Udlændingenævnet Adelgade København K (Kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg ved advokatfuldmægtig Aleksander Lind, København)

Transkript

1 Retten i Horsens DOM Afsagt den 6. april 2016 i sag nr. BS /2015: A... Pakistan og B (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, København) mod Udlændingenævnet Adelgade København K (Kammeradvokaten ved advokat Jacob Pinborg ved advokatfuldmægtig Aleksander Lind, København) Sagens baggrund og parternes påstande Udlændingenævnet traf den 18. juni 2014 afgørelse om at nægte sagsøgeren A opholdstilladelse i Danmark efter reglerne i udlændingelovens 9, stk. 8, om ægtefællesammenføring. Sagen drejer sig om, hvorvidt denne afgørelse skal ophæves og hjemvises til fornyet behandling. Sagsøgerne er fætter og kusine, og det er et hovedspørgsmål under sagen, hvorvidt formodningen for tvangsægteskab/arrangeret ægteskab er afkræftet, jf. udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt.

2 - 2 - Sagsøgerne, A og B, har påstået, at Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 skal ophæves, og at sagen skal hjemvises til fornyet behandling. Sagsøgte, Udlændingenævnet, har påstået frifindelse. Oplysningerne i sagen Sagen er anlagt den 15. maj Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 218 a, stk. 2. B og A, som begge er afghanske statsborgere, er født den xx. xx henholdsvis den xx. xx Det er ubestridt, at de er kusine og fætter. Parterne er enige om, at det kan lægges til grund, at B har været gift med en søn af naboen til hendes familie, og at dette ægteskab er bragt til ophør på en måde, som kan sidestilles med skilsmisse. B og A blev efter det oplyste gift den 2. marts A indrejste til Danmark den 18. marts 2012, og hun fik den 11. april 2013 opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 2. Hendes asylmotiv var, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes far eller familien til hendes første ægtefælle vil slå hende ihjel. Den 3. september 2013 søgte B og A om ægtefællesammenføring i Danmark på grundlag af deres ægteskab. Den 13. november 2013 afslog Udlændingestyrelsen at give A opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens 9, stk. 8, idet det var styrelsen opfattelse, at ægteskabet ikke blev indgået efter B og As eget ønske. Den 18. juni 2014 traf Udlændingenævnet afgørelse på baggrund af klage fra B og A over Udlændingestyrelsens afgørelse.

3 - 3 - Af Udlændingenævnets afgørelse fremgår, at Udlændingenævnet ikke fandt grundlag for at ændre styrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste til, at "det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske". Forklaringer B har forklaret, at det er rigtigt, at A er hendes fætter. Deres mødre er søskende. De har ofte besøgt hinanden sammen med familierne. De boede i samme by og har set hinanden jævnligt. Familierne har mest set hinanden i weekenderne, hvor de også overnattede hos hinanden. Hun kan huske sin fætter fra 5-6 års alderen, hvor de tog til basaren, og han købte små ting til hende. Deres mødre talte om, at hun og A skulle giftes. Det, at forældrene enedes om, at de skulle giftes, var ikke afgørende. Det var kun, hvis forholdene blev til det, at de skulle giftes. Det var klart, at hendes mor syntes godt om A. Hun blev selv forelsket i A senere. Da hun var 9-10 år, fik hun at vide, at de skulle giftes. Det var hun glad for. Hun kendte A godt, og det ville derfor være godt. Efterhånden søgte de hinanden, ligesom de legede og lavede sjove ting sammen. Hun opdagede da, at hun havde følelser for A. Det var senere, de talte om, at de skulle bo sammen. Det var måske, da hun var år. Det er almindeligt at blive gift tidligt - i en alder af år - i Afghanistan. De blev ikke gift på det tidspunkt, da A mente, at han skulle tage en uddannelse og stå på egne ben, så han kunne forsørge en familie. Det var en fælles plan, som de talte om. De talte om, at de skulle giftes efter hans uddannelse. Det ville tage 5 år at blive færdig med uddannelsen. Hun var 18 år, da han startede på sin uddannelse. Hun boede i landsbyen, og han boede i Kabul. De holdt kontakt per telefon. Han ringede til hendes far, som gav hende telefonen. Hun havde ikke selv en telefon, og det var derfor, at det gik gennem hendes far. Hendes familie var ikke meget religiøs, men hendes familie var en del af det lokale samfund, og de regler, som gjaldt der, overholdt hendes familie. Der kunne godt være forskel udadtil og indadtil. Mens hun boede hos sin familie, havde hun et godt liv og var glad. Hun havde planer om A, som hun elskede, og hun ville skabe et godt liv med børn. Hun er selvfølgelig meget ked af, at der skete sådan en begivenhed, som påvirkede hendes liv så meget. Hun boede hos nabofamilien i ca. 5 måneder. Det var et svært og dårligt liv. Hun forsøgte ikke at tænke på det. Det var en nødsituation, hvor hun blev tvunget til at gifte sig med nabosønnen. A kontaktede hende per telefon og fortalte, at han elskede hende, og at han ville gøre alt, hvad han magtede for at redde hende. Han hjalp hende med at flygte, og de tog derefter

