FRA MINIMALSTAT TIL SOCIALSTAT

Transkript

1 FRA MINIMALSTAT TIL SOCIALSTAT - OM POLITISKE DISKURSER I MEDIERNE EN ANALYSE AF FOLKETINGSVALGKAMPEN 2001 Grethe Linder Vinther Årskortnummer: Speciale afleveret ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur Aarhus Universitet 30. januar 2003 Vejleder: Britta Timm Knudsen

2 FRA MINIMALSTAT TIL SOCIALSTAT - OM POLITISKE DISKURSER I MEDIERNE EN ANALYSE AF FOLKETINGSVALGKAMPEN 2001 Grethe Linder Vinther Årskortnummer: Speciale afleveret ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur Aarhus Universitet 30. januar 2003 Vejleder: Britta Timm Knudsen BILAG

3 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING PROBLEMFORMULERING MATERIALET UDSKRIFTSKONVENTIONER DISPOSITION KRITISK DISKURSANALYSE TEORI DISKURSBEGREBET DISKURSANALYSENS TEORETISKE UDGANGSPUNKT Michel Foucault og diskursanalysen Poststrukturalisme og socialkonstruktivisme Senmodernitet Intertekstualitet FAIRCLOUGHS METODE KRITISK DISKURSANALYSE Modellen EN ANALYSEAGENDA Kolonisering og tilegnelse Globalisering og lokalisering Refleksivitet og ideologi Identitet og forskellighed: Den konstitutive anden ET EKSEMPEL PÅ KRITISK DISKURSANALYSE OPSAMLING PÅ KRITISK DISKURSANALYSE TEKSTEN NYRUPS OG FOGHS TEKSTER EN TEKSTANALYSE Hegemonisk kamp om de svage og at være social Modus og modalitet ARGUMENTTYPER OG APPELFORMER MEDIERNES TEKST ÆKVIVALENSKÆDER OG METAFORER OPSAMLING PÅ TEKSTANALYSERNE DISKURSIV PRAKSIS

4 4.1. TEORETISK SUPPLERING GRAMMAR TWO, PERFORMATIVITET OG SELVREFERENCE MIDDLE REGION - RAMMEN FOR DET NYE POLITISKE DRAMA Afmystificering og skrøbelig magt Ændring af gruppeidentiteter Duel Talkshow NARRATIVITET I NYHEDER ANALYSE NYRUP OG FOGHS DISKURSIVE PRAKSIS Kandidaternes brug af grammar two Performativitet og en statsministerdiskurs Nyrups performative identitet Foghs performative identitet Forskelle og ligheder Politikernes autenticitet MEDIERNES DISKURSIVE PRAKSIS Studieværten spiller også en rolle Form eller indhold i nyhederne? Jeg ser, derfor tror jeg OPSAMLING PÅ DISKURSER: VELFÆRD, VOLD OG TROVÆRDIGHED SOCIAL PRAKSIS AT VÆRE ELLER IKKE AT VÆRE SOCIAL KONSEKVENSER AF NYHEDERNES FRAMING AFSLUTNING SAMMENFATNING AF RESULTATER DISKUSSION AF METODE KONKLUSION LITTERATUR OG TV LITTERATURLISTE AVISARTIKLER TV-UDSENDELSER ENGLISH SUMMARY

5 ANTAL TEGN, INKL. MELLEMRUM:

6 1. INDLEDNING Blandt fadøl og klapstole i Valby-hallen lignede Nyrup en klar vinder af aftenens duel. Han var i den grad kommet ud over scenekanten. Og det lille nummer med at rive sider ud af bogen blev i salen oplevet som yderst effektfuldt. [...] For dem der havde set massakren på Foghs bog gennem en tv-skærm, var oplevelsen anderledes. Meget anderledes. De havde nemlig i store træk ikke haft fornøjelsen af d herrers politiske budskaber under duellen, for dem blev der i medievirkeligheden spolet henover [...]. 1 Citatet beskriver en episode fra folketingsvalgkampen i november 2001: Et duelmøde mellem Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen i Valbyhallen den 13. november. Det var det vælgermøde, der gik over i historien som den dag, Nyrup rev Foghs bog Fra socialstat til minimalstat - en liberal strategi i stykker, og det er denne spektakulære begivenhed, der har inspireret mig til at arbejde med valgkampen i mit speciale. Jeg har spurgt mig selv, hvorfor Nyrup gjorde det, og hvilke betydninger det senere kan have fået for vores opfattelse af ham og valgkampen. Begivenheden stod ikke isoleret, den blev efterfølgende et emne i forskellige tv-interviews med de to kandidater; den optog plads på dagbladenes debatsider, og ikke mindst lever historien om den omstridte bog videre efter valget, hvor Anders Fogh satte det iturevne eksemplar på auktion og donerede pengene til en varmestue for hjemløse. Også her skete der noget usædvanligt, idet statsministeren blev mødt af autonome, der kastede æg på ham. Begivenheden i Valbyhallen har altså trukket lange spor efter sig. Som citatet ovenfor antyder, var der i følge journalisterne stor forskel på, hvordan Nyrups handling blev opfattet af tilskuerne i Valbyhallen og af tv-seerne hjemme i stuerne. Det giver mig anledning til ikke kun at beskrive selve politikernes optræden, men også mediernes rolle i den sammenhæng. Da de fleste vælgere danner deres indtryk af politikerne på baggrund af disses optræden på tv 2, finder jeg det relevant at beskrive den medievirkelighed, politikerne skal navigere og skabe deres politiske identiteter i. Dette hænger efter min opfattelse sammen med den senmoderne samtid, vi lever i, hvor identitet også er noget, man aktivt må skabe, og hvor de politiske ideologier ikke er legitimeret og defineret per automatik. At ideologiernes rolle og indhold ikke længere er 1 Nybroe og Mylenberg, s Jf. Meyrowitz No Sense of Place. 4

