MKH , Korshøjgård I-II, Nordager, Eltang sogn, Brusk herred, tidl. Vejle amt. Sted nr Sb.nr

Transkript

1 MKH , Korshøjgård I-II, Nordager, Eltang sogn, Brusk herred, tidl. Vejle amt. Sted nr Sb.nr

2 Indhold Resumé... 3 Undersøgelsens resultat Korshøjgård I - Korshøjgård II - Korshøjgård II (Nordager) Korshøjgård I og II - perspektivering og sammenhæng... 9 Litteratur Ordliste for arkæologiske udtryk

3 2013 Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev og forfatterne. Eftertryk tilladt med tydelig kildeangivelse. Dokumentationsmateriale (fund, fotos, stolpehulsskemaer, tegninger, opmålingsfiler og beretning) opbevares på Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev, Dalgade 7, 6100 Haderslev. Bygherre er velkommen til at kontakte museet for den fulde arkæologiske beretning. Resumé Ved den arkæologiske udgravning af to separate udgravningsfelter, benævnt Korshøjgård I og II, forud for vejforlægningen af Lilballevej i den nordlige udkant af Kolding, blev der udgravet et ringgrøftanlæg fra historisk tid, tolket som en pinsebod, samt i alt 23 rektangulære gruber, hvoraf flere fremstod som dobbeltgruber og grubekomplekser. Gruberne tolkes som del af et aktivitetsområde tilknyttet lokale gårdes hørproduktion, dateret til nyere tid, formentlig 19. århundrede. En enkelt grube er en såkaldt hørristningsgrube, de øvrige opfattes som hørrødnings- eller vaske-gruber. Et mindre område sydvest herfor, benævnt Nordager, der skulle udlægges som regnvandsbassin, blev ved samme lejlighed prøvegravet med negativt resultat. Undersøgelsens resultat Fig. 1 Udgravningfeltet med ringgrøftanlæg A1 og grube A2 øst for. Tegning: Lone Frandsen, Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev. MKH 1570, Korshøjgård I Ved udgravningen af lokaliteten Korshøjgård I blev et enligt beliggende ringgrøftanlæg undersøgt nærmere (fig. 1). Indtil 14 C-dateringen forelå, viste det viste sig at være problematisk både af funktionsbestemme og datere ringgrøftanlægget. Flere muligheder måtte tages i betragtning: 1. Var der tale om et ødelagt gravanlæg, med en oprindeligt centralt placeret, nu ødelagt urnegrav? I så fald skulle anlægget formentlig opfattes som en del af en tuegravplads og dateres til førromersk jernalder. 2. Var der derimod tale om resterne af en diemen, det vil sige et forhøjet gulv med opbevaringsplads til hø og 3

4 korn, kunne dateringen også meget vel ligge i ældre jernalder, men en yngre, endda historisk datering kunne ikke udelukkes. 3. En funktion som dyrefold/cirkulært indelukke blev også overvejet, men analyser af fosfatindholdet i jorden talte imod en sådan funktion jorden indeholdt alt for lidt fosfat til, at der kan have gået dyr på arealet. 4. En fjerde mulighed var, at ringgrøftanlægget var en såkaldt pinse-bod : Pinseboder var betegnelsen for jordborde og jordbænke, der blev bygget i landskabet uden brug af tømmer o.lign og typisk rejstes i forbindelse med landbo-fester i historisk tid. Skulle der være tale om et sådan jordbord, kunne der være tale om et anlæg med tilknytning til hørristningsaktiviteterne på Korshøjgård II (se nedenfor). Da 14 C-dateringen endelig forelå 1 og viste at ringgrøftanlægget var fra en fremskreden del af historisk tid, blev de tolkninger, der vedrørte forhistoriske anlæg afvist. I stedet koncentrerede man sig om afklare, hvilken funktion ringgrøften kan have haft i en historisk kontekst. Her kom tolkningen som pinsebod til at stå i fokus. Snit på langs gennem den vestlige del af ringgrøften, set fra