4 - 4 - over til As mor, hendes moster. De talte der om, at hun og A skulle stikke af, og at de skulle giftes hurtigst muligt. Det var ikke en nem beslutning at stikke af fra familien. De skulle opfylde deres families forventninger, hvorefter de kunne stikke af. De beroligede også sig selv ved at blive gift. De ville derefter hurtigt væk fra Afghanistan. Det var ikke hendes drøm, at det skulle ske sådan, men bagefter var hun glad for det. Det var hende selv, som bestemte, at de skulle giftes. B har endvidere forklaret, at da hun kom til Danmark nævnte hun for politiet, at de var kommet fra hinanden. Hun kontaktede også Røde Kors, ligesom hun talte med en afghaner på asylcentret om at finde A. På asylcentret, som blev drevet af Røde Kors, spurgte hun på kontoret, om de kunne hjælpe med at finde A. Hun har forsøgt at finde A, siden hun kom til Danmark, men Røde Kors kunne ikke finde ham. Hun fik kontakt til ham, efter hun flyttede til X-by. Hun fik i X-by kontakt til nogle herboende afghanere, som hjalp hende. Den ene hedder D og den anden hedder E. D havde kontakt til Afghanistan, og han hjalp med at finde As far. Hun fik derefter kontakt til A. Da de talte sammen første gang, var hun så glad. Det var den bedste følelse, fordi der var gået så lang tid. De spurgte meget hinanden, hvordan det var gået siden, de var blevet adskilt, og derudover talte de meget om deres følelser, og om at de savnede hinanden. Da hun havde fundet ham, fortalte hun A om reglerne om familiesammenføring. Det var E, som hjalp hende med papirerne, men hun fik også hjælp på et kommunalt kontor. Hun var ikke klar over, at det kunne være et problem, at hun og A er fætter og kusine. Hun er rigtig glad for at være i Danmark, hvor hun føler sig i sikkerhed. Hun mangler bare sin mand, ellers har hun det rigtigt godt. Hun har for første gange fået mulighed for at sige ja og nej til de ting, som betyder noget for hende. Hun går på sprogskole, og hun vil gerne på universitetet og læse til tandlæge. Den mulighed har hun ikke haft i sit hjemland. Hun er muslim, men hun går ikke med tørklæde, da det ikke har betydning for hende. Det har hun selv valgt. Hun har ikke familie i Danmark, men hun har venner både danske og afghanske. Hun har ikke haft kontakt med sin familie, siden hun flygtede. De er flyttet til et andet sted i Afghanistan. Da hun kom til Danmark, blev hendes efternavn skrevet forkert, da hun blev registreret med sin første mands efternavn. Det ønskede hun ikke, og hun fik det derfor omregistreret. Der er stor forskel mellem hendes første og andet ægteskab. Det første var tvunget, og det andet var af fri vilje. Det var på grund af kærlighed, og det er kun derfor, hun ønsker, at de skal leve sammen. Det var hendes egen beslutning, og der er ikke nogen, som kan få hende til at sige nej til sit andet ægteskab. Hun har fuld respekt for lovgivningen, og hun forstår, at loven skal beskytte mod tvangsægteskaber, men hendes ægteskab er fri vilje.

5 - 5 - Deres forældre havde en mundtlig aftale om, at A og hun skulle giftes. Det var dog ikke nødvendigvis, at det ville ende med et ægteskab, det kunne de selv ændre. Der var en forventning om, at de skulle giftes, og det talte hendes forældre om. Det var kun hendes mor og hendes moster, som havde en aftale. Det betød ikke, at det skulle være sådan. Hendes far var indforstået med mødrenes aftale. Betydningen af den mundtlige aftale var ikke så stor, og hendes far skulle derfor ikke spekulere så meget på det. Hendes far ville ikke sætte sig imod aftalen. Den endelige beslutning var hendes. Hendes første ægteskab var under tvang, hvor hun havde en pistol for panden. Det var Talibans råd, og den beslutning kan man ikke modsætte sig. Hendes far blev nød til at tage imod tilbuddet fra Taliban om, at hun blev givet væk til den anden familie. Hendes far kunne ikke nægte det. Hendes far forsøgte meget at løse problemet på andre måder, men beslutningen var Talibans, og deres ord er lov, og det skal følges. Hendes familie er derfor også imod det ægteskab, som hun har med A. Hendes far er helt afgjort imod. Hendes mor elsker hende, og hun er ikke imod ægteskabet med A. Hendes mor ønsker det bedste, ligesom hendes søskende ønsker det bedste for hende. Hun er bange for sin far, men det har hun ikke altid været. A har forklaret, at han er Bs mand, og at han derudover er Bs fætter. Deres mødre er søstre. De har ikke familietilknytning på deres fædres side af familien. De kommer fra samme by, hvor han boede i byen, og B boede tættere på landet. De besøgte hinanden fra barndommen og har leget sammen. Han er 4-5 år ældre end B. De traf begge beslutningen om, at de skulle giftes. Deres mødre havde ikke afgjort, at de skulle giftes, men de har talt om, at han og B skulle giftes. De bestemte selv, at de skulle giftes, og han besluttede sig endeligt, da han havde læst og fået uddannelse. Hans mor har nævnt, at deres mødre talte om, at de skulle giftes. Det var måske, da han var år, men han tog det ikke alvorligt. Han var for ung til at tænke over, om det var en god ide. Da de blev ældre, blev de forelsket i hinanden. Han havde også tidligere en ide om, at de ville blive rigtigt forelsket, når han blev ældre. Der kom på et tidspunkt hjertelige følelser rigtige følelser mellem ham og B. Han var ca. 16 år, da han begyndte at få følelser for B. Hun var ca. 13 år dengang, og hun vidste godt, hvad de snakkede om. Han sang en sang for hende hele tiden, når de var sammen. Han kan ikke beskrive, hvor højt han elskede hende. Beslutningen om, at de skulle giftes, var en fælles beslutning. Det var ikke noget, som han besluttede alene. De besluttede sammen, at de ville vente til, han var færdig med sin uddannelse. Han var da 23 år og skulle starte medicinstudiet. Deres familie ønskede kun det bedste for dem, men det var hans og Bs egen beslutning. Familierne var klar over, at de elskede hinanden, og der var derfor ikke nogen barriere. Der var ikke noget