7 givet, betød i denne valgkamp, at Socialdemokratiet og Venstre på overfladen kom til at ligne hinanden; nogle talte om en rød og en blå socialdemokrat 3. At denne valgkamp er noget, der har optaget mange, ses blandt andet ved, at der efter valget er udkommet en del bøger, der analyserer dens forløb og udfald 4. Disse bøger er gode at danne sig et overblik udfra, men hvor de beskæftiger sig med valgkampens overordnede forløb, politiske strategier og rådgiverne i kulissen, vil dette speciale lægge vægt på en detaljeret, teoretisk analyse af et afgrænset aspekt i valgkampen. Det betyder, at det analysemateriale, jeg har valgt at tage udgangspunkt i, er nyhedsudsendelsernes formidling af episoden i Valbyhallen, samt en tv-duel og to samtaleprogrammer. Jeg har valgt at inddrage tv-duellen, fordi den formmæssigt har træk til fælles med vælgermødet i Valby, og dermed kan være med til at beskrive rammerne for det pågældende møde. De to samtaleprogrammer er valgt, fordi et karakteristisk træk ved vor samtids valgkampagner er, at der ikke kun fokuseres på politikernes offentlige fremtræden, men også på deres personlighed - og de to samtaleprogrammer indkredser netop dette felt mellem privat og offentlig optræden 5. Specialets teoretiske fundament er Norman Faircloughs Kritiske Diskursanalyse, der beskæftiger sig med interaktion og diskurs på flere niveauer, dels på et rent sprogligt niveau dels i et større socialt perspektiv. Derudover bruger jeg Joshua Meyrowitz teori til at beskrive det medialiserede samfund og præmisserne for politisk optræden. Både diskursanalysen og medieteorien beskæftiger sig med konstruktionen af identitet, hvorfor jeg har valgt at inddrage Judith Butlers begreb om den såkaldte performative identitet. Derudover anvendes andre teoretikere i mindre grad, og de vil blive introduceret løbende. Efter denne indledende beskrivelse af min interesse for emnet samt dets relevans og aktualitet, vil jeg i det følgende præsentere min problemformulering, introducere mit materiale og endelig gøre rede for specialets opbygning. 3 Fx i Politiken, Kultur og Debat s. 1, 13. november: [...] Det er måske en vigtig gradsforskel i en topstyret og iscenesat valgkamp mellem den blå og den røde socialdemokrat. (Min understregning.) 4 Fx: Jønsson, Rasmus og Ole Larsen, 2002, Professionel politisk kommunikation, København, Akademisk Forlag. Nybroe, Jeppe og Troels Mylenberg, 2002, En anden sandhed: om toppolitikere i valgkamp, København, Akademisk Forlag. Qvortrup, Henrik (red.), 2002, Exit Nyrup: tværsnit af folketingsvalget 2001, Høst. 5 Jf. Meyrowitz No Sense of Place. 5

8 1.1. PROBLEMFORMULERING Min tese er, at Nyrup rev Foghs bog i stykker for at tage afstand fra sin modstander og pege på forskellen mellem socialdemokratisk og liberal politik. Jeg antager, at Nyrup gjorde det, fordi han oplevede, at Venstre i valgkampen nærmede sig Socialdemokratiets politik og dermed appellerede til dets vælgere. Fordi identitet er noget individet eller gruppen også aktivt må konstruere, vil jeg undersøge om handlingen i Valbyhallen for Poul Nyrup var et led i at formulere en socialdemokratisk identitet. Behovet for denne træden i karakter vil jeg vise gennem en analyse af politikernes tale og optræden i henholdsvis dueller og samtaleprogrammer, og derudover vil jeg analysere mediernes fremstillinger af statsministerkandidaternes optræden. Derfor stiller jeg følgende spørgsmål til mit materiale: Hvad kendetegner kandidaternes ordvalg og argumentation i de pågældende tvudsendelser? Hvad kendetegner mediernes ordvalg og fremstillingsform? Hvordan performerer kandidaterne deres identitet? Hvilken rolle spiller medierne for kandidaternes optræden? Hvilke diskurser konstrueres? Fik episoden i Valbyhallen konkrete konsekvenser? I så fald hvilke? 1.2. MATERIALET Materialet, jeg har valgt at arbejde med, er et konglomerat af nyhedsudsendelser fra henholdsvis TV2 og DR1, der behandler mødet i Valbyhallen den 13. november, hvor bogen blev revet itu, den efterfølgende auktion af bogen efter valget, samt Foghs besøg hos Kirkens Korshærs varmestue på Nørrebro, hvor han overrakte pengene fra salget af den iturevne bog og blev mødt af autonomes æggekast. Derudover har jeg valgt Topmødet 6, en direkte tv-duel vist på TV2 to dage inden episoden i Valbyhallen. Jeg har valgt denne duel for at give et indtryk af de to politikeres optræden, når de står over for hinanden - det er nemlig svært at få et indtryk af dette ud fra klippene fra Valbyhallen, fordi optagelserne af mødet er stærkt redigeret, og det stort set er de samme klip, der vises igen og igen. 6 På TV2 den 11. november

9 For at kunne vise den medievirkelighed politikerne optræder i, har jeg også valgt at bruge to samtaleprogrammer; dels talkshowet Utzon hvor Susanne Utzon er vært, dels Go Morgen Danmark hvor Michael Meyerheim taler med de politiske ledere. Gennem disse programtyper vil jeg vise, at vi i dag i høj grad interesserer os for politikerens personlighed og privatliv, og at politikerne også bruger disse samtaler til at træde i karakter 7. Efter at have gennemset materialet grundigt har jeg udvalgt de passager, der relaterer sig til min problemformulering, udskrevet dem og vedlagt dem som bilag. Jeg vil kort gøre rede for regler bag mine transskriptioner, inden jeg gennemgår specialets opbygning UDSKRIFTSKONVENTIONER Konversationsanalytikeren Gail Jefferson har formuleret detaljerede regler for udskrivning af talt sprog, som jeg delvist har benyttet her 8. Imidlertid har jeg valgt at simplificere mine udskrifter noget, da jeg til dette speciales formål ikke har behov for en så deltaljerig transkription, som Jeffersons konventioner lægger op til. Jeg har valgt at bruge normal ortografi dvs. at jeg bruger store bogstaver som ved normal retskrivning, og at jeg bruger spørgsmålstegn ved spørgsmål og ikke som symbol for stigende intonation. Jeg har ikke sat kommaer i udskriften, da det normalt indikerer fortsætter-intonation. Jeg bruger kantet parentes til at markere begyndelsen af samtidig tale og dobbelt parentes til kommentarer om konkrete, fysiske handlinger. Lighedstegn markerer, at to taleture ikke adskilles af pause, men at den ene følger den anden direkte. Tom parentes markerer uforståelig og utydelig tale, mens parenteser med henholdsvis et, to eller tre punktummer markerer pauser på henholdsvis mindre end et sekund, på et sekund og længere end et sekund. Når jeg i udskriften har udeladt noget fra udsendelserne, markerer jeg det med dobbelt parentes med seks punktummer. Når jeg citerer udskrifterne i selve specialet og udelader noget, bruger jeg kantet parentes med tre punktummer ligesom jeg gør ved øvrige citater. Bindestreg i slutningen af et ord markerer en brat afslutning af ordet, fx når taleren retter sig selv. De brugte tegn er således de følgende: 7 Utzons har samtaler med Fogh og Nyrup henholdsvis den 5. og den 12. november - altså inden mødet i Valbyhallen. Meyerheims samtale med Fogh finder sted den 14. november, dagen efter Valby, og samtalen med Nyrup foregår den 19. november, dagen inden folketingsvalget. 8 Se Hutchby og Wooffitt, s. vi-vii. 7