sydvest. Landmålerstokken er 40 cm lang. Foto: Lene Heidemann Lutz, Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev Vores viden om pinseboder, altså jordborde og -bænke bygger på oplysninger fra nyere tids folkemindesamlinger. I visse områder af Jylland har man fra 1700-tallet og frem bygget de såkaldte pinseboder, der brugtes i forbindelse med forskellige fester. Pinseboder var betegnelsen for jordborde og jordbænke, der blev bygget i landskabet uden brug af tømmer o.lign. Pinseboderne fungerede som udendørs feststeder, der blev bygget ved at grave en cirkulær eller firkantet grøft og lægge det opgravede jord/tørv uden om kredsen til støtte for ryggen. Man sad så på den oprindelige jordoverflade, placeret med fødderne i grøften og ryggen mod jordvolden. I jordvolden kunne der være sat grene til beskyttelse for vind og vejr. I midten af pinseboden dannede markens overflade et naturligt bord, hvor mad og drikke var anrettet. Der kunne være et ildsted uden for kredsen, hvor der kunne tilberedes lidt stegemad. Pinseboderne kunne stadig ses i terrænet for 15 år siden (pers. oplysning fra Vivi Jensen, Koldinghus). I en kronik af Harald Andersen i Skalk nr. 4, 1977 diskuteres pinseboderne. Andersen argumenterer for, at sådanne jordbænke og borde udmærket kan have 1 AAR: e.kr. Datering angivet med 68.2 % sandsynlighed og udregnet med 1 standardafvigelse. Report 959, AMS 14 C Dateringscenter, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet. 4

5 haft en meget ældre tradition end hidtil antaget og således også været en konstruktion, der har været anvendt i oldtiden. Han mener også, at de historiske pinseboder ofte er blevet forvekslet med forskellige typer af forhistoriske anlæg og konstruktioner, ikke mindst ringgrøfter uden grave eller andet indhold. Var det ikke for 14 C-dateringen til historisk tid, ville vi formentlig have stået med en tilsvarende usikkerhed med hensyn til en tolkning af ringgrøften fra Korshøjgård I. MKH 1571, Korshøjgård II 50 m vest for ringgrøften udgravedes et aktivitetsområde, Korshøjgård II, med ialt 23 rektangulære gruber, herunder flere dobbeltgruber og et større grubekompleks (fig. 2). Gruberne tolkes som spor efter en landlig produktion af hørfibre til tekstilproduktion. Anlæggene skal efter alt at dømme sættes i forbindelse med to, måske tre forskellige stadier i fremstillingsprocessen fra det nyhøstede hør til de brugbare plantefibre: rødningen (den kontrollerede forrådnelse/gæring) af hørstænglerne efter en indledende lufttørring, muligvis den efterfølgende vaskning og slutteligt selve hørristningen/tørringen, der var forudsætningen for, at hørstænglerne derefter kunne brydes (knækkes) og plantefibrene tages ud og videreforarbejdes til tekstil 2. Fig. 2 Korshøjgård II. Udgravningsfeltet med aktivitetsområdet, set fra nord og nordvest. Tegning: Lone Frandsen, foto: Lene Heidemann Lutz. 2 For en mere udførlig beskrivelse af den omstændelige fremstillingsproces, henvises der til litteraturlisten. 5

6 Rødningsgruber og vaske-gruber 3 22 af de rektangulære gruber fra Korshøjgård II var helt homogene og uden lagdeling. Selv om gruberne på nogle punkter afviger fra historiske beskrivelser af hørfremstilling, tolkes disse gruber som såkaldte rødningsgruber og vaske-gruber. I C.F. Greves bog Om Hørret fra 1851 beskrives en rødningsmetode fra Belgien, der formentlig i et vist omfang svarer til fremgangsmåden i Danmark i perioden: Rødning i stillestående vand foretages, hvor man ikke har rindende vand, og stedse med grønt hør, der altså