6 - 6 - pres fra familien, da han var en voksen og havde en uddannelse. Familierne i deres område er religiøse, men hans familie var mere moderat religiøs og havde uddannelse. Hans far havde en tæppeforretning, og hans mor var husmor. Han og B holdt kontakt per telefon, mens han var i Kabul. De talte meget sammen i telefonen, og han kom også hjem til byen et par gange om året på ferie. Han talte ofte med B, nogen gange 4 gange om ugen, andre gange måske 4 gange om måneden. De talte om, hvorfor de elskede hinanden og om deres livsplaner. B vidste godt, hvordan hans liv i Kabul var. De talte mest om dem selv. Han hørte via sin mor, at B var giftet bort. Hans mor sagde, at B var givet bort til nogen andre. Han fik også at vide hvorfor. Han fik et stort chok både fysisk og psykisk. Det var som at få et sår på hjertet, da alle hans drømme blev ruineret. Det var som om, han havde mistet alt. Det er meget mildt sagt at sige, at han blev ked af det. Han tænkte straks på, hvordan han skulle redde sin elskede. Han talte med B, og de besluttede sig for at stikke af. Han fik telefonisk kontakt med B med hjælp fra Bs yngste søster. Han gav en telefon til Bs yngste søster, som gav telefonen til B. B ringede derefter til ham. B klagede i telefonen over forfærdelig hændelser, som overgik hende. Hun blev nedgjort og slået. Han sagde derfor til hende, at han ville gøre alt for at redde hende. De besluttede sammen at stikke af. Alle deres beslutninger både tidligere og efterfølgende har været fælles. Det var måske efter anden telefonsamtale, at B stak af til hans mor. Da B kom hjem til hans familie, havde hans far inviteret en mullah og to vidner. Det var hans og Bs beslutning, at de skulle giftes. Hans far arrangerede, at præsten kom. De havde deres forældre til stede, og de ville vise dem respekt ved at blive viet, mens de var dér. De kunne ligeså godt være stukket af, men for at vise respekt for deres forældre blev de gift først. De blev adskilt under flugten. Det var B, som kontaktede ham. Han var selv i skjul, og derfor var hans egne muligheder meget begrænsede, men han ledte også efter hende. B kontaktede hans far, og hans far kontaktede derefter ham. Han og B spurgte hinanden, hvor de var, og hvad de lavede, men de talte mest om, at de elskede hinanden. De havde planer om at flygte og leve sammen i Danmark. De besluttede sig for at tage til Danmark, før de blev adskilt, fordi de havde talt med en menneskesmugler, som de havde en aftale med. Han fandt menneskesmugleren igen, efter de blev adskilt, og menneskesmugleren forsikrede ham om, at B nok skulle komme til Danmark. Han forsøgte at spørge rundt omkring, hvor han kunne finde B, men han flygtede også selv fra sted til sted. Han bor i Pakistan nu, hvor han lever i skjul. Han bor der ulovligt, og han er bange for Bs eksmand, som vil slå ham ihjel efter reglerne om tand for tand. Der er meget kontakt mellem Afghanistan og Pakistan, der hvor han opholder sig, og mange rejser frem og tilbage. Det er nemmere at skjule sig for myndighederne i Pakistan og dermed bo

7 - 7 - ulovligt, og derfor er han ikke rejst længere væk. Han taler med B så ofte, som han kan. De er meget forelskede og kontakter hinanden ofte. De er mødtes én gang personligt. Det var i juli 2015, hvor B kom på et besøgsvisum til Pakistan. B kunne rejse lovligt, men deres møde i Pakistan var skjult, og der var ikke nogen, som vidste, hvor de var. Deres familier vidste ikke, at de mødtes. Deres beslutning om at blive gift var deres fælles, og de er to voksne. I Afghanistan er det sådan, at navnene følger efter den mandlige generation. Det har derfor ikke stor betydning, at de er fætre og kusiner på mødrenes side. Han kan ikke sige præcist, hvor ofte han talte med B, mens han boede i Kabul. Hver gang han ringede til Bs far, sagde Bs far, at B var syg eller ikke til stede. Han sagde ikke, at hun var giftet bort. Han vil gerne have ophold i Danmark, fordi han vil rejse derhen, hvor hans elskede bor. Det er hans højeste ønske, og det er den eneste begrundelse, at han skal forenes med hende. De blev væk fra hinanden i Tajikistan. Han har aldrig boet der. Han boede i Tajikistan i 6 måneder, efter de kom væk fra hinanden. Han har ikke haft mulighed for at blive der, da der er kontrol med dem, som opholder sig der. Efter de blev adskilt, talte han med menneskesmugleren om, hvad han skulle gøre. Smugleren fandt på forskellige begrundelser for, at han skulle vente 1 uge, 1 måned osv., men til sidst forsvandt menneskesmugleren. Han ved, at B bor i X-by, og at hun læser og gør sig klog. F har som vidne forklaret, at hun har kendt B i 2-2½ år. De har lært hinanden at kende hos en afghansk familie, som de begge besøgte. De er nu bedste veninder. De har begge travlt, men de ses i weekenderne. Hun ved, at B er gift, og det er hendes indtryk, at der er stor kærlighed mellem B og hendes mand. Hun har bemærket det ved deres lange og hyppige telefonsamtaler. Hun har ikke siddet lige ved siden af, men hun har fulgt med ved, at hun fx har lavet mad, mens B har talt i telefon. Hun har ikke bemærket noget usædvanligt ved ægteskabet. B elsker sin mand meget. Det er ikke hendes indtryk, at B har giftet sig som følge af tvang. B har selv truffet beslutningen, og hun elsker A meget. Hun ved godt en del om Bs fortid, men når B skal fortælle om det, får hun det dårligt, og B vil derfor helst ikke tale om det. B tænker meget på A, og de taler meget om, hvornår de kan blive forenet. Da hun mødte B, fortalte B ikke med det samme, hvad der var hendes problem. Det kom først frem, da de kendte hinanden bedre. B fortalte, at hun ledte efter sin mand. Vidnet fortalte dette til sin mand, som talte med D. De har derefter hjulpet B. B har også forsøgt at få hjælp hos nogle andre afghanere i Y-by. B har været ivrig efter at få sin mand hertil, og det kan flere bevidne. B er meget selvstændig, ligesom B har været meget dygtig til at lære sproget. I forhold til en afghansk kvinde lever B et frit liv i Danmark. I Danmark er der sikkerhed, og der er ikke nogen, som vil gøre

