Partsforklaringer. Skoleelev Jesper Jørgensen har forklaret følgende:

Transkript

1 Partsforklaringer. Skoleelev Jesper Jørgensen har forklaret følgende: Han går i skole i Krumspringsskolens 10. klasse. Det er han glad for. Det bedste ved det er, at man dyrker meget sport på skolen og får sund mad, så han er kommet i rigtig god form. Han er begyndt at gå til brydning. Det går rigtig godt. Han er også meget på værkstedet på skolen. Han har lært at svejse, for eksempel. Han vil gerne være mekaniker, så det er en fordel at kunne svejse. Han kan i det hele taget godt lide at bruge sin krop og sine hænder, hvad enten det er til brydning eller i værkstedet. Selve skoletimerne er bedre end på Lillebølle Skole. For det første er de kortere 30 minutter, og så er der 10 minutters pause. Opgaverne er også tit lidt lettere. Han føler sig ikke så meget bagefter. Det går også en hel del bedre med at læse og regne. Han kan fx sende SMS er nu uden, at folk ikke kan forstå, hvad der står i dem. Det er ret fedt. Han kunne godt lide at gå i Lillebølle Skole i starten, da han var i klassen sammen med de andre. Han kunne godt lide Gunhild. Hun fandt tit på noget, han kunne lave, selvom han ikke kunne læse særlig godt. Han var ikke helt så glad for det efter fjerde klasse, da han blev flyttet over i Hulen. Han enedes ikke så godt med et par stykker af de andre der var der, og der var meget larm hele tiden. Det var svært for ham at have det inde i hovedet og han havde næsten altid hovedpine. De spillede meget kort for at lære tallene og lavede mange bogstavspil, så man kunne huske, hvordan bogstaverne så ud. Men på en måde var det også godt oppe i Hulen, for Peter, (ham, der var lærer deroppe) tog ikke hans slik og chips fra ham. Det gjorde Gunhild altid. Hun kunne godt være lidt streng på den måde. Peter syntes mere man skulle hygge sig. Det var Gunhild vist lidt ligeglad med. Han vil gerne fortsætte på Krumspringsskolen til og med 12. klasse. Og så vil han gerne være mekaniker. Eller måske bare gå til brydning, men man skal være meget god for at kunne gøre det hele tiden. Det er jo ikke den sport, der er flest penge i. Men der er nogen i USA, der tjener godt på det. Han er bare ked af, at det er så dyrt. Hans far og mor har ikke rigtig råd til så meget, når de hele tiden skal betale for hans skole. Kontorassistent Ellen Jørgensen har forklaret følgende: Jespers problemer begyndte vel det sidste år i børnehaven. Han havde altid været en meget drenget dreng. Han ville hellere kravle i træer end se fjernsyn, og var meget fysisk stærk. Han kunne godt være lidt svær at styre nogen gange, og havde altid været ret højrøstet. De første problemer i børnehaven opstod efter, at Jesper havde været involveret i et par slåskampe. Hun husker godt overdragelsesmødet ved Jespers skolestart. Det blev vel nævnt, at Jesper måske havde nogle indlæringsproblemer, og damen fra PPR foreslog, at man kunne lave en udredning, men hun syntes selv det var for tidligt at gøre et alt for stort nummer ud af det. Hendes erfaring var, at hvis man først så efter problemer, så fandt man nogen. Hun syntes heller ikke, at Jesper skulle have en journal at trækkes med. 1

2 Klasselæreren (Gunhild Petersen) havde vel et ganske godt tag på ham, men Gunhild og hende kom ikke godt ud af det med hinanden. Gunhild ville fx bestemme, hvad Jesper måtte spise. Det mente hun ikke, skolen skulle blande sig i. Gunhild sørgede så for, at det blev bestemt, at der ikke måtte være slik i klassen. Det gjorde skete på et forældremøde, hvor hverken hun selv eller Jespers far var til stede. Det gjorde hende godt gal i skralden, og deres samarbejde var ikke særlig godt efter det. Der blev holdt et møde mere i begyndelsen af fjerde klasse, hvor også PPR og skoleinspektøren var til stede. Det handlede om, at Jesper skulle flyttes over i specialundervisningsklassen. Jesper kunne da stort set ikke læse. Hun spurgte, om man ikke kunne flytte Jesper på en specialskole. Skolepsykologen var også til stede. Skolepsykologen mente også, at en specialskole kunne være en god idé. Skoleinspektøren og repræsentanten fra PPR, som hun ikke husker navnet på, mente dog begge to, at det ville være at gå for langt. Hulen måtte afprøves først. Bortset fra de møder, var der selvfølgelig forældremøder og forældresamtaler. De kom næsten altid til forældresamtalerne, men sjældent til forældremøderne. De