et magasin om samskabelse inspiration til velfærdsmagere

Transkript

1 et magasin om samskabelse inspiration til velfærdsmagere

2 Indhold ET MAGASIN OM SAMSKABELSE - INSPIRATION TIL VELFÆRDSMAGERE Tekst af: Babette Bresser, Sofie Amalie Andersen, Sanne Kok, Nikolaj Beuschel, Sofie Marie Billekop Layout og grafik: Sofie Amalie Andersen Tryk: GP tryk, 250 oplag 2013 Udgivet af Frivilligrådet i forbindelse med Frivilligrådets årsmøde 2013 Nytorv 19, 3. sal 1450 København K Tlf.: info@frivilligraadet.dk Magasinet kan bestilles hos Frivilligrådet ISBN: Kan også downloades som PDF på Frivilligrådets hjemmeside Forord Vibe Klarup Voetmann, Frivilligrådet hvad er samskabelse? 6 principper for samskabelse Akuthjælper Man kunne jo starte med at erkende at man er stuck interview med Klaus Majgaard, Frivilligrådet Samskabelse mellem marker og beton debat mellem Carina Seifert, BL, og Mads Ellegård, Friluftsrådet samskaberne siger Jane Jegind, Odense Kommune Dorthe Laustsen, Aarhus Kommune Mads Espersen, Ungdommens Røde Kors Henriette Christiansen, Egmont Fonden 5 skud fra hoften Ilir Shkoza, DGI Christian Fumz, GIVRUM.NU Stefan Tholstrup Scmidt og Simon Holmgaard, TAG DEL Påskeløkken Landsbyers overlevelse afhænger af samskabelse interview med Steffen Damsgaard, Landdistrikternes Fællesråd GODE RAMMER FOR SAMSKABELSE Fremtidens institution? Skolerne er som skabt til samskabelse interview med Benedikte Ask Skotte, tidl. Skole og Forældre 2 3

3 FORORD Siden jeg tiltrådte som formand for det nyudnævnte Frivilligråd den 1. februar 2012, har vi haft blikket fæstnet mod det frivilliges potentiale og mulighed for at indgå i nye velfærdsløsninger. I det fokus har samskabelse stået centralt. Vi har med glæde set, hvordan andre aktører også er kommet på banen og har grebet depechen med de muligheder, der ligger i samskabelse. Det er senest kommet til udtryk i KL s socialpolitiske oplæg Investér før det sker. Flere kommuner arbejder nu strategisk med samskabelse som en metode for innovation, borgerinddragelse og velfærdsfornyelse. Så vidt, så godt. Vi synes imidlertid, at fænomenet fortjener lidt dybere tematisk behandling. For hvad er samskabelse egentlig i en konkret dansk kontekst? Det skal dette magasin gerne hjælpe Dem, kære læser, med at sætte ord på samt inspirere Dem til handling. For handling er der brug for. Når samskabelse er blevet et buzzword i en danske kontekst er det selvfølgelig fordi, der er brug for en fornyelse af vores velfærd. Men der består også en risiko for, at samskabelse ender i ingenting. Vi i Frivilligrådet mener faktisk noget med samskabelse. Det er ikke bare et nyt ord, der erstatter inddragelse af borgere, kommunal frivillighed eller civilsamfundsinnovation. Der er grund til at gøre en indsats for, at samskabelse ikke bliver en catch-all frase, der mister sin værdi, netop fordi det kan betyde alt. Derfor har vi i regi af vores projekt Sæt Værdien Fri, der arbejder med at styrke lokale samskabelsesprojekter ved at udvikle en model for samskabelse, skabt det magasin, du nu står med i hånden. Udviklingen af modellen skal hjælpe foreninger og kommuner, når de ønsker at benytte den særlige samarbejdsform, som samskabelse er og magasinet er en trædesten på vej mod modellen. I magasinet kan du bl.a. læse hvad samskaberne siger: Mads Espersen fra Ungdommens Røde Kors, Henriette Christiansen fra Egmont Fonden, Jane Jegind, rådmand i Odense Kommune og Dorte Laustsen, rådmand i Aarhus Kommune har bidraget med indlæg til magasinet om, hvordan de arbejder med samskabelse og hvilke muligheder, de ser i begrebet. Derudover finder du også flere interviews, hvor centrale aktører forholder sig til samskabelse og reflekterer over begrebets tyngde. Endeligt er der også masser af inspiration at hente i de billeder på samskabelse, vi har fundet ude i virkeligheden, fx Påskeløkken og Hyltebjerggård. Rigtig god læselyst, vi ser frem til at fortsætte diskussionen om og udviklingen af samskabelse i det kommende år! VIBE KLARUP VOETMANN, FORMAND FOR FRIVILLIGRÅDET Men hvad er så samskabelse? For mig er samskabelse først og fremmest udtryk for en vilje i et samfund til at finde en fælles vej til at løse en social udfordring. Og huset bygges sammen fra grunden man starter med at støbe fundamentet sammen. Det vil sige, at samskabelse er ikke en klassisk inddragelse af en frivillig organisation på et tidspunkt, hvor kommunen eller andre har defineret, hvad problemet er. Samskabelse fordrer netop samtale, dialog og fælles forståelse for vejen frem, som transcenderer kommunens traditionelle ret til at udstikke kursen. Det har KL også selv fornemt set i oplægget Investér før det sker, hvor kommunen bliver til facilitator af velfærd, frem for producent af velfærd. Det er her, samskabelse begynder og ender. Det er i det ekstreme fokus på udnyttelse af alle samfundets ressourcer, at vi finder samskabelsen. 4 5

4 HVAD ER SAMSKABELSE? 6 PRINCIPPER FOR SAMSKABELSE Mange aktører samarbejder allerede om at løfte velfærden. Og det gør det inden for mange forskellige former for samarbejde. I modsætning til andre samarbejdsformer retter samskabelse fokus mod en proces, hvor forskellige aktører sammen udvikler ny velfærd. Der er allerede mange ord for samarbejde mellem civilsamfundet og kommuner og mange måder at gribe det an på. Samproduktion, co-governance og partnerskaber er blot eksempler, og ordene kan af og til virke til at blive brugt i flæng. Begrebet samskabelse er særligt relevant for at udvikle og ommøblere velfærden, som vi har kendt den i mange år. Samskabelse retter et særligt fokus på en proces, hvor forskellige aktører sammen udvikler ny velfærd. Der er i dag mange eksempler på, at kommunen inddrager en forenings aktiviteter i et velfærdstilbud, som kommunen er ved at udvikle. Samskabelse går videre end det. I en samskabelsesproces arbejder alle relevante aktører på at finde frem til ker-nen i et problem for dernæst i fællesskab med brug af forskellige relevante ressourcer og ekspertiser at for-søge at finde en løsning på problemet. Et vigtigt element er, at samskabelse udbreder initiativretten og deltagelsesretten. Samskabelse er et begreb, der har fået sin primære anvendelse indenfor samfundsvidenskaberne. Samskabelse (engelsk: cocreation) anvendes af teoretikere som Tony Bovaird og Victor Pestoff om former for samarbejde, hvor forskellige aktører i en given proces sammen udvikler ny velfærd. I dag arbejder en række aktører med samskabelse i Danmark; fx Frivilligrådet, KL og Mandag Morgen. Men samskabelse er et begreb, der stadig er under udvikling. Udviklingen sker samtidig med, at virkeligheden tilpas-ser sig de nye tider, og den særlige samarbejdsform får bedre fat. Frivilligrådet har udviklet et første bud på 6 principper for samskabelse, som kan ses på næste side. 1. Samskabelse er nyskabende og har som mål at skabe ny velfærd i en lokal kontekst. For at der er tale om samskabelse, skal forskellige aktører sammen skabe noget, der ikke er en reproduktion af et tilbud, projekt eller initiativ, som allerede findes i kommunen. Det nyskabende i samskabelse kan foregå på mange niveauer. Det kan fx betyde udviklingen af et tilbud, der aldrig er set før, et tilbud, som parterne oversætter fra et andet sted og sammen tilpasser til pågældende lokale kontekst eller videreudviklingen af et eksisterende tilbud, så det rummer et element af forandring. Det centrale er, at parterne oplever merværdien ved at skabe nyt og ikke at reproducere det allerede eksisterende. 2. Samskabelse skaber nye kvaliteter gennem kombinationer af forskellige ressourcer og kompetencer. Samskabelse sker ved at kombinere så mange ressourcer og kompetencer som muligt, som er relevant for den målgruppe, der er centrum for samskabelsen. Det kan være kommunen, frivillige organisationer, borgere, virksomheder, universiteter mv. Et problem kan fremstå anderledes, når nye aktører går sammen om at se på det. Samskabelsens særlige potentiale ses i sammenhænge, hvor målgruppen selv tager ejerskab for problemer, og de omgivende aktører gradvist ændrer rolle fra hjælpere til samarbejdspartnere. 3. Samskabelse er en dialogbaseret proces, hvor man sammen definerer fx problem og handling. Samskabelse er primært orienteret omkring den proces, hvor forskellige parter definerer og udvikler problem og handling. Ved tilbagevendende dialog mellem parterne kan der skabes et refleksivt og dynamisk rum for udviklingen. Samskabelsen foregår i en ramme, hvor problem og handling kontinuerligt genforhandles. 4. Samskabelse udbreder initiativret og deltagelsesret. Samskabelse udbreder kredsen af potentielle deltagende til alle med relevans for en given problemstilling kommunen, frivillige organisationer, borgere m.fl. Ligeledes har alle ret til at tage initiativ til en samskabelsesproces. En kommunal forvaltning vil i praksis ofte ende som facilitator af en samskabelsesproces men dette giver ikke kommunen en højere magtposition end de øvrige deltagere. Kommunale institutioner vil ofte deltage på lige fod med andre deltagere og fungere som videns- og innovationskraft. 5. Samskabelse rummer bevidsthed om gensidig afhængighed. Samskabelse skal ske mellem parter, der er bevidste om, at alle involverede aktører har en væsentlig rolle at spille. Det er vigtigt, at parterne føler sig gensidigt mødt og respekteret, for at idéudvikling og placering af ansvar og ejerskab kan lykkes, og samskabelsen kan omsættes til handling. En god forventningsafstemning både internt og sammen gør samskabelse mulig i en praksis, hvor aktører med forskellige ressourcer mødes. 6. Samskabelse forudsætter åbenhed og risikovillighed. Det er en væsentlig forudsætning for samskabelse, at parterne tør være åbne om egne begrænsninger, uvidenhed og vilkår. Det kræver åbenhed for en aktør at erkende for sig selv og andre, at man er gået i stå i løsningen af en problemstilling og bedst vil kunne komme videre sammen med andre. Man skal turde miste fodfæstet for en stund altså udvise risikovillighed. 6 7

