1: INDLEDNING 1 2: BRASILIEN FØR PLANO REAL 5

Transkript

1 1: INDLEDNING 1 1.1: Emne 1 1.2: Problemfelt 1 1.3: Problemformulering 2 1.4: Metode 2 1.5: Begrænsninger 3 2: BRASILIEN FØR PLANO REAL 5 2.1: Indledning 5 2.2: Brasiliens demografi og vækst 5 2.3: Stat, produktionsforhold og forfatning 6 2.4: Gældskrise 8 2.5: Hvorfor Inflation : Programmer før Plano Real : Fattigdom i Brasilien før Plano Real : Sammenfatning/delkonklusion 13 3: PLANO REAL : Indledning : De indledende reformer : Første fase: skattereformer : Anden fase: de-indeksering : Tredje fase: det ny monetærregime : Videre reformer : Revision af 88 forfatningen : Privatiseringer : Sociale reformer : Sammenfatning/delkonklusion 22 4: DE ØKONOMISKE OG SOCIALE KONSEKVENSER AF PLANO REAL : Indledning 23 i

2 4.2: Inflation : Offentlige budgetter : BNP : Arbejdsløshed : Betalingsbalance : Indkomstfordeling : Sammenfatning/delkonklusion 28 5: ØKONOMISK TEORI OG PLANO REAL : Indledning : Hvad er inflation : Monetaristisk indgang til inflationsbekæmpelse : Pengemængden er afgørende : Centralbankens rolle : Vigtigheden af ligevægt på de offentlige budgetter : Frit marked : Lønstigninger : Inflation og arbejdsløshed : Realprisstigninger : Renten : Fastkurspolitik : Inflationsforventninger : Keynesiansk indgang til inflationsbekæmpelse : Hvad er keynesianisme? : Keynesiansk tilgang til inflationsbekæmpelsespolitik : Er det muligt at føre en keynesiansk økonomisk politik med det formål at skabe vækst, uden at der er stabile rammer? : Teoretisk analyse af Plano Real : Planen ifølge monetaristerne : Planen ifølge keynesianerne : Planen i virkeligheden : Sammenfatning/delkonklusion 45 6: IMF, STRUKTURTILPASNING OG PLANO REAL : Indledning : Hvor meget IMF var der i planen : IMFs stabiliseringsprogrammer : IMFs påvirkning af Plano Real : Nyt kriterium for inflationsbekæmpelse? : Sammenfatning/delkonklusion 50 ii

3 7: KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING : Konklusion : Perspektivering 55 LITTERATURLISTE 62 BILAG 64 iii

4 1: Indledning 1.1: Emne Dette semester var temaet i 14.1 fattigdom. Vi valgte derfor at beskæftige os med Brasilien, hvor fattigdom netop er et af de mest presserende problemer. 1.2: Problemfelt Da portugiseren Pedro Alvares Cabral i år 1500 ankom til Brasiliens nord-østkyst, var landet befolket af 1,5 mio. mennesker. Det var begyndelsen til et århundreder langt koloniherredømme. Systematisk blev landets naturlige såvel som menneskelige ressourcer udplyndret for at blive bragt til det europæiske marked. I 1822 løsrev Brasilien sig fra Portugal, men det førte ikke til sociale forandringer. Mange mennesker forbinder Brasilien med karneval, kaffeproduktion af eksotiske amazonindianere og ikke mindst fodbold! En tilsyneladende idyllisk tilværelse, men for størstedelen af Brasiliens befolkning er virkeligheden en anden. Brasilien er det land uden for Afrika, som har den mest ulige indkomstfordeling. Den skæve jordfordeling 3% ejer 2/3 af den dyrkbare jord - er næsten dagligt årsag til sammenstød mellem jordløse landarbejdere og myndighederne eller private vagtkorps. Brasilien er et utroligt ressourcerigt land, som burde give mulighed for en ligelig fordeling. Det er ikke fordi, at der ikke har været vækst. Op til starten af 80 erne havde Brasilien vækstrater, som årligt lå omkring 6-7%. I denne periode var der ofte høj inflation, men det var til at overkomme, så længe der var vækst. Der blev ført en udviklingspolitik, som var meget nationalt orienteret, og der blev først for alvor åbnet op for udenrigshandelen i starten af halvfemserne. Landets økonomi var da præget af stor ustabilitet og havde efter oliekrisen oparbejdet en uoverkommelig gæld. Inflationen lå i 1993 på over 50% om måneden, hvilket bl.a. betød, at befolkningens lønninger næsten var blevet værdiløse, før de var blevet udbetalt. Samtidig mistede folk al tiltro til penge som betalingsmiddel. 1

5 Hvordan kan Brasilien med store økonomiske såvel som sociale problemer magte at løse begge? Hvis man kigger på, hvordan udviklingslande - især siden midt 70 erne - har søgt at overkomme disse, vil man se, at de ofte har fulgt den samme opskrift mere eller mindre dikteret af den Internationale Valutafond IMF. Benhårde hestekure og chokterapi har snarere været reglen end undtagelsen og oftest med øgede sociale problemer som konsekvens. Men er dette en naturlov? Har økonomiske stabiliseringsprogrammer altid disse konsekvenser? Og hvorfor? Det er dette skisma, vi har valgt at fokusere på: nødvendigheden af økonomisk stabilitet på den ene side, og det enorme behov for social forandring på den anden. Der blev i midten af halvfemserne gennemført et omfattende reformprogram under navnet Plano Real, hvor det lykkedes at nedbringe den tårnhøje inflation til under 3% om måneden. Kunne dette lade sig gøre uden at medføre negative sociale konsekvenser? 1.3: Problemformulering Derfor lyder vores problemformulering: Hvilke økonomiske og sociale konsekvenser havde Plano Real og de dertil knyttede reformer og kan man bruge erfaringerne fra Plano Real til at forbedre IMFs stabiliseringsprogrammer? 1.4: Metode Vi vil i vores opgave forsøge at få klarhed over, hvilke økonomiske og sociale konsekvenser der var forbundet med planen.. Her vil vi primært fokusere på samfundets svageste grupper. Skaber det nødvendigvis fattigdom at gennemføre et strukturtilpasningsprogram? Hvis dette er tilfældet: er det prisen værd? Hvis det modsatte er tilfældet: hvad kan man gøre for at undgå det, og hvorfor vælger alle ikke at gøre sådan? Vi vil kigge på planens sammensætning, og hvordan den blev ført ud i livet. For at få en dybere forståelse for planen vil vi redegøre for baggrunden (politisk, økonomisk og 2

6 socialt) i tiden umiddelbart før planens fremkomst. Det leder til spørgsmålet, om der overhovedet var behov for en plan? Og hvorfor planen fik den form den gjorde? Var det en typisk neoliberal plan, og var den overhovedet neoliberal? Her vil vi forsøge at undersøge hvilken økonomisk retning, planen kan relateres til. Empirisk vil vi forsøge at finde ud af, hvilke sektorer som blev påvirket, og hvilken betydning det havde. Økonomisk vil vi se på, hvordan BNP, effektiv efterspørgsel, inflation, betalings- og budgetbalance blev påvirket. De sociale konsekvenser vil se på udfra beskæftigelse, indkomstfordeling (Gini-indeks) og forskellige fattigdomstal (eks. minimumsløn, absolut, relativ osv.). Og til sidst: hvor stor en del af alt dette kan rent faktisk tilskrives Plano Real alene? 1.5: Begrænsninger Der er en del begrænsninger i vores projekt, selvvalgte og nødvendige. Det er simpelthen ikke muligt at berøre alle aspekter inden for dette felt. Vi har valgt at beskæftige os primært med, hvad inflation og inflationsbekæmpelse betyder for fattigdommen i et land, og derfor har vi samtidig fravalgt at beskæftige os betydeligt med de interessante problemstillinger omkring årsagerne til fattigdom. Derfor konstaterer vi igennem opgaven, at der er fattigdom. Dette er nødvendigt i kraft af, at årsagerne til fattigdom i Brasilien i sig selv ville blive langt mere omfattende, end dette projekt kan rumme. Vi har også fravalgt grundlæggende ideologiske diskussioner om, hvorvidt den kapitalistiske økonomi er et godt valg for nyindustrialiserede lande, og om hvorvidt det ville være muligt at skabe et andet regime, der fungerede bedre i det enkelte land. Ligeledes har vi heller ikke medtaget problemstillingen om de eventuelle negative effekter, det internationale handelssystem kan have for nyindustrialiserede lande, og hvorvidt det ville være muligt at have en velfungerende økonomi udenfor dette system. 3

7 De evt. miljømæssige konsekvenser af Plano Real, der kunne have haft indflydelse på fattigdommen, har vi valgt at udelade, idet det ville være nødvendigt med et meget bredere problemfelt, hvis dette skulle inddrages. Vi har ikke haft mulighed for at analysere de regionale forhold i Brasilien grundigt nok til, at det ville være sagligt at bruge andet end rent overfladiske termer om disse. Det eneste der evt. vil blive nævnt er betydelige forskelle i fattigdommen landsdelene imellem. Af samme årsag kan vi heller ikke gå ind i en dybdegående analyse af eventuelle forskellige påvirkninger af de forskellige produktionssektorer. Endnu en problematik vi har valgt ikke at inddrage er konsekvensen fordelt på klasse, køn og race. Den enormt ulige jordfordeling kan vi heller ikke behandle særskilt. Vi har valgt primært at se på implementeringen af en plan og følgerne af dette, derfor har vi ikke ønsket at inddrage en analyse af magtforholdene i Brasilien, da disse alene ville kunne danne grundlag for et projekt i sig selv. Rent tidsmæssigt vil vi kun bygge vores analyse på perioden op til slutningen af 1997, hvor Brasilien blev kastet ud i en krise som konsekvens af krisen i Sydøstasien. Eventuelle betragtninger herom vil blive behandlet under perspektiveringen. 4

8 2: Brasilien før Plano Real 2.1: Indledning Vi har primært valgt at fokusere på forhold, der ligger efter 1979, idet Brasiliens problemer for alvor kommer frem herefter. Inflationen accelererer først for alvor efter 1979, og andre vigtige forsøg på at bremse denne og mindske gælden forekommer først her. Tiden før 1979 vil blive nævnt i statistik og tekst, men dette er udelukkende for at kunne se på udviklingen i Brasilien i større perspektiv. Hensigten med dette kapitel er at lave en gennemgang af de sociale og økonomiske forhold, før Plano Real blev sat i værk. Vi vil se på årsagerne til at planen overhovedet var nødvendig, og til dels hvorfor andre planer ikke magtede at løse problemerne. Dette kapitel er nødvendigt for at kunne forstå baggrunden for Plano real. 2.2: Brasiliens demografi og vækst Brasilien er et meget ungt demokrati. En republikansk stat blev dannet efter præsident Vargas afgang i 1945, men denne varede kun frem til 1964, hvor militæret tog magten. Først i 1985 fik landet igen en rent civil regering. Dog var det først i 1989 der blev afholdt direkte valg om præsidentposten. Siden 85 har 4 præsidenter været ved magten; Jose Sarney ( ), Fernando Coller de Mello ( ), Itamar Franco ( ) a og Fernando Henrique Cardoso ( 1995-). 1 Brasilien består af 26 føderalstater og et føderaldistrikt, der omfatter hovedstaden Brasilia. Hver stat har egen administration, regering og domstol. I 1993 var denne føderation helt usædvanligt decentraliseret i forhold til andre nye industrilande. 2 Brasilien er verdens femte største land og har en befolkning på 156 millioner, verdens sjettestørste befolkning. a Itamar Franco var vicepræsident og blev indsat som præsident da Collor blev afsat på grund af bl.a. en korruptionssag. 5

9 Befolkningstilvæksten i Brasilien har været relativt høj lige siden 1950, men har dog været faldende fra midten af 70 erne ( : 2,99%, : 2,89%, : 2,48%, : 1,89). Alligevel har Brasilien haft en usædvanlig høj økonomisk vækst helt frem til 1980, til dels på grund af de importerstatningsprogrammer a der tilsyneladende med stor succes er blevet ført i perioder helt frem til Brasilien er specielt, både i kraft af den høje inflation men også på grund af at den vækst, der næsten altid har været uanset andre økonomiske forhold som gæld og inflation. Fra 1960 til 1980 har der generelt været en stigning i BNP, hvor man efter 1980 kan se en del år med negativ vækst. 4 En af årsagerne til den høje økonomiske vækst kunne være den store grad af urbanisering, der er forekommet det sidste halve århundrede; i 1940 var kun 30% af befolkningen boende i byer, i 1970 var det 56% og i 1991 var det helt oppe på 76%. På trods af at landbrugets produktion steg, mindskedes dets procentvise andel af BNP. Industriens del af BNP steg til gengæld hele perioden : Stat, produktionsforhold og forfatning Generelt har den brasilianske stat fra anden verdenskrig og frem forsøgt at opretholde en høj grad af kontrol over økonomien. Dette har måske både været en af de store kilder til vækst og en stor årsag til den høje inflation. Den økonomiske politik der er blevet ført i Brasilien før Plano Real er i høj grad betinget af, at man har haft bredere muligheder på det finans- og pengepolitiske område i forhold til andre steder, fordi man har haft en statsligts styret centralbank. Dette øgede a Importerstatning eller importsubstitution: strategisk industri- og handelspolitik, som tilsigter at fremme den langsigtede økonomiske vækst og industrielle udvikling ved at opbygge indenlandsk produktion inden for udvalgte vareområder i ly af beskyttelse mod import vha. told eller importkvoter. ( kilde: den store danske encyklopædi, side 282 ) 6

10 regeringens mulighed for at gennemføre langsigtede projekter, og var med til at muliggøre importerstatningspolitik. Statsmonopoler og statsejede virksomheder har spillet er stor rolle for den førte udviklingspolitik i Brasilien frem til Plano Real. I 1974 ejede statslige virksomheder 74% af aktiverne i de 100 største brasilianske firmaer, og statslige banker stod også for langt den største del af både indskud og udlån. 6 Staten har altid haft stor indflydelse på den brasilianske industri, og der har helt frem til Plano Real været statsmonopoler på en mængde områder, der er blevet brugt store mængder af ressourcer på at skabe bl.a. store olieproduktioner. Først ved Collor planen og derefter, er der set radikale privatiseringer og fjernelse af de statslige monopoler. 7 Brasiliens handelsåbenhed (trade opennes ratio, (eksport + import)/bnp) har siden 60 erne været lav i forhold til andre nyindustrialiserede lande. I 1993 var eksporten mindre end 10% af BNP, og importen 6%. Brasilien har siden 1950 næsten konstant ført en eller anden form for importerstatningspolitik, og i 50 erne og igen efter oliekrisen har denne politik været gældende for næsten alle produkter. I 1980erne begyndte man langsomt at forsøge at åbne økonomien mere end før, men først fra 1991 er det dog blevet forsøgt at begrænse toldmurene og restriktionerne i brasiliansk økonomi for alvor, sandsynligvis i et forsøg på at deltage i højere grad i globaliseringsprocessen. 8 Handelsåbenheden og den offentlige sektors størrelse er meget vigtigste aspekter i den udviklingsstrategi, der er blevet ført i Brasilien fra 1960 og frem. Denne metode til at opbygge den indenlandske industri via importerstatninger og regeringsstyrede programmer er muligvis den vigtigste faktor til den høje vækst der har været i landet næsten helt op til Plano Real, men har måske også været med til at skabe forudsætningerne for den høje inflation og de store sociale problemer. 9 Der har i Brasilien været utallige forsøg på at skabe et velfungerende socialt sikkerhedsnet, men ressourcerne og den politiske vilje - har aldrig været tilstrækkelige, specielt ikke efter gældskrisen og efter inflationen begyndte at stige for alvor. 7