følte vel at de andre forældre så skævt til dem, fordi de ikke kunne styre drengen. Hun var lettet, da Jesper kom i 7. klasse. Så kunne man flytte ham på efterskole uden at der blev stillet for mange spørgsmål. Hun var træt af at være et samtaleemne i byen. Og hun kunne ikke bare stå at se til, at Jesper ikke fik nogen reel skolegang. Hun havde flere gange i løbet af særligt 6. klasse spurgt Peter Jensen, som var lærer i Hulen samt skoleinspektøren, om der ikke kunne findes et andet tilbud til Jesper. Der blev givet forskellige begrundelser for, at det ikke var en god idé, men den der oftest blev nævnt var, at det hjalp formentlig ikke noget samt at Jesper ikke var god til skift. Hun er enig i, at Jesper ikke er god til skift, men hun havde svært ved at se, hvordan man kunne vide, at noget ikke hjalp, når man ikke havde prøvet det. Uanset udfaldet af sagen vil hun og hendes mand fortsat holde Jesper på Krumspringsskolen. De har fået en helt anden dreng ud af det. De har også selv lagt deres madvaner om hjemme. Det hjælper både dem og Jesper. Skolepsykolog Camilla de Jan har forklaret følgende: Camilla de Jan startede på Lillebølle Skole straks efter sin uddannelse til cand. psych. i Hun havde således været der nogle år, da Jesper Jørgensen startede i skolen. Der havde med hensyn til Jesper været en overdragelsessamtale fra børnehaven til børnehaveklassen, hvor hun selv, Jespers mor (Ellen Jørgensen), skoleinspektøren og en repræsentant for PPR var til stede. Sådanne overdragelsessamtaler var standard for alle børn, som PPR havde været inde over i børnehaven. Det var tilfældet for Jespers vedkommende, da man allerede i børnehaven overvejede om han kunne diagnosticeres som lidende af DAMP eller evt. ADHD. Det blev på mødet aftalt, at man ville se tiden an inden man gik i gang med alt muligt. Særligt ønskede Berit Jørgensen ikke drengen sygeliggjort. Det var måske nok Camilla de Jans indtryk, at Ellen Jørgensen forsøgte at se igennem fingre med Jespers tilstand og helst ville tro, at han bare var lidt en kraftkarl. Som følge af aftalen, blev Jesper ikke formelt diagnosticeret. Det betyder dog ikke, at man ikke fra skolens side var opmærksom på hans indlæringsvanskeligheder. Hun kender godt Gunhild Petersen, som hun vil karakterisere som en dygtig lærer med specielt flair for indskolingen. Hvis nogen kunne undervise Jesper i en almindelig klasse var det såmænd nok hende, men selv hun kommer til kort overfor ADHD i en grad som Jespers. Dette særligt når der 2

3 også var et andet barn med svære indlæringsvanskeligheder i klassen. Hun ved godt, at Gunhild plejede at sige, at så var de da to sammen, men hun kan på ingen måde se logikken i, at det skulle være nemmere og mere forsvarligt at undervise to u-underviselige børn frem for et. Det er hendes klare overbevisning, at både Jesper og Mathilde Boensen (det andet barn med indlæringsproblemer) var uegnede til at modtage undervisning i en almindelig klasse. At det trods dette lykkedes Mathilde at lære at læse og regne alderssvarende anser hun som et rent lykketræf uden statistisk signifikans. Camilla de Jan havde flere gange snakket med både skoleinspektøren og viceskoleinspektøren om Jespers særlige behov. Hun var dog hver gang blevet fejet af med, at det gik jo meget godt, og at Gunhild nok skulle få styr på ham. Dette anser hun som en kraftig bagatellisering af Jespers problemer. ADHD er en neuropsykologisk lidelse og ikke et spørgsmål om opdragelse. Det kan man ikke forvente, at en folkeskolelærer, der også skal se efter 16 andre elever, får styr på. Der blev aldrig henvist direkte til økonomiske forhold i samtalerne med hhv. skole- og viceskoleinspektøren, men hun ved, at kommunens budget var stramt. Hun kan dog af gode grunde ikke sige, om det spillede ind. Det må man spørge dem selv om. Specialskolerne for elever med ADHD og lignende indlæringsvanskeligheder er efter Camilla de Jans vurdering klart at foretrække frem for folkeskoleundervisning både når man ser på den enkelte ADHD-patient og når man ser på den øvrige klasse rundt om barnet. For det første har lærerne større viden om ADHD og om hvordan, man giver eleverne læringsværktøjer trods deres indlæringshandicap. Dette er ikke en kritik af folkeskolelærerne, og da slet ikke af Gunhild, men det er ganske simpelt et spørgsmål om ressourcer. Man kan ikke forvente at den enkelte folkeskolelærer