Grænsen. Det værdifulde bevares i fornøjelsen ved at bruge det. magasin for mindretal, sprog og kultur. Med lov skal mindretal sikres

Transkript

1 Grænsen nr. 2 april årgang magasin for mindretal, sprog og kultur Det værdifulde bevares i fornøjelsen ved at bruge det Med lov skal mindretal sikres En løves lange rejse

2 Indhold Grænseforeningens formål: Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision: Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier: Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske statsstøtte til det danske mindretal i Sydslesvig. Foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer. Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5, 1054 Kbh. K Tlf Formand Finn Slumstrup finn@slumstrup.dk Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ketherkelsen@graenseforeningen.dk Foreningskonsulent Claus Jørn Jensen Tlf graenseforeningen@privat.dk GRÆNSEN 72. årgang Ansvarshavende redaktør Erik Lindsø el@graenseforeningen.dk Tlf Annoncer Anne Mette Holstein amh@graenseforeningen.dk Tlf: Udgivelse Oplag: gange årligt Nr. 3 Juni Deadline 2/6. Udgivelse 18/6 Nr. 4 August Deadline 2/8. Udgivelse 20/8 Nr. 5 Oktober Deadline 1/10. Udgivelse 15/10 Nr. 6 December Deadline 2/12. Udgivelse 17/12 Tryk Jørn Thomsen/Elbo A/S Layout Forsidefoto Scanpix Med lov skal mindretal sikres Med Folketingets vedtagelse af Sydslesvigloven er forbindelsen mellem Danmark og det danske mindretal hævet fra en fodnote til finansloven til at være sikret ved lov. Men skal loven give mening, kræver den folkelig forståelse. Derfor har oplysning i Danmark om Sydslesvig fået en central placering i loven. Midler, der tidligere ubeskåret er gået til mindretallet, kan nu også gå til aktører uden for mindretallet. Side 8 Læs også Side 20 Mindretal i bevægelse Side 23 Reportage fra Sendemandsmødet Side 25 Kort Nyt Side 30 Herregården et storværk Side 31 Bøger Det værdifulde bevares i fornøjelsen ved at bruge det I historien og i sproget befinder sig en betoning af, at der mellem generationerne i et nationalt fællesskab er en pagt, der ikke skal kastes vrag på, siger kulturminister Per Stig Møller. GRÆNSEN har konfronteret den nye kulturminister med situationen for dansk og sprog og kultur i en verden i hastig forandring. Side 4 En løves lange rejse Istedløven har forladt sin plads i København for at gøre sig rejseklar. Den 12. september ankommer den til Flensborg. Hermed træder et af danmarkshistoriens mest værdiladede symboler igen ind på scenen. Historikeren Lars Henningsen fortæller historien om Istedløvens lange rejse. Interview side 13

3 Leder Sendemandsmødet 2010 Af Finn Slumstrup, formand. Grænseforeningens Sendemandsmøde lørdag den17. april markerede afslutningen på den overgangsperiode foreningen internt har befundet sig i, siden sendemandsmødet i oktober med meget stort flertal vedtog den største strukturforandring i foreningens nu snart 90 årige historie. I stedet for en indirekte valgt hovedstyrelse på 40 medlemmer har vi nu en bestyrelse på 15, som næsten alle er valgt direkte på sendemandsmødet. Og i stedet for et forretningsudvalg på syv personer har vi nu et formandskab på tre, nemlig Jens Andresen, Jørgen Bruun Christensen og undertegnede. Det er ikke længere vedtægtsbestemt, at de 86 lokalforeninger skal være organiserede i kredse. Hvorledes lokalforeningerne» Oplysningsopgaven er påtrængende og vigtig og så stor, at den kun løftes i et bredt samarbejde tværs over grænsen mellem mindretallets organisationer og interesserede parter nord for grænsen. som er grundstammen i Grænseforeningen organiserer et regionalt samarbejde, bestemmer de suverænt selv. I det hele taget har det været ambitionen med forandringerne at styrke lokalforeningernes og sendemandsmødets betydning samt at slanke og forenkle Grænseforeningens landsledelse. Bestyrelsens konstituerende møde umiddelbart efter sendemandsmødet var starten på det spændende arbejde med i praksis at udmønte forandringerne til forbedringer til fordel for det, der nu som før er Grænseforeningens formål. Vilkårene for virkeliggørelsen af vort formål har forandret sig med Folketingets enstemmige vedtagelse den 23. marts af loven om tilskud til det danske kulturelle arbejde i Sydslesvig. Det var derfor helt naturligt, at denne lov blev nærmere omtalt i formandsberetningen ganske som den gør i dette nummer af Grænsen. Og det var værdifuldt, at formanden for Sydslesvigudvalget, Kim Andersen, deltog i en del af sendemandsmødet og gav deltagerne en klar redegørelse for arbejdet med loven. Desuden gav han et mere personligt bud på, hvordan han vurderer mulighederne for den del af lovkomplekset, som Grænseforeningen hele tiden har været specielt optaget af, nemlig den nye mulighed for, at der kan ydes støtte til oplysningsarbejde om mindretallet over for befolkningen nord for grænsen. Efter vi har været gennem en fase, hvor vi i dialog med mindretallets organisationer har markeret såvel enigheder som uenigheder, synes jeg tydeligt, man kan mærke en ny erkendelse bryde igennem. Nemlig enigheden om, at oplysningsopgaven er påtrængende og vigtig, samt at den er så stor, at den kun løftes i et bredt samarbejde tværs over grænsen mellem mindretallets organisationer og interesserede parter nord for grænsen. Blandt disse sidste indtager Grænseforeningen sagt i al beskedenhed en central plads. Man kan sige, at arbejdet for det danske mindretal nu som før er en folkesag. Folket aner det bare ikke! Jeg er ganske enig med Anke Spoorendonk fra SSW, som andetsteds i bladet udtaler, at vi jo ikke begynder fra et nulpunkt. Der har været arbejdet med oplysning i mange år. Uden den indsats, der vitterligt er blevet gjort og gøres, havde uvidenheden haft endnu bedre vilkår, end den nu har. Men samtidig må det også erkendes, at skal det lykkes at interessere specielt den yngre del af danskerne for grænselandets hverdag og muligheder, så er et samarbejde nødvendigt. Både for at gøre indsatsen så kvalificeret og så kraftfuld som muligt. Endelig skal det understreges, at det er nødvendigt at gå nye veje i arbejdet. Den påkrævede opgave er ikke at drive oplysning for de i forvejen oplyste og interesserede, men derimod at nå ud til nye målgrupper. Grænsen nr. 2 april

4 INTERVIEW Vi kan ikke skylde andre for at ødelægge dansk kultur, det er op til os selv at bevare den. siger kulturminister Per Stig Møller. I historien og i sproget befinder sig en betoning af, at der mellem generationerne i et nationalt fællesskab er en pagt, der ikke skal kastes vrag på. GRÆNSEN har konfronteret den nye kulturminister med situationen for dansk og sprog og kultur i en verden i hastig forandring. Af Erik Lindsø Foto: Scanpix 4 Grænsen nr. 2 april 2010

5 Tanken begynder i sproget og derfor først og fremmest i modersmålet. Forarmes dette, forarmes tankerne. Det værdifulde bevares i fornøjelsen ved at bruge det Grænsen nr. 2 april