11 Uddannelsessystemet har aldrig fungeret for den fattige del af befolkningen. En særdeles lille del af de studerende på videregående uddannelser er fra de lavere sociale lag. 10 Til gengæld har uddannelsessystemet generelt udviklet sig i en positiv retning, flere og flere påbegynder både basis og videregående uddannelser; i 1990 blev 88% af de årige optaget i en grundskole, 26% af de årige blev optaget på en ungdomsuddannelse og 12% af de årige blev optaget på endnu højere uddannelsestrin. 11 I 1988 gennemførte man i Brasilien en lang række forfatningsændringer. Denne proces skal ikke forveksles med de senere planer, der primært havde til formål at stoppe inflationen. Der blev lavet en del ændringer vedrørende arbejdsmarkedet i den nye forfatning, de mest relevante for denne opgave er dem der blev lavet for offentligt ansatte og på lønområdet. En af ideerne med forfatningen var at der skulle ske en allokering af ressourcer fra føderalregeringen til delstaterne, bl.a. skulle en hvis del af skatteindtægterne på føderalt plan gå til delstatsregeringerne som så igen skulle bruge en hvis procentdel på forskellige områder bl.a. uddannelse forfatningen fik skabt en del ændringer for offentligt ansatte, f.eks. blev det praktisk talt umuligt at afskedige en offentligt ansat, og der blev iværksat nye pensionsordninger, som senere har vist sig at kunne udnyttes i høj grad. Det blev også forfatningsfæstet, at der skal være den samme minimumsløn i hele landet, og at den skal beregnes på baggrund af basale fornødenheder, men også skal tage ting som uddannelse og transport i betragtning. 12 Dette kan betragtes som en form for automatisk lønregulering, idet lønnen uanset hvad følger priserne. Og automatisk lønregulering kan i høj grad være medvirkende til at skabe inflation. a 2.4: Gældskrise Den brasilianske vækst var gennem 60 erne og 70 erne i høj grad finansieret af lån, hvilket kan beskrives som gældsfinansieret vækst. Man lånte penge til at betale af på a Se afsnit 2.5 8

12 sine lån og til at lave nye investeringer med. Samtidig tilpassede man landet til inflationen ved indekseringen af valutaen, dette var, udover løn, lejepriser og andet. Da den første oliekrise satte ind i , satte den i høj grad den brasilianske økonomi under pres. Brasilien var på daværende tidspunkt én af verdens største olieimportører, med en import der dækkede 80% af det nationale forbrug. Inflationen steg til mere end 45% og faldt ikke til under 38% før den næste krise satte ind. 13 Det brasilianske styre valgte at skjule mange af de negative effekter af oliekrisen ved at optage nye lån i udlandet og ved at udvide det allerede eksisterende importerstatningsprogram. Økonomien klarede sig for så vidt også godt op til slutningen af 70 erne, væksten forblev på samme niveau som før blandt andet på grund af stigende kaffepriser og flere lån. Da den anden oliekrise kom i havde Brasilien verdens største udlandsgæld. De højere rentesatser efter krisen hjalp heller ikke til at stabilisere økonomien. Til gengæld oplevede landet en eksportstigning, der sammen med meget effektive importerstatninger i høj grad var med til at holde økonomien oven vande. Desværre fungerede det sådan at overskuddet på handelsbalancen blev brugt til at betale renter på udenlandsgælden, mens regeringen finansierede købene af udenlandsk valuta med nye lån og trykning af penge. Dette er en af årsagerne til stigningen i inflationen. 14 Da man i denne tid også havde problemer med høj inflation brugte man de meget dominerende offentlige firmaer til prisregulering, dette betød at mange af disse kom til at køre med underskud; f.eks. faldt prisen på jern og stål 50% mellem 1979 og 84. Ud over dette var offentlige firmaer tvunget til at låne mere end nødvendigt på verdensmarkedet for at afhjælpe statens betalingsbalanceproblemer. Disse faktorer var ikke ligefrem med til at afhjælpe problemerne med gældskrisen, og skabte dermed endnu større utroværdighed i den brasilianske økonomi. 15 9

13 2.5: Hvorfor Inflation Der er en lang tradition for inflation i Brasilien. Fra 1945 til 1994 har der kun været tre år, hvor den har ligget under 10% årligt. Efter 1973 har inflationen dog nået nye usædvanlige højder og har haft en voldsom acceleration. 16 Der er bred enighed om, at en stor del af den høje brasilianske inflation skyldtes en række chok i 1970erne og 80erne, bl.a. oliekriserne med høje renter til følge og følgevirkningerne af nogle naturkatastrofer og dårlige høste der forekom i denne periode (især priserne på fødevarer). 17 Udover disse eksterne chokeffekter påvirkede det også, at den brasilianske regering gennemførte to drastiske devalueringer i 1979 og 83. Sammen med den første af disse blev der også gennemført en ny lønningslovgivning, der havde til formål at hæve lønnen i de laveste lønningsgrupper. Den anden devaluering faldt samtidig med en af de tidligere nævte dårlige høste, og dette kom til at betyde en kraftigere stigning i fødevarepriserne, hvilket igen øgede inflationen efter Det var generelt for Brasilien, at alle chokvirkninger i økonomien gik igennem hele systemet, og endte med højere priser for forbrugerne. Dette forekom tildels på grund af virksomhedernes interesse i at beholde deres profit (og regeringens accept af dette), men også på grund af den automatiske lønregulering og prisindeksering, der over flere omgange blev indført og godkendt. Dette forekom dog først op i 80 erne og man kan ikke holde disse ting ansvarlige for den høje inflation i Inflationsforventninger spillede derimod allerede tidligt i Brasilien, som alle andre steder, en stor rolle for stigningen i inflationen. Idet ingen havde tiltro til økonomien, var det meget sværere at undgå stigninger i inflationen, end det egentlig burde være. I dette ligger selvfølgelig også det faktum, at der ingen tiltro var til de inflationsbekæmpende programmer, der blev sat i værk, og derfor førte de som oftest kun til mere inflation. Disse planers fiasko har også kun gjort, at der har været endnu mindre tiltro til de nye programmer og så videre

14 2.6: Programmer før Plano Real Der har siden 1980 været mere end 10 forskellige stabiliseringsprogrammer i Brasilien, så vi har valgt kun at beskæftige os med de væsentligste. Disse programmer er blevet ført ud fra forskellige forskellige komplimentære tilgange: bl.a. gradvis implementering/chokterapi og med/uden overensstemmelse med IMF. 21 Da Jose Sarney kom til magten, var et af de store håb, at den civile regering ville kunne nedbringe inflationen. Til dels blev dette forsøgt med en udviklingsplan for , den fjerde plan der blev sat i værk siden I denne forsøgte man gennem en forbedring af det hjemlige marked og landbrugssektoren at øge væksten og ændre på indkomstfordelingen. Man antog dog efterhånden en mere hård økonomisk taktik for at kunne forhandle med bl.a. IMF, men kravene herfra blev aldrig opfyldt fra Brasiliens side. Den monetære Cruzadoplan blev startet i februar 1986, og også dens mål var at stoppe hyperinflationen. Man indførte en ny møntfod, cruzadoen, og bandt dens kurs til dollaren, samtidig frøs man langt de fleste priser på varer og tjenester. Håbet var dog også. at en fastkurspolitik ville være med til at fjerne inflationsforventningerne, og dette var også vellykket for en tid. Man havde før indførelsen af planen haft generelle lønstigninger, og dermed forekom der ved fastfrysningen af priser et meget stigende forbrug. Men forholdet mellem løn, priser og skat var ikke holdbart i længden, og man valgte at udsætte planen af politiske årsager. Planen blev opgivet i februar 1987, og i juni blev en ny introduceret, denne og en tredje blev også fiaskoer i længden, og da Sarney gik af havde inflationen nået nye højder. 22 Collor-planen (eller New Brazil Plan) blev startet i 1990, de brutale monetaristiske (se 5.3) midler der blev taget i brug skyldes nok netop den voldsomme inflation. Den nye pakke indeholdt blandt andet en række nye skatter, forbud mod at hæve mere end svarende til 1000$ fra banker og andre opsparinger over en periode på 18 måneder og et stort privatiseringsprogram, der sammen med nedskæringer i det offentlige budget skulle være med til at øge statsindtægterne og sænke inflationen. 11

15 Collor-planen var til dels succesfuld, i det den forhindrede accelererende hyperinflation, men ændrede ikke andre områder i nogen væsentlig grad, og den var ikke effektiv i længden. Nye tiltag blev forsøgt, men ingen før Plano Real var effektive nok til at bekæmpe inflationen : Fattigdom i Brasilien før Plano Real Brasilien i 1994 var et land med store sociale problemer, bl.a. var det et af de mest ulige lande i verden set på indkomstfordelingen. Det er estimeret at 60% af den brasilianske befolkning levede uden for den moderne økonomi i Det skal siges, at dette var efter et årti med 6% vækst pr. år i gennemsnit, et årti hvor fattigdomsgraden a faldt med 25%. 25 Indkomstfordelingen ændredes dog ikke betydeligt i denne periode, uligheden var i 1990 stadig enorm: de 10% rigeste af befolkningen modtog 48.7% af den nationale indkomst, hvorimod de fattigste 20% af befolkningen kun modtog 2.6%. Jordfordelingen ligner indkomstfordelingen til forveksling, det er under 10% af befolkningen, der ejer langt det meste af landbrugsjorden. 26 Børnedødeligheden er også et klart eksempel på at de sociale forhold i Brasilien ikke var acceptable, den var over tre gange så høj for de fattigste grupper som den var for de rigeste. Dog har den generelt været faldende, og dette har sammen med den relativt høje befolkningstilvækst betydet at befolkningsgruppen på 14 år og under udgjorde 34.2% af befolkningen i Denne usædvanligt store gruppe børn vil de næste par år under al sandsynlighed komme til at koste enorme summer for den brasilianske stat i uddannelse. Men muligvis er det også uddannelsen af netop denne aldersgruppe, der i fremtiden kan give fornyet vækst i landet. a Fattigdomsgraden er et udtryk for den gennemsnitlige afstand fra fattigdoms grænsen (¼ af minimumslønnen fra 1980) for den den enkelte husholdning. Altså et udtryk for i hvilken grad de fattige er fattige. 12

16 Levealderen i Brasilien er steget fra 52.4 år i 1960 til 67 år i Dette er selvfølgelig en udvikling i den positive retning, men levealderen er stadig en af de laveste i Latinamerika. 28 De sociale forhold var uacceptable, og med de økonomiske og politiske problemer Brasilien stod med i 1993 var der ikke nogen udsigter til at de ville blive løst i den nærmeste fremtid. 2.8: Sammenfatning/delkonklusion Brasilien har tidligere været kendt for sin usædvanligt høje vækst og rivende økonomiske udvikling. Men efter gældskrisen har landet pådraget sig økonomiske problemer, der måske kan siges at overstige de problemer der længe har været med store uligheder på det sociale område. Brasilien var lige før Plano Real et land med utallige store problemer, og situationen så ganske håbløs ud. Enorm inflation, kæmpe statsgæld en forfærdeligt ulige indkomstfordeling og mange andre sociale, politiske og økonomiske problemer prægede landet. Der har i Brasilien været mange forsøg på at regulere inflationen, men de har alle mere eller mindre været mislykkede. Med de økonomiske indikatorer der var i Brasilien på dette tidspunkt var det dog en nødvendighed at inflationen måtte bekæmpes, simpelt hen for at kunne få landet til at hænge sammen igen, rent økonomisk. 13

17 3: Plano Real 3.1: Indledning I 1993 påbegyndte Brasilien en omfattende økonomisk reform, som havde til hovedformål at sænke inflationen. Dette skulle ske igennem en række strukturtilpasninger og institutionelle reformer samt indførelsen af en ny valutaenhed. Reformen gik under navnet Plano Real. Det var som nævnt i forgående afsnit langt fra det første forsøg på at få styr på inflationen, så planen blev mødt med stor skepsis *. Alligevel lykkedes det at nedbringe inflationen ret så drastisk. Plano Real skulle implementeres via tre faser og blev officielt introduceret d. 7. december 1993, men inden da var en række reformer allerede påbegyndt. Første fase bestod af en række tiltag, som skulle sænke det offentlige forbrug og øge dets indtægter. Anden fase kom i marts 1994 og bestod af et nyt valutaindeks under navnet Unidade Real de Valor (URV). Tredje fase var afskaffelsen af cruzeiroen og indførelsen af realen. Det skete i juli Dernæst fulgte en række reformer, som dels var påbegyndt tidligere bl.a. privatiseringer, og dels havde til formål at sikre den nye valutas stabilitet. I dette kapitel vil de enkelte dele af planen blive gennemgået, da de er grundlaget for vores analyse af dens økonomiske og sociale konsekvenser. 3.2: De indledende reformer Som en optakt til planen havde den nyudnævnte finansminister Cardoso fremlagt en handlingsplan (Plan of Immediate Action), som blev lanceret i juni Dens formål var at skaffe finanser til gennemførelsen af en række reformer, som man vurderede var afgørende for Real-planens succes. En af forudsætningerne var budgetbalance, da det af mange økonomer regnes for alt afgørende for inflationsbekæmpelse, at der er balance på de offentlige budgetter. 30 De væsentligste punkter i handlingsplanen var: * Det fremgår bl.a af Economist Intelligence Units Country Report fra 1.kvartal 1994, som stiller sig meget tvivlende over for planens chancer for succes. 14

