Den fragmentariske by og det "gode byliv"

Transkript

1 Et essay Den fragmentariske by og det "gode byliv" Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning

2 Den fragmentariske by og det "gode byliv" Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning Et essay John Pløger By og Byg Statens Byggeforskningsinstitut 2002

3 Titel Den fragmentariske by og det "gode byliv" Undertitel Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning Udgave 1. udgave Udgivelsesår 2002 Forfatter John Pløger Sprog Dansk Sidetal 23 ISBN Pris Kr. 62,50 inkl. 25 pct. moms Tekstbehandling Connie Kieffer Forsidefoto Thomas Wilmann, Polfoto Tryk BookPartner, Nørhaven digital A/S Udgiver By og Byg Statens Byggeforskningsinstitut, P.O. Box 119, DK-2970 Hørsholm E-post Eftertryk i uddrag tilladt, men kun med kildeangivelsen: Den fragmentariske by og det "gode byliv". Udfordringer for fremtidens by- og boligplanlægning. Et essay. (2002)

4 The city as we imagine it, the soft city of illusion, myth, aspiration, nightmare, is as real, maybe more real, than the hard city one can locate on maps, in statistics, in monographs, in urban sociology and demography or architecture (Jonathan Raban). Kampen om byen føres lige nu som en kamp om forståelsen (Arkitekt Jens Kvorning). Den moderne storbys kulturelle problem er, hvordan det personlige miljø kan bringes til at tale, hvordan man afhjælper dens nuværende kedsommelighed, dens neutralitet der kan spores tilbage til opfattelsen af, at den ydre verden er uvirkelig. Vores bymæssige problem er, hvordan den ydre virkelighed kan genoplives som en side af den menneskelige erfaring (Richard Sennett). As cities become more multicultural, we are pushed back to the challenge of multiple perspectives and representations. The city become unstable as an object of thought and action (Robert Beauregard & Sophie Body-Gendrot). 3

5 Indledning Kan vi skabe de byer vi ønsker? spørger den anerkendte planlægningsteoretiker Susan Fainstein. 1 Det gode byliv og den socialt retfærdige byudvikling er selvfølgelige mål i nordisk byplanlægning, men Fainstein mener det er et problem, at både Europa og USA er karakteriseret ved en planlægning, der kun skal skabe marginelle ændringer i status qou eller støtte særinteresser. Dagens by kræver en ny normativ vision om byen. Hvad er den "gode" by? Arkitekter og byplanlæggere mener det handler om formgivning, arkitektur, funktionelle boliger og bosteder og om at skabe mødesteder for beboerne. Politikere mener det handler om levekår, retten til en prisvenlig og rimelig bolig, funktionelle boliger og bosteder. Sociologer mener det handler om naboskab, sociale netværk og social ansvarlighed over for dem der er ensomme eller på anden måde har problemer. Det er alt sammen rigtig nok, men er det nok? Dette essays svar er nej! Aristoteles definerede byen som lykkens sted og mennesket som et byvæsen. Har han ret, bare i nogen forstand? Hvilke konsekvenser får det? Jonathan Raban 2 insisterer på, at det er the soft city, der er vigtig for folk, det er den by, de identificerer sig med. Hvad nu hvis han har ret? Jeg vil hævde, at den "gode" by for byenes indbyggere vil være den meningsfulde by. Den gode by er et resultat af, om det enkelte individ føler sig godt eller dårligt situeret i byen. 3 Hvilke konsekvenser bør det få for bypolitik og planlægning? I hele Europa er bypolitikken og planlægningen intenst optaget af at skabe kreative miljøer og oplevelsesbyer for at tiltrække erhvervsliv og turister. Byudvikling og interurban konkurrence er vigtig, men ikke så få hævder, at dette fokus har en tendens til at dominere på bekostning af arbejdet med at udvikle den socialt retfærdige by. Byerne præges af segregering, social ekskludering, etniske konflikter, negative boligsociale spiraler og større økonomiske forskelle mellem folk. Denne udvikling opfattes ofte som en konsekvens af den "ensidige" satsning på en markedsorienteret bypolitik. Det er således ikke retorisk at spørge, hvem planlægger man egentlig for? Det er for eksempel et problem, at den nuværende danske by- og boligpolitik ikke er rettet mod dem, der anses for at være byudviklingens drivkræfter, nemlig de ressource stærke veluddannede individer. I Kvarterløftprojekterne satser man på, at flere ressourcestærke beboere skal bosætte sig i de socialt belastede boligområder, samtidig med at man i Kgs. Enghave arbejder ud fra et slogan om "gerne byfornyelse, men ikke beboerfornyelse". Hænger det sammen? Hvilke by- og bomiljøkvaliteter efterlyser de attraktive ressourcestærke beboere? Hvilke livsformer og livsstile leves i byen og af hvilke mennesker? Hvilke krav vil en byboer stille til fremtidens byliv? Der mangler en planlægning, som berører bylivets værdier og normverdener, hverdagslivets betydningskemaer, de bymæssige livsformer og livsstile som repræsenterer byboernes drømme, behov og identitetssøgen. Essayet er skrevet ud fra den overbevisning, at det er nødvendigt at tænke anderledes omkring, hvem der planlægges for og hvilke byliv der planlægges for. Spørgsmål der stilles er, hvilke former for byliv planlægges der for? Hvordan? Hvem planlægger man for i byen? Hvem bør man planlægge for? Hvilket byliv og hvilket hverdagsliv bør der planlægges for? For at sætte disse problemer i relief er fokus lagt på planlægningen for de ressourcestærke dels fordi denne gruppe faktisk har været forsømt tidligere, dels fordi det er disse befolkningsgrupper, som er drivkræfterne i den nuværende byudvikling, og dels er denne gruppe den nuværende boligplanlæg- 4 1 I R.A. Beauregard & S. Body-Gendrot (ed)(1999): The Urban Moment. Cosmopolitian Essays on the Late-20 th -Century City, London, Sage Publication. 2 Raban, Jonathan (1974): The Soft City, London, The Harvill Press. 3 Dag Østerberg (1998): Arkitektur og sosiologi i Oslo, Oslo, Pax forlag.

6 nings strategiske målgruppe. 4 Men for at kunne argumentere for nødvendigheden af at tænke anderledes omkring by- og boligplanlægningen, kræves der også dels en forståelse af hvilke tænkemåder, som har domineret by- og boligplanlægningen de sidste år (som primært har været en forstadsplanlægning), og dels en kritik af de nuværende tendenser i by- og boligplanlægningen eksemplifiseret gennem kvarterløftprojekterne. Den "gode" by den meningsfulde by Bybygningen kan betragtes som fortløbende forsøg på at skabe en meningsfyldt by, en by med betydninger oversat til prædestinerede egenskaber (Jan W. Hansen 2001). Planlægning er politik, bliver der sagt. Byplanlægning er imidlertid meget mere. Den franske urbanteoretiker Henri Lefebvre hævdede at "enhver plan er en plan for et hverdagsliv". 5 Planlægningskritikeren Rob Beauregard 6 hævder med baggrund i studier af amerikansk byplanlægning, at de planpolitiske tekster og den offentlige debat er en diskurs omkring, "hvordan vi bør leve og investere, hvor og med hvem, og indvævet er fornuftige argumenter (reasons) for at gøre valg". Både boligbygning og byplanlægning sker i den samtid og det samfund, som "man ser". Der findes bypolitisk og planfagligt altid en by- og bylivsforståelse som former idéerne om, hvilket byliv der skal leves der, og idéerne om den "gode" by som byborgerne skal identificere sig med. I dansk by- og boligplanlægning sættes det "gode" liv oftest lig med arbejde, funktionelle boligområder, en god bolig, familieliv og naboskab, organiserede fritidsaktiviteter, pæne omgivelser og en dosis kultur. Det kan være rigtigt for nogen, men afgørende er at bylivet må føles som socialt meningsfuldt for den enkelte. På den anden side er den meningsfyldte by også en social konstruktion, nemlig en meningsfuldhed der tildeles af hvert enkelt menneske. Denne by er først og fremmest et mentalt og refleksivt produkt som er formet gennem erfaringen med bylivet og omgangen med bylivets forandring og særlige socio-kulturelle forhold. Udgangspunktet for dette essay er, at by- og boligplanlægning og bypolitik handler om at forholde sig til og forstå dialektikken eller samspillet mellem figurens tre dimensioner. 