Martinus Center Klint

Transkript

1 Martinus Center Klint Temafordybelsesgruppen 2014 Uge 1 og 2 Rejsen gennem døden Martinus Institut 1981 Dette kompendium er omfattet af loven om ophavsret og må kun udprintes i enkelte kopier til dit eget private brug. Du må også gerne tage en kopi i digital form, hvis det udelukkende sker til dit eget personlige brug. Læs mere om Martinus Instituts information om beskyttelse og formidling af Martinus værk på Læs mere om ophavsretsloven på

2 Om temafordybelsesgruppen Her fordyber vi os i tekster af Martinus ud fra et overordnet tema. Denne studiegruppe er for kursister, der har sat sig grundigt ind i Martinus analyser Udvalg af tekster ved Ole Therkelsen Indhold Mandag 1 Tirsdag 6 Onsdag 11 Torsdag 20 Fredag 29

3 Rejsen gennem døden Vi må lære at se på døden som en ven og forstå, at ethvert menneske dør på det dybest set mest kærlige tidspunkt. For syge og gamle er døden en befrielse fra lidelse. Døden er selve forudsætningen for livet og vores videre udvikling. Hvordan påvirkes vores oplevelse af dødsprocessen og rejsen gennem de åndelige verdener af den livsindstilling og de tankeklimaer, vi har? Mandag Emne: Søvn, drømme og døden Småbog 1 Menneskehedens skæbne Kapitel Kapitel Hvorfor søvnen opfattes som bevidstløshed Da hukommelseslegemet hos det jordiske menneske er så lidet fremtrædende, kan det heller ikke endnu besørge en overføring af erindringer af åndelige oplevelser til den vågne fysiske erkendelse. Dette bevirker i overordentlig stor udstrækning, at det samme væsen bliver offer for en illusion med hensyn til erkendelsen af sin åndelige oplevelse, når denne forekommer i total form. Hvad forstår man ved en total åndelig oplevelse? Det er en tilstand, hvor individets vågne dagsbevidsthed fra at blive båret eller opretholdt af dets fysiske legeme overgår til at blive båret af et af dets øvrige legemer. Når en sådan overføring finder sted, taber individet sin fysiske sansning og er ubevidst på det fysiske plan. Den stærkeste form for en sådan overføring for det jordiske menneskes vedkommende er den, der finder sted, når individets fysiske legeme totalt eller helt udskilles fra evighedslegemet. Da går dets vågne tilstand over på følelseslegemet, der da midlertidigt bliver bæreren og opretholderen af individets vågne eller bevidste erkendelse. Men denne erkendelse er naturligvis af åndelig karakter og derfor af en ganske anden natur end den fysiske. Denne overføring er identisk med det, vi kalder døden. Den her nævnte bevidsthedsoverføring kan også finde sted under lettere former. Sådanne lettere former kender vi som identiske med bedøvelse, besvimelse, trance, hypnose og den almindelige eller naturlige form for søvn. Her overføres dagsbevidstheden også på følelseslegemet. Men da det fysiske legeme under disse former ikke udskilles helt fra jeget, men stadigt er forbundet med dette, kan dagsbevidstheden atter føres tilbage til det 1

4 fysiske legeme. Individet vågner da atter op eller kommer til bevidsthed på det fysiske plan. Men da hukommelseslegemet på normal vis ikke kan overføre erindringerne fra oplevelserne i følelseslegemet til dagsbevidstheden i det fysiske legeme, kan det samme individ således i denne ikke få nogen bevidst erindring eller erkendelse af denne sin åndelige oplevelse af livet. Enhver form for åndelig tilværelse vil derfor af det jordiske menneske blive opfattet som en bevidstløs tilstand. 22. Kapitel Drømme Dog kan det hænde under sådanne omstændigheder, hvor overføringen af dagsbevidstheden til de åndelige tilstande ikke er helt fuldkommen, og individet som følge heraf befinder sig i et slags mellemstadium mellem fysisk og åndelig tilværelse, f.eks. ved feber, sygdomme, narkotiske tilstande eller lignende, at åndelige erindringer kan smelte sammen med fysiske erindringer og derved indgå i individets vågne fysiske dagsbevidsthed. Sådanne sammensmeltede åndelige og fysiske erindringer udtrykkes i den daglige tilværelse under begrebet drømme. Drømme er således på grund af denne deres abnorme og ukontrollerede fremkomst i tilsvarende grad utilforladelige. Men for det udviklede kosmiske væsen, der bevidst eller efter sin vilje kan foretage disse overføringer af dagsbevidstheden fra det ene manifestationslegeme til det andet, og hvis erindringslegeme står i en noget anderledes fremtrædende konstellation til tyngde- og følelseslegemet end det jordiske menneskes, er de åndelige oplevelser ikke drømme, men fuldt vågne oplevelser og dermed bevidste kendsgerninger. 23. Kapitel Jegets legemer Som det fremgår af de tidligere kapitler, betinges jegets oplevelse af livet af et i overbevidstheden rodfæstet generalorgan for hver grundenergi. Da hver grundenergi danner et særligt bestemt tilværelsesplan, vil jegets seks generalorganer således være identiske med ét legeme for hvert tilværelsesplan. Oplevelsen af livet i ethvert tilværelsesplan kan altså direkte kun foregå gennem det for det særlige tilværelsesplan eksisterende legeme. Da disse legemer igen er skabte realiteter, bestående af stof, materie eller energi, kan være genstand for stærkere energiers påvirkning, kan få læsioner, blive forældede og opslidte, vil livets oplevelse forme sig fuldkomment eller ufuldkomment, alt eftersom disse legemer er fuldkomne eller ufuldkomne. Og da disse ligesom alle andre skabte ting til sidst bliver ubrugelige og derfor må erstattes med ny, bliver jegets oplevelse af livet i hvert enkelt tilværelsesplan således afbrudt fra det øjeblik, det gamle legeme for det pågældende plan udskilles fra jeget og til det øjeblik, da fødslen af det ny legeme for samme plan finder sted. Når det gamle legeme er udskilt fra jeget, kan dette således ikke sanse direkte i det pågældende tilværelsesplan og vil derfor være mere eller mindre bevidstløst i dette, så længe det ny legeme endnu ikke er færdigbygget. Da denne fornyelsesproces i princippet er ens for alle seks manifestationslegemer, får jeget eller det levende væsen således seks forskellige gentagende afbrydelser i sin samlede oplevelse af livet. Men ifølge evige love foregår disse afbrydelser ikke samtidigt, men på en sådan måde, at kun ét legeme ad gangen totalt kan være genstand for fornyelse. Individet vil derfor altid, så længe en sådan fornyelsesproces finder sted, opleve livet gennem de fem andre manifestationslegemer i evighedslegemet. Dets samlede oplevelse af livet kan således aldrig blive totalt afbrudt. Afbrydelserne kan kun omfatte et enkelt tilværelsesplan ad gangen. 2

