Et socialt samfund OPLÆG TIL VISUALISERING. Tommy FalkeØje

Transkript

1 Et socialt samfund OPLÆG TIL VISUALISERING Tommy FalkeØje

2 Et socialt samfund. Oplæg til visualisering. Tommy FalkeØje. København Copyright: Det er ikke tilladt at kopiere og trykke bogen uden tilladelse fra Tommy FalkeØje; men man må gerne genbruge enkelte kapitler eller dele heraf frit. 2

3 Forord Kære læser. Er du også træt af, at politikerne dels lover os, at de kan og vil løse alle problemerne og dels ikke magter at løse noget som helst. Vi bliver nødt til selv at gå i gang med at ændre samfundet. Vækst, vækst og vækst er det eneste, som politikerne kan finde på. Og de tror, at nogle økonomiske stramninger hist og her kan gøre os konkurrencedygtige. Og så mener de åbenbart, at vi skal udkonkurrere andre, som så får alle problemerne, mens vi flyder ovenpå. Der er brug for noget helt andet. Vi må begynde at visualisere et nyt samfund. Det nuværende er tragisk nok blevet et a-socialt samfund, hvor idealt er, at enhver skal skabe sit eget liv, mens fællesskabet nærmest er afmonteret. Lad os visualisere sammen. Lad os finde ud af at skabe et ægte socialt samfund. Selvfølgelig skal vi begynde med os selv. Men vi skal også begynde med hinanden. Og vi skal have en overordnet vision for, hvordan vi ser fremtidens samfund. Det er ikke en venstreorienteret vision, hvor det handler om at fordele velstanden. Det er heller ikke en højreorienteret vision om blive så rig som mulig. Det er en ligeud-orienteret vision om at skabe et samfund, der er godt for os alle. Denne bog er et oplæg til sådan en debat. Og mit håb er, at du og alle andre diskuterer løs. I stedet for at være isolerede, hvor vi dårligt nok kender vores nabo, skal vi finde sammen på caféer, gadehjørner, i køen i supermarkedet, i boligafdelingen, i toget, i nye samtaleklubber, over alt. Parolen er: Folkets samling. Vi vil noget med hinanden. Og vi vil have indflydelse på, hvordan vores samfund skal fungere. God læselyst. Tommy FalkeØje København

4 Indholdsfortegnelse Hvorfor er vi, som vi er? Flygtninge... 5 Begreber... 8 Det europæiske samfund... 9 Kapitalisme Myter Samfundet er blevet asocialt Den franske revolution Hvad er godt, og hvad er skidt? I stedet for utopi Landbrug Økologi Land Indisk visdom By Energi Transport Bolig Fælles biler Effektivitet Virksomhedsomlægning Stoffer Storby Socialhjælp Børnehave Skole Socialt fællesskab Politiske partier Politisk holdning Hvordan indretter vi demokratiet? Hvad er demokrati? Lokal samling Folkets samling Hvordan skal vi snakke sammen? Stivnet snak Kommunikation Hjælp hinanden Hvordan får vi socialisme? Folkets samling Index

5 Hvorfor er vi, som vi er? Der er nogle samfund, hvor kvinder bor i kvindehuse, og mænd i mandehuse. Der er samfund, hvor en mand har 2-3 koner, mens der er mandegrupper, der ingen kone har. Der er samfund, hvor det er normalt, at en mand også har sex med sin brors kone. Der er samfund, hvor en kvinde bor nogle år med sin mand, dernæst nogle år med en af sine onkler, så nogle år med en anden onkel osv. Der er samfund, hvor man hjælper folk i nød. Hvis deres hus er blevet ramt af lynet og brændt ned, samler alle i landsbyen byggematerialer, og så bygger man i fællesskab et nyt hus til familien. Der er samfund, hvor en kvinde bor sammen med 4-7 mænd. Der er samfund, hvor det er normalt, at man onanerer på børnene, når de er kede af det. Der er samfund, hvor en ung mand har sex med sin mor, indtil han får sin egen kæreste. Der er samfund, hvor en onkel eller tante indvier de unge i sex. Der er samfund, hvor man mødes til fødselsdage og årstidsfester, og hvor man har sex med fætre, kusiner, onkler, tanter mfl. Der er samfund, hvor man har en jævnaldrende kæreste, men også har sex med modne og ældre familiemedlemmer. Der er samfund, hvor man godt kan låne penge af hinanden, men hvor det er forbudt at tage rente. Låner man 1000 kroner, skal man kun betale 1000 kroner tilbage. Der er samfund, hvor al gæld eftergives efter 7 år. Der er samfund, hvor alle dyr går frit og hvor man ikke producerer kød, men nøjes med at slagte, når det er nødvendigt for egen overlevelse. Der er samfund, hvor man beskytter naturen lige så helhjertet som sin egen familie. Indtil for år siden viste man dyrefilm i fjernsynet, hvor alle filmene viste, at dyrene levede i parforhold. Man troede måske på, at det var sandheden. Og man kunne i hvert fald godt finde eksempler på det. Moralen var, at parforhold og kernefamilie er det eneste naturlige. Alt andet er kunstig skabt af mennesker, der ødelægger det naturlige. I dag er vi dog blevet klogere. Vi ved, at der eksisterer homoseksualitet blandt dyrene. Vi ved, at fugle ganske vist danner par omkring en rede og nogle unger; men vi ved også, at disse fugle har sex med naboerne. Myten om parforhold og kernefamilie holdes stadig i live. Men man kan ikke længere bruge dyrene til at underbygge myten. Kapitalismen er nu bredt ud over hele jorden. Der findes byer alle steder, hvor familierne lever et liv, som passer til et kapitalistisk samfund. Og her ser man, at en mand og en kvinde bryder ud af storfamilier og danner en kernefamilie, hvor de går på arbejde og sælger deres arbejdskraft til en kapitalistisk virksomhed, og hvor de har deres egen lille bolig til far, mor og børn. Det bliver så i dag brugt til film i fjernsynet, så man kan se, at mennesker overalt på denne klode bor præcis lige som os selv. Kernefamilie er det eneste naturlige, er moralen. Selv i Afrika, hvor klaner, stammer og storfamilier er det mest udbredte, er der nu masser af TV-film, hvor mænd fortæller, at de nu kun har én kone. I storbyerne er det da også tilfældet, for her har kapitalismen slået rod. Her opfører overklassens mænd sig som europæer. Vi har fået en global moral, som passer til den globale kapitalisme. Men 90 % af befolkningerne lever stadig i landsbyer, hvor denne moral ikke gælder. Her i bogen vil vi kigge nærmere på den europæiske familie og det europæiske samfund. Dels vil jeg beskrive de problemer, der er, og hvorfor de er opstået. Og dels vil jeg skitsere et fremtidigt samfund, som i højere grad bygger på vores naturlige og oprindeligt behov. Flygtninge I 1980 erne arbejdede jeg blandt andet som lærer for flygtninge, hvor jeg skulle lære dem dansk og samfundsforståelse. Her var det især morsomt at hjælpe afrikanske familier. Når sådan en familie kom til Danmark, skulle de mange gange sidde sammen med en socialrådgiver, der skulle finde ud af, hvem de var, og om de var berettiget til at få hjælp. Så spurgte socialrådgiveren: Hvem er du gift med? Og så sad der en afrikansk kvinde og så forvirret ud. Men der var en mand, som hun havde boet med, og han var så hendes mand. Nu skulle de danske myndigheder så finde ud af, om hun var rigtig flygtning, og derfor undersøgte man hendes situation i hende hjemland. Og her fandt man ud af, at hun havde boet sammen med en anden mand. Så hun løj altså. Men det gjorde hun 5

