Østergaard Iagttagelser og overvejelser 2002 v/ Knud Erik Jakobsen

Transkript

1 Østergaard Iagttagelser og overvejelser 2002 v/ Knud Erik Jakobsen Nyt 2002: De igangværende istandsættelser har i vestfacadens murværk påvist to særdeles interessante bygningsspor: I nordvesthjørnet af det gamle vesthus er fundet spor af en skorsten, hvis pibe har siddet umiddelbart nedenfor den formodede kamgavl mod nord. Røgrøret har udgjort en halvstens munkesten mod vestfacaden. Fra murkronen skrånende i en længde af ca. 1 m nedad mod nord til en afstand af nordgavlens facade på ligeledes en halv munkesten. Røgrøret er på den afdækkede del røgsodet på de oprindelige munkesten fra husets opførelse o På vesthusets facade har nogle reparationsarbejder og murspor tidligere undret (bl.a. Engqvist i "Bygnings Arkæologiske Studier 93", s. 10), og har givet anledning til en formodning om, at der her kunne have været en "hemmelighed" eller muligvis et trappetårn. Bygningsarkæologiske undersøgelser 2001 viste ikke tegn på et underliggende fundament, el.l. I stedet fandtes en stenpikning i ca. 50 cm dybde op mod muren og udenfor en underliggende, tilmuret kælderdør fra sydhuset. Herefter rettedes formodningerne mod en mulig udhængende "altan" el.l. Det kan nu konstateres, at reparationsarbejderne skyldes den bagved liggende skorsten, der tilsyneladende har ført ned til det nordvestlige hjørne af vesthuset. Netop her har et indbygget skab i nordmuren hidtil kunnet undre, idet skabets bagside udgøres af netop en halv munkesten, hvis helt intakte yderside (tidligere ydermur) ses under køkkentrappen. Derimod er facademuren mod vest ud for skabet ommuret. På førstesalen er et røgrør af jern (1900-tallet?) ført fra en ovn i hjørnet af vesthuset gennem muren, omtrent hvor den gamle skorsten har været, dog uden at skorstensrøret er benyttet, idet røret var ført videre frithængende gennem endnu et skillerum til køkkenildstedets skorsten i nordhusets vestgavl. Til samme røgrør var, i et primitivt system, tilsluttet rør fra ovne/bilæggere i alle tre pigekamre over køkkenet. Skorstenen og skabet, der nu synes at være indmuret i det gamle skorstensrør, bør nok nøjere undersøges. På køkkensiden i en højde lige over skabsloftet, findes en begrænset, rund tilmuring med sodspor, der antyder, at her har engang været en indføring til skorstenen. En anvendelse af skorstenen fra denne side, kan være endnu en antydning af, at det nuværende køkken med stort ildsted og egen skorsten i gavlspidsen ikke er det oprindelige køkken. Skorstenen må være taget af brug inden midten af 1700-tallet, idet de øverste 7 (utilsodede) skifter (60 cm) på indersiden udgør en del af den lofthævning, der er sket i vesthusets stueetage, udført af tidens lidt lavere munkesten. (Se tidl. redegørelse vedr. murerarbejder på Østergaard 1749, v/ K.E.Jakobsen, 2000). Nordhusets førstesal har i den vestlige ende rummet et stort, fornemt rum ("fruerstuen"), hvor der findes væsentlige kalkmalerier på muren mod vesthuset. Mod nord findes endnu de originale vinduesåbninger med to intakte siddesteder ("fruerstole"). På vestgavlen fra samme rum sidder nu to sekundære vinduer, der har tjent som vinduer for de senere pigekamre. Ved nedtagning af den stærkt forfaldne vestgavl, fandtes den nordlige murkarm af det oprindelige gavlvindue, i det øverste hjørne med een bevaret skråtliggende sten fra vinduesbuens fladbuede stik. Ligesom de to nordlige vinduer i "fruerstuen" og andre oprindelige vinduer har dette vindue efter tidens byggeskik haft murede false på ydersiden 1