6 Kulturforskelle verden over er en berigelse. Menneskehedens mangfoldighed skabes, når verdens kulturer bevarer deres traditioner og indgår i et positivt samspil med andre kulturer. Vi er i vor tid vidner til, at kulturforskellene udviskes med stadig større hast. Radioernes hitlister, boghandlernes bestsellere og biografernes blockbustere er de samme fra Ribe til Rio. Det gør verden mindre forskellig og mindre farverig og inspirerende. Det virker indlysende, at Per Stig Møller» Vi skylder de kommende generationer et fast dansk holdepunkt i en diffus og globaliseret verden. Ellers svigter vi. er blevet kulturminister, og Danmark endelig har fået en minister for kulturen, der kan diskutere og udfordre kulturen på et niveau og i en dybde, hvor kulturen fortjener at blive taget alvorligt. Det nationale er det basale i det globale Hvad er de største udfordringer til dansk kultur i en periode, hvor verden er under kæmpe forandring? Udfordringen for dansk kultur bliver at bevare, hvad vi kan og vil af vores traditioner og kulturelle arv. Ellers går vi arveløse ind i fremtiden. Det globale mister sin mening, hvis vi skrotter det nationale særpræg. Det nationale er det basale i det globale. Vi har selv ansvaret for at tage vare på den danske kultur og det danske sprog. Det er der såmænd ikke andre, der vil. Vejen frem for Danmark er et konsekvent syn på vores lands udvikling i verdenssamfundet hvor respekt for fortidens overleverede idealer og en åbenhed over for nyskabende muligheder går hånd i hånd. Du har sagt, at dansk kultur er under pres. Hvor skal dansk kultur blive bedre til at ruste sig, så presset ikke bliver til trussel? Regeringen har et klart ønske om at øge kulturudvekslingen med udlandet og styrke internationaliseringen af dansk kulturliv. Derfor fremlægger vi senere på foråret en internationaliseringsstrategi. Regeringens vision for Danmarks kulturudveksling med udlandet i en globaliseret verden er, at Danmark med sin egen kultur og kulturarv som bagage åbent skal møde verden, sætte sit præg internationalt og lade sig inspirere af andre lande. Vi har i Danmark meget at byde på, men det er vigtigt, at vi hele tiden lader os udfordre og udvikler os selv, når vi udveksler kultur med andre lande. Samtidig skal vi kæmpe for at bevare respekten for værdier som ytringsfrihed, ligeværd og de særligt danske traditioner. Vi skal bevare vores historie og vores sprog. Det er der ikke andre, som vil kere sig om. I historien og i sproget befinder sig en betoning af, at der mellem generationerne i et nationalt fællesskab er en pagt, der ikke skal kastes vrag på. Vi har arvet det fra fortiden og skal give dette videre sammen med det præg, vi selv sætter på vores tid. Hvad har dansk kultur at byde ind med i verdenssamfundet? Hver kultur har sin egenart, og det er bærerne af denne kultur, som først og fremmest har opgaven at holde den i live. Vi skylder de kommende generationer et fast dansk holdepunkt i en diffus og globaliseret verden. Ellers svigter vi. Som danskere må vi selv vogte om vores kulturelle arv og bære den både ud i verden og ind i fremtiden. Og vi har rigtig meget at byde ind med. Vores store forfattere som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karen Blixen bliver stadig læst og fortolket over hele verden. En udstilling med Christian Køpke har netop nu stor succes i London og danske film står stærkt som brand, der har en unik dansk stemme og en dansk tone, der tydeligt adskiller sig fra andre film. Vores arkitekter sætter deres præg på storbyer rundt omkring i verden. Men, som sagt, hvis vi vil spille en rolle på den internationale scene, kræver det, at vi starter herhjemme. For hvis vi og vores kunstnere ikke ved, hvad vi kommer fra og af, så bliver det umuligt at skabe noget, der indeholder den nationale egenart og ikke blot er en kopi af globale trends. Sproget bærer fællesskabet Det hævdes fra flere sider, at dansk sprog er truet af det angelsaksiske. Oplever du samme trussel? Det er centralt at holde fast i, at dansk ikke er truet, blot fordi vi behersker og bruger andre sprog. Tværtimod er det kvalificerede samspil med andre sprog nøglen til «Det kvalificerede samspil med andre sprog er nøglen til det danske sprogs fortsatte sunde udvikling. det danske sprogs fortsatte sunde udvikling. Men samtidig er det vigtigt at værne om sproget og udvikle det, så det rammer alle 6 Grænsen nr. 2 april 2010

7 aspekter af menneskelivet. Tendensen går stærkt imod engelsk som et globalt sprog, der aflejres mere og mere i de lokale sprog. Til sidst vil disse udhules og forsvinde. Og sådan må det ikke gå. Hvad er forskellen på en naturlig udvikling af sproget og en faretruende udvikling? Problemet opstår, når vi holder op med at bruge dansk inden for forskellige fagfelter altså det, sprogforskerne kalder domænetab. Dansk har altid udviklet sig, ikke mindst ved at vi har indoptaget ord og udtryksformer fra andre sprog nogle tider fra fransk andre fra tysk og i øjeblikket især fra engelsk. Det er en naturlig udvikling af sproget. Men det er et reelt problem, at vi i øjeblikket ser en tendens til, at der er hele fagfelter, hvor man helt holder op med at bruge dansk. Så er det, vi risikerer, at det danske sprog efterhånden ikke længere kan bruges til at diskutere visse emner kvalificeret, og det er alvorligt, når vi f.eks. taler om emner som genetik, økologi eller finansielle markeder og udviklingen begynder allerede at nærme sig emner også inden for litteratur og filosofi. Hvis det danske sprog ikke længere kan bruges til en kvalificeret drøftelse af spørgsmål, der er centrale for os alle sammen, så mister det danske sprog sin evne til at bære det fællesskab, som er det danske samfund. Tanken begynder i sproget og derfor først og fremmest i modersmålet. Forarmes dette, forarmes tankerne. Engelsk er uomgængeligt også i en dansk hverdag. Hvor er det, vi skal værne om dansk sprog? Hvordan gør vi det? Vi skal så sandelig stadig lære og bruge andre sprog. Og det gælder ikke bare engelsk. Det gælder f.eks. i høj grad også tysk, fransk, de nordiske sprog og snart også kinesisk, og hvis ingen danskere længere behersker de sprog, så mister vi et samarbejde med vores nærmeste naboer og vi mister en lang række kulturelle og ikke mindst sproglige impulser, som kan gavne os og vores sprog. Vi må ikke tro, at vi som samfund og kultur kan klare os uden dansk så samtidig med at vi dygtiggør os i andre sprog, skal vi blive ved med at bygge videre på vores eget. Vi skal bevare kærligheden til det danske sprog, og fornøjelsen ved at bruge det i en ny tidsalder, hvor vi hele tiden udvikler det og holder det ved lige. Derfor er Dansk Sprognævn også på Kulturministeriets vegne i gang med at forberede en kampagne for det danske sprog, der skal huske os ikke mindst de yngre af os på, hvor meget vores eget sprog faktisk kan, og gerne skal blive ved med at kunne, også stillet over for nye udfordringer. Hvis sindet er dansk, er man dansk I Sydslesvig er nogle af de danske meget dårlige til dansk sprog. Det samme forhold kan vi finde blandt nydanskere. Hvor tæt er sproget forbundet med det at være dansk? Skal man kunne tale dansk for at være dansk? Det danske sprog er en uomgængelig del af det at være dansk. Den er dansk, der har for modersmålet øre skrev Grundtvig som et af kriterierne for at være dansk. Men det betyder ikke, at man ikke kan være dansk, hvis man ikke behersker alle sprogets nuancer og finesser fuldstændigt. Man skal passe på med at rangordne danskhed alene efter sprogkundskaber. Så selvom sproget selvfølgelig er en vigtig del af fællesskabet, så handler det også om at dele nogle centrale værdier i vores samfund og om at identificere sig med et fællesskab og dets historie. Det vil sige, at man også skal have for fædrelandet ild, som Grundtvig ligeledes fremhævede. Og i forhold til det danske sprog i Sydslesvig er spørgsmålet endnu mere komplekst end i Danmark, idet tysk jo naturligt nok for mange vil være hovedsproget. Imidlertid forekommer sydslesvigerne mig at beherske det danske sprog fint. Men grundlæggende må man vel sige, at hvis sindet er dansk, er man også dansk uanset om man mestrer sproget i alle dets facetter. «Man skal passe på med at rangordne danskhed alene efter sprogkundskaber. Grænsen nr. 2 april

8 Med lov skal mindretal sikres Med Folketingets vedtagelse af Sydslesvigloven er forbindelsen mellem Danmark og det danske mindretal hævet fra en fodnote til finansloven til at være sikret ved lov. Men skal loven give mening, kræver den folkelig forståelse. Derfor har oplysning i Danmark om Sydslesvig fået en central placering i loven. Midler, der tidligere ubeskåret er gået til mindretallet, kan nu også gå til aktører uden for mindretallet. Af Erik Lindsø 8 Grænsen nr. 2 april 2010

9 Den 23. marts var en mærkedag for det danske mindretal i Sydslesvig. Samtlige 111 fremmødte folketingsmedlemmer i Folketingssalen satte fingeren på jaknappen, da Folketingets formand bad dem stemme om Sydslesvigloven. Arkivfoto: Scanpix Grænsen nr. 2 april

10 » Jeg bryder mig ikke om, hvis man med oplysning som begrundelse instrumentaliserer os ind i en dansk politisk sammenhæng. (Anke Spoorendonk) Den 23. marts var en mærkedag for det danske mindretal i Sydslesvig. Samtlige 111 fremmødte folketingsmedlemmer i Folketingssalen satte fingeren på ja-knappen, da Folketingets formand bad dem stemme om L 98: Forslag til lov om Sydslesvigudvalget og tilskudsordninger på undervisningsministerens område for det danske mindretal i Sydslesvig. Samtidig var det en mærkedag for international mindretalspolitik, fordi den danske stat nu lovgiver for en befolkningsgruppe uden for Danmark. Det bør noteres på et tidspunkt, hvor EU fortsat halter bagefter med en mindretalslovgivning på trods af, at hver tiende EU borger tilhører et nationalt mindretal. En fremtidsorienteret forvaltning For godt et år siden fremkom Rigsrevisionen og statsrevisorerne med en hård kritik af forvaltningen af den danske stats årlige tilskud til Sydslesvig. Kritikken medførte et politisk krav om en lov på området med større gennemsigtighed og tydeligere regler for, hvordan tilskuddet anvendes. Sjældent har enigheden på tværs af partierne været så stor, som i folketingsdebatten om Sydslesvigloven. Der var ikke blot bred politisk enighed, der var tale om en hjertelig opbakning til det danske mindretal. Det er en rigtig glad dag i dag, lød det fra Lise von Seelen (S), mens Søren Krarup (DF) talte om en mindedag for det danske folkestyre. Kim Andersen (V) gav udtryk for, at der med Sydslesvigloven er skabt en fremtidsorienteret forvaltning. Det årlige tilskud på ca. en halv mia. kroner fra den danske statskasse er altafgørende for mindretallets eksistens. Tilskuddet har hidtil været en tekstanmærkning til den årlige finanslov. En sådan tekstanmærkning er let at fjerne. Det er en lov ikke. Sydslesvigloven kan derfor ses som et forstærket sikkerhedsnet under mindretallet. Oplysning som livline I et interview i GRÆNSEN (nr. 3, 2009) gav Bertel Haarder udtryk for, at øget oplysning er mindretallets fremtidssikring en hovedopgave, hvis forbindelsen mellem Danmark og Sydslesvig skal holdes i live. Det bliver en kamp at sørge for, at danske borgere og en ny generation også af folketingsmedlemmer ved noget om og forstår det danske arbejde i Sydslesvig, udtalte Bertel Haarder. Synspunktet har sat sit tydelige aftryk i loven, hvor der nu kan gives støtte til aktiviteter, hvis formål er at skabe forståelse for mindretallets særlige vilkår. Helt specifikt nævnes: 1) Folkeoplysende virksomhed i Danmark om mindretallet. 2) Samarbejde mellem mindretallets foreninger og foreninger i Danmark. 3) Mindretallets foreningers deltagelse i nordisk og europæisk samarbejde. «Jeg tror, at historien om Sydslesvig skal ind i en ny kontekst, der f.eks. handler om EU. (Per Paludan) Fare for instrumentalisering Det er ikke i mindretallets organisationer blevet modtaget med udelt begejstring, at midler fra Sydslesvigbevillingen nu kan gives til aktører uden for mindretallet. Fokus rettes mod de penge, man herved kan miste, frem for at diskutere muligheder og perspektiver ved en øget oplysningsindsats. Oplysning er vigtig, men jeg ser det som et problem, at pengene skal tages fra de primære områder områder, som i det daglige skal styrke og konsolidere mindretalsarbejdet, er den umiddelbare kommentar fra Anke Spoorendonk, leder af SSW, da GRÆNSEN spørger hende, om det er en god idé, at oplysning er skrevet ind i loven. Er du enig i, at oplysning om mindretallet i Danmark er påkrævet? Jeg underkender ikke behovet for oplysning, men jeg synes, at det har fået en meget fremtrædende plads i loven. Og så bryder jeg mig ikke om tonen bagved, at vi har fejlet at oplysning er en side, vi ikke har varetaget. Vi starter ikke fra nul. Vi har gjort, hvad vi kunne. Hvad mener du med tonen bagved? Jeg er bange for et noget for noget forhold. Og jeg synes, der i diskussionen har været en undertone af, at nu får I Sydslesvigloven, og så vil vi også se, at I giver os noget, siger Anke Spoorendonk, der samtidig ser lovens oplysningsdel som en på- 10 Grænsen nr. 2 april 2010