ikke er tørret. Man anvender hertil Grave, som ere 6 til 12 Fod brede, og omtrent dobbelt saa lange, eller hvilken som helst længde, rettet efter mængden af hør, som der skal rødnes. Disse grave fyldes nogle uger før de skulle bruges helst med vand fra fra et åløb eller flod, som da henstaaer udsat for solens og luftens indvirkning for at blødgøres. Sumpigt eller mineralsk vand bør undgaaes, og naar man har grund til at frygte at saadant kunne tilflyde af jorden, graves en Grøft om Graven, der kan optage saadant. De samme grave bruges aar efter andet og omplantes sædvanligvis med Elletræer, hvis blade ved at falde ned i graven antages at forskjønne Hørrens farve, dræbe insekter og blødgøre vandet, gravene ere i det mindste 4 fod dybe (Greve, C.F. 1851:uden sidetal). Denne fremgangsmåde støttes til dels af oplysninger i det lille skrift Landbrugs-Ordbog for den praktiske Landmand forfattet 1879 af E. Møller-Holst. Her redegøres der ned i mindste detalje for de mange produktionstrin i datidens hørfremstilling. Her står bl.a.: Vandrødningen må helst foretages i stillestaaende, rent og blødt Vand; vel kan ethvert Vandhul, Dam eller Tørvegrav grubes, men Mergelgrave ere dog ikke heldige paa Grund af Vandets Kalkholdighed, og Fiskedamme bør ikke anvendes, da Fiskene let dræbes af de under Gjæringen udviklede Stoffer; naar overhoevedet Rødningen skal foretages nogenlunde rationelt, bør man hertil anvende særlig indrettede Grave, hvori Vandes kan ledes ind fra et Vandløb eller en større Vandbeholdning gjennem en grøft; Graven må være 4 Fod dyb, stensat og forsynet med to Stigbord til at regulere Vandstanden. De efter Knevlingen i smaa Neg med Sivbaand løst sammenbundne Hørstængler.anbringes nu i Graven i en skraa Stilling, men Rodenden nedad, det ene Lag efter det andet, indtil Graven er fuld af de svømmende Hørknipper, som hverken må naa Bunden eller stige over Vandfladen, men holdes lidt nedsænkede med Stænger eller Brædder, som betynges med Stene (Møller- Holst 1879:239). Kunsten var at forhindre, at gæringen gik for hurtigt, da det ellers ville bevirke, at stænglerne reelt rådnede og dermed blev ubrugelige. I varmt vejr indtrådte gæringen hurtigt i koldere periode kunne processen bedre kontrolleres. En regulering af vandtilførslen, herunder udskiftning af vandet, kunne være af afgørende betydning for resultatet, hvis rødningen foregik i meget varmt vejr. Kontrollen med processen var ikke særligt arbejdskrævende, men ifølge Møller-Holst må man i varmt vejr allerede efter fem Dage, i koldere Vejr efter en halv snes dages Forløb daglig undersøge tilstanden, for at Hørren ikke skal rødnes for meget. Man optager og og løsner nogle Neg, hvoraf man udtager nogle af de indre Stængler for ved Brydning og skjætning af se, om den træagtige Del er tilstrækkelig skjør og ler kan skilles fra Taverne, uden at disse rives itu (Møller-Holst 1879:240). Under alle omstændigheder skulle hørren blive i vandet, til den var godt slimet (Frøsig 1967, 118) 3 Betegnelsen vaske-gruber er inspireret af de såkaldte vaske-brønde med samme funktion fra Næs, en jernalder/vikingetidsboplads på Sjælland. Disse anlæg, der også sættes i forbindelse med hørfremstillingsprocessen, dateres til yngre germansk jernalder og vikingetid (Møller Hansen & Høier 2000:81). 6

