Et socialt samfund OPLÆG TIL VISUALISERING. Tommy FalkeØje

Transkript

1 Et socialt samfund OPLÆG TIL VISUALISERING Tommy FalkeØje

2 Et socialt samfund. Oplæg til visualisering. Tommy FalkeØje. København Copyright: Det er ikke tilladt at kopiere og trykke bogen uden tilladelse fra Tommy FalkeØje; men man må gerne genbruge enkelte kapitler eller dele heraf frit. Bogen er en del af serien Befrielse fra 2012: Rundt om Marx. Teori om hvordan teorien er. Revolutionær bevidsthed. Håndbog for aktivister. Personlig forvandling. Slip bevidstheden fri. Et socialt samfund. Oplæg til visualisering. 2

3 Forord Kære læser. Er du også træt af, at politikerne dels lover os, at de kan og vil løse alle problemerne og dels ikke magter at løse noget som helst. Vi bliver nødt til selv at gå i gang med at ændre samfundet. Vækst, vækst og vækst er det eneste, som politikerne kan finde på. Og de tror, at nogle økonomiske stramninger hist og her kan gøre os konkurrencedygtige. Og så mener de åbenbart, at vi skal udkonkurrere andre, som så får alle problemerne, mens vi flyder ovenpå. Der er brug for noget helt andet. Vi må begynde at visualisere et nyt samfund. Det nuværende er tragisk nok blevet et a-socialt samfund, hvor idealt er, at enhver skal skabe sit eget liv, mens fællesskabet nærmest er afmonteret. Lad os visualisere sammen. Lad os finde ud af at skabe et ægte socialt samfund. Selvfølgelig skal vi begynde med os selv. Men vi skal også begynde med hinanden. Og vi skal have en overordnet vision for, hvordan vi ser fremtidens samfund. Det er ikke en venstreorienteret vision, hvor det handler om at fordele velstanden. Det er heller ikke en højreorienteret vision om blive så rig som mulig. Det er en ligeud-orienteret vision om at skabe et samfund, der er godt for os alle. Denne bog er et oplæg til sådan en debat. Og mit håb er, at du og alle andre diskuterer løs. I stedet for at være isolerede, hvor vi dårligt nok kender vores nabo, skal vi finde sammen på caféer, gadehjørner, i køen i supermarkedet, i boligafdelingen, i toget, i nye samtaleklubber, over alt. Parolen er: Folkets samling. Vi vil noget med hinanden. Og vi vil have indflydelse på, hvordan vores samfund skal fungere. God læselyst. Tommy FalkeØje København

4 Indholdsfortegnelse Hvorfor er vi, som vi er? Flygtninge... 5 Begreber... 8 Det europæiske samfund... 9 Kapitalisme Myter Samfundet er blevet asocialt Den franske revolution Hvad er godt, og hvad er skidt? I stedet for utopi Landbrug Økologi Land Indisk visdom By Energi Transport Bolig Fælles biler Effektivitet Virksomhedsomlægning Stoffer Storby Socialhjælp Børnehave Skole Socialt fællesskab Politiske partier Politisk holdning Hvordan indretter vi demokratiet? Hvad er demokrati? Lokal samling Folkets samling Hvordan skal vi snakke sammen? Stivnet snak Kommunikation Hjælp hinanden Hvordan får vi socialisme? Folkets samling Index

5 Hvorfor er vi, som vi er? Der er nogle samfund, hvor kvinder bor i kvindehuse, og mænd i mandehuse. Der er samfund, hvor en mand har 2-3 koner, mens der er mandegrupper, der ingen kone har. Der er samfund, hvor det er normalt, at en mand også har sex med sin brors kone. Der er samfund, hvor en kvinde bor nogle år med sin mand, dernæst nogle år med en af sine onkler, så nogle år med en anden onkel osv. Der er samfund, hvor man hjælper folk i nød. Hvis deres hus er blevet ramt af lynet og brændt ned, samler alle i landsbyen byggematerialer, og så bygger man i fællesskab et nyt hus til familien. Der er samfund, hvor en kvinde bor sammen med 4-7 mænd. Der er samfund, hvor det er normalt, at man onanerer på børnene, når de er kede af det. Der er samfund, hvor en ung mand har sex med sin mor, indtil han får sin egen kæreste. Der er samfund, hvor en onkel eller tante indvier de unge i sex. Der er samfund, hvor man mødes til fødselsdage og årstidsfester, og hvor man har sex med fætre, kusiner, onkler, tanter mfl. Der er samfund, hvor man har en jævnaldrende kæreste, men også har sex med modne og ældre familiemedlemmer. Der er samfund, hvor man godt kan låne penge af hinanden, men hvor det er forbudt at tage rente. Låner man 1000 kroner, skal man kun betale 1000 kroner tilbage. Der er samfund, hvor al gæld eftergives efter 7 år. Der er samfund, hvor alle dyr går frit og hvor man ikke producerer kød, men nøjes med at slagte, når det er nødvendigt for egen overlevelse. Der er samfund, hvor man beskytter naturen lige så helhjertet som sin egen familie. Indtil for år siden viste man dyrefilm i fjernsynet, hvor alle filmene viste, at dyrene levede i parforhold. Man troede måske på, at det var sandheden. Og man kunne i hvert fald godt finde eksempler på det. Moralen var, at parforhold og kernefamilie er det eneste naturlige. Alt andet er kunstig skabt af mennesker, der ødelægger det naturlige. I dag er vi dog blevet klogere. Vi ved, at der eksisterer homoseksualitet blandt dyrene. Vi ved, at fugle ganske vist danner par omkring en rede og nogle unger; men vi ved også, at disse fugle har sex med naboerne. Myten om parforhold og kernefamilie holdes stadig i live. Men man kan ikke længere bruge dyrene til at underbygge myten. Kapitalismen er nu bredt ud over hele jorden. Der findes byer alle steder, hvor familierne lever et liv, som passer til et kapitalistisk samfund. Og her ser man, at en mand og en kvinde bryder ud af storfamilier og danner en kernefamilie, hvor de går på arbejde og sælger deres arbejdskraft til en kapitalistisk virksomhed, og hvor de har deres egen lille bolig til far, mor og børn. Det bliver så i dag brugt til film i fjernsynet, så man kan se, at mennesker overalt på denne klode bor præcis lige som os selv. Kernefamilie er det eneste naturlige, er moralen. Selv i Afrika, hvor klaner, stammer og storfamilier er det mest udbredte, er der nu masser af TV-film, hvor mænd fortæller, at de nu kun har én kone. I storbyerne er det da også tilfældet, for her har kapitalismen slået rod. Her opfører overklassens mænd sig som europæer. Vi har fået en global moral, som passer til den globale kapitalisme. Men 90 % af befolkningerne lever stadig i landsbyer, hvor denne moral ikke gælder. Her i bogen vil vi kigge nærmere på den europæiske familie og det europæiske samfund. Dels vil jeg beskrive de problemer, der er, og hvorfor de er opstået. Og dels vil jeg skitsere et fremtidigt samfund, som i højere grad bygger på vores naturlige og oprindeligt behov. Flygtninge I 1980 erne arbejdede jeg blandt andet som lærer for flygtninge, hvor jeg skulle lære dem dansk og samfundsforståelse. Her var det især morsomt at hjælpe afrikanske familier. Når sådan en familie kom til Danmark, skulle de mange gange sidde sammen med en socialrådgiver, der skulle finde ud af, hvem de var, og om de var berettiget til at få hjælp. Så spurgte socialrådgiveren: Hvem er du gift med? Og så sad der en afrikansk kvinde og så forvirret ud. Men der var en mand, som hun havde boet med, og han var så hendes mand. Nu skulle de danske myndigheder så finde ud af, om hun var rigtig flygtning, og derfor undersøgte man hendes situation i hende hjemland. Og her fandt man ud af, at hun havde boet sammen med en anden mand. Så hun løj altså. Men det gjorde hun 5

6 alligevel ikke, for det var rigtigt, at hun havde boet sammen med denne anden mand tidligere. Men så fandt myndighederne ud af, at hun året inden havde boet sammen med en helt anden familie. Og jo, det var da også rigtigt. Så nu var man forvirret. Hvem var hendes mand? Nå, det morsomme er jo, at hun havde 5-10 mænd. Hun var nemlig vokset op i Afrika, hvor kernefamilien er noget mærkeligt noget. Da hun var barn, og hun fik sin første menstruation, havde de jævnaldrende drenge i hendes landsby alle sammen bollet hende. Og herefter deltog hun i de unges seksuelle lege. På skift havde hun været kæreste med alle drengene. Og til fester bollede hun med flere af dem. Så blev hun gift med en mand fra nabolandsbyen. Hun havde mødt ham til en markedsfest. Og de var blevet rigtig glade for hinanden. Og efter brylluppet flyttede hun så over til hans landsby. Her havde alle de unge også bollet med hinanden, så hun var derfor udenfor det seksuelle fællesskab. Men hun blev godt modtaget. Alle de unge mænd sørgede for hurtig at have sex med hende, så hun blev ligeværdig i fællesskabet. Og nu følte hun sig hjemme i sin nye landsby. Men så kom kapitalismen, imperialismen og de tilhørende borgerkrige. Nogle år boede hun så sammen med sin mand, hans to brødre og deres koner, og hun havde jævnligt sex med alle 3 mænd. Og efter et par år flyttede hun sammen med en onkel og hans kone i en større by. Lidt senere flyttede en anden onkel også ind. Og så havde hun sex med de 2 onkler. I en periode var hun tilbage i landsbyen, hvor hun boede med den mand, hun var gift med. Han boede på det tidspunkt sammen med en fætter og 2 andre kvinder. Men på grund af borgerkrig måtte hun flygte. Og så hjalp en onkel hende økonomisk. Hun boede sammen med ham en måned i Hamborg. Og herefter kom de til Danmark. Hun blev vurderet til at være flygtning. Og så havde hun ret til familiesammenføring, så hun kunne få sin mand herop. Og det betød jo, at hun kunne hjælpe én mand fra sin familie til også at flygte fra krigen. Og her blev det så onklen, som hun havde boet sammen med i Hamborg. Det tog de danske myndigheder ½ år at acceptere, hvem der var hendes mand. Og det skyldtes, at nogle venlige mennesker hjælp hende med at fabrikere et ægteskabspapir, hvor man kunne læse, at hun var gift med onklen. Jeg boede et år i Fredericia, hvor der ankom samtlige mennesker fra en landsby i Sri Lanka. De var hinduister, og der var en landsbyformand og klare kasteskel. Jeg var dansklærer for flere klasser. Disse mennesker blev på skift indkaldt til samtaler hos socialrådgivere, der skulle hjælpe dem med at blive integreret i Danmark. Hver dag kom der så 4-5 hen til socialrådgiverne, og her fik de råd og vejledning samt økonomiske tilskud og anvisninger til læger, politi, boligkontorer osv. Om aftenen var der så altid nogen, der ringede på døren til min lejlighed. Og når jeg åbnede, vadere 5-10 mennesker ind og satte sig i min stue. Her sad de helt stille, indtil jeg havde tid til at snakke med dem. Landsbyformanden var altid med. Og nu skulle jeg så forklare, hvad det var, de havde været udsat for hos socialrådgiverne. De havde godt forstået de mere konkrete og firkantede krav og råd; men de havde ikke forstået hvorfor. Alt var totalt mystisk. Socialrådgiverne var selvfølgelig ikke klar over, at de kom til mig bagefter, for så var jeg blevet fyret øjeblikkeligt; min opgave var kun at lære dem dansk. Men jeg kunne ikke lade være med at hjælpe dem. For os danskere synes vores samfund logisk. Men Danmark er på mange måder udemokratisk. I Frankrig, England og Tyskland har man haft revolutioner, hvor folket har formået at gennemføre demokratiske spilleregler. Men i Danmark var det nogle adelsmænd, som syntes, at de danske bønder også skulle nyde lidt godt at de europæiske revolutioner. Vi har derfor et system, hvor myndighederne i stor udstrækning er udenfor loven, mens vi har fået en række foreninger, der har kæmpet for folkets rettigheder. Og summen af denne modsætning er så det system, som vi har i dag. Man snakker om den danske model, hvor kapitalismen har frihed til at fyre folk, men hvor staten sørger for arbejdsløshedsunderstøttelse i samarbejde med fagforeningerne. Det er et sammensurium af historiske magtkampe, der har resulteret i det system, vi har i dag. Kommer man udefra, er det totalt ulogisk. Hvilken magt har en socialrådgiver? Hvilken magt har politiet? Hvilken magt har fagforeningen? Hvilken magt har boligselskabet? Hvilken magt har lægen? Hvilken magt har skolen? De har alle sammen en magt. For os danskere virker det naturligt, at de supplerer hinanden. Men egentlig er det totalt udemokratisk. Det er summen af en klassekamp, hvor institutioner og organisationer, stat og kommuner, politikere og pressen holder hinanden i skak. 6

7 De flygtninge, som jeg hjalp, havde i mange generationer levet i et landsbyfællesskab med klar arbejdsdeling mellem alle familier. Men hos socialrådgiverne blev de behandlet som kernefamilier, der ikke havde noget med hinanden at gøre. Derfor kom landsbyformanden hver aften sammen med de familier, der havde været til rådgivning hos socialrådgiverne. For de løsninger, som socialrådgiverne havde givet, skulle nu transformeres til noget, som de kunne forstå; og de tænkte ikke i kernefamiliestruktur. De tænkte solidarisk på hele landsbyens fællesskab. Dengang skelnede politikerne mellem flygtninge og indvandrere. Indvandrere var nogle fattige mennesker, som kom til Vesten for at nasse på vores socialhjælp. Men flygtninge var nogle fra overklassen i deres hjemlande. De havde gjort oprør og var siden tvunget til at flygte. Og denne overklasse så man op til. Og de skulle selvfølgelig hjælpes. De blev sidestillet med danskere, der havde været ude for en alvorlig ulykke og var blevet invalide. Der var en særlig paragraf i socialloven, som hed revalidering. Og samtlige flygtninge fik hjælp efter denne paragraf. Hvis man var dansker, skulle man være meget invalideret for at få denne hjælp. Men alle flygtningen fik den uden videre. Man fik hjælp til bolig, til indretning, til uddannelse, til tøj osv. Og derudover fik man traditionel socialhjælp, som blev givet efter, hvor mange man var i familien. Disse familier havde ofte 5-7 børn, og det udløste store summer i børnepenge. Da en normal lille lejlighed er for lille til sådan en stor familie, fik mange af dem en villa, mens andre fik en stor lejlighed. Og de fik penge til at købe nye møbler til hele huset. Børnepengene var så mange, at far havde råd til at købe en stor dyr bil. Og alt det skete på et tidspunkt, hvor der var en mindre tilbagegang i europæisk økonomi, så danske familier havde meget svært ved at få hjælp fra kommunerne. De flygtninge, som jeg var i kontakt med, kunne kun forstå det sådan, at det måtte være FN, der betalte til dem. For de kunne jo ikke forstå, at de fik så meget, mens danskerne ikke fik noget. Lige gyldigt hvor meget jeg forsøgte at forklare dem, at det var danske skatteydere, der betalte til dem, kunne de ikke forstå det. Jeg blev inviteret til en iransk nytårsfest. Jeg kom på cykel, men havde da taget pænt tøj på. Og så ankom iranerne. Enten kom de i en limousine eller et stort dollargrin. Og damerne havde lange kjoler og havde masser af smykker med guld og diamanter, mens mændene havde smoking. De andre lærere fra skolen var ikke inviteret. For enten blev de opfattet som vattede bløddyr, der ikke turde sige sin mening eller også som små fascister. Mig kunne de dog diskutere med og vi havde nogle gevaldige konfrontationer på grund af vore forskellige baggrunde. Efter den fest tænkte jeg, at der også måtte være nogle fattige iranere. En af mine kolleger havde en gammel bil, som skulle sættes i stand. Og jeg fik så den idé at samle nogle iranere, der havde været arbejdere i deres hjemland. Så ville jeg lave et danskkursus, hvor vi sammen satte bilen i stand, mens vi lærte dansk og så kunne de få bilen bagefter som en fælles bil. Det var jo en vældig god idé. Nå, man dagen kom, da vi skulle starte. Og vi skulle så mødes dér, hvor bilen stod. Jeg ankom på cykel som sædvanlig. Og i god tid. Og så kom alle kursisterne én efter én. Og de ankom alle sammen i hver deres store og dyre personbil. For sådan én havde de da. Og så stod jeg dér og blev klar over, at min idé var helt ude i skoven. Der var en inder, der fandt ud af at bruge sin socialhjælp meget kreativt. Han fik efterhånden 50 lastbiler, der kørte rundt i Indien for hans transportfirma. Og så var der én fra Makedonien, der investerede i ejendomme. Han havde et par 3-etages huse, hvor han lejede lejligheder ud. Mange tyrkere købte en landejendom med store marker omkring - og investerede år efter år i landbrugsmaskiner, så de efterhånden havde et stort moderne landbrug, som de så flyttede tilbage til. Men de fleste nøjedes med blot at sende penge tilbage til familien i hjemlandet. Så kunne familien i det mindste bygge et stort moderne hus til beboelse. Der var også nogle ynkelige familier. Faderen skulle jo have en bil og gerne en dyr én. Så det gik børnepengene til. Og derfor havde børnene ikke råd til at gå til sport eller i fritidsklub. Moderen havde kun ét par sko. Og de skulle både bruges til fest og hverdag. Så de var små og spidse, så tæerne blev klemte. Hun kunne så kun gå langsomt og ikke ret langt. Da alle pengene gik til bilen, var der ikke råd til bus eller cykel. Men så kørte manden konen til sprogskolen. Det passede også med, 7

8 at hun ikke kunne gå så langt. Hun fik ingen motion. Hun åd alt det affald og usunde, som familien ikke spiste. Og hun blev tyk og slap. Så fik hun den ene sygdom efter den anden. Og psykisk fik hun det dårligere og dårligere. Hun kom så på varig socialhjælp. Og det bidrog til reparationer og nye dæk til bilen. Jeg undrede mig meget over, at vi har et socialhjælpssystem, som giver hjælp til kernefamilien og ikke til de enkelte mennesker. Det ville jo være smart, hvis børnepengene gik til børnene. Og konens socialhjælp gik til konen. Men sådan fungerer vores system ikke. I dag får flygtningen ikke længere nogen særstatus. Snarere tværtimod. De holdes økonomisk nede for at undgå, at der kommer flere. Men det har så medført, at for eksempel pakistanske storfamilier har udviklet deres egen økonomi. De opfatter storfamilien som familie. Og de tænker ligesom os. Når vores mor gå ud i køkkenet og laver mad og bagefter serverer den, betaler far ikke penge for maden, og han betaler heller ikke moms og skat. Og det er, fordi det foregår indenfor familien. På præcis samme måde tænker pakistanere. Men deres familie består af personer. Og her kommer de i klemme med skattesystemet. For efter danske normer snyder de i moms og skat. Men det kan de ikke selv forstå. Mennesker fra andre verdensdele udgør efterhånden en fjerdedel af befolkningen i vore store byer. Og socialhjælp og skat kunne med fordel lægges om, så det passer på den sociale virkelighed i stedet for vore illusioner om den. Arbejderklassen i Europa har oplevet, at den velfærdsstat, som blev udviklet i erne, langsomt er blevet afviklet i erne. Og mens danske arbejdere stort set ikke kunne få nogen hjælp fra socialkontoret, kunne man kigge på, at der kom flere og flere udlændinge, som fik en masse. Udlændingene sidder på cirka en fjerdedel af alle jobs i dag. Og de bidrager til en fjerdedel af kapitalisternes profit. Men hvad glæde har arbejderklassen af det? Ingen. Det danske land er ikke længere danskernes land. Det er kapitalisterne land. Mange retter vreden mod indvandrerne. Men vreden bør rettes mod de magthavere, der er mere interesseret i penge end mennesker. Nu kommer der ikke flere flygtninge og indvandrere til Danmark, end der er danskere, der flytter til andre lande rundt om i verden. Og hvis man ser på de danske kolonier, der opstår rundt omkring i fremmede lande, opfører danskerne sig hverken bedre eller dårligere, end udlændinge gør her i landet. Man bruger de muligheder, der er. Jeg er stor tilhænger af, at verden er fri, og at der er nogle, der flytter fra den ene del af verden til den anden. Det vil på længere sigt give fred på jorden. Og vi danskere kan efterhånden lære af de fremmede. Specielt synes jeg, at vi skal lære, at det europæiske system med kapitalisme og bureaukrati ikke er det eneste, men at man kan indrette sig på andre måde. Og så kan vi blive inspireret af andre, når vi selv skal udtænke noget nyt. Men først og fremmest synes jeg, at det geografiske område, som danskerne bor på, skal styres af danskerne. Og her tænker jeg ikke på den fjerdedel af økonomien, som styres af Folketing eller EU. Jeg tænker på de ¾, som styres af de finansielle markeder, som det hedder i dag. Det er anonyme kapitalister, som ikke vil det ondt, men bare investere deres penge. Problemet er, at det er pengene, der styrer os. I fremtiden skal det være os mennesker, der styrer. Begreber Her i bogen bruger jeg ordet kultur. Og med det mener jeg ikke kunst og litteratur eller teater og musik. Jeg mener alt det, som mennesker foretager sig. Og så skelner jeg mellem europæiske kultur, afrikansk kultur, arabisk kultur, indisk kultur og kinesisk kultur osv. For sagen er, at mennesker i den enkelte kultur opfører sig nogenlunde ens - og tænker og føler stort set på samme måde. Jeg er især blevet inspireret af traditionel kinesisk tankegang. Der specielle ved den er, at den rummer alle andre kulturers tankegange. Eller anderledes formuleret, de andre kulturers tankegange udgør en del af den kinesiske tankegang. Man kan derfor bruge den kinesiske tankegang til at sammenligne kulturerne. Jeg bruger også ordet bevidsthed. Og ved det forstår jeg tanker, følelser, politiske meninger, kropsholdning, seksuelle normer, sociale måder at opføre sig på osv. Nogen tror, at noget af det her 8

9 er biologisk og ens for alle jordens mennesker. Men det er alt sammen noget, som også er skabt socialt i den enkelte kultur, og derfor er det forskelligt i de forskellige kulturer. Så er der energilegemet. Det er den elektriske ladning, der er på overfladen af kroppen. Denne ladning sidder i de kiselkrystaller, der er i cellevæggene. Hvis musklerne har en naturlig spændstighed, vil cellerne støde ind i hinanden, når man trækker vejret eller bevæger sig. Og så overføres elektricitet fra celle til celle, sådan at man kan få den samme elektriske ladning over hele kroppen. Men man kan også have over- eller underspænding i nogle muskler, så de stort set aldrig bevæger sig, og så sker der ingen elektrisk spredning gennem sådanne muskler, fordi cellerne ikke støder sammen. Derfor kan man have et energimønster. Man kan have spændinger mellem underliv og bryst. Det er normalt overspænding i lænden og underspænding i maven. Og man kan også have spændinger mellem bryst og hoved. Og det er normalt overspænding i skuldre, nakke og kæbe samt underspænding i de øverste muskler i brystet. Der kan så opstå 8 forskellige energimønstre med henholdsvis høje og lave elektrisk ladninger. Sort betyder høj ladning (eller opladning), Hvis bet y- der lav ladning (eller afladning). De hedder territorie-energien, analyse-energien, udlevelsesenergien, skaber-energien, samlings-energien, enhedsenergien, hengivelses-energien og modtager-energien. Fordi vi har en højre og venstre side, kan man have alle 8 energimønstre i begge sider. Hvis man har samme energimønster i begge sider, fås overfor viste muligheder og her oplever man et samlet jeg; men det kan altså opleves på 8 forskellige måder. Hvis man har forskellige energimønstre i de to sider, oplever man to jeg er, så man kan snakke med sig selv. Man kan dog også projicere den ene side ud på en ting, en kæreste eller andet. Her er vist nogle kombinationer med modsatte energimønstre i de to sider; men man kan altså have alle 8 i begge sider. Fra alle steder på kroppen går der nervetråde op til hjernen. Og energimønstret overføres derfor til hjernen, hvor der opstår et tilsvarende ladningsmønster. Når man skifter energimønster, skifter bevidsthedsmønstret i hjernen også. Men i Europa er vi stivnet et ét bestemt mønster. Og derfor føler vi bare, at vi er levende. Energimønstret strukturerer vore tanker, så vi kun kan se og forstå det, som passer til bevidsthedens struktur. Mange mener, at 90 % af vores bevidsthed gemmer sig i underbevidstheden. Men hvis vi befrier os selv, vil vi kunne se og forstå meget mere, end vi gør i dag. Det europæiske samfund I Europa er vi stivnet i dette energimønster. I højre side har vi analyse-energien, og i venstre side har vi enheds-energien. Generation efter generation opdrager vi børnene til dette mønster. Og dagligt undertrykker vi os selv, så vi hele tiden forbliver i mønstret. De fleste europæere tror, at alle mennesker har det sådan. Man tror, at der er biologisk naturligt. Men det er dybt unaturligt at være stagneret sådan. Lad os se på, hvordan vi er havnet i dette mønster. For flere hundreder år siden boede almindelige mennesker i en landsby. Rundt om var der marker, hvor man dyrkede jorden. Og man var selvforsynende. Vi ved faktisk en hel del om de mennesker, der boede i disse landsbyer. Og livet lignede ret meget det, som man havde i afrikanske landsbyer, i grønland landsbyer, i kinesiske landsbyer osv. De unge udgjorde en samlet arbejdsstyrke. Skulle man bygge et hus, deltog alle i arbejdet. Når man skulle så om foråret og høste om efteråret, var alle også med. Og afgrøderne blev så fordelt mellem landsbyens beboere. De ældre havde særlige opgaver. Der var én, der passer ornen (han-grisen). En anden passede tyren (han-koen). Et par stykker passede smedjen. Én var god til at lave hjul. Og temmelig mange var gode til at spinde og strikke. 9

10 De unge skiftede ofte kærester. Og i løbet af ungdommen var det normalt, at man nåede at blive kærester med alle af modsatte køn. Men så var der nogle væmmelige krigskarle. Det var adelen. De tog på krigstogter og røvede og plyndrede. De opførte borge, hvor de boede. Og så tvang de bønder fra de nærmeste landsbyer til at arbejde for sig. Bønderne fik ingen betaling for det; men de blev straffet fysik, hvis de nægtede. Endelig var der kirken. Og hvis bønderne ikke kom i kirke, risikerede de at blive slået ihjel. Adelen og kirken var stagneret i det gamle kristne energimønster. I højre side havde man en samfundsbevidsthed, hvor adelen (hoved) herskede over bønderne (underliv). Og i venstre side var Jesus en levende ånd, som præsterne havde i brystet; og han kæmpede for Gud (hoved) og mod Satan (underliv). I 1400-tallet var adelen blevet godt træt af kirken. De ville kun have den gamle græske bevidsthed. Og kirken var også blevet godt træt af adelen. Og de ville kun have den gamle jødiske bevidsthed. Det blev dog kun til en indre undertrykkelse af deres ene kropsside, for vi kan læse i kilderne, at de blev ved med at tage afstand fra den anden side. Og det betyder jo, at de stadig mærkede den som en del af deres bevidsthed. Til gengæld skete der det for både adelen og kirken, at de langsomt fik en bevidsthedsspaltning, som hedder alienation. De hævede sig op over det dyriske i sig selv. Adelen mente, at de hermed blev civiliseret. Og alle andre mennesker rundt om i verden opfattede de nu som dyriske. Sindssyge mennesker blev også betragtet som dyr. Den civiliserede bevidsthed (hoved) indeholdt så jeg et. Og nede i underlivet var der et vildt dyr. Kirken mente stadig, at Jesus var en levende ånd (bryst). Men nu fandt de på, at man efter døden kom i Himlen (hoved), hvis man gjorde, som kirken sagde. Ellers kom man i Helvedet (underliv). Og Satan eller Djævelen var en ond ånd, som kunne besætte et menneskes underliv. Det var mest kvinderne, der blev besat. Og i løbet af et par hundrede år brændte man omkring kvinder levende, for de var blevet til hekse, der var besat af Djævelen. Der kom så nogle bondekrige. Det var landsbyerne, som ikke ville finde sig i det mere. Flere landsbyer slog sig sammen og angreb en adelsborg og brændte den ned. Men så slog adelen sig sammen i en mindre hær og angreb landsbyerne og brændte dem ned. Det medførte, at flere landsbyer slog sig sammen og angreb flere adelsborge og brændte dem ned. Men så dannede adelen endnu større hære og angreb landsbyerne og brændte dem ned. Sådan fortsatte det mere eller mindre gennem et par århundreder. I det store og hele var adelen stærkest. Og bønderne blev mere og mere undertrykte. Hvis en bonde ikke adlød, blev han pisket eller tortureret. Og de unge mænd i landsbyerne blev tvunget til at være soldater i adelens hære. Fællesskabet i landsbyerne gik langsomt i stykker. Ungdommen udgjorde ikke mere en fælles arbejdsstyrke. Man opdelte jorden i små lodder, så hver gård havde sin egen jord. Og de gamle mænd dannede nu en slags landsbyråd, hvor de sad på nogle sten i en rundkreds og diskuterede. Nogle mener, at det var her, at demokratiet opstod; men det var her, det faktisk døde. Men i sidste halvdel af 1700-tallet opstod en revolutionær bevægelse, som senere blev kaldt socialisme. Og det medførte en revolution i Frankrig i I virkeligheden varede revolutionen frem til Men der var oprør i 1789, i 1830 og i Revolutionen blev gennemført af bønder og arbejder men også den del af adelen, som i årene tidligere havde fået brændt deres borg, og som nu boede i byerne, hvor de var begyndt at tjene penge som kapitalister. I løbet af årene viste det sig, at 10

11 kapitalisterne havde andre interesser end arbejderne. Og samfundet udviklede sig sådan, at kapitalisterne overtog den politiske magt, mens arbejderklassen blev mere og mere forarmet. Det kapitalistiske samfund byggede videre på det gamle adelssamfund, men med endnu en bevidsthedsspaltning som hedder reifikation. Det er en spaltning mellem højre og venstre side. Tidligere var det en opdeling mellem adel og kirke. Men nu blev det til en spaltning mellem arbejde og familie. Det enkelte menneske gik på arbejde og brugte sin højre side. Her var der kapitalister (hoved), der styrede arbejdet. Og så var der arbejderne (underliv), som var en slags dyr, man kommanderede rundt med. Når man kom hjem fra arbejde, havde man så et familie-jeg på den plads (bryst), som præsterne eller havde tildelt Jesus. Spaltningen i bevidstheden medførte skabelsen af parforhold og kernefamilie. Selvfølgelig havde man også parforhold tidligere. Men det var en del af et landsbyfællesskab, hvor man også havde sex med flere. Men med reifikationen fik man et jeg i den ene side, og så projicerede man den anden side udenfor jeg et. Splittelsen gør ondt. Men får vrede i højre sides underliv og gråd i venstre sides bryst. Og i underbevidstheden trænger man desperat til at forene de to sider igen. Der opstod så det fænomen, som man i dag kalder kærlighed. Det eksisterede selvfølgelig også tidligere, men på an anden måde. Den nye kærlighed handlede om, at man havde et jeg (den ene side), og så oplevede man en kæreste (den anden side), som man ville forene sig med. Der er nogle mennesker i dag, som tror, at folk ikke tidligere kunne føle kærlighed. De var bare som en slags dyr, der levede i grupper. Men de kunne godt polarisere sig i højre og venstre side. Og de kunne godt opleve en kæreste, som de forenede sig med. Men så kunne de også samle siderne igen til et fælles jeg. Og så oplevede de sig som en del af en større familie eller et landsbyfællesskab. Splittelsen passede fint sammen med kapitalismen, og det er blevet til fundamentet i et kapitalistisk samfund. Der er ikke længere noget fællesskab mellem arbejderne. Alle er blevet til individualister og har deres egen kernefamilie. Og kapitalisterne kan så ansætte en arbejder eller fyre ham. Under adelsvældet var bønderne undertrykte, fordi adelsmændene direkte tvang dem til at arbejde for sig eller straffede dem fysisk, indtil de gjorde det. Under kapitalismen er arbejderne også undertrykte, fordi kapitalisterne kan behandle dem som en vare på et marked. Man taler om arbejdsmarkedet. Her kan en arbejder sælge sin arbejdskraft mod at få en løn. Og lønnen bestemmes af udbud og efterspørgsel på markedet. Arbejderne har ikke indflydelse på, hvad der produceres eller hvordan. Det ville arbejderne ikke finde sig i. Og nogle af dem dannede anarkistiske grupper, der saboterede fabrikkerne eller lavede strejker. I starten satte kapitalisterne politi og soldater ind; og arbejderne blev blodigt sablet ned. Men de blev ved med at gøre modstand. Og så dannede de nogle socialistiske eller kommunistiske partier. I starten blev de holdt ude fra den politiske magt. Men efterhånden dannede man nogle parlamenter, hvor arbejderne til sidst også kunne komme ind som politiske partier. På den ene side var kapitalisterne trætte af hele tiden af skulle bekæmpe oprør og strejker. Og på den anden side ville arbejderne gerne undgå at blive sablet ned igen og igen. Det blev så til det moderne demokrati, som er et samarbejde mellem kapitalister og arbejdere. På arbejdspladsen hersker kapitalisterne stadig, og arbejderne har ingen demokratisk indflydelse. Men så opstod der en offentlig sektor af stat og kommune, hvor man ansætter folk. Når en arbejder er slidt ned, kan han komme på sygehus og blive repareret. Når han er gammel, kan han få pension. Og langsomt voksede så velfærdsstaten med flere og flere opgaver. Meget af det er både kapitalister og arbejdere int e- resseret i. For eksempel skolen. I dag fylder det offentlige meget. Halvdelen af arbejdsstyrken arbejder enten i stat eller kommuner. Kapitalisme Det specielle ved kapitalisme er, at der er nogle rige mennesker, som har penge, så de kan købe råvarer, maskiner og ansætte arbejdere. Og når de så har produceret noget, kan de sælge varer. Og her kan de få en fortjeneste, som kaldes profit. I starten af kapitalismens historie tjente kapitalisterne store profitter. Men så kom der en konkurrence mellem dem, og profitterne faldt mere og mere. Der kom så en ny historisk periode, som man kan kalde konkurrence kapitalisme. 11

12 En lille landmand, en kioskejer, en lille håndværksmester kan godt kalde sig kapitalist; men i virkeligheder er de jo bare arbejdere, der selv ejer deres produktionsmidler. Og her er der ikke problemer med profitten. Derimod opstår der store økonomiske problemer med de kapitalister, der ejer fabrikker, fordi deres profit er større. De kan selvfølgelig også spise, rejse og nyde livet og dermed bruge en del af profitten. Men de kan ikke bruge al sammen på denne måde. Hvis de forærer profitten til arbejderne, kommer der heller ikke noget problem; men så ophører de med at være kapitalister. Hvis de køber guld for profitten og gemmer guldet til fremtiden, vil konkurrence mellem dem og andre kapitalister medføre, at de bliver udkonkurreret, og så ophører de også med at være kapitalister. De er nødt til at investere. Det er den eneste måde, hvorpå de kan forblive med at være kapitalister. I tidens løb er der kapitalister, der ikke har investeret nok - og derfor er ophørt med at være kapitalister. Men ser vi historisk på det over mange år, viser det sig, at der i gennemsnit skal investeres for mindst 3 % årligt af den samlede kapital for at overleve som kapitalist. I praksis betyder det, at der hvert år skal skaffes flere råvarer, flere maskiner samt ansættes flere arbejdere. Konkurrencen mellem kapitalisterne medførte så, at der kom en ny historisk periode, hvor de store slog sig sammen og udkonkurrerede de små. Det blev kaldt for monopolkapitalisme. Og endnu senere kom en konkurrence mellem landene i Europa, sådan at stat og kapitalister måtte samarbejde. Og det blev kaldt statskapitalisme. Senere hen handlede det om at erobre kolonier, så man kunne få billige råvarer. Og Første og Anden Verdens krig handlede primært om at opdele fattige lande mellem sig. Siden hen har det handlet om at have adgang til olie. En investering på 3 % om året lyder ikke af meget. Det må give en jævn vækst. Og kapitalismen har også bredt sig langsomt ud over hele verden. Der er selvfølgelige nogle op- og nedture, fordi man ikke præcis kan styre udviklingen. Nogle gange er der for få råstoffer i forhold investeringerne. Andre gange kniber det med at finde uddannet arbejdskraft til nye maskiner. Og i takt med at kapitalismen vokser, skal der jo også bygges havne og jernbaner, veje og broer. Og det giver alt sammen en ujævn udvikling, så der er år med stor vækst og andre år, hvor væksten næsten går i stå. I starten producerede arbejderne kun til de rige. Men hurtigt fandt man ud af, at man også kunne tjene profit ved at producere varer til arbejderne selv. Man kunne så hæve deres lønninger, så de fik købekraft. Og så kunne de købe de varer, som de selv producerede. Hermed fik alle glæde af kapitalismen. Kapitalismen kunne hermed vokse betydelig. Men det gav også et særlig økonomisk problem, som viste sig tydeligt med børskrakket i 1929, og som skabte krise igennem 30 erne med stor arbejdsløshed. Pludselig var der for mange varer på markedet i forhold til, hvad arbejderne havde råd til at købe. Derfor fyrede man nogle arbejdere, så der blev produceret mindre. Men så kunne de fyrede arbejdere jo ikke købe de varer, som de plejede at købe. Og dermed var der igen for mange varer på markedet, selvom det var færre end før fyringerne. Den enkelte kapitalist blev nødt til at tænke på sin egen overlevelse. Fordi han producerede mere, end han kunne sælge, blev han nødt til at fyre flere arbejdere og producere mindre. Dermed kom der endnu mindre købekraft på det kapitalistiske marked, og derfor blev der købt endnu mindre. Og igen måtte den enkelte kapitalist erkende, at han producerede for meget og så igen fyre arbejdere og producere mindre. Det var en nedadgående spiral, hvor produktionen blev mindre og mindre, mens der blev flere og flere arbejdsløse. Til sidst fandt man på en løsning, der kun vende processen om, så det blev en opadgående spiral. Staten skulle finde på noget arbejde, hvor der blev produceret noget, der ikke skulle købes, men som gav ansættelse til nogle arbejdere. Når de så fik løn, kom der mere købekraft, mens der stadigvæk ikke var produceret flere varer. Arbejdet kunne være hvad som helst. I princippet kunne man ansætte nogle arbejdere til at grave et stort hul i jorden. Og bagefter kunne man ansætte nogle andre arbejdere til at dække hullet igen. Det afgørende var, at nogle fik løn og købekraft, uden at der blev produceret varer til markedet. I praksis kunne arbejdet være at istandsætte en skole, bygge en vej, opføre et plejehjem eller lignende. Den slags arbejder er man så fortsat med lige siden i de perioder, hvor der er brug for mere købekraft. 12

13 Kapitalisterne bliver i gennemsnit rigere og rigere, fordi de er tvunget til at investere for mindst 3 % hvert år for at overleve i konkurrencen. Og for at få hele det økonomiske systemet til at fungere, skal arbejdernes købekraft også stige med cirka 3 % hvert år. David Harvey, som er en amerikansk professor, der har beskæftiget sig med kapitalismens udvikling, har beregnet, hvor meget der skal investeres hvert år, for at systemet ikke skal bryde sammen. Han har brugt 1990-priser - og dermed ser han bort fra inflation. Han har så beregnet, at den materielle produktion og serviceydelser i 1820 var cirka 694 milliarder US dollars på verdensplan; i 1913 var det steget til 2,7 billioner; i ,3 billioner; i billioner; og i billioner. Verdensbanken beregnede beløbet i 2009 til 56,2 billioner. Og hvis kapitalismen fortsætter, vil beløbet være over 100 billioner i Som de historiske erfaringer har vist, skal der ske mindst 3 % vækst hvert år for at undgå krise; og derfor skal der altså i 2030 investeres for 3 billioner ( US dollars), hvis kapitalismen ikke skal bryde sammen. Hvad gemmer sig bag ved disse tal? Jo, i starten var der kun et par storbyer i Europa, hvor der var nogle store fabrikker. Men konkurrencen tvang de enkelte kapitalister til at investere. Og så bredte det sig. Kolonialismen havde foregået i et par hundrede år, og det handlede om at skaffe billige råvarer i ulandene og fragte dem til Europa. Men efter 1870 ændrede det sig til imperialisme, idet staterne i Europa nu blev afhængige af at udvide deres markeder. Man blev nødt til at sikre sig forsyninger. Første Verdenskrig handlede helt enkelt om, at de europæiske lande kæmpede om at opdele de fattige lande imellem sig. Og Anden Verdenskrig handlede om det samme, men også om at erobre et verdensherredømme. Der var ingen, der ønskede disse krige. Men hvis kapitalismen i de enkelte europæiske lande skulle kunne vokse med de nødvendige 3 % om året (for at økonomien ikke skulle bryde sammen), var man afhængige af billige råvarer. Og problemet var især, at Tyskland havde for få kolonier - og dermed ikke råvarer nok til den nødvendige vækst. Efter Anden Verdenskrig lavede man Kul- og Stålunionen, hvor Tyskland kom med i et økonomisk samarbejde. Det har siden udviklet sig til EU, hvor de fleste europæiske lande er med. I 1960 erne kom et nyt fremstød, som mange har kaldt ny-imperialisme. Det var for dyrt og for besværligt at kontrollere kolonierne, så de blev selvstændige. Til gengæld var der stort behov for at finde nye muligheder, hvor man kunne investere. Og det blev så i ulandene, hvor jernbaner, veje og havne blev udbygget samtidig med investeringer i miner og fabrikker. I 1970 erne kunne man ikke længere fortsætte på denne måde. Det var for dyrt bare at fortsætte. Investeringerne gav ikke tilstrækkelig profit. Derfor begyndte man at presse lønningerne nedad i Europa. Argumentet var, at hvis vi i Danmark skulle klare os i konkurrencen, blev vi nødt til at arbejde hurtigere, være mere effektive og holde arbejdslønnen nede. Ellers ville de andre europæiske lande udkonkurrere os. I Tyskland var argumentet det samme. Hvis de tyske arbejdere ikke arbejdede hurtigere, blev mere effektive og undgik lønstigninger, ville de andre europæiske lande udkonkurrere Tyskland. Overalt i Europa lykkedes det kapitalisterne og de politiske magthavere at presse lønningerne ned, samtidig med at tempoet blev sat op, og arbejdet blev gjort mere effektivt. Det hjalp, så der blev råd til de 3 % investeringer, og så kunne kapitalismen udvikle sig videre. I erne blev der rationaliseret. Alle offentlige institutioner fik en organisation og ledelse, der lignede en kapitalistisk virksomhed, og det gav også en besparelse, så der blev flere penge til erhvervsinvesteringer. Den nødvendige vækst, som kapitalismen skal have, har medført, at der også har været brug at skaffe mere olie til industri og transport. Stigningen i produktion af lettilgængelig olie og stigning i forbrug af olie har fulgtes ad med diverse udsving. Men det er allerede nu svært at skaffe lettilgængelig olie. Så man er begyndt at bore dybt nede i havet ved Nordpolen samt udvinde olie fra noget olieholdig sand i Canada. Omkring år 2014 er de fleste enige om, at der sker et skift. Så vil forbruget af olie stige kraftigere, end det er muligt at skaffe lettilgængelig olie. Og det vil medføre stadig større prisstigninger på olie. Selvfølgelig kan man så lave biogas, som bilerne kan køre på. Og man 13

