CASEMETODEN. Knut Aspegren

Transkript

1 1 CASEMETODEN Knut Aspegren Casemetoden er en form af probleminitieret analyse og læring. Den stammer oprindeligt fra Harvard Business School, hvor man allerede i 1920-erne begyndte at bruge virkelige hændelser fra forretningslivet som grundlag for undervisningen. Med tiden arbejdes der frem til at gøre det på en bestemt måde. Casemetoden leder gennem sin struktur ofte mod beslutningsprocesser og handlingsmønstre. Derfor er den egnet til diskussion og løsning af kliniske problemer. Hensigten med case-træningen er at deltagerne skal lære at identificere og beskrive forstyrrelser af biologiske funktioner, sygdomme, psykologiske og sociale forhold og foreslå foranstaltninger. træne i at formulere problemer (begivenheder, tilstande, mv. der er utilfredstillende) og foreslå svar på kendte eller sandsynlige forklaringer. lære at skelne mellem forskellige områder f.eks. biologiske, psykologiske, sociale, etiske, organisatoriske, politiske mv. få mulighed at udvide sin tænkning ved diskussion ( elaboration of knowledge ) blive motiverede til egene fortsatte studier Case-timerne skal således ikke bruges til undervisning fra lærer! Forelæsninger kan bruges til at supplere caseøvelserne ved at afklare det, som man fra erfaring ved at de studerende har svært selv at udrede. Kernepunkter i casemetoden er at Det altid drejer sig om en virkelighedsbaseret situation. Casebeskrivelsen er begrundet i noget der virkelig er sket. Situationen er et problem, der skal løses, og der skal besluttes hvad der skal gøres. I denne situation er der som oftest flere aktører, der har forskellige roller og interesser i det, der sker. Problemet har den karakter, at der ikke findes nogle helt rigtige eller helt forkerte svar. Grunden til de studerendes læring er deres egen aktivitet, ikke hvad læreren siger. Processen bygger på, at man forholder sig kritisk. Lærerens opgave er at være katalysator i gruppens diskussion, og at skrive de forskellige synspunkter på tavlen. Format: Caseøvelsen er ledet af lærer. Der arbejdes med en gruppestørrelse fra 10 40, idealt ca. 20

2 2 Case-arbejdet kan disponeres på forskellige måder: Model A. En case behandles ad 2 separate gange med selvstudier imellem. 1. møde Casen behandles, (evt. i del I + II). Studieopgaver stilles op som spørgsmål til besvarelse næste gang Mellemdage Deltagerne søger information, studerer selv og forbereder sig ved selv at besvare spørgsmålene. 2. møde Case A afsluttes ved at studieopgaverne gennemgås hvorefter casen igen kortfattet gennemgås i belysning af disse. (evt. tilføjes en del III) Model B. Casen deles ud i forvejen og forberedes individuelt eller i spontane studiegrupper og færdigbehandles på en gang. Deltagerne modtager i forvejen casen, der kan have indstuderingsspørgsmål. De sætter sig selv ind i sagen og studerer litteratur og andre kundskabskilder. 1. møde Casen slutbehandles. Nye studiemål formuleres. De studerende besvarer dem selv ved egne studier Fysiske rammer Det er vigtigt, at deltagerne i et case-forløb diskuterer med hinanden. En af lederens opgaver er at se til, at det sker. Derfor skal deltagerne kunne få øjenkontakt med hinanden. En almindelig forelæsningssal er således ikke egnet til case-undervisning. Det fungerer udmærket hvis man arrangerer deltagerne i U-form med leder og tavle i den åbne delen af U-et. Steder hvor case-metoden systematisk bruges, bygger man almindeligvis særlige sale med hesteskoplacering i flere rækker, og stole der kan drejes rundt så deltagerne let kan få hinanden at se. Endvidere kræves der en stor tavle, hvis funktion er at styre og synkronisere gruppens arbejde. Den skal være stor 4 meter eller mere. Whiteboard er at foretrække, fordi man kan bruge forskellige farver. Tavlen deles i spalter. Rubrikkerne er den almindelige form for heuristisk klinisk problemløsning (definition af problemer, indsamling af fakta, hypotese, hypoteseprøvning, tilbagemelding).

3 3 Tavlen struktureres sådan: Vigtige fakta. Dette ved vi Problemer: Det vi ikke er tillfreds med Sandsynlige forklaringer Yderligere information der kræves. Forslag til foranstaltninger, behandling, m.v. Spørgsmål at besvare. (Studiemål) Prognose hvis der intet gøres Forventede effekter af foranstaltningerne Sammenhæng mellem strukturen i den kliniske beslutningsproces og hvordan Casemetoden er opbygget Heuristisk problemløsning: Den kliniske beslutningsproces (Wulff 1973) Patientlægekontakt Jeg har ondt i maven Data indsamles Anamnese og undersøgelser Hypotesedannelse Dette er nok.. Hypotesen afprøves Fortsatte undersøgelser eller forløbet iagttages. Behandling vælges Behandlingsresultat registreres

