EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik UDKAST TIL BETÆNKNING

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik FORELØBIG 2003/2145(INI) 29. januar 2004 UDKAST TIL BETÆNKNING om meddelelse fra Kommissionen: På vej mod en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse (2003/2145(INI)) Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik Ordfører: Karl-Heinz Florenz PR\ doc PE

2 PR_INI_art47-2 PE /14 PR\ doc

3 INDHOLD Side PROTOKOLSIDE... 4 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING... 5 BEGRUNDELSE UDTALELSE FRA UDVALGET OM INDUSTRIPOLITIK, EKSTERNE ØKONOMISKE FORBINDELSER, FORSKNING OG ENERGI... PR\ doc 3/14 PE

4 PROTOKOLSIDE På mødet den 4. september 2003 meddelte Parlamentets formand, at Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik havde fået bemyndigelse til at udarbejde en initiativbetænkning (jf. forretningsordenens artikel 163) om følgende meddelelse fra Kommissionen: På vej mod en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse (KOM(2003) 301), og at Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi var udpeget som rådgivende udvalg. På mødet den 9. september 2003 valgte udvalget Karl-Heinz Florenz til ordfører. På møder den 16. februar 2004 og 16. marts 2004 behandlede det udkastet til betænkning. På sidstnævnte møde vedtog det forslaget til beslutning (for: ; imod: ; hverken/eller: ). Til stede under afstemningen var: (formand/mødeformand), ## (næstformand/næstformænd), ## (næstformand/næstformænd), Karl-Heinz Florenz (ordfører), ##, ## (for ##), ## (for ##, jf. forretningsordenens artikel 153, stk. 2), og. Udtalelsen fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi er vedføjet denne betænkning. Betænkningen indgivet den ##. PE /14 PR\ doc

5 FORSLAG TIL EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING om meddelelse fra Kommissionen: På vej mod en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse (KOM(2003) /2145(INI)) Europa-Parlamentet, der henviser til meddelelse fra Kommissionen: På vej mod en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse (KOM(2003) 301) 1, der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram 2, der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Mod temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne 3, der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Integreret produktpolitik - Miljøpåvirkninger set i et livscyklusperspektiv 4, der henviser til Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening 5, der henviser til Kommissionens forslag af 29. oktober 2003 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (Reach) 6, der henviser til sin beslutning af 19. november 2003 om opfølgningsrapporten om Rådets direktiv 75/442/EØF (affaldsrammedirektivet), der henviser til sin beslutning af 14. november og Rådets resolution af 24. februar om meddelelse fra Kommissionen om en EF-strategi for affaldshåndtering der henviser til forretningsordenens artikel 47, stk. 2, og artikel 163, der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og udtalelse fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi (A5-0000/2004), A. der henviser til, at artikel 4 i afgørelsen om det sjette miljøhandlingsprogram foreskriver, at programmets temastrategier forelægges for Europa-Parlamentet og Rådet og at de, hvor det er hensigtsmæssigt, skal have form af en afgørelse, der træffes af Europa-Parlamentet 1 KOM(2003) EFT L 242 af , s KOM(2003) KOM(2003) EFT L 257 af , s KOM(2003) 644 endelig udg. 7 EFT C 362 af , s EFT C 76 af , s. 1. PR\ doc 5/14 PE

6 og Rådet efter proceduren i traktatens artikel 251 (den fælles beslutningsprocedure), B. der henviser til, at programmets artikel 8, stk. 2, punkt ii) og iii), omhandler udvikling og gennemførelse af foranstaltninger vedrørende affaldsforebyggelse og -håndtering samt udvikling af en temastrategi for genvinding af affald, C. der henviser til, at programmets artikel 8, stk. 2, punkt iv), omhandler udvikling eller revision af lovgivningen om affald, herunder bl.a. bygge- og nedrivningsaffald, spildevandsslam, biologisk nedbrydeligt affald samt præcisering af sondringen mellem affald og ikke-affald og udarbejdelse af passende kriterier for videreudviklingen af bilag IIA og IIB til rammedirektivet om affald, D. der henviser til, at programmets artikel 8 desuden omhandler udvikling af en temastrategi for bæredygtig udnyttelse og forvaltning af ressourcerne og giver udtryk for en snæver forbindelse mellem en bæredygtig forvaltning af naturressourcer og affaldsforvaltning, E. der henviser til, at de fleste medlemsstater endnu ikke i tilstrækkelig grad gør sig anstrengelser for at gennemføre Fællesskabets affaldslovgivning inden for den fastsatte frist og anvende den korrekt, hvilket er til skade for den grad af miljøbeskyttelse, der tilstræbes i Fællesskabet, og medfører betydelige konkurrenceulemper for virksomheder i medlemsstater, der har gennemført lovgivningen rettidigt, F. der henviser til, at EU allerede har truffet utallige men ikke tilstrækkelige foranstaltninger til minimering af affaldsproblematikken for at sikre en bæredygtig affaldshåndtering, G. der henviser til, at en dybdegående videnskabelig analyse er en forudsætning for en vellykket affaldsforebyggelsespolitik, men at der på den ene side ikke eller kun i utilstrækkelig grad har været foretaget analyser af de til rådighed stående oplysninger, og at der på den anden side tidligst fra 2006 kan foreligge oplysninger indsamlet på grundlag af forordningen om affaldsstatistik, H. der henviser til, at affaldsforebyggelse uvægerligt er et mål med ressourcestrategien og den integrerede produktpolitik, og at såvel IPPC-direktivet som REACH kan spille en vigtig rolle i forbindelse med affaldsforebyggelse og -håndtering, I. der henviser til, at bortskaffelse og især deponering i de fleste medlemslande stadig er den mest anvendte metode til affaldshåndtering, J. der henviser til, at forebyggelse af affald til bortskaffelse indebærer langt det største potentiale til en vellykket politik for den kvantitative affaldsforebyggelse, K. der henviser til, at genbrug, genanvendelse og genvinding af energi fra affald i væsentlig grad kan bidrage til beskyttelse af naturressourcerne, og at nutidens tekniske muligheder for sortering af bestemte affaldstyper er en forudsætning herfor, L. der henviser til, at der mangler mindstestandarder på fællesskabsplan for genvindingsanlæg, hvilket fører til forskellige grader af miljøbeskyttelse i medlemsstaterne, miljømæssig dumping og konkurrenceforvridning, M. der henviser til, at tiltag til fastlæggelse af materialerelaterede genanvendelsesmål, f.eks. PE /14 PR\ doc

7 for plast, eller en ordning med salgbare certifikater ganske vist fremover kan supplere Fællesskabets lovgivning om behandling, men at der stadig er mange uafklarede spørgsmål om den praktiske gennemførelse, N. der henviser til, at en afgrænsning af genvinding og bortskaffelse er bydende nødvendig, at en præcisering af forskellen på affald og ikke-affald er en forudsætning for større rets-, planlægnings- og investeringssikkerhed for virksomhederne, og at der i øvrigt ikke findes tilstrækkelige fællesskabsbestemmelser om begreberne affaldsforebyggelse og genbrug, 1. bifalder Kommissionens meddelelse som egnet grundlag for debatten om den fremtidige strategi; 2. konstaterer og bifalder, at meddelelsen, der i sjette miljøhandlingsprogram udvider den planlagte temastrategi for affaldsgenanvendelse på affaldshåndteringens vigtige områder, bl.a. affaldsforebyggelse og præcisering af lovrammen; 3. mener, at Europa-Parlamentet og Rådet bør høres om strategien i henhold til proceduren i traktatens artikel 251 (den fælles beslutningsprocedure); 4. mener ikke, at strategiens titel (temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse) i tilstrækkelig grad afspejler strategiens indholdsmæssige målsætninger og udfordringerne for EU's fremtidige affaldshåndteringspolitik og foreslår derfor følgende titel: temastrategi for affaldsforebyggelse og -behandling; 5. mener, at sammenhængen mellem strategien og andre relevante foranstaltninger, anden relevant lovgivning, herunder ressourcestrategien, den integrerede produktpolitik, IPPCdirektivet og REACH, samt målene for klima- og jordbundsbeskyttelsespolitikken bør fremstilles klart og entydigt, og at strategiens sammenhæng bør sikres; 6. mener, at strategien bør forelægges samtidig med ressourcestrategien, og at der frem til dette tidspunkt fortsat bør føres en intensiv debat med alle involverede parter; 7. bekræfter, at målet med strategien må være en bæredygtig affaldshåndtering, dvs. at økologiske, økonomiske og sociale krav overholdes med lige vægtning og fremtidsorienteret i forbindelse med fremtidige foranstaltninger og resultatmål i Fællesskabet; 8. bifalder i denne sammenhæng klart, at Kommissionen med strategien lægger op til at betragte ressourceforvaltningen som en livscyklus, og at Fællesskabets fremtidige foranstaltninger og resultatmål bør være baseret på en grundig analyse af økoeffektiviteten, omkostningerne og fordelene samt på omkostningseffektiviteten af forskellige muligheder; 9. opfordrer Kommissionen til ved fastsættelse af nye resultatmål at fastsætte en tilstrækkelig lang overgangsperiode, så alle medlemsstater kan opnå disse mål samtidigt; 10. anmoder Kommissionen om at tage højde for nærhedsprincippet ved udarbejdelse af strategien; 11. mener, at en fremskyndelse af hele sagsforløbet for overtrædelsesprocedurer på PR\ doc 7/14 PE

8 affaldsområdet er bydende nødvendig for at standse konkurrenceulemperne for virksomheder, der har gennemført lovgivningen rettidigt og har til huse i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til i endnu højere grad og under uindskrænket anvendelse af EF-traktatens artikel 226 og 228, stk. 2, at varetage sine beføjelser ved overvågning af anvendelsen og gennemførelsen af fællesskabsretten på affaldsområdet; 12. mener, at en bedre koordinering mellem medlemsstaterne med deltagelse af Kommissionen og på baggrund af gennemførelsen af fællesskabsretten desuden er bydende nødvendig for at sikre en bedre erfaringsudveksling og undgå for store forskelle ved implementeringen i national lovgivning; opfordrer derfor atter Kommissionen og medlemsstaterne til at oprette et egnet organ, hvorved det bliver muligt i forbindelse med al affaldslovgivning at foretage en grundig og konsekvent overvågning og koordinering af gennemførelsen af gældende affaldsret samt en høring af de involverede parter; 13. foreslår, at ovennævnte organ kontrollerer den eksisterende affaldslovgivnings sammenhæng og enkelthed med det formål i givet fald at anbefale en ophævelse af lovgivning, der fører til unødige omkostninger for myndighederne og de økonomisk involverede parter; 14. er enig med Kommissionen i, at en optimal affaldshåndteringsstrategi omfatter en kombination af mulighederne inden for forebyggelse, genbrug, genanvendelse, genvinding af energi og miljøvenlig bortskaffelse og erkender, at den mest bæredygtige henholdsvis mulighed og kombination principielt må anvendes i det europæiske affaldshierarki; 15. henviser i denne sammenhæng til den betydning, genvinding af energi har for en bæredygtig affaldshåndtering; 16. kræver nedsættelse af en arbejdsgruppe vedrørende affald bestående af eksperter fra medlemsstaterne og Kommissionen med henblik på inden for to år at vurdere eksisterende og nye oplysninger og undersøgelser om affaldsforebyggelse samt finde indikatorer til affaldsforebyggelse og udarbejde konkrete anbefalinger til tiltag; arbejdsgruppens resultater bør forelægges Europa-Parlamentet og Rådet i en rapport samt offentliggøres; på grundlag af rapporten og de oplysninger, som fra 2006 kan ventes på baggrund af forordningen om affaldsstatistik, bør Kommissionen foreslå konkrete tiltag, hvortil bl.a. også bør medregnes udarbejdelsen af håndbøger om "best practice"; 17. afviser lovpligtige affaldsforebyggelsesplaner, idet der med disse i for stort omfang vil blive grebet ind i produktionsforløbene; frivillige henholdsvis affaldsforebyggelsesplaner og koncepter på regionalt, kommunalt eller sektorielt niveau vil derimod blive bifaldet; 18. opfordrer Kommissionen til at kontrollere IPPC-direktivets udvidelse i hele affaldssektoren og i den forbindelse tage hensyn til de hidtidige erfaringer med gennemførelse og effektivitet; 19. bifalder de forslag, som Kommissionen nyligt har fremsat om mineralsk affald og om ændring af batteridirektivet samt Kommissionens plan om i 2004 at fremsætte forslag om biologisk nedbrydeligt affald og om ændring af spildevandsdirektivet, der udgør strategiens byggesten; 20. opfordrer Kommissionen til inden for en frist på to år at fremsætte forslag til PE /14 PR\ doc

9 harmoniserede standarder for genvindingsanlæg, herunder forbehandlingsanlæg, på højt niveau; 21. mener, at det er nødvendigt at fastsætte yderligere genvindingsplaner og -standarder for affaldstyper, som på grund af mængde eller farlighed har en væsentlig indvirkning på miljøet, og som på grund af affaldets negative eller ringe værdi kun giver få eller ingen markedsincitamenter til genvinding, navnlig for bygge- og nedrivningsaffald, som det fremgår af sjette miljøhandlingsprogram, og for erhvervs- og industriaffald; 22. opfordrer Kommissionen til, med henblik på en genanvendelsesvirksomhed, der kan klare sig selv på lang sigt, at foreslå konkrete tiltag, der sikrer, at de sekundære råstoffer er konkurrencedygtige i forhold til de primære råstoffer; 23. opfordrer til at reducere affald til bortskaffelse til et minimum, navnlig ved at indføre et omfattende forbud mod deponering af anvendeligt affald frem til 2025, og anmoder Kommissionen om at forelægge en etapeplan herfor, evt. i følgende form: fra 2010: deponeringsforbud mod ikke-forbehandlet affald med biologisk nedbrydelige dele fra 2015: deponeringsforbud mod papir, pap, karton, glas, tekstiler, træ, kunststof, metal, gummi, kork, keramik, beton, mursten og fliser fra 2020: deponeringsforbud mod alt endnu anvendeligt affald fra 2025: deponeringsforbud mod alt restaffald, medmindre det ikke kan forebygges eller er farligt (f.eks. filteraske). 24. mener ikke, at en harmonisering af deponeringsafgifter er hensigtsmæssig, idet deponering påføres afgifter, uden at kvalitetsstandarderne forhøjes; velegnede alternativer er strengere bestemmelser for oplagring, lukning af deponeringsanlæg og et deponeringsforbud for anvendeligt affald; 25. bekræfter, at producentansvar i tilfælde, hvor det på grund af affaldets mængde og farlighed er nødvendigt, også fremover vil udgøre et væsentligt aspekt i Fællesskabets affaldspolitik; 26. anmoder Kommissionen om at undersøge effektivitet og omkostningseffektivitet for mål om genanvendelse af materialer nærmere og i den forbindelse desuden klarlægge, hvordan producentansvaret bør tildeles; henviser til, at mål om genanvendelse af materialer kun giver mening, når der ikke eksisterer fungerende markeder for sekundære råstoffer; 27. anmoder Kommissionen om at undersøge instrumentet omsættelige certifikater nøjere, vurdere erfaringerne med handel med certifikater på andre områder og sammenfatte resultaterne i en rapport, inden det i givet fald vil blive afprøvet i overskuelige genvindingssektorer; 28. afviser nu en fastlæggelse af EU-genanvendelseskvoter til erstatning af de kvoter, der hidtil har kunnet opnås på nationalt niveau, idet de kan føre til væsentlige forskelle på affaldsstandarder i Europa og dermed til konkurrenceforvridning; harmoniserede PR\ doc 9/14 PE

10 genvindingsstandarder samt oprettelse af en effektiv europæisk kontrol- og sanktionsordning vil være en forudsætning for sådan et instrument, der bør undersøges nærmere i forbindelse med instrumentet omsættelige certifikater; 29. mener, at mængdebaseret renovationsafregning er et lovende instrument til at give borgere og virksomheder økonomisk incitament og henholdsvis reducere mængden af restaffald og indsamle affald særskilt; mener, at instrumentet dog snarere er velegnet til anvendelse på regionalt og lokalt niveau på grund af forskellige regionale vilkår; bifalder derfor Kommissionens initiativ til at udarbejde en vejledning for lokale beslutningstagere; 30. anmoder Kommissionen om hurtigst muligt og i givet fald uafhængigt af strategien at foretage en afgrænsning af genvinding og bortskaffelse; 31. kræver i denne sammenhæng, at affaldsforbrænding i et affaldsforbrændingsanlæg godkendes som genvinding af energi, når den energi, der udvindes af affaldet, dækker anlæggets eget energibehov og derudover leverer en betydelig energimængde til tredjeparter; Kommissionen bør fastslå de nærmere kriterier, f.eks. graden af energieffektiviteten; 32. opfordrer Kommissionen til, som det fremgår af sjette miljøhandlingsprogram, at tilføje en præcisering af sondringen mellem affald og ikke-affald samt udarbejde en almindelig definition af begreberne "affaldsforebyggelse" og "genbrug"; 33. foreslår, at borgernes, myndighedernes og de økonomisk involveredes bevidsthed om en bæredygtig affaldshåndtering styrkes; 34. kræver, at der oprettes rådgivningscentre til fremme af en bæredygtig affaldshåndtering fra SMV'ernes side; 35. opfordrer medlemsstaterne til på europæisk plan at udveksle information om nationale uddannelses- og efteruddannelseskurser vedrørende affaldshåndtering og foreslår, at der på skolerne gennemføres en europæisk undersøgelse af det pædagogiske indhold og viden om affaldsproblematikken med det formål at anbefale medlemsstaterne på kraftigere vis at rette de unges opmærksomhed mod affaldsproblematikken; foreslår i denne sammenhæng desuden, at der på baggrund af studiet etableres et støtteprogram til skoleprojekter med en bæredygtig affaldshåndtering til formål; 36. opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre sig endnu større bestræbelser i videreudviklingen af internationale bortskaffelsesstandarder på FN- og OECD-plan; 37. bifalder Kommissionens plan om at indføre en udvidet konsekvensanalyse; 38. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter. PE /14 PR\ doc

11 Begrundelse Formålet med meddelelsen er en høringsproces med de forskellige berørte parter, der indtil den 30. november 2003 kunne afgive kommentarer til Kommissionen. I meddelelsen foreslås ingen specifikke miljømål. Disse bør først fastlægges i den egentlige strategi på baggrund af høringsprocessen samt på baggrund af igangværende undersøgelser. Kommissionen har fastsat vedtagelse af strategien til september Med strategien ønsker Kommissionen at videreudvikle fællesskabsstrategien for affaldshåndtering fra 1989 og Kommissionen betragter i den forbindelse ressourceforvaltningen som en livscyklus, hvor der tages udgangspunkt i affaldsfasen. Strategiens mål er at fremme en bæredygtig affaldshåndtering med hensyntagen til de tre søjler miljø, økonomi og det sociale område. Derfor bør foranstaltningerne bl.a. baseres på en cost benefit-analyse og omkostningseffektiviteten. Meddelelsen rækker imidlertid vidt ud over de temastrategier for genvinding af affald, der kræves i sjette miljøhandlingsprogram. Den udvides især med den udvikling og gennemførelse af foranstaltninger til affaldsforebyggelse og -håndtering, der ligeledes fremgår af sjette miljøhandlingsprogram, samt med udarbejdelsen eller revisionen af affaldslovgivningen som for eksempel præciseringen af sondringen mellem affald og ikkeaffald og udarbejdelsen af passende kriterier for en detaljeret udformning af affaldsrammedirektivets bilag IIA og IIB. Ordføreren bifalder denne betragtning, men beklager imidlertid, at hovedvægten i for høj grad lægges på affaldsforebyggelse og genanvendelse, selv om Kommissionens selv fastslår i sin meddelelse, at kun en kombination af de forskellige muligheder for forebyggelse, genanvendelse, genvinding af energi og miljøvenlig bortskaffelse kan føre til en bæredygtig affaldshåndtering. Dertil kan desuden tilføjes genbrug, som slet ikke omtales i meddelelsen. Først og fremmest bør det sikres, at strategien tilpasses den overordnede ramme for EU's bæredygtigheds- og miljøpolitik. Derfor bifaldes det, at Kommissionen bestræber sig på at skabe sammenhæng mellem strategien og ressourcestrategien, den integrerede produktpolitik, IPPC-direktivet og REACH. Yderligere bør der imidlertid også foretages en tilpasning til andre miljøpolitikker som f.eks. klima- og jordbundsbeskyttelsespolitikkens mål. Den integrerede produktpolitik og IPPC-direktivet (såfremt dets effektivitet på dets nuværende anvendelsesområde bevises) kunne være et betydeligt bidrag til kvalitativ og kvantitativ affaldsforebyggelse i produktets udformnings- og fremstillingsfase. Den kvalitative forebyggelse (af forurenende stoffer) er en forudsætning for at sikre, at affaldet indeholder så få forurenende stoffer som muligt, og at der ikke er forurenende stoffer i genanvendelige materialer. Derfor bør hovedvægten lægges på dette punkt i strategien. Der eksisterer allerede EU-lovgivning, der bidrager til dette, som f.eks. direktivet om skrotbiler, direktivet om anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr og anden lovgivning om farlige stoffer. Der planlægges desuden foranstaltninger, hvor blandt andet REACH kan spille en afgørende rolle for den kvalitative forebyggelse. Langt det største potentiale for lovgivningsmæssige foranstaltninger på området kvantitativ (mængdemæssig) forebyggelse ligger imidlertid i forebyggelse af affald til bortskaffelse. Bortskaffelse og især deponering er i de fleste medlemsstater stadig den mest anvendte PR\ doc 11/14 PE

12 metode til affaldsbehandling. I denne forbindelse bør Kommissionen foreslå en konkret tidsramme, navnlig for et videst muligt omfattende deponeringsforbud, således at affaldet atter indgår i stofkredsløbet. Derved vil produkterne også kunne få positiv indflydelse på produktudformning og -fremstilling. Ordføreren lægger med et forslag om dette op til debat om etapeplanen for et deponeringsforbud for anvendeligt affald frem til Derimod er bindende mængdemæssige forebyggelseskvoter for produkter eller produktionen ikke målrettede, da de bevirker et upassende indgreb i udbud og efterspørgsel, og da visse faktorer er svære at kontrollere, f.eks. ændringer i befolkningssammensætningen, livsstilsmønstre, forbrugsmønstre og økonomisk vækst. Desuden vil virksomheder, der søger at maksimere deres profit, bestræbe sig på at reducere deres ressourceforbrug. Tiltaget til den integrerede produktpolitik, IPPC-direktivet, støtteforanstaltninger som EMAS, frivillige affaldsforebyggelseskoncepter på lokalt eller sektorielt niveau samt rådgivning og informationskampagner, navnlig for SMV'er, tegner i denne forbindelse lovende. Det bør her bemærkes, at potentialet for den mængdemæssige affaldsforebyggelse i fremstillingsfasen (hvis dette overhovedet kan kvantificeres) ganske vist er af betydning og kræver politiske foranstaltninger, men i forholdsvis ringe grad er afmålt efter mulighederne for ressourceforbruget ved genindførelse i stofkredsløbet. Således kan f.eks. en europæisk emballageproducent ved hjælp af livscyklusanalyser, miljødesign og CEN-standarder reducere materialeforbruget i sit største emballagesegment med 10% fra 1981 til en kraftig anstrengelse og præstation, der imidlertid tillige viser, at sammenlignet med referenceåret - for at udtrykke det enkelt - lå 90% af mulighederne i forebyggelse af affald til bortskaffelse. I 2002 lå virksomhedens genanvendelseskvote på 27% og den samlede genvindingskvote på 56%. Set ud fra en samlet betragtning kan det altså konstateres, at den kvalitative forebyggelse på den ene side og forebyggelse af affald til bortskaffelse (ved genbrug, genanvendelse og genvinding af energi) på den anden side fortsat har størst potentiale for en affaldsforebyggelsespolitik. Det nyligt fremsatte forslag fra Kommissionen om mineaffald og ændringen af batteridirektivet samt det forslag, der er planlagt for 2004 om biologisk nedbrydeligt affald og om ændring af spildevandsdirektivet vil være et vigtigt bidrag til håndtering af affaldstyper. Det er nødvendigt at fastsætte yderligere genvindingsplaner og -standarder for affaldstyper, som på grund af mængde eller farlighed har en væsentlig indvirkning på miljøet, og som på grund af affaldets negative eller ringe værdi kun giver få eller ingen markedsincitamenter til genvinding, navnlig for bygge- og nedrivningsaffald, (ca. 22% af affaldsdannelsen) og erhvervs- og industriaffald. Ifølge vurderinger dannes der årligt 180 mio. t bygge- og nedrivningsaffald i et EU med 15 medlemslande, hvoraf kun 28% genvindes eller genbruges (størstedelen er beton, mursten og fliser). Der er tydeligvis potentiale for at genindføre større mængder i stofkredsløbet. Ud over en reducering af affald til bortskaffelse må en fastlæggelse af harmoniserede standarder for genvindings- og forbehandlingsanlæg være en af Fællesskabets mest presserende opgaver for at sikre et højt genvindingsniveau, udligne forskelle i medlemsstaternes grad af miljøbeskyttelse og undgå miljømæssig dumping og PE /14 PR\ doc

13 konkurrenceforvridning. Kommissionen bør derfor hurtigst muligt udarbejde relevante lovforslag. For virkelig at få genindført sekundære råstoffer i produktionen må der træffes relevante markedsøkonomiske tiltag for at sikre deres konkurrencedygtighed over for de primære råstoffer. I denne sammenhæng kan der henvises til, at også genvinding af energi fra affald kan udgøre et væsentligt bidrag til en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Ved anbringelse af affaldsforbrændingsanlæg skal der sørges for, at det reducerer forurenende stoffer og på grund af anvendelsen af et luftrensningssystem kan opnå meget lave emissionsværdier. Ud over at varetage den reglementerede affaldsbehandling kan anlægget udvinde energi af affald til såvel til dækning af anlæggets eget energibehov som til levering til tredjeparter, og hermed erstatte fossile brændstoffer. Ud fra en betragtning om, at der i Europa årligt behandles omkring 50 mio. t