Patientens perspektiv på tvang

Transkript

1 Patientens perspektiv på tvang -psykiatrien i fokus Bachelorprojekt Udarbejdet af Ditte Katrine Hornum syk9816 Modul 14. S2008C Vejleder: Gerd Halskov Antal anslag anvendt i opgaven: Afleveret d. 3. januar Sygeplejerskeuddannelsen København Professionshøjskolen Metropol. Opgaven må gerne anvendes internt på skolen.

2 Resume Dette projekt tager udgangspunkt i den psykiatriske verden, hvor der indledningsvis i projektet bliver fremstillet dilemmaer omkring brugen af tvang i psykiatrien. Projekts omdrejningspunk er, hvorledes sygeplejersken kan søge at forstå patientens oplevelse af en tvangssituation, således at sygeplejersken i en samarbejdsrelation med patienten, kan minimere patientens følelse af tvang som et overgreb. Det fremstår i opgaven, at sygeplejerske og patient har forskellig opfattelser af en tvangssituation, og det bliver belyst hvad grundene til den forskellige oplevelse af en tvangssituation kan være. Kommunikation viser sig at være efterspurgt af patienterne i en tvangssituation, hvorfor det bliver belyst hvordan kommunikative tiltag eventuelt kan reducere følelsen af tvang som et overgreb for patienten. Sidst i projektet inddrages relationen mellem sygeplejerske og patient i forhold til Joyce Travelbees teori om menneske-til-menneske-forhold, med henblik på at en god relation kan få patienten til at føle sig respekteret som menneske i en tvangssituation. Nøglebegreber: Tvang, patientperspektiv, forståelse, kommunikation, respekt og handlekompetence. 2/36

3 Summary This project takes its starting point in the psychiatric world where there initially in the project is produced dilemmas surrounding the use of coercion in psychiatry. The project's focal point is how the nurse can seek to understand the patient's experience of a forced situation, so that the nurse in a cooperative relationship with the patient can minimize the patient's sense of coercion as an assault. It will appear in the task that the nurse and the patient has different perceptions of a coercive situation, and it will be illuminated what the reasons for the different experience of a forced situation can be. Because communication proves to be requested of the patients in a coercive situation, it will be illuminated how communicative actions may reduce the sense of coercion as an assault for the patient. At the end of the project the relationship between nurse and patient is involved in relation to Joyce Travelbees theory of human-to-human relationship, with the view that a good relationship can cause the patient to feel respected as a human being in a forced situation. Keywords: Coercion, patient perspective, understanding, communication, respect and action competence. 3/36

4 Indholdsfortegnelse 1. Valg af sygeplejefaglig problemstilling Problembeskrivelse Rettigheder og lovgrundlag Sundhedspolitiske målsætninger og tiltag Patienternes oplevelse i fokus Afgrænsning Problemformulering Metode og teori Metode Videnskabsteoretisk tilgang Redegørelse for søgestrategi redegørelse for projektets opbygning samt valg af empiri og teoretisk Perspektiv Analyse Forskellen mellem sygeplejerskers og patienters oplevelse af en tvangssituation Kommunikation mellem sygeplejerske og patient Kommunikation som sygeplejerskens handlekompetence Dialog som alternativ til tvang Relationen mellem sygeplejerske og patient som betydende element for oplevelsen af tvang Diskussion Konklusion Perspektivering Litteraturliste..33 4/36

5 1. Valg af sygeplejefaglig problemstilling Baggrunden for mit valg af emne i dette bachelorprojekt ligger tilbage i min uddannelse, da jeg var i klinik i psykiatrien. Jeg modtog da dagligt patienter i psykiatrisk skadestue på Amager, hvor jeg fik en god indsigt i patienternes syn på indlæggelse og behandling. Det fremstod klart, at for mange patienter var valget om indlæggelse svært, idet patienterne havde en grundlæggende frygt for at blive tvunget til noget mod deres vilje, altså blive udsat for magtovergreb. Patienter var med andre ord bange for, at de med en indlæggelse på psykiatrisk afdeling mistede retten til at have kontrollen i deres eget liv, og mistede retten til selvstændige valg. Jeg har selv som studerende i psykiatrisk skadestue været med til at tvangsindlægge patienter. Jeg har set patienter blive behandlet med forskellige former for tvang, og selv brugt en hel del paternalisme over for psykiatriske patienter. Jeg oplevede som sygeplejestuderende i flere situationer, at jeg var i nogle svære dilemmaer. Jeg oplevede at det var svært at udsætte patienter for tvang, for da senere at skabe en tillidsfuld relation, patient og sygeplejerske imellem. Det stod klart for mig, at hvad vi som sygeplejersker anså som omsorg, og definerede som at tage vare på patienten, oplevede nogle patienter som mistede rettigheder og brug af magt. Denne konflikt fik mig til at tænke over vores brug af tvang i psykiatrien. På den ene side lærer vi som studerende, at vi skal skabe gode relationer til patienterne samt respektere denne, på den anden side stiger brugen af tvang ifølge Sundhedsstyrelsen, altså tvang hvor vi udfører sygepleje med magt. Jeg undrede mig over denne stigning i brugen af tvang, og tænkte på, om vi som sygeplejersker er for ukritiske i brugen af tvang. Min undren på dette område har fået mig til i denne opgave at rette fokus på tvangsbehandling i psykiatrien, samt ikke mindst relationen mellem sygeplejerske og patient ved tvangsbehandling. I følgende afsnit vil jeg redegøre mere indgående for denne problematik Problembeskrivelse: 1.2.1Rettigheder og lovgrundlag. Ifølge Sundhedsloven Lov nr.913 af 13/07/2010, skal patienter under normale omstændigheder være vidende om deres behandling, og give samtykke dertil. Ingen behandling må finde sted uden patientens informerede samtykke (Sundhedsloven 2010). Undtagelsen findes dog, når det gælder psykisk syge patienter, i det Psykiatriloven giver hjemmel for, at der i Danmark benyttes tvang til behandling af psykisk syge mennesker, som 5/36