18 samt -budgetnedskæringer i øget tempo i privatiseringer -undgå skatteunddragelser -indføre en strammere kontrol med delstatsbankerne(s pengetrykning) 31 -genforhandling af føderalregeringens lån til delstaterne 32 Delstatsregeringerne havde ofte brugt lån fra statsbankerne som en kilde til at finansiere underskud, hvilket betød, at statsbankerne overskred deres tilladte udlånsmængde og dermed lagde pres på seddelpressen En genforhandling af lånene skulle gøre dette mindre attraktivt. 33 Det var dog nødvendigt først at få en aftale med Kongressen igennem, som bl.a. indebar ændringer af Forfatningen fra I første omgang blev denne proces truet af en række korruptionsskandaler i Kongressen, men i oktober lykkedes det at få en foreløbig aftale igennem. En række af de områder, som skulle reformeres var: -det sociale sikkerhedsnet -statsmonopolerne -valgsystemet -tjenestemænds jobvilkår -udgift/indtægtsfordelingen mellem de tre regeringsniveauer samt -oprydning i skattesystemet Vedtagelsen af en sådan aftale var en forudsætning for at næste skridt i planen kunne tages og for at planen på længere sigt ville kunne føre til reelle ændringer. 3.3: Første fase: skattereformer Først fase indledtes med oprettelsen af en social nødhjælpsfond, Fundo Social de Emergencia (FSE), som var en fond der havde til formål at overføre penge fra delstaterne til føderalregeringen, da et vist beløb i henhold til 88 forfatningen var øremærkede til delstaterne. 34 Fonden skulle kun eksistere i og bestod fra starten af 15,8 mia. $, hvoraf 6,5 mia. $ skulle gå til at afhjælpe sociale problemer, som måtte opstå som en konsekvens af beskæringerne af tilskud, og resten skulle gå til at 15

19 dække det forventede driftsunderskud. Problemet med 88 Forfatningen var, at en stor del af ressourcerne blev allokeret ud til delstaterne, mens ansvaret stadig lå hos føderalregeringen, hvilket skabte fordelingsmæssige disproportioner, idet det besværliggjorde kontrol med de forskellige administrative niveauers udgifter. Øgede offentlige indtægter førte automatisk til øgede udgifter. FSE skulle være med til at sikre, at der var balance i budgettet for 1994 og 1995, hvilket blev anset som en forudsætning for bekæmpelse af inflation. 35 Samtidig med oprettelsen af FSE og som en del af samme pakke, blev der også lavet en række skatteændringer samt effektivisering af det allerede eksisterende skattesystem. Det indebar bl.a. ny skat på finansielle transaktioner, øget selskabsskat, hurtigere betaling af kildeskat, samt øget indkomstskat. Det er værd at nævne, at indkomstskatteændringererne primært blev lagt på middel- og højindkomstgrupper. På indkomstgrupper mellem $ blev satsen hævet fra 25% til 26,6%. Indkomstgrupper som lå over $ skulle betale 35%. Grundet den høje inflation var det vigtigt at få fremskyndet indbetalingen af skat, da lange indbetalingsfrister mindskede værdien af skatteprovenuet. Udover de allerede nævnte bank- og selskabsskatter blev jordskatten også hævet. Dividenden for aktier blev også beskattet yderligere. Desuden måtte føderalregeringens reelle personaleudgifter i 1994 ikke overstige udgifterne i Tilsammen skulle disse ændringer udgøre 15% af provenuet. 23.februar 1994 vedtoges et tillæg til forfatningen, og først da var FSE en realitet og næste fase kunne påbegyndes : Anden fase: de-indeksering Nu da de indledende reformer var på plads og ændringerne af forfatningen var vedtaget, kunne man skride videre til fase 2, som var indførelsen af et nyt valutaindeks, URV. Allerede ved annonceringen af planen var der blevet foretaget nogle forberedende manøvrer til anden fase af stabiliseringsplanen: renten var blevet hævet for at tiltrække udenlandsk valuta, som ansås som nødvendigt for at kunne konvertere til det nye indeks. For at give øget tiltro til det nye indeks som troværdig vekselkurs havde Centralbanken interveneret for at udligne forskellen mellem vekselraten for turister og 16

20 kommercielle foretagender, og dermed næsten udraderet forskellen på det sorte og det officielle marked marts 1994 blev det nye indeks, URV sat i værk. Indekset var en regneenhed, som satte værdien af den eksisterende valuta i forhold til en given mængde forbrugsvarer. Centralbanken regulerede dagligt kursen i forhold til Cruzeiro Real. Udsving i URV i forhold til Cruzeiro Real måtte ikke være højere end gennemsnittet af tre anvendte prisindeks og fulgte dermed tendensen i inflationen. 38 Ydermere kom URV til at fungere som et loft for dollarens udsving og dermed i kraft af den gradvise deindeksering, fik pariværdi til dollaren. 39 Det første område, som blev konverteret til det nye indeks var lønningsområdet. Her tog man gennemsnittet af de fire forudgående måneders (november- februar) reale lønudbetalinger, og den konverterede værdi i URV blev så det nye lønniveau. Der blev indført en klagefrist i tilfælde af, at man havde fået for lidt udbetalt 40. Dernæst gennemgik man kontrakter osv. Samtidig blev det forbudt at indregne inflationsforventninger i kontrakter på under et år. Firmaer frygtede at bindingen til URV blot ville komme til at fungere som endnu en fastfrysning af priserne 41. Det var en metode, som var blevet anvendt adskillige gange før, og som oftest var gået godt til at starte med, men snart var blevet efterfulgt af inflation endnu engang (jf. 2.6). 3.5: Tredje fase: det ny monetærregime Den 1.juli 1994 indførtes Realen som valuta. Alle værdier opført i Cruzeiros Reais blev omvekslet til værdien af URV indekset, som på det tidspunkt var 1 R = 2750,00 CR. Kontrakter o.lign. hvis værdi stod opført i URV blev blot konverteret til én-til-én pariværdi, og der blev desuden udstedt nye sedler påtrykt værdien i Reais. Retten til at give ordre om udstedelse af penge blev givet til kongressen, som i henhold til forfatningen havde kompetencen vedrørende brugen af valuta samt fastsættelse af Reais: flertalsformen af Real 17

21 mængden. Tidligere havde det nationale monetære råd (CMN) * dog de facto stået for det, hvor præsidenten havde anmodet kongressen om tilladelse til at trykke penge, men før kongressen havde godkendt anmodningen - hvilket kunne tage måneder - var seddelpressen i gang. Dette blev der strammet op på. CMNs størrelse blev begrænset til kun at omfatte finansministeren, planlægningsministeren og centralbankpræsidenten, hvor der førhen havde siddet adskillige ministre samt repræsentanter fra den private sektor og føderalbankerne, hvilket havde givet anledning til interessekonflikter. 42 Derudover blev der også fastsat nye begrænsninger for pengemængdens størrelse. Desuden skulle CMN hvert kvartal udarbejde en rapport til senatets økonomiske råd. Centralbankpræsidenten skulle lave en redegørelse til præsidenten og formændene for senatets to kamre, som skulle indeholde oplysninger vedrørende likviditeten. Det som for alvor gjorde, at den nye valuta kunne holde, var at centralbanken kun kunne udstede penge på basis af den del af de udenlandske valutareserver, som var bundet til en international konvertibel valuta. På denne måde fik realen pariværdi til dollaren. 43 Centralbanken blev samtidig ved lov pålagt ikke at tillade store udsving i forhold til dollaren. Man kan beskrive det som en snigende dollarisering, omen af reversibel karakter dvs. man kan altid fortryde. Disse reformer var vigtige for at sikre gennemsigtighed i pengeudstedelsen samt lægge den under strengere kontrol og øge den politiske ansvarlighed. Centralbanken var stadig ikke uafhængig, idet det stadig var op til kongressen at give tilladelse til trykning af penge. Men set i forhold til tidligere var den blevet mere uafhængig af eksempelvis erhvervslivets interesser. Det var fortsat centralbankens rolle at fastsætte renten. 3.6: Videre reformer Planen viste sig allerede efter de første måneder at være en succes, idet inflationen var faldet drastisk. For at konsolidere den nye valuta, anså Cardoso det som nødvendigt, at * CMN er sammen med centralbanken de vigtigste finansielle kontrolinstanser. CMN lægger linjen for penge-, kredit- og valutapolitik. 18

22 fortsætte med de strukturelle reformer. Han havde allerede i april overladt finansministerposten til Ciro Gomes for at stille op til præsidentvalget i oktober 1994, som han vandt i første runde med 54% af stemmerne. Hans valgprogram indeholdt bl.a. planer om øget indsats på uddannelsesområdet, angreb mod arbejdsløshed og fjernelse af skat på fødevarer. 44 Det lykkedes dog ikke Cardoso at gennemføre alle de reformer, han ønskede og i flere tilfælde blev indholdet af vedtagne reformer til dels udvandet set i forhold til deres oprindelige indhold : Revision af 88 forfatningen Grundloven fra 1988 ansås som et stort fremskridt, dengang den blev vedtaget. Her var det især dens fokusering på sikkerhed i ansættelsesvilkårene for offentligt ansatte og beskyttelse af national industri, som der blev lagt vægt på. Den relativt store grad af økonomisk regulering ansås nu som en forhindring for yderligere vækst. Derfor kom der i kom en række ændringer af forfatningen, enkelte er dog kommet til senere. På en række områder blev statsmonopoler ophævet. Der findes dog stadigvæk en række restriktioner inden for de forskellige sektorer. Vi skal ikke komme nærmere ind på dette i denne sammenhæng. 46 Inden for telekommunikation blev det tilladt for private at investere i det statsejede Telebrás *. Præsidenten kan dog begrænse den udenlandske deltagelse. Det statsejede olieselskab Petrobrás blev ligeledes dereguleret. Private firmaer fik mulighed for at få koncessioner til olieudvinding, hvilket et nyt agentur skulle stå for. En af de mest centrale ændringer var, at begrebet nationalt foretagende blev slettet fra forfatningen. Udenlandsk ejede firmaer fik nu mulighed for at investere i og udnytte Brasiliens naturressourcer. Særbehandling af nationale virksomheder krævede fremover speciel lovgivning. 47 Desuden fastlagde forfatningen af 1988, at en bestemt andel af føderalstatens indtægter skulle gå til delstater og kommuner, hvilket indsnævrede regeringens økonomiske handlerum. Dette blev som allerede nævnt ændret i forbindelse med oprettelsen af den * I 1998 solgte staten aktiemajoriteten i Telebras, og foretagendet blev opdelt i 12 forskellige afdelinger (Country Profile , s.21-22).. 19

23 sociale nødhjælpsfond FSE. Denne blev forlænget til også at gælde i Navnet blev i den forbindelse ændret til Fiscal Stabilisation Fund - finansstabiliseringsfonden. Formålet var stadig at frigøre penge fra delstaterne, så de kunne overføres til føderalregeringen, så der kunne skabes budgetbalance. Det blev desuden fastlagt at en vis andel af delstaternes og kommunernes budgetter skulle gå til uddannelse primært i de første skoleår, samt at ansvaret for sundhed skulle pålægges delstaterne og kommunerne : Privatiseringer En af finansieringskilderne til at opnå budgetbalance var privatiseringer af offentlige virksomheder. Det var ikke kun en del af Plano Real, men var en allerede påbegyndt proces, som Cardoso blot satte skub i. Det anslås privatiseringerne gennemført i denne periode stod for 1/3 af de direkte udenlandske investeringer, hjulpet godt på vej af de mange liberaliseringer af økonomien. 49 Dertil kommer en lang række udliciteringer, hvor offentlige opgaver blev overtaget af udenlandske firmaer. De områder som staten nu valgte at sælge, var i 70 erne anset som strategisk vigtige i Brasiliens udvikling som industrination. Det var de store statsejede oligopoler inden for el- og vandforsyning, stålværker og petrokemi. I 1991 solgte staten det velfungerende stålselskab Usiminas, og indtægten herfra indbragte to gange så meget som de forgange ti års privatiseringer. I frasolgte det statslige elselskab Electrobras aktier for langt over US$2 mia. af både distributører og generatorer. Det største frasalg var dog minekonglomeratet CVRD, som er verdens største producent og eksportør af jernmalm, Latinamerikas største guldproducent og desuden har en lang række andre aktiviteter kørende herunder jernbanedrift og fragtvirksomhed. I 1997 frasolgtes 41,7% af aktierne, og senere resten. 50 Firmaerne blev ikke solgt til en fikseret pris, men blev udbudt i auktion. Samtidig blev gæld ikke annulleret ved salg, men blev derimod overført til den nye ejer. Dette indbragte indtil december 1996 staten ca.us$4.6 mia. i sparede udgifter til offentlige firmaers gæld. 51 Inden for elektricitet og sanitet blev en del af delstaternes gæld til føderalregeringen ombyttet til aktier i offentlige firmaer, som de senere kunne sælge

24 Disse reformer skal ikke alene ses i en brasiliansk kontekst, men skal også ses som en tilpasning af Brasiliens økonomi til en mere åben globaliseret (og regionaliseret) økonomi : Sociale reformer Et af de væsentligste områder, som Cardoso ønskede reformeret, var det sociale sikkerhedsnet. Her var det især offentligt ansattes forhold, der blev fokuseret på med vægt på diverse tillæg, pensionsordninger og fratrædelsesgodtgørelser. Det var samtidig også et af de mest ømtålelige områder, idet der kom en lang række interesser i klemme (bl.a. ville en ændring også påvirke kongressens medlemmer). Personaleudgifterne i den offentlige sektor mentes at optage en for stor del af statens samlede udgifter. I 1989 var der føderalt ansatte og i udgjorde de 27,3% af føderalstatens udgifter, mens de i 1995 talte men udgjorde 32,1% af udgifterne. Collor de Mello havde fyret som led i en tilbagerulning af staten strategi, men Itamar Franco genansatte under henvisning til 88 forfatningen, som garanterede en høj grad af jobsikkerhed. Efter 5 års ansættelse var det praktisk talt ikke muligt at afskedige en offentligt ansat, hvilket på den ene side var en fordel for den ansatte, men på den anden side besværliggjorde regeringens reformprogram. Det var bl.a. denne del af forfatningen, som nu var oppe til revision. I 1995 udgjorde de offentligt ansatte 10% af den økonomisk aktive del af befolkningen (mod 20% i USA). Et af problemerne var, at der i forfatningen godt nok blev lagt et loft over offentligt ansattes løn men ikke på deres tillæg. Det betød at en række offentligt ansatte fik størstedelen af deres løn i form af tillæg. F.eks. var der over 7000, som havde lønninger, der var højere end præsidentens (1995: R$8500 pr. måned). I visse tilfælde oversteg alene delstaternes personaleudgifter dets indtægter. 53 Et andet stort problem var, at pensionen for offentligt ansatte ikke var betinget af indbetalinger eller alder, men derimod anciennitet. Efter 35 år for mænd og 25 år for kvinder var man sikret pension, hvilket gjorde, at 70% valgte at træde tilbage, før de var fyldt 55 år. Ratioet for henholdsvis betalende og modtagere var i ,3:1 (34 mio. betalende mod 15 mio. modtagere). Dette ansås i længden for uholdbart. Der er desuden 21