5 24. KAPITEL Det jordiske menneskes erkendelse af kosmisk bevidsthed Da det jordiske menneskes fysiske legeme udgør det af dets seks manifestationslegemer, der er mest udviklet, og det derfor i størst udstrækning kan korrespondere med den fysiske energi, mens de andre legemer i forhold hertil er mere eller mindre latente, bliver det fysiske tilværelsesplan således det plan, i hvilket samme væsen er mest bevidst, og de øvrige planer, hvilket vil sige de åndelige, de i hvilke det er mindst bevidst. Ja, det jordiske menneskes åndelige bevidsthed er endog undertiden så lille over for det samme væsens fysiske bevidsthed, at det tror, at kun denne sidstnævnte eksisterer, og at al åndelig eller kosmisk bevidsthed er fantasi eller overtro. Senere i udviklingen, når individet når frem til de sidste tilværelsesplaner i en spiralzone, da er forholdet omvendt. Da er det de åndelige tilværelsesplaner, det er mest bevidst i, og dets fysiske erkendelse, der er latent. Foreløbig er den fysiske verden altså den mest realistiske for den jordiske menneskehed. Og den tror derfor også i stor udstrækning, at nævnte verden er den eneste virkelighed, ligesom det samme naturligvis også er tilfældet med hensyn til erkendelsen af individernes fysiske legemer. 25. KAPITEL Frygten for døden skyldes uvidenhed Da det almindelige jordiske menneskes sanser endnu ikke er stærke nok til, at det ved selvoplevelse kan tilegne sig sit jegs analyse og som følge heraf er afskåret fra at blive bevidst i sin udødelighed, er al åndelig tilværelse for samme væsen endnu kun en trossag eller teori. Det er derfor givet, at dets begreber og forestillinger om livet og tilværelsen står og falder med dets fysiske legeme. Da der kommer en dag, hvor det fysiske legeme er slidt op, og dets sammenspil med de øvrige legemer derfor ikke mere kan holdes ved lige, udskilles det som tidligere nævnt fra jeget og bliver synligt som et lig. Da individet tror sig ét med det nævnte legeme, imødeser det ikke denne begivenhed med særlig glæde, men derimod i langt større grad med frygt. Ja, denne frygt kan endog undertiden udarte til vild rædsel. Det begriber jo ikke situationen og tror, at dødsprocessen er dets egen uomstødelige undergang eller totale tilintetgørelse. Da det jordiske menneske således tror, at nævnte proces eller døden er en tilintetgørelse af individet eller et fuldstændigt ophør af dets tilværelse, er det ikke alene dets eget møde med denne proces, det imødeser med rædsel, men naturligvis også sine kæres berøring med den samme proces. Når denne derfor rammer en af disse, sørger den overlevende, klæder sig i sorg. Ja, det er ligefrem stridende imod den gældende moralske opfattelse, hvis han eller hun ikke sørger. 26. KAPITEL Den naturlige død som en lysets begivenhed Med hensyn til døden er den, når den indtræder på naturlig måde, i virkeligheden en lysets begivenhed, over for hvilken der kun er al mulig grund til at juble. Der er jo kun sket dette, at den såkaldte døde er blevet udfriet fra et forældet eller opslidt legeme, der kun var en skygge af, hvad det engang havde været, og gennem hvilket dets oplevelse af det pågældende tilværelsesplan naturligvis ligeledes kun kunne blive en afglans af dens oprindelige bestemmelse, ja undertiden endog kun en tyve til femogtyve procent oplevelse i stedet for en hundrede procent. At sørge over en sådan begivenhed, at ønske at noget væsen vedblivende skal opleve en sådan tilværelse er jo i virkeligheden at ønske ondt over samme væsen, men det må naturligvis undskyldes, fordi de pågældende væsener er uvidende om, hvad det er, der i virkeligheden er foregået. At det døde væsen har fem andre legemer til sin rådighed, og at et af disse ved 3

6 den naturlige død altid vil være så langt fremme, at det efter denne kan befordre eller bære bevidstheden, har de jo ingen selvoplevet eller realistisk viden om. 27. Kapitel Den unaturlige død Med hensyn til en unaturlig død stiller sagen sig noget anderledes. Ved en unaturlig død må her forstås alle former for dødsfald, der ikke er fremkaldt af alderdom. Og det kan ikke nægtes, at et overordentligt stort procenttal af den jordiske menneskeheds individer i udvikling endnu er så langt fra at kende og dermed fra at opfylde de evige love, på hvilke livets oplevelse er baseret, at en forkortet fysisk levetid uundgåeligt må blive resultatet. Da en forkortet levetid jo er en abnormitet, vil den ligesom alle andre unaturlige eller abnorme foreteelser være forbundet med et vist ubehag. Men dette ubehag vil være desto mindre, alt eftersom det pågældende væsen er åndeligt udviklet, og desto større, jo mindre fremtrædende det nævnte væsen er i samme retning. Grundårsagen til dette ubehag er nemlig den, at ved en for tidlig død har det åndelige legeme, som skal bære individets bevidsthed efter døden, ikke fået tid til at få udviklet den til dette formål nødvendige stabilitet og styrke. Ved en for tidlig død eller udskillelse af det fysiske legeme overgår dagsbevidstheden jo pludseligt på det nævnte åndelige legeme. Da dette endnu ikke er fuldt modent til denne sin mission, bliver det på en måde overbelastet, hvilket så igen i værste tilfælde kan resultere i abnorme sjælelige tilstande på det åndelige tilværelsesplans første sfære. I tilfælde, hvor døden skyldes en langvarig, forudgående sygdom, er det nævnte åndslegemes modning fremskyndet en del, og ubehaget ved den for tidlige død bliver således her tilsvarende mindre. 28. Kapitel Selvmordere og døden For selvmorderes vedkommende bliver ubehaget yderligere suppleret med den for individet overordentlig rædselsfulde skuffelse, at døden ikke, som det havde tænkt sig, blev en udfrielse fra besværlighederne, men at det derimod foruden stadigt at være fuldt bevidst om disse nu også har påført sig selv den lidelse, at det til en vis grad får en abnorm åndelig tilværelse med udsigt til besværlighedernes gentagelse i det næste fysiske jordliv. Det bliver således vidne til, at det ikke kan flygte fra sin skæbne. Var det blevet i besværlighederne, til døden af sig selv indtrådte, ville dets åndelige tilværelse i alt fald være blevet mere normal og styrkegivende for det næste kommende jordliv. 29. Kapitel Skærsilden Men da væsenerne for at kunne fødes i et nyt fysisk legeme må passere alle spiralens højeste riger, om end naturligvis i ret elementære eller latente former, vil ubehagelighederne kun strække sig til det første rige efter døden og endda kun til dettes allerlaveste sfære. Denne sfære er på det fysiske plan kendt under begrebet skærsilden og er yderligere gennem overtroen blevet udtrykt som helvede. Der bliver således en vis ubehagelig zone for alle væsener med fejltrin at passere efter den fysiske død. Men den evige ild og uendelig fortabelse, som den primitive fantasi har udstyret den med, eksisterer naturligvis absolut ikke. Den kan nok være endog meget ubehagelig, men da ubehaget jo kun kan eksistere som virkninger af individets egne fejltrin, og ubehaget igen som et supplement til den fysiske tilværelse har til mission at stimulere individet til ikke at gøre fejltrin, til ikke mere at begå selvmord, til ikke at leve unaturligt, med andre ord, det er vejviseren til et fuldkomment liv eller til retningen mod Gud, og da det ydermere som ubehag kun strækker sig til en meget lille sfære i forhold til 4

7 hele den åndelige zone, der ellers udgør et ocean af lys og salighed, bliver det i sin dybeste analyse at udtrykke som en guddommelig velsignelse. Der vil derfor i virkeligheden heller ikke være noget som helst retmæssigt grundlag for at sørge over venners eller pårørendes unaturlige død eller bortgang til den åndelige verden. Hvis den bortgangne har børn eller andre pårørende, der ved denne bortgang kommer til at lide nød, tilkommer det de overlevendes pårørende og venner i forbindelse med samfundet at træde i den bortgangnes sted og afhjælpe nøden. Herved befordres den døde lettere gennem ubehagszonen, idet han eller hun netop i denne zone indtil en vis grad kan stå i rapport med det fysiske plan og derved blive lettet for den tyngde, som synet af de efterladtes nød og elendighed, synet af deres tårer, savn og fortvivlelse ville være for det. Dette at sørge over væseners død eller overføring til den åndelige verden er en primitiv bevidsthedsudfoldelse og opretholdes altså af uvidenhed eller ukendskab til de virkelige fakta. Man glæder og støtter altså de døde ved ikke at sørge. Gode og venlige tanker rettet mod de døde, en sand kærlighed mod deres efterladte er det absolut højeste og mest guddommelige gravmæle, der overhovedet kan gives noget individ. 30. Kapitel Døden som opstandelse Som tidligere nævnt er sorg og rædsel for døden eller dødsfald ganske ubegrundet. Foruden det fysiske legeme, som individet ved døden mister, har det jo fem andre legemer. Herfra går livet sin gang videre mod endnu fuldkomnere planer for tilværelse i de åndelige regioner, alt mens den åndelige forberedelse til opbygningen af et nyt fysisk legeme er under udløsning. Når fosterdannelsen af det nye fysiske legeme er til ende, og dette derved er blevet modnet til at kunne begynde at bære bevidstheden, indtræder fødslen, og individet begynder da atter at vågne til bevidsthed på det fysiske plan. Og det i det nye fysiske legeme inkarnerede jeg befinder sig atter korrespondancedygtigt i den fysiske verden. Men i stedet for det gamle og udslidte legeme, som det forlod ved sin fysiske død, befinder det sig nu, for så vidt dets død og åndelige tilværelse har været normal, i et til ungdom og skønhed, til elskov og kærlighed, til liv og arbejde indviet nyt forherliget legeme. Da døden ligesom fødslen således ikke kan eksistere uden at betyde indgangen til nyt liv, vil denne under alle forhold være identisk med opstandelse eller den realistiske manifestation, der udtrykker jegets altoverstrålende magt over materien, dets herredømme over livet og synliggørelsen af dets evige, ophøjede eller guddommelige uforgængelighed. 5