4 4 Case-lederens (lærerens) opgaver Lederen skal ikke undervise. Hans/hendes opgave er at få de deltagernes læreproces til at fungere. Hensigten med case-timen er, at de deltagerne skal forlade salen med undring og spørgsmål de selv skal besvare, samt motivation til at gøre det (model A) eller at deltagerne har opnået en konsensus (model B). At der studeres, er den studerendes ansvar, ikke lederens. Lederens rolle er således den Sokratiske, at stimulere tænkningen ved at stille spørgsmål. 1. Lederen begynder med at bede deltageren parre sig 2 og 2 og i et par minutter indbyrdes diskutere: Hvad drejer dette sig om? 2. Når lederen mærker at den indbyrdes diskussion går i stå påbegynder han/hun den fælles diskussion 3. Lederen spørger deltagerne med udgangspunkt i rubrikkerne på tavlen. 4. Lederen opmuntrer deltagerne til at fremkomme med synspunkter og skriver dem på tavlen, også de han selv ikke er enig i. Alle bidrag er vigtige. Der skal være en stemning af accepterende brainstorming og sortering af gode og mindre gode tanker. 5. Lederen opfordrer deltagerne til at diskutere med hinanden ved at sammenfatte og pege på forskellige synspunkter. 6. Det er lederens opgave, ved afslutningen af timen, at der er spørgsmål at besvare, studiemål. Disse skal være formulerede af deltagerne selv, om end med nogen hjælp fra lederen (model A). Bruger man model B bliver ledernes opgave at tilse at der er opnået en konsensus, og hvis ikke, at der bliver formuleret spørgsmål til deltagerne selv at besvare ved fortsatte studier. Spørgeteknik. I arbejdet med en case skal læreren jo ikke fortælle og forklare, men vække de studerendes nysgerrighed og hjælpe dem med at stille spørgsmål og dermed afklare hvad det er, de behøver at vide. Her er det vigtigt, at læreren / lederen kan lytte på en aktiv måde og stille de rigtige sokratiske spørgsmål. Caselederen skal således sikre at kommunikationen ikke kun går fra lærer til studerende, men at man stimulerer til en diskussion mellem eleverne. I stedet for at selv at besvare, bed om et svar fra de studerende. Kort sagt: Brug klassen og dets reaktioner. Begrebet aktiv lytning bliver ofte forstået som et spørgsmål om blot at opmuntre den anden/de andre til at tale. Men det drejer sig også om at sætte gang i en proces, hvor alle deltagere gennem spørgsmålene reflekterer og tænker videre. Caselederen kan igennem sine spørgsmål hjælpe de studerende til at reflektere og undre sig, for derved at tilskynde til en proces, hvor de får mulighed for at opstille studiemål. Kropssprog er vigtigt. Man kan opmuntre gruppen/ den enkelte studerende til at fortsætte eller stoppe gennem mimik, øjne, krop. Man kan gennem : nik øjenkontakt mimik stemme, hm, ja, og pauser signalere at man lytter og er interesseret.

5 5 Der er mange måder at stille spørgsmål, her bliver kort nævnt forskellige typer: specifikke: - hvad skete der? - hvad var symptomerne? afklarende: - mener du at? - kan du præcisere det nærmere? - skal jeg forstå dig sådan at? åbne: - vil du uddybe dine observationer/synspunkt? - hvordan ser du problemet? - hvad mener du? kontrollerende: - hvordan passer det sammen med du sagde før? - er det sådan man gør ved x-sygdom? konfronterende: - når du siger sådan, så mener du? Det drejer sig om at bruge dem alle, og ikke blot nikke og lytte. Retningslinier til at skrive en effektiv case Casen er en problembeskrivelse som handler om en situation eller begivenhed hentet fra virkeligheden. Den skal skrives som en lille fortælling og ikke som en journaltekst! Den kan være et videnskabeligt forsøg, en fortælling om normale reaktioner på belastning, en sygehistorie og lignende. Den skal være anonymiseret. Den skal være en åben case. Der skal så vidt muligt findes alternative tolkninger af hvad der ledte frem til problemet og også helst forskellige løsninger på problemet. Sproget skal være enkelt og klart. Teksten skal være en hjælp til at forstå hvad det hele handler om. Den skal ikke være en gåde, der skal løses. Den kan bestå af en del / en historie, men kan også deles op således at de studerende præsenteres for 2-3 dele, hvor del 2 og 3 supplerer og giver ny information. Teksten på hvert papir bør ikke fylde mere end en halv side. Detaljeoplysningerne bør være relativt få. Der må ikke angives snævre læringsmål af f.eks. afsnit i kursusbøger eller fakta der skal kunnes. Ved brug af metode A (gennemgang af case fulgt af selvstudier og afsluttende gennemgang af case og læringsmål) må der ikke findes nogle pegepinde i form af spørgsmål som caseforfatteren synes, at det er vigtigt at deltageren svarer på. Ved brug af metode B (caset deles ud og gennemlæses i forvejen) kan man tilføje spørgsmål, som den enkelte skal tage stilling til før case-sessionen. Disse spørgsmål

6 6 skal være rettet mod handling, ikke mod viden. Fx Hvilke problemer har lægen at tage stilling til på dette tidspunkt?. Hvad bør der gøres på dette tidspunkt?. Hvilke undersøgelser bør lægen gøre/bestille lige nu? Hvorfor?. Litteratur Erskine JA, Leenders MR, Maufette-Leenders LA. Teaching with cases. Ivey Publishing, Richard Ivey School of Business. Ontario Egidius H. PBL och casemetodik. Hur man gör och varför. Studentlitteratur, Lund Stjernquist, M. Casemetod ny studentaktiv pedagogik i läkarutbildningen. Läkartidningen 2001; 98: