Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi

Transkript

1 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 1 af 12 Opgavens titel: Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi En undersøgelse af validiteten af Jungs typologi, som den fremtræder i "Psykologiske Typer" (1921/1994) og dens bidrag til personlighedspsykologien. Opgaven er udarbejdet af: Mikkel Landsdorf Vejleder: Knud Kielgast

2 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 2 af 12 Indholdsfortegnelse: 1. Introduktion til emnet...s.1 2. Jungs typologi...s.2 -A. Attituderne...s.2 -B. Funktionerne...s.3 -C. Hjælpefunktioner og den inferiøre funktion...s.4 3. Validitetsspørgsmålet...s.4 4. Typologien og erkendelsesteorien...s.9 5. Konklusion... s Noter...s Litteraturliste...s.13 1.Introduktion til emnet: Emnet som denne opgave vil dreje sig omkring er Jung's personlighedstypologi, som den fremstår i hans værk "Psykologiske typer" (1921/1994). Det er selvfølgeligt umuligt at adskille denne teori fra Jungs øvrige teori og dette ville heller ikke være ønskværdigt, men af hensyn til pladsens begrænsning er en vis indsnævring af emnet dog en nødvendighed og derfor vil typologien som del-teori tage den meste plads. I min læsning af Jung's værk, er der flere ting der optog min bevidsthed: * Hvordan er den blevet anvendt og videreudviklet? * Kan typologien valideres? * Hvis den valideres, hvad kan denne teori så sige os idag og hvad kan den bidrage med til personlighedspsykologien? Specielt er det sidste spørgsmål interessant, idet det forhåbentligt kan løfte opgaven op på et mere teoretisk, generelt plan og desuden følger besvarelsen af de andre spørgsmål også af en sådan diskussion. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg mener, at Jung har meget at give os, hvilket den stadig store interesse for hans teori er et rimeligt (evident) bevis for. Problemet med Jung er dog hans til tider dunkle skrivefacon og komplekse begrebsapparat.

3 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 3 af 12 Jeg vil da også fremføre en rimelig kritik af hans typologi, men samtidig prøve at afklare hvordan vi kan forholde os konstruktivt til hans teori. En væsentlig del af min perspektivering vil bygge på Spoto (1995), men jeg vil også igennem de alment videnskabsteoretiske positioner, som de er fremført i Schultz (1988) og Johnson (1987), prøve at påvise, at Jung's typologi har meget at give til disse overvejelser, specielt til begreberne "teori-disponering"/"theory-pregnancy". Dette skulle gerne munde ud i en generel diskussion af resultaternes betydning for den bredere personlighedsteori og typologiens anvendelse og sigte. Ewen (1993) og ikke mindst Engler (1995) er yderst sparsommelige i deres behandling af de psykologiske typer, men som Ewen skriver: "Introversion and extraversion have become part of our everyday language, if in a more simplified way than Jung intended" (Ewen, 1995, s.117). Igennem den udbredte brug af Myers-Briggs Type Indikator (MBTI), har Jungs typologi også fået en praktisk orienteret fortolkning, som idag bruges i stor stil til bl.a. konsulentbistand, personaleudvikling og -ansættelse m.m. På baggrund af denne aktuelle brug af typologien, anser jeg det som et relevant emne, at undersøge om Jungs oprindelige tanker har nogen substans og sammenhæng. Så lad os straks kaste os ud i en klargøring af Jungs begrebsapparat og teori og derefter diskutere de deraf følgende problemstillinger. 2.Jungs typologi: Jungs bog "Psykologiske Typer" (1921/1994) fremtræder, som en del af Jungs andre værker, som en større "Tour de Force" igennem religions- og litteraturhistorien m.m. Kilderne til hans perspektivering af typologien spænder så vidt som fra de tidlige kirkefædre, til kinesisk taoisme og til tyske digtere, hele vejen op til Nietzsche. Det har ikke været muligt at opspore litteratur e.lign., der tager stilling til denne historiske del af værket, men det er heller ikke så interessant for vores ærinde, selvom det i sig selv kunne være en undersøgelse værd. Jungs typologi er mest af alt et produkt af en praktisk erfaring og det historiske perspektiv er valgt for at overføre emnet "...til sammenhænge, som også ville gøre det muligt for den dannede lægmand at få fornøjelse af fagspecifikke erfaringer." (Jung, 1921/1994, s.9). Vi må således ikke foranledes til at tro at typologien er grebet ud af den blå luft, eller at Jung "finder" den igennem disse perspektiveringer. De tjener som eksempler på de processer Jung ønsker at påvise og som en støtte til en afklaring af de forsk. begreber. Jung henter nogle af sine begreber her, men den oprindelige inspiration skal altså ikke findes her, men i Jungs møde med virkeligheden: "Det er en kendsgerning, som jeg gang på gang har måttet bøje mig for i mit praktiske arbejde, at mennesket er næsten ude af stand til at fatte og anerkende et andet synspunkt end dets eget."(jung, 1921/1994, s.335) A: Attituderne (grundtyper): Den mest typiske forskel, som Jung har observeret imellem mennesker er den måde vi forholder os til vores omverden på: Når vi betragter et menneskes livsløb, så ser vi, hvordan den enes skæbne snarest er betinget af objekterne