10 Overlappende tale begynder (( )) Kommentarer om handlinger, fx ((publikum klapper)) = To taleture følger hinanden direkte ( ) Uforståeligt (.) Pause mindre end 1 sekund (..) Pause på 1 sekund ( ) Pause længere end 1 sekund (( )) Jeg springer i udskriften af udsendelsen - Markerer skarp afbrydelse af ordet, fx: Je- jeg 1.3. DISPOSITION I kapitel 2 vil jeg kort gøre rede for Faircloughs brug af begrebet diskurs og introducere teorien bag det diskursanalytiske felt, hvorefter jeg vil gå dybere ind i Faircloughs metode og analysemodel. Faircloughs Kritiske Diskursanalyse rummer tre led: Tekst, diskursiv praksis samt social praksis, og denne struktur vil gå igen i kapitlerne 3, 4 og 5. I kapitel 3 vil jeg analysere henholdsvis politikernes og mediernes tekster med udgangspunkt i Faircloughs metode, som jeg også supplerer med en analyse af politikernes appelformer og argumenttyper, idet det kan underbygge beskrivelsen af deres fremtræden. Kapitel 3 besvarer således, hvad der kendetegner kandidaternes ordvalg og argumentation samt mediernes ordvalg og fremstillingsform. I kapitel 4 vil jeg udbygge min teoretiske ramme med begreberne performativitet og selvreference samt Meyrowitz medieteori. Denne teoretiske udbygning vil jeg derefter anvende i min analyse af politikerne og mediernes diskursive praksis. Kapitel 4 vil dermed svare på, hvordan kandidaterne performerer deres identitet, hvilken rolle medierne spiller for kandidaternes optræden og endelig hvilke diskurser, der konstrueres. Herefter kommer i kapitel 5 en indkredsning af de beskrevne elementers konsekvenser for den såkaldte sociale praksis. Her vil jeg således undersøge, om det er muligt at definere de konsekvenser, episoden i Valbyhallen eventuelt fik. Denne del er indkredsning af nogle tendenser og fylder således mindre end de deciderede analyser af tekst og dikursiv praksis. I kapitel 6 vil jeg sammenfatte mine resultater, diskutere min metode og endelig konkludere på den opstillede tese. 8

11 Jeg har valgt denne disposition og mit teoretiske udgangspunkt ud fra en overbevisning om, at det vil belyse min problemformulering og mit analysemateriale bedst muligt, men jeg er dog også bevidst om andre perspektiver, jeg dermed udelader. Fx kunne det være relevant at sammenligne TV2 og DR1 s formidling af valgkampen, ligesom man kunne gå endnu dybere ind i en sproglig analyse. Jeg har prioriteret på den ene side at analysere politikernes sprogbrug, optræden og konstruktion af identitet samt på den anden side at indkredse et mediebillede, fordi jeg mener, jeg herigennem kan tegne et nuanceret billede af ét aspekt i folketingsvalgkampen i

12 2. KRITISK DISKURSANALYSE I det følgende vil jeg kort gøre rede for tre forskellige, dominerende diskursanalytiske tilgange, hvorefter jeg vil introducere Faircloughs diskursbegreb efterfulgt af en beskrivelse af diskursanalysens teoretiske udgangspunkt TEORI Inden jeg gennemgår Faircloughs Kritiske Diskursanalyse samt den model og de redskaber, jeg vil bruge i min analyse, vil jeg kort introducere feltet diskursanalyse. Jeg har blandt andet benyttet Jørgensen og Phillips Diskursanalyse som teori og metode til at indkredse de forskellige retninger inden for diskursanalysen. Foruden Kritisk Diskursanalyse beskriver Jørgensen og Phillips to andre tilgange til diskursanalysen: Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori samt Diskurspsykologi, hvor blandt andre teoretikere som Derek Edward, Jonathan Potter og Margaret Wetherell hører hjemme. Disse tre tilgange har en fælles opfattelse af begreber som sprog og subjekt, men har hver deres empiriske fokus og syn på forholdet mellem diskurser og den sociale virkelighed. Laclau og Mouffe 9 fokuserer i højere grad på samfundets abstrakte diskurser, mens Diskurspsykologien 10 kigger på helt konkret sprogbrug i menneskers hverdag, og hvordan vi fx bruger forskellige diskurser til at fremstille os selv på bestemte måder. Kritisk Diskursanalyse befinder sig et sted mellem disse to retninger, da metoden både undersøger konkrete eksempler på sprogbrug, men også kigger på disses indflydelse på større diskurser i samfundet, og ser, om der er potentiale for forandring, eller om de eksisterende diskurser og forhold reproduceres. Udover forskelligt empirisk fokus har teorierne også forskellige opfattelser af, i hvor høj grad diskurserne konstruerer eller konstrueres af det sociale. Den retning, Laclau og Mouffe repræsenterer, er mere ren poststrukturalistisk og mener, at diskurserne konstruerer det sociale, mens Kritisk Diskursanalyse har en mere, i mine øjne, pragmatisk opfattelse af dette forhold, idet denne retning opfatter diskurser som én social praksis blandt mange, og som noget, der både påvirker og påvirkes af det sociale. Faircloughs Kritiske Diskursanalyse er blot én blandt flere tilgange, der hører under betegnelsen Kritisk Diskursanalyse. Fairclough har sammen med Ruth Wodak defi- 9 Jørgensen og Phillips, s. 15 ff. 10

13 neret hvilke andre tilgange, der hører til kategorien 11, og her kan blandt andet nævnes Van Dijks socio-kognitive analyse, Fowlers kritiske lingvistik, Wodak med fleres diskurs-historiske metode foruden Faircloughs egen Kritisk Diskursanalyse 12. Jeg har valgt at arbejde med Faircloughs Kritiske Diskursanalyse, fordi han efter min opfattelse opstiller en meget anvendelig teori og metode: Hans analysemodel rummer konkrete metoder til praktisk analyse, han er åben over for at benytte andre teoretiske tilgange og endelig finder jeg hans begreb kritisk sprogbevidsthed interessant: Det er i mine øjne en værdifuld egenskab for både analytikere og almindelige borgere at kunne forholde sig kritisk til de ord, som vi ofte tager for pålydende DISKURSBEGREBET Diskurs er et begreb, der ikke altid bruges med samme betydning, men jeg har valgt ikke at gå nærmere ind i denne problematik og i stedet blot definere, hvordan jeg bruger det i denne tekst. Som en indledende definition kan Marianne W. Jørgensen og Louise Phillips forklaring bruges: [...] diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på. 13 Og Faircloughs egen brug af diskurs kan så præcisere dette: Fairclough bruger begrebet diskurs på to måder; både som et mere abstrakt begreb og som betegnelse for en mere konkret sprogbrug. I det første tilfælde optræder begrebet uden artikel ( diskurs ), mens det i det andet optræder med artikel ( en diskurs, diskurser, diskurserne ) 14. Diskurs henviser således til det at bruge sproget, at tale, som en social praksis. Diskurs har blandt andet disse tre funktioner: At konstruere social identitet, at skabe sociale relationer og endelig at konstituere vidensog betydningsregimer 15. En diskurs henviser til en bestemt måde at opleve og fortolke oplevelser på, fx en forbrugerdiskurs eller en miljødiskurs DISKURSANALYSENS TEORETISKE UDGANGSPUNKT I det følgende vil jeg gøre rede for de teoretiske antagelser og traditioner, diskursanalysen hviler på. 10 Jørgensen og Phillips, s. 17 ff. 11 Se Jørgensen og Phillips, s. 72, note Herunder opfatter jeg også Lilie Chouliaraki. 13 Jørgensen og Phillips, s Jørgensen og Phillips, s. 79 og Fairclough, 1989, s Jørgensen og Phillips, s