7 Efter rødningen var tilendebragt, blev hørstænglerne taget op og vasket i rent vand, da de var tilslimede og lugtede efter at have ligget så længe i det stillestående vand. Dette arbejde var anstrengende og arbejdskrævende. Derefter lufttørrede stænglerne, hvorefter en egentlig tørring/ristning blev gennemført. Den lufttørrede hør kunne dog også gemmes til næste år, hvor en videre tørring i sol og luft kunne gennemføres, hvis man foretrak en mere nænsom tørring. Under alle omstændigheder var en tørring/ristning af hørren til en knastør tilstand forudsætningen for, at stænglerne slutteligt kunne brydes (brækkes) og plantefibrene tages ud og forarbejdes til tråd og tekstil. De rektangulære homogene gruber uden lagdeling fra Korshøjgård II er noget mindre og generelt knap så dybe som de nedgravninger til rødning, som Greve beskrev i Beskrivelsen af en grøft til påfyldning, udskiftning og bortledning af vandet, som omtales af Møller-Holst i Landbrugs-Ordbogen, blev heller ikke fundet på Korshøjgård II. Man ved imidlertid bl.a. fra den forhistorisk lokalitet Næs at hørrødningsgruber hhv. hørrødningsbrønde også kunne fungere uden et vandregulerende grøftanlæg ved, at man tømte gruberne for vand mellem rødningerne hhv. i løbet af processen, hvis gæringen gik for hurtigt. Grube A14 i snit. Set fra syd. Foto: Lene Heidemann Lutz, Museum Sønderjylland Arkæologi Haderslev. En funktion som rødningsgruber synes derfor at være en plausibel forklaring på langt den overvejende del af de 23 rektangulære ensartede gruber med den karakteristiske homogene muldopblandede fyld, der påvistes på Korshøjgård II. Et mindre antal formentlig de gruber, der ikke var så dybe kan efter min opfattelse have fungeret som vaske-gruber med rent vand, hvor hørbundterne efter rødningen blev skyllet og renset for det rådnede vand, før det blev stillet op til en foreløbig tørring, hvor vandet løb fra negene. Måske har man hvert år gravet nye rødnings- og vaskegruber, men det kan heller ikke afvises, at det påviste aktivitetsområde er udtryk for en storstilet og systematiseret, nærmest industriel produktion over 1-2 år. Placeringen op til hørristningsgruben/brydegruben (se nedenfor) taler i hvert fald for, at de to typer gruber var knyttet til samme systematisk tilrettelagte proces. Formentlig blev rødningsgruberne brugt hen over sommeren, måske delvist parallelt med, at ristningen af hørren stod på i de nærliggende hørristningsanlæg. 7

8 Hørristningsgrube/brydegrube Grube A3 fra Korshøjgård II er en hørristningsgrube/ brydegrube, 14 C-dateret til perioden Gruben har været anvendt mindst to gange, illustreret ved de to brandlag. I gruben har der således været tændt bål i flere omgange både med egetræs-, bøgebrænde og tørv. Det rødnede og vaskede hør blev lagt på et gitter over gruben og tørredes ved ildens og glødernes varme. I 1879 blev fremgangsmåden beskrevet som følger: Hørristningen eller tørringen gennemførtes i en dertil indrettet Grav, som gjøres 4 Fod dyb, og paa hvis Bund man gjør Ild med Tørv eller Skjætteaffald; bedst er det at mure Graven op, saaledes at den bliver lidt smallere for oven, saa at de affaldne Skjæver falde lige ned i ilden til Hørren, der bredes over Stænger eller paa en Hække i Form at en Stige med indflettede Hasselkjæppe. Medens Hørstænglerne tørres eller braades, maa de stadig vendes og passes, og saa snart et Lag er tilstrækkelig tørt, anbringes et nyt over Ilden (Møller- Holst 1879:241f.). Hanne Frøsig gengiver i en artikel fra 1967, hvordan en brydegrav kunne være opbygget: Denne [brydegraven] bestod af en grøft, omkring 3 alen eller et par meter lang, hvori der var trappetrin for den ene ende, så man kunne gå ned i grøften og lægge et bål af tørv til rette. Over grøften blev der lagt et par