4 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 4 af 12 for hans interesse, mens en andens skæbne snarere er betinget af hans eget indre, af hans subjekt. (Jung 1921/1994, s.11) Denne distinktion kalder Jung INTROVERSION(I)/EKSTRAVERSION(E); dette er vores basale attitude. For at illustrere denne forskel finder han en analogi i biologien, som også skal give empirisk signifikans til denne modsætning ( Spoto, 1995, p.29-30). Han går faktisk så vidt som til at mene at en attitude "...kunne takke en ubevidst, instinktiv grund for sin tilværelse...biologiske forstadier."(jung, 1921/1994, s.257ff,[min understregning]). Selvom Jung ikke mener at undervurdere forældreindflydelsen, fastsætter han af logiske grunde oprindelsen "...i barnets disposition."(jung, 1921/1994, s.258). Vi ser altså allerede her en tidstypisk tendens til at bevidsthedens funktioner sættes i relation til den biologiske udvikling i m.t. f.eks. Descartes og rationalismen, der før Darwin og funktionalisterne satte et skel mellem krop og psyke. EKSTRAVERSION ("objektivisme") defineres ved at objekterne i omgivelserne tillægges en større grad af værdi, end den umiddelbare subjektive holdning. Det gør, at denne type besidder en stor evne til tilpasning blandt andre mennesker, da mange holdninger følger omgivelsernes; "The extravert,...,will choose the majority view..."(jung, 1964, s.47). Dette medfører også typisk en mere udadvendt livsstil; "...making the relationship to the world typically open, sociable and active." (Spoto, 1995, s.30). INTROVERSION ("subjektivisme") bliver med sin favorisering af det subjektive synspunkt den absolutte modsætning. "Den udgør den anden verdenslov..."( Jung, 1921/1994, s.301). Denne type kan derfor synes reserveret, lukket eller sky idet al opmærksomhed vendes imod det indre liv, men dette kan også medføre en større selvstændighed. Det er det indre, idéernes verden der motiverer alle handlinger. Jung, der betegnede sig selv som introvert, bruger denne opfattelse af verden til en relevant kritik af positivismen, som vi skal høre meget mere om senere. Inden vi går videre, kunne det være nyttigt at påpege følgende forhold: For det første er Jung klar over at den kategorisering vi får ud af attituderne er meget overfladisk og alene ikke er meget værd; "...just two among many peculiarities of human behavior. But they are often rather obvious and easily recognizable." (Jung, 1964, s.48). Den sidste pointe er da også umiddelbart det der giver typologien sin berettigelse; vi kan (forholdsvis) nemt genkende disse udtalte typer. Ligeså sikkert er det dog at hvis typologien skal have en praktisk betydning, må vi kunne lave en finere distinktion. Derfor indfører Jung funktionstyperne, som vi vender tilbage til om lidt. For det andet er det vigtigt at gøre klart, at Jung mener vi indeholder begge sider (dette gælder også for funktionerne), men at den type vi omtaler er den bevidste funktion eller den evne der er bedst udviklet og som vi kan benytte bevidst; "...det er kun det forhold, at det er den ene eller den anden der dominerer, der udgør typen."(jung 1921/1994, s.12). Dette er en vigtig pointe, fordi der senere opstår problemer når vi vil betemme "hjælpefunktionen".(se s.6-7) B: Funktionerne: "Sensation (i.e., sense perception) tells you that something exist; thinking tells you what it is; feeling tells you whether it is agreeable or not; and intuition tells you whence it comes and where it is going." (Jung 1964, s.49)

5 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 5 af 12 Funktionerne deles op i 2 kategorier; de rationelle og de irrationelle. FØLELSEN(F) og TÆNKNINGEN(T) er for Jung de rationelle typer; "...deres liv i høj grad er underlagt den fornuftige dom." (Jung 1921/1994 s.285) Omvendt betegner han SANSNINGEN(S) og INTUITIONEN(N) som de irrationelle typer; "Deres opmærksomhed er rettet mod det der slet og ret forekommer, uden at være underlagt nogen vurderings udvælgende indflydelse." (s.296). Vigtigt er det dog at forstå, at Jung mener at selvom f.eks. tænkning og følelse tilhører samme funktionskategori er de også indbyrdes vidt forskellige - dikotomier (se Spoto s.42f.). Jeg vil ikke bruge mere tid på en dybere udredning af disse funktionstyper, da jeg forudsætter at læseren er ganske godt bekendt med dem. Lad os istedet gå til det dybere niveau i Jungs teori, den del der omhandler hvordan disse typer er repræsenterede i forhold til hinanden i den enkelte og hvordan det kan sættes i forhold til Jungs model af psyken. Det vil føre os direkte til de indsigter, der ligger gemt i teorien, samt få problemfelterne til at træde frem. C: Hjælpefunktioner og den inferiøre funktion: Jung mener altså at vi mennesker groft kan