K r t r *» ;. < v > ' - ' y «^ - ' V,.' W M '.O. .>'. ' i ^ f ; r : ' ". "v, v. ' :;?1 "i *LJ'>< TLV'<!** : - r. ,vu _ / * ^.

Transkript

1

2

3

4 J

5 K r t r *» ^ J1 i ^ C ' i i * *»' ' t '. 'jp I '.c f - 6 W W v.-.-5 k '^ -' * t;.;>>:«v ;. ^»,^.-.. > r ^ -. * - v ' Z \ -» o ^ ' > f - > ' ' _ 4«; ;. < v > ' - ' y «^ - ' V,.' W M i É S M f «p a s? : «l W^ i^i' :i <' '.,. *%'åm i i i «t v ':f. ' Pi-:?.: - * -I V '-I... :, v WåMf e.. J B ^ É É & v * '.-V«L.t ^ - i.: ' m m. ms*- m M,^ m '. ' T E? * - :... I M i ^» Æ! m m m m..,. s p i s ' m s m :? s -', : ' \- vvi tf-'v v -. <,. -. i -,,: i/.-. ;,-- '. ; -. v '.. ' -r ' - \. J l J '.O.>'. ' i ^ f ; r : ' ". "v, v. ' :;?1 "i *LJ'>< TLV'<!** : - r J i i - - # *!-. * «\ e,vu _ / * t f p.;. fei. ' ^.i; ' : / -v j *t!v.!'>'...v!'. ṟ P i: ~? é - t t : f.1 a W ^! a1. Y* V"; f- ><*i.. '.* ' V. 4,.,. ( U -,-yj '.».1 t. '*** ;. >... 7 ' «: :7 ;S;?!V:,3 r i ' ; V; > ; r'.- j f h, v ' ; V r u.. i. c.'. '-''v, ' - - ' - r. :... *V\ *;:<, t -, v V ^ ; tv 7 '? $ $.i; ' * * -* * i,! " -v*. ;V v * t m.:' i.. 7. '- V t ;.. I s S S mm. -»»».''.1v'r - Ws^m 7*W... / w - j a H '. - V rj v *' *:-7 >' - * 1< m m : v >' - f.. V v r t, / ^. 5 WMMåilw ṛ «-, (., % '.. V :... - ' >. i ' -:? :C4 " ' m.... * ^ m ) ';v >.1.-,:::'v.; ' A:' t * " i r >v» " :, Vv! P- " -,;t v:, 'l-a '. > 1 ;..v m $ m ø M m i- «, ^, ; - ^ A *i*. * \ -i -. " ; : : ;v.:.. ' - 3. ' ;* f -, >.,.. > c, ' W w i løbm&m. J i k f e i a mæs. W tx», S r w-w- V ;r. - '. v - - c. - ^ -. -* i t ' j i r ' i " c; i f ' / ' f. -, ; ' - - ; f i. ' s C. # ; : - \i% '.'. -* i^ A '- ' , * < V ' ', '.. r ' r - V. ; v' v -ifr; :? &<&'. k v -. -.T»,. -..y.i v i. "'U:, V -» : ^ ' * (V > f. > -. t e i * lio l.. - V. -x -^:.i. ',

6 . 1 ' " ' " r J j j S, ' M i. 1.. : / *.

7 :é» i c= <* FORELÆSNINGER OVER SKOVBRUGSLÆRE * * I FORHOLD TIL SAMFUNDET A. OPPERMANN KØBENHAVN TRYKT HOS NIELSEN & L'YDICHE 1897

8 pppsc' ; * '.4 >. ' > 1-. 1''".< >.. IT, ;v # - f S* M.i J j ' ' v J, 'V 'N ~ -i V- - '. *., <r j: j 1 ; t r» i * } r, -. > - i ' ' - i. * /. i l - / 's, / - -/ ] 1? ^! 9 i V j ;,U - V 'te tev. V ;. ;, TRYKT SOM MANUSKRIPT TIL BRUG VED UNDERVISNINGEN PAA LANDBOHØJSKOLEN r. ^ r,l c! d 3 >r :t. > i > ' Cv ' 4 - '.y- * «; J i * ',F'. ' 1 v * V vvj^o?,! V v.frf-k. * * tir A.»*

9 D e n moderne Skovbrugslære behandler i Hovedsagen Skovbruget som et selvstændigt Erhverv, der har samme Formaal som andre Produktioner: Opnaaelsen af det størst mulige Udbytte med de mindst mulige Ofre. Men det økonomiske Samfund er ligesom Naturen et organisk Hele, der paavirkes af de enkelte Dele: Skovene har Betydning for Landets Naturforhold, Skovbruget for dets Kultur- og Samfundsforhold, og det er derfor muligt, at Samfundet bør lægge Baand paa Raadigheden over Skovene og gribe ind i Skovdriften eller maaske støtte denne. Den efterfølgende Fremstilling giver en kort Oversigt over Skovenes og Skovbrugets Betydning, set fra Samfundets Standpunkt, og over de Foranstaltninger som Samfundet har truffet til Skovenes Bevarelse og Skovbrugets Fremme, saaledes at der fortrinsvis tages Hensyn til danske Forhold. I Udlandets Literatur behandles disse Emner jævnlig under Faget Forstpolitik, der dog ogsaa omfatter Dele af Skovbrugets Historie og Statistik. Paa Dansk er der ikke tidligere offentliggjort nogen Behandling af Forstpolitikken eller større Dele deraf, men nærværende Fremstilling er i flere Henseender paavirket af nogle utrykte Forelæsninger over Skovbrugets Almenbetydning, som nuværende Overførster P. E. Muller holdt i Forsommeren 1882 umiddelbart inden sin Fratrædelse som Lærer i Skovbrug. FØRSTE KAPITEL SKOVENES INDFLYDELSE PAA LANDETS NATURFORHOLD Det længe levende Plantedække, hvormed Skovene beklæder Jorden, paavirker saavel dens fysiske og kemiske Tilstand som dens Fugtighedsforhold, og Virkningen kan til Dels strække sig

10 ud over Skovens Grænser. Skovene kan paa flere Maader danne et Værn mod Naturonder, og det antages ofte, at de har nogen Betydning for Landets Klima, samt at de kan huse et Dyreliveller Planteliv, der gør Gavn eller Skade paa de tilstødende Jorder. Meget er paa disse Omraader endnu omstridt og saare vanskeligt at undersøge, meget afhænger af det enkelte Lands Naturforhold; den efterfølgende Fremstilling kan da for en stor Del kun blive en Paapegning af Problemerne, med nogle Antydninger af hvorledes de skal løses. Skovenes Betydning fo r Jordens Fugtighedsforhold. En Del af den Nedbør, der falder paa skovbevoksede Strækninger, opfanges at Trækronerne og fordamper; men den overvejende Mængde, gennemsnitlig vist omtrent 90 pct., naar til Jorden, idet den løber, stænker og drypper ned fra Stammer, Grene og Blade, eller falder lige ned gennem Kronerne. Størst er Tabet, naar Nedbøren falder som Sne, Rim, Dug og Smaaregn, samt naar Træerne er beløvede, mindst ved stærk Regn mellem Løvfald og Løvspring. Nedbøren kommer saaledes ofte med formindsket Fart og ofte i findelt Tilstand ned til Skovbunden, og hvis denne er dækket af Løv eller Mos, vil den opsuge Vandet som en Svamp; der fordamper mindre fra Skovbunden end fra bar Mark. I Væksttiden foregaar der vel en betydelig Fordampning fra Træerne selv, hvorfor der efter lang Tids Tørke kan være mere tørt i de dybere Lag af Skovjorden end i Agerjorden; hvor man hugger Skoven bort, kan der opstaa Forsumpning, og et alt for tykt Lag Løv eller Mos kan forhindre Smaaregn fra at naa ned i selve Skovjorden; men denne er dog som oftest og særlig i Vinterhalvaaret mere fugtig end Agerjorden. Om Foraaret foregaar Optøningen i Regelen mere jævnt og langsomt i Skoven end paa aaben Mark, fordi Træerne skygger over Jorden, og Løv- eller Mosdækket saavel som ung Opvækst og Bundplanter holder paa Kulden. Træernes Skygge hemmer om Vinteren Sneens Fordampning, om Sommeren Fordampningen fra smaa Vandhuller, Bække og Grøfter. Afløbet foregaar mindre rask fra Skovbundens Overflade end fra aaben Mark, fordi Skovjorden er ujævn, fuld af Stød, Tuer og Huller, medens Agerjorden i Regelen er formet saaledes, at Vandet hurtigt og let kan løbe af; Kamkulturer i Agerbruget hemmer rimeligvis Afløbet en Del, men det samme maa i endnu højere Grad gælde om vore Rillekulturer, hvis Retning som oftest følger Horisontalkurverne, altsaa er vinkelret paa Faldretningen. Et Dække