8 Tirsdag Emne: Kontakten med de afdøde Kosmos nr. 8, 2012 Gennem dødens port søvnen og døden 17. Menneskets naturlige død på grund af alderdom Stk. 17 Den skønneste form for død, et jordmenneske kan opleve, er den naturlige død på grund af alderdom. Det er modnet til den åndelige tilværelse, og der er ikke mere her i den fysiske verden, der holder dets tanker tilbage. Det er naturligvis ikke alle gamle mennesker, der har fred i sindet, og har de ikke det, må de også gennem deres specielle form for skærsild, men det er undtagelserne. I almindelighed gør alderdommen mennesker mildere, mere tolerante og i stand til at resignere, livet har ligefrem forberedt dem til det, der skal ske, når de forlader det hylster, der er slidt op og ikke kan bruges mere. Det er en befrielse for dem, og det er det, der er dødens naturlige funktion for de jordiske mennesker, at de befries fra det redskab, der ikke kan tjene dem længere, og får lov til at bruge de evner og talenter, de har udviklet i deres fysiske tilværelse, til vidunderlige oplevelser i de åndelige verdener. Og når de har oplevet så meget, som det på det nuværende udviklingstrin er muligt for dem, får de en ny organisme på det fysiske plan, gennem hvilken de kan fortsætte deres studier i at lære at tænke i overensstemmelse med livets love, for det er det, der er den fysiske tilværelses egentlige mission. Når det gamle menneske har forladt sit udslidte legeme, ofte på en sådan måde, at det lige så stille er sovet ind i døden, vil det opleve noget, som det, hvis det ellers havde haft mulighed for at vågne igen og fortælle derom, ville have kaldt en vidunderlig drøm. Hvordan drømmen er i detaljer, er naturligvis individuelt, men den ville godt kunne forme sig f.eks. således: Det gamle menneske oplever pludselig sig selv i en hidtil ukendt frigjort tilstand, fri af al tyngde både legemligt og sjæleligt. Det ser en strålende port, som det nu husker at have set mange gange før under søvnen, men da har det ikke været muligt at komme den helt nær. Men det har kunnet iagttage, hvordan den åbnede sig for andre væsener, der var helt frigjort fra forbindelsen med deres fysiske legeme og derfor kunne passere den. Ved disse tidligere lejligheder har det ligesom kunnet skimte, hvorledes et stærkt lysvæld strålede de væsener i møde, der skulle passere porten. Denne gang er det selv genstand for det strålende lysvæld, og det ser, at det ikke mere har et gammelt, udslidt legeme, men et nyt og ungdommeligt, hvorfra det lyser og stråler som i perlemorsglans. I porten står endnu mere lysende og funklende skikkelser og tager imod, morgenog aftenhimlens mest strålende farver belyser hele det skønne sceneri, og den nyankomne opdager, at de væsener, som ved det første syn lignede engle, er gamle venner og kære slægtninge, som han eller hun har kendt, måske gennem mange inkarnationer. Under alt dette har der lydt skøn musik, og på den anden side porten ses nu vidunderlige landskaber, der strækker sig langt bort. Der er skove og søer, en rig plantevækst og mange fugle, hvis kvidren stiger mod himlen og blander sig med sfærernes musik. Det gamle døende væsen fra det fysiske plan er blevet en strålende engel og skal en tid opleve disse væseners verden og også blive en skytsengel for væsener på jorden eller i deres egen skærsild, som trænger til hjælp. Men hele denne åbenbaring er kun dødens port. Det er indvielse til et liv i lysets sfære, derfra fører veje til skønne, guddommelige verdener, hvor væsenet kommer til at opleve den højeste form for glæde, salighed og fred, som det er muligt på dets nuværende udviklingstrin. Det skal få lov til at opleve Guddommens nærhed så stærkt, som det aldrig har oplevet det før i denne spiral, og så går vejen mod en ny fysisk inkarnation, hvor nye muligheder skal åbne sig for videre udvikling, så lysets sfærer engang ikke blot skal være 6

9 verdener, væsenet besøger mellem to fysiske inkarnationer, men dets hjemsted, hvor det oplever og skaber til gavn for helheden. Kosmos nr. 4, 2007 Den mediumistiske vej 1. Det spiritistiske møde Det, som har særlig interesse for de såkaldte efterlevende af en kær afdød, er naturligvis spørgsmålet om, hvor dette væsen befinder sig. Vi har jo alle pårørende eller kære bekendte, som er døde eller gået bort, som det hedder. Mange spørger måske sig selv, hvor er min broder, som døde for to år siden, eller hvor er min hustru, der døde for femten år siden? Hvor er mine bedsteforældre, mine oldeforældre, som døde for så og så lang tid siden? Det er spørgsmål, som hidtil ikke ret mange her på det vågne plan har fået tilfredsstillende besvaret. Da man hidtil kun har kunnet få disse spørgsmål besvaret ad mediumistisk vej, hvilket vil sige indirekte igennem et bevidstløst fysisk væsen, har der været så uendelig mange muligheder for forvanskninger af den ad mediumistisk vej overførte korrespondance med det psykiske plan. Der er kun visse elementære former for korrespondance med de diskarnerede væsener, der kan være nogenlunde pålidelige. Og det er der, hvor mediet er et højt moralsk udviklet menneske, hvilket vil sige har en meget ren underbevidsthed eller psyke. I modsat fald vil denne urene psyke i næsten alle situationer eller tilfælde gribe ind i korrespondancen til fordel for mediets antipatier og sympatier. Vi kan forestille os, at vi er til stede ved et såkaldt spiritistisk møde. Et sådant møde er ikke baseret på en foredragsholder, men derimod på et medium. Et sådant medium kan lige så godt være en mand som en kvinde, men er vist nok i de fleste tilfælde kvinder. Hensigten med mødet er udelukkende den at få forbindelse med ånder eller psykiske væsener, der igen er det samme som diskarnerede væsener. Da det er diskarnerede væsener eller ånder, man vil i forbindelse med, kan det ikke ske på almindelig måde, således som man ellers indbyrdes mand og mand imellem kan tale med hinanden. Diskarnerede ånder har jo ikke noget fysisk legeme. For at komme i forbindelse med disse væsener må der skabes en psykisk kontakt. Dette vil igen sige, at der må skabes en adgang for disse væsener til at kunne indvirke på et inkarneret eller fysisk væsens fysiske legeme. Kan det da i virkeligheden lade sig gøre? Ja, det kan virkelig lade sig gøre og er intet mindre end en selvfølgelighed, når de rigtige betingelser herfor er til stede. 2. Besættelsen af et overfølsomt menneske Som jeg har forklaret tidligere, er vi alle ånder, og når vi kan jonglere med en fysisk organisme, er det jo kun, fordi vi kan besætte denne organisme. Denne organisme er udstyret med nogle særlige centre eller organer, igennem hvilke vor psykiske organisme kan forbinde sig med eller besætte og frigøre sig fra denne organisme. Når vi har besat denne organisme, fremtræder vi som vågne dagsbevidste, men når vi har frigjort os fra organismen, er vi bevidstløse. Denne bevidstløshed repræsenterer så igen forskellige grader helt indtil det totale stadium, hvilket vil sige det stadium, hvor organismens ophav for stedse er frigjort fra organismen, og denne derved er blevet til et lig. Her på det fysiske plan siger vi så, at vedkommende væsen er død, hvilket jo er en forfærdelig stor fejltagelse. Selv om en ånd ikke mere kan besætte sit fysiske legeme, og dette derfor må gå sin opløsning i møde, er væsenet ikke ophørt med at være til. 7

