Flysikkerhed som situeret praksis i en global verden

Transkript

1

2 Flysikkerhed som situeret praksis i en global verden En empirisk-filosofisk analyse af hvordan sikkerhed og tryghed praktiseres i lufthavne og flytrafik English: Aviation security as situated praxis in a globalized world Årskort Aflevering: 5. februar 2010 Studieordning: Informationsvidenskab, linje A (2007-studieordning) Specialevejleder: Peter Lauritsen Antal tegn: tegn inkl. mellemrum Side 1 af 52

3 Indhold Abstract (in english)... 3 Kapitel 1: Sikkerhed og risiko i en global verden... 5 Kapitel 2: ANT, Post-ANT og mutipel virkelighed... 9 Kapitel 3: Tekster, samtaler og observationer Kapitel 4: Vi må gøre noget! Bogføring og beregning Risiko i forhold til flyvning og koordinering af interesser Problemer med risikostyring Kapitel 5: Lad os se hvem de er og hvor de skal hen Panopticon, Oligopticon og Banopticon Hvad er sanktionen? banopticon og No fly lists Data dobbeltgængere og profiler Konkrete problemer med identitetscheck Skyttegravsdebat - privatliv og sikkerhed som gensidigt udelukkende Kapitel 6: Bevæbnede riddere og tørstige terrorister Standarder og klassifikation Standardiseret praksis i lufthavnen Grænseobjekter Alternativ praksis Kapitel 7: Alle bliver checket Den spektakulære pinestraf Iscenesættelse af checkpointet Kapitel 8: sikkerhedens pris Litteratur Bilag 1: Organisationer indenfor international luftfart Side 2 af 52

4 Abstract (in english) The point of departure for this paper is globalization. We live in an ever more connected world with international air traffic changing the measure of distances into time and money. The distance from Copenhagen to New York is no longer 6200 km but rather 3500,- DKK ( 500) and 8 hours of flying time. International air travel is a tangible element of globalization. However, international air travel is not only making travel distances shorter. It is also introducing new risks. Planes can crash due to human or mechanical failure, flights can be interrupted and delayed by extreme weather conditions, diseases like the bird flu or the recent swine flu can spread and create international pandemics, and while hijackings of planes have been part of air traffic for decades, the September 11 th attacks on World Trade Center in New York marked the peak of dramatic and spectacular terrorism. In global air traffic opportunities and risks are closely linked. The solution to the problem of risk, and the subject of this paper, is the creation of security and safety. How does aviation security work? Methodologically this paper is inspired by later developments of Actor-Network Theory (ANT) often referred to as post-ant. Especially Mol (2002) and the concept of multiple ontology, situated praxis and enactment has been an important methodological inspiration. This is a study of security as a situated praxis. Inspired by post-ant the paper uses a variety of empirical sources to gain valuable insights into the field. Text books, articles, news media, websites, ISO standards, Qualitative semi-structured interviews with travelers, informal discussions with strangers and even personal observations (in the airport) by the author all constitute the empirical foundations of this study. From the analysis and organization of the empirical material four stories about aviation security have emerged. There are many more to be told, but these four seemed to be the most prevailing and relevant in the material. All the stories are about one of the multiple ways that security is enacted in various situated praxes. The first story is about managerial praxis, and being responsible for security although there is no threat to your own safety. The prevailing mode of praxis here is that of risk management inspired by accounting principles, this ISO standardized method creates a step-by-step guide for identifying threats, assessing their impact, prioritizing their potential cost and then avoid, mitigate or transfer the risk. By looking at other material it is evident that risk management has been an effective praxis in terms of avoiding plane crashes due to human error or machine failure. However, it also become evident that using risk management against intentional threats e.g. terror can be a deadly business, since terrorist can adapt their tactics accordingly. Risk management developed the so-called common strategy to deal with plane hijackings in the 70s. However, the common strategy seems to be a one of the major reasons that the September 11 th attackers were able to commit their deed. Despite this flaw, there are no perfect alternatives either and risk management still seems to be the prevailing praxis. The second story is about surveillance, monitoring and tracking of travelers. Who they are and where they are going. In relation to the first story, surveillance is one of the risk management attempts stop terrorists Side 3 af 52

5 before they do something. The story introduces Foucault s panoptism, and discusses alternative but related concepts like Latour s oligopticon and Bigo s banopticon. These concepts are related to the actual praxis in the airport, e.g. no-fly-lists and general data surveillance. The story also introduces some specific and concrete issues about data matching. There are several examples of theoretical blind spots but also of actual malfunction of the existing surveillance systems. A related praxis to that of surveillance is the discussion about surveillance. This ongoing discussion seems to be divided into two camps: one is arguing for more security through increased surveillance and the other is arguing for increased privacy and less surveillance. However, both camps seem to confirm the underlying assumption that increased surveillance is also increased security. This paper argues that the biggest improvement of surveillance praxis would be if the discussion about it could find a common ground and realize that privacy and security are not necessarily mutually exclusive, as argued by Taipale (2003). The third story is about standards and classification and airport architectural zoning. Using theory from the symbolic interactionist tradition, mainly Bowker and Star (1999), the chapter shows how different configurations of humans and artifacts are classified as either dangerous or not-dangerous and thus allowed to pass between different zones. The main point is that there is an apparent clash between two types of classifications: the potentially dangerous traveler can only pass the check-point if he or she does not possess any dangerous items, while the not-dangerous traveler can bring dangerous items. The zonearchitecture allows these configurations to meet and reconfigure so that the dangerous traveler also has the dangerous artifacts. It is worth noting however, that despite this clash of classification systems there have been no reported incidents taking advantage of this. Finally the fourth story looks at the spectacular and visual organization of the security machines and how this affects the traveler. From the interviews conducted as part of this study, some informants seemed to feel secure from terror but not from human or mechanic failure. Descriptions of the visual staging of the security check as a measure against terror were also present in the interviews. Even though the third story shows how the security check-point is flawed in at least one way, it is important to note that what is going on at the checkpoint is still security. It might not be effective against a given threat, but it is still creating and enacting a type of security that is felt by at least some travelers. Together, these four stories analyze and describe relevant praxes that are all part of the creation of security. By using the post-ant vocabulary of situated praxis, multiple ontology and enactment these praxes are not just analyzed separately but are woven back together and can be seen in a broader perspective. This paper was written as a Master s-thesis at the Department Of Information- and Media Studies. Side 4 af 52