25 blevet rettet kritik mod dette system, da det ikke tilgodeser den del af befolkningen (ca. 50%), som er beskæftiget i den uformelle sektor. 54 Derudover var det også muligt at på samme tid få udbetalt pension og have beskæftigelse ved siden af. 55 Regeringen fremkom med en række ændringsforslag, som bl.a. ville indføre en minimum tilbagetrækningsalder, samt begrænse udbetalingen til et vist antal gange minimumslønnen. Disse forslag mødte dog hård modstand i kongressen og blev først i 1998 indført i et begrænset omfang. Cardosoregeringens ønske om reformer i det sociale sikkerhedsnet var dermed blevet begrænset til justeringer : Sammenfatning/delkonklusion Brasilien påbegyndte i 1993 et omfattende reformprogram under navnet Plano Real med hovedformålet at afskaffe den accelererende hyperinflation. Planen identificeres i høj grad med først finansminister og senere præsident Fernando Henrique Cardoso, som under sin valgkamp slog meget på løfter om sociale reformer. Gennem tre faser opbyggede man en bred anti-inflationsplan, der i langt højere grad end de tidligere forsøg prøvede at implementere politikkerne gradvist. Planens omdrejningspunkt var indførelsen af en ny valuta. Det der er særligt ved Plano Real, er udover dette, er at man har forsøgt at fjerne det, man anså som årsagerne til inflationen i stedet for kun at bekæmpe den. For at opnå budgetbalance indførte man en række skattestigninger/-omlægninger, og skar ned i de offentlige udgifter. Derudover påbegyndte man liberaliseringer af økonomien ved at gennemføre privatiseringer, afskaffe offentlige monopoler samt ændringer i offentlige ansattes forhold. I forbindelse med overgangen til den ny valuta var der blevet oprettet et indeks, som fastsatte en daglig kurs i forhold til den eksisterende valuta. Der blev indført forbud mod at indregne inflationsforventninger i kontrakter. 22

26 4: De økonomiske og sociale konsekvenser af Plano Real 4.1: Indledning I dette kapitel vil vi forsøge at beskrive de økonomiske og sociale forhold efter indførslen af Plano Real. Vi vil starte med at se på inflationen, da inflationsbekæmpelse var Plano Reals hovedformål. Derefter vil vi se på de offentlige bugetter, da nogle økonomer mener, at de er meget væsentlige i inflationsbekæmpelse. Derudover vil vi også se på arbejdsløsheden og indkomstfordelingen, da mange stabiliserings- og strukturtilpasningsprogrammer er kendt for at give højere arbejdsløshed, og fordi Brasilien i forvejen har en utrolig skæv indkomstfordeling. Desuden vil vi også komme ind på BNP og betalingsbalancen, da en antiinflationsplan nemt kan påvirke disse. Vi her i dette kapitel valgt at bruge EIU (The Economist Inteligence Unit) som kilde til alle tabeller (på nær tabel 4.7), fordi vi har stødt på en del variationer i forskellige kilder, der har beskrevet det samme (f.eks. inflation), derfor mente vi, at for at vi kan få de bedste sammenligner fra år til år, var det bedst at bruge samme kilde. Nå man arbejder med statistik, kan det være svært at afgøre, om de ændringer man iagttager skyldes Plano Real eller alle andre ting, der kan spille ind f.eks. GATT, generelle konjunktursvingninger eller nattefrost i kaffeplantagerne. Derudover skal det påpeges, at selvom vi ikke nødvendigvis påviser nogle større ændringer i f.eks. arbejdsløshed, betyder det ikke, at de ikke har fundet sted, men blot at vi ikke kan observere dem. 4.2: Inflation Tabel 4.1: Inflation i procent Prisindeks IGP-ID ,6 59,7 11,1 7,9 Kilde: EIU Country Profile Brazil side 41 23

27 En årsag til at man kunne vælge at kalde Plano Real for en succes er, at den klart har opfyldt sit primære formål, nemlig at inflationen er faldet kraftigt. Et fald fra over 2000% årligt til under 10% årligt (se tabel 4.1). Egentlig er det fascinerende, at Plano Real ikke kun har magtet at bryde med den tilstedeværende hyperinflation, men også at den øjensynligt har brudt med den tradition, at der i mange år har været høj inflation i Brasilien. 4.3: Offentlige budgetter Der er uenighed om vigtigheden af ligevægt mellem de offentlige udgifter og indtægter, specielt når det gælder bekæmpelse af inflation (se kap. 5). En del af formålet med oprettelsen af FSE var at opnå balance på det offentlige budget i 1994 og 95 (jf. afsnit 3.3). Det, at nogle økonomer mener, at budgetbalance er vigtigt for at bekæmpe inflation, og den kendsgerning, at den del af Plano Real havde til formål at sikre budgetbalance, er grunden til, at vi har valgt at bruge et afsnit på offentlige budgetter. Tabel 4.2: Offentlige udgifter og indtægter som procent af BNP a Offentlige indtægter 11,8 13,3 13,1 12,9 14,5 Offentlige udgifter ,7 14,1 15,1 Balance -2,2 0,3-0,6-1,2-0,6 Kilde: EIU Country Profile Brazil side 38 Som det ses i tabel 4.2, er det kun i 1994, at der er overskud på de offentlige finanser, så hvis det har været en del af formålet med Plano Real at få budgetbalance, er det ikke lykkedes. I 1993 er underskuddet størst, så man kan sige, at Plano Real ikke har været med til at forværre situationen. Ser man på, hvad det var, der skabte overskuddet i 1994, var det både øgede indtægter og mindskede udgifter. Det, der så har skabt underskud i a Grunden til at vi i denne tabel bruger procent af BNP er, at der indtil indførslen af Plano Real var så kraftig inflation, at det ville være svært at sammenligne fra år til år. Det er lidt et tilfælde, at vi har valgt procent af BNP fremfor at regne med f.eks priser, men fordelen ved dette er, at der tages højde for vækst. 24

28 i forhold til 1994 er, at udgifterne er steget igen, og indtægterne ikke er steget i samme grad (i 1995 og 96 faldt de endda). 4.4: BNP Normalt måler man økonomisk vækst i BNP, så det har vi også valgt at gøre. Grunden til, at vi er interesserede i økonomisk vækst er, at et fald i væksten har meget store konsekvenser. F.eks. hvis BNP ikke vokser ligeså kraftigt som året før, kan det meget vel betyde en stigning i arbejdsløsheden. 57 Tabel 4.3: BNP i Brasilien fra BNP i mill. real BNP i mill. i 97-priser %-vis ændring i BNP 4,9 5,9 4,2 2,8 3,2 Kilde: EIU Country Profile Brazil side 40 Noget kan tyde på, at planen har haft en negativ effekt på økonomien, da væksten er faldet med 2,7%-point fra (se tabel 4.3). Dette kan dog skyldes, at selvom Brasilien har fået styr på inflationen, er den brasilianske økonomi stadig meget ustabil. F.eks. toppede væksten i 1. kvartal 1995 med 10,3, og derefter faldt den til 2,4 i 1. kvartal 1996, hvorefter den begyndte at stige igen og nåede 3,2 % i Tidligere har den brasilianske vækst også svinget meget, så faldet i væksten kan ikke med sikkerhed siges at skyldes Plano Real. Den brasilianske økonomi bliver f.eks., som alle andre landes, udsat for konjunktursvingninger. Desuden påvirker kriser i andre lande, f.eks. pesokrisen i Mexico, også landet. 4.5: Arbejdsløshed Tabel 4.4: Arbejdsløshed

29 Total arbejdsstyrke i mill. a 54,2 59,1 66,6 68,3 69,5 Arbejdsløshed i % 5,3 5,1 4,6 5,4 5,7 Kilde: EIU Country Profile Brazil side 42. Det skal her siges, at en stor del af befolkningen lever uden for det almindelige arbejdsmarked. F.eks. er en gadefrugtsælger formodentligt ikke til at finde i de almindelige statistikker over beskæftigelse og arbejdsløshed, og derfor kan disse statistiker være noget upræcise. Arbejdsløsheden er steget siden indførslen af Plano Real, men det er ikke et entydigt billede, da arbejdsløsheden faldt i Desuden var den i 1997 kun steget med 0,6%- point fra (se tabel 4.4), og derfor kan man ikke sige, at Plano Real som sådan har medført en stor stigning i arbejdsløsheden. Dog vil privatiseringerne af statsejede virksomheder (jf. 3.6) måske på længere sigt medføre øget arbejdsløshed, da det kan tænkes, at staten ikke kun drev virksomhederne udfra et ønske om profit, men også udfra et ønske om høj beskæftigelse. Private virksomheder vil derimod kun arbejde udfra et ønske om profitmaksimering og vil derfor skære i produktionen, hvis det giver øget profit, selvom det giver højere arbejdsløshed. Stigningen i arbejdsstyrken skyldes ikke kun befolkningstilvækst (jf. 2.2), men skyldes også øget urbanisering. Men det tyder på, at mange af dem som er søgt mod byerne, har fået en eller anden form for beskæftigelse og altså ikke bare er blevet kastet ud i arbejdsløshed. 4.6: Betalingsbalance Den forringelse af betalingsbalancen (se EIU Country Profile Brazil side 49), som har fundet sted i perioden omkring Plano Reals gennemførelse, mener vi ikke kan tilskrives selve planen, da planen ikke indeholder elementer, som afgørende ville kunne påvirke betalingsbalancen. Ændringerne skal derimod nærmere tilskrives Brasiliens medlemskab af MERCOSUR samt WTO. a Kun beregnet på baggrund af befolkningen i de seks største byer. 26

30 4.7: Indkomstfordeling Gini-koefficient er en enhed til måling af fordeling af indkomst (eller jord). Ginikoefficienten udregnes på baggrund af en Lorenz-kurve. Vi vil ikke komme med en detaljeret beskrivelse om hvordan. En Gini-koefficient måles på en skala fra 0 til 1, hvor 0 er en totalt lige fordeling, hvor alle tjener præcist lige meget, og hvor 1 er total ulighed, hvor en meget lille af befolkningen har alle indtægter, og resten af befolkningen ingen indtægter har overhovedet. Tabel 4.5: Gini-koefficient (Metropolitan) Gini-koefficient 0,59 0,6 0,61 0,64 0,62 0,61 Kilde: d. 29/12 00 (Based on PME June June 1997) Det her været meget svært at få fat i Gini-koefficienten for Brasilien i perioden omkring Plano Real. EIU og de store statistiksamlinger (fra OECD, verdensbanken, IBGE, FN) beskæftiger sig enten ikke med indkomstfordeling, eller også har de ikke tal for perioden 89 til 96 a. Det lykkedes os dog på internettet at finde en graf over Ginikoefficienten for den del af befolkningen, der bor i byerne. Udfra denne graf har vi så udarbejdet tabel 4.5. (se bilag 1). Gini-koefficienten stiger frem til januar 1995, hvorefter den falder. Dette kan tyde på, at Plano Real har haft en negativ effekt på indkomstfordelingen i Brasilien, da koefficienten var 0,05 højere i 1995 i forhold til 1992 (se tabel 4.5). Der kan argumenteres for, at stigningen fra 1994 til 95 blot var en del af en igangværende stigning, der skyldtes den høje inflation (der jo netop var meget stærkt accelererende lige før planens indførsel), og som ikke straks aftog i forbindelse med den nye inflationsstabilitet. Men hvis dette var tilfældet, ville koefficienten så ikke have være a Man kan føle sig fristet til at tro, at der kan være nogle, der har interesse i, at det ikke skal være helt nemt at sammenligne statistik om indkomstfordeling i Brasilien fra år til år. 27

31 faldet til niveau med 1992 (eller endnu lavere), da inflationen i var meget lavere end i På baggrund af det ovenstående mener vi, at det alt i alt tyder på, at Plano Real har været med til at forværre en i forvejen meget skæv indkomstfordeling. 4.8: Sammenfatning/delkonklusion Plano Real har klart været en succes i forhold til bekæmpelse af inflation, da inflationen er faldet kraftigt og derefter har forholdt sig stabil. De andre økonomiske og sociale indikatorer ser dog ikke lige så smukke ud. Budgetbalance blev kun opnået i 1994, men man skal huske på, at budgetbalance ikke var normalt før planen. Arbejdsløshed og BNP er blevet forringet en smule, det er muligt men dog langt fra sikkert, at dette skyldtes Plano Real. Gini-koefficienten er blevet forværret, og selvom den er bedre i i forhold til 1995, er den stadig højere end før planen. På baggrund af ovenstående har vi vurderet at Plano Real på den ene side har været en delvis succes, da inflationen er faldet, men på den anden side har den ikke, da indkomstfordelingen er blevet forværret efter Plano Real. De andre sociale indikatorer er forblevet stort set uændrede af planen. 28

32 5: Økonomisk teori og Plano Real 5.1: Indledning I dette kapitel vil vi beskrive de to mest fremtrædende kapitalistiske økonomiske teorier: Monetarisme og keynesianisme. Hovedvægten vil ligge på inflationsbekæmpelse og betydningen af inflation. Senere i kapitlet vil vi forsøge at relatere disse til Plano Real. Formålet er at forstå den teoretiske baggrund for planen og se på hvordan, man med denne kan forklare det, som skete i praksis 5.2: Hvad er inflation Inflation har vi valgt at definere som vedvarende stigninger i det generelle prisniveau. 59 Vi vil i denne sammenhæng kun beskæftige os med årsagerne til fremkomsten af inflation, og hvad man kan gøre for at bekæmpe den. Her skal det nævnes, at der inden for de to teoretiske retninger kan laves en sondring mellem stabil inflation og accelererende inflation, da betydningen af de to typer vægtes forskelligt i monetaristisk og keynesiansk teori. 5.3: Monetaristisk indgang til inflationsbekæmpelse Vi har valgt at tage udgangspunkt i monetarismen, fordi inflationsbekæmpelse er en meget væsentlig del af denne teoretiske retning, og derfor formoder vi, at forståelse af monetaristisk inflationsbekæmpelse er essentiel for at kunne gennemskue teorien bag Plano Real : Pengemængden er afgørende Fra en monetaristisk synsvinkel er pengemængden i samfundet afgørende. De klassiske monetaristiske økonomer fremhævede at i en økonomi, der tangerer fuld beskæftigelse, og hvor produktionen er maksimal, måtte prisen afhænge af pengemængden. Dette blev udtrykt i kvantitetsligningen: M V = P Q 29

