Europa ignorerer ældrebyrden

Transkript

1 nr.37_side_20-24.qxd :08 Side 20 Politikere Europa ignorerer ældrebyrden Fællesnævner. EU-landene har i 10 år analyseret og diskuteret den kommende ældrebyrde og udarbejdet en strategi - Men medlemslandene ignorerer Europa-Kommissionens anbefalinger - Den politiske vilje er fraværende - Danmark rammes som et af de første lande, når problemerne tager fart fra næste år BRUXELLES - I mere end 10 år har ældrebyrden været diskuteret i EU, og problemerne med det hastigt grånende Europa er krøbet længere og længere op ad listen over presserende emner. Nu er det således et fast punkt på dagsordenen, når EU-landenes stats- og regeringschefer mødes til EU-topmøde hvert forår. Alligevel sker der forbavsende lidt. På trods af, at problemerne, som EU-landene står over for, er velkendte og alvorlige, har Europas politikere hidtil udvist stor modvilje mod at foretage de politiske indgreb og bidrage til de ændringer af arbejdskulturen, som skønnes nødvendige. Alene tallene for, hvordan aldersstrukturen i EU vil ændre sig det kommende tiår, viser omfanget af forandringerne. Antallet af unge i alderen år vil falde med en million, og antallet af årige vil falde med ni millioner, hvilket er et fald på 17 pct. Til gengæld vil antallet af årige vokse med 5,5 millioner personer, hvilket er en forøgelse på 12 pct. Og antallet af personer i alderen år vil vokse med en million, hvilket er en stigning på 5 pct. Europas demografiske dilemma forstærkes af, at der de sidste 50 år har udviklet sig en tradition for tidligere og tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. EU-landene har lovet hinanden, at de hver især i de nationale parlamenter vil gå i gang med at gennemføre de indgreb og kulturforandringer, der skal til. Problemerne og den type af reformer og kulturforandringer, der er nødvendige, er veldefinerede og bredt anerkendt: Pensionssystemer og socialforsikringssystemer skal omlægges, sådan at der er mindre incitament til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Der skal gennemføres en kulturel forandring af virksomhedernes syn på ældre, sådan at ældre medarbejdere i højere grad betragtes som og udnyttes som en ressource. Men på trods af enighed om, at de demografiske ændringer er en enorm udfordring, har de nationale handlinger hidtil været yderst begrænsede. En del af EU-strategien går ud på, at der nationalt skal gennemføres forskellige målsætninger. Det gælder blandt andet ambitionen om, at halvdelen af alle årige i EU skal være i beskæftigelse inden Europa- Kommissionen har gennemgået de nationale tiltag på området, og kritikken er højlydt og kontant: En sådan indsats er fraværende i størstedelen af de nationale handlingsplaner.... De fleste medlemslande er tilbøjelige til primært at opfatte aldringsudfordringen som et problem med endnu en svag gruppe på arbejdsmarkedet, konkluderer Europa-Kommissionen i sin seneste vurdering af EUs Employment Guidelines Kritikken af den manglende nationale indsats kommer også fra en af europas ledende eksperter på området, den britiske professor Alan Walker, der har deltaget i flere arbejdsgrupper om emnet i EU-regi. Han har gentagne gange, senest i en artikel i Tidsskrift for Arbejdsliv her i efteråret, rettet en kraftig kritik mod politikerne for ikke at have forstået betydningen af aldersudfordringen for arbejdsmarkedet. Walker kritiserer ligeledes de nationale politikere for ikke at gennemføre en politik, der sigter mod at skabe en samlet strategi for aktiv aldring. Også andre forskere, der arbejder med området, opfordrer politikerne til at nytænke arbejdsmarkedspolitikken: Størstedelen af den industrialiserede verden vil 20 Nr oktober 2002

