INSTITUT Kandidatspeciale Jane-Kristine Demuth Lund Pedersen Public Service i en Brydningstid - Kampen om retten til at definere public service Vejleder: Sabrina Vitting-Seerup Afleveret den: 29. August 2017

2 Institutnavn: Afdelingsnavn: Studieordning: Forfatter(e): Titel og evt. undertitel: Engelsk titel og evt. undertitel: Institut for Kunst og Kultur Moderne Kultur og Kulturformidling Moderne kultur og kulturformidling, 2015-ordningen Jane-Kristine Demuth Lund Pedersen Public Service i en Brydningstid - Kampen om retten til at definere public service Public Service at a Breaking Point - Fighting for the Right to Define Public Service Vejleder: Sabrina Vitting-Seerup Antal tegn: Antal normalsider: 79,5

3 Public Service at a Breaking Point - Fighting for the Right to Define Public Service This thesis investigates the conflicts that take place between two major players in the public fight for the right to define and impact the concept and role of public service in the Danish media policy and media market. The investigation is carried out as a case study based on Norman Fairclough s method of Critical Discourse Analysis (CDA). This is applied to the hearing statements of the two players given in a public hearing, organized by the Ministry of Culture and a public service committee with the purpose to examine the trends and challenges of the media market today, as well as the future possibilities for public service. By using CDA as well as Jim McGuigans theory on discourse in the field of cultural policy, this thesis identifies the rationales and ideological convictions that underlie the different perceptions of the value of public service today and in the future. The two players are Danmarks Radio, the biggest public service institution in Denmark and Danske Medier, an association for the commercial media companies. As this analysis reveals, the two players have different perceptions of what public service is and how the media best serves the public. The players define their own role as respectively public service institution and commercial media company serving the public as a free and independent media. Danske medier defines free and independent as being politically independent, while Danmarks Radio defines it as being economically independent. These perceptions reveal two different ideological points of view. Danske Medier draws on market rationales when defining what they think best serves the public. They believe that the market conditions for the commercial media should be improved, and that the public service institutions should have their sphere of operations reduced, because they distort the competition on equal terms on the market. Danmarks Radio draws on educational rationales in their perception of what serves the public the best. They believe that what serves the community, fellowship and solidarity is also what serves the public the best. Furthermore, Danmarks Radio acknowledges the growing market rationales of society today, and believes that the individual needs should be included in the way public service institutions serve the public as well. Furthermore, the structural social conditions that have influenced the media market in a neoliberal direction are analysed in relation to the debate on defining public service. Hereby, the CDA method is used to relate the discourses the way we talk about things - to the way things are being done.

4 According to several media researchers, the concept of public service has a lot of privileges linked to it, but is vaguely defined, and therefore the fight to define it in favour of ones own interest is an ongoing fight amongst players in the media industry.

5 Indhold 1. Public service i opbrud Baggrund Problemformulering Og hvorfor så? 8 2. Case Public Service-udvalget Processen for udvalgets arbejde Udvælgelse af mit empiriske materiale Kritisk diskursanalyse og den kulturpolitiske sfære Diskursanalysen en metode Den kulturpolitiske sfære Jim McGuigan Den kritiske diskursanalyse - Norman Fairclough Brug af Faircloughs kritiske diskursanalyse på min empiri Den nære tekstanalyse af Danmarks Radio og Danske Mediers høringssvar Analysen af den diskursive praksis Analysen af den sociokulturelle praksis, som ps-udvalgets høringsindgår i Diskursordenen Public service-udvalgets høring Høringen - den kommunikative begivenhed Public service-udvalgets høringsbrev Høringssvarene fra Danske Medier og Danmarks Radio Opfattelser af hvad public services rolle er og bør være Ps-medier vs. medier generelt Definitionen af ps - den diskursive og sociokulturelle praksis I offentlighedens tjeneste modsatrettede demokratiopfattelser Demokratiopfattelsen Demokratiet som forsvar for PS Konklusion Perspektivering 95 Litteraturliste

6 1. Public service i opbrud 1.1 Baggrund Kampen om retten til at definere begrebet public service er næsten lig kampen om mediemarkedet. (Lindberg 2014) Ovenstående citat er af medieforsker Henrik Søndergaard og stammer fra en artikel bragt i Berlingske Tidende i marts Artiklen er et interview med Søndergaard og handler om, at public service begrebet er i fuldt opbrud. Ifølge Søndergaard er der forud for medieforhandlingerne opstået kampe mellem de private medie-aktører og public service-institutionerne om, hvilken rolle public service skal have på det danske mediemarked i fremtiden. Kulturpolitisk er der tradition for at indgå fireårige aftaler medieaftaler - om rammerne på medieområdet ( Medieaftaler: Kulturministeriet 2017). Medieaftalen for blev forhandlet færdig i juni 2014 ( Medieaftale ), men kampene om at definere public service begrebet sluttede ikke her. I forlængelse af medieaftalen blev der under fhv. kulturminister Marianne Jelved nedsat et Public Service-udvalg med opgaven at undersøge public servicemediernes rolle i medievirkeligheden, og hvordan public service-medierne kan se ud i fremtidens digitale og individualiserede samfund. Udvalget skulle udarbejde en rapport med forskellige scenarier for, hvordan public service kan se ud de næste 10 år. Formålet med rapporten var at skabe et sagkyndigt grundlag som inspiration til de medieforhandlinger, der skal løbe i inden den nye medieaftale for fastsættes. I udvalgets arbejdsproces med rapporten afholdt de løbende temamøder og inviterede branchen, relevante interessenter og medieordførere med til at drøfte problemstillingerne og fik deres indspark med i processen. Rapporten præsenterer fem meget forskellige scenarier til public services fremtid. I et af scenarierne for fremtiden forbliver DR, som de er i dag den største public service institution på mediemarkedet, og i et andet af scenarierne overdrages public service fuldstændigt til markedet og de kommercielle aktører. Udvalget giver ingen 6