6 fagpersoner vurderer ikke kan tage vare på sig selv (Poulsen et. al. 2006). Ifølge Psykiatriloven forstås tvang med andre ord som en foranstaltning hvor der ikke foreligger informeret samtykke (Psykiatriloven 2006b), hvilket vil sige, at sygeplejersken handler mod patientens ønske i en given situation. For at man i dag som patient på en psykiatrisk afdeling kan blive underlagt tvang, skal man ifølge Psykiatriloven opfylde kriterierne for frihedsberøvelse (Poulsen et. al. 2000). Frihedsberøvelse omfatter begreberne tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, hvor følgende kriterier skal være opfyldt: Personen er sindssyg eller i en tilstand der kan ligestilles hermed. Derudover skal personen være til fare for sig selv eller andre, eller udsigten til helbredelse eller bedring vil blive betydelig forringet uden indlæggelse (Psykiatriloven 2006a). Frihedsberøvelse er første tvangsforanstaltning der iværksættes, og danner grundlag for videre brug af tvang som kan være; tvangsbehandling med medicin, eller med ECT (elektrochok), fiksering med bælte, hånd eller fodremme, eller brug af akut beroligende medicin. At fastholde en patient fysisk, om end kun i kort tid, er også tvang. Aflåsning af døre, tvangsflytning til anden afdeling, samt beskyttelses fiksering hører ligeledes under tvangsbegrebet (Poulsen et. al. 2006). Først i Psykiatriloven af 1989, bliver tvangsbehandling lovfæstet i Danmark. Loven er senere revideret i 1998/99, og igen i Psykiatriloven består af 47 paragraffer og danner i dag rammen for hvordan og hvornår vi som fagpersoner må bruge tvang over for et andet menneske. Det er i Psykiatriloven specificeret, at man skal behandle patienten ud fra mindste middels princippet dvs. med den mindst indgribende tvangsforanstaltning, der er nødvendig i situationen. I 1998 blev der foretaget en revision af Psykiatriloven, med henblik på at reducere brugen af tvang i psykiatrien (Poulsen et. al. 2000). Revisionen gik på følgende elementer, god sygehusstandard, klagesystemet, delegation af overlægens kompetencer, lovens stedlige anvendelses område, registrering og indberetning af tvang, patientrådgiverordningen, og patientindflydelse (Petersen et. al. 2005). Der er lavet undersøgelser i bl.a. Europa, USA, Canada og New Zealand omkring det diagnostiske mønster hos patienter der udsættes for tvang. Der er primært lavet undersøgelser om tvangsindlæggelser, og selvom undersøgelserne er fortaget på forskellig vis, og resultaterne kan variere fra land til land, er det et gennemgående træk, at størstedelen af tvangsindlagte patienter lider af skizofreni (Poulsen et. al. 2000). 6/36

7 Skizofreni er i dag en bred diagnose, der dækker over forskellige lidelser. Skizofreni kan fremtræde på forskellig vis og i forskellig grad fra patient til patient, men flere symptomer er ens og med til at betegne diagnosen skizofreni. Disse symptomer er blandt andet, vrangforestillinger, hallucinationer, tankeforstyrrelser, bevægelsesforstyrrelser (katatone symptomer), og malplacerede følelsesmæssige reaktioner (Vestergaard et. al. 2006). Patienter der har skizofreni har ofte en meget dårlig sygdomsindsigt. Skizofrene kan på trods af, at sygdommen er meget invaliderende, nægte at de er syge, hvorfor de ofte har svært ved at se formålet med indlæggelse og behandling (Poulsen et. al. 2000). Skizofreni er den psykiatriske sygdom der er mest belastende og invaliderende for patienten. Patienter ramt af skizofreni er så forpinte, at de i høj grad mister en stor del af deres livskvalitet (Vestergaard et. al. 2006). Andre psykiatriske lidelser kan fremtræde med samme symptomer i varierende grad, hvorfor også tvang her kan være nødvendigt Sundhedspolitiske målsætninger og tiltag: Fra en sundhedspolitisk synsvinkel er opmærksomheden på brugen af tvang gennem de senere år blevet skærpet. Den sundhedspolitiske målsætning er at reducere brugen af tvang, blandt andet ved ændringer i psykiatriloven (Poulsen et. al. 2000). Derudover afspejler de politiske målsætning sig i, at der er blevet lavet undersøgelser og rapporter, der skal sætte fokus på brugen af tvang i psykiatrien, heriblandt Det Nationale Gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien, et projekt iværksat af blandt andre Indenrigs- og Sundhedsministeriet, samt Sundhedsstyrelsen mf. Formålet med projektet var at nedsætte brugen af tvang, samt at have fokus på patientens oplevelse af tvang. Evalueringen af Gennembrudsprojektet viser, at dette kvalitetsprojekt var vellykket fordi brugen af tvang blev reduceret (Ravn et. al ). Dog fremgår det af Sundhedsstyrelsens egne rapporter med opgørelser over tvangsforanstaltninger, at disse ikke var faldende under gennembrudsprojektet, ej heller efterfølgende. Sundhedsstyrelsen laver nemlig årligt rapporter, hvor det præcist opgøres, hvilke tvangsforanstaltninger der har været brugt ud fra indberetninger fra psykiatriske afdelinger (Poulsen et. al. 2000). Ifølge den seneste rapport fra Sundhedsstyrelsen (2011), stiger brugen af tvang i psykiatrien i Danmark. Hvis man retter fokus blot på antallet af tvangsforanstaltninger der er foretaget, kan man se at der i år 2000 blev foretaget tvangsforanstaltninger, mens man i 2009 foretog tvangsforanstaltninger. Fokuserer man mere specifikt på tvangsmedicinering, finder 7/36

8 man også en stigning. I 2002 blev 530 personer udsat for tvangsmedicinering, men i 2009 var antallet af tvangsmedicineringer oppe på 583 (sundhedsstyrelsen 2011). Politisk set er der altså en konflikt mellem ønsket at reducere tvang, og realiteten hvor antallet af tvangsforanstaltningerne stiger. Det er altså politisk set også svært at håndtere tvang, det er et meget komplekst område, der indeholder flere aspekter, herunder økonomi og etik. Som sygeplejestuderende stiller jeg mig undrende overfor så forskellige resultater fra et forskningsprojekt og den årlige opgørsel over tvangsforanstaltninger. I det følgende afsnit vil jeg rette fokus mod selve patientens oplevelse af tvang da netop patienten er omdrejningspunktet i hele debatten om tvang Patienternes oplevelse i fokus: I Det Nationale Gennembrudsprojekt er det ene element, man arbejder med for at reducere tvang, patientens perspektiv. Problemet med patienter der udsættes for tvang er dog, at de i situationen er så syge, at de ikke kan tage vare på sig selv. Nogle oplever vrangforestillinger, eller kan på anden måde være paranoide, hvorfor deres udsagn selvfølgelig kan bære præg heraf (Poulsen et. al. 2000). Det kan derfor være svært, at vurdere validiteten af patientens opfattelse af tvangsindgrebet. Dog har undersøgelser vist, at hvis man lytter til patienten, altså har en god kommunikation og samtidig er god til at informere patienten om hvad der sker samt hvordan, nedsættes deres følelse af tvang (Poulsen et. al. 2000). Et andet forskningsprojekt, der retter fokus mod patientperspektivet i forbindelse med forebyggelse af tvang, er forskningsprojektet kaldet Praksy, som forløb fra 2004 til Praksy tager udgangspunkt i hypotesen om, at personalet på en psykiatriske afdelings viden om patienternes oplevelser før, under og efter brugen af tvang, kan give personalet nye handlemuligheder til at reducere tvang. Projektet indeholder 21 interview med patienter der har oplevet tvang. Af rapporten fremgår det, at dialogen med patienten inden tvangsforanstaltningen, ifølge patienterne har afgørende betydning for oplevelsen af tvang (Thyrsting 2006). At kommunikation og information til patienten kan nedsætte følelsen af tvang for denne, er relevant for sygeplejersken at vide, da netop kommunikation er grundlæggende i sygepleje (Eide og Eide 2006). I praksis er det i første instans lægen der afgør om der skal bruges tvang. Derefter er det plejepersonalet på afdelingen der udfører tvangsforanstaltningen (Poulsen et. al. 2000). Sygeplejersken i psykiatrien bevæger sig derfor i et spændingsfelt mellem 8/36