11 mindelse til mindretallet om, at man skal oplyse om sig selv ind i det samfund og den nutid, man er en del af. Ser du det som et aktiv, at tilskudsmuligheden kan animere foreninger i Danmark til at lave oplysning om Sydslesvig? Ja, men det skal ske i et samarbejde med Sydslesvig, siger Anke Spoorendonk, der kan se en fare for, at man i Danmark vil bruge mindretallet til at fremme egne synspunkter. Jeg bryder mig ikke om, hvis man med oplysning som begrundelse instrumentaliserer os ind i en dansk politisk sammenhæng. Derfor må oplysningen om Sydslesvig ikke blive monopoliseret af f.eks. Grænseforeningen. Andre aktører skal på Oplysning om mindretallet et konkret eksempel Der er indledt et samarbejde mellem LOF og Grænseforeningen, og følgende er sendt til LOF s lokalafdelinger: Der er god kontakt mellem LOF s og Grænseforeningens hovedkontorer i København. Det har bl.a. ført til, at Grænseforeningen tilbyder LOF s lokalafdelinger en pakke bestående af hjælp til at arrangere en rejse til det danske mindretal i Sydslesvig på 1-3 dage (eventuelt sammen med den lokale Grænseforening) kombineret med et gratis foredrag om danskheden i Sydslesvig og de nye og aktuelle perspektiver, der ligger i det danske mindretal i Sydslesvig. Foredragsholder kan være Grænseforeningens formand Finn Slumstrup, foreningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen eller redaktør for Grænsen Erik Lindsø. Kontakt LOF eller Grænseforeningen for nærmere oplysninger. banen fra det brede folkelige Danmark, siger Anke Spoorendonk. Partnerskab om Sydslesvig Noget tyder på, at danske aktører allerede står klar. Per Paludan er formand for Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) og sekretariatsleder i LOF, Liberalt Oplysningsforbund, og han ser spændende perspektiver i, at dansk folkeoplysning nu får mulighed for at bidrage til at oplyse om Sydslesvig og det danske mindretal. Folkeoplysningen i Danmark er vidt forgrenet og har en meget stor berøringsflade. På den måde kan vi være med til at fremtidssikre mindretallet ved at give det en folkelig forankring, siger Per Paludan. Kan du konkretisere det? Mange oplysningsforbund laver allerede foredrag om mindretallet og ekskursioner til Sydslesvig. Det skal vi fortsætte med. Men samtidig skal vi gå nye veje i formidlingen og etablere partnerskaber. Jeg tror, at historien om Sydslesvig skal ind i en ny kontekst, der f.eks. handler om EU. Herved kan det blive en historie, der også kan interessere dansk erhvervsliv, forklarer Per Paludan. Han tilføjer, at god gedigen folkeoplysning kræver en god opstart, og DFS derfor i løbet af efteråret vil invitere folk fra mindretallet til at diskutere mulighederne. Nye mødesteder Forstander på Rødding Højskole, Mads Rykind-Eriksen, kan godt se sig som deltager. Rødding Højskole har en forpligtelse til at formidle grænselandets historie, og i en tid, hvor vi får mere grænseoverskridende samarbejde, er det vigtigt at få historien fortalt, så den også rækker ind i nutiden, forklarer Mads Rykind-Eriksen, der vil tage «For mig vil det være fantastisk, hvis den nye lov kan bidrage til, at unge fra mindretallet kommer på højskole. (Mads Rykind-Eriksen) initiativ til et årligt tilbagevendende seminar på Rødding Højskole om mindretallets problematikker. Vi har ganske enkelt brug for i Danmark at vide noget mere om de ressourcer, mindretallet besidder, og de perspektiver, det «At integrere os som en del af det danske mediestof vil gøre Sydslesvig til en mere naturlig del af den danske geografi. (Christian Ulrich Terp) kan give os at kende deres liv og historie. Jeg ser gerne Rødding Højskole som et forum, hvor meningsdannere, politikere og centrale aktører i det danske samfund mødes med engagerede personer fra mindretallet, siger Mads Rykind-Eriksen. Grænsen nr. 2 april

12 FAKTA om Sydslesvigloven Det årlige tilskud på ca. en halv mia. kroner fra den danske statskasse er altafgørende for det danske mindretal. Tilskuddet har hidtil været en tesktanmærkning til den årlige finanslov. En sådan tekstanmærkning er let at fjerne. Det er en lov ikke. Sydslesvigloven er derfor et sikkerhedsnet under mindretallet. Lovens indhold Loven indeholder bl.a. bestemmelser om formålet med tilskudsordningerne, om Sydslesvigudvalgets sammensætning og kompetencer, om tilskud og lån, om adgang til at iværksætte tilskudsmæssige sanktioner, om undervisningsministerens årlige rapport og om indhentelse af oplysninger hos tilskudsmodtagerne. Rødding Højskole har allerede et samarbejde med Grænseforeningen, Duborg Skolens Ambassadørkorps og Nordisk Informationskontor i Flensborg. Mads Rykind-Eriksen ser gerne dette samarbejde udbygget: Den bedste oplysning sker, når vi mødes på hinandens hjemmebane. For mig vil det være fantastisk, hvis den nye lov kan bidrage til, at unge fra mindretallet kommer på højskole. Ikke blot vil sydslesvigerne blive mere fortrolige med det danske, men dansk ungdom vil af jævnaldrende lære om Sydslesvig og livet i mindretallet, forklarer Mads Rykind-Eriksen, der på samme måde gerne ser, at der arbejdes for, at unge danskere kan komme på ophold i Sydslesvig. Geografien skal ændres Christian Ulrich Terp er præst ved den danske kirke i Slesvig. For ham er det et problem, at danske medier i udpræget grad betragter Sydslesvig og mindretallet som udlandsstof Det ville give en fantastisk oplysning om mindretallet i Danmark, hvis f.eks. Søren Ryge sendte haveprogrammer fra Sydslesvig, eller Hammerslag og lignende udsendelser, foreslår Christian Ulrich Terp. Vi har et stærkt behov for, at geografien brydes. Blev vi en naturlig del af det danske mediestof, vil det gøre Sydslesvig til en mere naturlig del af den danske geografi, forklarer Christian Ulrich Terp, der ser det som en af mindretallets vigtigste oplysningsopgaver, at blive synlige i mediebilledet. Lovens formål Lovens formålsparagraf er kort: Lovens formål er at støtte aktiviteter til gavn for det danske mindretal i Sydslesvig. Loven konkretiserer aktiviteterne til følgende: 1) Daginstitutions- og skolevirksomhed. 2) Biblioteks- og arkivvirksomhed. 3) Udgivelse af aviser, tidsskrifter og lign. 4) Kulturel og folkeoplysende virksomhed, herunder om det danske sprog. 5) Mindretallets foreningsmæssige organisering. 6) Varetagelse af faglige opgaver, der tjener landbruget. 7) Anden virksomhed til gavn for mindretallet. Oplysning om mindretallet Nyt i loven er, at der nu kan gives støtte til aktiviteter, hvis formål er at skabe forståelse for mindretallets særlige vilkår: 1) Folkeoplysende virksomhed i Danmark om mindretallet. 2) Samarbejde mellem mindretallets foreninger og foreninger i Danmark. 3) Mindretallets foreningers deltagelse i nordisk og europæisk samarbejde. Sydslesvigudvalget Forvaltningen af tilskuddet ligger hos Sydslesvigudvalget. Udvalget består af fem medlemmer, som vælges af Folketinget efter hvert folketingsvalg. Det var daværende undervisningsminister Bertel Haarders intention, at kun aktive folketingsmedlemmer kan besætte Sydslesvigudvalget. I et kompromis med Dansk Folkeparti åbnes der dog for, at der i ganske særlige tilfælde kan vælges personer, som ikke er medlem af Folketinget. Udvalgets formand udpeges af undervisningsministeren. Loven siger, at Sydslesvigudvalget er bindeleddet mellem det danske mindretal og Folketinget. Alene af den grund må det antages, at udvalget fremover som hovedregel kun har medlemmer, der er valgt til Folketinget. Bevillinger til Sydslesvig sker via ansøgninger, som behandles af Syslesvigudvalget. Ligesom udvalget fører tilsyn med tilskuddet og hvert år aflægger rapport til undervisningsministeren og Rigsrevisionen. Regnskabet for tilskuddet til Sydslesvig vil fra nu af blive revideret af Rigsrevisionen. Sydslesvigloven trådte i kraft 1. april. De første bevillinger efter den nye lov vil være virksomme fra finansåret Der forlyder endnu intet om, hvor meget der afsættes til oplysning. 12 Grænsen nr. 2 april 2010