14 Michel Foucault og diskursanalysen Michel Foucault har udviklet teori og begreber samt lavet empiriske undersøgelser, der er grundlæggende for diskursanalysen. Hans arbejde opdeles i to faser: en arkæologisk og en genealogisk. Det er i den arkæologiske fase, Foucaults diskursteori formes. Det arkæologiske projekt består i at afdække reglerne for, hvilke udsagn man accepterer som sande og meningsfulde i bestemte historiske perioder 16. Foucault fastslår, at sandhed er en diskursiv konstruktion, der udpeges af vidensregimer, og et af hans mål er at beskrive strukturen i disse vidensregimer og dermed reglerne for, hvad man kan sige 17. Også i den genealogiske fase gør Foucault sig overvejelser om sandheden, hvor han siger, at man aldrig kan nå frem til sandheden, fordi man ikke kan tale uden for diskurs, man kan ikke undgå repræsentationen. Sproget er altså sådan indrettet, at vi altid taler fra en særlig position, vi har altid et særligt perspektiv på os selv og de andre 18. Det betyder, at sandhedseffekter er noget man skaber inden for diskurser 19, som i sig selv hverken er sande eller falske 20. I min analyse er det relevant at se på, hvordan henholdsvis de to statsministerkandidater og medierne skaber bestemte sandhedseffekter i deres diskurser, fx med bestemte autenticitetsmarkørere. Som jeg senere vil vise, spiller tv-mediet desuden på vores tilbøjelighed til at tro, at det, vi ser, er sandheden eller virkeligheden. Analysen vil også vise, at politikernes behov for at fremstille sig selv som troværdige eller sande hænger sammen med et forsøg på at styrke eget - og svække modstanderens - ethos. Sandhedseffekter er således også knyttet til ethos og troværdighed. Meyrowitz teori om, at konsistens mellem forskellige roller skaber troværdighed, er således relevant i denne sammenhæng, for det at opnå befolkningens tillid gennem konsistens mellem sine forskellige roller er nemlig afgørende for magtpositionen. Når man indgyder tillid, vil folk gerne ledes af een. Meyrowitz skriver: 16 Jørgensen og Phillips, s. 21 ff. 17 Disse vidensregimer svarer til det diskursteoretikeren James Paul Gee kalder Conversation, nemlig de ting der tæller som passende og meningsfulde at sige i form af ord, symboler og billeder på given tid og sted, i en given situation i forhold til en givent emne. Se Gee, s.38. Gees begreb Conversation minder om det andre kalder diskurs. 18 Se også Gee, s. 2 og Når Fairclough beskriver, hvordan diskurser kan tjene forskellige ideologier trækker han også på Foucaults magtbegreb. Fairclough, 1989, s Jørgensen og Phillips, s

15 [...] the new focus in studies of leadership is on the willingness of followers to follow. 21 Dette peger på, at magt er noget man tildeles, hvis man findes værdig, og valgkamp handler jo om at få folk til at sætte deres kryds ved een, at få dem til at ville ledes af een Poststrukturalisme og socialkonstruktivisme Diskursanalysens opfattelse af forholdet mellem sprog og virkelighed har rødder i poststrukturalismen og socialkonstruktivismen 22. Denne teoretiske baggrund er værd at hæfte sig ved, fordi vi derigennem kan forstå de antagelser, som diskursanalysens teori og metode bygger på, blandt andet det forhold, at vi bruger sproget til at skabe vores verden og identitet. Jeg har i det følgende sammenfattet og opstillet de vigtigste punkter til dette formål: Sproget afspejler ikke en allerede eksisterende virkelighed, og man har en kritisk indstilling til den viden, der ellers tages for givet. Den sociale verden har ikke stabile og autentiske karakteristika, men konstrueres gennem vores sprogbrug og interaktion, og knyttes således til den historiske og kulturelle kontekst. Når man beskæftiger sig med mediernes formidling af politisk optræden, er det relevant at være kritisk over for den medialiserede repræsentation af virkeligheden, som vi ofte tager for givet som sand. Sproget er struktureret i mønstre eller diskurser, men der er ikke ét generelt betydningssystem som hos Ferdinand de Saussure 23. Der er altså flere betydningssystemer, hvor betydning skifter fra diskurs til diskurs. Fx opfattes velfærd forskelligt i Socialdemokratiets og Venstres diskurser. Derudover hænger viden sammen med sociale handlinger, og et bestemt verdensbillede gør visse handlinger naturlige og andre utænkelige. Mønstre for den måde, vi bruger sproget på - de såkaldte diskursive mønstre - både vedligeholdes og forandres i vores anvendelse af dette, i de diskursive praksisser. 21 Meyrowitz, s Jørgensen og Phillips bruger Vivien Burrs definition af socialkonstruktivisme, som består af fire karakteristiske punkter, til at beskrive dette udgangspunkt for diskursanalysen. Jørgensen og Phillips, s Og se side 21 for beskrivelse af poststrukturalismen. 13