9 patientens autonomi på den ene side, og sygeplejerskens brug af paternalisme på den anden side. Man må antage at sygeplejersker der arbejder inden for psykiatrien, kommer til at beskæftige sig med tvang i deres faglige virke. Tvang er et kompliceret felt hvor der givetvis opstår dilemmaer om etik, omsorg og ansvar. Brith Alleslev har lavet en kandidatafhandling i sygepleje, hvor hun sætter fokus på, hvordan de psykiatriske sygeplejersker oplever anvendelsen af tvang (Alleslev 2005). I Alleslevs afhandling fremgår det ud fra interview med flere sygeplejersker, at disse anså tvang som en nødvendig omsorg overfor patienten, men at de samtidig ofte opfattede foranstaltningen som et overgreb mod patienten. Sygeplejerskerne stod i et konstant dilemma om at gøre for meget, eller gøre for lidt. Patientens autonomi kunne for sygeplejerskerne være omdrejningspunktet for en etisk konflikt. Hvornår værnede man om patientens autonomi ved at acceptere patientens egne beslutninger, og hvornår værnede man om patienten ved at gribe ind. Sygeplejerskerne anså altså tvang som en meget kompliceret sygeplejeopgave, der gav dem behov for refleksion over praksis, og i værste fald kunne føre til udbrændthed (Ibid.). Som sygeplejerske arbejder man ofte med etiske konflikter omkring mennesker, og i psykiatrien står kontrasterne mellem omsorg og overgreb stærkt tegnet op (Buus 2009). For patienten kan tvangsforanstaltninger opleves som overgreb, eller ligefrem fysisk og psykisk vold. Som sygeplejestuderende lærer vi, at det vigtig vi værner om patientens integritet. Integritet betyder urørlighed, og i psykiatrisk regi kan idealet om integritet forekomme næsten umuligt (Ibid. ). I sygeplejerskens faglige virke, har vi etiske retningslinier der danner grundlag for den etik, sygeplejersken arbejder efter. I retningslinierne står der, at sygeplejersken skal udvise respekt for patienten og dennes egenværdi, samt respektere patientens behov, og patientens egne valg. Derudover skal vi beskytte patienten mod krænkende handlinger i situationer der indebærer brug af magt (dsr 2004). Som sygeplejerske i psykiatrien skal vi på den ene side respektere patienten som et ligeværdigt menneske, og på den anden side yde tvang uden at det krænker patienten. Dagligdagen for den psykiatriske sygeplejerske er et arbejde med professionelle magtrelationer, og forholdet til patienten som en asymmetrisk relation. Sygeplejerskens omsorgsrolle kan i nogle situationer være i konflikt med patientens autonomi. Autonomi er i psykiatrisk forstand ikke en naturlig grænse for personalets handlemuligheder (Buus 2009). Tvang baseres på et fagligt skøn, og selvom lægen ordinerer tvangen ud fra sine vurderinger, er det sygeplejersken der skal udføre opgaven (Poulsen et al. 2000). Det faglige skøn er aldrig 9/36

10 en fastsat parameter, og skønnet kan derfor variere fra afdeling til afdeling, alt efter den etiske kultur på afdelingen. 2. Afgrænsning: Beskrivelsen af problemfeltet leder mig til at se forskellige konflikter i forbindelse med anvendelsen af tvangsforanstaltninger. Ifølge Sundhedsstyrelsen stiger brugen af tvang, samtidig med, at den sundhedspolitiske målsætning er at reducere tvangen. Projektet Praksy og Det Nationale Gennembrudsprojekt bruger patientperspektivet som et redskab til at reducere tvang, men der er ikke ret meget forskning og litteratur om patientens perspektiv ellers. Måske er patientperspektivet nøglen til at reducere brugen af tvang. Ifølge Henrik Day Poulsen kan det dog være svært at vurdere validiteten af patientens udsagn om tvangsoplevelsen, da patienten i situationen kan have en forvrænget virkelighedsopfattelse, eller på anden måde være paranoid (Poulsen et. al. 2000). Resultaterne i både Praksy og Gennembrudsprojektet, peger i retning af, at patienter føler sig mindre udsat for tvang, hvis patienterne føler sig set, lyttet til og respekteret af sygeplejersken. Jeg finder det spændende at gå videre med tesen om, at hvis sygeplejersken og patienten har en god kommunikation og en tillidsfuld relation, kan patientens følelse af tvang reduceres. Formålet med denne opgave er derfor, at blive bevidst om betydningen af patientens perspektiv på en tvangssituation. Rent udviklingsmæssigt er tesen interessant for det psykiatriske speciale, og netop derfor vigtig at arbejde med. Med baggrund i nævnte konflikter, samt tesen bygget på tidligere rapporter og forskningsresultater, finder jeg det væsentligt at arbejde videre med både patientens og sygeplejerskens perspektiv i tvangssituationer. Dette leder mig frem til følgende problemformulering: 10/36

11 3. Problemformulering: Hvordan kan sygeplejersken søge at forstå patientens oplevelse af en tvangssituation, og inddrage denne forståelse i samarbejdsrelationen således at patientens oplevelse af tvang som et overgreb minimeres? 4. Metode og teori: I det følgende afsnit vil jeg argumenterer for mit valg af metode samt gøre det klart hvilken videnskabsteoretisk tilgang opgaven bygger på. Derudover vil jeg beskrive min søgestrategi. Jeg vil argumentere for mit valg af empiri, og beskrive strukturen i min analyse med hvilken jeg vil nå frem til en konklusion på min problemformulering. 4.1 Metode: Denne opgave er baseret på et litteraturstudie, også kaldet dokumentarmetoden, hvor man opbygger en opgave på baggrund af allerede eksisterende litteratur (Launsø og Reiper 2005). Til denne arbejdsform vælger at jeg at gøre brug national og international forskning, samt andet litteratur der kan bidrage til at belyse min problemformulering. Med dokumentarmetoden vil jeg sammenholde den valgte litteratur i opgaven, og jeg vil derigennem benytte logisk udledning som begrundelses form i min konklusion, hvilket også er kaldet deduktion, altså begrundelse via fornuft (Birkler 2006). Grundet de juridiske og etiske aspekter har jeg undladt at udfører interview eller andet feltarbejde. Man kan antage at for patienterne kan overskuddet til at medvirke til spørgeskemaundersøgelser eller interview være begrænset. Psykiatriske patienter kan derudover i perioder pga. psykoser og vrangforestillinger som tidligere beskrevet være fornuftinhabile, hvorfor jeg fandt det uetisk og juridisk kompliceret at benytte feltarbejde. Så med udgangspunkt i litteraturen, bygger projektet på et humanistisk menneskesyn, hvor mennesket opfattes som et subjekt, med tanker og følelser relateret til den verden, mennesket 11/36