6 alligevel ikke, for det var rigtigt, at hun havde boet sammen med denne anden mand tidligere. Men så fandt myndighederne ud af, at hun året inden havde boet sammen med en helt anden familie. Og jo, det var da også rigtigt. Så nu var man forvirret. Hvem var hendes mand? Nå, det morsomme er jo, at hun havde 5-10 mænd. Hun var nemlig vokset op i Afrika, hvor kernefamilien er noget mærkeligt noget. Da hun var barn, og hun fik sin første menstruation, havde de jævnaldrende drenge i hendes landsby alle sammen bollet hende. Og herefter deltog hun i de unges seksuelle lege. På skift havde hun været kæreste med alle drengene. Og til fester bollede hun med flere af dem. Så blev hun gift med en mand fra nabolandsbyen. Hun havde mødt ham til en markedsfest. Og de var blevet rigtig glade for hinanden. Og efter brylluppet flyttede hun så over til hans landsby. Her havde alle de unge også bollet med hinanden, så hun var derfor udenfor det seksuelle fællesskab. Men hun blev godt modtaget. Alle de unge mænd sørgede for hurtig at have sex med hende, så hun blev ligeværdig i fællesskabet. Og nu følte hun sig hjemme i sin nye landsby. Men så kom kapitalismen, imperialismen og de tilhørende borgerkrige. Nogle år boede hun så sammen med sin mand, hans to brødre og deres koner, og hun havde jævnligt sex med alle 3 mænd. Og efter et par år flyttede hun sammen med en onkel og hans kone i en større by. Lidt senere flyttede en anden onkel også ind. Og så havde hun sex med de 2 onkler. I en periode var hun tilbage i landsbyen, hvor hun boede med den mand, hun var gift med. Han boede på det tidspunkt sammen med en fætter og 2 andre kvinder. Men på grund af borgerkrig måtte hun flygte. Og så hjalp en onkel hende økonomisk. Hun boede sammen med ham en måned i Hamborg. Og herefter kom de til Danmark. Hun blev vurderet til at være flygtning. Og så havde hun ret til familiesammenføring, så hun kunne få sin mand herop. Og det betød jo, at hun kunne hjælpe én mand fra sin familie til også at flygte fra krigen. Og her blev det så onklen, som hun havde boet sammen med i Hamborg. Det tog de danske myndigheder ½ år at acceptere, hvem der var hendes mand. Og det skyldtes, at nogle venlige mennesker hjælp hende med at fabrikere et ægteskabspapir, hvor man kunne læse, at hun var gift med onklen. Jeg boede et år i Fredericia, hvor der ankom samtlige mennesker fra en landsby i Sri Lanka. De var hinduister, og der var en landsbyformand og klare kasteskel. Jeg var dansklærer for flere klasser. Disse mennesker blev på skift indkaldt til samtaler hos socialrådgivere, der skulle hjælpe dem med at blive integreret i Danmark. Hver dag kom der så 4-5 hen til socialrådgiverne, og her fik de råd og vejledning samt økonomiske tilskud og anvisninger til læger, politi, boligkontorer osv. Om aftenen var der så altid nogen, der ringede på døren til min lejlighed. Og når jeg åbnede, vadere 5-10 mennesker ind og satte sig i min stue. Her sad de helt stille, indtil jeg havde tid til at snakke med dem. Landsbyformanden var altid med. Og nu skulle jeg så forklare, hvad det var, de havde været udsat for hos socialrådgiverne. De havde godt forstået de mere konkrete og firkantede krav og råd; men de havde ikke forstået hvorfor. Alt var totalt mystisk. Socialrådgiverne var selvfølgelig ikke klar over, at de kom til mig bagefter, for så var jeg blevet fyret øjeblikkeligt; min opgave var kun at lære dem dansk. Men jeg kunne ikke lade være med at hjælpe dem. For os danskere synes vores samfund logisk. Men Danmark er på mange måder udemokratisk. I Frankrig, England og Tyskland har man haft revolutioner, hvor folket har formået at gennemføre demokratiske spilleregler. Men i Danmark var det nogle adelsmænd, som syntes, at de danske bønder også skulle nyde lidt godt at de europæiske revolutioner. Vi har derfor et system, hvor myndighederne i stor udstrækning er udenfor loven, mens vi har fået en række foreninger, der har kæmpet for folkets rettigheder. Og summen af denne modsætning er så det system, som vi har i dag. Man snakker om den danske model, hvor kapitalismen har frihed til at fyre folk, men hvor staten sørger for arbejdsløshedsunderstøttelse i samarbejde med fagforeningerne. Det er et sammensurium af historiske magtkampe, der har resulteret i det system, vi har i dag. Kommer man udefra, er det totalt ulogisk. Hvilken magt har en socialrådgiver? Hvilken magt har politiet? Hvilken magt har fagforeningen? Hvilken magt har boligselskabet? Hvilken magt har lægen? Hvilken magt har skolen? De har alle sammen en magt. For os danskere virker det naturligt, at de supplerer hinanden. Men egentlig er det totalt udemokratisk. Det er summen af en klassekamp, hvor institutioner og organisationer, stat og kommuner, politikere og pressen holder hinanden i skak. 6