2 nr.37_side_20-24.qxd :08 Side 21 snart træde ind i en tid, hvor al økonomisk vækst udelukkende vil stamme fra en mere effektiv udnyttelse af arbejdskraft og kapital. Dette betyder, at forestillinger og praksis udviklet i en tid, hvor arbejdsløshed var den vigtigste årsag til social krise, må forkastes. De største sociale kriser i det 21. århundrede vil være et biprodukt af mangel på arbejdskraft, vurderer P. Hewitt, der er leder af Centre for Strategic and International Studies i Washington. Danmark rammes først Den voksende del af ældre i forhold til antallet af unge rammer vidt forskelligt i hele verden. Europa står først for skud og har langt større problemer end eksempelvis Nordamerika, mens udviklingen først for alvor vil ramme øvrige dele af verden flere årtier efter Europa. Internt i Europa er Danmark blandt de lande, der først vil opleve et fald i antallet af personer i den arbejdsduelige alder. Allerede fra næste år vil antallet af personer til rådighed for arbejdsmarkedet falde. Se figur 1. Den udvikling er allerede begyndt i store EUlande som Tyskland og Italien, mens den rammer forholdsvis sent i Sverige, fordi landet i en periode har haft Europas højeste fødselsrate. Når problemerne rammer Danmark ekstra hårdt og hurtigt, skyldes det også, at Danmark allerede i dag er et af de EU-lande, der har den højeste beskæftigelsesgrad blandt ældre i aldersgruppen år. I EUs tre førende lande, Danmark, Sverige og Storbritannien, er beskæftigelsesgraden på ca. 60 pct. blandt de ældre. EU-gennemsnittet for denne aldersgruppe er 37,5 pct. Det betyder på den ene side, at Danmark kan prale med at være blandt de lande, der allerede har opfyldt EUs målsætninger om høj beskæftigelse blandt ældre. Men det betyder også, at det for Danmarks vedkommende bliver sværere at få flere ældre til at blive på arbejdsmarkedet. Svært at slippe ud af tidlig pensionering Et af de største problemer, som EU-landene står over for, er behovet for en forandring af de nationale pensionssystemer. Politisk er alle ledende politikere i samme dilemma - de står over for en gruppe kommende pensionister, som stiller krav baseret på forventninger og løfter, som politikerne afgav i firserne og halvfemserne. Gennem de seneste 20 år har et af de vigtigste politiske elementer i kampen mod ungdomsarbejdsløshed - på tværs af EU-landene - været en tidlig pensionering af den ældre arbejdsstyrke. I Danmark var det ordninger som førtidspension og efterløn, i Tyskland førtidspensionering, mens Holland og Sverige indførte ordninger for invalidepension, der blev en vej til hurtigt at få de ældre ud af arbejdsmarkedet. En EU-undersøgelse fra 1996 viser for eksempel, at førtidspensionering er hovedårsagen til, at danske mænd i alderen år forlader arbejdsmarkedet. Se figur 2. I dag står de europæiske politikere så med den utilsigtede regning, og de har hverken viljen eller modet til at reformere de forskellige former for førtidspensionering. Emnet er kontroversielt i alle medlemslande, hvilket f.eks. den følelsesladede debat om den danske efterlønsordning er et tydeligt eksempel på. Men behovet for at bremse den tidlige tilbagetrækning er presserende. Fra 2005 når efterkrigstidens babyboomgeneration en alder af 55 år. Fleksible arbejdspladser er vejen frem Ud over at ændre ved pensionssystemerne peger EU også på, at medlemslandene må presse på for at ændre Arbejdsstyrken falder næste år Første kalenderår med nedgang i det enkelte EU-lands arbejdsdygtige befolkning Grækenland Portugal Frankrig Belgien Danmark Finland Storbritannien Sverige Italien Tyskland Østrig Spanien Holland Irland Luxembourg Figur 1: Som det næste EU-land vil Danmark fra 2003 opleve, at det samlede antal personer til rådighed på arbejdsmarkedet falder. To store lande, Tyskland og Italien, er allerede ramt af fænomenet, mens et land som Sverige først rammes om 10 år Kilde: Europa-Kommissionen (1999a). Nr oktober

3 nr.37_side_20-24.qxd :08 Side 22 Flest forlader arbejdsmarkedet inden pensionen Pensionerede mænd år: Vigtigste årsager til at forlade sidste stilling eller arbejde i EU, 1995, pct. 30,2 5,10,2 0,2 12,8 2,6 49,6 36,4 3,7 0,7 1,3 7,7 19,6 30,6 2,3 20,3 23,4 37,2 7,0 9,5 0,2 35,5 11,7 24,1 24,5 25,0 Østrig Belgien Danmark Finland Frankrig Tyskland Grækenland 3,8 38,6 1,5 10,7 0,4 7,3 16,9 10,9 22,3 0,7 0,6 9,5 33,1 22,9 2,5 1,7 0,5 4,1 5,1 33,9 52,2 43,7 2,0 1,7 1,2 0,5 0,2 3,1 0,1 1,9 8,8 1,4 5,2 16,6 7,9 22,0 27,5 9,2 31,6 15,6 15,1 12,0 15,9 53,4 31,7 29,1 42,9 0,4 2,1 2,3 1,0 1,2 10,2 0,2 14,2 11,1 12,5 18,3 17,8 13,0 Irland Italien Luxembourg Holland Portugal Spanien Sverige Storbritannien 93,1 29,5 25,9 7,0 30,2 8,2 2,0 22,0 30,6 3,6 1,6 4,8 22,8 14,7 Afskediget eller gjort overflødig Figur 2: Afskedigelse fra jobbet er en af hovedårsagerne til, at ældre vælger at forlade arbejdsmarkedet for at lade sig pensionere tidligt. Fænomenet er især kendt i Danmark, Sverige og Finland. Førtidspension og efterløn er andre elementer, der frister til en hurtig exit. Kilde: Eurostat, Ansættelse af begrænset varighed er afsluttet Personlige eller familieårsager Egen sygdom eller invaliditet Førtidspension Normal pension Andre årsager kulturen på arbejdsmarkedet. Det skal simpelthen være mere attraktivt for ældre medarbejdere at fortsætte med at arbejde. I et land som Danmark er afskedigelse den næstvigtigste begrundelse for, at personer over 55 år vælger at søge tidlig pensionering. Når virksomheder skal spare eller omlægger deres arbejdsgange, er der en tendens til, at ændringer indrettes sådan, at det er de ældre medarbejdere, der overflødiggøres. I virksomhedskulturen anses det som værende mere humant at afskedige ældre, fordi de kan sendes på tidlig pensionering. Især i de nordiske EU-lande Danmark, Sverige og Finland har fyringer været en direkte vej til pensionen for en fjerdedel af de ældre mænd, der forlader arbejdsmarkedet. Siden EU-topmødet i Bruxelles i december 93 har EU-landene været enige om at konkludere, at strukturerne på arbejdsmarkedet må ændres, sådan at ældre medarbejdere i højere grad betragtes som en ressource - en videnskompetence, der skal bevares. Det skal blandt andet ske gennem at sikre, at ældre medarbejdere får efteruddannelse, sådan at deres viden er opdateret. Et andet vigtigt element er, at virksomhederne indretter arbejdspladsen, så det er muligt for ældre medarbejdere at fortsætte med at arbejde. Det handler først og fremmest om fleksibilitet, for eksempel muligheden for deltidsarbejde for de ældre, der ikke har kapacitet til at fortsætte på fuld tid. Deltidsarbejde er meget anvendt i især Holland og Sverige, mens det anvendes af omkring 20 pct. af de ældre i Danmark. Se figur 3. Deltidsarbejde anvendes især af kvinder, som er den potentielle erhvervsgruppe, EU-landene i fremtiden håber på at kunne overbevise om, at de skal være fuldtids på arbejdsmarkedet. EU-presset er umærkeligt Spørgsmålet om de demografiske ændringer på det europæiske arbejdsmarked har langsomt fået en stadig mere central placering på den europapolitiske dagsorden. I firserne blev der gjort enkelte forsøg, men det blev afvist af de fleste politikere - inklusive den daværende borgerlige danske regering, som ikke ønskede diskussioner om arbejdsmarkedet og pensioner i EU-regi. Det hører under den nationale kompetence og er ikke noget, EU skal blande sig i, lød argumenterne dengang. Med EU-modstanderne i spidsen blev der argumenteret for, at hvis emnet først begyndte at blive diskuteret i EF-sammenhæng, så ville det hurtigt ende med en harmonisering af de nationale velfærdsordninger. Mest tydelig blev denne diskussion i Danmark op til afstemningen om Maastricht-traktaten 1992, hvor nejsiden lavede plakater, der opfordrede danskerne til at 22 Nr oktober 2002