6 Kapitel 1: Sikkerhed og risiko i en global verden Min verden er blevet både større om mindre det seneste årti. Da jeg var barn og teenager var det at rejse for mig at se et nødvendigt onde hvis man skulle noget som ikke kunne lade sig gøre i Danmark. Med min interesse for klippeklatring og alpint skiløb, og med en del af min familie i Stockholm, så var man nødt til at køre lange afstande for at finde klipper der var store nok, bjerge med både sne og skilifte og for at se familien. Men egentlig var det bare noget bøvl. I gymnasiet fik jeg smag for at rejse. På studietur til Barcelona oplevede jeg første gang hvordan i by talte til mig - hvordan arkitekturen inspirerede mig og satte nye tanker i gang i mit hoved. Siden da har jeg udvidet min horisont med flere storbyer, både London, Paris, Berlin og min favorit New York - som jeg bliver ved med at vende tilbage til. På den måde er min personlige verden vokset så den nu rummer langt flere steder. Men jeg har også oplevet hvordan verden er blevet mindre. Engang følte jeg at min familie i Stockholm var langt væk - en samlet rejsetid i bil og med færge kunne sagtens være næsten 10 timer. I dag opfatter jeg stadig 10 timer som relativt lang tid, men jeg ved også hvor langt jeg kan nå på den tid. Fraregnet turen til og fra lufthavnen tager det fx kun ca. 8½ time at flyve fra København til New York, og faktisk koster dette ikke ret meget mere at flyve København New York end det koster at flyve fra Århus Tirstrup direkte til Bromma lufthavn lidt udenfor Stockholm, til trods for at det er en tur på sølle 80 minutter. "Det er globalisering, Mathias" sagde en af mine venner en dag jeg sad og tænkte højt over disse afstande i tid og penge. Der er selvfølgelig mange flere elementer i det fænomen man kalder globalisering, men et af kendetegnene er helt klart at afstande i verden er blevet forskudt så det nu ikke længere er interessant at måle afstande i kilometer men i stedet i rejsetid, pris og tidsforskel (ift. jetlag). Jeg er godt klar over at kommercielle rutefly har eksisteret længe før jeg begyndte at rejse, men det er stadig interessant at overveje hvordan man kunne tegne et globalt verdenskort hvor man udregner afstande mellem byer i gennemsnitspriser på flybilletter. "Verden bliver stadig mere global" - et udsagn som i dag kan bruges af alle, uden at man egentlig behøver argumentere for hvad det reelt vil sig at noget er globalt. Politikere kan bruge det som undskyldning for alverdens problemer på jobmarkedet, indførelse af nye tests i folkeskolen og vækstpakker der giver skattelettelser til dem der tjener mest. Om globalisering reelt eksisterer og hvad det evt. er, kunne være et speciale i sig selv. Mit udgangspunkt er at globalisering eksisterer som noget vi taler om. Det er indenfor denne ramme af globalisering at jeg gerne vil undersøge luftfart og lufthavne, for som nævnt, så er mulighederne for at rejse verden rundt med fly, i hvert fald en ret konkret og håndgribelig del af det vi kender som globalisering, omend det langt fra er alle i verden som er en del af denne rejseaktivitet. Selv i veludviklede lande som Danmark er det stadig under 10 % af befolkningen som flyver mere end to gange årligt (Enemark, 2000, p. 297). Ikke desto mindre er luftfart en kæmpe industri, med et virvar af virksomheder og støttevirksomheder som leverer alt fra fly, flymad, butikker i terminalen, brændstof og maskiner til af-isning af vingerne på flyet. Udover virksomhederne består industrien også af en lang række nationale (fx FAA) og internationale organisationer (fx IATA) og koalitioner af organisationer (fx ATAG) som sætter standarder og normer for alt fra pilotuddannelse, flyvetimer og certificeringskrav til længder på start- og landingsbaner. (Se forklaringen på de forskellige organisationer på listen på bilag 1) Side 5 af 52

7 På den måde er det ikke bare selve passagererne som transporteres rundt på hele kloden, men selve industrien som helhed der er spredt ud i et stort sammenhængende net. Dette internationale netværk fragtede i år 2008 i alt 4,9 milliarder passagerer rundt ifølge en rapport fra Airport Council International som repræsenterer ca. 98% af alle lufthavne i verden (ACI). Årsagen kan være alt fra turisme til forretning og immigration. Ifølge FN levede ca. 3% af verdens befolkning i et land andet end der hvor de var født i 2005 (FN, 2006). Konsekvenserne af dette netværk er mange: jeg kan rejse til New York og skrive mit speciale. Mine forældre kan tage til Paris på ferie i vintermånederne og få lidt sol og varme og en af mine venner har lige været i Kina på forretningsrejse fordi han arbejder for en international bank som har kontorer både her og der. Med alle disse muligheder følger også en lang række risici: fly kan styrte ned pga. mekaniske og menneskelige fejl, dårligt vejr kan forårsage forsinkelser så man ikke når frem til det man skal nå, folk kan forsøge at immigrere til andre lande eller søge politisk asyl, sygdomme kan hurtigt sprede sig over hele kloden som vi har set det med både fugleinfluenza, og i øjeblikket med svineinfluenza, og flykapringer og terror har længe været en fast del af flytrafikken, om end angrebene på World Trade Center 11. september 2001, nok stadig markerer særlig dramatisk hændelse i den sammenhæng. I luftfart er muligheder og risiko nært forbundet. Er det farligt at flyve? Personligt er jeg ikke bange - jeg har besluttet at jeg ikke vil leve mit liv i frygt for flystyrt, terror eller sygdomme. Det er dog ikke alle der har det sådan. D. 10. september 2007 skrev Ole Wæver i Information: Stort set alle vestlige lande har produceret betænkninger og lederudtalelser, der mere eller mindre ordret siger: Terrorisme er sikkerhedstrussel nummer et. (Wæver, 2007) Wæver er ikke overbevist om at denne prioritering helt afspejler problemets egentlige størrelse. Det er i denne sammenhæng irrelevant: terror opfattes som et stort problem og mængden af tiltag rettet mod at forhindre terror viser tydeligt at det også behandles som et stort problem. I forbindelse med luftfart er sikkerhed, herunder bl.a. forhindring af terrorangreb, et aspekt som gennemsyrer alle processer på en eller anden måde. Det er noget alle rejsende har stiftet bekendtskab med både direkte og indirekte. Flysikkerhed er et aktuelt og samfundsrelevant emne, og samtidig er det noget jeg længe har interesseret mig for. Jeg har selv haft besynderlige oplevelser når jeg selv har rejst og undret mig over hvad der foregår. Derfor har jeg valgt at bruge den tid jeg havde til at lave dette speciale, på at undersøge sagen nærmere. Jeg ønskede at teste mine egne antagelser og fordomme om det jeg allerede havde en vis indsigt i, men jeg ønskede også at blive klogere på de områder af flysikkerhed som jeg ikke vidste ret meget om. Rammen for studiet er globalisering forstået som bl.a. international flytrafik med de muligheder og risici det medfører. Særligt med fokus på udviklingen efter 11. september Problemet med sikkerhed Hvordan kan man studere sikkerhed? Eller rettere: hvordan kan jeg studere sikkerhed i forhold til flytrafik? Et problem der lynhurtigt opstod for mig som forsker var at skaffe adgang til feltet. På Københavns Lufthavns hjemmeside kan man læse et interview med Thorbjørn Ancker fra Statens Luftfartsvæsen, der bl.a. forklarer at et af de grundlæggende principper i flysikkerhed er at det ikke er alle der må vide hvordan det virker (CPH, 2010). Havde jeg været ansat ved en myndighed der har til ansvar at kontrollere sikkerheden i lufthavne, fx det amerikanske General Accountability Office (GAO) ville jeg have haft andre muligheder, men som dansk specialestuderende var det ikke let at få adgang til at lave fx observationsstudier i en amerikansk lufthavn. (En stor del af min undersøgelse er lavet under et længere ophold i New York.) Side 6 af 52