12 er en del af (Birkler 2006). Til inspiration for opgavens opbygning og udarbejdelse har jeg anvendt Den gode opgave (Rienecker og Jørgensen 2005). I det følgende vil jeg argumentere for min videnskabsteoretiske tilgang. 4.2 Videnskabsteoretisk tilgang: Min videnskabsteoretiske tilgang i dette projekt er hermeneutisk. Hermeneutik betyder fortolkningens kunst eller læren om forståelse, og ifølge hermeneutikken har vi alle en forforståelse med hvilken vi fortolker den verden vi er en del af, og som skaber vores forståelseshorisont (Birkler 2006). Altså udarbejder jeg min opgave ud fra min fortolkning af verden, og min egen forforståelse af tvang og det psykiatriske speciale. Dog vil jeg tilstræbe at min forforståelse, ikke er en hindring for at tilegne mig ny viden. Metoden, hvor man bygger sin forståelse oven på tidligere forståelse, er beskrevet som den hermeneutiske cirkel, der udgør en forståelsescirkularitet, hvormed vi kun kan forstå på baggrund af det vi allerede forstår (Birkler 2006). Ud fra min egen forståelse af tvang og psykiatri skabes min horisont. Den empiri jeg har valgt at inddrage i opgaven, skal bibringe ny viden med sin horisont. Gennem analyse af min empiri i opgaven søger jeg viden, der kan gøre det muligt for mig at besvare min problemformulering. Jeg søger at dele en horisont, altså tilegne mig ny viden. Når man på den måde deler horisont, får man ifølge den tyske filosof Hans-Georg Gardamer en horisontsammensmeltning, som er et centralt begreb inden for hermeneutikken, og man opnår her at dele en forståelse (Birkler 2006). Det skal dog ikke forstås sådan, at man ved en horisontsammensmeltning kan overtage en andens horisont. Målet er ikke en fuldstændig forståelse, men snarere en åbenhed, hvor man forholder sig ydmyg, og gennem dialogen bestræber sig på at nå den andens forståelse (Ibid). I denne opgave, udgøres dialogen af den anvendte teori, hvilken jeg tilstræber at skabe en forståelse af. Dette vil være måden jeg vælger at analysere mig gennem opgaven. Den inddragede empiri skal udvide min horisont, jeg vil forholde mig åben overfor ny viden, og være bevidst om min egen forforståelse. Gennem min analyse af den inddragede empiri, søger jeg således at forstå patienten, og dennes oplevelse af tvang. Hermeneutikken opbygges af 3 metodiske principper, hvor bl.a. det ene princip bygger på, at kunne sætte sig i den andens sted, og herigennem forstå dennes situation (Fredslund 2006). Men endegyldigt at sætte sig i den andens sted kan man ikke. Om 12/36

13 man forsøger at sætte sig i den andens sted, skal man være sig det bevidst, at man stadig medbringer sin egen forforståelse (Ibid.). At forsøge at sætte sig i patientens sted, oplever jeg som centralt inden for sygeplejefaget, og med en hermeneutisk tilgang kan det hjælpe sygeplejersken til at forstå patienten, og anskueliggøre dennes behov for sygepleje, også når det gælder tvangsbehandling. 4.3 Redegørelse for søgestrategi: Jeg har valgt at inddrage litteratur, som jeg har benyttet tidligere under uddannelsen, da jeg fandt det væsentligt at bruge til denne opgave. For at få baggrundsmaterialet omring lovgivningen, har jeg søgt på Jeg har endvidere søgt information på forskellige internetsider med relevans for emnet, så som, sundhedsstyrelsen.dk, etiskråd.dk, sind.dk, psykiatrifonden.dk, dsr.dk, og lap.dk. (LAP er forkortelsen for Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere). Jeg har også søgt på bibliotek.dk samt forskellige databaser, herunder CINAHL, Pubmed, Medline, og Psycinfo. De anvendte søgeord var blandt andre: psykiatrisk sygepleje, tvang, patientperspektiv, skizofreni, Psychiatry, coercion nursing, patient, experience og perception. Derudover har jeg benyttet metoden kædesøgning, hvor jeg via emnerelevant litteratur, har gennemgået referencelister, og derved fundet mere litteratur jeg har kunnet gøre brug af til at udbrede min viden på området. Gennem søgeprocessen blev det klart, at der eksisterer meget litteratur om tvang i psykiatrien, men ikke ret meget litteratur tager udgangspunkt i patientens perspektiv. Inklusionskriterierne for den inddragede empiri i dette projekt er, at det indeholder patientens perspektiv på tvang, samt information om sygeplejerskers og patienters interageren. Eksklusionskriterierne er tidsbestemt ud fra at litteraturen ikke må være publiceret for mere end 12 år siden, da det fortsat skal findes relevant for vores samtid i dag. Et andet eksklusionskriterie er tvang i den somatiske del af sygehusvæsnet, da jeg specifikt vælger at arbejde med det psykiatriske speciale I projektet har jeg på trods af eksklusionskriterierne for litteraturen i opgaven valgt at benytte sygeplejeteorier der er ældre end 12 år, da jeg har fundet dem relevante, eftersom de har været anvendt som pensum i mit studie, og derfor antageligvis fortsat findes relevant for sygeplejefaget. 13/36

