Rapport fra udvekslingsophold

Transkript

1 Rapport fra udvekslingsophold Udveksling til Vietnam Navn: Stine Holm Lassen og Luise Birkekær Hjem-institution: Sygeplejerskeuddannelsen, VIA Viborg Holdnummer: SVS11 Værts-institution/Universitet: National Hospital of Pediatrics in Vietnam Praktikplads/Hospital: National Hospital of Pediatrics in Vietnam Speciale: Pædiatri Udvekslingsperiode: 25/ /10-14 Hvorfor valgte I at tage på udveksling? Luise: Jeg havde egentlig ikke planer om at skulle ud at rejse i forbindelse med uddannelsen, men i forhold til de praktikker jeg fik tildelt af skolen på modul 11 og 12, var der bare nødt til at ske noget, som kunne pege bare lidt i retning af, hvad jeg gerne vil når jeg er færdig. Jeg ville ikke risikere at ønske noget og så få noget helt andet igen. Samtidig er modul 13 så frit, at du ikke risikere ikke at nå målene for modulet, da du selv er med til at sætter dem, hvilket jeg har hørt, nogle gange kan være en stressende faktor, hvis du er afsted i de andre kliniske undervisningsperioder. Derudover så jeg det som en spændende mulighed for at komme ud og opleve verden, hvilket jeg ikke har været før. At se, hvordan sundhedsvæsenet er bygget op i andet land samt se hvordan sygeplejekulturen ser ud langt væk fra Danmark. Tilslut havde jeg gjort mig tanker om at et udlandsophold på CV et ville være godt, for at skille sig ud i mængden af ansøgere, når jeg skal til at søge job eller til videre uddannelse. Stine: Jeg havde flere gange gennem uddannelsen snakket om, at jeg gerne ville i praktik i udlandet. Jeg havde dog aldrig lige kunne blive enig med mig selv om, hvor turen skulle gå hen samt hvilket modul jeg skulle vælge. Grunden til, at jeg ikke vidste hvilket modul jeg skulle vælge, hang i bund og grund sammen med, at jeg vidste at det var i praktikkerne jeg ville lære rigtig meget, samt jeg vidste at læringsmålene på udveksling ikke ville blive de samme, som hvis jeg var hjemme i Danmark. Af den grund havde jeg faktisk skudt det hele ud af hovedet igen, indtil modul 13 praktikken kom, her så jeg et modul der kunne tillade, at min læring blev anderledes uden at det gjorde det helt stor. Jeg så også det at få et praktikophold i udlandet som en kæmpe fordel, eftersom

2 jeg ville komme ud opleve en anden del af verden samtidig med, at det ville give mig læring i forhold til mit studie. Udlandsopholdet ville gøre, at jeg ville opleve en anden kultur, herunder et andet sundhedsvæsen samt en anden sygeplejekultur - hvilket tiltalt mig meget. Eftersom dette virkelig ville kunne sætte en refleksion i gang, i forhold til hvordan vi som sygeplejersker agere i Danmark. Jeg havde også gjort mig tanker om, at en udlandspraktik kunne blive hårdt mentalt, eftersom indtrykkene sikkert ville være enorme i forhold til hvad jeg ellers havde oplevet gennem min uddannelse til sygeplejerske - men jeg havde en formodning om, at dette kun ville styrke mit sygeplejemæssige virke fremover. Ydermere synes jeg, kun det er en fordel, at kunne skrive det på mit CV efterfølgende, da det gør ens CV anderledes end alle andres. Hvorfor valgte I det specifikke sted? Vi var lidt sent ude i forhold til valg af praktik i udlandet. Da vi besluttede os for, at vi skulle afsted, var det ikke længere muligt, at komme af sted gennem skolen. Kirsten foreslog at vi kunne kigge på Global Contact s hjemmeside, da deres tilmeldingsfrist ikke var udløbet endnu. På deres hjemmeside var det overskueligt at se, hvilke muligheder der var og vi læste om de forskellige lande. Valget faldt på Vietnam, da Global Contact havde et forløb som passer til uddannelsens modul 13, og så var det også en afgørende faktor at praktikken skulle foregå på et børnehospital, da det er et speciale vi begge gerne har ville arbejde med, men ikke har haft mulighed for. Det er en unik mulighed for at præge vores uddannelse i den retning vi gerne vil. Vores forberedelse til udvekslingsopholdet (f.eks. økonomi, rejsen, vaccinationer): Vi vidste, at det ville blive en dyr omgang, at tage på udveksling, både i forhold til rejsens pris, visum, vaccinationer og lommepenge. Allerførst regnede vi på, hvad rejsen ca. ville komme til at koste med de førnævnte ting - vi startede med et beløb på i alt ca kr. Heldigvis var vi begge så privilegerede, at vi havde pengene til rejsen, derfor var der ikke de store overvejelser om vi skulle af sted. Vi var begge enige om, at rejsen sikkert var mere værd i oplevelser og fagliglæring end beløbets størrelse. I forhold til vaccinationer tog vi begge kontakt til vores egen læge, som var behjælpelig med at finde frem til, hvilke vaccinationer der var nødvendige. Eftersom man kan få vaccinationer i hvilket som helst lægehus uafhængigt af ens egen læge, sammenlignede vi beløbene på vaccinationer med andre lægehuse. Luise har ca. givet kr for alle vacciner, og Stine ca da hun havde nogle af de anbefalede vaccinationer i forvejen.