5 EKSEMPEL Akuthjælper Samskabelse kan redde liv At have brug for akut hjælp på grund af fx et hjertetilfælde er en situation, alle kan komme i. Man ved dog for det meste, at et hospital er i nærheden. Sådan er det i det mindste i Københavnsområdet men hvordan ser det ud andre steder i landet? Danskere i udkantsområderne og på øerne har naturligvis den samme risiko for akut at få brug for en ambulance. Men de 10 minutter længere, det tager at komme frem til en patient her, kan være afgørende for, om denne overlever. Pilotprojektet Akuthjælper begyndte i 2010 på Mors og i Thy i Nordjylland for at forbedre den præhospitale indsats i dette område. Tanken bag projektet var, at frivillige, som er uddannet i førstehjælp, rykker ud i områder, hvor ambulancen har længere transporttid. Regionens vagtcentral alarmerer de frivillige via sms og giver oplysninger vedrørende patientens tilstand og adresse. Inspiration fra England Idéen til projektet kom fra Kurt Nielsen, der er tidligere direktør på Sygehus Thy-Mors. Da han med sin familie var på ferie i England i 2009, fik et familiemedlem noget galt i halsen og havde brug for hjælp. Den kom i form af frivillige akuthjælpere, der ydede øjeblikkelig førstehjælp, indtil ambulancen nåede frem. Kurt Nielsen tog idéen med sig hjem til Danmark. Her fik han et hold fra Region Nordjylland med på en studietur til England, hvor de lærte om den engelske ordning Emergency First Response. Her står ca personer primært fra den engelske beredskabsstyrelse parat til at køre ud før ambulancen, når uheldet er ude. Den engelske model blev grundlaget for det danske projekt, som dog er baseret udelukkende på frivillige. Kurt Nielsen spurgte Ingelise Dinesen, formand for beboerforeningen i Assels-Sillerslev, om beboerforeningen kunne være interesseret i at starte en akuthjælper-ordning op. Og i januar 2010 afholdt Region Nordjylland et informationsmøde i Øster Assels for at mobilisere interesserede borgere. Region Nordjylland kom med et stærkt hold som kunne begejstre borgerne, siger Ingelise Dinesen. Borgerne var selv med til at udforme pilotprojektet ved fx at designe skabene, som er opstillet af Region Nordjylland og indeholder udstyret til hjælperne. At komme fra idéen til den første alarm i april tog ca. et halvt år, og i alt 72 borgere meldte sig og gennemgik uddannelsen. Beboernes engagement bliver tydeligt ved, at der ved næsten hver alarm kommer flere akuthjælpere, end der er brug for. Akuthjælperne var ude 13 gange i de første 3 måneder, og det tager dem ca. 3 minutter at nå frem fra alarmen lyder. Evaluering: Akuthjælper skaber tryghed Pilotprojektet fungerede i et år, hvorefter det blev evalueret. Spørgeskemaundersøgelser i 2011 viste, at pilotprojektet er vellykket. Langt de fleste svar fra akuthjælpere, samarbejdspartnere og borgere var meget tilfredsstillende. I gennemsnit havde akuthjælperne været ude 5 gange i evalueringsperioden, og dette skabte mere tryghed i lokalsamfundet. Nu vidste folk, at der var nogen, som kunne hjælpe, hvis uheldet var ude. Den frivillige indsats kommer fra akuthjælpere, der står til rådighed døgnet rundt syv dage om ugen. De er dog ikke forpligtede til at komme, hvis de ikke har mulighed for det. Regionen Nordjylland betaler uddannelsen, forsikring og stiller instruktører og udstyr til rådighed i samarbejde med andre organisationer som fx Falck og sygehusene i regionen. Der er ingen tvivl om, at samskabelsen mellem borgerne, regionen og de øvrige samarbejdspartnere (fx Falck og hospitalerne) er en succes og projektet er et godt eksempel på, hvordan frivillige og regioner sammen kan skabe en bedre velfærd, hvor alle implicerede parter indgår som uundværlige led i en kæde og bidrager med de kompetencer og ressourcer, de har. Pilotprojektet, som nu er en permanent ordning, har fået mange efterfølgere og findes nu i flere regioner bl.a. på Sjælland og i Sønderjylland. I 2012 blev der etableret en ny nødhjælpsordning på Langeland. Her sender alarmcentralen via en GPS-app en sms til de ni førstehjælpere, der er nærmest patienten. Ligesom ordningen i Jylland foregår de øvrige ordninger som et samarbejde mellem forskellige foreninger, organisationer, universiteter og regionen samt kommunen. 8 9

6 INTERVIEW INTERVIEW Man kunne jo starte med at erkende at man er 'stuck' Det er ikke nyt, at kommuner og frivillige indgår i et samspil om at løse velfærdsopgaver. Men i disse år foregår samarbejdet midt i et velfærdssamfund, der er ved at blive kigget grundigt efter i sømmene. Klaus Majgaard er ikke i tvivl om, at samskabelse er en del af løsningen. Han har i mange år arbejdet med samspillet mellem den frivillige verden og det offentlige, bl.a. som kommunaldirektør i Furesø Kommune og som leder af Center for frivilligt socialt arbejde. I dette interview giver han sit bud på, hvad der gør samskabelse til noget særligt og hvorfor det især er vigtigt i en tid, hvor man ommøblerer velfærdssamfundet. Interview med Klaus Majgaard, selvstændig rådgiver og medlem af Frivilligrådet. Samskabelse er: Når vi kombinerer vores ressourcer om et ikke klart defineret problem Hvad er det, der gør samskabelse forskelligt fra de andre typer samarbejde, der har fundet sted i lang tid mellem kommune og frivillige aktører? Vi kender allerede det, man kalder samproduktion, hvor borgere og civilsamfund bidrager direkte til at frembringe bestemte velfærdsydelser, fx som del af et genoptræningsprogram. Samskabelse sætter ind et helt andet sted. Det handler ikke bare om den konkrete produktion af en ydelse, men om at man skaber løsningen sammen altså når kommune, borgere og civilsamfund går sammen om at skabe noget helt nyt, ingen af dem hver især kunne have frembragt. Det betyder fx, at kommunen kan sige til en forening: Vi bliver ved med at have sløje resultater af vores indsatser på det her område. Vil I ikke være med til at finde ud af, hvad vi sammen kan gøre? Samskabelse mellem kommune og frivillige er en måde at samarbejde på, hvor vi kombinerer vores ressourcer om et problem, der ikke er klart defineret. Så starter vi med at definere problemet, og dernæst forsøger vi at finde en løsning i fællesskab. Samskabelse rummer en helt anden åbenhed for og accept af, at vi er gensidigt afhængige. Samskabelse kan: Være med til at ommøblere velfærdssamfundet Hvad kan samskabelse, som andre former for samarbejde ikke kan i forhold til nytænkning af velfærdssamfundet? Når vi samskaber, skal vi tænke i nye løsninger altså løsninger, der ikke er set før. Det kan foregå på mange niveauer. Selv når der finder samskabelse sted om ydelser, som befinder sig på mikroplan, er det samtidig et udtryk for noget større, der sker på makroplan. Samskabelse på mikroplan kan fx være, når et dagtilbud i Nordsjælland gentænker sig selv sammen med lokale musikere, kunsthåndværkere og foreninger. Institutionen fandt sig anbragt i en uløselig ressourceklemme, indtil de definerede hele lokalsamfundet som børnenes læringsmiljø. På makro-niveau giver det anledning til et helt nyt mønster i udviklingen af velfærdsløsninger. Kommunen kan ikke bare tilrettelægge et leverancesystem for fx dagtilbud, men må skabe lokalsamfundsstrategier og arbejde gennem netværk og partnerskaber. Vi står i dag i en situation, hvor vi bliver nødt til at ommøblere det velfærdssamfund, vi kender. Det rigtigt interessante starter, når man ikke længere ser velfærd som en række ydelser, man har krav på, men i stedet som ret til deltagelse og dét at skabe deltagelsesmuligheder. Frivilligrådet fokuserer ikke på samskabelse, fordi det er en bedre samarbejdsform end så mange andre. Vi ser på samskabelse, fordi det er velegnet til at lave forandringer i velfærdssamfundet og skabe rum til deltagelse. Og vi vil gerne være med til at kvalificere den nye måde at spille sammen på. Samskabelse skal: Bevare nytten for borgeren i centrum Kan man sige, at der findes en særlig form for etik, der skal være til stede i samskabelse? Jeg tror, at vi i virkeligheden ender med et kludetæppe af forskellige samarbejdsformer. Det er vigtigt at samskabe og skabe nye, innovative løsninger men samtidig skal det, der kører godt i dag, have lov til at køre videre. I sidste ende er jeg interesseret i det, der virker. Personligt elsker jeg at lave udviklingslaboratorier. Men det er jo ikke altid det bedste at udvikle et nyt tiltag, hvis der allerede findes ét, der fungerer rigtigt godt. Så etikken, om man vil, er, om det gør nytte for borgeren eller brugeren at samskabe og udvikle en ny idé. Det hele handler altså om at sætte borgeren eller brugeren i centrum for samskabelsen og så se på, hvad parterne har at spille ind med. Det er lidt ligesom en buffet, hvor man hver især lægger sine kompetencer og styrker frem. Samskabelse kræver: Stor åbenhed helt ind i bagbutikken! Er der noget, der skal være til stede, for at samskabelse overhovedet kan ske? Det er en forudsætning for samskabelse, at det finder sted mellem selvstændige aktører, der sætter sig sammen med respekt for hinandens forskellige styrker. Det kræver, at man er ærlig om, at noget ikke virker, og at man faktisk ikke ved, hvad man skal gøre. Det kan fx være kommunen, der siger: Vi er ikke sikre på, at vi forstår det her problem godt nok. Det hele kunne jo meget oplagt starte med, at man erkendte, at man er stuck. Det hele handler altså om at sætte borgeren eller brugeren i centrum for samskabelsen og så se på, hvad parterne har at spille ind med. Det er lidt ligesom en buffet, hvor man hver især lægger sine kompetencer og styrker frem. Selv hvis man er en lille forening, skal man ikke glemme, at også få ressourcer kan gøre noget bedre. Men det kræver en stor åbenhed mellem parterne helt ind i bagbutikken! Som frivillig kan man godt føle sig presset til at tage mere på sig, end man har ressourcer til, når man sidder over for en ivrig kommunalt ansat. Her er det også vigtigt, at de frivillige er oprigtige og ærlige om, hvor meget de kan og har lyst til at bidrage med. Samskabelse åbner for: Hvorfor kan man ikke lave en frivillig arbejdsgruppe om budgetlægning i kommunen? Findes der slet ikke nogen steder, hvor samskabelse ikke kan bruges? Selvfølgelig vil der være steder, hvor samskabelse ikke er så oplagt. Det kan være steder, hvor myndighedsudøvelsen er meget høj. Frivillige kan jo fx ikke afgøre sager. Det kan måske også være svært at samskabe på et sted med høj fagspecialisering. Men selv i forhold til fx ældre med specielle behov er det set, at kommunen og frivillige foreninger har samarbejdet om at finde løsninger, såsom i Ældre Sagens og Odense Kommunens projekt om spisevenner, hvor frivillige spiser kommunens udbragte mad sammen med ældre, der ellers bliver under- og fejlernærede, fordi de ikke får spist, når de skal spise alene. Når nogen fra en kommunal forvaltning fx har talt om alle de frivillige i kommunen, har jeg ofte spurgt: Og hvor mange frivillige har I selv her i forvaltningen? For traditionelt set har forvaltninger ikke været et sted for frivillige. Men perspektiverne flytter sig heldigvis hele tiden. Gribskov Kommune har fx frivillige, der er med til at udvikle kommunens kommunikationsindsats, ligesom flere kommuner i dag har ældre fra Ældre Sagen som frivillige i borgercentrene. Og jeg har selv som kommunaldirektør ofte funderet over, hvorfor man ikke kan lave en frivillig arbejdsgruppe, der er inde over kommunens budgetlægning