14 4.4 Redegørelse for projektets opbygning samt for valg af empiri og teoretisk perspektiv: Jeg har valgt at strukturere analysen i tre dele med tre temaer. I det første tema har jeg fokus på forskellen mellem sygeplejerskers og patienters oplevelse af en tvangssituation. Det andet tema i analysen er kommunikation som sygeplejerskers handlekompetence. Det sidste tema i analysen er forholdet mellem sygeplejersker og patienter. I den første del af analysen vil jeg arbejde med patientens og sygeplejerskens oplevelse af en tvangssituation. Jeg vil inddrage artiklen Forced medication in psychiatric care: patient experiences and nurse perception (Haglund 2003). Artiklen bygger på en kvalitativ undersøgelse udført i Sverige fra 1996 til 1997, hvor 11 patienter og 8 sygeplejersker deltog. Målet for undersøgelsen var at beskrive patients oplevelse, i forhold til sygeplejersken opfattelse af tvangsmedicinering. Derudover var målet at få indblik i patienters og sygeplejerskers opfattelse af alternativer til tvangsmedicinering, samt om patienter retrospektivt anerkendte tvangsmedicinering som et nødvendigt behandlingstiltag i situationen. Jeg har valgt at inddrage denne artikel, fordi undersøgelsen viser at patienter og sygeplejersker ikke deler samme opfattelse i forhold til tvangsmedicinering. Jeg finder det konstruktivt i forhold til min problemformulering at arbejde med denne artikel, da jeg søger indblik i hvordan sygeplejersken kan forstå patientens oplevelse. Med artiklen vil jeg altså belyse forskellene i patienter, og sygeplejerskers opfattelser af en tvangssituation. Undersøgelsen er udarbejdet af en phd-studerende samt to professorer på Uppsala universitet i Sverige. Deres arbejde relaterer sig til folkesundhed, omsorgsvidenskab, neurovidenskab og psykiatri. Med henblik på en analyse af undersøgelsen, vil jeg anvende Jan Kåre Hummelvoll. Hummelvoll er psykiatrisk sygeplejerske, samt doktor i folkesundhedsvidenskab. Han er professor i psykiatrisk sygepleje og psykisk sundhedsarbejde ved højskolen i Hedmark i Norge (Hummelvoll 2006). Hummelvolls teoretiske position er fænomenologisk og holistisk/eksistentielt. Det indebærer at han retter fokus på den psykiatriske patients egne erfaringer, og dennes råderum i den aktuelle situation. Med den holistiske tilgang opfatter Hummelvoll mennesket som en integreret helhed, og han mener at plejepersonalet på en psykiatrisk afdeling skal se patienten som denne helhed, og med dette udgangspunkt foretage velovervejede kombinationer af forskellig teori, der kan danne grundlag for de beslutninger personalet tager i forhold til pleje af patienten (Buus 2009). 14/36

15 Den fænomenologiske position hos Hummelvoll kommer til udtryk i, at han tager udgangspunkt i patientens oplevelse i situationen, og sekundært i patientens sygdomshistorie (Ibid.). Han definerer psykiatrisk sygepleje som en planlagt, omsorgsgivende og psykoterapeutisk virksomhed (Hummelvoll 2006). Jeg har valgt at gøre brug af Hummelvoll fordi omdrejningspunktet hos ham, er patientens oplevelse i situationen, hvilket fremtræder som centralt i min problemformulering, og derfor finder jeg det væsentligt at analysere med afsæt i Hummelvolls teorier. Jeg vil også i dette afsnit inddrage Jakob Birkler, hvor jeg har fokus på hans teorier om forståelse. Birkler er cand. Mag. I filosofi og psykologi (Birkler 2006), og jeg finder hans teorier om forståelse, aktuelle i min analyse til at belyse hvorledes man kan opnå en forståelse mennesker imellem, samt hvad baggrunden for denne forståelse kan være. I anden del af analysen vil jeg have fokus temaet kommunikation. Jeg vil fortsat anvende artiklen Forced medication in psychiatric care: patient experiences and nurse perception af K. Haglund (2003), da denne viser at patienterne efterspørger dialog med sygeplejerskerne. Derudover vil jeg inddrage resultaterne fra Gennembrudsprojektet (Ravn et. al. 2006). Gennembrudsprojektet blev iværksat i august 2004 med afslutning i juni Det blev iværksat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark, Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, Dansk sygeplejeråd, Amtsrådsforeningen, H:S. Jeg har valgt at inddrage resultaterne af projektet, fordi projektet har fokus på 3 målsætninger: at forbedre den patientoplevede kvalitet ved tvang, at udvikle den faglige og organisatoriske kvalitet ved brug af tvang, samt at minimere behovet for og dermed brugen af tvang (Ravn et. al. 2006). Udover målsætningerne viser projektet, at patientens tilfredshed med tvangsbehandlingen stiger i takt med brug af kommunikation mellem sygeplejerske og patient (Ibid.) Hvordan patienttilfredsheden ved tvangsbehandling stiger finder jeg relevant at se nærmere på, da man kan antage, at større tilfredshed ved tvangsbehandling, kan mindske følelsen af overgreb for patienten. Gennembrudsprojektet hviler på en metode kaldet Breakthrough Series der oprindeligt er udviklet af The Institute of Healthcare Improvement i Boston, USA. Oversat til dansk kalder man metoden for gennembrudsmetoden. Gennembrudsmetoden er i Gennembrudsprojektet beskrevet som praksis orienteret, og kendetegnet ved et videns og erfaringsbaseret netværkssamarbejde. Denne metode bygger på 15/36

16 tilpasning af allerede eksisterende og evidensbaseret viden, hvormed man søger at skabe en bedring af praksis. Metoden anvendes i dag til kvalitetsudvikling i sygehusvæsnet (Ravn et al. 2006). Projektet er udført på 27 psykiatriske sengeafsnit i Danmark, hvor patienterne deltager ved at besvare spørgeskemaer uddelt af personalet, efter afsluttet tvangsepisode. Svarprocenten i projektet lå på 60,9 %, og er dermed tilfredsstillende for dette kvantitative projekt. Med henblik på en analyse af den valgte empiri vil jeg anvende Hilde Eide og Tom Eide s teorier om kommunikation. Hilde Eide er sygeplejerske, cand.polit. og højskolelektor i psykologi i Norge. Tom Eide er forsker, dr. Philos. samt koordinator for Norges forskningsråds etikprogram. Sammen har de udviklet kommunikationsteorier med udgangspunkt i at kommunikation er grundlæggende i sygeplejen. Eide og Eide understeger at kommunikations- og samtalefærdigheder kan læres og udvikles. Udover selve kommunikationen inddrager og belyser Eide og Eide også relationen mellem sygeplejersker og patient (Eide og Eide, 2006), hvilket jeg fandt aktuelt i forhold til min analyse i denne opgave. I sidste del af analysen vil jeg rette fokus på relationen mellem sygeplejersker og patienter. Jeg vil fortsat tage udgangs punkt i resultaterne fra Gennembrudsprojektet. Med henblik på analyse vil jeg anvende Joyce Travelbee med hendes teori om sygeplejens mellemmenneskelige aspekter. De vigtigste begreber i Travlebees teori er: mennesket som individ, lidelse, mening, menneske-til-menneske-forhold og kommunikation (Kirkevold 1995). Grundbegreberne kommunikation og mennesket som individ har været to betydende elementer i mine forrige analyseafsnit, hvorfor jeg finder det aktuelt at analysere med Travelbees teori. Jeg finder det interessant at kæde forrige analyseafsnits konklusioner sammen med Travlebees teori, for herigennem at blive klogere på om relationen mellem sygeplejersker og patienter, kan have en positiv indflydelse på patienternes oplevelse i en tvangssituation. Jeg vil specielt arbejde med Travelbees teori om menneske-til-menneskeforhold på baggrund af mit fokus på relationen mellem sygeplejersker og patienter. Travelbees teori er med fundament i eksistentialistisk filosofi (Kirkevold 1995), hvilket kan forstås på den måde, at Travelbee sætter filosofiske spørgsmål til menneskets eksistens ind i praktisk sygepleje (Travelbee 2008). Travelbee tager afstand fra generaliserede opfattelser af mennesket, og for ikke at reducere det enkelte menneske til noget generelt, forkaster hun 16/36