14 kan også bruge biogas til opvarmning. Men olieforbruget er så enorm stort, at biologiske løsninger ikke kan dække behovet. I hvert fald ikke de første mange år. Her i Danmark er der grund til at tro, at de fattige vil komme til at fryse om vinteren. De vil ikke længere have råd til at køre i bil. Og alle de madvarer, som i fragtes fra Sydeuropa i bil op til os, vil blive dyrere på grund af større transportudgifter. Behovet for hele tiden at finde på hvor man kan bruge 3 % til investeringer - og samtidig sikre, at investeringen kan give profit - har medført, at stadig flere virksomheder er flyttet til ulandene for at udnytte billig arbejdskraft. Her opfører man fabrikker, hvor lokale folk kan få et arbejde og ofte en god løn, gode forhold, intet børnearbejde, pension, fagforening osv. Men disse moderne fabrikker udkonkurrerer alle de lokale virksomheder, så der reelt bliver massearbejdsløshed. De arbejdsløse søger så arbejde i høsttiden ude hos landmændene. Her konkurrerer de med fattige landarbejdere om at få arbejde. For hvert år bliver det sværere og sværere at få noget høstarbejde; og lønnen presses længere ned for hvert år. På verdensplan bliver de rige rigere og de fattige fattigere. For at presse profit ud af ulandene, tvinger man bønderne til at sprøjte gift ud på planterne for at dræbe insekterne. Ud over at mennesker bliver syge, er der sket det, at man helt har udryddet bierne forskellige steder. I dag er der mange store områder, hvor der ikke længere er bier og så sker der ingen bestøvning af planterne. Det betyder, at der ikke længere kan dyrkes grønsager. Det er stadig muligt at dyrke korn, fordi der her sker en bestøvning ved hjælp af vinden. Fordi vi brænder så meget kul og olie af, kommer der mere kuldioxid i luften; og det medfører, at solens varme kan komme ind, men ikke ud gennem atmosfæren. Det medfører en global opvarmning, hvor høstudbyttet i mange ulande bliver mindre og mindre, og hvor der nogle år stort set ikke kan høstes noget. Sammenlagt betyder det, at fødevareproduktionen bliver mindre. Så ikke nok med, at de fattige i ulandene bliver fattigere. Fødevareproduktionen er faldet de steder, hvor fattigdommen er størst. For at undgå folkelige opstande har regeringerne så lavet store marker, hvor man dyrker ris og korn ved hjælp af store maskiner, kunstgødning og kunstvanding. Så sælger man ris og korn til de fattige for en pris, de kan betale. Dyrkningsmetoden medfører, at kornet danner stivelse i stedet for kornsukker. I vores del af verden, hvor folk er overvægtige, betyder det ikke så meget. Men når man er på sultegrænsen, kan det blive katastrofalt. For når man spiser grød eller brød af stivelseskorn, skal kroppen først bruge energi på at omdanne det til korn-sukker. Og så kan kroppen bagefter forbrænde dette sukker. Herved får man så præcis den samme mængde energi, som man først brugte til at omdanne stivelse til sukker. Det er med andre ord snyde-mad, som mætter dejligt i maven; men som ikke giver nogen energi. Resultatet er, at de fleste børn er underernærede, og at børnedødeligheden er stor. For at sikre sin egen alderdom, sætter forældrene flere børn i verden. Så håber de, at nogen overlever og kan sørge for dem, når de selv bliver gamle. Det er de fattige, der skaber denne befolkningstilvækst. Nu er der 7 milliarder mennesker på Jorden. Nogle snakker om, at vi kommer op på 8, 9 og 10 milliarder i løbet af få år. Men andre mener, at sulten forinden vil bremse processen. Vi vil aldrig komme op på 9 milliarder, mener de. Til gengæld får vi sandsynligvis fattigdomsflygtninge i betydelig større omfang end det, vi ser nu. Den enkelte kapitalist bliver hele tiden nødt til at investere i maskiner, der kan køre hurtigere. Den enkelte arbejder skal helst kunne passe flere maskiner samtidig. Flere og flere får stress. Og mindst én gang bryder den enkelte arbejder sammen og får en psykisk depression. Forbruget af nervepiller, lykkepiller, hovedpinepiller og al anden medicin er de sidste 10 år steget med over 1000 %. Kroppene bryder mere og mere sammen. Astma, allergi, sukkersyge, gigt, kræft mfl. hærger i stadig stigende omfang. Man kalder dem velfærdssygdomme eller livsstilssygdomme. For 5 år siden kom en gennemsnitsdansker på hospitalet én gang om året; nu er det 2 gange. Det er lykkedes indtil nu at få folk til at tro, at disse sygdomme rammer tilfældigt, og at det overvejende er genetisk arvede sygdomme. Men sandheden er, at det er sygdomme, der er skabt af det kapitalistiske system. For 20 år siden fik cirka 25 % kræft. For 10 år siden var det over 30 %. Nu er det over 35 %; og mange læger mener, at det snart kommer op over 40 %. Lægerne kæmper for at behandle alle disse sygdomme, så folk kan fortsætte med et liv, hvor kroppen går i stykker. Vi er nu i en situation med varig syg- 14

15 domstilstand. Det fornuftige ville være at nedsætte tempoet og leve et liv, hvor kroppen ikke ødelægges. Men det kan ikke lade sig gøre, så længe kapitalismen fortsætter. Den enkelte kapitalist er tvunget til at investere i effektivitet og hurtigere maskiner. Og kapitalismen som helhed skal have en vækst på mindst 3 % om året. Eller bryder det hele sammen. Indtil 1970 erne kunne nationalbankerne kun udstede penge i samme omfang, som de havde guldreserver. Så var man sikker på, at pengene havde en reel værdi. Men det ændrede man så. Og i de følgende 30 år har man ændret pengevæsnet mere og mere, så alle banker i dag kan udstede kreditpenge i store mængder. Helt op til midten af 80 erne var det stadig sådan, at den kapital, der knyttede sig til produktion, var den dominerende. Men herefter skiftede det. Nu kunne man begynde at spekulere i penge i stedet for at spekulere i produktion. Hvis man investerede i produktion, kunne man måske opnå % profit. Men hvis man spekulerede i pengetransaktioner, kunne man opnå % i gevinst. Alle virksomheder fortsatte med at have en regnskabschef, der styrede produktionsøkonomien. Men så ansatte man også en skattemester, der styrede virksomhedens pengekasse; og han var i stand til at tjene flere penge på spekulation end på virksomhedens produktion. Nu begyndte et bankeventyr, hvor bankdirektørerne i de sidste 20 år er blevet rigere i et tempo, som har været eksplosionsagtigt. De har selv lånt et hav af penge, og de har spekuleret i pengetransaktioner, der gav 30 % i rente. De er kommet op på at tjene en million om måneden. Og de rigtige rige bankdirektører i London tjener millioner om måneden. Rigdomsforøgelsen har ikke rod i nogen materiel produktion. Det er udelukkende smart spekulation. En stor del af den 3 % vækst, som kapitalismen skal have for ikke at bryde sammen, er så gået til spekulation. Man har lånt penge til bygherrer, der har opført huse. Og man har lånt penge til boligejere, der har købt husene. Og kapitalisterne har fået deres gennemsnitlige 3 % vækst. Men husene var dyrere, end boligejerne havde råd til. Det var bankerne da ligeglade med. Og så brød det hele sammen i Den ene bank krakkede efter den anden. Boligejerne kunne ikke betale deres gæld og blev sat på gaden. Hele den kapitalmasse, som blev kunstig skabt i de år, skal nu forsvinde i form af flere bankkrak og flere konkurser og flere folk, der må gå fra hus og hjem. Her i 2012 er der stadig flere hundrede milliarder dollars i finanskapital, som der ikke er noget materielt grundlag for. Og derfor vil økonomisk krise og arbejdsløshed fortsætte nogle år endnu. Da de finansielle markeder er internationale, er det i princippet lige meget, hvor tabene kommer. Og derfor er der nogle, der spekulerer i en krig i Mellemøsten. Israel ønsker at bombe Irans atomanlæg. Og det kan blive påskuddet til krigen. Så skal man helst smadre så meget af arabisk kapital, at man herefter kun har så meget kapital tilbage på verdensmarkedet, at det svarer til den materielle produktion. Og så kan man fortsætte den kapitalistiske vækst på de 3 % årligt. Kommer denne krig ikke, vil den økonomiske krise fortsætte adskillige år endnu i Vesten. Det interessante er, at bankdirektørerne argumenterer med, at der er mere brug for dem nu end tidligere. For nu skal de føre os ud af krisen. Og derfor skal de have klækkelige lønforhøjelser. Først tjente de enormt meget på at skabe krisen; og nu skal de tjene lige så meget på at afvikle den. Målet er at få en balance mellem finanskapital og produktion. Og så kan man herefter fortsætte med 3 % stigning årligt. I de år, hvor finansspekulanterne tjene fantastisk meget, var der et behov for at passivisere almindelige mennesker i Vesten. De skulle jo ikke gøre oprør, fordi de rige fik % merindkomst om året. Derfor brugte politikerne masser af penge til sygehuse, plejehjem, pensioner, skoler, børnehaver osv. Alle blev dermed rigere. Da det så begyndte at knibe med penge til al denne velfærd, lånte man bare på de finansielle markeder, som det så smukt hedder. Så kunne og kan vi stadig få al denne velfærd; men nu er det for lånte penge. Politikerne regner så med, at den økonomiske krise snart er ovre, og så kan man betale gælden tilbage. Problemet er bare, at både USA og de europæiske lande skylder så helt utrolig meget, at bare renterne på disse lån kan forhindre, at økonomien kommer i gang igen. På den ene side vil det være konstruktivt, hvis de fattige fik flere penge at forbruge, for så hjalp det produktionen i gang. På den anden side vil det medføre, at kapitalisterne skal udbetale for meget i løn, så det ikke kan betale sig at investere. Og så kommer der ingen vækst. Og det vil medføre en 15

16 nedadgående spiral med endnu flere arbejdsløse og endnu flere virksomheds- og bankkrak. I første omgang forsøger de enkelte lande at effektivisere og sætte tempoet op, så man bliver mere konkurrencedygtig end nabolandene. Indenfor Euro-zonen har det medført, at Tyskland klarer sig bedre end Grækenland, sådan at grækerne køber tyske varer - af penge, som de låner. Derfor er Grækenland i dag reelt konkurs. Men det løser ikke kapitalismens problemer. Man er derfor nødt til at finde på noget helt nyt. Og det skal handle om et intimt og uløseligt samarbejde mellem finansmarkederne og staterne i Vesten. Mens politikerne i det enkelte land indtil nu har haft den afgørende beslutning, når der skal disponeres økonomisk, bliver de fremover nødt til at underordne sig finansmarkederne på den ene eller anden måde. Reelt betyder det, at kapitalismen vil overgå til en ny historisk fase, hvor finansmarkederne kommer til at styre politikken mere direkte. Det betyder, at de store beslutninger ikke længere skal træffes nationalt. Men at internationale økonomiske topmøder og internationale finansielle institutioner bliver de steder, hvor politikerne vil sidde og forhandler om verdens fremtid. Nogle vil mene, at det allerede har været tilfældet de sidste 20 år. Men i disse år har det enkelte lands politikere dog kunne føre en selvstændig økonomisk politik. Det vil de have meget svært ved fremover. Indtil for nogle år siden troede mange, at FN ville udvikle sig til en verdensregering, hvor demokratiet og fornuften skulle herske. I dag er FN nærmest sat ud af spillet. Til gengæld er vi ved at få noget andet, som regerer verden - hen over hovedet på de enkelte lande. Og det er disse finanscentre. Det bliver næppe til en verdensregering. Men måske til flere finansregeringer, der samarbejder. Hermed er den sidste rest af demokrati forsvundet. Nu er det kapitalistisk styring. Og politikerne opgaver bliver så at lave nationale lapperier. Der er nogle socialistiske partier, som tror, at kapitalismen vil bryde sammen på et tidspunkt. Så kan økonomerne og politikerne ikke løse problemerne mere. Og folket mister også troen på systemet. Og så vil der komme generalstrejke, og befolkningen vil sætte sig på den politiske magt og afskaffe kapitalismen og indføre socialismen. I midten af 1800-tallet troede socialister, at det ville ske forholdsvis hurtigt. I begyndelsen af 1900-tallet troede mange, at det snart ville ske. Efter Første Verdenskrig troede rigtig mange, at nu kom det. Og efter Anden Verdenskrig regnede mange med, at det måtte ske nu. Med kulturrevolutionen i slutningen af 1960 erne var der mange, der mente, at det var nært forestående. I med den økonomiske krise vi har i dag, er der også nogen, der mener, at det snart sker. Der er klimakrise, oliekrise, finanskrise, stresskrise, fødevarekrise, flygtningekrise osv. Og hvordan kan man fortsætte med den nødvendige investering på 3 %? Det svarer til, at der i år skal investeres for cirka 70 billioner dollars. Og det bliver en kolossal stor udfordring at finde ud af, hvad der kan investeres i, sådan at der kan skabes profit ud af det. Et projekt kan være at hente råvarer ned fra Månen. Et andet kan være at koble bioteknologi og menneskekroppe og lave levende robotter. Det skal være noget i den størrelsesorden for at opsuge alle de penge, der skal investeres, for at systemet ikke bryder sammen. Den såkaldte grønne vækst, hvor man laver vedvarende energi kan godt opsuge en del penge, men langt fra nok. Der er imidlertid masser af ressourcer tilbage på Jorden. Forestil dig en fremtid, hvor hele Afrika er blevet til en mægtig storby med højhuse, hvor fødevarerne produceres på de forskellige etager ved kunstigt lys. På 37. etage produceres grise. På 38. etage produceres køer. Fra 40. til 60. etage produceres grøntsager. Der er langt endnu, inden alle muligheder er opbrugt. At tro, at kapitalisterne ikke kan finde på noget, er at undervurdere dem. Systemet bryder ikke sammen de første 500 år. Til gengæld er det sandsynligt, at flere og flere af os begynder at sige nej til denne udvikling. Det er vigtigt at forstå, at den enkelte kapitalist ikke er ond. Han vil bare gerne overleve. Og derfor er han nødt til at investere. Lige så vigtigt er det at forstå, at politikere og fagforeningsfolk ikke har nogen som helst mulighed for at påvirke den overordnede proces. De kan regulere i det små. Sætte plaster på såret. Hjælpe de fattige osv. Men de kan ikke ændre udviklingen, så længe kapitalismen får lov til at fortsætte. Mange mener, at vi allerede har sørget for, at den rå kapitalisme er væk. Og nu er der så et samarbejdende folkestyre med velfærd. Men det ændrer ikke noget at kalde samfundet noget andet. Virkeligheden er, at pengene styrer. Kapitalisterne er hele tiden tvunget til at skabe 16

17 en vækst på mindst 3 % om året. Sker det ikke, kommer der økonomiske kriser, arbejdsløshed mm. Politikere, fagforeninger, forskere, økonomer, magthavere, pampere og teknokrater er derfor enige om, at man ikke kan bremse udviklingen. (Men selvfølgelig kan man det). De er også enige om, at der hele tiden skal være en økonomisk vækst for at undgå kriser. (Men selvfølgelig er det noget vrøvl). I selv samme øjeblik vi afskaffer det kapitalistiske system, behøver vi ikke mere vækst. Og så kan vi begynde at rydde op og indrette alting fornuftigt. Der er kun én måde, hvorpå man kan afskaffe kapitalismen, og det er ved at nationalisere finanskapitalen og så begynde at styre produktionsøkonomien demokratisk. Nogle socialister tror, at alting herefter af sig selv udvikler sig i en fornuftig retning. Men her tager de fejl. Den bevidsthedsstruktur, som har været med til at udforme det politiske og sociale system under kapitalismen, vil stadig være der. Og den vil påvirke folk så meget, at vi langsomt men sikkert vil genskabe de samfundsstrukturer, som var grundlaget for kapitalismen og som igen vil give nogle tilsvarende problemer som dem, der var (er) under kapitalismen. Der er dog sket noget med bevidstheden, idet der kom endnu en bevidsthedsspaltning i 1980 erne. Den hedder deperdution. Før da oplevede man jeg et i hjertet, og følelserne mærkede man i brystet. Men nu er alt under halsen projiceret udenfor jeg et. Kroppen opleves nu som en ting. Og identiteten er nu i hovedet, hvor man er klar over, at der er en højre og venstre hjernehalvdel. Analyserer man bevidstheden, opdager man, at den nu er 6-delt, svarende til de 6 adskilte dele, der er i energilegemet. Indholdet i de 6 dele er for de fleste mennesker samfund/politik/arbejde/uddannelse, café/venner, krop/natur, computer/mobil, familie og sex. Samfundet er tilsvarende 6-delt. Bevidsthedsstruktur og samfundsstruktur har påvirket hinanden. Samfundet har delt sig mere og mere op i de 6 dele. Det har fået bevidstheden til også at dele sig op sådan. Og det har igen påvirket samfundet til sådan en 6-deling osv. Det har været en social proces, hvor samfundsstrukturer og bevidsthedsstrukturer har skabt hinanden. Men det har også været en yderligere spaltning af det traditionelle europæiske energimønster og bevidsthedsstruktur. Hovedeffekten af deperdutionen har været, at man ikke længere kan forbinde forskellige dele i sin egen bevidsthed. Det indebærer, at moral og etik er forsvundet. Man kan heller ikke forbinde tanker med lyst og vilje. Det kan man selvfølgelig ikke holde ud, så derfor danner man en særlig tankelyst og tankevilje. Problemet er bare, at man ikke kan føle dem. Og de forsvinder lige så hurtigt, som de opstår. Der er heller ikke et egentligt jeg. Der er 6 mig er; og de trækker i 6 forskellige retninger. Der er så en indre uro og trang til at forene de splittede dele. Og det kan man godt. For spaltningen er en daglig selvundertrykkelse. Lige så snart man slapper af og tillader at føle efter, vil man begynde at få delene til at samarbejde. Det er imidlertid meget svært, fordi alting i samfundet er opdelt i de 6 sfærer. Når man befinder sig i én af de 6 samfundssfærer, bruger man én af sine egne 6 bevidsthedsdele. Og når man er i en anden af de 6 samfundssfærer, bruger man en anden af sine 6 bevidsthedsdele. Hvis man forsøger at blande det, så man bruger en forkert bevidsthedsdel til en bestemt samfundssfære, stivner andre mennesker og kigger mærkeligt på én. Så er man dum, naiv, pervers, fjollet, useriøs eller ynkelig. Men man kan godt slippe spaltningerne. Det sker, når man får et psykisk sammenbrud. Eller når man går i strejke og mister tilliden til systemet. Eller når samfundet har udviklet sig så grelt, at man begynder at tænke, at alting bør være anderledes. Bevidstheden behøver heller ikke hænge fast i det dobbelte energimønster med analyseenergien i højre side og enheds-energien i venstre. Hvis man tør tænke alternativt, kan man godt skifte rundt mellem alle energimønstre. 17

18 I resten af bogen vil vi se på strukturerne i samfundet. Vi vil analysere dem og opdage, at de passer til det traditionelle stivnede bevidsthedsmønster. Og så vil jeg visualisere, hvad der er muligt og fornuftigt, hvis vi slipper selvundertrykkelsen og frigør os fra bevidsthedsstrukturen. I 1700-tallet sad man på kaffestuer og diskuterede, hvilket samfund man ville have, når man fik afskaffet adelsvældet. Nu skal vi så diskutere, hvilket samfund vi vil have, når vi får afskaffet kapitalismen. Alle kan være med i diskussionen: Arbejdere, kunstnere, intellektuelle, bønder, præster, politikere og kapitalister. De sidstnævnte har selvfølgelig noget at miste; men de kan selvfølgelig også godt indse, at vi er ved at ødelægge alting, hvis vi bare fortsætter. Og så skal vi snakke os frem til nogle grundlæggende idéer for et nyt samfund og en ny verdensorden. Her håber jeg, at denne bog kan blive et bidrag i diskussionen. Myter Inden vi går i gang, vil jeg lige komme ind på det fænomen, som kaldes en myte. Jeg hørte en udsendelse i radioen, hvor en filosof forklarede, hvad det var. Han mente, at det var historier, som var blevet fortalt igen og igen igennem tiden, og som efterhånden dannede nogle tankemønstre i os. Forfattere havde skrevet bøger om de samme temaer og forstærkede dermed disse myter. Han nævnte Tristan og Isolde som et eksempel og sagde, at der var mange andre historier, som havde samme tema, og at de altså dannede vore tanker om kærlighed. Jeg mener, at det en det europæiske energimønster, der danner bestemte tankemønstre. Og jeg vil kort skitsere, hvordan historien om Tristan og Isolde passer til dette energimønster. Der er 3 kropsdele med høje ladninger i det europæiske energimønster, og de danner 3 kødelige bevidstheder. I højre side er de mandlige energier. I underlivet er der en dyrisk kraft. Og her oplever man ridderen. I hovedet er der forstanden og kontrollen. Og her oplever vi kongen. I venstre side er der den kvindelige energi. Og her oplever vi prinsessen. Det europæiske menneske har så en indre trang til at forene de to sider, som holdes permanent adskilt. Og her er der altså både en ridder og en konge, der bejler til prinsessen. Tristan er ridder. Men i en kamp med en anden ridder bliver han såret. Denne følelse af at være såret, føler vi alle sammen, fordi vi netop er splittet i højre og venstre side. Og vi kan kun ophæve følelsen, hvis de to sider mødes. I historien er det så Isolde, der skal redde Tristan. Men højre sides underliv, der indeholde vrede på grund af adskillelsen, og venstre sides bryst, der indeholder gråd på grund af adskillelsen, kan ikke direkte mødes. Det skyldes, at de jo er modsætninger. Kun hvis man begynder at bruge andre energimønstre, kan alle energimønstrene fungere i en sammenhæng, hvor de supplerer hinanden. Men hvis man kun har to modsatte energimønstre, trækker de i modsatte retning. Derfor forklæder Tristan sig og spiller harpe i nærheden af Isolde. Og hun synes, det lyder så smukt, at hun også gerne vil lære at spille. Her er der altså et spil, der gør, at de to sider (højre og venstre kropssides bevidstheder) kan mødes. Og det heler så Tristans sår. Nu kan mennesker ikke holde ud at være permanent spaltet mellem de to kropssider. I den ene side har man et jeg, og i den anden side har man drømmen om en kæreste. Egentlig er det også et jeg, men det er projiceret udenfor jeg et og over på én af modsatte køn. Trangen til at forene de to side bliver så til behovet for at blive gift. I højre side er der dels forstand og kontrol (hoved); og i historien er det kongen. Og der er også det vilde og seksuelle (underliv); og i historien er det ridderen. Men hvem skal Isolde giftes med? Her er det Tristan (dyrisk sex), der i første omgang sejrer. Tristan og Isolde har nemlig drukket en elskovsdrik, der forbinder de to siders følelser, så de bliver forelskede. Men til sidst forlader Isolde (bryst) Tristan (underliv) og giftes med Kongen (hoved). Det bliver altså et fornuftsægteskab. Man kan analysere alle andre historier fra den tid og nå frem til samme resultat. De bygger direkte på de tanker og følelser, som alle europæere oplever inde i sig selv. Og derfor er det ikke, som filosoffen i radioen sagde, historierne, der har dannet nogle tankemønstre i os. Det er tankemønstrene i 18

19 os, der har dannet historierne. Og tankemønstrene følger de strukturer, der er i det traditionelle europæiske energimønster. Det europæiske energimønster danner en lang række af myter i vores bevidsthed. Og der er nogle store gennemgående myter, som handler om hele den europæiske kulturs historie og udvikling. I sammentrængt form har jeg fundet dem i en meget lille bog, som Lene Andersen skrev i Den har titlen Det åbne samfund og dets venner. Et svar til Stéphane Hessel. Hessel er en gammel mand, der var aktiv imod nazisterne, og som i en lille bog Indignez vous (bliv oprørt, bliv forarget) med kun 13 siders tekst opfordrer vor tids ungdom til at gøre modstand. Bogen udkom i Frankrig i 2010 og blev hurtigt en bestseller. Den er nu solgt i over 3,5 millioner eksemplarer over hele verden. Det interessante ved Lene Andersens bog er, at vi her får de europæiske historiemyter serveret i ultrakort form. Hun starter med, at hun ville have været død, hvis hun levede i stenalderen. Enten af sundhedsmæssige årsager - eller fordi, hun er over 40 år. Så gamle blev de ikke dengang, tror hun. Det skyldes jo, at folk i 1600-tallet kun blev omkring 30 år i gennemsnit. Og lige siden er vi blevet ældre. Og så tror vi, at mennesker før da også højst blev 30 år. Men den lave alder skyldes pest og krige. Og der er intet videnskabeligt grundlag for, at folk for et par tusinde år siden levede et kortede liv, end vi gør i dag. Men der er en klar myte om, at vi lever længere. Og det skyldes den europæiske bevidsthedsstruktur. Analyse-energien i højre kropsside giver denne tankegang. Man føler to energipoler (underliv og hoved). Det giver to bevidsthedspoler i hjernen. Og man føler en energistrøm fra underliv til hoved. Og det giver den forståelse, at der er en bevægelse fra den ene bevidsthedspol til den anden men også, at det er en bevægelse opad fra noget primitivt til noget mere veludviklet. Når man så fylder hovedet med tanker om levealder, vil man straks have to levealdre én i hver pol. Den ene bruges så til fortid og den anden nutid. Og så vil man føle, at levealderen i fortiden var nede på et primitivt stade, mens den nu er oppe på et mere udviklet stade. Så mener hun, at mændene begyndte at dominere over kvinder allerede for år siden. Og hun mener, at denne kvindeundertrykkelse har varet lige siden. Efter hendes opfattelse var det først, da FN vedtog menneskerettighederne i 1948, at hun som menneske har fået et liv i tryghed. Men videnskabelige kilder antyder, at der nærmest var et matriarkat, der varede frem til i hvert fald år før 0. På grund af klimaforandringer, der skyldtes istidens ophør, blev Mellemøsten langsomt forvandlet fra en frodig have til ørken. Og i før 0 var der total krig overalt om at erobre en frodig dal, hvor man kunne producere fødevarer. I disse år enten døde man - eller også organiserede man sig i hære, hvor kvinder, børn og kvæg dannede bagtrop. Det var nok den første særbehandling af kvinder. Springer vi frem i tiden til landsbyfællesskaberne i Europa, er der intet, der tyder på, at kvinder blev undertrykt af mændene. Præster og adel fik fanget hekse og brændt dem. Men i landsbyerne havde kvinderne lige så meget magt som mændene. Vi skal helt op til 1800-tallet for at se en general kvindeundertrykkelse. Her er landsbyerne gået i opløsning. Og kernefamilien har set dagens lys. Når en kvinde blev gift, fik manden en pisk af brudens far. Og den hængte over ægtesengen til advarsel. Men da kvinden natur var svag, måtte manden mindst hver 3 uge piske hende i enden. Ellers tog Satan bolig i hende. Det var i 1920 erne i årene mellem de to verdenskrige, at kvinderne begyndte en frihedskamp for at komme ud af køkkenerne, bestemme over deres egen seksualitet og blive en del af samfundet sådan som det havde været tidligere i 1700-tallet. Men Andersen oplever det helt anderledes. I hendes bevidsthed er der to poler. En primitiv og en fornuftig. Og hun føler en energistrøm fra den første til den anden. Derfor er hun overbevist om, at kvinder altid har været undertrykt. Det er først i vor tid, at de er blevet frigjort. Hun kender sandsynligvis ikke til historiske kilder. Men fordi alle mennesker i Europa har denne bevidsthedsstruktur, har de alle sammen også den samme myte. Og når alle oplever det sådan, må det vel være sandt. Det er det bare ikke. De samfund, som tidligere generationer og vi selv har opbygget i Vesten, har en masse fejl, og de fejl skal vi absolut indigneres over. Men det er også de bedste 19

20 samfund og livsvilkår, verden hidtil har kendt, og for at vi fortsat kan leve i gode samfund og nyde godt af de universelle menneskerettigheder og forhåbentlig udbrede dem til resten af verden, må vi også være taknemmelige for de gode forhold, vi har arvet. Men har vi de bedste samfund? I 1-2 års alderen tvinger vi børnene til at spalte deres bevidsthed, så deres vilje knækkes, og de bliver lydige. I 3-4 års alderen tvinger vi børnene til endnu en spaltning, så de bliver et halvt menneske, der venter på at blive forenet med en kæreste, så de kan føle sig hel. I års alderen skærer en sjettedel af børnene i sig selv for at slippe for den psykiske smerte, indtil de til sidst gennemfører endnu en bevidsthedsspaltning, så de ikke længere kan føle noget sammenhængende jeg. Forbruget af medicin, nervepiller, og lykkepiller er steget med over 1000 % de sidste 10 år. Halvdelen af befolkningen går rundt med konstante smerter. Flere og flere får gigt, astma, allergi, sukkersyge mm. Stress og psykiske depressioner rammer alle før eller siden. Kræft bliver mere og mere udbredt. Vi er ved at udrydde en masse vilde planter og dyr. Vi ødelægger ozonlaget. Øger den globale opvarmning, så fattige mennesker ikke kan producere fødevarer. Og antallet af krige eller krigslignende tilstande er steget jævnt gennem de senere generationer. I Vesten bliver de rige rigere, men de fattigere bliver fattigere. Alt det her ved Andersen selvfølgelig godt. Men når hun slapper af og ikke tænker over det, føler hun kun det, som hendes stivnede energimønster giver impulser til. Og her er hun kun i kontakt med den del af bevidstheden (hoved i højre side), som handler om, at hun kan sige sin mening og stemme ved valg mm. I Vesten har vi de bedste samfund at bidrage med noget konstruktivt i, vores udfordring må ligge i at opfinde og skabe bedre løsninger end det, der allerede findes. En sådan opfindsomhed, kreativitet og arbejdsomhed er ikke modstand, det er hårdt arbejde og vilje til personligt ansvar og udvikling. Her kritiserer hun Hessel, fordi han opfordrer til modstand mod den udvikling, der har været og stadig sker. Det fremgår af hendes argumentation, at vi skal videre ad samme vej som tidligere. Hun føler analyse-energien, hvor vi hele tiden kommer fra noget primitivt (underliv) til noget fornuftigt (hoved). Hun vil ikke gøre modstand mod den energistrøm, som hun føler fra underliv til hoved. Andersen kan også mærke venstre side med enheds-energien, som rummer følelser og et individualistisk jeg (bryst), der står udenfor samfundet og kigger på. Her kan hun godt føle passion og godt forstå indignation. Og hun ved også, at denne følelse rummer illusionen om historiens afslutning (analyse-energien) og dannelse af det utopiske rige, hvor alt er godt. Her kan den enkelte føle sig som helt, der vil skabe den perfekte verden. Men både helte og den perfekte verden er en myte. Ingen af dem kommer. Begge er en pubertær drøm om at kunne lægge ansvaret fra sig, og de er en tro kopi af magt og en underliggende orden, som ikke findes. Det totalitære samfund hviler på denne magiske tænkning og forestilling om den perfekte verden, det perfekte system. Her er jeg helt enig med Andersen. Enheds-energien giver denne myte i vores bevidsthed. Det interessante er, at hun kan indse venstre sides myte, som hun tager afstand fra. Men hun kan ikke erkende højre sides myte, som totalt præger hende s tankegang. 20

21 Det åbne samfund og det liberale demokrati er produktet af oplysning og humanisme samt en erkendelse af, at der ikke findes skjulte kræfter, men kun menneskers gensidige interaktion. Det er rigtigt, at 1800-tallet var en oplysningstid, hvor spaltningen mellem højre og venstre side blev total, og hvor adelen og den intellektuelle elite valgte analyse-energien (højre side) som den rigtige bevidsthed, mens enheds-energien (venstre side) blev betragtet som noget magisk med skjulte kræfter. Men det fremgår af hendes tekst, at udviklingen frem mod demokrati skyldtes oplysning og humanisme. Sådan læser jeg det også, når jeg læser de bøger om idéhistorie, som hun har læst. Her er der mange tænkere, der visualisere et bedre samfund. Demokratiet blev dog ikke skabt af idéer. I 1700-tallet var der mange, der udførte følelsesforløsning med terapi for at slippe ud af det stivnede energimønstre og den stivnede bevidsthed. Og mange dannede fællesskaber med samarbejde om produktion af fødevare og andre livsfornødenheder. Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, at man kaldte det socialisme. Men bønder og arbejdere havde længe været undervejs med frigørende sociale bevægelser. Og den franske revolution i 1789, der reelt afskaffede adelsvældet og startede kapitalismen, blev ikke udført af tænkere, der sad og skrev bøger. Men med spaltningerne i bevidstheden, oplever Andersen tænkerne (hoved). Bønder og arbejdere (underliv) er projiceret udenfor tankerne. Men reelt var det dem, der skabte demokratiet. Midt i bogen begår Andersen en typisk fejl, idet hun bruger vor tids bevidsthed, og tror, at bevidstheden også var sådan for år siden. Omkring år 0 begyndte mennesker i forskellige kulturer at snakke om ånder, der lever uafhængig af menneskers kroppe. Og samtidig begyndte man at mene, at der er guder eller en Gud, der også er udenfor mennesker. Men hvis man går tilbage til de tidligste skrifter (1700 før 0), skrives der om vandet og vandets kraft. Om lyset og lysets kraft osv. Der begyndte med andre ord at komme abstrakte begreber. Og et af dem var kraft. Dette ord er senere oversat til gud. Man erkendte altså, at der var nogle kræfter i naturen. De første love blev opfattet som givet af guderne. Brud på loven var dermed ikke blot kriminelt i moderne forstand, men en forbrydelse mod højere magter Her har Andersen totalt misforstået, hvad der skete. Det er rigtigt, at lovene ikke bare var tilfældige regler, som man kunne lave om på hele tiden. De var netop udtryk for nogle abstrakte erkendelser. Og hvis man brød loven, brød man ikke en tilfældig midlertidig regel. Så brød man med erkendelsen af, at der var noget, der ikke bare havde gyldighed nu, men også i morgen og altid. Også selvom mange af lovene set med moderne øjne var barbariske og fx tillod både forskelsbehandling, slaveri, tortur og anden mishandling. Det fremgår af Andersens tekst, at hun tror, at de første love var sådan, og at det først er i moderne tid, at lovene bliver retfærdige og humane. Men sådan var det ikke. De første love var lige så retfærdige som de love, vi kender i dag. Samfundene i Mellemøsten omkring år 1700 før 0 var meget demokratiske. Der var en veludviklet kunst og kultur. Og retsvæsnet blev udviklet i takt med skriftsproget. Der var ingen forskelsbehandling, slaveri, tortur eller anden mishandling. Det er først for alvor omkring år 1200 før 0, hvor hungersnød og krige om at erobre en frodig dal udfoldede sig, at lovene ændrede sig. Så kom der særlige regler for overklassen, og andre regler for krigsfangerne osv. De mest barbariske retsregler fandtes omkring år 1600 efter 0. Og hvis vi ser på, hvordan europæerne behandlede krigsfanger for bare 70 år siden, er der ingen grund til at mene, at mennesker i moderne tid skulle være særlig humane. Først med Renæssancen i 1400-tallet opstod humanismen og den fundamentale respekt for det enkelte menneske. 21

22 Det er rigtigt, at europæerne i 1400-tallet ændrede bevidsthed. De fik den bevidsthedsspaltning, som hedder alienation. Overklassen (hoved) hævede sig op over dyret i sig selv (underliv). Herefter mente de, at de var blevet civiliseret. Før da var europæerne godt klar over, at Kina og Indien var kulturer på et højt civiliseret niveau; men efter da mente europæerne, at alle andre kulturer var nede på et dyrisk niveau, og at Europa var den eneste civilisation. Når man siden rejste ud i verden og plyndrede og stjal alle værdi og sendte dem til Europa, kunne man godt tillade sig at myrde de indfødte og vilde mennesker, for de var jo dyr. Hjemme i Europa ændrede man også syn på sindssyge mennesker. Tidligere blev de accepteret som landsbytosser; men nu blev de betragtet som dyr. Derfor blev de spærret ind i stalde, hvor de blev bundet; de fik noget halm til at ligge på. Og man mugede tis og lort ud af stalden præcis som hos dyrene. Her kunne de sindssyge så leve til de døde. Kvinderne, som jo identificerede sig med venstre kropsside, havde her lav ladning i underlivet. Det betød, at de ikke mærkede sig selv her. Og deres underliv kunne så blive besat af Djævelen, så de blev forvandlet til hekse. Derfor brændte man i de følgende år hekse. Men Andersen har ret i, at overklassen havde hævet sig op over det dyriske og fået en åndelighed og sjæl i hovedet. Og de begyndte at behandle hinanden på en humanistisk måde, for de var jo ikke dyr længere. Mens man kunne sparke, slå og nedværdige dyr, skulle man nu behandle andre mennesker med respekt og anerkende deres særlige menneskelighed. Proletarer og kriminelle var på grænsen mellem at være dyr og menneske. Men i de følgende par hundrede år blev de mere og mere betragtet som dyr. Tortur og lemlæstelse blev mere udbredt. Man snakker om Middelalderen og den Mørke Middelalder. Tilsammen var det perioden fra 500 til Efter bevidsthedsspaltningen i 1400-tallet men overklassen, at de var kommet ud over den mørke tid. De havde nu hævet sig selv op i lyset (hovedet). Og det har i dag medført, at man tror, at den Mørke Middelalder var mere barbarisk end den sene Middelalder. Men det var lige omvendt. Den tidlige Middelalder var langt mere human. Men hvis kigger på den liste at forfattere, som Andersen har læst, kan man konstatere, at hun har læst idéhistorie. Hun har læst om, hvad overklassen har haft af idéer igennem tiden. Og så tror hun, at det er disse idéer, der har skabt den sociale udvikling. Og at idéerne afspejler, hvad der skete socialt. Hendes viden om, hvordan almindelige mennesker havde det, er uendelig lille. Andersen mener så, at humanismen og respekten for det enkelte menneske har skabt vores moderne demokrati, hvor vi har fået en retsstat, der sikrer, at det enkelte menneske kan leve, som man selv vil. Men kan en kapitalist vælge ikke at investere sin kapital og dermed fravælge den økonomiske vækst, som er i gang med at smadre hele kloden? Jo, hvis han vil udkonkurreres og ikke være kapitalist længere. Men ellers ikke. Og kan en arbejder vælge at slå sig ned som filosof? Er han ikke tvunget til at sælge sin arbejdskraft, selvom han derved er med til den vækstproduktion, som på lang sigt ødelægger hans egen og vores fælles fremtid? Andersen har dog ret i, at hun selv og andre mellemlagsfolk har en stor individuel frihed. Kapitalistklassen og arbejderklassen har gennem 150 års klassekamp skabt en magtbalance, hvor både kapitalister og arbejdere har fået stabile økonomiske forhold. Alle går rundt i samme slags tøj og snakker kammeratligt til hinanden, og vi har en illusion om, at enhver tænker frit og kan gøre, hvad man vil. Men undersøger man, hvad folk tænker, er det tydeligt, at de fleste ligesom Andersen har de tanker, som er skabt af den bevidsthedsstruktur, der er. I praksis viste det sig, at kommunismen og planøkonomien ikke fungerede, og at når kapitalismen og markedsøkonomien ikke reguleres via lovgivning, ender det meste af rigdommen på meget få hænder, hvilket kan underminere demokratiet. Desuden er et ureguleret marked ikke i stand til at beskytte miljøet eller tage hånd om de svageste. Konklusionen på det 20. århundrede er, at en blandingsøkonomi skaber størst mulig velstand kombineret med størst mulig social sikkerhed for flest. Andersen har selvfølgelig ret til at mene, hvad hun synes er bedst. Men grundlaget for hendes konklusioner er forkerte. Det er en myte, at planøkonomien ikke fungerede. Det gjorde den. Sovjetuni- 22

23 onen udviklede sig med langt større hast, end nogen havde ventet. Der var uendelig mange problemer med planlægningen. Og man tog fejl igen og igen. Men selve det at planlægge økonomien var et stort fremskridt. I Vesten i dag planlægger vi økonomien 1000 gange mere, end man gjorde i Sovjetunionen. Selv på de såkaldte frie kapitalmarkeder, har man planlagt procedurer for at undgå, at økonomiske udsving skal vælte hele økonomien. Det 20. århundrede var det århundrede, hvor man afskaffede kolonierne og overgik til en verdensomspændende kapitalisme. Tidligere snakkede vi om rige kapitalister og fattige arbejdere. I dag er det mere relevant at snakke om de rige i industrilandene og de fattige i ulandene. Andersen forholder sig ikke til denne virkelighed. Hun tænker kun på Danmark. Og her ser hun, at en arbejder tjener godt og føler sig sikker. Og derfor når hun frem til den uhyrlige påstand: Konklusionen på det 20. århundrede er, at en blandingsøkonomi skaber størst mulig velstand kombineret med størst mulig social sikkerhed for flest. Men konklusionen burde være stik modsat. De fleste mennesker, der på den ene eller anden måde deltager i den verdensomspændende kapitalisme, har igennem det 20. århundrede oplevet en faldende økonomisk velstand og en større social usikkerhed. Det er rigtigt, at der i ulandene er en overklasse, der er blevet rigere. Og der er vestlige fabrikker i ulandene, hvor arbejdere tjener godt. Men det er mindretal. Og hvis man ser på, hvor mange råvarer, fødevarer og andet, der overføres fra ulandene til Vesten og hvor lidt der går den modsatte vej, er det ikke den vestlige blandingsøkonomi, der skaber vores rigdom. Og så er der det med den sociale sikkerhed. Hver gang man i et uland har fået en politisk bevægelse, som synes at stabilisere sikkerhed i landet, har USA og Nato bombet landet og indsat marionetregeringer, fordi landene ikke har valgt den vestlige form for samfundsmodel. Er det størst mulig social sikkerhed for flest? I de år, der har eksisteret mennesker, har vi mere end 99 % af tiden hentet vores viden om verden i myter, tro og overtro. Men det gør vi ikke mere, mener Andersen. Vi (hoved) har nemlig hævet os op over vores dyriske bevidsthed (underliv); og nu ser vi verden på en videnskabelig måde. Hun gør sig ikke klart, at den vestlige form for videnskab også bygger på en myte, tro og overtro. Det er troen på, at analyse-energien med høj ladning i hoved og underliv giver den eneste sande bevidsthedsstruktur. Der er ikke tale om, at Andersen har teoretiske overvejelser om det. Hun skriver bare, at det i 1800-tallet blev slået fast, at videnskab skal være sådan. Og så føler hun efter inde i sig selv. Og her føler hun analyse-energien. Og så er det selvfølgeligt, at det er sådan. Det kan vi andre også gøre. Og så får vi også samme følelse. Og så er det klart, at virkeligheden er sådan. Men problemet er bare, at der er 7 andre energimønstre, som giver 7 andre bevidsthedsoplevelser, der er lige så sande. Og hvis man kun anvender analyse-energien, får det katastrofale følger, fordi det tvinger vores tankegang ind i et mønster, som kun nogle gange er konstruktivt, men i endnu flere tilfælde er destruktivt. En udvikling, som har fundet sted parallelt med demokratiets udvikling, er skellet mellem offentlig og privat. I det private kan vi tillade os subjektive sandheder og store fortællinger, der bygger på åbenbaringer, overlevering, mystik og følelser. I det offentlige rum må vi forholde os til fakta og argumentere logisk sammenhængende for vores standpunkter og politik. Her beskriver Andersen godt de to sider i den europæiske bevidsthed. I venstre side er der enheds-energien og det private. Her er subjektive følelser, og vi kan have mystiske åbenbaringer og fortællinger, hvor alle argumenter glider sammen i en enhed, som om de var i en stor suppegryde, hvor vi rører rundt. Og i højre side er der analyse-energien og det offentlige. Her sidder vi (hoved) og kigger ned på fakta (underliv). Og når vi argumenterer, gør vi det logisk, hvor vi har 23

24 to bevidsthedspoler ad gangen i hjernen, så vi kan sammenligne og vurdere. Her kan vi så have nogle standpunkter og politik. Politikken er altså, at vi skal bevare det nuværende system. Vi skal spalte vores bevidsthed. Og så kan politikken kun angå det, som vedrører analyse-energien og det offentlige. Men hvis vi ser på de politiske bevægelser, der var fra i Europa, og som fuldstændig ændrede samfundet, var det i høj grad en bevægelse, som var kritisk overfor den europæiske bevidsthedsstruktur. Det meste af den revolutionære bevægelse var inspireret af en indisk bevidsthed, hvor man (hoved) ikke skulle undertrykke sig selv (underliv); men hvor man slap kontrol og styring (hoved) mod i stedet for at forbinde det dyriske (underliv) med kærlighed og ømhed (bryst). En anden stor frihedsbevægelse i Europa igennem hele 1800-tallet handlede om at ophæve spaltningen mellem de to sider bevidstheder. Selve spaltningen var det destruktive element, mente man. Og politikken var at forene bevidstheden igen. Men Andersen kender kun til analyse-energien og enheds-energien, og hun kender kun til spaltningen. Og derfor er politik kun noget, der hører til analyse-energien i højre side. Andersen får lige nævnt konflikten mellem palæstinenserne og jøderne, som henholdsvis er stagneret i territorie-energien og enheds-energien. De oplever alt forskelligt og snakker altid forbi hinanden. Hver part har en opfattelse af, hvad det er godt og forkert, og den opfattelse synes den anden part er helt forkert. Konflikten kan kun løses, den dag begge parter føler sig tilstrækkelig trygge til at indgå svære kompromisser. Her forsøger Andersen at overføre den europæiske kultur på de to andre kulturer. Vi har i vores kultur skabt et kompromis mellem analyse-energien og enheds-energien. Og derfor mener Andersen, at det må kunne lade sig gøre at skabe et kompromis mellem territorie-energien og enhedsenergien. Al vestlig fredsmægling har handlet om at bruge analyse-energiens bevidsthed som redskab til at forlige territorie-energiens og enheds-energiens bevidstheder. Og det er selvfølgelig mislykkedes. Der er ingen kompromis mellem palæstinensernes og jødernes bevidstheder. Begge disse kulturer behersker hvert et energimønster. Løsningen er ikke at slå dem i stykker, spalte bevidstheden og få to energimønstres bevidstheder til at balancere. Den eneste vej fremad er at erkende, at energimønstrenes bevidstheder hver for sig er gode. Udfordringer er så at få skabt en verdensorden og nogle samfund, hvor energimønstrenes bevidstheder kan udfolde sig frit. Det er det modsatte af kompromisser. Ikke blot økonomisk, men også kulturelt og biologisk er menneskeheden ved at knække over i to arter: de rige, veluddannede, smukke, kosmopolitiske og privilegerede, som kan tegne forsikringer og drage nytte af den teknologiske udvikling, og så alle de, der ikke har adgang til ordentlig uddannelse, forsikringer, teknologi, medicin eller værdigt arbejde og stabil økonomi, og hvis retsstilling bliver svagere og svagere, hver gang de flytter rundt. Andersen kan altså godt se, hvordan virkeligheden er. Men når hun skal konkludere, hvad man kan gøre ved det, ender hun op i tankegange, der fuldt og helt kun handler om at stabilisere det traditionelle europæiske energimønster og dets tilhørende bevidsthed. Hun har fire anbefalinger: Forstå forskellen på tro og viden, på følelsesmæssige sandheder og fakta. Det handler altså om at fastholde den splittede bevidsthed, hvor analyse-energien i højre side indeholder fakta og viden, mens enheds-energien i venstre side indeholder tro og følelser. 24

25 Forstå evolutionen og kend din historie. Du kan ikke forstå mennesket og verden uden at forstå evolutionen, hvad vi kommer af, og hvordan det former os. Og du er nødt til at kende dine egne rødder, hvis du skal kunne forstå dig selv. Jeg er helt enig. Men som jeg har vist, er hele Andersens historieopfattelse blottet for økonomiske og sociale forhold. Det er idéernes historie. Hun ser historien i det lys, som analyse-energien giver. Men det er kun ét aspekt af sandheden. Der er 7 andre energimønstre, som giver 7 anderledes historieopfattelser. Men i stedet for at undersøge historiske kilder, nøjes Andersen med at læse historiske bøger, skrevet af mennesker, der kun forholder sig til idéer. Og hun tror så, at hun har forstået evolutionen, hvor hun i virkeligheden ikke har forstået noget som helst ud over analyse-energiens tankemønster. Udfordr dig selv og dit verdensbillede. Læs en vanskelig bog engang imellem, og mød nogle mennesker, der ikke ligner dig selv, og lær dem at kende. Entertainokratiet tager over, når vi ikke gider tænke. Det handler om at tænke selv, og tænke ud over de mønstre, som man plejer at tænke i. Jeg er helt enig. Det synes jeg også, at Andersen skal gøre. Insister på menneskerettighederne og engagér dig. Det vil jeg helt klar gøre. Men jeg vil også insistere på dyrenes rettigheder. Jeg vil insistere på, at de fattige på jordkloden ikke skal have deres tilværelse smadret af kapitalismens behov for uhæmmet vækst. Jeg vil insistere på, at lokalsamfund skal have lige så meget at sige som enkelt individer. Jeg vil insistere på, at man bør følge videnskaben, når den beviser, at sult og ødelæggelse kan undgås, hvis hver enkelt af os underlægger os de nødvendige planer. Menneskerettigheder er gode. Det er individets ret til at gøre, hvad fanden man har lyst til, uden at andre skal blande sig. Det er en hyldest til enheds-energiens bevidsthed, som vi europæere har i vores venstre side. Men at det på nogen måde skal løse det problem, som Andersen skitserer, kan jeg ikke se. Det tror jeg heller ikke, at hun kan. Der er mere tale om, at hun i klare øjeblikke godt kan se virkelighedens problemer. Men når hun så slapper af og mærker efter, hvad man skal gøre, fylder hele det europæiske energimønsters bevidsthed hende. Og det føles som en sandhed, der er evig gyldig. Der er en indre logik mellem del-bevidsthederne, som er så logisk, at det ikke kræver nogen argumentation. Andersen nøjes med at postulere det; og så kan enhver umiddelbart forstå det. Er man i tvivl, skal man bare spørge hinanden. Så bliver man bekræftet i, at virkeligheden er sådan. Det er den europæiske myte. Det er den, som de fleste europæere tror på. Det er den, som de opfatter som videnskab. Og alt andet opfatter de som myter. Det må vi se at lave om på. Samfundet er blevet asocialt I 1960 erne havde man et begreb, der hed usocial. Det brugte man om personer, der opførte sig dårligt. Man antog, at alle havde det samme energimønster og den samme bevidsthedsstruktur. Og med analyse-energien i højre side skulle man altid hæve sig op over det dyriske i sig selv og dermed opføre sig civiliseret. Men så var der nogle, der ikke gad. De var slappe og selviske. De levede ikke op til de civiliserede normer for god opførsel. Og de var altså usociale. Ti år senere efter ungdomsoprøret forsvandt begrebet usocial og blev erstattet af begrebet asocial, som stadig bruges i dag. Det skyldtes, at ungdomsoprørerne blandede energimønstrene og fik nogle andre bevidsthedsstrukturer. Man kunne derfor være social på den gamle måde. Og man kunne være social på ungdomsoprørernes måde. Men så var der nogle, der havde haft en opvækst, hvor de aldrig havde lært at begå sig socialt på nogen måde. De havde måske lært lidt af det ene bevidsthedsmønster og lidt af det andet; men de skabte altid problemer med andre mennesker. Og de blev så kaldt asociale. Nogle år senere var der pædagoger, som begyndte at kalde sindssyge og evnesvage for alternativt sociale. Sagen var og er, at de ikke kan klare sig i det normale samfund. Men hvis man tillader en 25

26 mere fri energi, hvor der skiftes rundt mellem flere energimønstre og tilhørende bevidstheder, klarer disse mennesker sig udmærket. Det afgørende for, om man kan begå sig socialt, er, at man har en bevidsthedsstruktur, hvor der er et jeg, og hvor der også er andre. Og hvor disse to dele af bevidstheden kommunikerer med hinanden. I den europæiske kultur har vi analyse-energien i højre side og enheds-energien i venstre. Det samlede energimønstre bliver projiceret op i hjernen, hvor man så får den tilsvarende bevidsthedsstruktur. Før alienationen i 1400-tallet kunne de forskellige delbevidstheder fint kommunikere med hinanden, og dengang var der ikke problemer med at være social. Så kom alienationen. Overklassen kommunikerede nu med tanker (hoved) og følelser (bryst), mens sindssyge og kriminelle stadig opførte sig delvis som dyr og derfor var de ikke sociale efter overklassens mening. Med reifikationen i 1700-tallet fik vi skabt det offentlige (højre) og det private (venstre). Og så kom der to forskellige måder at være social på. Den ene brugte man på arbejde og i det politiske liv. Og den anden brugte man overfor sin ægtefælle og sine børn. Mange har det stadig sådan i dag. Med deperdutionen i slutningen af 1900-tallet forsvandt de sociale evner. Der er ikke længere sammenhænge i bevidstheden mellem et jeg og andre. Der er 6 mig er, der ikke har noget med hinanden at gøre. Børn gennemfører disse spaltninger i henholdsvis 1-2 års alderen, 3-4 års alderen og i puberteten. Men for hvert trin bliver deres sociale evner ringere og ringere. Og inden de bliver voksne, har de fået en bevidsthedsstruktur, hvor de sociale evner forstået som vores umiddelbare evner - er fraværende. Vi kan godt løse sociale problemer, hvis de følger de mønstre, som vi har lært at kende under opvæksten. Men hvis vi kommer ud for problemer, som er noget anderledes, aner vi ikke, hvad vi skal gøre. Derfor tror mange, at vi ikke har medfødte sociale evner. Og derfor må vi finde på nogle faste normer for opførsel inden for de 6 samfundsområder, der svarer til de 6 bevidsthedsdele. Så kan vi opføre os socialt på arbejde og i politik. Og vi kan opføre os anderledes socialt sammen med vennerne, når vi går på café eller på discotek. Så har vi en tredje måde at være social på, når vi beskæftiger os med vores krop og naturen. Og en fjerde måde, når vi er på internettet eller sms er. En femte måde, når vi er sammen med kærsten og børnene. Og en femte måde, når vi udfolder den isolerede seksualitet, der gemmer sig i bevidstheden i underlivet. Vi har 6 forskellige liv, som leves uafhængig af hinanden. Nogle vil mene, at det er 6 sociale liv. Men i hver af dem kan vi ikke forbinde indre bevidsthedsdele. Vi har ikke et jeg og de andre som to bevidsthedsdele, der er forbundet. Vi har altid kun et mig, der iscenesætter sig selv. Den meningsfulde oplevelse af noget socialt opstår kun, når vi slipper normen og dermed slipper de indre spaltninger. Så føler vi pludselig, at der foregår noget socialt, og så føler vi samtidig, at der er nogle indre mig er, der samler sig til et jeg. Det nuværende samfund er derfor asocialt. Men nu vil vi have et socialt samfund. Den franske revolution Den franske revolution afskaffede adelsvældet. I tiden bagefter mente mange, at den ny tids kapitslister og arbejdere havde samme interesser. Men hurtigt viste det sig, at kapitalisterne satte sig på magten og undertrykte arbejdere mere, end adelen havde gjort tidligere. I første halvdel af tallet blev ordet demokrati brugt i betydningen pøbelvælde. Folket ville have frihed og regere; men kapitalisterne havde kun foragt for den tanke. Frankring blev rystet af den ene revolutionære 26

27 opstand efter den anden. Der kom egenlige revolutioner i 1830 og Den sidste var en revolution, hvor mange forskellige borgerlige grupper deltog. Man var blevet træt af de evige oprør. Nu ville man have en republik med fred, hvor alle forskellige befolkningsgrupper kunne deltage i den politiske magt. Og så opstod det klassesamarbejde, som vi kender i dag. Hverken kapitalisterne eller arbejderklassen er glad for samfundssystemet; men det er bedre end alt andet, mener de. Som vi har set tidligere, er der en sammenhæng mellem energimønster og bevidsthed. Efter den franske revolution forestillede man sig et samfundsystem, der var 3-delt. Der skulle være et parlament, som lavede love (hoved). Det kaldes den lovgivende magt. Så skulle der være en regering, som med soldater og politik skulle styre alting (underliv). Det kaldes den udøvende magt. Og endelig skulle der være nogle dommere (bryst) til at løse konflikter mellem borgerne. Det kaldes den dømmende magt. I England har man stadig dette system. Parlamentet laver love. Men når nogle borgere gerne vil have noget gennemført lokalt, kigger man ikke i lovene for at se, hvad der er muligt. Så går man til de lokale politikere. Og de snakker så med andre lokale politikere. Og så snakker man med lokale embedsmænd. Og til sidst forhåbentlig finder man en løsning. Den må meget gerne ligge inden for lovens rammer. Men hvis den ikke gør det, kalder man det et eksperiment eller en særordning. Dommerne dømmer efter folkets retsfølelse og ikke efter loven. Nogle år synes folk, at voldtægtsforbrydere skal straffes hårdere; og så dømmer dommerne hårdere. Og andre år synes folk, at voldtægtsforbrydere skal slippe mildere; og så dømmer dommerne mildere. Her er magten stadig 3- delt. I Danmark har vi aldrig haft revolution; det var kongen og adelen, der syntes, at danskerne også skulle have noget frihed. I Grundloven står, at magten er 3-delt, sådan som alle europæiske lande principielt går ind for. Men i Danmark i dag er magten reelt samlet i én magt. Folketinget beslutter nemlig helt ned i detaljer, hvad den enkelte sagsbehandler skal gøre på jobbet. Og når hun så skal hjælpe en borger, sidder hun og bladrer i paragrafferne. Politikerne bestemmer også helt ned i detaljen, hvad en lærer skal undervise i. Der kommer hvert år mange tusinde nye parafgraffer på alle livets områder. Så den udøvende magt her i landet er ikke en selvstændig magt. Administratorerne skal gøre, hvad politikerne har besluttet. Det samme gælder dommerne. Hvis politikerne synes, at man skal straffe voldspersoner hårdere, laver de straffeloven om og hæver strafferammen for voldskriminalitet. Og så skal dommerne rette sig efter det. Hele styringen af samfundet i dag foregår med den bevidsthed, som knytter sig til hovedet i det fastlåste energimønster. Underlivets bevidsthed er blevet til markedet og kræfterne frie spil, hvor kapitalister kan boltre sig. Og brystets bevidsthed er blevet til familien. Men energimønstret giver også 3 grundlæggende politiske opfattelser: Socialister (hoved), kapitalister (underliv) og nationalister (bryst). Socialister og kapitalister oplever analyse-energien i højre side som en samfundsbevidsthed og enheds-energien i venstre siden som en familiebevidsthed. De venstreorienterede mener, at enhedsenergien er kunstig skabt af kapitalismen. Når man engang får socialisme, vil splittelsen ophøre, og så vil enheds-energiens bevidsthed forsvinde. Nu sidder kapitalisterne (hoved) og styrer samfundet (underliv); men under socialismen vil staten langsomt forsvinde af sig selv, så folket herefter vil styre sig selv. Kapitalisterne mener, at enheds-energien er den naturlige familiefølelse. Men så bliver man nødt til at have analyse-energiens bevidsthed for at kunne styre samfundet. Nationalisterne oplever enheds-energien i venstre side som en samfundsbevidsthed, idet alle udgør én stor familie. Så er der forskel på menneskers forstand, idet analyse-energien i højre side giver oplevelse af, at nogle er nede på et dyrisk stade (underliv) og det er sigøjnere, jøder og mørkhudede racer, mens der er andre, der er oppe på forstandens stade (hoved) og det er den 27

28 hvide race. Der er kun én civilisation, og det er os. Mennesker fra andre dele af verdenen er nede på et middelalderligt bevidsthedsniveau, mener nationalisterne. Det er vigtig at gøre sig klart, at Europas befolkning fordeler sig nogenlunde sådan, at 1/3 identificerer sig som socialister, 1/3 som kapitalister og 1/3 som nationalister og at de 3 grupper har overstående bevidstheder. Sådan viste det sig tydeligt i 1920 erne, hvor nogen troede, at det var muligt at indføre socialisme, men hvor kapitalister og nationalister forhindrede det. Og under Anden Verdenskrig så vi først et samarbejde mellem nationalister og socialister om at bekæmpe kapitalisterne. Så kom et samarbejde mellem kapitalister og socialister om at bekæmpe nationalisterne. Og efter krigen kom et samarbejde mellem kapitalister og nationalister om at bekæmpe socialisterne. Nationalisterne har holdt lav profil efter krigen; men i de senere år har de manifesteret sig tydeligt. Og det viser sig stadigt, at cirka 1/3 af befolkningen identificerer sig med dem. Socialisterne holder for tiden lav profil; men spørger man folk, er der cirka 1/3, der opfatter sig som socialister. Det er måske kun 1/10 af befolkningen, der er kapitalister; men der er cirka 1/3, der identificerer sig med dem. Kapitalister og socialister identificerer sig med analyse-energien i højre side, hvor parlamentet (hoved) styrer folket (underliv). Når kapitalisterne har regeringsmagten, styrker de den fri konkurrence og indskrænker statens kontrol og styring. Og når socialisterne har regeringsmagten, styrker de statens kontrol og styring af alting i samfundet. Det er en konstant tovtrækning, hvor resultatet på lang sigt er afmagt, fordi man reelt ikke kan løse nogle problemer. Der er to modsat rettede interesser; og alting bliver til kompromiser, der bare flytter problemerne lidt frem og tilbage. Kapitalister og socialister kalder det demokrati - og synes, at det trods alt er bedre end noget andet. Nationalisterne er trætte af det demokrati. De vil hellere have en stærk ledelse af samfundet; og her skal forholdene være ens for alle. Både socialister og nationalister drømmer om, at kapitalismen bryder sammen. Socialisterne tror så, at befolkningen vil bakke om om socialisterne, så vi kan indføre socialismen. Og nationalisterne tror, at befolkningen vil bakke om om nationalisterne, så vi kan indføre et nationalt regime, hvor vi alle er én stor familie. Virkeligheden vil dog igen blive, at det kun er 1/3 af befolkningen, der støtter socialisterne og 1/3, der støtter nationalisterne. Og så vil vi se det samme som i 1920, at de to grupper bekæmper hinanden, indtil kapitalisterne til sidste vælger at støtte nationalisterne - og på en måde, hvor kapitalismen kan fortsætte uhindret. Det vil altså ikke medføre nogle forandringer. Vi får det samme samfund, som vi har nu. Problemet er, at vores nuværende samfundssystem kun er demokratisk af navn ikke af gavn. Vi har ikke et folkestyre. Vi har et styre, der passer totalt til et stivnet bevidsthedsmønster, hvis fundament er analyse-energien og enheds-energien. Vores bevidsthed er låst fast her. Skal vi ændre samfundet og opnå et ægte egentligt demokrati, skal vi også ændre vores bevidsthedsmønster. Når vi nu skal til at visualisere et fremtidigt samfund, nytter det ikke, at vi forbliver i det gamle stivnede energimønster, for så får vi kun de gamle idéer. Vi skal turde at slippe kontrollen og tænke helt nyt. 28

29 Hvad er godt, og hvad er skidt? I stedet for utopi Ordet utopi blev brugt første gang i 1516 som titel på Thomas Moore s samfundskritiske bog, Utopia, der beskrev et idealsamfund. Og ordet er siden blevet brugt til at betegnet noget, som ikke er muligt, men som vi kan drømme om i vores fantasi. Som al anden bevidsthed i Europa, knytter det sig til den bevidsthedsstruktur, som vi har. Og her er samfundsbevidstheden båret af analyse-energiens struktur. Vi har den fysiske og sociale virkelighed (underliv), og så har vi idealer (hoved). Og vi vil gerne udvikle samfundet i retning af idealerne. I modsætning til utopi er revolution en ændring af samfundets struktur. Og det indebærer også en ændring af bevidsthedsstrukturen. Mange venstreorienterede mener, at første skridt er at forkaste enheds-energien i venstre side. Den er kunstig skabt af kapitalismen, mener de. Nogle af de mest revolutionære venstreorienterede kan skippe enheds-energien allerede nu under kapitalismen. Men når samfundet bryder sammen, kan man trække store dele af befolkningen med sig. Og næste skridt er så at slippe bevidsthedsmæssige spaltninger. Det er først realistisk efter revolutionen, mener mange venstreorienterede. I modsætning til sådan én stor revolution, hvor efter man skal havne i noget fantastisk perfekt og forblive dér altid, inviterer jeg hermed jer alle til en revolutionær evolution, som er meget lettere, og som faktisk er den eneste reelle revolution, og det er at skifte fra det stivnede europæiske energimønstre med tilhørende bevidsthedsstruktur og samfundssystem til en levende bevidsthed og et dynamisk samfund. Her skifter man rundt mellem alle energimønstrene: Der er ikke tale om nogen utopi, som vi har i fantasien, og som vi stræber efter. Der er tale om faktiske ændringer. Hvis man kun ændrer noget ude i den materielle og fysiske verden, men ikke i bevidstheden, vil det ikke lykkes. Og hvis man kun ændrer det i bevidstheden og tror, at der så hen ad vejen kommer ændringer i den materielle og fysiske verden, vil det heller ikke lykkes. Men hvis man tager ét skridt ad gangen og ændrer én del af virkeligheden - og gør det både i bevidstheden og den materielle fysiske verden, kan det godt lykkes. Selvfølgelig er der nogle mennesker, der nu sidder på den politiske eller økonomiske magt, som mister deres position, når vi ændrer systemet; og de vil måske klynge sig til fortidens stivnede samfundssystem og bevidsthedssystem. Dem må vi hjælpe til at indse, at det også vil være til deres fordel på længere sigt at ændre systemet. Evolution betyder oprindelig genetisk udvikling. Og her tænker man på vores udvikling fra abe til menneske. Det er en langsom udvikling, der tager tusindvis af år. Men tankegangen er overført på de sidste par tusinde års samfundsudvikling, hvor man også forestiller sig en social evolution. Og det plejer man at tegne i et diagram med en kurve, der går opad. Tankegangen handler om, at vi inde i vores bevidsthed oplever en energistrøm fra underliv til hoved; og derfor føler vi, at alting går opad. 29

30 I virkeligheden går det op og ned. Og i en bestemt historisk periode kan det godt gå opad på nogle områder i samfundet, mens det går nedad på andre. Der er så mange mennesker i dag, der mener, at al den styring og kontrol, som vi har bygget op i samfundet, har været en udvikling op med det mere perfekte. Og de kan kun forestille sig, at vi skal regulere og lave endnu bedre styring og kontrol. Men det skyldes, at de ikke kan erkende den virkelige virkelighed. De ser kun det, der passer til deres eget indre bevidsthedsmønster. Nu skal vi slippe denne forestilling. Og så skal vi åbne os for det umiddelbare. Så vil bevidstheden skifte rundt mellem forskellige strukturer, efterhånden som vi tør indtage forskellige energimønstre. Og så kan vi visualisere mere frit. Landbrug Landbrug handler om, hvordan vi bruger landet altså jorden. Det interessante er for eksempel, hvor mange, der bor i Danmark. Her er nogle af tallene for 2001 (afrundet til tusinder): Køer Svin Kyllinger Mennesker Er det godt, at her bor over 12 millioner svin? og over 13 millioner kyllinger? Når man ser på deres livsvilkår, ligner det en slags koncentrationslejre for dyr. Hvorfor skal der bo så mange dyr? Lad os se på tallene for slagtninger: År Køer og kalve Slagtesvin Kyllinger Mennesker Der blev ikke slagtet mennesker i de år; og det er i hvert fald godt. Af tallene kan man også se, at dyrene bliver fodret hurtigt op, så de kan slagtes så hurtigt som muligt. Danskerne er det land i hele verden, hvor vi spiser mest kød. Der var engang, hvor vi var med i at fragte negerslaver fra Afrika til Amerika. Dengang handlede det også om effektivitet. Hvis man stuvede for mange slaver ned i lasten af skibet, døde der for mange undervejs. Hvis man stuvede for få, overlevede alle; men så var der ikke så mange at sælge. Sådan behandler vi også svinene og kyllingerne i dag. På en normal svinefarm, slæber landmanden døde dyr ud hver dag. Svinene får kun proteinfoder. Gulerødder, salat og æbler ville give dejligt lækkert kød. Men det får de ikke; så vokser de for langsomt. Når svinene har ædt, ligger de ned og trækker vejret tungt. Landmanden tror måske, at de nu ligger og nyder livet. Men sagen er, at de har protein- og kalichok. De er nødt til at trække vejret meget kraftigt og puste ud en masse, for at få al den CO2 ud, som foderet har medført. De ligger og ved at kvæles. Og hver dag er der i en normal stald mindst en eller to, der bukker under. De går i krampe. De ligger og ryster, mens de langsomt kvæles. Det er synd for de dyr, det går ud over. Men flertallet overlever, og de vokser meget hurtigt, så de kan slagtes hurtigt. Hvor kommer al foderet fra? Jo, en stor del kommer fra ulandene, hvor man kan købe billigt korn, majs, soja og lignende. Befolkningerne i disse lande er meget fattige. Og mange lever på sultegræ n- sen. De burde bruge deres jord til at lave fødevare til mennesker. Men jorden ejes af storbønder og kapitalistiske virksomheder, som er ligeglade med de lokale mennesker. Kornet sælges derfor til 30

31 Vesten, så vi her i Danmark kan komme det i svinene. Og så kan vi spise en masse kød; men også sælge kød til andre lande i Europa. Der er så et problem. Hvordan kommer vi af med tis og lort fra alle disse svin? Jo, vi bruger markerne. Vi blander tis og lort til gylle, og den sprøjter vi ud over det hele. Det siver så langsomt ned. Cirka 10 meter på 25 år. Hermed forurener vi jo grundvandet. Men det er en gammeldags betragtning. Grundvandet blev forurenet allerede for over 20 år siden. I dag borer vi bare dybere ned for at skaffe rent drikkevand. Vi er nu nede på cirka 80 meters dybde. Og vi kan forurene meget mere, uden at det gør noget. For så borer vi bare endnu dybere ned. Gyllen dræber alle bakterierne i jorden, og de er jo første led i fødekæden. Det er dem, der egentlig skal frigøre stofferne fra jorden, så planterne kan leve af det. Men det problem har vi også løst. Vi strør bare kunstig gødning ud. Forskerne har vist, at planterne kan nøjes med 20 grundstoffer for at vokse. Så dannes der ganske vist ikke olier i planterne. Sukkerstofferne dannes heller ikke. Det bliver til stivelse i stedet for. Men det er jo lige meget. Bare man kan sælge det, der produceres. Selvfølgelig er der flere og flere, der får astma, allergi, høfeber, sukkersyge osv. Men det er jo ikke landbrugets problem. Det må lægerne tage sig af. I slutningen af 1970 erne besluttede min kæreste og jeg samt et par andre, at vi ville flytte på landet og lave økologisk landbrug. Igennem nogle år læste jeg en masse bøger om planteavl og om, hvordan man havde dyrket jorden de sidste par hundrede år. Og min kæreste og jeg brugte så et par år på at rejse rundt i Danmark, Norge og Sverige for at arbejde på økologiske og biodynamiske jordbrug. Vi lærte, hvordan andre gjorde det i praksis. Men der var noget, der kom bag på os. Og det var, at alle snakkede om at udskifte traktor med hest. Da vi så startede vores eget landbrug, anskaffede vi en hest og hesteredskaber. Vores nabo, Søren, som var over 80 år gammel, var imponeret. Han havde været med dengang, hvor man skiftede fra hest til traktor. De bildte os ind, at det var mere effektivt med traktor, sagde han. Men det var det ikke. Når jeg sammenlignede den samlede tid, som vi brugte på vores jord, med den tid, som naboer brugte på deres jord, var det nogenlunde det samme. Traktorerne kørte hurtigere, end hesten gik, men traktorerne trykkede jorden, så man måtte kører flere runder for at løsne jorden igen. Efter nogle år lavede jeg et eksperiment, hvor jeg på et markstykke kun dyrkede med håndkraft for at se, om det var mindre effektivt end at arbejde med hest. Det var det heller ikke. Det tog længere tid pr. kvadratmeter; men planterne kunne stå 2-3 gange tættere. Så tid pr. produceret grøntsag var den samme. Mange tror stadig, at det moderne mekaniserede landbrug er effektivt. Men faktum er, at det forbruger mere energi, end det producerer. Den eneste årsag, til at det fungerer, er stor økonomisk støtte af de europæiske regeringer. Hvis støtten faldt væk, ville der ikke være noget overskud. Hvis husdyravlerne ikke længere kan købe billigt foder i ulandene, vil der heller ikke være noget overskud i kødproduktionen. For at drive en jord økologisk, er det nødvendigt, at mindst en fjerdedel ligger i kløvergræs, fordi græsset danner mange små rødder, som jordbakterierne skal leve af, og fordi kløver kan opsamle kvælstof fra luften og videregive det til den planter, der avles. På den dyrkede del af jorden kan man producere lige så meget, som hvis man anvender husdyrgødning eller kunstgødning. Det betyder tror nogen at det økologiske jordbrug kun kan producere ¾ af, hvad det moderne gift-industrielle landbrug kan. Men det er kun rigtigt, hvis man med økologi mener, at man udskifter kunstgødning med husdyrgødning. Begge dele ødelægger bakterierne i jorden og forurener grundvandet. Hvis man derimod sørger for at holde en stor bestand af sunde jordbakterier i jorden, skaffer de alle de næringsstoffer, som planterne har brug for. Og så viser det sig, at man kan sætte planterne dobbelt så tæt, fordi bakterierne frigiver rigeligt med næringsstoffer. Virkeligheden er derfor, at naturlig dyrkning giver den største mængde afgrøder. 31

32 Enhver husmor ved, at langtidsstegning er bedst. Så smager maden bedre. Alle de gode stoffer bliver ikke brændt af. Men hvordan er det så, vi behandler kornet. I gamle dage blev det slået, hvorefter det stod i neg på marken i en måned. Herefter blev det lagt til tørring i store stakke i mindste 3 måneder, inden det blev tærsket. Men så var det også godt korn. I dag bruger det moderne landbrug en mejetærsker, der slår og tærsker kornet med det samme. Resultatet er korn, hvor alle de gode stoffer bliver brændt af under mejetærskningen. Et brød af sådan noget korn, er tørt og kedeligt. På vores jord slog vi kornet med en selvbinder. Og det tørrede langsom først på marken og så 3 måneder yderligere, inde det blev tærsket. Og så blev det til godt korn. Hvis vi lagde hvedekerne i blød om natten, svulmede de op, så de lignede små rosiner om morgenen. Og de var lige så søde. Når vi bagte brød, var brødet også sødt. Ikke som roesukker eller rørsukker, men er dejlig kornsukker. Og når vi skar en skive, så det ud som om, der allerede var smurt et lag smør på; men det var olierne i kornet. Her i Danmark har vi en økologisk forening, som går ind for, at landmændene ikke må bruge gift og kunstgødning; men de har gennem de sidste 25 år tilladt, at man bruger flere og flere plantehjælpemidler. De kaldes ikke kunstgødninger; men det er det jo. Og når jeg smager på gulerødderne, synes jeg, at de er blevet dårligere og dårligere gennem disse 25 år. I 70 erne havde vi 2 biodynamiske foreninger her i landet. Den ene havde samme dyrkningmetode, som de biodynamiske foreninger i Sydeuropa. Den eksisterer ikke længere i Danmark. Og den anden havde en særlig nordisk dyrkningsmetode, som de sjvot nok også kalder biodynamisk. Den forening eksisterer stadig. De mener, at hele jordkloden er ved at blive gold. Vi lever i de sidste tider. Ørkenen breder sig. Og livet i den danske jord bliver mere og mere død. Det kan vi ikke lave om på. Men livet består ikke kun af noget materie. Der er også ånd. Når et menneskes legeme dør, fortsætter ånden. Og det samme er så tilfældet med planterne. De bliver mere og mere golde og døde. Og det er da rigtigt. Når jeg smager på biodynamiske gulrerødder bliver de mindre og mindre saftige, og smager ringere og ringere. Men så tilsætter man kogødning og nogle særlig præparater; og de indeholder det åndelige. Den biodynamiske metode blev udtænkt af Rudolf Steiner. Og jeg har da også læst hans anvisninger meget gundigt. Det er rigtigt, at Steiner i nogle bøger kommer ind på præparater og åndelige betragtninger. Men han bruger det i sammenhæng med en omlægning fra traditionel dyrkning til naturlig dyrkning. I en sådan omlægningsperiode kan man anvende kogødning og forskellige præparater, som fremmer opformering af forskellige jordbakterier. Men Steiner ønsker en tilbagevenden til naturligt jordbrug, hvor planterne lever af det, som jordbakterierne frigør til dem. Sådan tænker man også i de biodynamiske foreninger i Sydeuropa. Men her i Danmark skal man ikke tilbage til det naturlige, mener man i den danske biodynamiske forening. Vi er i de sidste tider, og vi kan ikke standse udviklingen, mener de. Det mener jeg. Efter at min kæreste og jeg havde anskaffet os vores landbrug, sendte vi den første vinter bud efter grøntsager fra de gårde, hvor vi de foregående år havde arbejdet. Og en dag gennemførte vi et lille eksperiment. Uden at min kæreste kiggede, lagde jeg 5 gulerødder på bordet. De kom fra forskellige landbrug, og de var dyrket på vidt forskellige måder. Og så skulle min kæreste gætte, hvor de var dyrket. Det kunne hun sagtens. Bagefter byttede vi rundt; og så skulle jeg gætte. Det kunne jeg også sagtens. Det var let at smage, om der var brugt dyregødning. Om der var brugt kompost. Om jorden havde været trykket af tunge maskine, så rødderne ikke havde fået ilt nok. En gulerod er ikke bare en gulerod. Den kan være sød og saftig. Den kan være olieholdig. Den kan dyfte krydret. Og skrællen kan smage vidunderligt som nybagt brød. Men den kan også smage af pap. Hvis mennesker spiser sådanne gode fødevarer, vil astma, allergi, sukkersyge og mange andre sygdomme ikke eksisterer. Men i takt med at vore fødevarer bliver ringere og ringere for hvert år, øges antallet af mennesker, der får disse sygdomme. Det interessante er, at europæerne jo har analyse-energien i højre side, hvor de oplever en udvikling fra det naturlige og primitive (underliv) til det menneskeskabte og avancerede (hoved). Og det giver en følelse af, at udviklingen altid går fremad. Den mekaniserede landbrugmetode er derfor bedre end den naturlige dyrkning. Det er en myte, som også hærger 32

33 regeringer i ulandene, hvor man har indført gift-industriel dyrkning med brug af tunge maskiner. Og hvor man ender der, hvor vi også er, at udgifterne er større end indtægterne. Så er der kun statsstøtte til at redde økonomien. Vi havde aldrig nogen sinde fået denne landbrugsmetode, hvis det ikke var, fordi der var kolonialisme og imperialisme, der skaffede os billigt korn og billig olie. Nu er det på tide at tænke forfra igen. Og første skridt må være, at vi forestiller os en verden, hvor de fattige i ulandene bruger deres jord til fødevarer til dem selv. Selvfølgelig kan der være nogen verdenshandel; men i de kommende år vil det blive stadig vanskeligere at producere lettilgængelig olie, og så vil olieprisen stige så meget, at den globale handel med fødevarer sandsynligvis vil ændres fuldstændig. Vi må begynde at visualisere et landbrug, hvor vi er selvforsynende. I disse år kører der dagligt tusindvis af lastbiler fra Sydeuropa til Nordeuropa med frugt og grøntsager. Det kan kun lade sig gøre, fordi oliepriserne stadig er relativt lave. Men det varer ikke mange år, før det bedre kan betale sig at producere herhjemme. Og så behøver man heller ikke alle de lastbiler, der udleder store mængder af CO2, og som derfor ødelægger atmosfæren og skaber global opvarmning. Økologi Økologi handler om sammenhængen mellem planter, dyr, mikroorganismer, søer, moser, enge, marker, skove osv. I løbet af de sidste par generationer har vi ødelagt den økologiske balance. Vi har afvandet søer og moser. Sænket grundvandet med drænrør. Rettet åer lige. Alt sammen har skabt mere landbrugsjord, hvor man har kunnet dyrke korn. Men samtidig har det udryddet masser af fugle, insekter og vilde planter. Hvis vi skal genoprette den økologiske balance, kan det ikke ske på det enkelte jordbrug. Man bliver nødt til at tænke på en egn. Her skal der igen være søer og moser. Der skal igen være bugtede åer. Der skal igen være enge og små skove. Der skal igen være vilde planter. Der skal være mange flere fugle og insekter. På egnen vil der så være steder, der egner sig til frugt. Andre steder, der egner sig til korn. Og steder, der egner sig til grøntsager. Tager man i dag en smule jord og kigger i mikroskop, er der kun meget få bakterier. Og de er enten invalide eller så degenererede, at de har svært ved at formere sig. Her skal hele jordskorpen genopbygges. Den øverste meter af jorden skal være som en svamp. Fuld af døde rødder, der indeholder vand. Fuld af sprækker, der indeholder ilt til rødder og mikroorganismer. I denne jord skal der være en million gange flere bakterier og svampe, end der er nu. Der skal være flere regnorme. Der skal være mange flere biller. Des mere liv, der er i jorden, des flere planter kan vi dyrke. Bakterierne udskiller en syre, der opløser de små stenpartikler i jorden og danner ioner, som er planterne næring. Den økologiske balance medfører, at alle arter holder hinanden nede. Der skal være mad og drikke til alle. Hvis en art begynder at formere sig for meget, vil de andre arter angribe og forhindre det. Denne balance ses også i en stald. Hvis man kun har én dyreart, opstår der hurtigt sygdomme. Men hvis man har adskillige dyrearter, opstår der en alsidig bakterieflora, og så er der ingen sygdomme. Vi har vænnet os til kun at dyrke nogle få afgrøder og så henter vi resten fra ulandene eller Sydeuropa. Fremover skal hver egn i princippet være selvforsynende med alt. I stedet for at producere til et marked, skal man producere til sin egn. Idealet er, at der også på egnen skal skaffes ler til mursten og kalk til cement. Der skal også gerne produceres træ til bygninger og fibre til tøj. Vi er så heldige, at vi i Danmark kan blive selvforsynende med det alt sammen. Jorden er vores egentlige grundstof. Nogen tror, at viden er vores grundstof. Så kan vi importere metal, bygge små dimser og maskiner og sælge til udlandet. Og på den måde bliver rigere. Men det er en imperialistisk tankegang, som der ikke er fremtid i. Alle må fremover primært blive selvforsynende. I løbet af en enkelt generation er det lykkedes inderne at blive lige så dygtige som os på det tekniske og videnskabelige område. 33

34 Og hvis vi ikke vil holde andre ulande nede, vil de også udvikle sig hastigt. Så vil de ikke blive ved med at sende deres fødevarer op til os, mens deres egne fattige landsmænd sulter. Og så vil de ikke bare være selvforsynende af fødevare og købe smarte dippedutter og teknik af os; det kan de selv lave. De vil sikkert gerne deltage i en handel på verdensplan. Men det bliver på nogle helt andre vilkår. Fundamentet for fødevareproduktion bør være den lokale egn. Selvfølgelig kan beboerne på Mors købe æbler fra Sydfyn, hvor de er lettere at producere. Men så bør man på Mors producerer noget andet i stedet for, som folk på Sydfyn kan få glæde af. I dag er det EU eller Folketinget, der giver rammerne for det enkelte landbrug. Og det forhindrer enhver konstruktiv udvikling. Fremover bør hver egn være en politisk og økonomisk selvstyrende enhed, når det drejer sig om brugen af jorden. Nationalt skal vi undgå import af foder. Og vi skal forbyde kunstgødning og gifte i jordbruget. Og så skal folketinget ekspropriere al jord og tilbagesælge den til befolkningen på en den enkelte egn, idet jordprisen skal reguleres, så den ikke bliver dyrere end den fortjeneste, der kan opnås. Det er så op til befolkningen på egnen at danne de nødvendige politiske institutioner og gennemføre de demokratiske processer. I praksis bør økonomien for den enkelte egn fungere ligesom en national økonomi. Det bliver ligesom 2 valutaer. Der en én indadtil. Og en anden udadtil. Og det bliver tusinde gang lettere at styre end en national valuta, som hele tiden kæmper med det problem, at storbyer og industri trækker i én retning, mens land og landbrug trækker i en anden. Så kan den enkelte egn selv bestemme, om man vil være et stort kollektiv. Eller flere små kollektiver. Eller en blanding af kollektiver og familiebrug. Og de kan selv bestemme, om der skal bygges flere huse i landskabet eller om der skal anlægges flere landsbyer. Målet for alt det her er at genskabe forbindelsen mellem menneske og natur. Land 90 % af jordens befolkning lever på landet i landsbyer. De fleste af disse mennesker lever i harmoni med naturen. Her i Vesten er landsbyerne stor set forsvundet, og på landet er der så nogle store industrielle landbrug, der bruger store maskiner, og som ødelægger naturen mere og mere. I Kina og Indien har man i stedet arbejdet med at udvikle små landbrugsmaskiner, som kan bruges af samtlige landbrug på hele kloden uden at belaste miljøet. I Kina har man for eksempel lavet en lille tærskemaskine på størrelse med en kontormappe og med en lille motor. I Indien har man lavet flere andre modeller, men her trækkes tærskeren af en mand, der sidder på en cykel og tramper. Baghjulet er hævet op fra jorden, og så er der et ekstra tandhjul med en akse over til tærskeren, som er en lille tromle med pigge på. I dag koster landbrugsjord meget. Prisen dannes nemlig på det fri marked. Og her skal et landbrug konkurrere med en fabrik. Hvor meget kan der tjenes på 5 hektarer, hvis man opfører en fabrik? Hvor meget kan der tjenes på det samme stykke land, hvis man laver et landbrug? Den af de to løsninger, der gives mest fortjeneste, fastsætter prisen. Og derfor er moderne landbrug i dag reelt en fabrik. For at gendanne et sundt landbrug, skal prisen på landbrugsjord ned på et leje, hvor man på en økologisk forsvarlig måde kan opnå en fortjeneste, der kan afdrage gæld på købet af jorden. Og det betyder, at prisen ikke skal dannes på et frit marked, men fastsættes af myndighederne. Hvis det skal være attraktivt for byboere at flytte på landet, skal jordpriserne også være så lave, at der er råd til at opføre de faciliteter, som bymennesker tager for givet. Der skal være råd til lokal svømmehal, lokal idrætshal, lokalt bibliotek, lokal børnehave, lokal skole osv. Alt dette kan lade sig gøre, hvis jordprisen er lav nok, og hvis alle på egnen deltager i en fælles egnsøkonomi. Jeg forestiller mig sådan nye økonomiske zoner. De kan oprettes en efter en i takt med, at der er interesserede deltagere. Hver af dem er en egnskommune. Og beboerne har så nogle rettigheder og pligter. Man har ret og pligt til arbejde. Egnen skal søge at være selvforsynende med korn, grøntsager, frugt, æg, fisk, kød, træ, fibre til tøj mm. Og der skal være håndværk og småindustri, der kan klare alle lokale opgave. Vuggestuer, børnehaver, ungdomsklubber, ældreklubber, hospitaler, plej e- 34

35 hjem og al anden social forsorg skal udføres som et kollektivt fælles arbejde, hvor nabohjælp og fællesskab bærer arbejdet. Egnens beboere bestemmer selv, hvordan arbejdet skal fordeles. Man får ikke økonomisk støtte udefra, og man låner ikke penge udefra til lønninger. Biograf, teater, dansesal, motorbane, rideklub og alt andet kan udføres enten med frivillig arbejdskraft eller med løn. Man kan samarbejde med naboegnskommunen om større faciliteter. Og man kan også lave bilaterale aftale med andre egnskommuner om vareudveksling. Har man for eksempel ler, kalk eller træ til byggeri og sand til at lave glas, kan man bytte med andre egne, der ikke har sådanne råvarer, men som i stedet producerer meget frugt. Der skal ikke være nogen udligningsordninger mellem fattige og rige egnskommuner. Det er der nu, hvor de frie markeder skaber fattige kommuner, og hvor markederne skaber fattige arbejdsløse. Det er op til hver landskommune at sørge for at blive selvforsynende. Alle egnskommuner indgå et nationalt samarbejde. Hvis der er millioner mennesker i landet, og en egns areal udgør 1/ af landets samlede areal, skal egnskommunen påtage sig ansvar for 550 mennesker. Det er så en lille egnskommune. En stor egnskommune kan måske udgøre 1/1000 af landets samlede areal; og den skal så tage sig af mennesker. Det nationale samarbejde går så på, at hver egnskommune forpligter sig til at modtage unge og gamle, raske og handicappede, rige og fattige, lavt uddannede og højt uddannede, flygtninge osv. Transformation fra de nuværende forhold på landet til etablering af egnskommuner kan ske i den takt, som der er folk, der ønsker at flytte til en sådan ny egnskommune. Men kan blive skrevet op på en national venteliste. Og når der er mange nok, eksproprierer man en egn og danner en egnskommune. Dem, der i forvejen bor på egnen har førsteret til at blive en del af den nye egnskommune. De nuværende regler om, at der kun må bo én familie på hvert landbrug, og at der ikke må være håndvæk eller industri på landet, skal selvfølgelig afskaffes. Men der bør være overordnede nationale regler for, at man ikke må forurene og ødelægge naturen. Og så skal der være forpligtelse til at samarbejde med resten af nationen om fælles problemer og udfrordringer. Det bevidsthedsmæssige skift handler om at slippe spaltningerne. Reifikationen, som drejer sig om spaltning mellem arbejde og familieliv eller mellem det offentlige og private, bliver ophævet. Det enkelte menneske og den enkelte familie bliver en del af et stort fællesskab, hvor man har ansvar og har omsorg for hinanden. Alienationen, som er spaltningen mellem naturen i sig selv og forstanden, bliver også ophævet. Forstanden skal ikke længere knytte sig til kapitalistiske markeder, men til at leve af og i natruren. Mennesker, der er deperduterede, vil i en egnskommune få chancen for at integrere deres 6 indre mig er. For enhver af delbevidsthederne vil i egnskommunen hænge sammen i de sociale fællesskaber, der er eller opstår. Indisk visdom Går vi tilbage i tiden til før år 1600 og altså før englænderne kom til Indien var der i landsbyerne 4 kaster. Rundt om landsbyen var der bønder. Mindt inde i landsbyer var der købmænd. Så var der munke, der tog sig af socialt arbejde. Og endelig nogle embedmænd, der tog sig af udfordringer og problemer. Den indiske visdom handler så om, at der altid opstår sådanne 4 grupper. Hvis vi forrestiller os en fremtidig dansk egnskommune, handler visdommen om, at sådanne 4 grupper vil opstå. Enten fordi der er 4 forskellige slags mennesker, der gerne vil flytte ind i sådan en kommune. Eller fordi kommunens indbyggere ser forskellige problemer og udfordringer, sådan at der hen ad vejen opstår sådanne 4 grupperinger. I Indien blev det efterhånden til, at hver af de 4 kaster boede hver for sig. Og englænderne samarbejdede med én af kasterne, så der opstod splidt mellem kasterne. Men 35

36 oprindelig var der tale om en arbejdsdeling og ligeværdighed mellem kasterne. Cirka 1/3 af inderne i dag har en fremtidsvision om at genskabe den gamle oprindelige ordning. Min erfaring med folkelig organisering er også, at der opstår sådanne slags interesseområder; og man gør klogt i at respektere alle 4 som ligeværdige. Den første gruppe knytter sig til det energimønster (udlevelses-energien), som de indiske bønder havde. Og det er dette energimønster, som hele den revolutionære bevægelse i 17- og 1800-tallet også knyttede sig til. Det drejer sig om mennesker, der ikke laver planer, kontrollerer og styrer (hoved). De bruger deres krop (underliv og bryst) uden nogen selvundertrykkelse. Sålænge man kombinerer sin dyriske kraft (underliv) med kærlighed (bryst) vil alt blive godt. Det er praktik arbejdende mennesker som planteavlere, håndværkere, medhjælpere osv. Den anden gruppe knytter sig til det traditionelle energimønster (analyse-energien), som er udbredt i Europa. Her har man hævet sig op over dyret i sig selv (underliv). Og så har man en abstrakt bevidsthed (hoved), som styrer. Den bruger man til at analysere, planlægge, kontrollere og styre. Og med den udtænker man nye maskiner, laver fabrikker, køber og sælger, laver budgetter og regnskab osv. De vil gerne yde en arbejdsindsats, men de overlader det fysiske arbejde til ovenstående gruppe, mens de så bruger deres kræfter på at sikre et økonomisk overskud. Den tredje gruppe knytter sig til det energimønster (territorie-energien), hvor man udtænker etik (hoved) og moral (bryst) for fællesskabet. Og man ser på forholdet mellem det enkelte menneske (underliv) og det spirituelle fællesskab (hoved/bryst). Man er også parat til at bruge eventuel magt (underliv), hvis det er nødvendigt for at forsvare fællesskabet. I princippet vil de gerne deltage i den materielle produktion; men når det kommer til stykket, synes de, at de bliver nødt til at bruge kræfterne på det organisatoriske. De ser sig selv som folkets tjenere, der varetager alles interesser. Den fjerde gruppe knytter sig det det energimønster (modtager-energien), hvor man bare oplever, at vi er mennesker. Vi skal ikke lave om på jordenkloden; vi skal tage imod. Hvis der bliver produceret meget, vil de fordele meget. Hvis der bliver produceret lidt, vil de fordele lidt. Kommer man helt ned på sultegrænsen, vil de sidde og omfavne de svageste. Ellers handler det om at tage sig af børn og gamle samt syge og handicappede. Både de højre- og venstreorienterede vil helst kun have de to første kategorier. Og de synes, at de to sidste er nogle snyltere. Men med den indstilling skaber man interne magtkampe og får aldrig fællesskabet til at fungere. Visdommen består i, at alle 4 grupper altid vil opstå. Og den eneste måde, hvorpå man får et harmonisk samarbejde, er at opfatte alle 4 grupper som ligeværdige deltagere i fællesskabet. By Den største udfordring i en by er at genskabe forbindelsen til naturen, skabe økologiske kredsløb og forsyne sig selv med energi, der ikke ødelægger miljøet. Når oliepriserne stiger tilstrækkeligt, vil benzin blive så dyr, at der dels ikke længere kommer fødevarer fra ulande eller Sydeuropa, og dels at det bliver selvfølgeligt at have mange byhaver. Når benzinen er for dyr, vil det også være for dyrt at have biler stående overalt. Og derfor vil en del af gadearealet kunne omlægges til dyrkning af grøntsager og frugt. En byhave er en slags levende supermarked, hvor man i stedet for at tage varer ned fra hylderne høster sine varer på højbede. De lokale beboere sår og passer haverne og har så ret til at høste. Der er en myte om, at det moderne industrielle landbrug er effektivt. Men statistikken viser, at der høstes flere afgrøder pr. arealenhed i villahaver end i landbruget. Og der kan faktisk produceres ga n- ske meget inde i en by. 36

37 Målet kunne være, at en tredjedel af gadearealet laves til byhaver. Langs husmurene kunne man så have hylder med krukker, hvor der voksede bønner, krydderurter, jordbær mm. Og der kunne være drivhuse med tomater, agurker, salat, frugt osv. Oppe på flade tage kan man lægge 30 centimeter jord og lave egentlige haver. Og i stedet for skråtage kan man lave runde og buede tage af særligt glas, så der her er drivhuse. Her kunne man tidligt om foråret høste grøntsager. Høns, kaniner, dværgsvin og andet skal også have plads i byen. Målet er, at hver by skal være selvforsynende med grøntsager og frugt, æg mm. Rundt om byen skal der så være et bælte af marker, hvor der produceres korn og andre nødvendige fødevarer. Der kan så laves handelsaftaler mellem en bykommune og en egnskommune. Her skal det sikres, at der på lang sigt er en handelsbalance, sådan at hverken by eller land får over- eller underskud. Energi Årsagen til at vi har stærkstrøm er, at kapitalismen skulle tjene penge på os. Der var en kamp mellem 120 volts jævnstrøm og 220 volts vekselstrøm. Og sidstnævnte vandt i konkurrencen, fordi man kunne have elektricitetsværkerne udenfor byerne; vekselstrøm kan nemlig transporteres over lange afstande uden at miste spændingen. Men nu vil vi bare gøre det smart. Og så er 12 volts jævnstrøm - produceret hvor energien skal bruges en meget smartere løsning. Den kan laves af små vindmøller eller solceller. Er der ikke brug for strømmen med det samme, kan energien bruges til opvarmning af vand, som kan genanvendes senere. Vores nuværende belysning med vekselstrøm trætter øjnene. Lyset blinker 50 gange i sekundet, og lyset er også skarpt. En elektrisk pære med 12 volts jævnstrøm lyser lige så kraftigt, men med et meget mere behageligt lys. Det er mere varmt, og man kan sidde og læse i timevis uden at trætte øjnene. TV, computere og alle andre elektriske apparater har en lille omformer, som omdanner 220 volts vekselstrøm til 12 volts jævnstrøm. I fremtiden behøver vi ikke sådanne omformere. Når vi skal lave mad, tænder vi for det elektriske komfur. Kogepladerne gløder og ovnen bliver varm og elmåleren kører for fulde omdrejninger. Men det kan også gøres meget smartere. Man har en lille ovn. Der kan lige ligge en flæskesteg i den. Eller en stor bageform til brød. Inderst er der stenfliser. Og bag ved dem et trådnet, der kan gløde, når man tænder for strømmen. 12 volt er rigeligt, når man tager sig tid. Om aftenen inden man går i seng, hælder man dej i en bageform og stiller i ovnen. Så stiller man termostaten på 80 grader og uret på 8 timer. Når man står op om morgenen, er der dejligt nybagt brød. Denne langtidsbagning gør, at brødet bliver sundere og smager bedre. Inden man går på arbejde, sætter man så 4 store bagekartofler ned i ovnen, nogle løg og pastinakker i en lille skål med vand samt en anden lille skål med nogle stykker kød. Termostaten stilles på 50 grader. Uret på 8 timer. Og når man kommer hjem efter arbejdstid, er maden klar. Den er meget sundere og smager meget bedre, end hvis man brænder alle de gode stoffer af med høj temperatur og stort energiforbrug. Vi har vænnet os til en madkultur, der er tilpasset energiforsyningen med stærk strøm. Nu vil vi have en energiforsyning, der er tilpasset en sund madkultur. Husholdningsaffaldet kan meget let laves til biogas. Hvis det skal køres væk til store industrielle anlæg, er sådanne anlæg vanskelige at styre. Men hvis anlægget er lille, kan det let styres manuelt. Det enkelte landbrug kan have et anlæg. Og en boligkarré i byen kan også have et. Det er et lille skur. Her lægger man sit husholdningsaffald. Og så produceres der biogas. Gassen kan dels bruges til en lille elmotor, der kan lave stærk strøm, hvis man får brug for en boremaskine et sted. Den kan også anvendes til vaskemaskiner. Hvis man tillader, at vasken kan tage nogle timer, behøver man kun den stærke strøm i kortvarige perioder samt til centrifugering. Og endelig kan gassen bruges til biler i stedet for benzin. Alle huse og boligkarréer kan blive selvforsynende med energi. Og al transport kan køre på biogas, der er produceret lokalt. 37

38 Transport I dag skal al transport helst foregå med km i timen. Men det er mere smart at lave differentieret transportmåder. Vi kan bevare vejnettet til den hurtige transport. Men så skal vi lave et andet vejnet til langsom transport. Det er til cykler, hestevogne og langsomme lokalbiler. Sidstnævnte skal kunne køre 40 km i timen. Og de kan derfor let laves og repareres lokalt. Overalt i landet skal der være et nyt vejnet til denne langsomme trafik. Langs disse veje kan der være bænke og borde. Der kan være frugttræer og bærbuske. Og visse steder, hvor flere veje støder sammen, kan der være en kro. Inden i de store byer skal der også være sådanne veje på kryds og tværs i byen. I Danmark vil det være smart at genskabe sejladsen. Hvis man for eksempel har importeret en masse stål en havneby, skal dette stål så ud til alle andre byer. Og her vil det være smartest, hvis det fragtes i skibe til kystbyer. Allerede i 1970 erne skrev Ivan Illich, at den hurtige trafik var problematisk; lad mig citere lidt fra én af hans nutidige hjemmesider: Folk bevæger sig fint på deres fødder. Denne primitive måde at komme rundt på viser sig ved nærmere analyse at være ret effektiv sammenlignet med den transport, der foregår i moderne byer eller industrialiserede landbrug. Det vil vise sig særdeles attraktivt, når man først har forstået, at moderne amerikanere i gennemsnit går lige som mange kilometre som deres forfædre gennem tunneler, korridorer, parkeringspladser og supermarkeder. Mere energi i transportsektoren betyder, at flere mennesker bevæger sig hurtigere i længere tid i løbet af en dag. Enhvers daglige radius udvides på bekostning af, at man lige kan droppe ind hos en ven eller gå en tur i parken på vej til arbejde. Ekstreme privilegier er skabt på bekostning af at være slave af transportsystemet. En elite får behagelige rejser over uendelige afstande i løbet af deres liv, mens flertallet tilbringer store dele af deres liv på uønskede rejser. Den moderne amerikanske mand vier mere en timer om året på sin bil. Han sidder i den, mens den kører, og mens den holder. Han parkerer den og leder efter den. Han tjener penge til udstyr i bilen og til de månedlige afdrag. Han arbejder for at betale benzin, broafgift, forsikring, skat og parkeringsafgifter. Han tilbringer 4 af sine 16 vågne timer på vejen eller på at skaffe ressourcer til det. Og disse tal inkluderer ikke den tid, som bruges til andre aktiviteter, der er forårsaget af transport: tid på hospital, tid til at betale parkeringsbøder, værkstedsophold, læse bil reklamer, gå på bil udstillinger og lytte til foredrag om forbedrede kvaliteter til hans næste bilkøb. Den moderne amerikaner bruger timer for at opnå kilometre; det er mindre end 8 km i timen. I lande uden denne transport industri, opnår folk det samme - ved at gå hvorhen de har lyst til. For ½ år siden købte jeg et fotografiapparat på internettet. Jeg betalte med mit Dankort, og så fik jeg en mail med link til en hjemmeside, hvor jeg kunne følge med i, hvad der skete. Først stod der, at jeg havde bestilt. Så var der en linje med, at jeg havde betalt. Dagen efter kunne jeg læse, at der var gået besked til et centrallager i Frankrig. Jeg havde tidligere læst om dette lager. Det var en enorm stor lagerbygning. Og der var hylder op til 15 meters højre. Så kørte der små køretøjer rundt uden mennesker i. De var styret af en robot og en computer. Sådan én kørte så hen til den rigtige hylde, hævede en mekanisk arm op i 10 meters højre og tog en lille kasse med fotografiapparatet - og kørte så hen til et transportbånd, hvor apparatet blev registreret og ført ud til en lastbil. På hjemmesiden kunne jeg læse hvert trin i processen med tidsangivelse. Senere kunne jeg læse, at fotografiapparatet var ankommet til Berlin, og endnu senere ankom det til en fragtcentral udenfor København. Der var åbenbart chauffører, der kørte om natten. En halv dag senere var det kommet til en fordelingscentral inde i København. Og så tænkte jeg, at det nu snart måtte komme til mig. Og helt rigtigt, det ringere på døren, og vær så god. Jeg skulle bare kvittere. Apparatet plus tilbehør kostede mig kroner. Jeg kunne også have købt det i en forretning til kr.; men så havde jeg sikkert fået en forældet 38

39 model. Det er jo smart med denne trafik. Men af de kr. har jeg jo været med til at betale for mindst én mands ansættelse i døgndrift samt til al elektronik, robotter og lastbiler. Mon ikke de er gået til det? Nu blev der ikke kun fragtet et fotografiapparat. Motorvejene op gennem Europa er døgnet rundt fyldt med store lastbiler, der fragter en masse isenkram og dippedutter rundt. Jeg var imponeret over hurtigheden. Men jeg havde dårlig samvittighed over, at der var udledt så meget CO2 fra lastbilerne, og at nogle chauffører var tvunget til at arbejde om natten. Jeg ville have været lige så lykkelig, hvis transporten havde taget 14 dage og måske var sejlet op til København ved hjælp af vindkraft. Når alt foregår på et frit kapitalistisk marked med konkurrence, kan jeg godt forstå, at en virksomhed bliver tvunget til at bruge 4000 kr. på at levere et fotografiapparat i løbet af 3 dage. Det er konkurrencen, der tvinger virksomhederne til det. Men jeg synes ikke, at det skal være den enkelte virksomhed, som skal beslutte det. De har jo ikke noget at vælge mellem. Hvis de ikke vælger denne hurtige distribution, bliver de udkonkurreret. Her er det, at demokratiet skal træde til. Folket skal styre. Og vi kunne for eksempel beslutte, at transporten skal være CO2 neutral, så der ikke udledes mere CO2, end der ellers ville. Og vi kunne beslutte nogle arbejdstidsregler, så lavtlønnede chauffører fik nogle mere rimelige arbejdstider. Der er selvfølgelig visse transporter, som vi altid ønsker skal være hurtige. Det kan være ambulancer, transport af mennesker til vigtige møder, transport af en reservedel, som skal få et stort teknisk anlæg til at køre igen osv. Særlig tåbeligt er daglig transport til og fra arbejde. De fleste arbejdspladser er placeret i industrikvarterer i udkanten af store byer. Og så skal beboerne inde i byen bruge ½-1 time for at komme på arbejde. Og folk, der er bor rundt om på landet, skal bruge 1-2 timer på at komme på arbejde. Jeg kan godt forstå, hvorfor det er blevet sådan. Tidligere lå fabrikkerne fordelt rundt om i byerne, og arbejderne boede rundt om fabrikkerne. Men fabrikkerne forurenede så meget, at de én efter én flyttede ud til et industrikvarter. Så kunne de forurene herude en del år, indtil alle kunne indse, at de ødelagde miljøet. Og så har vi de seneste år tvunget dem til at rense deres spildevand og filtrere røg og anden udledning, så forureningen nu er minimal set lokalt. De rigtige giftige sager bliver så kørt væk til forureningsdepoter, hvor man forsøger at omdanne og genanvende stofferne. Hvis man skærpede miljøkravene en anelse mere, ville mange af disse virksomheder i dag godt kunne placeres i boligkvarterer. Og så vil det være smart at gå eller cykle på arbejde. I dag er vores bevidsthed splittet og stivnet. Højre sides bevidsthed handler om arbejdsplads. Venstre sides bevidsthed handler om familie og bolig. Og de to sæt bevidstheder er totalt adskilte. Der er meget forskellige love for de to områder. Der er meget forskellige myndigheder for de to områder. De politikere, der tager sig af det ene område, er nogle andre end de politikere, der tager sig af det andet område. Det vil kræve omlægning af tusindvis af lovparagraffer, hvis man skal ændre noget. Og der skal fyres og ansættes en masse mennesker for at gennemføre forandringer. Men det er slet ikke på dagsordenen. Så længe man er stagneret i det dobbelte energimønster, splittes samfundet mere og mere, så arbejdsplads og bolig bliver mere og mere adskilte. I dag er det ikke teknologien eller konkurrencen, der afgør udviklingen. Det er den stivnede bevidsthedsstruktur. Jeg anerkender, at især unge mænd ikke kan stå for fristelsen til at køre hurtigt. Men det bør ikke ske på offentlige veje, hvor trafikulykker koster invaliditet og død. Jeg synes, at der skal være mange racerbaner, hvor man under trygge vilkår kan føle suset af overmenneskelige kræfter. Politikerne synes dog, at man skal kunne komme hurtigt til og fra arbejde. Og derfor er der bygget flere og flere motorveje. Men det har bare betydet, at der kommer flere og flere biler, så man holder i kø på motorvejene. Politikerne (hoved) sidder og studerer, hvad der sker nede på det jordnære og praktiske plan (underliv). Og når bilerne nu sidder fast i køer, udtænker de nye idéer. Og det logiske er så, at centralisere. Flere skal køre hen til en tog-central. Herfra skal de med tog hen til en by- 39

40 station. Og herfra skal de i bus ud til et industri-center. Med andre ord: mere styr på den kollektive trafik. Selv kører de i deres egen bil og kunne ikke drømme om andet. Folket, der er tvunget til at køre i tog og bus, bliver ikke spurgt. Hvis man spurgte folk, og hvis der var reelt demokrati, ville folk selvfølgelig mene, at deres arbejdsplads skulle ligge i gå eller cykelafstand. Og hvis de havde nogen indflydelse, ville de i hvert fald sørge for, at chaufføren ikke skulle bruge halvdelen af tiden på at kontrollere billetter, mens bussen stod stille. Så ville de kræve, at en bus havde 3 døre, og at man kunne gå ind og ud hurtigt, så chaufføren kunne sætte i gang hurtigt. Det ville medføre, at transporttiden ville halveres. Men det interesserer ikke trafikplanlæggerne. De vil have deres egen transporttid halveret, når de kører på motorvejen. Og det kun opnås, hvis man flytter mange over i den kollektive trafik. Der er ikke tale om, at disse trafikplanlæggere er onde mennesker, der sidder og griner over, at de fattige stuves sammen i busser. Der er tale om, at deres bevidsthed er spaltet. De har ét sæt tanker (venstre sides bevidsthed) for individuel transport (blandt andet deres egen); og så har de et helt andet sæt tanker (højre sides bevidsthed) for kollektiv transport. I deres egen selvforståelse hjælper de folket. Og de tror selv, at alt er demokratisk. Altså, at det er folket, der styrer. Men det er lige omvendt. Folk har ingen indflydelse. I dag er det sådan, at der om natten står en masse biler i boligområderne, og om dagen står de samme biler i industriområderne. Og så er der to gange i døgnet, hvor de alle er ude at køre på samme tid i samme retning. En del af dem skal langt, og derfor skal de alle være i stand til at køre hurtigt. Bolig Men hvad nu hvis vi begynder at være smarte? Så vil vi placere arbejdspladser rundt omkring i boligkvartererne. Og i industrikvartererne vil vi inddrage fabriksbygninger til spændende storkollektiver, hvor de enkelte beboere eller familier kan bygge deres egen lille bolig ved hjælp af skillevægge i en fabrikshal. Da der er 10 meter til loftet og kun fantasien til at sætte grænser, vil der opstå de mest fantastiske boligkonstruktioner med trapper, ruchebaner, balkoner og korridorer og med klatretove, tovbroer og hængebroer i første og anden sals højde. Byggematerialerne, som ikke skal bære tag eller være ydermure kan så bestå af ølflasker, konservesdåser, papmache, halmballer, oksehuder, tæpper, sildekasser, østersskaller, sivmåtter, paraplyer, plastikplader samt traditionelle byggematerialer. Malerier og skulpturer kan også være en del af arkitekturen. Det bliver et paradis for kunstnere og kreative sjæle. Én vil måske ikke have vægge omkring sig. Han laver en vindeltrappe. I stuen er der et klædeskab. På 1. sal er der en platform med en lænestol og en læselampe. På 1½ sal er der et skrivebord med computer og en stol. På 2. sal er der kiste med madras i, hvor han lægger sig, når han skal sove. En anden eksperimenterer med at blande træflis, halm, ler, kalk og cement - og bygger en kube uden på et skelet af træ og metal. Det bliver til et rundt termitbo med gange og rum i alle former. Så er der små indendørs fodboldbaner på 10 gange 5 meter til børnene. Midt i det hele står en tipi, hvor et ungt par har slået sig ned. Og så er der fælles bad med bruser, sauna og kar, og det varme vand genbruges til fælles vask af tøj. Madlavning og toiletbesøg kan foregå i folks egne gemakker; men der er også fælles faciliteter. Er man 6 personer, som samtidig vil lave mad, danner man et kollektivt køkkenhold. Én person laver råkost af gulerødder, rødbeder og grønne spirer. En anden laver linsefrikadeller. En tredje laver spagetti. En fjerde laver små kødboller med løg og timian. En femte laver en lækker drik af æbler, citron og hyldeblomst. Og den sjette laver små kager med flødeskum. Velbekomme. Og så hygger man sig og snakker med nogle, som bor i områder eller er på besøg. Den vestlige bolig med en stue, et soveværelse, et køkken og et badeværelse er en kopi af den franske kejsers bolig i 1600-tallet - bare i miniformat. Alle skal have det samme. Det er den eneste måde, man kan blive lykkelig på, tror man. Og så sidder man dér og glor ind i fjernsynet, hvor man oplever, hvordan mennesker i Sydamerika lever i små hytter, nogle asiater lever i små huse på piller i vandet, stammefolk lever på flydende øer i Ganges deltaet i Bangladesh. Det er vel spændende. 40

41 Men det foregår i fantasien (hoved). Ens egen dyriske livskraft (underliv) er fortrængt. Men det er mere end det. Det er også blevet en samfundsfortrængning. Forstanden har ikke længere nogen kreativitet. Vi er gjort til passive forbrugere. Vi kan sidde og kigge på. Hvis der er en enkelt af os, der gerne vil frigøre sig og lade idéer følge kroppens behov, er vedkommende gal og mental syg. Og så har han indstillet sig selv til psykiatrisk behandling, hvor han enten retter sig eller får elektrochok og snit i hjernen. Fælles biler Når placering af boliger og arbejdspladser er total mikset, kan vi også slippe for parkeringshelvedet. I dag står alle bilerne parkeret om natten i boligområderne og om dagen i erhvervsområderne. De skal være parat til, at den enkelte kan komme hurtigt på arbejde og hurtigt hjem. Men i fremtiden kan der være fælles biler. De fleste går eller cykler til arbejde. Men nogle skal længere. De tager så én af fællesbilerne og kører på arbejde. Her tager en anden så bilen og kører også på arbejde. Og her tager en tredje bilen og kører på arbejde. Arbejdspladser og boliger er fordelt over det hele. Og der er flekstid, så nogen møder tidligt, andre lidt senere og nogen først op ad formiddagen. Så er der én, der har fri i dag - og tager så én af bilerne og kører til et byggemarked, fordi han skal udbygge sin bolig lidt. Og en anden tager en bil og skal til eftersyn på hospitalet. Her er der en læge, der er færdig med sin vagt og overtager bilen og kører hjem. Overalt er der opsamlingssteder af organisk affald; og her produceres biogas til bilerne. Så når lampen blinker i bilen, kører man hen til nærmeste gas station, som altid ligger inden for 500 meters afstand, og får brændstof på. Bilerne kan kun køre 40 km i timen. Til gengæld kan de bygges lokalt af enhver cykelsmed. Og sikkerheden er i top. Hvis bilen har knallert dæk, skal der være bremse på hvert hjul. Der skal også gerne være en computer med en fotocelle, der kan registrere, om bilen er ved at køre ind i nogen. Og så skal computeren aktiverer bremserne, så bilen stopper, inden den kører ind i nogen eller noget. Effektivitet Men er der ikke fordele ved at have en effektiv produktion? - er der sikkert nogen, der tænker. Lad os starte med at se på den aktuelle situation i Europa. Der er jo mange lande indblandet, men lad os nøjes med at se på Tyskland og Grækenland. De repræsenterer udmærket den samlede situation. Tyskerne er effektive. De arbejder hurtigt, sparer op og investerer. Grækerne er mindre effektive. De arbejder langsommere, sparer ikke så meget op og investerer ikke så meget. Tyskerne stresser og får psykiske og fysiske sammenbrud. Grækerne lever livet. Resultatet er, at tyskerne producerer varer, der er billigere end de samme varer, som grækerne producerer. Og derfor bliver de græske virksomheder udkonkurreret. De medfører, at nogle grækere bliver arbejdsløse. Og grækerne køber så de tyske varer. Det er Tyskland og EU ganske godt tilfreds med. Men de græske arbejdsløse tjener så ikke noget. Og da man jo er et ansvarligt demokrati (synes man selv), får de arbejdsløse nogle sociale ydelser. Men hvor skal disse penge komme fra? Jo, de kommer selvfølgelig fra Tyskland. Grækerne har jo købt de tyske varer og altså sendt penge til Tyskland. Nu sender tyskerne ikke penge gratis tilbage til grækerne. De låner dem pengene, og så skal grækerne betale renter til tyskerne. Det betyder, at grækerne år efter år skylder flere og flere penge til tyskerne, indtil gælden bliver så stor, at økonomien bryder sammen. Så kan man diskutere, om det er tyskerne eller grækerne, der har skylden for sammenbruddet. Hvis tyskerne ikke havde stresset så meget, og i stedet havde satset på et behageligt liv, ville de ikke have udkonkurreret de græske virksomheder. Så havde der været en balance, hvor de to lande havde solgt varer til hinanden. Men fordi klassesamfundet er så ekstremt i Tyskland, havde kapitalisterne formået at presse de tyske arbejdere op i tempo, og så kom ubalancen. Det er altså det land, der kan presse arbejderne hårdest, der vinder. På kort sigt forsøger EU så at løse krisen ved at lade alle EU-borgere betale for en støtte til Grækenland. Men pengene er øremærkede. De skal gå til at betale af på gælden til Tyskland. Pengene går altså reelt til Tyskland og ikke til Grækenland. Og grækerne har derfor ingen glæde af hjælpen. 41

42 Hvis grækerne skal have yderligere hjælp, stiller man det krav til grækerne, at de skal blive lige så effektive som tyskerne. Men hvorfor det? Ville det ikke være mere fornuftigt, hvis man bad tyskerne om at slappe af og sætte tempoet ned? Her er det, at kapitalismen viser sit sande ansigt. Som jeg tidligere i bogen har redegjort for, bryder kapitalismen sammen, hvis der ikke hele tiden er en vækst på mindst 3 %. Og det betyder ganske enkelt, at hvis tyskerne skal nedsætte tempoet, bryder kapitalismen sammen. Omvendt er det vigtigt for yderligere vækst, at man kan få grækerne til at arbejde mere og hurtigere, for så vil de bidrage til den nødvendige vækst, som kapitalisterne skal have. Derfor diskuteres det ikke, om det skal være tyskerne, der skal ned i tempo. Der er kun én løsning, og det er, at grækerne skal op i tempo. For en del år siden var det Japan, der førte an i tempo. Og alle de kapitalistiske lande blev tvunget til at øge tempoet for ikke at blive udkonkurreret på det fri verdensmarked. Kapitalismen skal altså ikke bare vokse konstant. Tempoet og nedslidningen øges også konstant. For 5 år siden kom en gennemsnitsdansker på hospitalet hvert andet år; nu er det hvert år danskere tager hver dag stærk medicin mod depression. Og tallet er jævnt stigende. Vi skal være effektive, siger politikerne. Det er den eneste måde, vi kan klare os på i konkurrencen, siger de. Og ja, det er helt rigtigt. Vi sælger de fleste af vore produkter til nabolandene. Og så må vi blive mere effektive end dem. Det lyder helt logisk. Nøjagtig det samme siger de tyske politikere til de tyske arbejdere. Og de franske politikere sig det samme til de franske arbejdere osv. Tempoet skal mere og mere og mere op. Sydeuropa sakker bagud. Nordeuropa er med i eliten. Og de nordeuropæiske lande presser arbejderne fremad i ræset. Og så var det, at Stéphane Hessel i 2010 skrev sin lille bog Indignez vouz! Han var 93 år, da han skrev bogen, og han tager udgangspunkt i, at han var med i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Ved krigens afslutning udarbejdede den franske modstandsbevægelse en genoprettelsesplan, og Hessel citerer fra den: En helhedsplan for socialforsorg, der sigter mod at sikre alle borgere de nødvendige midler til at opretholde tilværelsen i tilfælde af, at de ikke selv er i stand til at skaffe sig disse ved arbejde (samt) en pension, der tillader gamle arbejdere en værdig tilværelse i deres livsaften. Nationens store, monopoliserede produktionsmidler, rigdommene i undergrunden, forsikringsselskaberne og de store banker bør vende tilbage til nationen, (fordi) oprettelsen af et ægte økonomisk og socialt demokrati forudsætter, at de store økonomiske og finansielle magtgrupper udelukkes fra økonomistyringen. Og Hessel skriver så om nutiden: Man vover at fortælle os, at staten i dag ikke længere har råd til at sikre sådanne borgerrettigheder. Men hvordan kan der i dag mangle penge til at fastholde og videreføre disse landvindinger, når produktionen af rigdomme kun er vokset og vokset siden befrielsen, hvor hele Europa lå i ruiner? Skyldes det ikke snarere, at pengemagten, som Modstandsrådet kæmpede så indædt imod, aldrig har været så mægtig, så arrogant og egoistisk og velforsynet med loyale håndlangere, der tjener dens interesser helt op i statens højeste sfærer? Bankerne, som i dag alle er privatiserede, interesserer sig først og fremmest for deres udbytte og for direktørernes høje lønninger, ikke for det fælles bedste. Kløften mellem de fattigste og de rigeste har aldrig været så stor; jagten på rigdom, konkurrencen, aldrig nydt så stor ansporing som i dag. Her viser Hessel, at han ikke har forstand på økonomisk (kapitalistisk) videnskab. Hver dag kommer der nationaløkonomer i fjernsynet, som forklarer os, at det ikke kan være anderledes. Kapitalisterne gør bare, hvad de er nødt til, hvis de vil klare sig i konkurrencen. Det er rigtigt, at kapitalisterne rigdomme er vokset år for år og er i dag helt utrolig kolossal stor. Men kapitalisterne er tvu n- 42