granrafter, hvorpå der blev lagt et lag grene og kviste, derover hørren. Undertiden gravede man endnu en rende ved siden af den første for at skabe passende arbejdshøjde for den, der skulle passe fyringen (Frøsig 1967:120). De ovenfor omtalte trappetrin er ikke påvist i grube A3, men sådanne trappetrin kan udmærkes erstattes af en stige, der formentlig fjernes efter brug. En større jordprøve fra grube A3 viste sig at indeholde en meget stor mængde forkullet materiale, herunder trækul i mange forskellige størrelser og arter. Prøven blev analyseret og vedbestemt af Peter H. Mikkelsen fra Konserverings- og naturvidenskabelig afdeling på Moesgård Museum. Hovedparten var egetræ (Quercus), men der var også bøg (Fagus) og andre træsorter til stede. Derudover var der i prøven ukrudsfrø af to arter af pileurt, hhv. ferskenpileurt (Polygonum persicaria) og snerlepileurt (Polygonum convolvulus). Da der også blev fundet frø og kapseldele af hør (Linum) bekræfter Peter H. Mikkelsen, at der efter alt at dømme er tale om en brydegrube, beregnet til tørring af hør (Mikkelsen 2007). Hørkapslen blev 14 C- dateret til perioden e.kr. 4 Spindhør. Til højre ses frøkapslen. Efter Salmonsens Konversations Leksikon, AAR e.kr. Gennemsnit udregnet af AMS 14 C Dateringscenteret. Report 64, AMS 14 C Dateringscenter, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet. 8

9 MKH 1571, Korshøjgård II (Nordager) I forbindelse med udgravningerne på MKH 1570 Korshøjgård I og MKH 1570 Korshøjgård I gennemførtes også en mindre arkæologisk forundersøgelse af et mindre areal, benævnt Nordager, sydvest for de to lokaliteter. Her, i et fugtigt område op til et eksisterende vådområde, ønskede Kolding Kommune at anlægge et regnvandsbassin i forbindelse med forlægningen af Lilballevej. Ved den arkæologiske forundersøgelse fremkom ingen forhistoriske fund (et enkelt keramikskår i søgegrøft 1 bortkom) eller anlæg. I søgegrøft 2 frilagdes en træstamme, formentlig af eg. Ved første øjekast så træet ud til at være tilhugget tømmer, men der er efter alt at dømme tale om en naturligt formet egestamme. Området kunne derfor uden videre frigives til det videre anlægsarbejde. Kortene viser placeringen af Nordager med de tre søgegrøfter markeret med rødt. De blå kvadrater nord for er udgravningsarealerne i vejtracéet, Korshøjgård I (til højre) og II (til venstre). Korshøjgård I og II - perspektivering og sammenhæng Korshøjgård II-udgravningen bragte ny viden om landbofamiliernes hørproduktion på Kolding-egnen i det 19. århundrede. Hørristnings-/brydegruber er tidligere udgravet på flere andre lokaliteter i Danmark, så udseendet af disse anlæg var kendt. Forudsat, at funktionen af anlæggene er tolket korrekt, har vi på Korshøjgård II i tilgift til hørristningsanlægget fundet gruber, der har været anvendt i de to produktionsstadier, der gik forud for hørristningen, nemlig vandrødningen og den efterfølgende vask af hørstænglerne. Nyt er også, at de forskellige gruber er påvist på den samme lokalitet og at de er anlagt med en så lille overlapning, at man kan gå ud fra, at gruberne har stået åbne, været i brug samtidigt eller at gruberne har været synlige i terrænet, også efter de var blevet fyldt op. 9