opdeles i 8 typer (2 attituder kombineret med 4 funktioner), som han har valgt a priori udfra hans praktiske erfaing (se bl.a Jung, 1964, s.48-49). I f.t. funktionerne siger han: "Denne absolutte førende stilling tilkommer erfaringsmæssigt altid kun én funktion..." (Jung, 1921/1995, s.330). Selvom han ikke mener at typerne forekommer i ren form, mener han altså heller ikke at vi kan være to typer på en gang. Derfor indfører han sidst i sin bog HJÆLPEFUNTIONEN; med denne begynder vi at bevæge os ned i underbevidstheden til de mindre udviklede sider af os selv, men altså stadig til "tilgængelige" egne. Som væsentligt kriterie opsætter han, at denne funktion aldrig må stå i modsætning til hovedfunktionen - følelse kan f.eks. ikke supplere tænkning, idet disse er modsætninger indenfor den rationelle dikotomi (ibid.). Med hoved- og hjælpefunktion har vi fået defineret typeteoriens PERSONA. I Jungs generelle teori finder denne sin modsætning i SKYGGEN og således også her. Derfor er det vigtigt for Jung at indføre denne begrænsning i hjælpefunktionen. Typens absolutte modsætning findes således også i mennesket, men som vores INFERIØRE funktion. Det er lidet prisværdige egenskaber Jung giver denne funktion; han afslutter sin generelle beskrivelse af typerne med denne kommentar: "De ubevidste funktioner befinder sig i en arkaisk-animalsk tilstand." (s.332). Med hjælpefunktionen opnår vi altså 16 typer, som Spoto opstiller en liste for, med respektive inferiøre funktioner (Spoto, 1995, s.54). Med dette punkt når vi til det, som jeg vil mene er kerneproblemerne i Jungs typeteori og jeg vil prøve at fremføre mine argumenter. Det første er den beskrivelsesform Jung bruger til at fremhæve typerne. Det andet drejer sig om logiske inkonsistenser indenfor teoriapparatet. 3. Validitetsspørgsmålet: Lad os først anskue beskrivelsesproblematikken: "Jeg har sat mig for ikke at besvære min læser med case stories,..."(jung, 1921/1994 s.9). Læseren vil måske mene, at min beskrivelse af de forskellige typer var lidt tyndt besat, men fejlen er ikke alene min. Jeg har i min læsning af Jungs bog hele vejen igennem følt, at jeg havde en klar idé om hvad Jung mente med de forskellige typer. Da jeg så sad og skulle begrunde denne meningsforståelse gik det op for mig, at Jung selv i sine definitioner er meget uspecifik. Det er klart - som de komplekse væsener vi nu engang er - at det svært lader sig gøre at definere mennesker firkantet, men skal en personlighedsteori have en relevans, må vi også have nogle faste holdepunkter, som kan påvises når teorien møder virkeligheden. Min primære kritik af

6 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 6 af 12 teorien går således på, at Jung er for abstrakt i sin beskrivelse. Jeg ærgrer mig for såvidt over at Jung netop ikke "besværer" læseren med case stories o.lign. for i højere grad at tydeligøre hvad han mener. Meget af videreudviklingen af typologien kan således ses som et forsøg på en sådan afklaring (se f.eks. Spotos gennemgang af MBTI og SLIP; 1995, s.173f.). Således er det når han eksemplificerer, at Jung er tydeligst (se specielt den generelle beskrivelse af typerne i Jung, 1921/1994, s.256f; ligeledes Jung, 1964, s.48). Dette skal ikke ses som en kritik af teorien som sådan, men som en afklaring jeg mener er nødvendig for anvendelse på et praktisk plan, hvor teorien må stå sin prøve. Tad James' bog (1988, spec. kp.13) kan ses som et forsøg i den (rigtige) retning: Med en baggrund indenfor NLP, der basalt set er en psykologi der vil påvise sammenhængen mellem neurologi og lingvistik, finder hans brug af Jung (filtreret igennem MBTI) en mere sproglig basis. Vi skal ikke her tage stilling til NLP, men udfra James' konstatering "... Jung's and Myers' models fit quite nicely into the NLP model." (s.95), se om denne anvendelse kan bidrage til en afklaring. Et eksempel på en anden vinkel på typologien er hans behandling af intuition/sensor. I kp. 20 (1988, s.193f) opstiller James en sproglig model, som han kalder " Hierarchy of Ideas". Den basale idé er at ord kan placeres på et bestemt abstraktionsniveau. F.eks er transport det niveau der ligger over busser, både og biler, ligesom BMW eller Pontiac ligger under: Bevægelse-> Transport->Busser, både, biler->bmw osv. Dvs. vi bevæger os fra abstrakt til mere og mere specifikt. Hvor på skemaet vi befinder os bestemmer vores " chunksize"(s.100, 139f.) Således vil intuitionstypen foretrække den højere abstraktion (idéer, drømme m.m.) mens sansetypen foretrækker de mere specifikke ting (s ), som i James' model i høj grad udgør fysiske størrelser - altså her i overensstemmelse med Jung's idéer. Fordelen ved denne beskrivelse er, at den gør beskrivelsen af typen mere specifik og direkte anskuelig; vi kan således i f.eks. en behandlingssituation direkte aflytte hvor vores klient typisk befinder sig og derfor respektere den virkelighedsopfattelse vedkommende har og tale på samme "niveau". Til