13 Den 23. februar 1864 forsøgte slesvig-holstenere forgæves at pille Istedløven ned. Illustration fra slesvig-holstensk tidsskrift. En løves lange rejse Af Lars Henningsen Istedløven har allerede forladt sin plads i København for at gøre sig rejseklar. Den 12. september ankommer den til Flensborg. Hermed træder et af danmarkshistoriens mest værdiladede symboler igen ind på scenen. Historikeren Lars Henningsen fortæller om Istedløvens lange rejse. Grænsen nr. 2 april

14 Den 12. september 2010 bliver en dag ud over det sædvanlige. Istedløven det ubetinget mest omdiskuterede blandt alle danske mindesmærker vender tilbage til fjordbyen og Flensborgs gamle kirkegård. Løven får en ny fin sokkel ligesom den oprindelige. Tusindvis af kommende valfartsgæster vil kunne falde i staver foran en ny indskrift: Rejst igen i 2010 som bevis på venskab og tillid mellem danskere og tyskere. Mellem forurettelse og mistillid Der vil være grund til at stå stille foran løven. Siden Istedløven blev afsløret den 25. juli 1862, har dens fremmeste egenskab nemlig været en helt anden. Den har kaldt på forurettelse og skabt mistillid mellem danske og tyske. I 1862 var slesvig-holstenerne de forurettede. Løven repræsenterede en politik, som de var imod. På dansk side var nogle om ikke forurettede så foruroligede. I 1864 tog slesvig-holstenerne hævn. De hev løven ned. Men derved blev danskerne de forurettede. Det har danskerne faktisk været siden. Løven blev symbol på, hvad tyskerne i årenes løb gjorde af ondt ved Danmark. Den blev symbol på det mistede Slesvig. I 1920 skiftede billedet. Ved genforeningen kom Nordslesvig tilbage til Danmark. Løven blev nu symbol på den del af det gamle hertugdømme, som det ikke lykkedes at genvinde: Sydslesvig. Mange danske ønskede løven tilbage til Flensborg, hvor den skulle stå som sindbillede på danske ønsker eller krav. Det nægtede tyskerne, og efter tabet af Nordslesvig var de bestyrket i gammel skepsis. De frygtede for et dansk fremstød i Sydslesvig. Løven genoplivede deres følelser af forurettelse og mistillid over for danskerne. Løven fik indrejseforbud til Flensborg. Efter 1945 drømte mange danske igen om at få hele Slesvig igen. Løven blev symbol på det ombejlede land. Det underbyggede mange tyskeres gamle frygt i forhold til løven. For enhver pris skulle den ikke tilbage til Flensborg. Sådan har det været frem til Altid har løven vakt følelser af forurettelse og mistillid, hos både danske og tyske, alt efter de politiske konstellationer. Løven var sindbillede på åbne sår. Først i dag står vi i en ny situation. Lad os derfor gå lidt tættere på løvens historie fra 1862 til i dag. Et sindbillede på mandemod Istedslaget i 1850 var det største i nordens historie. Næsten mand tørnede sammen. Den gamle kirkegård i Flensborg blev sidste hvilested for nogle af de faldne, 184 slesvig-holstenere og 802 danske, og der blev straks opstillet 51 mindetavler og en samlende mindeplade finansieret af kong Frederik 7. I 1858 blev den kendte billedhugger H. W. Bissens statue Den tapre landsoldat afsløret i Fredericia. Ved festen tog den fremtrædende nationalliberale politiker Orla Lehmann initiativ til en indsamling. Den skulle muliggøre, at Bissen kunne skabe en løve i kolossalstørrelse til Flensborg kirkegård for at minde de faldne fra Isted. Det første udkast til støtte for indsamlingen var ret udfordrende formuleret: monumentet skulle minde et sejrrigt slag. Især konservative helstatsfolk var betænkelige. Den ansete danske overpræsident v. Rosen i Flensborg frygtede, at et sejrsmonument på en kommunal kirkegård kunne sætte lidenskaber i brand. Derfor blev tonen afdæmpet, men heller ikke det ændrede papir kunne overpræsidenten bekvemme sig til at skrive under. Det gjaldt også biskop U.S. Boesen i Flensborg. Han så sig som dansk-tysk biskop forpligtet til at være uden for øjeblikkets brydninger. Tilsvarende ville den danske stænderdeputerede H.A. Kruger ikke såre slesvig-holstenerne i deres dybe grund ved at underskrive. Selv Frederik 7. lagde afstand. Da han blev bedt om at yde et beløb til finansieringen, vinkede han af. Penge kom det ellers ikke til at mangle på. Bissen skabte den store løve, en kæmpe- Foto: Polfoto 14 Grænsen nr. 2 april 2010

15 Grænsen nr. 2 april

16 høj blev opkastet, og her fandt de 51 mindetavler en ny plads. Den kendte arkitekt Herholdt tegnede en fornem sokkel, hvor der blev plads til fire mindemedaljoner for general Schleppegrell og oberst Læssøe, som var faldet i slaget, og for oberst Helgesen og general v. Krogh, som begge blev begravet på kirkegården i Flensborg. Løven blev sejlet til Flensborg og stillet op foran højen med ansigtet vendt mod syd. Endelig den 25. juli 1862 var man så vidt, at løven kunne afsløres. Borgerforeningen stod for arrangementet. Fire ministre, mange hundrede københavnere, 200 studentersangere var kommet sejlende, og 5000 deltagere fandt plads på kirkegården. Den nationalliberale professor H.N. Clausen holdt indvielsestalen. Han prøvede at balancere mellem sejrs- og mindetanken: Så stig da frem mægtige skikkelse, dannet af ædel kunstnerhånd! Kast dit dække! Knejs over de sejrrige heltes grave som sindbillede på Nordboens arv fra slægt til slægt: det årvågne, uforfærdede udholdende mandemod. Så stå du ædle sejrsminde! Du står ikke udæskende du vil kalde til trofast, heltemodigt forsvar for enhver, der vil bryde vor grænsefred. Men her på stedet der prædiker fred efter strid vil vi udbede fred fra fredens hjem. Fred over gravene og deres minde, fred over stad og land, fred over konge og land. Digteren Carl Ploug havde begået en sang: End har Danmarks gamle løve aldrig skyet en styrkeprøve. End den springe kan i vrede over Isted Hede. Forsamlingen sang Dengang jeg drog af sted og Slumre sødt i Slesvigs jord. Ingen kunne være tvivl om, at løven symboliserede enheden mellem Danmark og Slesvig, at den var symbol på et årvågent og uforfærdet dansk mandemod. For slesvig-holstenerne var dette selvfølgelig en provokation. Digteren H.C. Andersen var med til afsløringen. Et par år efter sammenfattede han sine tanker på denne måde: Hvad vil der ske, hvis en fjende engang her besejrer os? I eksil i Berlin Reaktionen kom straks efter det danske nederlag i Den 22. februar 1864 gik lokale slesvigholstenere i kødet på løven og prøvede med hammer og brækjern at rive den ned. Det lykkedes ikke, og den nye» Altid har løven vakt følelser af forurettelse og mistillid, hos både danske og tyske, alt efter de politiske konstellationer. Løven var sindbillede på åbne sår. Først i dag står vi i en ny situation. lokale preussiskøstrigske overmyndighed greb ind og sørgede for at få løven taget ned og bragt i sikkerhed i Stænderforsamlingens gård på Holm. Da Bismarck hørte om det, blev han rasende og skrev 25. februar 1864 til Flensborg: Det er en fuldstændig uværdig tanke at ødelægge eller blot at fjerne mindesmærket for en tidligere fjendtlig sejr, især når det har en form for kunstnerisk karakter, og jeg forventer på det bestemteste, at Deres Excellence fremover vil imødegå alle sådanne forsøg med eftertryk. Løvens dage i Flensborg var talte. Den 18. februar 1867 blev den sat på et tog til Berlin, og opstillet i tøjhusets gård dér. Ti år senere blev den flyttet til det nye kadetakademi i Lichterfelde. Medaljonerne blev taget ned og skænket til et regiment i Magdeburg. Løven var kommet i eksil: På dansk side var den dermed blevet et symbol på lidt uret, på det tabte Slesvig. For de tyske i grænselandet var den en mindelse om den danske politik og tyskernes fortjente sejr. I Berlin stod den dog efterhånden ret upåagtet i Flensborg var løven uønsket. Begge steder talte den om ubalance og åbne sår. Symbol på drømmen Det tyske nederlag i den store krig og Nordslesvigs overgang til Danmark i 1920 støvede løven af som uforsonlighedens og mistillidens symbol. I Danmark var der en del, som trods afstemningsresultatet drømte om, at Sydslesvig en dag kunne vende tilbage til moderlandet. Løven blev symbol på drømmen, den var vagtpost for det danske i Sydslesvig. For tyskerne var tabet af Nordslesvig et hårdt slag. De frygtede danske fremstød i Sydslesvig og så løven som symbol på danske ambitioner. Derfor var svaret fra Flensborg på enhver idé om en flytning af løven et rungende nej. Løven blev altså stående i sin kasernegård i Berlin. Det iskolde klima i grænselandet efter afstemningen i 1920 gjorde enhver tanke om flytning forgæves. En gylden bro I slutningen af 1920 erne skiftede klimaet. En mærkbar afspænding mellem Danmark og Tyskland ændrede en del. Det danske mindretal mødte større lydhørhed, der kunne oprettes flere danske skoler, Helligåndskirken blev genåbnet for danske gudstjenester. Da nazisterne kom til fra 1933, syntes der at være yderligere muligheder. Nazistyret ønskede ro i forholdet til Norden, og en overfladisk Nordenbegejstring kom frem i mangen festtale. På store stævner i Lübeck i 1933 og 1934 blev 16 Grænsen nr. 2 april 2010

17 Istedløven, som den tog sig ud på Flensborg kirkegård kort efter den blev stillet op i 1862, med højen i forgrunden og kapellet i baggrunden. der talt om brobygning til Norden, og løven spøgte flittigt i mange kontorer som led i en forestillet brobygning. Det første eksempel på den nye snak om løven finder vi i Den slesvigske Forening i Flensborg med byrådsmedlem, grosserer I.C. Møller som pennefører bad magistraten overveje at give plads for løven. Den dansksindede avis Der Schleswiger skrev, at tilbageføring ville give Danmark anledning til tak mod Tyskland. Løven ville kunne bygge gyldne broer, hvis den blev flyttet. Magistratens svar var et entydigt nej: Løvens opstilling var udtryk for hensynsløs krænkelse af tyske følelser, og en genopstilling vil alvorligt true den nationale fred. Fra 1933 fik den bekendte journalist og mindretalsmand Jakob Kronika en fremskudt plads i bestræbelser for at få løven tilbage til Flensborg. I sin bog Lys i vinduet (1957) har han fortalt, at der i årene ofte var tale om, at løven skulle sendes nord på som en gave fra Hitler til Christian X. På dansk side fik Kronika god hjælp af foreningen Dansksindede sønderjyske Krigsdeltagere (DSK). For DSK er det en opgave at få løven på plads igen det vil være med til at bygge bro de to lande imellem, mente DSKs talsmand. Hvis det ikke lykkedes at få løven til Flensborg, så skal vi nok finde en egnet plads i Sønderjylland f.eks. Urnehoved Ting, mellem Uge og Bolderslev, vest for Aabenraa. Vi gamle soldater vilde være mægtig stolte af, om vi kunde være den direkte årsag til at mindesmærket førtes tilbage, skrev DSK til Kronika. I juni 1939 mente Kronika, at det i løbet af ca. fire uger ville være afgjort, hvad der skal ske med løven. Der er taget sigte på løsningen Flensborg. Sagen absolut fortrolig,, skrev han til DSK. Sidst i juni blev Kronika fra en ministeriel kontaktmand orienteret om, at sagen var im Fluss. Der ville gå nogle uger endnu, men snart skulle der nok skrives et egentligt andragende. Den 27. juni blev Kronika sågar forespurgt fra ministeriel side, om han ville tale med nazi-chefideologen Rosenberg som så skulle tale med Hitler. Det ville Kronika selvfølgelig gerne, og han fremhævede: Jeg fastholder mit personlige standpunkt: Løven tilbage til Flensborg! Men den 30. juni forlød det alligevel fra Indenrigsministeriet, at der var vanskeligheder. Clausen fra Dansksindede sønderjyske Krigsdeltagere og Kronika gav dog ikke op. Den 24. juli skrev Kronika til sin kontakt i Indenrigsministeriet: Die Lösung dieser Frage ist gewiss nicht leicht; aber im Dritten Reich existiert ja das Wort unmöglich nicht. I oktober var Krigsmarinens overkommando med på en tanke om at føre løven til Flensborg. Hvis der er betænkeligheder, kunne den føres til Mindelunden i Århus. Her bliver der stille om sagen. Der blev ikke bygget en gylden bro på løven mellem Nazityskland og Norden før krigen brød ud. Et udtryk for uopfyldte håb I stedet blev det dagbladet Politikens korrespondent Henrik V. Ringsted, som fik gjort noget ved sagen i kapitulationsåret Mirakuløst var løven kommet uskadt gennem rædslerne i Berlin. Den stod urørt på sin sokkel, da Ringsted opdagede den i juli Den må hjem, tænkte han, og fik sagen forelagt Eisenhower, som ønskede en erklæring fra Danmark. Den blev leveret af udenrigsminister Christmas Møller: Jeg kan ikke forestille mig noget der ville gøre det amerikanske folk mere populært hos danskerne end genindsættelsen af Istedløven på dens rette plads i Danmark. Sagen bør fremmes mest muligt. Det blev den. På en lastbil passerede løven den 5. oktober 1945 grænsen ved Kruså, og samme dag var den i København. Den 20. oktober 1945 blev den overdraget Christian X foran Tøjhuset. Kongen udtalte: Jeg modtager Istedløven med tak til dem, der bragte den herop, og til dem, der har ofret deres liv, for at vi kunne blive frie. ( ) synes jeg også, når forholdene tillader det, at den opstilles nede i Flensborg og minde om de tider, der er gået, og til erindring om alle dem, der ofrede deres liv i Treårskrigen. Dermed udtrykte kongen den officielle danske holdning: Løven kan blive genanbragt på Flensborg kirkegård, når Flensborg ønsker det. Men tiden var sandelig ikke inde. I Danmark og blandt nationalbevidste danske oplevede løven en renæssance i de følgende år. Den blev sat på forsiden af den sydslesvigske Skoleforenings årsberetning Den blev set som vagtpost for det danske i Syslesvig eller for Sydslesvigs overgang til Danmark. Den var udtryk for uopfyldte håb. På tysk side gav det selvfølgelig næring til ny uvilje over for løven. De spildte gode viljers år Vi skal frem til 1955, året for Bonn-København Erklæringerne, før der kom mere forsonlige toner omkring løven. Fra dansk side kom forslag om at tilbyde løven til Flensborg som udtryk for en ny tids afspænding eller brobygning. På tysk side var der fra 1962 enkelte fremadskuende politikere og kulturaktører, som var Grænsen nr. 2 april