2 Vinduet har imidlertid været meget større i højden (ca 150 cm) og formodentlig også i bredden (ca. 140 cm), og har udgjort en slags "panoramavindue" mod vest, der må have udfyldt væggen stort set hen til gavlskorstenen fra køkkenildstedet. Vinduet kan have haft samme størrelse og udseende som det store, udhuggede vindue på sydhusets gårdside. De to vinduer kan endog være samtidige. Det vides ikke, hvornår det store vindue er udskiftet, men ser man nøjere på det kendte prospekt af Østergård fra o.1850 og Kruses gouache fra 1853, fremgår det, at vinduet endnu på den tid havde sin fulde størrelse, medens billederne fra o.1900 viser de mindre, symmetriske vinduer. Ved den igangværende istandsættelse af gavlen, bevares de hidtidige gavlvinduer, men det høje vinduesspor markeres som en fuge i gavlens ydermur. Trods intentionerne i istandsættelsesarbejdets kriterier, kan man kan godt ærgre sig lidt over, at det markante, falsede vindue ikke genskabes! Bygningsarkæologiske undersøgelser m.v.: Efter færdiggørelsen af sikringsarbejdet på Østergaard 2000 og 2002 ("etape 1 og 2"), må det forventes, at det videre istandsættelsesarbejde i de kommende år vil fortsætte med en systematisk istandsættelse af bygningernes enkelte rum. Muligvis kan også Østergaards nærmeste omgivelser inddrages. Arkitekter, ejere og den udpegede fondsbestyrelse har allerede på flere møder drøftet forskellige anvendelsesmuligheder. Planlægningen blev imidlertid i 2001 afbrudt af fredningsmyndighedernes afslag på de ønskede ændringer af især nordfløjen. Det må være relevant snarest at genoptage overvejelserne om det videre forløb m.h.t. anvendelse, indretning og istandsættelse. Af hensyn til det videre istandsættelsesarbejde m.v. - og ikke mindst af hensyn til de bygningshistoriske interesser - vil det forventeligt blive nødvendigt med flere bygningsarkæologiske undersøgelser. For ikke senere at komme til at forhale arbejdet, kunne disse undersøgelser iværksættes snarest, evt. som detailprojekter: I 2000 undersøgtes dele af det nordøstlige hjørne arkæologisk med henblik på afklaring af etageadskillelse og bygningssammenhænge ("Arkæologiske og bygningsarkæologiske prøveundersøgelser...", okt. 2000). Det afklaredes, at nord- og østfløj var opført samtidig, - og at førstesalens gulv tidligere har været gennemgående fra vest- til østgavl. Derimod var stueetagens gulv afbrudt mod en kraftig, tværgående indermur mod øst, hvor et meget højt rum i oprindelig jordplan, men med varierende gulvniveau, synes at have haft bryggerslignende funktioner. Fra "bryggerset" fandtes en stentrappe ned til kældrene under nord-, vest-, og sydhuset. Mod nordmuren fandtes et munkestensfundament for en trappe, der har ført fra "bryggerset" op til nordhusets stueplan. Det vil være oplagt at genskabe disse to adgange som erstatning af den uhensigtsmæssige betontrappe ved nordmuren, men dette vil kræve overvejelser vedr. gulvniveau i "bryggers" m.m. Den bygningsarkæologiske undersøgelse var begrundet i en afklaring alene af ovennævnte forhold og er ikke en egentlig afsluttet arkæologisk udgravning. I forbindelse med anvendelsen af østhuset har det været overvejet, om der også hér er sket en etageændring. Ud over et enkelt - p.t. uforklaret - murspor øverst på sydhusets gavlhjørne mod østhuset, tyder intet på, at der er sket en ændring. Man kan dog næppe forestille sig en istandsættelse af østfløjen uden en omfattende bygningsarkæologisk undersøgelse af hele østfløjen, hvor især gulvene kan være interessante. Ligesom i "bryggerset" i NØ-hjørnet har gulvene ligget i jordplan, og anvendelsen kan formodes at være knyttet til bryggers og madkældrene. 2