7 DEBAT DEBAT SAMSKABELSE MELLEM MARKER OG BETON ET MAGASIN OM SAMSKABELSE har inviteret to ulige aktører ind på Frivilligrådets sekretariat på Nytorv i hjertet af København: Carina Seifert, afdelingschef i BL, og Mads Ellegaard, frivilligkonsulent i Friluftsrådet. De to er sat sammen for at diskutere samskabelse og frivillighed på to så umiddelbart forskellige områder som natur og det boligsociale felt. Både Carina Seifert og Mads Ellegaard fastslår indledende, at samskabelse og facilitering af frivillighed og samarbejde på tværs af sektorskel er noget, man er begyndt at arbejde struktureret med i de to organisationer. En positiv effekt når alle spiller sammen Hvilket projekt, eller hvilket tiltag vil I fremhæve som det mest nyskabende i forhold til at skabe social værdi? Altså et eksempel på samskabelse på denne nye tendens til at samarbejde på tværs? Mads Ellegaard: Som en del at vores strategi, som løber frem til 2020, arbejder vi på at få rigtig mange flere ud at arbejde frivilligt i naturen faktisk har vi sat som mål at femdoble antallet af frivillige i naturen. Som en del af den indsats arbejder Friluftsrådet med 10 demonstrationsområder, som er geografisk afgrænsede områder ude i naturen, hvor vi går ind og faciliterer en gruppe af frivillige, som har lyst til at udvikle og drive det her område. De får 100 pct. selv ansvaret for at bestemme, hvad der skal ske derude styreformen ligger i det frivillige. Og så er vi ude at samle rigtigt mange forskellige interessenter, der samles om at drive de her demonstrationsområder. Typisk er det naboer, friluftsorganisationer og naturorganisationer. Men så er det også lokale idrætsforeninger, børnehaver, kommuner de lokale landsbylaug; alle mulige forskellige! Det spændende ved det her er helhedstænkningen. Her går vi ind og tager et meget stort område, og det frivillige breder sig over hele arealet og samler forskellige interessenter og ressourcer. Det er nyskabende. Vi håber også, at dette projekt, der løber de næste tre år, kan være med til at få nye grupper af frivillige til at komme ud i naturen. Carina Seifert: Vi tænker selvfølgelig meget socialt. Jeg tænker først og fremmest på et sundhedsprojekt i Aalborg Øst, hvor kommunen, boligorganisationerne og frivillige sammen har løftet et projekt, som har givet et rigtig godt afkast i boligområdet. Vores beboeres sundhedsmæssige tilstand hænger jo ret meget sammen med de sociale forhold, og vi kan se, at dette projekt har en meget positiv effekt, når alle spiller sammen. Altså når kommunen går positivt ind i det, når kommunen og boligorganisationen kan tale et fælles sprog, og når man også kan arbejde sammen med nogle andre parter, som kan være med til at komme med input til aktiviteter. Det er et af de projekter, hvor det hele bliver koblet sammen på en rigtig god måde, og hvor man faktisk kan løfte rigtig meget, når man er forskellige parter, der træder ind på den samme scene. Paradigmeskift: Frivillige skal ikke spare penge men give merværdi Nogle mener jo hvilket dette magasin også vidner om at vi kommer til at se kommuner i højere grad facilitere velfærden frem for at stå som producenterne af den. Er det noget, I kan mærke i jeres organisationer at kommunerne har ændret sig, når I samarbejder med dem? Carina Seifert: På det almene boligområde er det sådan, at det er lovfæstet, at der skal være et årligt dialogmøde mellem kommuner og boligorganisationer, hvor man kan snakke om forskellige emner. Der oplever vi bestemt, at man udnytter hinandens potentialer bedre, end man gjorde før. At man er blevet opmærksom på, hvad det overhovedet er hinanden kan. Og særligt: Hvad er det, ikke bare de to parter, men en række eksterne parter også kan bidrage med bl.a. en række frivillige organisationer. Så jo, det synes jeg bestemt. Mads Ellegaard: Når man ser på natur- og friluftsområdet, oplever vi en helt klar tendens til, at kommunerne meget gerne vil de frivillige på naturområdet. Der er rigtig mange initiativer i gang, men der er også mange kommuner, der står og tripper for at komme i gang. Det er en helt tydelig udvikling, at kommunerne bruger mange flere ressourcer på at understøtte frivilligheden og samarbejdet. Der er ingen tvivl om, at vi er midt i et paradigmeskift, som handler om, at man ikke ser på det frivillige som noget, der sparer penge men som noget, der skaber merværdi. Samskabelse giver nye legekammerater Når man nu ser at man begynder at samarbejde på tværs omkring sociale eller grønne udfordringer at aktørcirklerne så at sige bliver større, så burde man jo også få nogle nye legekammerater har I fået det? Carina Seifert: Ja! For os har samarbejdet med bibliotekerne været sådan en helt ny indgang. Man har etableret medborgercentre, hvor det er bibliotekarer, der støtter undervisning i dansk eller it-undervisning, læsegrupper osv. Der bliver lavet en vifte af aktiviteter i de her medborgercentre, som er nogle lidt nye områder for bibliotekarerne, men hvor de går ind og arbejder sammen med vores boligsociale projekter. På den måde får de sammen løftet det op. Og begge parter bruger også frivillige. Mads Ellegaard: Også ja! Et af de steder vi oplever det, er de kommunale park- og naturforvaltere, som er fagpersonale ude i kommunerne, og som har meget fokus på frivillighed ude i kommunerne. De snakker bl.a. om at give ansvaret fra sig, om dialog og samarbejde. De kigger også på kvalitetsbegrebet i forhold til grønne områder, hvor man før så meget på, hvor tæt græsset var klippet, men nu også begynder at se mere på, om området er indbydende for alle, og om der er variation i det. Og her kan man mærke, at de søger inspiration fra de frivillige. Nogle, vi håber på i fremtiden at arbejde mere sammen med, er frivilligcentrene. For kunne man få forebyggelses- og sundhedsområdet til at spille mere sammen med det grønne område, så tror jeg virkelig, man kunne se nogle spændende og nyskabende tiltag. Carina Seifert: Et af de steder, vi arbejder sammen i Friluftsrådet og BL, er i et Red Barnet-projekt, der hedder natur og fællesskab. Der kommer man vidt omkring med Red Barnet, Friluftsrådet og BL. Det er jo meget forskellige organisationer, som er samlet ét sted i forhold til at nå et højere mål nemlig viden om naturen og sundhed. Der er da i hvert fald også nogle nye potentielle legekammerater. BL Danmarks Almene Boliger er interesse- og brancheorganisation for cirka 550 almene boligorganisationer med tilsammen mere end boliger - eller næsten hver femte danske bolig. Boligerne er fordelt på afdelinger. Friluftsrådet er en paraplyorganisation, der samler over 90 organisationer. Friluftsrådets medlemsorganisationer har det til fælles, at deres aktiviteter handler om natur, miljø eller friluftsliv, men derudover kan de have mange forskellige interesser i at bruge og opleve naturen

