Babysnegl og Benny. Navn: Janni Juul Larsen Hold: 09M DKK Eksamen 2011 UCL Jelling Vejleder: Britta Høy

Transkript

1 Babysnegl og Benny Navn: Janni Juul Larsen Hold: 2011 UCL Jelling Vejleder: Britta Høy

2 Janni Juul Larsen Indholdsfortegnelse Indledning.s. 3 Problemformulering..s. 3 Narrativ struktur og begær s. 4 Egenfortælling...s. 5 Det potentielle rum...s. 6 Æstetisk kompetence s. 6 Babysnegl og Benny.s. 8 Konklusion..s. 10 Perspektivering...s. 11 Litteraturliste s.12 Bilag 1.s. 13 Bilag 2.s. 14 Bilag 3.s. 15 Bilag 4.s. 16 2

3 Indledning Janni Juul Larsen Børns egenfortællinger handler om, at se livet og begivenhederne fra børnenes perspektiv. Her får børnene mulighed for selv at sætte ord på deres oplevelser. Pædagogen kan bruge egenfortællingerne til, at se hvad barnet interesserer sig for og hvor barnet har fokus henne. På den måde kan pædagogen tilpasse aktiviteterne på stuen til børnene, så det fanger deres interesse bedst muligt. Desuden er det pædagogens opgave at skabe rum både fysisk og psykisk til børnenes egenfortællinger. Problemformulering Jeg har valgt at arbejde med fortællerkulturen, herunder vil jeg komme ind på den narrative struktur. Jeg vil i min opgave have fokus på børns egenfortællinger. Jeg har i mit DKK forløb været særlig optaget af fortællingens betydning for især børnehavebørn (børn i alderen 3-6 år). Jeg vil se på fortællingens betydning for børn i hverdagen. Grunden til, at jeg gerne vil se nærmere på fortællerkulturen i børnehaven, er at børn dagligt arbejder med fortællinger og det narrative. Det gør de både med pædagogernes hjælp og i leg med kammeraterne. Når jeg i min opgave skriver om fortællinger er det set ud fra Aristoteles synspunkt, hvor en fortælling har en begyndelse, en midte og en slutning. Jeg vil kort beskrive den narrative struktur og det narrative begær, som er det grundlægende for en fortælling. Jeg vil komme ind på relevant teori omkring emnet; fortælling og narrativ struktur. Jeg vil kort komme ind på Donald W. Winnicotts teori om det potentielle rum. Jeg vil benytte mig af Malcolm Ross model for udvikling af æstetiske kompetence, til at give et indblik i hvorledes pædagogen kan hjælpe barnet til at udvikle æstetiske kompetencer. Jeg vil bruge den, som analyse model af min planlagte aktivitet. Jeg har valgt at tage denne model med i min opgave, da jeg synes, det er et grundigt og brugbar værktøj i det pædagogiske arbejde. Modellen 3

4 Janni Juul Larsen viser grundelementerne til enhver æstetisk produktion, den vil pædagogen kunne bruge dagligt i sit arbejde Modellen viser at udviklingen af kreativitet og tilegnelsen af formsproglige kompetencer foregår i en proces. Denne proces tager udgangspunkt i en impuls og udtrykket findes i en legende atmosfære, som Winnicott kalder det potentielle rum. I det potentielle rum opbygges legen og æstetikken. Jeg vil bruge teorierne i en analyse af et forløb i praksis, og derefter konkludere på dette. Jeg vil planlægge, gennemføre, dokumentere og evaluere en fortælle aktivitet med fokus på egenfortælling. Egenfortællinger giver børnene mulighed for selv at sætte ord på de oplevelser, de har haft i børnehaven ud fra billeder, tegninger osv. Herefter vil jeg præsentere den aktivitet, jeg har valgt at udføre og analysere på den. Jeg har valgt at tage et par børn med på tur ud i naturen. Her vil jeg lade børnene opleve hverdags ting, som at hoppe i vandpytter, trille ned af skrænter, kigge på dyr og måske se om vi kender nogen, der bor på ruten. Jeg vil tage billeder undervejs og lade børnene selv bestemme, hvad vi skal tage billeder af. Derefter vil jeg lade børnene selv fortælle om turen ud fra egen erindring og billederne. Narrativ struktur og begær Narrativ kommer fra narrative, der er engelsk og betyder fortælling. Narrative stammer fra der latinske narrator (fortæller) og narratio (sagens kerne) 1. Narrativitet betyder det fortællende 2. Der findes i alle mennesker et narrativt begær 3. Det narrative begær er menneskers begær efter mening 4 og en sammenhæng en start, en midte og en slutning. Den græske filosof Aristoteles mener, at det vigtigste i en hovedhandling er, at der en sammensathed af dette 5. Når man som pædagog arbejder med børn, er det narrative begær med til at forstå, hvorfor man ikke skal stoppe børn i lege og andre aktiviteter, der har en narrativ struktur. Det giver børn rastløshed lige så vel som voksne ikke at få en afslutning med på et forløb eller handling. Det kan dog ikke 1 Sprog som værktøj og legetøj s En bred psykologisk opfattelse af det narrative går på, at mennesket strukturerer sine oplevelser og erfaringer i en overordnet rækkefølge, et bestemt forløb i tids- og årsagssammenhæng. Bog: Dansk, kultur og kommunikation s. 236 (Det narrative et fortællende element i erkendelsen). 3 Det meningssøgende menneske. 4 Peter Brooks i bogen: Sprog som værktøj og legetøj s Aristoteles definerer i Poetik, at det vigtigste i en hovedhandling (fabel) er, at den er sammensat af et hele i et plot med en begyndelse, en midte og en slutning. Bog: Sprog som værktøj og legetøj s