33 hvor M = den cirkulerende pengemængde; V = omløbshastigheden; P = prisniveauet; Q = den producerede mængde af varer og tjenester 60. Omløbshastigheden V var en given størrelse, da de klassiske økonomer regnede med, at V var stabil på lang sigt, og det ikke betød så meget, at der var udsvingninger på kort sigt. 61 Monetaristerne antog også, at Q var stabil, da den producerede mængde af varer og tjenester altid ville tangere fuld beskæftigelse, og derfor blev produktionen ikke øget yderligere. 62 Dermed vil P og M være proportionalt afhængige af hinanden. Dvs. at hvis pengemængden (M) blev øget, ville prisniveauet (P) også øges, og dette var hovedårsagen til, at der kom inflation. 63 Dette bliver til dels også brugt i den monetaristiske teori i dag. Pengemængden M har dog ændret sig lidt, da der nu både tales om centralbankpenge, penge fra private banker og penge fra udlandet, hvor det før mest var et nationalt trykpressefænomen. Inflation kan altså bekæmpes ved at begrænse eller formindske pengemængden i samfundet. Dette kan have nogle kortvarige konsekvenser, som f.eks. arbejdsløshed (se 5.3.6), men på længere sigt antager monetaristerne, at markedet vil indrette sig efter det nye udbud i pengemængden, og virksomhederne vil derfor sænke priserne. 64 Dette vil de bl.a. gøre, fordi virksomheder tænker rationelt i et frit marked (se 5.3.5), og dermed vil der forekomme et nyt ligevægtspunkt. Dette bliver automatisk skabt af netop markedet (jf. kap ), og inflationen vil dermed, efter en nedbringelse af pengemængden, automatisk forsvinde : Centralbankens rolle Set ud fra et monetaristisk perspektiv, skal centralbanken være uafhængig af enhver form for finanspolitik. Inflationsbekæmpelse sker, som vi skrev i sidste kapitel, ved at formindske pengemængden i samfundet. Politisk set vil den øgede arbejdsløshed, selvom den er kortvarig, være ilde set. Derfor argumenterer monetarister for, at centralbanken ikke skal være finanspolitisk styret, da en uafhængig centralbank kan være ligeglad med den kortvarige arbejdsløshed, idet de opfatter den som kun værende kortvarig. En politisk uafhængig centralbank skal jo netop ikke genvælges som diverse politikere. 30

34 De argumenterer ligeledes for, at hvis inflation skal undgås, skal pengemængden kontrolleres af en uafhængig aktør, der ved, at et givent udsving i økonomien er midlertidigt, da der altid vil være små svingninger. Netop derfor skal der ikke være nogen finanspolitik, der styres af politikere, der eventuelt, hvis det går dårligt i en periode, kunne finde på at øge pengemængden for at skabe større købekraft og lavere arbejdsløshed på kort sigt (især lige op til et valg), men resultatet vil altså være inflation, mindre købekraft og højere arbejdsløshed på længere sigt. 65 Noget tyder på, at hvis pengemængden bliver styret af en uafhængig centralbank, vil der være lav inflation i landet : Vigtigheden af ligevægt på de offentlige budgetter Ud fra et monetaristisk synspunkt er et underskud på det offentlige budget dårligt, fordi dette efter deres mening vil få renten til at stige, og med stigende rente vil der ske et fald i de reale investeringer 67 (se 5.3.8). Hvis der er underskud på de offentlige budgetter, f.eks. som konsekvens af en regerings forsøg på at skabe beskæftigelse, kan underskuddet reduceres ved at indkræve mere i skat, optage lån eller øge pengemængden. De to første vil ofte være dårlige valg for en politiker, som ønsker at genvælges, især øgede skatter, da dette ofte er ilde set blandt befolkningen. Hvis en regering vælger at låne pengene i den private sektor, vil efterspørgslen på kapital øges, da konkurrencen om de tilgængelige lånemidler øges, og dette vil medføre en stigning i renten og dermed færre reelle investeringer. Derfor vil den mest attraktive måde være at låne pengene af centralbanken og dermed øge pengemængden a. Dette vil være en form for skjult skat, da alle i princippet er med til at betale, og det vil umiddelbart ikke kunne ses, men på længere sigt vil det skabe inflation, og dette er dermed ingen holdbar løsning. En anden måde til at reducere de offentlige udgifter kan ifølge monetaristerne være at gennemføre privatiseringer af statsejede virksomheder, da det på kort sigt kan give et a Det er blandt andet derfor monetarister argumenterer for en finanspolitisk uafhængig centralbank, da dette så ikke vil være muligt. 31

35 stort provenu og på længere sigt spare staten for eventuelle driftsomkostninger. Dette fører også videre til, at monetarister mener, at det er optimalt at gøre det offentliges magt så lille som mulig : Frit marked Monetaristers helt klare synspunkt omkring markedet er, at der skal være så få begrænsninger fra det offentliges side som overhovedet muligt. De mener, at markedet uden statens indblanding vil kunne skabe en ligevægt mellem de økonomiske faktorer, som løn, produktion, inflation m.m., da de hævder, at folk/virksomheder i et frit marked vil tænke rationelt og hæve/sænke f.eks. lønnen afhængig af, hvad der passer bedst på markedet på et givent tidspunkt. Staten skal være minimal og kun forpligte sig til at opretholde en militærmagt, et retsvæsen og enkelte ikke-profitskabende virksomheder. Eksempelvis vil importrestriktioner fra statens side, bl.a. for at beskytte hjemmemarkedet, altså være en hindring for udfoldelsen af det fri marked. Og som vi så i 5.3.1, er pengemængden proportionalt afhængig af priserne udfra et monetaristisk perspektiv, dvs. at pengemængden i teorien vil formindskes (eller i hvert fald ikke øges), hvis importrestriktionerne blev fjernet, og markedet blev åbnet for udenlandsk konkurrence. Og dermed ville risikoen for inflation blive kraftigt formindsket. Eller den eventuelt værende inflation ville begrænses : Lønstigninger En stigning i prisen på arbejdskraft vil enten betyde en forøgelse af forbrugsvarepriserne grundet øgede produktionsomkostninger eller føre til afskedigelser. Det er ifølge monetaristerne dog ikke lønstigningerne, som fører til inflation, men lønstigningerne er derimod en konsekvens af inflationen. Når lønforhøjelser ikke er en følge af produktivitetsstigninger, men derimod en følge af pres fra eksempelvis fagforeninger, kan det altså føre til arbejdsløshed. 69 Dvs. til en vis grad fører lønstigning ikke til inflation, men derimod til arbejdsløshed. Dog, hvis der er stigende inflation i et land, og det fører til højere lønninger, vil en reaktion blive sat i gang, og en forhøjelse af det ene vil betyde en forhøjelse af det andet 32

36 og omvendt, hvilket kan medføre dyrtidsreguleringer og dermed stigende inflation (se 5.3.7). Friedman hævder også, at f.eks. minimumslønnen er med til at begrænse markedet og dets frihed, og dette vil gå ud over de dårligst kvalificerede arbejdere. Hvis markedet er inde i en nedgangsperiode, og virksomhederne har brug for at sætte lønnen lavere end minimumslønnen, hvilket de ikke må, kan de vælge at fyre nogle arbejdere, og dette vil for det meste være dem med de dårligste kvalifikationer eller andre svage grupper. 70 Monetaristerne hævder, at for at undgå inflation på dette område, skal lønningerne sættes op og ned i henhold til, hvad markedet former sig til. De mener, at folk vil være rationelle og betale/modtage det optimale i en fri markedsøkonomi, og derfor vil der ikke være behov for f.eks. minimumsløn, regler fra det offentlige, eller at forhandle lønninger med fagforeninger, da en lønnedgang kun vil være midlertidig og det er lønmodtagerne klar over : Inflation og arbejdsløshed På længere sigt vil der ikke være nogen modsætning mellem arbejdsløshed og inflation. Monetaristerne mener, at arbejdsløshed er en midlertidig bivirkning af inflationsbekæmpelse, der på kortere sigt vil få arbejdsløsheden til at stige, men at bekæmpelsen på længere sigt vil medføre en god økonomi og næsten ingen arbejdsløshed. De mener omvendt, at en stigende inflation vil påføre landet en ustabil økonomi og dermed en voksende arbejdsløshed på længere sigt, da markedet her vil være pålagt begrænsninger pga. inflationsforventninger. Og dette vil skabe yderligere inflation, en mere ustabil økonomi og i dermed endnu større arbejdsløshed osv. 71 Der vil dog altid være en smule arbejdsløshed, som monetaristerne kalder den naturlige arbejdsløshed. Den omfatter dem, der er på vej fra et job til et andet, og dette vil altså ikke betyde, at der er mangel på arbejde, derimod blot at nogle mennesker måske siger op fra det ene job, før de har fået et andet og derfor vil gå uden arbejde i et lille stykke tid

37 Samtidig hævder de, at den arbejdsløshed, der ville være (udover den naturlige) i et frit marked, ikke ville være noget problem, da det simpelthen er de arbejdsløse selv, der vælger at have fritid frem for at arbejde til den løn der er på et givent tidspunkt : Realprisstigninger Automatisk inflationskorregering af lønnen (også kaldet dyrtidsregulering) kan være med til at skabe inflation, og er ofte også en reaktion på dette. Normalt har man automatisk inflationskorregering i lande med en i forvejen stigende inflation, da dette er en nødvendighed for at købekraften ikke bliver helt udhulet. Samtidig er det en faktor, der i hvert fald ikke formindsker inflationen, da hjulet bliver ved med at køre rundt. Monetarister mener her, at inflationen ikke bliver skabt af reelle prisstigninger, da, som nævnt tidligere, markedet vil finde et ligevægtspunkt, og der derfor ikke er behov for prisstigninger. 74 Set i et internationalt perspektiv kan en prisstigning dog medføre inflation. F.eks. kan en stigning i realprisen på importerede råvarer (eks. olie) medføre en stigning i realprisen på varer produceret med denne råvare, da virksomhederne vil få øgede omkostninger. Dermed vil lønningerne automatisk øges, og virksomhederne vil få endnu en forhøjelse af omkostningerne og måske øge forbrugsvarepriserne yderligere 5.3.8: Renten De private pengeinstitutter kan låne penge i centralbanken til en rente, der bestemmes af centralbanken, og hvis denne er lavere end markedsrenten, vil bankerne låne en masse penge i centralbanken for derefter at låne dem videre til private, indtil markedsrenten er lidt over a centralbanksrentens niveau. Hvis centralbanken har en lav rente, vil det altså øge mængden af penge på markedet, hvilket medfører inflation. Og omvendt hvis Centralbankens rente er højere end markedsrenten vil det mindske mængden af penge i omløb og dermed begrænse inflation. 75 Udfra et monetaristisk synspunkt er renten afgørende for investeringerne, ikke så meget mængden af investeringer men typen af investeringer: a Renten vil normalt være lidt højere hos de private banker, da bankerne skal have en fortjeneste. 34

38 Lav rente giver reelle investeringer, da den gør det billigt at låne, hvilket vil medføre, at folk låner penge for at investere dem i f.eks. byggeri, hvilket vil medføre vækst. Høj rente giver finansielle investeringer, da denne gør, at folk vælger at investere i obligationer, hvilket kun medfører vækst hvis dem, der udsteder obligationerne, laver reelle investeringer. Og da lav rente skaber vækst og høj rente ikke altid gør, er det i praksis det samme som, at høj rente begrænser vækst. Høj rente vil betyde, at flere udenlandske investorer køber værdipapirer i landet (eller veksler nogle penge til landets valuta og sætter dem i banken), hvilket vil betyde, at efterspørgslen på landets valuta stiger, og dette er med til at sikre valutakursen. I et land med fastkurspolitik vil renten altid blive bestemt af centralbankens behov for at sikre valutakursen, da man bliver nødt til at forsvare landets valuta over for spekulationer : Fastkurspolitik Monetarister er ikke tilhængere af en fastkurspolitik, da det kan betragtes som statslig indgriben i det fri valutamarked. Men man kan heller ikke betegne dem som deciderede modstandere. Hvis det i et land er nødvendigt at føre fastkurspolitik, for at landets økonomi fungerer godt, er en sådan politik god. Især i et land med en lille økonomi vil en fastkurspolitik være fornuftig, da disse ikke har stor indflydelse på valutamarkedet internationalt, og derfor nemt kan komme i vanskeligheder. Med en fast vekselkurs vil der også være forudsigelighed i udenrigshandel, både hvad angår de finansielle og de reelle handler, også dette er godt, set ud fra et monetaristisk synspunkt : Inflationsforventninger Forventninger fra virksomheders side til at et lands økonomi vil være nogenlunde stabil eller i hvert fald stabil nok til, at det kan betale sig at investere i landet, er en af de ting der betyder meget for højden af inflationen. I samme øjeblik der er forventninger til, at et lands inflation f.eks. vil begynde at stige, trækker investorerne sig ud af landet, og dette vil ifølge monetaristerne betyde en stigning i renten, og dermed endnu flere realinvestorer, der vil trække sig ud af landet. I sidste ende kan det føre til inflation. 35

39 En af måderne til at nedbringe en allerede alt for høj inflation i landet, er at indføre lønog priskontrol, da dette er nødvendigt for at fastholde de reale lønninger og priser i en kort periode. 76 Dette kan have negativ betydning for bekæmpelse af inflation, da det netop er et signal om, at inflationen er stigende og dermed vil forventningerne til en inflationsstigning blive højere, og f.eks. igen afholde investorer fra at investere i landet. Det kan dog også være et signal om, at man netop prøver at gøre noget for at nedbringe inflationen og tiltrække investorer, og dermed kan det skabe tiltro til stabilitet i landets økonomi. Dette siger igen noget om, hvor vigtigt det er at få investorer til at tro på, at landet klarer sig denne gang og altså til at forvente, at inflationen nu forbliver lav. Ud fra et monetaristisk synspunkt vil inflation kunne undgås, så længe folk tænker rationelt. Og hvis der ingen restriktioner og begrænsninger er på markedet, vil folk netop tænke rationelt, og dette vil så holde inflationsforventningerne nede. 5.4: Keynesiansk indgang til inflationsbekæmpelse Vi har valgt et keynesiansk udgangspunkt som teori nummer to, da keynesianerne er de væsentligste kapitalistiske kritikere af en monetaristisk økonomisk politik. Grunden til at vi ikke har valgt den væsentligste ikke-kapitalistiske økonomiske teori er, at en marxistisk kritik af planen nemt ville blive en generel kritik af det kapitalistiske samfund, hvilket vi ikke mener er formålet med denne opgave : Hvad er keynesianisme? Keynesianisme er en økonomisk tankegang med udgangspunkt i Keynes tanker, primært The General theory of Employment, Interest, and Money men også andre tekster af Keynes og andre økonomer f.eks. Richard Kahn. Grundtanken hos keynesianerne er, at det ikke er udbudet, men efterspørgslen der er afgørende for vækst. Derfor kan staten skabe vækst ved at øge sine udgifter, da disse udgifter vil give indtægter hos andre, der så vil efterspørge varer, hvilket vil give indtægt hos en ny person og dermed ny efterspørgsel (dette kaldes multiplikatoreffekten). Udfra denne tankegang vil øgede udbetalinger til f.eks. pensionister (eller ansættelse af en ekstra medarbejder) kunne nedbringe 36