tænke/føle-funktionerne har NLP givet et væsentligt bidrag idet man her opererer med to typer, der svarer direkte til tænkning/følelse, nemlig audio-digital(ad) og kinestetiker. Idéen er kort beskrevet at kinestetikeren (føletypen) i sit ordvalg vil vælge ord der har med følelse/kropsfornemmelse at gøre; f.eks. føle, bevæge, mærke, holde fast på osv. Herimod vil AD'eren (tænketypen) bruge ord som resonnement, sekvens, strukturere, informere, mening og logik. Igen ser vi at en bestemmelse af typen kan baseres direkte på en verbal sanseoplevelse af den anden person, altså en væsentlig præcisering af Jung's (intuitive) beskrivelse, set fra et empirisk synspunkt. Rae Carlson's artikel (1980) kan også ses som et forsøg på en større præcisering og validering af typologien. På baggrund af personer der er typebestemt af MBTI opstilles en række logiske følgehypoteser som undersøges. Resultatet er en påvisning af den effekt som vores disposition har på vores kognitive processer: "The results offer clear evidence of type differences in memory and social perception and question the assumption that subject variables can be ignored in research on cognitive processes."(s.801). Han afslutter også sin undersøgelse med en generel validering af typologien og MBTI (s ), men giver også en fornuftig konklusion: "As experimental psychology move closer to the "stuff" of human experience, the relevance...should become clearer.(s.810) Begge disse tilgange kan altså ses som både en validering af typologien, men også som et "vink med en vognstang" om hvor videre udforskning af typologien bør rettes. Den historiske og "rå" erkendelse har vi fået fra Jung i hans meget abstrakte og intuitive stil. Forskning i retning som

7 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 7 af 12 James (1988) og Carlson (1980) er i den mere eksperimentelle retning, hvor lingvistiske og kognitive undersøgelser kan klargøre teorien til et mere specifikt, praktisk anvendeligt plan. Selvfølgelig bør også her igen nævnes Isabel Myers-Briggs behandling af typologien, der har haft en overordentlig stor fortjeneste i udbredelsen, som konsekvens af hendes typeindikator (MBTI), der således også repræsenterer den mere praktisk orienterede brug af typologien (selvom hendes filosofiske overvejelser også var vidtrækkende). Som lovet er det nu en anden side af typologien, der skal stå for skud, nemlig den superiøre og den inferiøre funktion og deres forhold i psyken og de deraf følgende mekanismer - altså logikken i typologien. Vi skal dog også se, at de ovenstående konklusioner kan bruges til at klargøre denne problemstilling. Grundlæggende er problemet om f.eks. de rationelle funktioner tænkning/følelse skal opfattes som dikotomier eller som yderpunkterne på en skala. Dette er en problemstilling der er relevant for alle dimensioner af typologien. Men lad os nu se hvordan problemet opstår. Når jeg tidligere anførte under beskrivelsen af hjælpefuntionen, at Jung mente, at vi kun kan være en af typerne, betyder det at vi kun bevidst kan være det. Den anden halvdel må være ubevidst, men vil også nødvendigvis være der. Denne opdeling af psyken i forhold til typerne er yderst problemfyldt og bl.a. Spoto (1995) gør meget ud af at behandle denne problemstilling. Desværre mener jeg ikke at han ( Spoto) drager de logiske konsekvenser af de problemer han bringer på banen. Problemet starter allerede med at vise sit ansigt, når han skal behandle hjælpefunktionen. Han starter sin beskrivelse af denne funktion med at anføre,at Jung altså mener at denne funktion; "...must be "different in every respect,"..." (s.49). Jeg har ikke kunnet finde belæg for dette citat, selv ikke i den engelske udgave han citerer fra. Det som Jung siger på dette sted er, at "[s]om sekundær funktion kan naturligvis kun en sådan optræde, hvis væsen ikke står i modsætning til hovedfunktionen." (Jung, 1921/1994, s.330;[i den engelske udgave para. 667],[min understregning]). Men i dette afsnit omtaler Jung kun funktionerne og ikke attituderne (I/E). Dette er en vigtig pointe (udover at han altså begår en uforståelig fejl), fordi hvis vi f.eks. anskuer en person der er introverteret tænkning med intuition som hjælpefunktion, betyder den logik som Spoto fremfører, at vi får problemer med hjælpefunktionen. Den skal så nemlig i eksemplet være ekstraverteret (intuitionen), men så kan den ifølge Jung ikke samtidig være i bevidstheden (Spoto, 1995, s.51). Men dette er altså et "falsk problem" idet Jung altså aldrig har ment dette; det er dog samtidig alligevel et "virkeligt" problem idet Jung simpelt hen ikke giver en attitudekarakteristik af hjælpefunktionen. Jung giver forskellige steder i sin bog antydninger, der kan argumentere for begge dele. På den ene side siger han altså at typerne kun er typer i kraft af en overvægt af repræsentation. På den anden side er han meget konsistent i at mene at f.eks. følelse og tænkning eller introversion og ekstraversion