11 af Græs lader vistnok temmelig let Vandet løbe af, og det samme gælder om Lyng, hvor den danner en tæt Morskjold. Ogsaa det underjordiske Afløb forsinkes i Skoven, hvor Jordbundsdækket holder paa Fugtigheden, medens de Huller, der bliver tilbage, naar Rødderne raadner, saavel som selve disse virker som en Slags lodrette Dræn, især naar Træarten har et dybtgaaende Rodsystem. Idet Skovene virker fordelende og udjævnende paa Jordvandets Bevægelse, faar de Betydning for Kildedannelsen og for Vandstanden i Bække, Aaer, Floder og Søer. I Udlandet har man tillagt Skovene en højst forskellig Betydning som Middel til at forebygge Oversvømmelser og sikre en jævn, regelmæssig Vandforsyning. De voldsomste Højvande kan opstaa, selv om Flodens Udspring er omgivet af tæt Skov, men en saadan vil dog vist kunne formindske Virkningen af mindre voldsomme Regnskyl og Tøbrud kendeligt, og i hvert Fald vil den kunne gøre Vandføringen i tørre Tider nogenlunde jævn. I vort lille Sletteland, hvor Vandløbene er korte, deres Fald og Vandføring ubetydelig, Nedbøren og særlig Snefaldet temmelig ringe, kan der kun opstaa smaa og lidet farlige Oversvømmelser ved Aaer og Indsøer; men de gør dog undertiden, især efter stærk Sommerregn, en kendelig Skade, der sandsynligvis kan formindskes ved Skovanlæg paa højtliggende og stejle Bakker i Nærheden at Landsdelenes Vandskel; særlig gælder dette vistnok om Jylland I hvert Fald vil saadanne Skovanlæg efter al Sandsynlighed bidrage til en jævnere Vandføring i Tørkeperioder, hvilket kan faa anselig Betydning saavel for Mølleværker og andre tekniske Anlæg, der benytter Vandkraften, som for de egentlige Vandingsarealer. Det har if. velvillig Meddelelse fra Hr. Skovrider Fabricius vist sig, at en Skrælpløjning med efterfølgende Reolpløjning paa Hede (Glusted Plantage Sydvest for Silkeborg) kan bringe de store Vandmasser, der samles ved Tøbrud eller Tordenregn, til at synke i Jorden, idet Lyngskjolden bliver sønderdelt og Allaget brudt, medens Vandet tidligere, skønt Terrainet ikke har stærkt Fald, skyllede bort langs Overfladen af den vandmættede Lyngskjold i Løbet af nogle Dage og fremkaldte anselige Oversvømmelser. Ja, man har endogsaa grundforbedret Veje i Plantagen ved at reolpløje dem, hvilket ikke blot gav Afløb for Overfladevandet, men tillige undertiden dækkede Vejen med et Lag Grus og Smaasten, der fandtes umiddelbart under Alens nederste, skorpeagtige Lag. Vandet for

12 svinder i Jorden; Kildevæld forekommer ikke i Plantagen eller i dens nærmeste Omegn. Man maa dog ikke gaa til den Yderlighed at give Skovrydning al Skylden for, at Vandstanden i Søer og Vandløb aftager. Forandringen har her i Landet ogsaa mange andre Aarsager, saaledes den stigende Afgravning, Opdyrkning til Ager, Dræning, Engvanding; den kunstige Udtørring af Moser, Søer og Vige; Reguleringen af større og mindre Vandløb; Landets naturlige Hævning. Sidstnævnte Forhold trænger endnu til nærmere Undersøgelse; Hævningen er næppe saa simpelt et Forhold, som man tidligere har antaget, og den omfatter maaske flere Egne. end Landet nord for en Linie fra Møen over Nyborg til Nissum. At Vandløbenes»Regulering«fremmer Landets Tørlægning, følger af, at den Vej, Vandet skal tilbagelægge, forkortes, samtidig med at Faldet paa en vis Vejlængde forøges og Gnidningsmodstanden mod Bredderne formindskes; alle tre Aarsager bidrager til at skaffe raskere Afløb, og hvis Vandføringen er uforandret, maa Vandstanden synke. Men jo mere man letter Vandbevægelsen i det mellemste Løb,, desto mere forøger man ogsaa Faren for Oversvømmelse i det nedre Løb; man har vel reguleret Vandledningen, men man har gjort Vandbevægelsen irregulær. Det gælder her bogstavelig, at man maa finde Kilden til Oversvømmelsen; man bør søge at forsinke Afløbet ved Flodens Udspring. Afgravning, Dræning, Udtørring og Vandløbsregulering i Nærheden af vore Skove har haft stor Indflydelse paa deres Fugtighedsforhold, medens Grøftegravning i Skoven ofte har været frugtesløs, saa længe Omegnens Agerjorder ikke var afvandede. Her i Landet er Skovarealet blevet indskrænket stærkt i Tidsrummet , medens Bevægelsen i den efterfølgende Tid mange Steder er gaaet i modsat Retning. De andre Forhold, der kan paavirke Vandstanden og Vandføringen i Kilder og Bække, har vistnok udviklet sig temmelig jævnt siden Midten af det 18de Aarhundrede, og det maatte da gennem historiske Undersøgelser kunne oplyses, om Skovrydning og Skovkultur har haft nogen kendelig Indflydelse paa Vandstanden, ligesom man ved fremtidige Iagttagelser kunde faa oplyst, om de store nye Hedekulturer paavirker Vandføringen i Omegnens Kilder og Bække. Ved eventuelle Undersøgelser bør man holde sig til naturlige Kilder og Bække, fordi deres Vandføring vistnok nogenlunde følges med Vandstanden, hvilket som ovenfor nævnt næppe er Tilfældet med større Vandløb..Ogsaa

