Anne Sofie Dons Christensen Anne Sofie Fabricius Østerby Lisa Løebekken Mie Trier

Transkript

1 Efterårssemestret 2013 Vejleder: Jeppe Møller BA Sundhedsfremme PAES Anne Sofie Dons Christensen Anne Sofie Fabricius Østerby Lisa Løebekken Mie Trier

2 Abstract This report deals with the articulation of mindfulness as a health promotion means for dealing with work- life stress and the welfare of employees. It includes an account of Norman Fairclough s approach to critical discourse analysis, followed by a critical discourse analysis of an interview with a consultant on mindfulness. Throughout the report, and especially in the analysis of social practice, we focus on potential issues in the articulation of mindfulness. These potential issues are discussed in relation to work- life and societal tendencies of individualisation, responsibility towards the employee and workplace self- development strategies.

3 Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt Problemformulering Afgrænsning Projektets videnskabsteoretiske position Forholdet til hermeneutikken og konstruktivismen Forholdet mellem sociale aktører og strukturer Projektets position i sundhedsfeltet Projektets struktur og progression Teoretisk baggrund Faircloughs kritiske diskursanalyse Sprogbrug og diskurstyper Diskursordner og kommunikative begivenheder Interdiskursivitet og intertekstualitet Ideologi og hegemoni Den tredimensionelle model Den tredimensionelle model modellen Tekst Diskursiv praksis Den sociale praksis Kritik af den kritiske diskursanalyse Introduktion til supplerende artikler Kritisk diskursanalyse af projektets empiri Naturmennesket i balance Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Den sociale praksis i passagerne 1,2, Medarbejderens frihed og ansvar Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage

4 6.2.4 Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Den sociale praksis i passagerne 4, 5 og Ekspertroller Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Passage Den tekstuelle dimension i Passage Den diskursive praksis i Passage Den sociale praksis i passagerne 7, 8 og Konklusion Litteraturliste Artikler fra internettet

5 1. Problemfelt I dag er der en udbredt tendens til, at vi retter kritik indad i situationer, hvor vi i stedet burde rette kritikken ud mod samfundet. Fænomener som coaching og MUS- samtaler er udtryk for en selvkritisk position, hvor forandring er det samme som selvforandring, og hvor problemer bedst kan løses ved, at man forbedrer sig selv i stedet for at blikket rettes mod omverdenen (HR og Kommunikation 2013). Implementering af et givet fænomen i for eksempel virksomheder kan således blive problematisk, når sociale eller strukturelle problemer vendes mod den enkelte. En forklaring på denne selvkritiske position kan være, at vi er på vej ind i en ny liberal epoke, hvor vi er blevet selvkritiske masochister, der gennem træning og coaching konstant søger at blive sundere (Omar 2013). Eftersom der er mange sundhedsdiskurser, der kæmper om magten til at definere, hvad sundhed er, foreligger der mange tilgange til, hvordan vi kan arbejde med selvudvikling og sundhed. Kroppen kan dermed anses som en arena, der står i midten af hegemoniske kampe om sundhed. En af de centrale tilgange til selvudvikling er mindfulness. Mindfulness er i dag en velkendt og velanvendt meditationsform i Vesten, som især har vundet indpas i forbindelse med et stigende ønske om personlig udvikling og/eller håndtering og forebyggelse af stress (Bendtsen 2012). Mindfulness har rødder i traditionelle buddhistiske meditationsformer, men er kommet til Vesten gennem New Age bevægelsen i slutningen af det det 20. århundrede (Den Store Danske 2013). En central funktion i mindfulness er evnen til nærvær og fuld opmærksomhed i nuet, altså det at kunne søge indad og dermed flytte fokus fra vores daglige påvirkning af eksterne impulser og stimulanser. Fokus flyttes ved at praktisere et antal forskellige typer af meditationer, der alle har det til fælles, at man søger hen imod at betragte sig selv og den virkelighed, man lever i, oppefra. Hensigten er at løfte sig fra sine tanker og følelser, det være sig fysiske som psykiske, og undersøge dem med en neutral nysgerrighed og en begynders sind. Således kan man undersøge de konkrete fysiske fornemmelser, der mærkes i kroppen, for derefter at give slip og mærke dem forandre sig (Levlykkeligt 2013). 4

6 Mindfulness italesættes i dag som et sundhedsfremmende redskab til stresshåndtering på arbejdspladser af konsulenter, der har specialiseret sig på området (CFMM ). Som stresshåndteringsredskab efterspørges mindfulness af et stigende antal danske virksomheder i en sådan grad, at Det Danske Institut for Stress har fundet det nødvendigt at udstikke retningslinjer for valg af mindfulnesskurser og praktikere (Holt Rasmussen 2013). Dette tyder på, at implementering af mindfulness i arbejdslivet har fået fodfæste. På hjemmesiden for Center for Mindfulness og Meditation (CFMM), som er en af de fremtrædende virksomheder indenfor udbud af kurser, workshops, foredrag og forløb om mindfulness, kan man læse at danskere dagligt er sygemeldte på grund af stress. Dette er et problem, fordi det sætter virksomhedernes produktivitet under pres og truer medarbejdernes arbejdsglæde og ydeevne. Videre mener CFMM, at mindfulness er et eminent værktøj til personlig udvikling for medarbejdere og ledere (CFMM ). Praktiseringen af mindfulness skaber optimalt set arbejdsglæde, nærvær til at få det bedste ud af arbejdet og en hverdag uden stress (CFMM ). Det ser dermed ud til, at mindfulness kan fungere som et konstruktivt redskab for virksomheder, der ønsker at holde deres medarbejdere i en positiv udvikling. Men hvilke udfordringer kan være forbundet med, at et redskab til selvudvikling praktiseres i virksomheder, der antageligvis også ønsker høj effektivitet og produktivitet? Hvilke forhold er i spil, når man italesætter en moderne selvudviklingsmetode som et sundhedsfremmende redskab til at øge medarbejdertrivsel og mindske stressrelateret sygefravær? Vi ser et potentielt paradoks i at bruge et redskab til selvudvikling med det formål at ændre medarbejderens adfærd på arbejdspladsen. For på hvilken foranledning ændres adfærden? Hvis mindfulness italesættes og argumenteres for som et sundhedsfremmende redskab på arbejdspladsen, bliver der så skabt en herskende diskurs om, at den ideelle medarbejder mestrer mindfulness? Vi finder det derfor interessant at undersøge, om italesættelsen af mindfulness kan understøtte nogle diskurser på arbejdspladsen, der styrer medarbejderne til at tage mere ansvar for sin egen selvudvikling og trivsel. 5

7 1.1 Problemformulering Vores problemfelt og vores forundringsspørgsmål leder os ned til følgende problemformulering: Hvordan italesættes mindfulness som et sundhedsfremmende redskab til stresshåndtering og medarbejderudvikling i dagens arbejdsliv, og hvilke problematikker kan det medføre? 2. Afgrænsning Med dette projekt ønsker vi at undersøge fænomenet mindfulness særligt med fokus på, hvordan tilgangen bliver etableret og udviklet sprogligt som et redskab til stresshåndtering og medarbejderudvikling i danske virksomheder. Dette vil vi gøre ved at udføre en kritisk diskursanalyse på et interview, vi har foretaget med chefkonsulenten for en af de førende udbydere af virksomhedsrettede kurser for mindfulness i erhvervslivet. Han udvikler og afholder kurser, foredrag og workshops for offentlige og private virksomheder, og han er således interessant, idet han er en velbenyttet og anerkendt praktiker inden for mindfulness. Da vi udfører en kritisk diskursanalyse på interviewet, er vi ikke interesseret i tekst blot som repræsentationer af social virkelighed og repræsentationernes betydning for specifikke aktører. Vores interesse ligger også i hvordan italesættelser konstruerer og opretholder den sociale virkelighed og dens betydning. Det er altså dialektikken imellem italesættelsers konstituerende funktion i samspil med hvilke sociale forhold der konstituerer dem, som er vores fokus i projektet. Vi prioriterer at undersøge italesættelsen af fænomenet, og hvordan denne spiller sammen med den generelle samfundstendens i selvrealisering. 3. Projektets videnskabsteoretiske position I dette afsnit vil vi kortlægge projektets videnskabsteoretiske position. Vores teoretiske begreber og analysestrategi baseres på den kritiske diskursanalyse og med udgangspunkt i Norman Faircloughs begreber. Da Fairclough selv forstår sin videnskabsteoretiske position som hørende hjemme i kritisk realisme, tager 6

8 projektet afsæt i denne retning (Hansen 2012: 23). I videnskabsteoretisk sammenhæng indebærer begrebet realisme først og fremmest den opfattelse, at der eksisterer en virkelighed uafhængigt af vores forestillinger om den. Dette adskiller sig fra radikale retninger indenfor konstruktivismen og diskursteori. Disse retninger tager nemlig udgangspunkt i, at...når vi aldrig kan komme frem til en objektiv sandhed om det værende, om sociale og fysiske fænomener er det, der er, for os, også altid diskursivt konstrueret. (Hansen 2012: 236). Her bliver der argumenteret for, at italesættelsen af fænomener er determinerende for enhver virkelighedsopfattelse. Det er dog relevant at understrege, at kritisk realisme også lægger stor vægt på diskurserne. I modsætning til radikal konstruktivisme, argumenterer kritisk realisme dog ikke for at diskurserne determinerer vores virkelighedsopfattelse, men at de påvirker dem. Virkeligheden i sig selv er noget udenfor de diskursive fremskrivninger. Som et produkt af den kritiske realismes argumentation for, at der findes en virkelighed, der ikke blot konstrueres af diskurserne, skelnes der i retningen mellem to dimensioner. Den ene dimension er den transitive dimension, der omfatter vores viden om verden. Dette er altså den kritiske realismes epistemologi. Den anden dimension er den intransitive dimension, der vedrører verden, som den faktisk er, uafhængigt af den viden og de begreber vi har om den. Altså den kritiske realismes ontologi. Den transitive dimension sigter efter, at al ny viden bygger på allerede frembragt viden. Således er transitive objekter som begreber og analyseteknikker, der er tilstede på et givent tidspunkt, råmaterialer for ny vidensproduktion. Den intrasitive dimension består af de objekter, som videnskaberne har til formål at generere viden om i vores tilfælde mindfulness. Kritisk realisme argumenterer dermed ikke for at objekter ændrer sig synkront med, at vores opfattelse af dem ændrer sig. Kritisk realisme prioriterer væren forud for viden, og argumenterer for at verden er større end vores viden om den. Diskurser giver dermed ikke et tilstrækkeligt billede af virkeligheden, fordi de ikke tager højde for, at samfundsudviklingen i høj grad afhænger af forhold, vi ikke ved noget om, eller som vi misforstår (Buch- Hansen & Nielsen 2012: ). Af dette forstår vi, at kritisk realisme anser for eksempel 7

9 mindfulness som noget i sig selv, men måden vi opfatter og anvender mindfulness på ændrer sig over tid, idet vi italesætter det på forskellige måder og dermed producerer ny viden. Af dette udleder vi også at årsagen til, at implementering af mindfulness på arbejdspladser er en samfundstendens, der ikke kan forklares alene via diskurser. Dermed er det ud fra kritisk realisme som videnskabsteoretisk fundament hensigtsmæssigt at fokusere på italesættelsen af mindfulness, og hvordan italesættelse kan ændre vores opfattelse af fænomenet: Ifølge kritiske realister må videnskaben derfor, [ ] i det store og det hele begrænse sig til at fortolke og forklare eksisterende begivenheder og fænomener (Buch- Hansen & Nielsen 2012: 284). Vi går altså ind på præmissen om, at mindfulness er et fænomen, der eksisterer i kraft af sig selv, og hvis årsag som samfundstendens ikke kan afdækkes tilstrækkeligt med vores projekt. For at lære noget om fænomenet kan vi dog analysere de diskursive fremskrivninger via en kritisk diskursanalyse, og belyse hvordan fænomenet italesættes i relation til arbejdslivet. Vi kan med andre ord forsøge at afdække hvilke diskurser, der hersker på området, og hvordan dette spiller sammen med tendenser i dagens arbejdsliv. 3.1 Forholdet til hermeneutikken og konstruktivismen Kritisk realisme fokuserer som nævnt på at producere viden om virkeligheden, som den er. Hvis vi her forholder os til antagelsen om, at der findes en virkelighed ud over den, vi italesætter og fortolker, er det logisk, at den kritiske realisme stiller sig kritisk overfor en retning som hermeneutikken, hvor fortolkningen er i centrum. Dog afhænger sociale strukturer af aktørers aktiviteter, som skyldes fortolkninger, meninger og diskurser og derfor kan man sige at den hermeneutiske dimension alligevel er central i den kritiske realisme. Omdrejningspunktet i denne retning er dog i højere grad, hvordan aktører handler, end på hvilke holdninger der er i spil. Dette baseres på en antagelse om, at det aktørerne henholdsvis siger og gør ofte er to forskellige ting. Generelle opfattelser og selvopfattelser er altså tit adskilt fra konkret handling, men handlingen udspringer af holdninger (Buch- Hansen & Nielsen 2012: 290). Det vil sige, at for eksempel mindfulness kan blive fremskrevet i en specifik diskurs men fungerer på en anden måde i praksis. Det er derfor vigtigt at understrege, at vi med vores projekt ikke undersøger, hvordan mindfulness fungerer 8

10 i praksis, men på hvordan det italesættes. Der er derfor lagt fokus på hvilke holdninger handlingen udspringer fra og ikke de konkrete handlinger. Dette argumenterer vi for er en nødvendig afgrænsning for vores projekt, men vi er samtidig klar over, at observationer af praksis eller medarbejderinterviews ville kunne have åbnet op for nogle interessante problemstillinger i dette forhold. Vi vil også gerne inddrage, hvorfor vi ikke har valgt et videnskabsteoretisk fundament, som er funderet i konstruktivismen. Vi undersøger som sagt italesættelsen af mindfulness som et sundhedsfremmende redskab for stresshåndtering og medarbejdertrivsel i arbejdslivet. Derfor er det nærliggende at argumentere for, at vores videnskabsteoretiske fundament baseres på diskursteori, og at vi med vores projekt ønsker at opnå en diskursiv vidensproduktion. Dette ville indebære, at vi ikke søger at...producere objektiv sand viden, men nærmere at problematisere viden, der hævder at være, eller fremstår som sand og objektiv. (Hansen 2012: 233). Det ovenstående opridser en central del af det, vi søger at opnå med vores vidensproduktion, da vi undersøger italesættelsen af et fænomen og de diskurser, der herved opstår. Vi udfører også en diskursanalyse på vores empiri. Men det er ikke konstruktivisme, vi vælger at fokusere på. Som vi anser det, er der tydelige fællestræk mellem kritisk realisme og konstruktivisme i den forstand, at retningerne er enige i, at den sociale virkelighed er konstrueret. Derfor kan man ikke sige, at retningerne er hinandens modsætninger. Den radikale konstruktivisme opererer dog ikke med nogen virkelighed udenfor diskurserne, hvorimod kritisk realisme som sagt anskuer virkeligheden som noget i sig selv, og derfor er der plads til for eksempel objektive strukturer. Kritisk realisme argumenterer dog ligesom konstruktivisterne for, at virkeligheden forhandles og forandres igennem alle aktørers sociale interaktion (Buch- Hansen & Nielsen 2012: 295). Vi forstår i grove træk forskellen mellem disse to retninger således: I konstruktivismen er virkeligheden subjektiv og muliggøres eller begrænses på grund af diskurser aktørerne imellem. I den kritiske realisme muliggøres og begrænses diskurserne på grund af de objektive strukturer i samspil med aktørernes sociale handlinger. 9

11 3.2 Forholdet mellem sociale aktører og strukturer Det sidste afsnit i projektets videnskabsteoretiske position handler om forholdet mellem aktører og de sociale strukturer. Vi mener dette er relevant at tage med, fordi vi undersøger hvordan et socialt fænomen italesættes, og italesættelsen af mindfulness som sundhedsfremmende redskab. Aktør- struktur- spørgsmålet har et hovedfokus: Er vi mennesker suverænt i stand til at bestemme vores egne livsbaner, eller er vores skæbne på forhånd beseglet af faktorer, som vi ikke har indflydelse på? Eller skal sandheden måske søges et sted imellem disse ekstreme positioner? (Buch- Hansen & Nielsen 2012: 291) Der findes flere måder at undersøge disse spørgsmål på. Vi vælger at fokusere på en tilgang, som tager udgangspunkt i samspillet mellem aktører over tid. Tilgangen er udviklet af Margaret Archer, der har betegnet tilgangen Den morfogenetiske tilgang. Her argumenteres for, at aktør- struktur- samspillet analytisk forstås som en endesløs række cyklusser af strukturelle betingelser, social interaktion og strukturel udvikling (Bech- Hansen & Nielsen 2012: 292). De strukturelle betingelser påvirker aktørerne uafhængigt af, hvordan strukturerne bliver italesat her kan vi se den kritiske realismes opfattelse af, at der eksisterer en virkelighed uden for diskurserne. Det er også vigtigt at nævne, at vi bliver påvirket af strukturerne som sociale aktører, uanset om vi har været med til at skabe dem eller ej (Buch- Hansen & Nielsen 2012: 292). Hvis en virksomhed for eksempel implementerer mindfulness som frivilligt kursus på arbejdspladsen, argumenteres der i aktør- struktur spørgsmålet for, at virksomhedens medarbejdere påvirkes på en eller anden måde, også selvom de ikke deltager. Dette argumenterer vi for, idet alle medarbejderne indgår i sociale strukturer på arbejdspladsen, hvor de medarbejdere, der ikke deltager i mindfulnesskurserne i kontakt med de medarbejdere, som deltager i mindfulnesskurserne. Det vil sige, at også de medarbejdere, der fravælger deltagelse i forløbet, bidrager til at skabe en diskurs omkring fænomenet. Vi forstår det altså sådan, at også fraværet af deltagelse i et mindfulnessforløb er med til at forme diskursen omkring forløbet, fordi dét også er et standpunkt i sig selv (jf. afsnit 5.2.2). Strukturer er et produkt af social handling og interaktion, og er ifølge den kritiske realisme både muliggørende og begrænsende for disse faktorer. De udgør 10

12 betingelserne for social handling og interaktion, men samtidig indsnævrer de mulighederne for disse i den specifikke kontekst qua deres objektive indflydelse (Archer 1996: 196 i Bech- Hansen & Nielsen 2012: 293). Mennesker indgår altid i flere sociale strukturer på samme tid, og fordi der netop er en stor kontaktflade, som involverer mange aktører og flere strukturer, bliver aktørerne nødt til at fortolke virkeligheden. Resultatet af dette er, at aktører i samspil med hinanden skaber diskurser, som igen går ind og genskaber og omdanner strukturerne over tid. Dette er hvad den kritiske realisme kalder en strukturel udvikling (Hay 2002: & Bashkar 1989 :76-77 i Bech- Hansen & Nielsen 2012: 294). Vi forstår dermed, at den kritiske realisme anskuer aktør- struktur spørgsmålet som en dialektisk størrelse, hvor den ene side ikke determinerer den anden, men hvor siderne derimod påvirker hinanden gensidigt. Det vil sige, at vi tager udgangspunkt i den forståelse at de diskurser, der skabes aktører imellem på en arbejdsplads, både er kostituerede ud fra den objektive struktur arbejdspladsen udgør, men samtidigt er de konstituerende, da de kan omstrukturere strukturen over tid. 3.3 Projektets position i sundhedsfeltet I forlængelse af projektets videnskabsteoretiske position, vil vi redegøre for projektets position i sundhedsfeltet. Først og fremmest vil vi argumentere for, at vi ikke mener at sundhed kan defineres som noget definit. I tråd med vores videnskabsteoretiske position, argumenterer vi derimod for, at materialitet og sundhedsdiskurser påvirker hinanden i et dialektisk forhold. Derfor kan vi ikke entydigt sige noget om, hvad der er mest ægte, når det gælder mål for sundhed, og hvad der har eller burde have definitionsmagten af det sundhedsfremmende. Ud fra vores videnskabsteoretiske position arbejder vi med det udgangspunkt, at sundhed er noget, og at det er videnskabens opgave at arbejde hen imod at skabe ny viden på sundhedsområdet. Viden indsamles på basis af allerede frembragt viden ved at transitive objekter, som begreber og analyseteknikker, bliver taget i anvendelse (jf. afsnit 4). 11

13 Med WHO s Ottawa- charter kom der i 1986 fokus på at arbejde med sundhedsfremme som en proces, der skal sætte mennesker i stand til at være herre over egen sundhedstilstand (Sundhedsfremme BA- modul kompendie 2013: 90). Dette er et eksempel på en sundhedsdiskurs, som har vundet indpas i mange sektorers måde at arbejde med sundhed på. For eksempel kommer dette til udtryk, når man inddrager mindfulness eller andre redskaber til at arbejde kreativt med sundhed på arbejdspladser. Vores videnskabsteoretiske position fordrer som nævnt, at vi skriver dette projekt ud fra en idé om, at vi indsamler ny viden på basis af allerede frembragt viden. Selv om kritisk realisme argumenterer for, at fænomener som mindfulness er noget i sig selv, ændrer måden hvorpå vi opfatter og anvender mindfulness sig altså i takt med, at vi producerer ny viden i form af diskurser. Derfor skabes der her en logisk følge, der indebærer, at jo mere viden der indsamles, desto flere diskurser kan der dannes om fænomenet. Dette projekt fokuserer dermed på italesættelsen af mindfulness, og på hvordan denne kan ændre vores opfattelse af fænomenet. En undersøgelse af dette kan bidrage med, at afdække de herskende diskurser og dermed tydeliggøre, hvilke problematikker specifikke italesættelser kan medføre. Ved at arbejde ud fra den kritiske realisme er vi derfor opmærksomme på, hvilke forestillinger der ligger til grund for handlingerne, i vores tilfælde italesættelserne. Alle sundhedsdiskurser har det tilfælles, at de italesætter menneskets fysik og psyke. Dermed kan vi anskue kroppen som en kamparena for modstridende diskurser og magtforhold, og denne kamparena er placeret i et konstant kaos af forskellige normative forestillinger om sundhed. Derfor udspringer vores position i sundhedsfeltet fra en antagelse om, at sundhedsdiskurser og rammerne for disse omstruktureres over tid. Det vil sige, at ligeså meget som mindfulness kan påvirke aktørerne over tid, kan aktørerne ændre de diskurser, der eksisterer om mindfulness. Den sundhedsdiskurs, som mindfulness er en del af, kan derfor altid udfordres af andre hegemonier, og det bliver den for eksempel også af biomedicinens stærke evidenstilslutning og efterprøvbarhed. Og netop dette eksempel belyser, at sundhedsfeltet er normativt og præget af hegemoniske kampe 12

14 mange forsøger at definere, hvad sundhed er, og hvordan vi derfor burde fremstille viden om emnet og arbejde med det. At arbejde ud fra en kritisk realistisk tilgang til sundhedsbegrebet indebærer, at sundhed ikke er noget definit, og at begrebet derfor burde arbejdes med ud fra en åben præmis. At placere projektets videnskabsteoretiske position i den kritiske realisme, er vel i princippet også normativt. Det indikerer for eksempel en afstandstagen til at arbejde med sundhed som noget konkret - og dette viser vel en forståelse af, at man burde arbejde ud fra åbne præmisser. Derfor kan man argumentere for, at alle tilgange er normative i deres udgangspunkt, inklusive den tilgang vi arbejder med. De hegemonier der er på spil er dog afhængige af hinanden for at kunne eksistere. Dette argumenterer vi for, da man altid trækker på allerede eksisterende hegemoniske strukturer, når man forsøger at skabe nye. Mindfulness trækker for eksempel på forskningsresultater (jf. afsnit 6.1.4), når fænomenet skal gøres troværdigt. Eftersom vi arbejder ud fra den kritiske realisme, argumenterer vi ikke for, at sundhedsbegrebet kan reduceres til diskurser og hegemoniske kampe. Vi argumenterer heller ikke for, at vi kan analysere os frem til, hvad der er sundhed, og hvad der ikke er sundhed. Da vi arbejder med, hvordan mindfulness bliver italesat som et sundhedsfremmende redskab til stresshåndtering og medarbejderudvikling, må vi arbejde ud fra interviewpersonens forståelse af hvilke sundhedsaspekter, der ligger i mindfulness, og understøtte eller udfordre disse via vores teorier i en diskuterende analyse. Derfor søger vi i dette projekt at forholde os spørgende til, hvordan sundhed faktisk italesættes, og ikke til hvordan det burde italesættes. Faircloughs tilgang til hegemoni er, at magtforhold kun er interessante for os, hvis de kan afdække social ulighed og hjælpe de svage i samfundet (jf. afsnit 5.1.4). I denne sammenhæng kan man derfor argumentere for, at Faircloughs tilgang er mere normativ end den kritiske realisme normalt foreskriver. Da vi udfører en kritisk diskursanalyse ud fra Faircloughs tilgang, må vi derfor forholde os kritiske til vores egen vidensproduktion, og til at også vi er normative i vores slutninger. På grund af projektets videnskabsteoretiske afsæt i den kritiske realisme er det oplagt at argumentere for, at vi kan bruge vores projekt til at afdække italesættelsen af mindfulness som sundhedsfremmende redskab. Men på grund af Faircloughs tilgang 13

15 til magtbegrebet, kan projektet også forsøge at afdække, hvordan netop diskurserne fastholder eller udfordrer magtforhold mellem ledelse og medarbejdere på arbejdspladsen. 4. Projektets struktur og progression Til at undersøge hvordan mindfulness bliver italesat, baseres projektets empiri på en kvalitativ forskningsmetode i form af et enkeltinterview. Vi har derfor interviewet chefkonsulenten fra en af de førende udbydere af virksomhedsrettede kurser for mindfulness i Danmark. Formålet er at undersøge, hvordan han som repræsentant for mindfulness bruger sproget til at italesætte fænomenet. Konsulenten har ønsket at fremstå anonym i dette projekt, men af praktiske hensyn og for at være konsekvente har vi valgt at kalde ham Arne, og firmaet han arbejder for, kalder vi Mindfulness A/S. Vi tager metodisk afsæt i Steinar Kvales kvalitative forskning, der inddeler en interviewundersøgelse i syv forskningsfaser; Tematisering, design, interview, transkription, analyse, verifikation og rapportering (Kvale & Brinkmann 2009: 122). Vi vil i det følgende argumentere for, hvordan vi søger at give projektet en struktur og systematik ved at følge faserne fra tematisering og afgrænsning af vores problemstilling, videre over planlægning og praktisk udførelse af interviewet. Eftersom interviewet udgør empirien i dette projekt, er det således interviewet, der kommer til at ligge til grund for vores kritisk diskursanalytiske bearbejdning. Af denne årsag er det relevant at overveje de forskellige faser i interviewprocessen grundigt. Projektets første fase, tematiseringen er uddybet i problemfeltet (Kvale & Brinkmann 2009: 125). Her har vi afgrænset genstandsfeltet, gennemgået formålet med interviewundersøgelsen og fremsat problemstillingen. Ifølge Kvale er en grundig tematisering nødvendig for at kunne træffe kvalificerede metodiske valg. I projektets anden fase, designfasen, planlagde vi interviewundersøgelsen (Kvale & Brinkmann 2009: 129, 151, 154ff). I denne fase udvalgte vi vores informant og udformede interviewguiden (Bilag 1). Disse valg blev truffet på baggrund af viden om 14

16 mindfulness i arbejdslivet og med projektets diskursteoretiske og videnskabsteoretiske ramme for øje. Interviewguiden består af 13 spørgsmål, som vi i første omgang satte en semi- struktureret ramme omkring. Det valg blev truffet idet vi havde nogle temaer, vi ønskede belyst i interviewet, og fordi vi ville give informanten mulighed for selv at være med til at skabe interviewet og præge samtalen. Vores intention var at få samtlige spørgsmål i interviewguiden besvaret, men rækkefølgen heraf var underordnet. I samme ombæring fravalgte vi det strukturerede og mere lukkede interview, da vi ønskede at lægge op til uddybende svar og refleksioner over vores nøje udvalgte tematikker og spørgsmål. Og af samme årsag fravalgte vi det ustrukturede og mere åbne interview, netop for at holde os til de udvalgte temaer. At interviewet skulle vise sig at antage en lidt anden form, vil vi komme ind på i interviewfasen. Den tredje fase er interviewfasen, hvori vi gennemførte interviewet med Arne (Kvale & Brinkmann 2009: 89). Vi ønskede at skabe en afslappet atmosfære for alle parter ved at mødes på neutral grund, at imødekomme informantens ønske om geografisk placering, og at imødekomme vores eget behov for at optage interviewet et sted med minimal risiko for baggrundsstøj eller afbrydelser. Vi havde besluttet at være tre personer fra gruppen til stede. Én person skulle være interviewer, og de to andre skulle agere observatører, der udover at observere interviewets gang havde mulighed for at stille opklarende spørgsmål til sidst. Vi mødtes i gruppen en time før interviewet gik i gang for at klargøre rammerne til interviewet. Vi fandt en uforstyrret afkrog i biblioteket med udsigt til naturskønne omgivelser, hvor vi placerede et rundt bord med stole til os alle fire rundt om. Vi havde en intention om at skabe en uformel ramme omkring interviewet, hvilket vi søgte at imødekomme ved at servere kaffe og snacks. Det viste sig hurtigt, at Arne var passioneret omkring emnet mindfulness. Allerede inden introduktionen til selve interviewet, delte han ud af sine personlige oplevelser og erfaringer med mindfulness. Han fortalte om, hvordan mindfulness blev hans redning, da han i sin tid selv ramte en mur på den tyske autobahn, som han udtrykte det. Arne har tidligere været ansat i lederstillinger hos forskellige større virksomheder. I denne forbindelse har han været udsat for et højt niveau af stress i 15

17 sit tidligere arbejdsliv. Det endte ud i en voldsom stressreaktion på en forretningsrejse i Tyskland, midt på motorvejen. Med denne oplevelse in mente begyndte Arne at praktisere mindfulness, og det blev starten på en ny epoke i hans liv. Sammen med sin kone har han nu i en længere periode dyrket meditation og mindfulness for at håndtere stress i hverdagslivet. Dette var afsatsen til at starte sin egen konsulentvirksomhed. Den fortællende tilgang tog han med sig ind i interviewet, hvilket resulterede i, at på trods af at interviewet ikke var tilrettelagt som et narrativt interview, så antog interviewet en narrativ karakter. Selvom vi endte med at overholde strukturen i form af rækkefølgen på spørgsmålene i interviewguiden, så rummede interviewet narrative træk i kraft af Arnes erindringer og fortællinger, der favnede hans eget liv og historie (Kvale & Brinkmann 2009: 176). Den narrative drejning kan have vist sig at være positiv i denne sammenhæng, da formålet med interviewet er at foretage en diskursanalyse af hvordan mindfulness italesættes som et sundhedsfremmende redskab til stresshåndtering og medarbejderudvikling i dagens arbejdsliv. Vi foretog både en briefing og en debriefing i forbindelse med interviewet. Briefingen omfattede en introduktion til os som projektgruppe, der tildels var en repetition, eftersom vi havde haft en mailkorrespondance med Arne op til interviewet, og tildels fungerede som en høflig måde at slå interviewet an på. Vi introducerede projektets formål og interviewets gang, og vi forsikrede os, at han var indforstået med at vi optog interviewet. Ved debriefingen samlede vi op på eventuelle opklarende spørgsmål og spurgte, om han i projektet ønskede at fremstå ved eget navn eller som anonym. Eftersom han ønskede at læse projektet igennem inden han tog stilling til det, og vi havde vores tvivl omkring om det kunne lade sig gøre i forhold til tidsrammen for projektet, besluttede vi i fællesskab at lade ham fremstå anonym i projektet. Projektets fjerde fase, transkription, foregik umiddelbart efter interviewets afslutning med det formål at have interviewet friskt i erindringen (Kvale & Brinkmann 2009: , 271). To personer transkriberede interviewet således, at den ene først transkriberede, hvorefter den anden på én gang lyttede til, læste og rettede eventuelle mangler eller fejl i det transkriberede interview. Formålet med 16

