Den fragmentariske by og det "gode byliv"

Transkript

1 Et essay Den fragmentariske by og det "gode byliv" Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning

2 Den fragmentariske by og det "gode byliv" Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning Et essay John Pløger By og Byg Statens Byggeforskningsinstitut 2002

3 Titel Den fragmentariske by og det "gode byliv" Undertitel Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning Udgave 1. udgave Udgivelsesår 2002 Forfatter John Pløger Sprog Dansk Sidetal 23 ISBN Pris Kr. 62,50 inkl. 25 pct. moms Tekstbehandling Connie Kieffer Forsidefoto Thomas Wilmann, Polfoto Tryk BookPartner, Nørhaven digital A/S Udgiver By og Byg Statens Byggeforskningsinstitut, P.O. Box 119, DK-2970 Hørsholm E-post Eftertryk i uddrag tilladt, men kun med kildeangivelsen: Den fragmentariske by og det "gode byliv". Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning. Et essay. (2002)

4 The city as we imagine it, the soft city of illusion, myth, aspiration, nightmare, is as real, maybe more real, than the hard city one can locate on maps, in statistics, in monographs, in urban sociology and demography or architecture (Jonathan Raban). Kampen om byen føres lige nu som en kamp om forståelsen (Arkitekt Jens Kvorning). Den moderne storbys kulturelle problem er, hvordan det personlige miljø kan bringes til at tale, hvordan man afhjælper dens nuværende kedsommelighed, dens neutralitet der kan spores tilbage til opfattelsen af, at den ydre verden er uvirkelig. Vores bymæssige problem er, hvordan den ydre virkelighed kan genoplives som en side af den menneskelige erfaring (Richard Sennett). As cities become more multicultural, we are pushed back to the challenge of multiple perspectives and representations. The city become unstable as an object of thought and action (Robert Beauregard & Sophie Body-Gendrot). 3

5 Indledning Kan vi skabe de byer vi ønsker? spørger den anerkendte planlægningsteoretiker Susan Fainstein. 1 Det gode byliv og den socialt retfærdige byudvikling er selvfølgelige mål i nordisk byplanlægning, men Fainstein mener det er et problem, at både Europa og USA er karakteriseret ved en planlægning, der kun skal skabe marginelle ændringer i status qou eller støtte særinteresser. Dagens by kræver en ny normativ vision om byen. Hvad er den "gode" by? Arkitekter og byplanlæggere mener det handler om formgivning, arkitektur, funktionelle boliger og bosteder og om at skabe mødesteder for beboerne. Politikere mener det handler om levekår, retten til en prisvenlig og rimelig bolig, funktionelle boliger og bosteder. Sociologer mener det handler om naboskab, sociale netværk og social ansvarlighed over for dem der er ensomme eller på anden måde har problemer. Det er alt sammen rigtig nok, men er det nok? Dette essays svar er nej! Aristoteles definerede byen som lykkens sted og mennesket som et byvæsen. Har han ret, bare i nogen forstand? Hvilke konsekvenser får det? Jonathan Raban 2 insisterer på, at det er the soft city, der er vigtig for folk, det er den by, de identificerer sig med. Hvad nu hvis han har ret? Jeg vil hævde, at den "gode" by for byenes indbyggere vil være den meningsfulde by. Den gode by er et resultat af, om det enkelte individ føler sig godt eller dårligt situeret i byen. 3 Hvilke konsekvenser bør det få for bypolitik og planlægning? I hele Europa er bypolitikken og planlægningen intenst optaget af at skabe kreative miljøer og oplevelsesbyer for at tiltrække erhvervsliv og turister. Byudvikling og interurban konkurrence er vigtig, men ikke så få hævder, at dette fokus har en tendens til at dominere på bekostning af arbejdet med at udvikle den socialt retfærdige by. Byerne præges af segregering, social ekskludering, etniske konflikter, negative boligsociale spiraler og større økonomiske forskelle mellem folk. Denne udvikling opfattes ofte som en konsekvens af den "ensidige" satsning på en markedsorienteret bypolitik. Det er således ikke retorisk at spørge, hvem planlægger man egentlig for? Det er for eksempel et problem, at den nuværende danske by- og boligpolitik ikke er rettet mod dem, der anses for at være byudviklingens drivkræfter, nemlig de ressource stærke veluddannede individer. I Kvarterløftprojekterne satser man på, at flere ressourcestærke beboere skal bosætte sig i de socialt belastede boligområder, samtidig med at man i Kgs. Enghave arbejder ud fra et slogan om "gerne byfornyelse, men ikke beboerfornyelse". Hænger det sammen? Hvilke by- og bomiljøkvaliteter efterlyser de attraktive ressourcestærke beboere? Hvilke livsformer og livsstile leves i byen og af hvilke mennesker? Hvilke krav vil en byboer stille til fremtidens byliv? Der mangler en planlægning, som berører bylivets værdier og normverdener, hverdagslivets betydningskemaer, de bymæssige livsformer og livsstile som repræsenterer byboernes drømme, behov og identitetssøgen. Essayet er skrevet ud fra den overbevisning, at det er nødvendigt at tænke anderledes omkring, hvem der planlægges for og hvilke byliv der planlægges for. Spørgsmål der stilles er, hvilke former for byliv planlægges der for? Hvordan? Hvem planlægger man for i byen? Hvem bør man planlægge for? Hvilket byliv og hvilket hverdagsliv bør der planlægges for? For at sætte disse problemer i relief er fokus lagt på planlægningen for de ressourcestærke dels fordi denne gruppe faktisk har været forsømt tidligere, dels fordi det er disse befolkningsgrupper, som er drivkræfterne i den nuværende byudvikling, og dels er denne gruppe den nuværende boligplanlæg- 4 1 I R.A. Beauregard & S. Body-Gendrot (ed)(1999): The Urban Moment. Cosmopolitian Essays on the Late-20 th -Century City, London, Sage Publication. 2 Raban, Jonathan (1974): The Soft City, London, The Harvill Press. 3 Dag Østerberg (1998): Arkitektur og sosiologi i Oslo, Oslo, Pax forlag.

6 nings strategiske målgruppe. 4 Men for at kunne argumentere for nødvendigheden af at tænke anderledes omkring by- og boligplanlægningen, kræves der også dels en forståelse af hvilke tænkemåder, som har domineret by- og boligplanlægningen de sidste år (som primært har været en forstadsplanlægning), og dels en kritik af de nuværende tendenser i by- og boligplanlægningen eksemplifiseret gennem kvarterløftprojekterne. Den "gode" by den meningsfulde by Bybygningen kan betragtes som fortløbende forsøg på at skabe en meningsfyldt by, en by med betydninger oversat til prædestinerede egenskaber (Jan W. Hansen 2001). Planlægning er politik, bliver der sagt. Byplanlægning er imidlertid meget mere. Den franske urbanteoretiker Henri Lefebvre hævdede at "enhver plan er en plan for et hverdagsliv". 5 Planlægningskritikeren Rob Beauregard 6 hævder med baggrund i studier af amerikansk byplanlægning, at de planpolitiske tekster og den offentlige debat er en diskurs omkring, "hvordan vi bør leve og investere, hvor og med hvem, og indvævet er fornuftige argumenter (reasons) for at gøre valg". Både boligbygning og byplanlægning sker i den samtid og det samfund, som "man ser". Der findes bypolitisk og planfagligt altid en by- og bylivsforståelse som former idéerne om, hvilket byliv der skal leves der, og idéerne om den "gode" by som byborgerne skal identificere sig med. I dansk by- og boligplanlægning sættes det "gode" liv oftest lig med arbejde, funktionelle boligområder, en god bolig, familieliv og naboskab, organiserede fritidsaktiviteter, pæne omgivelser og en dosis kultur. Det kan være rigtigt for nogen, men afgørende er at bylivet må føles som socialt meningsfuldt for den enkelte. På den anden side er den meningsfyldte by også en social konstruktion, nemlig en meningsfuldhed der tildeles af hvert enkelt menneske. Denne by er først og fremmest et mentalt og refleksivt produkt som er formet gennem erfaringen med bylivet og omgangen med bylivets forandring og særlige socio-kulturelle forhold. Udgangspunktet for dette essay er, at by- og boligplanlægning og bypolitik handler om at forholde sig til og forstå dialektikken eller samspillet mellem figurens tre dimensioner. 4 En "socialt retfærdig byudvikling" indebærer også velfærdspolitiske indsatser over for byens svageste grupper. Problemerne i den nuværende velfærdspolitik og kravene til en tidssvarende velfærdsplanlægning er ikke et tema her, men essayet hviler på den præmis, at en social retfærdig byudvikling i dag står over for nye udfordringer vedrørende legitimiteten i de nuværende kollektive sociale ordninger. Vi ser en tendens til, at de socio-økonomisk ressourcestærke grupper i samfundet via egen indsats eller via kollektivt organiseret indsats via fagforening eller arbejdsgiver etablerer pensions- og sygeforsikringsordninger uden for samfundets kollektive systemer. Denne udvikling vil fortsætte og stille større krav til stat og kommune om at påtage sig det demokratiske samfunds ansvar over for de, som ikke har disse muligheder. "Velfærdsstatens tilbagetrækning" skal således ikke gælde samfundets svageste, men tværtimod må der en omlægning til, således at de svage bliver bedre beskyttet, end de er nu. Pointen er, at en social retfærdig byudvikling og en by- og boligplanlægning ikke er i modstrid med hinanden, men må ses og udvikles som komplementere. 5 Henri Lefebvre (1991): The Production of Space, Oxford, Blackwell. 6 Rob Beauregard (1993): Voices of Decline, Oxford, Blackwell. 5

7 Byudviklingens strukturelle kræfter Bypolitik Boligpolitik Bydelsrådspolitik Økonomi Erhvervspolitik Produktion Serviceindustri Socialpolitik Migration Segregeringsprocesser Fattigdom Figur 1. Byudviklingskræfter. Den meningsfulde by Erfaringer og livshistorier Værdier & normer Fordomme Hverdagslivet Livsverdenen Betydningsskemaer Livsfase & livssituation Bylivserfaringer Arkitektur-interesse Krav til byen, bydelens, kvarterets og boligens funktionalitet Lokal forpligtelse Naboskab Etc. Byens socio-kulturelle udviklingskræfter: Karrieremobilitet Mobilitet via boligvalg og boligøkonomi Livsfase & livsstil Forbrugsvaner Kulturelle ændringer, f.eks. etnisk kulturer Sociale problemers omfang og koncentration (f.eks. hjemløshed, fattigdom, negative boligsociale spiraler) Racisme og segregeringens sociale konsekvenser (marginalsiering, udstødning, konflikter, frygt) 6 Figurens stikord er illustrative og kan uddybes af læseren selv. Det er byens strukturelle udviklingskræfter, som bypolitikkere foretrækker at fokusere på, fordi strukturer er noget, mener man, der kan styres og reguleres gennem love, kalkulation og prognoser, hvilket, mener man, giver bedre muligheder for en rationel og helhedsorienteret planlægning. Men selv ikke disse kræfters effekt på bylivet og byudviklingen er entydig og forudsigelig. Byplanlægning foregår i en uforudsigelig verden, og det har mange politikere måske intuitivt erkendt. I hvert fald udtalte Københavns overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen, at bypolitikere ikke laver byplanlægning. Byudvikling sker lokalt drevet frem af "en masse initiativrige mennesker" (Politiken ). Det har vi bl.a. set i området omkring Skt. Hans Torv og på Vesterbro i København, hvor risikovillig kapital, ejendomsudviklere og et attraktivt bymiljø har været afgørende for, at disse områder blomstrer som in-steder for cafelivsstilen og konsum (Skt. Hans Torv) og etableringen af små innovative IT-virksomheder (Vesterbro). Nogen gange påvirkes den lokale byudvikling af "livsnyderen" og andre gange af den kreative iværksætter. Byens dynamik og forandring sker og kan ses lokalt. Arbejdet bliver ikke enklere, når der også skal tages hensyn til at forhold som livskvalitet og det "gode" byliv er individuelt bestemt. Boligområder, der fremtræder som negative, får folk til at flytte. Forandringer i livsstile og hverdagslivets betydningsskemaer forandrer bostedets mening. Nye tilflyttere med nye kulturer og værdier forandrer stedets mening. Og politikeres og mediers stigmatisering af boligområder, som det skete med Avedøre Stationsby, ændrer bostedets symbolske mening for beboerne. Arkitekt Jan W. Hansen overser, at den meningsfyldte by ikke alene er et spørgsmål om veldefinerede bybygnings- og boligegenskaber, men at den er et resultat af drømme, håb, maginaritet, livsbetingelser, forventninger, aspirationer, begær etc. Denne meningsfulde by er endvidere et produkt af forskellige livsfaser og livsverdener, værdier og normuniverser. Nogen vil forpligte sig i forhold til deres bomiljø, andre vil kræve, at byen og bostedet tilfredsstiller hverdagslivets funktionelle krav, og atter andre prioriterer byens og bydelens urbane kvaliteter.

8 Hverdagslivet og de enkelte individer er ikke upåvirket af by- og samfundsudviklingen, men byens mening er for den enkelte først og fremmest et produkt af menneskers fortolkende omgang med sin omverden. 7 Vi ved f.eks., at når politikere går ud i medierne og omtaler boligområder med begreberne ghetto eller som tungt socialt belastede boligområder, så opfattes de ofte ikke sådan af beboerne selv. 8 By- og boligplanlægningens fornufter et kort historisk rids Enhver by- og boligpolitik, enhver arkitektonisk form eller byform præsenterer og signalerer en forståelse af verden, og som nævnt idéer om hvilket liv der skal leves der. Men politikere, planlæggere og arkitekter ser det ikke som deres primære opgave at tage udgangspunkt i, hvad folk forstår ved et meningsfuldt byliv. De vil skabe socio-materielle handlingsfelter gennem fysisk planlægning og boligbygning. Deres opgave er at lægge fysisk "til rette" for bylivet, og at skabe fysiske forudsætningerne for det "gode" byliv. Byplanlægning og arkitektur er intentionel, og i det mindste er denne intention rettet mod det funktionelle boligområde og hus. Dette kræver netop også, at der findes idéer om, hvilket liv der skal leves i områder, hvilke værdier og normer der skal herske i de mellemmenneskelige relationer. En af grundene til at man ikke fokuserer på disse afklaringer er, at planlægningsdiskursen er bundet op på nogle andre tænkemåder, der illustreres nedenfor. Og rent forskningsmæssigt har der heller ikke her i landet, som internationalt, været rettet et kritisk blik på, om by- og boligplanlægningen konkret eller alment bygger på fordomme, konservatisme, racisme, kønsblindhed, homofobi eller politisk, religiøs motiveret agorafobi? Byplanlægningen bygger på nogle, ifølge antropologen Paul Rabinow 9, specifikke fornufter, dvs. en række normer og værdier for det "normale" hverdagsliv. Disse fornufter repræsenterer samfundets hegemoniske værdier og normer og må derfor ses som en del af samfundets generelle "art of government". Dengang man i begyndelsen af 1900-tallet anvendte medicinske argumenter for at begrunde renovering af byernes centrumsområder, var der i virkeligheden også tale om et disciplinerings- og normaliseringsprojekt. Hygiejne, renlighed, lys og varme var ikke bare nødvendig for at skabe en bedre sundhedstilstand hos almuen, men en nødvendighed for at skabe en arbejdsduelig arbejderklasse, hvis liv skulle være baseret på et sundt familieliv. Lys, luft og renlighed skulle være almene standarder for industriarbejderen og industrisamfundet. 10 Pointen er, at disse politiske og planfaglige fornufter, for eksempel udtrykt i Byudvalgets notater, disponerer feltet, der tales om, disponerer hvordan man tænker omkring de enkelte forhold og tanker omkring løsninger på definerede problemer. Det der opfattes som bypolitisk fornuftigt fører til udviklingen af praktiske råd om, hvordan man skal reagere på bestemte problemer, 7 Inspiration til disse punkter kommer bl.a. fra Bauman, Zygmunt (2000): Savnet fællesskab, Oslo, Cappelens forlag; Beauregard, R.A. & Body-Gendrot, S. (ed)(1999): The Urban Moment. Cosmopolitian Essays on the Late-20th-Century City, Urban Affairs Annual Reviews, London, Sage Publication. Bech, Henning (1999): Fritidsverden. Studier i modernitet, mandighed, homoseksualitet og senmodernitet, København, Forlaget Sociologi, Beck Ulrich, Giddens Anthony & Lash Scott (1994): Reflexive Modernization, Cambridge, Polity Press, Lash, S. & Urry, J. (1994): Economies of Signs & Space, London, Sage Publication, Simmel, Georg (1981): Hur är samhället möjligt? Och andre essä.., Göteborg, Forlaget Korpen, Young, Iris Marion (1995): City Life and Difference, in Kasinitz, Philip (ed): Metropolis. Center and Symbol of Our Times, New York, New York University Press (pp ). 8 Mazanti, Birgitte: Fortællinger fra et sted, Ph.d. afhandling, Statens Byggeforskningsinstitut, Juni Men en stigmatisering tjener et politisk, symbolsk-strategisk formål, så derfor var og er man ikke interesseret i disse spørgsmål. 9 Rabinow, Paul (1989): French Modern. Norms and Forms of the Social Environment, Chicago and London, The University of Chicago Press. 10 Schmidt, L-H & Kristensen, J.E. (1986): Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel, København, Akademisk Forlag. 7

9 og de by- og boligpolitiske notater præsenterer de handlingsmuligheder, som er politisk legitime inden for den specifikt fornuftige forståelse af problemfeltet. Den arkitektoniske fornuft har siden 1960 erne handlet om at bygge kvalitetsboliger, som folk har råd til, og om at der er gode udearealer og æstetisk smukke omgivelser, der kan lægge til rette for "livet mellem husene". 11 Den arkitektoniske intention ligger i formen og ikke i det faktisk levede liv. Det er arkitekternes faglige diskurs, der har formet byplanlægningen i perioden, og dens credo er, at man kan "designe det sociale ved at forme det rumlige". 12 Denne urbanisme (byformning) og boligplanlægning er dybest set udtryk for et ønske om at normalisere menneskers hverdagsliv gennem at forme sociale relationer, materialisere specifikke livsformers "behov" og skabe trygge og oversigtlige offentlige rum. Samfundets fysiske planlægning Samfundets sociale planlægning 1960 ernes byudvikling og boligplanlægning baseret på prædikation og forudsigelighed 1970 ernes integrationsorienterede planlægning af bomiljøer ernes konkurrenceorienterede trendplanlægning 1990 ernes Panoptisk 13 planlægning. Figur 2. Fornufter i by- og boligplanlægningen. Rationel og funktionel planlægning for stabile og familieorienterede bomiljøer Etisk-moralsk orienteret planlægning nærmiljøplanlægning udfra naboskabs-idéen og senere kom kommunitarismens filosofi ind i billedet Æstetisk orienteret planlægning oplevelsesplanlægning Profylaktisk og kriminalpræventiv planlægning i socialt belastede boligområder, (kameraovervågning af (lokale) offentlige rum, Securitasvagter i butikker m.v.). Denne boligmiljøplanlægning virker inden for flere andre fornufter, f.eks. de som omhandler bykonkurrence, trafik eller erhvervsplanlægning. Skulle man imidlertid risikere det ene øje og give et generelt overblik over de sidste års forskellige epokers hegemoniske fornufter i den fysiske og sociale by- og boligplanlægning, vil de være som følger. Efterkrigstidens by- og boligplanlægning blev i høj grad baseret på videnskabelige præmisser og indsigter. I erne var der tale om en storskala planlægning baseret på en videnskabelig prædikation (rationel beregning) af fremtidige behov for boliger for at sikre en forudsigelighed i udviklingen. Den integrative planlægning var central i ernes suburbanisering, hvor naboskab, fællesskab og omsorgen for hinanden blev centrale planpolitiske og politisk-ideologiske midler til hurtigst mulig at skabe selvregulerende nye bomiljøer. Den etisk-moralske orientering som fandtes i denne planlægning vender tilbage i 1990 ernes kvarterløft. Med de-industrialiseringen af storbyerne voksede der fra 1980 erne en planlægning frem, der omtales som trendplanlægning. Den skulle styrke byen i den interurbane og internationale konkurrence. Denne udvikling er blevet beskrevet med begreber som "den entreprenøriske by" (David Harvey), "informations-byen" (Manuell Castells) og "tegnenes og rummenes økonomi" 8 11 Gehl, Jan (1987): Livet mellem husene. Udeaktiviteter og udemiljø, København, Arkitektens Forlag. 12 Albertsen, Niels (1993): Byen, det sociale og retorikken, i Christensen, C.L. & Thau, C. (red): Omgang med tingene, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag (pp ). 13 Panoptisk planlægning er en rumlig planlægning, hvor rummets organisering fører til individers "selvovervågning" ved, at der skabes rum, hvor man ikke kan vide, om man faktisk bliver "overvåget" (Foucault, Michel (1977): Overvåkning og Straf, Oslo, Norsk Gyldendal).