13 Vandstanden i Søer, der mangler Tilløb og Afløb, kan det være værd at undersøge; men særlig her maa man tage Hensyn til, at Nedbørens Størrelse' synes at stige og falde periodisk uden Hensyn til Paavirkning af Opdyrkning o. lgn. Skovenes B etydning som Værn mod N atur onder. I mange af Udlandets Bjærgegne skærmer Skoven Dallandet mod Sneskred ; ofte hindrer den Dannelsen deraf, og hvis de er opstaaede tæt oven for Skovbæltet, kan dette vel ogsaa standse deres Fremadskriden og Vækst, hvorimod Skoven intet formaar mod et Sneskred, der har naaet en betydelig Størrelse og Fart oppe paa de skovblottede Højder. Hos os virker Snefygningen forstyrrende paa Samfærdselen og kan skade Landbrugsplanterne ved at blotte nogle Strækninger og dække andre med et alt for tykt Lag Sne. Ved Plantning langs Veje, Jærnbanelinier og Hegn kan man faa Sneen til at lægge sig jævnt over Markerne, ligesom man kan formindske Dannelsen af store Snedriver i Udgravninger,.hvilket særlig har Betydning for Jærnbanerne; derimod vil de almindelige Veje, der nogenlunde følger Terrainets Bølger, maaske faa mere Snelæg og Slædeføre, altsaa blive mere fugtige og mindre gode for Færdsel med Vogn end tidligere.. Skovens Betydning som Værn mod Oversvømmelser er allerede omtalt ovenfor. Rødderne, der binder Jorden sammen, og Skovbevoksningen, der regulerer Vandbevægelsen, modvirker i Udlandets Bjærgegne Dannelsen af Vildbække, Jordskred og Fjældskred, der bortskyller den frugtbare, dyrkede Jord eller dækker den med et goldt Lag af Sten, Grus og Sand.. Mod de voldsomste ødelæggelser formaar vel selv Skovbevoksningen intet; men i mange Tilfælde kan den dog forhindre Vildbækkens Opstaaen, og undertiden kan Skoven endog standse et begyndende Jordskred paa dets Vej. Større Jordskred og Fjældskred forekommer kun sjældent her i Landet; men vore Vandløb kan undertiden føre anselige Masser af goldt Grus og Sand med sig ud over Enge o. a. lavtliggende Arealer, hvilket kan volde stor. Skade og rimeligvis til Dels kan forebygges ved Skovanlæg omkring Vandløbets Udspring og øvre Løb. Langt større Betydning for Danmark.har dog Havets nedbrydende Virkning. Skrænter langs Havet skrider og styrter ud i dette, især hvor de indeholder Ler, naar de undergraves af Bølgeslaget eller udblødes af Højvande, af frembrydende. Grundvand eller af nedstrømmende Overfladevand.. Selv om Skraaningen

14 dækkes af Grønsvær, er den dog, især hvis den vender mod Syd, meget udsat for at skride ned, fordi Varmen om Foraaret tøer det øverste Lag op, medens Underlaget endnu er frossent; der samler sig da en Mængde Vand under Grønsværen, og den glider nedad paa en halvt vællingagtig Masse. Denne ødelæggelse foregaar i stor Udstrækning: Agerjorder, Skovenes Læbælter, Veje, Bygninger forsvinder i Havet eller styrter ned paa Forstranden, hvilket man vistnok ofte kunde forebygge ved at beplante Skrænterne, eventuelt efter at have reguleret dem, med Buske, hvis Rødder kunde binde Jorden, medens Grenenes Skygge hemmede Optøningen og Overfladevandets Bevægelse. Høje Træer bør man ikke anvende her: de rives let løs af Vinden og tager da Jorden med sig i Faldet. Den flade Forstrand kan man bevare ved Plantning af topstævnede Popler, der binder Sandet, og over hvis lave Stammer Isen brydes. Mange Træer gaar vel ud som Følge af Beskadigelserne, men de kan endnu i nogen Tid gøre Nytte, indtil deres Afløsere vokser op. I Løbet af det 19de Aarhundrede har Danmark med stor Kraft taget fat paa at sikre sine Kyster mod ødelæggelse: langs Vesterhavet bygges der Høfder, medens vore sydlige og flade Kyststrækninger værnes ved Diger. Men endnu staar tilbage at sikre den tredje Form af Kyster, der forekommer almindeligt her i Landet: de stejle Skraaninger af frugtbar, ofte leret Jord. Der foreligger her en Fremtidsopgave, som Landet ikke i Længden kan skyde fra sig, men til hvis Løsning der kræves en Forening af Skovbrug og Ingeniørarbejde. Ofte danner Skoven et godt Værn mod Sandflugt. De urteagtige Sandplanter formaar vel at dæmpe Sandets Bevægelse en Del, men den fuldstændigste Dæmpning og den varigste Sikring imod, at dæmpet Sandflugt atter bryder op, yder dog en Bevoksning af Halvbuske og Buske (Lyng, Revling, Klitpil, Sandtisse m. fl.) eller af virkelige Skovtræer, da disse Planter baade holder Blæsten ude fra Sandet og dækker det med et Lag Affald og Muld, der formindsker Sandets Letbevægelighed og forøger dets Evne til at holde sig fugtigt. I Udlandet kan man i hvert Fald undertiden plante Træer i aabne Sande og dæmpe disse alene ved Skovanlæg, men her i Landet lykkes det ikke; man maa først dæmpe Klitten og dernæst beplante den. Vort Klima er meget blæsende ; det egentlige Klitsand, der stammer fra Havet eller fra gamle Blysandslag, er sær

15 deles magert, og de Træarter, vi kan anvende under saadanne Forhold, taaler daarligt at fyges over af Sandet. I Udlandet har man undertiden, saaledes i Sydungarns store Indsande, langt roligere Vejrforhold, frugtbarere Sand, der er rigt paa Kalk og Glimmer, endelig en Træart, Robinien, der taaler Overfygning særdeles godt. Hvor Flyvesandet kun som et tyndt Lag dækker den oprindelige Jord, eller hvor det paa sin Vandring er blevet blandet med frugtbare Dele af de Strækninger, det en Tid har dækket, der møder vi ofte langt gunstigere Jordbunds- og Fugtighedsforhold, hvilket tillader Fremkomsten af et frodigt Græsdække og en taalelig Skovbevoksning. Hvor Skov skal tjene som Værn mod Naturonder, maa den i Regelen drives i en maadeholden Plukhugstdrift eller som Lavskov, hvilket kan forringe Udbyttet kendeligt; men Skovbrug er ofte den eneste produktive Benyttelse af saadanne Arealer. I skovfattige, nogenlunde vel befolkede Egne vil Driften imidlertid ogsaa kunne blive ret indbringende, men hvor Afsætningsforholdene er mindre gunstige, kan det let være forbundet med anseligt Tab at hugge ud i Skovplantningerne. Hvor disse bestaar af Løvtræer, eller hvor de forekommer i Højbjærge, er der næppe stor Fare ved at vente med Udhugning, indtil denne kan bære sig; men i vore Klitskove, der overvejende bestaar af Bjærgfyr, bliver Forholdet let et andet: her kan man vente farlige Angreb af Insekter og Snyltesvampe, dersom man ikke i Tide udtynder Bevoksningen, og hvor et saadant Arbejde betaler sig daarligt, hvor Træerne altsaa kun kan dække Sandet, men ikke kan give Udbytte, der maa man vist i mange Tilfælde hellere nøjes med et Plantedække af mere uanselige Arter, saa meget mere som det endnu ikke er bevist, at det magre, tørre, dybe Kvartssand, hvoraf mange Klitbakker bestaar, kan ernære en egentlig Skov. Skovenes Betydning fo r Landets Klim a anses ofte for at være meget stor, uden at man altid gør sig klart, hvilke Sider af Klimaet og hvilke Dele af Landet der paavirkes. Man bør saa skarpt som muligt skelne mellem Skovenes Indflydelse paa Klimaet i selve Skoven, i dens nærmeste Omegn og i den fjernere Omegn; man maa skelne mellem de forskellige Træarter (Lystræer Skyggetræer, Løvtræer Naaletræer, stedsegrønne Træer løvfældende Træer) og Driftsformer (Højskov Lavskov, regulær Drift Plukhugst), saavel som mellem Indland og Kystland, mellem Bjærgland og Slette, mellem kolde, tempererede og