8 For at kunne lave min undersøgelse, måtte jeg derfor dels prøve at etablere sikkerhed som et problem der kunne undersøges på en ny måde, og samtidig sikre at denne måde at undersøge problemet på, ikke ville blive helt umulig pga. manglende adgang. M.a.o.: hvilken problemstilling ville jeg reelt kunne undersøge fra min position (på en kaffebar i New York)? Inspireret af feltet Science Technology Society (STS) studier og særligt post-ant (som introduceres senere) har jeg prøvet at kigge på selve begrebet sikkerhed og den måde det normalt omtales og studeres på (for en kort introduktion til STS anbefales Jensen, Lauritsen & Olesen, 2007). Her er der i hvert fald tre ting som falder mig ind. (1) Sikkerhed ses generelt som noget godt det er positivt ladet. Man vil sjældent se nogen argumentere for at vi skal have mindre sikkerhed (og dermed mere usikkerhed). Det er altså en implicit antagelse i begrebet at det er noget vi skal have mere af. (2) et andet gennemgående træk er et fokus på teknologi som løsning. Hvis folk prøver at smugle våben med ombord på et fly må man lave en scanner der kan afsløre det. (3) Med sikkerhed er der også et gennemgående fokus på om sikkerheden virker. Det er implicit at virker betyder at sikkerheden forhindrer trusler, og det måles ofte kvantitativt. Fx hvor mange våben kan smugles gennem en scanner?. Det udelukker ikke et fokus på fx hvad folk oplever, men det er stadig den kvantitative tilgang der dominerer når man fx undersøger hvor stor en andel af amerikanerne der føler sig trygge ved at TSA gør deres arbejde grundigt nok. Man kunne sikkert finde flere implicitte antagelser der knytter sig til begrebet sikkerhed, men jeg mener at ovenstående i hvert fald påpeger at begrebet i sig selv ikke er uproblematisk, og at måden sikkerhed undersøges, behandles og omtales giver nogle blinde vinkler, hvis man fra starten beslutter sig for hvad sikkerhed er, og ikke hele tiden er opmærksom på disse implicitte antagelser. Et andet sprog Annemarie Mol har studeret åreforkalkning (Mol 2002). Hun er ikke læge, men drager ud som etnograf og tager ophold på et hospital hvor hun undersøger hvordan sygdommen eksisterer i praksis. Hendes metode og teori introduceres grundigere i det følgende, men pointen her, er at hun i sit studie prøver at bryde skellet mellem disease og illness. Hvor disease normalt er det som lægevidenskaben har monopol på at tale om gennem det medicinske sprog så er illness det som socialvidenskabsmanden kan sige noget om. Selvom hun ikke er læge insisterer hun på at det hun taler om i sit studie også er disease, samt at vi er nødt til at søge måder hvorpå man kan omtale virkeligheden (Mol, 2002, pp ). Inspireret af dette udgangspunkt mener jeg at man på lignende vis vil kunne søge at finde en anden måde at tale om sikkerhed på. Et andet sprog hvor man kommer udover de implicitte antagelser nævnt ovenfor og hvor man på en mere nuanceret måde kan beskrive sikkerhed som noget der ikke er entydigt godt. Hvor man kan undersøge hvordan forskellige situationer skaber forskellige definitioner af sikkerhed og hvordan disse definitioner kan være i konflikt med hinanden. Inspireret af STS og retningen af feministiske studier kan man også have øje for marginaliserede grupper dem som sikkerheden måske går ud over. Formålet med denne undersøgelse er derfor todelt: 1: Jeg vil undersøge om det kan lade sig gøre at lave en STS/post-ANT-inspireret undersøgelse af sikkerhedsteknologi: Er det det overhovedet muligt at sige noget andet end det der allerede er sagt om sikkerhedsteknologi i forhold til luftfart? Dvs. at komme udover de ovenstående antagelser som normalt er Side 7 af 52

9 på spil, hhv. at sikkerhed altid er godt, at teknologi altid ses som løsning og at virker altid kun handler om relationen mellem trussel og sikkerhed. 2: For at undersøge dette, vil jeg gøre et forsøg (et udvidet essay): Jeg vil forsøge at studere flysikkerhed ved at studere en række konkrete praksisser hvor mennesker og teknologi i samspil udfører sikkerhed på forskellige men dog forbundne måder. Formålet er at afdække og i et post-ant-inpireret sprog beskrive disse udførelser. På den måde håber jeg at kunne sige noget interessant om hvordan disse udførelser måske kunne finde sted på en anden og bedre måde, og således nå udover de tre førnævnte antagelser. Mit formål er ikke at demonstrere og give nye idéer til hvordan man kan omgå sikkerheden i lufthavnen. Der findes allerede adskillige artikler i mainstream pressen som beskriver forskellige åbenlyse problemer så jeg føler ikke at jeg viser flere smuthuller end de allerede velkendte. Læsevejledning Jeg har bygget specialet op i otte kapitler. For at give dig et overblik over hvad du kan forvente gennem læsningen af specialet følger her en kort introduktion. Kapitel et og to introducerer den overordnede ramme for undersøgelsen, undersøgelsens problemfelt og den overordnede teoretiske og metodiske ramme. Her introduceres post-ant generelt, bl.a. i forhold til forskerens position i fortællingen. Her gennemgår jeg også de begreber fra Annemarie Mol (2002) som jeg finder mest anvendelige i analysen af sikkerhedspraksis. Det handler derfor især om at udfolde begreberne om multiple ontologier, situeret praksis og koordinering, som udgør den overordnede forståelsesramme for dette speciale. Kapitel tre giver en række overvejelser omkring den empiri som argumentet er baseret på. Opgavens empiriske grundlag er primært artikler og cases i tidsskrifter og bøger, adskillige uformelle samtaler med venner og mennesker jeg har mødt undervejs, samt tre mere formelle, kvalitative interviews som jeg har lavet for at få nogle andre perspektiver end mit eget. Ud fra disse tekster og interviews har jeg forsøgt at rekonstruere hvilken konkret, situeret praksis der må ligge til grund for tekstens udsagn. Desuden har jeg valgt at tage egne oplevelser med også da jeg på den måde kan lave yderligere beskrivelser af konkrete situationer. Kapitel fire, fem, seks og syv udgør hver en udfoldelse af en historie omkring en given sikkerhedspraksis. I hvert kapitel introduceres empirisk materiale og yderligere teoretiske perspektiver undervejs. Teori omkring overvågning, disciplinering, panopticon, standarder og klassifikationer, risikostyring og iscenesættelse vil blive inddraget. Kapitel fire tager udgangspunkt i direktøren, bestyrelsen, politikerne og de andre jakkesæt (dog ikke så bogstaveligt) som har et ansvar og som opstiller retningslinjer for hvordan andre skal praktisere sikkerhed. Det gennemgående fokus er her på risikostyring som princip og som teknologi. Kapitel fem tager fat i overvågning og disciplinering som princip og kigger på konkrete overvågningspraksisser samt nogle af de konkrete og praktiske problemstillinger der opstår i den virkelige verden. Kapitel seks handler om standarder og klassifikation i forhold til hvordan forskellige aktører definerer noget som farligt. Kapitel syv handler om iscenesættelse og oplevelse af sikkerhed. Kapitel otte er en opsummering af undersøgelsens resultater, både i forhold til de enkelte praksisser og hvad man kan lære af dem, men også undersøgelsesmetoden. Side 8 af 52