tilegner sig denne viden. For det andet er barnet i en specialskole sammen med ligestillede. Barnet føler sig ikke anderledes, og de negative påvirkninger af barnets selvværd, som ellers ofte ses ved ADHD-børn og andre børn med indlæringsproblemer, kan mindskes eller helt undgås. Uden positivt selvværd mv. giver barnet op, og enhver indlæring bliver så godt som dødfødt. Det er i øvrigt ikke noget hun bare går rundt og mener. Der er flere studier, både danske og internationale, der klart peger i den retning. Hun mener i det hele taget at det var en fejldisponering dels ikke at gribe ind med specialundervisning på et tidligere tidspunkt, dels ikke at flytte Jesper til en specialskole senest i 4. klasse. Hvad bevæggrundene har været for det, kan hun kun gisne om. Overlærer Gunhild Petersen har forklaret følgende: Gunhild Petersen er født i Hun har linjefag dansk, engelsk og tysk. Hun har været ansat i Lillebølle Skole siden hun blev færdig med seminariet i Hun har særligt arbejdet med indskolingen, men hun kører nogle gange en klasse op til 7. klasse. Det er ikke fordi, hun ikke kan magte de store, men hun synes det mest spændende er at lære eleverne, hvordan man lærer. Hvis de først har lært det, er det begrænset hvor galt det derefter kan gå. Jesper Jørgensens klasse var en af de klasser, hvor hun faktisk kørte hele forløbet til og med 7. klasse. Jesper var aldrig let at have i klassen, men til og med tredje klasse var det i det mindste muligt at have ham der på forsvarlig vis. Han kunne ikke med skift, og skulle have enkle, overkommelige arbejdsopgaver. Der kunne heller ikke gives mere end én arbejdsopgave ad gangen. Jesper havde en evne til at forsvinde. Nogen gange hjalp det, hvis han sad på skødet af hende, men selv da kunne han ligesom smelte ned under bordet og være væk, hvis hendes fokus var på de andre elever lidt. I 3

4 øvrigt var det jo af gode grunde ikke en ordning, der kunne fortsætte meget ud over 2. klasse. Også fordi Jesper var og er ganske tung at sidde med. Jesper var ikke det eneste urolige barn i klassen. Der var også en anden elev, Mathilde, der havde fået stillet diagnosen DAMP. Hun forstår nu, at Jespers diagnose ikke var DAMP men ADHD; men dengang kaldte man dem alle DAMP-børn. Hun lod dem gøre ting sammen så var de heller ikke de eneste, der krævede særlige hensyn, og det synes hun var godt. For eksempel lagde hun små sætninger i hver sin ende af fællesrummet. Så skulle de løbe ned i den anden ende, hente sedlen, løbe tilbage igen, læse den højt, og så af sted efter en ny seddel. Det var en struktureret og letforståelig opgave, og så fik de også rendt lidt overskudsenergi af sig. I fjerde klasse var der blevet stor forskel på Jespers og Mathildes behov i forhold til klassens behov, og Gunhild Petersen mente ikke længere, det var bedst for dem kun at blive i klassen. De blev derfor henvist til Hulen skolen specialpædagogiske klasse. Jesper i tre timer om dagen, Mathilde i to. Hun følte vel nok, hun kunne komme længere med Jesper, og det var stadig fint at have ham i klassen noget af tiden, men det begyndte at tage for meget fokus fra de andre elever. Groft sagt: I indskolingen kunne de almindelige elever heller ikke altid sidde stille på en stol, og Jesper (og Mathilde, for den sags skyld) stak ikke så meget ud. Det gjorde de efterhånden i fjerde klasse. En anden grund til, at hun ikke mere anså det for forsvarligt udelukkende at undervise Jesper i klassen var, at Jesper i forhold til læsning og almindelig talbehandling var langt bagud. Mathilde havde lært at læse og regne alderssvarende, men det var desværre ikke tilfældet for Jesper. Hun kan ikke udtale sig præcist om hans regnefærdigheder, men hun ved fra hans matematiklærer, at de ikke var gode. Han var ikke dyslektisk (det var blevet undersøgt), så ord- og talblindhed kunne udelukkes, men hans meget begrænsede koncentrationsevne gjorde enhver indlæring vanskelig. Han var dog fantastisk til at tegne og et meget fysisk barn. Da han overgik til daglig specialundervisning omkring efterårsferien i 4. klasse var hans læsefærdigheder cirka som man ville forvente omkring påskeferien i 1. klasse. Samarbejdet med forældrene havde gennem hele forløbet været noget vanskeligt. Hans far var nok i lang tid af den opfattelse, at Jesper bare havde lidt overskudsenergi ( kviksølv i rumpen ), og nok skulle komme efter det. Det