16 varme Egne; man maa spørge om Størrelsen af de Skovarealer, der behøves til at paavirke Klimaet kendeligt, og man maa betragte Klimaets enkelte Bestanddele hver for sig, særlig 1. Varmefænomenerne: Aarets Middeltemperatur, Varmens aarlige Gang, de forskellige Aarstiders Middeltemperatur og daglige Spillerum for Temperaturen; 2. Nedbørsfænomenerne: Aarets Regnmængde og Snemængde, dens Fordeling efter Aarstiden, Antal af Dage med Nedbør, Hagl, Torden; 3. Vindforholdene: Vindens Voldsomhed og Hyppighed, Vindstyrken paa forskellige Aarstider; 4. Luftens Fugtighedsforhold, dens udtørrende Evne, den relative og absolute Fugtighedsgrad, Dugdannelsen. I selve Skoven er der gennemgaaende et andet Klima end udenfor; Temperatursvingningerne er mindre, Opvarmning og Afkøling forsinkes, Luftens Fugtighedsgrad er større, Vindens Voldsomhed mindre i Skoven end udenfor. Den Skygge, som Skoven giver, i Forbindelse med Køligheden og den rolige, fugtige Luft hemmer Fordampningen og forøger vistnok Jordens Optagelse af * Vanddampe fra Luften. Nedbørsforholdene i Skoven skal blive omtalte senere. Træarten virker stærkt paa Skovens Klima, saaledes dæmper Bøgeskov Temperatursvingningerne langt mere end Fyrreskov, Rødgran virker om Sommeren svagere end Bøg, men om Vinteren vistnok stærkere; Bjærgfyr vil formodentlig give en Virkning, der ligger mellem Skovfyrrens og Rødgranens. Aaben, mangelfuldt sluttet Skov virker selvfølgelig mindre stærkt end en tæt Bevoksning; Undervækst forbedrer Læforholdene og forøger dermed vistnok Luftens Fugtighedsgrad. Skovens Klima har især Betydning for Skovplanterne, samt for de Mennesker og Dyr, der færdes i Skoven. Skovens sanitære Betydning omtales nedenfor. I den nærmeste Omegn øver Skoven en lignende Virkning som paa selve Skovklimaet, og Virkningen aftager, efterhaanden som Afstanden fra Skovbrynet stiger. Fra denne Regel er der dog visse Undtagelser. Hvis en Luftstrøm, der er omtrent mættet med Fugtighed, kommer ind i Skoven, formindskes dens Hastighed, og muligvis afkøles den tillige; den kan da give Nedbør af Regndraaber, eller af Iskrystaller der sætter sig paa Træerne. I saa Fald vil der blive mindre tilovers til det aabne Land, der ligger i Læ af Skoven, men hvis dennes Læside dannes af Havet, kan man maaske fange en Del Nedbør, der senere kan give Kilder i Stedet for at falde

17 paa Havfladen. Hvis en fugtig Luftstrøm støder mod en Højde, en Skraaning, og denne er opvarmet stærkt (f. Eks. en solbeskinnet Klippe eller Hede), vil Luften blive opvarmet og stige til Vejrs, uden at Stigningen fremkalder Nedbør; men dersom Skraaningen er dækket af Skov, over hvilken Luften er kølig og fugtig, vil Luftstrømmen, efter at være bøjet opad, give "Nedbør, som da kan komme det Land til Gode; der ligger i Læ af Skoven. Løvskov vil sandsynligvis virke stærkere end Naaleskov, og Virkningen vil være stærkest om Natten, thi om Dagen kan Luften over Trækronerne være lige saa varm som ude paa Marken, ja endog varmere, og Omgivelserne paavirkes mere af den Luft, der findes oppe over Trætoppene, end af den, der findes inde i Skoven tæt ved Jordens Overflade. Meget stor bliver Virkningen dog næppe, hverken i den ene eller den anden Retning. Skoven frembringer jo ikke Fugtighed, men kan højst fange den, der er i Luften, og som vilde stryge forbi, eller den, der er i Jorden, og som nu kan bringes frem for Dagen. Fuldt saa vigtigt som at forøge Nedbørens Mængde er det imidlertid at omgaas sparsommeligt med den Fugtighed, der er i Luften og i de øverste Jordlag; vort Klima er ikke særlig tørt, men meget blæsende. P. la Cour har allerede 1870 paavist, at Temperaturen om Sommeren har sit største Udsving, sit daglige Maksimum og Minimum et Stykke (rimeligvis nogle hundrede Fod) fra Skovens Læside, hvilket forklares ved, at den rolige Luft, der ikke afkøles af Trævæksten, opvarmes og (paa Grund af natlig Uastraaling) afkøles stærkere end den, der er i Bevægelse; dog er Forøgelsen om Dagen stærkere end Formindskelsen om Natten, og Virkningen er stærkest i klart Vejr. Samtidig forøger Skoven, i alt Fald Løvskov, Luftens absolutte Fugtighedsmængde i den nærmeste Omegn. En nærliggende Skovstrækning forhøj er altsaa om Sommeren Markluftens Dagvarme, Middelvarmegrad og Dugdannelse, men netop af sidstnævnte Grund og fordi Udstraalingen er mindre i fugtig end i tør Luft, formindskes Nattemperaturen ikke stærkt*). Alle- «#, *) P. la Cour: Skovenes Indflydelse paa Varmen (Tidsskr. f. Physik og Chemi 1870); Læplantningens Indflydelse paa Vejrliget (Hedeselskabets Tidsskr. 1889). c. 20 Aar senere er Hann og Lorenz-Liburnau ved lignende Undersøgelser komne til de samme Resultater.. (L.-Liburnau: Resultate forstlich-meteorologischer Beobachtungen II, 1892, S. 432, 436, 440).

18 rede dette er en Fordel; men hertil kommer, at Skoven i hvert Fald de Træarter, hvis Rødder gaar dybt i Jorden henter Vand op fra dybere liggende Lag, medens Landbrugets Planter særlig udtørrer den øverste Jordskorpe. I Tørkeperioder vil Skoven da kunne berige Luften med Fugtighed, der kan komme de nærliggende Marker til gode. Idet Skoven forhøjer Middeltemperaturen for de omgivende Markers Luft, gør den ogsaa Jorden varmere uden at gøre den tør, hvilket er gavnligt for Kulturplanterne. Og selv om Planterne formaar at afpasse deres Fordampning en Del efter Omgivelserne, saa tør man dog vist antage, at jo mere rolig Luften er, desto mindre udtørrende virker den paa' Planterne*) og paa Jordbunden, desto mindre Fordampning og dermed følgende Afkøling fremkalder den hos Mennesker og Dyr. Mere og mere føres man til at lægge Vægt paa Skovens lægivende Evne og til heri at søge dens største klimatiske Betydning, særlig for de lette Jorder i Landets vindudsatte Egne. Det synes vel, som om Vindstyrken ikke er større i Vestjylland end ved de østlige * Kyster af Landet**), men i saa Fald maa Vind af samme Styrke virke mere skadeligt det ene Sted end det andet, thi en Forskel i Virkningerne er umiskendelig. Vinden gør ikke blot, som ovenfor nævnt, Skade ved at fremkalde Fordampning og Afkøling; den pisker ogsaa Kulturplanterne, særlig de spæde Blade og Skud, enten direkte eller mod andre Plantedele; den blæser Muldlaget bort fra Planterødderne og fra Brakmarker; den fremkalder Sandknog (Sandpiskning), der er i høj Grad farligt for Planterne paa de lette, tørre Jorder; den bringer Regn og Hagl til at slaa Sæden ned; den blæser Træfrugt og moden Sæd af, gør Vejbanerne alt for nøgne om Sommeren og samler Sneen til Driver om Vinteren. Alt taler saaledes for i tørre og vindudsatte Egne med let Jord at plante Læbælter og høje levende Hegn omkring Markerne. Snart bør man plante Trærækker mellem de enkelte Skifter, snart *) Jfr. O. G. Petersen: Forstbotanik, 18%, S. 119, 154; E. Warming og W. Johannsen: Den almindelige Botanik, 1895, S **) If. Ellinger (Vindforhold i Danmark ) Kbhv. 1896, er den gennemsnitlige Vindstyrke efter Landskalaen for følgende Stationer: Skagen 1.73; Vestervig 1.76; Fanø 2.00; Herning 1.32; Samsø 1.72; København c. 1.53; Bogø 1.82; Hammershus Forholdet bør undersøges ved Beregning fra et større Antal Indlandsstationer og ved nye, nøjagtige Iagttagelser.