10 Kapitel 2: ANT, Post-ANT og mutipel virkelighed Hele dette speciales udgangspunkt er inspireret af det som jeg indtil nu har omtalt som post-ant. Men post-ant er dog langt fra nogen entydig retning som jeg kan tage for givet at andre har samme opfattelse af, som det jeg har. I dette afsnit vil jeg derfor introducere et par grundbegreber i ANT (jeg tør godt antage at du har stiftet bekendtskab med ANT før) og efterfølgende hvad jeg forstår ved post-ant samt gøre mig en række overvejelser i forhold til hvordan det har indflydelse på min opgave. Aktør-netværks teori (ANT) er oprindeligt formuleret af Bruno Latour, John Law og Michel Callon, og har siden 1980 erne formået at stille spørgsmålstegn ved den klassiske sociologis opfattelser af begreber som videnskab og teknologi. Det, vi normalt tager for givet som virkeligt: mennesker, samfund, ting, kendsgerninger, naturen etc., ses i ANT-analysen som effekter af forbindelser mellem heterogene aktører. (Olesen & Kroustrup, 2007, p. 63) M.a.o.: ANT insisterer på at vi ikke kan tage alle disse ting for givet. Vi er nødt til at gå ud og kigge på verden og betragte relationerne. Det kan virke provokerende når man første gange støder på formuleringer der hævder at der ikke grundlæggende er forskel på mennesker og maskiner sådan som ANT postulerer de kan begge siges at handle og agere i verden, ud fra en række relationer til andre aktører. (Olesen & Kroustrup, 2007, p. 63) Gennem relationerne sker der hele tiden oversættelser og forandringer det man i ANT-terminilogi kalder translation. Begrebet kan bruges til at forklare og beskriver hvordan aktører påvirker hinanden i relationerner. Når chefen siger at medarbejderen skal lave en opgave, så vil ANT som udgangspunk afvise at det alene er fordi han at den ene mand er chef og den anden er ansat, at den ansatte adlyder og udfører opgaven. I stedet må man kigge på hvordan medarbejderen kan oversætte opgaven til sit eget projekt i relation til andre aktører. Hvis han vil have sin løn er det i hvert fald en fordel at han udfører opgaven. Man kan hurtigt hive ANT op på et meget filosofisk plan især hvis man prøver at tage nogle af udsagne meget bogstaveligt (fx at alt kan være en aktør og at en aktør og et netværk er det samme!) men jeg mener også at man kan hive ANT ned på jorden igen. Ikke fordi jeg synes man skal reducere ANT til en række simple metodegreb, men det interessante er ikke om min sko er en aktør. Det interessante er den måde at undersøge og især at beskrive verden på, og det man med ANT-fortællingen kan sige om verden, når man lader sig inspirere af ANT. Jeg har oplevet hvordan en god ANT-analyse og fortælling har vist mig en anden måde at se virkeligheden på. Jeg vil næsten hævde at jeg fra starten er blevet forført af fortællingerne. Derfra var det for mig et spørgsmål om at komme i gang med at bruge ANT. ANT er dog ikke ufejlbarlig. Jeg kan sige at min sko er en aktør som er relateret til min krop. Min fod og mine ben translaterer mit ønske om at bevæge mig og skoen handler som min kontakt til underlaget. Skoen bliver slidt og indgår i et helt netværk af skoproducenter og skomagere osv. Hurra. Det er tydeligvis let nok at begynde at omtale alt som aktører og netværk og netværkene forgrener sig hele tiden så man kan bare blive ved. Der findes masser af uinteressante ANT-analyser. Min egen sniksnak om skoen ovenfor kan tjene som eksempel. Der findes også mange semigode analyser hvor meget af analysearbejdet går godt og er relevant, men hvor forskeren måske alligevel stirrer sig lidt blind på visse dele af virkeligheden. Fx er mange ANT analyser blevet beskyldt for at fokusere alt for meget på nogle centrale aktører i netværket den stærke hvide mand som opfinder et eller andet (til trods for at mange af de oprindelige formuleringer netop hævder at man slet ikke kan tale om centralt og perifært. Det er udelukkende et spørgsmål om fokus). Fx har feminister påpeget at mange ANT analyser mangler et fokus på marginaliserede grupper Side 9 af 52

11 (Olesen & Kroustrup, 2007, p. 96). Det er mange af disse kritikpunkter til ANT som institution, som post- ANT forsøger at rette op på. Post-ANT At tale om post-ant giver på mange måder slet ikke mening. For det første fordi ANT ikke kan defineres entydigt, så hvordan kan man så hævde at være post? For det andet, så er det tydeligt, når man kigger på det der er blevet kaldt post-ant at det i hvert fald ikke er tale om hverken et radikalt opgør med eller en afvisning af ANT som sådan. Det handler dog om at kigge på den kritik der har været af ANT og derfor forsøge at videreudvikle metoden og principperne. (Olesen & Kroustrup, 2007, pp ) Tre af de ting som jeg har ladet mig inspirere af i forhold til post-ant er en større bevidsthed omkring det paradoksale i at skulle være forsker og beskrive virkeligheden, et bredere tilgang til hvad der kan bruges som empirisk materiale, samt teksten og fortællingen som formidling. Alle pointer uddybes i det følgende. I nogle af de oprindelige formuleringer af ANT hedder det sig at man skal følge aktørerne der hvor de er. Som en anden etnograf må man ud i verden og følge hvordan mennesker og maskiner og andre aktører eksisterer. Men netværk forgrener sig, og som Gad og Bruun Jensen skriver så er det måske ikke nok at studere kunstig befrugtning i laboratoriet. Kunstig befrugtning eksisterer i hele vores samfund, og således kan debatartikler i avis, kunstudstillinger og samtaler over middagsbordet lige såvel være empiri som observationerne i laboratoriet. (Olesen & Kroustrup, 2007, pp ) Jf. min egen problemstilling i forhold til at få adgang til at observere i lufthavnen kan man måske endda hævde at jeg dermed blev tvunget til at søge en række andre kilder som i den sidste ende måske har givet mig en større indsigt i sikkerhedspraksis, end hvad jeg ville kunne se hvis jeg kun stod og gloede i lufthavnen. I en af de klassiske og meget citerede ANT-tekster skriver Michel Callon om dyrkning af kammuslinger. Men gennem hele teksten og fortællingen er der ingen indikation af hvor Callon selv har været undervejs i sin undersøgelse. Har han bare hørt om fiskerne? Eller har han selv været ude og snakke med dem? Teksten reflekterer ikke over hvordan den selv måske er med til at skabe den virkelighed den beskriver (selvom det er en grundholdning i ANT at videnskab og tekster også er aktører som handler og translateres i verden). I modsætning hertil, ser man i post-ant en langt højere grad af refleksion omkring forskerens egen tilstedeværelse i virkeligheden og i undersøgelsen. Forskeren kan ikke være en neutral observatør men må i stedet anerkende sin egen påvirkning af situationen og det eneste forskeren kan gøre ved det er at være opmærksom på det. (Olesen & Kroustrup, 2007, p. 100) Rent sprogligt ser man også hvordan der begynder at optræde subjektive jeg er i formuleringerne. Forskeren anerkender altså sin egen praktiske tilstedeværelse både i undersøgelsen og i formidlingen bagefter. Jf. pointen i forrige afsnit hvor det er den praktiske begrænsning af mit projekt at jeg ikke kan få lov at observere i lufthavnen som tvinger mig til at søge andre kilder. Jeg er nødt til at acceptere at jeg ikke kunne have planlagt dette forløb selv. Da jeg første gang blev forført af ANT og den måde at skrive om verden på, var det ikke kun pga. de nye muligheder for at beskrive og forklare virkeligheden på en anden måde. Det skyldtes i høj grad også det engagerende sprog som især præger Bruno Latours essay Where are the missing masses? (Latour, 1992). Selvom denne tekst ikke betegnes som post-ant så har den nogle af de elementer som er blevet hevet frem igen. I min egen tolkning så handler det især om at anerkende at tekster skal læses hvis de skal gøre noget men der er ingen garanti for at en tekst bliver læst. Derfor må forfatteren skrive sin tekst på en måde så den gøre sig til for læseren og forføre læseren. Formidling bliver derfor også afgørende i post-ant Side 10 af 52