4 En "socialt retfærdig byudvikling" indebærer også velfærdspolitiske indsatser over for byens svageste grupper. Problemerne i den nuværende velfærdspolitik og kravene til en tidssvarende velfærdsplanlægning er ikke et tema her, men essayet hviler på den præmis, at en social retfærdig byudvikling i dag står over for nye udfordringer vedrørende legitimiteten i de nuværende kollektive sociale ordninger. Vi ser en tendens til, at de socio-økonomisk ressourcestærke grupper i samfundet via egen indsats eller via kollektivt organiseret indsats via fagforening eller arbejdsgiver etablerer pensions- og sygeforsikringsordninger uden for samfundets kollektive systemer. Denne udvikling vil fortsætte og stille større krav til stat og kommune om at påtage sig det demokratiske samfunds ansvar over for de, som ikke har disse muligheder. "Velfærdsstatens tilbagetrækning" skal således ikke gælde samfundets svageste, men tværtimod må der en omlægning til, således at de svage bliver bedre beskyttet, end de er nu. Pointen er, at en social retfærdig byudvikling og en by- og boligplanlægning ikke er i modstrid med hinanden, men må ses og udvikles som komplementere. 5 Henri Lefebvre (1991): The Production of Space, Oxford, Blackwell. 6 Rob Beauregard (1993): Voices of Decline, Oxford, Blackwell. 5

7 Byudviklingens strukturelle kræfter Bypolitik Boligpolitik Bydelsrådspolitik Økonomi Erhvervspolitik Produktion Serviceindustri Socialpolitik Migration Segregeringsprocesser Fattigdom Figur 1. Byudviklingskræfter. Den meningsfulde by Erfaringer og livshistorier Værdier & normer Fordomme Hverdagslivet Livsverdenen Betydningsskemaer Livsfase & livssituation Bylivserfaringer Arkitektur-interesse Krav til byen, bydelens, kvarterets og boligens funktionalitet Lokal forpligtelse Naboskab Etc. Byens socio-kulturelle udviklingskræfter: Karrieremobilitet Mobilitet via boligvalg og boligøkonomi Livsfase & livsstil Forbrugsvaner Kulturelle ændringer, f.eks. etnisk kulturer Sociale problemers omfang og koncentration (f.eks. hjemløshed, fattigdom, negative boligsociale spiraler) Racisme og segregeringens sociale konsekvenser (marginalsiering, udstødning, konflikter, frygt) 6 Figurens stikord er illustrative og kan uddybes af læseren selv. Det er byens strukturelle udviklingskræfter, som bypolitikkere foretrækker at fokusere på, fordi strukturer er noget, mener man, der kan styres og reguleres gennem love, kalkulation og prognoser, hvilket, mener man, giver bedre muligheder for en rationel og helhedsorienteret planlægning. Men selv ikke disse kræfters effekt på bylivet og byudviklingen er entydig og forudsigelig. Byplanlægning foregår i en uforudsigelig verden, og det har mange politikere måske intuitivt erkendt. I hvert fald udtalte Københavns overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen, at bypolitikere ikke laver byplanlægning. Byudvikling sker lokalt drevet frem af "en masse initiativrige mennesker" (Politiken ). Det har vi bl.a. set i området omkring Skt. Hans Torv og på Vesterbro i København, hvor risikovillig kapital, ejendomsudviklere og et attraktivt bymiljø har været afgørende for, at disse områder blomstrer som in-steder for cafelivsstilen og konsum (Skt. Hans Torv) og etableringen af små innovative IT-virksomheder (Vesterbro). Nogen gange påvirkes den lokale byudvikling af "livsnyderen" og andre gange af den kreative iværksætter. Byens dynamik og forandring sker og kan ses lokalt. Arbejdet bliver ikke enklere, når der også skal tages hensyn til at forhold som livskvalitet og det "gode" byliv er individuelt bestemt. Boligområder, der fremtræder som negative, får folk til at flytte. Forandringer i livsstile og hverdagslivets betydningsskemaer forandrer bostedets mening. Nye tilflyttere med nye kulturer og værdier forandrer stedets mening. Og politikeres og mediers stigmatisering af boligområder, som det skete med Avedøre Stationsby, ændrer bostedets symbolske mening for beboerne. Arkitekt Jan W. Hansen overser, at den meningsfyldte by ikke alene er et spørgsmål om veldefinerede bybygnings- og boligegenskaber, men at den er et resultat af drømme, håb, maginaritet, livsbetingelser, forventninger, aspirationer, begær etc. Denne meningsfulde by er endvidere et produkt af forskellige livsfaser og livsverdener, værdier og normuniverser. Nogen vil forpligte sig i forhold til deres bomiljø, andre vil kræve, at byen og bostedet tilfredsstiller hverdagslivets funktionelle krav, og atter andre prioriterer byens og bydelens urbane kvaliteter.

8 Hverdagslivet og de enkelte individer er ikke upåvirket af by- og samfundsudviklingen, men byens mening er for den enkelte først og fremmest et produkt af menneskers fortolkende omgang med sin omverden. 7 Vi ved f.eks., at når politikere går ud i medierne og omtaler boligområder med begreberne ghetto eller som tungt socialt belastede boligområder, så opfattes de ofte ikke sådan af beboerne selv. 8 By- og boligplanlægningens fornufter et kort historisk rids Enhver by- og boligpolitik, enhver arkitektonisk form eller byform præsenterer og signalerer en forståelse af verden, og som nævnt idéer om hvilket liv der skal leves der. Men politikere, planlæggere og arkitekter ser det ikke som deres primære opgave at tage udgangspunkt i, hvad folk forstår ved et meningsfuldt byliv. De vil skabe socio-materielle handlingsfelter gennem fysisk planlægning og boligbygning. Deres opgave er at lægge fysisk "til rette" for bylivet, og at skabe fysiske forudsætningerne for det "gode" byliv. Byplanlægning og arkitektur er intentionel, og i det mindste er denne intention rettet mod det funktionelle boligområde og hus. Dette kræver netop også, at der findes idéer om, hvilket liv der skal leves i områder, hvilke værdier og normer der skal herske i de mellemmenneskelige relationer. En af grundene til at man ikke fokuserer på disse afklaringer er, at planlægningsdiskursen er bundet op på nogle andre tænkemåder, der illustreres nedenfor. Og rent forskningsmæssigt har der heller ikke her i landet, som internationalt, været rettet et kritisk blik på, om by- og boligplanlægningen konkret eller alment bygger på fordomme, konservatisme, racisme, kønsblindhed, homofobi eller politisk, religiøs motiveret agorafobi? Byplanlægningen bygger på nogle, ifølge antropologen Paul Rabinow 9, specifikke fornufter, dvs. en række normer og værdier for det "normale" hverdagsliv. Disse fornufter repræsenterer samfundets hegemoniske værdier og normer og må derfor ses som en del af samfundets generelle "art of government". Dengang man i begyndelsen af 1900-tallet anvendte medicinske argumenter for at begrunde renovering af byernes centrumsområder, var der i virkeligheden også tale om et disciplinerings- og normaliseringsprojekt. Hygiejne, renlighed, lys og varme var ikke bare nødvendig for at skabe en bedre sundhedstilstand hos almuen, men en nødvendighed for at skabe en arbejdsduelig arbejderklasse, hvis liv skulle være baseret på et sundt familieliv. Lys, luft og renlighed skulle være almene standarder for industriarbejderen og industrisamfundet. 10 Pointen er, at disse politiske og planfaglige fornufter, for eksempel udtrykt i Byudvalgets notater, disponerer feltet, der tales om, disponerer hvordan man tænker omkring de enkelte forhold og tanker omkring løsninger på definerede problemer. Det der opfattes som bypolitisk fornuftigt fører til udviklingen af praktiske råd om, hvordan man skal reagere på bestemte problemer, 7 Inspiration til disse punkter kommer bl.a. fra Bauman, Zygmunt (2000): Savnet fællesskab, Oslo, Cappelens forlag; Beauregard, R.A. & Body-Gendrot, S. (ed)(1999): The Urban Moment. Cosmopolitian Essays on the Late-20th-Century City, Urban Affairs Annual Reviews, London, Sage Publication. Bech, Henning (1999): Fritidsverden. Studier i modernitet, mandighed, homoseksualitet og senmodernitet, København, Forlaget Sociologi, Beck Ulrich, Giddens Anthony & Lash Scott (1994): Reflexive Modernization, Cambridge, Polity Press, Lash, S. & Urry, J. (1994): Economies of Signs & Space, London, Sage Publication, Simmel, Georg (1981): Hur är samhället möjligt? Och andre essä.., Göteborg, Forlaget Korpen, Young, Iris Marion (1995): City Life and Difference, in Kasinitz, Philip (ed): Metropolis. Center and Symbol of Our Times, New York, New York University Press (pp ). 8 Mazanti, Birgitte: Fortællinger fra et sted, Ph.d. afhandling, Statens Byggeforskningsinstitut, Juni Men en stigmatisering tjener et politisk, symbolsk-strategisk formål, så derfor var og er man ikke interesseret i disse spørgsmål. 9 Rabinow, Paul (1989): French Modern. Norms and Forms of the Social Environment, Chicago and London, The University of Chicago Press. 10 Schmidt, L-H & Kristensen, J.E. (1986): Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel, København, Akademisk Forlag. 7