3 Det nuværende køkken i vestenden af nordfløjen har næppe været gårdens oprindelige køkken, der nok skal søges netop i østfløjens jordplan. Inden der tages stilling til anvendelse, indretning, gulvhøjde, nedgang til kældre og opgang til nordhus og sydhus, vil det derfor være ønskeligt: 1. - at gulvene og undergrunden udgraves arkæologisk for spor af tidligere anvendelse og evt. ældre bygninger 2. - at der søges murspor i sydhusets tidligere ydermur mod østfløjen 3. - at der søges indvendige bygningsspor efter vinduer, døre m.m., såvel i stueplan som på førstesal at den arkæologiske udgravning af østfløjen udvides til at omfatte også portgennemgangen fra øst og området umiddelbart udenfor den, samt en egentlig udgravning af hele "bryggerset", bl.a med henblik på at få afklaret det oprindelige gulvniveau. En kommende istandsættelse af "madkældrene" under nord-, vest-, og sydhuset vil også nødvendiggøre en egentlig arkæologisk undersøgelse af gulvene. Inderst i sydhusets kælder findes en brøndlignende nedgravning, nu opfyldt med kampesten. En oprensning af "brønden" under kunne være interessant. Gulvet i portgennemgangen fra øst er hævet i flere omgange; og ligeledes synes borggårdens niveau hævet, måske cm? I forbindelse med renoveringer vil det være ønskeligt, at også gårdspladsen undersøges arkæologisk. En genåbning af sydporten og evt. åbning af en kælderadgang til sydhuset vil formodentlig nødvendiggøre en sænkning af niveauet på gårdspladsen. Vinduesåbningerne m.m. på nordhuset og østhusets gårdsider har tilsyneladende helt intakte falsede karme, der ved udskiftning af vinduer på nordhuset er delvis udfyld ved tilmuringer. De tre oprindelige, falsede vinduer i østhusets førstesal er tilmurede og erstattede af tre vinduer. Østportens åbning har i siderne de oprindelige karmfalse, der også findes (tilmuret) ved en dør i sydsiden af huset. De overliggende blændinger er begge steder tilmurede. Disse reparationsarbejder og ændringer på nord- og østhuset er formodentlig sket sent, og synes at have en særdeles ringe bevaringsværdi. Det bør igen overvejes, om man her kan foretage en lempelig tilbageføring? Ligeledes må overvejes, hvordan man markerer de tilmurede vinduer på vesthuset og svalegangen i borggårdens SV-hjørne Trappetårn, sydhus: Et væsentligt detailprojekt vil være en arkæologisk undersøgelse af området ved hovedtrappen og sydporten. Bygningsspor i muren antyder, at der her har stået et trappetårn, der kan have givet adgang til borggården, til førstesalen og til stueetagen. Efter opførelsen af sydhuset har hér øjensynligt været gårdens hovedindgang. Den nuværende hovedtrappe er tydeligvis en senere tilføjelse, med hoveddøren gennembrudt i sydmuren (o.1750?) Inden den endelige istandsættelse af indermurene på dette sted, bør murpartier nøjere undersøges for bygningsspor. 3

4 Kalkmalerierne: Et særdeles vigtigt element i de kommende istandsættelser vil være de mange bevaringsværdige kalkmalerier, der findes forskellige steder især på førstesalen i vest-, syd- og østfløjen. Omfanget og tilstanden af kalkmalerierne, der ved undersøgelsen i 2000 viste sig mere omfattende end antaget, er beskrevet udførligt i Karsten Vikkelsøs efterfølgende konservatorrapport, der også indeholder forslag til istandsættelse. Den videre istandsættelse af de enkelte rum, ruminddelingen og kalkmalerierne må formodentlig sættes i sammenhæng med overvejelser om anvendelsen. Specielt kan nævnes "fruerstuens" ruminddeling (pigekamre), skillerum i vesthuset og