12 og særligt den narrative fortælling bliver et formidlingsmæssigt greb. Da jeg anden gang blev forført af ANT var det knap så underholdende som Latours førnævnte essay, men i Annnemarie Mols The Body Multiple (2002) fandt jeg til gengæld langt mere inspiration til hvordan man kan foretage en reel undersøgelse af et stykke af virkeligheden (hvor Latours essay mere minder om en opremsning af en række løst forbundne eksempler der illustrativt forklarer nogle pointer i ANT). Min undersøgelse Det er særligt disse ovenstående pointer som har inspireret mig i dette speciale. Jeg må også erkende at jeg ikke neutralt kan beskrive sikkerhed. Jeg har selv et projekt. En del af det er selvfølgelig at jeg er tvunget til at skrive dette speciale hvis jeg vil færdiggøre min uddannelse, men som jeg nævnte indledningsvis så har jeg også en personlig interesse i dette felt og undersøgelsen af det er i sig selv en slags sikkerhedspraksis hvor jeg med min analyse og tekst hiver nogle pointer frem og diskuterer. Det at beskæftige sig med et emne vil næsten altid medføre at man påvirker det om ikke andet så i forhold til læserens opfattelse af emnet. Det er en personlig ambition for mig som fortæller at min tekst gerne må gøre et indtryk. Jeg vil gerne have at teksten siger noget interessant, ligesom jeg selv opleve da jeg læste Mol. Men jeg vil også gerne have at den siger det på en måde som gør at selve teksten er engagerende at læse. Derfor har jeg dels valgt at droppe det jeg kender som den meget tørre, distancerede akademiske skriveform hvor alle sætninger er bygget op som passivkonstruktioner. Samtidig har jeg valgt at skrive analysen som en række fortællinger om forskellige sikkerhedspraksisser. Ved at gennemgå hver af de praksisser der kommer til udtryk i teksterne har jeg forsøgt at gruppere dem så de tekster som beskriver næsten identiske praksisser lægges sammen. Desuden har jeg undersøgt hvordan hver praksis er koblet med de øvrige. Analyseafsnittet er derfor delt i fire kapitler som hver har fået en overskrift der beskriver den sikkerhedspraksis de omhandler. Afsnittene er sorteret ud fra et formidlingsperspektiv og afspejler således ikke rækkefølgen i min egen undersøgelse. Hvert afsnit er en lille fortælling og til sammen danner afsnittene en større fortælling. Multipel virkelighed For at jeg kunne lave min analyse af sikkerhedspraksis i lufthvanen og for at det giver mening at læse den, vil jeg introducere en række af Mols begreber. I forhold til flysikkerhed kan dette afsnit, let virke som lidt af en omvej, da Mol primært skriver om åreforkalkning. Men følg med for det er relevant i forhold til at forstå post-ant som den overordnede ramme for hele resten af undersøgelsen. Mols vigtigste begreb er multipel ontologi som er det hele bogen omhandler og som sætter rammen for de andre begreber (2002). Ontologi er læren om det værende - hvad noget er hvilke slags ting der eksisterer. I en hverdagsontologi kan man fx reducere ting til en slags materiel form. Et nærværende eksempel på dette er min kaffekop som står her ved siden af. Det er en mellemstor kop med hank. Den er en ret almindelig keramisk kop hvilket faktisk er usædvanligt her i New York hvor kaffe normalt serveres i papkrus. Den står her på bordet som vipper en lille smule. Min kaffekop er det den består af: et lille keramisk objekt med et lag af hvid glasur på ydersiden. Intet mere intet mindre. Vi kan måske tale om at den har en betydning for mig, og at jeg måske endda er glad for den. Den har en funktion. Men i megen af vores hverdagsontologi så er koppen dybest set bare det materiale og den form den nu har. Her er pointen at ligemeget hvor meget vi anerkender at koppen også er pæn (eller grim) og ny så kan vi stadig mene at dens materielle form er det mest grundlæggende. Side 11 af 52

13 Mol studerer artosklerose. Her kan man, som med koppen, reducere den til det man med en medicinsk term kalder patologi. Patologi er læren om kroppens opbygning i muskler, knogler, blodbaner osv. Patologisk set er åreforkalkning at der sidder et lag af fedt på indersiden af blodbanen som begrænser gennemstrømningen af blod. Når en patient beskriver smerter i benene når han går, så er dette blot et tegn som lægen fortolker som en mulig forkalkning i blodårene, men i en materiel (patologisk) ontologi er det ikke selve sygdommen der er til stede i samtalen med lægen. Smerten i benene henviser blot til sygdommen et symptom. Mol mener dog at denne reducerende ontologi skaber en række problemer når man låser sig fast på at noget kun kan være én ting og ser alt andet som perspektiver. Hun vil gerne finde en vej udenom denne perspektivalisme og ind til selve sygdommen. Løsningen er at fokusere på praktikaliteter, materialitet og hændelser: And here is the third step. It consists of foregrounding practicalities, materialities, events. If we take this step, disease becomes a part of what is done in practice. (Mol, 2002, pp ) På samme måde siger jeg i dette speciale at sikkerhed er en del af det der bliver gjort i praksis. Og det er indenfor denne ramme at Mol taler om en multipel ontologi. En ting kan kan være flere ting, for som hun skriver: The praxiographic is is not universal, it is local. (Mol, 2002, p. 54) M.a.o. hvor vi før brugte ordet er ligesom vi bruger et lighedstegn, så kommer er til at betyde noget der mere minder om er også, fordi ting kan være noget forskelligt på forskellige steder og i forskellige lokale situerede praksisser. Artosklerose er et lag af fedt på indersiden af blodbanen i den konkrete situation hvor man kigger på det under et mikroskop i et amputeret ben. Men artosklerose, skriver Mol, er også en smerte i benene hos en konkret som taler med sin læge. Når man studerer et fænomen på denne måde, skriver hun, vil man opdage at der er mange forskellige måder noget kan være på, men der er ikke uendeligt mange. Der er ganske enkelt grænser for hvor mange forskellige situationer der reelt kan finde sted. Det afgørende er at artosklerose ikke kun er det ene eller det andet. Ingen af disse ontologier er mest grundlæggende. Sygdommen er blevet multipel. (Mol, 2002, p. 51) Situeret praksis Så langt så godt men hvilken forskel gør det? Det gør en forskel når man skal studere verden. Mol foreslår at man studerer verden som en situeret praksis, altså en konkret praksis hvor der sker noget og gøres noget i en konkret situation. Ikke at man skal begrænse sig til én situation, men man er nødt til at komme ud i den virkelige verden og se hvad der sker forskellige steder. Når hun studerer artosklerose er hun således også på et rigtigt hospital og er med i klinikken når lægen taler med de patienter der kommer ind. Hun sidder med ved bordet og hører samtalen. Hun ser hvordan lægen undersøger patienten. Hun er også med i operationsstuen hvor der udføres kirurgiske indgreb, og hun er med når patologen skærer skiver af et ambuteret ben og bagefter kigger på det i et mikroskop. (Mol, 2002, pp. 1-4) Hendes metode er således meget etnografisk med omfattende feltstudier. Det er i måden hun efterfølgende beskriver sine opdagelser at man ser forbindelsen til post-ant. Udførelse og praksis Mols påstand er, i forlængelse af forestillingen om multiple ontologier, at sygdommen er multipel, og at den derfor udføres i en række konkrete situationer. Hun diskuterer selv hvilket ord der er passende og på engelsk vælger hun enactment, men overvejer også performance inspireret af Erving Goffmans teatermetafor. (Mol, 2002, pp ) På dansk bruger jeg ordene udføre eller praktisere. Side 12 af 52