9 og de by- og boligpolitiske notater præsenterer de handlingsmuligheder, som er politisk legitime inden for den specifikt fornuftige forståelse af problemfeltet. Den arkitektoniske fornuft har siden 1960 erne handlet om at bygge kvalitetsboliger, som folk har råd til, og om at der er gode udearealer og æstetisk smukke omgivelser, der kan lægge til rette for "livet mellem husene". 11 Den arkitektoniske intention ligger i formen og ikke i det faktisk levede liv. Det er arkitekternes faglige diskurs, der har formet byplanlægningen i perioden, og dens credo er, at man kan "designe det sociale ved at forme det rumlige". 12 Denne urbanisme (byformning) og boligplanlægning er dybest set udtryk for et ønske om at normalisere menneskers hverdagsliv gennem at forme sociale relationer, materialisere specifikke livsformers "behov" og skabe trygge og oversigtlige offentlige rum. Samfundets fysiske planlægning Samfundets sociale planlægning 1960 ernes byudvikling og boligplanlægning baseret på prædikation og forudsigelighed 1970 ernes integrationsorienterede planlægning af bomiljøer ernes konkurrenceorienterede trendplanlægning 1990 ernes Panoptisk 13 planlægning. Figur 2. Fornufter i by- og boligplanlægningen. Rationel og funktionel planlægning for stabile og familieorienterede bomiljøer Etisk-moralsk orienteret planlægning nærmiljøplanlægning udfra naboskabs-idéen og senere kom kommunitarismens filosofi ind i billedet Æstetisk orienteret planlægning oplevelsesplanlægning Profylaktisk og kriminalpræventiv planlægning i socialt belastede boligområder, (kameraovervågning af (lokale) offentlige rum, Securitasvagter i butikker m.v.). Denne boligmiljøplanlægning virker inden for flere andre fornufter, f.eks. de som omhandler bykonkurrence, trafik eller erhvervsplanlægning. Skulle man imidlertid risikere det ene øje og give et generelt overblik over de sidste års forskellige epokers hegemoniske fornufter i den fysiske og sociale by- og boligplanlægning, vil de være som følger. Efterkrigstidens by- og boligplanlægning blev i høj grad baseret på videnskabelige præmisser og indsigter. I erne var der tale om en storskala planlægning baseret på en videnskabelig prædikation (rationel beregning) af fremtidige behov for boliger for at sikre en forudsigelighed i udviklingen. Den integrative planlægning var central i ernes suburbanisering, hvor naboskab, fællesskab og omsorgen for hinanden blev centrale planpolitiske og politisk-ideologiske midler til hurtigst mulig at skabe selvregulerende nye bomiljøer. Den etisk-moralske orientering som fandtes i denne planlægning vender tilbage i 1990 ernes kvarterløft. Med de-industrialiseringen af storbyerne voksede der fra 1980 erne en planlægning frem, der omtales som trendplanlægning. Den skulle styrke byen i den interurbane og internationale konkurrence. Denne udvikling er blevet beskrevet med begreber som "den entreprenøriske by" (David Harvey), "informations-byen" (Manuell Castells) og "tegnenes og rummenes økonomi" 8 11 Gehl, Jan (1987): Livet mellem husene. Udeaktiviteter og udemiljø, København, Arkitektens Forlag. 12 Albertsen, Niels (1993): Byen, det sociale og retorikken, i Christensen, C.L. & Thau, C. (red): Omgang med tingene, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag (pp ). 13 Panoptisk planlægning er en rumlig planlægning, hvor rummets organisering fører til individers "selvovervågning" ved, at der skabes rum, hvor man ikke kan vide, om man faktisk bliver "overvåget" (Foucault, Michel (1977): Overvåkning og Straf, Oslo, Norsk Gyldendal).