7 De flygtninge, som jeg hjalp, havde i mange generationer levet i et landsbyfællesskab med klar arbejdsdeling mellem alle familier. Men hos socialrådgiverne blev de behandlet som kernefamilier, der ikke havde noget med hinanden at gøre. Derfor kom landsbyformanden hver aften sammen med de familier, der havde været til rådgivning hos socialrådgiverne. For de løsninger, som socialrådgiverne havde givet, skulle nu transformeres til noget, som de kunne forstå; og de tænkte ikke i kernefamiliestruktur. De tænkte solidarisk på hele landsbyens fællesskab. Dengang skelnede politikerne mellem flygtninge og indvandrere. Indvandrere var nogle fattige mennesker, som kom til Vesten for at nasse på vores socialhjælp. Men flygtninge var nogle fra overklassen i deres hjemlande. De havde gjort oprør og var siden tvunget til at flygte. Og denne overklasse så man op til. Og de skulle selvfølgelig hjælpes. De blev sidestillet med danskere, der havde været ude for en alvorlig ulykke og var blevet invalide. Der var en særlig paragraf i socialloven, som hed revalidering. Og samtlige flygtninge fik hjælp efter denne paragraf. Hvis man var dansker, skulle man være meget invalideret for at få denne hjælp. Men alle flygtningen fik den uden videre. Man fik hjælp til bolig, til indretning, til uddannelse, til tøj osv. Og derudover fik man traditionel socialhjælp, som blev givet efter, hvor mange man var i familien. Disse familier havde ofte 5-7 børn, og det udløste store summer i børnepenge. Da en normal lille lejlighed er for lille til sådan en stor familie, fik mange af dem en villa, mens andre fik en stor lejlighed. Og de fik penge til at købe nye møbler til hele huset. Børnepengene var så mange, at far havde råd til at købe en stor dyr bil. Og alt det skete på et tidspunkt, hvor der var en mindre tilbagegang i europæisk økonomi, så danske familier havde meget svært ved at få hjælp fra kommunerne. De flygtninge, som jeg var i kontakt med, kunne kun forstå det sådan, at det måtte være FN, der betalte til dem. For de kunne jo ikke forstå, at de fik så meget, mens danskerne ikke fik noget. Lige gyldigt hvor meget jeg forsøgte at forklare dem, at det var danske skatteydere, der betalte til dem, kunne de ikke forstå det. Jeg blev inviteret til en iransk nytårsfest. Jeg kom på cykel, men havde da taget pænt tøj på. Og så ankom iranerne. Enten kom de i en limousine eller et stort dollargrin. Og damerne havde lange kjoler og havde masser af smykker med guld og diamanter, mens mændene havde smoking. De andre lærere fra skolen var ikke inviteret. For enten blev de opfattet som vattede bløddyr, der ikke turde sige sin mening eller også som små fascister. Mig kunne de dog diskutere med og vi havde nogle gevaldige konfrontationer på grund af vore forskellige baggrunde. Efter den fest tænkte jeg, at der også måtte være nogle fattige iranere. En af mine kolleger havde en gammel bil, som skulle sættes i stand. Og jeg fik så den idé at samle nogle iranere, der havde været arbejdere i deres hjemland. Så ville jeg lave et danskkursus, hvor vi sammen satte bilen i stand, mens vi lærte dansk og så kunne de få bilen bagefter som en fælles bil. Det var jo en vældig god idé. Nå, man dagen kom, da vi skulle starte. Og vi skulle så mødes dér, hvor bilen stod. Jeg ankom på cykel som sædvanlig. Og i god tid. Og så kom alle kursisterne én efter én. Og de ankom alle sammen i hver deres store og dyre personbil. For sådan én havde de da. Og så stod jeg dér og blev klar over, at min idé var helt ude i skoven. Der var en inder, der fandt ud af at bruge sin socialhjælp meget kreativt. Han fik efterhånden 50 lastbiler, der kørte rundt i Indien for hans transportfirma. Og så var der én fra Makedonien, der investerede i ejendomme. Han havde et par 3-etages huse, hvor han lejede lejligheder ud. Mange tyrkere købte en landejendom med store marker omkring - og investerede år efter år i landbrugsmaskiner, så de efterhånden havde et stort moderne landbrug, som de så flyttede tilbage til. Men de fleste nøjedes med blot at sende penge tilbage til familien i hjemlandet. Så kunne familien i det mindste bygge et stort moderne hus til beboelse. Der var også nogle ynkelige familier. Faderen skulle jo have en bil og gerne en dyr én. Så det gik børnepengene til. Og derfor havde børnene ikke råd til at gå til sport eller i fritidsklub. Moderen havde kun ét par sko. Og de skulle både bruges til fest og hverdag. Så de var små og spidse, så tæerne blev klemte. Hun kunne så kun gå langsomt og ikke ret langt. Da alle pengene gik til bilen, var der ikke råd til bus eller cykel. Men så kørte manden konen til sprogskolen. Det passede også med, 7

8 at hun ikke kunne gå så langt. Hun fik ingen motion. Hun åd alt det affald og usunde, som familien ikke spiste. Og hun blev tyk og slap. Så fik hun den ene sygdom efter den anden. Og psykisk fik hun det dårligere og dårligere. Hun kom så på varig socialhjælp. Og det bidrog til reparationer og nye dæk til bilen. Jeg undrede mig meget over, at vi har et socialhjælpssystem, som giver hjælp til kernefamilien og ikke til de enkelte mennesker. Det ville jo være smart, hvis børnepengene gik til børnene. Og konens socialhjælp gik til konen. Men sådan fungerer vores system ikke. I dag får flygtningen ikke længere nogen særstatus. Snarere tværtimod. De holdes økonomisk nede for at undgå, at der kommer flere. Men det har så medført, at for eksempel pakistanske storfamilier har udviklet deres egen økonomi. De opfatter storfamilien som familie. Og de tænker ligesom os. Når vores mor gå ud i køkkenet og laver mad og bagefter serverer den, betaler far ikke penge for maden, og han betaler heller ikke moms og skat. Og det er, fordi det foregår indenfor familien. På præcis samme måde tænker pakistanere. Men deres familie består af personer. Og her kommer de i klemme med skattesystemet. For efter danske normer snyder de i moms og skat. Men det kan de ikke selv forstå. Mennesker fra andre verdensdele udgør efterhånden en fjerdedel af befolkningen i vore store byer. Og socialhjælp og skat kunne med fordel lægges om, så det passer på den sociale virkelighed i stedet for vore illusioner om den. Arbejderklassen i Europa har oplevet, at den velfærdsstat, som blev udviklet i erne, langsomt er blevet afviklet i erne. Og mens danske arbejdere stort set ikke kunne få nogen hjælp fra socialkontoret, kunne man kigge på, at der kom flere og flere udlændinge, som fik en masse. Udlændingene sidder på cirka en fjerdedel af alle jobs i dag. Og de bidrager til en fjerdedel af kapitalisternes profit. Men hvad glæde har arbejderklassen af det? Ingen. Det danske land er ikke længere danskernes land. Det er kapitalisterne land. Mange retter vreden mod indvandrerne. Men vreden bør rettes mod de magthavere, der er mere interesseret i penge end mennesker. Nu kommer der ikke flere flygtninge og indvandrere til Danmark, end der er danskere, der flytter til andre lande rundt om i verden. Og hvis man ser på de danske kolonier, der opstår rundt omkring i fremmede lande, opfører danskerne sig hverken bedre eller dårligere, end udlændinge gør her i landet. Man bruger de muligheder, der er. Jeg er stor tilhænger af, at verden er fri, og at der er nogle, der flytter fra den ene del af verden til den anden. Det vil på længere sigt give fred på jorden. Og vi danskere kan efterhånden lære af de fremmede. Specielt synes jeg, at vi skal lære, at det europæiske system med kapitalisme og bureaukrati ikke er det eneste, men at man kan indrette sig på andre måde. Og så kan vi blive inspireret af andre, når vi selv skal udtænke noget nyt. Men først og fremmest synes jeg, at det geografiske område, som danskerne bor på, skal styres af danskerne. Og her tænker jeg ikke på den fjerdedel af økonomien, som styres af Folketing eller EU. Jeg tænker på de ¾, som styres af de finansielle markeder, som det hedder i dag. Det er anonyme kapitalister, som ikke vil det ondt, men bare investere deres penge. Problemet er, at det er pengene, der styrer os. I fremtiden skal det være os mennesker, der styrer. Begreber Her i bogen bruger jeg ordet kultur. Og med det mener jeg ikke kunst og litteratur eller teater og musik. Jeg mener alt det, som mennesker foretager sig. Og så skelner jeg mellem europæiske kultur, afrikansk kultur, arabisk kultur, indisk kultur og kinesisk kultur osv. For sagen er, at mennesker i den enkelte kultur opfører sig nogenlunde ens - og tænker og føler stort set på samme måde. Jeg er især blevet inspireret af traditionel kinesisk tankegang. Der specielle ved den er, at den rummer alle andre kulturers tankegange. Eller anderledes formuleret, de andre kulturers tankegange udgør en del af den kinesiske tankegang. Man kan derfor bruge den kinesiske tankegang til at sammenligne kulturerne. Jeg bruger også ordet bevidsthed. Og ved det forstår jeg tanker, følelser, politiske meninger, kropsholdning, seksuelle normer, sociale måder at opføre sig på osv. Nogen tror, at noget af det her 8

