Strukturtilpasning i Zimbabwe

Transkript

1 Strukturtilpasning i Zimbabwe Fra hyperinflation til fremgang, Zimbabwe 2009 AF OLE MOS, U-LANDSIMPORTEN Strukturtilpasningsprogrammerne blev indført for at rette op på Zimbabwes økonomi, der allerede i 90'erne var på vej ned af bakke. Men i Følge Ole Mos er strukturtilpasningsprogrammerne slået fejl og desuden har de haft store konsekvenser for Zimbabwes fattigste befolkning. Artiklen er et indlæg i debatten om hvorvidt strukturtilpasningsprogrammer kan løse ulandes økonomiske kriser. Da økonomerne efter en politisk beslutning i Verdensbanken/IMF i 1990 gik ind i Zimbabwe for at redde landets økonomi, sagde de, at det også ville gavne de fattige. Men enhver kunne have forudsagt, at resultatet ville blive det modsatte. Chockkuren gik mest udover de fattige, mens vinderne især blev de nyrige og de rige lande, der kunne udnytte den åbne adgang til landets markeder. Her er historien om, hvordan det kunne gå så galt. Zimbabwe er et typisk u-land. Landet producerer først og fremmest råvarer, som eksporteres. Færdigvarer, herunder maskiner til udvinding af råvarerne, må importeres. Råvarerne består mest af tobak, kaffe og te. Produkter som er følsomme overfor det skiftende vejr i de subtropiske områder. Landet udvinder også mineraler og metaller, som handles på de internationale børser. Zimbabwes handel er med andre ord baseret på produkter, som det er svært at basere en sikker indtægt på. De bedste muligheder for at sikre en Side 1 af 7

2 fortjeneste, ligger i produktudvikling og forarbejdning. Det har Zimbabwe ikke meget af. Dårligt høstudbytte og lave priser førte i 1990 til en så elendig økonomi, at Verdensbankens og IMFs økonomer efter beslutning på højeste plan blev bedt om at gribe ind for at sikre, at landet fortsat kunne fungere økonomisk og dermed være kreditværdig nok til fortsat at tage nye, nødvendige lån Mirakelkuren var det såkaldte strukturtilpasnings-program, kaldet ESAP. Medicinen bestod af en fri markedsøkonomi. Den skulle skabe investeringslyst, fri handel med landets valuta, åbne markeder samt handel med masser af eksport. Samtidig gik man ind og satte krav til den offentlige sektor. Den skulle reduceres, effektiviseres og spare penge. Risikovillige private entreprenører skulle være det økonomiske lokomotiv i samfundet. Udenlandske virksomheder skulle flokkes om at etablere sig i Zimbabwe' Sammen med de lokale initiativtagere, skulle de producere og tilbyde netop de varer, som kunne sælges i Zimbabwe og udlandet. De voksende eksportindtægter ville give råd til at betale landets gæld, og skatteindtægterne ville strømme ind. Med tiden ville den reducerede gæld betyde nye muligheder for at investere i udviklingen af landet i form af nyt produktionsudstyr samt bedre infrastruktur, uddannelse og sundhed. For de fattigste skulle gevinsten være åbenlys, fordi de blomstrende virksomheder ville have brug for mange ansatte. Her ser vi den centrale idé bag planen. Hvis alt slippes Side 2 af 7

3 løs, vil alle tjene på det. De fattige er sikre vindere på grund af den sålaldte 'trickle down' effekt - eller på dansk 'nedsivningseffekt', der bedst kan forklares med den danske filosofi om, at hvis det regner på præsten, drypper det på degnen. I dag taler resultaterne deres tydelige sprog. Zimbabwe er blevet langt fattigere end før. Landet skylder flere penge væk end nogensinde, der er flere arbejdsløse, den beherskede økonomiske vækst er mindre end befolkningstilvæksten og de sociale forskelle er enorme. Eksporten i 1993 var mindre end i Den lokale industri er nærmest gået i stå, hvis den da nogensinde kom igang. Markedet er oversvømmet af varer, især fra Asien. Når synderen for resultaterne skal findes, vil nogen måske pege på den katastrofale tørke i 1991/92. Den knapt så alvorlige tørke i 1994/95 er også et godt bud. Når størstedelen af afgrøderne slår fejl, kvæget dør og folk dårligt har til dagen og vejen, har det en lammende effekt på hele samfundet. Optimismen afløses af pessimisme. Pengene bruges til nødhjælp og til at sikre morgendagen. Men tørken er ikke alene om at forklare nedturen. For strukturtilpasningerne betød, at Zimbabwes grænser nærmest fra den ene dag til den anden blev åbnet for handel. Zimbabwe skulle nu forarbejde sine egne råvarer og konkurrere med importerede færdigvarer. Og her havde økonomerne glemt et par faktorer i deres plan. Zimbabwes industri var nemlig lullet i søvn af, at regeringen i årtier havde holdt udenlandske varer ude ved at sætte høj told på varerne. Zimbabwes produktions- Side 3 af 7