10 (Scott Lash & John Urry). Det er en trendplanlægning, fordi den bygger på at byerne hele tiden må positionere sig i forhold til andre byers attraktive kvaliteter for erhverv, turisme, kultur, oplevelser og boligmiljøer. Denne planlægning blev i høj grad i praksis domineret af en æstetisk planlægning, der fokuserer på at udvikle æstetisk attraktive nærings- og lokalmiljøer, evenemangs og kulturoplevelser, æstetisk attraktive offentlige rum for formelle og uformelle møder og/eller sportsarenaer. I denne udvikling fik arkitekturen en fremtrædende position dels for at vise betydningen af den kulturhistoriske arv i bycentrums byggede miljøer, dels i form af 1990 ernes værk-arkitektur, hvor den enkelte bygning bliver en attraktion i sig selv (som Guggenheimmuseet i Bilbao, Daniel Libeskinds jødiske museum i Berlin, Den Sorte Diamant (Nationalbiblioteket) i København). En fjerde markant udvikling i planlægningen er den panoptiske 14 byplanlægning, der voksede frem i 1990 erne. Den panoptiske planlægning inkluderer overvågningskameraer, lyssætning i offentlige rum og skabelse af oversigtlige fællesrum i boligområderne for at give beboerne muligheder for diskret at overvåge det offentlige rum i umiddelbar nærhed til deres bolig. Der har i de seneste 4 5 år været en omfattende diskussion af de amerikanske "gated communities" og fremvæksten af Københavnske ghettoer. Den panoptiske planlægning er imidlertid langsomt og usynligt for den offentlige oponion vokset frem, så der f.eks. er mere end kameraer i Oslo centrum. Den form for planlægning har fået en opblomstring i socialt belastede boligområder. De problemer, man her søger at løse med panoptiske midler, skyldes i realiteten, at byerne bliver mere socialt polariserede, fordi der koncentreres nye grupper af fattige (immigranter) i byerne, og fordi der er flere, der bliver udstødte af samfundets sociale netværk og institutioner (lukning af psykiatriske institutioner, flere hjemløse og flere på bistandshjælp). Parallelt med denne problemudvikling bliver der by- og boligpolitisk satset store økonomiske og menneskelige ressourcer på at forstærke boligområdernes integrative bo- og nærmiljøer. Dette er ikke i sig selv noget nyt, men den eksplicitte politiske indsats for at styrke den etisk-moralske planlægning er i dag ikke, som tidligere, alene relateret til spørgsmålet om social orden, men tillige relateret til det politiske ønske, at der skal ske en revitalisering af ansvarligheden over for den Anden i bomiljøerne og da især nærmiljøets svageste. Planlægning er dog først og fremmest et ordensprojekt, hvor det vigtigste mål er at organisere folks hverdagsliv gennem en fysisk iscenesættelse af bestemte måder at leve på, inklusiv en rumlig organisering af sociale relationer, møder og selvovervågning. 15 Formgivningen af vores omgivelser gennem arkitekturen og husene skal også signalere samfundets og arkitekturens foretrukne normer og værdier for det "gode liv" og livet med hinanden. Det kan man for eksempel se i funktionalismens tænkning. Den gode by er den funktionelle by Funktionalismens byideal er, at byformen og arkitekturen skal tilfredsstille fire grundlæggende behov: bofunktionen, behovet for rekreation, arbejdsfunktionen og behovet for transport. 16 Stedets funktion skal være umiddelbart 14 Begrebet Panopticon efter J. Benthams berømte fængselsskitse. Fangerne skulle placeres i et cirkulært rum med et vagttårn placeret i midten, hvor alle fængelsdøre vendte ud mod. Fangerne kunne ikke se, om de blev overvåget, men skulle vide, de altid kunne være overvåget. Dette skulle føre til selvdisciplinering og normalisering. Se Michel Foucault (1978): Overvågning og straf, Oslo, Norsk Gyldeldal. 15 Sennett, Richard (1970): The Uses of Disorder, London, Faber & Faber; Sennett, Richard (1999): The Challenge of Urban Diversity, i Nyström, Louise (ed): (1999): City and Culture. Cultural Processes and Urban Sustainability, Karlskrona, The Swedish Urban Environment Council. (pp ). 16 Disse er nedfældet i det berømte Athen-charter, som den funktionalistiske organisation CIAM arrangerede Funktionalismens konkrete byform fik selvfølgelig forskellige udtryk. Kjærsdam nævner både Patrick Geddes "regionale økologi", den København'ske "fingerplan", Otto Wagners forslag om at 9

11 indlysende for beskueren og fremgå af områdets organisering og et bygget miljø der signalerer "form følger funktion". I det funktionalistiske bybillede er mennesket betragtet som en sammensætning af roller og egenskaber som tilsammen danner en profil. Disse roller og egenskaber bestemmer hvilke aktiviteter disse mennesker skal deltage i. Mennesker bliver ikke set i forhold til hverandre. Med udgangspunkt i dette synspunkt bliver de vigtigste spørgsmål altid stillet i forhold til aktivitetstype og funktion. 17 Funktionalismens fortalere forudsætter nogle menneskelige behov, som er fælles uanset samfundsgruppe, kontekst, erfaringer og socialisering. 18 Mennesket har primært kollektive behov, og derfor kan man udvikle en boideologi som argumenterer for fortræffeligheden i standardiserede boliger, og med en organisering af boligområdet som kunne passe hvor som helst, f.eks. Brasilia, Oslo og København. Mennesket er gjort til et anonymt massemenneske, et objekt tilpasset kollektive roller og kollektive handlinger. Beboerne betragtes ikke som subjekter. For funktionalisterne var mennesket først og fremmest en fysiologisk realitet. 19 De menneskelige behov er ens for alle, og målet skal være at skabe et kollektivt rum, hvor "mennesket kan selv, når blot rammerne er i orden". 20 Funktionalismen repræsenterer drømmen om bymæssig helhedsplanlægningen, dvs. at skabe et selvfungerende og selvreferentielt subsystem i byen, som kan tilfredsstille alle funktionelle, bomiljømæssige og sociale behov hos beboerne, samtidig med at man effektiviserede det nødvendige funktionelle samspil med den oprindelige by (m.h.t. arbejde og f.eks. kulturelle tilbud). Man mener således, man kan designe det sociale livs form, indhold og betydning gennem at forme de rumlige omgivelser. 21 Arkitekten Hans Mammen mente, at fysisk planlægning altid har handlet om forholdet mellem funktionelt bestemt form og regulering af socialt bestemt aktivitet. 22 Det sociale liv har en fysisk identifikation, fordi alle former for sociale handlinger er fysisk-rumligt situerede. Pointen er, at formgiveren lader samfundsmæssige og kollektivt betingede værdinormer ligge til grund for det valgte formsprog. Boligområdernes fysiske, rumlige og arkitektoniske materialiseringer skal have signifikativitet. Arkitektur og form, og dermed også boligbygning, repræsenterer intentionelt samfundets hegemoniske moral, etik, æstetiske værdier og common-sense. Fysiske rammer er med til at skabe et socio-materielt handlingsfelt med etisk, æstetisk og social betydning. Men spørgsmålet er, hvor formende og strukturende det fysiske miljø kan være, og hvilken signifikativ effekt det kan få? men den profylaktiske fornuft og etikken er ikke glemt 10 I de senere år har vi set en større politisk forståelse for, at målet ikke længere kun kan være at forbedre boligområdernes fysiske kvalitet; nu må man også forbedre den sociale livskvalitet. Den tidligere socialdemokratiske byopbygge byen i selvstændige "bykvarterer" og eksempler på "Sattelitby-planlægning", og selvfølgelig Le Corbusier. 17 McKenzie, Nigel: Visjoner om den (gode) norske byen, Byforskning Arbeidsnotat nr.14, Senter for samfunnsforskning, Universitetet i Trondheim (1972:21). 18 Larsen, Svend E. (1986): Funktionalismemennesket streger i funktionalismens menneskebillede, i Guldberg, Jørn (1986): Tema: Funktionalisme, Odense, Odense Unviersitetsforlag. (pp ). 19 Dette får McKenzie til at konkludere, at funktionslismen faktisk bygger på en perceptionsteori, dvs. at det vigtige er menneskets sansning af det byggede miljø og omgivelserne i forhold til deres funktion, og på den anden side sætter funktionalismen dermed følelser lig sanser. Se forrige note. 20 Se Larsen (1986), op.cit. 21 For en kritisk gentænkning af funktionalismens mulige aktualitet, se Claus Bech-Danielsen & Jens Schjerup Hansen (red) (2001): Modernismens genkomst, København, Statens Byggeforskningsinstitut & Arkitektens Forlag. 22 Mammen, Hans (1996): M.Christine Boyer: "The City of Collective Memory, Kultur & Klasse 82, Nr.2, 24.årg.1996 (pp.194 8).

12 og boligminister Jytte Andersen illustrerer malende dette skift i planlægningsmål ved at sige: "Vi bliver ikke lykkeligere alene af gode fysiske rammer". Og hun fortsatte med at sige, at der er behov for en planlægning som indser at: Et boligområde skal indbyde til medmenneskelige relationer, til samvær og fællesskab, beskæftigelse, fritid og kultur. Så er rammerne optimale for beboerne, og dermed mulighederne i tilværelsen (Bolig og By, Nr ). Det seneste danske bolig- og socialpolitiske initiativ er kvarterløftprojekterne, som bygger på Byudvalgets definition af de suburbane boligområders problemkompleks, og som lød som følger: Høj husleje, høj flyttefrekvens, mange arbejdsløse og bistandsklienter, stor nedslidning af boligområderne, misbrugsproblemer, vold, hærværk m.v. Samtidig er det karakteristisk med en stor procentdel fremmedsprogede indvandrere og flygtninge, som i praksis ofte kun har adgang til denne begrænsede del af boligmarkedet. Problemforståelsen førte til ønsket om at iværksætte profylaktiske generiske kæder: Skabes der et socialt velfungerende netværk, struktureret gennem den rumlige organisering af bomiljøet, f.eks. i form af et stort udbud af aktiviteter i nærmiljøet, bliver flere problemmennesker integreret i deres nærmiljø. Dette fører i sin tur til bedre livskvalitet for alle, en følelse af social tilhørighed for de fleste, og dermed til udviklingen af færre sociale afvigelser (kriminalitet eller misbrug). Det politiske ønske om at sikre stabile, forudsigelige boligområder og social orden forudsætter en fælles etik, fælles normer og værdier. 23 Kvarterløftprojekterne har også et særligt delmål som er at få de ressourcestærke i nærmiljøerne til at føle et etisk-moralsk medansvar for at løse de boligsociale problemer i området. De skal gennem deres deltagelse i fællesskaber og netværk være med til at revitalisere de kollektive dannelsesprocesser i miljøerne. 24 Det er de etiske fordringer, der kan skabe et fællesskab med fælles (men mistede) værdier, normer og traditioner. Etikken er genskabt som en af de væsentligste faktorer til at skabe et stabilt og homogent bo- og nærmiljø. I dag er de bomiljøpolitiske mål at genskabe en fælles nærheds-etik i miljøerne og at skabe ontologisk tryghed. Den følgende figur illustrerer de centrale etiske dimensioner i byforsøg. 23 Jeg har skrevet om dette tema flere steder. Se f.eks. Pløger, John: Public participation democracy, efficiency and the art of governance, Environment & Planning B: Planning & Design 2000; The Aesthe- Ethic Turn in Planning Late Modern Urbanism, Space & Culture "Anti-Methods" No.6, 2000 (pp.84 96), Millennium Urbanism, European Urban and Regional Studies 8(1) 2001 (pp.57 67). 24 Etikkens centrale betydning for de danske kvarterløft illustreres f.eks. også af, at kirken af Byudvalget anses som en central samarbejdspartner i arbejdet med at revitalisere fællesskabet og de sociale bånd i bomiljøerne. 11

13 Idealer og mål: Etableres gennem: (1) Nærhedsetik et etisk-moralsk fællesskab Forpligtethed og ansvarlighed Homogenitet i værdier og normer "Fælles interessers naturlige harmoni" (2) Ontologisk tryghed Stabile, forudsigelige bomiljøer Empatiske relationelle netværk Fravær af trusler, fravær af konfliktualitet Sædvane (Sittlichkeit) Nærhed gennem nærvær Social omsorg, solidaritet, nabohjælp Bygge nærmiljøer op på traditioner og/eller "fælles" historie Stærk lokal identitet, der bygger på folkelighed, historie, og selvforvaltning Demokratiske processer skaber fælles interesser Satse på familie, stabile beboere, kontinuitet Quasi-primære relationer (Herbert Gans) Mere intimt end sekundære relationer, "ukendte" andre behandles som bekendte Sociale netværk er følelsesmæssige ufarlige Følelse af gensidighed Søge sociabilitet gennem fælles aktivi teter, og ikke f.eks. politik Homogenitet i værdier "Nye hjem for gamle værdier" Figur 3. Illustration af bo- og nærmiljøets kommunitaristiske etik belyst gennem forsøgenes etiske mål. I den senmoderne udgave skal fællesrummet (fælleshuset, skolen og lign.) udgøre bomiljøets kraftcentrum, bl.a. fordi naboskabet synes at have udspillet sin rolle som primær form for lokal samhørighed. Det offentlige rums fællesskab skal styrkes som formidler af kollektive værdier og normer ved at beboerne f.eks. kan deltage i fællesspisning eller mødes omkring aktiviteter i beboerhuset. 25 Herved opstår der et fælles referencepunkt, hvorfra de ressourcestærke beboere kan bidrage til at udvikle og repræsentere bomiljøets ansvar over for og forpligtethed på den anden, og dermed forbinde socialt ekskluderende processer i bomiljøet. Fælles aktivering fører til en ansvarliggørelse og skaber gensidig forpligtende relationer. 26 Det er i dag som i 1930 erne og 1960 erne kollektivet, enheden og homogeniteten der bypolitisk set er løsningen på de fleste problemer. 27 Bare det "lykkes at involvere beboerne, løser resten sig selv ". 28 Dette illustrerer, at boligplanlægningen og sociale forsøgs fornuft handler om at normalisere, og at målet er at genskabe det selvregulerende lokalsamfund og fællesskab Ideerne til hvad som kan foregå af aktiviteter i beboerhuset er mangfoldige, og notatet nævner: beboercafé, bibliotek, teater, service, fælleshus, folkekøkken, aktivitetshus, kvartershus, badebutik, genbrugsbutik, medieværksted, træ- og metalværksted, syværksted, beboeravis/blad (Bydelsudvalget 1994a:7). Opgaven er så, hvordan mangfoldigheden som vi ved vil være efterspurgt kommer til udtryk i fysisk form og udbudet af urbane aktiviteter. 26 En anden vigtig dimension som også fremhæves i den kommunitaristiske filosofi er at skabe en følelse af stedstilhørighed gennem civic pride en borger-stolthed over netop at bo i sit kvarter. Ifølge den forhenværende danske socialminister Karen Jespersen har man allerede flere steder lykkedes i det arbejde. Hun har været ude ved Brøndby Strand (suburbant område syd for København) og konstaterede: "I aviserne siges, at området har massive problemer. Men jeg blev under besøget mødt med optimisme, stolthed og glæde ved området" (Boligliv nr.1, 1995:8). 27 Fra organisationsteorien ved vi også, at selvorganiserede aktiviteter er midlet til at skabe en gensidig tillid mellem mennesker, og midlet til at etablere et i det mindste implicit fælles perspektiv på forholdene. Det vigtige på langt sigt er, at fælles aktiviteter skaber fælles erfaringer, som fører frem til konkrete og stedspecifikt relevante problemløsninger. 28 Formidlingscenteret Storkøbenhavn (1998): Giv ikke dine problemer kunstig åndedræt Drukn dem! En afsluttende eksponering af erfaringer fra 8 boligsociale modelprojekter gennemført fra Modellerne 5, Formidlingscentret Storkøbenhavn, December Det har ofte høj lokalpolitisk prioritet at forbedre bydelenes image i et forsøg på at imødegå den symbolske stigmatisering som ofte bliver socialt belastede boligområder til del. Det er sket f.eks. for Avedøre Stationsby. De suburbane områder er kommet til at repræsentere velfærdssystemets problematiske

14 Kritiske tærskler for en aktuel by- og boligplanlægning Kvarterløft-forsøgene har en lang række kritiske tærskler som udspringer af, at man kun har fællesskabet og den forebyggende sociale planlægning som mål, og ikke arbejder ud fra byens socio-kulturelle forskellighed og permanente forandringsprocesser. De kritiske tærskler er: Hvad er den rette balance mellem befolkningsgrupper i et bymæssigt nærmiljø? Hvem må flytte og hvem må komme til? Hvorfor? Hvad karakteriserer nærmiljøer i storbyen m.h.t. livsformer og livsstiler? Folks attituder og aspirationer er forskellig fra sted til sted, fra kvarter til kvarter, og kvarterets beboere kan være indbyrdes uenige: Må der da planlægges for partikulære bosteds- og nærmiljøprofiler? Hvis ikke, hvorfor ikke? Hvis, så hvordan? Ønsker de ressourcestærke mennesker i byen at være aktive og forpligtede over for nærmiljøets svageste grupper? Har de deres primære relationer tilknyttet bostedet? Skal de have det? Hvis ikke, hvad så? Hvem planlægger man for i den nye helhedsorienterede byplanlægning set socio-økonomisk, kulturelt og urbant? Kan en helhedsorienteret byplanlægning favne behovene hos både de socialt ressourcesvage og ressourcestærke befolkningsgrupper? Hvad kræver dette? Hvad er en socialt retfærdig byudvikling i dag? Hvem har hvilke roller i den? Hvordan skal et bo- og nærmiljø i indre by eller i forstæderne kunne konkurrere med bycentrums kulturelle og sociale tilbud? Eller skal de? I givet fald, hvad skal være de suburbane nærmiljøers reelle eller særlige urbane kvaliteter? 30 Dette er faktisk ikke kun spørgsmål som er relevante for kvarterløftprojekterne, men generelle kritiske tærskler for en senmoderne urban planlægning. Som vist repræsenterer by- og socialpolitikken en række mere eller mindre bevidste politiske valg for hvilket liv der skal leves i områderne, hvem der skal bo der, og hvad de skal lave der 31 ; og her er samfundets svageste grupper sat som eneste fællesnævner. Da har man et problem, når den ressourcestærke middelklasse så alligevel gøres til en af de centrale løsninger, og derfor må man forvente en gennemtænkning af denne gruppes forventninger og krav. Middelklassen er en heterogen gruppe, og det bliver i større og større grad en mobil og karriereorienteret gruppe, som ikke identificerer sig med den politisk definerede form for bo- og nærmiljø. Forskningen viser også, at middelklassen ikke hylder, og ikke i særlig stort omfang deltager i, det tætte, integrative og homogene fællesskab i bomiljøerne. Den urbane middelklasse efterspørger urbane kvaliteter og valgmuligheder i bydelen og nærmiljøet. Der er imidlertid i by- og boligpolitikken, og i kommuner og bydelsadministrationerne, få eller ingen visioner om, hvordan man kan planlægge for urban mangfoldighed og urbane mødesteder for de ressourcestærke befolkningsgrupper i forstæderne. En vigtig opgave for den nuværende by- og boligplanlægning er derfor, at man må spekulere over, hvad er meningsfulde sider, såsom deprivation, segregation og forslumning. Denne stigmatisering fører til en følelse af underlegenhed, afvig og marginalisering blandt beboerne. Det virker stærkt stigmatiserende at bo i områder, som har mere eller mindre permanent status som forsøgsområder. 30 Dag Østerberg: Arkitektur og sosiologi i Oslo. En sosio-materiell fortolkning, Oslo, Pax forlag. 31 Her er der ikke kun tale om politisk-ideologiske eller normative valg. Der eksisterer også en lang række valg som allerede foreligger i lovform og regler. Her er der bl.a. tale om social-politiske valg med hensyn til, hvor stor en lejlighed en arbejdsløs familie har krav på, eller hvor stor en lejlighed en enlig mor med to børn har ret til. Der er politiske valg vedrørende lejeforhold (subsidiering), ejendomsretten, vedligehold af boliger og bygninger, lånevilkår etc. Beboersammensætningen er bestemt via lejlighedstyper, kommunal anvisningsret og den enkelte boligsøgers økonomiske ressourcer, etnisk tilhørsforhold, kulturel baggrund og så videre. 13

15 urbane rum for byborerne? Den ordnede by giver politisk og arkitektonisk mening, men giver den også byboeren mening? Den meningsfulde by har bylivets mening noget med planlægning at gøre? Det er vigtigt, som sociologen L.S. Bourne 32 understreger, at indse, at forståelsen af forstaden som et socialt felt, hvilke sociale attituder, værdier og betydningsskemaer der former forstadslivet, forståelsen af hvorfor forstaden udviklede sig som den gjorde, er baseret på politiske og planfaglige forestillinger om hvilke forventninger og behov, forstaden skal tilfredsstille. Der findes imidlertid ikke megen nordisk bypolitik, forskning eller planlægning, som tager udgangspunkt i bylivet som en særlig erfaringsverden. 33 Helt alment kan man sige, at den bløde by, som Jonathan Raban definerede den, er fraværende i bypolitikken og planlægningen. Kan man forestille sig en byplanlægning, som skulle tage udgangspunkt i beboernes unikke menings- og betydningsrammer? Når man graver under de socio-økonomiske faktorer, hvilke livsverdener, hvilke værdier og normer, hvilke håb og visioner, hvilke drømme og utopier er da repræsenteret i bo- og nærmiljøerne? Man har "glemt" at arbejde med det meningsfulde byliv, dvs. man har glemt at arbejde med den mentale by. Byplanlæggere og arkitekter mener, at deres arbejde altid bygger på en intention, men de foretrækker, som vist, at arbejde med de materielle omgivelser. De fysiske omgivelser skal " forme vores bevidsthed om hvem vi er, hvad vi omtaler os selv som, hvad vi omtaler andre som, og hvem vi ellers ligner".34 Men bypolitikken og by- og boligplanlægningen kan ikke ignorere hverdagslivets betydnings- og meningsdannelsesprocesser. Det kræver, at planlæggerne må blive mere interesserede i livsverdenen. 35 Livsverdenen er en menings- og betydningsverden, en norm, værdi og moralverden skabt gennem de livshistoriske erfaringer. Denne livsverden inkluderer erfaringer fra familien eller mangel på samme, hændelser og erfaringer, hvilke intersubjektive relationer man har indgået i, modernitetserfaringer, følelseserfaringer, stedserfaringer m.v., og den i livet fortløbende hvilket er vigtig kognitive erkendelse af disse samt den intuitive eller varige refleksion over erfaringer og indsigter. Livsverdenen er således en fænomenologisk erfaret menings- og betydningsdannelsesproces, som er både partikulær og almen. Derfor er livsverdenen, skabt gennem byerfaringer, noget andet end andre stedsspecifikke erfaringer. For eksempel har folk som bor i Balle på Djursland ikke samme erfaringer med og betydningsdannelser omkring etnisk og kulturel forskellighed, som dem der bor i Århus eller København. Derfor må byplanlægning tage udgangspunkt i, hvad der konstituerer det bymæssige som et meningsfyldt hverdagsliv fremfor at forfalde til generaliseringer. Det betyder, at byplanlægningen må tage hensyn til, at den bymæssige "livsverden omfatter (1) livsbetingelser, der danner baggrund for (2) en række tendenser til udformning af livsudfoldelsen, og disse er medvirkende til udviklingen af (3) bestemte kulturelle former for liv" Bourne, L.S. (1996): Reinventing the Suburbs: Old Myths and New Realities, Progress in Planning, Vol.46 (pp ). 33 Jeg vil her foreslå Elisabeth Lilja s Den ifrågasatta förorten. Identitet och tilhörighet i moderna förorter, Stockholm, Byggforskningsrådet 1999 som en obligatorisk indføring i emnet for politikere og planlæggere. 34 " act to shape our consciousness of what we are, what we call ourselve, what we call each other, and who else we are like.. ". Allen, John (1999): Worlds within cities, John Allen i Pile, Steve et.al. (1999): City Worlds, OpenUniversity, London, Routledge (pp.53 99). 35 Bech, Henning (1999): Fritidssamfundet, København, Sociologisk Forlag. 36 Afsnittet er meget inspireret af Henning Bechs begrebssensitive bog Fritidsverden. Studier i modernitet, mandighed, homoseksualitet og senmodernitet, København, Forlaget Sociologi 1999, og citater er,

16 Byen udgør, med Bech s ord, "en livsbetingelse på hvis baggrund der optræder bestemte tendenser til udformning af livet i dets forskellige dimensioner". En af de grundlæggende livsbetingelser i byen er, at byen er "en verden af masse af forskelligartede, cirkulerende fremmede". 37 Det gør, at bylivet altid er præget af mødet mellem overflader, dvs. mødet med andre mennesker som man ikke kender og ikke kommer til at kende nærmere. Den ikke-personlige, og dog ofte intime, kontakt er den normale interaktionsform i byen. Georg Simmel hævdede, at bylivet det at leve som en fremmed blandt fremmede fordrer tilegnelsen af nogle specifikke "høflighedsformer", nemlig distance, reserverthed, blaserethed, intellektualitet (den kalkulerende attitude). 38 Når f.eks. distance "det ikke at kunne gå op i, fuldstændig identificere sig med og være noget bestemt" er et grundtræk ved bylivets livsudformninger, så findes der her en dimension som både kan forstærke menneskers ønske om ontologisk trygge hverdagsrammer (hvilket vil sige at man prioriterer kendte, forudsigelige byrum) såvel som at den kan forstærke følelsen af "eksistentiel ensomhed og utilpashed". Men distance kan også give folk en følelse af individualitet og frihed, for eksempel når man indtager "betragterens" suveræne position i gaden eller på pladsen. 39 Distance anses politiskideologisk som et negativt forhold ved bomiljøerne, fordi det her forbindes med angst, utryghed eller ligegyldighed, manglende involvering i nærmiljøets aktiviteter og netværk, og/eller en manglende evne til at åbne sig over for andre. Men dermed underkendes altså en vigtig dimension i byens livsbetingelser. En anden betydningsfuld faktor i det bymæssige hverdagsliv er stemninger, hvor Henning Bech i sin forskning har undersøgt "stemninger som forkerthed, utilpashed, ensomhed, seksualisering, følsomhed, iagttagethed, hjemløshed og det at "være hjemme". Niels Albertsen 40 har undersøgt urbane æstetiske atmosfærer som en del af byens stemninger, og Bech fremhæver også symbolæstetikken (f.eks. arkitektur), overflade-æstetik (facader, farver m.v.) og signalæstetik (klæder, selviscenesættelse m.v.). Begreberne atmosfære og stemthed er velkendte i arkitekturteorien, og de repræsenterer her en dyb overbevisning om, at det er menneskers sansende omgang med de materielle omgivelser som er konstituerende for atmosfære og stemthed. Med Bech kan man argumentere, at den konkrete oplevelse af atmosfære og stemthed er et produkt af de byspecifikke kontekstuelle forhold, og hvordan de læses og sanses. Vi vil ikke sanse og forstå bomiljøet og boligen på samme måde, som vi vil sanse og forstå indkøbscenteret, gaden, transportsystemet eller caféen. Man kan derfor ikke iscenesætte stemninger eller distance med arkitektoniske midler alene, fordi fysisk adskillelse eller æstetisk stemte omgivelser kræver et individ, som forholder sig til, om den fysiske adskillelse er negativ eller et gode, eller om en æstetiske stemthed er passende. Omgivelsers betydning og mening kræver et subjekt, som forholder sig til det. Distance og stemninger er socialt bestemte og netop et produkt af sociale meningsdannelsesprocesser (æstetisk, etisk-moralsk, fornuften). hvor ikke andet er opgivet, fra denne bog. Bech giver en omfattende men kompakt indføring i en byspecifik fænomenologisk og socio-kulturel begrebsverden, der bør få stor betydning for fremtidens byanalyser. Jeg vil forøvrig takke Bech for særdeles konstruktiv kritik af den rapport som ligger til grund for dette essay. 37 Bech op.cit. 38 Georg Simmel (1981): Hur är samhället möjlig? Och andre essä, Göteborg, Forlaget Korpen. 39 Se Zygmunt Bauman (1993): Postmodern Ethics, Oxford, Blackwell. 40 Albertsen, Niels (1999): Urbane atmosfærer, Sosiologi i dag, Årg.29, Nr (pp.5 31). 15