er så forskellige oplevelsesmatricer at de er inkommensurable og at hjælpefunktionen derfor ikke kan have den anden attitude (hvis den er i bevidstheden). Det er en problematik der følger fra Jung og op igennem den behandling som typologien har fået: "This theoretical issue is still unresolved among many of Jung's successors." (Spoto, 1995, s.52). Set i sammenhæng med den inferiøre funktion kan vi begynde at se hvordan den "mekanik", der udvikles fra Jung's tanker på en hvis måde afviger fra Jung's pointer, som vi snart skal se. I beskrivelsen af den inferiøre funktion fremfører Spoto (1995) en model, som hun har fra Marie- Louise von Franz (s.79) - en af Jung's mest betydningsfulde medarbejdere. Denne model placerer de forskellige funktioner i enten det bevidste eller det ubevidste, men en vigtig pointe er også, at der sker et "flow" imellem de to pga. kompensation. Således vil en introverteret i høj grad møde sine problemer i omverdenen, da underbevidstheden vil skulle kompensere og derfor

8 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 8 af 12 ekstravertere de inferiøre sider (s.81). Så langt så godt. Det er logik, at hvis vi lever meget i vores indre univers, vil vi højst sandsynligt møde problemer i den verden omkring os, som vi jo altså ikke kan afskære os fra. Problemet er for mig at se, at der findes ikke mennesker der fuldstændigt ønsker at lukke sig inde i sig selv. Det er højst sandsynligt (og et postulat fra min side), at Jung i sin praksis har mødt mennesker, med meget store problemer, der muligvis har haft meget "infantilsk-arkaiske" sider. Vi skal ikke kigge os meget omkring for at bevise at der findes mennesker, som er afstumpede følelsesmæssigt, eller som har svært ved at udføre selv de mest simple tankemæssige abstraktioner og dermed har typologien også, som sagt, bevist sin umiddelbare evidens. Men de konceptuelle problemer opstår netop fordi mennesker er forskellige, men i en anden forstand end Jung umiddelbart påpeger. Der findes mennesker, som måske generelt er meget ubevidste om deres adfærd (problemfyldt), eller som gør meget for at fortrænge og projicere den. Men der findes altså også mennesker, som bliver klar over deres svagheder og derfor bruger tid på at bearbejde de problematiske de sider de har, det være sig igennem terapi, kunst, arbejde, parforhold m.m. Altså med Jungs ord går ind i en form for individuationsproces. Min væsentligeste pointe i denne sammenhæng bliver derfor at vi må anskue funktions- og attitudeparrene som spektre og ikke som dikotomier. Når naturen nu med vold og magt har udstyret os med både følelser og intellekt, skulle det så ikke også være muligt, at leve i fred og fordragelighed med dem begge? Hvis vi anskuer f.eks. sansning og intuition som yderpunkter på et spekter og ikke som hinandens absolutte modsætning, er det stadigvæk muligt at den ene yderlighed kan være dominerende osv. Det åbner dog også samtidig døren for den pointe som James (1988) anfører angående hans brug af typologien: "We often move through the full range of the categories of the Meta Programs [=typer] described as we go through our day. We also use these filters differently in different contexts." (s.97). Således kan en mand f.eks. godt være meget rationelt tænkende, men samtidig have et dybtfølt forhold til sin kone - han behøver ikke nødvendigvis at banke løs på hende for at vise sine følelser (selvom det også kan forekomme). Altså; hvis vi anskuer typerne som spektre kan vi godt stadig være en tænketype, men samtidig have en del af spektret på følesiden, men vi får en mere dynamisk og mindre mekanisk model. Typerne bliver som Jung altså mente kun en type i kraft af en dominans, men altså uden en nødvendig modsætning. Dermed undgås også problebet med hjælpefunktionen, da det følger at den selvfølgelig kan være i den modsatte attitude, eller måske endda i begge (delvist); Spoto (1995) når faktisk også frem (ad omveje) til en lignende pointe: "...I believe the auxiliary function is most often in the opposite attitude of the superior function and is relatively unconscious,.." (s.52). Men igen ser vi hvordan attituderne opfattes som modsætninger (opposite)og ikke som grader, her angivet indenfor parantesen: T-----( ) F Ovenstående vil være min måde at anskue typen og (måske) også Jung's for et nogenlunde normalt menneske. T-( ) F Anskuer vi i modsætning ovenstående eksempel, kan vi forstå hvorfor denne person får problemer. Der er her (relativt) ingen kontakt med følelsessiden af mennesket, der hvis det fortsat bliver fortrængt må fremstå voldsomt: "Life has no mercy with the inferiority of the inferior function." (von Franz & Hillman, 1971/1984, s.12). Der må derfor gælde forskellige love