10 (Scott Lash & John Urry). Det er en trendplanlægning, fordi den bygger på at byerne hele tiden må positionere sig i forhold til andre byers attraktive kvaliteter for erhverv, turisme, kultur, oplevelser og boligmiljøer. Denne planlægning blev i høj grad i praksis domineret af en æstetisk planlægning, der fokuserer på at udvikle æstetisk attraktive nærings- og lokalmiljøer, evenemangs og kulturoplevelser, æstetisk attraktive offentlige rum for formelle og uformelle møder og/eller sportsarenaer. I denne udvikling fik arkitekturen en fremtrædende position dels for at vise betydningen af den kulturhistoriske arv i bycentrums byggede miljøer, dels i form af 1990 ernes værk-arkitektur, hvor den enkelte bygning bliver en attraktion i sig selv (som Guggenheimmuseet i Bilbao, Daniel Libeskinds jødiske museum i Berlin, Den Sorte Diamant (Nationalbiblioteket) i København). En fjerde markant udvikling i planlægningen er den panoptiske 14 byplanlægning, der voksede frem i 1990 erne. Den panoptiske planlægning inkluderer overvågningskameraer, lyssætning i offentlige rum og skabelse af oversigtlige fællesrum i boligområderne for at give beboerne muligheder for diskret at overvåge det offentlige rum i umiddelbar nærhed til deres bolig. Der har i de seneste 4 5 år været en omfattende diskussion af de amerikanske "gated communities" og fremvæksten af Københavnske ghettoer. Den panoptiske planlægning er imidlertid langsomt og usynligt for den offentlige oponion vokset frem, så der f.eks. er mere end kameraer i Oslo centrum. Den form for planlægning har fået en opblomstring i socialt belastede boligområder. De problemer, man her søger at løse med panoptiske midler, skyldes i realiteten, at byerne bliver mere socialt polariserede, fordi der koncentreres nye grupper af fattige (immigranter) i byerne, og fordi der er flere, der bliver udstødte af samfundets sociale netværk og institutioner (lukning af psykiatriske institutioner, flere hjemløse og flere på bistandshjælp). Parallelt med denne problemudvikling bliver der by- og boligpolitisk satset store økonomiske og menneskelige ressourcer på at forstærke boligområdernes integrative bo- og nærmiljøer. Dette er ikke i sig selv noget nyt, men den eksplicitte politiske indsats for at styrke den etisk-moralske planlægning er i dag ikke, som tidligere, alene relateret til spørgsmålet om social orden, men tillige relateret til det politiske ønske, at der skal ske en revitalisering af ansvarligheden over for den Anden i bomiljøerne og da især nærmiljøets svageste. Planlægning er dog først og fremmest et ordensprojekt, hvor det vigtigste mål er at organisere folks hverdagsliv gennem en fysisk iscenesættelse af bestemte måder at leve på, inklusiv en rumlig organisering af sociale relationer, møder og selvovervågning. 15 Formgivningen af vores omgivelser gennem arkitekturen og husene skal også signalere samfundets og arkitekturens foretrukne normer og værdier for det "gode liv" og livet med hinanden. Det kan man for eksempel se i funktionalismens tænkning. Den gode by er den funktionelle by Funktionalismens byideal er, at byformen og arkitekturen skal tilfredsstille fire grundlæggende behov: bofunktionen, behovet for rekreation, arbejdsfunktionen og behovet for transport. 16 Stedets funktion skal være umiddelbart 14 Begrebet Panopticon efter J. Benthams berømte fængselsskitse. Fangerne skulle placeres i et cirkulært rum med et vagttårn placeret i midten, hvor alle fængelsdøre vendte ud mod. Fangerne kunne ikke se, om de blev overvåget, men skulle vide, de altid kunne være overvåget. Dette skulle føre til selvdisciplinering og normalisering. Se Michel Foucault (1978): Overvågning og straf, Oslo, Norsk Gyldeldal. 15 Sennett, Richard (1970): The Uses of Disorder, London, Faber & Faber; Sennett, Richard (1999): The Challenge of Urban Diversity, i Nyström, Louise (ed): (1999): City and Culture. Cultural Processes and Urban Sustainability, Karlskrona, The Swedish Urban Environment Council. (pp ). 16 Disse er nedfældet i det berømte Athen-charter, som den funktionalistiske organisation CIAM arrangerede Funktionalismens konkrete byform fik selvfølgelig forskellige udtryk. Kjærsdam nævner både Patrick Geddes "regionale økologi", den København'ske "fingerplan", Otto Wagners forslag om at 9