gjorde det sværere at tale om Jespers særlige behov. Derudover var der maden. Jesper var lettere overvægtig (men ikke fed). Han havde altid en franskbrødsmad med pålægschokolade eller lignende med, samt derudover en lille pose chips eller slik. Der var også gerne en ½ liter cola i tasken. Der var også andre, og sundere ting, i madkassen, men de blev ofte ikke spist. Det var helt tydeligt, at Jesper reagerede negativt på sukker, og hun havde på et forældremøde indført en fælles ordning om, at der ikke måtte være slik og chips med i madpakken. Jespers forældre var ikke til stede på det givne forældremøde, men det gav hende muligheden for at konfiskere slikket og chipsene indtil skoledagen var slut. Jesper var dog selvfølgelig ikke dummere end at han ofte gemte guffet om morgenen. Hun gjorde sig det derfor til en vane nogen gange lige at tjekke, om der skulle hænge en plasticpose under hans jakke eller lignende med de søde sager i. Det gjorde der tit. Hun er ikke læge eller diætist, men det var hendes klare indtryk, at Jesper var afhængig af sukker. Jespers forældre kom i øvrigt sjældent til forældremøderne. Hun antog, at det var fordi der ofte var problemer mht. Jesper, der skulle diskuteres, og det kunne jo godt blive lidt hårdt i længden altid at skulle stå for skud. Gunhild Petersen snakkede flere gange med Jespers forældre om Jespers madvaner, men følte ikke rigtig, at hun trængte ind. Hun sendte dem også noget materiale, hun 4

5 havde fundet på nettet om kost og behandling af ADHD og DAMP, men hun ved ikke, om de læste det. Hun krævede dog at få ført ind i Jespers mappe, at man havde talt om Jespers kostvaner. Gunhild Petersen var godt klar over, at skolepsykologen mente, at både Mathilde og Jesper fra 1. klasse skulle have været henvist til Hulen og fra 3. klasse været henvist til en specialskole. Hun er da også glad for, at specialskolen har virket for Jesper, men hun kan ikke se, at det, de har gjort på specialskolen har været noget, der ikke kunne gøres i regi af folkeskolen og særligt Hulen. Den store forskel er for hende at se for det første, at der er små klasser hele tiden og ikke kun i tre timer om dagen, og for det andet og nok væsentligst at man i specialskolen, som hun forstår, er en efterskole, og altså en internatskole, har fuldstændigt styr på, hvad Jesper spiser. Hun er ganske sikker på, at de kunne have opnået meget mere med Jesper, hvis hans forældre bare ville have taget hans spisevaner alvorligt. Skoleinspektør Jørgen Balder har forklaret følgende: Han har været med ved overdragelsessamtalen fra børnehaveklassen til skolen samt ved mødet, hvor det blev besluttet at Jesper skulle overføres til skolens egen specialundervisningsklasse, Hulen. Det er Peter Jespersen, der underviser i Hulen. Han er god til de lidt mere besværlige drenge møder dem på mange måder som ligemand og rollemodel, mere end som lærer, hvilket ofte virker godt. Han har flere gange haft samtaler med skolepsykolog Camilla de Jan om Jesper. Han er godt klar over, at det var hendes holdning, at der burde ske noget radikalt. Camilla og han er ikke altid enige, men de respekterer hinanden. Han er især glad for, at hun altid tager børnenes parti, men hun har jo heller ikke, som han, et budgetansvar. Han betragter både Camilla og Gunhild som yderst kompetente. Det er rigtigt, at Jespers mor (især nok efter 5. klasse) flere gange spurgte, om det ikke var bedre at flytte Jesper til en anden skole. Han synes dog ikke, det oplagt var en god idé. For det første var der ikke en specialskole i kommunen, så Jesper ville skulle temmelig langt væk hjemmefra. For det andet mente han ikke, at mulighederne for, hvad man kunne gøre på skolen, var udtømte. Særligt ville et bedre samarbejde med hjemmet og fx ændrede kostvaner efter hans vurdering have været en vej frem. For det tredje har børn med ADHD det generelt dårligt med skift. Han ved godt, at Jesper ikke blev formelt diagnosticeret som lidende af ADHD medens han var på Lillebølle Skole, men han havde længe været overbevist om, at det var det, Jesper led af. Man har således i arbejdet med Jesper behandlet ham på samme måde som hvis diagnosen var stillet. I øvrigt er det hans generelle erfaring, at kommunen foretrak tiltag, der kunne udføres i kommunalt regi. I hvert fald var det praksis, at man vendte de interne sten først, før man forsøgte sig med andre muligheder. 5