10 Aktivitetsområdet på Korshøjgård II kan udmærket være udtryk for en intensiveret fremstilling af hør, der gik ud over den enkelte gårds husbehov og i stedet skulle bruges i en mere omfattende tekstilproduktion. Dyrkning af hør i større omfang i området nord for Kolding ville gå godt i spænd med den generelle fremblomstring af hørproduktionen, der foregik over hele landet i første halvdel af 1800-tallet. Netop i denne periode fik en nyetableret, men hurtigt voksende tekstilindustri, baserende på råvareleverancer af tekstilhør fra hele landet, indflydelse på afgrøder og arbejdsprocesserne rundt omkring på gårdene. Derfor kan det godt undre, at der ikke blev fundet flere hørristningsgruber på lokaliteten. Hvis bønderne nord for Lilballe red med på denne bølge, fortsætter aktivitetsområdet formentlig udenfor det undersøgte område, højst sandsynligt i sydlig retning ned mod en nu nedlagt gård. På denne strækning kan man udmærkes forestille sig, at de manglende hørristningsgruber - og måske også flere hørrødningsgruber ligger. En anden forklaring kan være, at hørristningsgraven var fælles for hele byen hhv. flere gårde, som det beskrives i bogen Landbokvinden Graven lå som regel ude ved et gærde i god afstand fra husene (Højrup 1972:208). Hørristningen var et arbejde, der gennemførtes på en dags tid og involverede mange personer, idet nogle passede bålet i hørristningsgraven, nogle lagde hør på risten og andre gerne børn - bragte den tørre hør hen til dem, som arbejdede med at bryde hørren. Når ristningen og den efterfølgende brydning af hørren var tilendebragt blev der typisk holdt en stor fest. I bogen Landbokvinden fortælles netop om et sådant brydegilde, der omfattede et solidt måltid mad med varmt kogt sul og sennep, varme kartofler.og brændevin. Der var åbenbart også steder, hvor man efter endt arbejde holdt eet fælles gilde, som så gik på skift på gårdene (Højrup 1972:208). Med den foreliggende 14 C-datering af ringgrøft-anlægget fra Korshøjgård I til perioden e.kr. taler intet imod at sætte de to lokaliteter i forbindelse med hinanden. Ud fra en formodning om, at ringgrøften er resterne af en pinsebod, et jordbord med jordbænk brugt som udendørs spisested, som det kendes fra folkemindesamlingerne, kan den tætte placering på hørforarbejdningsområdet let forklares: Her kan karle og piger, madmor, bonde og børn have festet i sensommeren, efter rødningen, ristningen/tørringen og brydningen var tilendebragt!. En rekonstruktion af, hvordan en rektangulær variant af et pinsebord kan have været i brug. Tegning: Jørgen Kraglund (efter Andersen 1977:20). Haderslev, 5. februar 2013 Dr. Lene Heidemann Lutz Museumsinspektør 10

11 Litteratur Andersen, H. 1977: Kronik: Jordbordet. Skalk nr. 4, 1977, s Dalgaard, H. F Hør som husflid. Forlaget Borgen. Ethelberg, P., N. Hardt, B. Poulsen & A.B. Sørensen 2003: Det Sønderjyske Landbrugs Historie. Jernalder, vikingetid og middelalder Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland Nr. 82. Haderslev. Frøsig, H. 1967: Hørren tørres. Nationalmuseets Arbejdsmark 1967, s Gejlager, A. J Særlige Industrier i Væhr Sogn. Aarhus Stifts Aarbøger. Hansen, H.P. 1941: Hyrdeliv paa Heden. Danske Folkeminder, bind 49. Munksgaard, København. Højrup, O. 1972: Landbokvinden. Rok og kærne. Grovbrød og vadmel. Nationalmuseet. Jensen, P. M. 2004: FHM 4534, Bytoften. Arkæobotanisk undersøgelse af formodet hørbearbejdningsgrube. Rapport Nr. 4, Konserverings- og naturvidenskabelig afdeling, Moesgård Museum. Mikkelsen, P. H. 2007: FHM 4296/430. Rapport vedr. prøveudtagning til C-14. Konserverings- og naturvidenskabelig afdeling, Moesgård Museum Møller-Hansen, K. & H. Høier 2000: Næs en vikingetidsbebyggelse med hørproduktion. KUML 2000, s Rafn, C. G., Vejledning for Bonden til at Dyrke Hør og til at Bearbejde. Kongelige General Land Oeconomic og Commerce Collegium, København. Runge, M. & P. S. Henriksen 2007: Danmarks ældste hørindustri. Fynske Minder 2007, s Uldall, K : Dansehøj, Pinsebod og Gildesvold. Fortid og Nutid , s