8 - 8 - hende fortræd. Vidnet er ikke i familie med sin ægtefælle. B har fortalt, at A er en god fyr og et godt menneske. B har også fortalt, at hun elsker ham, men vidnet har ikke stillet mange private spørgsmål. Hun ved kun, hvad B selv har fortalt. B har ikke fortalt om As familie. Når de ses i weekenderne, taler B meget i telefon. G har som vidne forklaret, at han har kendt B i 1 år og 4 måneder. Han er ansat på Y-firma, hvor han står for undervisning i blandt andet arbejdsmarked og praktik. Hans job består også i at hjælpe eleverne med forskellige vanskeligheder. Han er kommet tæt på B på to måder. Han har hjulpet hende med praktik, og han har der lært B at kende, som en der godt ved, hvad hun vil. Hun ville gerne ud på et plejehjem. I forbindelse med et foredrag 0m flygtninges rettigheder, hvor han og B deltog, hørte han om de trælse forhold, som hun har været igennem. Han har siden læst hendes papirer. Som han forstår det, skulle hun giftes med sin fætter, og det var fryd og gammen, indtil der skete en ulykke, hvorefter hun blev gift med en anden mand. Han har talt med hende om det, og han har kunnet mærke, at det har været en rigtig grim oplevelse. Som han forstår det, så er der kærlighed til A. Det kan godt være, at det er en fætter, og at det har været lovet, men det er hans indtryk, at der er et kærlighedsforhold. Det var meget uheldigt, at hun i før-ste omgang blev gift med en anden. Han tror ikke, at det andet ægteskab er et tvangsægteskab. Det er hans indtryk, at hun rigtig gerne vil have det ægteskab, som hun har nu. Det er ikke hans indtryk, at det er noget, hun bare siger. Hun er meget selvstændig. På sprogcenteret, som er særligt for unge, har de mange fra Syrien. B har været dygtig til at være i det, og hun kan klare sig. Han undrer sig over, at der er tolk med i dag, da B er på slutniveauet på sprogcentret, og hun er ved at være klar til en uddannelse. Han håber, at hun får et arbejde som social- og sundhedsassistent eller som pædagogisk assistent. Han kan ikke finde noget, der peger på, at Bs ægteskab skulle være tvunget. Parternes synspunkter A og B har i deres påstandsdokument af 24. februar 2016 anført følgende anbringender til støtte for deres påstand: "Afkræftelse af formodning om, at ægteskabet er indgået tvangsmæssigt

9 - 9 - Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at det efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder kan lægges til grund, at ægteskabet er indgået efter A og Bs eget ønske. Det følger af udlændingelovens 9, stk. 8, 1. pkt., at en opholdstilladelse efter lovens 9, stk. 1, nr. 1, ikke, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derimod, kan gives, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters eget ønske. Det følger endvidere af udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., at det, hvis ægteskabet er indgået mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters eget ønske. Er ægteskabet herefter indgået mellem en fætter og kusine, vil der således foreligge en formodning for, at ægteskabet ikke er indgået efter begge parters eget ønske. Det følger herefter af de generelle bemærkninger til lovforslag nr. L 6 af 8. oktober 2003, pkt. 3., at formålet med ændringen af udlændingelovens 9, stk. 8, hvorefter bl.a. 2. pkt. i bestemmelsen indsattes, er, at hjælpe de unge, der er i fare for mod deres eget ønske at blive tvunget ind i et ægteskab med en nærtbeslægtet. Det fremgår endvidere, at den præciserede bestemmelse har til formål at sikre, at den unge ikke længere er nødsaget til at oplyse over for udlændingemyndighederne, at der er tale om et tvangsægteskab, hvorved den unge frigøres fra den frygt for repressalier fra sin families side, der ellers kan afholde pågældende fra at give oplysninger om, at der er tale om et tvangsægteskab. For så vidt angår sondringen mellem såkaldte arrangerede ægteskaber, tvangslignende ægteskaber og tvangsægteskaber følger det af besvarelse spørgsmål nr. 19 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 12. november 2004 (L 6 bilag 12), at det efter udlændingelovens 9, stk. 8, alene er afgørende, om der er tale om et ægteskab, der er indgået efter parternes eget ønske, og at de i spørgsmålet anførte begreber ikke anses for egnede til at beskrive det område, der ønskedes reguleret. Det anføres

10 således, at begrebet tvangsægteskab er for snævert, mens begrebet arrangerede ægteskaber for bredt. Det følger således af bestemmelsen, at den ikke er tiltænkt, at regulerer arrangerede ægteskaber, men de alene tilfælde, hvor et sådant ægteskab i øvrigt konkret må antages, at være indgået mod ægtefællernes egne ønsker. Det følger endvidere af de specielle bemærkninger i lovforslag nr. L 6 af 8. oktober 2003 til udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., at det konkret kan godtgøres, at ægteskabet er indgået efter ægtefællernes eget ønske, ved f.eks. længerevarende indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, at parret egenhændigt af planlagt brylluppet eller har samlevet forud for ægteskabets indgåelse. Herved er forudsat, at der skal bestå en reel mulighed for imødegåelse af formodningsreglen om ægteskabets tvangsmæssige karakter. I besvarelsen af spørgsmål nr. 21 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 12. november 2004 (L 6 bilag 12), fremgår det videre, at ministeren, for så vidt angår anmodning om en redegørelse for andre måder, end de i bemærkninger anførte, til, at det kan dokumenteres, at et ægteskab er indgået efter ægtefællernes eget ønske, anfører, at: [u]dlændingemyndighederne vil ( ) kunne lægge vægt på oplysningerne fra parterne selv eller familiemedlemmer, venner eller kolleger til parterner om baggrunden for indgåelse af ægteskabet. At ægteskabet er indgået frivilligt, kan således f.eks. godtgøres ved, at parterne ved siden af at erklære, at ægteskabet er indgået efter eget ønske udtaler sig samstemmende om tidligere kontakt i form af brevveksling, telefonsamtaler og personlige møder. Herudover kan oplysninger om fælles interesser og/eller venner samt oplysninger om den måde, parret har mødt hinanden på, indgå ved vurderingen af, om ægteskabet anses for indgået efter eget ønske. Det er væsentlig at have for øje, at formålet med den foreslåede formodningsregel ikke er at begrænse antallet af ægtefællesammenførte udlændinge, men at give unge, der er i risiko for