19 brede Læbælter omkring den samlede Ejendom og Hækker, der tillige er et fortrinligt Hegn, mellem Skifterne. En lignende Virkning har Plantninger langs Veje og paa høje Bakker. Langs Havet vil Træplantninger vistnok kunne fange det saltholdige Vandstøv, der ellers med Paalandsvind føres ind over Landet og siges at afsvide Sæden, ligesom Skovanlæg maaske kan danne et Værn mod kolde Havtaager. Hvor Jorden anvendes til permanente Græsgange, vil disse have Gavn af den lette Sideskygge og det gødende Løv. Særlig vigtig bliver Plantningen omkring Boliger, hvor den skaffer Mennesker og Dyr Ly, formindsker Vedligeholdelsen paa Tag og Fag, danner Grundvolden for Dyrkning af Frugttræer, Køkkenurter og Blomster, der atter har en vidtrækkende Indflydelse paa Befolkningens Levevis og Kultur. Læplantning bør findes ved ethvert Hjem paa Landet, der ikke ligger tæt omgivet af andre Bygninger eller af Skov. Under visse Omstændigheder kan en saadan Plantning vel blive til Besvær. Træerne tager Næring af Jorden, hindrer dens Bearbejdning og skygger over de tilstødende Agre; hvor Jorden er kostbar, bør man derfor kun plante Træer, der har en dybtgaaende Rod, giver liden Skygge og kan faa en høj, rank Stamme; Hækkerne bør formes saaledes, at de ikke hænger ud over Marken. I Udlandet har man iagttaget, at Solstraaler, der kastes tilbage mod Syd og Sydvest fra vaade Blade, undertiden kan svide Plantevæksten uden for Skovbrynet; det er især Bøg og Eg, der gør Skade paa denne Maade, medens Løn, Ask, Poppel og Naaletræer synes at være uskadelige. Muligvis kan Dryp fra Trækronerne ogsaa gøre Skade paa de urteagtige Planter. I Kornhøstens Tid kan tilstødende Skov og høje levende Hegn bevirke, at Sæden vanskelig bliver tør, og at man ikke i Tide faar øje paa Uvejr, der trækker op. Plantningens Indflydelse paa Snelæg er omtalt foran. En tæt Alléplantning giver ogsaa uden for Sneperioder en fugtig Vej, da Vejbanen bliver overskygget, vædet af Dryp fra Trækronerne og gødet med Løv. Hvor man planter tæt ind om Husene, økonomihaven og Blomsterhaven, kan man faa fugtige Tage, klamme Mure, mørke, kolde, fugtige Værelser, for stærk Skygge paa Haveplanterne. Det gælder om i Tide at regne med, at Træerne vokser, og man maa forstaa, at det er Blæsten, men ikke Solen og den friske Luft, der skal lukkes ude. Naar Talen er om de fjernere Omgivelser, maa vi først og fremmest gøre os klart, at Danmark er et Sletteland, omgivet

20 - j z r 14 SKOVENES INDFLYDELSE PAA LANDETS NATURFORHOLD $ af Hav; Klimaet bliver et Kystklima, der især er afhængigt af Landets Beliggenhed mellem de store Have og det store Fastland. Hertil kommer, at Danmark er skovfattigt og næppe nogensinde bliver meget rigt paa Skov. Man tør- derfor sikkert antage, at Skovenes Indflydelse paa -vort Klima er og bliver langt mindre end Havets, for saa vidt angaar det Land, der ligger uden for deres nærmeste Omegn. Jyllands indtil nyeste Tid skovblottede Vestkyst har et langt mere karakteristisk Kystklima end den skovrige østkyst, og lignende Forhold kan paavises i andre Egne af Landet. Vanskeligheden ved at holde Havets Indflydelse ude fra Skovens forøges ved, at bægges Virkninger for en Del gaar i samme Retning. Det er vel muligt, at store Skovanlæg i Midtjylland' kan afstumpe Temperaturekstremerne noget, men sikkert er det ingenlunde, og i Hovedsagen stammer disse Egnes barske Fastlandsklima fra Beliggenheden, Højden over Havet, de forskellige Haves Varmeforhold, ikke fra en Mangel paa Skov, der jo tilmed langtfra findes alle Vegne. Indflydelsen paa Nedbørens Størrelse er vistnok højst ubetydelig; Undersøgelser af N. J. Fjord og P. la Cour har i hvert Fald ^kun ført til et negativt Resultat, og lige saa lidt har man kunnet paavise, at Regnen skulde falde paa en anden Maade i Skovegne ' end uden for disse. Ej heller er det paavist, at Skoven bringer Regnen til at falde paa en for Landbruget særlig gunstig Tid, en Formodning, der er fremsat af C. Dalgas. Ganske vist har den østlige Del af Landet mere Sommerregn, mindre Efteraarsregn end den vestlige; men Forskellen skyldes vist snarere Beliggenheden end Forskel i Skovmængden. Man bør undersøge, om den skovfattige Vestkyst af Sjælland mellem Nykøbing og Næstved har en mindre gunstig Fordeling af Nedbøren end den skovrige fynske Sydvestkyst mellem Middelfart og Svendborg, saaledes at man ikke retter sig efter Amternes, men efter Skovegnenes Grænser. Ligeledes vil man have Udbytte af at studere Nedbørsforholdene ved forskellige Vindretninger, da Skoven aabenbart kun kan paavirke det Land, der ligger i Læsiden. I Udlandet mener man undertiden, at Skove kan modvirke Dannelsen af Haglbyger, medens andre benægter, at der findes en saadan Paavirkning; hos os har Forholdet næppe været Genstand for Undersøgelse. Her i Landet paastaas det ofte, at Tordenbygerne følger Skovene og Stranden,' men gaar uden om det aabne Land. Maaske foreligger der kun et optisk Bedrag: Skovene

21 begrænser jo Udsigten stærkt, og det er ej heller let at bedømme Afstande paa Havet, Bygerne er maaske længere borte, end man tror; men da det er sandsynligt, at Regnen nu mere end tidligere falder som Tordenregn, var der Grund til at undersøge, om Skovene har nogen kendelig Indflydelse paa dette Omraade*). Skovene kan næppe have stor Betydning for Læforholdene i den fjernere Omegn, thi nær ved Jorden blæser Vinden ikke vandret, men noget (vistnok ) skraat nedad, fordi Gnidningen mod Jordoverfladen formindsker de nedre Luftlags Hastighed; en direkte lægivende Virkning kan Skoven saaledes næppe have uden for den nærmeste Omegn. Derimod har det vistnok Betydning, at Skove og Træer sluger den Del af Vindens Kraft, der medgaar til at sætte Trætoppene i Bevægelse, og paa denne Maade kan,der vel endog dannes nogen Varme. Det er da maaske ikke ganske uden Betydning for de lavere liggende Dele af Jylland at bevare Skovene paa Midtjyllands Bakker og at anlægge ny Skov paa Klitterne og paa de vestlige Bakkeøer. I den foregaaende Fremstilling er der nærmest taget Sigte paa danske Forhold Skovenes klimatiske Betydning er vistnok gennemgaaende større i Bjærglande, i Lande med Fastlandsklima og i Lande, hvis Klima er varmere end vort. Man kan ikke bevise Skovenes klimatiske Betydning her i Landet ved Eksempler hentede fra Alperne, de russiske Stepper, Syrien, Grækenland, Ægypten, Centralasien, Forindien, det indre af Nordamerika. Lige saa lidt tør man paastaa, at de Forandringer, der muligvis er foregaaede i vort Lands Klima, skyldes Skovrydning; de kan ogsaa stamme fra Landets Opdyrkning, Dræning, Afgravning, Udtørring. I de sidste to Menneskealdre har Landet forandret sig stærkt paa alle disse Omraader, medens Skovarealet og Skovenes Tilstand i mange Egne er uforandret, og et Studium al saadanne Steders Klima maatte da kunne vise os, om Opdyrkning, Tørlægning o. lgn. har nogen Betydning. For øvrigt er Naturforskerne højst uenige om, hvorledes Danmarks Klima har været i tidligere Tid. De eneste nogenlunde sikre Oplysninger, man har, findes i Tyge Brahes meteorologiske Dagbog (bearbejdet af P.la Cour), der omfatter Iagttagelser fra Hveen ; det viser sig vel, *) C. Holten (Bemærkninger om Skovenes Indflydelse paa Klimaet, 1867) omtaler Erfaringer, der gaar i modsat Retning af de ovennævnte.