12 Ordliste for arkæologiske udtryk: Fundtyper: Bopladsfund: Offerfund: Depotfund: Gravfund: Anlæg: Kulturlag: Fyldskifte: Stolpehul: Grøft: Grube: Kogestensgrube: Rodvælter: Jordfæstegrav: Urnegrav: Brandplet: Fladmarksgrave: Højgrave: Randsten: Huse & bygninger: Enskibet hus: Toskibet hus: Treskibet hus: Trelleborghus: Udskudshus: Grubehus: Staklade: Diemen: Rutenberge: Hegn & indhegninger: Palisadehegn: Fletværkshegn: Faskinehegn: Lokalitet med fund af kulturlag, stolpehuller og gruber, som indgår i hytter, huse, gårde, landsbyer og/eller aktivitetsområder. Fund omfattende en eller flere genstande, som er ofret til guderne. De er således ikke nedlagt med henblik på genfinding/genbrug. Fund af genstande, som er gemt væk med genfinding/genbrug for øje. Fund af begravelser. Er der mere end 3 samtidige grave inden for 5 meters afstand kaldes det en gravplads. Forseglet jordlag, som indeholder genstande repræsenterende et kortere eller længere tidsrum. Kulturlag kan ligge forseglet i flere niveauer over hinanden. Nedgravning med blandet fyld bestående af muld og undergrundsmateriale. Ved udgravning vil fyldskifter fremstå som områder, der er mørkere end den omgivende undergrund. Nedgravning til stolper. Aflang, sammenhængende, smal nedgravning. Nedgravning, som er større end et stolpehul. Gravet enten i forbindelse med materialetagning - f.eks. ler eller sand -, til udførelse af et bestemt arbejde - f.eks. jernudvinding, garvning, høropblødning eller til opbevaring af forråd f.eks. ler eller fødevarer. Efterfølgende er gruben gerne fyldt op med affald fra husholdningen og benævnes så affaldsgrube Grube fyldt med opvarmede sten og brugt som ovn. Andet navn: Jordovn. Større, todelt fyldskifte. Opstår når træer vælter. Begravelse i kiste, liget ubrændt. Andre navne: Egekistegrav, skeletgrav, kistegrav. Den døde er brændt på ligbål. Ligbålsresten er lagt i en urne. Den døde er brændt på ligbål. Ligbålsresten er lagt i en nedgravning eller grube. Andet navn: Brandgrube; brandgrav. Grave, som er anlagt under flad mark. Ses som et fyldskifte umiddelbart under pløjelagsniveau. Grave, som er dækket af en gravhøj. Forskellige typer af gravhøje: Langhøj, rundhøj, storhøj, tuegrav. Stenkreds som afgrænser gravhøj eller grav. Hus, hvor de tagbærende stolper sidder i væggen. Andet navn: Rammehus. Hus med en indre række tagbærende stolper. Andet navn: Midtsulehus. Hus med to indre rækker tagbærende stolper. Andre navne: Treskibet langhus, treskibet højremshus. Treskibet hus kun to indre sæt tagbærende stolper - med skrå støttestolper til væggene. Enskibet hus. Parallelt med væggen findes lodrette stolper, der udgør små tagoverdækkede sidebygninger = udskud. Hus med nedgravet gulv. Forrådshus med hævet gulv og som oftest 4 i sjældnere tilfælde 6 - tagbærende stolper: Andet navn: hjelm. Anlæg med hævet gulv båret af 4 eller 6 stolper, uden tag og omgivet af ringgrøft. Bruges til opbevaring af forråd. Forrådshus med hævet gulv og forskydeligt tag. Taget har været båret af 4, 5 eller 6 i sjældnere tilfælde flere tagbærende stolper. For staklader, diemen og rutenberge gælder: Kan anlægstypen ikke klart erkendes benævnes det ud fra antallet af tagbærende stolper: eks. 4-stolpeanlæg, 6-stolpeanlæg osv. Hegn af tætstående stolper sat i grøft eller rende. Stolpehegn med fletværk af tynde grene. Dobbeltstolpehegn udfyldt med tynde grene mellem dobbeltstolperne. 12