9 er biologisk og ens for alle jordens mennesker. Men det er alt sammen noget, som også er skabt socialt i den enkelte kultur, og derfor er det forskelligt i de forskellige kulturer. Så er der energilegemet. Det er den elektriske ladning, der er på overfladen af kroppen. Denne ladning sidder i de kiselkrystaller, der er i cellevæggene. Hvis musklerne har en naturlig spændstighed, vil cellerne støde ind i hinanden, når man trækker vejret eller bevæger sig. Og så overføres elektricitet fra celle til celle, sådan at man kan få den samme elektriske ladning over hele kroppen. Men man kan også have over- eller underspænding i nogle muskler, så de stort set aldrig bevæger sig, og så sker der ingen elektrisk spredning gennem sådanne muskler, fordi cellerne ikke støder sammen. Derfor kan man have et energimønster. Man kan have spændinger mellem underliv og bryst. Det er normalt overspænding i lænden og underspænding i maven. Og man kan også have spændinger mellem bryst og hoved. Og det er normalt overspænding i skuldre, nakke og kæbe samt underspænding i de øverste muskler i brystet. Der kan så opstå 8 forskellige energimønstre med henholdsvis høje og lave elektrisk ladninger. Sort betyder høj ladning (eller opladning), Hvis betyder lav ladning (eller afladning). De hedder territorie-energien, analyse-energien, udlevelsesenergien, skaber-energien, samlings-energien, enhedsenergien, hengivelses-energien og modtager-energien. Fordi vi har en højre og venstre side, kan man have alle 8 energimønstre i begge sider. Hvis man har samme energimønster i begge sider, fås overfor viste muligheder og her oplever man et samlet jeg; men det kan altså opleves på 8 forskellige måder. Hvis man har forskellige energimønstre i de to sider, oplever man to jeg er, så man kan snakke med sig selv. Man kan dog også projicere den ene side ud på en ting, en kæreste eller andet. Her er vist nogle kombinationer med modsatte energimønstre i de to sider; men man kan altså have alle 8 i begge sider. Fra alle steder på kroppen går der nervetråde op til hjernen. Og energimønstret overføres derfor til hjernen, hvor der opstår et tilsvarende ladningsmønster. Når man skifter energimønster, skifter bevidsthedsmønstret i hjernen også. Men i Europa er vi stivnet et ét bestemt mønster. Og derfor føler vi bare, at vi er levende. Energimønstret strukturerer vore tanker, så vi kun kan se og forstå det, som passer til bevidsthedens struktur. Mange mener, at 90 % af vores bevidsthed gemmer sig i underbevidstheden. Men hvis vi befrier os selv, vil vi kunne se og forstå meget mere, end vi gør i dag. Det europæiske samfund I Europa er vi stivnet i dette energimønster. I højre side har vi analyse-energien, og i venstre side har vi enheds-energien. Generation efter generation opdrager vi børnene til dette mønster. Og dagligt undertrykker vi os selv, så vi hele tiden forbliver i mønstret. De fleste europæere tror, at alle mennesker har det sådan. Man tror, at der er biologisk naturligt. Men det er dybt unaturligt at være stagneret sådan. Lad os se på, hvordan vi er havnet i dette mønster. For flere hundreder år siden boede almindelige mennesker i en landsby. Rundt om var der marker, hvor man dyrkede jorden. Og man var selvforsynende. Vi ved faktisk en hel del om de mennesker, der boede i disse landsbyer. Og livet lignede ret meget det, som man havde i afrikanske landsbyer, i grønland landsbyer, i kinesiske landsbyer osv. De unge udgjorde en samlet arbejdsstyrke. Skulle man bygge et hus, deltog alle i arbejdet. Når man skulle så om foråret og høste om efteråret, var alle også med. Og afgrøderne blev så fordelt mellem landsbyens beboere. De ældre havde særlige opgaver. Der var én, der passer ornen (han-grisen). En anden passede tyren (han-koen). Et par stykker passede smedjen. Én var god til at lave hjul. Og temmelig mange var gode til at spinde og strikke. 9