affald i affaldsforbrændingsanlæg, betyder dette en erstatning af 8 mia. m 3 naturgas eller 7,5 mia. liter råolie. Denne mængde kan forsyne omkring 16 mio. husstande med strøm og 4,7 mio. husholdninger med varme et helt år. Dette svarer eksempelvis til den samlede befolkning i Nederlandene. I Sverige dækker affaldsforbrændingsanlæg i nogle regioner op til 40% af det samlede varmebehov. En erstatning af fossile brændstoffer giver ifølge vurderinger en besparelse på 15,2 mio. t ved erstatning med naturgas og 21,5 mio. t CO 2 ved erstatning med råolie. Affald, hvis genanvendelse set ud fra et nutidigt synspunkt ikke giver mening, bør derfor i videst muligt omfang føres til disse anlæg. Omsættelige certifikater og materialerelaterede kvoter kan i fremtiden bidrage til en bæredygtig affaldshåndtering i kombination med instrumenter. Ud fra hidtidige diskussioner har det imidlertid vist sig, at for mange spørgsmål stadig er uafklarede. Disse instrumenter skal derfor undersøges nøje og i givet fald afprøves i pilotprojekter, inden de i praksis anvendes i affaldshåndteringen. I denne forbindelse skal resultaterne fra emissionshandlerne og fra handelen med certifikater på emballageområdet i Det Forenede Kongerige også tages i betragtning. Næsten alle økonomisk involverede parter, men også mange nationale myndigheder, gøres opmærksom på problemerne med de forskellige definitioner på affaldsområdet. Det høje antal sager ved De Europæiske Fællesskabers Domstol vidner om, at der er behov for mere klarhed. Der hersker forholdsvis ingen tvivl om, at en afgrænsning af genvinding og bortskaffelse er nødvendig. En præcisering af affaldsbegrebet, som det kræves i sjette miljøhandlingsprogram, er at ønske, da det bidrager til større rets-, planlægnings- og investeringssikkerhed for virksomhederne og endelig til højere miljøstandarder. Det fremgår for eksempel ikke, at virksomheder, der fra affaldskilden henter affald af komplet elektrisk og elektronisk udstyr og bestemte byggedele til genbrug, risikerer at måtte overholde den strengere affaldslovgivning. Så snart genanvendelige produkter fjernes fra affaldskilden, bør de ikke længere karakteriseres som affald. For virksomhederne bør der gælde samme lovgivning som for andre reparationsvirksomheder. Det samme bør gælde for sekundære råstoffer, der lever op til kravene for primære råstoffer. Der er store forskelle i anvendelsen af begrebet "kvantitativ forebyggelse". Mens nogle udelukkende mener forebyggelse ved produktudformning, fremstilling og evt. i produkternes anvendelsesfase, iberegner andre også forebyggelse af affald til bortskaffelse, altså genbrug, PR\ doc 13/14 PE

14 genanvendelse og i givet fald også genvinding af energi. Emballagedirektivet definerer "forebyggelse" (kvantitativ og kvalitativ samt, med rette, under hensyntagen til den samlede livscyklus) som følger: "reduktion af mængden og miljøskadeligheden - af materialer og stoffer i emballage og emballageaffald - af emballage og emballageaffald på produktions-, markedsførings-, distributions-, anvendelses- og bortskaffelsesstadiet navnlig gennem udvikling af renere produkter og teknologier." En generel tydeliggørelse synes nødvendig på trods af denne definition. Miljøbevidstheden hos borgere, erhvervsdrivende, forhandlere etc. kan bedst styrkes gennem informationskampagner. Hovedvægten bør i strategien lægges på dette punkt. De største muligheder for gennem information at påvirke forbrugerforholdene med hensyn til bæredygtighed, ligger i uddannelse. Derfor bør informationskampagner og projekter styrkes, også på skoler. Vellykkede koncepter får uden tvivl også på et senere tidspunkt indflydelse på det samfundsmæssige og professionelle liv. PE /14 PR\ doc