9 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 9 af 12 for forskellige mennesker. På den ene side afviser jeg altså Jung's påstand om at f.eks. tænkning og følelse er inkommensurable i alle tilfælde, men medgiver at den ene side altid vil være dominerende. Hvis disse to er ligeligt udviklet mener Jung: "I et sådant tilfælde drejer det sig...om en relativt uudviklet tænken og følen" (1921/1994, s.330). Jeg vil godt anderkende, at mennesker kan have svært ved at acceptere deres modsætning, men der ligger oftest en mangel på indsigt bagved. F.eks giver Jung's bog - og det er også her jeg mener den har mest at byde på umiddelbart - en indsigt i forskellige typers oplevelse af verden. Det er min påstand, at det heraf følger, at hvis jeg kan læse og forstå "de andres" synspunkt og kan se deres relevans, behøver jeg ikke mere at opleve den anden side som en verden fuldstændig forskellig fra min. Man kan genkende sig selv i en bestemt type, fordi mennesker har forskellige evner afhængig af disposition og opvækst, men det er også muligt at genkende sig selv i de andre typer. Det er en logisk konsekvens, at jo mere jeg genkender og anderkender mine svagheder, des nemmere bliver det også at se, hvilke personer der indeholder disse ressourcer og derfor tage ved lære af dem. 4. Typologien og erkendelsesteorien: Psykologien har som humanistisk disciplin været en del af de almene videnskabsteoretiske diskussioner. Jeg vil nøjes med at fremhæve nogle af de vigtigste pointer, der har relevans for mit sidste ærinde: Jeg vil vise hvordan typologien kan bidrage til en forståelse af nogen af de basale positioner indenfor erkendelsesteorien og overføre dette til den almene personlighedspsykologi. Den generelle diskussion står meget groft skitseret mellem objektivismen/rationalismen og en form for relativisme (bl.a. udsprunget af postmodernismen). Hvor rationalismen påstår at det er muligt at opnå en form for "Gods-Eye-View" (den fuldstændig uafhængige observation), fastslår relativismen, at ingen observationer er uafhængige og at al viden derfor er relativ (se bl.a. Johnson, 1987, s.ix-xxxviii). Denne diskussion er også blevet ført indenfor psykologi. Både Johnson (1987) - der tager udgangspunkt i fænomenologien (specielt den post-husserlske; Merleau-Ponty, Heidigger m.fl.) - og Schultz (1988) kan begge betegnes som en fornuftig placering imellem disse to yderligheder: Johnson siger det på denne måde: "...there exists a large middle ground between the two extremes of foundationalism and relativism." (1987, s.196). Denne "middle ground" opnår han ved i god fænomenologisk forstand, at ophæve det kartesianske skel mellem krop og sind, bl.a. ved at påvise at vores sprogs strukturer har en basis i kropslige oplevelser. Bl.a. har Feyerabend og Kuhn været med til vise at "...there are no neutral data in the required sense." (s.199). Dette får dog ikke Johnson til at acceptere med den totale relativisme at "anything goes" (f.eks. s ), men tværtimod at argumentere for en realistisk form for videnskab, der accepterer de vilkår hvor under erkendelse sker: " We need not fear that we have lost our world when we acknowledge the theory-impregnated nature of our understanding. "Things" outside us talk back to us,..."(s.204). Resultatet bliver i stedet: "..some statements will correspond to the world more accurately, for our purposes, than others...this "being in touch with reality" is all the realism we need." (s.203). Vi får hermed en fornuftig videnskabsteori, der medtager, at mennesker er farvet i deres erkendelse, men at vi også har et sprog til en videnskabelig kritik, der kan bringe os tættere på den sandhed vi kan forstå på dette udviklingsniveau. (s.200) Selvom Schultz (1988) ikke nævner Johnson ligger hans standpunkt meget tæt på og han gør også brug af fænomenologien (dog den Husserlske), men også gestaltpsykologien. Når vi har anskuet hans synspunkt, vil vi se hvordan typologien kan give et væsentligt bidrag til en forståelse af vores "theory-impregnated nature"(se d.o.). Schultz (1988) finder lig Johnson også et ståsted som REALIST, og argumentationsformen

10 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 10 af 12 ligner - dog er Schultz jo psykolog, hvor Johnson er filosof og lingvistiker. For Schultz er psyken i høj grad et stykke udviklingshistorie (psykogenese), hvor det specifikt menneskelige evnen til at træde ud af stimulus-respons skemaer og foretage valg, der går imod stimulus (f.eks. sultestrejke). Schultz' ærinde er i høj grad lig Johnson, at argumentere for at erkendelse er mulig, at visse ting er EVIDENTE. I kp.ii (s.39f.) afviser Schultz med en fornuftig kritik Poppers falsifikationsprincip, ved at mene at det kun er antagelser der kan falsificeres, ikke det der er evident: "Jeg påstår: vi kan selv afgøre absolut, hvad vi er sikre på, og hvad vi antager.