40 arbejdsløsheden, da flere penge til pensionisterne vil medføre øget efterspørgsel og dermed mere produktion hvilket skaber arbejdspladser. Keynes mente modsat monetaristerne, at der godt kan opstå langvarig arbejdsløshed a, og at det er statens opgave og ansvar at løse problemet. 77 Derfor mener Keynesianerne, at staten skal føre en aktiv finanspolitik, da finanspolitikken har en afledt effekt, der medfører vækst og mindsket arbejdsløshed. Omvendt skal staten bruge færre penge, hvis der er risiko for mangel på arbejdskraft, da det kan medføre overophedning af økonomien. Keynes mener, at staten bør styre forbrugertilbøjeligheden bl.a. gennem rentesatsen for at påvirke den værende konjunktur i landet. 78 Derfor skal politikerne bruge centralbanken til at skabe vækst ved at i nedgangsperioder sætte en lav rente for at øge forbruget og dermed realinvesteringerne. En anden vigtig faktor i den keynesianske tankegang er opsparingsparadokset. En øget opsparingstilbøjelighed vil ikke nødvendigvis betyde faldende realinvesteringer, da keynesianerne mener, at de private banker vil kunne låne de opsparede penge ud, selvom de ikke opbevarer dem i bankboksen, og en anden person vil altså have mulighed for at låne disse penge og investere i en virksomhed. Det vil sige, at en øget opsparingstilbøjelighed ikke behøver at betyde, at den samlede opsparingstilbøjelighed i samfundet stiger. 79 Dette kan føres videre til, at keynesianerne mener, at pengemængden er endogen og uendelig elastisk. Centralbanken kan, i modsætning til hvad monetaristerne hævder, ikke styre denne mængde, da det er de private bankers udlån og lån fra udlandet, der bestemmer pengemængden. Pengene i de private banker bliver altså netop skabt gennem bankernes lånebevillinger. 80 a Både Keynes og monetaristerne oplevede krisen i 30erne. De var ikke uenige om, at der kunne komme meget kraftig arbejdsløshed i en periode, de var uenige om tolkningen af samme, altså om det var en naturlig uundgåelig arbejdsløshed, eller om det var et seriøst problem, der skulle undgås fra statens side. 37

41 Keynesianerne mener, at en høj rente er dårlig, da det betyder, at realinvesteringerne vil blive formindsket, og dette vil medføre mindre vækst og et fald i beskæftigelsen. De hævder også, at det ikke er noget problem at holde renten lav. Det er bare at tilpasse pengemængden til efterspørgslen. En forøgelse af pengemængden fører til øget indkomst og dermed øget forbrug og højere vækst. Dette fører ikke nødvendigvis til prisstigninger og inflation, som monetaristerne siger. Fastkurspolitik er ikke specielt godt ifølge keynesianere. En fastkurspolitik kan nemt føre til, at det offentlige bliver nødt til at prøve at gøre alt for at bekæmpe inflationen, da landets valuta ikke må svinge særlig kraftigt i forhold til den valuta, det lægger sig op ad a. Det vil medføre at statens råderum med hensyn til at føre en finanspolitik, er blevet kraftigt formindsket, da man afgiver både rente- og pengepolitik som værktøjer til at skabe vækst, da de begge skal bruges til at holde en stabil valutakurs. Og vi har netop beskrevet, hvordan renten påvirker realinvesteringer og vækst i et land, så dette vil have meget stor betydning : Keynesiansk tilgang til inflationsbekæmpelsespolitik Keynesianerne mener modsat monetaristerne ikke, at det er pengene, der skaber inflationen, men derimod folks ønsker om at forbruge mere end det, der bliver produceret. 81 Dette kan, for at løse problemet umiddelbart, sætte gang i optagelsen af lån fra private banker eller fra udlandet, og dermed vil der blive bragt flere penge i omløb i landet, og der vil fremkomme inflation. Hvor monetarister mener, at en formindsket pengemængde ved en forhøjelse af centralbankens realrente i et samfund mindsker inflationen, mener keynesianere, at det er selve renteforhøjelsen, der er direkte årsag til en faldende inflation. De mener, at en sådan forhøjelse vil føre til færre realinvesteringer og dermed en reducering i produktionen og efterspørgslen på arbejdskraft. 82 a Eksempelvis er der i EU blevet sat et loft for, hvor høje udsving den nationale rente må have i forhold til den rente Den Europæiske Centralbank har fastsat, og da EU vægter inflationsbekæmpelse meget højt og fastsætter renten derefter, bliver nationalstaterne nødt til at gøre det samme. 38

42 Keynesianerne har ikke nogen reel inflationsbekæmpelsespolitik, da de ikke har fundet en løsning til at bekæmpe inflationen, uden at det går ud over arbejdsløsheden. De har dog en teori om, at inflation kan fjernes ved at fjerne inflationsforventningerne, da de mener, at det gælder om at have tillid til fremtiden. Dvs. hvis de kan få arbejdsmarkedets parter til at tro på, at der i fremtiden ikke kommer inflation, og dermed ikke indregner inflationen i lønstigningerne, og hvis virksomhederne samtidig fastholder priserne, vil det være muligt at fjerne inflationen. Hvordan man fjerner inflationsforventningerne, når det ikke direkte eller indirekte må skabe arbejdsløshed siger Keynes ikke noget om a : Er det muligt at føre en keynesiansk økonomisk politik med det formål at skabe vækst, uden at der er stabile rammer? Hvis der er en så kraftigt accelererende inflation, at det ikke er til at forudse hvor store indtægter og udgifter, man vil få, er det ikke muligt at føre finanspolitik og derfor heller ikke en aktiv finanspolitik. Keynesianere mener, at det ikke er en så vigtig ting at bekæmpe inflationen som at bekæmpe arbejdsløsheden. Eller sagt på en anden måde, at man ikke skal betale en lav inflation med en høj arbejdsløshed. Derimod hvis et samfund opnår fuld beskæftigelse, vil det være fornuftigt at føre en politik, der bekæmper inflationen : Teoretisk analyse af Plano Real I dette afsnit vil vi udfra henholdsvis den monetaristiske og keynesianske teori forsøge at belyse, hvilke effekter Plano Real ifølge teorierne ville have, og derefter belyse om teorierne passer i forhold til, hvad der rent faktisk skete. a Vi har i hvert fald ikke fundet noget. 39

43 5.5.1: Planen ifølge monetaristerne Plano Real indeholdt en række tiltag, som skulle sikre budgetbalance på de offentlige budgetter (jf. 3.2). Underskud på de offentlige budgetter er i følge monetaristerne en væsentlig årsag til inflation, da staten normalt vil finansiere et underskud ved at trykke flere penge. I 1994 oprettedes FSE med det formål at frigøre penge fra føderalregeringen, som ellers var øremærkede til andre formål. Pengene fra FSE skulle bruges til at afhjælpe nogle af de sociale problemer, som var en følge af Plano Reals stramme finanspolitik, og da de var fundet andre steder, gik det ikke ud over budgettet. Derfor taler alt for, at monetarister ville mene, at FSE var en god ide, da den afhjalp nogle sociale problemer uden samtidig at skabe inflation. Samtidig med oprettelsen af FSE blev der lavet en række skatteændringer samt effektivisering af det allerede eksisterende skattesystem ligeledes med det formål at opnå budgetbalance, og ifølge monetaristerne mindske det inflationære pres. Dog kan man forestille sig, at de skatter som blev pålagt finansielle transaktioner samt selskabsskatten ville møde modstand fra monetaristisk side, da de ville begrænse aktørernes virke på det fri marked. Den grundlæggende tanke i monetarismen er netop, at markedet er bedst overladt til sig selv og enhver statslig indgriben bør undgås. Derfor kan man uden tvivl hævde, at de gennemførte privatiseringer af offentlige virksomheder ansås som et positivt træk. Det er altså ikke kun for at skaffe hurtige finanser til at opnå budgetbalance, at privatiseringer er ønskelige, men også for at opnå ligevægt mellem udbud og efterspørgsel gennem øget konkurrence, og på langt sigt begrænse det offentliges udgifter. På samme måde anses ophævelsen af de offentlige monopoler som positivt, ligesom Brasiliens generelle liberalisering af markedet ved bl.a. sænkning af importtold anses som positivt, da det kan skabe øget konkurrence. Som nævnt i bør centralbankens rolle efter monetaristernes mening begrænses til at bekæmpe inflationen via rentens størrelse. Ifølge en monetaristisk tankegang var det forklaringen på, hvorfor den brasilianske centralbank hævede renten, da den netop ønskede at begrænse pengemængden i samfundet. Samtidig ved at have en høj rente 40

44 ville man tiltrække udenlandsk kapital, som ville kunne styrke éns valuta og have en stabiliserende effekt. Dette kan dog have negative effekter på væksten i realinvesteringer, men inflationsbekæmpelse vægtes højest og dermed er det en pris, som er værd at betale. Centralbanken meldte også klart ud, hvor mange penge de agtede at sætte i omløb, hvilket er en traditionel monetaristisk måde at begrænse pengemængden på. Udfra et monetaristisk synspunkt vil det komme an på en konkret vurdering, hvorvidt man er tilhænger af en fastkurspolitik. Grundet Brasiliens situation ville den i praksis førte fastkurspolitik overfor dollaren nok vurderes positivt, da et del af de tiltag, som kræves for at holde kursen fast, vil være lig det, som bruges til inflationsbekæmpelse. Det er en absolut forudsætning, at man har styr på inflationen, før man kan føre fastkurspolitik. Renten kan da kun bruges til at forsvare valutaen. Det, at man ved implementeringen af Plano Real valgte at skabe en ny møntfod, kan fra en monetaristisk synsvinkel være med til at give en positiv signalværdi, uden i nogen større grad at forstyrre markedskræfterne. Udstedelsen af penge skulle med Plano Real forblive styret af politikere, hvilket udfra et monetaristisk synspunkt ikke er optimalt, da politikere for at score stemmer kunne finde på at skabe vækst og bekæmpe arbejdsløsheden i stedet for at bekæmpe inflationen. I et frit marked vil der automatisk skabes beskæftigelse, hvis inflationen bekæmpes. En mere moderat monetarist ville dog nok kunne bifalde den strammere kontrol med pengepolitikken, som planen medførte, men ville stadig foretrække en uafhængig centralbank, da man ikke kan garantere, at politikerne vil fortsætte med at føre fornuftig politik. Forbudet mod indeksering af priser og lønninger ved implementeringen af Plano Real ville absolut kunne ses positivt fra en monetaristisk synsvinkel, da denne politik er bygget op om netop at undgå inflation. a For det første er indeksering en dårlig ide, idet det i høj grad kan være med til at skabe accelererende inflation, og for det andet er hele a Man kan så undre sig over, hvorfor det er nødvendigt med fastfrysninger, hvis markedet automatisk regulerer sig selv. 41

45 ideen med indeksering som en korregering af ændringer i købekraften meningsløs fra en monetaristisk vinkel, hvor man vil undgå inflation for enhver pris. I øvrigt kan indeksering kun være hæmmende for det frie marked, hvilket ingen monetarist vil kunne acceptere. For en monetarist vil den fastfrysning af priser der forekom ved indførelsen af Plano Real være udmærket, idet det kan være med til at påvirke inflationsforventningerne i en positiv retning, da det er et signal om, at man ønsker at gøre noget ved inflationen. Netop det at fastfryse priser i en kort periode ved implementeringen af en inflationsbekæmpende plan kan ifølge monetarister i høj grad være med til at tiltrække investorer, da det netop er det, man giver udtryk for at ville. Det er dog meget væsentligt at fastfrysningen kun forekommer i en kort periode, da det reelt set faktisk er en hindring for det frie marked : Planen ifølge keynesianerne Planen indeholdt budgetbesparelser på 1993-budgettet med det formål at opnå budgetbalance (jf. 3.2). Da det er efterspørgsel, der skaber udbud og dermed vækst, vil offentlige besparelser dermed skabe færre private indtægter og mindre udbud, derfor vil offentlige besparelser nemt kunne føre til faldende vækst og dermed arbejdsløshed set udfra et keynesiansk synspunkt. Oprettelsen af FSE er, set med keynesianske øjne, blot en allokering af ressourcer inden for det offentlige, med det formål at forhindre sociale problemer, hvilket de vil næppe har noget imod. I en rent keynesiansk politik ville man måske i stedet have oprettet FSE for lånte penge i stedet for penge der var øremærkede til andre formål, da budgetunderskud ikke anses som et kæmpe problem. Samtidig med oprettelsen af FSE blev der lavet en række skatteændringer samt effektivisering af det allerede eksisterende skattesystem. Dette mener keynesianere kan føre til arbejdsløshed, da højere skat vil medføre lavere disponibel indkomst, og dette vil føre til mindre efterspørgsel og mindre vækst. Men da skatterne primært lå på de højere indkomstgrupper, som har en lavere opsparingstendens, ville det formodentlig 42

46 ikke gå så kraftigt udover væksten, og det vil derfor kunne betragtes som en mere acceptabel skattestigning. Den keynesianske grundtanke er, at markedet som regel ikke fungerer optimalt. Derfor skal staten gå ind og regulere markedet gennem efterspørgselsstimulering. Angående produktionen kunne det i princippet lige så godt være det private som det offentlige, der varetager opgaverne, da det er resultatet, der er relevant ikke størrelsen på den offentlige sektor. Men da beskæftigelse nok er keynesianernes kardinaldyd, vil privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor, som medfører øget arbejdsløshed, være ilde set med keynesianske øjne. Derfor vil de nok ikke ubetinget have bifaldet det store privatiseringsprogram, som Brasilien gennemførte. Man kan forstille sig, at de ville have lavet en sondring mellem forskellige typer virksomheder, hvor det især er naturlige offentlige monopoler, som det rent samfundsøkonomisk ikke kan betale sig at privatisere, da stordriftsfordelene er åbenlyse. Forbud mod indeksering kan umiddelbart kun ses som positivt fra et keynesiansk synspunkt, (under forudsætning af at inflationsbekæmpelsen virker), primært idet man ved at afskaffe automatisk lønregulering både direkte hæmmer accelerationen af inflation, og at man ved at fjerne den giver et signal til befolkningen og omverdenen om, at man regner med at inflationen vil falde. Det kunne dog være kritisk at forbyde indeksering hvis inflationen ikke bliver sænket, idet det vil betyde enorme problemer for de lønarbejdere der pludselig ikke har nogen købekraft og dermed også for samfundsøkonomien, idet væksten vil blive bremset netop på grund af denne mangel på ressourcer i samfundet. Et vigtigt element i Plano Real har derfor ifølge keynesianerne været klagefristen i forbindelse med overgangen til den nye valuta. Fastfrysning af priser og lønninger er en måde, hvorpå man udfra keynesiansk tankegang kan bekæmpe inflation. Keynesianere vil mene, at dette er en af måderne, man kan skabe tillid til fremtiden på, en tillid der i høj grad kan påvirke inflationsforventningerne. Og idet den eneste umiddelbare keynesianske inflationsbekæmpelsespolitik er at fjerne inflationsforventninger, er dette måske et af de vigtigste elementer, da markedet ikke automatisk vil regulere sig selv. 43