11 at blive tvunget eller presset ind i et ægteskab med en beslægtet mod deres eget ønske, en mulighed for at undgå dette. Udlændingemyndighederne vil ved administrationen af bestemmelsen naturligvis have formålet med bestemmelsen for øje. Af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations praksisnotat af 16. oktober 2009 om udlændingelovens 9, stk. 8, og den deri omtalte praksis, jf. særligt pkt. 6.1., fremgår endelig bl.a., at der tillige kan lægges vægt på ægtefællers langvarige kendskab til hinanden, herunder at de har lært hinanden personligt at kende som børn mv., og således har kendskab til hinanden, som ligger ud over, hvad der er normalt mellem nærtbeslægtede, ved vurderingen af den frivillige karakter af ægteskabet. Det gøres herefter til støtte for den nedlagte påstand gældende, at det i sagen kan lægges til grund som ubestridt, at B blev tvunget til at indgå ægteskab med en nabosøn grundet den i Afghanistan mellem hendes familie og naboens families opståede konflikt. Det er endvidere ubestridt, at hun ikke ønskede at indgå ægteskabet eller forblive gift til nabosønnen, samt at hun flygtede fra ægtefællen og dennes familie, jf. hertil Flygtningenævnets begrundelse og resultat gengivet i sagens bilag 1. Det gøres herefter gældende, at disse forhold konkret i sig selv helt afgørende taler imod, at det ægteskab B efterfølgende har indgået med A, og med hvem hun flygtede til Pakistan, men blev adskilt fra, skulle have samme tvangsmæssige karakter, som det første ægteskab hun blev tvunget til at indgå mod sin vilje. Det bemærkes således, at Udlændingenævnets vurdering i sin afgørelse af 18. juni 2014, hvorefter det tillægges betydning, at B var ulykkelig i ægteskabet med nabo-sønnen, og at hendes eneste udvej ud af dette ægteskab var at gifte sig med A, som det oprindeligt var familiens ønske, beror på uklare mulige bevismæssige antagelser, der ikke i øvrigt i afgørelsen er uddybet. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnets inddragelse af de oplysninger, der er fremkommet og lagt til grund under Flygtningenævnets behandling af Bs asyl-sag, og som

12 knytter sig til, at A skulle have ønsket at bortføre hende, ses inddraget i sagen på en ganske uklar, forkert og tendentiøs måde. Det gøres således gældende, at den forklaring, der blev afgivet af B mundtligt til Flygtningenævnet, jf. sagens bilag 1, side 17, er gengivet forkert. Det anføres således af Udlændingenævnet, jf. sagens bilag 3, side 5, 5. afsnit, at A var blevet vred, da han hørte, at [B] var blevet givet bort til en anden mand, idet hun var hans ære, [og] at han herefter havde besluttet sig for at bortføre hende. Imidlertid fremgår det af Flygtningenævnets afgørelse, at A blev vred, idet han elskede [B], og hun var hans ære. Den bevismæssige vægtning af disse faktiske omstændigheder, ses således på grund af en forkert læsning af referatet umiddelbart at lede til en fejlagtig konklusion, om antydningen af et tvangselement i ægteskabet. Det bemærkes således, at anvendelse af ordet bortføre, af Udlændingenævnet ses inddraget og benyttet ude af den rette kontekst. Det fremgår således af Flygtningenævnets afgørelse, at det mellem A og B blev drøftet, at han skulle bortføre hende, og at der således, uanset anvendelse af ordet, reelt set var tale om en fælles planlagt flugt. Det gøres på den baggrund gældende, at den bevisvurdering, der konkret er foretaget af Udlændingenævnet og den inddragelse, der er sket af disse afgørende oplysninger er grundlæggende forkert. Det gøres herefter gældende, at en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, som bl.a. er lagt til grund af Flygtningenævnet i forbindelse med B er meddelt asyl i Danmark, helt afgørende taler imod, at det efterfølgende ægteskab mellem B og A er indgået mod parrets eget ønske. Det gøres i forlængelse heraf gældende, at når disse forhold sammenholdes med formålet med bestemmelsen, der indebærer et ønske om at sikre, at den unge ægtefælle frigøres fra den frygt for repressalier fra sin families side, der ellers kan afholde pågældende fra at give oplysninger om, at der er tale om et tvangsægteskab, foreligger der intet meningsgivende grundlag, der konkret kan forklare, hvorfor B efter, at hun i Danmark har opnået fuld beskyttelse for

13 mulige repressalier fra bl.a. sin egen familie, skulle ønske at forblive gift og opnå ægtefællesammenføring med A, hvis ægteskabet er indgået mod hendes ønske. Det bemærkes hertil endvidere, at der ikke i Danmark findes familiemedlemmer, der i øvrigt kan udsætte hende for repressalier. Det gøres supplerende hertil gældende, at B og A er vokset op sammen og herved har opbygget en relation ud over deres slægtskab gennem opvæksten, at de var henholdsvis 23 og 28 år gamle da de blev gift, at ægteskabet uanset den oprindelige arrangerede karakter afventede A færdiggørelse af sine medicinstudier, samt at B efter sin flugt til Danmark egenhændigt efterlyser A gennem Røde Kors. Disse momenter støtter, at ægteskabet uanset slægtskabet er indgået efter A og Bs eget ønske. Det bestrides herudover, at det kan lægges til grund, som det er sket i Udlændingenævnets afgørelse, at A og B ikke skulle have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet. Det gøres herefter gældende, at det efter en konkret og samlet vurdering af sagens omstændigheder kan lægges til grund, at formodningen om at ægteskabet er indgået tvangsmæssigt er afkræftet, og at det således er indgået efter A og Bs eget ønske og frivilligt. Der foreligger særlige grunde, der bevirker, at formodningsreglen ikke skal finde anvendelse Til støtte for den nedlagte påstand gøres det endvidere gældende, at der foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at formodningsreglen i udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., ikke skal finde anvendelse. Det gøres gældende, at dette særligt knytter sig, at ægteskabet blev indgået forud for Bs flugt til Danmark, samt at B er meddelt asyl i Danmark. Det følger således af de generelle bemærkninger til lovforslag nr. L 6 af 8. oktober 2003, pkt. 4., om forholdet til internationale konventioner, at:

14 Tilsvarende vil der helt undtagelsesvist kunne være ganske særlige grunde, der afgørende taler for, at der må meddeles opholdstilladelse på grundlag af et ægteskab eller samlivsforhold, selv om det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet eller samlivsforholdet er indgået eller etab-leret efter begge parters eget ønske. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er forløbet mange år siden indgåelsen af et ægteskab, og parterne siden har samlevet, og det nu må læg-ges til grund, at begge parter ønsker at fortsætte samlivet. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets ~1, nr. 2. Det er på den baggrund regeringens opfattelse, at de foreslåede ændringer i relation til udlændingelovens ~9, stk.~8, er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Det følger endvidere af ændringerne af udlændingelovens 9, skt. 8, ved lov nr. 324 af 18. maj 2005, jf. hertil lovforslag nr. L 78 af 23. februar 2005, at der i bestemmelsen indførtes direkte henvisning til hensynet til familiens enhed. Det anføres i de generelle bemærkninger pkt. 10, at det herved sikres, at det klart fremgår, at udlændingelovens bestemmelser kan fraviges, når bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 tilsiger dette. Der er på den baggrund, bl.a. under henvisning til EMRK artikel 8, lagt til grund, at der kan være tilfælde, hvor et ægteskab, der er indgået på en sådan måde f.eks. mellem nærtbeslægtede at det er tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske, alligevel medfører en ret til familiesammenføring i Danmark i lyset af bl.a. respekten for ægtefællernes familieliv. Det bemærkes hertil, at de i bemærkningerne anførte eksempler er ikke udtømmende. Uanset om, det således lægges til grund, at det må anses for tvivlsomt, at As og Bs ægteskab er indgået frivilligt, foreligger der konkret omstændigheder, der herefter tilsiger, at familiesammenføring skal meddeles. Det bemærkes således, at det i et tilfælde, hvor ægteskabet er indgået forud for den ene ægtefælles flugt til Danmark, og hvor der ikke er mulighed for, jf. den af de danske myndigheder