10 De unge skiftede ofte kærester. Og i løbet af ungdommen var det normalt, at man nåede at blive kærester med alle af modsatte køn. Men så var der nogle væmmelige krigskarle. Det var adelen. De tog på krigstogter og røvede og plyndrede. De opførte borge, hvor de boede. Og så tvang de bønder fra de nærmeste landsbyer til at arbejde for sig. Bønderne fik ingen betaling for det; men de blev straffet fysik, hvis de nægtede. Endelig var der kirken. Og hvis bønderne ikke kom i kirke, risikerede de at blive slået ihjel. Adelen og kirken var stagneret i det gamle kristne energimønster. I højre side havde man en samfundsbevidsthed, hvor adelen (hoved) herskede over bønderne (underliv). Og i venstre side var Jesus en levende ånd, som præsterne havde i brystet; og han kæmpede for Gud (hoved) og mod Satan (underliv). I 1400-tallet var adelen blevet godt træt af kirken. De ville kun have den gamle græske bevidsthed. Og kirken var også blevet godt træt af adelen. Og de ville kun have den gamle jødiske bevidsthed. Det blev dog kun til en indre undertrykkelse af deres ene kropsside, for vi kan læse i kilderne, at de blev ved med at tage afstand fra den anden side. Og det betyder jo, at de stadig mærkede den som en del af deres bevidsthed. Til gengæld skete der det for både adelen og kirken, at de langsomt fik en bevidsthedsspaltning, som hedder alienation. De hævede sig op over det dyriske i sig selv. Adelen mente, at de hermed blev civiliseret. Og alle andre mennesker rundt om i verden opfattede de nu som dyriske. Sindssyge mennesker blev også betragtet som dyr. Den civiliserede bevidsthed (hoved) indeholdt så jeg et. Og nede i underlivet var der et vildt dyr. Kirken mente stadig, at Jesus var en levende ånd (bryst). Men nu fandt de på, at man efter døden kom i Himlen (hoved), hvis man gjorde, som kirken sagde. Ellers kom man i Helvedet (underliv). Og Satan eller Djævelen var en ond ånd, som kunne besætte et menneskes underliv. Det var mest kvinderne, der blev besat. Og i løbet af et par hundrede år brændte man omkring kvinder levende, for de var blevet til hekse, der var besat af Djævelen. Der kom så nogle bondekrige. Det var landsbyerne, som ikke ville finde sig i det mere. Flere landsbyer slog sig sammen og angreb en adelsborg og brændte den ned. Men så slog adelen sig sammen i en mindre hær og angreb landsbyerne og brændte dem ned. Det medførte, at flere landsbyer slog sig sammen og angreb flere adelsborge og brændte dem ned. Men så dannede adelen endnu større hære og angreb landsbyerne og brændte dem ned. Sådan fortsatte det mere eller mindre gennem et par århundreder. I det store og hele var adelen stærkest. Og bønderne blev mere og mere undertrykte. Hvis en bonde ikke adlød, blev han pisket eller tortureret. Og de unge mænd i landsbyerne blev tvunget til at være soldater i adelens hære. Fællesskabet i landsbyerne gik langsomt i stykker. Ungdommen udgjorde ikke mere en fælles arbejdsstyrke. Man opdelte jorden i små lodder, så hver gård havde sin egen jord. Og de gamle mænd dannede nu en slags landsbyråd, hvor de sad på nogle sten i en rundkreds og diskuterede. Nogle mener, at det var her, at demokratiet opstod; men det var her, det faktisk døde. Men i sidste halvdel af 1700-tallet opstod en revolutionær bevægelse, som senere blev kaldt socialisme. Og det medførte en revolution i Frankrig i I virkeligheden varede revolutionen frem til Men der var oprør i 1789, i 1830 og i Revolutionen blev gennemført af bønder og arbejder men også den del af adelen, som i årene tidligere havde fået brændt deres borg, og som nu boede i byerne, hvor de var begyndt at tjene penge som kapitalister. I løbet af årene viste det sig, at 10

11 kapitalisterne havde andre interesser end arbejderne. Og samfundet udviklede sig sådan, at kapitalisterne overtog den politiske magt, mens arbejderklassen blev mere og mere forarmet. Det kapitalistiske samfund byggede videre på det gamle adelssamfund, men med endnu en bevidsthedsspaltning som hedder reifikation. Det er en spaltning mellem højre og venstre side. Tidligere var det en opdeling mellem adel og kirke. Men nu blev det til en spaltning mellem arbejde og familie. Det enkelte menneske gik på arbejde og brugte sin højre side. Her var der kapitalister (hoved), der styrede arbejdet. Og så var der arbejderne (underliv), som var en slags dyr, man kommanderede rundt med. Når man kom hjem fra arbejde, havde man så et familie-jeg på den plads (bryst), som præsterne eller havde tildelt Jesus. Spaltningen i bevidstheden medførte skabelsen af parforhold og kernefamilie. Selvfølgelig havde man også parforhold tidligere. Men det var en del af et landsbyfællesskab, hvor man også havde sex med flere. Men med reifikationen fik man et jeg i den ene side, og så projicerede man den anden side udenfor jeg et. Splittelsen gør ondt. Men får vrede i højre sides underliv og gråd i venstre sides bryst. Og i underbevidstheden trænger man desperat til at forene de to sider igen. Der opstod så det fænomen, som man i dag kalder kærlighed. Det eksisterede selvfølgelig også tidligere, men på an anden måde. Den nye kærlighed handlede om, at man havde et jeg (den ene side), og så oplevede man en kæreste (den anden side), som man ville forene sig med. Der er nogle mennesker i dag, som tror, at folk ikke tidligere kunne føle kærlighed. De var bare som en slags dyr, der levede i grupper. Men de kunne godt polarisere sig i højre og venstre side. Og de kunne godt opleve en kæreste, som de forenede sig med. Men så kunne de også samle siderne igen til et fælles jeg. Og så oplevede de sig som en del af en større familie eller et landsbyfællesskab. Splittelsen passede fint sammen med kapitalismen, og det er blevet til fundamentet i et kapitalistisk samfund. Der er ikke længere noget fællesskab mellem arbejderne. Alle er blevet til individualister og har deres egen kernefamilie. Og kapitalisterne kan så ansætte en arbejder eller fyre ham. Under adelsvældet var bønderne undertrykte, fordi adelsmændene direkte tvang dem til at arbejde for sig eller straffede dem fysisk, indtil de gjorde det. Under kapitalismen er arbejderne også undertrykte, fordi kapitalisterne kan behandle dem som en vare på et marked. Man taler om arbejdsmarkedet. Her kan en arbejder sælge sin arbejdskraft mod at få en løn. Og lønnen bestemmes af udbud og efterspørgsel på markedet. Arbejderne har ikke indflydelse på, hvad der produceres eller hvordan. Det ville arbejderne ikke finde sig i. Og nogle af dem dannede anarkistiske grupper, der saboterede fabrikkerne eller lavede strejker. I starten satte kapitalisterne politi og soldater ind; og arbejderne blev blodigt sablet ned. Men de blev ved med at gøre modstand. Og så dannede de nogle socialistiske eller kommunistiske partier. I starten blev de holdt ude fra den politiske magt. Men efterhånden dannede man nogle parlamenter, hvor arbejderne til sidst også kunne komme ind som politiske partier. På den ene side var kapitalisterne trætte af hele tiden af skulle bekæmpe oprør og strejker. Og på den anden side ville arbejderne gerne undgå at blive sablet ned igen og igen. Det blev så til det moderne demokrati, som er et samarbejde mellem kapitalister og arbejdere. På arbejdspladsen hersker kapitalisterne stadig, og arbejderne har ingen demokratisk indflydelse. Men så opstod der en offentlig sektor af stat og kommune, hvor man ansætter folk. Når en arbejder er slidt ned, kan han komme på sygehus og blive repareret. Når han er gammel, kan han få pension. Og langsomt voksede så velfærdsstaten med flere og flere opgaver. Meget af det er både kapitalister og arbejdere interesseret i. For eksempel skolen. I dag fylder det offentlige meget. Halvdelen af arbejdsstyrken arbejder enten i stat eller kommuner. Kapitalisme Det specielle ved kapitalisme er, at der er nogle rige mennesker, som har penge, så de kan købe råvarer, maskiner og ansætte arbejdere. Og når de så har produceret noget, kan de sælge varer. Og her kan de få en fortjeneste, som kaldes profit. I starten af kapitalismens historie tjente kapitalisterne store profitter. Men så kom der en konkurrence mellem dem, og profitterne faldt mere og mere. Der kom så en ny historisk periode, som man kan kalde konkurrence kapitalisme. 11