4 nr.37_side_20-24.qxd :08 Side 23

5 nr.37_side_20-24.qxd :08 Side 24 Flere på fuldtid Ældres ansættelse på deltid, 1995 og 2000 (andel af den totale beskæftigelse i aldersgruppen 65-64), pct. Østrig Belgien Tyskland Danmark Spanien Finland Frankrig Grækenland Irland Italien Luxembourg Holland Portugal Sverige Storbritannien EU Pct Figur 3: I lande som Danmark og Sverige er det lykkedes at få flere til at gå på fuldtidsarbejde. Deltid kan være en løsning for dem, der i dag er uden for arbejdsmarkedet, men EU-målet er fuldtidsarbejde til alle. Kilde: Europa-Kommissionen (1999a). stemme nej for at redde folkepensionen. EUs første store skridt på vej til for alvor at sætte aldringen på dagsordenen kom derfor først i året hvor det indre marked efter planen skulle være færdigt. Den daværende formand for Europa-Kommissionen, Jacques Delors, udarbejdede en hvidbog om vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne, og i denne hvidbog defineres behovet for en fælles europæisk politik om aldring for første gang. Men selvom der var tale om en hvidbog - og ikke lovgivning - blev emnet endnu engang kontroversielt i Danmark. Da et kapitel fra hvidbogen lækkede til Financial Times ugen før den anden danske folkeafstemning, blev det igen i danske medier til en storm om, at EU ville harmonisere den danske velfærdsstat. I andre lande var medierne også parate med artikler om, at EU angrer de nationale pensionssystemer, og igen førte det til, at EU holdt forholdsvis lav profil i aldersdiskussionen. Trods kritikken fra medierne - og medlemslandene - har Europa-Kommissionen stædigt fastholdt emnet på den europæiske dagsorden og efterhånden insisteret på, at EU-landene etablerer en fælles strategi for, hvordan udfordringen med det voksende antal ældre skal håndteres. I 1995 lykkedes det under det franske EU-formandskab på Cannes-topmødet at få stats- og regeringscheferne til at opstille de første klare fælles europæiske målsætninger på området. Der var enighed om, at: Indsatsen for at tilpasse erhvervsuddannelser og arbejdsbetingelser til ældres behov skulle fordobles. Der skulle gøres en større indsats for at forhindre, at ældre bliver udstødt fra arbejdsmarkedet. På trods af de klare målsætninger kom EU-landene ikke med nogen konkrete anbefalinger til, hvordan de skulle gennemføres. Endnu mere bemærkelsesværdigt var fraværet af en EU-bedømmelse af forholdene i de enkelte medlemslande på disse områder. Først da Amsterdam-traktaten blev vedtaget i 1997, fik EU mulighed for at beskæftige sig med emner som eksempelvis aldring. Overskriften for den formelle debat er ikke-diskrimination, og det er på dette område, at EU har haft mulighed for at handle. Det er sket gennem et EU-direktiv, der kræver, at alle EU-landene fra 2006 skal have national lovgivning, der forhindrer aldersdiskrimination. Men bortset fra dette direktiv har EU som institution afholdt sig fra meget konkrete initiativer på ældreområdet. Først på et topmøde i Lissabon i 2000 gav medlemslandene Kommissionen mulighed for at bedømme, hvordan landene enkeltvis håndterer de demografiske udfordringer. Det skete som led i en handlingsplan for, hvordan EU bliver verdens ledende region inden for vidensøkonomi. På en lang række andre områder har det vist sig at være effektivt, at EU opstiller fælles målsætninger, og at man så overlader det til Europa-Kommissionen at vurdere, om medlemslandene har opfyldt målene. Og om nødvendigt kritisere medlemslandene, hvis de halter bagefter. I december sidste år fik Kommissionen så grønt lys til at at vurdere, om medlemslandenes pensionssystemer er bæredygtige. Ole Vigant Ryborg or@mm.dk 24 Nr oktober 2002