15 tildelte beskyttelsesstatus til B efter udlændingelovens 7, skt. 2, at familielivet kan genoptages i ægtefællernes hjemland, må tillades, at retten til familielivet udleves i Danmark. Det bestrides i den forbindelse, at det kan lægges til grund, at A opholder sig i Pakistan under sådanne omstændigheder, at der ikke kan tages fast ophold i landet, og at B herefter kan tage ophold med ham i Pakistan for der at udleve et familieliv. Det gøres herefter gældende, at muligheden for imødegåelse af formodningen om den tvangsmæssige karakter af et ægteskab mellem nærtbeslægtede i henhold til udlændingemyndighedernes praksis, jf. det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations praksisnotat af 16. oktober 2009 pkt. 6.6., og det anførte i pkt. 4. i de generelle bemærkninger til lovforslag nr. L 6 af 8. oktober 2003 sammenholdt med pkt. 10 i de generelle bemærkninger til lovforslag nr. L 78 af 23. februar 2005, forudsætter, at efterfølgende omstændigheder kan inddrages i afkræftelsen af formodningen. Med andre ord, indebærer ægtefællernes mulighed for efter ægteskabets indgåelse at leve sammen og udøve et familieliv, uanset om ægteskabet på indgåelsestidspunktet ikke var anset som frivilligt indgået, at der kan ske overholdelse af EMRK artikel 8, og at der ikke opstår uproportional indskrænkning i retten. Dette forudsætter dog, som det må lægges til grund at være anerkendt i bemærkningerne mv. til udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., denne mulighed for efterfølgende samliv, f.eks. uden for Danmark, er reelt er til stede. Den i bestemmelsen anvendte bevistekniske forskydning, herunder at udlændingemyndigheden skal give afslag, hvis der er en oplysning om at parret er nærtbeslægtede, medmindre andet er sandsynliggjort, sammenholdt med den bevisbyrde som ægteparret skal løfte, må derfor som indebærer, at ægtefællerne har mulighed for at udleve familielivet, således gives mulighed for på sigt kunne fremkomme med beviser, f.eks. langvarigt samliv, fødsels af fællesbørn mv., således at frivilligheden kan belyses. EMRK artikel 8 må således forudsætte, at et ægtepar ikke i al fremtid udelukkes fra at føre bevis for den frivillige karakter af deres ægteskab.

16 Det lægges til grund, at det som således er anført i bemærkningerne om fravigelse af anvendelse af udlændingelovens 9, stk. 8, således i det hele knytter sig til overholdelse af særligt EMRKs artikel 8, hvorefter ægtefæller gives reel mulighed for at tilrettelægge deres forhold således, at de kan udøve et familieliv, der kan afkræfte en formodning om, at ægteskabet ikke nyder beskyttelse efter EMRKs artikel 8. Det gøres således gældende, at i en situation, hvor familielivet ikke kan udleves i et andet land end Danmark, som det er tilfældet for B og As sammenholdt med, at ægteskabet er indgået forud Bs indrejse og flugt til Danmark, følger det af udlændingelovens 9, stk. 8, at det undtagelsesvis skal tillades, at familielivet udøves i Danmark. Hvis dette ikke sker, afskæres A og B fra reel mulighed for at imødegå formodningen om, at ægteskabet er indgået tvangsmæssigt. I det lys gøres det, henset til sagens særegne omstændigheder, gældende, at afgørelsen er i strid med EMRK artikel 8. Det bemærkes hertil, at det påhviler Udlændingenævnet at godtgøre og bevise, at A og B konkret kan henvises til at genoptage et familieliv i et andet land end Danmark. Der er ikke under sagen fremlagt dokumentation herfor fra Udlændingenævnets side, og allerede af den grund bestrides det, at Udlændingenævnets henvisning til U H, U H og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Gül mod Schweiz har relevans for bedømmelsen af nærværende sag. Det bestrides endvidere som helt udokumenteret, at Udlændingenævnet finder, at B skulle have nogen selvstændig tilknytning til Danmark, herunder at denne tilknytning skulle overgå hendes tilknytning til Danmark, hvor hun er meddelt asyl. Det gøres således gældende, at der herefter i sagen er grundlag for at se bort fra en eventuel tvangsmæssig karakter af ægteskabet ved dets indgåelse.

17 Anvendelse af formodningsreglen er udtryk for indirekte forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8. Det fremgår af EMRK artikel 14, der udgør et accessorisk diskriminationsforbud, at nydelsen af de i EMRK anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold. Det bemærkes, at en krænkelse af EMRK artikel 14 ikke forudsætter, at den materielle rettighed i artikel 8, som diskriminationen vedrører, i sig selv er krænket. Det er således tilstrækkeligt for at anvende artikel 14, at en forskelsbehandling vedrører et forhold, der er omfattet af artikel 8 s anvendelsesområde. Det gøres herefter gældende, at udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt. i praksis rammer bestemte etniske grupper, hvor det er en del af kulturen og traditionen at indgå ægteskaber mellem nærtbeslægtede, herunder som i nærværende sag ægtefæller fra Afghanistan. En sådan indirekte forskelsbehandling er omfattet beskyttelsen i EMRK artikel 14, jf. artikel 8. Det gøres herefter under henvisning til U H gældende, at der i overensstemmelse med praksis fra EMD, jf. hertil særligt EMDs dom i sagen Abdulaziz, Cabales og Balkanda-li mod UK, skal foretages en vurdering af, hvorvidt udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., konkret bygger på et objektivt kriterium, der må anses for sagligt begrunde, og hvorvidt virkningen af bestemmelsen må anses for at være proportional. Det gøres gældende, at udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., som den herefter er anvendt ip A og Bs ansøgning om ægtefællesammenføring ikke opfylder disse betingelser. Uanset, at bestemmelsen varetager et anerkendelsesværdigt og legitimt formål om at hindre tvangsægteskaber mellem nærtbeslægtede, indebærer anvendelse af formodningsreglen med den tilhørende bevistekniske forskydning, at der ikke foreligger proportionalitet mellem det anvendte middel og det formål, der søges opfyldt.

18 Det gøres herved gældende, at den påkrævede proportionalitetsvurderingen indebærer, at det anvendte middel (sidestillen af nærtbeslægtedes ægteskab med et tvangsægteskab) skal være egnet til opnåelse af formålet (ægtefællers beskyttelse mod at blive tvangsgifte), og ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at opnå formålet, jf. hertil endvidere principperne i lov om etnisk ligebehandling 3, stk. 3. Det gøres herefter gældende, at det påhviler Udlændingenævnet at påvise konkrete omstændigheder, der bevirker, at udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., er egnet til bekæmpelse af tvangsægteskaber. Der er ikke i sagen ført bevis herfor, og det bemærkes således, at der ikke foreligger hverken konkrete eller generelle dokumenterbare oplysninger om, at ægteskaber mellem nærtbeslægtede statistisk set oftere skulle have karakter af tvangsægteskaber end andre ægteskaber. Det gøres videre under alle omstændigheder gældende, at udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., går videre end, hvad der konkret kan anses som påkrævet for at opnå målet om at bekæmpe tvangsægteskaber, idet konkret anvendelse af udlændingelovens 9, stk. 8, 1. pkt., og derved konkret afdækning af momenter fra Udlændingenævnets side under sin sagsbehandling i sig selv ville kunne have været tilstrækkeligt til, at der i sagen kunne peges på egentlig tvangselementer, hvorved den ønskede beskyttelse af ægtefællerne mod tvangsmæssigt at skulle leve sammen kunne opnås. En sådan afdækning er ikke forsøgt gennemført, hvorefter sagsbehandlingen og anvendelse af udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., konkret må antages ikke at opfylde det påkrævede proportionalitetskrav. Det gøres derfor gældende, at de særligt tungtvejende grunde for at udøve forskelsbehandling, der skal være til stede i lyset af EMDs praksis vedr. EMRK artikel 14, jf. artikel 8, ikke foreligger. På den baggrund gøres det gældende, at Udlændingenævnets afgørelse er i strid med diskriminationsforbuddet indeholdt i EMRK artikel 14, jf. artikel 8.

19 Det gøres på den baggrund sammenfattende gældende, at Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 bør ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling." Udlændingenævnet har i sit påstandsdokument af 24. februar 2016 anført følgende anbringeder til støtte for sin påstand: "Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgørelse af 18. juni 2014 (bilag 3), hvorefter sagsøger 1 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 9, stk. 8, jf. 9, stk. 1, nr. 1, da det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter sagsøgernes eget ønske. Efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1, litra c, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har opholdstilladelse efter 7, stk. 1 eller 2, eller 8. Det fremgår af udlændingelovens 9, stk. 8, at opholdstilladelse efter 9, stk. 1, nr. 1, ikke kan gives, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende taler derfor, såfremt det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske. Er ægteskabet indgået eller er samlivsforholdet etableret mellem nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, anses det, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters eget ønske, jf. 9, stk. 8, 2. pkt. I bemærkningerne til udlændingelovens 9, stk. 8, 1. pkt., (Lovforslag nr. L 152 fremsat den 28. februar 2002, side 57), er anført følgende eksempel på, hvad der blandt andet kan anses for en ganske særlig grund, der afgørende taler for, at der må meddeles opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet eller samlivsforholdet, selv om det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået eller samlivsforholdet er etableret efter begge parters ønske:

20 Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der er forløbet mange år siden indgåelsen af ægteskabet, og de pågældende har samlevet i den mellemliggende periode, og det må lægges til grund, at parterne begge ønsker at fortsætte samlivet. Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., (Lovforslag nr. L 6 fremsat den 8. oktober 2003), at gruppen af personer, der i relation til 9, stk. 8, 2. pkt., skal anses som nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, omfatter slægtninge i ægtefællernes eller samlevernes bedsteforældres ret op- og nedstigende linje og bedsteforældres søskendes ret op- og nedstigende linje. Gruppen omfatter b.la. bedsteforældrenes børn (onkler og tanter), bedsteforældrenes børnebørn (fætre og kusiner) og bedsteforældrenes oldebørn (fætres og kusiners børn). Er ægteskabet eller samlivsforholdet indgået eller etableret mellem en fætter og kusine, vil der således være en formodning for, at ægteskabet eller samlivsforholdet ikke er indgået eller etableret efter begge parters eget ønske. Det er således op til sagsøgerne at godtgøre, at ægteskabet er indgået efter eget ønske. Sagsøgte lagde som beskrevet i afgørelsen afgørende vægt på, at sagsøgerne ubestridt er nærtbeslægtede (fætter og kusine), samt det forhold, at aftalen om ægteskabet blev indgået af familien, da sagsøger 2 var ni til ti år gammel, og at det således er tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters eget ønske. Da der er tale om en lovbestemt formodningsregel, på-hviler det således sagsøgerne at afkræfte formodningen. Denne bevisbyrde er ikke løftet. Sagsøgte lagde endvidere vægt på, at sagsøgernes angivelse af, at ægteskabet er indgået efter eget ønske, ikke er tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen i udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt. Sagsøgte har desuden bl.a. lagt vægt på, at sagsøger 2 gentagne gange har oplyst, at parrets familier havde arrangeret, at parret skulle giftes, da sagsøger 2 var ni til ti år gammel, at sagsøger 1 var blevet vred, da han hørte, at hun var blevet givet bort til en anden mand, idet hun var hans ære, at han herefter besluttede sig for at bortføre hende, og at sagsøgerne ikke ses at