14 I nogle situationer udføres artosklerose i et samspil mellem en skive af det amputerede ben, patologen og mikroskopet. Her er sygdommen én ting. Andre gange udføres sygdommen i samspillet mellem lægen i klinikken og patienten. Dette er et godt eksempel på hvordan Mol argumenterer for at man må studere selve den praktiske udførelse, for som hun bemærker, så ekskluderer patologen og klinkerens undersøgelser hinanden. De kan ikke finde sted samtidig. Ikke fordi de ikke vil, eller fordi patologer ikke kan forstå hvad klinikere siger. Men af praktiske omstændigheder. Du kan ikke have en patient til konsultation og samtidig kigge på hans amputerede ben i et mikroskop. I disse tilfælde udføres sygdommen altså vidt forskelligt. (Mol, 2002, pp ) I dette speciale har ordene udførelse og praksis altså en særlig betydning som relaterer til denne multiplicitet. Koordinering og oversættelse Så langt så godt. Verden er multipel og man kan derfor ikke reducere en sygdom som artosklerose til bare at være et lag af fedt på indersiden af blodbanen. Vi må ud og kigge på hvordan sygdommen udføres i en række situerede praksisser. Men hvordan ved vi overhovedet at det er det samme vi kigger på i alle disse situationer? Hvordan ved vi at den artosklerose som radiologen ser på sit røntgenfoto har noget at gøre med den artosklerose som patienten oplever i dagligdagen hvor det gør ondt i benene? I denne sammenhæng taler Mol om koordinering. I stedet for at antage at noget er sammenhængende fordi det fx har samme benævnelse, så antager Mol at virkeligheden er multipel. Det der skal forklares er derfor ikke, at det vi kender som artosklerose i virkeligheden er mange forskellige ting. Argumentet er vendt om. Det antages at artosklerose er multipel, og det der skal forklares er hvorfor vi trods alt oplever det som noget der har en vis sammenhæng. Dette minder på mange måder om den grundholdning, man også finder i aktør-netværks teori hvor man ikke antager at der er orden i verden og så forklarer hvordan der kommer uorden, men i stedet antager at der er kaos og så forsøger at forklare hvordan noget trods alt kan opnå en midlertidig stabilitet og orden. Et godt eksempel på dette findes i Aircraft Stories af John Law, hvor han først introducerer en naiv læser som gennem læsningen af en bog om et nyt kampfly illustrerer hvordan dette kampfly kan læses som en række forskellige objekter. Først herefter viser han hvordan disse objekter kobles sammen (Law, 2002, p ). Når Mol studerer koordineringen mellem de forskellige udførelser af artosklerose kigger hun på forskellige måder at diagnostisere på. Én måde er at lytte til patientens fortælling om smerte i benene, når vedkommende går. En anden er er at måle tabet i blodtryk. Her målder man blodtrykket i armen og sammenligner det med anklen. Så længe disse to diagnoser stemmer overens, så er der ingen problemer. Men hvis patienten har ondt og blodtrykket er normalt, så opstår der en kamp. Teknikeren der har målt blodtrykket insisterer på at der ikke er noget galt, og ofte får den slags videnskabelige målinger forrang. Men ikke altid nogle gange er der afvigelser, og det ved klinikeren godt. Der søges en forklaring på uoverensstemmelsen. (Mol, 2002, pp ) På den måde opretholdes koordineringen således at artosklerosen forbliver sammenhængende. Et andet eksempel Mol støder på i forbindelse med koordinering, er at der sker en række oversættelser. Fx kigger hun på to andre målemetoder til at vurdere graden af åreforkalkning. En er baseret på ultralyd og doppler-effekten og kaldes Duplex, mens en anden er baseret på røntgen kaldet angiografi. Her bemærker Mol at der i praksis ofte laves en oversættelse, hvor angiografien gøres til standard og hvor duplex- Side 13 af 52

15 målingen omregnes. Men nogle gange er der ikke overensstemmelse mellem to målinger på samme patient, og begge kan altså ikke være rigtige. (Mol, 2002, pp ) Mol giver ikke et direkte svar på hvordan sådanne uoverensstemmelser skal afklares, og det er heller ikke pointen, men det er altså vigtigt at være opmærksom på hvordan de adskilte udførelser af sygdommen knyttes sammen og særligt hvilke konflikter der opstår mellem dem. (Mol, 2002, pp ) Teori, empiri og metode Selvom post-ant ret beset er et misvisende begreb så kan man altså godt påpege en række tendenser i hvordan forfattere som fx Annemarie Mol praktiserer ANT på en måde der både rummer elementer af ANT men samtidig har udviklet sig videre. Det er denne udvikling der har inspireret min metode i dette speciale. I det hele taget synes jeg godt man kan sige at skellet mellem teori, empiri og metode delvist opløses. Post- ANT er som beskrevet ovenfor ikke en entydig og stærk teori men snarere en vag teori og metode som man i høj grad selv må få til at sige noget ved at bruge den på en interessant måde. Empirien er også anderledes. Tekster som i andre sammenhænge vil kunne ses som teorier i sig selv, fungerer her som empirisk materiale som aktører der også er en del af sikkerhedspraksis på lige fod med interviews, artikler og observationer. Side 14 af 52

16 Kapitel 3: Tekster, samtaler og observationer Med post-ant og multipel virkelighed på plads som ramme for undersøgelsen, vil jeg i dette afsnit gennemgå og vurdere de kilder som udgør undersøgelsens empiriske grundlag. Desuden vil jeg forklare hvordan jeg har brugt disse kilder. Jeg er startet med mig selv. Jeg er startet med mine egne oplevelser, observationer og min egen undren over dette enorme kompleks af mennesker og maskiner. For at få et bredere perspektiv var min første idé at lave en kvalitativ undersøgelse baseret på observationer omkring sikkerheds checkpoints i lufthavne samt interviews med rejsende. Interviewene skulle ikke foregå midt i rejsen men ske på afstand for at få folks efterfølgende refleksioner med. Praktiske begrænsninger Et speciale er en relativt kort undersøgelse. En af mine antropologistuderende venner mente at man skal lave mindst et års feltstudier før man overhovedet har nok data om den kultur man studerer. Jeg havde afsat fire måneder til at lave min undersøgelse og skrive dette speciale, fra starten af oktober 2009 til slutningen af januar Jeg havde også valgt at skrive specialet fra New York City, da jeg havde en idé om at der ville være nogle interessante historier omkring rejser. Dog kunne jeg kun være i New York i tre måneder pga. visumbegrænsninger så eventuelle interviews og feltstudier herovre skulle være afsluttet før hjemrejsen i midten af december. Lige meget hvad jeg valgte at undersøge og hvordan jeg gjorde det, så ville der altid være disse begrænsninger. Dette er også en pointe i post-ant: man har jo aldrig uendelig tid eller uendeligt mange sider til at undersøge og beskrive den virkelighed man undersøger. En ph.d. vil også opleve at der er grænser de ligger bare et andet sted. Adgang til feltet Jeg ville som nævnt gerne lave observationsstudier omkring check-points og se hvordan folk reagerer på diverse hændelser, fx når folk bliver trukket til side, eller når en ikke-erfaren rejsende bliver ved med at gå i metaldetektoren. Dette viste sig at være svært at få adgang til. Jeg forsøgte gennem officielle kanaler, bl.a. til Transportation Security Administration (TSA) som står for sikkerheden i alle amerikanske lufthavne. De formidlede kontakt til de lokale ansvarlige i New Yorks JFK lufthavn, som dog afviste min anmodning. Jeg har også forsøgt at kontakte Port Authority of New York and New Jersey som administrerer La Guardia lufthavnen, men fik aldrig noget svar. Desuden har jeg forsøgt at få et officielt organ, bl.a. undervisningsministeriet, videnskabsministeriet og udenrigsministeriet, samt generalkonsulatet i New York til at hjælpe mig med at etablere kontakt gennem dem, for på den måde at understrege vigtigheden af at min undersøgelse. Efter to måneders forsøg valgte jeg at stoppe. Dette bekræfter blot at nogle felter ikke er så lette at få adgang til. Mine observationer måtte derfor begrænses til hvad jeg selv har oplevet når jeg selv er rejst. Interviews Jeg kunne stadig godt lave interviews med rejsende omkring deres oplevelser. Dette afsnit beskriver kort en række af mine metodiske overvejelser omkring disse interviews. Mange af overvejelserne er inspireret af Uwe Flick (2006). At lave kvalitativ research kræver en lang række overvejelser i en iterativ proces. Der er ikke nogen givet metode som altid kan bruges, så i praksis må man forhandle med sit felt og afveje diverse elementer i forhold til hinanden således at ens emne og problemfelt passer med den metode man vælger og de praktiske rammer for ens undersøgelse. (Flick, 2006, pp , ) Side 15 af 52