12 En lille landmand, en kioskejer, en lille håndværksmester kan godt kalde sig kapitalist; men i virkeligheder er de jo bare arbejdere, der selv ejer deres produktionsmidler. Og her er der ikke problemer med profitten. Derimod opstår der store økonomiske problemer med de kapitalister, der ejer fabrikker, fordi deres profit er større. De kan selvfølgelig også spise, rejse og nyde livet og dermed bruge en del af profitten. Men de kan ikke bruge al sammen på denne måde. Hvis de forærer profitten til arbejderne, kommer der heller ikke noget problem; men så ophører de med at være kapitalister. Hvis de køber guld for profitten og gemmer guldet til fremtiden, vil konkurrence mellem dem og andre kapitalister medføre, at de bliver udkonkurreret, og så ophører de også med at være kapitalister. De er nødt til at investere. Det er den eneste måde, hvorpå de kan forblive med at være kapitalister. I tidens løb er der kapitalister, der ikke har investeret nok - og derfor er ophørt med at være kapitalister. Men ser vi historisk på det over mange år, viser det sig, at der i gennemsnit skal investeres for mindst 3 % årligt af den samlede kapital for at overleve som kapitalist. I praksis betyder det, at der hvert år skal skaffes flere råvarer, flere maskiner samt ansættes flere arbejdere. Konkurrencen mellem kapitalisterne medførte så, at der kom en ny historisk periode, hvor de store slog sig sammen og udkonkurrerede de små. Det blev kaldt for monopolkapitalisme. Og endnu senere kom en konkurrence mellem landene i Europa, sådan at stat og kapitalister måtte samarbejde. Og det blev kaldt statskapitalisme. Senere hen handlede det om at erobre kolonier, så man kunne få billige råvarer. Og Første og Anden Verdens krig handlede primært om at opdele fattige lande mellem sig. Siden hen har det handlet om at have adgang til olie. En investering på 3 % om året lyder ikke af meget. Det må give en jævn vækst. Og kapitalismen har også bredt sig langsomt ud over hele verden. Der er selvfølgelige nogle op- og nedture, fordi man ikke præcis kan styre udviklingen. Nogle gange er der for få råstoffer i forhold investeringerne. Andre gange kniber det med at finde uddannet arbejdskraft til nye maskiner. Og i takt med at kapitalismen vokser, skal der jo også bygges havne og jernbaner, veje og broer. Og det giver alt sammen en ujævn udvikling, så der er år med stor vækst og andre år, hvor væksten næsten går i stå. I starten producerede arbejderne kun til de rige. Men hurtigt fandt man ud af, at man også kunne tjene profit ved at producere varer til arbejderne selv. Man kunne så hæve deres lønninger, så de fik købekraft. Og så kunne de købe de varer, som de selv producerede. Hermed fik alle glæde af kapitalismen. Kapitalismen kunne hermed vokse betydelig. Men det gav også et særlig økonomisk problem, som viste sig tydeligt med børskrakket i 1929, og som skabte krise igennem 30 erne med stor arbejdsløshed. Pludselig var der for mange varer på markedet i forhold til, hvad arbejderne havde råd til at købe. Derfor fyrede man nogle arbejdere, så der blev produceret mindre. Men så kunne de fyrede arbejdere jo ikke købe de varer, som de plejede at købe. Og dermed var der igen for mange varer på markedet, selvom det var færre end før fyringerne. Den enkelte kapitalist blev nødt til at tænke på sin egen overlevelse. Fordi han producerede mere, end han kunne sælge, blev han nødt til at fyre flere arbejdere og producere mindre. Dermed kom der endnu mindre købekraft på det kapitalistiske marked, og derfor blev der købt endnu mindre. Og igen måtte den enkelte kapitalist erkende, at han producerede for meget og så igen fyre arbejdere og producere mindre. Det var en nedadgående spiral, hvor produktionen blev mindre og mindre, mens der blev flere og flere arbejdsløse. Til sidst fandt man på en løsning, der kun vende processen om, så det blev en opadgående spiral. Staten skulle finde på noget arbejde, hvor der blev produceret noget, der ikke skulle købes, men som gav ansættelse til nogle arbejdere. Når de så fik løn, kom der mere købekraft, mens der stadigvæk ikke var produceret flere varer. Arbejdet kunne være hvad som helst. I princippet kunne man ansætte nogle arbejdere til at grave et stort hul i jorden. Og bagefter kunne man ansætte nogle andre arbejdere til at dække hullet igen. Det afgørende var, at nogle fik løn og købekraft, uden at der blev produceret varer til markedet. I praksis kunne arbejdet være at istandsætte en skole, bygge en vej, opføre et plejehjem eller lignende. Den slags arbejder er man så fortsat med lige siden i de perioder, hvor der er brug for mere købekraft. 12