17 Senmoderne byliv om at planlægge for individualitet og forskellighed Det er livsverdenen, som mest grundlæggende skaber muligheden for fælles forståelseshorisonter og opfattelse af sig selv i denne verden. Men det er ikke en entydig og uforanderlig verden. Jeg vil tro, de allerfleste der er involveret i bypolitik, byplanlægning og boligbyggeri godt er klar over nutidens sociale kompleksitet. Internationalt har der de sidste ti år eller mere været en orientering mod, hvordan man kan planlægge for "forskellighedens by". Denne by har i de senere år fået mange navne som f.eks. "den multikulturelle by", "kosmopolis" eller "den globale by". 41 Der spekuleres også meget i de globale "flows" økonomiske, kulturelle, politisk-ideologiske, sociale og deres konsekvenser for Vest-Europas storbyer. Man mener her, at den voksende migration først og fremmest vil påvirke de forfaldne og nedslidte bycentrums (nære) områder eller suburbane områder med dominans af almennyttige boliger. Finansverden vil påvirke centrumsområderne. ITudviklingen vil påvirke de innovative byområder og forskningsverdenen, og tilsammen vil finans- og IT-udviklingen især påvirke bydele med attraktive boligområder til medarbejdere med høje krav til boligens kvalitet og bostedets urbane kvaliteter, områder med lave priser på erhvervslokaler (for gründere/entreprenører/iværksættere) og som udtrykker kulturel og rekreativ mangfoldighed. Det er selvfølgelig vigtigt at forholde sig til denne byudvikling i en tid med voksende interurban konkurrence og voksende sociale problemer i byerne. Men det er et større problem, at man bypolitisk og i by- og boligplanlægningen ikke har taget hensyn til, og kun sporadisk har søgt indblik i, forandringerne i bylivets socio-kulturelle karakter bl.a. som konsekvens af nævnte forhold. Migration og integrationsproblemer er mere end 40 år gamle, men først nu forholder man sig på politisk niveau til problemkomplekset ernes samfundsudvikling skabte segregering, individualisering og svage sociale bånd samtidig med at samfundets "værdi-fællesskab" blev udfordret gennem fremvæksten af kulturel pluralisme og individualisering (både livsstile og etniske kulturer). De fælles interesser i bomiljøerne er i dag temporære og afgrænsede til et bestemt sagsforhold, og skal der udvikles nye stærke fællesskaber, skal de være resultatet af en fælles forståelse af at mennesker er og bliver forskellige. De kan ikke baseres på en ideologi om det forpligtede store Vi. Den velfærdsorienterede bolig- og socialpolitik må selvfølgelig stadig have en høj politisk prioritering i en tid hvor de socio-økonomiske forskelle mellem "rig og fattig" stadig vokser. På den baggrund må indsatsprioriteringen over for de socialt svage i samfundet og bydelen, som set i Kgs. Enghave og Avedøre Stationsby, aftvinge respekt. 42 Men for de beskæftigede, de aktivt deltagende i det, som populært kaldes to-tredjedels samfundet lever vi i mulighedernes epoke. Det er ikke særlig interessant alene at diskutere om to-trediedelssamfundets konsum, karriere, mobilitet og individualitets stræben repræsenterer en fremmedgørende og asocial udvikling, så længe man ikke diskuterer disse hverdagsliv og livsverdener som en del af byens evidente eksistensformer og livsbetingelser på lige linje med eksistensen af segregering og social ekskludering. Man må gå på to ben! I de foregående afsnit er der argumenteret for at individualitet, personlighed, social forskellighed, og at den meningsfulde by Sandercock, Leonie (1998): Towards Cosmopolis, Chichester, John Wiley & Sons. 42 Her må man nævne, at den danske bypolitik i ord bygger på en forståelse for, at de tunge sociale problemer alkoholisme, narkomani, psykiske sygdomme mv. ikke er skabt af det at leve i byen, af at være isoleret eller ensom. Det er også politisk erkendt, at de enkelte bydele ikke har mulighed for at klare disse problemer alene og behøver hjælp fra stat og kommune samt et professionelt hjælpeapparat, men det kniber som sædvanlig at omsætte denne indsigt i praktisk handling, f.eks. ved at give bydelene tilstrækkelige ressourcer til at tackle problemkomplekserne.

18 er ignoreret i by- og boligplanlægningen. Det er vigtigt at holde fast ved at individer skaber mening med bylivet og sit liv i byen som en individualitet i det kollektive. At planlægge for det "gode" byliv medfører derfor at tage hensyn til individers livsverden og livsudformninger grundlagt i håb, drømme, forventninger, forestillinger og fremtidsvisioner. Det er her man finder folks baggrund for investeringer, bolig- og bostedsvalg og engagement i nærmiljøet. At planlægge for forskellighed er derfor et vigtigt politisk perspektiv, der betyder at man må væk fra et politiseret fællesskabs- og nærmiljøideal som "fornægter og undertrykker social forskellighed". Man må i stedet for bygge på, at der planlægges for et byliv, som "bekræfter gruppeforskellighed", og skaber "sociale relationer, som bygger på forskellighed uden eksklusion". 43 Den amerikanske feminist og filosof Iris Marion Young diskuterer, hvordan der kan arbejdes konstruktivt med den evige opposition mellem kollektivitet og individualitet, der er skabt af dem, der ensidigt tager afsæt i en konflikt mellem individualitet (sat lig "egoisme") og fællesskab. Hun peger på, at dem der hævder fællesskabsidealerne mangler interesse for individualitet, forskellighed og partikulariteten i behov og interesser. Det traditionelle fællesskabsideal udtrykker måske en længsel efter harmoni, konsensus, gensidig forståelse og transparens (gennemsigtighed). Men byen er transient, uigennemskuelig. Hos kommunitaristerne eller "fællesskabstænkerne" 44 og i den nordiske bolig- og nærmiljøplanlægning, ophøjes fællesskabet til en etisk fordring. Fællesskaber er "naturlige" fællesskaber, fordi de er "forudgivet" (apriori) for den menneskelige eksistens. Fællesskaber er et socialt gode uundværligt for mennesker som hver enkelt menneske stræber efter at blive en del af, men en ret til at deltage i et fællesskab forpligter dig på fællesskabet. Idealet eller "fællesskabets myte" er, som Richard Sennett skrev i sin bog The Uses of Disorder (1971), at "alle kender alle, har de samme værdier og samme livsstil og kommer sammen ud fra en følelse af gensidighed og kærlighed". I bomiljøerne bliver "det gode" nærmiljø og fællesskab i praksis gerne defineret af dem, som har boet længst tid i området (immobile, ældre, middelaldrende) eller de mest aktive (ildsjæle, professionelle som beboerrådgivere). Deres definition af fællesskabets fælles normer og pligter virker ofte undertrykkende og ekskluderende over for andre (det kan gælde unge, etniske grupper, og generelt dem der ikke involverer sig). Heroverfor står Sennett, Young og andre og argumenterer for bylivets "naturlige" uorden, kaos, forskellighed og individualitet. Den forståelseshorisont, der bør forme en bymæssig boligpolitik og nærmiljøplanlægningen, kan illustreres med følgende citat: By "city life" I mean a form of social relations, which I define as the being together of strangers... City dwellers are thus together, bound to one another, in what sometimes should be and sometimes is a single polity. Their being together entails some common problems and common interests, but they do not create a community of shared final ends, of mutual identification and reciprocity. 45 Young argumenterer for en bypolitisk planlægning som ikke er angst for det forskelliges anderledeshed og som accepterer det særlige i sig selv. Dette og forandring er byens og bylivets vilkår, og en række samfundstendenser 43 Young, Iris Marion (1995): City Life and Difference, i Kasinitz, Philip (ed)(1995): Metropolis. Center and Symbol of Our Times, New York, New York University Press (pp ). 44 "Kommunitaristerne har først og fremmest leveret et godt forsvar for fællesskab og forpligtelse Fællesskaber er primære, og kommunitaristerne vil bygge på de konkrete værdier, de pågældende fællesskaber har... de vil hævde at fællesskab er en universiel værdi" (Jean Fisher (1998): "Fællesskab, civilfamfund og velfærdsstat en kommunitaristisk kritik af velfærdsstaten" i Anni Greve (red): Sociologien om velfærd gensyn med Émile Dürkheim, RUC Forlag. 45 Se forrige note. 17