22 må at der har været visse Forskelle, men næppe saadanne, som ikke kan forklares ved Iagttagelsernes Mangelfuldhed, Periodens Korthed og Hveens Beliggenhed som Østation. Kun i Tordendagenes Antal synes man at kunne spore nogen Forskel, en Tiltagen i Løbet af de sidste 300 Aar. Holten mener, at Sommervarmen skulde være aftaget, Vinterens Temperatur steget i Løbet af de 100 Aar Undertiden har man med Urette ment at finde Bevis for Klimaets Forandring i den Maade, paa hvilken Træarterne har afløst hverandre i vore Skove. Selv bortset fra, at vor Viden paa dette Omraade er noget begrænset, maa vi sige, at Overgangen fra Skovfyr, Bævreasp og Æ1 til Eg, fra Eg til Bøg aldeles intet viser os om klimatiske Forandringer; de Træarter, der har dannet og danner Hovedmassen af vore naturlige Skove: Birk, Bævreasp, Rødæl, Skovfyr, Vintereg, Stilkeg, Bøg, vokser den Dag i Dag baade nord og syd for Danmark, til Dels langt uden for dets Grænser, og de Forandringer, der ere foregaaede i Sammensætningen af vore Skove, kan til fulde forklares som Virkning af Kampen mellem Arterne. I Virkeligheden ved vi saaledes ikke ret meget om Skovenes Indflydelse paa de fjernere Egnes Klima, langt mindre end man for en Menneskealder siden troede at vide. Man bør derfor være varsom med at begrunde Anlæget af store Skovstrækninger ved en Henvisning til deres klimatiske Betydning; men. man bør ogsaa være forsigtig, hvor Talen er om store Skovrydninger, hvis Virkninger man næppe kan overse. Selv om der ikke kan paavises nogen væsentlig Forskel mellem Skovegnenes og de skovblottede Egnes Klima, var det jo muligt, at Skovens Rydning kunde virke paa. bægge Steder, thi man kan ikke ganske benægte Muligheden af, at den ene Egn alt nu er under Paavirkning af den anden. I Betragtning af, at man her i Landet anvender saa store Summer paa nye Skovanlæg, der næppe alle kan betale sig direkte, men bl. a. menes at ville forbedre Klimaet, burde man allerede for lang Tid siden ja, samtidig med at man nævnte klimatiske Hensyn. som medvirkende Grund til at anlægge Skov have taget fat paa at undersøge Spørgsmaalet om Skovanlægenes klimatiske Betydning; men først' i nyeste Tid har man ved Samvirken mellem Hedeselskabet og Meteorologisk Institut paabegyndt saadanne Undersøgelser.

23 I Udlandet har man længe arbejdet med Iver paa Løsningen af herhen hørende Problemer, men endnu staar Anskuelserne temmelig skarpt mod hinanden, og man synes tilbøjelig til at mene, at de ældre meteorologiske Iagttagelser gennemgaaende er for lidet nøjagtige til at kunne give afgørende Svar paa de vigtigste Sporgsmaal om Skovenes Indflydelse paa Klimaet; dog anses denne almindeligt for at være betydelig ringere, end mange forhen har regnet den for. Man anbefaler Udførelsen af nye Undersøgelser med mere fintmærkende, saa vidt muligt selvregistrerende Instrumenter og nøjagtigere Arbejdsmaader; men jo finere Instrumenterne bliver, desto større Fordringer stiller Brugen vistnok ogsaa til Iagttagerens Dygtighed og Samvittighedsfuldhed. Da den Anskuelse mere og mere trænger igennem, at Skovens Virkning især beror paa dens Evne til at give Læ, lægger man Vægt paa hyppige og nøjagtige Maalinger af Vindstyrken. I Stedet for eller i hvert Fald ved Siden af de ældre Iagttagelser, hvis Resultater bearbejdes statistisk, anbefales det at foretage Specialundersøgelser paa enkelte, særlig udvalgte Lokaliteter, hvor man kan vente at faa et bestemt Forhold, f. Eks. Virkningen af Træart, Jordbund, Terrain, Jordbundsdække m. m., særlig fyldigt belyst, en Fremgangsmaade, som Fjord og la Cour i Virkeligheden allerede forlængst har anvendt her i Landet, og som nu benyttes af Ellinger. Hos os synes det i øjeblikket mest paatrængende at sammenligne sandet Hede med Skov af Rødgran, hvortil endnu haves et fortrinligt Materiale i de gamle Statsplantager, og Hede saavel som Klit med Bjærgfyrreskov, hvilket heller ikke kan volde Vanskelighed; muligvis kan ogsaa et af de større Egekrat afgive Stof til Sammenligning mellem Egeskov, Naaleskov og Lynghede. Undertiden kan man her faa Lejlighed til at belyse Virkningen af en Forandring, f. Eks. en ny Plantnings Fremvækst, Rydningen af et Krat, og selvfølgelig bør man, hvis større Skovrydninger forefalder her i Landet, benytte Lejligheden til at undersøge, om man kan paavise nogen Virkning deraf. Af de fire Midler til Erhvervelse af Viden om Skovens Naturforhold, der staar til vor Raadighed: Forsøg, Erfaring, Iagttagelse og Undersøgelse, er det især de to sidste, man har benyttet. Det var dog maaske ogsaa Umagen værd at samle al gammel, gennem Slægtled opsparet Folketro om man vil: Overtro paa disse Omraader. Iagttagelser behøver ikke at udføres med meteorologiske Instrumenter; ofte vil vore Sanser, særlig Syn og Følelse,

24 umiddelbart kunne give os Oplysning om Skovens og andre Naturgenstandes klimatiske Virkning; til syvende og sidst er de Planter og Dyr, der skal paavirkes, dog nærmere i Slægt med os end med meteorologiske Apparater. Skovens Virkning paa Planters Blomstring, Bygningers Vejrsmuldring, Kreaturers Helbredstilstand kan særdeles godt være Genstand for direkte Iagttagelse, og det samme gælder til Dels om Træartens Indvirkning, om Varmeforhold og Fugtighedsforhold i Skoven, om Luftstrømninger mellem Skov og Mark. Hygroskopiske organiske Stoffer, som Korn, Træ, Linned, Papir, maa ved at vejes før og efter lang Tids Henliggen under Tag, men i øvrigt udsatte for Paavirkning af Luften, kunne give os Oplysning om dennes gennemsnitlige tørrende Evne, og det er næppe umuligt ved ligefremme Forsøg at vise Indvirkningen af Læ paa Kulturplanternes Trivsel, medens egentlige planmæssige Forsøg over den klimatiske Virkning af Skovrydning og Skovplantning er vanskelige at udføre. Skov enes B ety dning fo r Lait det s D yreliv og P lanteliv. Hvis Skovene forsvandt, vilde man dermed ogsaa næsten ganske udrydde en Række Planter, af hvilke nogle er nyttige uden dog at være Genstand for Dyrkning, medens andre er Værtplanter for skadelige Svampe. Skovene huser fremdeles baade nyttige og skadelige Dyr, lige fra Insekter og Smaafugle til Raager, Rovfugle og Hjortevildt, der ofte har en ikke ringe Indflydelse paa de tilstødende Agerbrug og Havebrug, omend deres Betydning i Enkelthederne endnu kan være noget omtvistet. I hvert Fald vilde vort Land blive fattigere paa Former, dersom Skovene blev ryddede, og omvendt bliver det rigere i faunistisk og i floristisk Henseende, efterhaanden som der vokser Skov op i de tidligere skovløse Egne. Skovenes hygiem iske B etydning staar, som man vil indse, i en vis Forbindelse med deres Indflydelse paa Klimaet (Luftstrømninger, Luftfugtighed, Temperatursvingninger). Desuden er det af Vigtighed, at Skovluften i Regelen er særdeles ren, fri for skadelige Luftarter, for Støv og for Smitstoffer; Træerne fanger det Støv, der findes i Luften, og den jævnt fugtige Skovjord, der i Regelen er dækket af Løv, Mos eller Græs, støver ikke. I Naaleskovene indeholder Luften maaske særegne Bestanddele, der er gavnlige for Aandedrætsorganerne. Derimod har man sikkert ofte overdrevet Skovenes Betydning som Frembringere af Ilt og Ozon. Undertiden gør Trævækst Jorden sund ved at virke som en Slags

25 lodret Dræning, der hindrer Forsumpning, og en Række Sygdomsbakterier trives vistnok mindre godt i den magre, kølige Skovjord end i gødet Agerjord, ligesom Skovjorden renser det Vand, der siver ned gennem den, medens Vandet under andre Forhold kan blive gjort urent paa sin Vej gennem og over de øverste Jordlag. Meget paa disse Omraader trænger imidlertid endnu til nærmere Undersøgelse, og Skovens hygieiniske Betydning kan selvfølgelig i Hovedsagen kun komme dem til gode, der opholder sig nogenlunde længe i Skoven, f. Eks. paa Kuranstalter og Sanatorier, eller maaske ogsaa dem, der ved et Skovbælte afspærres fra en usund Egn. I mange Tilfælde er Skovens gavnlige Virkning paa den menneskelige Organisme dog ikke blot af fysisk og fysiologisk, men fuldt saa meget af psykisk Natur. Det forfriskende ved at færdes i Skoven stammer for en stor Del fra den Ro, Stilhed, Ensomhed og Skønhed, som Kulturmennesket finder her, og som nærmest falder ind under ANDET KAPITEL SKOVENE, SKOVBRUGET OG DET SKØNNE. Saa længe Landene var helt eller overvejende bevoksede med Skov, har denne næppe forekommet Beboerne smuk, men langt snarere afskrækkende; Skovens Skønhedsvirkning fremkommer for en stor Del ved Modsætningen til de Marker, Heder, Fjælde, Vande, Bygninger, der omgiver Skovbevoksningen, eller fra hvilke Iagttageren kommer. Og Skoven kan kun fremkalde Skønhedsindtryk hos den, der længes efter en saadan Forandring, ikke hos den, der kun sætter Pris paa det tilvante ved andre Forhold. Det, der synes smukt, er dels Farverne, dels den friske Natur, dels Formerne: de store og kraftigt byggede Træer, endelig som foran nævnt Roen og Stilheden eller lempelige Afbrydelser deri, fremkaldte f. Eks. af en Kilde, der risler, en Fugl, der synger, et Insekt, der summer, et Raadyr, der bevæger sig, en Lysstraale, der bryder gennem Løvtaget. Værdien af disse Skønheder og æstetiske Nydelser lader sig som saa meget andet ikke udtrykke i Penge, men der er ingen Grund til at undervurdere Skovenes Betydning paa dette Omraade; ethvert civiliseret Samfund føler sig jo berettiget og forpligtet til at 2*

26 r I i I i i i i : c i i r anvende store Beløb paa Tilfredsstillelsen af andre Skønhedskrav, saasom paa Udstyrelsen af offentlige Bygninger og Skibe, paa Indretning og Vedligeholdelse af Kunstmuseer, paa Uniformer, osv. osv. Ensomheden og Roen kan jo ganske vist ikke nydes af mange paa eet Sted, men i et Land, hvoraf 5 10 pct. er dækket af Skove, vil disse dog kunne byde Beboerne en stærk Modsætning til det daglige Livs Menneskevrimmel, Travlhed og Tummel; og jo højere Kulturen stiger, jo mere Menneskene hobes sammen i store Byer, desto flere vil der være, som trænger til og sætter Pris paa den Afveksling, Skoven kan byde. Naar vi undersøger, hvad der fra Skovbrugets Side kan gøres for at tilfredsstille Befolkningens Skønhedstrang, maa vi skelne mellem den egentlige, forstmæssigt drevne Kulturskov og Lystskoven, medens Behandlingen af den tredje Form for Træbevoksning: Parken, nærmest hører ind under Landskabsgartneriet og derfor kun lejlighedsvis skal omtales her. K u ltu r skov en skal først og fremmest give Udbytte af Skoveffekter, og vi kan ikke paa Bekostning af dette Formaal bringe store pekuniære Ofre for de æstetiske Hensyn. Ogsaa paa andre Omraader holder man disse Hensyn inden for temmelig snævre Grænser eller handler lige imod dem, saaledes ved almindelig privat Husbygning, ved Anlæg af Veje og Gader, ved Benyttelsen af Agerjorden og Engene, ved Udtørringen af vore Søer og Vige, ved»reguleringen«af vore Vandløb. Skovbruget er en Næringsvej som saa mange andre; det lægger Beslag paa 7 pct. af vort Lands Areal, som vi ikke har Raad til at unddrage fra produktiv Anvendelse. Men Skoven kan behandles forstmæssigt uden at miste ret meget af sin oprindelige Skønhed; paa mange Omraader er der ingen Modstrid mellem de økonomiske og de æstetiske Hensyn, og i mange andre Tilfælde kan man med smaa Midler opnaa en betydelig Skønhedsvirkning. Skovbruget er mere»naturligt«end noget andet Jordbrug, og den Dag i Dag gælder de gamle Ord fra Forordningen af 18de April 1781, at ved Skovens Opelskning»skal der fornemmelig stræbes at følge og understøtte Naturen i dens Virkninger«, medens man i Landbruget arbejder med højt forædlede Kulturplanter og med en Jord, der er omdannet ved Planering, Dræning, Mergling, Gødskning, dyb Bearbejdning og er holdt ren for vilde Blomster; for ikke at tale om Havebruget, hvor Planternes Udvikling endog fremmes ved kunstig Varme og i nyeste Tid ved Æter, medens de dyrkede Former