7 anbefalinger til hvilke scenarier, de mener er det bedste, men synliggør blot, hvilke problematikker og udfordringer medievirkeligheden står overfor og hvor forskellige forestillinger, der er om, hvordan public service skal være. Da rapporten blev udgivet i begyndelsen af november 2016, havde udvalget en afsluttende høring med interessenterne (både fra public service-institutionerne (DR, TV2 og Radio24/7), fra de kommercielle medier og deres interesseorganisationer og med deltagelse fra medieordfører fra de forskellige partier). Høringen gjorde det tydeligt, hvor mange forskelligartede interesser, der spiller ind på omdefineringen af public service, både politiske, økonomiske og sociale. Udvalgets arbejde er optakten til den næste medieforlig (for ), og den involverende proces er interessenternes mulighed for at præge brydningstiden og være med til at forandre og redefinere den rolle, public service varetager i dag. Udvalgets første initiativ var en høring i april 2015, hvor branchen og interessenter blev inviteret til at give deres bidrag til, hvordan de bliver påvirket af forandringer af rammevilkår og udviklingstendenser inden for medieområdet, og hvad de ser af muligheder og udfordringer for medierne og public service-institutionerne i fremtiden. Høringen var en mulighed for branchen for at komme med deres individuelle perspektiver og ønsker for fremtidens mediebillede. De høringssvar udvalget modtog fra branchens aktører vidnede også om meget forskellige opfattelser af, hvilke udfordringer medierne står overfor i dag og i fremtiden og ikke mindst, hvilken rolle public service skal spille og især de modsatrettede opfattelser mellem de private aktører og public service-institutionerne (Kulturministeriet 2015). Hvilket også er den kamp, Søndergaard henviser til i interviewet med Berlingske Tidende (Lindberg 2014). 1.2 Problemformulering Brydningstiden eller kampen om retten til at definerer public service, som Henrik Søndergaard sagde har jeg sat mig for at undersøge fra to af høringens væsentlige aktørers perspektiv. Jeg vil undersøge, hvordan Danmarks Radio som den største public service-institution i Danmark og Danske Medier, brancheorganisation for de kommercielle medier, positionerer sig i denne brydningstid, og hvordan de ser 7

8 fremtiden for public service. Dette for at forstå hvilke ideologiske overbevisninger, der er på spil mellem de to aktører, og hvordan de forsøger at præge og forandre debatten efter deres interesser. Min problemformulering for specialet lyder derfor således: Hvilke konflikter er tilstede mellem Danmarks Radio og Danske Mediers opfattelser af, hvilken rolle public service skal spille i fremtidens samfund? Og hvordan forsøger de med egne opfattelser af virkeligheden at præge og forandre den offentlige debat om fremtiden for public service? Jeg tager udgangspunkt i Danmarks Radio og Danske Mediers høringssvar til public service-udvalgets første høring og betragter dem som nedslag i kampen, der repræsenterer, hvordan aktørerne forholder sig til medievirkeligheden i en tid, hvor det er usikkert, hvordan fremtiden for public service ser ud. Min problemformulering har jeg besvaret ved hjælp af metoden kritisk diskursanalyse, hvormed jeg har undersøgt aktørernes sprogbrug i høringssvarene. Dette for at afdække hvilke rationaler og ideologiske overbevisninger, der ligger til grund for aktørernes forskellige opfattelser af virkeligheden, og hvordan de gennem disse opfattelser kæmper om at dominere debatten om public services fremtid. Desuden har jeg, gennem et samtidshistorisk perspektiv, undersøgt, hvordan aktørenes synspunkter kan være konstitueret af tendenser, der allerede eksisterer i det kulturpolitiske felt og i den offentlige debat om public service. Herunder om aktørernes synspunkter er med til at forandre debatten og bidrage med nye perspektiver eller reproducere en allerede tilstedeværende diskurs inden for mediedebatten om public services rolle generelt. 1.3 Og hvorfor så? Jeg har været ansat i Kulturministeriet som student i kommunikationsafdelingen. I kraft af mit studiejob var jeg med til flere af de åbne møder, som Public Service-udvalget afholdt for at afvikle og videostreame dem til de interessenter, der ikke fik en plads til selve mødet. Under min tilstedeværelse bemærkede jeg den hårde retorik og 8

9 uenighederne mellem de kommercielle medier og ps-medierne. For mig var det ikke altid til at finde rundt i, hvad de egentlig var uenige om eller hvilke overbevisninger, der lå til grund for deres fastholdenhed på egne perspektiver. Det, der især slog mig, var de kommercielle mediers brancheorganisation Danske Mediers (herefter DM) overbevisning om, at Danmarks Radio (herefter DR), som den største public service-institution, har så stor indflydelse på mediemarkedet, at de truer de kommercielle medier mere end konkurrencen fra de store aktører som Google, Netflix og Facebook på det globale marked. DRs evne til at bibeholde sin position, selvom de ofte bliver målet for kritik, hvis nogen ikke er enige i deres prioriteringer af indhold, både i forhold til utilfredshed fra den enkelte borger om DRs brug af vores licenspenge eller når de ryger politisk i vælten for at producere programmer med politiske undertoner, som fx kritikken fra DF lød af Ole Bornedals DR serie 1864 (Bludnikow og Lindberg 2014). Spændingen mellem de to aktører, jeg selv oplevede gennem Public Service-udvalgets åbne møder, fik jeg lyst til at undersøge nærmere i mit speciale og så muligheden for at gå i dybden med analysemetoden kritisk diskursanalyse af Norman Fairclough for at afdække, hvilke sociale identiteter, sociale relationer og opfattelser af virkeligheden de to aktører fremstiller, når de taler om fremtiden for public service, som de jo bestemt ikke er enige om. 9