18 denne fremgangsmåde var at fremstille empirien så autentisk som mulig, og for at sikre højere reliabilitet og validitet i overgangen fra talesprog til skrift. Vi besluttede i fællesskab at udelade fyldeord i transkriptionen, det være sig gentagelser af ord i samme sætning, de mange hm og ikke at notere pauser, da vi ikke mener, det ville have afgørende betydning for vores formål med analysen. I øvrigt øger det læsevenligheden. I projektets femte fase, analysen, bruger vi Faircloughs tredimensionelle model som analysemetode (Kvale & Brinkmann 2009: 122). Idet modellen lægger op til, at man også inddrager teorier om sociale og kulturelle forhold, inddrager vi herudover to videnskabelige artikler om arbejdsliv. Analysemetoden fungerer som struktur i analysen, der har til formål at undersøge vores problemformulering. Verifikationsfasen er projektets sjette fase (Kvale & Brinkmann 2009: 122). Fasen strækker sig fra start til slut i projektet og fungerer som kontrol af reliabiliteten, validiteten og generaliserbarheden af hele projektet, herunder interview, transkription og analyse. Vi vil forsøge at vurdere reliabiliteten og validiteten af vores empiri ved at reflektere kritisk over både fremgangsmåde og resultater. I denne fase søger vi at afdække, om vores interviewundersøgelse på baggrund af interviewresultaterne lever op til formålet med undersøgelsen ved at tage stilling til, om den viden, vi producerer, er konsistent og pålidelig, og om argumenterne herfor er gyldige. I vores efterstræbelse på at opnå troværdige resultater arbejder vi abduktivt forstået således, at vi qua vores analyseresultater baseret på egen empiri og inddragede teorier drager slutninger om hvordan mindfulness italesættes, og hvilke problematikker dette kan medføre. Den syvende og sidste fase, rapportering, afslutter projektet (Kvale & Brinkmann 2009: 123). Her vil vi fremhæve de slutninger, vi har foretaget på baggrund af interviewundersøgelsen sammenholdt med vores problemformulering og analytiske bearbejdning. 17

19 5. Teoretisk baggrund Vi vil nu introducere den teoretiske baggrund for vores tilgang til at udføre kritisk diskursanalyse. Vi vil i det følgende gennemgå centrale pointer og begreber fra Norman Faircloughs teoretisering over kritisk diskursanalyse. Hans tilgang til kritisk diskursanalyse er en af de mest gennemarbejdede og bedst udviklede teorier og metoder til at undersøge diskursive praksisser i kommunikation, kultur og samfund (Jørgensen & Phillips 1999: 72). Fairclough tilslutter sig kritisk realisme (jf. afsnit 3. Projektets videnskabsteoretiske position), når han definerer, hvad diskurser er. Han mener ikke, diskurserne determinerer vores virkelighedsopfattelse, men at de påvirker dem. Virkeligheden i sig selv er dog noget mere end de diskursive fremskrivninger. Vi bliver dagligt eksponeret for en række diskursive påvirkninger. Diskurser kan ifølge Fairclough defineres som måder, hvorpå en bestemt opfattelse af virkeligheden udfoldes og italesættes. Mindfulness udfolder en sådan bestemt opfattelse af virkeligheden via fortællingen om det sunde menneske som et, det formår at skabe balance og ro i sit liv - både på arbejdspladsen og i privatlivet. Fortællingen er med til at definere, hvad der er ønskeligt at opnå som moderne, arbejdende menneske. Eftersom vi med vores problemformulering netop søger at undersøge italesættelsen af mindfulness som sundhedsfremmende redskab, har vi valgt at basere vores analysestrategi på den kritiske diskursanalyse. Faircloughs tekster i bogen Kritisk diskursanalyse (2008) er en indføring i hvad der både er en teori og en metode til at lave kritiske analyser af diskurser. Fairclough har formuleret specifikke metoder til at arbejde med de forskellige dimensioner i modellen. For at forstå baggrunden for disse metoder, er det ifølge Jørgensen & Philips (1999) nødvendigt at forstå det teoretiske grundlag om diskursiv praksis og magtrelationer, som modellen bygger på. Derfor vil vi først præsentere modellen, som altså er vores metodiske værktøj i analysen af interviewet med Arne fra Mindfulness A/S, efter en længere redegørelse af de begreber og forståelser, der ligger bag dens opbygning. I vores gennemgang vil vi inddrage udvalgte aspekter fra 18

20 Jørgensen & Phillips (1999), da de kan understøtte og underbygge de pointer og begreber, som Fairclough bruger. Fairclough påpeger selv, at hans diskursanalyse ikke kan stå alene, når man skal undersøge forandringer og ideologiske konsekvenser af en given diskursiv praksis. Han mener, at det er nødvendigt at inddrage sociologisk teori eller kulturteori (Jørgensen & Phillips 1999: 98). Derfor har vi valgt også at inddrage teori fra to videnskabelige artikler, som forholder sig kritisk til problematikker om ansvar og selvudvikling i arbejdslivet. Den første artikel vi vil introducere efter gennemgangen af Fairclough, er Kirsten Marie Bovbjergs artikel Selvets disciplinering en ny pagt i arbejdslivet (2003). Den anden artikel, Det er min egen skyld nyliberale styringsrationaler inden for Human Resource Management (2002) er forfattet af Jesper Tynell. Selv om disse artikler er skrevet for godt 10 år siden, og der blandt andet ligger en finanskrise imellem dengang og nu, mener vi at artiklernes pointer stadig gælder. I en ny bog af Rasmus Willig bliver det nemlig tydeligt, at både Bovbjergs og Tynells problematiseringer af individualisering og medarbejderens ansvar på arbejdspladsen stadig er aktuelle i dagens arbejdsliv og i samfundet generelt (Omar 2013). Faircloughs teorier har rigtig mange begreber, og vi har derfor valgt at fokusere vores teoretiske afsnit på de begreber, der er relevante for forståelsen af den tredimensionelle model og således også for vores analyse. Det er et bevidst valg fra vores side, at vi først præsenterer alle begreberne, derefter skitserer den tredimensionelle model og så først i analysen illustrerer, hvordan de forskellige begreber kan bringes i spil med hinanden. Valget har vi truffet, netop fordi Faircloughs begrebsapparat er så omfattende. Vi har vurderet, at denne fremgangsmåde sikrer det bedste overblik og den bedste forståelse af de mange begreber, han bringer i spil, og som vi skal bringe i spil i vores analyse og diskussion af interviewet med Arne fra Mindfulness A/S. 5.1 Faircloughs kritiske diskursanalyse Norman Fairclough er lingvist og diskursanalytiker og har siden 1980 erne bidraget med en tværfaglig forskning og tænkning, der sætter vores forhold til hinanden, 19