(hvis vi vil, men det vil vi langtfra altid)." (s.43). Dvs. vi får en del af erkendelsen der er evident og en del der er afhængig af vores TEORIDISPOSITION; en organismeparathed (evner) til erkendelse og tilpasning (s.20-21). Han afviser hermed ikke at erkendelse kan være fejlagtig, men at vi kan opdage disse fejl og dette får ham til i kp.iv at opstille en liste for typer af fejlerkendelser (s.80f.). Forholder vi os til disse fejlkategorier bliver konklusionen: "...uanset hvilke fænomener vi forholder os erkendende til, kan vi opnå videnskabeligt niveau, hvis vi er tilstrækkeligt omhyggelige." (s.91). Vi ser altså hvordan vi i begge tilfælde har fremført en realistisk virkelighedsbaseret videnskabsteori, der på den ene side afviser erkendelsen af den absolutte sandhed, men samtidig opstiller en fornuftig pil i retning af større og større dispositionsniveau og dermed tilnærmet sandhed. Videnskaben undgår derved også at blive en ny form for religion og kan i stedet være den kritiske instans den efter min bedste mening bør være. Min pointe er nu, at Jungs typologi både bliver valideret af disse udsagn og at den samtidig på det personlighedspsykologiske plan kan være med til at afklare og bevidstgøre vores "teoridispositioner". Sharp (1987) fremfører hvordan Jungs inspiration til typologien udsprang af Freuds og Adlers teorier om neurose; de er begge elegante og simple og har en fornuftig forklaring (for Jung), men siger indbyrdes noget vidt forskelligt (s.25-26). Dette får Jung til at konkludere: "...Both are obviously working with the same material; but because of personal peculiarities they each see things from a different angle." (Sharp, 1987, s.26). Uden at tage stilling til disse teorier om neurose, er de et godt eksempel på at forskellige teoridisposotioner fører til forskellige konklusioner. Der vil sikkert være visse observationer de begge har lavet, der vil være evidente og dele af teorien vil højst sandsynligt kunne fastslås som antagelser. Pointen er dog netop, at vi på visse områder kan sætte lighed mellem type og disposition (typologien dækker ikke alle dispositioner), netop fordi de forskellige typer sanser (eller ikke-sanser) verden på så vidt forskellige måder. Faktisk vil jeg gå så vidt i min påstand, at ind til flere psykologiske retninger (hvis ikke dem alle) på en hvis måde kan anskues som udtryk for en (modificeret) types verdenssyn. Ericksons artikel (1993) støtter denne påstand; "... the results supported the hypothesis that personality style influences choice of theoretical perspectives in counseling." (s.41). F.eks. viser undersøgelsen at tænketyper foretrækker kognitive tilgange, mens føletyper foretrækker affektive tilgange (s.39,40,41). Hvis vi tager konsekvensen af disse resultater, vil det betyde at det som psykolog (og forsker) er essentielt at blive bevidst om sin egen type (eller teori-disposition om man vil), for at være i stand til at møde den enkelte klients behov. På det mere teoretiske plan er konsekvenserne omend endnu videre; Jungs typologi peger på at en personlighedsteori må tage højde for disse individuelle forskelligheder og acceptere at vi hver især kun får et udsnit af personen (uden at den dermed forsvinder). Når vi vender tilbage til klienten må vi også huske Jung: "...one must remind oneself again and again that it is more important in therapy for the patient to understand than for the analyst's theoretical expectations to be satisfied."(1964, s.50). 5. Konklusion: Lad mig konkludere mine resultater: Jungs typologi valideres umiddelbart af den øjensynlige

11 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 11 af 12 forskellighed der møder os blandt mennesker hver dag. Det er dog også min pointe at den ikke er triviel, selvom Jung selv er meget - til tider for - uspecifik. Vi har med James (1988) og Carlson (1980) set hvordan typologien kan opnå større validitet og præsicion ved at fundere den i mere kognitive og lingvistiske modeller. Ligeledes undgås inkonsistens indenfor typologien ved at holde på Jung's påstand om at det kun er en dominans der udgør typen; den egentlige modsætning finder vi kun hos meget differentierede typer, men må ellers i øvrigt fastslå at bevidstgørelse af egne begrænsninger, ofte må kunne åbne for en forståelse af det andet synspunkt - her får typologien altså også en praktisk nytteværdi, f.eks. i parterapi m.m. Specielt kan opdagelsen af vores inferiøre (skygge-) side således vise hvad der skal bearbejdes, for at psyken kan finde sin naturlige tilstand af balance og de værste projektioner undgås. Det er forhåbentligt også gjort tydeligt, at typologien kan bruges til, på et mere teoretisk plan, at "bygge bro" mellem de forskellige retninger som præger erkendelses- og personlighedsteorien; dette skal ske ved en bevidstgørelse om de "filtre" (typer) vi møder verden med og dermed give retningen henimod en syntese, som også Jung så for sig (1921/1994, s.340). På det erkendelsesteoretiske felt bliver Jung således en dybdegående indføring i de basale (umiddelbart uforenelige) positioner der har præget debatten - på et psykologisk grundlag - ved at fremvise begge synspunkter i sin teori og vise hvad der hver for sig er deres svagheder og styrker. Styrken ved Jungs typologi er såvidt jeg forstår den også, at den