sydhusets rumopdeling. Desuden må forventes overvejelser vedr, trappeopgangen, markering af bygningsspor bl.a. de tilmurede vinduer i vesthuset, "svalegangen", ildsteder, " og evt. spor efter en dør m.m. mod trappetårn (syd), loftlem og hejseværk. Blændingssporene på vesthusets "gavl" mod "riddersalen" kan undersøges nærmere inden den nødvendige reraration af den mellemliggende mur. Trappen til førstesalen og portgennemgang: Hovedtrappens placering mellem aula og førstesal har været overvejet med henblik på en flytning til den gamle, kendte placering midt i huset. Dette vil indebære ændringer i ruminddelingen såvel i stueplan som på førstesal. Trappens placering er ligeledes afhængig af en afgørelse om reetablering af portgennemgangen, der blev tilmuret (ulovligt) så sent som o Adgangsvej og forsvarsværker: Endelig kan foreslås et- eller flere detailprojekter, der muligvis kan afklare væsentlig forhold vedr. borgens adgangsvej og forsvarsværker. Det har vist nok hidtil været antaget, at hovedadgangen til gården, som nu, er sket fra syd, formodentlig over en voldgrav/vold mod avlsgården. På det ældste kort fra 1793 er imidlertid tydeligt vist en vej, der i lige linie fører fra Åsted kirke, over åen og videre gennem de våde enge fra nord og langs den østre vold og østfløjen. Vejen synes at have været knyttet til volden udenfor den østre voldgrav. Efter at have passet sydhusets østgavl fører en vej vinkelret ind foran porten og hovedindgangen. Et stykke længere mod syd knækker vejen i et nyt spor mod vest - formodentlig mod ladegården. Mellem disse to vejspor har antagelig været gårdens sydvendte voldgrav/vold. Der er i dag ikke spor af vold eller grav mod syd, men niveauet i 10 meter koten antyder en meget væsentlig opfyldning. På det gamle kort, tegninger m.m. ses, at avlsgårdens østlænge i 1800-tallet nåede helt hen til dette sydøstlige "voldgravshjørne". Ved rørlægning 2000 fandtes murspor (munkesten?) af en bygning netop her. I dette hjørne vides også at have ligget andre, mindre bygninger. I begyndelsen af tallet således en bungalow (forvalterbolig). Mod vest og nord findes voldgravene endnu på kortet 1793, og den vestlige voldgrav ses på prospektet fra o.1850, delvist opfyldt (fra syd mod møllen og kirken i nord). Den østlige voldgrav synes allerede i 1793 delvist opfyldt. Her byggedes senere herregårdens mejeri, hvis fundamentspor endnu findes (1700-tals munkesten) kortet er på dette sted ikke helt eentydigt, og senere aftegninger af samme kort viser (fejlagtigt?), at voldgraven endnu fortsætter langs østsiden. Lavninger i græsplænen mod vest og nord viser endnu voldgravens placering, og et afløb i vesthusets kælder antyder vandstandens niveau i den udenfor liggende voldgrav, mere end en meter under gårdspladsens belægning og et stykke under græsdækket i vest. En stenpikning ud for vesthuset og nordhusets vestgavl ligger o. 50 cm under nuværende niveau op mod muren. Vandstanden kunne tidligere reguleres ved afløbet fra voldgraven. I dag står der i regnfulde perioder og om vinteren 5-10 cm vand i kælderen under sydhuset. Mod nord findes endnu en knap en meter høj rest af den gamle vold, hvis fyld ud over voldgraven er 4