11 indlysende for beskueren og fremgå af områdets organisering og et bygget miljø der signalerer "form følger funktion". I det funktionalistiske bybillede er mennesket betragtet som en sammensætning af roller og egenskaber som tilsammen danner en profil. Disse roller og egenskaber bestemmer hvilke aktiviteter disse mennesker skal deltage i. Mennesker bliver ikke set i forhold til hverandre. Med udgangspunkt i dette synspunkt bliver de vigtigste spørgsmål altid stillet i forhold til aktivitetstype og funktion. 17 Funktionalismens fortalere forudsætter nogle menneskelige behov, som er fælles uanset samfundsgruppe, kontekst, erfaringer og socialisering. 18 Mennesket har primært kollektive behov, og derfor kan man udvikle en boideologi som argumenterer for fortræffeligheden i standardiserede boliger, og med en organisering af boligområdet som kunne passe hvor som helst, f.eks. Brasilia, Oslo og København. Mennesket er gjort til et anonymt massemenneske, et objekt tilpasset kollektive roller og kollektive handlinger. Beboerne betragtes ikke som subjekter. For funktionalisterne var mennesket først og fremmest en fysiologisk realitet. 19 De menneskelige behov er ens for alle, og målet skal være at skabe et kollektivt rum, hvor "mennesket kan selv, når blot rammerne er i orden". 20 Funktionalismen repræsenterer drømmen om bymæssig helhedsplanlægningen, dvs. at skabe et selvfungerende og selvreferentielt subsystem i byen, som kan tilfredsstille alle funktionelle, bomiljømæssige og sociale behov hos beboerne, samtidig med at man effektiviserede det nødvendige funktionelle samspil med den oprindelige by (m.h.t. arbejde og f.eks. kulturelle tilbud). Man mener således, man kan designe det sociale livs form, indhold og betydning gennem at forme de rumlige omgivelser. 21 Arkitekten Hans Mammen mente, at fysisk planlægning altid har handlet om forholdet mellem funktionelt bestemt form og regulering af socialt bestemt aktivitet. 22 Det sociale liv har en fysisk identifikation, fordi alle former for sociale handlinger er fysisk-rumligt situerede. Pointen er, at formgiveren lader samfundsmæssige og kollektivt betingede værdinormer ligge til grund for det valgte formsprog. Boligområdernes fysiske, rumlige og arkitektoniske materialiseringer skal have signifikativitet. Arkitektur og form, og dermed også boligbygning, repræsenterer intentionelt samfundets hegemoniske moral, etik, æstetiske værdier og common-sense. Fysiske rammer er med til at skabe et socio-materielt handlingsfelt med etisk, æstetisk og social betydning. Men spørgsmålet er, hvor formende og strukturende det fysiske miljø kan være, og hvilken signifikativ effekt det kan få? men den profylaktiske fornuft og etikken er ikke glemt 10 I de senere år har vi set en større politisk forståelse for, at målet ikke længere kun kan være at forbedre boligområdernes fysiske kvalitet; nu må man også forbedre den sociale livskvalitet. Den tidligere socialdemokratiske byopbygge byen i selvstændige "bykvarterer" og eksempler på "Sattelitby-planlægning", og selvfølgelig Le Corbusier. 17 McKenzie, Nigel: Visjoner om den (gode) norske byen, Byforskning Arbeidsnotat nr.14, Senter for samfunnsforskning, Universitetet i Trondheim (1972:21). 18 Larsen, Svend E. (1986): Funktionalismemennesket streger i funktionalismens menneskebillede, i Guldberg, Jørn (1986): Tema: Funktionalisme, Odense, Odense Unviersitetsforlag. (pp ). 19 Dette får McKenzie til at konkludere, at funktionslismen faktisk bygger på en perceptionsteori, dvs. at det vigtige er menneskets sansning af det byggede miljø og omgivelserne i forhold til deres funktion, og på den anden side sætter funktionalismen dermed følelser lig sanser. Se forrige note. 20 Se Larsen (1986), op.cit. 21 For en kritisk gentænkning af funktionalismens mulige aktualitet, se Claus Bech-Danielsen & Jens Schjerup Hansen (red) (2001): Modernismens genkomst, København, Statens Byggeforskningsinstitut & Arkitektens Forlag. 22 Mammen, Hans (1996): M.Christine Boyer: "The City of Collective Memory, Kultur & Klasse 82, Nr.2, 24.årg.1996 (pp.194 8).