27 ofte tilsyneladende mangler al Lighed med Stamformen eller er omdannede ved Podning og Beskæring. Som den smukkeste Driftsform anbefales vel ofte Plukhugstdriften, hvor alle Aldersklasser forekommer i jævn Blanding, men i Virkeligheden er en saadan Skov, naar den er nogenlunde stor, aldeles ikke særlig smuk, undtagen i meget ukultiverede Egne, hvor man faar et stærkt Indtryk af Naturens oprindelige Storhed (Højbjærge, Klitter). Paa saadanne Steder er Plukhugsten ogsaa ofte ønskelig af andre Grunde; og i en uvejsom Mose, hvor Effekterne dog er omtrent værdiløse, kan det passe godt, at en Vindfælde raadner op paa Jorden, dækket af Svampe og Mospuder. Under almindelige Forhold tiltaler en vis Grad af Orden og Regelmæssighed ikke blot Forstmanden, men ogsaa andre; naar Ungskov er samlet paa større Flader, gør den et langt mere frodigt Indtryk, end naar den forekommer spredt mellem de ældre Træer, af hvis Skygge den trykkes, og Storskovens Former kan bedre opfattes, naar Udsigten under Løvtaget er nogenlunde fri, end naar den hemmes af ung Opvækst. I en Dyrehave er Skovbunden jo ' bar, og Skoven bestaar der ofte kun af store Træer, uden at dette formindsker Skønheden stærkt. I det moderne danske Skovbrug søger man som bekendt at frembringe ranke, temmelig tykke Træer med en søjleformet, grenefri Stamme og en fyldig Krone. En stor Bevoksning af saadanne Træer vil gøre et stærkt Indtryk af Kraft, ophøjet Ro og regelmæssig Skønhed, ligesom en smuk Facade paa en stor Bygning. I Højskov vil der paa denne Maade fremkomme tilstrækkelig Modsætning mellem Lys og Skygge, saavel som mellem Farverne i Løvtag og Kviste, Stammer og Skovbund eller Undervækst. I Mellemskov, hvor de enkelte Overstandere mere end Træerne i den sluttede Højskov optræder som selvstændige Individer, vil Billedet blive mere broget, idet Underskoven frembyder andre Former og Farver end Overskoven, og i Lavskov, hvor de enkelte Træer eller Buske ikke kan virke ved deres Størrelse, hvor Udsigten ikke kan tabe sig langsomt ind i Skovens Dyb, der er det især Frodigheden i de kraftige Skud og den brogede Blanding af mange Farver i Løv, Bark, Blomster og Frugter, der vil gøre Indtryk. Jo større Træerne bliver, desto smukkere vil de tage sig ud, og her er et Omraade, hvor Skønhedshensynene let kommer i Strid med de økonomiske Krav; men Modsætningen er dog mindre, end man ofte antager. Paa passende Steder, f. Eks. ved Veje,

28 Bygninger, Udsigtspunkter, Mosekanter, Søbredder kan man overholde en Del Ornamenttræer og Trægrupper, undtagelsesvis vel ogsaa hele Bevoksninger, der paa een Gang vil forskønne Landskabet og frembringe de sjældne, store Gavntræstammer, der lejlighedsvis betales særdeles godt. Bøge, Ege og Ædelgraner paa Fods Højde, 2 3 Fods Tykkelse vil kunne imponere ved deres Størrelse, selv om de ikke er fuldt saa kæmpemæssige som Fortidens, mægtige Ege og Bøge. Paa den anden Side er en Skov af lutter gamle, affældige Træer ikke smuk, men ligesom man kun bevarer en enkelt gammel Ruin, ikke en By i Ruiner, bør man nøjes med at overholde enkelte særlig ærværdige Træer, til de dør af Ælde, hvilket i Regelen vil sige, at de dræbes al Snyltesvampe; alt for stor Skaansomhed vil let føre til, at mange andre Ornamenttræer inficeres. Egen bevarer i særlig høj Grad et smukt og imponerende Udseende saavel som Evnen til at skyde friske Skud, længe efter at ødelæggelsen er begyndt, især naar man sørger for en jordbundsbeskyttende Undervækst og ikke stiller Træerne frit paa een Gang, men vænner dem gradvis til de nye Forhold. Særlig værdifulde Træer kan man styrke ved at gøde dem med Kompostjord og udfylde Hulheder med Cement, medens Jærnringe, Støtter og kunstig Beklædning med Bark er styrkende Midler, der ser saa unaturlige ud, at de kun ganske undtagelsesvis maa anvendes. I en egentlig Skov maa man være varsom med at indplante sjældne Prydtræer (Rødege, Blodbøge, Cupressineer), da de let gør et forstyrrende fremmed Indtryk, men et enkelt Træ paa en Vejrunding, en Gruppe ved et Udsigtspunkt kan gøre god Virkning, og i det smaa vil Anskaffelsen af saadanne Træer kun forvolde ubetydelig Udgift. Inddelingen maa vel gaa ud paa at frembringe nogenlunde regelmæssige Figurer, hvis Størrelse kun svinger inden for rimelige Grænser, omkring et Middeltal mellem 5 og 15 Tdr. Land; men man behøver aldeles ikke at»inddele med Linealen«, at lave et System af kvadratiske eller rektangulære, indbyrdes lige store Afdelinger, noget hvortil Terrain og Jordbund ej heller indbyder. Det er smukt og ofte i Overensstemmelse med Naturforholdene at lade Grænsen for Enge og lignende ubevoksede Arealer bugte sig, og helst maa saadanne Strækninger selv krumme, saaledes at man ikke noget Sted kan overse hele Afdelingen; fremspringende Bevoksningsrande maa helst have nogenlunde skarpe Vinkler. Kun

29 ved Kunstenge af betydelig Størrelse harmonerer en ret Grænse, langs hvilken der fører en Vej eller en Landgrøft, godt med det hele regelrette Anlæg. Naar Inddelingen skal gøre fuld Nytte, maa den mærkes af i Skoven ved tydeligt numererede Pæle, og hvor der ikke findes en tydelig Grænselinie ved Maling af Grænsetræer; men disse Mærker behøver ikke at gøres saa afstikkende, som de ofte er; det er overflødigt at angive Afdelingens Nummer med 4 Tommer høje sorte Tal paa hvid Grund. Pælene kan altid staa mindst et Par Alen borte fra Veje, og langs disse behøver man ikke at male Grænsetræer. Ofte kan man med Fordel anvende simple Stenpæle og paa Træerne en dybt rødbrun Maling; at hugge Mærker ind i Grænsetræerne er baade stygt og skadeligt. Hovedafdelinger bør man give Navne ved Siden af Numrene; i Skoven behøver deres Grænser vel sjældent at mærkes. De større Veje er ypperlige Bevoksningsgrænser, men en Vej vinder unægtelig i Skønhed ved at gaa igennem en Bevoksning i Stedet for at have en Træart og Alder paa den ene Side, en anden paa den modsatte. Onder saadanne Forhold bør man, saa ofte man kan, overholde Træpar af samme Alder og Art, der kan danne Portaler over Vejen. Af og til kan man uden Skade lade Vejen bøje ind igennem en Bevoksning eller rettere henlægge to modsatte Afdelinger til samme Driftsklasse og Aldersklasse. Paa stærkt befærdede Turistveje kan man ofte uden store Ofre sørge for Skygge og undertiden for særlige Stier til Fodgængere og til Ryttere eller Cyklister. Ved Vejanlæg gælder det ganske vist at faa nogenlunde rette Linier, fordi de er billigere at anlægge og vedligeholde, tager mindre Plads op og er mere bekvemme for Færdselen, end en Vej der idelig bugter sig. Men én lige Vej behøver ikke at være styg. Hvis Terrainet er bølgeformet, med harmonisk Stigning og Fald, vil der komme Afveksling nok, og en saadan lige Vej vil netop ofte give særdeles smukke Udsigter fra Højdepunkterne. I stærkt kuperet Terrain vil Vejen af sig selv blive bugtet; derimod vil den let blive lige paa en lang Strækning, naar Terrainet er fladt, og den vil da blive grim og kedelig, især naar den er for bred til at blive overskygget. Dog vil alt for hyppige ubegrundede Bugter paa en bred, omhyggeligt anlagt Vej forekomme Beskueren stygge, netop fordi de er saa ubegrundede, og omvendt behøver Forstmanden aldeles ikke med trættende Ensformighed at lade l s