47 Igen er indførelsen af en ny møntfod også positiv idet dette også er med til at øge tiltroen til økonomien og dermed også nedbringe inflationsforventningerne. Da realen blev indført, blev centralbanken pålagt at føre fastkurspolitik i forhold til dollaren. Keynesianerne ville betragte dette som en begrænsning af statens økonomiske råderum, og vil derfor ikke mene, at dette var en optimal løsning. Keynesianere mener, at renten skal bruges til at skabe vækst, og at den skal fastsættes udfra en fornuftig økonomisk politik, og denne politik skal føres af den nationale regering med henblik på at bekæmpe arbejdsløsheden og øge væksten. Situationen kan dog vurderes anderledes, hvis der som i Brasiliens tilfælde er tale om accelererende hyperinflation. Her vil inflationen besværliggøre en ekspansiv finanspolitik, så derfor vil man måske være mere villig til at afgive renten som værktøj hvis det medfører at man kan bruge finanspolitikken mere effektivt : Planen i virkeligheden Med indførelsen af Plano Real, blev hyperinflationen nedbragt særdeles kraftigt (jf. 4.2). En monetarist vil mene, at det skyldes at pengemængden i samfundet er blevet begrænset, primært pga. at det i 1994 var lykkedes at opnå budgetbalance. En keynesianer ville mene, at det nok snarere er pga., at folk havde fået tillid til, at inflationen ville forblive lav i fremtiden, og derfor ikke længere indregnede inflationsforventninger i udregninger af priser og løn. Denne tillid kunne bl.a. være opstået, fordi folk havde tiltro til Cardosos politik. For det første fordi de havde tiltro til at han kunne nedbringe inflationen med denne plan, bl.a. pga. at der blev indført en erstatningsordning, hvor folk kunne få erstatning for tabt løn i op til fire måneder efter den nye valutas indførsel. For det andet kan en af virkningerne have været hans politiske program, hvor han lovede højt og helligt at bekæmpe fattigdommen, forbedre uddannelsessystemet osv. Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved, om han rent faktisk holdt hvad han lovede. 44

48 De nedskæringer, man foretog for at opnå budgetbalance (jf. 4.3), har så vidt, vi kan se, ikke været skyld i den faldende vækst i BNP (jf. 4.4), der var i 1995 og 96, da nedskæringerne allerede startede i 1993, og da faldet først kom i andet kvartal i Ændringen i BNP, formoder vi skyldes, at der konjunkturmæssigt var opsving indtil 1995, hvor der kom en overophedning og derefter konjunkturnedgang. Om nedgangen i væksten i BNP var skyld i stigningen i arbejdsløsheden i 1996 (jf. 4.5), har vi svært ved at sige noget om, da det kan være svært at se nogen direkte sammenhænge mellem tabellerne 4.3 og 4.4. Den øgede ulighed i det brasilianske samfund (jf. tabel 4.7), mener vi, kan skyldes, at budgetnedskæringerne, som følge af Plano Real, må have haft en social slagside. Her kan man forvente, at den reallokering, der er sket af ressourcer fra delstaterne til føderalt niveau, eventuelt har haft en afgørende betydning, da det kan formodes, at ydelserne på de sociale områder har været et oplagt sted at skære ned for delstaterne. 5.6: Sammenfatning/delkonklusion Der er store forskelle på monetarister og keynesianere i forhold til Plano Real og inflationsbekæmpelse; monetaristerne mener at inflationen kun er skabt af pengemængden i samfundet, og at den bedste måde at bekæmpe den på netop derfor er at reducere denne. Udover dette er den generelle tanke at markedet fungerer bedre uden statskontrol, og derfor ønsker de at beskære staten. Keynesianerne derimod mener at markedet næsten aldrig fungerer som det skal, og at det derfor er vigtigt at have statslig kontrol med markedet. På inflationsområdet beskæftiger keynesianere sig primært med inflationsforventninger, og vil ved at fjerne disse også fjerne inflationen. Det monetaristiske argument om at en begrænsning af pengemængden vil begrænse inflationen, anser vi ikke som en gyldig forklaring på det drastiske fald i inflationen, som var en følge af Plano Real. Det er muligt, at pengemængden blev begrænset og der blev opnået budgetbalance i 1994, og dette udfra et monetaristisk synspunkt ville være forklaringen. Men vi vurderer, at det er inflationsforventningerne, der har spillet den største rolle, da man netop i de tidligere planer har forsøgt at begrænse pengemængden uden succes. Det som vi vurderer som den væsentligste forskel var, at der blev skabt 45

49 tillid til Plano Real. Denne tillid skabtes gennem muligheden for lønerstatning, åbenhed omkring planen og den gradvise indførsel samt Cardosos valgflæsk. Tillid til planen betød, at folk ikke længere indregnede inflationsforventninger i lønaftaler og priser. Planens grundidé var overvejende monetaristisk. Men elementerne i monetaristisk inflationsbekæmpelse - privatiseringer og budgetbesparelser - er efter vores overbevisning ikke i sig selv inflationsbekæmpende, da vi ikke anser størrelsen af pengemængden som årsagen til faldet i inflationen. Derimod kan disse tiltag have haft en effekt på inflationsforventningerne. Planen førte ikke til øget arbejdsløshed, som man udfra et keynesiansk synspunkt ville forvente, at grundelementerne i en monetaristisk inflationsbekæmpelsesplan ville gøre. Stigningen i 1996 mener vi ikke, kan tilskrives Plano Real. Nedskæringerne i de offentlige budgetter anser vi som den direkte årsag til den øgede ulighed. 46

50 6: IMF, strukturtilpasning og Plano Real 6.1: Indledning I dette kapitel vil vi lave en sammenligning mellem IMFs stabiliseringsprogrammer og Plano Real med det formål at undersøge i hvilken grad, Plano Real var en succes i forhold til planens egen målsætning og i forhold til de strukturtilpasningsprogrammer IMF har gennemført andre steder i verden. Vi vil se på i hvilken grad, IMF har været indblandet i planen, og hvorvidt Plano Real med samme succes vil kunne implementeres i andre lande. 6.2: Hvor meget IMF var der i planen Plano Real var ikke et IMF dirigeret program, som man har set det i andre lande i lignende situationer, men når man kigger på Plano Real, vil der være en række sammenfaldende elementer med strukturtilpasnings- og stabiliseringsprogrammer gennemført af den Internationale Valutafond IMF : IMFs stabiliseringsprogrammer IMF blev stiftet med det formål at sikre internationalt konverterbare valutaer, hvilket er en forudsætning for handel over grænser. Medlemskab af fonden er betinget af nogle krav. Medlemslandet skal sikre en gennemskuelig økonomi og skal levere information omkring finans- og pengemæssige forhold i landet samt undgå restriktioner på valutaudvekslinger og så huske at betale sin gæld til andre medlemslande. IMF kan desuden bistå med teknisk assistance i forbindelse med økonomiske omorganiseringer. 84 Det, IMF er mest kendt for, er dog dens stabiliseringsprogrammer, som kan sættes i kraft, hvis et land kommer i store økonomiske vanskeligheder f.eks. stort betalingsbalanceunderskud, som forhindrer landet i at betale sin gæld. I sådanne krisesituationer stilles en række yderligere krav, hvis man ønsker at modtage hjælp. Landets regering skal - efter konsultation med en udsendt IMF repræsentant - sende et 47

51 hensigtsbrev til fonden, hvori det redegør for hvilke reformer, det har tænkt sig at gennemføre. Programmet tilrettelægges altså i princippet i ud fra nationale forhold. Visse elementer går dog altid igen i IMFs programmer: - offentlige nedskæringer - en stram penge- og finanspolitik samt - fjerne strukturelle problemer så som ineffektive offentlige foretagender. Det stilles som betingelse, at man har opfyldt disse krav, før man kan få tilkendt lån. Konsekvensen hvis man afslår er, at man bliver blacklistet, ikke kun fra IMF-lån, men også fra de internationale lånemarkeder, hvilket besværliggør kriseløsning betydeligt. 85 Lån gives ofte i faser, og udbetalinger kan tilbageholdes, hvis et land ikke opfylder de opstillede reformkrav. 86 Måden, planerne indføres på, er ofte via chokterapi, og der synes at være en holdning til at jo mere chokterapi jo bedre. 87 IMF er blevet kritiseret for at føre en benhård økonomisk politik, som har enorme sociale konsekvenser som følge. Den høje rente, som ofte indføres for at tiltrække udenlandsk kapital, kan virke dræbende på den økonomiske aktivitet i landet og kombineret med offentlige nedskæringer og privatiseringer, har øget arbejdsløshed ofte været konsekvensen. 88 Historisk set har institutionen været domineret af den neoliberale økonomiske strømning med økonomer som Ricardo og Milton Friedman som nogle af frontfigurerne. Ved Bretton-Woods konferencen i 1944, hvor IMF og Verdensbanken blev stiftet, var John Maynard Keynes ellers én af medforfatterne til den europæiske delegations oplæg, men meget få af kravene blev opfyldt. 89 Ræsonnementet i IMF s økonomiske politik kan siges at ligge i klar forlængelse af den monetaristiske teori om inflationsbekæmpelse (jf. 5.3). Nødvendigheden af at føre en kontraktiv politik, samt det fælles idegrundlag om, at offentlige virksomheder som regel er ineffektive og markedsforvridende. I mindst et tilfælde er det blevet dokumenteret, at økonomer udsendt af IMF blot har taget en plan fra et land og overført det direkte til et andet. Desværre glippede søg og erstat funktionen et par steder, og det oprindelige lands navn fremgik også i den nye rapport (Stiglitz) 48

52 6.2.2: IMFs påvirkning af Plano Real En del elementer af Plano Real ligner IMFs opskrift på et økonomisk stabiliseringsprogram. Alligevel valgte IMF ikke at yde lån til implementeringen af planen. Hvilken teknisk begrundelse, som ligger bag IMFs afslag, har vi ikke kunne finde. Men Cardoso har selv udtalt, at afslaget skyldtes, at en eller anden middelmådig tekniker ikke syntes, at de politiske forhold i Brasilien var passende (citat: Cardoso, CEPAL Review 52,.). En forklaring på dette kan være, at Brasilien var blevet blacklistet af en række private banker ledet af CitiCorp pga. at gældsafdragene til de private banker gik for langsomt, og IMF havde fulgt bankernes råd om ikke at yde nye lån til Brasilien, før der var opnået en ny ordning. Dette lykkedes ellers, da Brasilien opnåede en aftale som en del af Brady-planen a, men IMF gav stadig ikke økonomisk støtte til Plano Reals gennemførelse til trods for, at de betragtede Brasilien som værende på rette spor i den økonomiske reformproces. 90 IMF bistod dog med teknisk assistance i forbindelse med oprettelsen af URV-indekset, og den sociale nødhjælpsfond SFE ligner til forveksling den model, IMFs søsterorganisation Verdensbanken bruger til frigørelse af offentlige finanser i dens strukturtilpasningsprogrammer. 91 En mulig forklaring på IMF s afslag kan være utilfredshed med tempoet i og omfanget af reformerne, hvilket kunne skyldes, at det, som nævnt i kapitel 3, langtfra lykkedes at få alle regeringens reformforslag igennem. Eller måske har IMF blot delt samme pessimisme, som ledende økonomiske institutter gav udtryk for i tiden op til planen. 6.3: Nyt kriterium for inflationsbekæmpelse? Selv om der i Plano Real er mange sammenfald med IMF s traditionelle stabiliseringsprogrammer, så adskiller den sig alligevel på en række punkter. a Brady-planen er et forsøg på at opnå en løsning på gældsproblematikken på markedsvilkår. 49

53 En af de mest centrale forskelle er, at Plano Real blev gradvist indført og ikke via chokterapi, som mange IMF programmer. Store omvæltninger fra den ene dag til den anden blev dermed minimeret. Den større grad af åbenhed omkring planen kan også være én af årsagerne til successen. Dette har givet tid til at forhindre kæmpe løntab i forbindelse med overgangen fra URV-indekset til den ny valuta. Her indførte man netop en fire måneders klagefrist for at tage forbehold for eventuelle løntab. Et forhold, som under implementeringen ansås som et stort problem, var de offentligt ansattes jobsikkerhed. Her blev der, som nævnt i 3.6.3, ikke gennemført nogle større reformer før i 1998, hvilket måske kan være én af forklaringerne på, at arbejdsløsheden ikke er steget nævneværdigt det var simpelthen ikke muligt at gøre det. Plano Real var mere orienteret omkring specielt brasilianske forhold. Man har altså ikke taget en allerede eksisterende plan og skiftet navnet ud! Derfor kan man altså heller ikke uden videre overføre planen til andre lande og forvente, at den vil få samme effekt. Det er nødvendigt at kigge på de specifikke forhold i det enkelte land. Samtidig må man lære af de mange fejlslagne forsøg på inflationsbekæmpelse og i fremtiden måske dermed minimere de enorme sociale konsekvenser, mange af dem har haft. Derfor er det heller ikke muligt at opstille noget decideret nyt kriterium for inflationsbekæmpelse, men især det faktum at Plano Real ikke blev implementeret som chokterapi, hvilket er en generel løsning i IMF ledede programmer og også det, at man brugte meget energi på at fjerne inflationsforventningerne har været succesrigt i Plano Real, men er ikke vægtet højt hos IMF. 6.4: Sammenfatning/delkonklusion Man kan ikke med sikkerhed sige hvorfor IMF ikke valgte at støtte Plano Real, da der er to forhold der kan have gjort sig gældende: det ene er, at IMF måske ikke har syntes at planen var vidtgående nok. Det andet var, at Brasiliens var blacklistet i forhold til optagelse af nye lån et forhold, som ikke havde noget direkte at gøre med planens indhold. 50

54 Umiddelbart er der en række ligheder mellem Plano Real og IMFs stabiliseringsprogrammer, da de begge er baserede på den monetaristiske inflationsbekæmpelsespolitik. Der er dog nogle væsentlige forskelle, som har været medvirkende til Plano Reals relativt heldigere udfald, hvad angår social slagside. Dette kan især tilskrives den gradvise indførsel modsat chokterapi, samt dens tilpasning til brasilianske forhold og ikke bare betingelsesløs overtagelse af et eksisterende program. Det faktum, at det ikke var muligt at afskedige offentligt ansatte, kan have været medvirkende til, at den minimale stigning i arbejdsløsheden ikke blev større. Man bør tage ved lære af erfaringerne fra processen omkring Plano Reals indførelse og dermed måske minimere nogle af de værste konsekvenser af IMFs stabiliseringsprogrammer. Men da det var forventningerne, som var det afgørende ved Plano Real, vil det være fornuftigt, at udarbejde et nyt kriterium for inflationsbekæmpelse, som ikke bygger på teorier om pengemængde, men derimod på inflationsforventninger. 51