12 og boligminister Jytte Andersen illustrerer malende dette skift i planlægningsmål ved at sige: "Vi bliver ikke lykkeligere alene af gode fysiske rammer". Og hun fortsatte med at sige, at der er behov for en planlægning som indser at: Et boligområde skal indbyde til medmenneskelige relationer, til samvær og fællesskab, beskæftigelse, fritid og kultur. Så er rammerne optimale for beboerne, og dermed mulighederne i tilværelsen (Bolig og By, Nr ). Det seneste danske bolig- og socialpolitiske initiativ er kvarterløftprojekterne, som bygger på Byudvalgets definition af de suburbane boligområders problemkompleks, og som lød som følger: Høj husleje, høj flyttefrekvens, mange arbejdsløse og bistandsklienter, stor nedslidning af boligområderne, misbrugsproblemer, vold, hærværk m.v. Samtidig er det karakteristisk med en stor procentdel fremmedsprogede indvandrere og flygtninge, som i praksis ofte kun har adgang til denne begrænsede del af boligmarkedet. Problemforståelsen førte til ønsket om at iværksætte profylaktiske generiske kæder: Skabes der et socialt velfungerende netværk, struktureret gennem den rumlige organisering af bomiljøet, f.eks. i form af et stort udbud af aktiviteter i nærmiljøet, bliver flere problemmennesker integreret i deres nærmiljø. Dette fører i sin tur til bedre livskvalitet for alle, en følelse af social tilhørighed for de fleste, og dermed til udviklingen af færre sociale afvigelser (kriminalitet eller misbrug). Det politiske ønske om at sikre stabile, forudsigelige boligområder og social orden forudsætter en fælles etik, fælles normer og værdier. 23 Kvarterløftprojekterne har også et særligt delmål som er at få de ressourcestærke i nærmiljøerne til at føle et etisk-moralsk medansvar for at løse de boligsociale problemer i området. De skal gennem deres deltagelse i fællesskaber og netværk være med til at revitalisere de kollektive dannelsesprocesser i miljøerne. 24 Det er de etiske fordringer, der kan skabe et fællesskab med fælles (men mistede) værdier, normer og traditioner. Etikken er genskabt som en af de væsentligste faktorer til at skabe et stabilt og homogent bo- og nærmiljø. I dag er de bomiljøpolitiske mål at genskabe en fælles nærheds-etik i miljøerne og at skabe ontologisk tryghed. Den følgende figur illustrerer de centrale etiske dimensioner i byforsøg. 23 Jeg har skrevet om dette tema flere steder. Se f.eks. Pløger, John: Public participation democracy, efficiency and the art of governance, Environment & Planning B: Planning & Design 2000; The Aesthe- Ethic Turn in Planning Late Modern Urbanism, Space & Culture "Anti-Methods" No.6, 2000 (pp.84 96), Millennium Urbanism, European Urban and Regional Studies 8(1) 2001 (pp.57 67). 24 Etikkens centrale betydning for de danske kvarterløft illustreres f.eks. også af, at kirken af Byudvalget anses som en central samarbejdspartner i arbejdet med at revitalisere fællesskabet og de sociale bånd i bomiljøerne. 11