17 etiketter som patient og sygeplejerske, der kategorisere mennesket og overskygger dettes specielle kvaliteter (Kirkevold 1995). Travelbee mener at menneskets oplevelser og erfaringer er hans alene, og sygeplejersken skal forholde sig til personens oplevelse af sygdom og lidelse, frem for selve diagnosen (Kirkevold 1995). Selv blev Joyce Travlebee uddannet sygeplejerske på Charity Hospital School of Nursing i New Orleans i I 1956 blev hun bachelor i sygeplejeuddannelse, i 1959 tog en master i sygepleje i ved Yale Universitet. Hun blev leder af den videregående uddannelse ved Louisiana State University School of Nursing, hvor hun beskæftigede sig med psykiatrisk sygepleje (Kirkevold 1995), hvorfor netop Travelbee med sin baggrund i psykiatri, er interessant at inddrage i dette projekt. 5. Analyse: I det følgende vil jeg analysere mig frem til et svar på min problemformulering, gennem tre delafsnit. 5.1 Forskellen mellem sygeplejerskers og patienters oplevelse af en tvangssituation. I dette analyseafsnit vil jeg se nærmere på forskellen mellem sygeplejerskers og patienters oplevelse af en tvangssituation. Jeg vil søge at belyse hvori forskellene består, samt hvorfor forskellene kan opstår. Den undersøgelse jeg har valgt at anvende til dette afsnit viser, at sygeplejersker og patienter, ikke deler samme opfattelse af, hvad patienten oplever i en situation hvor patienten bliver tvangsmedicineret (Haglund et. al. 2003). Artiklens undersøgelse tager udgangspunkt i patienter udsat for tvangsmedicinering. I en sådan tvangssituation kan man antage at patienten er i en situation hvor han opfylder kriterierne for at blive udsat for tvangsmedicinering, hvilket jeg har beskrvet tidligere i problembeskrivelsen. Når man vælger at tvangsbehandle en patient, er det fordi denne ikke forstår eller kan bringes til at forstå hvorfor medicinering er nødvendig. Disse patienter vurderer man som inhabile, til selv at tage beslutning om medicinering (Krause-Jensen 2009). Man kan antage, at vi har at gøre med en situation der kan udvikle sig farligt for patienten eller andre, hvis ikke sygeplejersken griber ind. Så på den ene side har vi patienten der mener 17/36

18 ikke at skulle behandles med medicin, på den anden side har vi personalet, der har en faglig viden om det psykiatriske speciale, og dermed behandling af psykiatriske patienter. Ifølge Hummelvoll er tvangsmedicinering en traumatisk oplevelse for både patienten og personalet. Ofte oplever patienten tvangsmedicinering som et overgreb, samt et angreb på dennes integritet, og hele tvangssituationen kan opleves som nedværdigende (Hummelvoll 2009). At krænke patientens integritet kan føre til, at patienten føler sig ydmyget og mindre værd som menneske (Kristoffersen et. al. 2005). I undersøgelsen omkring patienternes oplevelse af en tvangssituation og personalets opfattelse af samme tvangssituation deltog 11 patienter, som alle havde været i situationen hvor de blev udsat for tvangsmedicinering, på grund af at de var psykotiske (Haglund et. al. 2003). Det centrale problem ved den psykotiske patient er, at han ikke har evnen til at vurdere om det han oplever reelt er virkelighed. Den psykotiske patient er så overbevist om sin forståelse af virkeligheden, at han vil handle ud fra denne, uanset om det kan være til fare for ham selv eller andre (Vestergaard et. al. 2006). Hummelvoll skriver om det at være psykotisk, at patienten lever i en anden virkelighed. Psykotiske patienter er ofte angste, og Hummelvoll antager derfor, at de oplever verden truende. Han beskriver, at patienter med angst føler sine vitale interesser truede, hvorfor de kan fremtræde aggressive. Hummelvoll understreger derfor vigtigheden af at personalet møder denne patient med ro og udviser tryghed for at overdrage denne tryghed til patienten. For at personalet kan møde patienten med denne ro og tryghed, skal de have en god selvindsigt og kende deres egne reaktioner for at være i kontrol med sig selv i en situation, der ellers kan virke skræmmende. Patienten har venteligt grundet psykosen og angsten ingen indre kontrol, hvorfor personalet må udvise denne, for at hjælpe patienten til gradvist at genfinde egen kontrol (Hummelvoll 2006). Så i en tvangssituation med en psykotisk patient, kan man antage, at sygeplejersken med hendes rationelle opfattelse ikke har samme virkelighedsopfattelse som patienten, og patienten kan med sin adfærd udgøre en fare risiko for sig selv eller andre, hvilket sygeplejersken skal søge at regulere med sin adfærd. Et nøglepunkt her er, altså at sygeplejersken og patienten har forskellige opfattelser af virkeligheden. Man kan formode, at forskellen i opfattelsen af en tvangssituation udspringer af den forskellige virkelighedsopfattelse. Ifølge undersøgelsen, viste det sig dog også, at sygeplejersken og patienten ikke blot havde forskellige virkelighedsopfattelser, men også forskellige fokusområder ved tvangsmedicineringen. Patienterne i undersøgelsen blev spurgt om hvad de oplevede før, 18/36