10 2. Case 2.1 Public Service-udvalget Efter den mediepolitiske aftale for blev forhandlet på plads i 2014, nedsatte fhv. kulturminister Marianne Jelved Public Service-udvalget. Udvalget bestod af ni medlemmer samt formanden for udvalget, Connie Hedegaard. Medlemmerne blev sammensat af forskere, mediefolk og folk med viden om den teknologiske udvikling i samfundet. Med deres faglige viden skulle de undersøge hvilke udfordringer og muligheder, der er for dansk public service (herefter PS) i den ændrede medievirkelighed de kommende år. Udvalget skulle også undersøge samspillet mellem ps-institutionerne og de private medier og deres samlede bidrag til at oplyse, samle og udvikle samfundet samt afklare mulighederne for tættere samarbejde mellem de forskellige aktører (Kulturministeriet på vegne af Public Service-udvalget 2016). 2.2 Processen for udvalgets arbejde Ps-udvalget har løbende holdt møder, hvor de har drøftet løsninger på opgaven, de blev stillet af Kulturministeren og frem til efteråret 2016 holdt de også åbne møder, hvor branchen og interessenter blev inviteret med i drøftelserne. Første åbne invitation var til en skriftlig høring om forandringer af rammevilkår og udviklingstendenser inden for medieområdet. Derefter afholdt udvalget tre temamøder for at skabe løbende dialog med branchen, interessenter og medieordførere. Sidste åbne møde fjerde temamøde - var med fokus på at afrapportere udvalgets arbejde og fremlægge den færdige rapport med fem scenarier for fremtidens ps. Ps-udvalget skulle ikke komme med indstillinger til, hvilke scenarier de anbefalede, men rapporten var blot til inspiration til politikerne til forhandlingerne for Medieforliget for Udvælgelse af mit empiriske materiale De tekster, der udgør mit empiriske genstandsfelt, er skriftlige udtalelser fra DR og DM i form af deres høringssvar til PS-udvalgets første høring, samt udspillet til høringen fra PS-udvalget selv. Når man laver kritisk diskursanalyse og skal udvælge sit materiale, anbefaler Fairclough, at man søger efter øjeblikke i diskurserne, der beviser, hvor tingene går galt. Han kalder det moments of crisis (Fairclough 1992, 230). Med det 10

11 udgangspunkt har jeg brugt min common sense og mine erfaringer fra min deltagelse ved de forskellige høringer i kraft af mit arbejde i Kulturministeriet. Og med en gennemgang af filmoptagelser fra de åbne møder samt gennemlæsning af teksterne fra høringen gav det bedst mening for mig at tage fat i høringssvarene som udgangspunkt for min analyse, fordi begge aktører tager stilling til de samme spørgsmål og udfordringer under samme formelle ramme og i disse svar viser forskellighederne sig. I afsnit 4.1 præsenterer jeg de forskellige tekster. For først skal læseren stifte bekendtskab med mit metodiske og teoretiske grundlag for analysen. 11

12 3. Kritisk diskursanalyse og den kulturpolitiske sfære I dette kapitel vil jeg gennemgå, hvilket metodisk arbejde, der ligger til grund for mit speciale, og hvordan jeg med min metodiske tilgang besvarer min problemformulering. Som nævnt i gennemgangen af mit empiriske materiale, består mit empiriske genstandsfelt af skriftlige dokumenter produceret af forskellige aktører i forbindelse med ps-udvalgets arbejde for Kulturministeriet. Jeg har valgt at benytte diskursanalysen som metodisk værktøj og teoretisk afsæt til at undersøge de udvalgte tekster i forhold til, hvordan de forskellige aktører i ps-udvalgets høring opfatter udfordringerne for fremtidens ps, hvor disse opfattelser er modstridende og kæmper om at definere udfordringen og for at undersøge, om deres positioner er med til at udvikle diskursen i debatten om ps i fremtiden. Diskursanalysen kan altså hjælpe mig til at undersøge, hvilke rationaler der ligger til grund for deres opfattelser af virkeligheden, og hvordan de rationaler kæmper om at dominere de diskursive praksisser i denne proces og forandrer eller reproducerer diskursen inden for mediedebatten om ps rolle. Et andet argument for at benytte den kritiske diskursanalyse til at undersøge denne proces, hvor fremtiden for ps drøftes, er, at denne analytiske tilgang bruges til at undersøge de dominerende magtrelationer og de ideologiske kampe om magten mellem de involverede parter i processen (Jørgensen og Phillips 1999, 72 77). Gennem analyser af aktørernes sprogbrug og fremstilling af, hvilken rolle de mener psmedierne skal have i fremtiden, vil jeg forsøge at afdække de forskellige aktørers modstridende rationaler og interesser de interne magtforhold og de værdipolitiske positioner og her undersøge, hvordan de kan ses i sammenhæng med den bredere sociale og samfundsmæssige praksis, som ps er en del af. 12

13 3.1 Diskursanalysen en metode En diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på. (Jørgensen og Phillips 1999, 9). Begrebet diskurs dækker altså over en forståelse af, at den bestemte måde vi taler om og forstår verden på i kraft af sproget, er struktureret i forskellige mønstre, vi følger, når vi udtrykker os indenfor forskellige domæner. Den måde, vi udtrykker os på, vil indordne sig eller tage form efter det domæne, vi udtrykker os inden for. Diskursanalysen er en analyse af de sproglige mønstre inden for det specifikke domæne. Der findes mange forskellige metodiske og teoretiske tilgange til den diskursive analyse (Jørgensen og Phillips 1999, 9 13). Louise Jane Phillips, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og Marianne Winther Jørgensen, lektor ved Institut for Samfundsudvikling og Kultur på Linköping Universitet har i bogen Diskurs Analyse som Teori og Metode fra 1999 skrevet en skandinavisk udlægning af forskellige diskursanalytiske tilgange: diskursteori, diskurspsykologi og kritisk diskursanalyse som alle deler synspunktet: at vores måder at tale på ikke afspejler vores omverden, vores identiteter og sociale relationer neutralt, men spiller en aktiv rolle i at skabe og forandre dem. (Jørgensen og Phillips 1999, 9). De argumenterer for, at netop disse tilgange til diskursanalysen kan bruges til at undersøge kommunikations processer i forskellige sociale sammenhænge, fx i organisationer og institutioner, og i forhold til bredere samfundsmæssige og kulturelle udviklingstendenser. (Jørgensen og Phillips 1999, 10). Et synspunkt jeg er inspireret af og som ligger til grund for, hvorfor jeg har besluttet at benytte diskursanalysen som metode til at undersøge ps-udvalgets dialog med forskellige aktører om fremtidens ps. Diskursanalysen stiller en række redskaber til rådighed, som analytikeren kan vælge til og fra i sit analytiske arbejde. I kraft af, at mine til- og fravalg er udgangspunkt for opgaven, både valg af redskaber til diskursanalysen, empirien jeg analyserer og afgrænsningen af det sociale domæne, jeg undersøger, er jeg selv med til at skabe den virkelighed, jeg undersøger. Det vil altid være en præmis, når man arbejder inden for 13