16 Vedligeholdelse og forandring af betydningsmønstre sker i de konkrete kontekster, hvor sproget sættes i spil. Viden skabes i social interaktion, hvor man både opbygger fælles sandheder og kæmper om, hvad der er sandt og falsk. Sproget er en del af samfundet, står ikke udenfor. Sprog er en social praksis og denne sociale praksis er betinget af andre (ikke-sproglige) dele af samfundet 24. Diskursanalysen tillægger altså sproget en dobbelthed 25 : Det er på den ene side en form for selvstændig handling, man kan påvirke verden med 26, og på den anden side en handling der er socialt og historisk placeret, og som står i et dialektisk forhold til andre aspekter af den sociale interaktion 27. Lilie Chouliaraki påpeger for det første, at sprog, og alle semiotiske modaliteter er dialektisk inddraget i social praksis og for det andet at sprog både[teoretiseres]som en praksis i sig selv (i dets pragmatiske eller udførende dimension, [...]) og som repræsentation af praksis (i dets semantiske dimension) 28. Diskursanalysen ser med andre ord ikke sprog som noget, der objektivt afspejler virkeligheden, men derimod som et element, der er med til at skabe og forandre virkeligheden, vores identiteter og sociale relationer. Det betyder, at det, man undersøger, er diskursen i sig selv. Man forsøger altså ikke at komme bag diskursen, om til noget egentligt Senmodernitet De områder, som Kritisk Diskursanalyse vil undersøge, hænger naturligt sammen med de tendenser, der er i det omgivende samfund. Chouliaraki og Fairclough placerer i bogen, Discourse in Late Modernity - Rethinking Critical Discourse Analysis Kritiske Diskursanalyse i forhold til de tendenser og udfordringer, der er i det senmoderne, eller postmoderne samfund 30. Her tager de blandt andet afsæt i kritiske teoretikere som Harvey, Giddens og Habermas. Jeg vil kort beskrive nogle af de pointer, Fairclough og Chouliaraki fremhæver ved disse teoretikere, fordi de tydeliggør min analyses relevans. 23 Jf. fiskenetmetaforen : Hvert tegn har sin betydning i kraft af dets relation til, eller forskel fra, de øvrige tegn. Tegnene kan ses som ordnet i forhold til hinanden som knuderne i et fiskenet. 24 Fairclough, 1989, s Jørgensen og Phillips s Jf. John L. Austins sproghandlingsteori. 27 Jf. begrebet intertekstualitet. Man kan aldrig starte forfra, man vil altid trække på noget tidligere sagt og gjort. Fairclogh påpeger, at selve sprogbrugen er en social praksis, og altså ikke - som Saussure hævdede - helt individuel. Fairclough, 1989, s Chouliaraki, s Jørgensen og Phillips, s , om forskerens rolle 14

17 Chouliaraki og Fairclough bruger O. J. Harvey, der kæder kultur sammen med økonomiske forandringer 31, som afsæt. Harvey påpeger en markant stigning i produktionens og forbrugets tempo, og at denne acceleration medfører en flygtighed samt en brug-og-smid-væk -mentalitet, både materielt og åndeligt. Han forklarer, at man enten kan reagere på det høje tempo og de hastige forandringer med en hyldest af de valgmuligheder, det medfører, eller ved at reagere defensivt og forsøge at genskabe kollektive og individuelle identiteter, fx gennem nation og religion. I valgkampen 2001 kan man se Dansk Folkepartis popularitet som et eksempel på genskabelse af national identitet - på baggrund af en fremmed og negativ identitet. En af de mærkesager, der blev knyttet til denne nationale identitet, var, at vi skal tage os bedre af vores egne - gamle, syge og svage - inden vi hjælper de andre. Også Fogh lægger sin politik frem som noget, der må interessere alle danskere - fx afskaffelse af ventelisterne, og han siger, at han ikke henvender sig til bestemte grupper i befolkningen 32. En reformulering af velfærdsbegrebet og herunder sundhedsvæsenet blev således et centralt emne i hele valgkampen. Det så vi blandt andet i TV2's Topmøde, der forklarede, at de tre vigtigste temaer for vælgerne var: Udlændinge, ældre og sundhed. Chouliaraki og Fairclough supplerer Harveys teori med Anthony Giddens begreb om den senmoderne samtid 33, som blandt andet er karakteriseret ved en adskillelse af handling, tid og sted, action at a distance 34. Det betyder også, at samfundet detraditionaliseres, og at traditioner derfor nu skal legitimere sig. Chouliaraki skriver om senmoderniteten: Senmodernitet er bredt defineret som en proces bestående af aftraditionalisering. Praksisser og erfaringer begrebsliggøres ikke længere i lyset af hellig viden eller en viden, som indeholder og bevarer generationers erfaringer, men i lyset af ekspertdiskurser, der er produceret i sociale systemer og institutioner, og som især har betydning på områder som samfundsvidenskaberne og politik [...]. 35 Chouliarakis beskrivelse af vores samtid som kendetegnet ved, at ekspertdiskurser er med til at begrebsliggøre vores erfaringer og praksisser, mener jeg også er værd at bemærke i forbindelse med denne valgkamp. Når fortolkning og bedømmelse af verden 30 Giddens kalder det senmoderne, Lyotard kalder det postmoderne. 31 Chouliaraki og Fairclough, s Bilag, l Chouliaraki og Fairclough, s Chouliaraki og Fairclough, s Chouliaraki, s

18 ikke er givet gennem fx ideologier eller religion, er det i mine øjne en naturlig konsekvens, at forskellige fagfolk, teoretikere og eksperter må udføre og formidle en sådan analyse og fortolkning. Men dette samtidsfænomen vendte Anders Fogh sig imod i valgkampen, som vi senere skal se i min analyse; for ham blev tænketanke det modsatte af konkret handling, der skal tjene samfundet. Og de fleste husker nok også, at Fogh i sin første nytårstale stillede spørgsmål ved analytikeres berettigelse, han kaldte dem smagsdommere og påpegede, at danskerne selv ved, hvad der er bedst for dem. Det kunne altså se ud, som om disse ekspertdiskursers naturlige forekomst i et senmoderne samfund for Anders Fogh Rasmussen blev et symbol på begrænsningen af individets frihed. Denne tendens kan vi også se i forbindelse med, at tv-mediet ofte gør almindelige mennesker til eksperter: Subjektive oplevelser og erfaringer gøres til ekspertudsagn i fx nyhedsudsendelserne. Et nyhedsindslag om ventelister til sygehusene handler oftere om de personlige konsekvenser, det har for almindelige mennesker, end om politiske og økonomiske overvejelser. På denne måde kan man måske sige, at Anders Fogh understøtter tv-mediets logik, når han hævder at menigmand er ekspert i sit eget liv. Denne senmoderne globalisering og aftraditionalisering betyder også, at gamle grænser for diskurser bliver mere flydende, der opstår diskursive hybrider, der blander forskellige genrer og diskurser 36. Bestemte former for sprogbrug bruges nu i en ny sammenhæng, fx breder reklame- og interviewsprog sig til andre sammenhænge. Tidens krav om, at traditioner skal legitimere sig, kan i mit analysemateriale ses i og med, at Socialdemokratiet nu ikke længere automatisk har eneret på at sørge for de svage i samfundet - både Venstre og Dansk Folkeparti byder ind på dette felt, og det betyder, at Socialdemokratiet må bruge kræfter på at definere sin egen og de andres identitet for at legitimere sin eksistens. Teoretikerne her finder også sproget relevant at betragte, og en af Jürgen Habermas pointer er, at det frigørelsespotentiale - det såkaldte emancipatoriske element - der er indlejret i selve samfundet, ligger i sproget og kommunikationen. Fairclogh selv taler også i Language and power om, at kritisk analyse af sprog fører til social emancipation 37. Ligeledes taler Habermas, som Giddens, om en refleksivitet i sprogbrugen, der gør, at folk kan skabe sig selv gennem kreativ brug af de sociale ressourcer, der er til 36 Det vil jeg komme nærmere ind på i min analyse i forbindelse med medieteoretikeren Joshua Meyrowitz. 37 Se kap