er brugbar fordi den kan bruges i sammenhæng med de fleste terapiformer som et praktisk redskab. Derudover leverer Jung en relevant kritik af den overdrevne vægtning af rationaliteten i Vesten, der oftest er sket på bekostning af følelseslivet, specielt i mandeidealet. Som det kan ses på min konklusion erklærer jeg mig altså enig med Spoto i den signifikante betydning af Jungs typologi i forståelsen af menneskers individuelle problemer og behandling, men støtter hende også i hendes (og med hende James) advarsel imod en for rigid anvendelse. Jeg mener samtidig også at netop James (1988) og Carlson (1980) repræsenterer den rigtige retning for videre forsknng i teorien, idet deres resultater letter brugen udenfor en jungiansk psykologi, hvilket også generelt er en af typologiens absolutte forcer. 6. Noter 1. Jeg har måttet begrænse min behandling af MBTI til Spotos behandling (1995, s ). Jeg er enig i Spotos generelle advarsel imod brug af typologi i praksis i den forstand, at brugen ikke må afløse terapeutens opmærksomhed og egne observationer (s.189). James (1988) siger det på følgende måde: "..observe the person's behavior after you've made a postulation of who they are."(s.98) 2. Oprindelsen i vores biologiske disposition er kritisabel. Det er indlysende at naturen på forhånd har givet os forskellige tilpasningsmuligheder (se f.eks Schultz, 1988, s.19; Poppers opgør med tabula rasa-teorien), men jeg mener også vores opvækst betinger hvilke muligheder vi udvikler: Man kunne sige at en latent naur bliver delvis manifest i kraft af omgivelsernes reaktion (og begrænsning) på vores handlinger i vores første leveår. 3. NLP (Neuro-Lingvistisk-Programmering) er udviklet i USA i 70'ene af bl.a. R. Bandler og J. Grinder, som en syntese af gestaltterapi (Fritz Pearls), familieterapi (Virginia Satir) og hypnose (Milton Erickson). Brugen er stærkt udbredt også i DK, hvor den på akademisk niveau ikke har nydt nogen videre interesse. I bl.a. USA svarer en Træner-uddannelse visse steder til en bachelor i psykologi. For en introduktion se: Dilts, R.; Grinder J.; Bandler R. & DeLozier, J. (1980). Neuro-Linguistic Programming: Volume I. The Study of the Structure of Subjektive Experience. CA: Meta Publications.

12 Skriftlig opgave i Personlighedspsykologi Side 12 af NLP opererer desuden m. auditive og visuelle typer. Personer der altså i deres sprogbrug vil foretrække lydlige (høre, "ringe en klokke", afstemme m.m) henholdsvis billedlige udtryk ("det kan jeg se", illustrere, "fremtiden ser lys" ud m.m.). Det ser dog også ud som om disse næsten altid er kombineret med en favorisering af enten kinestetiske eller AD-udtryk; dvs. at udtryk i disse "modaliteter" vil dominere sprogbrugen. 5. For validiteten af MBTI se f.eks.: Tischler, L. (1994). The MBTI Factor Structure. Journal of Psychological Type, Vol. 31, s Se Jung, C.G. (1971). Psychological Types. Volume 6 in The Collected Works of C.G. Jung, trans. R.F.C. Hull. Bollingen Series XX, vols London: Routledge & Kegan Paul. 7. For en diskussion af denne pointe se Spoto, 1995, s Resultatet af denne diskussion bliver: "With its realization of four psychological functions rather than just one... differences are better recognized and understanding is broadened and enhanced."(s.118). Denne pointe er stadig stærkt relevant i et moderne samfund, hvor f.eks. en høj uddannelse og materiel velstand står som stærke statussymboler(...). 8. Mange koncepter indenfor den analytiske psykologi er problemfyldte, som f.eks. arketyperne og det kollektive ubevidste. I dette tilfælde mener jeg dog at Jung præsenterer en teori, der er bredt anvendelig.(se Engler, 1995, s.91). 7. Litteraturliste: Udover den litteratur der er brugt, der er anført i den obligatoriske pensumliste, er følgende bøger og artikler benyttet: Ewen, R.B. (1993). An Introduction to Theories of Personality. Hillsdale, New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates, Publishers (LEA). s (kp. om Jung) Carlson, R. (1980). Studies of Jungian Typology: II. Representations of the Personal World. Journal of Personality and Social Psychology, Vol. 38, No. 5, s Erickson, D.B. (1993). The Relationship Between Personality Type and Preferred Counseling Model. Journal of Psychological Type, Vol. 27, s James, T. & Woodsmall, W. (1988). Time Line Therapy and The Basis of Personality. CA: Meta Publications Inc. Johnson, M. (1987). The Body in the Mind: The bodily basis of meaning, imagination and reason. Chicago: University of Chicago Press. s.ix-xxxviii, Jung, C.G. (ed.). (1964). Man and his Symbols. NY: Dell Publishing. s Jung, C.G. (1921/1994). Psykologiske Typer. København: Gyldendal. Sharp, D. (1987). Personality Types: Jung's Model of Typology. Toronto: Inner City Books. s.11-36, Spoto, A. (1995). Jung's Typology in Perspective. Wilmette, Illinois: Chiron Publications. von Franz, M.-L. & Hillman, J. (1984). Lectures on Jung's Typology. Dallas: Spring Publications. s.1-72.