14 den socialkonstruktivistiske videnskabsteoretiske retning (Jørgensen og Phillips 1999, 32-). Jeg er opmærksom på, at jeg har en kendskab til den kulturpolitiske proces op til medieforhandlingerne for 2018, herunder ps-udvalgets arbejde i kraft af mit arbejde i Kulturministeriet. Derfor arbejder jeg hele tiden bevidst med min position i forhold til mine resultater. Med det mener jeg, at jeg forsøger at sætte en parentes om mig selv i min arbejde med min empiri, så jeg ikke overser resultater som konsekvens af, at jeg har et kendskab til diskurserne og muligvis vil opfatte nogle af dem som selvfølgeligheder. I nærværende speciale forsøger jeg ikke at afdække, hvilke aktører der taler sandt eller falsk om fremtiden for ps. Jeg er opmærksom på, at medieverdenens aktører har forskellige opfattelser af virkeligheden i forhold til, hvilken rolle ps har for samfundet. Det er disse forskellige udgangspunkter, jeg forsøger at afdække ved at undersøge mønstrene i de forskellige udsagn, og hvordan de forskellige diskursive fremstillinger af virkeligheden er præget af, eller kan præge den større sociale sammenhæng ps er en del af (Jørgensen og Phillips 1999, 31). En af de diskursanalytiske tilgange Jørgensen og Phillips præsenterer er Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, som jeg benytter mig af. Hans tilgang stiller redskaber til sproglige analyser til rådighed. De giver mig mulighed for forstå den måde, vi taler på, som en del af den måde vi lever og er sammen på og i relation til det undersøge samfundets udvikling (Fairclough [1995] 2012, 14). For Faircloughs tilgang gælder det, at de sproglige analyser laves af tekster. Tekster skal forstås som tilstedeværelsen af sprogbrug - produktioner af betydningsdannelser så som skrift, tale, billeder eller blandinger af det sproglige og det visuelle (Fairclough 2003, 3). I hans tilgang har den sociale praksis en dobbelthed, da de både kan have diskursiv karakter: den sociale praksis som diskursiv praksis, og en ikke diskursiv karakter: den sociale praksis i større sociale og kulturelle sammenhænge. Det dialektiske forhold mellem diskursive praksisser og sociale praksisser, der kan forme og blive formet af hinanden, er særligt for Faircloughs tilgang. Dette perspektiv åbner op for, at jeg med min analyse 14

15 kan undersøge, hvordan diskurser skabes og forandres i konkrete praksisser og ikke blot er tilstede som nogle overordnede strukturer, der definerer måden, vi forstår verden og lever på (Jørgensen og Phillips 1999, 28). Ifølge Fairclough selv, er hans version af den kritiske diskursanalyse et forsøge på at arbejde på tværs af 1) de socialvidenskabelige tilgange til diskursanalyse, ofte inspireret af Michel Foucault, som tager afsæt i social teori og arbejdet med større samfundsmæssige strukturer, og som sjældent giver megen opmærksomhed til den tekstuelle analyse og 2) de sproglige tekstuelle tilgange til diskursanalysen, som ikke inddrager socialteori (Fairclough 2003, 2-). Mit valg af Faircloughs kritiske diskursanalytiske tilgang, vil jeg komme nærmere ind på i senere i dette afsnit. Først vil jeg introducere et kulturteoretisk perspektiv, jeg benytter til at forstå det sociale domæne, hvori jeg undersøger de diskursive praksisser. 3.2 Den kulturpolitiske sfære Jim McGuigan Jim McGuigan, professor i Cultural Analysis ved Loughborough University, forsker blandt andet i kulturpolitik og neoliberal kapitalisme i kulturen. I flere udgivelser (McGuigan 2001, 2004, 2005) beskæftiger McGuigan sig med hvilke diskurser, der er tilstede i det kulturpolitiske felt samt hvilke konsekvenser, det har på kulturen og kulturpolitikken og de eksisterende diskurser, at den neoliberale globalisering, der ifølge ham, har en dominerende magt i feltet. Hans opfattelse af det kulturpolitiske felt som en offentlig sfærer bygger på den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas (Habermas 1974, 2008) idé om, at det moderne samfund er delt op i to verdner: en systemverden, der er repræsenteret af staten og markedet, og en livsverden der er repræsenteret af civilsamfundet. Systemverdenen (staten og markedet) er bygget op efter systemer, som har på forhånd givne mål, det har livsverdenen ikke. Statens system er regulering af samfundet, og markedets system er udbud og efterspørgsel. Livsverdenen derimod er ikke opbygget efter et system, men består af civilsamfundet og de sammenhænge, hvor mennesker interagerer socialt og kulturelt. Habermas benytter begrebet den offentlige sfære til at beskrive et abstrakt rum, hvor der finder kollektive betydningsdannelser sted. Ifølge Habermas er den offentlige sfære også det rum, hvor samfundets to verdner mødes. Derfor er den offentlige sfære et spændingsfelt, hvor der 15

16 med betydningsdannelserne opstår kampe mellem de forskellige rationaler, der er repræsenteret af de forskellige verdener (Habermas 1974, 2008). Jeg vil ikke gå mere ind i Habermas teoretisering i dette speciale, men nævner dem her for at tydeliggøre, hvilken samfundsopfattelse McGuigans teori tager afsæt i. McGuigan ser med sit habermasianske udgangspunkt det kulturpolitiske felt som en offentlig sfære, hvor der eksisterer betydningsdannelser og debatter, og hvor der tages beslutninger relateret til kulturpolitiske emner. Kulturpolitikken er et knudepunkt mellem de forskellige verdener, fordi kulturen på den ene side repræsenterer livsverdenen med kultur, der omgiver, skabes af og for civilsamfundet, samtidig reguleres kultur af staten fx gennem mediepolitikker, og indgår i markedets system som fx kulturprodukter, der efterspørges af - og udbydes til borgere/forbrugere. Det er de tre diskursive positioner, McGuigan mener udgør the real world of culture: staten, markedet og den civile/kommunikative (McGuigan 2004, 35). Den kulturpolitiske sfærer udgør således et knudepunkt, hvor de tre forskellige diskurser er tilstede. STATEN DISKURS rationalet bag denne diskurs er, at der er en kobling mellem kulturen og den moderne nationalstat. Koblingen mellem kulturen og staten handler om statens ansvar og rolle over for samfundets helhed, hvor staten styrer hele samfundet, regulerer økonomien og kultiverer og danner individer (McGuigan 2001, 276-). MARKEDET DISKURS rationalet bag denne diskurs er penge og effektivitet og et fokus på, at al værdi kan reduceres til bytteværdi. Desuden er der i denne diskurs fokus på at øge vilkårene for konkurrencen mellem udbydere og klienter opfattes som kunder. I og med, at kulturen er blevet kapitaliseret, og kulturprodukter indgår på markedet som goder og andre produkter, mener McGuigan, at markedsdiskursen har gennemtrængt både politik og praksis og derfor nærmest er umulig at tænke udenfor. Globaliseringen har givet store virksomheder mulighed for at operere på tværs af landegrænser, hvilket, ifølge McGuigan, påvirker nationalstatens magt. Den globale markedsdiskurs indflydelse på kulturpolitikken er ifølge McGuigan blandt andet privatiseringer, og deregulering af kulturelle ressourcer (McGuigan 2001, ). McGuigan har også et 16

17 særligt fokus på denne diskurs og koblingen mellem markedsrationalerne og den offentlige og kulturelle sektor. KOMMUNIKATIV / CIVIL DISKURS McGuigans opfattelse af den civile diskurs er tæt koblet til Habermas livsverdenen begreb. Kommunikative handlinger er en almindelig funktion i det civile hverdagsliv for at debattere, blive enige og opnå fælles forståelser mellem mennesker. Diskursens rationale at opnå en fælles forståelse mellem mennesker gennem kommunikative handlinger, er meget anderledes end for de to andre diskurser eller for Habermas systemverden som jeg nævnte før, med deres forudbestemte mål og en strategisk instrumentel tilgang til at nå målene (McGuigan 2001, ). Rationalet bag den civile diskurs er altså styret af et socialt rum, hvor der frihed og solidaritet til at debattere og nå frem til det fælles bedste. Formålet er altså hverken profit eller effektivitet (McGuigan 2004, 52 55) McGuigans forståelse af hvilke diskurser, der er tilstede i den kulturpolitiske sfære, stemmer overens med de overordnede tendenser, jeg har erfaret, der er tilstede debatten om ps rolle og fremtid under ps-udvalgets høring. Det vil jeg uddybe senere i afsnit 4. Public Service-udvalgets Høring. Jeg benytter McGuigans teoretisering af de kulturpolitiske diskurser som en overlægger for at forstå debatten om ps fremtid og de tilstedeværende diskurser og ideologiske overbevisninger i en kulturpolitisk kontekst. For en kort bemærkning skelner også Fairclough ([1995] 2008) mellem tre aspekter, der er værd at være opmærksom på i analysen af den overordnede sociale og kulturelle praksis diskurserne indgår i. Nemlig de økonomiske, politiske (som har at gøre med spørgsmål om magt og ideologi) og kulturelle (som har at gøre med spørgsmål om værdier og identitet). (Fairclough [1995] 2012, 130). Ifølge McGuigan er diskurser ikke alt dominerende. De vil være tilstede samtidig og de er dynamiske i deres påvirkning på hinanden. Han mener ikke, der kan tales om dominerende ideologier, der alene styrer den diskursive orden. (McGuigan 2004, 35). I den forstand er han enig med Michel Foucault i, at diskurser er porøse og at de påvirker hinanden i interdiskursive praksisser det samme mener Fairclough. McGuigan fremhæver dog, at historien viser, at nogle ideologier alligevel er så godt som umulige at 17

18 tænke udenfor. It is difficult not to notice how some discourses make it virtually impossible to think outside of them. (McGuigan 2004, 35). Her henviser han til det, han kalder det altoverskyggende markedsrationale en neoliberale global ideologi der dominerer samfundet både nationalt og globalt. Ifølge McGuigan har denne ideologis dominans konsekvenser for kulturen og kulturpolitikken, hvilket jeg trækker ind som et perspektiv i specialets diskussion om, hvordan dominerende overbevisninger og rationaler påvirker opfattelserne af og debatten om ps rolle i fremtiden (McGuigan 2005). 3.3 Den kritiske diskursanalyse - Norman Fairclough Norman Fairclough er emeritus professor i lingvistik og engelsk ved Lancaster Universitet. Han er hovedteoretikeren bag grenen inden for diskursteori, som hedder kritisk diskurs analyse. Ifølge Fairclough (2012) har diskurserne en dialektisk rolle, som nævnt ovenfor, i og med diskurs både er en social praksis, der konstituerer den sociale verden (herunder viden, identiteter og sociale relationer), og diskurs konstitueres af omkringliggende sociale praksisser. Han definerer sin diskursive tilgang som kritisk, fordi den forsøger at undersøge og afsløre de mønstre, der skaber og/eller opretholder ulige magtforhold mellem sociale grupper. Dette mener han skal gøres ved at undersøge forbindelserne mellem den konkrete sprogbrug og de større sociale og kulturelle sammenhænge, ved: [S]ystematisk at udforske ofte uigennemskuelige årsags- og determinansrelationer mellem a) diskursive praksisser, begivenheder og tekster og b) bredere sociale og kulturelle strukturer, relationer og processer at undersøge, hvordan sådanne praksisser, begivenheder og tekster opstår ud af og er ideologisk formet af magtrelationer og magtkampe at udforske, hvordan uigennemskueligheden af disse relationer mellem diskurs og samfund i sig selv er en faktor til sikring af magt og hegemoni (Fairclough [1995] 2012, 151). 18

19 Fairclough argumenterer for, at de ulige magtforhold opretholdes eller skabes som effekt af, at der er ideologiske overbevisninger tilstede i de diskursive konstruktioner. Diskurser er altså ideologiske, hvis de bidrager til at opretholde dominansrelationer og ulige magtforhold. Dominansrelationerne kan bekæmpes med modmagt (moddiskurser) og i diskursive praksisser, hvor moddiskurser er tilstede, opstår de hegemoniske kampe. Den kritiske diskursanalyse har altså til formål at undersøge 1) mønstrene i de diskursive praksisser og konstruktioner af sociale relationer og magtrelationer, identiteter og verdensbilleder, 2) den rolle de diskursive konstruktioner har i forhold til at fremme interesser fra bestemte sociale grupper samt 3) undersøge forbindelsen mellem dem og den større sociale sammenhæng de diskursive konstruktioner former eller formes af. Og når de ideologiske standpunkter og hegemoniske kampe tydeliggøres med diskursanalysen, kan man hermed afdække hvilke konflikter, der optræder i de gældende diskursive praksisser, og om de reproducerer allerede eksisterende opfattelser af virkeligheden eller om de forandrer allerede etablerede opfattelser af en given virkelighed. Hermed er en væsentlig faktor for Faircloughs kritiske diskursanalytiske tilgang undersøgelsen af forandring. Både forandringer i den måde vi taler om tingene på: diskurserne, men også forandringer i sociale sammenhænge, der ikke er diskursive. En diskursiv strukturering bliver skabt gennem konkret sprogbrug, der bruger elementer fra andre diskursive struktureringer. Så når vi skaber betydninger gennem sproget, gør vi det med hjælp fra allerede etablerede betydninger. Produktionen af betydninger rummer altså interdiskursivitet og intertekstualitet i kraft af henvisningen til andre allerede etablerede tekster og diskurser. Når elementer fra forskellige diskurser forbindes, opstår muligheden for at skabe forandring i den enkelte diskurs, og i den sociale og kulturelle omverden (Jørgensen og Phillips 1999; Fairclough [1995] 2012). 19

20 For at udføre en kritisk diskursanalyse stiller Fairclough (1995) en meget konkret metodisk tilgang op, en tredimensionel analysemodel. For først at forstå hvilke analytiske niveauer Fairclough præsenterer tre forskellige analytiske traditioner, der sætter rammen for hans tredimensionelle analysemodel og dermed sammenhængen mellem tre niveauer for diskursanalysen mellem tekst, tekstproduktion og - konsumption og samfundet som helhed. Til denne model er Fairclough inspireret af tre forskellige videnskabelige tilgange: 1) den lingvistiske tradition med fokus på, hvordan diskursive processer kan aflæses gennem detaljerede tekst- og sproganalyser, 2) den makrosociologiske tradition, hvor den konkrete sociale praksis analyseres i sammenhæng med kulturelle og samfundsmæssige strukturer, samt 3) den mikrosociologiske/fortolkende tradition, den sociale praksis, opfattes som noget folk aktivt producerer, ud fra nogle common-sense strukturer og fælles måder at være på, som ikke er synlige for dem, der befinder sig i det (Fairclough [1992] 2012, 28). De tre traditioner går igen i hans tredimensionelle model, og derfor er de gode at kende for at forstå hans rationale. Forskeren skal have fokus på to essentielle dimensioner af analysen: diskursordnen og den kommunikative begivenhed. De to dimensioner komplementerer hinanden. De skal stå centralt i analysen, fordi de hjælper til at fokusere både på det partikulære et konkret tilfælde af sprogbrug, altså den kommunikative begivenhed, og hvordan den trækker på andre diskurser, og den overordnede generelle diskursorden, og måden den udvikler sig på i takt med forandringer kulturel og socialt (Fairclough [1995] 2012, 123). I min analyse veksler jeg således mellem analyser af 1) teksterne med aktørernes forskellige udtalelser med deres opfattelser af ps og deres egen og ps rolle i fremtiden og 2) den større samfundsmæssige kontekst de kulturelle og samfundsmæssige strukturer, der har indflydelse på den virkelighed, ps befinder sig i. Med udgangspunkt i aktørernes forskellige opfattelser, kan jeg undersøge hvilke positioner de forskellige aktører indtager, hvilke rationaler de trækker på i deres opfattelser af virkeligheden og hermed, hvad der er baggrunden for konflikter og uenigheder om fremtiden for ps. 20

21 Nedenfor vil jeg kort introducere de to dimensioner med udgangspunkt i Fairclough (2008) og Jørgensen og Phillips (1999): DEN KOMMUNIKATIVE BEGIVENHED er et konkret tilfælde af sprogbrug en tekst, der altid konstituerer en virkelighed: 1) sociale identiteter, 2) sociale relationer og 3) videns- og betydningssystemer (svarende til henholdsvis identiteter, relationer og repræsentationer). (Fairclough [1995] 2012, 121). Den konkrete sprogbrug kan være reproducerende, altså bidrage til at bibeholde sociale identiteter, sociale relationer og videns- og betydningssystemer, eller den kan være kreativ, hvilke betyder at den bidrager til at forandre dem. Den kommunikative begivenhed vil altid være en del af diskursordenen, da det er i disse begivenheder diskurserne optræder og reproducerer eller udfordrer diskursordenen. Den kommunikative begivenhed er en social praksis som former eller formes af de overliggende sociale praksisser gennem dens forbindelse til diskursordenen. Derfor skal den kommunikative begivenhed analyseres som en del af diskursordenen og vice versa. Den kommunikative begivenhed, jeg analyserer, er høringsbrevet, som er udsendt af public service-udvalget og Kulturministeriet samt udtalelser i form af høringssvar fra to udvalgte aktører Danske Medier og Danmarks Radio, som repræsenterer to forskellige positioner i debatten. Høringsbrevet og høringssvarene er interessante at undersøge, fordi høringsbrevet skaber den ramme, som debatten er foregået i, og høringssvarene er aktørenes egne virkelighedsopfattelser, hvor de forholder sig til den medievirkelighed, de selv opfatter, i forhold til den virkelighed ps-udvalget og ministeriet lægger op til i høringsbrevet. I den forbindelse kan jeg undersøge om aktørernes positioner og opfattelser forsøger at ændre den debat, ps-udvalget lægger op til, samt hvordan deres positioner og relationer er med til at definere magtforholdene i debatten. En kommunikativ begivenhed har tre dimensioner, alle skal inddrages i den kritiske diskursanalyse - hermed Faircloughs tre-dimensionelle model for kritisk diskursanalysen (Jørgensen og Phillips 1999, 80-; Fairclough [1995] 2012, 123-): 21

22 Figur 1: Faircloughs tre-dimensionelle model til kritisk diskursanalyse (Fairclough [1995] 2012, 127) Tekst analysen af tekstens egenskaber sker gennem et fokus på de sproglige elementer i teksterne. Dette gøres for at undersøge, hvordan diskurserne aktiveres sprogligt, hvilket skal bane vejen for det fortolkende analysearbejde. Diskursiv praksis analysen af de processer, hvor tekster produceres og konsumeres. På dette niveau er der fokus på tekstforfattere, og hvordan de trækker på andre diskurser i deres produktion af tekst samt et fokus på, hvilke diskurser tekstmodtageren trækker på i sin fortolkning og forståelse af teksten. Her tages der højde for, at nogle af de diskursive praksisser er processer af institutionel karakter. Fairclough (1992) skelner derfor mellem institutionelle processer og diskursprocesser i analysen af den diskursive praksis. Den skelnen tager jeg også med i min analyse. For min analyse gælder det fx, at aktørernes tekster er produceret som høringssvar til en høring, der blev afholdt af en offentlig myndighed: Kulturministeriet. Der har altså være en institutionel ramme for produktionen af deres tekster, og samme ramme er gældende for teksternes modtagere, da hele debatten foregår i kraft af ps-udvalgets arbejde for ministeriet. Social praksis eller som Fariclough ([1995] 2008) kalder sociokulturel praksis analysen af den kommunikative begivenheds sociokulturelle praksisdimension kan foregå på flere niveauer. Her kan man både se på den situation, den kommunikative 22

23 begivenhed er en del af, den institutionelle ramme, den eksisterer i kraft af eller i sammenhæng med større samfundsmæssige og kulturelle praksisser. Der skelnes mellem tre aspekter af sociokulturel praksis: økonomiske, politiske (som har at gøre med spørgsmål om magt og ideologi) og kulturelle (som har at gøre med spørgsmål om værdier og identitet). (Fairclough [1995] 2012, 130). Begrebet social praksis bruges om alle dimensioner med subjekter, der handler, i Faircloughs kritiske diskursanalyse. Derfor vælger jeg at benytte begrebet sociokulturel praksis om den yderste makrosociologiske dimension af analysemodellen, for ikke at skabe forvirring om, hvornår der er tale om hvad. Fairclough navngiver selv denne dimension som sociokulturel praksis i Fairclough i Kritisk analyse af mediediskurs [1995] I næste afsnit følger en mere teknisk gennemgang af den tre-dimensionelle model, og hvordan de enkelte redskaber anvendes på min empiri. DISKURSORDNEN er en form for system som kommunikative begivenheder kan reproducere eller forandre gennem kreativ sprogbrug, når teksterne trækker på andre diskurser. Summen af de diskurser, der bliver benyttet inden for et socialt domæne kaldes diskursordnen. En diskursorden er mulig at ændre, når der er optræder diskurser fra andre diskursordner (Jørgensen og Phillips 1999, 83). 3.4 Brug af Faircloughs kritiske diskursanalyse på min empiri Når man anvender diskursanalyse hænger teori og metode unægteligt sammen. Derfor vil jeg her præsentere de konkrete begreber og analytiske niveauer, jeg har benyttet til min analyse, for at give indsigt i de redskaber, jeg har benyttet i min analyse af empirien. Faricloughs tre dimensioner supplerer hinanden og fungerer som tre analytiske niveauer, jeg iterativt bevæger mig mellem i det analytiske arbejde, derfor vil jeg i det følgende zoome ud og give en indføring i dimensionerne hver for sig for at tydeliggøre de forskellige analytiske greb, selvom de overlapper hinanden i det analytiske arbejde Den nære tekstanalyse af Danmarks Radio og Danske Mediers høringssvar Den første analysedimension er de konkrete tekstanalyser, hvor der fokuseres både på teksternes deres betydning (mening) og form: betydning realiseres i form, og forskelle 23

24 i betydning afhænger af forskelle i form. (Fairclough [1995] 2012, 125). Ifølge Fairclough har en tekst flere funktioner: den ideationelle funktion,der konstituerer videns-og betydningssystemer, den interpersonelle funktion er konstitutionen af sociale relationer og sociale identiteter, og disse konstitueringer af meninger og betydninger skabes gennem den tekstuelle form (Jørgensen og Phillips 1999, 79). Analysen af tekster har et teknisk aspekt - analysen af formen, som i sammenhæng med betydningsdannelserne bliver en fortolkende analyse. Den fortolkende del af analysen hvor tekstanalysen ses i relation til teksternes menings- og betydningsdannelser kan ikke ses udelukkende i teksterne, men skal analyseres som en diskursiv praksis den anden analysedimension, hvor der også tages højde for teksternes produktion og konsumption. Allerede her kommer det til udtryk, at analyseniveauerne ikke kan benyttes uafhængigt af hinanden. Analysen af den diskursive praksis er den del af analysen, der medierer sammenhængen mellem de sociokulturelle praksisser (den tredje analysedimension) og de konkrete udtalelser og konstitutioner af virkeligheden heri (den første og anden analysedimension) (Jørgensen og Phillips 1999). Analysen af den diskursive praksis kommer således til at foregå på flere niveauer i min analyse. Både overordnet i præsentationen af de forskellige tekster, der danner den kommunikative begivenhed høringsbrevet fra ps-udvalget og høringssvarene fra DM og DR - jeg analyserer i forhold til teksternes produktion og konsumption og i relation til den sociokulturelle praksis som debatten om ps fremtid er en del af den kontekst som den kommunikative begivenhed befinder sig i. Min analyser tager udgangspunkt i den tekstnære analyse, derfor vil jeg her gennemgå de tekniske dimensioner af tekstanalysen. Denne analytiske dimension handler om teksternes formelle teksttræk som vokabular, grammatik og sammenhæng mellem sætninger. For at give betydning til/konstruere sociale identiteter, sociale relationer og videns- og holdningsspørgsmål, træffer afsenderen valg i forhold til, hvordan hun vælger at konstruere sætninger (Fairclough 2012, 31). Det er i den konkrete sprogbrug i en tekst betydningsdannelse opstår, og derfor også her de ideologiske rationaler kan afdækkes, og på den måde blive grundlag for 24