13 Kapitalisterne bliver i gennemsnit rigere og rigere, fordi de er tvunget til at investere for mindst 3 % hvert år for at overleve i konkurrencen. Og for at få hele det økonomiske systemet til at fungere, skal arbejdernes købekraft også stige med cirka 3 % hvert år. David Harvey, som er en amerikansk professor, der har beskæftiget sig med kapitalismens udvikling, har beregnet, hvor meget der skal investeres hvert år, for at systemet ikke skal bryde sammen. Han har brugt 1990-priser - og dermed ser han bort fra inflation. Han har så beregnet, at den materielle produktion og serviceydelser i 1820 var cirka 694 milliarder US dollars på verdensplan; i 1913 var det steget til 2,7 billioner; i ,3 billioner; i billioner; og i billioner. Verdensbanken beregnede beløbet i 2009 til 56,2 billioner. Og hvis kapitalismen fortsætter, vil beløbet være over 100 billioner i Som de historiske erfaringer har vist, skal der ske mindst 3 % vækst hvert år for at undgå krise; og derfor skal der altså i 2030 investeres for 3 billioner ( US dollars), hvis kapitalismen ikke skal bryde sammen. Hvad gemmer sig bag ved disse tal? Jo, i starten var der kun et par storbyer i Europa, hvor der var nogle store fabrikker. Men konkurrencen tvang de enkelte kapitalister til at investere. Og så bredte det sig. Kolonialismen havde foregået i et par hundrede år, og det handlede om at skaffe billige råvarer i ulandene og fragte dem til Europa. Men efter 1870 ændrede det sig til imperialisme, idet staterne i Europa nu blev afhængige af at udvide deres markeder. Man blev nødt til at sikre sig forsyninger. Første Verdenskrig handlede helt enkelt om, at de europæiske lande kæmpede om at opdele de fattige lande imellem sig. Og Anden Verdenskrig handlede om det samme, men også om at erobre et verdensherredømme. Der var ingen, der ønskede disse krige. Men hvis kapitalismen i de enkelte europæiske lande skulle kunne vokse med de nødvendige 3 % om året (for at økonomien ikke skulle bryde sammen), var man afhængige af billige råvarer. Og problemet var især, at Tyskland havde for få kolonier - og dermed ikke råvarer nok til den nødvendige vækst. Efter Anden Verdenskrig lavede man Kul- og Stålunionen, hvor Tyskland kom med i et økonomisk samarbejde. Det har siden udviklet sig til EU, hvor de fleste europæiske lande er med. I 1960 erne kom et nyt fremstød, som mange har kaldt ny-imperialisme. Det var for dyrt og for besværligt at kontrollere kolonierne, så de blev selvstændige. Til gengæld var der stort behov for at finde nye muligheder, hvor man kunne investere. Og det blev så i ulandene, hvor jernbaner, veje og havne blev udbygget samtidig med investeringer i miner og fabrikker. I 1970 erne kunne man ikke længere fortsætte på denne måde. Det var for dyrt bare at fortsætte. Investeringerne gav ikke tilstrækkelig profit. Derfor begyndte man at presse lønningerne nedad i Europa. Argumentet var, at hvis vi i Danmark skulle klare os i konkurrencen, blev vi nødt til at arbejde hurtigere, være mere effektive og holde arbejdslønnen nede. Ellers ville de andre europæiske lande udkonkurrere os. I Tyskland var argumentet det samme. Hvis de tyske arbejdere ikke arbejdede hurtigere, blev mere effektive og undgik lønstigninger, ville de andre europæiske lande udkonkurrere Tyskland. Overalt i Europa lykkedes det kapitalisterne og de politiske magthavere at presse lønningerne ned, samtidig med at tempoet blev sat op, og arbejdet blev gjort mere effektivt. Det hjalp, så der blev råd til de 3 % investeringer, og så kunne kapitalismen udvikle sig videre. I erne blev der rationaliseret. Alle offentlige institutioner fik en organisation og ledelse, der lignede en kapitalistisk virksomhed, og det gav også en besparelse, så der blev flere penge til erhvervsinvesteringer. Den nødvendige vækst, som kapitalismen skal have, har medført, at der også har været brug at skaffe mere olie til industri og transport. Stigningen i produktion af lettilgængelig olie og stigning i forbrug af olie har fulgtes ad med diverse udsving. Men det er allerede nu svært at skaffe lettilgængelig olie. Så man er begyndt at bore dybt nede i havet ved Nordpolen samt udvinde olie fra noget olieholdig sand i Canada. Omkring år 2014 er de fleste enige om, at der sker et skift. Så vil forbruget af olie stige kraftigere, end det er muligt at skaffe lettilgængelig olie. Og det vil medføre stadig større prisstigninger på olie. Selvfølgelig kan man så lave biogas, som bilerne kan køre på. Og man 13

14 kan også bruge biogas til opvarmning. Men olieforbruget er så enorm stort, at biologiske løsninger ikke kan dække behovet. I hvert fald ikke de første mange år. Her i Danmark er der grund til at tro, at de fattige vil komme til at fryse om vinteren. De vil ikke længere have råd til at køre i bil. Og alle de madvarer, som i fragtes fra Sydeuropa i bil op til os, vil blive dyrere på grund af større transportudgifter. Behovet for hele tiden at finde på hvor man kan bruge 3 % til investeringer - og samtidig sikre, at investeringen kan give profit - har medført, at stadig flere virksomheder er flyttet til ulandene for at udnytte billig arbejdskraft. Her opfører man fabrikker, hvor lokale folk kan få et arbejde og ofte en god løn, gode forhold, intet børnearbejde, pension, fagforening osv. Men disse moderne fabrikker udkonkurrerer alle de lokale virksomheder, så der reelt bliver massearbejdsløshed. De arbejdsløse søger så arbejde i høsttiden ude hos landmændene. Her konkurrerer de med fattige landarbejdere om at få arbejde. For hvert år bliver det sværere og sværere at få noget høstarbejde; og lønnen presses længere ned for hvert år. På verdensplan bliver de rige rigere og de fattige fattigere. For at presse profit ud af ulandene, tvinger man bønderne til at sprøjte gift ud på planterne for at dræbe insekterne. Ud over at mennesker bliver syge, er der sket det, at man helt har udryddet bierne forskellige steder. I dag er der mange store områder, hvor der ikke længere er bier og så sker der ingen bestøvning af planterne. Det betyder, at der ikke længere kan dyrkes grønsager. Det er stadig muligt at dyrke korn, fordi der her sker en bestøvning ved hjælp af vinden. Fordi vi brænder så meget kul og olie af, kommer der mere kuldioxid i luften; og det medfører, at solens varme kan komme ind, men ikke ud gennem atmosfæren. Det medfører en global opvarmning, hvor høstudbyttet i mange ulande bliver mindre og mindre, og hvor der nogle år stort set ikke kan høstes noget. Sammenlagt betyder det, at fødevareproduktionen bliver mindre. Så ikke nok med, at de fattige i ulandene bliver fattigere. Fødevareproduktionen er faldet de steder, hvor fattigdommen er størst. For at undgå folkelige opstande har regeringerne så lavet store marker, hvor man dyrker ris og korn ved hjælp af store maskiner, kunstgødning og kunstvanding. Så sælger man ris og korn til de fattige for en pris, de kan betale. Dyrkningsmetoden medfører, at kornet danner stivelse i stedet for kornsukker. I vores del af verden, hvor folk er overvægtige, betyder det ikke så meget. Men når man er på sultegrænsen, kan det blive katastrofalt. For når man spiser grød eller brød af stivelseskorn, skal kroppen først bruge energi på at omdanne det til korn-sukker. Og så kan kroppen bagefter forbrænde dette sukker. Herved får man så præcis den samme mængde energi, som man først brugte til at omdanne stivelse til sukker. Det er med andre ord snyde-mad, som mætter dejligt i maven; men som ikke giver nogen energi. Resultatet er, at de fleste børn er underernærede, og at børnedødeligheden er stor. For at sikre sin egen alderdom, sætter forældrene flere børn i verden. Så håber de, at nogen overlever og kan sørge for dem, når de selv bliver gamle. Det er de fattige, der skaber denne befolkningstilvækst. Nu er der 7 milliarder mennesker på Jorden. Nogle snakker om, at vi kommer op på 8, 9 og 10 milliarder i løbet af få år. Men andre mener, at sulten forinden vil bremse processen. Vi vil aldrig komme op på 9 milliarder, mener de. Til gengæld får vi sandsynligvis fattigdomsflygtninge i betydelig større omfang end det, vi ser nu. Den enkelte kapitalist bliver hele tiden nødt til at investere i maskiner, der kan køre hurtigere. Den enkelte arbejder skal helst kunne passe flere maskiner samtidig. Flere og flere får stress. Og mindst én gang bryder den enkelte arbejder sammen og får en psykisk depression. Forbruget af nervepiller, lykkepiller, hovedpinepiller og al anden medicin er de sidste 10 år steget med over 1000 %. Kroppene bryder mere og mere sammen. Astma, allergi, sukkersyge, gigt, kræft mfl. hærger i stadig stigende omfang. Man kalder dem velfærdssygdomme eller livsstilssygdomme. For 5 år siden kom en gennemsnitsdansker på hospitalet én gang om året; nu er det 2 gange. Det er lykkedes indtil nu at få folk til at tro, at disse sygdomme rammer tilfældigt, og at det overvejende er genetisk arvede sygdomme. Men sandheden er, at det er sygdomme, der er skabt af det kapitalistiske system. For 20 år siden fik cirka 25 % kræft. For 10 år siden var det over 30 %. Nu er det over 35 %; og mange læger mener, at det snart kommer op over 40 %. Lægerne kæmper for at behandle alle disse sygdomme, så folk kan fortsætte med et liv, hvor kroppen går i stykker. Vi er nu i en situation med varig syg- 14