10 Tværtimod, det både oplever, tænker og handler ligesom før, men blot ikke i fysiske materier. Og mange af disse lige afdøde væsener er endda meget interesserede i at få forbindelse med det fysiske plan. Dette bevirker så igen disse væseners bestræbelser efter at tage andre væseners fysiske legeme i besiddelse. Men denne besættelsesproces kan ikke gøres, uden at særlige forhold fra det fysiske eller inkarnerede væsens side er til stede. Det diskarnerede væsen kan kun besætte et inkarneret væsen under sådanne forhold, hvor nævnte inkarnerede væsens besættelsescentre er ubeskyttede. Mere eller mindre ubeskyttede besættelsescentre har man i sådanne situationer, hvor man på en unaturlig måde er bevidstløs. Ved den normale søvn er den fysiske krops besættelsescentre fuldt beskyttede og kan ikke påvirkes af diskarnerede væsener. Men et væsen kan i sit daglige liv være alt for overdrevent følelsesbetonet og positivt modtagelig over for alle slags fortællinger fra andre væsener. Hvis det er unaturligt godtroende, bliver det jo meget let besat med andre væseners tanker og forestillinger, og det kommer til at leve i den permanente besættelse, vi ellers kun kender som overtro. Et sådant væsen er altså, så langt som overtroen strækker, bevidstløst. Det er suggereret. En sådan permanent besættelse er alle primitive og religiøst troende mennesker underkastet. Men individet kan være endnu mere modtageligt eller positivt indstillet over for fremmede kræfters indflydelse. Det kan vænne sig til at være et permanent åbent væsen for alle psykiske impulser. Et sådant væsen bliver da efterhånden overfølsomt. Og med denne overfølsomheds tiltagen kan det gå så vidt, at individet ligefrem under stærk psykisk påvirkning mister kontrollen over sin egen forbindelse med sit fysiske legemes besættelsescentre eller organer. Det taber bevidstheden, og vi siger om et sådant menneske, at det er i trance. Denne form for trance er altså fremkaldt ved, at en diskarneret stærk selvbevidst ånd har taget mediets fysiske legemes besættelsesorganer i besiddelse, således at mediet midlertidigt er lukket ude fra sit eget fysiske legeme. Den fremmede ånd kan nu igennem disse fysiske besættelsesorganer tage mediets krop i besiddelse og i en større eller mindre grad igennem samme krop åbenbare sine tanker, ønsker og hensigter. Det var en sådan proces, der fandt sted, da Saul besøgte kvinden i Endor, og Samuel igennem denne kvindes mund talte til Saul. Hun var ganske simpelt det samme som et medium, igennem hvis fysiske besættelsesorganer Samuel tog hendes legeme i besiddelse og igennem dette kunne tale til Saul. 3. Ånderne er oftest jordbundne, skærsildsplagede væsener Nu skulle man jo synes, at her var da en virkelig klar og realistisk vej til opklaring af livsmysteriets løsning. Men det er en meget stor illusion. For det første er de ånder, som tager et fysisk væsens fysiske legeme i besiddelse, i de allerfleste tilfælde ikke andet end afdøde jordmennesker, altså jordmennesker, der ikke mere har nogen fysisk organisme, men alligevel er fysisk interesseret, hvilket vil sige er jordbundne. Men når de er jordbundne, er de altså materialistiske. Og materialistiske væsener er jo ikke just den kategori af væsener, der ved mest om de åndelige verdener. At disse væsener befinder sig i den åndelige verden, betyder ikke noget, for der er de inkarnerede væsener jo også, men de har den fordel, at de endnu har deres fysiske legeme og kan korrespondere med det fysiske plan. Så i dette tilfælde ved de fysiske mennesker i virkeligheden mere end de diskarnerede. De væsener, der i størst udstrækning tager medierne i besiddelse, er jordbundne og skærsildsplagede væsener. De er væsener, der er meget hadefulde eller ulykkelige over den situation, de netop befinder sig i, og klamrer sig derfor til mediernes fysiske legemer overalt, hvor der danner sig mulighed herfor. Men det er ikke blot ulykkelige væsener; det er 8

11 også væsener, der finder stort behag i at vildlede de fysiske mennesker igennem mediet. Væsener, i hvem snobberi og forfængelighed eller trangen til at dyrkes og beundres af andre er dominerende, ynder at få denne deres tilstand tilfredsstillet igennem medierne ved at påstå, at de er den eller den store ånd. Ja, der er ånder, der ikke har veget tilbage fra at påstå, at de var en af de store profeter, der har levet, eller ligefrem påberåbt sig at være Kristus. Man forstår, hvilken betagelse der må gå igennem en sådan rettroende forsamling, når Kristus taler til dem igennem deres medium. Og så er det i virkeligheden kun et stakkels forfængeligt, naivt eller vildfarent jordbundet menneske, der her får tilfredsstillelse for sin unatur. Det er den slags situationer, der gør den mediumistiske vej til den psykiske verden så umådelig farlig. Men det er ikke blot de diskarnerede væseners forfængelighed og beundringstrang og øvrige former for jordbundethed, mediet og dets tilhængere bliver ofre for. Der kommer også ånder, der fortæller om deres tilværelse i den åndelige verden, ja ånder, der fortæller, at der ingen reinkarnation findes, og andre kommer netop og fortæller, at den i højeste grad eksisterer. Atter andre kommer og fortæller, at de bor i et dejligt hus med have og mange andre bekvemmeligheder. Ja, der er næsten ingen grænser for alle de mange forskellige synspunkter, der gør sig gældende. Det viser sig, at de diskarnerede væsener repræsenterer akkurat den samme tro og overtro, den samme viden og uvidenhed, som de mennesker, der lever på det fysiske plan. Og hvorfor skulle det i virkeligheden være anderledes? Som allerede nævnt er vi alle ånder, og forskellen er kun, at de diskarnerede væsener har mistet deres fysiske krop, men det giver dem ikke større bevidsthed. Man kan ikke ved at miste sin fysiske krop blive alvidende eller få kosmisk bevidsthed. Hvis det var så let, var det eneste fornødne jo hurtigst muligt at begå selvmord. 4. Når et væsens egen ånd tager sit fysiske legeme i besiddelse Der er også en anden alvorlig gene ved den mediumistiske vej til den psykiske verden. Det er denne, at mediet ikke altid er besat af fremmede ånder. Som jeg også nævnte i indledningen, er mediets trancetilstand ikke altid total. Et væsen kan godt indtil en vis grad slippe sit fysiske legemes besættelsescentre, men stadig selv beherske sit legeme ligesom under den naturlige søvn. Under denne grad af trance kan dets fysiske organisme ikke tages i besiddelse, og da trancen ikke er total, kan væsenets oplevelse på det åndelige plan indgå i individets fysiske dagsbevidsthed under lignende omstændigheder, som når det drømmer. Når et væsen befinder sig i en sådan situation, at det faktisk er vågent både på det fysiske og det åndelige plan på én gang, rent bortset fra at den fysiske oplevelsesevne naturligvis er helt udelukket, kan det altså opleve på det åndelige plan og referere dette til det fysiske plan. Det bliver da ikke et fremmed væsen, der har taget dets fysiske legeme i besiddelse, men dets egen ånd. Idet det således er frigjort fra sin fysiske oplevelsessfære, kan det gå tilbage i tiden. Det kan undertiden se sig selv i en tidligere inkarnation; det kan se, at det har været den eller den, at det blev dræbt ved en ulykke, eller det døde på naturlig måde. Ja, i heldigste tilfælde kan der igennem en sådan trance komme umådeligt interessante ting frem. Men så gør det sig igen her gældende: Hvor sandhedskærlig er det pågældende væsen? Er det ikke frigjort af forfængelighed, bliver historien eller dets meddelelse præget heraf. Det har da udelukkende kun været noget stort i fortiden; det har været konge eller fyrste, profet eller verdensgenløser, ganske uanset hvor lille og naivt et menneske det i dag så end måtte være. Og hvor er vi så henne? Er individet et virkelig sandhedskærligt væsen eller af høj udvikling, indlader det sig ikke på ovennævnte trancetilstand. Det bliver derfor meget vanskeligt at få noget virkelig 9