5 Janni Juul Larsen altid være lige let ikke at afbryde i aktiviteter. Hvis institutionen har en dagsrytme, som bryder ind i børnenes uafsluttede lege, kan det være en nødvendighed at afslutte dem. Man ser dog også tit, at de uafsluttede lege eller aktiviteter bliver taget op på ny af børnene enten på legepladsen efter frokost eller på stuen sidst på eftermiddagen. Egenfortælling Egenfortællinger 6 er en vigtig del af børns indentitetsdannelse og hverdag. Egenfortællinger kan være alt fra, hvad der skete i går, til fortællinger og fortolkninger af billeder. Den gode fortælling 7 er med til at fange os som lytter. Børn der er fortællerglade kan nemt fortælle en spændende og inspirerende historie, som er bygget på både virkelighed og fantasi. Det betyder ikke, at barnet lyver. Et barn danner ofte fortællinger omkring deres virkelighed med fantasifulde aspekter, som har gjort et virkeligt indtryk på dem. Eller hvis børn søger den gode fortælling og dermed digter eller tilføjer fantasi til den virkelige historie. Det kaldes skrøner 8. For at styrke børns fortællegen og sprogudvikling er det vigtigt at vi som voksne ikke går ind og kalder barnet en løgner. Det vil gøre barnet usikker og det vil måske senere hen holde sig tilbage i stedet for at begive sig ud på et fortællereventyr. Børn, og for den sags skyld også voksne, kan også have forskellige fortællinger til samme hændelse. Det hænder, at man som person husker det, der er vigtigt for en selv og man ligger mærke til og vægt på det, der har betydning og giver mening for en selv. Der er således forskellige subjektive perspektiver. Dette danner grundlag for faktion, som er en blanding af fiktion og fakta 9. Det ses ofte i fortællinger om ens livshistorie. 6 Kultur af børn. 7 Den gode fortælling skal opererer med tre appeller. Den gode fortælling skal være en fortælling, der rører os, en der fremkalder følelser (patos). Den fortællende skal virke troværdig (etos). Fortællingen skal have en vis logisk mening, den skal appellere til fornuften hos den lyttende (logos). Sprog som værktøj og legetøj s Bog: Sprog som værktøj og legetøj s Fiktion, det fiktive (episk genre) det at søge efter mening. Fakta, det faktiske dokumentarisk historiefortælling. Bog: Dansk, kultur og kommunikation s