55 7: Konklusion og perspektivering 7.1: Konklusion Brasilien er et land præget af stor fattigdom. Dette skyldes en enormt ulige indkomstfordeling og da Brasilien er et utroligt rigt land, vil det være muligt at ændre dette gennem en gennemgribende social omfordeling. Landet har dog været præget af stor økonomisk ustabilitet. Gældskrise og hyperinflation har alt andet end forbedret situationen. Gentagende stabiliseringsprogrammer har søgt at råde bod på inflationen uden videre succes. I 1993 påbegyndtes et omfattende reformprogram, som gik under navnet Plano Real med formålet at bekæmpe inflationen. Planen adskilte sig på en række punkter fra gængse strukturtilpasning- og stabiliseringsprogrammer ledet af den Internationale Valutafond IMF. Det leder os frem til vores problemformulering: Hvilke økonomiske og sociale konsekvenser havde Plano Real og de dertil knyttede reformer og kan man bruge erfaringerne fra Plano Real til at forbedre IMFs stabiliseringsprogrammer? Planen blev gennemført i faser og bestod af en række reformer på skatteområdet og forfatningen. Planens omdrejningspunkt var indførelsen af en ny valuta. Det der er særligt ved Plano Real er, at man har forsøgt at fjerne det, man anså som årsagerne til inflationen i stedet for kun at bekæmpe den. Man anså budgetbalance som en forudsætning for dette. Midlerne var en række ændringer på skatteområdet og nedskæringer i de offentlige udgifter. Derudover påbegyndte man liberaliseringer af økonomien ved at gennemføre privatiseringer, afskaffe offentlige monopoler samt ændringer i offentlige ansattes forhold. I forbindelse med overgangen til den ny valuta var der blevet oprettet et indeks, som fastsatte en daglig kurs i forhold til den eksisterende valuta. Der blev også indført forbud mod at indregne inflationsforventninger i kontrakter. 52

56 Økonomisk set kan man beskrive planen som en succes, idet inflationsproblemet blev løst uden samtidig at skabe nye økonomiske problemer. Planen havde ingen afledt negativ effekt på væksten. De udsving, der var, skyldtes efter vores vurdering ændringer i konjunkturerne. Den pris, der blev betalt for planens økonomiske succes, var socialt set høj. Planen betød en forværring af en i forvejen meget skæv indkomstfordeling. Der er dog ikke noget, der tyder på, at den lille stigning i arbejdsløsheden, der har været, skyldtes planen. Årsagen til at planen virkede, formoder vi skyldes, at inflationsforventningerne blev fjernet. Det er lykkedes at overbevise folk om, at der blev gjort en aktiv indsats for at fjerne inflationen. Selve grundstammen i inflationsbekæmpelsesplanen var opbygget på baggrund af den monetaristiske økonomiske teori. Budgetbalance blev anset som en forudsætning for at fjerne inflationen, da dette ville formindske pengemængden, hvilket af monetarister opfattes som den egentlige årsag til inflation. Midlet var, som nævnt tidligere, privatiseringer og nedskæringer i de offentlige budgetter. Men da dette netop er de selvsamme metoder (begrænsning af pengemængden), man har anvendt ved tidligere forsøg på at bekæmpe inflationen, vurderer vi, at det snarere har været tiltro til planen, som har gjort, at den virkede. Dette kan ydermere begrundes i den monetaristiske teori..rente pengemængde,, Hermed ikke sagt, at planen ene og alene skal forstås udfra et keynesiansk synspunkt, men at det var denne teoris grundtanke om inflationsbekæmpelse forventningerne som førte til planens succes og ikke formindskning af pengemængden. Planens monetaristiske elementer har meget sandsynligt været med til at styrke forventningerne alene det at der blev gjort noget men var ikke i sig selv årsag til, at inflationen faldt så drastisk. Tilliden er blevet yderligere forstærket gennem muligheden for lønerstatning, åbenhed omkring planen samt Cardosos valgløfter. Tillid til planen betød, at folk ikke længere indregnede inflationsforventninger i lønaftaler og priser. Vi anser den forværrede indkomstfordeling som værende en direkte følge af budgetnedskæringerne især pga. den ændrede fordelingsnøgle mellem delstater og 53

57 føderalt niveau. Dette formoder vi, da vi ikke statistisk kan påvise nogen sammenhæng mellem indkomstfordeling og ændringerne i henholdsvis vækst og beskæftigelse. Den Internationale Valutafond IMF bygger stort set deres inflationsbekæmpelsespolitikker på monetarismen. Stabiliseringsprogrammerne indføres ofte ved chokterapi og har ofte ført til økonomisk stagnation og arbejdsløshed og er langtfra altid blevet udviklet specielt til det enkelte lands økonomiske situation. Processen omkring Plano Real adskiller sig på en række punkter herfra, især ved den gradvise implementering, åbenheden omkring planen og den større grad af tilpasning til nationale forhold. Disse forskelle er værd at tage i betragtning, da de netop kan være en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor planen virkede. Især da vores opfattelse er, at det var forventningerne, som var årsagen til dette. Derfor mener vi, at det ville være fornuftigt at forsøge at opbygge et nyt kriterium for inflationsbekæmpelse, som ikke bygger på ideer om pengemængde, men derimod søger at fjerne forventningerne til inflation. Da tanken bag dette er grundlæggende forskellig fra IMFs stabiliseringsprogrammer, mener vil ikke, at det vil være muligt og tilstrækkeligt at lave småændringer i disse. Der er to hovedårsager til dette. For det første vil man bekæmpe det, som vi anser som den egentlige årsag til inflation, og for det andet vil man måske kunne undgå de sociale konsekvenser, som bl.a. budgetnedskæringer ofte medfører. Man kan argumentere for, at det kan være umådeligt svært at løse de økonomiske og sociale problemer, som f.eks. den høje statsgæld og den skæve indkomstfordeling fra statslig side, når økonomien er så uigennemsigtig og ustabil, som den var under hyperinflationen. Økonomiske og sociale reformer virker simpelthen ikke på længere sigt, da eventuelle kortsigtede positive effekter undergraves af inflationen. Høj inflation er desuden værst for de økonomisk svageste i samfundet, idet de påvirkes af den mindste forringelse i deres løns købekraft. Men planen havde trods alt en social slagside, som måske kunne være undgået, hvis udgangspunktet for bekæmpelse ikke havde været pengemængde men inflationsforventninger. Vores konklusion er derfor at Plano Real har været en økonomisk succes idet inflationen er faldet, men at den har haft store sociale konsekvenser, som kunne have 54

58 været undgået, hvis man havde anvendt en anden model til bekæmpelse af inflation, fremfor betingelsesløst at følge økonomiske doktriner, hvis teoretiske grundlag i denne forbindelse ikke har vist sig at holde i praksis. Efter vores vurdering. 7.2: Perspektivering I bagklogskabens lys kan det synes let at påpege alle Plano Reals fejl og svagheder. Men spørgsmålet er, om man ikke allerede ved planens gennemførelse kunne have forudsagt en del af disse? Brasilien har med Plano Real gjort et ihærdigt forsøg på at tilpasse sig til den globale økonomi. Rent økonomisk kan dette vise sig at være en fordel, hvis Brasilien formår at klare sig i det internationale konkurrenceræs, hvilket det objektivt set har mulighederne for. En række negative følgevirkninger kan dog meget vel vise sig og har allerede vist sig. Liberaliseringen af det brasilianske marked kan meget vel have været med til at forværre den krise, som ramte Brasilien i slutningen af 1997 som en konsekvens af krisen i Sydøstasien. Her blev landet på få uger kastet ud i årtiets værste økonomiske krise. Da investorer begyndte at trække sig ud, sendte det rystelser igennem hele det internationale finansmarked. IMF fik på kort tid stablet én af dens største støtteprogrammer på benene, men de benhårde betingelser, som Brasilien skulle opfylde for at få lån af IMF, forværrede den sociale krise yderligere. Man kan sige at realens styrke nu er betinget af de internationale kapitalmarkeder, hvilket gør økonomien mere sårbar over for udsving på verdensmarkedet. På længere sigt kan den massive deregulering af staten og den offentlige sektor vise sig at være en svaghed, hvis Brasilien skulle vælge at føre en aktiv socialpolitik gennem finanspolitik eller beskæftigelsespolitik gennem de offentlige virksomheder. Uden en løsning på problemet med den enormt skæve indkomstfordeling kan man forvente øget social uro. En manglende løsning på jordproblematikken har i de sidste 15 år lagt grobunden for fremkomsten af det, som er blevet kaldt Latinamerikas mest dynamiske sociale bevægelse: de jordløse landarbejderes bevægelse (MST), som tæller mere end kvinder og mænd. Cardoso- regeringens løsningsmodel, den såkaldte 55

59 markedsbaserede landreform under Verdensbankens vejledning, har kun givet bevægelsen mere vind i sejlene. Som vi allerede har været inde på, så er Brasilien et rigt land, som har forudsætningerne for markante sociale ændringer. Det er den politiske vilje, som mangler. Godt på vej inde i Cardosos anden valgperiode har hans centrum-højrekoalition stadig ikke formået at gennemføre nogle af de mange valgløfter om sociale forbedringer. Dette kan man selvfølgelig ikke alene klandre ham for, men det får uundgåeligt én til at betvivle, hvor reelle hans hensigter er. 56

60 Litteraturliste: Bøger: Abreu, Marcelo og Verner, Dorte (1997): Long-Term Brasillian Economic Growth Paris, OECD. D Alva, Kinzo Matia & Bulmer-Tomas, Victor, Ed. (1995): Growth and Development in Brazil.. Institute of Latin American Studies, University of London. Amoroso, Bruno Ed. (1994): Keynes i dag 2. udgave, Roskilde, Forlaget Samfundsøkonmi. Baer, Werner (1995): The Brasilian Economy,2. udgave,. Westport, Praeger. Cardoso, Eliana (1991): From Inertia to Megainflation. Cambridge, Massachusetts, National Bureau of Economic Research. Chossudovsky, Michel (1997): The Globalisation of Proverty, London, Zed Books. Fox, M. Louise &. Morley, Samuel A (1991): Who Paid the Bill. World Bank, New York. Friedman, Milton & Friedman, Rose (1979): Det Frie Valg, København, G. E. C. Gads forlag. Friedman, Milton (1991): Monetarist Economics, Cambridge, Massachusetts, Institute of Economic Affairs. Heather, Ken (1997): Understanding Economics 2. udgave, London, Prentice Hall. IBGE (1997): Brasil in figures, IBGE. Jespersen, Jesper (1998): Økonomi og virkelighed, København, Jurist- og økonomforbundets Forlag. Jespersen, Jesper (2000): Introduktion til makroøkonomisk teori, København, Juristog økonomforbundets Forlag. Kaufman, Susan Purcell & Riordan, Roett Ed. (1997): Brazil under Cardoso, London, Lynne Rienner Publishers. Nørgård, Helge og Enrum, Nils (1991): National Økonomi, 8. udgave, København, Gyldendal. OECD (1998): Reviews of foreign Direct Investment,, Paris OEDC. 57

61 Pedersen, Kurt, et al (1996): Økonomisk teori i internationalt perspektiv 4.oplag, København., Jurist- og økonomforbundets Forlag. Shah, Anwar (1990): The New Fiscal Federation in Brazil , New York, World Bank. Tidsskrifter mm. : Cardoso, Fernando Henriques, 1994: CEPAL review vol. 52 The Economist Intelligence Unit, 1993: Brazil, Country report, 2.kvartal 93. The Economist Intelligence Unit, 1993: Brazil, Country report, 3.kvartal 93. The Economist Intelligence Unit, 1994: Brazil, Country report, 1.kvartal 94. The Economist Intelligence Unit, 1994: Brazil, Country report, 2.kvartal 94. The Economist Intelligence Unit, 1993: Brazil, Country Profile, 1993/94 The Economist Intelligence Unit, 1994: Brazil, Country Profile, 1994/95. The Economist Intelligence Unit, 1996: Brazil, Country Profile, 1996/97. The Economist Intelligence Unit, 1997: Brazil, Country Profile, 1997/98. Flynn, Peter, 1996: Brazil:The Plano Real, Third World Quarterly, Vol.17 (3) Internet: What is the IMF?, 10/9-00 Ricoperu, Rubens, Presentation of Motives for the Real Temporary Decree, Det brasilianske finansministerium, a, d. 10/11-00 Social Watch, d. 29/12-00 Stiglitz, Joeseph, 2000, The Insider, The New Republic online, d. 5/9-00 a Denne side har ikke været tilgængeligt siden vi tog et udprint, men ved henvendelse til gruppen kan vores arbejdsudgave med noter og overstregninger lånes. 58

62 1 The Economist Intelligence Unit (EIU), Brazil Country Profile 1993/94, s Shah (1990), s.1. 3 Abreu et al (1997), s Ibid., s.25 5 Baer (1995), s.3 6 Ibid., s Ibid., s D Alva et al. (1995), Baer (1995), s EIU. Brazil Country Profile 1993/94. S Baer (1995), s EIU. Brazil Country Profile 1994/95. S Abreu et al (1997). S Cardoso (1991), s Baer (1995), s D Alva et al. (1995) Baer (1995), s Ibid., s Ibid., s Ibid., s D Alva et al. (1995), s EIU. Brazil Country Profile 1993/94. S EIU. Brazil Country Profile 1993/94. S EIU. Brazil Country Profile 1993/94. S Fox (1991), s Baer (1995), s.4 27 Baer (1995), s Abreu (1997), s.27 og Flynn, (1996), s EIU, Country Report: Brazil, 3.kvartal, 1993, s Flynn (1996), s D Alva et al. (1995), s EIU, country report: Brazil,2.kvartal,1993, s Flynn (1996)s D Alva et al. (1995), s.81 59

63 36 EIU, Country Report: Brazil 1.kvartal 1994, s Ibid, s.13 og D Alva et al. (1995), s EIU, country profile: Brazil 94-94, s D Alva et al. (1995), s EIU, country report: Brazil,2.kvartal,1994, s Ricoperu (1994) 43 D Alva et al. (1995), s Flynn, s Brazil under Cardoso s For uddybende information se OECD reviews of foreign direct investment, Brazil, s EIU, Country Profile: Brazil, , s.8 48 Flynn (1996), s OECD (1998), s Ibid., s Ibid. 52 Ricoperu (1994) 53 Flynn (1996), s Kaufman et al (1997), s Flynn (1996), s IBGE, Brazil in figures, s Jespersen (2000), s EIU, Country Profile Brazil 96-97, side Pedersen et al (1996), s Jespersen (1998), s.120, Friedman (1991), s Heather (1997), s Jespersen (2000), s Jespersen (1998), s Heather (1997), s Ibid., s Ibid., s Ibid., s Friedman (1991), s.22-26, Friedman (1979), s. 297 og Friedman (1979), s Ibid., s Ibid., s.317, og Heather (1997), s Jespersen (2000), s Heather (1997), s

64 74 Friedman (1979), s Nørgård(1991), s Friedman (1979), s Nørgård(1991), s Amoroso (1994), s Jespersen (2000), s Jespersen (1998), s Ibid., s Ibid., s Amoroso (1994), s What is the IMF? 85 Chossudovsky (1997), s Ibid, s Stiglitz (2000) 88 Chossudovsky (1997), s Kristiansen (1989), s Chossudovsky (1997), s Ibid, s