17 Jeg skulle finde nogle personer som gad lade sig interviewe, og jeg måtte også overveje dels deres motivation for at deltage samt deres tillid til projektet ift. om de overhovedet ville afsløre væsentlige detaljer. For at få fat i informanter kontaktede jeg mine venner og bekendte i New York. I princippet kunne jeg have interviewet dem - det ville have gjort det meget let at få fat i folk - men jeg kunne dog forestille mig at man pga. fælles viden og referenceramme let ville få en samtale hvor meget er implicit og usagt, hvilket gør det svært at analysere ens transskript efterfølgende. Jeg valgte i stedet at bede mine venner og bekendte om at pege på en eller to personer i deres omgangskreds som kunne være potentielle informanter, dvs. som levede op til kriterierne: har to timer til et interview og har fløjet mindst een gang. Jeg vedlagde en kort beskrivelse af projektet som jeg bad folk videresende til dem de tænkte på. På den måde fik jeg kontakt til en række mennesker som jeg kunne tage fat i og aftale nærmere med. Jeg endte med at lave i alt tre interviews med hhv. en fransk/britisk kvinde, en amerikansk mand og en amerikansk kvinde. Jeg valgte at mine interviews skulle være semistrukturerede. Jeg ville gerne ramme en balance mellem at spørge ret direkte til nogle af de ting jeg gerne ville vide noget om, men uden at være alt for styrende. Jeg udarbejdede en relativt simpel interviewguide som bestod af fire punkter: 1: introduktion til interviewet, bl.a. omkring min position som uvidende og omkring anonymitet. 2: Fortælling om en konkret rejse fra du bestilte billet til du var fremme ved din destination. 3: uddybning af elementer fra fortælling som omhandler sikkerhed. 4: hvordan tror du sikkerhed virker? Jeg ville gerne etablere en passende tillid mellem mig og informanten men jeg ville ikke skræmme vedkommende ved at gøre alt for meget ud af at tale om anonymitet som om det var noget virkelig farligt for dem hvis jeg ikke gjorde det. Jeg understregede blot at det var en ret normal praksis at anonymisere og at det jo ikke ville gøre noget negativt ved specialet. Men jeg ville være sikker på at de vidste at de ville være anonyme således at hvis de senere i samtalen pludselig kom til at tænke på noget som de måske kunne være i tvivl om de ville sige eller tilbageholde, så håbede jeg at de ville turde sige det. Mit speciale handler om sikkerhed så det er naturligt at jeg altid vil have et særligt fokus på sikkerhedspraksis og det er det som fylder mest for mig, når jeg taler med folk om at flyve. Formålet med især spørgsmål 2, var at få en fornemmelse af hvad det er der fylder mest i hovedet hos en alm. rejsende som ikke på forhånd får at vide at jeg er interesseret i sikkerhed. Ved at lade folk snakke om at rejse kunne jeg se hvor meget og hvordan informanterne ville tale om de elementer af rejsen der omhandler sikkerhed. Spørgsmål 3 og 4 skulle hjælpe mig med at fokusere samtalen mere så der ikke ville være for meget snak om alt muligt andet. Interviewene var med til at give mig nogle andre vinkler på hvad der sker i lufthavnen og det var en stærk påmindelse om at sikkerhed ikke nødvendigvis er det der fylder mest i hovedet på en der rejser. Før jeg foretog interviews havde jeg stirret mig helt blind på emnet så jeg syntes alt handlede om sikkerhed. Side 16 af 52

18 At undersøge på afstand Selvom jeg lavede interviews måtte der stadig mere materiale til hvis jeg skulle kunne sige noget interessant om flysikkerhed. Jeg ville gerne have været tæt på og observere ved et check-point men man kunne også overveje hvad jeg reelt ville kunne se hvis jeg bare havde stået der og kigget. Hvordan kan man egentlig komme tæt på sikkerheden? ANT og post-ant gør op med skellet mellem nær og fjern ved at insistere på at man ikke fra starten kan afgøre hvad der er tæt på og hvad der er langt fra før man har prøvet. For at studere sikkerhed er det derfor slet ikke sikkert at observationer er den bedste måde. En anden måde at studere et emne på er gennem spor. Da jeg ikke kunne få lov at lave observationer, så er det blevet opgavens primære kildegrundlag. De spor jeg har brugt er diverse tekstkilder, bl.a. bøger, tidsskriftartikler og nyhedsartikler. Som nævnt ovenfor, vil nogle af disse tekster måske endda kunne ses som teorier i sig selv, men i min post-ant-tilgang betragter jeg det hele som empiri det hele er med til at fortælle mig noget om hvad der sker. De væsentligste kilder jeg har brugt er Mark B. Salters Politics At The Airport (2008) som samler en række bidrag fra forskellige forskere indenfor sikkerhed, overvågning og luftfart, samt Gillian Fuller og Ross Harleys Aviopolis (2004) som er en meget visuel og fortællende bog om en række internationale lufthavne baseret på forfatternes egne feltstudier. Aviopolis er ikke særlig akademisk (i modsætning til Salter), men den er ikke desto mindre ekstremt citeret i andre studier af lufthavne. Der findes ikke noget veletableret felt af lufthavnsstudier indenfor humaniora ingen forskningscentre, journaler eller professionelle sammenslutninger (Salter, 2008, p. x), men disse to bøger udgør på en eller anden måde alligevel et udgangspunkt. Jeg har også søgt i artikeldatabaser efter artikler om lufthavne og flysikkerhed. Jeg har bl.a. fundet studier af forskellige pre-screenings og overvågningssystemer. Mange af disse artikler overlapper med det mere veletablerede felt af overvågningsstudier. Her har kompendier som David Lyons Theorizing Surveillance (2006) og Katja Frank Aas, Helene Oppen Gundhus og Heidi Mork Lommels Technologies of InSecurity (2009) været nogle af mine udgangspunkter. Ud fra disse tekster har jeg desuden fulgt de mest interessante kildehenvisninger for at finde frem til relateret litteratur. Jeg har også brugt de mange internationale luftfartsorganisationers hjemmesider til at søge materiale omkring regler og retningslinjer. Jeg har bl.a. brugt EASA s rulemaking handbook som beskriver regler for enhver tænkelig procedure i europæisk luftfart (den er tilgængelig online). Også TSA som står for sikkerheden i USA's lufthavne, har bl.a. på deres blog udleveret interessante oplysninger. I forhold til hændelser omkring luftfart, fx specifikke flystyrt eller sager som jeg kunne huske, har jeg især brugt nyhedsartikler og telegrammer til at tjekke fakta omkring disse. Alle disse tekster påpeger og afslører hver især detaljer som jeg har brugt til at danne mig et samlet billede hvordan sikkerhed omkring luftfart praktiseres. Nogle tekster peger på samme praksis med fremhæver forskellige aspekter. Andre peger på vidt forskellige dele af praksis. Det er ud fra hele den samlede mængde af tekster at jeg har dannet mig et overblik over feltet, og det er ud fra alle disse spor at jeg har fundet frem til de fire fortællinger som du kan læse i de følgende fire kapitler. Side 17 af 52