12 positivt frem, hvad angår absolut viden om livet i den åndelige verden. Det mest fundamentale er altså dette, at disse fænomener er med til at vise, at der er liv efter døden. Men hvordan dette liv er, kan kun erfares af en eneste sandhedens vej, hvilket vil sige den absolutte videns eller kendsgerningernes vej. 5. Trancens eller mediumismens virkninger Ved hjælp af trancens eller mediumismens vej kan diskarnerede ånder også ved hjælp af et fysisk væsens psykiske materier eller aurastof sætte fysiske genstande i bevægelse såsom bankninger i bord og vægge, flytning af genstande, materialisation og dematerialisation osv., men til hvad nytte, så længe der her heller ikke hersker sandhed eller forståelse, hverken hos mediet eller eksperimentatorerne. Unaturlig besættelse, genstande, der hvirvler rundt i luften med fare for at ramme deltagerne, besættelse af ånder, hvor man går og står, bankninger i sin egen organisme, stemmer, der taler ind i ørerne på én og giver forfærdelige trusler om tortur og død eller løfter om guld og grønne skove, er de virkninger, der ofte opstår, og som vedkommende ikke kan sig gøre fri af og derfor til sidst havner på sindssygehospitaler eller i selvmord. Manuskriptet afsluttes med disse håndskrevne ord: Faren ved at gå i trance. Sjælefrelsende arbejde. Artiklen er en gengivelse af et uafsluttet manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag afholdt i Instituttets foredragssal, søndag den 20. marts Bragt første gang i Kosmos nr. 4,

13 Onsdag Emne: Rejsen gennem dødsriget Småbog 25 Vejen til paradis Kapitel 24-27, 32-35, 39-40, Kapitel Væsenets forandrede tilværelse efter døden Når væsenet efter døden er befriet for sit fysiske legeme, forandres naturligvis dets tilværelse eller livsoplevelse. Det kan således ikke mere direkte opleve eller skabe på det fysiske tilværelsesplan. Det er blevet befriet for at skulle jonglere med den tunge fysiske materie og organisme. Det skal nu kun manifestere sine tanker i den åndelige materie, der er tusinder af gange lettere end den fysiske og rent automatisk former sig efter væsenets vilje. Derfor bliver væsenets passage igennem den fysiske dødsproces i virkeligheden en passage fra et stort og meget tungt arbejdsfelt til et oplevelsesfelt, der i sig selv i forhold til det fysiske i en meget stor udstrækning må betragtes som et hvilefelt. Det behøver ikke her at forme sine tanker i ord for derved at gøre sig forståelig for medvæsenerne, idet tankerne allerede fremtræder for dem som synlige detaljer i den åndelige materie omkring væsenet, allerede inden det får formet dem i ord. Der findes derfor ikke sprogvanskeligheder på det åndelige tilværelsesplan, thi alle væsener, der befinder sig på samme udviklingsstadium, kan her forstå hverandres tanker eller tankeopbygninger. På dette plan opleves tankefunktionen som en ydre foreteelse omkring væsenet og kan ses af alle, der kan opfatte i det pågældende væsens bølgelængde. Væsenerne kan således ikke skjule deres karakter. Deres ærlighed eller uærlighed er her blottet for medvæsenerne. Det er derfor ikke ethvert væsen, der på det fysiske tilværelsesplan har en stor position, bliver æret og agtet som et højt udviklet væsen, hovedsageligt fordi det her hører til den såkaldte overklasse og har kunnet blænde sine medvæsener med sin rigdom og luksus og fremragende ordenstitler, luksuspalæ og tjenerskab med mere, der er virkelig stort. Disse fysiske luksusforeteelser tæller ikke på det åndelige plan, idet der bag dem godt karaktermæssigt kan skjule sig en åndelig proletar. Og det er denne eventuelle side ved luksusmennesket, der er hjælpeløst blottet for medvæsenerne på det åndelige plan. Her kan den ikke tilsløres af fysisk luksus, guld og glimmer. Men for at forstå den åndelige tilværelse efter døden må vi først se lidt på det levende væsens livsoplevelse i sin helhed. Dens udløsning opleves i sin inderste instans som tænkning. Denne er igen det samme som udformning og billeddannelse af tankens objekt. Denne billeddannelse foregår i sin første instans som tidligere nævnt i åndelig materie og udløses rent automatisk af individets åndelige struktur, ligesom væsenet igen gennem samme strukturs åndelige sanseorganer oplever billeddannelsen. Det er denne åndelige tankeproces, der udgør væsenets primære livsoplevelse, og som forekommer i åndelig renkultur i de situationer, hvor væsenet er befriet for sin fysiske organisme og ikke skal befordre sin tankeopbygning i fysisk materie. Da denne åndelige livsoplevelse er begrænset til kun at kunne bygges op af lykke- og glædesbefordrende tankearter, bliver den åndelige tilværelse således absolut paradisisk for ethvert levende væsen hinsides dets fysiske død. 25. Kapitel Skærsild og paradis Idet væsenernes eventuelle primitive tilbøjeligheder eller afsporinger på det åndelige plan er blottet for omgivelserne og således ikke kan skjules for medvæsenerne, vil overgangen til det åndelige plan for disse væsener være pinlig. 11

14 Det er denne ubehagelige overgang til nævnte psykiske plan, der i mit hovedværk udtrykkes som skærsilden. Hvis mennesket nærer had eller bitterhed imod et medvæsen, eller hvis det har samvittighedskvaler, og det dør eller udfries fra den fysiske tilværelse i denne sindstilstand, bliver denne ligeledes til en skærsildsoplevelse på det åndelige plan. Hele denne mørke tanketilstand fremtræder nu på det åndelige plan som en ydre tilstand. Og væsenet kan ikke komme på bølgelængde med andre tankearter end netop dem, der er af samme slags som dets egne. Det møder således her kun bitre og vrede væsener i samme sindstilstand som den, det selv befinder sig i. Og da det ikke mere har den fysiske organisme at kunne sanse igennem, kan det ikke se den fysiske himmel, det fysiske solskin, de smukke fysiske terræner, grønne skove og blomsterenge eller andre af de mange guddommelige goder, som naturen kan oplive den mørke sjæl med. Det befinder sig således her i en verden af mere eller mindre natsorte skygger. Her er der ikke anden ydre natur end den, dets egen og ligesindede væseners tankesfære kan skabe eller forestille sig. Og så længe bitterheden eller vreden dominerer, kan dets egen såvel som de ligesindede medvæseners forestillinger kun være gråt i gråt. Og de kan umuligt komme ud af denne triste bølgelængdetilstand, så længe de føler sig bitre og vrede på nogen eller noget. Men dette, at væsenerne således er blevet åndeligt isoleret fra alt mentalt lys, bringer dem hurtigst muligt til at føle sig ulykkelige. Og med denne følelse kommer automatisk ønsket om hjælp. I samme øjeblik denne følelse eller tankeart opstår i væsenets psyke, udgør den en bølgelængde, som skytsenglene kan komme i kontakt med og derved befri væsenet fra den nævnte mørke tanke eller fra hele dette mørke bevidsthedskompleks. Væsenet kan da komme ind i den bevidsthedstilstand eller livsoplevelsesform, der udgør det allerhøjeste af, hvad det kan begribe af idealtilværelse eller kulminerende livslykke. Det er denne epoke i kulminerende livslykke på det åndelige plan, der i Livets Bog udtrykkes under begrebet paradiset. Absolut alle eksisterende levende væsener får en sådan paradisoplevelse på det åndelige plan i den fritagelse fra den fysiske tilværelse, de oplever, indtil de atter skal fødes på det materielle plan og have en ny fysisk organisme. Men det er absolut ikke alle væsener, der kommer til at opleve skærsilden. Mennesker, der lever deres jordliv ud i kontakt med deres inderste opfattelse af livet og ikke befinder sig i nogen som helst tankemæssig konflikt med andre væsener eller sig selv, kommer ikke til at opleve skærsilden. 26. Kapitel Døden som en guddommelig befrielse fra alderdom, sygdom, sorg og lidelse I kraft af væsenets alderdom kommer det til at opleve døden som en strålende guddommelig befrielse fra den fysiske organisme med dens affældighed og mere eller mindre uduelighed som fysisk livsoplevelsesredskab. For et væsen med en uhelbredelig sygdoms- og lidelsesbefængt organisme kommer døden eller befrielsen fra denne organisme ligeledes som en meget stor guddommelig velsignelse. Døden er også en stor guddommelig velsignelse for de væsener, hvis organisme er dødeligt læderet ved ulykkestilfælde. Denne befrielse vil i alle situationer være en total befrielse fra fysiske smerter. Det er rigtigt, at der mentalt set kan opstå lidt skærsildsproces for de væsener, der dør pludseligt ved ulykkestilfælde. Sådanne væseners bevidsthed er indstillet på fremtidsplaner og livsoplevelser på det fysiske plan, som de nu brat bliver afskåret fra at opleve. Dette kan naturligvis afføde skuffelser og sorg. Men også her bliver væsenerne hurtigt indstillet på at søge hjælp i deres ulykke, hvorved de straks kommer ind under skytsenglenes varetægt og bliver befriet fra alt det, der kan virke som fysisk mørke i deres bevidsthed. Herefter kan de så opleve det for deres opfattelsesevne fremtrædende paradis. 12