19 stede 38. Det vil fx sige, at en politiker kan skabe sig selv - eller et bestemt billede af sig - ved at udnytte de forskellige muligheder, der er for at optræde i forskellige medier, forskellige programtyper og via bestemt sprogbrug. Det knytter sig blandt andet til det, jeg senere vil forklare som performativitet og selvreference i sprogbrugen. En hovedpointe hos disse tænkere er således de flydende grænser - også for diskurser - og den konstante konstruktion af identitet, betydning og social verden. Gennem Kritisk Diskursanalyse kan denne diskursive skabelse af betydning dekonstrueres, og i min analyse vil jeg derfor undersøge, hvordan kandidaterne konstruerer deres identitet samt analysere, hvordan medierne også konstruerer bestemte opfattelser af valgkampen og politikerne Intertekstualitet For at kunne analysere politikernes tale og konkrete diskurser bruger Chouliaraki og Fairclough også Julia Kristevas begreb intertekstualitet 39, der beskriver, at diskurser altid er hybrider, dvs. blandinger og rekontekstualiseringer af andre diskurser 40. Chouliaraki og Fairclough forklarer, at begrebet dækker over to former for rekontekstualisering af diskurser: Intertextuality can therefore be understood at two levels: on one level it is the presence in my discourse of the specific words of the other mixed with my words, as for instance in reported speech; on another level it is the combination in discourse of different genres - or, we might add, different discourses [...]. 41 Den førstnævnte form for intertekstualitet handler om mere eller mindre direkte citeren af en andens tale i ens eget udsagn 42, mens den anden type - som de to teoretikere kalder interdiskursivitet - handler om den mere generelle reference til, eller baggrund i, andre diskurser. James Paul Gee påpeger, at man udover at kigge på to politikeres optræden i den konkrete situation også må kigge på det møde 43, der er mellem de diskurser 44, de to 38 Jf. det konstruktivistiske element. Også hos Butler, som jeg bruger i min analyse. 39 Der igen bygger på Bachtins term om det dialogiske i sproget og begrebet translingvistik. Se Møller Andersen og desuden Fairclough, 2002, s Chouliaraki, s. 252 (note 4). 41 Chouliaraki og Fairclough, s Det knytter an til det, jeg senere vil beskrive som selvreference via det fremmede ord. Se Møller Andersen. 43 Det møde kalder Gee for Conversation med stort C. Bruges om den dialog der er mellem fx forskellige diskurser gennem tiden, altså mere historisk.. 17

20 henholdsvis repræsenterer. Vi ser altså ikke bare et møde - eller en duel - mand til mand, men også en konfrontation mellem to diskurser, den socialdemokratiske og den liberale 45. Selv om diskurser defineres som foranderlige, vil Nyrup og Fogh ikke kunne tale som partiformænd uden at indskrive sig i henholdsvis den socialdemokratiske og den liberale diskurs - og diskursen mellem de to, historisk set. Det hænger sammen med intertekstualiteten - eller interdiskursiviteten - på den måde, at man ikke kan tale uden for diskurser, lige så lidt som man kan løsrive sig fra dem over tid. Man kan aldrig starte forfra, så at sige. Men det betyder dog ikke, at man ikke kan sige noget nyt - det gør man nemlig, når man både trækker på en gammel diskurs og samtidig udvider den med nye diskursive elementer FAIRCLOUGHS METODE KRITISK DISKURSANALYSE Faircloughs og Chouliarakis 46 udlægning af det, der altså kaldes Kritisk Diskursanalyse, benytter sig både af lingvistiske og socialvidenskabelige teorier, og Chouliaraki beskriver meget præcist de antagelser, der ligger bag 47 : Metodens teoretiske antagelse er, at sprog og alle semiotiske modaliteter er dialektisk inddraget i social praksis. Den ontologiske antagelse er, at det sociale er produceret og transformeret inden for og gennem diskurs 48. Den metodologiske antagelse er et konstruktivistisk syn på sprog og tekst som social semiotik 49. Og endelig siger Chouliaraki, at opgaven for Kritisk Diskursanalyse er at analysere: empiriske eksempler på social handling og vurdere den specifikke involvering af diskurser i hegemoniske projekter og deres potentiale for social forandring. 50 Dette betyder, at sproget er med til at konstruere vores sociale verden, og at vi i vores analyser skal afdække, hvordan diskurser er med til at definere, hvordan begreber og 44 Det ville Gee kalde Discourser. 45 Gee, s Faircloughs betragtes som ophavsmand til denne retning, men da han har skrevet meget sammen med Lilie Chouliaraki, bruger jeg dem begge her. Jeg diskuterer altså ikke eventuelle uenigheder mellem de to. 47 Se Chouliaraki, s Jf. socialkonstruktivismen. 49 Jf. M.A.K. Hallidays funktionelle grammatik. 50 Chouliaraki, s

21 sagsforhold skal opfattes - det er det, begrebet hegemoni dækker i denne sammenhæng. Chouliaraki og Faircloughs brug af hegemoni tager udgangspunkt i Gramscis definition, der blandt andet siger: Hegemony is relations of dominations based upon consent rather than coercion, involving the naturalisation of practices and their social relations as well as relations between practices, as matters of common sense - hence the concept of hegemony emphasises the importance of ideology in achieving and maintaining relations of domination [...]. 51 Begrebet er brugbart, både når man kigger på social og diskursiv praksis - to begreber som bliver forklaret nærmere i det følgende. Hegemoni-begrebet kan bruges til analyse af den sociale praksis, fordi det kan afdække, hvilke magtrelationer de forskellige diskurser er en del af, og om disse magtrelationer ændres, udfordres eller vedligeholdes. Tilsvarende kan begrebet bruges til at analysere den diskursive praksis, forstået på den måde, at denne praksis i sig selv er et forum eller en fremtrædelsesform, hvori den hegemoniske kamp foregår - den konkrete udfordring eller vedligeholdelse af eksisterende diskursordner. Derigennem kan man således undersøge, om og hvordan bestemte diskurser kan være med til at ændre på sociale forhold og magtrelationer 52. Fairclough understreger, at et overordnet sigte er at afdække, hvilke ideologier forskellige diskurser skjult repræsenterer. Fx hvilket menneskesyn diskursen tager for givet. Ved at øge vores bevidsthed om det, vi tager for givet, får vi mulighed for at frigøre os fra det, der eventuelt undertrykker os. Det kan lyde lidt paranoidt at påstå, at alle fremstillinger skjult tjener en undertrykkende ideologi. Imidlertid skal Kritisk Diskursanalyse ikke ses som en konspirationsteori, for en pointe er netop, at vi bruger - og trækker på - ideologier og diskurser helt ubevidst. Teorien kan bruges som en øjenåbner til at skærpe vores kritiske opmærksomhed, og når vi så er blevet bevidste om diskurserne i spil, kan vi tage stilling til, om vi kan forsvare at reproducere dem eller ej Modellen Faircloughs analysemodel har følgende tre niveauer: 51 Chouliaraki og Fairclough, s Fairclough, 2002, s