19 Kapitel 4: Vi må gøre noget! D. 13. august 2009 styrter et iransk passagerfly ned i det nordvestlige Iran. Alle 168 passagerer omkommer. Der var tale om et russisk Tupolev fly. Det er lidt langt fra min hverdag. Russisk fly. Iran. Men sandheden er at flystyrt altid har været en del af flyrejser og stadig er, både i Iran og i Danmark, hvor SAS i 2007 pludselig havde store problemer med deres DASH 8Q fly (Ritzau, 12. september 2007). Lige siden de første ruteflyvninger med store Zeppelin luftballoner begyndte i Tyskland i 1909 har ulykker været en fare som alle rejsende har måttet opveje i forhold til andre transportmidler (Wikipedia: scheduled air transport). Når der sker en ulykke, hvis skyld er det så? Hvis landingshjulene kollapser når flyet lander, er det så pilotens fejl fordi han landede for hårdt. SAS valgte at skrotte deres Dash fly efter tredje ulykke på to måneder(ritzau, 28. oktober, 2007), men det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur EASA, mente efterfølgende ikke at det var selve flyene der var noget i vejen med (Ritzau, 7. november, 2007) hvis skyld er det så? Tyske flyveledere forsøgte at advare deres schweiziske kolleger om en truende kollision mellem to fly over Sydtyskland i sidste uge. Men tyskerne kunne ikke komme igennem til schweizerne via den direkte telefon. De tyske flyledere i Karlsruhe kunne på deres radarskærme se, at det russiske Tupolev-154 fra Baskhirian Airlines og et Boeing 757-fly fra transportselskabet DHL var på kollisionskurs. Tyskerne tog den direkte telefonlinie til det schweiziske flykontrolfirma Skyguide, men telefonen var optaget. Sekunder efter opkaldet kunne flyvelederne i Kalrsruhe se til, mens de to fly-ikoner på deres radarskærme forsvandt over byen Überlingen. (Information 9. juli 2002) Er det Skyguide-firmaets skyld at de to fly kolliderede? Er det flyselskabets skyld at det firma som skal kontrollere om flyet er i ordentlig stand ikke har været grundige nok? At vores samfund har en praksis hvor ansvaret altid skal placeres et eller andet sted, vil jeg ikke gøre mere ud af at påpege. I dette afsnit vil jeg derimod fokusere på den praksis der er omkring at undgå ulykker med udgangspunkt i ledelsen. Ledelsen er her en ret stor og ikke nødvendigvis særligt homogen gruppe. Det er en flok som ikke selv er i berøring med flyene, passagererne og bagagen. Det er folk hvis opgave det er at finde på, hvordan man kan lave procedurer og retningslinjer der skaber sikkerhed. Fokus er altså på hvordan flysikkerhed praktiseres for folk med et overordnet ansvar for at der ikke sker ulykker. Dette er en af de praksisser som jeg desværre ikke har kunnet observere direkte, men hvor jeg i stedet har måttet få adgang ved at kigge på andre kilder, bl.a. cases og teori omkring det. Derfor vil beskrivelsen også være mindre konkret og situeret end fx en beskrivelse af en sikkerhedsvagt som patruljerer ved et hegn - men ikke desto mindre en meget relevant praksis, da den har indflydelse på en række andre praksisser. Den fremherskende doktrin som fremtræder i litteraturen om hvordan man som ledelse kan sikre at ulykker undgås i forhold flyvning, er risikostyring (på engelsk risk management ). I dette afsnit vil jeg beskrive de overordnede linjer i denne styringsstrategi og kigge på hvordan den praktiseres i forhold til flysikkerhed. Bogføring og beregning Ligesom mange andre former for styring (personalestyring human resource management, image management) så er risikostyring baseret på økonomiske modeller af virkeligheden hvor alt ting har en Side 18 af 52

20 værdi. Værdi er ikke altid det samme som penge - i mange økonomiske modeller kan værdi også være personlig glæde fx for en medarbejder eller forbruger - men alt ting har en eller anden værdi og beslutninger tages ud fra afvejninger af hvad der giver mest værdi. Risk management deals with risk exposure. According to the positivist definition adopted by Boehm (1991) to launch the field of software risk management, risk exposure is treated as the potential loss multiplied by the probability of loss. Potential loss is described by the components of the unsatisfactory outcome of a project,which leads management to identify lists of risk factors that are seen as causes of overall negative outcomes. Risk factors have to be addressed, eliminated, mitigated or avoided, depending upon their probability of occurance and the size of their impacts. (Ciborra, 2004, p. 4). Engang cyklede jeg til alt. Jeg cyklede i skole, når jeg skulle besøge venner, til fest og også hjem fra fest med ganske høje mængder alkohol i blodet. Jeg kørte konsekvent altid med cykelhjelm. Hvorfor? Jeg havde regnet ud at 10 års folkeskole og tre år i gymnasiet var 13 års fuldtidsarbejde. Selv til langt under mindsteløn, med en gennemsnitlig årsindkomst på så var mit hoved stadig en million værd bare i den tid jeg havde brugt på ikke at arbejde (det man i økonomisk teori ville kalde det næstbedste alternativ ). Jeg vidste ikke hvad sandsynligheden for at komme galt af sted på cykel var, men jeg vidste at det var en reel mulighed og at en cykelhjelm ville kunne gøre en stor forskel hvis jeg nogensinde skulle lave et alvorligt styrt. Prisen på en cykelhjelm var sølle 400 kr. hvilket jeg synes var en god måde at beskytte min millioninvestering på. Man kan godt sige at jeg lavede en simpel risikostyringsanalyse af min situation og selvom tallene ikke er præcise så var rationalet trods alt i tråd med den rationelle management doktrin: jeg købte en cykelhjelm fordi det bedre kunne betale sig at gøre det, end ikke at gøre det. Princippet i risikostyring er det samme: man kan ikke undgå fejl og ulykker, men ved at analysere og beregne sandsynligheden for forskellige mulige udfald af givne scenarier, og ved at beregne tabet i værdi som følge af dette udfald, kan man forsøge at beregne hvor mange penge det kan betale sig at bruge på at forhindre forskellige udfald. På den måde kan man prioritere sine midler så man får mest muligt ud af det. Nogle udfald vil ske jævnligt, men med lave konsekvenser - dvs. minimale tab - mens andre udfald er ekstremt usandsynlige, men hvis de sker, vil de medføre meget høje tab i værdi. Hvis et fly bliver en time forsinket er det ikke noget der koster et flyselskab eller en lufthavn ret meget. Man får nogle sure passagerer som måske husker at US Airways ud af LaGuardia ofte bliver forsinket, og som måske vil undgå at flyve med dem en anden gang. Selvom det er noget der sker jævnligt er det altså ikke en risiko som det kan betale sig at gøre ret meget ved. Men hver gang et fly styrter ned og folk bliver dræbt er det dårligt både for flyselskabet og for hele industrien da folk bliver bange for at flyve. Af indlysende årsager er både flyselskaberne og de internationale brancheorganisationer derfor interesserede i at undgå den slags ulykker. Risikostyring er altså en praksis der involverer en teknologi - nemlig sandsynlighedsberegning og vurdering af værdi - oftest hjulpet godt på vej af avancerede og standardiserede analyseværktøjer i form af computersoftware. Side 19 af 52