15 27. Kapitel Det åndelige tilværelsesplan er en kulminerende lysverden for alt levende Medens den fysiske verden udgør et tilværelsesplan, hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres fejltagelser, hvilke virkninger kulminerer i lidelse og smerte, er det åndelige plan derimod en diametral modsætning hertil. Dette plan er absolut kun beregnet til at være et tilværelsesplan, hvor væsenerne kan opleve virkningerne af deres højeste grad af fuldkommenhed. Det er derfor det absolutte glædens og lykkens tilværelsesplan. Det er en kulminerende lysverden for alt levende. Her kan ingen mørke skygger blande sig i væsenernes idealtilværelse. Her er der kun mentalt lys, lys og atter lys. 32. Kapitel Skærsilden er en forberedelsesepoke til oplevelsen af paradiset Fundamentet for væsenets liv på det åndelige tilværelsesplan efter døden er således dets absolutte ønskedrøm eller længslen efter oplevelsen af det højeste, det kan forestille sig af en idealtilværelse. Og det er oplevelsen af denne idealtilværelse eller ønskedrøm, der udgør det levende væsens absolutte sande paradis. Men før væsenet efter døden kan opleve denne idealtilværelse eller komme ind i dette paradis og her opleve den synligt manifesteret, må det igennem dødsprocessen og den eventuelle skærsild. Som før nævnt er skærsilden kun en forberedelsesepoke, i hvilken de sanser, igennem hvilke væsenet oplever skuffelser, sorger, bekymringer, bitterhed, vrede og had, sættes ud af funktion. Væsenet kan herefter kun sanse lyse og glædelige tankearter. Det kan således ikke komme i mentale eller bevidsthedsmæssige kortslutninger med andre væseners tankearter eller væremåde, ligesom det også nu kun kan komme på bølgelængde med væsener i den samme tilstand eller det samme paradis. Væsenets bevidsthedsmæssige bølgelængdeområde vil således ligge over alle bevidsthedsmæssige bølgelængdeområder, der kan skabe fjendskab, antipati, vrede, jalousi, misundelse, sorger, savn og skuffelser. Idet dets sanser i paradiset ikke kan registrere disse eller beslægtede tankearter, kan paradiset således kun blive en kulminationsoplevelse af lykke og glæde i renkultur. I modsat fald ville det aldrig komme til at opleve noget paradis eller nogen ønsketilværelse i renkultur. Den åndelige verden ville være lige så præget af krig, ulykker og lidelser, sorger og bekymringer, som den fysiske. Vi må således forstå, at den åndelige verden udgør et bølgelængdeområde, der er ganske hævet over den fysiske verdens bølgelængdeområde. Den førstnævnte verdens bølgelængdeområde er kærlighedens og visdommens, medens den fysiske verdens bølgelængdeområde er hadets og vredens. Det bliver måske lettere at forstå, når man bliver fortrolig med, at den åndelige verden i virkeligheden er en elektrisk verden i renkultur, ja, er selve elektricitetens hjemstavn. Ifølge kosmiske analyser er elektriciteten hele universets livskraft, den er selve Guds ånd. Men i den åndelige verden, hvor denne ånd eller livskraft ikke skal gennemtrænge nogen fysisk materie og derfor her ikke kan benyttes af væsenet i de felter, det ikke har færdigudviklet, kan de mange kortslutninger i form af de førnævnte tankearter: fjendskab, antipati, vrede osv. umuligt finde sted. De udgør det dyriske bevidsthedsmateriale og bliver derfor mere og mere uegnet som bevidsthedsmateriale for det levende væsen, jo mere det vokser eller udvikler sig i human eller menneskelig retning. Det ufærdige menneske har således to bevidsthedsmæssige områder: det dyriske, som er dets medfødte arv fra dets tilstand som dyr i renkultur, og dets begyndende menneskelige område, som vokser eller udvikler sig igennem de mange kortslutninger, som opstår imellem disse to områder i dets psyke eller mentalitet. Da disse kortslutninger igen har indflydelse på væsenets fysiske væremåde, bringer de også undertiden denne i 13

16 kortslutning med medvæsenernes væremåde og krigen opstår og forplanter sig imellem væsenerne. Og de ulykkelige skæbner med myrderi og lemlæstelse og de hermed forbundne sorger og bekymringer, der endog kan ende med selvmord, opstår. Det er væsenets evne til at skabe og opleve disse ulykkelige tilstande, det bliver befriet fra i skærsilden, ved at det pågældende sansesæt bliver sat ud af funktion. Derved er væsenet garanteret, at dets åndelige tilværelse imellem dets fysiske liv, dets paradis, bliver en hundrede procent mental lysoplevelse, en glædes- og lykketilstand, det som ufærdigt menneske umuligt kan opleve i renkultur på det fysiske tilværelsesplan. Med væsenets udfrielse af sin fysiske organisme og dets herefter følgende passage igennem skærsilden, hvor det som nævnt får en vis del af sit sanseområde sat ud af funktion, bliver dets livsoplevelses- og skabelseskapacitet betydeligt nedsat. Men det område af dets bevidsthed, det således i paradiset er befriet fra, er jo hele dets fysiske skæbneområde, hvor det havde adgang til at gøre fejl og derved komme i ulykke og modgang og blive belastet med de heraf følgende genvordigheder, bekymringer og lidelser. Væsenet er således blevet befriet fra hele sit ufærdige bevidsthedsfelt, som absolut kun kan gøres færdigt på det fysiske plan. Herefter rummer dets bevidsthed kun de felter, der er færdigudviklet til en sådan grad, at det igennem disse udelukkende kan opleve og skabe lys og glæde, såvel for andre som for sig selv. 33. Kapitel Hvor reinkarnationen bliver overflødig og ophører Vi begynder her at se det virkeligt guddommelige princip, der garanterer alle levende væsener en paradistilværelse hinsides det jordiske, fysiske liv. Når de levende væsener ikke kan blive i dette paradis, men atter må genfødes på det fysiske plan, skyldes det udelukkende, at de ikke er færdigudviklede, ikke har nået den højde i livsoplevelse og skabeevne, der er Guddommens plan med nævnte væsener. Ved atter at genfødes på det fysiske plan får væsenerne lejlighed til at udvikle sig videre og gøre nye fejltagelser og opleve disse fejltagelsers virkninger og den heraf affødte visdom og tilsvarende høje begavelse, hvorved væremåden bliver tilsvarende mere fuldkommen og kvalificerer dem dermed til at opleve et tilsvarende endnu fuldkomnere og mere strålende lysvæld i form af paradisoplevelsen. Og således fortsætter de levende væsener igennem genfødelserne på det fysiske plan at udvikle sig fuldkomnere og fuldkomnere og får en hertil svarende og mere strålende paradistilværelse efter hvert jordliv. Hermed opnår væsenet til sidst at komme igennem alle de ubehagelige fejltagelsers zoner og sfærer og opnår dermed det indeværende spiralkredsløbs kulmination i visdom og kærlighed. Det kan derfor ikke lære mere på det fysiske plan i dette kredsløb, hvorved reinkarnationen eller genfødelserne ophører. Og herefter fortsætter væsenet således, som vi senere skal komme tilbage til, med hele sin kosmiske bevidstheds kapacitet i guddommelig åbenbaring af kærlighedens manifestation i visdom og højintellektuel skabelse i den åndelige materies strålevæld. Igennem denne skabelse udformes de åndelige verdeners detaljer i funklende og lysende materier. I denne gyldne materie fremtræder alt i en kulmination af kærlighed, visdom, skønhed og glæde. Her er det daglige liv åbenbaringen og oplevelsen af Guds primære bevidsthed i renkultur. 34. Kapitel Hvorfor alle væsener oplever et for hver især tilpasset paradis Da de levende væsener på det fysiske plan ikke er lige langt fremme i udviklingen og således står på højst forskellige mentale trin med højst forskellige evner og anlæg, bliver deres evne til at tænke og opleve således tilsvarende højst 14