6 Det potentielle rum Janni Juul Larsen Det er vigtigt i den pædagogiske praksis at få etableret et rum, for at arbejde med et æstetisk udtryk, hvor barnet har mulighed for at arbejde legende og eksperimenterende med form og indhold. Winnicott har udarbejdet teorien om "det potentielle rum 10 ". Her redegør han for, begrundelsen for at bruge symbolsk form og arbejde med æstetisk virksomhed. Vi kender alle til den indre og den ydre verden. Den indre verden er den personlige og subjektive verden. Den indre verden er omkranset af den ydre verden, som er objektverdenen. Winnicott mener, at der mellem disse to verdener er en tredje verden, som han kalder det potentielle rum. I dette rum mellem den ydre og den indre verden finder kulturoplevelserne sted (legen). Winnicott mener ikke, at det potentielle rum skal ses i stedet for den indre eller den ydre virkelighed, men at det derimod er et tillæg til disse verdener. Det potentielle rum er ifølge Winnicott et fristed, hvor barnet kan fastholde og bearbejde oplevelser og erfaringer i en symbolsk form. Barnet kan bruge rummet til at finde en balance mellem den indre subjektverden og den ydre objektverden. Dette kan ske med den æstetiske udtryksform som middel. I det potentielle rum kan man eksperimentere og afprøve nye sider af sig selv, uden at det får konsekvenser, idet man er under fiktionens beskyttelse. Man kan her udtrykke sine følelser, bearbejde sine oplevelser og i det æstetiske udtryk blive synlig for sig selv og andre. Æstetisk kompetence Æstetisk kompetence har en stor betydning for, hvordan det enkelte barn opfatter sig selv og omverden. Æstetikken kan nemlig lære barnet om sig selv, andre mennesker og verden som barnet lever i. Gennem egenfortællinger kan barnet bearbejde oplevelser og indtryk og bruge egenfortællingen til, at udtrykke sig med. Malcolm Ross mener, at arbejdet med æstetiske udtryk er en læreproces såvel som en erkendelsesproces. Malcolm Ross har udviklet en model 11 til undervisning i kunstfagene. Pædagogen kan bruge modellen i sit arbejde til at udvikle børnenes æstetiske kompetencer. Det er pædagogens opgave, at finde ud af hvor det enkelte barns niveau er i forhold til de fire delkompetencer og derudfra handle, støtte og guide gennem den æstetiske læreproces. 10 Se bilag 1 11 Se bilag 2 6

7 Janni Juul Larsen Malcolm Ross mener, at der skal være en række delelementer tilstede, for at den æstetiske kompetence udvikling er mulig. Modellen viser, at udviklingen af kreativitet og tilegnelsen af de formsproglige kompetencer sker i en æstetisk proces. Denne proces tager afsæt i en impuls, udtrykket kommer frem i legen. Det er denne leg, som Winnicott kalder det potentielle rum. De fire delelementer, som Malcolm Ross inddrager i sin model, og som han mener, er afhængige af hinanden, er sansning, mediering, fantasi og håndværksmæssige kompetencer. Legen: Ifølge Malcolm Ross er legen udgangspunkt for alt skabende og æstetisk virksomhed. Den er også omkransende for hele modellen. Mennesket er mest kreativt, når det leger. Det er derfor vigtig for pædagogen i arbejdet med den æstetiske læreproces, at få skabt et frirum som gør, at de børn der deltager, kan arbejde legende og eksperimenterende. Her skal pædagogen være opmærksom på ikke at blive for resultatorienteret. Barnets arbejde skal have love til at udvikle sig frit. I mange tilfælde vil barnet eksperimentere med formen og dette vil være mål nok i sig selv. Impulsen: Impulsen er i midten af Malcom Ross model. Det er den, der sætter hele processen i gang. Udgangspunktet skal gerne være en lyst til at skabe og udtrykke sig selv. Det er vigtigt, at der er inspiration (en impuls), for at processen med et æstetisk produkt skal blive en succes. Barnet skal føle sig draget af, det pædagogen har sat i værk, så det får lysten til at udleve impulsen og udtrykke sig. Impulsen kan både komme fra barnets egen indre verden (fantasi), men kan også komme fra den ydre verden (natur, kultur, hverdagsliv eller medier). Impulsen kan både være noget, der er iscenesat af ydre påvirkninger eller ubevidst. Mellem impulsen, som er kernen i modellen, og legen (der er i det potentielle rum), ligger de fire delkompetencer (skærpelse af sanser, udvikling af fantasi, udvikling af mediekendskab og udvikling af håndværk). Disse fire kompetenceområder er alle indbyrdes afhængige. Kompetenceområderne har betydning for muligheden for at barnet kan tilegne sig og udtrykke sig i et æstetisk formsprog. Det er underordnet hvilken af de fire delkompetencer, pædagogen tager afsæt i. Det er dog ifølge Malcolm Ross vigtigt, at det er lysten, der er den bærende kraft i processen og at arbejdet med det æstetiske formsprog tager afsæt i legen i det potentielle rum. Det er dog vigtigt, at pædagogen tager 7