21 vores identitet og det, vi anser for viden og common sense i samfundet under lup (Fairclough 2008: 10). Hans udgangspunkt er, at vi, gennem vores sprogbrug og fremstillinger af verden, bliver i stand til at beskrive vores oplevelser og fortolkninger af virkeligheden. Derfor tager han udgangspunkt i sproget, når han fremsætter sin teori og metode, som kan bidrage til forståelse af sociale og kulturelle forandringsprocesser (Fehler 2013). Hans teori- og metodedannelse har således til formål at opstille muligheden for at undersøge sprogbrug i hverdagens sociale interaktion (Jørgensen & Phillips 1999: 77). Helt overordnet ser Fairclough diskurser som både konstituerede (formede) af det sociale og som konstituerende (formende). Det sociale skal her forstås som en virkelighed af sociale praksisser, der rækker ud over det diskursive (Fairclough 2008: 10), såsom produktionsapparater, kulturelle omgangsformer og kulturelle konventioner. Diskurser er en vigtig form for social praksis, som både reproducerer og forandrer viden, identiteter og sociale relationer, herunder magtrelationer, og som samtidig formes af andre sociale praksisser og strukturer (Jørgensen & Phillips 1999: 77). Således har vi altså at gøre med en forståelse af diskurser som noget, der producerer subjekter og objekter, men som samtidig også repræsenterer konkrete fænomener og tilstande i verden. I tråd med vores videnskabsteoretiske position argumenterer Fairclough også for, at diskurser er en del af det sociale, men at det sociale er mere end bare diskurser (Fairclough 2008: 10). Således kan diskurser siges at stå i et dialektisk forhold til andre sociale dimensioner (Jørgensen & Phillips 1999: 77). Både forståelsen af diskurser som konstituerede og konstituerende og Faircloughs skelnen mellem en diskursiv og en social praksis er centrale for forståelsen af den tredimensionelle model, hvilket vil blive udfoldet i afsnit 5.2 Den tredimensionelle model. Det kritiske element i kritisk diskursanalyse er blandt andet, at tilgangen søger at afdække, hvilke diskursive praksisser, der er med til at fastholde uligheder i samfundet. Det handler med andre ord om at beskæftige sig med faktorer som herskende diskurser, magtforhold og ideologier. Spørgsmålet om magt og ideologi er generelt centralt i kritisk diskursanalyse, men på trods af megen inspiration fra den franske filosof Michel Foucault, anser Fairclough diskurser på en noget anden måde. 20

22 Fairclough argumenterer for, at diskurser kan opfattes som ideologiske, hvis de er med til at opretholde dominansrelationer (Fairclough 2008: 13). Ideologiske diskurser skal udfordres ved hjælp af moddiskurser, som er diskurser, der rykker ved de opfattelser, der ligger i de ideologiske diskurser. Faircloughs kritiske diskursanalyse anser derfor kun magt som positiv og produktiv, hvis den gavner de svage. Denne forståelse af magt adskiller sig fra Foucaults, som anser magt for at være produktiv og skabende, og dermed et neutralt begreb, fordi det er et uundgåeligt aspekt ved alt, hvad vi foretager os (Fairclough 2008: 13-14) (se også afsnit Ideologi og hegemoni) Sprogbrug og diskurstyper Fairclough mener, at enhver tekst altså enhver form for sprogbrug er en social praksis. Sprogbrug er således altid en handling, som er socialt og historisk situeret. Sprogbrug står ifølge Fairclough i et dialektisk forhold til andre facetter af det sociale. Det betyder, at vores sprogbrug er socialt konstitueret men samtidigt socialt konstituerende. Den kritiske diskursanalyse undersøger spændingen mellem sprogbruget som socialt formet, men samtidig socialt formende (Fairclough 2008: 121). Dette vil sige, at enhver tekst (sproghandling) altid konstituerer et bidrag til tre aspekter af samfund og kultur. For det første former sproghandlinger sociale identiteter, også kaldet identitetsfunktionen. Denne funktion omhandler de forskellige måder, hvorpå den sociale identitet kan bygges op gennem diskurs. For det andet former handlingen sociale relationer, også kaldet relationsfunktionen. Dette aspekt handler om, hvordan sociale relationer mellem diskursdeltagere iscenesættes og forhandles. Endelig former sproghandlinger videns og betydningssystemer (repræsentationer), også kaldet den ideationelle funktion. Dette aspekt omhandler måder, hvorpå tekster giver betydning til verden og dens processer, enheder og relationer (Fairclough 2008: 121). Ifølge Faircloughs kritiske diskursteori bidrager diskurser altså til at forme sociale identiteter, sociale relationer og videns- og betydningssystemer (Jørgensen & Phillips 1999: 79). Det vil sige, at enhver tekst kommer med et lille bidrag, som er med til at forme aspekter af samfund og kultur, og de tre funktioner er altid i spil i varierende styrke. Nogle gange 21

23 er sociale identiteter mest centrale, andre gange er det måske de sociale relationer (Fairclough 2008: 121). Desuden er sprogbrug konstituerende på to måder. For det første bidrager sprogbrug til at reproducere og fastholde eksisterende sociale identiteter, relationer og videnssystemer (Fairclough 2008: 121). For det andet kan sprogbrug siges at være kreativ i kraft af muligheden for at ændre og påvirke herskende diskurser (Fairclough 2008: 121). Det er vigtigt at påpege, at tekster ofte involverer komplicerede blandinger af forskellige diskurser og genrer, som under en fællesbetegnelse kaldes diskurstyper. Det er nyttigt at skelne mellem genrer og diskurser, som to hovedkategorier af diskurstyper. Genrer kan beskrives som sprogbrug, der er forbundet med og som udgør en bestemt social praksis (Fairclough 2008: 123). En genre kan beskrives ud fra sin organiserende egenskaber til eksempel kan vores samtale med Arne fra Mindfulness A/S karakteriseres som et interview i kraft af den måde, samtalen er struktureret på og har foregået på. Diskurser kan heroverfor siges at være sproget anvendt til at repræsentere en given social praksis fra et bestemt synspunkt (Fairclough 2008: 122) Diskursordner og kommunikative begivenheder Fairclough opfatter fællesskabers diskursive praksisser som et netværk, og det er dette netværk, han kalder diskursordener. Ifølge Fairclough indeholder enhver analyse af diskurser fokus på diskursordner. Når man laver en diskursanalyse, skal man som analytiker undersøge diskursordener. Sociale institutioner eller domæners diskursorden konstitueres af de diskurstyper (diskurser og genrer), der bringes i spil. Vi som analytikere skal således også være opmærksomme på diskursordnens overordnede strukturer og den måde hvorpå den udvikler sig i takt med sociale og kulturelle forandringer (Fairclough 2008: 123). Når man undersøger diskursordenerne fokuserer man således på genrer og diskurser, som ordenen repræsenterer (Fairclough 2008: 123). Når man laver diskursanalyser er det endvidere vigtigt at undersøge den kommunikative begivenhed. I undersøgelsen af denne er man interesseret i på hvilke måder, den er normativ, og hvordan den trækker på genkendelige typer og formater og om den er kreativ. Fairclough mener, 22

24 at alle tilfælde af sprogbrug, og således også vores interview, er en kommunikativ begivenhed, som har tre dimensioner: For det første er den en tekst. Tekst indbefatter tale, skrift, billede mm. For det andet er den en diskursiv praksis, som indbefatter produktion og konsumption af tekster. Den tredje dimension er en social praksis (Jørgensen & Phillips 1999: 80). Disse tre elementer er grundpillerne i den tredimensionelle model, hvilket vil blive udfoldet i gennemgangen af denne Interdiskursivitet og intertekstualitet For Fairclough er artikuleringen af forskellige diskurser, både indenfor og på tværs af diskursordener, et udtryk for interdiskursivitet. Det er gennem artikuleringen af forskellige diskurser, at grænserne både indenfor en diskursorden og mellem forskellige diskursordener skrifter og ændrer sig. Disse diskursive praksisser kan både være kreative og konventionelle. De kreative diskursive praksisser blander diskurstyper på nye, komplekse måder. Denne blanding bliver både et tegn på og drivkraften bag diskursive og dermed også sociale forandringer. De konventionelle diskursive praksisser er omvendt et tegn på en drivkraft, der opretholder eksisterende diskursordener og dermed den herskende sociale orden (Jørgensen & Phillips 1999: 84). Det er altså relationerne mellem de forskellige diskurser i en diskursorden og mellem forskellige diskursordner, der er interessante, når man skal undersøge diskursive forandringer og diskursiv reproduktion (Jørgensen & Phillips 1999: 84). Interdiskursivitet kan siges at være en form for intertekstualitet. Ifølge Jørgensen og Phillips (1999) betegner intertekstualitet det forhold, at alle kommunikative begivenheder trækker på tidligere begivenheder; man begynder aldrig forfra (jf. afsnit 3. Projektets vidensskabsteoretiske position). Således kan intertekstualitet siges at referere til historiens påvirkning af en tekst og omvendt en teksts indvirkning på historien, da teksten altid vil trække på allerede eksisterende tekster, men samtidig vil den bidrage til historisk udvikling og forandring. For Fairclough er intertekstualitet udtryk for både stabilitet og ustabilitet, kontinuitet og forandring. Han mener, at der (uundgåeligt) skabes forandringer, når der trækkes på eksisterende diskurser, men at denne forandring er begrænset af magtrelationer, idet der for eksempel altid sættes grænser for, hvem der har adgang til forskellige 23

25 diskurser. Fairclough mener nemlig, at selvom der altid er mange diskurser i samfundet, så betyder det ikke, at alle diskurser har lige meget magt (Jørgensen og Phillips 1999: 85-86). Og det er derfor, det er vigtigt at undersøge relationerne mellem sociale institutioner og de diskursordner, som knytter sig til dem, når man som os vil undersøge hvordan mindfulness italesættes Ideologi og hegemoni Fairclough opfatter ideologier som betydningskonstruktioner, der bidrager til produktion, reproduktion og transformation af dominansrelationer (Jørgensen & Phillips 1999: 86). Fairclough mener altså at diskurser kan være mere eller mindre ideologiske. De ideologiske er med til at opretholde eller forandre eksisterende magtrelationer. Som tidligere nævnt (jf. afsnit 5.1) kan ideologiske diskurser udfordres ved hjælp af moddiskurser, som er diskurser, der rykker ved de opfattelser, der ligger i de ideologiske diskurser (Fairclough 2008: 13). Man kan altså yde modstand mod herskende ideologier, ved at handle kreativt og skabe nye relationer mellem sociale institutioner og de diskursordner, som knytter sig til dem Fairclough argumenterer for, at vi ikke kan læse ideologier eller diskurser direkte ud fra en tekst, idet ideologier ligger indlejret i tekster. Når man som læser møder en tekst, har man nemlig altid en forforståelse, der påvirker læsningen og fortolkningen af teksten. Dette indebærer, at en tekstfortolkning altid er relativ og farvet af de overbevisninger og holdninger, man har med sig (Fairclough 2008: 12). Hegemoni er et centralt begreb i den kritiske diskursanalyse. Ifølge Fairclough skaber begrebet en mulighed for, at man som diskursanalytiker kan teoretisere over forandringer i udviklingen af magtrelationer gennem fokus på diskursive forandringer (Fairclough 2008: 52). Uddybende påpeger Fairclough, at hegemoni er en brugbar teori om magt og dominans, fordi den understreger, at magt opnås gennem samtykke og enighed snarere end gennem tvang (Fairclough 2008: 138). Dermed handler hegemoni ikke bare om dominans men om forhandlingsprocesser, hvorigennem der skabes betydningskonsensusser. Disse forhandlingsprocesser åbner muligheden for at øge modstand mod de dominerende betydninger. Derfor er hegemoni aldrig stabilt men i stedet en evigt bevægelig proces, hvor der hele tiden 24