17 forskellig. Medens alle de væsener, der er nået igennem reinkarnationens eller genfødelsernes epoke og dermed er nået frem til at opleve den sande virkelighed, den absolut sande løsning på livets mysterium, og de derfor alle kan nyde nævnte sande virkeligheds primære og absolutte paradis, kan de væsener, der endnu er mere eller mindre ufærdige, ikke opfatte det virkelige paradis som en guddommelig, kulminerende lysoplevelse. Derfor kan de kun komme til at opleve paradiset i den opfattelse, der for dem er det højeste og lykkeligste ideal af livsoplevelse. Tænk hvor guddommelig denne verdensorden er. Hvis ikke den netop var således, måtte alle væsener vente, til de havde gennemgået hele den mørke del af spiralkredsløbet indtil den store fødsels epoke, før de overhovedet kunne opleve noget paradis eller en virkelig lysets tilværelse. Livet eksisterer altså efter så guddommelige love, at alle levende væsener uden undtagelse opnår en absolut lysende paradisoplevelse mellem hvert fysisk jordliv. Dette gælder absolut mennesker af alle racer, alle folkeslag, alle tilhængere af enhver religion, enhver religiøs sekt lige så vel som mennesker, der slet ikke tror på noget liv efter døden. Det gælder således mennesker af alle livsopfattelser, det gælder alle de såkaldte forbrydere og selvmordere såvel som helgener. Intet som helst væsen undgår en paradisoplevelse imellem sine fysiske jordliv, idet de bølgelængder, igennem hvilke de forestillinger eller tankeopbygninger, der kolliderer med opfattelsen af dets højeste ideal- eller ønsketilværelse, ikke kan komme til udløsning på det åndelige plan. Derfor kan der ikke her opstå mentale kortslutninger, hvilket vil sige tankearter, der udløser sig som vrede, bitterhed, misundelse, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed, had eller hævnfølelse, intolerance eller lignende. Sådanne tankeopbygninger eller sindstilstande er af et så lavt bølgelængdeområde, at de umuligt kan komme til udløsning i noget væsens paradisoplevelse. Det er den side ved væsenernes psykiske natur, der bliver sat ud af funktion igennem skærsildsoplevelserne. 35. Kapitel Hvorfor paradiset er en kulminerende lysoplevelse og skærsilden er en kulminerende mørkeoplevelse Det virkelige paradis, adskilt fra det fysiske jordliv, kan således her kun opleves i renkultur efter skærsildspassagen. Efter denne passage kan væsenerne udelukkende kun opleve deres fundamentale forestillinger om deres idealtilværelse og andres idealtilværelse af samme bølgelængdeområde. Ligeledes kan de heller ikke se de mikrokosmiske og makrokosmiske detaljer, ting eller forestillinger, der ikke er på bølgelængde med deres øvrige idealforestillinger om paradiset. Derfor bliver den åndelige himmel og jord, det åndelige klima, ja, hele den åndelige oplevelse af naturen eller af makrokosmiske skabelser, således af samme bølgelængdeområde, af samme lysvirkning eller af en stemning, der passer hundrede procent ind i væsenets tænkte paradis eller ønsketilværelse. Paradisoplevelsen kan således kun være kulminationen af væsenets tænkte ønsketilværelse. Det er på grund af denne tilstand, at væsenerne i skærsilden kun kan opleve den del af den makrokosmiske tankeopbygning eller de af naturens detaljer eller frembringelser, der er på samme mørke og triste bølgelængdeområde som skærsildsforestillingerne. Men heldigvis er skærsildsepoken af en så koncentreret og kortvarig tilstand, at den kun bliver at udtrykke som en slags entré eller forhal ind til paradisområdet. Og som tidligere nævnt bliver den kun til lidelse der, hvor mennesket er i konflikt eller kortslutning med sin egen idealfornemmelse af livets oplevelse. Men her er alle garanteret hjælp fra skytsenglene, lige så snart de selv føler sig ulykkelige og ønsker hjælp. Der er således, som også før nævnt, absolut intet som helst væsen, der kommer til at miste sin paradisoplevelse i den åndelige verden imellem sine fysiske jordliv. 15

18 39. Kapitel Kunstnernes paradis Vi skal her give nogle enkelte eksempler på, hvad det betyder, når materien uden nogen ydre hjælpemidler eller redskaber automatisk former sig efter det levende væsens tankekoncentration, ønske og vilje, således som det sker på det åndelige tilværelsesplan. I kraft af denne guddommelige tilstand kan en arkitekt bygge lystslotte eller andre bygningsværker i stor stil og i lige så høj grad, som han netop ønsker det. Her er han ikke tynget af, at hans kunstneriske uddannelse og begavelse skal være en levevej. Her eksisterer ingen leveveje. Ingen skal på det åndelige plan tjene penge eller arbejde for at opretholde det daglige liv. Her er livet en absolut ønsketilværelse for alle, og væsenerne manifesterer absolut kun, hvad de selv ønsker. Af omgivelserne og af medvæsenernes manifestationer kan de kun opleve ting, hvorved de vil glæde og fryde sig. Alt, hvad der ikke har denne virkning, er de afskåret fra at kunne komme på bølgelængde med grundet på den sanseforvandling, de kom ud for i skærsildsepoken. Derfor kan der absolut ikke opstå noget som helst mørke her. Når en arkitekt vil skabe et bygningsværk på det åndelige plan, behøver han ikke at have de mange medarbejdere, håndværkere og arbejdsmænd for at kunne udføre sin plan, således som tilfældet er på det fysiske område. Ligeledes har han heller ikke nogen form for materialevanskeligheder, idet den åndelige substans, som i sig selv er umanifesteret til stede overalt, men som ved tankens kraft materialiserer og udformer sig alt efter de levende væseners ønsker og vilje, også gør sig gældende her. Arkitekten har således i sin magt at skaffe sig materiale nok for sine projekter, hvis han overhovedet ønsker at bygge dem op sten for sten og ikke tænker sig dem helt færdige med det samme uden nogen som helst tænkt forudgående opbygning, hvilket jo også står i hans magt. Her kan han altså skabe alle de ønskeprojekter, han eventuelt på grund af mange forskellige hindringer umuligt kunne opføre på det fysiske plan. Med hensyn til andre kunstnere, vil de ligeledes ved deres blotte tankes kraft kunne skabe de mest glimrende landskaber, portrætter, fantasifigurer eller kunstværker i mange forskellige retninger. Kunstværkerne her adskiller sig fra kunstværkerne på det fysiske plan derved, at de fremtræder som levende, alt eftersom deres ophav i større eller mindre grad har været i stand til at tænke sig dem og har kunnet besjæle dem med sit eget liv. Her vil en kunstnerisk fremstilling af et landskab i sin højeste og fuldkomneste form ikke fremtræde som et billede malet på lærred. Det vil derimod fremtræde i naturel tilstand med sin kilometervide udstrækning, med skove, søer, marker, himmel, hav og land, med byer, mennesker og dyr osv., alt efter den begavelse, ønske- og tankekoncentration som kunstneren har tilegnet sig igennem sin udvikling i sine fysiske jordliv. Medens et sådant kunstværk på det fysiske plan kun ville fremtræde som et i forhold hertil rent miniaturebillede, malet på lærred eller lignende, med ubevægelige detaljer, er det derimod på det åndelige plan en total opfyldelse af kunstnerens ønskedrøm, alt eftersom han har udviklet sig hen imod genialitetens stadium. Han kan således udstyre sit ovennævnte kunstværk med sin egen energi eller livskraft. På søen ville der svømme svaner. Hen over himlen ville der bevæge sig dejlige, hvide sommerskyer. Skoven ville genlyde af fuglestemmer og andre lyde, som hører hjemme her. Sommerbrisen ville mærkes i træernes kroner, og havets bølger ville rulle blidt ind imod en dejlig hvid strandbred, hvor mennesker ville tumle sig i de blågrønne dønninger. Og over det hele ville solen kaste sit altoplivende og varmende himmelske lys. Hele visionen ville fuldstændigt blive båret og opretholdt af kunstnerens tankebegavelse, koncentration, ønske og vilje. Kunstneren kan naturligvis også tænke sig et helt andet motiv inden for hans særlige begavelse, tænke- og skabeevne på det 16