19 under og efter tvangsmedicinering. På samme måde blev sygeplejerskerne spurgt om, hvad de troede patienten oplevede før under og efter tvangsmedicineringen. Hvor patienternes i deres besvarelser havde fokus på fysisk og psykisk ubehag, havde sygeplejerskerne fokus på medicinens virkning, og ikke på det fysiske og psykiske ubehag der for patienten kunne være forbundet med tvangsmedicineringen (Haglund et. al. 2003). Svarende er opgjort i et skema, hvor det fremgår, at i flere tilfælde har patienten een oplevelse af tvangssituationen, og sygeplejersken tror patienten har en anden oplevelse end hvad fakta ifølge patienten er (Haglund et. al. 2003). Dette kan tolkes som, at sygeplejerskerne flere gange fejltolkede patientens oplevelse. Så de forskellige opfattelser, samt oplevelser i situationen, kan være skabt af, at sygeplejersken ikke er klar over hvad patienten tænker og føler. Nogle patienter nævnte i undersøgelsen, at det de var bange for ved tvangsmedicineringen var, at blive syge eller ligefrem dø af den medicin de blev tvangsmedicineret med. Kun to af de deltagende sygeplejersker, nævnte at patienter oplevede ubehag i forhold til selve medicinen (Haglund et. al. 2003). Det belyses her, at sygeplejerskerne og patienterne er optagede af forskellige elementer i forhold til en tvangsmedicineringssituation. Hvis man som sygeplejerske ikke er klar over hvad der optager patienten ved en tvangssituation, kan man antage, at det for sygeplejersken bliver svært at forstå hvordan patienten oplevelser denne situation. Ud fra Birklers teorier om forståelse, kan det tolkes som, at patienten og sygeplejersken har hver sin forståelseshorisont, hvorfra de på hver deres måde tolker verden med afsæt i hver deres forforståelse. Hvis sygeplejersken skal søge at forstå patienten, skal hun søge en horisontsammensmeltning. Med horisontsammensmeltning menes, at sygeplejerskens, og patientens horisonter, skal oplyse noget i samme lys, hvor betingelsen er, at sygeplejersken begriber det patienten meddeler, og dermed opnås en forståelse af patientens horisont (Birkler 20006). I undersøgelsen blev det demonstreret, at sygeplejersken og patienten havde fokus på forskellige områder efter tvangsmedicineringen. Så modsat en horisontsammensmeltning, kan det tolkes som, at sygeplejersken og patienten vender deres horisonter i hver deres retning. Man kan da antage, at når man har fokus på forskellige elementer, bliver oplevelserne forskellige, og dermed også forståelserne. Forståelsen, skriver Birkler, kan opnås via dialogen som redskab (Ibid.). Denne dialog søger patienterne faktisk. Alle patienterne der deltog i undersøgelsen, nævnte mindst et alternativ til tvangsmedicinering. 6 patienter nævnte mere 19/36

20 dialog med personalet, mere forklaring omkring sygdomstilstanden og medicinen som alternativer til tvangsmedicinering. Flere patienter ønskede at personalet havde snakket med dem, i stedet for at have udsat dem for tvangsmedicinering. Ingen af de adspurgte sygeplejersker havde nogle alternative forslag til tvangsmedicinering. De mente i stedet, at alternative tiltag blot ville have en kortsigtet løsning (Haglund et. al. 2003).. Kun en minoritet af de deltagende patienter, anerkendte retrospektivt tvangsmedicineringen som nødvendig behandling, hvorimod sygeplejerskerne så behandlingen som nødvendig. Dog mente både sygeplejerske og patienter, at tvangsmedicinering var et brud på patientens integritet (Haglund et. al. 2003). Om der findes alternativer til tvangsmedicinering, er der altså delte meninger om blandt sygeplejersker og patienter. Men hvis sygeplejerskerne ikke ser dialogen som nyttig i en tvangssituation, kan man på baggrund af Birklers teori om dialog som redskab til forståelse, antage, at det kan være svært for sygeplejersken at opnå forståelse af patientens oplevelse af en tvangssituation. Hummelvoll mener, at det er vigtigt med hensyn til pleje- og behandlingstilbud at tage udgangspunkt i patientens synspunkter, da patienternes viden er erfaringsbaseret fra tidligere perioder i patientens liv (Hummelvoll 2006). Grundlæggende om det at forstå patienten, skriver Hummelvoll, at der er væsentlig viden at hente for sygeplejersken i denne forståelse. Derudover mener han, at sygeplejen har omsorg som et centralt kendetegn hvor indlevende forståelse, er en nødvendig forudsætning for denne omsorg (Hummelvoll 2006). Altså kan man antage, at hvis sygeplejerskens forståelse af patienten udebliver, er der risiko for, at også omsorg for patienten reduceres. Opsumerende vil jeg konkludere, at forskellene i sygeplejerskens og patientens oplevelse af en tvangssituation kan udspringe af to punkter. Første punkt er forskellig virkelighedsopfattelse i situationen, og punkt to er, at de har fokus på forskellige elementer, hvor sygeplejersken tolker ud fra det hun fokusere på, med risiko for fejltolkning af patienten. At sygeplejersken og patienten ikke har samme virkelighedsopfattelse, kan antages at være et vilkår inden for det psykiatriske speciale, hvor man arbejder med psykotiske patienter. Men det kan antages, at hvis sygeplejersken gennem dialogen bliver bevidst om hvad der optager patienten i en tvangssituation, kunne dette øge hendes forståelse af patientens oplevelse. En bedre forståelse, kan ifølge Hummelvoll, være af betydning for omsorgen til patienten, hvorfor det kan tolkes med afsæt i Hummelvolls teorier, at forståelse er centralt i sygeplejen. 20/36

21 5.2 Kommunikation mellem sygeplejerske og patient Kommunikation som sygeplejerskens handlekompetence. I forrige afsnit viste jeg, at patienter udsat for tvang, efterspørger dialog. Gennembrudsprojektets resultater viser også, at fokus på kommunikationen mellem sygeplejerske og patient vil kunne øge patienternes tilfredshed (Ravn et. al. 2006). Denne kommunikation mellem sygeplejerske og patient, som allerede påvist med Hummelvoll og Birkler vigtig for, at personalet kan behandle patienterne med den optimale omsorg, og opnå forståelse for patientens oplevelse. Derfor vil jeg i det følgende afsnit gå i dybden med sygeplejerskernes kommunikation med patienterne i forbindelse med tvangsbehandling. Som tidligere beskrevet kan tvang medføre at patienten følte sig ydmyget og mindre værd som menneske, lige som at patienten kan opleve tvang som et overgreb, og angreb på sin integritet. Jeg tolker Gennembrudsprojektets resultater som, at begrebet patienttilfredshed hænger omvendt proportionalt sammen med følelsen af tvang som et overgreb. Altså når tilfredsheden hos patienten stiger, mindskes både patientens følelse af mindreværd, samt følelse af overgreb på trods af gennemført tvangsforanstaltning, hvorfor begrebet patienttilfredshed i dette projekt skal forstås som minimering i følelsen af tvang som et overgreb. I Gennembrudsprojektet fremstår der umiddelbart en sammenhæng i kommunikationen mellem sygeplejerske og patient, og patientens tilfredshed med tvangsbehandlingen (Ravn et. al.2006). Patienterne i Gennembrudsprojektet blev bedt om at give en samlet vurdering af personalets anvendelse af tvang ved at tildele personalet 1-5 stjerner, hvor 5 betyder at patienten er meget tilfreds. Flere af patienterne supplerede med også at give en skriftlig begrundelse for deres tildeling af antal stjerner. De patienter der tildelte personalet 4-5 stjerner beskrev, at det havde en positiv effekt at personalet fremstod rolig, og at de snakkede til patienten samt at fortalte hvad de gjorde. De patienter der tildelte personalet 3 stjerner skrev at de ikke fik ordentlig information, at personalet ikke spurgte nok til patienten, og at patienterne godt ville have snakket mere med personalet (Ravn et. al. 2006). De patienter, der var mest tilfredse, begrundede altså tilfredsheden med blandt andet kommunikationen fra personalets side, og de mindre tilfredse patienter efterspurgte mere kommunikation. Dog var procentdelen af patienterne med en negativ samlet helhedsvurdering i slutningen af projektet stadig størst. I alt var der 28 % af patienterne der tildelte 3 stjerner, 15% tildelte 5 stjerner, og 31% tildelte 1 21/36