8 Janni Juul Larsen udgangspunkt i det enkelte barns kompetencer og arbejder derudfra, hvis det skal være en anerkendende tilgang til barnet. Uddybelse af de fire delkompetencer se bilag 3 Babysnegl og Benny Jeg ønskede at gennemføre et forløb med to treårige piger, de fik muligheden for selv at fortælle om (impuls styret) deres oplevelser i forbindelse med en planlagt tur. På turen fik pigerne selv lov til, at bestemme hvad vi skulle tage billeder af. De fik ligeledes lov til at tage flere af billederne selv. Et par dage efter viste jeg billederne til pigerne og de fortalte mig ud fra billederne og deres egen erindring om deres oplevelser af turen. Jeg har valgt, at se på denne aktivitet med pigerne ud fra Malcolm Ross model for undervisning i kunstfagene, som jeg tidligere har gennemgået i opgaven. Jeg har valgt denne model, fordi jeg gerne vil være med til at udvikle pigernes kompetencer med egenfortællinger. Egenfortællingen bliver til en leg, når de begynder at eksperimentere med opbygningen af historien og supplere oplevelsen med at digte. Pigerne begyndte flere gange at fortælle fantasi historier om ting de havde set på turen. Impulsen i denne aktivitet er både den tur, jeg iscenesatte for pigerne, men det er også de billeder, som de valgte, der skulle tages undervejs. På den måde kom impulsen både fra den ydre (turen som jeg planlagde), men også fra den indre verden (pigernes egne tanker om hvad der skulle tages billeder af, det de synes var vigtigt). Pigerne blev grebet af, at udtrykke det de blev optaget af. Pigerne oplever hele turen gennem deres sanser, dette er hele grundlaget for den æstetiske indlæring. Denne indlæring skal pigerne senere arbejde med, så det bliver til et æstetisk udtryk (egenfortælling). Jeg var derfor opmærksom på, at alle sanser så vidt muligt kom i brug på turen (vi duftede til ting, vi fandt på vejen (lugtesansen), vi lyttede til naturen (høresansen), vi kiggede på ting, vi så på vores vej (synssansen), Vi mærkede på ting vi fandt (følesansen)), da dette styrker sanseapparatet. Og senere er grundlaget for pigernes egenfortællinger. 8

9 Janni Juul Larsen Fantasien bliver udfoldet, når pigerne omsætter idéer og oplevelser til egenfortællinger. De fortæller og fantaserer ud fra deres egne erindringer fra turen, men også ud fra billederne der blev taget på turen. Fantasien kan også være med til at give en dannelse af ny mening, ved at pigerne digter videre på en af deres egenfortællinger og figurerne fra en fortælling går igen i en anden fortælling. For at pigerne bedst muligt kan udtrykke sig, er det vigtig med et bredt mediekendskab. Dette er dog ikke så veludviklet, som man kunne ønske sig, da pigerne kun er tre år. Men begge piger har et bredt ordforråd. De har da også kendskab til egenfortællinger, da de tit fortæller om oplevelser og kommer med andre fortællinger og historier i børnehaven. Så pigerne har så god en håndværksmæssig baggrund for egenfortællinger, som kan forventes af to piger på tre år. Men det kan mærkes at pigerne ikke er vant til at fortælle historier med sammenhæng altså en start, en midte og en slutning. På turen var pigerne især optaget af tre snegle, der lå på stien. De to af sneglene lå lidt for sig selv og den sidste snegl lå lidt længere væk. Pigerne tog selv billeder af sneglene og begyndte hurtigt at digte historier om de tre snegle. Julies fortælling 12 : De var rigtig søde, men de var lidt ødelagt. Det er et smukt billede af Babysnegl og Benny. Moren ledte og ledte, hun blev ked af det. Så sagde jeg til sneglemor; de er der. Så blev hun glad. Jeg synes det var svært at forstå sneglen. For den var snegl. Det var Babysnegl og Benny, der var væk. Der var en være ballade i familien. Og så kom gravmaskinen frem, så de måtte gemme sig. Det var uhyggeligt. De måtte gemme sig i deres hemmelige hule. Når pigerne fortæller, bruger de narrativiteten som erkendelse, fortællingen er dermed med til at være identitetsskabende. Egenfortællinger er et godt redskab til pædagogen. De kan bruges til at høre børnenes opfattelse af en oplevelse eller situation. Det var interessant at se, hvad pigerne blev optaget af på turen og valgte at tage billeder af. Det var sjældent det samme, som jeg havde fokus på. Det er derfor en god øvelse 12 Se bilag 4 billede 1 og 2 9