43 get til at øge deres rigdom hele tiden. Mindst 3 % om året. Hvis der ikke er denne konstante vækst, kommer der krise med arbejdsløshed, der mindsker købekraften, så der købes mindre, og derfor produceres mindre, der så medfører fyringer og flere arbejdsløse osv. Man skal derfor ikke være indigneret. Man skal beundre disse kapitalister. De knokler for at holde det hele i gang, får vi at vide hver dag i fjernsynet. Men Hessel er ikke kapitalist. Han er forarget og indigneret. Vestens produktivitetstænkning har kastet hele verden ud i en krise, som vi bliver nødt til at bryde med i et radikalt brud med jagten efter stadig mere såvel økonomisk som videnskabeligt og teknisk. Det er på høje tid, at de etiske, retslige og miljømæssige hensyn bliver sat i første række. For vi er truet af alvorlige farer. Disse farer kan sætte en stopper for menneskehedens fremtid på en planet, som de truer med at gøre ubeboelig for mennesket. Og Hessel slutter med igen at citere modstandsbevægelsen: vores harme over uretfærdigheden er stadig levende. Og derfor kalder vi i dag til en ægte, fredelig opstand mod massekommunikationsmedierne, som ikke tilbyder vores ungdom andet end masse-forbrugerisme, foragt for de svage og for kulturen, almindelig glemsel og alle kamp til døden imod alle. Jeg er enig i, at vi skal gøre modstand. Men vi må også have et alternativ. Her viser eksemplet med Grækenland og Tyskland, at det er nødvendigt med en handelsbalance. Og jo, Grækenland kunne have valgt at trække sig ud af EU fælles valuta. De kunne have valgt at opfordre alle grækere til kun at købe græske varer. Eller de kunne have devalueret deres penge, så græske varer blev lige så billige som de tyske. Men det var de græske politikere ikke parate til. Deres viden om kapitalistisk økonomi var for lille. De troede ligesom vore egne politikere herhjemme i dag at økonomerne har ret, og at det ikke kan være anderledes. Men det kan det. Men lad os nu overføre eksemplet med Tyskland og Grækenland på forholdet mellem København og Thy (som ligger i Nordvestjylland). Er der et lignende økonomisk forhold mellem København og Thy, som mellem Tyskland og Grækenland? Ja, der er præcis den samme problemstilling. Igen er det en forsimpling. I den virkelige verden drejer det sig om forholdet mellem et landligt område med lav økonomisk aktivitet og en række byområder med høj økonomiske aktiviteter; men for at lette argumentationen, vil vi lade som om, det kun er et forhold mellem København og Thy. I Thy er lønnen lavere end i København; men huspriserne er også lavere. Meget af handelen er lokal. Men der er en række varer, som kun produceres i storbyerne, og her er det, at thyboerne køber disse varer, mens københavnerne leverer varerne. Der går altså varer til Thy og penge til København. Det kan selvfølgelig ikke fortsætte i evighed. På den ene eller anden måde bliver man nødt til at sørge for, at pengene går tilbage til Thy. Her er der to officielle ordninger. For det første er der den kommunale udligningsordning. Det handler om, at rige kommuner betaler penge til fattige kommuner. For det andet sørger staten for at støtte investeringer i fattige dele af landet. Uofficielt betragter mange Thyboer moms som noget københavneri. Det er jo en ordning, hvor man skal betale 25 % til staten af alt, hvad man foretager sig. Og når handelsbalancen mellem Thy og København er, som den er, betyder det, at der går penge fra thyboerne til københavnerne. Og pengene skal jo gå den anden vej, så derfor hjælper thyboerne landets samlede handelsbalance ved at undlade at betale moms. Officielt er det at snyde. Men reelt er det at skabe balance i landets fælles økonomi. Selvfølgelig er der enkelte erhvervsområder, hvor Thy har en effektivitet, som ikke er i København. For eksempel byggede man i 1967 Hanstholm Havn, som er blevet til en vigtig fiskerihavn, der sælger fisk til blandt andet københavnerne. Og så er der selvfølgelig også virksomheder, som klarer sig fint i den nationale handelsbalance, for eksempel Thy Bryghus. Men generelt er der et handelsbalanceproblem. 43

44 Hvordan kan man skabe sådan en handelsbalance uden kommunale udligningsordning, statsstøtte til investeringer og unddragelse af moms? Her er der kun én løsning. Thyboerne skal betale mere for de københavnske varer. De skal betale så meget, at det ikke længere kan betale sig at købe fra København, men i stedet producere varerne selv i Thy. Der er så to måder at gøre det på. Den ene er det, som vi gør nationalt, hvor der er skat og afgifter på varer, som vi importerer. Her er det Thyboerne, der skal løse problemet. Den anden løsning er at pålægge københavnske virksomheder en ekstra skat, hvis de sælger varer til Thy. I så fald bliver varerne også dyrere for thyboerne, så de foretrækker at producere dem selv. Når der er sådan en økonomisk balance, opstår der en ny og smart mulighed, nemlig arbejdsdeling. I stedet for at alle laver alt, laver thyboerne tæpper, mens københavnerne laver møbler. Sådan en arbejdsfordeling kan i praksis være mellem virksomheder eller mellem kommuner. Men den er først mulig, når der er økonomisk balance. I gamle dage, hvor man betalte med mønter og pengesedler, ville det være svært at lave sådanne indenlandske prisreguleringer mellem forskellige egne af Danmark. Men med computere og internetbetalinger vil det være simpelt at gennemføre. For den enkelte dansker betyder det, at det altid er billigt og lettest at handle lokalt. Med det nuværende økonomiske system, flyttede virksomhederne først til København og siden til Thailand. Og i dag er Danmark et af verdens mest forgældede lande, idet vi lever af lån, som vi har taget i udlandet. Men det er ikke noget problem, fortæller politikerne og økonomerne os. Vi skal bare være mere effektive, arbejde hurtigere og flere timer samt have mindre i løn. Så skal kapitalismen nok klare sig. Men der er et alternativ. Det drejer sig bare om at være smart og gøre alting fornuftigt. Det går ud på at opfatte danskerne som et socialt fællesskab. Virksomhedsomlægning Man kan selvfølgelig vente til alle andre har omlagt økonomien og så selv også gøre det. Men faktisk kan den enkelte virksomhed godt starte med sig selv. Nu forestiller vi os, at vi befinder os i Thy. Her skal man så lave aftaler med andre virksomheder og med medarbejderne. Første aftale går på, at man handler lokalt. Når den enkelte virksomhed skal købe råvarer og maskiner, køber man ikke altid billigst, for så vil man købe fra storbyerne. Man søger i stedet for at købe lokalt. Og man indgå et samarbejde med andre lokale virksomheder om at skaffe det, som man får brug for. Det betyder, at de varer, som man skal sælge, bliver dyrere end de varer, der kan købes i storbyen. For at modvirke det indgår man en aftale med medarbejderne om, at deres løn sænkes, så man kommer ned på måske ¾ af normallønnen på det kapitalistiske marked. Så kan man sænke prisen på de varer, man skal sælge. Og hermed bliver man konkurrencedygtig. Medarbejderne skal så kunne købe varerne til særpris, der er ¾ af det normale. Hermed kan de købe det samme, som hvis de fik normalløn, men kun hvis de køber lokale varer. For at undgå at hele den kapitalistiske elendighed begynder forfra igen, skal man så sørge for, at overskuddet fordeles til alle lokalt. Der skal derfor være en aftale mellem ejere og medarbejdere om fordeling af overskud. Hvis en håndværker for eksempel finder ud af at lave en ny smart ovn, og han har brugt flere års arbejde om aftenen for at udvikle den, skal han selvfølgelig have mere fortjeneste, end de medarbejdere, som nu er med i produktionen af ovnen. Men han skal ikke have mere indkomst resten af hans liv, som hans børn så kan arve osv. Der skal laves en aftale mellem ham og de andre medarbejdere, så han får en økonomisk belønning, der svarer til det merarbejde, han har ydet, da han opfandt ovnen. En sådan mer-indkomst bør aldrig foregå i mere end 7 år, vil jeg mene. Hvis ovnen bliver en salgssucces, så folk i andre dele af landet gerne vil købe den, træder den tidligere ordning om handelsbalance i kraft. Den vil sikre, at man på lang sigt kun kan sælge til andre dele af landet, mod at man køber andre varer for et tilsvarende beløb. Eksport til udlandet er derimod ikke begrænset af indenlandske reguleringer. 44

45 Hvis virksomheden så tjener meget, vil de også beskattes meget til de udgifter, som et demokratiske samfund har. Kapitalismen kan altså afskaffes langsomt virksomhed for virksomhed. Når det ikke sker, skyldes det, at den enkelte kapitalist hermed bliver en arbejder, der ikke øger sin formue mere og mere i forhold til andre. Til gengæld bliver han en del af et socialt fællesskab. I stedet for at sidde alene og sikre sig selv og sine børn en særstatus, bliver han deltager i et solidarisk fællesskab, hvor man sørger for, at alle får et godt liv. Specielt bør han glæde sig over, at han ikke længere er med til at ødelægge alt liv på denne klode, og at han heller ikke mere er med til at øge fattigdommen i den fattigste del af verden. Men det er også en stor glæde at være med i et fællesskab, hvor nogle yder noget, andre yder andet, og hvor alting bliver sjovt, spændende og interessant på grund af vore forskelligheder. Det nuværende samfundssystem har nogle bureaukrater og teknokrater (hoved), der tror, at de skal styre og kontrollere alle fysiske og materielle processer (underliv), fordi bevidstheden om sidstnævnte er adskilt fra forstanden. Denne intellektuelle overklasse er et produkt af kapitalismen, idet det er nødvendigt at administrere økonomien for at undgå store udsving på mark e- det med tilhørende kriser. Men når markedet er sat ud af kraft, er der ikke længere behov for sådan en overklasse til at bestemme, hvad, hvornår og hvordan man må gøre noget. Vi ønsker frihed til at agere. Har man penge, arbejdskraft og gode idéer, skal der også være frihed til at tage initiativer til produktion og handel mm. Men det skal også være sådan, at man ikke fastholder adskillelsen mellem produktion (højre side) og familie (venstre side). Vi skal genskabe forbindelsen mellem de to bevidstheder, og det skal ske i virksomhederne ved at alle medarbejdere også er producenter, og alle producenter også er medarbejdere. I stedet for et splittet samfund og en splittet bevidsthed skal vi have et samarbejdende samfund og en samarbejdende bevidsthed. Stoffer Ikke nok med at Danmark er det land i verden, hvor der spises mest kød, det er også det land, hvor de unge drikker mest alkohol. Men hvorfor? Hvad er det, der er så dejligt ved disse stoffer? Der er forskere, der gennem mange år har bildt os ind, at det er nødvendigt med 30 % protein i kosten. Men for nylig var der nogle andre forskere, som med en sindig metode fandt ud af, at gladiatorerne i Italien for år siden var vegetarer. Og hvorfor var de det? Da jeg var landmand og gartner for mange år siden og arbejdede fysisk hårdt hver dag, var jeg også vegetar. I dag hvor jeg ikke har noget fysisk arbejde, men skal klare mig igennem psykisk stress og hurtigt tempo, spiser jeg meget kød hver dag. Da jeg har prøvet både at være vegetar og være kødspiser, ved jeg præcis, hvordan det virker. Når jeg har spist noget kød, bliver jeg slap i kroppen. Jeg får et sus i blodet. Psykisk slapper jeg af, som om jeg havde fået en nervepille. Jeg har engang været på hospital og blevet opereret, og bagefter fik jeg morfin mod smerter. Morfinrusen er stærkere end kødrusen, men virkningen ligner. Selvkontrollen og bevidsthedsspaltningerne blødes op. Man får det bedre. Men samtidig bliver man træt og sløv. Drikker man spiritus, mister man hæmningerne, plejer man at sige. Og det handler også om at slippe selvkontrollen og bevidsthedsspaltningerne. Men man kan ikke bruge det til noget konstruktivt. For man bliver også sløv og ligegyldig. Tobak derimod virker sådan, at man ikke mærker kroppen - men kun det, man har i hovedet. Det føles dejligt befriende, når man kun mærker sine tanker. For så føler man ikke den psykiske smerte, der skyldes spaltningerne inde i sig selv. Jeg har prøvet det hele også at ryge hash. Og des mere jeg har været presset og stresset, des mere har jeg været afhængig af disse stoffer. Men i de perioder, hvor jeg trækker mig væk fra ræset, har jeg kun lyst til vegetarisk føde og vand. Så får jeg kun 2 % protein. Og det er rigeligt. 45

46 Til gengæld har jeg problemer med at få alle grundstoffer. Jeg køber økologiske og biodynamiske fødevarer; men der er kun grundstoffer i. Og så mangler jeg de sidste cirka 40 grundstoffer, som der findes i naturen, og som min krop har brug for. Resultatet er, at jeg aldrig bliver mæt. Jeg spiser og spiser. Mange måltider og alt for meget mad, så jeg let bliver for fed. Men ligegyldig hvor meget jeg spiser, trænger jeg til mere. Når jeg har rigtig god tid, supplerer jeg med figner, sesamfrø, vilde urter, og hvad jeg ellers kan skaffe, og så kan jeg godt blive mæt. Men til daglig har jeg ikke tid til det. I stedet fylder jeg mig med sukkerstoffer, kaffe og andet, der dulmer mig, så jeg ikke mærker, at kroppen savner nogle stoffer. Det undrer mig derfor ikke, at folk bliver federe og federe. Det er, fordi de aldrig bliver mætte. Går vi tilbage til 1700-tallet, kunne folk godt blive syge, og så gik de til lægen. Her tissede de i et bæger. Og så sad lægen med en liste over alle grundstoffer. Han stak en finger ned i bægeret og smagte. Og efterhånden som han genkendte smagen af et grundstof, krydsede han det af på listen. Til sidst var der så nogle grundstoffer, som ikke var krydset af; og det var, fordi patienten manglede disse stoffer. Så vidste lægen, hvilke vilde urter, der indeholdt disse stoffer i rigelige mængder; og så skrev han en recept på, hvile urter patienten skulle lave te af. Det interessante er, at det virkede. Det var først i slutningen i 1800-tallet, at landbrugets dyrkningsmetoder blev så ødelæggende, at både planter og mennesker blev syge. Nogle mener, at vi i dag er blevet så degenererede, at vi ikke længere kan klare os uden moderne medicin. Og det er i hvert fald rigtigt, så længe dyrkningsmetoderne i landbruget kun giver planterne en del af de grundstoffer, som vi har brug for. Jeg synes, forbrugerne skal begynde at stille krav til fødevarerne. De skal ikke bare ligge tungt i maven. De skal indeholde alle grundstoffer; og så smager de fantastisk og giver god energi. Storby København får hver måned over 1000 nye indbyggere. Og kommunens politikere er glade. Over 800 af dem betaler mere i skat, end de koster i sociale ydelser. Så det er en god forretning. Kommunens pengekasse bliver større; man får mere at lege med. Det betyder også, at man skal skaffe flere boliger. Og så udnytter man alle arealer, som tidligere var erhvervsområder. Parker bliver også beskåret. Og man fylder jord op rundt om de tidligere havneområder, så der opstår helt nye arealer, der kan bebygges. Men er det i beboernes interesse? altså dem, der allerede bor i byen? Her argumenterer politikerne med, at kommunen får flere penge, og så er der råd til at vedligeholde nedslidte skoler og bygge nye plejehjem. Hver gang kommunen inddrager et nyt areal til boligbyggeri, protesterer borgerne. De vil hellere have parker og sportsfaciliteter. Men resultater bliver altid, at beboerne får en lille betonhave med et par bænke, og at kommunen får bygget flere boliger. Byen vokser. Det gør alle andre storbyer også. Det er en del af hele den kapitalistiske verdensorden. De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Og ude på landet er fattigdommen størst. Derfor flytter de fattige til storbyerne. Her er der håb om at få arbejde og tjene penge. Men hvem er det, der skal bestemme i storbyen? Er det politikerne eller er det borgerne? Og er det smart at stuve flere og flere mennesker sammen i storbyer? Eller skal vi ikke hellere fokusere på, at folk får et godt liv? Jeg synes, at det skal være attraktivt at flytte ud i en ny økonomisk zone i en egnskommune, hvor man er sikret bolig og arbejde, og hvor der også er alle de faciliteter, som der nu kun er i storbyen. Jeg synes også, at man skal ændre både boligområder og industriområder og gøre dem til blandede områder, så man går på arbejde tæt på, hvor man bor. Og i forhold til nu betyder det, at det skal gøres attraktivt at flytte fra de nuværende boligområder ud til de nuværende industriområder. Så bliver der mulighed for at udvide parkerne i storbyen i stedet for at indskrænke dem. Og i stedet for at nedrive de erhvervsbygninger, der stadig er i byen, og så opføre traditionelle boliger, kan man anvende erhvervsbygningerne til nye spændende boligforhold, værksteder og fritidsaktiviteter. Det er det, som folket ønsker; men som pamperne, bureaukrater og teknokraterne modarbejder. 46

47 Socialhjælp Velfærdssamfundet har ikke givet velfærd; det har højst giver velstand. Mennesker i dette samfund er splittet fra hinanden. Er man syg, gammel eller handicappet, kan man sidde derhjemme og være ensom. Og så kommer der en sygeplejerske eller hjemmehjælper engang imellem. Så skal man opvartes ligesom de rige, der har tjenere. Man kan så sidde og kigge på, at der bliver støvsuget. Man kan få klippet sine negle. Og man kan blive badet og få redt hår. Så kan man i en time bilde sig ind, at man tilhører overklassen, og at der er nogle, der betjener én. Når man så er blevet syg af at sidde derhjemme og kigge ud i luften, kan man komme på plejehjem. Her er der tjenere hele tiden. Er man ung og kan klare sig selv, men har økonomiske problemer, kan man få kontakthjælp. En enlig mor med 3 børn kan så få penge til at få dagligdagen til at fungere. Det er jo ikke, hvad hun har brug for. Hun har brug for, at børnene får legekammerater og kontakt til andre voksne. Hun har brug fællesskab med andre børnefamilier, hvor de kan tage på landet i weekenden. Hun har brug for halvdagsarbejde med flekstid, så børnepasningen kan fungere. Hun har brug for samvær med andre voksne, uden at der er børn til stede. Hun har brug for, at hvert enkelt af børnene kan få individuelle udfoldelsesmuligheder. Men det hun har brug for, får hun ikke. Hun får penge. Så kan hun leje en video, så ungerne kan sidde på kigge film. Og hun kan købe en flæskesteg og is, så ungerne blive mætte og trætte. Og om dagen kan hun så sende børnene i en børnehave. Børnehave Jeg bor i en stor boligkarré, hvor der er en gård med legeplads. Og i stuen er der et par lejligheder, der er slået sammen til en børnehave. Hver morgen kommer der så cyklende nogle forældre med børn bag på cyklen og afleverer deres børn i børnehaven. Nogle bor tæt på; andre en kilometer eller to. I boligkarréen bor der mange børn i børnehavealderen. Nogle er så heldige, at de har plads i en børnehave; andre kan få anvist en plejemor. Og de cykler så også hver morgen hen til en børnehave, hvor de afleverer deres børn. De børn, der går i den børnehave, der er i min boligkarré, bor ikke her i karréen. Og de voksne, der arbejder i børnehaven bor her heller ikke. Det vil nemlig give problemer med den børneopdragelse, der finder sted og drejer sig jo om at spalte børnenes bevidsthed. Alienationen - altså bevidsthedsspaltningen mellem underliv og bryst har allerede fundet sted. Den pædagogiske indsat angående at sikre denne spaltning finder sted i vuggestuer. Det er reifikationen altså bevidsthedsspaltningen mellem de to kropssider som skal foregå i børnehavealderen. Børnene skal lære, at der er en samfundsbevidsthed (højre side) og en familiebevidsthed (venstre side). Og de to skal ikke have noget med hinanden at gøre. Når børnene så kommer i børnehave, udfolder de samfundsbevidstheden. Her er de ikke sammen med sin familie. Og de er heller ikke sammen med dem, som de kan møde i deres fritid. Og når børnene så kommer hjem, udfolder de familiebevidstheden. Her er de sammen med familien. Og her møder de også naboens børn. Pædagogerne i børnehaven skal så have en professionel måde at opføre sig på. De må ikke anvende familiebevidstheden, hvor følelser styrer. De skal anvende analyse-energiens bevidsthed, hvor hovedet styrer. Der skal så være planer for dagens aktiviteter, sådan at børnene udvikler sig. Men hvis man nu har som mål at ophæve spaltningerne i bevidstheden eller undgå at de opstår, vil man jo gribe det helt anderledes an. Så vil børnehaven i min boligkarré være for de børn, der bor her. Børnene vil så lege med de samme børn i dagtimerne og i weekenderne. Børnene vil lære de andre børns forældre at kende. Børnene vil ind imellem sove hos hinanden. Forældrene vil ind imellem passe hinandens børn. Børnene vil have fællesskab både med yngre og ældre børn og få forståelse for opvækst og udvikling. Børnene vil lære mange voksne at kende og erfare, at voksne er forskellige. Pædagoger er selvfølgelig også forskellige; men de opfører sig altid professionelt og uden at følelserne styrer dem. Derfor er der også mange børn i dag, der ikke aner, hvad følelser går ud på. Men når børnene er sammen med almindelige voksne i alle slags situationer, oplever børnene, hvad det vil sige at være voksen. 47

48 I dag er der ingen voksne i min boligkarré, der går ned og hjælper til i børnehavne. Det er jo fremmede børn. Men hvis børnehaven var for ens egne børn, ville de selvfølgelig komme der meget. Hvis man først skal møde på arbejde klokken 10, kan man være sammen med børnene om morgenen et par timer. Og når man kommer hjem fra arbejde, skal man ikke hente børnene. De er jo allerede, hvor de skal være. Man kan så nøjes med at sætte sig ned i gården og glæde sig over at se sit barn lege med andre børn. I weekenden er der jo ingen grund til at låse børnehaven. Hvis der er nogle særlige faciliteter eller legeredskaber, kan man selvfølgelig også bruge dem om søndagen. Så er der måske en førtidspensionist og et par ældre pensionister, der godt kan lide at arbejde med børn. De læser historier for børnene. Og de laver mad sammen med børnene. I gården er der måske en køkkenhave, som de passer sammen med børnene. Der er også nogle af de store skolebørn, som synes, det er sjovt at lege med børnene efter skoletid. Børn, der oplever denne alsidighed i social kontakt, vil blive påvirket sådan, at de nogle gange vil polarisere sig i højre og venstre side og indtage forskellige energimønstre. Så vil de oppe i hjernen få to bevidstheder, hvor den ene projiceres ud og kigger på ydre sociale forhold, mens den anden bliver et indre jeg, der undrer sig og får tanker om fællesskabet. Andre gange vil de så slippe polariteten og få det samme energimønster i begge kropssider. Så føler de bare et jeg, der er aktiv i fællesskabet. Og så er der masser af muligheder for at skifte rundt mellem energimønstrene og opleve, at et socialt fællesskab udfolder sig på mange måder. Hvis børn udfolder alle energimønstrene frit, vil de også udvikle deres kropslige vilje og deres følelsers lyst; og så vil de blive nogle aktive og handlekraftige mennesker som voksne. Det går jo ikke, hvis det nuværende samfundssystem skal fortsætte. Her handler det om at knække vilje og lyst totalt. Og det sker med bevidsthedsspaltningerne. Børnehaven som vi kender den i dag er derfor et vigtigt redskab til at forme børnene, så de bliver ligesom de voksne. Det skal sikres, at de får den europæiske bevidsthedsstruktur med analyse-energien i højre side og enheds-energien i venstre samt bevidsthedsspaltninger mellem delene. I disse år snakker man om at have en kønsneutral opdragelse i børnehaverne. Hvis man for eksempel skal lege mavedans, hvor man har et struttende skørt på, skal det være muligt for både piger og drenge at deltage. Og hvis man skal lege med traktor og ladvogne, skal begge køn også kunne deltage. Så giver man mulighed for, at børnene kan udvikle sig frit, tror man. Men det er ikke legene, påklædningen eller andre ydre ting, der betyder noget. Reelt opdrager man begge køn ens. Og det er til at udfolde analyse-energien og enheds-energien. Det får store konsekvenser, når man bliver voksen. Seksuelt bliver man tam og uspændende. Moderskabsfølelse og familiesammenhold bliver ikke stimuleret. Al bevidsthed og socialadfærd, der knytter sig til de andre 6 energimønstre, er fraværende. En frigørende pædagogik handler om pædagogernes måde at snakke og lege med børnene. Det er ligegyldigt, hvad der leges. Det er måden, det gøres på. Pædagogerne skal på skift anvende alle energimønstrene og gerne sådan, at børnene tydeligt lærer de 8 grundlæggende energimønstre at kende. Skole Når spaltningen mellem underliv og bryst gennemført fuldt ud og konsolideret grundigt, skifter barnet fra børnehave til skole. Nu skal barnet lære at fylde hovedet med lærdom uden at det forbindes med noget følelsesmæssigt eller socialt. Det handler om at bruge analyseenergien. Der er to energipoler, og de overføres til hjernen, så man har to bevidsthedspoler. Og det skal bruges, når barnet skal forstå noget og blive klogere. Men energimønstret er jo også et kropsligt fænomen. Og derfor har børnene en forstandsbevidsthed (hoved) og en aggressiv dyrisk bevidsthed (underliv). Den sidste er projiceret udenfor jeg et; men ind imellem dukker den alligevel op, fordi den ikke kan undertrykkes totalt. Det medfører det problem, at børnene ikke kan sidde stille. Inden 1960 erne løste man problemet med megen sport. Børnene skulle lave gymnastik, svømme, spiller rundbold mm. Og drengene havde et fag med sløjt, hvor de skulle save og hamre i træ; mens pigerne havde fag som madlavning og syning. Så fik de brugt deres kropslige energi (underliv), så 48

49 man bagefter kunne give dem viden (hoved). Hvis der alligevel var for megen aggressiv energi, fik børnene nogle slag med spanskrøret i enden. Når der ikke er forbindelse mellem de to bevidsthedspoler i hjernen, opstår der heller ingen forståelse. Derfor skulle børnene dengang lære udenad. Så skulle man rejse sig op og fortælle salmevers eller fortælle om den puniske krig, som man havde fået for som hjemmearbejde. Tre dage senere havde man glemt alt; men det var ikke så vigtigt dengang. I slutningen af 60 erne fik vi så den undervisning, som vi har i dag. Nu skal børnene have en forståelse. De skal vide, hvorfor noget er rigtigt ikke bare, at det er rigtigt. Og så blev der åbnet op for nye undervisningsmetoder. Man afskaffede brugen af spanskrør og begyndte at fremelske analyse-energiens to bevidsthedspoler som et pædagogisk værktøj, hvor man kan have to bevidstheder samtidig og sammenligne dem. Børnene kan så få viden om indianere i Brasiliens jungle. Og de kan få viden om store industriselskaber, som fælder træerne i junglen. Og så kan børnene have begge bevidstheder samtidigt i hovedet og tage stilling. Hvad er godt, og hvad er skidt? Hvilke problemer er der? Og når det hele er aflejret sig i barnets ene bevidsthedspol, kan barnet bruge den anden bevidsthedspol til at undre sig, til at overveje, til at fantasere, til få en mening osv. Problemet var bare, at man så også åbnede op for, at barnets aggression (underliv) igen blev aktiv. Og derfor er skolebørn i dag meget urolige. Der er konstant larm. Og lærerne skælder ud og bruger en masse kræfter på at få børnene til at falde til ro. Et stort antal af lærerne får psykisk sammenbrud. Og mange taler om, at det er nødvendigt at vende tilbage til dengang, hvor der var disciplin i skolen. Nu er der imidlertid nogle lærere og skoler, der godt kan få det til at fungere. Måske fordi man laver projekt- og procesorienteret undervisning, hvor undervisningen kører gennem 4 faser, der svarer til 4 energimønstres bevidstheder. Det starter med problemformuleringsfasen. Den traditionelle lærer tror, at det har noget med analyse-energien at gøre, hvad det netop ikke har. Det handler om territorie-energien: Læreren vælger et undervisningsemne, og så skal hver elev starte med at lave en problemformulering. Og det sker ved hjælp af territorie-energiens bevidsthedsmønster. Her er der én bevidsthedspol i hjernen (underliv). Men der er også et område i hjernen, hvor man har en åben og modtagende bevidsthed (bryst og hoved). I jeg et bevidsthedspol har man sig selv og al den viden, som man nu engang har. Og i den modtagende bevidsthed er der så det, som læreren har valgt som emne. I problemformuleringsfasen skal hvert barn nu tage udgangspunkt i sig selv og den viden, man allerede har - og så finde ud af, hvordan han/hun kan nærme sig emnet. Her vil barnet indse, at der er nogle problemer. For eksempel skal man måske læse noget, og det gider man måske ikke. Der er også noget, som læreren har sagt, som barnet ikke umiddelbart forstår. Og det er jo et problem. Men hvad skal barnet så gøre ved det? Læreren hjælper så børnene til at formulere de problemer, som børnene umiddelbart kan se, men som de også gerne vil have løst for at forstå emnet. Idéen i denne fase er, at barnet skal tage udgangspunkt i sig selv og ikke i emnet. Den nye viden, som barnet skal opnå, vil så blive en udvidelse af den viden, som barnet allerede har. Og dermed bliver der sammenhæng i barnets bevidsthed. Når børnene har formuleret deres problemer, går man videre til planlægningsfasen. Og her anvender man analyse-energien, hvor der opstår to bevidsthedspoler i hjernen. I den ene pol har man så det, man lige har fundet ud af i problemformuleringsfasen. Og i den anden pol skal hvert barn nu lægge en plan for, hvilken viden man skal opnå. Her vil hvert barn lægge en plan, som er helt anderledes end de andre børns planer. Man følger altså ikke en læseplan eller lærerens plan. Man laver sin egen. Hermed skiftes fra undervisning til læring eller fra lærer til elev. Den enkelte elev får hermed ansvar for sin egen læring. 49

50 Så kommer udførelsesfasen, hvor man anvender udlevelses-energiens bevidsthed. Det giver en bevidsthed, som svarer til, at man er opdagelsesrejsende i et ukendt landskab. Vilje (underliv) og lyst (bryst) styrer. Og tanker (hoved) opstår, efterhånden som man udforsker det, som man har planlagt. Og så slutter man med en produktfremstilling, hvor hvert enkelt barn eller en gruppe af børn skriver og fortæller, hvad de har lært. Idéen er, at planen (hoved) og det man har udforsket (bryst og underliv) sættes sammen til en fælles bevidsthed. Metoden er fantastisk god for de børn, der magter at slippe deres bevidsthedsspaltninger. Men hvis børnene kommer fra hjem, hvor forældrene er voldsomt spaltede, og hvor det sociale pres mod børnene er stort, magter børnene ikke metoden, plejer nogen at sige - mens andre siger, at netop disse børn har særlig brug for det og godt kan klare det, hvis skolen giver gode rammer for det. Det største problem er, at skolen ikke er børnenes eller familiernes skole. Det er ledelsens og lærerne skole. Børnene er der i åbningstiden og bliver ellers vist bort. Og så står skolen tom, mens mange af børnene ikke har nogle steder at være. Man har i de seneste 30 år nedlagt flere og flere små skoler. Børnene bliver nu bragt til store skoler, hvor der bliver hældt viden ind i dem, så de kan fungere på fabrikker og kontorer. De lærer intet om at lappe cykel. De lærer intet om at dyrke gulerødder. De lærer intet om budget og regnskab. De lærer intet om at opdrage børn. De lærer det, som de får brug for, når de engang får et arbejde. Men det lærer intet af det, de får brug for udenfor arbejdet. Men alt bliver besluttet demokratisk. Det er politikerne i storkommunen, der beslutter at nedlægge landsbyens skole. Det er politikerne i folketinget, der beslutter læseplaner for hvert enkelt klassetrin. Det enkelte barn, den enkelte lærer, den enkelte forælder, den enkelte landsby har ingen indflydelse. Det kalder magthaverne folkestyre; men det er det ikke. Lad os nu forestille os et samfund, hvor der er sammenhæng mellem menneskene, og hvor der er sammenhæng i det enkelte menneskes bevidsthed. Lokalt vil der så være en skole. Men der vil også være cykelværksted, bilværksted, metalværksted, træværksted, malerværksted, gartneri, mølleri, systue og meget mere. Børn under 12-års alderen vil så bruge den lokale skole som et slags fælles hjem. Nogle børn får ikke morgenmad i familien; men i skolen skal der være køkken og spisestuer, og her laver børnene mad morgen, middag og aften efter behov. I dag, hvor børns bevidsthed er splittet op i dele, hvor indholdet i de forskellige dele ikke hænger sammen, er det selvfølgeligt, at skolen har nogle fag. Så har man matematik i én time. Og her bruger man kun én del af den opsplittede hjerne. Og denne del bliver så træt. Men så trænger de andre dele til at blive brugt. Og derfor skifter man over til at have dansk i én time. Så bruger man en anden del af hjernen, indtil den bliver træt, og så skifter man igen. Men når der er sammenhæng i børnenes hjerner eller hvis man ønsker at skabe det arbejder man med projekter, hvor hvert projekt måske tager en måned. Det kan for eksempel være at visualisere et hus. Børnene skal lave en arkitekttegning. De skal lave en model i pap eller træ. De skal lave beregninger af bjælkernes bæreevne, så man ved, hvor tæt bjælkerne skal ligge. Der skal læses og ses film om bygninger i forskellige verdensdele for at blive inspireret. Børnene skal læse om geografi og jordbund for at forstå, hvilke byggematerialer, der er brugt og kan bruges. Børnene skal laves tredimensionale videodemonstrationer af værelser. Der skal læses om arkæologi og menneskehedens udvikling vedrørende bygninger og byer. I de små klasser bliver det mest lærerne, der skal læse historier og vise noget. Efterhånden som børnene bliver større, kan de mere og mere selv. Undervejs lærer de regning, matematik, læsning, skrivning, geografi, naturhistorie, fysik og meget mere. Børnene danner arbejdsgrupper. Og sådan en gruppe, der lige har fundet ud af, at mennesker i en bestem ørken i Asien har lavet nogle meget spændende runde huse, vælger så at mødes om aftenen 50

51 på skolen for at se en videofilm om det. En anden gruppe bruger også noget af aftenen på et træværksted for at lave en model af en terrasse. En tredje gruppe er blevet færdig med et delprojekt og vil fejre det; så de holder til i skolens køkken, hvor de har inviteret forældre og naboer til fest. Nogle bedsteforældre er kommet landvejs fra for at deltage; og de kan overnatte i en af skolen hvilesaloner. I dag kæmper lærerne med at få børnene til at læse. Så give man lektier til børnene. Og så skal børnene sidde hjemme og læse ½ side i en bog. Og dagen efter skal eleverne så fortælle, hvad de har læst. Og så sidder det enkelte barn derhjemme og læser på lektion. Der bruges kun én del af hjernen. De andre dele trækker opmærksomheden i andre retninger. Mor står og snakker i telefon. Og far hører radio. Lillesøster græder. Og storebror er på vej til fodbold. Og så sidder man og kæmper sig igennem alle de skrevne ord, mens tankerne og følelser trækker i alle andre retninger. Men man kan også gøre læsning til en spændende lyst. Så skal læreren i flere år dagligt læse historier for børnene. Børnene skal høre historier om indianernes jagtmetoder. Om vikingernes sejlruter. Om opfindelsen af hjulet. Om dagligt liv i Grønland for 100 år siden. Om forfølgelse af de kristne i 300-tallet. Om stammekrige i det sydlige Afrika for et par hundrede år siden. Om 3 pigers fantasier om drenge. Om et fodboldholds tanker om træning. Om et jordskælv og nogle børns overlevelse, efter at deres forældre var døde. Langsomt, men sikkert vil man hermed tænde børnene lyst til at læse. De vil blive klar over, at bøgerne rummer en fantastisk skat. Og skatten står på skolens bibliotek. Den viden og inspiration, som bøger kan give, vil børnene ikke undvære. Og på et tidspunkt vil det enkelte barn bryde læsekoden. Nogle børn vil spørge de voksne om principperne i bogstaver og ord og så vil de selv finde ud af resten. Og der er sådanne børn, som aldrig har fået anden hjælp til at læse, men som pludselig begynder at læse den ene bog efter den anden. Andre børn vil gerne have mere hjælp fra voksne. Men når der først er åbnet for denne skat af viden, vil det være børnene og ikke lærerne, der presser på for at læse. Des mere man læser, des mere selvfølgelig er, at man også skriver noget. Og des mere man læser, des bedre bliver det, som man skriver. I dag er der også en skat af film og videoer. På de fleste skoler sidder børnene ved en computer og spiller ligegyldig spil. For skolen går kun op i bøgernes bibliotek. De burde gå lige så meget op i at få et film/video bibliotek. I forbindelse med læringsprojekterne vil det være naturligt, at børnene ser en masse videoer, ligesom de også selv skal producere videoer med film og animationer. Børnene skal lære at klippe stumper fra andre film og sætte dem sammen i deres egen film. Des mere man arbejder med video og film på denne måde, des bedre bliver man til selv at producere videoer. Ligesom trykkemaskinen i 1500-tallet blev starten på en demokratisk proces, hvor de undertrykte fik mulighed for at læse og skrive, vil det at producere videoer, have biblioteker om videoer, kanaler på nettet med formidling af videoer blive et stort skridt fremad i en demokratisk proces, hvor almindelige mennesker får langt bedre muligheder for at deltage i samfundets kommunikation. Det er nemlig lettere at tale end at skrive. Det væsentligste i europæiske børneopdragelse er at få børnene ind i analyse-energiens bevidsthedsmønster - og få dem til at bruge deres fornuft (hoved) til at undertrykke deres dyriske og selvcentrede bevidsthed (underliv), hvor der er elementer af at være hoven, grådig, liderlig, arrig, misundelig, doven eller fråsende. Man mener, at det er uheldige sider af den menneskelige natur. Og jo, det er det især, når man som i Europa har projiceret underlivets bevidsthed uden for jeg et, for så bliver det til selvstændige psykosociale udfoldelser, hvor fornuften netop ikke er med. Men så har man et problem med de drenge, hvis forældre er opvokset i en muslimsk kultur, hvor drenge lærer at identificere sig med territorie-energien. I den arabiske kultur anerkender 51

52 man også, at der er nogle dyriske drifter i underlivet, som skal tæmmes. Men man synes ikke, at det skal være en selvundertrykkelse, hvor fornuften kommer til at herske. I stedet har man en åndelig eller spirituel bevidsthed (hoved og bryst), som drengene skal udvikle socialt. Det sker på Koranskoler, hvor drengene sidder og læser i Koranen. Her er der heltehistorier om, hvordan man skal opføre sig socialt. Her er der spirituelle fortællinger om forhold mellem mennesker. Og her er der åndelige indsigter i Gud Allahs natur, om hvordan Allah hjælper menneskene. Når disse drenge bliver store, har de lært at styre deres underlivs kræfter på en moralsk og etiks god måde. Problemet opstår så, når forældrene er flyttet til Europa, hvor der ikke er nogen Koranskole. Her kæmper lærere med at opdrage de ustyrlige drenge. Lærerne forsøger hele tiden at opdrage drengene til analyse-energien, hvor de med deres hoved skal undertrykke deres eget underliv. Men de muslimske drenge kender det ikke fra deres tidlige barndom, fordi deres forældre bruger territorie-energien til opdragelse. Mange af disse drenge kommer ud i kriminalitet, fordi de ikke har nogen styring af sig selv. Hvis man spørger danske drenge, om de kender noget til heltehistorier eller etiske forhold mellem mennesker, kigger de tomt på én og aner ikke, hvad man snakker om. For disse drenge kender intet til territorie-energien. De kender til analyse-energien, hvor man skal hæve sig op til et forstandigt jeg, der kontrollerer det dyriske i sig. Og det danner også grundlaget for, at de forstår samfundet som et klassesamfund, hvor der er nogle forstandige mennesker, der skal kontrollere de mere primitive mennesker, der ikke har lige så meget forstand. Her bør vi lære af den arabiske kultur. Vi behøver ikke lave Koranskoler. Men vi skal lære børnene om heltehistorier, så de får en forståelse af at værne om sociale fællesskaber. Udover territorie-energien er der også brug for, at børnene lærer de andre energimønstre at kende. Hvert energimønster udgør en væsentlig psykosocial læring, som man får brug for, hvis man vil leve frit liv, hvor man har en konstruktiv demokratisk proces mellem samfundets medlemmer. I 1970 erne var der en kvindefrigørelse, som knyttede sig enheds-energien. Da mange af disse kvinder siden kom på universitetet, holdt de fast i enheds-energiens bevidsthed og opfandt kvindeforskning. Erkendelse og bevidstheden består her af en fortælling. Det er det, som eventyrerne også består af. Der er ikke små logiske argumenter, der binder historien sammen. Men der gemmer sig mellem ordene en forståelse, som ikke kan overføres til argumenter, men alligevel rummer en sandhed og nogle erkendelser. Desværre er det gået sådan, at kvinder i dag på universiteterne er skiftet væk fra denne kvindeforskning og benytter sig i dag udelukkende af analyse-energiens logik. Dengang i 70 erne var vi mange mænd, der frigjorde os selv ved netop at gå væk fra analyseenergien, som vi mente og stadig mener er undertrykkende, når den anvendes alene. Og derfor oplever vi det beskæmmende, at de fleste universitetskvinder i dag udfolder analyse-energien helt ukritisk. De tror, at det er frigørende, fordi de er kvinder. Men når de optræder i rollen som ledere, er de lige så gemene og undertrykkende, som vi mænd var, før vi frigjorde os selv. Det foregik og foregår på en raffineret måde, hvor man selv tror, at man hjælper andre, mens man i virkeligheden gør dem til statister i et spil, som man kalder demokratisk. I dag mener pædagoger, at børn i børnehaven skal lære enheds-energien at kende som en social energi, hvor de skal spejle sig i pædagogen. Og lærerne mener, at børnene i skolen skal lære at beherske analyse-energien for at forstå noget. Der er dog skolelærere, som i dag underviser i enheds-energien. De kalder det at undervise i følelser. Børnene skal lære, hvad det vil sige at være ked af det. Og børnene skal kunne opdage, hvornår andre børn er kede af det. Børnene skal også lære følelser om afmagt, nedværdigelse, ydmygelse og hån. Og de skal lære at genkende disse følelser, hvis de opstår hos andre børn. Idéen er så, at man kan komme ud over mobning, og at man kan lære børnene at fungere i et fællesskab, hvor man er forskellige. Her handler det ikke om, at det enkelte barn skal undertrykke sine egne følelser. 52

53 Tværtimod. Man skal netop turde vise sine følelser frit og kunne fortælle om dem. Og så opdager man, at andre har andre følelser end én selv. Og at vi består af selvstændige individer, der ikke behøver at bekæmpe hinanden, men kan arbejde sammen, selvom vi er forskellige. Samlings-energien blev også brugt i de tidlige kvindegrupper i 70 erne. Det drejer sig om evner til at opleve et vi. Man har sluppet sin vilje (underliv). Det føles, som om tæppet bliver trukket væk under én. For nu ved man ikke, hvad der vil ske. Alt er muligt. Der er ikke egentlige tanker (hoved). Heller ikke egentlige følelser (bryst). Men der er en kombination af tanker og følelser (hoved og underliv). De kan ikke adskilles. Når du siger noget til mig, får jeg en følelse. Men den omsætter sig straks til en tanke, som jeg siger. Så får du en følelse, som straks omsætter sig til en tanke, som du siger. Og sådan fortsætter vi. Jeg husker, hvordan min mor snakkede på den måde. Hun havde heller ingen vilje. Den var nemlig totalt undertrykt. Og når hun så sad sammen med en anden kvinde, snakkede de hele tiden i munden på hinanden. Nå, du har fået ny kjole. Nej, den er gammel, jeg havde den på allerede den gang, Gerda fyldte 40. Har du talt med hende for nylig. Nej, hun har vist fået nyt arbejde. Ja, det har Søren også. Han blev vist træt af sit gamle. Var det ikke noget med at køre varebil. Jo, men han fik gigt i lænden. Ja, det er noget værre noget. Min nabo har gigt i skulderen. Og så forleden ringede hun på; om jeg havde noget smertestillende. Det er da også for galt. Min læge har givet min nogle nye piller. Han er altså rigtig charmerende. Ung og smuk. Man bliver helt rask af at se på ham. Har du for resten set den serie i TV om stavgang. Det er vældig godt. Sådan kunne snakken fortsætte i timevis. Der var ikke noget emne. Hver sætning gav association til næste sætning. Og samtalen kørte i alle retninger. Efter 3-4 timer meldte trætheden sig. Og så sluttede samtalen Bagefter var der ingen, der kunne huske, hvad man havde snakket om. Men det var heller ikke meningen. Man havde det hyggeligt undervejs. Men kvinderne i 70 erne havde ikke en undertrykt vilje. Tværtimod. Når de indtog andre energimønstre, var de meget bevidste om, hvad de ville. Og når de så sad og snakkede med samlingsenergien, befandt deres vilje sig på et svagt eller ubevidst plan (underliv). Og det styrede faktisk deres samtale, sådan at den både fik retning og indhold. Men i stedet for at knytte sine sætninger til sin egen vilje, knytter man dem til det, som den anden lige har sagt. Det indebærer, at der opstår en fælles bevidsthed, som om de to kvinder danner en tredje persons bevidsthed. Denne bevidsthed bliver til et vi. Den eksisterer ikke inde i hjernen hos denne ene eller hos den anden. Og der er ingen af de to, som kan genskabe dem præcis, når man er alene. Men når man mødes igen, opstår den. Den er i virkeligheden fundamentet for al social bevidsthed. En normal europæer kan ikke forstå det. Her har man kun en bevidsthed inde i hovedet. Og så kan man fortælle hinanden om det og forhåbentlig forstå hinanden. Og hvis man skal skabe en social bevidsthed, går det ud på at blive enige om noget. Men samlings-energien giver en vi-bevidsthed, hvor man ikke er enige. Og den eksisterer kun, når man er sammen. Det er en fællesmenneskelig bevidsthed, som opstår i samtalen og samværet. Og når man så i de andre energimønstre har en vilje, bliver vi-bevidstheden til en manifestation af, hvad vi i fællesskab vil og kan. Eller i virkeligheden bare, hvad vi føler og tænker, at vi vil og kan. Når vi slipper reifikationen (spaltningen mellem højre og venstre side) og dermed slipper individualismen, åbner vi for muligheden af at danne reelle fællesskaber. Og det er med samlingsenergien, at vi gør det. De fleste børn kan sagtens det her. Det foregår i pigeklikerne eller i drengenes huler. Det nye vil blive, at lærere skal tillade det, og at det inddrages som en del af bevidsthedsudviklingen. 53

54 Skaber-energien giver kun mening, hvis den ses i sammenhæng med de andre energimønster. I udlevelses-energien forfølger man sin vilje (underliv) og lyst (bryst). Og i samlings-energien danner man et vi bestående af tanker og følelser (bryst og hoved). For at gå fra udlevelses-energien til samlings-energien, skal man igennem en koordinationsproces; og den sker med skaber-energien. Her er der høj ladning i underliv, bryst og hoved. Og der er ingen bevidsthedsmæssige skel mellem de bevidsthedsdele, der har forbindelse til de 3 kropsdele. Når der ikke er sådanne indre skel, kan man heller ikke opleve skel mellem sig selv og andre. Ens eget jeg og andre mennesker udgør en fælles masse af bevidstheder. Det er en slags kaos. Men ikke en nedbrydende kaos. Nærmere en opbyggende. Man oplever sine egne aktiviteter som en del af fællesskabets aktiviteter. I projektorienteret undervisning er det afslutningen og kaldes projektfremstilling. Og her viser de forskellige grupper af elever, hvad de er nået frem til. Alle har arbejdet med samme emne. Men hver gruppe har selv valgt interesseområde. Er der for eksempel 7 elevgrupper, er der også 7 forskellige projektfremstillinger. Måden at præsentere på kan være forskellig; men det er mindre væsentligt. De 7 grupper har 7 forskellige perspektiver, 7 forskellige kerneproblemer og 7 forskellige konklusioner. Grupperne præsenterer det for hinanden. Og en væsentlig del af læringen går ud på at erkende sine egne begrænsninger og indse, at andre har erkendt noget, som man kan lære noget af. Man plejer her i Europa at betragte hengivelses-energien som noget ynkeligt. Der er ingen vilje (underliv) og ingen lyst (bryst). Der er en beskuen (hoved). Bevidstheden bliver ofte brugt til at kigge på sig selv, og så ser man sig selv udefra. Ens identitet skal så stives af med smart tøj og makeup, armbånd, ringe osv. Men hvis man deltager i et socialt fællesskab, hvor man udfolder alle energimønstrene, bliver hengivelses-energien til noget meget smukt og konstruktivt. For så ser man sig selv ud fra de andres synsvinkel. Så får man tanker om, hvordan man kan gøre noget for andre. Så kan man se, hvis der mangler noget, for at helheden kan fungere, og så yder man det, der skal til, for at fællesskabet lykkes. Hengivelses-energien giver også en beskuen tilbage i tid. Man får en bevidsthed, hvor man kan se, hvad der er foregået, og hvad man er nået frem til nu. Man bliver klar over, at den viden, som man har nu, er skabt i den foregående proces. Og derfor bliver man også klar over, at man er på vej midt i en proces, der aldrig standser. I skolen er det vigtigt, at børnene øver sig i det. Det er som at holde en tale eller skrive en beretning om et forløb. Her bliver man klar over, hvilke bevidsthedsmæssige holdninger, man har. Men også klar over sin usikkerhed og sin manglende perfektionisme. Det største problem for skolebørn er, at de aldrig har ro. De får ikke chancen til at være i modtager-energien. Både i hjemmet og i skolen trækkes de rundt i alle slags processer. Og der er konstant krav om, at de skal yde noget. Her bør en ny form for skole give rum til at modtager-energien. Det kan være et hvilerum med madrasser eller lænestole. Her kan man sidde og læse i fred. Og man kan sidde og falde hen og blive tom i tankerne. Sker det, er man havnet i modtager-energien. Og hvis man får lov til at blive der længe nok, opstår der en bevidsthedsmæssig forvandling. Man begynder at blande alle sine tanker. De forbinder sig på nye måder. De erkendelser, man har været igennem, sætter nye processer i gang i hjernen. Gør man det ofte nok, vil nogle ga m- le nervetråde mellem visse hjerneceller forsvinde og blive spise af hvide blodlegemer. Og andre nervetråde vil dannes og forbinde andre hjerneceller. Der kommer orden i bevidstheden. Forvirringen forsvinder. Nye tankemønstre opstår. Man bliver klogere. De forskellige dele af hjernen samarbejder. Man opnår visdom. Den viden og indsigt, som jeg har i dag som 66-årig om disse emner, burde man kunne opnå i en alder af 17 år. Jeg har fået frarøvet alle gode sociale muligheder. Jeg har fået undertrykt og splittet min bevidsthed. Jeg er et offer for en undertrykkelseskultur, der mest har fremmet krig og ødelæ g- gelse af alting. Menneskeheden er ved at smadre hele kloden, og den europæiske kultur går foran. 54

55 Men der er en god nyhed. Vi kan ændre det. Det er aldrig for sent. Voksne mennesker kan også lære noget. Det vil nok tage et halvt år at lære det første nye energimønster at kende. Men i løbet af et par år kan de fleste lære at beherske energimønstre. Og det er rigeligt for at komme på rette spor. Skolen skal også være en hjælp for voksne. Studiekredse om aftenen er en oplagt mulighed. Og hvad med at bruge denne bog som oplæg til diskussion. Lad os visualisere en fremtid, som vi kan være stolte over. Socialt fællesskab Der er en lov for almennyttige boliger, hvor man skal stå på en venteliste for at få en bolig. Og når der så bliver en bolig ledig, bliver den tilbudt dem, der står forrest på ventelisten. Det er selvfølgelig mere retfærdigt, end hvis det er en administrator, der bestemmer, hvem han synes, der skal flytte ind. Men resultatet af denne lov er blevet, at man i dag ikke har noget fællesskab med sine naboer eller andre, der bor i ens boligkarré. Jeg bor i en boligkarré med over 150 husstande. Og loven angiver også, at vi er en boligafdeling, der skal holde møder, og hvor vi beboere kan beslutte alt om vedligeholdelse, boligforbedringer osv. Men der kommer højst 20 til et møde. Og kun et par stykker kender hinanden. Man har intet interessefællesskab. At kalde det beboerdemokrati er en parodi. Hvis noget som helst socialt fællesskab skal fungere, må udgangspunktet være, at man vælger hinanden. Det betyder, at det er de nuværende beboere, der skal beslutte, hvem der skal flytte ind, når en bolig bliver ledig. For at få samfundet til at fungere, skal en boligafdeling forpligte sig til at tage imod en vis andel handicappede, unge, flygtninge, mennesker med sociale problemer, ældre osv. Når der er en bolig ledig, og afdelingen ikke har det antal mennesker med særlige problemer, som de skal have, er man så forpligtet til at tage imod sådanne mennesker. Er der for eksempel 50 unge mennesker med psykosociale problemer i bydelen, og der er 50 boligafdelinger, vil nogen mere, at hver afdeling skal tage imod én af disse unge. Men det vil da være helt tåbeligt. Det vil være langt mere fornuftigt, hvis de 50 unge blev tildelt et par sammenhængende lejligheder i 10 boligafdelinger. Tilsvarende vil det være fornuftigt, hvis der er 5 flygtningefamilier fra Somalia, at de får boliger i samme afdeling. Så kan de støtte hinanden sprogligt, kulturelt og integrationsmæssigt. Der vil sikkert også være danskere, som gerne ser, at deres egen familie eller venner bosætter sig i samme boligafdeling. Så har man sine bedsteforældre tæt på. En bror og en søster bor der måske også. Eller man er en vennekreds, et kollektiv eller gruppefamilie, der bor tæt. Forestillingen, om at sådanne grupper isolerer sig og holder sig for sig selv, viser sig at være forkert. Al erfaring peger på, at sådanne familier eller grupper er aktive i det større fællesskab. De har psykisk og socialt overskud til at engagere sig og gøre noget. Det er de isolerede kernefamilier, der ikke kender naboerne, der isolerer sig. Politiske partier 55 Lad os lige se på det politiske spektrum med venstreorienterede og højreorienterede partier samt dem i midten. Der er to dimensioner i det politiske spektrum. Den ene er venstre-højre og den anden er op-ned. Alle de politiske partier har ønsker om det nuværende system; og det handler altid om økonomisk omfordeling fra rige til fattige eller omvendt. Og så har alle partierne en afmagt og desillusion, fordi egentlige strukturelle ændringer synes umulige.

56 Det eneste, de kan finde på, er at hæve sig yderligere opad, så fornuften (hoved) skal herske endnu mere over den materielle og sociale virkelighed (underliv). Nogle vil have mere; andre vil have mindre; men derudover kan de ikke finde på noget. Hele deres bevidsthed er spærret inde i analyse-energiens struktur. Jeg ønsker ikke, at man bare skal ned fra bureaukratiets piedestal og lade anarkiet råde. Jeg ønsker et alternativ, hvor bevidstheden bliver fri, og hvor de andre energimønstres bevidstheder også kan udfolde sig. Det vil give nye strukturer både i samfund og bevidsthed. Hvis man tager et hvilket som helst politisk parti og kigger på dets vælgere, tror jeg, at halvdelen af dem umiddelbart vil foretrække det nuværende system, men med en økonomisk omfordeling. Men jeg tror også, at den anden halvdel er blevet så desillusionerede over systemet, at de er parat til at vælge et alternativt system. De mangler lige det sidste skub og lidt hjælp til at forestille sig mulighederne. Jeg ønsker ikke, at alt skal indrettes efter mine idéer. Jeg går ind for, at vi alle bidrager med idéer. Men jeg håber, at jeg kan sætte diskussion i gang. Jeg mener, at det er nødvendigt, at vi nu begynder at visualisere et alternativt system. Vi skal snakke om det. Mere og mere. Og med flere og flere. Det bliver ikke partierne, der kommer til at gå foran i at ændre samfundet. Vi skal danne en folkebevægelse, der favner bredt. Og i stedet for at skændes om detaljer, skal vi holde en overordnet kurs, hvor det handler om at redde verden og os selv fra fordummelse og ødelæggelse. Hvis vi får omlagt samfundet, vil der sandsynligvis opstå helt andre politiske grupperinger. Et nyt system vil nemlig ikke blive et paradis uden problemer. Der vil sikkert være lige så mange problemer som nu. Men de vil være anderledes. Og vi vil have forskellige meninger om, hvordan de skal løses. Hvordan det politiske landskab så vil blive er umuligt at spå om. Politisk holdning Ethvert politisk parti identificerer sig med én del af det splittede energimønsters bevidsthed; og så projicerer man de andre dele ud på de politiske modstandere. Hermed er der nogle forskelle mellem dem; men grundlæggende har de den samme bevidsthedsstruktur. Og de kan derfor ikke se, at samfundet kan blive anderledes. I de sidste 25 år er der så kommet nogle unge politikere, som har en totalt splittet bevidsthed. Det skyldes deperdutionen (spaltningen mellem hoved og resten af kroppen). De ejer ikke evnen til at trække forbindelser mellem forskellige samfundsområder, fordi de heller ikke kan forbinde bevidsthedsdelene inde i sig selv. I løbet af barndommen og ungdommen tvinges det enkelte menneske til at spalte bevidstheden mere og mere. Når man så er blevet voksen, er bevidstheden låst fast i et bestemt mønster. Herefter kan man kun (tror man) videreudvikle bevidstheden indenfor det mønster, som man er havnet i. Man kan tydeligt se det hos de politiske modstandere. Allerede som 30-årig har energimønstret sat sig så grundig i muskelspændinger, at det påvirker kropsholdningen og sætter sig som en ansigtsmaske. Som 40-årig er de fleste gået åndeligt i stå. Og som 50-årig antages det, at man bedst egner sig til rutinearbejde. Er man over 60, er det nærmest synd for én. Og bliver man ældre, er det sandsynligt, at man bliver senil, fordi der ikke sker nogen fornyelse i hjernen. Det er derfor ungdommen, der hersker i dag. Det er de uerfarnes tyranni. Ungdommelig dårskab præger politikken. Visdom er fraværende. I dag er det sådan, at de 20-årige kan tænke 2 år frem. Og de 30-årige kan tænke 4 år frem. De 40- årige kan så kun tænke 2 år frem. Og er man over 50, kniber det med at tænke over 1 år frem. Altså er man på sit højeste som 30-årig. Man kan klart udmanøvrere de andre som værende mindre intelligente. Og man tror selv, at man udgør den højeste forstand, som et menneske kan opnå. 56

57 Men hvad nu, hvis bevidstheden ikke bliver fastlåst og spærret inde i bestemte strukturer? Så er det min erfaring, at 40-årige kan tænke 8 år frem. Et menneske på 50 kan tænke 12 år frem. Og er man over 60, kan man tænke 20 år frem. Erfaringer, intelligens og visdom vokser med alderen. Ser vi på de historiske tidspunkter, hvor et samfund er blevet ledet med visdom, og hvor der er sket fremskridt, der har gavnet menneskeheden, ser vi også ældre vise mennesker, der har spillet en afgørende rolle i politikken. 57

58 Hvordan indretter vi demokratiet? Hvad er demokrati? Demokrati betyder folkestyre. Altså at folket styrer sig selv. Sådan er det ikke i dag. I det nuværende samfundssystem skal der være nogen (hoved), der styrer folket (underliv). Det er analyse-energiens bevidsthed. Det er noget af det første, vi lærer de små børn. Og det bekræftes under opvæksten og overalt i samfundet. Man kan så vælge mellem diktatur eller demokrati. Hvis vi vælger diktatur, er det en diktator (hoved), der styrer os (underliv). Og hvis det er demokrati, vælger vi nogle politikere (hoved), der styrer os (underliv). Men vi kan ikke vælge frihed. I og 1800-tallet var der en revolutionær bevægelse, der først var rettet mod adelsvældet og siden mod kapitalisterne. Målet var frihed. Man ville ikke styres af nogen; man ville styre sig selv. I det omfang det var nødvendigt at indgå faste aftaler om forhold i samfundet, skulle det foregå som kontrakter, kaldte man det. Det er udlevelses-energiens bevidsthed. En kontrakt er en aftale mellem ligestillede personer eller grupper. Alle boligafdelinger i en by kan for eksempel indgå en fælles kontrakt om at skaffe drikkevand til alle. Man kan godt ansætte nogle administratorer til at varetage ordningen. Men der skal ikke være nogen pampere, bureaukrater, teknokrater eller andre, der sidder på magten (hoved). Aftalen eller kontrakten skal ikke indgås med sådanne magtpersoner; den skal indgås med de andre boligafdelinger (bryst og underliv). I Europa har vi så haft en udvikling, der mere og mere har kvalt den revolutionære bevægelse. Og det demokratiske system i Europa følger i dag analyse-energiens bevidsthed. I USA har der altid været en kamp mellem de to systemer, sådan at Republikanerne har udlevelses-energiens bevidsthed, mens Demokraterne har analyse-energiens bevidsthed. Hvis alle mennesker altid tænkte på at gøre noget for alle og ikke kun for sig selv og sin familie behøvede man ikke demokrati. Hvis der var én, der blev syg, ville andre straks hjælpe. Hvis et hus brændte, ville alle straks komme og hjælpe med at bygge et nyt. Hvis børnene manglede en boldbane, ville alle straks gå i gang med at lave én osv. Problemet er imidlertid, at den enkelte af os ikke kan overkomme at tænke på alt. Og vi kan ikke overkomme at deltage i alle løsninger af alle problemer. Derfor bliver vi nødt til at aftale, hvordan vi løser de forskellige udfordringer og problemer. Og så er det, at vi bliver nødt til at finde på en demokratisk løsning. Europæerne og Demokraterne mener så, at analyse-energiens bevidsthed er den, man skal bruge både i tanker og i den måde, man organiserer sig på. Republikanerne mener tilsvarende, at man skal knytte an til udlevelses-energien. De venstreorienterede socialister i Europa føler, at de er undertrykte (underliv), og at man skal demonstrere og kæmpe mod magthaverne (hoved). Kapitalisterne mener, at man skal begrænse staten (hoved) til kun at tage sig af de svageste, mens markedskræfterne (underliv) skal have helt frie forhold. Nationalisterne afviser socialisternes og kapitalisternes form for demokrati og vil have et fællesskabssamfund, hvor vi alle er én stor familie. Dem, der ikke passer ind, må rejse væk. Til daglig luller vi videre i vore rutiner. Men ind imellem er der nogle, der har fået nok, og så mødes socialister og nationalister i 2 demonstrationer, der støder sammen, hvorefter man tæver hinanden og føler, man har ydet en indsats. Men nu vil vi være mere konstruktive. Ud fra en erkendelse af, at man altid indtager et energimønster og den tilhørende bevidsthed samt tilhørende måde at organisere sig på, vil vi tage udgangs- 58

59 punkt i energimønstrene. Og i stedet for at klynge os til ét energimønster og presse al tankegang og organisation ind i det, vil vi se på, hvordan det kan blive, hvis vi tillader os fri energi og fri bevidsthed, hvor vi på skift bruger alle energimønstrene. Selvfølgelig kan man bruge ethvert energimønster vanvittigt og tåbeligt, sådan at et energimønster, der er meget jeg-orienteret, forsøges brugt til fællesskaber og et energimønster, der er meget vi-orienteret, forsøges brugt til individualisme og et energimønster, der er meget meditativt, forsøges brugt til beslutninger osv. Men nu vil jeg forsøge at give nogle bud på, hvad de forskellige energimønstre egner sig til, og hvad der kommer ud af det, hvis man indretter samfundet efter alle 8 grundlæggende energimønstre. Lad os starte med udlevelses-energien. Her handler det om, at der skal ansættes administratorer og nødvendigt andet personale (hoved), men at aktiviteterne egentlig er aftaler mellem folk i lokalområdet. Lad os igen kigge på en børnehave. I dag er den etableret af kommunen. Og der er en leder. Og hun ansætter pædagoger. Så kan folk komme og aflevere deres børn. Børnenes kroppe skal så luftes og motioneres. Og deres hjerner skal udvikles med pædagogiske lege. Men ellers er børn og forældre ikke med i noget fællesskab. Og de har reelt ingen indflydelse på noget som helst. Men den gode børnehave er den, som findes i en landsby eller i en boligkarré. Og alle børn i landsbyen eller boligkarréen er med i børnehaven. Forældre og bedsteforældre deltager også. Og store skolebørn hjælper til. Hvad skal man her med en leder? Ingenting. Alt foregår som en kontrakt mellem familierne. Det er ikke kommunen, der opretter eller nedlægger børnehaven. Det er forældrene. Lad os så antage, at der er sociale uligheder i samfundet. Nogle er rige, andre fattige og så er der nogle med psykosociale problemer. Der er også et parlament, der bruger analyse-energien det vender vi tilbage til - og de beslutter at inddrive skat og afsætter et beløb til fordeling mellem alle børnehaver. Så får børnehaven brug for en administrator. Det kan være en forælder eller en pædagog; men det kan også være en kontorist. Vedkommende skal ikke være leder. Han skal holde styr på pengene. Gøre det synligt for alle, hvor mange penge, man har. Forældre, pædagoger og børn skal så beslutte, hvordan pengene skal bruges. Og administratoren skal lave regnskaber, så alle kan følge med. Til de børn, der har særlige psykosociale problemer, er der brug for uddannede pædagoger. Nu er der nogle børn, der er så fysisk eller mentalt handicappede, at de ikke kan deltage i en almindelig børnehave. Og her har parlamentet også besluttet at afsætte penge til dem. Her er det myndighederne (hoved), der skal oprette institutioner og ansætte det nødvendige personale (underliv). Lad os så se på en skole. I dag oprettes en skole af kommunen. De ansætter en leder, som ansætter lærere. Og børnene er så en slags konservesdåser, der kommer fra 8-14 og får fyldt viden ned i dåsen. Jeg har arbejdet som lærer en del år for unge mennesker og voksne; men også været vikar på en almindelig børneskole. På alle de skoler, jeg har været på, er der en magtkamp mellem leder (hoved) og lærere (underliv). Lærerne tvinges til at arbejde i teams. Men de har ingen indflydelse på hvordan og med hvad eller hvem. Der er konstant nye krav fra myndigheder og ledelse om, hvad lærerne skal gøre. Og der er aldrig nogen, der spørger børnene, hvad de har brug for. Hele bevidsthedsmønstret overføres, sådan at læreren (hoved) skal styre børnene (underliv). Og langt de fleste kræfter går med at holde ro og orden. Læringen er minimal. Og det synes, som om det vigtigste er at opdrage børnene til, at der skal være nogen (hoved), der styrer dem (underliv). I en landsby eller en bydel bør der selvfølgelig være en skole for de børn, der bor i landsbyen eller bydelen. Der skal sikkert også være en administrator. Men ingen leder. Forældre, børn og lærere beslutter, hvad der skal ske inden for de økonomiske rammer, som parlamentet har vedtaget, idet de har fordelt skattekronerne mellem børnehaver, skoler, plejehjem sygehuse osv. Skal der ansættes en 59

60 lærer, etablerer man et ansættelsesudvalg af lærere, forældre og børn. Og de skal også forestå afsk e- digelser, hvis der er for mange ansatte, eller hvis andre lærere, forældre og børn ønsker det. Forældre, håndværkere, pensionister og større skolebørn kan også fungere som lærere. Men ellers ansætter man uddannede lærere. I dag kan en uddannet lærer ikke bruge sine kompetencer og erfaringer. Der er nemlig detaljerede planer for alting. Læreren skal gennemgå et bestemt pensum. Der skal laves bestemte tests. Der skal laves individuelle læreplaner for den enkelte elev osv. Jeg var engang matematiklærer for 3 klasser på et teknisk gymnasium. Og jeg var ligeglad med alle planerne. Jeg underviste på en måde, så eleverne hele tiden udbyggede deres forståelse og viden. Og da året var omme, havde vi kun nået ¾ af pensum. Til den mundtlige eksamen havde jeg så 3 forskellige censorer til hver af de 3 klasser. Og den ene af dem mødte meget alvorlig op og fortalte, at han havde skrevet til ministeriet, at jeg ikke havde overholdt læseplanerne. Han mente så ikke, at de unge mænd burde bestå eksamen. Nå, men i løbet af formiddagen tøede han op. Og til middag sad han med tårer i øjnene og undskyldte. Han havde aldrig mødte nogen elever, der var så dygtige til matematik. Og så lovede han at trække sit brev til ministeriet tilbage. Jeg kastede eleverne ud i vilde bevisførelser og tænkte ingeniøropgaver, og de klarede det fantastisk alle sammen. De to andre censorer var også meget imponerede. Men for mig var det bare selvfølgeligt. Alle andre matematiklærere underviser efter en plan. I to uger i et emne. I de næste fire uger i et andet. Så tre uger med et tredje matematisk emne osv. De dygtigste elever lærer meget. De mindre dygtige lærer lidt. Og de svage lærer intet. Men mine elever lærte alle sammen en masse. Den enkelte elev byggede hele tiden videre på den viden, som han allerede havde. Og han blev hele tiden dygtigere og dygtigere. Selvfølgelig var der nogen, der blev dygtigere end andre. Nå, jeg blev fyret et halvt år senere. Det var, fordi jeg passede en computerstue, hvor jeg tillod eleverne at være kreative. De fandt hurtigt ud af, hvordan de skulle omgå de spærringer, som skolen havde lavet, for at eleverne ikke skulle kunne downloade andre programmer. Og herefter lavede eleverne en masse helt fantastiske ting på computerne. Hver time var der en eller flere, der begejstret viste mig noget; og jeg var meget imponeret. Det skete, at jeg også kunne lære dem noget; men det var mest dem, der lærte mig noget. Jeg havde dog den aftale med dem, at når timen var slut, skulle de fjerne alle deres kreative programmer fra computerne, så andre lærere på skolen ikke opdagede noget. Men det rygtedes; og så blev jeg fyret. Hvis det er eleverne selv, der skal beslutte, hvad de skal lære, er det ikke tænkeligt, at de vil lære et matematisk emne i 2 uger, herefter et andet matematisk emne i 4 uger, så et tredje osv. Så vil de selvfølgelig blive ved det først emne, indtil de forstår det og kan bruge det. Og så vil de gå videre med det andet emne osv. Alt andet er meningsløst spild af tid. Når man alligevel gør det, skyldes det, at vi har et klassesamfund, hvor man skal opdele befolkningen i to store grupper. Den ene gruppe får et højt betalt arbejde, hvor de kun skal bruge hovedet. Og den anden gruppe får et lavt betalt arbejde, hvor de kun skal bruge hænderne. Jeg har prøvet at sidde på kontor og lave kreativt hjernearbejde hele dagen. Det var godt betalt. Og jeg udtænkte også gode løsninger 3-4 timer hver dag; men så kunne min hjerne ikke mere. Hvis jeg forsøgte på noget, blev det så dårligt, at jeg måtte lave det om dagen efter. De andre havde det på sammen måde; og derfor holdt vi en masse møder. Jeg har også prøvet at arbejde på fabrik, som chauffør og som gartner. Det var dårligt betalt. Men det var rart at bruge kroppen 3-4 timer dagligt. Men derudover var det nedslidning af min krop. Og derfor fandt jeg på forskellige dagsrutiner, så jeg reelt ikke lavede noget. Det ideelle for mig ville være et par timers arbejde som gartner, et par timer, hvor jeg var chauffør og kørte rundt med gamle damer i kørestol, og et par timer, hvor jeg skulle bruge hovedet til kreativt arbejde. Men sådan nogle muligheder har der aldrig været. Men hvis man spørge skoleelever om, hvad de gerne vil lære, får man nogle svar, som jeg godt kan lide. De vil gerne lære, hvordan man dyrker grøntsager. Hvordan man samler en computer. Hvordan man sætter et nyt hjul på sin cykel. Hvordan man bruger en symaskine. Hvordan man optager et lån i en bank og styrer en virksomheds økonomi. Hvordan man laver en film. Hvordan man spiller på et 60

61 musikinstrument. De store børn vil godt lære, hvordan man kører motorcykel og bil. Hvordan man programmere en computer. Hvordan man bygger en bro. Hvordan en jetmotor fungerer. Hvordan man kan tilplante ørkenen. Hvordan man kan producere brudsikkert glas. Hvordan araberne opfatter videnskab. Hvordan indianerne laver trommedans. Hvordan tyskerne styrer nationaløkonomien. Hvordan kineserne ser på fremtiden. I gamle dage havde man faglærere, der vidste, hvad de snakkede om. Sløjdlæreren var snedker. Biologilæreren brugte sine weekender på at fange sommerfugle. Sanglæreren var musiker osv. De var alt andet end pædagogiske. Men de havde en naturlig autoritet, for børnene vidste, at de var små eksperter, som man kunne lære noget af. I dag har vi en helt anden type af lærere. De kender pædagogiske metoder og anvender pædagogiske bøger. Så får alle børnene i klassen en bog, hvor der på side 14 er et fotografi og en tekst. Og så siger læreren: Henrik, vil du læse teksten højt. Det er ikke et spørgsmål; det er en pædagogisk kommando. Og så læser Henrik. Nede under teksten er der så 3 spørgsmål, der handler om det, man lige har læst. De elever, der ikke har siddet og sovet, kan så svare på spørgsmålene. Og andre kan så skynde sig at kigge teksten igennem for at finde et svar. Læreren har kun et overfladisk kendskab til emnet. Men hans indsat består primært i at få Karsten til at lade være med at drille Gerda. Hvis der ikke er skoleleder, læseplaner og lærere, der er tvunget til at følge pensum (hoved), men der er elever, der forfølger vilje (underliv) og lyst (bryst), får man en helt anden skole. Børnene elsker at lære noget. Børnene ønsker at udvikle sig. De vil gerne være dygtige. Men de gider ikke få stoppet en masse ind i hovedet, som de ikke ved, hvad de skal bruge til. Og hvis der er lærere eller andre voksne, der virkelig ved noget og kan noget, vil børnene helt naturligt være interesseret. Ikke mange timer hver dag i et helt år i samme fag. Men gerne et stykke tid for hvert emne, så de får noget ud af det. Lad os så kigge på et plejehjem. Når folk er blevet tilstrækkelig gamle og ikke kan klare sig selv, kommer de på plejehjem. Inden de kommer her, har de siddet alene i et hus eller lejlighed og kigget ud ad vinduet eller på TV. En hjemmehjælper er kommet for at gøre rent, vaske op og bade den gamle. En mand kommer hver dag med varm mad, der lige er til at spise. Hvis den gamle ikke allerede er kropslig og mentalt ødelagt, skal hun nok blive det hurtigt. Der er ikke noget at stå op til. Der er ingen udfordringer. Der er intet ansvar. Der er ingen grund til noget som helst. Man er en byrde for samfundet; og det bedste ville være, hvis man døde hurtigt. Men lægerne er dygtige. Organer udskiftes. Nye blodårer. En hjerteklap. Medicin mod forkalkning. Smertestillende piller mod gigt. Sovepiller om aftenen. Og opkvikkende piller om dagen. Så holdes liv i gamle fru Hansen. Men til sidst går den ikke mere. Hun kommer på plejehjem. Hun har ikke brugt sine ben i årevis, så nu skal hun køres rundt. Og hendes bækkenbund er blevet helt slatten, så hun skal have ble på. Så sidder hun og kigger på de andre, der også venter på at dø. Og derfor beder hun om en ekstra sovepille midt på dagen, så hun kan ligge om drømme om dengang, hvor livet var værd at leve. Det hele følger et bevidsthedsmønster, hvor der er plejere (hoved), der tager sig af en klump gammelt kød (underliv). Men så var et plejehjem i England, som allerede i 70 erne fandt ud af at omlægge det hele. Man fyrede de fleste ansatte. Og så måtte de gamle selv passe køkkenhaven og hønsene. Og de måtte selv lave deres mad og gøre rent. Og de måtte selv planlægge aktiviteter. Her blev de gamle mere og mere rørlige. De blev sundere og stærkere. De trivedes. Og sammenlignet med andre plejehjem var det som om, de var 20 år yngre. Det har bredt sig lige siden. Og på mange plejehjem i dag laver man gymnastik. Så sidder de gamle på en stol. Knæene ud til siden. Knæene ind og samles. Knæene ud igen. Og ind igen. Der er også plejehjem, hvor den enkelte gamle kan bestemme, hvornår frokosten skal serveres, og hvor hun selv skal fjerne skallen på sit æg. Det er alt sammen skridt i den rigtige retning. 61

62 Men det bliver først godt, når den enkelte ældre deltager i beslutningen om, hvordan hun kan klare sig i fællesskabet med alle andre. Hun skal indgå en aftale eller en kontrakt med andre i hendes landsby eller boligkarré. Hun skal have udfordringer og opgaver. Hun skal holde sin krop i gang. Måske kan hun passe høns og samle æg. Måske kan hun hjælpe spædbørn med at skifte ble og synge vuggeviser. Måske kan hun fortælle historier for børnene. Måske kan hun lave marmelade på glas. Men det giver ingen mening, hvis hun er fjernet fra sit sociale fællesskab og bare skal sidde og lave beskæftigelsesterapi. I et samfund, hvor der ikke er en herskende elite (hoved), der styrer alting, men hvor alle skal finde ud af at samarbejde og give plads til hinanden, vil man selvfølgelig også give plads til de ældre. Så vil man ikke slide sig selv og hinanden ned, indtil man kun er i stand til at side og vente på at dø. Og så er der 9-årige Frederik, der er overvægtig og vejer 70 kg. Han bor i en villa, og deltager ikke i noget socialt fællesskab med jævnaldrende. Men han spiller computer og leger med legoklodser. Hvis han ikke kommer i behandling, bliver han syg. Her er der så et velfærdssamfund, der kan hjælpe ham. Der er nogle læger (hoved), der kan kigge på hans krop (underliv) og så kan de anvise ham til en institution (hoved), der tager sig af overvægtige (underliv). Men hvad har Frederik egentlig brug for? Allerede som 2-årig fik han sin første bevidsthedsmæssige spaltning. Hvad han mærker i maven og tarmene (underliv) er ikke længere forbundet til, hvad han føler (bryst). Og som 4-årig fik han så den næste bevidsthedsspaltning, hvor han dannede en individualistisk følelse (bryst venstre side), der er adskilt fra andre. Og så fik han en intellektuel bevidsthed (hoved), hvor han siden har spillet computer og leget med legoklodser. Frederik har brug for at indgå i et forpligtende fællesskab med jævnaldrende. De skal selv byde ind med, hvad de kan klare og påtage sig. Det kunne være at rense grøfter langs vejen. Passe den lokale fiskedam og levere spisefisk til folk i boligområdet. Aflevere det grønne husholdningsaffald til den lokale biogas station, hvor der produceres biogas til områdets fælles biler. Plukke jordbær om sommeren og æbler om efteråret og fordele frugterne. Cykle rundt med frisk mælk. Gå på indkøb for gamle mennesker. Støvsuge for dem, der ikke kan selv. Spille musik i det lokale tamburkorps og underholde til søndagens fodboldkampe mellem de forskellige drenge- og pigehold fra området. Intet af det her virker, hvis det er pædagoger, der manipulerer rundt med børn, der i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre. Det er vilje (underliv) og lyst (bryst), der skal udfolde sig i et fællesskab. Og sådan et fællesskab opstår, når man slipper spaltningen mellem højre og venstre side. For så er man ikke længere indadvendt og dyrker egne tænker og følelser. Så oplever man sig som et socialt væsen. Som jeg gennemgik lidt tidligere, handler skolen i dag om at opdele børnene i to samfundsklasser. Hvis forældrene tilhører den rigeste halvdel af befolkningen, er det sandsynligt, at børnene får en videregående uddannelse, og så kan de få job indenfor det offentlige eller som ledere i private virksomheder. Her skal de (hoved) så gøre noget med eller for folket (underliv). Hvis forældrene derimod tilhører den fattigste halvdel af befolkningen, er det sandsynligt, at børnene ikke får en videregående uddannelse, og så skal de være arbejdere eller underordnede medarbejdere (underliv), mens der er nogle (hoved), der styrer og kontrollerer dem. Når man så skal skabe arbejdspladser, tager man udgangspunkt i lederne eller kapitalisterne. De skal så finde på noget, som kan gavne samfundet eller skabe profit. Og så kan man bagefter ansætte nogle lønarbejdere, hvis de da ellers passer til de jobs, som man har udtænkt. 62