22 stjerne, hvilket betyder at, 31% af patienterne var meget utilfredse (Ibid.). Men ud fra patienternes beskrivelser, kan vi dog antage, at kommunikationen mellem sygeplejerske og patient kan føre til større tilfredshed blandt patienter udsat for tvang. Et andet resultat i Gennembrudsprojektet viser, at når sygeplejerskerne øger dialogen med patienterne via samtaler efter en tvangssituation, øges patienternes tilfredshed også (Ravn et. al. 2006). Jeg tolker det som, at hvis patienten efter en tvangssituation får mulighed for at udtrykke sig til personalet, bliver lyttet til og måske får information om selve hændelsen, kan patienttilfredsheden tilsyneladende øges. Jeg finder det interessant her, at se nærme på, hvad disse kommunikative tiltag kunne bidrage med i forhold til patienten. Ifølge Eide og Eide er kommunikation grundlæggende i sygepleje. Kommunikation mellem sygeplejerske og patient, bruges i sygeplejen til at få et indblik i patientens situation, der for sygeplejersken er nødvendig for at sikre en god og korrekt pleje af patienten. På denne vis er kommunikation blandt andet et redskab til kvalitetssikring i sygeplejen (Eide og Eide 2005). Kommunikation kan samtidig medvirke til, at patienten føler sig set, lyttet til, respekteret, og taget vare på (Ibid.). En kommunikations metode, der kan benyttes af sygeplejersken, for at fremme at patienten føler sig respekteret og lyttet til er ifølge Eide og Eide, aktiv lytning. Aktiv lytning består overordnet af to elementer, verbal- og nonverbal kommunikation. Den verbale kommunikation omhandler, at man som sygeplejerske viser sin tilstedeværelse, og sin interesse for patienten, ved at stille åbne spørgsmål til denne, sammenfatte hvad patienten siger for at vise at man lytter, samt blive sikker på om man hører patienten korrekt. Verbalt kan sygeplejersken søge at stimulere patienten til at åbne sig og fortælle hvad han føler og oplever (Ibid.). I den verbale kommunikation kan man også bruge pauser aktivt i kommunikationen og parafrasere. Det at parafrasere viser også at man lytter til patienten, og samtidig kan man som sygeplejerske styre samtalen (Ibid.). I forrige afsnit, blev det belyst, ud fra resultaterne fra undersøgelsen i Uppsala, at sygeplejersken ofte fejltolkede patientens oplevelse af en tvangssituation. For at undgå dette, kan man ifølge Eide og Eides teorier, benytte det at parafrasere, hvor man tilkendegiver, hvad man hører og herved sikre en korrekt forståelse af den part, man er i dialog med (Eide og Eide 2005). Den nonverbale kommunikation er ifølge Eide og Eide et lige så vigtigt element som den verbale del. Den nonverbale kommunikation består i kropssproget, øjenkontakten, ansigtsudtryk berøring og stilhed. Med den nonverbale fremtræden kan sygeplejersken understøtte sin verbale kommunikation og herved skabe kongruens der kan får hende til at fremstå troværdig. 22/36

23 Ydermere kan en bevidst verbal- og nonverbal kommunikation, fremme at sygeplejersken udviser ro og overblik (Eide og Eide 2005). Eide og Eides teorier om at udvise ro og overblik via kommunikationen finder jeg interessant set i lyset af Hummelvolls tidliger beskrevne teorier, hvor sygeplejerskens adfærd, skulle påvirke patienten i en tvangssituation. Så med en bevidst kommunikation, hvor sygeplejersken har fokus på aktivt at udvise interesse og respekt for patienten med kongruens i det verbale- og nonverbale kropssprog, kan sygeplejersken antageligvis øge patientens tilfredshed i en tvangssituation. Man kan så antage, at hvis det var så simpelt et tiltag som beskrevet ovenfor, ville der nok ikke være noget kommunikativt problem i psykiatrien. Jeg har dog gennem analyse af den inddragede empiri påpeget problemet i de kommunikative, hvorfor man kan antage at det for sygeplejersken kan være en udfordring at få implementeret denne kommunikation i hverdagen på en psykiatrisk afdeling. Ud fra egne erfaringer som studerende i psykiatrien er jeg bekendt med, at sygeplejerskerne bruger meget af deres arbejdstid på kommunikation med patienterne. Ydermere har jeg oplevet at disse sygeplejersker, er meget dygtige og opmærksomme på deres kommunikation. Min oplevelse er, at udfordringen for sygeplejerskerne på en psykiatrisk afdeling ligger i at have tid nok til at udfører den velovervejede kommunikation, altså at der skulle inddrages flere ressourcer på en psykiatrisk afdeling for at optimere sygeplejersken mulighed for konstruktiv kommunikation. Som tidligere nævnt, beskriver Eide og Eide, at man kan udvise respekt ved hjælp af sin kommunikation. Det at føle sig respekteret fremstår i patienternes besvarelser i Gennembrudsprojektet, som ikke tilfældet. Patienterne blev spurgt om de syntes, at personalet viste hensyn og respekt for patienten som menneske i forbindelse med tvangen. Til dette svarer 19% nej slet ikke, og 14% svarer nej kun i mindre grad. Altså i alt 33 % mener ikke at være blevet respekteret som menneske i tvangssituationen (Ravn et. al. 2006). Man kan formode, at man som sygeplejerske ved at benytte Eide og Eides teorier om at udvise respekt via aktiv lytning, kunne fremme patientens følelse af at blive respekteret og dermed øge patientens tilfredshed. En færdighed der også betragtes som vigtig for en god kommunikation er empati. Empati defineres som evnen til at lytte, evnen til at skabe forståelse for patientens følelser og reaktioner, ydermere er empati en forudsætning for god sygepleje (Eide og Eide 2005). Det kan forstås som, at sygeplejerskens evne til at udvise empati over for patienten, er vigtig for, 23/36