4 apparatet var forældet, og uddannelsen af arbejderne var mangelfuld. De havde ingen mulighed for at konkurrere med importerede færdigvarer fra Asien og Europa. Varer som var af et flottere design, af bedre kvalitet og ofte billigere. Et køleskab fra den lokale producent Monarch ligner nærmest et Atlas-køleskab fra Så havde det hollandske Phillips et bedre og mere attraktivt tilbud parat. Selv ikke udviklingsorganisationerne ville nøjes med de lokale varer, når deres lejligheder, huse og kontorer skulle udstyres. Selvom forbrugerne med deres valg fjernede underlaget for deres egne arbejdspladser, var deres indstilling klar: Importerede varer er 'in', lokale varer er 'out'. Problemet var, at der ikke var penge til at omstille produktionen endsige forny produktionsapparatet. De få produkter som Zimbabwe kunne tilbyde, måtte ikke beskyttes. De eneste, der tjente på planen, var de nyrige Zimbabweanere, der har forstået at udnytte det åbne marked. Ikke nødvendigvis til at etablere en produktion, men til at importere færdigvarer som der er et købedygtigt publikum til. Fortjenesten placerer de i banken, hvor renten er tårnhøj. Det er renten nødt til at være, for at beskytte den svage Zimbabwe dollar. Hvis renten var lav, kunne pengene ellers let forsvinde til udlandet, med inflation og økonomisk kaos til følge. Desværre er følgevirkningen af den høje rente, at det f.eks. i 1996 kostede 35 procent at låne penge i banken. Det betyder, at ingen tør låne penge til at starte industri eller investere i at forbedre den bestående in- Side 4 af 7

5 dustri. Dermed er nedsivningseffekten udeblevet. Profitterne placeres passivt i banken, der er ingen der har råd til at låne pengene, der bliver ikke skabt nye arbejdspladser. Tværtimod lukker virksomhederne. Det offentlige har kun begrænset kontrol med almindelig handel og mangler derfor de skatteindtægter, der før kom fra industrien. Den eneste måde at finde penge på, er at opkræve gebyrer på alt, hvad der før var billigt eller gratis. For eksempel skolegang og lægehjælp. De fattige har dermed pludselig ingen adgang til de basale fornødenheder uden penge. Et samfund med større forskelle på rig og fattig er dermed blevet skabt. Men hvad med de varer, som Zimbabwe nu frit kan eksportere på det liberale verdensmarked? Nu hvor Zimbabwe har lukket op for fri import, vil verden også uden betingelser købe varer fra Zimbabwe. Eller vil den? Kan en forældet industri, der ikke bliver investeret i konkurrere på design, kvalitet og pris? Svaret er åbenlyst nej. Og det ved omverdenen godt. Adgangen til Zimbabwes marked er mere værd end de par T-shirts og den smule kunsthåndværk, der kommer den modsatte vej. Kunsten for omverdenen er at holde Zimbabwe på et niveau således at der er et marked for omverdenens produkter i Zimbabwe. Men Zimbabwe må ikke komme på et niveau der muliggør at de kan producere konkurrencedygtige færdigvarer. At fastholde Zimbabwe som råvareeksportør og færdigvareimportør, passer omverdenen godt. På den måde sikrer vi, at fordelingen af arbejdet i verden bliver som den altid Side 5 af 7

6 har været. Vi kan tage os af udviklingen af den dyre højteknologi, mens andre kan hente råstofferne til os, til en så lav pris, at vi selv vil have råd til at leve det gode liv så mange år som muligt. De rige landes dobbeltmoral Mange fattige ulande har været igennem den samme chockkur som Zimbabwe. For deres eget bedste, siger de rige landes långivere. Alligevel ville vi aldrig ville acceptere strukturtilpasning i vores del af verden. Når EU får et nyt medlemsland sikrer EU, at landet stille og roligt og uden chockkure kommer på lige fod med de andre medlemmer. Landet får i en årrække lov til at beskytte sine produkter ved f.eks. at sætte told på udenlandske varer og give statsstøtte til industrien. EU giver samtidig støtte til at investere i moderne produktionsapparater, og til at omlægge produktionen til mere efterspurgte og mindre sårbare produkter. Men selvom de fattigste ulande har langt mere brug for så blid en kur, end EU s ansøgerlande, fik de ingen nåde. Der skulle lukkes op for udenlandske varer, med det resultat, at ulandenes industrier er blevet løbet over ende. Landene er blevet fastholdt dér, hvor EU har mest glæde af dem. Som billige råvareproducenter og som kunder til vores industriprodukter. Regionalt samarbejde umuligt Man kunne undre sig over, hvorfor Zimbabwe ikke indleder et tættere samarbejde med omkringliggende stater. Hvis de i fællesskab stod skulder ved skulder, kunne de handle med hinanden i stedet for med Europa og Asien. Transporten af varerne ville blive billigere, og markedet for produkterne er større, hvis man arbejder flere lande sammen. Side 6 af 7

7 Desværre støder idéen på to væsentlige problemer. En syd-østlig region inklusive Sydafrika har en betydelig udlandsgæld, som der skal skaffes enorme mængder af udenlandsk valuta for at betale. Eksport i dollars og D-mark er derfor nødvendig. Dertil kommer så spørgsmålet: Hvor skal pengene til udviklingen af forarbejdningsindustrien komme fra? De eneste, der har penge nok, er långiverne bag strukturtilpasningen. Långiverne, der har ødelagt adskillige lande efter samme mønster som Zimbabwe. Af Ole Mos, bestyrelsesmedlem i U-landsimporten. Civiløkonom (HD). Arbejdet i Zimbabwe November 1997 Side 7 af 7