19 forstærker faktisk forskellighedens og individualitetens betydning i hverdagsliv og politik. Dette er et faktum, som bypolitikken og planlægningen kan vælge at overse, men de fungerer stadigvæk. Samfundet og bylivet fordrer og fremmer individualitet, men det betyder ikke, at bymennesker er atomiserede, anomiske eller ekstreme liberalister. Mennesker er også hvis de gives lov individuelle i det kollektive. En model til at begribe det senmoderne byliv Vi mangler en byplanfaglig begrebsverden som respekterer, at mennesker er forskellige, at der både findes mennesker som foretrækker et rutineret hverdagsliv såvel som, at der findes genuine urbanister. Vi mangler en tænkning som respekterer, at der findes både træghedsfelter og foranderlighed i menneskers livsverden og livsfaser. Der er brug for en begrebsverden, der respekterer at bylivet har en særlig karakter og foretrækkes som et prioriteret bosted og hverdagsliv af tilsyneladende flere og flere. Nedenstående figur er et forsøg på at konkretisere tre tydelige bylivstypologier i det moderne samfund. Figuren skal læses som en kritik af en ensidig brug af klassiske variabler som aldersgrupper og inddeling af livet i klart afgrænsede livsfaser (børn, unge, par, par med børn etc.) inden for planlægningen. Typologierne skal være et begrebsapparat der respekterer individualitet, socio-kulturel forskelle, at der findes byspecifikke livsverdener, menings- og betydningsskemaer samtidig med, at det respekteres, at visse livsfaser kræver særlige former for hverdagsliv, og at nogen f.eks. af ideologiske grunde, foretrækker at bo i byen ud fra klassiske fællesskabsidéer. Figuren er ikke "færdig" eller "udtømmende", og kan aldrig blive det, men er en opfordring til at spekulere i tiden og med tiden. Og hver typologi kan i sig selv differentieres, og skal nuanceres når den skal anvendes på konkrete bydele. Den er derfor primært en opfordring til at tænke anderledes, omkring hvad der anses som kendte fænomener og forhold. 18

20 Bylivs-typologier Forventninger til bomiljø og bydel Det funktionelle byliv Børnefamilier Immobile ældre og andre Beboere som ønsker tidsrationelle hverdagsliv Hjemmearbejdende Fællesskabsmagerne det forpligtende boog nærmiljø 46 Børnefamilier Ældre Immobile Ildsjæle Lokalpolitisk aktive Ghettoer Arbejdsrelateret f.eks. at bo tæt på jobbet Børnefamilier forventer institutioner, trygt nærområde etc. Ældre forventer ældreboliger, omsorg, behandling Udvalg af organiserede fritidsaktiviteter i nærheden af boligen, særlig ift. børn Lokalt organisationsliv, ildsjæl, lokalpolitiske aktiviteter Deltagelse og engagement i bo- og nærmiljøet Forpligtelsen og ansvarlighed over for den Anden Fællesskabsånd Fælles aktiviteter Naboskab og stærke sociale bånd Tæthed og uformel social kontrol Homogenitet i værdier og normer Homogene livsformer Urbanitet Dionysos i byen Unge i karrierefasen Urban single Urban ældre og modne (ingen børn eller andre sociale forpligtigelser) Karriereorienterede Livsstilsorienterede Figur 4. Bylivstypologier for en ny byboligplanlægning. 47 Individuelle boliger med kvalitet (arkitektonisk, interiør, beliggenhed) Kultur (kunst, teater, opera, musik mv.) Caféer og andre uformelle mødesteder Vareverden og konsum Flanørisk praksis Kærester, sex og flirt. Urbane nærmiljøer med mulighed for at leve anonymt, med oplevelsesmangfold og forandrende. Svage sociale bånd og retten til ikke deltagelse i nærmiljøet Tertiære sociale relationer "At komme til et dækket bord" De to første kategorier "det funktionelle byliv" og "det forpligtede nærmiljø" er indholdsmæssigt ("forventninger") velkendte og afprøvede tankeformer inden for forskning, bypolitik og planlægning. De har stadig relevans for specifikke livsfaser, livsformer og mennesker, men det man bør interesserer sig for er, hvem der i dag prioriterer disse livsformer, og hvorfor? 46 I rapporten "Det senmoderne nærmiljø. En sammenligning af teori og praksis i Danmark og Norge" som ligger til grund for dette essay, anvender jeg begrebet kommunitarisme som betegnelse for "det forpligtende bo- og nærmiljøliv". Den kommunitaristiske filosofi hvis kendeste fortaler måske er Amatai Enzioni, og lægger vægt på at revitalisere det socialt forpligtende hverdagsliv i form af "ansvarligheden for den anden" og "forpligtetheden på sit nærmiljø". 47 I notatet Minimalisme i byfornyelsen (Arkitektfirmaet Friborg & Lassen, 2000) findes "beskrivelse af beboerprofil" for boligform og krav til fællesfaciliteter. Beboerprofilerne er enlige generelt, par generelt, studerende, enlige med samkvemsret, arbejdsforhold, enlige og par, par uden børn, enlige og par midaldrende og ældre der ønsker en form for bofællesskab og par med børn. Selvom dette er kategorier, der kan arbejdes videre med, har de i denne publikation det problem, at der udelukkende fokuseres på fysiske krav til boligen og organiseringen af uderummene. Det er med andre ord igen den funktionelle boligs fysiske og rumlige form, der fokuseres på. 19

21 Metaforisk kunne man sige, at begrebet urbanitet bymæssig dannelse og civilitet, sociale former og mentalitet 48 indebærer en særlig fokusering på det Dionysiske 49 byliv fremfor det Apolloniske. At tænke på Dionysos betyder at tænke på nydelsen, "beruselsen", behaget i den flanøriske praksis, blikkets ekspropriation af rummet, hedonismen og frem for alt individualiteten. Dette perspektiv må sættes over for det Apollonniske byliv præget af fornuften og mådeholdet. 50 Den dionysiske urbanitet er ikke specielt "shopperen", men individet som søger nærvær og tilstedeværelse. Det er en person som besøger museer om søndagen, nyder byens kulinariske mangfoldighed, som går i biografen og diskuterer filmen bagefter med sin særlige "filmven". Det er hende som opererer single, men som ikke tillader en "one-night-stand" at forstyrrede søndagens brunch med nære veninder. Det er en person som føler sig som en del af det pulserende og altid forandrede byliv, selvom vedkommende faktisk ikke deltager særlig meget selv. Det er dem der foretrækker at møde venner og bekendte på den lokale café fremfor i den ofte lille lejlighed. Det er en person, som søger oplevelser, hændelser, situationer og samtidighed med fremmede og som nyder flanørens position og det æstetiske bliks magt og nydelsesorientering. Det er seriøse mennesker der ved, at dette er en livsmåde som kan være temporær relateret til en livsfase. Det er en privilegeret position, som ikke vil være let at udleve såfremt man fik børn, men det er på den anden side også en nydelse ved bylivet af personer, som ikke længes efter en anden ikkeurban livsmåde. I praksis er det dionysiske og apolloniske perspektiv ikke nødvendigvis gensidigt udelukkende, men komplementære (de fleste mennesker rummer begge "sider"). Og alligevel afspejler de to forskellige livsmåder, holdninger til, meninger med og brug af byen som måske ved et videre studie kunne diskuteres i forhold til alle de tre typologier, som er skitseret her. Det er f.eks. ikke sikkert, at det er legitimt at udtrykke det dionysiske byliv, der hvor man bor, fordi de dominerende beboere, på stedet prioriterer bostedets funktionelle kvaliteter eller hylder den kommunitaristiske forpligtende etik. Det er heller ikke sikkert det er muligt, fordi der mangler anvendelige sociomaterielle handlingsfelter. Det kan også være, at den karriereorienterede urbanist ideologisk begrundet engagerede sig forpligtende i nærmiljøet eller måske netop velovervejet har valgt et funktionelt boområde. Modellen skal således absolut ikke appellere til at udvikle bylivs-profiler i et "evighedsperspektiv", det er ikke et statisk begrebsapparat. Man bør snarere udvikle og tænke bydelen, kvarteret og boligen i et års perspektiv fremfor at planlægge i et 30-års perspektiv. En byspecifik politik og bo- og nærmiljøplanlægning må hele tiden være på vej mod nye begreber tilpasset ny teori, viden, tider og trender Se Pløger, John (2001): Byens språk, Oslo, Spartacus forlag. 49 I førnævnte rapport (note 47) anvender jeg begrebet det Dionysiske byliv og ikke urbanitet. Begebet blev anvendt for at henlede opmærksomheden på, at det nydelsesfulde, imaginære og æstetiserede byliv ikke er en fremmedgjort form for hverdagsliv, men en dimension via det at være menneske. Det dionysiske er "det vilde, orgastiske, det ekstatiske og formnedbrydende" (Erslev Andersen, Lars: Nietzsches æstetiske kritik og den vesterlandske kultur, i Schmidt, Lars-Henrik et.al. (red)(1985): Nietzsche en tragisk filosof, Aarhus, Modtryk. (red) (pp27 51)). Hos filosofen Friederich Nietzsche finder det dionysiske primært udtryk i det ikke-diskursive medium musikken. Her betyder det dionysiske nydelse og nydelsesorientering som et hverdagslivs forhold. Begrebet det dionysiske byliv er valgt for at henlede opmærksomheden på det nydelsesfulde byliv, som praktiseres på mange måder hver dag af mange mennesk f.eks. gennem konsumtion, de forelskedes samtale, cafélivet, teateret og/eller musikken. 50 For en introduktion til de to begreber se f.eks. Thielst, Peter (1998): Det skønne, æstetik og kunst, København, Det lille Forlag.