3 Da vi skulle bestille visum kom der nogle ekstra udgifter, vi ikke lige havde regnet med. Da der skulle medsendes nyt pasfoto og vores eget pas skulle medsendes til ambassaden, derfor var vi nødt til at sende brevet som rekommanderet, hvilket var ret dyrt. Visummet kostede reelt set kun 650 kr., men med alle de andre omkostninger løb det op i ca kr. Vores rejse er så småt ved at være slut, og vi kan allerede nu se, at vi har brugt betydeligt mere end først antaget. Dette skyldes formentlig, at vi har valgt at leve af ordentlig mad frem for gademad- Man kan spise aftensmad i Vietnam for 20 kr. ca. men vi havde problemer med maverne så vi valgte det mere sikre valg og har i gennemsnit nok brugt ca. 80 kr. på aftensmad. Samtidig vi har været på forholdsvis mange ture i weekenderne rundt om i Vietnam, for at opleve så af meget af Vietnam som muligt - nu vi er her. Alt i alt vil vi gætte på, at vi har brugt ca kr. hver. Det har dog været alle pengene værd, eftersom vi har fået unikke oplevelser og læring, som vi helt sikkert aldrig vil prøve igen. Vi tror det er meget vigtigt, at man gør det op med sig selv inden man tager af sted, at det en dyr oplevelse, men at det også en unik oplevelse. Fagligt udbytte - Hvordan arbejdede I med læringsmål? Eftersom vores modul 13, var et selvdefineret forløb, har vi selv skulle definerer vores læringsmål, vi valgt at arbejde med følgende læringsmål: o Sygeplejefaglig udvikling inden for pædiatri i Vietnam. o Vi vil anvende praksis, - udviklings - og forskningsbaseret viden med relevans for opholdet i Vietnam. o At finde en selvvalgt klinisk problemstilling med relevans for modul 13 eksamen samt evt. kommende bachelorprojekt. o At reflektere over muligheder og barrierer for implementering af udviklings- og forskningsresultater inden for sygeplejeprofessionen og sundhedsfaglig virksomhed under ophold i Vietnam - dette kunne f.eks. være håndhygiejne, steril teknik, kommunikation mellem sygepleje og patient. Og hvad vi eller møder i en anden kultur end dansk. Målene blev opfyldt ud fra de praksiserfaring og observationer vi gjorde os i Vietnam, samt ved at søge på praksis, - udviklings - og forskningsbaseret viden i forhold til de problematikker vi mødte. - Hvordan var kontakten til vejledere?

4 Vores førstehåndsindtryk af vores vejleder i Vietnam, var rigtig godt - hun var sød og rar samt velforberedt på at møde os. Hun havde planlagt et fint forløb til os, som indebar forskellige afdelinger i form af skadestue, intensiv, kirurgisk intensiv, OP og psykiatri. Dertil kunne vi selv komme med andre ønsker, hvis der var andre specialer vi gerne ville se inden for pædiatrien. I starten tænkte vi, at det var rigtig godt, at vi skulle se så mange forskellige specialer, men eftersom vi slet ingen praksiserfaring havde hjemmefra i forhold til pædiatrien, så var det i den sidste ende nok ikke nogen fordel, at vi ikke var tilknyttet et fast speciale i stedet. Grunden til, at det nok havde været bedre var, at det var utroligt svært, at få fingrene i noget når specialerne var så forskellige. Dette tænker vi kunne være godt lige at vide for andre studerende, hvis man kommer til at stå i samme situation - så er det måske bedre at vælge et speciale og få godt styr på det så man kan være mere med. Vi blev mest observatører, fordi de vi havde så kort tid på hver afdeling, og derfor nåede vi ikke at lære specialet at kende, samt vi følte os ikke trygge ved at tage noget i hænderne selv. I forhold til modul 13 som er et observations modul, var det helt fint og ikke mindst lærerigt, men vi manglede af og til at kunne agere lidt mere end vi gjorde. Den største udfordring i forhold til vores vejleder, og generelt under hele opholdet den sproglige barriere - stort set ingen i Vietnam taler forståeligt engelsk. På trods af den sproglige barriere, formåede vi alligevel at kommunikere med vores vejleder gennem mails, da man i Vietnam skriver meget bedre engelsk end man taler det. Dette skyldes, at de kun lære at skrive engelsk i skolen. Vores vejleder skrev en mail ugentlig, om hvordan vi havde det, samt hun responderede på vores svar. Derudover mødtes vi med vores vejleder hver mandag morgen, hvor hun viste os hen til den nye afdeling. Her introducerede hun os for afdelingssygeplejersken, som derefter tog over. - Hvordan var kontakten til patienter? Kontakten til patienterne var meget forskellig på afdelingerne. På intensiv og OP var vores kontakt til børnene begrænset, hvorimod vi på kirurgisk intensiv og i psykiatrien kunne interagere med børnene i form af berøring og leg. Vi havde måske forventet en mere faglig kontakt med børnene f.eks. i forbindelse med udførelse af sygeplejefaglige opgaver, men som beskrevet ovenfor, så havde vi så kort tid på hver afdeling, at vi ikke nåde og lære specialet at kende, hvilket gjorde det yderst svært og agere. Vi var dog gode til selv, at tage initiativ til at nusse lidt om børnene, for at styrke deres udvikling - hvilket vi manglede at de vietnamesiske sygeplejersker gjorde i deres ageren med børnene (nærmere beskrivelse af det kommer senere).

5 Giv konkrete eksempler fra praksis - På psykiatrisk afdeling var vi i afsnittet for autisme. Vi fulgte børnenes daglige gang i afdelingen, hvor vi legede og tumlede med dem. Vi havde legetøj med til sygehuset hjemme fra Danmark af, det valgte vi at aflevere til deres afsnit - da vi kunne se at det legetøj de havde til børnene var meget slidt. Det var en helt fantastisk følelse og både personale samt børnene blev meget glade for det. - På kirurgisk intensiv var børnene indlagt postoperativt til observation. Her kunne man virkelig få en klump i maven, mange af børnene lagde bare og græd, vi kunne se de var meget sultne. Vi forsøgte at trøste og berolige nogle af børnene med berøring ved at tale/ nynne for dem - for det meste hjalp det. Nogle børn var så understimulerede at de ingen griberefleks havde udviklet samt de havde meget svært ved at holde øjenkontakt. Det var meget hårdt at være vidne til, når vi har den viden at et barn er dybt afhængig af en omsorgsperson for at sikre barnets udvikling og tilknytning. Forældrene havde kun adgang til børnene 3 gange dagligt af 20 min. varighed. Kulturelt udbytte - Hvad lærte I om landets kultur? Vietnam er et kommuniststyret land, grunden til dette er at deres tidligere frihedskæmper Ho Chi Minh i 1930 oprettede vietnamesiske kommunistparti. Ho Chi Minh brugte en stor del af sit liv på at kæmpe for Vietnams frihed og uafhængighed, hvilket i dag har gjort at Vietnam er en samlet nation samt at de er befriet fra det franske styre - det har det været siden Ho Chi Minh ligger i dag balsameret i bygningen Ho Chi Minhs Mausoleum i Hanoi. Krigen satte mange spor i Vietnam, men de fleste spor fra krigen er i dag slettet, så det er ikke noget man bemærker som turist i Vietnam længere, det der er tilbage er en masse mindesmærker og museer man kan besøge.

6 Den vietnamesiske kultur er den meget anderledes end den danske. Vores oplevelse er at vietnameserne er et meget egoistisk folkefærd, på nær når det handler som deres egen familie. Det er en kultur, hvor man bare maser sig frem uden at vise hensyn til andre. Trafikken i Vietnam er vanvittig, når man skal over vejen i Vietnam, så går man bare direkte ud foran bilerne - der findes ingen regler i trafikken. I Vietnam har de flere religionsformer, den hyppigste religionsform vi har set her har været buddhismen, hvilket viser sig i form af templer og hustempler. Vi har besøgt et tempel, her skulle knæ og skulder være dækket. Ellers er deres kultur ikke præget af bestemt tøj, det handler mest om at man er velklædt. Vi har også besøgt et område i Vietnam der hedder Sapa, det er et område oppe i bjergene. Her havde vi et homestay ved en familie. Vores guide på denne tur fortalte blandt mange andre ting, at det står en frit for, hvem man vil giftes med i Vietnam, men at nogle enkelte familier har bestemt det på forhånd. - Om kulturen i landets sundhedsvæsen? Sundhedsvæsenet er i forhold til pædiatrien bygget op således, at et barn indlagt på intensiv er gratis op til 6. Hos børn mellem 6-18 år skal forældrene betale 20%, hvor staten så betaler resten. På alle andre afdelinger betaler man for ydelserne, men der er statstilskud til noget. Hvis man ikke har råd til at betale, er der også nogle fonde, som går ind og hjælper familien. Generelt var der rigtig meget personale på arbejde, både læger og sygeplejersker og det kan nogle gange se ud til at mange ikke har noget at lave, men de gav udtryk for at have meget travlt. Dette komme blandt andet til udtryk ved, at mange stod med deres mobiltelefoner, selvom børnene lagde og græd. - Om sygeplejekulturen? Sygeplejekulturen er meget anderledes fra den vi kender i Danmark. Vi har været gennem en uddannelse, hvor vi har lært rigtig meget om det medmenneskelige og omsorgen i sygepleje, vi ser sygeplejen som en del af 3 videns former naturvidenskaben, samfundsvidenskaben og den humanistiske videnskab. I Vietnam har vi fået indtryk af, at de

7 nærmest kun anvender den naturvidenskabelige del af sygepleje, det virker ikke som en del af deres natur/ kultur at yde omsorg for barnet f.eks. i form af tiltale og berøring. Vi forsøgte flere gange, at spørge sygeplejerskerne om de havde kommunikation gennem deres uddannelse, men grundet den sproglige barriere, var det svært at finde et konkret/ forståeligt svar. Gennem vores søgningen fandt vi frem til at kommunikation er en meget lille del af deres uddannelse. De studerende lærer gennem erfaring, hvilket betyder at de ser, hvordan de erfarne sygeplejersker agere. Det betyder derfor, at de heller ikke interagere med børnene. I forhold til børnesygepleje, hvor vi i Danmark lærer at familiecentreret sygepleje er altafgørende for barnets og dets familie, kan det konkluderes at sygeplejekulturen i Vietnam godt kunne optimeres på det punkt. Vi spurgte flere gange ind til, om de kendte til begrebet familiecentreret sygepleje. Flere af dem har hørt om begrebet, men alle har den mening, at de ikke har ressourcer til at anvende det. Giv konkrete eksempler - På skadestuen skulle en lille dreng have taget en lumbalpunktur, da de havde mistanke om meningitis. Der stod cirka 10 læger og sygeplejersker omkring sengen, for at kigge på at den blev taget. Drengen blev bedøvet imens lumbalpunkturen blev taget, og hans forældre blev sendt ud af rummet. Det var ikke sådan, at alle sygeplejerskerne eller lægerne var fokuseret på drenges vitale parametre, de var mere interesseret i om lægen der udførte handlingen ramte. Da lægen havde misset to forsøg, kom en ny læge til, da han ramte blev der jubel i rummet. - Vi så på intensiv at de målte børnenes temperatur med et øretermometer, hvor toppen var taget af og så satte de den for barnets pande i to sekunder - så var den temperatur målt. Vi spurgte ind til, hvorfor de gjorde det på den måde og en læge sagde, at de godt vidste at de burde tage temp. rektalt, men at det var lettere at gøre det på den anden måde. Sådan var der flere forskellige ting, hvor de godt vidste at der var en bedre måde at gøre det på. De anvender derfor ikke altid best practice, som vi stræber efter i Danmark. - Vi tog billeder ind i skylderummet, hvor vi kunne se at de genbrugte iltkatetre, inhalationsmasker, klude mm. Her kom afdelingssygeplejersken og sagde at vi kun måtte tage få billeder. Det virkede som om, han godt vidste at det ikke var helt optimalt.

8 - Vi oplevede flere gange, at børnene lagde sultne og græd uden for fodringstider - med det mener vi, at mødrene kun måtte komme hver 4. time og amme deres barn. Hvis barnet var sulten i andet tidsrum, så var det som om, at sygeplejerskerne overhørte deres gråd. Vi spurgte flere gange, om de havde mad til børnene, ofte fik vi af vide, at de fik mad når mødrene kom igen. Social erfaring - Hvordan blev I modtaget af kolleger Når vi mødte ind på en ny afdeling blev vi modtaget af afdelingssygeplejersken, som fortalte os om afdelingen og svarede på spørgsmål. Derefter blev vi enten overladt til os selv pga. travlhed eller præsenteret for en sygeplejerske/ læge, som kunne fortælle os om hvad børnene fejlede, behandling mm. Meget af vores kommunikation foregik gennem lægerne, da de var de eneste der kunne tale nogenlunde engelsk og de ville heldigvis rigtig gerne snakke og fortælle, i det omfang de nu kunne. Generelt på alle afdelingerne var der en nysgerrighed omkring hvad vi var for nogle og hvad vi skulle der. Mange ville gerne spørge ind til os, men kommunikationen gik hurtig død, da de slet ikke forstod når vi spurgte ind til dem og f.eks. deres oplevelse af at være sygeplejerske. De var venlige, imødekommende og snaksaglige i det omfang de var i stand til. Vi tænker at grunden til at de ikke involverede sig mere, kunne være at vi kun skulle være på de forskellige afdelinger i kort tid. - Havde I kontakt til lokalbefolkningen I Vietnam (Hanoi) er det almindeligt, at man ikke spiser til aften hjemme, men at man spiser ved gadekøkkener - der findes et gadekøkken på hvert gadehjørne. Eftersom vi ikke havde lyst til, at spise mad der ikke havde været på køl hele dagen, blev vores besøg ved disse gadekøkkener sparsomme. Vi fandt dog en restaurant JASPAS, her spiste vi efterfølgende hver aften, på nær når vi var på tur til en anden by end Hanoi. Her fik vi en god kontakt til de ansatte, og vi gav dem en blomst med et danskflag i ved vores afrejse. Derudover har vi haft en husholderske, hun kunne ikke engelsk, men alligevel kommunikerede vi med hende gennem Google Translate. I vores lokale marked, fik vi også ofte en lille snak med de ansatte, i det omfang det nu kunne lade sig gøre i forhold til sprog barrieren.

9 Vigtige erfaringer gjort under udvekslingsopholdet - Vi tror aldrig, at vi har lært og oplevet så meget, som vi har gjort på de uger vi har været på udveksling i Vietnam. På trods af sprogbarrierer, har vi set ting som vi aldrig ville opleve i Danmark - dette kan kun være en fordel for ens virke fremover. Vi har oplevet en sygeplejekultur, der er stik modsat den danske, og man kan måske sige vi synes det er dybt forkert, og vi har været dybt forarget. Men i bund og grund ville de nok blive lige så forarget, hvis de besøgte Danmark, hvor vores normering og stressniveau er helt anderledes end deres. - I starten så vi det meget som noget dårligt, den måde sygeplejerskerne agerer på, men jo længere tid vi har fået til, at tænke over alle vores oplevelser. Så er vi slet ikke i tvivl om, at deres måde at handle og agere på skyldes den måde de er uddannet på samt den måde hvorpå deres sygeplejekultur er opbygget. Vi stillede os derfor meget undrende i form af spørgsmål til sygeplejersker/ læger, samt viste dem at når vi havde tid, så brugte vi tid på at tage børnene i hånden, snakke med dem mm., for at stimulere deres udvikling. Vi fandt dog hurtigt ud af, at deres måde at agere på, var så indgroet, at det ville kræve mere end blot to sygeplejestuderende fra Danmark, til at kunne ændre på denne kultur. Men vi så også at de i nogen grad responderede på, vores underen - hvilket var en fed oplevelse. Man skal huske på at man ikke kan redde verdenen, men at små ting kan gøre en forskel for det enkelte barn. f.eks. da vi afleverede vores legetøj og kunne se, hvor meget nytte de ville gøre hos dem. - Vi har savnet Danmark rigtig meget da alt er så meget anderledes og vi havde, i starten, svært ved at acceptere denne forskel. Nu da vi sidder og snart skal hjem går det op for os, hvor mange fantastiske oplevelser vi egentlig har haft i løbet af vores ophold samt hvor hurtig tiden er gået. Man skal huske at tage billeder af alle de skøre og fantastiske ting man oplever f.eks. bare på vej ned og handle. Det kan også være en god ide at skrive dagbog under sit ophold, så man lige får vendt oplevelserne og de tanker man gjorde sig i de forskellige situationen. - Vi har rejst sammen med 4 piger, som læser til sygeplejerske i andre byer. Vi havde rigtig meget at gøre med dem under opholdet. Vi lavede hygge aftener sammen og tog på ture rundt i landet. Det har helt sikkert givet rigtig meget at vi har haft så meget med hindanden at gøre og vi har fået 4 nye bekendtskaber og en unik oplevelse sammen.

10 De bedste hilsner Luise og Stine Vores råd er bare tag af sted Men husk det er ikke gratis!!!