5 trukket ud mod nord og ud mod hjørnerne i NØ og NV. Fra det nordvestlige hjørne fører en gravet kanal og udenfor liggende jordvold gennem skoven mod nordvest, faldende mod Hinnerup å. Kanalen har formodentlig ledt voldgravens vand fra voldgravsystemet til åen. Kanal og vold har senere dannet skellet mod NØ, fra Østergaard fredskov. I dag ligger afløbets bund knap en meter over nuværende afløbs vandflade. Tidligere gik de meget våde enge helt op mod nordvolden, og endnu i begyndelsen af 1900-tallet var engene ubevoksede. Arealerne er kraftigt afvandede. I 1780-erne af A.Qvistgaard, hvorved den vestfor liggende Nissum mølle og mølledam mistede sit vand. Anden gang af godsejer A.Froberg i 1920-erne. Den udenfor nordvolden liggende, dybe grøft, der nu udgør afløb fra karpedammen, er således en nedgravning/afvandingsgrøft. Den vandfyldte kanal længere ude i engen afvander også teglværksgraven" SØ for gården. På kortet 1793 hedder engen mellem kanalen og den nuværende adgangsvej "Blegehaugen". Formodentlig henlagdes her kalkblegerne til kalkovnen ved teglværket. Det bemærkes, at der udenfor nordvolden og grøften - og netop i den gamle adgangsvejs spor! - i dag ses en lille ø. Adgangsvejen har nødvendigvis ført hen over denne ø. Øen kan godt være en del af det senere haveanlæg (1860-erne/1900-tallet), men det synes ulogisk, at man har gravet netop vejsporet bort. Øen kunne muligvis i stedet være resterne af et broanlæg, der har indgået i forsvarsværkerne. Med adgangsvejen fra åen og sumpene i nord, over broer og dobbeltgrav - og med den største vold mod det faste land i syd og ladegården, har Østergaards anlæg i så fald mindet en del om Spøttrup. Tæt vest for øen ligger en cirkelformet ca. 1 m høj ringvold med en diameter på omkring 14 m, om en central sænkning med en diameter på ca 3 m. Et fundament? - havehus? Ville det være for fantasifuldt at forestille sig "havehuset" som en rest af forsvarsanlæget? Det kan også overvejes, om forsvarets orientering mod nord kan have forbindelse med de tre små vinduer i nordfløjens nordmur? Ligeledes kunne det højtsiddende murspor (fortanding?) fra sydhuset antages for del af en højtliggende vægtergang på en mur (?) mellem syd- og nordhusenes gavle - til forsvar af adgangsvejen? Også dette forhold ville minde om Spøttrup. NB: Det er i øvrigt min opfattelse, at højadelens byggeri af befæstede stenhuse/"borge" efter 1483 i langt højere grad bør ses i lyset af de ufredelige forhold i Nordeuropa på religionskrigenes tid, og at deres oprindelige formål som forsvarsborge i den første byggeperiode frem til o.1550 hidtil har været for lavt prioriteret. Med hensyn til voldgravenes vandtilløb synes vandet at være kommet fra en "græsdam" syd for ladegården, der endnu er markeret på kortet 1793, men senere udstreget. Dammen har formodentlig på den tid mistet sit vand til teglværksgraven. Endnu i sidste del af 1900-tallet var her en fugtig lavning, der nu afvandedes gennem dræn mod syd, i 1970-erne opfyldt med jord fra husbyggeri. Det gamle kort viser også en lavning/grøft syd og vest om ladegården. Vandet kan således være ført denne vej til den vestlige voldgrav. Det kan i så fald ikke udelukkes, at der på et tidspunkt har været en form for voldgrav omkring ladegården. Ladegårdens senere udvidelser har efterhånden helt opfyldt og dækket eventuelle spor. Kun udenfor den nordlige avlsbygning mod "karpedammen" og skoven kunne muligvis findes spor. Adgangsvejen fra landsbyen Nissum, der lå langs åen umiddelbart vest fra det markante herregårdsdige, findes endnu intakt gennem diget lidt nord for den nuværende indkørsel til ladegården. Denne adgang fra vest synes at flugte med den tidligere nævnte adgangsvej til ladegården fra øst. 5