21 have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet. Der foreligger endvidere ikke ganske særlige grunde, der afgørende taler for alligevel at give sagsøger 1 opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1. Det forhold, at sagsøger 2 er meddelt asyl i Danmark, henset til at hun har forladt sin første ægtefælle, som hun blev tvunget til at gifte sig med af sin fader, at hun var ulykkelig i dette ægteskab og derfor blev gift med sin fætter, som hun oprindeligt var lovet bort til i en alder af ni til ti år, og som hun havde samlevet med i omkring to dage efter dette ægteskabs indgåelse, kan ikke fjerne formodningen for tvangsægteskab eller anses for at være sådanne særlige omstændigheder, at sagsøgerne efterfølgende har haft et sådant forhold til hinanden, at sagsøgerne frivilligt ønsker at leve sammen som ægtefæller. Sagsøgte henviser til, at sagsøger 2 var ulykkelig i sit ægteskab, og at hendes udvej ud af dette ægteskab var at flytte sammen med den mand, som hun oprindeligt var lovet bort til af familien. Det forhold, at sagsøger 2 efterlyste sagsøger 1 via Røde Kors efter ankomsten til Danmark, og at hun derved selv oprettede kontakten til ham, kan heller ikke give anledning til at fjerne formodningen for, at ægteskabet ikke er indgået efter sagsøgernes ønske. Stævningen indeholder ikke bilag eller oplysninger, som ikke er indgået i grundlaget for sagsøgtes afgørelse, og sagsøgtes afgørelse har inddraget de momenter, der efter retsgrundlaget er afgørende. Sagsøgtes afgørelse er således utvivlsomt i overensstemmelse med lovgrundlaget. Det i stævningen anførte, herunder henvisningen til udvalgte uddrag af praksisnotat af 16. oktober 2009 (bilag 4), lovforslag L 152/2002 (bilag 5) og lovforslag L 6/2003 (bilag 6), kan ikke føre til et andet resultat. Det bestrides, at sagsøgtes afgørelse af 18. juni 2014 (bilag 3), herunder fortolkningen og anvendelsen af retsgrundlaget i udlændingeloven, er i strid med EMRK artikel 8 og 14.

22 Sagsøgte henviser til, at det foreliggende ægteskab mellem sagsøgerne ikke kan anses for at være beskyttelsesværdigt efter EMRK. I den forbindelse skal det bemærkes, at det som udgangspunkt er de kontraherende stater selv, der fastlægger reglerne for familiesammenføring. Der henvises i den forbindelse til Højesterets domme trykt i UfR 2000, side 2223 H, og UfR 2005, side 2086 H. Det fremgår således direkte af UfR 2005, side 2086 H, at EMRK artikel 8 ikke pålægger de kontraherende stater en generel forpligtelse til at respektere udlændinges valg af opholdsland i forbindelse med indgåelse af ægteskab eller i øvrigt til at give tilladelse til familiesammenføring. Det er desuden fast antaget i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at konventionens artikel 8 ikke pålægger de kontraherende stater nogen almindelig pligt til at acceptere familiesammenføringer på deres territorium. En pligt for de kontraherende stater til at tillade familiesammenføring vil som udgangspunkt kun foreligge, hvis parterne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøge-ren at indrejse og tage ophold, jf. eksempelvis sag 53/1995/559/645; Gül mod Schweiz. Allerede fordi afslag på ansøgning om familiesammenføring ikke er et indgreb, vil der herefter ikke skulle foretages en proportionalitetsvurdering efter artikel 8, stk. 2. Det fremstår endvidere som udokumenteret, at der foreligger uoverstigelige hindringer ( insurmountable obstacles ) for, at sagsøger 1 og hendes ægtefælle kan tage ophold sammen i Pakistan, hvor sagsøger 2 på nuværende tidspunkt opholder sig. Det bemærkes i endvidere, at sagsøger 1 alene har haft opholdstilladelse i Danmark i lidt over 2 år, og at hun i øvrigt ikke ses at have tættere tilknytning til Danmark end til Pakistan. Det bestrides på denne baggrund, at sagsøgtes afgørelse af 18. juni 2014 (bilag 3), herunder vurderingen af at det må anses som tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., er i strid med EMRK artikel 8 og 14.

23 Det bestrides endelig, at formodningsreglen i udlændingelovens 9, stk. 8, som sådan er i strid med EMRK artikel 8, ligesom det bestrides, at udlændingelovens 9, stk. 8, indebærer ulovlig indirekte diskrimination i strid med EMRK artikel 14." Parterne har procederet i overensstemmelse hermed. Rettens begrundelse og afgørelse Det er udgangspunktet efter udlændingelovens 9, stk. 8, 1. pkt., at der ikke kan gives opholdstilladelse i henhold til reglerne om ægtefællesammenføring, hvis det må anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parters ønske. I henhold til udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt. anses det for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået efter begge parterns ønske, hvis parterne er nært beslægtede, med mindre særlige grunde taler derimod. B og A er kusine og fætter, og efter formodningsreglen i udlændingelovens 9, stk. 8, 2. pkt., skal B og A derfor bevise, at der foreligger sådanne særlige grunde. Bevisbedømmelsen er undergivet sædvanlig domstolsprøvelse, jf. Højesterets dom af 30. januar 2007, UfR H. B og A har begge forklaret, at de har været "lovet til hinanden", siden de var børn, og at det var deres mødre, som havde aftalt, at de skulle giftes. Da hun var 18 år, og da A var 23 år, startede A efter forklaringerne på sin uddannelse i Kabul. Efter de foreliggende oplysninger blev B i slutningen af 2011 af sin far tvunget til at gifte sig med naboens søn som en bod i forbindelse med en nabostrid. Efter forklaringerne stak B af fra det tvugne ægteskab efter 5 måneder, hvorefter hun samme dag, den 2. marts 2012, blev gift med A. B har forklaret, at hun og A blev gift for at opfylde deres families forventninger, før hun og A kunne stikke af. A har samtidig forklaret, at det andet ægteskab var hendes egen beslutning. A har også forklaret, at det var B og hans beslutning, at de skulle giftes. Efter forklaringerne stak de af umiddelbart efter brylluppet og kom fra hinanden efter 2 dage. Uanset B og As forklaringer om, at det var deres egen beslutning at blive gift, lægger retten til grund, at parternes ægteskab, i hvert fald indtil der opstod nabostrid, var arrangeret af parternes mødre og var forventet af familierne. Efter formodningsreglen og formålet med udlændingelovens 9, stk. 8, 1. pkt., finder retten, at B og A ikke alene ved deres egne forklaringer