18 med på at tage mod løven. Men hver gang blev deres forslag mødt med protest: Løven var et symbol på dansk imperialisme, på overgreb i 1850 erne, på drømme om at generobre Sydslesvig og derfor uønsket i Flensborg. Forslagene blev henlagt. I 1956 var det Jyllands Posten, Flensborg» Endelig den 25. juli 1862 var man så vidt, at løven kunne afsløres. Borgerforeningen stod for arrangementet. Fire ministre, mange hundrede københavnere, 200 studentersangere var kommet sejlende, og 5000 deltagere fandt plads på kirkegården. Avis og fremtrædende danske sydslesvigere, som udtalte: Løven hører hjemme i Flensborg. Det ville være en smuk dansk gestus over for det nye Tyskland, et udtryk for tillid til fremtiden, hvis Flensborg by får tilbud om at opstille og værge den danske konges ejendom på den gamle minderige kirkegård. I Flensborg var bypræsident Carl Jensen usikker. Vi skal ikke gøre noget,som kan ødelægge roen, der nu er indtrådt, mente han og dr. Leon Jensen fra den tyskborgerlige gruppe så ikke nogen grund til at hjemføre et dansk sejrsmonument. Det ville være en uvenlighed. I 1961 bragte Kristeligt Dagblad, Information og Flensborg Avis sagen op igen. Året efter var 100-året for opstillingen, som ville være egnet til en flytning, en ønskelig synliggørelse af nutidens dansk-tyske militære NATO-samarbejde og fredeligt kappestræb i et gammelt blodvædet grænseland. Denne gang lød der imødekommende tanker fra tysk side. Chefredaktør for Flensburger Tageblatt, Stadtpræsident Hanno Schmidt, satte sagen til diskussion i en artikel i tidsskriftet Schleswig-Holstein:. vi bør skabe en region præget af den gode vilje; Europæisk samling og enighed, en stor union er på vej, nationalhadet bør forsvinde. Derfor må vi gøre op med fortiden, tyskerne bør hæve sig over historien. En genopstilling i Flensborg vil være udtryk for et nyt historieafsnit, en ny ånd, mente Schmidt. Det blev støttet af Hans Peter Johannsen, formand for Grenzfriedensbund. Lige så kraftig var reaktionen. Hanno Schmidt blev beskyldt for national upålidelighed, forræderi af landets historie. Løven var et sejrsminde og uønsket i Flensborg. I 1982 var Flensborgs 750 års jubilæum på trapperne, og den danske Borgerforeningen i Flensborg forsøgte et fremstød for løven. Bestyrelsen gav medlem E. Heiland til opgave at undersøge løvens huseren i byrådet. På decembermødet blev følgende noteret i protokollen om Istedløven: Bruno Uldall kontakter byarkivar dr. Schütt med det snedige formål at søge rejst en tysk folkestemning for at få bæstet tilbage. Så vidt kom det nu ikke. En så anset mand som fhv. bypræsident Arthur Thomsen mente, at man kunne undvære løven i Flensborg. Gravene var et meget bedre Mahnmal gegen Krieg end løven kunne være. Så gik der ti år, før løven igen satte dagsordenen. I 1992 blev en ny drøftelse indledt atter af Arthur Thomsen, formand for Grenzfriedensbund. Efter den tyske genforening 1989 var verden en anden. Thomsen havde ændret mening: Vi burde investere alle vore kræfter i denne genforening og gøre det tydeligt for andre folk, at der er opstået et nyt Tyskland, nemlig et land, som ingen i verden behøver at frygte. Derfor kræves imidlertid storsind, tolerance, beredvillighed til forståelse også af vore naboers interesser. Og hvad går der tabt for Flensborgs tyske element, hvis vi tager det mindesmærke tilbage, som ganske vist i sin tid er rejst af danske nationalister, men som tyske nationalister kort efter beskadigede og førte bort. Gør ende på problemet ved at tage løven hjem, lød budskabet. Reaktionen blev den klassiske: en storm af protest i Flensborg. Løven er et sejrsmonument, slesvig-holstenske grave og minder blev ødelagt, da den blev opstillet. Den er forhadt i Flensborg, hed det. Løven vil forgifte den dansktyske atmosfære. Grænsefreden er stabil, og dog ikke kraftig nok til at bære løvens tilbagevenden. Løven vil provokere historiebevidste tyskere den kan fremkalde vandalisme, som ikke ville gavne det gode dansk-tyske forhold, mente andre. På et møde i Deutsches Haus 15. september kom de helt ubehagelige toner frem fra en enkelt taler. Facit efter den ophedede debat var resignation. Løven blev ikke flyttet. Løven skifter identitet Først i 2009 skete der noget. Den 4. juni vedtog Flensborg byråd at ansøge de danske myndigheder om at få lov til at flytte Istedløven fra København tilbage til sit alten Standort Flensburg. 30 stemte ja, 5 sagde nej, der var 1 afholdelse og 5 var fraværende. To dage senere meddelte overborgmester Tscheuschner og bypræsident Dewanger i Flensborg Avis: I dag taler vi om at arbejde for hinanden. På baggrund af dette fredelige og tillidsprægede og succesrige dansk-tyske samarbejde har Flensborg Byråd indledt et nyt initiativ i en historisk sag. Samtlige partigrupper gik den Grænsen nr. 2 april 2010