22 mod en ny byforståelse Vi har på mange måder fået meta-byen! (1) Byen kan ikke længere meningsfuldt defineres ved dens geografiske grænser, demografiske strukturer eller erhvervsstruktur. (2) Byen kan ikke længere defineres entydigt socialt og kulturelt. Den multikulturelle og værdiplurale by gør det vanskeligt at etablere en helhedsplanlægning på det sociale felt selv på kvartersniveau. (3) Byens økonomi, politik og kultur kan ikke længere ses som et nationalt produkt, men må ses som et produkt af globale "flows" af politisk, økonomisk, kulturel og administrativ art. (4) Byens "fællesskaber" er baseret på byens individualitetsskabende processer, som de formes af karriereorientering, forbrugssamfundet, identitetssøgning og livsstil som elementer i menneskers personlighedsstræben. Metabyen er den by, der ikke kan forstås ud fra dens helhed, kun ud fra dens del. Det er den by som ikke kan forstås i dens strukturelle kontinuitet, men kun i dens permanente forandringer og overgange. Politikere, planlæggere og mange beboere foretrækker byen som et transparent (overskueligt, synligt) rum, men de får et transient (forandrende) rum. De har at gøre med en by, der altid synes at være forud for begrebet om den. Det er den by, man bør spekulere over, fremfor at ty til klassifikationer og strukturelle kendetegn. Det er byen, som hele tiden må begribes på ny. Byer er genuint moderne, altid på tærsklen til noget nyt. 51 Lad os tage et eksempel på forskelligheden og kompleksiteten, nemlig spørgsmålet om etnicitet. Måske er det sådan, at etniske identiteter ikke føler en konflikt mellem at være del af både en national (dansk) og transnational (oprindelig kultur) identitet. Såfremt det er sådan, må kravet til "integration" i det "danske" samfund reformuleres. Og måske ligger svaret i at finde frem til en måde der tillader en transnational identitet, at komme til udtryk i skole og hverdagsliv såvel som i karriere og arbejdssituationer? Sådanne spørgsmål er ikke en leg med ord, men realitetsorienterede refleksioner, der vil kræve helt nye tænkemåder i by- og boligpolitikken. For at opsummere: Man tager i planlægningen og forsøg ikke nok hensyn til, at også de suburbane områder er indbyrdes forskellige med hensyn til form, arkitektur, konsum- og rekreationstilbud, livsformer og livsstile. Og man tager ikke hensyn til, at planlægningen for bykvaliteter også må imødekomme og sikre den ressourcestærke middelklasses identifikation med bylivet og krav til bomiljøet. Byen fremmer individualitet og en større personlig bevidsthed om hvilke tegn, der symboliserer den enkeltes livsstil og krav til bostedets urbane kvaliteter. Den byudvikling, der er beskrevet i dette essay vil udfordre politikkens kollektive strategier og det vil i højeste grad udfordre idéen om at den ressourcestærke middelklasse vil vælge bosted evt. et suburbant sådant ud fra en klassisk nærmiljø- og bomiljøtankegang, der forventer at folk søger nærhed, naboskab, forpligtethed, engagement og kollektivitet. 52 Det vil sige at når man i dagens bypolitik gerne vil se de "nye" boligmiljøer som "en smeltedigel" mellem yderpunkter, så har man næppe tænkt konsekvenserne af dette planlægningsperspektiv igennem. Det bypolitiske og planfaglige problem er forskellighed, fordi det associeres med social og kulturel fragmentering og uorden. I virkeligheden er forskellighed, som vist, en naturlig del af hverdagen i byen, hvor man møder fremmede frem for kendte, og hvor kulturel mangfoldighed præger bybilledet. Dagens vigtigste planlægningsproblem er derfor at arbejde med ikkehomogeniserbar forskellighed, fremfor at forsøge at administrere den gennem disciplinære tiltag eller gennem at ignorere forskelligheden. Man må tænke over pluraliteten og dens produktive muligheder, eller sagt på en an- 51 For at parafrasere Jean Francois Lyotard s begreb om det "postmoderne". Se Lyotard Det postmoderne forklaret for børn, Aarhus, Modtryk Derfor indebærer enhver tale om en social retfærdig byudvikling også en diskussion af velfærdsstatens nye roller og opgaver over for samfundets svageste grupper. 21

23 den måde: man må i det mindste finde frem til en politisk accept af pluralismen, der ikke mister respekten for den faktisk levede socio-kulturelle forskellighed. Den klassiske repressive tolerance vinder aldrig i det lange løb; den bliver omformet til undertrykkelse. Ser man på nordisk by- og boligplanlægning handler den politisk set stadig om profylaktisk fornuft, lokalsamfund og inkluderende fællesskaber (nærhedsetikken og naboskab). En omfattende forsøgsvirksomhed har ikke ændret på dette. Det urbane hverdagsliv for de ressourcestærke, fungerende og byorienterede beboere er ikke rigtigt kommet med i billedet. De "bytypologier" som blev defineret i forrige afsnit er et forsøg på at tilføre forskningen og planlægningen en overordnet tankemodel som tager hensyn til de tre grundlæggende livsformer og livsverdner i bylivet: Det liv som er formet af det rutinemæssige hverdagsliv, hvor "hverdagslivets hverdagsagtighed" 53 fremstår med en tyngde, der ofte passiviserer folk i forhold til et aktivt by- og nærmiljøliv. Det er det liv, som er fyldt op med sociale pligter som f.eks. det at hente børn i institutionerne efter arbejde, familie og organiserede fritidsaktiviteter (som f.eks. sport eller foreningsarbejde). Det rutinemæssige hverdagsliv former også livet for de mange (mere eller mindre immobile) 24-timers beboere. I dette byliv efterlyser man især den funktionelle by s kvaliteter. En anden central form for byliv er det bo- og nærmiljøforpligtede hverdagsliv, dvs. det liv som føres af dem som føler et behov for og en forpligtigelse til at lægge et stort engagement i sit bo- og nærmiljø f.eks. gennem foreningsarbejde, fælles aktiviteter, naboskab eller lokalpolitisk arbejde. Det er disse beboere kvarterløftene drager stor nytte af. Disse beboeres engagement er i dag ofte suppleret af professionelle som f.eks. beboerrådgivere eller projektansatte. En tredje vigtig form for byliv som endnu ikke er accepteret som politisk og planfaglig horisont er urbanitet, det nydelses- og oplevelsesorienterede byliv som her er metaforiseret med Dionysos-begrebet. Det er det byliv hvor individualitet, oplevelser, caféernes nydelsesrum og den flanøriske praksis er i centrum for oplevelseskvaliteten og følelsen af det "gode" byliv. Disse typologier betegner levede livsfaser i bylivet i en tid, hvor klassiske livsformer kommer mere og mere under pres. Det er et pres, som for eksempel illustreres af, at byboere fra 15 til år (enlige, par uden børn, men også flere og flere med børn) samt veletablerede post-forældre fra år og op finder det Dionysiske byliv mere og mere attraktivt. Den nye udfordring for by- og boligplanlægning er menneskers voksende evne til fysisk og mental mobilitet, og de ressourcestærkes krav om urbane kvaliteter, valgmuligheder, oplevelser, lokale uformelle mødesteder, kulturelle og æstetisk betydningsfulde omgivelser. Men samtidig er den funktionelle by og den socialt retfærdige byudvikling vigtig for mange svage grupper i samfundet. Denne situation kræver åbenhed, analytisk kompetence, omstillingsevne, fleksibel planlægning og brede videnshorisonter. Bypolitikkere og planlæggere må tænke mere på, hvordan man kan planlægge med og ikke imod det særlige og partikulære ved den enkelte bydel og boligområde. Det kræver, at man forbedrer de politiskadministrative institutioners og planinstitutioners byforståelse, dvs. deres teori- og begrebsapparat. At planlægge for den meningsfulde og imaginære by betyder, at man må blive meget mere interesseret i den fænomenologiske by. Det vil sige man må få viden om de meningsskabende skemaer eller betydningsskemaer, som former folks identifikation med og oplevelses af det byliv, de er en del Lefebvre, Henri (1987): The Everyday and Everydayness, Yale French Studies, No.73, Yale University Press (pp.7 12).

24 af. Betydningsskemaerne er hele tiden under forandring, fordi de bliver justeret i forhold til de erfaringer mennesker gør sig i byen og ved at være en del af de socio-økonomiske, socio-kulturelle og politisk-ideologiske processer, som former samfunds- og byudviklingen. Begge disse erfaringsverdener former horisonten af mulige forventninger, mod hvilke nye erfaringer er mulige. Det fænomenologiske spor fastholder også, at måden vi begrebsliggør vores samtid og omverden på, gennem vores betydningsskemaer, afspejler, hvordan vi kan begrebliggøre os selv som mennesker i denne verden og som byboer. Får vi en politisk og institutionel tænkemåde som følger disse spor, har vi en mulighed for at udvikle en planlægningspraksis, som vil være på højde med sin samtid, være omstillelig, kreativ og innovativ. Hvad det kræver af institutionelle forandringer, diskursive kampe og forandringer af planlægningens paradigmer kan forekomme overvældende, men nødvendigt. 23

25 Den fragmentariske by og det "gode byliv" Gennem en række betragtninger på bylivets værdier og normer, de bymæssige livsformer og livsstile udleder forfatteren, at den danske by- og boligplanlægning ikke i tilstrækkelig grad afspejler de ægte byborgeres identifikation med bylivet og deres krav til bomiljøet. Mange singler, studerende, modne par uden børn, karriere- og livsstilsorienterede personer bruger byen på en helt anden måde end ud fra de idealer, der ligger til grund for den nuværende by- og boligplanlægning, hvor det forudsættes, at folk søger nærhed, naboskab og engagement. Den ægte byborgers forventninger til bomiljø og bydel går mere på individuelle kvalitetsboliger, kultur, nydelse, uformelle mødesteder, svage sociale bånd og retten til ikke at deltage i nærmiljøet muligheden for at leve anonymt med en mangfoldighed af oplevelsesmuligheder. 1. udgave, 2002 ISBN