22 Tekst: En detaljeret tekstanalyse med rødder i lingvistikken og Michael Hallidays funktionelle grammatik. Her skal analytikeren beskrive den konkrete teksts formelle træk 53. Interaktion, diskursiv praksis: Her er målet en fortolkning af forholdet mellem tekst og interaktion; teksten ses både som et produkt af en proces og som en ressource i fortolkningsprocessen. Man kigger på, hvilke erfaringer, opfattelser eller ideologier interaktanterne trækker på, ligesom det også er vigtigt at se på, hvilke allerede eksisterende diskurser og genrer interaktanterne trækker på i deres fremstilling og fortolkning af teksten 54. Kontekst, social praksis: En makrosociologisk analyse af social praksis. Her søges en forklaring på, hvordan det sociale bestemmer produktion og fortolkning af teksten, fordi konteksten skaber interaktanternes ressourcer til at fortolke og producere tekst. Det er både vedrørende den konkrete sociale interaktion, den sociale institution den foregår i og endelig samfundet som sådan. De tre niveauer kan illustreres med denne figur 55. TEKST DISKURSIV PRAKSIS SOCIAL PRAKSIS 53 Teksten er i praksis afhængig af dens produktionen og konsumptionen - men disse to niveauer adskilles i analysen. 54 Jørgensen og Phillips, s Fairclough, 1989, s. 25 og Jørgensen og Phillips, s

23 Det tekstuelle niveau er vigtigt for Kritisk Diskursanalyse, fordi de formelle teksttræk er med til at konstruere diskurserne og genrerne lingvistisk. I den semiotiske praksis, altså i brugen af sproget, er der altid tre processer på spil: En konstruktion af virkeligheden, en vedtagelse og forhandling af sociale relationer og identiteter og endelig selve konstruktionen af tekst 56. Når man analyserer en tekst med Hallidays kategorier, kigger man på: Ordforråd. Hvordan markerer ordvalget tekstens og afsenders opfattelse af henholdsvis overbevisninger, den sociale relation mellem afsender og modtager samt afsenderens identitet? Det besvares blandet andet gennem undersøgelse af klassifikationsskemaer, ideologisk ordvalg, gentagelser, synonymi samt metaforer 57. Grammatik. Her kigger man fx på, hvilke typer handlinger, agenter og patienter der indgår, hvilken modus (deklarativ, spørgende eller imperativ) og hvordan hypo- og paratakse fungerer 58. Desuden er tekstens modalitet interessant; hvad er afsenders forhold til teksten, i hvor høj grad forpligter han sig til det sagte. Tekstuel struktur. Her undersøges blandt andet tekstens overordnede struktur, fx en dialogs turtagning - om den afspejler et hierarkisk eller et jævnbyrdigt forhold 59. Jeg har valgt ikke at følge Hallidays kategorier slavisk, men i stedet at inddrage dem, når de har været relevante for analysen. Fairclough påpeger desuden, at hans model ikke er lukket, men at man kan inddrage andre relevante analyseværktøjer på de forskellige niveauer, så i min analyse har jeg valgt også at inddrage en retorisk analyse af argumenter og appelformer på tekstniveauet, fordi de viser sig at være relevante for mine pointer. Desuden forklarer Fairclough, at en ren tekstanalyse ikke er tilstrækkelig, fordi den ikke viser forbindelsen mellem teksterne og de samfundsmæssige, kulturelle processer og strukturer. Derfor er der brug for de to andre analyseniveauer: diskursiv praksis samt social praksis. 56 Chouliaraki, s Fairclough, 1989, s Fairclough, 1989, s. 111 og Fairclough, 1989, s. 111 og

24 Den diskursive praksis er det niveau, hvorpå vi bruger sproget, hvor teksten produceres og modtages, fx en samtale, og her bruges diskurstyper på bestemte måder. Fairclough tager afsæt i en sociologisk tradition, etnometodologien og konversationsanalysen: Etnometodologien er udviklet af Garfinkel og beskæftiger sig med de regler, vi organiserer vores samtaler omkring. Garfinkels begreber bruges af konversationsanalysen, der analyserer samtalers strukturering omkring turtagning, overgangsrelevante steder, præferencer og nærhedspar som spørgsmål-svar, fx 60. Formålet med dette er at forstå, hvordan mennesker aktivt konstruerer en regelbunden verden i hverdagspraksisser. Jeg har selv erfaring med, at arbejdet med konversationsanalyse er interessant, men også at den kan være så detaljeorienteret, at man ikke altid får knyttet tekstniveauet til de større sociale strukturer. Derfor er det, igen, givtigt at inddrage yderligere teori. Når man skal forstå de betingelser, teksten produceres og konsumeres under, er det derfor relevant at kigge på de genrer og diskurser, der er i spil - herunder de tv-genrer politikerne optræder i. I min analyse vil det desuden vise sig relevant at kigge på performativitetsbegrebet og mediernes rolle i forbindelse med en beskrivelse af den diskursive praksis. Modellens sidste niveau, den sociale praksis, knytter an til metodens kritiske potentiale, idet man her vil skærpe opmærksomheden på de ofte usynlige magtrelationer og sandhedskonstruktioner. Fairclough siger, at magtrelationer altid kædes sammen med kamp eller hegemoni, og i denne kamp indgår sproget, fx i en kamp om at definere et begreb til sin egen fordel 61. Og her har vi som analytikere så mulighed for at pege på en alternativ konstruktion af identiteter og relationer. I min analyse ses konstruktionen af bestemte fortolkninger af begivenhederne fx ved det forhold, at medierne skaber en bestemt, ensidig fortolkning af Poul Nyrup Rasmussens boggimmick i Valbyhallen, at Fogh konstruerer en modsætning mellem sig selv som positiv og handlende og Nyrup som negativ og passiv, samt at Nyrup fremstiller sig selv som statsminister for de svageste. En vigtig pointe hos Fairclough er desuden, at teksten og den sociale praksis gensidigt påvirker hinanden. Det vil sige, at diskurs både former og afspejler sociale strukturer og processer. 60 Det gennemgås fx i Hutchby og Wooffitt. 61 Fairclough, 1989, s. 34 om power relations, class relations, and social struggle. 22

25 EN ANALYSEAGENDA På baggrund af de teoretiske og metodiske antagelser jeg har skitseret, kan man forstå, at den grundlæggende idé med Kritisk Diskursanalyse er, at man skal afdække systemerne og antagelserne bag magtstrukturerne og således give folk værktøjer til at blive bevidste om og evt. ændre på magtforhold. Chouliaraki og Fairclough opstiller herpå en research agenda 62, der rummer fire modsætningspar, som står i et dialektisk forhold til hinanden. De fire områder, Kritisk Diskursanalyse bør undersøge, er 63 : Kolonisering og tilegnelse Globalisering og lokalisering Refleksivitet og ideologi Identitet og forskellighed Kolonisering og tilegnelse Dette begrebspar handler om, hvordan diskurser og genrer bevæger sig fra én social praksis til en anden. Disse bevægelser kan enten beskrives som én diskurs, der koloniserer (og således dominerer) en anden. Eller den anden kan tilegne sig (og således dominere) den første diskurs. I forbindelse hermed er det relevant at kigge på magt, hvilken diskurs dominerer, og hybriditet: Når en diskurs eller genre bevæger sig fra én social praksis til en anden, rekontekstualiseres diskursen i den nye praksis. Chouliaraki og Fairclough påpeger derudover, at forholdet mellem disse to begreber er dialektisk: Ethvert tilfælde af kolonisering rummer også tilegnelse og vice versa. Som eksempel nævner de blandt andet udbredelsen af en marketingsdiskurs til sociale praksisser, der ikke er merkantile. I min analyse vil jeg undersøge, om den offentlige diskurs er præget af private samtaleformer, når jeg beskriver programmerne Utzon og Go Morgen Danmark. Og desuden vil jeg i min analyse undersøge, om man kan tale om, at den socialdemokratiske diskurs har koloniseret andre dele af debatten i samfundet end den, der traditionelt 62 Chouliaraki og Fairclough, s Chouliaraki og Fairclough betragter det ikke som en endegyldig analyseagenda for Kritisk Diskursanalyse, men som et bidrag til en beskrivelse af hvad Kritisk Diskursanalyse er, og hvad den bør gøre. Se evt. Chouliaraki og Fairclough, s

26 tilhører Socialdemokratiet og fagbevægelsen, og om Venstre som følge heraf har tilegnet sig dele af denne diskurs Globalisering og lokalisering Disse begreber forklarer Chouliaraki og Fairclough som en særlig form for kolonisering og tilegnelse, som er typisk for senmoderniteten: Løsrevne diskursive praksisser flyder over sproglige og kulturelle grænser. De to teoretikere ser i denne sammenhæng ikke globalisering som en mild forening af verden, men bruger snarere begrebet til at forklare at kampen mellem diskurser også foregår på et globalt, internationalt niveau. De nævner som eksempel, at Ungarnsk tv trækker på amerikanske og europæiske fremstillingsformer i nyhedsudsendelser, men samtidigt har integreret disse former på en måde, der modsvarer logikken i Ungarnsk tv-praksis. Uden for dette speciales rammer kunne dermed også ligge en undersøgelse af en eventuel amerikanisering af nyhedsudsendelser og valgkampe Refleksivitet og ideologi Området, der handler om refleksivitet og ideologi, peger på, at der i senmoderniteten er en øget refleksivitet - herunder også en øget sprogbevidsthed. Det gør, at sproget bliver mere gennemsigtigt og har sværere ved at skjule en ideologi. Samtidig er tiden dog - nærmest modsat - også karakteriseret ved, at nye diskurser breder sig ideologisk og præsenterer sig som selvindlysende. Det vil både sige, at man ikke længere så let kan skjule fx en racistisk diskurs i sit sprog ved at kalde en person med etnisk, arabisk baggrund for perker. Vi er blevet så sprogbevidste, at vi reagerer på denne ideologiske diskurs. Men det vil også sige, at vi ikke er kritisk indstillede over for nye diskursers udbredelse, fx en marketingsdiskurs udbredelse til miljøpolitik. Vi accepterer fx tilsyneladende den ideologiske antagelse, at miljøpolitik skal kunne betale sig - i kroner og ører, forstås. Også i Language and Power beskæftiger Fairclough sig med udbredelsen af et varebegreb eller en varediskurs. I vort forbrugersamfund er en vare ikke længere en konkret, håndgribelig ting: Fx er uddannelser, ferier og forsikringer nu også varer, 64 Det vil dog være svært for mig at sige hvilke faktorer der har gjort at sociale ord har bredt sig til andre diskurser. Jeg kan blot konstatere, at der i valgkampen bruges ord med sociale konnotationer af partier, der traditionelt ikke har haft en social profil. 24

27 der pakkes ind og sælges 65. Med hensyn til mit fokus kan man pege på, at vælgerne i højere grad er blevet forbrugere. Det mener jeg på to måder: For det første er det ikke fremmed for os at tale om, hvorvidt en politiker er god til at sælge sig selv. Og måske oplever vi Venstres politik i en ny indpakning - Fogh sælger varen anderledes end Ellemann-Jensen gjorde, og vi skal senere se, at Fogh netop taler om, at vi skal have et velfærdssamfund, hvor vi får noget for pengene. For det andet skal medierne i højere grad end i monopoldagene sælge en vare, fange vores opmærksomhed og fortælle en historie, vi gider se eller læse - det være sig også når det gælder samfundsmæssige og politiske forhold. Det kan være en medvirkende årsag til den fokusering på form og den høje grad af framing 66, jeg vil undersøge i min analyse. Forholdet mellem på den ene side seerne og borgerne og på den anden side tv-mediet er, mener jeg, i højere grad påvirket af markedskræfter end folkeoplysning Identitet og forskellighed: Den konstitutive anden Det sidste område i analyseagendaen, identitet og forskellighed, henviser til, at Kritisk Diskursanalyse vil undersøge, hvordan vi dels kæmper for at definere vores egen individuelle identitet og dels kæmper for at definere et os, der er forskellig fra de andre. Fordi, det at være en del af nogen, der er forskellige fra dem, er et led i at konstruere den individuelle identitet 67. Chouliaraki og Fairclough beskriver subjektet som en strukturel position i en diskurs: Fx giver bestemte genrer folk bestemte diskursive positioner at indtage; som læge og patient i konsultationen eller som vært og gæst i et talkshow. I modsætning til subjekt er identitet eller selv, i følge Chouliaraki og Fairclough, noget, vi selv skaber interaktionelt i diskurserne, individuelt eller kollektivt, og de to teoretikere forklarer, at en konsekvens af senmodernitetens flydende grænser er en intensiveret kamp for at finde identitet 68. Når identitet ikke længere er noget, man kan tage for givet, skal man begrunde sig, forsvare sin adfærd og sine holdninger. Chouliaraki skriver om identitet: 65 Fairclough, 1989, s Framing er mediernes subtile udvælgelse eller fremhævning af visse aspekter af en sag på bekostning af andre, og er dermed et middel til at give en sag en bestemt mening, f.eks. ved at en bestemt årsag til et problem underforstås. Haahr, s Jf. Gees analyseværktøjer, som nævnes senere. 68 Kollektivt kan den som nævnt søges i eksempelvis nationalistiske rammer, individuelt handler det fx om image, Chouliaraki og Fairclough, s