19 Løven som den knejsede i fred og ro ca. år sammen om at ansøge de danske myndigheder om at få lov til at flytte Istedløven fra København tilbage til Flensborg. Den 8. juni modtog den danske regering Flensborg bys anmodning, og 26. juni lød der et ja fra den danske regering. Den 19. februar 2010 kunne Flensborg Avis meddele, at Flensborg Byråd med 37 stemmer for, og tre imod har vedtaget en plan for løvens tilbageførsel og opstilling den 12. september Hvad betyder nu dette? Lige siden 1862 har løven været mistillidens symbol. Da den blev stillet op, talte den udelukkende den ene parts sag. Den var udtryk for dansk ejderpolitik, den markerede den danske sejr. Derfor opfattede den anden part slesvig-holstenerne løven som en forurettelse. Da løven efter 1864 blev slæbt bort, var det danskerne, som følte sig forurettede. Det har varet til i dag. Eller rettere: paradoksalt nok var mange tyskere langt op i tiden lige så forurettede, fordi de hang fast i den slesvig-holstenske forurettelse fra 1862 fordi de var harmfulde over tabet af Nordslesvig, fordi de frygtede danske drømme om Sydslesvig efter Løven var udtryk for de åbne sår. Siden 1955 har der gang på gang fra begge sider været tiltag for at få løven ført tilbage. Det skulle besegle den klimaforbedring, som var indtrådt. Men gang på gang blev det ved snakken, fordi gammel ammunition blev ført i marken igen. Endelig i 2010 synes det at være slut. Nu har Flensborg by bedt om at få løven tilbage. Den skal skifte karakter eller identitet. Den er ikke længere mistillidens og forurettethedens symbol, men får et nyt halsbånd med påskriften: Rejst i 2010 som bevis på venskab og tillid mellem danskere og tyskere. Løven skal stå i Flensborg som symbol på, eller måske rettere besværgelse af, at nu er virkeligheden mellem danske og tyske blevet bedre end før. Et synligt tegn på den gode vilje. Det er faktisk epokegørende. Godt nok kan vi fint klare os uden løven. Det gode forhold i grænselandet og i Flensborg afhænger ingenlunde af den. Det gode forhold afhænger derimod af den gode vilje. Den gode vilje i dagligdagen i praktisk handling. Dér hjælper en løveflytning i sig selv ikke så meget. Men de ansvarlige politikere mener udviklingen skal have et synligt tegn. Den gode vilje udtrykt i bronze. Symbolet på en symbolsk handling Der er ingen tvivl om, at sådanne symboler har betydning. De er udtryk for en politisk vilje og ønske om at påvirke ved at bruge historien politisk. Dette er gjort flere gange i de senere år. Gang på gang er historien brugt politisk til at skabe symboler, for at cementere og yderligere forbedre samlivet mellem dansk og tysk. Løveflytningen er blot endnu et skud på denne stamme det vigtigste formentlig. Jeg nævner blot to eksempler: I 2000 blev der for første gang holdt Idstedt-mindedag den 25. juli i Isted i samarbejde mellem danske og tyske. En hidtil tysk mindedag blev mødested for danske og tyske. I 2004 deltog Sydslesvigsk Forening (SSF) for første gang officielt i den såkaldte Oversø-march. Den var oprindelig et tysk, nationalistisk og antidansk foretagende. Nu blev den omgjort til symbol på godt samliv, en talerstol for et grænseoverskridende fællesskab i grænselandet. Det kan nok være, at tanken om en flytning af Istedløven og dens omformning til symbol på gensidig tillid er udtænkt netop ved disse dansk-tyske sammenkomster. I alt fald er løveflytningen udtryk for, at historien bruges politisk og at der skabes endnu et brugbart symbol. Og det har faktisk betydning det påvirker os alle. Det laver vore hoveder om. Det opdrager til ny tænkemåde. Flytningen af Isted-løven er således en symbolsk handling og endnu vigtigere end de fælles Isted og Oversø-manifestationer. Vigtigere, fordi løven har været så omstridt. Flytningen er mentalt et gevaldigt skridt. Den er tegn på god vilje, en legitim politisk benyttelse af historien i en god sags tjeneste. En flot satsning. Derfor må der bakkes op om den. Satsningen rummer muligheder for Flensborg. Men den forpligter også. Hvis løvens helt nye budskab skal blive forstået, forudsætter det, at der investeres i dets formidling. Når løven står der på kirkegården til september, må de gamle modsætninger ikke forties, for så mister symbolet sin betydning. Der må investeres i oplysning om løvens historie. Dens konfliktfyldte historie skal fortælles fortælles til skoleelever, til turister, til alle og enhver. Kun på den måde vil betydningen af flytningen stå klart. Kun på den måde kan løven virkelig sige det den skal, nemlig at mange hindringer skulle overvindes for at nå så langt. At der skulle god vilje til. At opbygning af venskab og tillid kræver noget af begge parter. At begge parter har begået og hele tiden begår fejl. Lars Henningsen er historiker, dr.phil. og afdelingsleder på Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Grænsen nr. 2 april

20 Mindretal i bevægelse Skal mindretallene tiltrække nye medlemmer, nytter det ikke længere at satse på det nationale og kulturelle tilhørsforhold. Nu handler det om livskvalitet og design. Sådan lød det på et møde i Sønderborg, der satte fokus på sprog og identitet i grænselandet. Af Jens Michael Damm Foto: Lene Esthave Skal indholdet i de mange velmenende skåltaler tages seriøst, er det nødvendigt, at man på begge sider af den dansk tyske landegrænse bliver bedre til at tale nabolandets sprog. I dag sker det udelukkende i mindretallenes skoler, men skal grænselandets store potentiale udnyttes, skal tysk og dansk være en integreret del i de respektive landes folkeskoler. Og skal mindretallene fortsat kunne tiltrække nye medlemmer, nytter det ikke» Der er stor interesse for mindretallet, men at have et mindretal for sig selv, giver ingen mening. (Katrine Hoop) udelukkende at satse på det nationale og kulturelle tilhørsforhold. Nu handler det om livskvalitet og design. Det er erfaringer, man har gjort i Sydslesvig, hvor interessen for det danske mindretal steg betydeligt, da man gennemførte initiativer, som præsenterede den danske livsstil og vores design og boligindretningstraditioner. Skolesystemet i Sydslesvig er blevet et sprogpædagogisk livsstilsprojekt og ikke et kulturelt eller nationalt projekt. Mindretallet er blevet et livsstilsmindretal, der fokuserer på skallen og ikke kernen. Hvor blev de af Det var blot enkelte af de spændende konklusioner, man kan drage, efter Grænseforeningen på et møde i Sønderborg satte fokus på sprog og identitet i grænselandet. I debatten deltog museumsinspektør Inge Adriansen, Museum Sønderjylland i Sønderborg, lederen af det danske aktivitetshus i Flensborg, Katrine Hoop, generalsekretær i Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), Uwe Jessen, Haderslev, rektor ved det tyske gymnasium i Aabenraa, Ilse Friis og lærer Henry Bohm fra den danske skole i Bredsted. DRs tidligere grænselandsmedarbejder, journalist Flemming Nielsen, havde hvervet som ordstyrer. Der var gjort alt for at promovere mødet, men skal man bedømme efter tilstrømningen, så er interessen for mindretallenes ve og vel yderst begrænset. Godt 30 havde fundet vej til Sønderborg og heraf knap en håndfuld fra Sydslesvig og det samme antal fra det tyske mindretal. De, der kom, fik til gengæld en livlig debat med tankevækkende synspunkter. Og glædeligt er det, at det er den ældre generation når nu de unge glimrer ved deres fravær der stiller spørgsmål om, hvor mindretallene er om 30 år. Brobygger Hold fast ved det du er. Mindretallene er en berigelse for regionen. Det at være med i et mindretal er et tilvalg med mange muligheder, fastslog Uwe Jessen, der samtidig fortalte, at BDN på det kommende repræsentantskabsmøde skal tage stilling til en ny sprogpolitik, der gør sønderjysk til mindretallets officielle sprog. For museumsinspektør Inge Adriansen er et flag i modvind det, der skaber den nationale glød og begejstring. I en tid, hvor de kraftige modsætninger og kampe i grænseregionen hører fortiden til, ser museumsinspektøren mindretallenes fremtidige rolle som brobygger mellem befolkningen på begge sider af grænsen. Udfordringen for 20 Grænsen nr. 2 april 2010