6 En forsvundet middelalderbro - og et ukendt vadested over Hinnerup å? Hinnerup å har på sit nedre løb haft 5 kendte overfartssteder: - Længst mod nord førte et vadested og et "gangbræt" over åen ved gården Torp syd for Østergaards udskibningshavn, Axelhavn. I 1908 byggedes bro, og gangbrættet blev solgt til konen i Torp. Vadestedet kan endnu - trods opfyldninger - spores over det gamle åløb (nu fra pumpehuset) vest for broen og nord for vejen. - Ved Sallingholms voldsted længere mod syd fører stenlagt vase fra det faste land i øst over engene til det ældste voldsted (årringsdateret til o.1275) ved åløbet, der her synes gennemgravet et lavt næs fra Nissumsiden. Det må formodes, der i middelalderen har været en adgang fra voldstedet også mod øst til Nissum. (Ud over voldstedet, kunne de to borgbanker godt have båret en vandmølle). Lidt nord for voldstedet, skal der desuden være en slags brolægning mod åløbet). - En gang i slutningen af middelalderen ( tallet?) er anlagt Nissum vandmølle ca. 1 km nord for Østergaard. En dæmning har opstemmet åvandet i en langstrakt mølledam næsten op til herregårdsdiget nord for skoven. Vandmøllen blev opgivet i 1780-erne p.g.a. afvandinger på Østergaard (A.Qvistgaard). I 1930-erne flyttedes vejen fra Åsted til Nissum og Durup m.v. lidt mod syd til den nuværende bro. Mølledæmningen med en jernbro har endnu status som offentlig kirke/skolesti. - I engene nordøst for de nuværende staldbygninger nordøst for hovedbygningen har et vadested tidligere ført over Hinnerup å - fra "Ærtholm" til Østergaards kalkgrave nord for åen (i skellet mellem gårdene Stengård og Rørbæk). - Den tidligere nævnte adgangsvej fører fra Østergaard i lige linie over åen, videre over bakken forbi Åsted vindmølle og kirken mod nord til landsbyen Åsted ("Gl.Åsted") og videre forbi Skovgård til Østergaards udskibningshavn "Axelhavn" ved åmundingen. Ældre forhold omkring denne overgang kendes p.t. ikke. Olga Hedemann er født 1864 på Hegnet, hvor hendes far da var forpagter. Da hun var 21 år gl. købte faderen Østergaard, som han ejede/forpagtede til sin død i I 1891 blev hun gift med greve V.P.Schulin, amtmand i Thisted. I 1924 skrev hun sine erindringer, bl.a. om sin ungdom på Østergaard. I bogen er en tegning af en meget smuk stenbro. Som randtekst står: "Nissum Bro, opført i det tolfte Aarhundrede". Broen er tegnet af Olga Hedemann i 1887 umiddelbart inden den blev nedrevet. Men hvor lå den smukke middelalderbro? Det var jo ikke på mølledæmningen! Og hvad blev der af de mange enorme stenbjælker? Kan det i stedet være den gamle Østergaards bro mod kirken? Hinnerup å har tidligere haft en dyb bugtning, hvor åløbet nordvest for Østergaard svinger fra øst mod nord. En åretning i første halvdel af 1900-tallet har afsnøret denne bugtning. Et lavt skovdige og en grøft følger denne bugtning mod øst, til det i en vinkel løber sammen med afløbet fra voldgraven, hvor dette tidligere løb ud i åløbet. Den nordlige del a bugtningen er nu sumpet opfyld, den sydlige del ses endnu som en lav, sumpet lavning udenfor diget. Østergaards hovedgårdsjord følger i en smal strimmel herfra mod åløbet mod nordvest, på vestsiden af åen, på korte 1793 beskrevet som "Møl Dams Eng". På den faste grund oven for engene lå mellem herregårdsdiget og nuværende landevej lå til midten af 1800-talelt fire af landsbyen Nissums gårde, hvis tomter endnu ses på marken. Meget tæt på diget lå den østligste gård. Ikke langt fra denne, ovenfor mølledammen, skal have været et gammelt vadested, hvis bundsten skal være fjernet ved åudretning/rensning. (Oplysning fra Frilev Sieg, tidl. Åsted), Vejsporet har formodentlig ført fra åen og videre over marken mod Åsted kirke. Vejen, der ikke er markeret på noget kort, burde kunne findes i de tilstødende marker. K.E.Jakobsen August

7 7