13 Sadeltagshegn: Hegnslade: Toftehegn: Lægård: Fægård: Tagoverdækket hegn. Taget har som hovedregel været båret af to rækker tagbærende stolper parallelt med hegnet. I sjældnere tilfælde ses kun en eller tre rækker tagbærende stolper. Åben ind mod gårdspladsen. Lade som udgør en del af hegnet. Taget har været båret af to rækker tagbærende stolper, hvoraf den ene er sat i hegnslinien. Åben mod gårdspladsen. Indhegning af gårdspladser især i vikingetid og tidligmiddelalder. Indhegnet aktivitetsområde inden for toftehegnet - gerne i tilknytning til gårdens bygninger. Indhegnet dyrefold indenfor toftehegnet. Dateringsmetoder & Naturvidenskab: 14 C datering: Dateringsmetode, hvor man måler, hvor meget af det radioaktive kulstof 14 som er tilbage i en prøve af organisk materiale Dendrokronologi: Dateringsmetode, hvor man måler og tæller årringe i træ. I Danmark laves der primært dendrokronologi på egetræ. Der skal være minimum 50 årringe i en prøve for at opnå en datering. Termoluminiscens- Dateringsmetode, hvor man måler den energi, som kvartskorn optager fra datering: omgivelserne efter at de ikke længere bliver udsat for sollys eller varme. Bliver ofte forkortet TL-datering eller OSL-datering. Makrofossilanalyse: Ved flotation (opslemning og sigtning af jordprøver i vand) kan indholdet af organisk materiale, som regel trækul, forkullede plantedele, frø og korn, udvindes. Materialet kan fortælle noget om husholdning, markafgrøder og dyrkningsmetoder samt husindretning. Fosfatanalyse: Ved at bestemme mængden af fosfat i en jordprøve kan man få indblik i huse, gårde og landsbyers indretning, funktion og organisation. Pollenanalyse: Analysemetode hvor mængden af pollen tælles og artsbestemmes. Giver et indtryk af et områdes vegetations- og kulturudvikling. Fagudtryk: Feltflade: Stratigrafi: Profil: Nivellering: Målesystem: Relativ og absolut datering: Typologi: Det niveau, ned til hvilket overjorden afgraves, for at man kan erkende fyldskifter, kaldes feltfladen eller feltfladeniveau. Lagfølge: Hvis jordlag ligger over hinanden, taler man om vertikal stratigrafi eller lagfølge. Modsat taler man om horisontal stratigrafi, hvis hytter, huse, gårde eller landsbyer har flyttet sig hen over en flade i det vandrette plan. De har så at sige bevæget sig som en bølge hen over et område. Lodret jordvæg, som viser jordlagenes lagfølge. Fremkommer ved at gennemgrave (snitte) et fyldskifte eller anlæg. Kaldes derfor også et snit. Fyldskifternes dybde og relative registreringsniveau i forhold til hinanden aflæses (nivelleres) ved brug af nivelleringsapparat (kikkert) og stadie (målestok). Udtrykket DNN betyder Dansk Normal Nul = højde over havoverfladen. Bruges kun hvis et nøjagtigt mål er påkrævet - f.eks. i forbindelse med stenalderbopladser beliggenhed i forhold til kystlinien. Alle aflæsninger foretages i forhold til et forud fastlagt, bestemt punkt (fikspunkt). Alle fyldskifter tegnes i et fast målestoksforhold (1:10, 1:20, 1:50, 1:100 osv.) på tegnepapir. Det gøres lettest ved at bruge et retvinklet koordinatsystem som målesystem. X-aksen er orienteret mod øst og Y-aksen mod nord. Heri kan ethvert funds placering beskrives ved to tal f.eks. (X,Y) =(110,120). En datering er relativ, hvis der ikke via naturvidenskabelige analyser kan bestemmes et årstal (kalenderår = absolut datering). Arkæologiske dateringer ud fra genstande og anlægstyper er altid relative. Læren om genstande og anlægs formmæssige udvikling. 13