19 åndelige plan. Og da tænkningen her er det samme som direkte skabelse i materien, vil dette kunstværk tone frem som en ny strålende vision for ham selv og hans beundrende medvæsener på nævnte plan. Dette kunstværk kan være gengivelse af uvejr. Sorte skyer gennemtrængt af flammende lyn vil da dække himlen. Buldrende torden, akkompagneret af råb og skrig og andre lyde, som hører sig til i en sådan situation, høres gennem stormen. Med sin tankekoncentration og begavelse kan han også skabe de skønneste og mest strålende landskaber i morgen- og aftenrødens flammeskær, såvel som han kan skabe sølverne måneskinslandskaber og andre naturbilleder i funklende levende visioner. Hvis den samme geniale kunstners skabelse på det åndelige plan er figurer af mennesker og dyr, fremtræder disse ligeledes helt naturlige som levende. Menneskefigurerne kan både tale, synge, le og græde, ligesom dyrefigurerne kan løbe, springe og brøle alt efter kunstnerens begavelse, ønske og vilje. 40. Kapitel De ufærdige menneskers ønsketilværelse eller paradis Selv om man ikke er nået så langt frem i udviklingen, at man er blevet et geni i at kunne tænke kunstnerisk og præstere åndelige kunstværker som de foran nævnte, udelukker dette jo ikke, at man kan have sin ønsketilværelse på helt andre felter. Vi har kun nævnt de foranstående eksempler for at vise, hvor fuldkommen geniale kunstværker kan være på det åndelige plan. Alle mennesker lige fra de første spæde og primitive former i udviklingen og helt op til det færdige menneske i Guds billede oplever på det åndelige plan således opfyldelsen af deres skønneste ønskedrømmes virkeliggørelse. Dette gælder urskovens primitive naturmennesker såvel som kulturens højtbegavede mennesker, forskere og videnskabsmænd. Om man er religiøst troende, eller man er det modsatte, er totalt ligegyldigt, eftersom dette ikke kan forhindre en i at have ønskedrømmen eller længslen i sig efter oplevelsen af en idealtilværelse. Denne kan man umuligt komme til at undgå at opleve hinsides den fysiske død, da materien her automatisk former sig efter tanken, ønsket og viljen. Pygmæen oplever således sine primitive ønskedrømme i den form og opfattelse, han har lært at tænke i på det fysiske plan. Det samme er tilfældet med indianeren, eskimoen, ildlænderen, ja, kort sagt, med individer af en hvilken som helst race. De oplever alle lige akkurat det, der på det fysiske tilværelsesplan var deres højeste ønsketilværelse, men som de på grund af manglende udvikling og eventuelt andre omstændigheder umuligt kunne komme til at opleve på nævnte plan. Således oplever det fattige menneske, der eventuelt både sulter, fryser og lever i pjalter på det fysiske plan, på det åndelige plan opfyldelsen af den af dets fysiske tilstand opståede ønskedrøm om en modsat tilværelse, hvor man får rigeligt med dejlig mad, gode, varme klæder på sin krop, et skønt hus at bo i og rigelig forsyning med penge. På samme måde får den gerrige eller gnieren på det åndelige plan et ocean af penge og atter penge alt efter den utilfredsstillede længsel efter opfyldelsen af hans begær efter penge, han havde på det fysiske plan og den heraf opståede ønskedrøm. Lystfiskeren og lystjægeren oplever også på det åndelige plan dejlige terræner for deres lysts tilfredsstillelse. Lystfiskeren oplever således floder med en mangfoldighed af dejlige fisk, medens lystjægeren oplever skove eller terræner med masser af dyr. Livet på det åndelige plan bliver således også en salig fryd for sådanne væsener. Ligeledes er der heller ingen grænser for, hvor fuldkommen det forfængelige menneskes ønskedrøm kan blive opfyldt på det åndelige plan. Det bliver alt efter ønske udstafferet og pyntet med purpur, silke og guld samt ordensdekorationer i stor stil. Ja, i nogle tilfælde oplever det 17

20 endogså ligefrem sig selv som fyrste, pave, konge eller kejser og kan være behørigt iklædt hermelinskåbe, krone og scepter og sidde i en gylden tronstol og tale til sine undersåtter. I andre tilfælde fremtræder væsenet på det åndelige plan alt efter dets ønskedrøm eller ønsketilværelse som matador, som en krøsus eller mangemillionær, boende i et vældigt slot eller luksuspalæ med stor tjenerstab, luksusvogn, lystyacht og væddeløbsstald. Det er som regel ikke de væsener, der på det fysiske plan virkeligt eksisterer som rige mennesker, der dominerer her. Deres ønskedrømme går som oftest i andre retninger, alt efter den mættelse af krøsustilværelsen de allerede har nået på det fysiske plan. Ligeledes finder vi også her på det åndelige plan hjemstedet for al genial humor. Her bliver humoren jo ikke skrevet eller tegnet i billeder på papir eller lærred. Den fremtræder ligesom de tidligere nævnte kunstneres værker i naturlig tilstand, alt eftersom dens ophav tænker sig den. Morsomme figurer af mennesker, dyr og ting træder her frem som levende skikkelser, og humorkomedierne bliver til virkelige, plastiske eller stereoskopiske oplevelser i farve, lyd og bevægelse alt efter den besjæling af liv, som deres ophav med tanke, begavelse, ønske og vilje er i stand til at give dem. Det er her fra denne sfære vittighedskunstnernes humorfyldte produkter bliver overført til det fysiske plan som morsomme tegnefilm. Da denne kunstart på det fysiske plan kan gengive den åndelige original i den levende forms fylde og bevægelighed, kan menneskene igennem tegnefilmene allerede her få en anelse om den åndelige skabeevnes frigjorthed til, automatisk og uden ydre hjælpemidler, direkte at udforme tanken i den åndelige materie efter væsenets ønske og vilje, og hvorved en skabelse, der umuligt kan finde sted på det fysiske plan, her kan blomstre i en overdådig fylde. 51. Kapitel Det inhumane eller dyriske paradis Vi kommer her til at skelne imellem det inhumane paradis og det humane paradis, hvilke igen henholdsvis vil være at udtrykke som det dyriske paradis og det menneskelige paradis. Det dyriske paradis er det, i hvilket dyrene oplever deres paradistilstand efter døden. Da disse væsener ikke er i stand til at danne sig nogen særlig ønskedrøm, bliver deres paradis en slags åndelig oplevelse af deres fysiske tilstand, men blot i en visionær form. Hertil kommer yderligere, at dyrene ikke oplever hverken skræk eller rædsel, da her ikke kan blive gjort jagt på dem, hverken af mennesker eller rovdyr. De kan heller ikke hverken sulte eller fryse. Alt retter sig ind efter deres begær og ønske. De lever i en tilstand, der for dem kan være den allerhøjeste behagelighed, lykke og velvære. Da de ikke kan have samvittighedskvaler eller komme i konflikt med dem selv, kan de ikke have nogen skærsildsoplevelse ud over den lille sanseændring, som skal til for at fritage dem fra de mørke tankearter, uro og skræk. Deres paradistilværelse eller diskarnation bliver derfor også relativ kort. I det samme paradisområde får alle de mennesker deres paradisoplevelse eller ønsketilværelse opfyldt, der er baseret på selvsikkerhed, materielle og mere eller mindre dræbende idealer: kødspisning, jagt og fiskeri, pengebegærlighed, krigsheltebedrifter, bokse- og brydningsheltebedrifter, samt alle andre ønskedrømme om at være helte, være millionærer, være filmstjerner, være riddere af den eller den orden, være adelig, være fyrste og lignende. Men her opfyldes også de mere almene ønskedrømme, som kun udgør almindelige daglige foreteelser i en idealiseret tilstand her på det åndelige plan. Det store flertals ønsketilværelse eller paradis er i virkeligheden kun oplevelsen af tænkte nuværende almene fysiske materielle tilværelser, men naturligvis med udelukkelse af alle de genvordigheder, ubehageligheder og kampe, der ellers klæber ved disse former for tilværelse, når de opleves på det fysiske plan. Her i paradiset kan de jo kun opleves lige akkurat således, som 18