63 Men man kan også tage udgangspunkt i mennesker og i deres vilje (underliv) og lyst (bryst). Så handler det om, at der skal være plads til os alle. Og at alle skal dele opgaverne mellem sig. Her er der ikke nogen (hoved), der skal sidde og udtænke, hvad andre skal gøre. Her skal hver enkelt byde ind med, hvad han eller hun gerne vil. Og så skal man i fællesskab koordinere det hele. Jeg vil nu springe til territorie-energien og samlings-energien, for de handler om lokale fællesskaber. Territorie-energien giver en bevidsthed, hvor man danner en grænse mellem dem, der er med i det lokale fællesskab og dem, der er udenfor. Man kan bruge det på forskellige måder. Nogle bruger det til landsbyfællesskabet. Andre til klanen eller storfamilien. Nogen bruger det til nationen eller partiet. Andre bruger det til gruppefamilien eller rockerbanden. Men det enkelte menneske vil have én af disse måder at bruge territorie-energien på. I storbyerne bliver det mest brugt af narkobander og rockere. Og myndighederne gør alt, hvad man kan for at bekæmpe sådanne grupper. Man opfatter det som noget dyrisk (underliv). Det er en primitiv bevidsthed, som det civiliserede samfund har lagt bag sig. Under opvæksten skal et barn lære at fortrænge det. Man skal lære at kontrollere og styre sig selv med hovedets fornuft. Man har dog brug for soldater og politi. Men de skal uddannes, så de også kan styre og kontrollere sig selv. Når en samfundsborger så bliver udsat for overfald, skal han ringe efter politiet. Og når de så ankommer, skal de løse problemerne. Der er selvfølgelig et problem med, hvordan manden skal ringe, mens han bliver overfaldet. Og også et problem med, at politiet ankommer længe efter, at overfaldsmanden har løbet sig vej. Men her i Europa negligerer man disse problemer. Hvis manden, der bliver overfaldet, slår igen, risikerer han at blive anklaget for vold. Selvtægt er nemlig forbudt. Han må godt forsvare sig selv. Hvis en kniv er på vej ind i halsen på ham, må han godt tage armen op og prøve at forhindre det. Men så heller ikke mere. Det er sandsynligvis sådan, at vi stammer fra aberne. Og hos dem ser man en familie, hvor hannerne også udgør en bande. Nogle gange tager de på patrulje på grænsen rundt om deres territorium. Og hvis fremmede forsøger at erobret territoriet, forsvarer de hele abeflokken. Hvis vi ikke havde denne bevidsthed i os, ville vi aldrig have overlevet. Overalt, hvor mennesker har dannet landsbyer, har vi set det samme. Hvis man bliver truet, danner de unge mænd en bande, der er klar til forsvar. Sandsynligvis opstår der flere bander nogle helt unge, andre noget ældre. Tilsammen forsvarer de landsbyen. Under adelsvældet var der adelsmænd, der red rundt slog folk ihjel, voldtog unge kvi n- der og gjorde bønder til slaver. Men så var der i hver landsby bondebander, der slog sig sammen og førte små bondekrige mod adelen. Under kapitalismen opstod der anarkistiske grupper af arbejdere, der førte forsvarskrig for at beskytte arbejdere; det udviklede sig til vor tids terrorister. I de moderne storbyer i dag opstår der også bander. Men i dag er de adskilt fra folket. Det er lykkedes at få folk til at tro, at politiet er befolkningens eneste sande forsvarere. Og drengebanderne betragtes nu som noget asocialt, hvor drengene har fået en mislykket opvækst, så de ikke er integreret i samfundet. Jeg boede engang i Københavns Sydhavn. Og der var en ung bande på 5-6 drenge i års alderen. De havde ingen steder at være. De havde ingen tilknytning til noget som helst. Og mindst et par gange om ugen kastede de sten mod nogle børnehaver og andre institutioner og knuste vinduer. Efterhånden lykkedes det at fange et par af dem. Og én ad gangen kom så op på socialkontoret, hvor der også sad en politibetjent og en skolelærer. Og så holdt man et moralsk foredrag for drengen. Det hjalp selvfølgelig ikke. Den del af drengens bevidsthed, som blev brugt til at være bandemedlem, blev ikke inddraget. Man inddrog kun den del af drengens bevidsthed, som handlede om samfundet, og hvor drengen jo følte sig udenfor og undertrykt. Resultater var derfor en yderligere nedværdigelse af drengen, og en endnu stærkere trang til at gøre modstand sammen med sin bande. Det eneste, der virker i sådan en situation, er, hvis drengenes storebrødre fortæller dem noget om, hvad det vil sige at være en helt, der forsvarer drengenes interesser. Men det havde politiet forhin- 63

64 dret. Efter deres opfattelse skulle man løse problemerne ved at splitte de yngre drenge fra de ældre og så i øvrigt sætte så mange i fængsel som muligt. Og i disse år sidder der rigtig mange af sådanne unge mænd i fængsel. Derinde styrker man deres bandementalitet meget kraftigt; så når de kommer ud, vil banderne være endnu mere fjendtlig indstillet overfor samfundet. Jeg synes, det vil være meget mere fornuftigt at lære drengene kampsport og brug af våben, så de bliver klar over, hvor farligt det er, og hvor forsigtig man skal være. Og så skal drengene lære at køre knallert, motorcykel og bil, bruge kommunikationsmidler og lære at organisere sig strategisk og taktisk i forskellige situationer. Værksteder og væresteder skal stilles til rådighed. Og drengebander skal have udfordringer, opgaver og ansvarsområder. Sådan er vores natur. Enhver undertrykkelse af det giver bagslag. Men en god udnyttelse af det er konstruktivt for fællesskabet. Én mulighed er at afskaffe militær og politi. Og så skal arbejderne på fabrikkerne have nogle våbenskabe med maskingeværer. Og i boligområderne skal der også være våbenlagre. Hermed bliver det ikke attraktivt for en fremmed fjende at angribe vores land. En anden mulighed er at organisere drengebanderne i landsbygrupper eller bydelsgrupper og så samarbejde i distrikter. Her kan der så være en overbygning af ansatte, der fungere som militær og politi. Det vigtigste er den lokale folkemagt, som disse bander udgør. Hvis der er en ung mand, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og som måske røver, voldtager og ødelægger, skal man ikke isolere ham i et fængsel, hvor han bare bliver endnu mere asocial. Så skal de lokale bander tage sig af ham. Det er hundrede gange mere effektivt end politi, pædagoger og alle deres moralske taler og anbringelser i institutioner. Når det ikke sker i dag, er det, fordi magthaverne er bange for revolution. Det er gennem flere hundrede år lykkedes at knække drengenes vilje og lyst. De er blevet til tamme og selvundertrykkende borgere, som finder sig i ydmygelse, nedværdigelse og fratagelse af direkte indflydelse på deres liv. Løsner man grebet lidt, bliver drengene til gadens parlament. Det bliver til optøjer, demonstrationer og protester. Det kan man ikke kvæle fuldstændigt; men man gør, hvad man kan. I disse år kommer der kriminelle bander fra Østeuropa og hærger i Vesteuropa. De kører frit rundt, finder en villa, bryder ind, smadrer beboerne og stjæler, hvad der måtte være. Hvis man overlever og ringer efter politiet, kommer de en time senere. Der er brug for en langt mere effektiv organisering af et lokalt forsvar. I princippet er det let og simpelt at etablere det. Det er kun de lokale bander af unge mænd, der kan klare udfordringen. Men igen er problemet, at man så får bevæbnet folket. Og så er det ikke sikkert, at folket igen og igen vil finde sig i, at al magt er taget fra dem. Hvis drengebander skal være noget konstruktivt, er det nødvendigt, at drengene lærer om helte. En helt har moralske og etiske værdier, der handler om at forsvare det lokale fællesskab. Samlings-energien er det modsatte energimønster af territorie-energien. Drengebanderne udgør folkemagt. Og så skal der være et folkeråd med samlings-energiens bevidsthed. Kun med sådan et folkeråd, kan drengebanderne fungere konstruktivt. I den dårlige udgave handler om den lokale sladder, hvor alle ved noget om alle. Og hvis man ikke lige ved det, ringer man til eller opsøger nogen for at få bekræftet rygterne. Det fungerede tidligere i landsbyerne og i boligkarréerne. Det gør det ikke mere. Man har en travl dag på arbejdet. Og når man kommer hjem, sidder man og ser fjernsyn. Nogle læser også avis; men det er om landet eller regionen. Ikke om de andre i nabolaget. Dem kender man ikke, for der er ikke noget socialt samfund længere. Men nu forestiller vi os, at det er genetableret. Alle deles om det materielle, sociale og kulturelle arbejde. Og derfor opstår der kliker og grupper med forskellige idéer og interesser. Hvorfor skal der være borde og bænke udenfor bageriet? Og hvorfor skal der være en lille scene med halvtag? Hvorfor skal der plantes stikkelsbær i stedet for ribs? Skal vi have et lokalt væveri? Hvem vil være med til at optræde i årets revy? Skal hundene gå frit? Skal vi overgå til 12 volt med nogle lokale vindmøller og solceller? Skal vi lave en ridebane? Hvornår skal der være høstfest? Hvor kan vi finde bolig til 2 flygtningefamilier? Skal vi etablere et garveri og en læderfabrik? Hvor gammel skal man være for at deltage i skydeklubben? Vi mangler en chauffør til at transporter gamle og handicappe- 64

65 de til håndboldkampen på lørdag hvem melder sig? Der produceres ikke æg nok hvem vil bygge en ekstra hønsegård? Hvem vil komme med mundtlige oplæg til diskussionsmødet på tirsdag aften om seksualundervisning for unge? Sidste vinter var der ikke varmt tøj nok hvad gør vi? Vores lokal-tv mangler redaktører til musikprogrammerne hvem har lyst? Nogle af fællesbilerne er meget slidte skal vi reparere eller bygge nye? Disse typer af problemer kender vi i dag fra kernefamilien. Men emnerne er mindre: Skal vi i skoven eller til stranden? Hvem skaffer en videofilm til i aften? Hvem vasker op? Og så sidder 2 voksne og et par børn og skal give indholdet i livet til hinanden, når det drejer sig om at bruge samlings-energien. Det bliver hurtigt kedeligt. Og det ender ofte i skænderier, fordi man er tvunget til at blive enige. Når man så endelig skal noget, handler det næsten altid om at købe noget. Der er ikke tid til at gøre noget selv. Man er blevet en forbruger. I det lokale fællesskab vil det være selvfølgeligt, hvis man har tid til at deltage i det lokale arbejde både materielt, socialt og kulturelt. Og her finder man let nogle, man kan samarbejde med. Står man overfor en udfordring, kan man vælge, om man vil købe sig til en løsning eller gøre noget selv. Og det sidste vil ofte være sjovest og bedst. I dag, hvor alle går på arbejde hele dagen plus overarbejde og med megen stress og tempo, er der hverken tid eller psykisk overskud til noget lokalt. Alle udfordringer og problemer skal så løses af folkevalgte politikere og et hav af offentlig ansatte. Så sidder der nogle af disse offentlige personer og skal løse problemet med kørestole til gamle mennesker. Og de finder en løsning, der gælder for alle. Og så laver de centralt indkøb, centralt lager, bevillingsprocedurer, sagsbehandlere, bevillingsnævn, håndværkerafdeling, kørselsafdeling, kontrolafdeling, regnskabsafdeling, ledelsesteam, u d- dannelsesteam, ansættelsesudvalg, miljøudvalg og en masse mere. Og så kan den enkelte gamle person sidde alene derhjemme og søge om at få en kørestol. Så er der 20 mennesker, der går i gang med en 3 måneder lang procedure, inden der kan træffes en endelig beslutning. Alle disse offentlige ansatte skal ind imellem på kurser. Der skal være samarbejdsudvalg, trivselsudvalg, sikkerheds- og sundhedsudvalg. Og de forskellige personalegrupper skal holde ugentlige møder. Det hele skal planlægges og styres. Så computere, mobiltelefoner, elektroniske kalendere er nødvendige. Køretøjer, kontorer, bygninger ligeså. Når gamle fru Hansen så endelig har fået en kørestol, kan hun fortsat sidde alene og kede sig. Men så laver man en kørselsafdeling. Her er der nogle chauffører og særlige kørestøjer, der kan transportere kørestole. Så kan de gamle få en køretur en gang om ugen, så de kan besøge deres familie. I et socialt samfund er de gamle med lokalt. Og de indgår på lige fod med alle andre i fællesskabet. De særlige problemer, der måtte være, løser man lokalt. Når nogle borgere i dag etablerer et samarbejde omkring noget, stifter de en forening. Der er så en årlig generalforsamling, hvor man beslutter, hvad der skal ske det kommende år. Og så vælges der en bestyrelse, som skal stå for at arrangere møder og aktiviteter i overensstemmelse med, hvad der er vedtaget på generalforsamlingen. Alle medlemmer får så glæde af det. Andre får ikke. Det er et gammelt levn fra adelsvældet og militæret, hvor generalerne (hoved) mødtes en gang årligt og lagde rammerne for, hvordan de skulle styre alle deres undersåttere (underliv). Og europæerne, der i deres højre side er stivnet i analyse-energien, oplever, at det er den eneste måde, man kan styre noget på. Den eneste forskel fra gamle dage er så, at alle medlemmer kan være generaler på det årlige møde. Her handler det så om at have allierede og kliker, der kan støtte hinanden, så man kan få flertal, når der skal stemmes. Mindretallene kan så sidde og være sure eller melde sig ud af foreningen. Med samlings-energien skal der ikke besluttes noget. Her handler det om at koordinere fællesskabet. For det første er alle med ikke kun medlemmer. For det andet skal man finde løsninger for alle og ikke kun for flertallet. For det tredje skal man ikke finde løsninger, som alle efterfølgende er forpligtet til at følge; tværtimod skal man koordinere alles indsat, så alle får lyst til at følge det, man har snakket om. Og for det fjerde skal man ikke planlægge for det 65

66 kommende år; dels kan man blive klogere 3 måneder senere; dels bør man planlægge flere år frem, så de materielle og personelle ressourcer får en naturlig ramme at udvikle sig i. En forening i dag kan allerede gå i gang med at fungere på denne måde. Det kræver måske to vedtægtsændringer: 1) man skal ikke vedtage en plan for det kommende år, og 2) alle lokale beboere kan deltage, uden at de behøver at være medlemmer. I stedet for at kuppe en generalforsamling og udskifte bestyrelsen, handler det nu om at opbygge en langsigtet proces, hvor flere og flere kan være aktive på forskellige områder. Her foregår der så en oplæring i at fungere i et ægte folkeligt demokrati. Man skal lære at tale i en forsamling. Man skal lære at lytte til andres argumenter. Man skal lære at koordinere sig selv med andre. Man skal lære at kunne samarbejde, selvom man er uenig. Man skal lære, at andre opfører sig meget anderledes end én selv. Man skal lære at tale ud fra sin vilje og lyst. Man skal lære, at man ikke kan overbevise andre kun påvirke dem. Kort sagt, man skal lære alle energimønstrene at kende, så man kan bruge dem socialt. I takt med at man bliver dygtigere, får man en naturlig autoritet. Man bliver mere erfaren. Får større kendskab til de emner, man interesserer sig for. Bliver klar over, hvad andre mener. Får overblik og kan se mulighederne for, hvad fællesskabet kan og ikke kan. Og andre opbygger en tillid til én, så de er parate til at følge det, som man foreslår. Det er meget vigtigt at forstå, at alt det her ikke handler om at koordinere idéer, for så er vi tilbage i analyse-energien. Det handler om at koordinere mennesker. Og det vil sige en kombination af idéer (hoved) og følelser (bryst), så det hverken er idéer alene eller følelser alene, men netop begge samtidig. Det vil være smart, hvis man har et sted, som kan kaldes folkets kontor. Det erstatter det nuværende kommunekontor. Man kan sikkert nøjes med 1-4 lokaler. Herfra koordineres den information og kommunikation, som er nødvendig. Nu er der også brug for koordination med nabolandsbyer, naboboligkarréer, naboegnskommuner samt med regionale samarbejdskomitéer. I dag klares det også med politikere og et hav af offentlig ansatte, store kontorbygninger og en masse bureaukrati og teknokrati. For at give det en demokratisk fernis, kan folk så vælge lokale politikere, som skal styre det hele. Det bliver altid til formynderi, pamperi, kontrol, undertrykkelse, nedskæringer og ensretninger. Hvis man derimod anvender samlings-energien, skal man lokalt vælge nogle, der har erfaring med samlings-energien, men også gerne med de andre energimønstre. Og de skal så repræsentere det lokale fællesskab overfor naboer og regionale samarbejdskomitéer. De mennesker, der så sidder i sådanne samarbejdskomitéer er ikke valgt, fordi de er gode til at snakke på en talerstol eller gør sig godt i TV. De er valgt, fordi de ved noget og kan noget og har demonstreret det lokalt. De er ikke valgt, ved at alle afgiver en stemme på en valgdag. De er valgt af dem, der lokalt har arbejdet med de udfordringer og problemer, der er. I dag vælger man en politiker, og han skal så have en mening om alting. Og han skal sidde i en forsamling, hvor de skal beslutte alting. Med samarbejdskomitéer skal der ikke vælges én repræsentant, der skal repræsentere det lokale fællesskab på samtlige emner. Vi vælger én, der repræsenterer os med hensyn til ægproduktion. Vi vælger en anden, der repræsenterer os, når det drejer sig om vejes og grøfters vedligeholdelse. Vi vælger en tredje, der repræsenterer os, når det drejer sig om regionale fiskedamme. Vi vælger en fjerde, der repræsenterer os, når det drejer sig om sygehuse. Vi vælger er femte, når det drejer sig om penge og handelsbalance osv. I sådanne samarbejdskomitéer sidder der så ikke nogle, der er gode til at snakke om alting. Der sidder nogle, der ved, hvad de snakker om, og som faktisk repræsenterer de lokale interesser. Når vi engang har fået et socialt samfund, bliver det ikke interessant at se TV nyheder, som de er i dag. Nu ser vi en fagforeningsboss, der snakker om arbejdstidsregler for samtlige maskinarbejdere. 66

67 Og vi ser to politikere, som sidder og sviner hinanden til, mens de snakker om, hvorvidt unge mennesker skal arbejde, mens de uddanner sig. Og så får vi en ekspert, der snakker om, at mødre skal have mere fødselshjælp. Det er alt sammen ensretning og umyndiggørelse. I stedet bliver det interessant med lokale nyheder. Så ser vi Hans Olsen, der er ved at bygge det lokale biogasanlæg. Og der er et møde, hvor de unge planlægger sommerens sportsturneringer. Så er der den lokale handelsbalance, der viser, om vi producerer lige så meget, som vi forbruger, eller vi er ved at oparbejde et overskud eller underskud. Så er der debatmøde mellem lokale lystfiskere, kystfiskere, havgående fiskere og miljøfolk. Så vises der, hvilke grøntsager, der lige nu kan købes samt madopskrifter, der passer til, hvad man kan få lokalt. Så er der ugerevyen, hvor nogle amatørskuespillere laver grin med lokale forhold, og hvor nogle amatørmusikere spiller og synger lejlighedssange om, hvad der sker og ikke sker. Så er der en udsendelse, hvor nogle gamle mennesker leger vismænd, og fortæller historier fra gamle dage og stiller spørgsmål til, hvad der foregår nu. I USA, hvor Republikanerne har hengivelses-energien som en del af deres bevidsthedsmønster, bruger man denne bevidsthed til en forfatning og en forfatningsdomstol, der kan irettesætte administratorer på ethvert samfundsniveau. Det er en fin ordning, som kan udbygges til et ombudsmandskontor, hvor landets borgere kan henvende sig, hvis man vil klage over noget. I dag er det sådan, at hvis en tandlæge har ødelagt min kæbe under en operation, kan jeg klage til Tandlægerådet; men de beskytter i virkeligheden tandlægerne. Og hvis en advokat har svigtet mig, kan jeg klage til Advokatrådet; men de beskytter i virkeligheden advokaterne. Der er faktisk hundreder af klageråd, som jeg som borger kan klage til. Men reelt er der ingen, der varetager mine interesser. Der er brug for en magtinstans, som hjælper mig i klagesager. Og der skal ikke være mange klageråd, men kun ét. Hvis jeg så er blevet udsat for noget, som er urimeligt, kan jeg gå til sådan et ombudsmandskontor og klage. Og hvis de også synes, jeg er blevet urimelig behandlet, skal de have myndighed og magt til at gribe ind. De skal kunne tvinge en offentlig instans til at ændre beslutning. De skal også kunne gribe ind overfor private virksomheder og give dem påbud, pålægge dem tvangsbøder eller rejse retssager imod dem, som en domstol så skal tage sig af. Vi har været noget inde på skaber-energiens bevidsthed og set den som en overgang mellem udlevelses-energien og samlings-energien. Jeg har beskrevet den som en slags kaos, hvor alt blander sig. Men det er også en slags fest. Skaber-energien har ingen indre adskillelser mellem høje og lav ladninger; og derfor giver det også en bevidsthed om, at alt hænger sammen. Man kan jo ikke vælge ikke at bruge energimønstrene. De er der, og derfor giver de også en bevidsthed, som man også udfører socialt. Skaber-energien giver en national følelse. Den giver en trang til at personalisere følelsen. Det kan være i form af en konge, kejser, præsident eller andet. Og når man tænker på sådan en person, føler man fællesskabet. Jeg synes, at man skal vælge en statsambassadør. Han eller hun skal være en moden og erfaren person, som er kendt for at være aktiv i samfundet. Og vedkommende skal så ansætte og afskedige andre ambassadører, som vi udsender til andre lande. Statsambassadøren skal vælges ligesom politikerne. Men mens politikerne skal vælges politisk, skal statsambassadøren vælges som et menneske med etikken og moralen i orden. En statsambassadør skal være det ceremonielle overhoved, der skal være nationens fader eller moder. Han eller hun skal modtage ambassadører fra andre lande. Men han eller hun skal også forestå årlige ceremonier, der knytter nationen sammen. Vi kommer så til det, som kaldes religion. Her i Europa er der 2 religioner. Den ene knytter sig til højre side og analyse-energien. Den hedder ateisme og kalder sig selv videnskab. Man tror på den hellige profit eller revolutionen. Og man tror, at mennesket kan styre alting, og at man kan lave alting om. Den anden knytter sig til venstre side og enheds-energien. Den hedder kristendom. Man bilder sig ind, at det har noget med en historisk Jesus at gøre; men bevidstheden er mere et spejl på energimønstret. Her føler man noget levende i brystet, og det opfatter man som 67

68 Jesus. Og så oplever man noget spirituelt i hoved og underliv, og det opfatter man som Gud og Satan. Begge de to religioner er hedenskab, hvor man levendegør nogle isolerede bevidsthedspoler. Men så er der modtager-energien. Ligesom andre energimønstre kan vi ikke vælge den fra. Bevidsthedsmæssigt giver den en forvandling. Hvis man skifter rundt mellem alle energimønstrene og kommer til modtager-energien, vil man her opleve tomhed og åbenhed. Og efterfølgende vil man erfare, at man har ændret sig en smule, så ens tanker, følelser og ideologiske holdninger er blevet lidt anderledes. I modtager-energien er man telepatisk modtagende. Vi er alle gensidigt forbundet på et svagt bevidsthedsmæssigt niveau. Den samlede levende bevidsthedsmasse udgør en skabende kraft. Evolutionen er ikke kun tilfældig. Der er også en slags intelligens. I vores del af verden kaldes det Gud. I Kina kaldes det forfædrenes bevidsthed. I Afrika kaldes det ånderne. Indianerne kaldte det den Store Ånd. Når alt fungerer rutinemæssigt, spiller modtager-energien ikke nogen samfundsmæssig rolle. Men det sker ind imellem, at alle politiske og sociale normer falder sammen, og hvor man ikke længere kan orientere sig, når man ser fremad. Og så er det, at modtager-energien får en samfundsmæssig rolle. Her deler befolkningen sig så i to grupper. Den ene gruppe har sig selv i centrum og tager kun ansvar for de mennesker, man kender. Den anden gruppe føler modtager-energien som et religiøst kald, hvor man tager ansvar for alt levende på kloden. Så danner man et fællesskab, der bliver et evolutionært skridt fremad i kulturens forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Sådan opstod de religioner, vi kender i dag. Det er sandsynligt, at menneskeheden står overfor en omfattende ændring af hele verdensordenen. Vi er ved at nå grænsen for, hvor mange der kan bo her på kloden. Vi er ved at have udnyttet alle let tilgængelige råstoffer. Og vi er ved at ødelægge de økologiske balancer, der findes i naturen. Fortsætter vi ad samme spor som hidtil, vil der ikke kunne bo mennesker på Jorden om mindre end 500 år fra nu. Og der vil kun komme stadig større problemer i årene fremover. Derfor ser vi en opblomstring af det religiøse. Ateisterne, der jo knytter an til analyse-energien (højre side), tror bare, at spiritualitet er en bevidsthedsmæssig flugt, fordi de opfatter religiøse mennesker som nogle, der drømmer sig væk i enheds-energiens bevidsthed (venstre side). Men den nyreligiøse bevægelse, som blomstrer frem i disse år, handler om at knytte an til modtager-energien. Alle de kendte religioner startede som politiske bevægelser. Det drejer sig ikke om en flugt fra virkeligheden. Tværtimod. Det drejer sig om at turde se virkeligheden, sådan som den er. At lave et fællesskab omkring modtager-energien er at lave et samværs- og samtaleforum, hvor alt kan ske. Der er ikke noget, der er sandt på forhånd. Alle myter og fordomme kan godt gemmes væk. De videnskabelige kendsgerninger tæller ikke, med mindre det er naturvidenskab. Gamle religiøse opfattelser hører fortiden til. Det er muligt, at noget af det gamle kan bruges igen; men det er ikke sikkert. Vi må åbne os helt. Så bliver vi telepatisk modtagende. Og så dannes der et nyt fundament i vores kollektive bevidsthed. Det vil give os en ny impuls til at skrue samfundet sammen på en ny måde. Den skal vi så lære at forstå og omsætte i praktisk politik og social organisation. Og for lige at gentage: Det handler om at tage ansvar for alt levende på Jorden. For fred, retfærdighed og folk e- nes selvbestemmelse. For dyr og planters ret til at være her. Og for fri energi, hvor vi bruger alle energimønstrene. Lokal samling Jeg mødte en ung mor, som havde læst, at nogle var gået i gang med at indrette en byhave. Og hun og hendes mand samt lille søn var gået hen for at være med. De kom jord i en trillebør. Faderen med en stor skovl, moderen med en mindre og sønner med en lille håndskovl. Og så kørte faderen trillebøren, mens drengen sad ovenpå. Og så stod jeg og snakkede med moderen. Hun sagde: Dér, hvor jeg bor, er alt færdigt. Det er gårdmænd og gartnere, der har lavet alt. Vi kan sidde og kigge på det. Men vi har ingen indflydelse på, hvordan det skal være. Og vi deltager ikke i arbejdet. Og rundt om i bydelen er der også vejarbejdere og 68

69 anlægsgartnere, der laver miljø kalder de det. Det skulle være til gavn for os. Men vi har ingen indflydelse, og vi deltager ikke. Det er, som om vi er tilskuere til livet. Og så stod vi og snakkede om byhaven. Her var de med. Her havde de indflydelse. Her deltog de i arbejdet. De var ikke interesseret i at få deres egen have. Det sjove var fællesskabet. Og det spændende var, at der sikkert ville komme mange knopskydninger. Det kunne være udflugter, møder, fester mm. Det er egentlig ligegyldigt, hvad man starter med. Når man først begynder med et lokalt fællesskab, er man trådt ind i et univers, hvor der åbner sig nye muligheder hele tiden. Nogle finder på noget. Andre finder på andet. Og man kan være med, hvis man har lyst. Folkets samling Kigger vi os omkring, ser vi det samme billede overalt. Der er magthavere, der splitter folket. Enhver af os får en splittet bevidsthed. Vi bruger én del som et jeg. Og en anden del som noget, vi ikke forstår, men som vi tager afstand fra. Vores tanker om samfundet udgør det samme mønster. Splittelse og afstandtagen. Vi sidder i hver vores lille familie; og vore tanker er spærret inde i individualistiske løsninger. Men vi er mange, der har fået nok. Vi tror ikke længere på magthaverne. Nu vil vi noget andet: Folkets samling. Lad os mødes og visualisere sammen. Lad os udtænke en ny forfatning. Lad os lave en ny grundlov. Lad os begynde at organisere os lokalt. Vi starter med det, der er muligt. Så tager vi skridt for skridt fremad. Alle er med. Ingen er udenfor. Vores politiske fortid betyder ikke noget. Det eneste, der er nødvendigt, er viljen og lysten til at slippe selvundertrykkelsen og de bevidsthedsmæssige spaltninger. Velkommen i fællesskabet. Skab det lokalt sammen med dine venner. Så koordinerer vi hen ad vejen. 69

70 Hvordan skal vi snakke sammen? Stivnet snak Med den europæiske bevidsthedsstruktur har man 3 adskilte bevidstheder. De befinder sig selvfølgelig i hjernen. Men det er energimønstret på kroppens overflade, der skaber bevidsthedsmønstret. Via nervetrådene overføres kropsdelenes elektriske ladninger til hjernen, så der her opstår det samme mønster. I venstre hjernehalvdel fås højre sides energimønster. Det er analyseenergien. Og i hjernen i venstre side kommer der så 2 energipoler med høje ladninger. Alienationen den bevidsthedsmæssige spaltning mellem underliv og bryst medfører dog, at man ikke forbinder de 2 bevidstheder. Reifikationen den bevidsthedsmæssige spaltning mellem højre og venstre side medfører også, at man ikke forbinder nogle af de to bevidstheder med bevidstheden i venstre side. I venstre kropsside har man så enheds-energien; og det giver en enkelt bevidsthedspol i hjernens højre side. Her oplever man en ahistorisk bevidsthed, hvor man har sig selv i centrum. Det handler om mig, mig og mig. Og så om mig. Og endelig om mig. Man har altså en 3-delt bevidsthed. Den bevidsthedspol, der får ladningsniveau fra underlivet, opleves som praktiske handlinger. Den bevidsthedspol, der får ladningsniveau fra hovedet, opleves som teoretiske tanker. Og den bevidsthedspol, der får ladningsniveau fra brystet, opleves som følelser. Hvis man organiserer sig sammen med andre og opretholder ovennævnte 3-delte bevidsthed, vil man mene, at man skal snakke sammen på 3 forskellige måder. Der skal laves noget praktisk. For eksempel skal man finde mødelokale, lave kaffe, skrive indbydelse osv. Og det bruger man så den ene bevidsthedsdel til. Så skal man snakke sammen om teoretiske tanker. Og her bruger man den anden bevidsthedsdel. Og endelig skal man tage pænt imod nye, hjælpe dem i gang og få dem til at føle sig tilpas. Og det bruges man den tredje bevidsthedsdel til Når man så har snakket sammen masser af timer - og fundet frem til, hvordan alting skal være, ender man med den samme 3-deling. Der skal så være praktisk arbejde. Og det har intet med teori og følelser at gøre. Og der skal være et samfundssystem udtænkt af teoretiske tanker. Og det har intet at gøre med praktisk arbejde eller følelser. Og endelig skal der være rum for følelser. Og da det intet har at gøre med hverken praktisk arbejde eller samfundssystem, bliver det til noget, man skal udfolde i en familie. Der er politiske grupper i dag, som egentlig ønsker et andet samfund, men som også hænger fast i denne 3-deling. De laver praktisk arbejde med at hænge plakater op, gå i demonstration og uddele løbesedler. De laver teoretisk arbejde med at planlægge aktioner. Og de laver velkomstmøder og medlemsmøder, hvor de tager sig kærligt af nye. Men det foregår med 3 adskilte bevidstheder. Og denne 3-deling medfører også, at de kun kan forestille sig et fremtidigt samfund, der er 3-delt på nøjagtig samme måde. At man skal kunne organisere sig på en helt anden måde, kan de slet ikke forestille sig. Op til kulturrevolutionen, der startede i 1968, og som varede til midten af 70 erne, kom der en opblussen af encounter group samtaler. Man sidder 8-12 mennesker i en cirkel eller halvcirkel, og så er der én ad gangen, der er i centrum af snakken. Oprindelig var idéen med encounter-bevægelsen, at man skulle styrke sin sensibilitet, sin evne til at svare spontant, til at udtrykke følelser som vrede, frygt, misundelse, tillid osv. Man skulle ikke dømme eller konkludere noget. Folk i cirklen kunne så stille alle slags spørgsmål til den, der var i centrum. Og han eller hun skulle så svare spontant og ærligt. Egentlig handler det om at slippe de indre spaltninger, så man ikke bare er oppe i tankerne (hoved), men også er i følelserne (bryst) og i sine dyriske drifter (underliv). Og resultatet blev da også en folkelig bevægelse, hvor man begyndte at forene højre og venstre side samt også være i kontakt med sin seksualitet. Erfaringerne fra dengang holder stadig. Spaltningerne er noget, som man dagligt undertrykker sig selv med. Hvis man vil og tør, kan man godt slippe dem. Det kan føles pinligt. Det kan give skyld 70

71 og skam. Men det er en befrielse. Op til kulturrevolutionen gik spørgsmålene så på, hvad man ville gøre samfundsmæssigt, når man nu befriede sig selv. I forlængelse af kulturrevolutionen kom der en kvindefrigørelse. Kvinderne identificerede sig tidligere med enheds-energien i venstre side, hvor de altid var i følelserne (bryst), og hvor de ikke var særlig gode til teori (hoved), og hvor de heller ikke var i kontakt med deres seksualitet (underliv). Nogen mente ligefrem, at enheds-energien var kunstig skabt af mænd for at undertrykke kvinder. Men så skiftede de over til at identificere sig med analyse-energien ligesom mændene. De kunne og kan nu teoretisere. De er i kontakt med deres seksualitet. Og følelserne ja, dem har man stadig; men de er udenfor jeg et. De er ikke noget, som man er. De er noget som man har. Da enheds-energien imidlertid er noget naturligt, kan man ikke helt undgå at bruge den. Når det sker for en kvinde, kritiserer man hende for bare at være i følelserne og ikke magte at mestre forstanden. Og når hun så udfolder analyse-energien, kritiserer man hende for at være reaktionær og fastlåst. Hun føler derfor, at hun altid bliver kritiseret og aldrig er god nok. Problemet er dog, at hun ikke har nogen fri energi. Hun kender kun 2 sæt bevidstheder. De er egentlig gode begge 2. Men når man ikke anvender andre end de 2, ender det altid med at blive reaktionært. De europæiske mænd, som før kulturrevolutionen kun identificerede sig med analyse-energien, begyndte at tage afstand fra den og i stedet bruge udlevelses-energien. På mange måder var det også befriende; men fordi man kun udfolder 2 energimønstre, bliver det altid reaktionært i længden. Og mange skiftede tilbage til analyse-energien. Fra midten af 70 erne begyndte folk at stivne igen; og i midten af 80 erne kom så deperdutionen, som er den sidste bevidsthedsspaltning. Det har medført, at folk i dag lever 6 parallelle liv: 1) Samfund/politik/uddannelse, 2) café/venner, 3) krop/natur, 4) internet/ mobil, 5) familie, og 6) seksualitet. Nogle gange kombinerer man dem. Men inde i bevidstheden er de adskilte. Og i løbet af årene har det fået den konsekvens, at samfundet er blevet mere og mere 6-delt. Der er så gået 20 år i åndeligt mørke. Men nu er der begyndt at komme en opvågning, der breder sig langsomt. Vi skifter derfor nu til at se på de af os, der ønsker at leve et liv, hvor de 6 dele hænger sammen og ønsker, at vi bevidst skifter rundt mellem alle energimønstrene. Kommunikation I hver kropsside kan man have 8 forskellige energimønstre, så i alt er der 8 gange 8 = 64 forskellige energimønstre. Når man har fri energi, kan man skifte fra et hvilket som helst af disse energimønstre til et hvilket som helst andet. Men nu vil vi fokusere på de 8, hvor man har samme energimønster i begge sider. Så oplever man sig som en del af et fællesskab. Hvis der ikke er særlige årsager til bestemte skift, er der en naturlig rækkefølge, når man skifter mellem energimønstrene. Man kan starte en kommunikation på to måder. Den ene passer mest til mænd. Her starter man med territorie-energien og går først gennem de mandlige energimønstre, der har høj ladning i underlivet - og slutter så med de kvindelige energimønstre, der har lav ladning i underlivet. Den anden måde passer mest til kvinder. Her starter man med samlingsenergien og går først gennem de kvindelige energimønstre, der har lav ladning i underlivet - og slutter så med de mandlige energimønstre, der har høj ladning i underlivet. Mange kvinder har svært ved at forstå, hvorfor og hvordan en mand bare kan gå i gang med de mandlige energimønstre meget hurtigt. De oplever nogle gange, at han ikke er i kontakt med sin 71

72 krop eller med den ydre virkelighed, men bare sidder inde i sine tanker. Men hvis det går godt for manden, er en kvinde ofte imponeret over, at han hurtigt kan starte op med et tema. Tilsvarende bliver mange mænd irriteret over, at en kvinde skal igennem de kvindelige energimønstre med mange følelser, inden hun kommer frem til sagen. Udover kønsforskelle kan der også være andre årsager til, at det går skævt den første runde. Så det vil være meget klogt at tage en runde med at småsludre først. Nu vil vi starte kommunikationen i territorie-energien. Tanker (hoved) og følelser (bryst) befinder sig på et lavt niveau. De er koblet sammen til en slags tanke-følelser; men de er så svage, at de kun er modtagende. De fungerer som en antenne, der peger ud i alle retninger. Og så er der en jordforbindelse (underliv), der sikrer modtagelsen. På den ene side er territorieenergien telepatisk modtagende (hoved og bryst), så man fornemmer, hvad der foregår hos andre. På den anden side opstår en kropslig funderet bevidsthed (underliv), hvor ens egen vilje til handling åbenbarer sig. Der er ikke tale om, at man får mere eller mindre vilje. Og man udfører sandsynligvis slet ingen handlinger. Men nedenunder tankerne og følelserne opstår noget, som man vil. Hvis man på dette tidspunkt ønsker at blive klar over, hvad det er, kan det kun ske, hvis man mediterer, drømmer eller fornemmer. En clairvoyant person kan hjælpe én. Eller man kan selv udvikle evnen til clairvoyance. Men det bedste er bare at være i energimønstret og gennemleve det. Det er fint at småsludre. Man kan også gå lidt rundt. Idéen er så, at man forbliver i territorie-energien, indtil at energien skifter af sig selv. Og så skifter den videre til analyse-energien. Alle europæere kender analyse-energien. Den bruger vi til at tænke. Der er to energipoler, og de medfører to bevidsthedspoler i hjernen, så vi kan have to tanker samtidig. Dem kan vi så analysere. Og så kan vi argumentere. Det nye er, at vi først har været i territorie-energien, hvor der er kommet indhold i underlivets bevidsthedspol. Mens vi var i territorie-energien, blev vi ikke klar over, hvad indholdet var. Men det er så det, vi bliver nu, hvor vi er i analyse-energien. I hovedets bevidsthedspol får vi nu klare tanker om, hvad det er, vi vil. Selvfølgelig kan man anvende analyse-energien til noget andet. I princippet er der 3 muligheder. Man fornemmer en energistrøm fra underliv til hoved. Og så føler man noget, der går opad eller fremad. Og så snakker man om udvikling eller åndelig opstigning. Man kan også bruge de to bevidsthedspoler til uendelige analyser. Så skifter man indhold i polerne hele tiden, og så kan man analysere i timevis. Og endelig kan man bruge hovedets bevidsthedspol til at undertrykke sine egne dyriske drifter fra underlivet. Men når man har tilladt sig selv at være et stykke tid i territorie-energien, opstår den mulighed, som vi nu skal bruge. Nemlig, at blive klar over (hoved), hvad vi vil (underliv). Andre mennesker taler om politiske teorier, skuespilleres skilsmisser, madens indflydelse på humøret, teenagers trang til oprør, kineserne form for demokrati osv. Og de snakker aldrig om sig selv. Men nu skal vi snakke om det, som vi selv gør. Og vi skal bagefter gøre det, som vi snakker om. Det er meget mere interessant. Det er meget sjovere. Det er fantastisk spændende. Så fylder vi ikke luften med ord-forurening. Så lytter vi til hinanden, fordi der er noget, som vi skal gøre i praksis. Og inde i ens eget hoved bliver det helt klart, hvad man selv vil. Og det er ikke den sædvanlige gang øllebrød, hvor folk siger en masse om, hvad de vil, hvorefter de gør noget andet. Her virker det sådan, at man bagefter ikke kan lade være med at gøre det, som man snakker om. Vilje (underliv) og tanker (hoved) hænger sammen. Der kommer kun de tanker, som man har brug for som redskab til at udføre sin vilje. Og andre lytter til én på en mere intens måde, fordi de ved, at det man siger, også er det, som man gør bagefter. Nogle tror, at man skal snakke færdig i analyse-energien. Det skal man ikke. Hvis man har meget, man gerne vil snakke om, må man tage flere runder gennem alle energimønstrene, så man mange gange kommer igennem analyse-energien. Lige så snart man er klar over, hvad man vil og har fortalt om det skifter man videre til udlevelses-energien. Idéen er, at man skal 72