15 domstilstand. Det fornuftige ville være at nedsætte tempoet og leve et liv, hvor kroppen ikke ødelægges. Men det kan ikke lade sig gøre, så længe kapitalismen fortsætter. Den enkelte kapitalist er tvunget til at investere i effektivitet og hurtigere maskiner. Og kapitalismen som helhed skal have en vækst på mindst 3 % om året. Eller bryder det hele sammen. Indtil 1970 erne kunne nationalbankerne kun udstede penge i samme omfang, som de havde guldreserver. Så var man sikker på, at pengene havde en reel værdi. Men det ændrede man så. Og i de følgende 30 år har man ændret pengevæsnet mere og mere, så alle banker i dag kan udstede kreditpenge i store mængder. Helt op til midten af 80 erne var det stadig sådan, at den kapital, der knyttede sig til produktion, var den dominerende. Men herefter skiftede det. Nu kunne man begynde at spekulere i penge i stedet for at spekulere i produktion. Hvis man investerede i produktion, kunne man måske opnå % profit. Men hvis man spekulerede i pengetransaktioner, kunne man opnå % i gevinst. Alle virksomheder fortsatte med at have en regnskabschef, der styrede produktionsøkonomien. Men så ansatte man også en skattemester, der styrede virksomhedens pengekasse; og han var i stand til at tjene flere penge på spekulation end på virksomhedens produktion. Nu begyndte et bankeventyr, hvor bankdirektørerne i de sidste 20 år er blevet rigere i et tempo, som har været eksplosionsagtigt. De har selv lånt et hav af penge, og de har spekuleret i pengetransaktioner, der gav 30 % i rente. De er kommet op på at tjene en million om måneden. Og de rigtige rige bankdirektører i London tjener millioner om måneden. Rigdomsforøgelsen har ikke rod i nogen materiel produktion. Det er udelukkende smart spekulation. En stor del af den 3 % vækst, som kapitalismen skal have for ikke at bryde sammen, er så gået til spekulation. Man har lånt penge til bygherrer, der har opført huse. Og man har lånt penge til boligejere, der har købt husene. Og kapitalisterne har fået deres gennemsnitlige 3 % vækst. Men husene var dyrere, end boligejerne havde råd til. Det var bankerne da ligeglade med. Og så brød det hele sammen i Den ene bank krakkede efter den anden. Boligejerne kunne ikke betale deres gæld og blev sat på gaden. Hele den kapitalmasse, som blev kunstig skabt i de år, skal nu forsvinde i form af flere bankkrak og flere konkurser og flere folk, der må gå fra hus og hjem. Her i 2012 er der stadig flere hundrede milliarder dollars i finanskapital, som der ikke er noget materielt grundlag for. Og derfor vil økonomisk krise og arbejdsløshed fortsætte nogle år endnu. Da de finansielle markeder er internationale, er det i princippet lige meget, hvor tabene kommer. Og derfor er der nogle, der spekulerer i en krig i Mellemøsten. Israel ønsker at bombe Irans atomanlæg. Og det kan blive påskuddet til krigen. Så skal man helst smadre så meget af arabisk kapital, at man herefter kun har så meget kapital tilbage på verdensmarkedet, at det svarer til den materielle produktion. Og så kan man fortsætte den kapitalistiske vækst på de 3 % årligt. Kommer denne krig ikke, vil den økonomiske krise fortsætte adskillige år endnu i Vesten. Det interessante er, at bankdirektørerne argumenterer med, at der er mere brug for dem nu end tidligere. For nu skal de føre os ud af krisen. Og derfor skal de have klækkelige lønforhøjelser. Først tjente de enormt meget på at skabe krisen; og nu skal de tjene lige så meget på at afvikle den. Målet er at få en balance mellem finanskapital og produktion. Og så kan man herefter fortsætte med 3 % stigning årligt. I de år, hvor finansspekulanterne tjene fantastisk meget, var der et behov for at passivisere almindelige mennesker i Vesten. De skulle jo ikke gøre oprør, fordi de rige fik % merindkomst om året. Derfor brugte politikerne masser af penge til sygehuse, plejehjem, pensioner, skoler, børnehaver osv. Alle blev dermed rigere. Da det så begyndte at knibe med penge til al denne velfærd, lånte man bare på de finansielle markeder, som det så smukt hedder. Så kunne og kan vi stadig få al denne velfærd; men nu er det for lånte penge. Politikerne regner så med, at den økonomiske krise snart er ovre, og så kan man betale gælden tilbage. Problemet er bare, at både USA og de europæiske lande skylder så helt utrolig meget, at bare renterne på disse lån kan forhindre, at økonomien kommer i gang igen. På den ene side vil det være konstruktivt, hvis de fattige fik flere penge at forbruge, for så hjalp det produktionen i gang. På den anden side vil det medføre, at kapitalisterne skal udbetale for meget i løn, så det ikke kan betale sig at investere. Og så kommer der ingen vækst. Og det vil medføre en 15