25 yderligere undersøgelser af, om betydninger og ideologier former eller er formet af hegemoniske magtkampe mellem andre ideologiske overbevisninger (Fairclough [1995] 2012, 151). I sådanne analyser gælder det både om at finde frem til det, der er tilstede, men lige så vigtigt er det at afdække, hvad der udlades i teksterne, fordi både tilvalg og fravalg er med til at konstituere de givne betydninger, aktørerne fremstiller (Fairclough [1995] 2012, 124-). Jeg benytter de analytiske redskaber: vokabular/ordvalg, grammatik herunder modalitet og transivitet og kohæsion (Fairclough 1992, 76, 235-; Jørgensen og Phillips 1999, 95-), som pejlemærker i min tekstanalyse: Vokabular har fokus på de individuelle ord. Med den analytiske brille kan jeg analysere, hvilke ord aktørerne vælger at bruge, og undersøge hvilke ordforråd, de benytter til at give betydning ps i debatten. Den analytiske kategori giver mig mulighed for at undersøge den politiske og ideologiske betydning de forskellige aktører tillægger ps, hinanden og sig selv. Alt efter hvilket ord der vælges til at beskrive en handling eller person, bliver der tillagt en bestemt betydning til den verden, der beskrives. Det er en interessant analytisk brille for mig i min analyse, fordi ordenes betydning og aktørenes valg af samme, kan være stridspunkter, hvis de er forskellige fra hinanden. Grammatik har fokus på ordenes sammensætning til den simple sætning. Med grammatik som analytisk brille er der to væsentlige fokuspunkter for min analyse: Transitivitet og modalitet. Med transitivitet kan jeg undersøge om, der opstår nogle ideologiske konsekvenser ved de specifikke fremstillinger. Fx om én måde at tale om ps på, udelukker en anden mulig opfattelse. Med fokus på teksters transitivitet ser man efter, om specifikke handlinger og deltagere er favoriseret. Med modalitet kan man undersøge afsenderens grad af tilslutning gennem de forskellige udsagn. Og på den måde kan den grammatiske analyse være startskuddet til at undersøge, hvordan valget af forskellige modaliteter kan være med til at påvirke konstruktionen af sociale identiteter og relationer i diskursen og repræsentationer af virkeligheden. 25

26 Kohæsion har fokus på sammenhængen og struktureringen af ord og sætninger til hele tekster. Denne analytiske vinkel knytter sig til teksternes retoriske form, fordi der er fokus på, hvordan sætninger sættes sammen som argumenter og fortællinger. Kohæsion er en analytisk brille, hvorigennem jeg kan undersøge, hvordan aktørerne vægter forskellige perspektiver og rationaler i deres argumentationer Analysen af den diskursive praksis Analysen af den diskursive praksis er en forlængelse af den tekstuelle analyse. Ifølge Faiclough ([1995] 2008) er den diskursive praksis det medierende niveau mellem teksterne og den sociokulturelle praksis det niveau, hvor forbindelsen mellem tekster og den sociokulturelle praksis skabes. Den sociokulturelle praksis former teksterne ved at sætte rammerne for den diskursive praksis den måde, hvorpå teksterne konsumeres og produceres. Den sociokulturelle praksis kan fx ses som den institutionelle proces, der ligger til grund for ps-udvalgets arbejde, et udvalgsarbejde i ministeriet, som benytter høringen som format for at få borgere og interessenters besyv med på deres arbejde. Denne institutionelle praksis er med til at forme teksterne, som i dette tilfælde produceres som et hørinsgsvar. Jeg har fokus på begge typer praksis i min analyse af den diskursive praksis, fordi den kommunikative begivenhed, jeg analyserer, eksisterer i kraft af en institutionel praksis nemlig ps-udvalgets høring i deres arbejde om fremtidens ps. Analysen af rammerne for den diskursive praksis den mediering der foregår mellem teksterne og den sociokulturelle praksis har til formål at undersøge, om der sker en forandring eller en reproduktion af de gældende diskurser. Det er altså på dette mellemste analytiske niveau, at man kan finde ud af, om de diskursive processer er kreative og skaber nye diskursive virkeligheder, eller om de er konventionelle og blot reproducerer allerede eksisterende diskursive virkeligheder. På dette analytiske niveau mødes den kommunikative begivenhed og diskursordnen også de to analysefokusser jeg startede med at præsentere i forrige afsnit. De mødes i den forstand, at det er muligt at undersøge, om den kommunikative begivenhed trækker kreativt eller normativt på diskursordnen og i givet fald, om det påvirker diskursordnen. Det er altså på dette niveau, at de diskursive forandringer kan afdækkes. 26

27 I relation til min analyse er det i mødet mellem analysen af høringen og de opfattelser af virkeligheden, der bliver fremstillet der, og den strukturelle kontekst de opfattelser er en del af, at de ideologiske magtkampe kan afsløres, og eventuelle forandringer i diskursordnen afdækkes (Fairclough [1995] 2012, 128-). Selve analysen af de diskursive og institutionelle praksisser er undersøgelser af de processer, hvor tekster produceres, distribueres og konsumeres (Fairclough 1992, 78). Til at undersøge de forskellige processer stiller Fairclough flere analyse redskaber til rådighed (Fairclough 1992, 232-): Produktionen undersøgelsen af denne proces sker gennem fokus på interdiskursivitet og intertekstualitet, som kan bruges til at belyse, hvordan de forskellige aktøres tekster trækker på allerede producerede tekster og forskellige diskurstyper. Med afsæt i McGuigans teori om diskurstyper i det kulturpolitiske felt, vil jeg i min analyse undersøge, hvilke diskurstyper, de forskellige aktører benytter, når de definerer ps, sig selv og hinandens roller i forhold til ps fremtid, for at se, om de konstruerer forskellige diskursive virkeligheder om samme emne. I min analyse fokuserer jeg på den intertekstuelle dimension ved at se på, hvordan de første hørringssvar trækker på ps-udvalgets høringsbrev. Dette for at undersøge, om aktørerne forsøger at ændre debatten gennem deres høringssvar. Mit intertekstuelle fokus knytter sig derfor til de konkrete tekster, produceret af aktørerne i den kommunikative begivenhed. Mit interdiskursive fokus knytter sig til et bredere perspektiv, hvor jeg ser efter sammenhænge mellem diskurstyper på tværs af teksterne, i den bredere sociale praksis, den kommunikative begivenhed er en del af, både som kulturpolitisk proces forankret i ministeriet og som del af de udviklingstendenser, der foregår inden for ps og medieområdet generelt. Alt dette vil blive foldet ud gennem hele afsnit 4. Public Serviceudvalgets Høring. 27