73 slippe tankerne (hoved); og så skal man koble viljen (underliv), som man jo allerede nu kender, sammen med lysten (bryst). Føler jeg lyst til at gøre det nu. Føler jeg lyst til at gøre det på den ene måde eller den anden måde. Mens man er i udlevelses-energien, får man vilje og lyst til at forene sig til en fælles energi, så der ikke er modsætning mellem de to. Det er ellers det normale i den europæiske bevidsthedsstruktur. Jeg vil noget, men Der kommer altid et men, fordi vilje og lyst trækker i forskellige retninger. Men her bliver vi udlevelses-energien til de to smelter sammen. I praksis skal man her fortælle løs om alt, hvad man vil og har lyst til. Det indebærer historier fra fortiden, som stadig sidder som vilje og lyst. Og man snakker, indtil man finder en indre ro, hvor det er tydeligt, hvad man har lyst til at gøre for at udfolde sin vilje. Andre, der deltager i kommunikationen, er lige så interesseret i at høre, hvad man kommer frem til. For kun sådan ved de, hvad de kan forvente, der vil ske i praksis. Der er ikke tale om det sædvanlige med hvad har du lyst til? og så skal man rode igennem sine tanker eller kigge på omgivelserne og finde et svar. Man skal bygge videre på den vilje, som man er blevet klar over, at man har. Og så skal man koble den med sig lystfølelse. Og det gør man, indtil de to glider sammen til én fælles bevidsthed. Hvis man er spaltet - som en almindelig europæer - synes det her meget besværligt, for så har man trang til det stik modsatte. Men hvis man slipper sine spaltninger, bliver det let og ligetil. Så føles det bare naturligt. I skaber-energien kobler man så hovedet på igen. Nu er der ikke tale om, at alle 3 (underliv, bryst og hoved) skal kobles bevidsthedsmæssigt sammen; det er de jo allerede blevet igennem den proces, man har været igennem. Men nu skal man koordinere sin egen bevidsthed med de andre, der deltager i kommunikationen. Når der ikke er nogle indre adskillelser mellem kropsdele med forskellige ladninger, oplever man heller ingen adskillelser i sin bevidsthed. Og det betyder, at man føler en slags fælles bevidsthed med de andre. Men det er jo kun en følelse. Man ved ikke, om det holder i praksis. Men det skal man så finde ud af i samlings-energien. Men overgår nu til de kvindelige energimønstre, hvor der er lav ladning i underlivet. Og det vil sige, at man slipper sin vilje (underliv). Hermed skifter man over til at finde ud af, hvad de andre synes. Man har lyst (bryst) til at vide (hoved), hvad de andre mener om det, som man har sagt indtil nu. Viljen (underliv) er der stadig, men på et svagt niveau. Den sikrer, at man snakker om det, man har været igennem og ikke om alt muligt andet. Samlings-energien ender op med en klarhed over, hvad man kan sammen. Og det skaber en vifølelse. Hvis man kun vil ganske lidt sammen, bliver man klar over, at man ikke skal foretage sig ret meget sammen. Men hvis man vil en del sammen, er det grundlaget for et fremtidigt samarbejde. Efterhånden som alle på skift har været i centrum og fortalt om deres vilje og lyst og at alle har deltaget i samlings-energien, former der sig et fælles projekt. Der er ikke tale om det sædvanlige, hvor man skal blive enige om noget, og at alle så bagefter forpligter sig. Der er mere tale om, at man giver plads og rum til forskellighederne. Nogen har vilje og lyst til noget. Andre har vilje og lyst til noget andet. Og nu bliver det tydeligt, hvordan det fælles landskab af viljer og lyster ser ud. Så overgår man til enheds-energien. På et svagt niveau kan man stadig mærke sin vilje (underliv). Og man kan stadig fornemme, hvad man lige er blevet klar over (hoved). Og så er det vigtigt, at man både overfor sig selv og de andre klart udtrykker, hvad man føler lyst til. Selvfølgelig føler man stadig lyst til det, som er koblet til ens vilje. Det nye er, om man også har lyst til noget af det, som de andre vil bidrage med. Her nytter det ikke, at man analyserer, begrunder eller forklarer. Der skal ikke laves nogle kompromisser. Man skal acceptere, at man har været igennem processen. Og nu mangler man så bare at tilkendegive, hvor man har sig selv i alt det her. Hvis man undertrykker sig selv, kan man bagefter gå og have sådanne følelser. Men så ved de andre ikke, hvor de har én. De er usikre, fordi man har skjult sig. Sandsynligvis er der visse følelser, som ikke 73

74 er så pæne. Måske er der også nogle, der er destruktive. Men det vigtige er at vise alle de følelser, som man har i forlængelse af processen. Det er klangen og gløden i din stemme, som betyder noget. Det er kropssproget mere end ordene, der er afgørende. Det er dine øjne og hjerte, der taler nu. Der er mange psykoterapeuter, der siger tal fra dit hjerte, og så tror de, at det er positivt; men det er bare individualistisk selvføleri. Her er det noget andet. Du viser de følelser, der opstår, når du dels fornemme det, du vil (underliv), og dels det, som I har snakket jer frem til (hoved). Det bliver en social følelse. Til sidst havner man så i hengivelses-energien. Her bliver man klar over (hoved), at man skal gøre noget mere og andet end det, som er ens egen vilje (underliv) og lyst (bryst). Det drejer sig om små handlinger, som man kan indse er nødvendige, hvis de fælles aktiviteter skal fungere. Igen er der ikke tale om, at man skal beslutte noget og delegere opgaver ud til hinanden. Der er tale om, at ens egen vilje og lyst skaber en impuls, så der er noget man helt naturligt vil gøre. Både for sin egen skyld og især for de andre er det nødvendigt, at man siger det højt og tydeligt. Så kan man også korrigere sig, hvis der er andre, der agter at gøre det samme som én selv. Når alle har ytret sig, bliver det også klart, hvis der er en noget, som er oplagt, at det skal gøres, men som ingen har meldt sig til. Og så vil ens vilje og lyst give impuls til, at man måske vil påtage sig det. Når man så skifter til modtager-energien, begynder en forvandlingsproces i hjernen. Der er ingen høje ladninger, der lægger beslag på hjerneaktivitet. Undervejs i kommunikationsprocessen er der dog kommet et nyt indhold i hjernecellerne. Og nu sættes en materialisering i gang. Gamle nervetråde mellem nogle af cellerne er der ikke brug for mere. Til gengæld skal der dannes nye nervetråde til andre celler. Forvandlingen starter med det samme. Men det er mest i løbet af natten, at de store forandringer sker. Det interessante er, at bare 2 minutter i modtager-energien gør, at man kan gå i gang med en ny runde, hvor bevidstheden er forvandlet en lille smule. Og så er man igen i gang med territorie-energien. Den vilje, som nu manifesterer sig i underlivet, handler om det nye, der er kommet frem i processen. Man begynder altså ikke forfra. Den nye runde bliver en videreførelse, hvor man bygger oven på det, som man fik i første runde. Ovenstående er jo en meget skematisk proces. I virkeligheden vil den sandsynlig foregå lidt anderledes. Når man først har frigjort sig og er blevet i stand til at bruge alle energimønstrene, vil processen foregå helt af sig selv, uden at man tænker over det. Men er man undervejs i en frigørelsesproces, vil det være klogt at følge trinene systematisk. Hjælp hinanden Når man ikke er vant til fri energi, betyder det jo, at man hænger fast i et eller nogle bestemte energimønstre. Og derfor vil vi nu se på, hvordan man kan hjælpe hinanden. Hvis en person hænger fast i territorie-energien, skal han hjælpes videre til analyseenergien. Han skal have lov til at være et stykke tid i territorie-energien. Her vil han typisk snakke om omgivelserne (hoved og bryst), om etik (bryst) og moral (hoved). Så kan man spørge: Hvad fornemmer du selv? Og så mærker han noget (underliv); men han kan ikke blive klar over hvad. Efter et stykke tid skal man så bremse ham i territorie-energien og forsøge at få ham over i analyse-energien. Man kan for eksempel sige: Sæt ord på, hvad du fornemmer. Man kan også sige: Hvis du nu skal bestemme alting, hvad kunne det så være? Eller man kan sige: Forestil dig, at du er et barn, hvor fantasien løber løbsk. Hvad dukker der så op i din fantasi? Nogle vil have svært ved overhovedet at sige noget, når de er i territorie-energien. Så det vil være godt, hvis der er en anden, der hele tiden hjælper med at holde samtalen i gang. 74

75 Mange europæiske mænd kender kun analyse-energien, og de aner ikke, at man kan forlade den. De skal selvfølgelig have lov til at gennemleve analyse-energien først. Men man kan være i analyse-energien på 3 måder. Og det er kun én af dem, der kan bruges, hvis man vil videre. Den ene af dem, der ikke kan bruges, er selvundertrykkelse. Allerede i 1-2 års alderen foregik alienationen, hvor underlivets bevidsthed projiceres udenfor jeg et. Alligevel kommer man ofte i kontakt med denne bevidsthed; men så føler man skam, og man føler, at man straks bør undertrykke de tanker og følelser, der dukker op. For at bevare kontrollen kommer man så med nogle forklaringer, der er generelle eller filosofiske. Den anden måde, der heller ikke duer, er at analysere. De højre ladninger i hoved og underliv danner 2 bevidsthedspoler i hjernen, og dem bruger man så til at sammenligne to tanker ad gangen. Og så tænker man i planer og organisation. Den tredje måde er den, som man skal bruge. Underlivets bevidsthedspol skal indeholde det, som man har mærket i territorie-energien; og så skal hovedets bevidsthedspol bruges til at blive klar over, hvad det går ud på. Det skal altså være jeg-orienteret og handlings-orienteret; og det skal bygge på en kropslig funderet bevidsthed. Når man skal hjælpe én i analyse-energien, skal man derfor spørge: Hvad vil du? Og hvis der er nogen forklaring eller analyse, skal man bremse vedkommende straks og sige Det gider vi ikke høre på. Han skal uden nogen begrundelser fortælle hvad han vil, som om det er en åbenbaring, der kommer fra underbevidsthedens dyb. Hvis han har svært ved det, kommer der ikke så meget; og så skal man ikke presse ham, men acceptere, at det er, hvad han kan præstere nu. For at få ham videre til udlevelses-energien kan man for eksempel sige: Fortæl om dig selv fortæl om det, der betyder noget for dig fortæl, hvad du ønsker fortæl, hvad du har lyst til. Opgaven går ud på at få ham til at lade være med at kontrollere sig selv. Han skal slippe kontroller og styringen (hoved), og så skal han kun lade vilje (underliv) og lyst (bryst) udfolde sig. Det har han sandsynligvis meget dårlige erfaringer med. For i udlevelses-energien kan man nemlig ikke kontrollere og styre sig selv. Man har ganske vist en opmærksomhed (hoved) på andre, så man kan registrere, om de andre synes, man skal standse. Men hvis de andre ikke stopper én, fortsætter man bare ud ad tangenten. Man er så vant til, at andre undertrykker sig selv, så de sidder med pæne mine og lader, som om de lytter. Men det kan også blive for meget for dem; og så siger de med en sur mine, at man nu skal videre, så derfor skal man stoppe nu. Det kan også være, at de bevarer den pæne ansigtsmaske, og at man så dagen efter erfarer, at de syntes man var for egocentreret. Men problemet er de andre. Det er dem, der skal tage kontrol og styring, når nogen er i udlevelses-energien. Ham, der er i centrum, skal selvfølgelig have lov til at være et stykke tid i udlevelses-energien. Men det skal handle om, at han skal forbinde sin lyst til den vilje, der kom i territorie-energien. Hvis han har fundet lysten, men fortsætter, er det, at man skal tage kontrol og styring og sige tak for snakken. I praksis kan man godt komme med ytringer, mens han snakker. Man kan sige ja-a-ah, nå-å-åh, aha, bu-u-uhm, fedt mand, waw-waw osv. Det er især tonen, der er vigtig. Så længe det er positive toner, fortsætter han. Når det bliver negative toner, stopper han. Men det er aldrig hans ansvar at stoppe, for det kan han ikke, når han er i udlevelses-energien. For at hjælpe ham videre til skaber-energien kan man hjælpe ham med at spørge: Hvordan ser du dig selv i sammenhæng med os? Eller man kan sige: Hvordan ser du vores fællesskab? Det giver kun mening, når han har blottet sig selv totalt i udlevelses-energien. Fordi der i vores samfund er en enorm voldsom psykisk undertrykkelse, vil han sikkert have en masse indestængte følelser og fantasier, som han kan snakke om i timevis. Jeg husker adskillige seancer, hvor nogle mænd fik lov til at åbne op for det, de gik og gemte på, og hver af dem havde brug for at fortælle i flere timer, inden de kunne gå videre til skaber-energien og se sig selv som en del af et fællesskab. Alle de indespærrede følelser og tanker blokerede reelt 75

76 for deltagelse i fællesskabet. Derfor skal man tage flere runder gennem energimønstrene, indtil alle har fået forløsning for det, de har gået og gemt på. Hvis man har været for længe i udlevelses-energien, er der en tendens til, at skaberenergien bliver til et slags jeg/vi, hvor man tror, at alle mener det samme som mig, og at jeg formulerer det, som alle mener. Den bedste hjælp for at komme videre fra skaber-energien til samlings-energien er derfor, at man giver modspil, mens centrumpersonen er i udlevelses-energien - og søger for, at han kun er der så længe, at har får koblet sin lyst sammen med sin vilje, hvorefter han så skal skifte til skaber-energien og forholde sig til fællesskabet. Når man så skifter til samlings-energien, er det et skift fra de mandlige energimønstre til de kvindelige. Indtil nu har jeg kaldt centrumpersonen for ham, og nu skifter jeg til hende ; men både mænd og kvinder går jo igennem alle energimønstrene. Når man skifter til samlings-energien, forsvinder opmærksomheden på ens vilje (underliv). Det kan føles, som om tæppet bliver trukket væk under én, hvis man er bange for skiftet. Men man kan også opfatte det sjovt. Nu er der ikke nogen grundlæggende vilje, der styrer forløbet. Og derfor kan alting ske. Det er, som om fundamentet lige pludselig er forsvundet. Man svæver midt i noget. Der er nogle kvinder, der altid befinder sig i samlings-energien. De har ikke været igennem en proces med deres vilje. Og derfor er der slet intet bevidsthedsmæssigt indhold i underlivets pol. Hver gang nogen siger noget, får de en følelse (bryst), som overføres til en tanke (hoved), som de så siger. Sidder man for eksempel 5 personer og snakker, vil sådan en kvinde sige noget, hver gang én af de andre har sagt noget. Der er ingen retning eller mål for det, hun siger. Det er kun tilfældige associationer. Ofte sidder sådanne to kvinder og snakker sammen. Så siger den ene noget. Den anden får en følelse (bryst) og siger noget (hoved). Det giver den anden en følelse (bryst), som overføres til snak (hoved), der giver den første en følelse osv. De giver hele tiden impulser til hinandens snak. Når centrumpersonen skifter fra skaber-energien til samlings-energien, handler det om, at man skal snakke spontant sammen. Men viljen (underliv) er der stadig på et svagt niveau. Og snakken skal handle om, hvad de andre synes om det, som man gerne vil. Idéen med samlings-energien er, at man skal koordinere sig med hinanden. Man skal finde frem til et vi. Hvad er det, vi har fælles? Hvilke tanker og følelser er vi fælles om? Hvis der er en kvinde, der hænger fast i samlings-energien og hele tiden siger noget, hver gang andre har sagt noget, skal hun bremses. Hun skal selvfølgelig have lov til at gennemleve samlings-energien, mens så skal hun have at vide, at hun skal videre til enheds-energien. I enheds-energien skal hun udtrykke følelser (bryst). Hun skal ikke reagere på det, vi andre siger til hende, og så returnere med noget, som hun associerer til. Hun skal mærke efter i sig selv. Hvad føler hun, når hun tænker på sig selv? Det må gerne komme ud som lyde, der ikke giver sproglig mening. Men ellers skal hun fortælle, hvad hun mærker og føler. Der er nogle kvinder, der konstant befinder sig i enheds-energien. De snakker og snakker. Der er kun en lille pause, når de trækker vejret indad. Ellers er der en konstant strøm af ord. Hvis flere af sådanne kvinder er sammen, snakker de i munden på hinanden. Er der 3 eller flere, hæver de lydstyrken for at blive hørt. Er sådan en kvinde sammen med en mand, snakker hun hele tiden, mens han kun ind imellem siger ja eller nej. Egentlig har han lukket ørerne og hører kun støj, så han udtaler sit ja eller nej på en måde, så ja et lyder ligesom nej og nej et lyder ligesom ja. Så er han helgarderet. Mange af de mænd, som kvinder kalder træmænd, og som har et stenansigt, der aldrig siger noget eller viser noget tegn på følelse, opfører sig ofte helt anderledes, når de kun er sammen med andre mænd. Så liver de op og begynder at snakke. De lytter til hinanden. Og de kan godt vise følelser. Nogle kvinder mener, at enheds-energien ikke skal være en individuel energi, hvor man kun skal snakke om, hvad man selv mærker og føler. Man skal snakke sammen og skabe konsensus. Det vil sige, at man snakker sammen, indtil man er enige. Undervejs i snakken dukker nogle idéer op. Og så bliver man klogere undervejs. Og til sidst har man skabt en fælles bevidsthed. Som oftest er der 76

77 én af disse kvinder, der snakker halvdelen af tiden, mens de andre supplerer ind imellem. Men de føler, at de alle har bidraget til det fælles resultat. Det er en ahistorisk bevidsthed. Den bygger ikke på personernes viljer og lyster, men på den stemning, der er til stede. Den kan ikke rumme uenigheder og er derfor undertrykkende og ensrettende. Det ligner en dronning med hofdamer omkring sig. Der er også kvinder, der bruger det i sin familie. Hvis hendes mand og børn har andre følelser end hende, bliver hun usikker og kan ikke fungere. For at få fred og undgå skænderier, retter mand og børn sig ind efter det, så hun kan leve i en drøm om, at familien har en fælles følelse af harmoni. Reelt er det hendes følelser, der bliver presset ned over de andre; men sådan oplever hun det ikke. Hun tror, at det er en fælles følelse. Mange kvinder snakker om vi, når de er i enheds-energien, fordi de tror, at deres egne følelser er nogle, som de deler med andre. Her skal de bremses. De skal kun udtrykke deres egne helt egoistiske følelser. Der er nogle spirituelle mennesker, der tror på reinkarnation, og som identificerer sig med enheds-energien på en særlig måde. De mener, at de har nået en holistisk bevidsthed, hvor de er blevet hele. Det skyldes, at enheds-energien kun har én energipol, og den danner en samlet bevidsthed i hjernen. Denne bevidsthed er ahistorisk, forstået på den måde, at der ikke kan ske nogen udvikling. Man er, som man blev født. Og i dette liv sker der ingen forandringer. I næste liv bliver man måske genfødt på et højere bevidsthedsniveau. Man kan dog godt kontakte åndelige mestre, som så hjælper én med små udviklinger. Men det er de åndelige mestres kraft og ikke ens egne der giver forandringer. Andre mennesker kan også være meget bange for at forlade enheds-energien. Når man skifter videre til hengivelses-energien, forsvinder følelserne (bryst) og erstattes af en beskuelse (hoved). I enheds-energien føler man et jeg. I hengivelses-energien kigger man (hoved) på sig selv (underliv og bryst). Hvis hengivelses-energien ikke bruges i sammenhæng med andre energimønstre, føler man, at man kigger på sig selv udefra. Man oplever sig selv som et hylster, der er tomt indvendig. Man er sin overflade. Og hvis der dukker tanker op i hovedet, er det som en gammeldags grammofon, hvor nålen kører i den samme rille hele tiden. Den samme tanke kører igen og igen og standser aldrig. Mens man i enheds-energien føler, at man er noget, og at man har en vis position, er følelsen i hengivelses-energien, at man har mistet sig selv, og at man ikke er noget værd. I hengivelsesenergien er man ikke i kontakt med sin vilje (underliv) eller sin lyst (bryst). Man føler ikke noget ansvar. Og man magter ikke at tage nogen initiativer. Man har ingen meninger. Man er kun i stand til at følge andre. Man kan føle sig ussel, uværdig og uselvstændig. I det nuværende samfund bruges hengivelses-energien mest som masochisme, hvor man føler nydelse ved ydmygelse og smerte. Nydelsen skal forstås relativt, idet det er rarere at føle en kropslig ydmygelse og smerte end en psykisk. Og så er det også rart at føle, at man udfolder hengivelsesenergien ligesom det er rart at føle de andre energimønstre. Brugt i sammenhæng med andre energimønstre er hengivelses-energien den bevidsthed, der sørger for, at fællesskabet bliver til noget i praksis og ikke bare er tomme ord. Her ofrer man sig for hinanden. Man ser sig selv med de andres øjne. Og man ser, hvad man skal gøre for at få helheden til at fungere. Man bliver de andres tjener. Man giver det, der skal til, for at de andre lykkes. Derfor skal man ikke bare snakke sammen. Man skal også samarbejde om at bygge hinandens liv op og vedligeholde det på en god måde. Når centrumpersonen har udtrykt sine følelser i enheds-energien og dermed tilkendegivet, hvad hun vil bidrage med til det fælles projekt og samvær, skal hun skifte over til hengivelses-energien, hvor hun ser helheden og kan se, hvad hun kan og vil gøre for andre. Det er vigtigt, at hun ikke bliver længe i enheds-energien. Når hun har udtalt sig om det grundlæggende tema i snakken, skal man hjælpe hende videre til hengivelses-energien ved eventuelt at spørge: Hvad kan du så gøre for andre? 77

78 Man kan godt hænge fast i hengivelses-energien, så man hele tiden er de andres tjener. Så kan man bilde sig selv ind, at de andre har glæde af det. Men det har de ikke. Dels vil de gerne have, at man yder noget selv ud fra sin vilje (underliv) og lyst (bryst). Og dels er det utåleligt at høre på én, der hænger fast i hengivelses-energien. De samme tanker kører i ring hele tiden, og det er irriterende at høre på. Det oplever vedkommende også selv. Og det medfører selvbebrejdelser. Når man ikke kan holde det ud mere, bliver man hysterisk. Den eneste vej videre er at slippe tankerne. Men det kan man kun, hvis man har været igennem processen fra energimønster til energimønster. Har man det, er det let at slippe tankerne. For så har man givet alt, hvad man har i sig. Og så glider man videre til modtager-energien, hvor man indstiller sig på, hvad der måtte komme. Man kan ikke styre noget i modtager-energien. Man ved ikke, hvad der kommer. Det kan være skræmmende. Men hvis man har gjort alt, hvad man kunne i processen gennem energimønstrene, kan man slappe af. Så er man parat til, at der sker noget nyt. Når man overgår til modtager-energien, bliver man tavs. Man kan godt være til stede sammen med andre; men man hører ikke, hvad de siger. På et tidspunkt er der måske så én, der spørger, hvad man synes om det, der er blevet sagt. Og så er det ærlige svar, at man har siddet og slappet af og intet hørt. Men det bliver i vores samfund opfattet som uhøfligt, når man er med i en kommunikationsgruppe. Her forventer man, at alle er aktive hele tiden. Det er også en af årsagerne til, at man ikke tillader sig selv at overgå til modtager-energien. Men det skal være anderledes nu. På skift er det tilladt og ønskeligt, at man glider ind i modtager-energien. Når man befinder sig her, er det meget upassende, hvis andre tiltaler én. Man skal have lov til at blive der, indtil energien af sig selv fører én videre til territorie-energien, hvor man så har fået en ny impuls til at gå videre. Der er nogle ny-religiøse åndelige lærere, som er blevet så fascineret af modtagerenergien, at de hænger fast i den. De mener, at man dels har sin daglige bevidsthed og at man så kan gå over til modtager-energiens bevidsthed, hvor man er i nu et og oplever den guddommelige kærlighed, hvor det himmelske lys og kosmiske stråler strømmer igennem én. Når man så har været her et stykke tid og mediteret på disse spirituelle energier, kan man vende tilbage til den daglige bevidsthed. Og så tror de, at man er blevet forvandlet en lille smule til det bedre. Det er dog en illusion. Men hvis man har været igennem hele processen med alle energimønstrene, er det rigtigt, at der sker en forvandling. Der kommer nemlig en ny impuls (underliv), når man skifter til territorieenergien. Den befinder sig under tankerne (hoved) og følelserne (bryst). Den tænder en ny vilje. Eller anderledes udtrykt: Man vil noget andet end det, man ville tidligere. Måske er man blevet klogere. Måske er man blevet mere realistisk. Måske har man fået mere mod og kraft. Hvis nogen hænger fast i modtager-energien, skal man bremse dem. De skal ikke sidde og meditere i ½-1 time. Efter 5-15 minutter er der kommet en ny impuls i deres bevidsthed. Og så skal de slippe modtager-energien og opleve territorie-energien. Her kan de imidlertid hverken finde de rigtige ord (hoved) eller følelser (bryst). De kan kun vrøvle lidt usammenhængende. Og så er der nogle, der synes, de skal holde mund. Men hvis man vil hjælpe dem, skal man lige omvendt give dem tid til at sige noget, selvom det ikke giver nogen mening; det gør det først senere, når de befinder sig i andre energimønstre. Man kan dog godt fornemme, hvad der sker i dem. Man skal bare kigge på dem og lade som om, de er et dyr, der ikke kan snakke. Så kan man godt erkende en slags budskab. Måske tror du, at alt det her er svært at lære. Men sagen er, at du kan det fra fødslen af. Under din opvækst har du lært at undertrykke dig selv, så du altid kun befinder dig i et eller et par energimønstre. Lige så snart til tillader dig at slippe selvundertrykkelsen, kan du udfolde dig frit i alle energimønstrene. Vanskeligheden er kun, at det virker mærkeligt, og at du derfor famler dig frem og tror, at det skal være andet, end det er. I virkeligheden er det simpelt og let. Det afgørende er dog, at du gør det sammen med andre, der også vil bruge alle energimønstrene, og at I hjælper hinanden. 78

79 Hvordan får vi socialisme? Folkets samling Begrebet socialisme betegner et socialt samfund uden undertrykkelse. I et sådan samfund har vi ikke en splittet og stivnet bevidsthed. Og de produktionsmæssige, boligmæssige og organisatoriske forhold i samfundet er heller ikke splittede og stivnede. Vi har haft mange forskellige politiske bevægelser, der har kaldt sig socialistiske; og det var, fordi de gerne ville ændre samfundet til socialisme. Selv mennesker med den mest splittede og stivnede bevidsthed kalder sig socialister. I 1900-tallet har vi set socialistiske partier og socialistiske lande, der var totalt stivnet i det traditionelle europæiske energimønster, og som identificerede sig bevidsthedsmæssigt med en del af det. Det brugte de til at undertrykke folk med, fordi de troede, at det var nødvendigt, at alle identificerede sig med samme del af bevidsthedsmønstret som et første skridt hen mod socialisme. Da Karl Marx i 1843 flyttede til Paris, foregik der en revolutionær udvikling i Frankrig. Man havde afskaffet adelsvældet, og nu ville man have et mere retfærdigt samfund. Og sådan et samfund blev kaldt et socialistisk samfund. Der skulle være frihed for den enkelte. Og på dette tidspunkt var der også kapitalister, som gik ind for socialisme. Det lykkedes at danne en republik. Men efter 50 år med revolutionære tilstande, opstod der en træthed. Nu ville man bare have fred, tænkte mange. Egentlig kom der så en kontra-revolution, idet kapitalister satte sig på den politiske magt. Marx beskrev så den bevidsthedsproces, der var undervejs i samfundet. Arbejderne fik en bevidsthed i højre side, hvor de oplevede sig selv som arbejdskraft. Og de fik en anden bevidsthed i venstre side, hvor de oplevede sig som forbrugermenneske. Splittelsen medførte, at de mistede evnen til at tænke revolutionært. Og Marx erkendte, at man så måtte gå i gang med en langvarig politisk bevægelse, der skulle genskabe den revolutionære bevidsthed. Da Marx var gammel - efter kritiserede han den socialistiske bevægelse. Kun meget få af dem, der kalder sig socialister, har forstået min økonomiske teori, skrev han. De havde heller ikke forstået hans tanker om den historiske udvikling. De troede, at arbejdet var det eneste, der skabte værdi. Det er det selvfølgelig ikke. Naturen skaber de fleste værdier, mente Marx. Og maskiner skaber også værdi den slags værdi, som Marx kaldte relativ merværdi. Sagen var, at de fleste, som kaldte sig socialister selv var blevet ofre for bevidsthedsspaltningen. De oplevede kun bevidstheden i deres højre side, som gav en mekanisk opfattelse af udviklingen. Venstre sides bevidsthed fortrængte de mere og mere. Den socialistiske bevægelse var oprindelig en frihedsbevægelse, hvor man kunne have en fri bevidsthed. Men i slutningen af 1800-tallet og hele 1900-tallet har vi set en socialisme, der kun bygger på højre sides bevidsthedsstruktur i det traditionelle europæiske energimønster. Man har opfattet sig som opposition til de borgerlige, som har været lige så splittede og fastlåste. De har bare identificeret sig med venstre side. Vi har altså haft en venstreorienteret politisk fløj, og vi har haft en højreorienteret politisk fløj. Og de har skiftedes til at danne regering. Og når de ikke var i regering, opfattede de sig som opposition. Men vi har ikke haft nogen opposition til det samlede bevidsthedsmønster. De unge er vokset op og har fået dette dobbelte bevidsthedsmønster i henholdsvis højre og venstre side. Og nogle har så identificeret sig med den ene side og har opfattet sig som venstreorienteret. Og andre har identificeret sig med den anden side og har opfattet sig som højreorienteret. 79

80 I takt med at en egentlig frihedsbevægelse forsvandt, mistede man troen på sig selv. Der kom derfor omkring endnu en bevidsthedsspaltning, som hedder deperdution, og som indebærer, at man nu identificerer sig med hovedet, mens resten af kroppen opleves som en slags maskine. I dag trænger vi endnu mere til at få en samlet bevidsthed og få sammenhæng i samfundet. Mens det tidligere kun handlede om højre og venstre, er der nu 6 adskilte bevidstheder og en tilsvarende splittelse i samfundet. En folkelig politisk bevægelse, der i dag ønsker socialisme, skal derfor ikke kun søge at ophæve skellet mellem arbejde (højre sides bevidsthed) og forbruger (venstre sides bevidsthed). Det er ikke længere kun en kamp mellem arbejdere og produktionsforhold i samfundet. I dag skal der også skabes sammenhæng mellem stat/politik, venner/café, krop/natur, computer/mobil, familie, og sex. Det menneskelige jeg er forsvundet. Vi har 6 mig er. Vi har mistet identiteten af et kropsligt menneske. Vi mærker kun kroppen, når den gør ondt. Vi befinder os inden i hjernen; og bevidstheden er styret af TV. Der er stadigt nogle, der filosoferer over, at magthavere aldrig giver magten fra sig, men at man kun kan fratage dem magten. Det er jeg da enig i. Hvis de nuværende magthavere tror på deres system, og tror, at de har visdom og ret i deres analyser, vil de ikke være særlig villige til at give magten fra sig. Og så kan revolutionære grupper drømme om en generalstrejke og et folkeligt oprør, hvor arbejderklassen sætter sig på magten. Men her er der bare det problem, at bevidsthedsspaltningen har medført, at folk ikke er i stand til at forbinde delene i deres bevidsthed, og derfor heller ikke er i stand til at udtænke, hvordan man skal skabe sammenhæng i samfundet. Den revolutionære strategi må derfor være, at vi skal danne folkelige bevægelser på kryds og tværs i samfundet. Vi skal bygge på den desperate trang, som vi mærker i kroppen til at forene de splittede dele i vores bevidsthed. Og vi skal visualisere et samfund, hvor delene hænger sammen. Vi skal udstille det nuværende systems elendighed, så magthaverne ikke længere er i stand til at tro på det. Vi skal påvise, at deres tankegange ligger uendelig fjernt fra den visdom, som menneskeheden kan opnå. Vi skal kritisere deres analyser sønder og sammen. Deres argumenter vil altid være rigtige, for de er jo ikke dumme. Men argumenterne og analyserne handler altid om dele af et splittet samfund. Og de når altid kun frem til løsninger, der splitter samfundet endnu mere. Vi skal konfrontere dem med en helt anden analyse, der handler om at genskabe et sammenhængende samfund. Og vi skal påvise, at det kan opnås ved at skabe sammenhæng i vores bevidsthed. Den herskende elite fremstår nu som genier og vismænd, der altid har ret. Lad os afsløre dem som det, de er nemlig nogle, der ikke kan se ret meget ud over egen næsetip. Når de så har mistet troen på, at de ved bedst, er det lettere at fravriste dem magten. Eller endnu bedre - få dem til at tilslutte sig vores bevægelse. Strategien skal så også handle om, at de folkelige bevægelser skal skabe sammenhænge i vores egen bevidsthed, så vi ikke længere er ofre for den massive bevidsthedsindustri, der i dag styrer og kontrollerer vore tanker. Den måde, som vi planlægger, organiserer og udfører arrangementer, skal være en læringsproces og udviklingsproces, hvor vi genskaber en fri bevidsthed. I stedet for stand-up komedier, hvor man mødes for at grine, skal vi lave samtalemøder, hvor vi ikke bare griner af dumheder, men også smiler af visioner. I stedet for sms er og Facebook, hvor vi fortæller vennerne, at vi lige nu vasker op, skal vi have lokale, regionale og nationale emneblogs, hvor vi fortæller om vore tanker og vore forsøg på at ændre noget. Så kan samtalemøderne og de forskellige emneblogs blive dele af en samlet proces. 80

81 Vi skal tage initiativer til lokale arrangementer, hvor alle dele af vores bevidsthed kan udfolde sig på en sammenhængende måde. Alle er med. Ingen er udenfor. De folkelige bevægelser repræsenterer hele folket. Vi skal ikke stræbe efter enighed. Målet er, at du kan udfolde dig, som du har lyst til, og jeg kan udfolde mig, som jeg har lyst til. Der skal være plads til os alle, sådan som vi er. Opgaven er at koordinere os, så vi får et harmonisk fællesskab. Sådan tænkte de i 1810, hvor idéen om socialisme blev formuleret. Det er den idé, vi vil realisere. 81

82 82 Index A aber;63 adel;10 Advokatrådet;67 affald;37 afrikansk kvinde;5 aggression;49 alderdom;14 alienation;10;22;26;35;47;70;75 alkohol;45 Allah;52 allergi;14 alternativt sociale;25 ambassadører;67 analyseenergien;9;20;23;29;48;49;51;56; 58;67;70;72;75 anarkisme;11 Anden Verdenskrig;13 Andersen;19 arabisk kultur;51 arbejdskraft;11 arbejdsløshed;12;14 arbejdsmarked;11 arbejdsplads;39 armbånd;54 arve;44 asocial;25 astma;14 ateisme;67 B bakterier;31;33 bande;63 bankdirektør;15 bankkrak;15 batteri;37 beboerdemokrati;55 befolkningstilvækst;14 begreb;8 belysning;37 benzin;36 bestyrelse;65 bestøvning;14 bevidsthed;8 bevidsthedsdele;17 bevidsthedsmønster;9 bevidsthedspoler;48 bevidsthedsspaltning;10;11;17 bevidsthedsstruktur;26 bibliotek;51 bier;14 bil;7;41;64 biodynamisk;32 biogas;37 bog;19 bolig;39;40 boligejer;15 boligkarré;47 bondekrige;10 brød;32 buede tage;37 bus;40 by;36 byggematerialer;40 byhave;36;68 bønder;10 børnedødelighed;14 børnehave;47;59 børskrak;12 C censor;60 chauffør;39 chok;30 civilisation;22 civiliseret;10 computer;60 D danskernes land;8 David Harvey;13 Demokraterne;58 demokrati;21;58 demonstration;58 deperdution;17;26;35;71 depression;14;42 diktatur;58 disciplin;49 Djævelen;10 drikkevand;31 drivhus;37 dværgsvin;37 dyr;22;30 dyrefilm;5 dyriske drifter;52 dyrkningmetode;32 døde dyr;30 dømmende magt;27 E effektiv;41 egn;33 egnskommune;34 encounter group;70 energi;37 energilegeme;9 energimønster;9 eng;33 England;27 enhedsenergien;9;20;23;29;52;67;70;73; 77 etik;17 EU;13;41 europæisk bevidsthed;23 Euro-zonen;16 evolution;25;29;68 F fabrik;39 fabrikshal;40 faglærere;61 film;51 finanskapital;15 finansspekulant;15 flygtninge;5 FN;16 foder;30 folkemagt;64 folkeråd;64 folkestyre;58 folkets kontor;66 folkets samling;69;79 forening;65 forfædrenes bevidsthed;68 forsvar;63 fortjeneste;11 forurene;39 fotografiapparat;38 franske revolution;26 frihedsbevægelse;24 fugle;33 fælles biler;41 fængsel;64 følelser;52 følelsesforløsning;21 Første Verdenskrig;13 G gadeareal;37 generalforsamling;65 gigt;14 gladiatorer;45 grundloven;27 grundstof;33 grundstoffer;31;46 grundvand;31 Grækenland;16;41 Gud;68 guder;21 guldreserver;15 gulerødder;32 gylle;31 gæld;41 H halm;22 handelsbalance;43 Hanstholm;43 Harvey;13 hash;45 hekse;10;22 helvedet;10 hengivelses-energien;9;54;67;74;78 Hessel;19;42 hest;31 himlen;10 historie;25 historier;51 hjemmehjælper;61 hjerneceller;54 hjernehalvdel;17;70 hjerte;17 humanisme;22 husholdningsaffald;37

83 83 hvilerum;54 højhus;16 høns;37 høre historier;51 håndværker;44 I idéhistorie;21 Illich;38 imperialisme;13 Indien;34 indisk bevidsthed;24 individualisme;11 industrikvarter;39 indvandrere;7 insekter;14;33 investere;12 istid;19 Ivan Illich;38 J Jesus;67 jordbakterier;31 jordbrug;33 jordpriser;34 jævnstrøm;37 jøder;24 K kampsport;64 kaniner;37 kapitalisme;11 kapitalist;16;27;58 kernefamilie;11;19 Kina;34 kirke;10 kiselkrystal;9 klage;67 klan;63 klassesamarbejde;27 klimaforandring;19 kløvergræs;31 knallert;64 knuste vinduer;63 kogødning;32 kolonialisme;13 komfur;37 konkurrence;12;42 konkurrencedygtig;16 konkurs;15 kontakthjælp;47 kontrakt;58 koordinere;65 Koranen;52 korn;32 kornsukker;14 kraft;21 krampe;30 krig;15;19 kriminelle;64 krise;12;15 kristendom;67 kræft;14 Kul- og Stålunionen;13 kuldioxid;14 kultur;8 kulturrevolution;70 kunstgødning;32 kvindeforskning;52 kvindefrigørelse;52;71 kvindehuse;5 kvindeundertrykkelse;19 kvælning;30 kvælstof;31 kyllinger;30 kærester;10 København;43 kød;30 kødrus;45 L lagerbygning;38 land;34 landbrug;30;31 landsby;6;9 landsbyformand;6 landsbyfællesskab;63 larm;49 lastbiler;39 leder;59 lektier;51 Lene Andersen;19 levealder;19 lov;21 lovgivende magt;27 lykkepiller;14 lyset;37 lyst;17;54 læge;46 lære udenad;49 lærere;59 læse;51 lån;41 M madkultur;37 madlavning;48 magt;6;27 makeup;54 mandehuse;5 marionetregering;23 matematiklærer;60 matriarkat;19 medicin;14 mejetærskning;32 Mellemøsten;19;21 menneskerettigheder;19 Middelalder;22 mikroskop;33 mobning;52 modtager-energien;9;54;68;74;78 moms;43 monopolkapitalisme;12 Moore;29 moral;17 Mors;34 mose;33 motorcykel;64 motorveje;39 muslimsk kultur;51 myte;18 mæt;46 Månen;16 N narkobande;63 nationalisere;17 nationalist;27;58 nationaløkonomer;42 nedslidning;42 neg;32 negerslaver;30 nervepiller;14 nervetråde;54 ny historisk fase;16 nytårsfest;7 næringsstoffer;31 O offentlig ansatte;65 olie;13;36 ombudsmandskontor;67 onani;5 ond;16 oplysningstid;21 opvartes;47 overfald;63 overskud;44 overspænding;9 ovn;37 P palæstinenser;24 parforhold;11 parkering;41 partier;55 penge;15 pensum;60 pisk;19 plantehjælpemidler;32 planøkonomi;22 plejehjem;61 politi;63 politisk parti;56 problemformulering;49 profit;11 protein;45 proteinfoder;30 præparater;32 pædagog;59 pære;37 R racerbaner;39 regnskabschef;15 reifikation;11;26;35;47;53;70 religion;67 rente;5 Republikanerne;58 revalidering;7 revolution;10;27 revolutionær bevægelse;58 ringe;54 ro;54 robot;16 rockerbande;63

84 Rudolf Steiner;32 rødder;31 S salmevers;49 samarbejdskomité;66 samfundssystem;58 samlet arbejdsstyrke;9 samlings-energien;9;53;64;73;76 sammenbrud;41 Satan;10;19;68 sejlads;38 selvbinder;32 selvforsyning;33;37 selvtægt;63 selvundertrykkelse;52 senil;56 sex;5 sindssyg;10;22 skaber-energien;9;54;67;73 skat;46 skattemester;15 skillevægge;40 skole;48;59 skov;33 skælde ud;49 slagtninger;30 sløjt;48 smerte;20 snyde-mad;14 social bevidsthed;53 socialhjælp;47 socialiseringsproces;26 socialisme;10;21;79 socialist;27;58 socialrådgiver;5 solceller;37 soldater;63 Sovjetunionen;23 spanskrør;49 spekulation;15 sport;48 spænding;9 spændstighed;9 stald;22 statsambassadør;67 statskapitalisme;12 Steiner;32 stenalder;19 Stéphane Hessel;42 stivelse;14 stoffer;45 storby;46 Store Ånd;68 storfamilie;63 stress;14 strøm;37 sukkersyge;14 sultegrænsen;14 svin;30 Sydfyn;34 Sydhavn;63 syg;46 syning;48 sø;33 T Tandlægerådet;67 telepatisk modtagende;68 tempo;42 terapi;21 territorieenergien;9;24;49;51;63;72;74 Thomas Moore;29 Thy;43 tis;46 tjenere;47 tobak;45 tortur;22 trafikulykker;39 traktor;31 transport;38 transporttid;40 Tristan og Isolde;18 tro;23 trække vejret;30 Tyskland;16;41 tærskemaskine;34 tærskning;32 tøj;54 U udlevelses-energien;9;50;58;59;72;75 udligningsordning;43 udøvende magt;27 uland;14;23 underernæring;14 underspænding;9 undervisningsmetode;49 ungdomsoprør;25 usocial;25 utopi;29 V valuta;34;43 vegetar;45 vekselstrøm;37 velfærd;47 velstand;47 venstreorienteret;29 venteliste;55 verdensorden;68 verdensregering;16 vi-bevidsthed;53 videnskab;23;67 video;51 vilde planter;33 vilje;17;54 vindeltrappe;40 vindmøller;37 virksomhed;44 visdom;54;56 visualisere;69 vækst;13 våben;64 ægteskabspapir;6 Æ Ø økologi;31;33 økologisk landbrug;31 økonomisk balance;44 økonomiske zoner;34 ørken;19 å;33 ånd;32 ånder;21;68 Å 84