10 Janni Juul Larsen at fortage med børnene, da pædagogen kan få øjnene op for, hvad der interesserer børnene. Det er ligeledes en god måde at komme i dialog med det enkelte barn på. Det er pædagogens rolle at hjælpe barnet på vej til at blive en god fortæller og styrke dets sprogudvikling, som er en af de seks emner i læreplanen. En daginstitution spiller en stor rolle i børns sproglige udvikling. Pædagogen skal være opmærksom på og gribe barnets selvigangsættende sproghandlinger ved at blive ved med at spørge ind til en fortælling. Jeg oplevede dog, at det kunne være svært for pigerne og det kom hurtigt til at minde om et forhør. Men pigerne fik også samtidig en oplevelse af, at der var en voksen, som virkelig gerne ville høre deres fortællinger og de fik fornemmelsen af at blive anerkendt. Pigerne benytter sig af den æstetiske udtryksform i det potentielle rum, man kan høre de leger med fortællekulturen, når de kombinerer deres fortællinger med oplevelser fra den indre og den ydre verden og skaber deres egenfortællinger i det potentielle rum. Jeg skabte det potentielle rum under turen, ved hele tiden at lade pigernes impulser bestemme, hvad den næste oplevelse skulle være og give pigerne muligheden for at fortælle om deres oplevelser. Konklusion Det narrative begær findes i alle. Det er et begær efter mening og sammenhæng. Fortællinger opstår alle steder, i alle udstræk og på alle måder. Vi er alle skabere og det er en del af vores liv. Det er en måde at formidle viden og kundskaber på eller en måde at bearbejde følelser på og etablere færdigheder på. Jeg mener, egenfortællinger er et vigtigt pædagogisk redskab til børn, da børnene derigennem for bearbejdet deres indtryk og oplevelser de har i hverdagen og får dem bearbejdet til nye færdigheder. Egenfortællinger kan være en måde for barnet og pædagogen at se hinanden på. Pædagogen kan få et indblik i barnets syn på verden. Som pædagog er det vigtigt at være opmærksom på, at hjælpe barnet på vej til at blive en god fortæller og styrke dets sprogudvikling. Pædagogen skal være opmærksom og gribe barnets selvigangsættende sproghandlinger ved at blive ved med, at spørge ind til en fortælling med bl.a. hv -spørgsmål. På den måde får pædagogen en dialogstøttende rolle i barnets fortælling. Barnet vil også fornemme interesse fra pædagogen og dermed føle sig anerkendt. Jeg mener, egenfortællinger er en spændende måde at arbejde med selvudvikling på. Egenfortællinger kan bedre identitetsdannelsen for barnet og samtidig opbygge en god relation voksen og barn imellem. Barnet vil føle sig set og anerkendt og det styrker dets sproglige færdigheder på længere sigt. 10

11 Janni Juul Larsen Jeg mener Winnicotts teori om det potentielle rum er brugbar for pædagogen i hverdagen. Da pædagogen herigennem bliver opmærksom på at der i institutionen og i barnets hverdag er rum og plads til at barnet kan få lov til at eksperimentere med balancen mellem den indre og den ydre verden. Netop fordi æstetisk kompetence har så stor betydning for, hvordan barnet oplever sig selv og omverden, er det vigtigt, at pædagogen er opmærksom på dette i sit arbejde og arbejder bevidst med at understøtte denne læring og udvikling af kompetencer. Jeg mener, at Malcolm Ross model for undervisning i kunstfagene er anvendelig i daginstitutionerne. Barnet opnår gennem æstetiske kompetencer ikke bare en bedre forståelse for sig selv, men også for omverden. Malcolm Ross model giver et redskab til, hvordan pædagogen bedst mulig støtter denne udvikling ved barnet. Pædagogen kan hjælpe barnet med at udvikle æstetiske kompetencer ved at tilbyde de rette rammer for barnet, så det lærer bedst muligt ikke alle børn lærer på sammen måde, her er det pædagogens opgave at støtte det enkelte barns udvikling. Perspektivering Jeg valgte at arbejde med egenfortællinger, da jeg synes det er et enkelt og meget håndgribeligt redskab, som pædagogen kan bruge til at få indblik i det enkelte barns verden. Ligeledes kan egenfortællinger være med til at udvikle sproget og barnets fortællekultur. Da børn har et narrativt begær, har de også en naturligt ønske om at udtrykke sig bl.a. gennem egenfortællinger. For at barnet fortsat skal have denne mulighed for at udtrykke sig, er det pædagogens opgave at skabe rammerne til det i hverdagen. Pædagogen skal sørge for, at der er tid og rum til egenfortællinger i hverdagen. Dette kan dog være svært, som hverdagen ser ud i mange daginstitutioner, men jeg mener ikke, at det kan undværes da egenfortællinger er en grundlæggende færdighed og nødvendighed i barnets identitetsdannelse. 11

12 Litteraturliste Janni Juul Larsen Austring, Bennyé D. og Sørensen, Merete. Æstetik og læring. Grundbog om æstetiske læreprocesser. 1. udgave, 2. oplag. Hans Reitzels Forlag, Jørgensen, Hanne Hede (red.). Sprog som værktøj og legetøj. Om sprog, kultur og kommunikation. 1. udgave, 4. oplag. Academica, Kap. 4 og 5. Sørensen, Mogens (red.). Dansk, kultur og kommunikation. Et pædagogisk perspektiv. 1. udgave, 2. oplag. Akademisk Forlag, Wrigley, Jackie M. og Mors, Niels. Børn og fortællinger. 1. udgave. Forlaget Klim, Lynge, Bente. Anerkendende pædagogik. Om nærvær i børnehøjde. 1. bogklubudgave, 1. oplag. Psykologisk Forlag A/S,

13 Bilag 1 Janni Juul Larsen Donald W. Winnicott: Det potentielle rum. Objekt verden Det potentielle rum Subjekt verden 13

14 Bilag 2 Janni Juul Larsen Malcolm Ross` model for undervisning i kunstfagene. Leg Sanser Medie Impuls Fantasi Håndværk 14

15 Bilag 3 Janni Juul Larsen Skærpelse af sanser: vi oplever verden gennem sanserne, og den viden, vi har om verden gennem den empiriske læringsmåde, er formidlet gennem sanserne. Det er vigtigt at skærpe sanserne i arbejdet med udvikling af æstetisk kompetence, da det er gennem sanserne, vores indtryk af verden lagres i bevidstheden, og det er de indtryk, der er igangsættende for den æstetiske læreproces, dvs. for den æstetiske mediering, hvor vi omsætter vores indtryk til et udtryk. Udvikling af fantasi: Fantasi er tankevirksomhed og indre billeder, der gennem kreativiteten kan komme til udtryk. Det er gennem fantasien, vi får ideer til at omsætte indtryk til et æstetisk udtryk. Når vi arbejder kreativt med formsproget, finder udtrykket sin form. Der findes forskellige former for fantasi 13. De bidrager alle til den skabende proces på forskellig vis. Når vi er kreative, omsætter det ideer til handling. Pædagogens arbejde består i, at give plads til at fantasien kan stimuleres, så ideerne kan komme frem og omsættes kreativt i æstetiske udtryk. Malcolm Ross mener, det er vigtigt at ideerne tager udgangspunkt i en betydningsfuld oplevelse. Udvikling af mediekendskab: Malcolm Ross påpeger, at for at kunne producere et personligt udtryk, er det nødvendigt, at have kendskab til de forskellige medier og deres potentialer som udtryksmiddel. Dette kan ske både ved at opleve og undersøge forskellige æstetiske udtryk og ved selv at eksperimentere med forskellige udtryksformer. For at kunne vælge fra og til må vi have et godt mediekendskab. Det er derfor vigtigt, at kende mediernes muligheder. Udvikling af håndværk: Her drejer det sig om, at vi rent håndværksmæssigt er i stand til, at anvende det valgte medies udtryksform. Vi skal kunne arbejde med de værktøjer, vi har til rådighed og har brug for. Det er vigtigt, at vi forstår mediets muligheder. Det kan være en god idé, at pædagogen viser børnene, hvordan de forskellige medier anvendes. Men der er også en stor læring i, at børnene selv får lov til at eksperimentere med de forskellige værktøjer (learning by doing 14 ). 13 Rekonstruktiv fantasi: vi bruger denne fantasi som børn, hvor vi gennem imiterende legeformer, genskaber og fastholder billeder af oplevelser. Konstruktiv fantasi: Her sammensætter vi oplevelser og erfaringer på nye måder, som giver ny mening. Kompensatorisk fantasi: Her er fantasien en slags ventil for ønsker og forestillinger, der ikke kan realiseres i virkeligheden. 14 Læring gennem handling John Dewey 15

16 Bilag 4 Janni Juul Larsen Billede 1 og 2 16