8 samskaberne siger 14 15

9 SAMSKABERNE SIGER SAMSKABERNE SIGER Sammen bliver vi bedre Samskabelsen er over landet. Stadig flere gør det og endnu flere taler om at skulle til at gøre det. Ikke to samskabelsesprojekter er ens. Lokale forskelle vil altid præge både processen omkring samskabelse og den løsning, man i fællesskab finder frem til på et givent problem. Og afhængig af hvilket område man arbejder på, vil samskabelse måske opleves forskelligt ligesom det kan spille ind, om du kommer fra fx den frivillige sektor eller ser samskabelse gennem kommunernes brilleglas. På de kommende sider vil fire forskellige mennesker, der arbejder med og opfordrer til samskabelse, give deres besyv med om samskabelsen set fra deres synspunkt. Hvad motiverer til samskabelse? Hvad eller hvem overser vi, når vi ønsker at samskabe? Og hvorfor er det ikke bedre og nemmere bare at løse problemerne selv inden for sit eget område? Læs om tilgangen til samskabelse set fra en frivillig social forening, to kommuner og en fond. Af Jane Jegind (V), rådmand for Ældre- og Handicapudvalget i Odense Kommune Hvorfor taler kommunerne så meget om frivillige? Og hvordan bliver velfærden bedre, når vi i kommunerne samskaber med frivillige og andre aktører i civilsamfundet? Det simple svar er, at de frivillige kan noget, vi som ansatte ikke kan. Det ligger i det frivillige, i det utvungne, i det tilvalgte. I Odense Kommune har vi en stærk tro på, at vi sammen med borgere, lokalområder, foreninger, frivillige, organisationer og private virksomheder kan udvikle nye velfærdsløsninger, der er både bedre og billigere. Alene ved et tættere samarbejde kan vi løfte mere sammen, og jeg er ikke i tvivl om, at vi med vores forskellige perspektiver og kompetencer kan få øje på helt nye løsninger, som kun viser sig, fordi vi sætter os sammen. Vi skaber mere værdi for enkefru Jensen, når vi som kommune hjælper hende i gang i den lokale gymnastikforening, frem for at vi snævert ser på, om der er opgaver i hendes hjem, vi skal støtte hende i at løse. Vi ved, at fysisk aktivitet og ikke mindst samvær med andre er med til at holde os i gang. Derfor kan vi også forebygge behovet for hjemmehjælp ved at støtte vores ældre medborgere i at bruge de mange frivillige aktiviteter, deres lokalområde eller by oftest byder på. Som kommune hverken kan eller skal vi være enkefru Jensens nære netværk, men vi kan støtte hende i at skabe nye relationer. Vores ambition er derfor også, at vi med samskabelse og dyrkelse af fællesskaberne kan være med til at skabe øget livskvalitet for mange. I vores bestræbelser på at gøre skabelsen af det næste velfærdssamfund til et fælles projekt har vi i to lokalområder i Odense etableret egentlige velfærdseksperimentarier, hvor vi inviterer områdets ildsjæle, beboere og aktører indenfor til samskabelse af nye velfærdsindsatser. Indsatser, der i høj grad bliver bundet op på det enkelte områdes egne ressourcer. Som eksempel har et af velfærdseksperimentarierne fostret en idé om at gøre cafeteriet i den lokale idrætsforening til frokost-mødested for områdets ældre. En anden idé handler om at bygge en skovpavillon, hvor børnehavebørn og ældre kan nyde skoven og hinandens selskab. Som kommune hverken kan eller skal vi være enkefru Jensens nære netværk, men vi kan støtte hende i at skabe nye relationer. Vores ambition er derfor også, at vi med samskabelse og dyrkelse af fællesskaberne kan være med til at skabe øget livskvalitet for mange. Som noget nyt har vi også allieret os med frivillige i Ældre- og Handicapforvaltningens nye fysiske borgerindgang. Her kan man komme ind fra gaden og bl.a. tale med en rådgiver om mulige indsatser fra kommunen eller gå på rundtur i velfærdsteknologilejligheden. Men man kan også møde husets frivillige, der kan rådgive og hjælpe med det helt rigtige frivillige, sociale tilbud. For mig at se er det et eksempel på, hvordan vi i et tættere samarbejde mellem kommune og frivillige sammen kan gøre vores velfærd bedre ved nemt og hurtigt at hjælpe fx enlige ældre til det helt rigtige tilbud, der langt overstiger det kommunale. Nemlig et tilbud, hvor mennesker mødes, giver noget af sig selv, og venskaber opstår

10 SAMSKABERNE SIGER SAMSKABERNE SIGER Kaffe med mælk og medborgerskab Drømmen om det komplementære samfund Af Dorthe Laustsen (SF), rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune I Aarhus har vi, som i andre kommuner, nogle store udfordringer, hvis vi skal sikre velfærdssamfundet fremover. Ensomhed, udstødelse af fællesskabet, individualisme i stedet for fællesskab står i vejen for det vi gerne vil: Generationsbrobygning, inklusion og medborgerskab. Aarhus Kommune har i disse år særligt fokus på at udvikle nye initiativer, der understøtter medborgerskab, borgerinddragelse og nye veje til velfærdsløsninger. Og her ser vi samskabelse som et brugbart redskab til at opnå en synergieffekt, som vi vanskeligt ville kunne opnå på andre måder. Vi har valgt at prøve ideerne af på caféerne på vores 36 lokalcentre. Her kommer i forvejen masser af mennesker især ældre og spiser frokost, drikker kaffe, deltager i forskellige arrangementer og hygger sig med venner og bekendte. Nu vil vi prøve at gøre caféerne til fælles mødesteder for beboere i alle aldre i lokalområderne. I vores fortravlede tid mangler vi fælles steder, hvor lokalsamfundet kan mødes og gøre noget sammen, og hvor vi kan lære vores naboer at kende personligt og ikke bare som navne på en postkasse. Mange lokalcentre fungerer allerede som en slags forsamlingshuse, fx inviterer et lokalcenter på suppeaftener for hele lokalsamfundet, og disse arrangementer er blevet store tilløbsstykker, hvor folk står i kø for at være med. Det siger noget om behovet for lokale mødesteder og fælles aktiviteter, og det kan kun gå for langsomt med at få meget mere gang i at udvikle det potentiale, der ligger her. Men hvor kommer samskabelsen ind i billedet? Det gør den på adskillige fronter. En af dem er, at det tværkommunale samarbejde udvides og styrkes, så vi løser opgaverne i fællesskab og ikke i hver vores afdelinger. Omkring caféerne arbejder Sundhed og Omsorg sammen med forvaltningerne for Børn og Unge, Sociale Forhold og Beskæftigelse og Fritid og Kultur om arrangementer på tværs af generationerne. I forhold til beskæftigelsen kan caféerne blive et fint supplement til de forskellige ekstraordinære stillinger, som kommunen skal oprette, fx seniorjobs, jobs til udviklingshæmmede, praktiksteder og andre alternative jobtilbud. Derfor indgår vi partnerskaber med socialøkonomiske virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre, der vil være med til at udvikle og understøtte det rummelige arbejdsmarked. Vi har mange hundrede frivillige tilknyttet de 36 centre, og deres engagement og iderigdom er en uudtømmelig kilde til meget af det, der giver folk lyst til at komme på lokalcentrene. Uden dem ingen samskabelse, så enkelt er det, så det er meget vigtigt, at de frivillige inddrages så meget som overhovedet muligt i opgaven med at skabe nye, tværgående aktiviteter. Jeg er nu ikke så bekymret, hvad dét angår. De frivillige betragter lokalcentrene som deres egne, og at skabe noget nyt uden om dem kommer slet ikke på tale. Aarhus Kommune har i disse år særligt fokus på at udvikle nye initiativer, der understøtter medborgerskab, borgerinddragelse og nye veje til velfærdsløsninger. Og her ser vi samskabelse som et brugbart redskab til at opnå en synergieffekt, som vi vanskeligt ville kunne opnå på andre måder. Så hvis kommunen arbejder tæt sammen med de frivillige, uddannelsesinstitutionerne, private leverandører, foreninger og alle andre interesserede, kan vi både udnytte de eksisterende ressourcer bedre, skabe nogle bedre tilbud til borgerne og være med til at mindske arbejdsløshed og social udstødning. Af Mads Espersen, tidligere landsformand i Ungdommens Røde Kors og medlem af Frivilligrådet Samskabelsen handler i bund og grund om, at gode resultater skabes i samarbejde, og det er jo svært at være uenig i den betragtning. Sværere er det derimod, når de gode intentioner skal omsættes til handling, for ofte har de tre sektorer det offentlige, det private og civilsamfundet desværre nok i sig selv. Skal samskabelsen tages alvorligt, er vi nødt til at indse, at samfundets sektorer eksisterer som komplementære størrelser, der således er forskellige for hinanden; gensidigt nødvendige for hinandens eksistens og som til sammen fuldstændiggør vores samfund. At skabe det gode samfund er således ikke et spørgsmål om enten eller, men om både og, og et stærkt Danmark kræver både en effektiv offentlig sektor, et vækstskabende erhvervsliv og et stærkt civilsamfund. Skal samskabelsen tages alvorligt, er vi derfor nødt til at indse, at sektorerne må være orienteret om en fælles vision frem for mod interne mål. Skal samskabelsen tages alvorligt, må vi stoppe diskussionerne om, hvorvidt sektorerne stjæler opgaver fra hinanden, og i stedet diskutere, hvad den fælles vision er. En simpelt google-søgning på vision for Danmark resulterer i flere annoncer for kontaktlinser og briller end i svar på, hvilket samfund vi faktisk ønsker at skabe i fællesskab. Et oplagt sted at starte samskabelsen må derfor nødvendigvis være i samarbejde at definere den vision, som vi sammen arbejder for. Ser vi bort fra en fælles vision for Danmark, som kan virke abstrakt og højtflyvende, men dog nødvendig, så er der imidlertid også en række strukturelle barrierer for, at sektorerne ses som komplementære. På nationalt plan er der behov for, at det komplicerede pulje- og støttesystem til civilsamfundet erstattes af et mere strømlinet og strategisk orienteret socialt investeringssystem. Der er behov for et transparent og enkelt system, der skaber mulighed for ambitiøse og flerårige investeringer i henholdsvis drift, innovation og kapacitetsudvikling i den frivillige sektor. Som social investor skal den offentlige sektor naturligvis stille krav til organisationerne: Vi skal være ambitiøse, vi skal kunne dokumentere vores resultater, og vi skal have fokus på at sprede erfaringerne selvom der naturligvis skal være forskel på små og store aktører. Men den offentlige sektor skal ligeledes have tillid til os. Tillid til, at vi kan lave værdifulde resultater på vores særlige frivilligbaserede betingelser. Tillid til, at vi kan implementere og dokumentere projekter uden bistand fra en voksende underskov af fordyrende eksterne konsulenter. Tillid til, at vi kan administrere langsigtede driftsbevillinger til gavn for vores brugere. Et ambitiøst civilsamfund skal således understøttes af et lige så ambitiøst offentligt investeringssystem, der ikke udelukkende har til formål at flytte penge rundt internt i det offentlige system, men som i stedet aktivt understøtter de samfundsmæssige løsninger, som skaber størst mulig værdi for pengene. Der er ligeledes behov for, at virksomhederne i stigende grad begynder at se sig som samfundspartnere. Begrebet Corporate Social Responsibility er et andet af tidens modeord, og virksomhederne bruger masser af markedsføringskroner på at brande sig som socialt ansvarlige. Det betyder ofte donationer til civilsamfundet, men når de selvsamme virksomheder samtidig ikke vil ansætte unge med en plettet straffeattest, så virker det sociale ansvar en smule påtaget. Jeg kunne ønske, at virksomhederne i stedet definerede deres Corporate Total Responsibility, hvor det sociale ansvar blev set som en del af en større helhed. Og jeg kunne ønske, at virksomhederne tog del i debatten om, hvordan visionen for det danske samfund ser ud, før de definerer visioner for dansk svineavl. Jeg savner mod og kreativitet i udviklingen af nye lokale partnerskaber på tværs af sektorerne, og der er brug for, at både kommuner, regioner og private virksomheder ser civilsamfundet som en nødvendig samarbejdspartner. Jeg kunne ligeledes ønske mig, at civilsamfundet åbnede mere op for nyskabende samarbejdsformer i stedet for den klassiske projekttankegang. Skal vi styrke samfundet som helhed og lave reel samskabelse, må vi udfordre hinanden om nye grænseflader og samarbejder, for kun sammen kan vi skabe et godt samfund

11 SAMSKABERNE SIGER KOM LAD OS DANSE Af Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens støtte og bevillingsadministration og medlem af Frivilligrådet Lad være med kun at se det syge barn eller den syge unge se mennesket som en helhed! Sådan siger en ung kvinde, der blev alvorligt syg som 17-årig, i Omsorgsmålingen 2013, som er udarbejdet af Egmont Fonden og Mandag Morgen. Pigen kunne være ambassadør for Ungdomsmedicinsk Videnscenter på Rigshospitalet. Her har man skabt en helt ny tilgang til unge patienter, som netop tager udgangspunkt i den unge som ung og ikke kun som patient. Centret er omdrejningspunkt for en samlet indsats over for både de unge patienter og hospitalspersonalet. En indsats, der skal sikre, at de unge bliver aktive medspillere ift. deres egen behandling, så de ses, behandles og opfører sig først og fremmest som unge og dernæst som syge. Det er en helt ny måde at tænke og handle på. Den trækker spor ind i behandlingen, plejen og den psykosociale støtte til de unge. Den nytænkning har kun kunnet lade sig gøre gennem en fælles udviklingsproces, der har involveret hospitalet, de unge syge, frivillige fra Ungdommens Røde Kors og et par fonde. Det er nu blevet så stor en succes, at tankegangen og konceptet er ved at blive spredt til hele landet. Historien er et godt eksempel på, at der er behov for at udvikle velfærden. At tænke nyt til gavn for os alle. Og der er behov for at gøre det sammen både borgere og det offentlige. Det kalder man samskabelse på moderne dansk. I skåltaler for samskabelsen bliver det af og til nævnt, at også private aktører bør inviteres med til at udvikle velfærden. Men i praksis er der desværre ikke meget fokus på, at også fonde kan spille en afgørende rolle i at udvikle velfærdssamfundet. Jeg ville ønske, at endnu flere beslutningstagere tænkte på fondene og bød os op til dans. Vi vil gerne bidrage til at finde nye løsninger sammen med både borgerne og det offentlige. Det bør der laves om på. For fonde kan bidrage med noget helt særligt i samskabelsen. Fonde repræsenterer risikovillig kapital og kan tillade sig at være meget tålmodige, når de investerer. Fonde, der arbejder almennyttigt, har et mål om at skabe positive samfundsforandringer. Men ikke nødvendigvis i morgen. Der er plads til at prøve sig frem, at afprøve nye metoder og nye samarbejdsformer. Mange fonde involverer sig aktivt i arbejdet med at skabe resultater til gavn for fællesskabet. På den måde oparbejder de en stor viden på deres felt. Fondene har også et stort netværk og ofte omfattende erfaring med nytænkning og social metodeudvikling. Derfor repræsenterer de kloge penge. Netop kombinationen af viden og kapital kan være et rigtigt godt afsæt for at skabe ny velfærd. Jeg ville ønske, at endnu flere beslutningstagere tænkte på fondene og bød os op til dans. Vi vil gerne bidrage til at finde nye løsninger sammen med både borgerne og det offentlige. Eksemplet fra Rigshospitalet viser, at fonde kan være en vigtig katalysator for forandring. Via vores viden, vores kapital og vores uafhængighed kan vi være en samlende kraft. Vi kan være med til at tænke nyt og bringe de nye løsninger, der virker, ud i verden. Det, ved vi, har gjort en stor forskel for de syge unge. Men det kan også gøre en stor forskel mange andre steder i vores samfund

12 SAMSKABERNE SIGER Ilir Shkoza Chefkonsulent i DGI Inklusion og medlem af Frivilligrådet 5 skud fra hoften Er samskabelse egentlig ikke bare varm luft? Og er nye løsninger virkelig altid bedre end gamle? Tre repræsentanter for forskellige miljøer giver 5 skud fra hoften på, hvorfor samskabelse egentlig er sådan oppe i tiden. Mød repræsentanter fra hhv. idrætssamskabelse, byrumssamskabelse og online-samskabelse. 1. HVAD ER DEN VIGTIGSTE GRUND TIL, AT VI SKAL FORANDRE SAMFUNDET? Snarere end at forandre samfundet, synes jeg, vi skal udvikle det. Nu kommer jeg fra Albanien og her er der brug for at forandre! I Danmark har vi stort set ingen korruption, et godt sundhedssystem, et godt uddannelsessystem osv., som vi skal videreudvikle på. Og udvikle det skal vi, så længe der er socialt udsatte, hjemløse, arbejdsløshed og utryghed i samfundet. Det sker alt for ofte, at vi går forbi en hjemløs, får ondt i sjælen og så går videre hjem til vores små familier uden at gøre mere ved det. 2. ER SAMSKABELSE ANDET END VARM LUFT? Hvis vi blot tænker samskabelse som et begreb, er det kun varm luft. Men hvis vi formår at give det indhold i virkelighedens verden, giver det rigtig god mening. I virkeligheden har vi altid fundet løsninger i fællesskab. Fokus på processer, hvor flere aktører sætter sig sammen, og hvor man har brugeren den man vil skabe noget for med fra starten, er som sådan ikke nyt. Forskellen er bare, at man i dag vil gøre samskabelse mere systematisk og på et strukturelt plan. Og så forventer vi i disse moderne tider at blive inddraget, fordi vi har noget at byde ind med. 3. ER DU OVERHOVEDET STØDT PÅ SAMSKABELSE? Konceptet institutionsidræt kunne være et eksempel på samskabelse på idrætsområdet. Her har børnehaver, SFO er, kommunale forvaltninger og DGI sat sig sammen for at finde en løsning på, at mange børn ikke rører sig nok. I fællesskab har man udviklet metoder til idrætstilbud i børnehaver og SFO er både så børnene kan bevæge sig mere, og så personalet kan få større viden om det. Projektet er faciliteret af DGI, men alle parter har været en del af udviklingsprocesserne. 4. ER DET IKKE MEGET NEMMERE, HVIS KOMMUNEN BARE BESTEMMER SELV? Gud fri mig vel, nej! Jeg anser kommunen for at være en aktør på lige fod med alle andre og i mange sammenhænge også en logisk facilitator. Men hvis kommunen bestemte det hele, ville tilbuddene blive for ensidige, og produkter og løsninger ville ikke være de mest oplagte eller dem, som den enkelte borger kan se sig selv i. Noget andet er, at hvis man fx som borger eller forening/organisation ikke bliver inddraget og ikke føler ejerskab over et projekt, vil der være en naturlig modstand selv hvis idéen fra kommunen egentlig er god nok. Ejerskabet er i sig selv en løsning. 5. ER NYE LØSNINGER VIRKELIG ALTID BEDRE END GAMLE? Nye løsninger er ikke nødvendigvis bedre end gamle. Men det er vigtigt ikke at lade sig nøje med en gammel løsning, men hele tiden at udfordre den. Det er også en måde at sætte en samskabelsesproces i gang, som skaber ejerskab over en løsning. I nogle tilfælde vil man ende med at vælge den gamle løsning igen, men så er der kommet nyt ejerskab for løsningen. Og når tiderne ændrer sig, vil løsningerne også meget ofte ændre sig

13 1. HVAD ER DEN VIGTIGSTE GRUND TIL, AT VI SKAL FORANDRE SAMFUNDET? Verden forandrer sig hele tiden og ændrer dermed ved vores grundlæggende livsvilkår. Hvis samfundet stagnerer og hænger fast i traditionelle tankemønstre og bliver utidssvarende, er det naturligvis nødvendigt stadig at handle nutidigt, selvom samfundet ikke er helt med på beatet... I vores samtid eksisterer der et væld af strømninger og tendenser, der peger i stort set alle retninger. Derfor er det ligeså vigtigt nu som tidligere, at vise flaget og udtrykke hvor vi hver især mener at vores samfund skal bevæge sig hen ad. Jeg mener derfor at det vigtigste vi kan gøre, er at give rum, så det enkelte menneske får mulighed for at udtrykke sig selv. Alle mennesker bør kunne få et sted de kan kalde deres eget og derigennem få mulighed for at tage ejerskab for, hvor samfundet er på vej hen. 3. ER I OVERHOVEDET STØDT PÅ SAMSKABELSE? Når Givrum.nu sætter gang i tomme bygninger arbejder vi nærmest udelukkende med processer, der bygger på samskabelse. Kort fortalt arbejder vi med at skabe en tryg ramme for, at brugerne af et sted kan komme godt igang med deres projekt. En tryg ramme for os er: En god kontrakt med en fleksibel grundejer, et realistisk budget samt et sæt foreningsvedtægter, der altsammen vedtages i åbenhed og dermed lægger fundamentet til en bæredygtig ibrugtagning baseret på samskabelse. 4. ER DET IKKE MEGET NEMMERE, HVIS KOMMUNEN BARE BESTEMMER SELV? Den største ressource, vi har som samfund, er vores borgere. Sandheden er desværre, at de alt for sjældent bliver inddraget i udviklingen af vores byer (borgerhøringer tæller ikke kun i statistikken...). Jeg har en stor respekt for politikere og embedsfolk, der tør slippe tøjlerne og tør stole på at engagerede borgere kan gøre en positiv forskel i byen. Jeg mener at den offentlige sektor har en utroligt stor rolle at spille i forhold til at facillitere og understøtte græsrodsinitiativer en rolle som jeg oplever mange embedsfolk meget gerne vil tage på sig, men som enten bliver bremset af langsigtede politiske beslutninger eller et bureaukratisk utidssvarende system. Christian Fumz Stifter af Givrum.nu 2. ER SAMSKABELSE ANDET END VARM LUFT? Samskabelse er en af de vigtigste grundsten i vores samfund. Hvis vi ikke har muligheden for at skabe i fællesskab, har vi ikke mulighed for at udvikle os som mennesker. Det er nu engang de færreste evolutionære skridt, der er taget i et vacuum. Det er derfor vigtigt, at vores institutioner fokuserer på gruppedynamikker og på, hvordan vi som individer har det forskelligt med at indgå i samskabelsesprocesser. Nogen vil arbejde tæt sammen, mens andre vil arbejde parallelt, men fælles for os alle er, at vi er afhængige af anerkendelse og har brug for tryghed, så vi alle kan bidrage med vores tanker, visioner og drømme. 5. ER NYE LØSNINGER VIRKELIG ALTID BEDRE END GAMLE? Det er ingen hemmelighed, at vi lever i en opløsningstid, hvor internettets åbenhed udfordrer de eksisterende regler, strukturer, systemer og normer, der derfor alle er til debat. Disse nye muligheder peger på, at vi som mennesker er ved at udvikle os til nye livsformer, der i nogen grad er mere uafhængige af tid og sted end tidligere. Men online communities viser os, at vi stadig har brug for at være del af et fællesskab. Dette gør, at vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved vores måder at organisere os på, og kræver, at vi revurderer, om vi udlever vores fulde potentiale som mennesker. Jeg tror, at vi som mennesker kan meget mere, end hvad vores traditions- og normbundne samfundsstrukturer tillader. Er det for gammel en løsning at notere, at vi alle er lavet af det samme stof DNA og at vi derfor burde have en interesse i at hjælpe alle vores med-væsner? Eller er det lidt for nytænkende? 1. HVAD ER DEN VIGTIGSTE GRUND TIL, AT VI SKAL FORANDRE SAMFUNDET? At vi kan! Vi kan og skal altid blive ved med at gøre vores samfund bedre for flere mennesker. Og processen, tror vi på, kan gøre den enkeltes liv rigere og styrke fællesskabet. 3. ER I OVERHOVEDET STØDT PÅ SAMSKABELSE? Ja. Med TAG DEL tagdel.dk har vi netop forsøgt at skabe en lettilgængelig platform for samskabelse. En platform, der gør det let at involvere omverdenen i ens egne udfordringer og meningsfuldt for den enkelte at bidrage til at løse andres udfordringer. 4. ER DET IKKE MEGET NEMMERE, HVIS KOMMUNEN BARE BESTEMMER SELV? Jo eller måske. Samskabelse kan, hvis vi udelukkende gør brug af traditionelle metoder, virke som en meget uoverskuelig og ressourcekrævende proces. Med TAG DEL ønsker vi at gøre samskabelse let og meningsfuld for alle, som er en del af processen. Der finder en større kulturændring sted lige nu, hvor vi begynder at forstå at nye løsninger kun kan realiseres og virke, hvis alle involverede og berørte parter har forståelse for og føler sig inkluderet i den udvikling, de perspektiver og den kontekst, som de nye løsninger bygger på og kommer af. 5. ER NYE LØSNINGER VIRKELIG ALTID BEDRE END GAMLE? Nej. Samskabelse handler heller ikke kun om at finde nye løsninger det handler også at dele og stå på skuldrene af hinandens erfaringer. På den måde kan det, der for nogen er en gammel løsning blive en ny og bedre løsning for andre. 2. ER SAMSKABELSE ANDET END VARM LUFT? Ja. Som samfund står vi i dag overfor komplekse udfordringer. Ingen borger, organisation, forvaltning eller virksomhed har svaret, netværket eller ressourcerne til alene at løse disse udfordringer. Der er brug for samarbejde og hvis samarbejdet skal fungere, så er der brug for at alle parter føler medejerskab over den løsning, som de skal være med til at realisere. Når vi samskaber bliver vi alle en del af løsningen. Simon Holmgaard Projektleder på TAG DEL Stefan Tholstrup Scmidt Projektleder på TAG DEL 24 25

14 EKSEMPEL PÅSKELØKKEN SAMSKABELSE OM DEN BOLIGSOCIALE INDSATS Hvordan kan man forbedre trivsel og tryghed i et socialt belastet boligområde og samtidig gøre det lokale fællesskab stærkere og mere bæredygtigt? Påskeløkkeprojektet har haft stor succes med at skabe en helhedsplan for et udfordret boligområde i Odense Kommune, sammen med de lokale beboere, foreninger og institutioner. Projektet tog sin begyndelse i 2008, da pædagoger og ledere fra Rising Ungdomsskole lagde mærke til et stigende behov for en indsats overfor børn og unge og deres familier i det nærliggende boligområde Påskeløkken. De kontaktede Odense Andelsboligforening (OAB) og indledte et samarbejde, der udover ungdomsskolen inddrog både den lokale folkeskole, vægtløfterklubben Kono og senere hen flere frivillige foreninger. Der blev etableret en styregruppe med repræsentanter fra OAB, Rising Ungdomsskole og Risingskolen og ansat en projektkoordinator, der sammen med ungdomsskolen skulle varetage den daglige ledelse. Det blev hurtigt tydeligt, at mange beboere i området havde lyst til at deltage i aktiviteter og socialt samvær. Der blev etableret fællesspisning og cafédage, hvor man mødes med sin nabo, der snakkes, og det er blevet lettere at få hjælp til fx indkøb, hvis man er gammel og ikke lige selv kan, siger Dorte Laursen, som er projektkoordinator ved Påskeløkkeprojektet. Med tiden blev ansvaret fordelt ud mellem parterne, således at ungdomsskolen tog sig af børne- og ungeindsatsen, mens den ansatte koordinator i højere grad udviklede indsatsen for de voksne i Påskeløkken. Drift og økonomi blev varetaget af ungdomsskolen med OAB som revisionspartner. Generelt blev trygheden og fællesskabsfølelsen i området øget, og der blev sat et nyt fokus på det aktive naboskab, hvor man hjælper hinanden og skaber en højere social værdi. Foreningen Påskeløkken blev stiftet og frivilligt drevet af lokale beboere og støttet af blandt andet OAB. Andre frivillige foreninger såsom BROEN, Ungdommens Røde Kors og AOF blev tilknyttet med forskellige tilbud om blandt andet lektiehjælp, sprogundervisning og motionstræning. Det er blevet nemmere at starte nye initiativer op gennem partnerskaber på kryds og tværs, og beboerdemokratiet er blevet styrket. Beboerne er meget aktive. Fx blev der på et beboermøde stemt nej til videoovervågning i boligområdet. Man valgte i stedet at bruge pengene til en legeplads. Det udviklede sig til et fælles projekt med folkeskolen, Projekt uderum, hvor boligområde og folkeskole vil binde området sammen med fælles legepladser, siger Dorte Laursen. Netop fordi Påskeløkkeprojektet har formået at få beboerne og de frivillige organisationer med og samarbejde bredt på tværs af en boligorganisation og offentlige institutioner, er der blevet skabt et bæredygtigt netværk og beboerdemokrati, der giver drivkraft til udvikling af andre områder udover det sociale. Der bliver nu også skabt nye indsatser på det kulturelle område, beskæftigelses- og sundhedsområdet. Siden 2008 er projektet vokset og blevet udvidet med forskellige underprojekter. Fra juni 2013 trådte en ny helhedsplan, Risingplanen, i kraft, som i de næste 4 år vil arbejde med at udbrede den boligsociale indsats til et endnu større område. Risingplanen er udvidet til et samarbejde mellem 3 boligorganisationer, OAB, FAB, OSFB, og Odense Kommune. Der er derfor også blevet ansat yderligere 3 medarbejdere og en projektleder. Alle med forankring i OAB, der nu er blevet den styrende instans i forhold til økonomi og den daglige ledelse. Det er således hensigten at bruge Påskeløkkeprojektets gode erfaringer med partnerskaber og bred samskabelse til at forankre medborgerskab og sociale aktiviteter lokalt, på en langsigtet og bæredygtig vis

15 INTERVIEW INTERVIEW Landsbyers overlevelse afhænger af samskabelse Steffen Damgaard har tre gode råd, når lokal samskabelse skal udfoldes: Man skal have en positiv og åben tilgang til samskabelsesparterne, arbejde sammen lokalt og have en god lokal organisering. Interview med Steffen Damgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd. Samskabelse og dialogprocesser Hvad er samskabelse for dig? Jeg tænker både på samskabelse som det, at man arbejder sammen på tværs internt i landsbyen, og det at man samarbejder med kommunen. Det er både rigtigt vigtigt, at man internt i landsbyen har en fælles opfattelse af, hvad man gerne vil arbejde med og at kommunen spiller sammen med landsbyen. Vestervig, som deltog i Realdanias og en række kommuners projekt Mulighedernes Land, er et godt eksempel på, hvordan samskabelse får ting til at lykkes. De åbnede byen op, så de grønne arealer fik plads og gav landsbyen liv. Det var aldrig lykkedes, hvis kommunen var kommet med en plan alene, hvis Realdania bare var dukket op med en pose penge eller hvis borgerne ikke havde haft nogen at spille bold op af. Men med alle parter tilstede lykkedes det. Og nu flytter flere og flere folk til Vestervig. Er der forskel på den måde, man samskaber på i byen og på landet? Noget af det mest centrale, når vi snakker samskabelse, er i virkeligheden, at der er en proces omkring det, der bliver sat i værk, sådan at fx tiltag om forskønnelse af en by bygger på en fælles forståelse mellem kommunen og borgerne. Det er i virkeligheden ligeså meget dialogprocessen som selve samskabelsen, der er vigtig. Og denne metode er sådan set ikke noget, landsbyerne har patent på. Den kan nemt kopieres til små bydele i byerne. Men sagen er, at i landsbyerne er kommunernes ressourcer ofte endnu mere begrænsede end i byerne. Det gør, at kommunen kan føle sig tvunget til at satse på de landsbyer, der allerede har aktive borgere, der har lyst til at lægge kræfter i nogle ting. Landsbyer, der ikke har levekraft og initiativ, ender med at dø ud. Og landsbyer med viljekraft, som der kan bygges videre på, er omvendt ofte dem, der klarer sig bedst. Det problem har man ikke i samme omfang i byerne. Og derfor er samskabelse og aktive borgere på en måde endnu mere betydningsfuld på landet og faktisk nødvendig for overlevelse. Lokalrådene faciliterer samskabelsesprocessen For at understøtte samskabelse i praksis er der mange steder, hvor man vælger at nedsætte et lokalråd. Lokalrådene har repræsentanter fra foreninger, borgergrupper, lokalt erhverv og andre interessenter og interessegrupper i lokalområdet. Herfra udspringer mange lokale samskabelsesprojekter. Det interessante ved lokalråd er, at det ikke er dem, der udfører projekterne. Men de kan være rigtigt gode til at facilitere lokale processer og at være initiativtager på noget, der skal ske i området. Deres rolle er tit at få inddraget folk i at tage stilling til, hvad der skal foregå. Så er det i praksis lokale foreninger eller grupper, der arbejder med et tiltag. Fx ser vi mange steder, at lokalrådene faciliterer en udviklingsplan for de 5-7 ting, man helst vil arbejde med i landsbyen. Det kan være alt fra at rive boliger ned, til at arrangere en byfest eller at anlægge et stisystem. Det er også tit lokalrådene, der har den overordnede dialog med kommunen. I det hele taget er organisering omkring samskabelse en god investering. Den lokale organisering skal spille sammen med en løbende dialog med kommunale embedsmænd i fx teknik-/miljø- eller kultur-/fritidsforvaltningen. Flere steder har man sørget for at have en nøglerådgiver i kommunen, sådan at landsbyområdet har én indgang til kommunen. Der er også flere steder, der har en landdistriktskoordinator med kontakt til alle lokalråd i et område. Det fungerer for det meste rigtigt godt. Alt-i-ét-Huset førte til en stærkere lokal organisering Det mest almindelige er, at man nedsætter et lokalråd, inden man går i gang med et projekt. Men der er også eksempler på, at et samarbejdsprojekt kan sætte gang i ønsket om et lokalråd. Det er fx sket i Klinkby-Hove- Tørringhuse, hvor en aktiv bestyrelse i hallen gik i samarbejde med kommunen om at oprette et alt-i-ét-hus, da den gamle skole alligevel skulle renoveres. Huset rummer nu både skolekøkken og plads til menighedsaktiviteter og sportsaktiviteter, der kræver mindre rum end den store hal. Det er stort set 100 procent lokalt finansieret af lokale virksomheder, kommunen, midler fra til den Lokale AktionsGruppe et LAG-program med landdistrikts-midlerne og indsamlinger blandt områdets borgere og er et godt eksempel på, hvordan lokal samskabelse kan skabe konkrete resultater i et landsbyområde. Efter projektet er blevet færdigt har man så besluttet, at man vil oprette et lokalråd, fordi man gerne vil gøre samarbejdet mere systematisk. Generelt gør kommunerne det meget bedre Hvad synes du, er det mest optimale samspil med kommunen, og hvordan fungerer samspillet egentlig i dag? Noget af det allervigtigste er, at kommunen ikke presser forventninger om, hvad der skal samskabes om ned over hovedet på landsbyborgerne. Et godt eksempel er, at det ikke er kommunernes opgave at bestemme, hvordan lokalrådene skal defineres og udartes. Kommunerne kan inspirere til, at man overhovedet nedsætter et lokalråd men udformningen af det, skal bestemmes af de lokale aktører, der skal være med i rådet. Vi ser stadig nogle gange, at kommunerne kommer til at gribe det helt forkert an, så de bare lytter på de borgere, der tilfældigvis råber højest. Så kommer de til at tage initiativer, der slet ikke er forankrede i landsbyen. Men generelt er kommunerne nu blevet meget bedre til at samarbejde på en god måde. Åbenhed, internt samarbejde og organisering Hvad ville være det allervigtigste råd, du kan give folk, der gerne vil arbejde med samskabelse i landområderne? Jeg kan give tre gode råd, da det hele jo hænger sammen: Det vigtigste er, at man møder hinanden med åbenhed og en positiv tilgang. Derudover er det også virkelig vigtigt, at man huske at etablere et godt samarbejde lokalt, så man har den der fælles forståelse af, hvad man skal arbejde hen imod. Og så kan vi virkelig også se, at det gør en forskel med en god organisering

16 PUBLIKATION PUBLIKATION GODE RAMMER FOR SAMSKABELSE Publikationen Gode rammer for samskabelse er lavet på baggrund af Frivilligrådets årsmøde Her arbejdede deltagerne med at lave anbefalinger til, hvilke rammer der bedst støtter op om det dengang nye begreb samskabelse. På årsmødet der havde titlen Sammen om bedre velfærd var samskabelsesbegrebet i centrum for dagen. Grundlaget for arbejdet med anbefalinger var 5 workshops om gode rammer for samskabelse, hvor hver workshop tog udgangspunkt i en case. De 5 workshops repræsenterede områderne sundhed og forebyggelse, socialt udsatte, beskæftigelse, uddannelse og det boligsociale. Et tema, der er trukket særligt frem i publikationen er lokal forankring, fx i forhold til økonomi og drift. Her fremhæver årsmødedeltagerne, at det er vigtigt med en tydelig ansvarsdeling mellem samarbejdsparterne. Det kan fx betyde, at kommunen sørger for rammerne om samarbejdet mens resten af parterne arbejder på den indholdsmæssige tilpasning. Derudover er et væsentligt element i lokal samskabelse at vælge de rette samarbejdspartnere på baggrund af de behov, man kan se i et givent projekt. Konceptualisering og udbredelse af projekter, der eksisterer i andre kontekster (fx en anden kommune), er også sat på dagsordenen. Her er det væsentligt at tænke i, hvordan man kan udvide og tilpasse kredsen af samarbejdspartnere i forhold til det oprindelige projekt for at sikre lokalt tilhørsforhold. Dertil peger publikationen på, at oprindelsesidéen skal være velbelyst eller endda veldokumenteret, for at den er nemmere at udbrede til andre lokale kontekster. Dette gælder ikke mindst, hvis man ønsker at konceptualisere et velfungerende projekt, da det er nemmere at overbevise andre om værdien af projektet, når idé og effekter er godt beskrevet. Når kommunen involverer frivillige i egne indsatser er det helt centralt, at kommunen er risikovillig og åben overfor, at andre parter kommer med i samarbejdet. Ligeledes skal der forventningsafstemmes løbende, da frivillige typisk vil ønske mere indflydelse, jo mere involverede de er. Dertil skal kommunen ikke være bange for at sætte et projekt i gang, allerede inden projektbeskrivelsen ligger klar. Udviklingen af projekter kan sagtens ske løbende, og det er vigtigt at holde borgeren i fokus for projektudviklingen. Endelig er det en god idé at arbejde med de ansattes eventuelle usikkerhed overfor det at have frivillige på deres kerneområder. Uddannelse kan have en stor rolle at spille for fremtidens samskabelse. En mulighed er at lægge viden om frivillige og mulighederne for at samarbejde med frivillige ind i professionsuddannelserne. Sådan kan man sikre sig, at kommende professionsuddannede allerede som nyuddannede har tænkt i, hvordan man kan samarbejde med frivillige om velfærd. I publikationen bliver det foreslået, at man fx kan arbejde med viden om frivillighed som et obligatorisk modul, en egentlig særskilt uddannelse eller som udveksling med frivillige foreninger. Endelig er et fokusområde projekter med meget forskellige samarbejdspartnere, som man ofte ser det i den boligsociale indsats. Her kan der med fordel være fokus på at holde brugere og beboere i centrum for projekter og opgaver. Empowerment er et muligvis brugt men ikke udtømt begreb at arbejde med. Det er vigtigt at stile mod en god forankring fx ved at arbejde aktivt med ressourcesvage gruppers involvering i og ejerskab for projekter. Fx kan dette tænkes ind i helhedsplaner og kommunens arbejde med medborgerskab generelt. Hele publikationen Gode rammer for samskabelse kan findes på

17 EKSEMPEL Hyltebjerggård FREMTIDENS INSTITUTIOn? Vi har nok alle sammen prøvet det: Været på besøg hos en ældre slægtning på et plejehjem eller en af anden grund institutionaliseret person. Mens man har været der, har man bemærket lugten, gangene, stilheden. Sjældent er man gået derfra med et indtryk af et levende sted; det er som om at omverdenens indtryk af mangfoldighed og kompleksitet holdes udenfor af institutionsmurerne. Mentale billeder på fremtidens ældreinstitutioner er ofte noget med en helt ny verden med velfærdsteknologi og telemedicin i stride strømme: Der sættes fx fokus på sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger, der kan bidrage til at øget selvhjulpenhed, øget sikkerhed og tryghed. Både fysisk og kognitiv rehabilitering gøres lettere, og telemedicin tilbydes personer med forskellige typer af nedsat funktionsevne. Med andre ord knyttes der med rette store forhåbninger til de teknologiske landvindingers betydning for fremtidens institution. I Vanløse lidt uden for København er der måske ved at vise sig en anden landvinding, som intet har at gøre med ovenstående sci-fi-scenarie. Her er den sociale dimension i centrum for udviklingen af et nyt billede på en moderne institution. Det tidligere omsorgscenter Hyltebjerggård blev i 2010 genåbnet som lokalt kulturcenter og har både plads til to handicapinstitutioner, en vuggestue, en børnehave, et kollegium, foreningslokaler, et frivilligcenter og en café. Der er et leben indenfor murerne af forskellige mennesker, og det er lige præcis en af tankerne bag Hyltebjerggård, forklarer bestyrelsens formand Torben Larsen: En af de vigtigste grunde til, at vi har lavet Hyltebjerggård på denne måde er, at få vekselvirkningen mellem lokalsamfund og institution i fokus. På den ene side er det væsentligt, at lokalsamfundet kommer ind på institutionen, så institutionen bliver en del af lokalsamfundet. Det sker dagligt ved, at forældre afleverer deres børn i en af børneinstitutionerne, at borgere kommer her og er aktive i en af de 35 foreninger, der holder til her eller er frivillige på institutionen. På den anden side er det vigtigt for os, at institutionen kommer ud i lokalsamfundet. Og det sker faktisk helt automatisk, når de borgere, der kommer her, går hjem igen. Det er bemærkelsesværdigt, hvor anderledes vi alle ser på fx multihandicappede, når vi har gjort os erfaringer med dem på første hånd. Så borgere, der kommer her er i virkeligheden den bedste garant for, at institutionen kommer ud i lokalsamfundet gennem overleveringen, gennem fortællingen om stedet. Torben Larsen fortæller, at Hyltebjerggårds café og festsal også er en del af genoplivningen af institutionen: Vi holder faktisk temmelig mange fester: Fødselsdage, konfirmationer og bryllupper. Vi forpagter cafeen ud med en indbygget forpligtelse til at levere mad til børnehaven, og firmaet bag leverer så også catering til de fester, der foregår i festsalen. På Hyltebjerggård har man også valgt fortsat at have en frisørsalon og en fodterapeut, der før var der i regi af plejecenteret: I starten var det mest ældre mennesker, som kom og brugte frisørsalonen, men nu er børnene fra institutionerne også begyndt at komme der. Og som man måske selv har oplevet, så er en frisørsalon faktisk et af de bedste steder at komme hinanden ved, mens lokkerne falder. Vi er som et fælleshus for lokalsamfundet og vi synes langt hen ad vejen, at vi er lykkes med den grundlæggende intention. Endnu et interessant element ved Hyltebjerggård i en samskabelseskontekst er institutionens oprettelse af et kollegium med syv kollegianere: De studerende skal som en del af logiet arbejder to timer frivilligt om ugen på Hyltebjerggård. Torben Larsen siger herom: Vi har skrevet det ind i kollegianernes lejekontrakt for at insistere på ideen om én institution og ét fællesskab. Og for at udnytte stedets ressourcer, så vi får en mere indholdsrig hverdag for alle stedets beboere

18 INTERVIEW INTERVIEW Skolerne er som skabt til samskabelse Benedikte Ask Skotte er ikke i tvivl: Samskabelse er vejen frem for en folkeskole, der både formår at motivere flere elever til uddannelse og uddybe sammenhængen mellem skole og hjem til gavn for eleverne. Interview med Benedikte Ask Skotte, tidligere formand for foreningen Skole og Forældre og medlem af Frivilligrådet. Samskabelse giver en bredere palette Hvad betyder samskabelse i en folkeskolesammenhæng? Når man taler samskabelse i folkeskolen, handler det om, at skolens ledelse og den enkelte lærer indgår et samarbejde med foreninger, virksomheder og offentlige instanser om at tilrettelægge en undervisning, der spiller på en bredere palette, end hvad den enkelte skole alene kan tilbyde. Der er rigtig mange faktorer som betyder noget for elevernes lyst til at lære og til at videreuddanne sig efter folkeskolen, og her tror vi på, eksemplets magt. Hvis ens onkel er ingeniør, eller hvis man er med den lokale jægerforening i skoven, så opstår der en mulighed for, at barnet får vakt en nysgerrighed. Det handler om, at børnene får et praktisk perspektiv på den mere teoretiske undervisning i skoleregi. Samtidig spiller det mellemmenneskelige møde også ind. Når eleverne møder flere typer mennesker med forskellige baggrunde i undervisningen, er der også en større chance for genkendelse og identifikation. Elever møder ofte lærere i skolen, som har haft en god skoleoplevelse og gerne vil den akademiske/teoretiske skole. Men for mange elever ofte dem, der klarer sig mindre godt i skolen er det vigtigt også at møde andre oplevelser af skolen og se eksempler på, at man kan finde andre veje til at opbygge et godt liv. Når mennesker udefra tager del i undervisningen, bliver eleven præsenteret for flere mulige rollemodeller, og det har betydning for barnets selvværd. Forældrenes rolle i skolen er at bakke op om undervisningen, og her kan samskabelse ligeledes gøre opgaven mere konkret for mange forældre. Dels kan forældrene selv optræde som praktiske eksempler, dels kan det blive lettere at tage opgaven med at bakke op på sig. Hvis læreren beder forældrene tale med børnene om økonomi eller religion derhjemme, kan det for mange være meget abstrakt, og her vil et besøg i en bank eller en dialog med en kirketjener virke som et konkret udgangspunkt for en samtale. Læreren bliver omdrejningspunktet for samskabelsen Hvad med lærernes rolle i samskabelsen og ikke mindst i undervisningen? Lærere og pædagoger i folkeskolen er rigtigt dygtige og har meget brede kompetencer, derfor giver det heller ikke mening kun at opfatte dem som formidlere af et fag. Lærerne har og skal have ansvaret for undervisningen, og deres rolle i samskabelsen vil derfor være at sørge for forbindelsen mellem det teoretiske stof og de praktiske oplevelser. Meget fagligt stof skal jo terpes, der er ingen anden vej, men når den perspektiveres med de praktiske oplevelser, bliver meningen med fx terperiet klarere. Hele processen omkring det at bruge samskabelse i skolen skal være baseret på tillid og tryghed. Der skal være tryghed omkring lærernes rolle, der skal være fuldstændig opbakning fra ledelsen, og det skal stå klart, at samskabelse ikke må være en ekstra belastning for de pressede lærere. Samskabelse skal indgå i alle fag, og det skal organiseres på en måde, så det bliver et redskab til at indfri nogle af alle de krav, som lærerne i dag mødes med. Med samskabelse kan man forhåbentlig opnå, at flere elever lærer mere. Her er det især vigtigt, at ledelsen står for meget af organiseringen, og at man tilrettelægger samskabelsen, så det bygger på lokale forhold og de løsninger, der giver mening her. Nogle gange savner jeg, at de voksne omkring børnene ville være tydelige på det overordnede mål for deres bestræbelser. Jeg forestiller mig, at man hang en plakat op, hvor der stod: Vi voksne er her for børnenes skyld!! Der skal også være tryghed for forældre, elever og foreninger i forhold til, at man sikrer sig, at de mennesker, der inddrages i undervisningen rent faktisk vil børnene og har en lyst til at lære fra sig. Det handler ikke om at sikre en særlig pædagogisk formidling faktisk kan selve mødet med forskellige kommunikationsformer være en fordel for børnene men om at lærerne hjælper elever og den udefrakommende med at sortere i viden og synliggøre broen til den teoretiske viden. Reformen og samskabelse Kan den nye reform bruges til noget i en samskabelsesdagsorden? Den nye reform har en masse gode tiltag men mangler en tydelig retning og et fælles mål: Hvor er det, vi skal hen med skolen? Nogle gange savner jeg, at de voksne omkring børnene ville være tydelige på det overordnede mål for deres bestræbelser. Jeg forestiller mig, at man hang en plakat op, hvor der stod: Vi voksne er her for børnenes skyld!! For mig er det ikke målet, at flere børn dyrker mere idræt, men at der tændes en gnist i børnenes øjne, når de bevæger sig, at de oplever engagement og glæde

19 ISBN: