Tema: Børn og hjemløshed 16-årige Oscar stiller skarpt på de hjemløse

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 75 juli 2008 Tema: Børn og hjemløshed 16-årige Oscar stiller skarpt på de hjemløse Kasper er 17 år og hjemløs Her får unge hjemløse hjælp Børnehjemsskandale i Bulgarien 13-årige Anne Sofie interviewer hjemløs

2 Han ser de hjemløse Verden er uretfærdig i øjnene At verden er uretfærdig, behøver man blot at tænde for nyhederne eller bladre et par dagblade igennem for at få bekræftet. Nogle mennesker fødes i stor fattigdom, mens andre bliver født ind i en verden, hvor mad, tøj, lægehjælp og skolegang er noget, man kan få så meget af, man vil. Og når naturkatastroferne rammer, så rammer de hovedsagelig dem, der i forvejen er fattige, mens den rige verdens befolkninger i vidt omfang går fri. Det så vi i julen 2004, hvor tsunamien hærgede Sydøstasien, og i maj i år da cyklonen ramte Myanmar (Burma), og da det store jordskælv i Kina dræbte over hundrede tusinde og gjorde mere end fem millioner hjemløse. Nogle bliver født af omsorgsfulde forældre, mens andre bliver født af forældre, som har mere end nok i deres egne problemer. I dette nummer peger to eksperter på, hvorfor børn og unge er så fascineret af hjemløse og derfor ofte vælger at lave projektopgaver om hjemløshed. Den ene mener, at denne fascination skyldes, at eleverne bearbejder deres egen angst for ikke at slå til i et samfund, hvor kravene er enorme til unge mennesker, hvor man helst skal kunne tale flydende engelsk, tage en lang uddannelse og se godt ud kort sagt være en vinder. Men et andet bud på, hvorfor skoleelever interesserer sig for hjemløshed kunne være, at hjemløshed ligesom naturkatastroferne er et udtryk for, at verden er uretfærdig, og at vi ikke alle fødes lige. Og forståelsen for verdens grundlæggende ulighed og uretfærdighed hører med til at blive voksen. Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Administrator (og sælgerkontakt): Heidi Riel Tlf heidi@husforbi.dk Debatindlæg og annoncer: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 1. august. Forsidefoto: Ulrik Jantzen Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr.: Giro (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Vi støtter Hus Forbi: Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse mm. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser vedr. abonnement på tlf eller karina@notatgrafisk.dk Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Medieselskabet Nordvestsjælland Oplag: Antal sælgere: ca. 500 Læsertal: 1. kvartal 2008 ifølge TNS Gallup: ISSN: En anden uretfærdighed er, at vi ikke selv vælger vores forældre. Nogle bliver født af omsorgsfulde forældre, mens andre bliver født af forældre, som har mere end nok i deres egne problemer. Det kan blandt andre 17-årige Kasper, som er interviewet i dette nummer, tale med om. Han blev anbragt uden for hjemmet som fem-årig og har boet på adskillige børneinstitutioner i løbet af sin barndom. Siden han har været fem år, har han ikke følt, at han havde et hjem. Og han har heller aldrig følt sig knyttet til voksne på en positiv måde. På sin vis har han været hjemløs siden femårsalderen. Og givetvis vil han blive ved med at være hjemløs i rigtig mange år endnu, i hvert fald følelsesmæssigt. For hjemløshed er også en følelse. Følelsen af ikke at høre til noget sted. Denne følelse er en universel følelse, som vi alle rammes af, når vi skal løsrive os fra vores forældre og finde vores eget hjem. Også denne følelse hører med til at blive voksen. Som regel starter denne proces, når vi er teenagere, men for nogle som Kasper starter denne proces alt for tidligt. Og for nogle mennesker bliver processen aldrig rigtig afsluttet. Heller ikke, hvis de en dag får eget tag over hovedet, som f.eks. Kasper drømmer om. På Hus Forbis redaktion har vi valgt at lade dette jubilæumsnummer (nr. 75) være et temanummer, med hjemløse børn og fascinationen af hjemløse som rød tråd. God læselyst. Jaku-Lina E. Nielsen Ansvh. redaktør, Hus Forbi Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er ca solgte eksemplarer (december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi samt i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi: To på fuldtid og to på deltid, herunder en studentermedhjælper. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Lions Club Søllerød Mølleaa Markedsføring Husleje mv. Reserve Løn til medarbejdere Det går din 20 er til Moms Produktion og tryk OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort af plastik, før du køber avisen! Sælgeren 16-årige Oscar fra Charlottenlund fokuserer på historien i ansigtet, når han opsøger gadens skæbner med sit kamera. Der er altid et eller andet, der fortæller en historie, siger tv-værten Bubbers fotograferende søn. Af Morten Bruun Foto: Ulrik Jantzen Han er bare 16 år, bærer tandbøjle og er lige gået ud af folkeskolen. Alligevel tager han billeder som en erfaren fotograf. Og der er særligt et motiv, som Oscar Meyer fra Charlottenlund falder for, når han går på gaden med sit spejlreflekskamera: De hjemløse i København. Mens de fleste andre gør sig umage for at skræve over gadens skæbner og deres tomme flasker og plasticposer, er der noget ved de hjemløse, der får Oscar til at stoppe op: - De er slidte, deres udtryk kan virke sørgeligt, og de tilhører noget af det laveste i vores samfund. Jeg føler med dem. Men når man kigger dem i øjnene, er der altid et eller andet, der fortæller en historie. Jeg kan virkelig godt lide at gå tæt på dem og fange dét udtryk, siger Oscar og fortsætter: - Jeg spørger altid om lov, før jeg fotograferer, og bagefter forærer jeg dem penge, mad eller cigaretter. Når man tager billeder af folk, der ikke har det godt, er det tarveligt ikke at give lidt tilbage og der er heller ingen grund til ikke at behandle dem godt. Mange af dem er faktisk rigtig flinke mennesker. - I begyndelsen var det lidt svært at gå hen til dem. Men det handler jo bare om at spørge, og hvis de siger nej, siger jeg bare undskyld og forsvinder. Det er kun to år siden, at Oscar Meyer søn af tv-værten Bubber begyndte at tage billeder. Siden har han investeret både fødselsdags- og konfirmationspenge i fotoudstyr, og interessen dominerer i dag hans værelse på førstesalen i familiens villa. Under skråvæggene hænger et par af hans bedste hjemløse-pletskud, og i hjørnet står de computere, hvor han arbejder med sine billeder i Photoshop. Oscar drømmer selvfølgelig om at gøre lidenskaben til sin levevej, og skulle enkelte være i tvivl om talentet, kan man tjekke hans evner på hjemmesiden www. meyerandlewinsky.com. Den har han oprettet sammen med sin lige så fotoglade lege- og klassekammerat Elias Lewinsky. mob@redaktionen.dk Se Oscar Meyers billeder, og læs hans forklaringer på, hvordan billederne er blevet til, på de næste sider. 2 hus forbi nr. 75 juli 2008 hus forbi nr. 75 juli

3 Foto: Oscar Meyer Foto: Oscar Meyer Oscar Meyer 16-årige Oscar Meyer bor i Charlottenlund med sine forældre og søstrene Sofia og Laura. Han går på Maglegårdsskolen i Hellerup og vil herefter søge ind på Øregård Gymnasium. Hans drøm er at blive professionel fotograf. Se mere på - To dage før sidste jul mødte jeg en gruppe hjemløse på Kultorvet. De sad lige ved siden af en pølsevogn og en mand, der solgte juletræer, og de var ret glade. Selv om en af dem tabte en masse ølflasker, var der ingen, der blev sure. I stedet råbte de bare gi den gas. Jeg satte mig og snakkede med dem og følte mig meget velkommen. De havde det godt, selv om det var koldt, og da jeg var færdig med at tage billeder, var der en af dem, der ville fotograferes med mig. Det billede har en af de andre hjemløse taget. - Jeg havde virkelig ledt længe efter en type som ham. Han bevæger sig rundt mellem folk og rækker et brugt papkrus frem, fordi han tigger og har brug for penge. Han er fotograferet i Købmagergade og er i øvrigt udlænding. Jeg tror i hvert fald ikke, at han taler dansk. Det her billede er fra november Elias og jeg havde gået rundt på både Strøget og Rådhuspladsen, uden at jeg fandt den rigtige type. Så vi var egentlig på vej hen til Vesterport Station for at tage S-toget hjem, da jeg så fyren her. Han lå i sin store sovepose og blev bare liggende, mens jeg satte mit stativ op og begyndte at fotografere. Pludselig kom et par forbi de var ligeglade med ham og fortsatte hånd i hånd, og da bussen passerede i baggrunden, tænkte jeg, at det ville blive et godt billede. Han ligger der helt alene, mens parret har hinanden og folk i bussen er på vej hjem. Som fotograf var det et lykkeligt øjeblik Foto: Oscar Meyer - Jeg så Victor i den lidt finere ende af Strøget. Han sad over for Illum med et skilt, hvor der stod Jeg er sulten. Jeg ved ikke rigtigt, om de andre hjemløse er sure på ham eller noget, men da jeg tog dette billede, var der en anden hjemløs, der råbte et eller andet i retning af arrhh, holy fuckhead til ham, men så kiggede Victor bare på mig og grinede. 4 hus forbi nr. 75 juli 2008 hus forbi nr. 75 juli

4 Kaspers Kao s 17-årige Kasper bor i øjeblikket i en lejlighed uden strøm i Tårnby hos en veninde, han har kendt i en måned. De klarer sig med stearinlys og olielamper. Han har forladt sin seneste institution, som han ikke bryder sig om, ligesom hans forhold til moren er helt umuligt. De er som cornflakes og cola, forklarer han. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen Der er sommer på Christiania. Solen banker ned over Pusherstreet, hvor københavnere og christianitter har slået sig ned på bænke, ølkasser og borde for at drikke øl, kaffe, sodavand og ryge en fed (joint, red.). Solen har tørret jorden på stierne i bund og giver den karakteristiske lugt af sommerbrændt jord, mens et bål i en olietønde minder os om, at vi er på Staden. På hjørnerne står spejdere og holder øje med politiet, der også har tænkt sig at besøge Christiania i dag. Der bliver råbt ost adskillige gange, fra den ene spejder til den anden, for at meddele, at politiet er om hjørnet. Salgsvarer bliver hurtigt pakket af vejen, poser skifter hænder, og sælgere bevæger sig i hast væk fra gaden og ned af smøger og gyder. Ved en farverig husgavl på Woodstock et af Christianias gamle værtshuse sidder Kasper, en 2,10 meter høj, 17-årig fyr, der på Christiania går under navnet Kæmpen. Han hænger ud sammen med en række bekendte, ryger lidt hash, og gør, som han har gjort siden 14-års alderen, hvor han startede med at komme på Christiania. - I starten skulle jeg bare købe noget hash, men så en varm sommerdag fik jeg en idé om at udforske Christiania lidt og fandt ud af, at der lå noget, der hed Woodstock, Nemoland og alt muligt andet, og så begyndte jeg bare at hænge ud på Woodstock. I øjeblikket sover Kasper hos en veninde, fordi han ikke har lyst til at være på Sønderbro, en akutinstitution, hvor han har et værelse med sine ejendele. - Jeg har sovet hos min veninde de sidste par uger, så jeg er altså ikke rigtig hjemløs, siger Kasper. Vi køber en cola, og Kasper viser Jeg ved, hvad der vil gøre mig rigtig glad. At jeg bare dør, så folk, der har pisset mig af og virkelig har været onde, bryder totalt sammen. Det er min største drøm. os op på en jordvold oven på en bunker. Her står et bænkebord. Der er brandmærker i bordet, og en lighter splittet i fire dele. To jointrør, der sidder klemt fast mellem brædderne, hiver Kasper op og putter i lommen. Du kommer herude dagligt? - Ja, selvfølgelig. Der er mange gode ting ved at være her. Jeg kan være mig selv. Der er ikke nogen, der kommer og fortæller mig, hvad jeg skal gøre, og jeg kan ryge en fed uden at genere nogen. Jeg føler mig ikke anderledes end alle andre her. Der er altid nogle at snakke med. I starten kom jeg herude med en ven og veninde. Men knægten sidder jo i fængsel i dag, han har røvet en butik, og min veninde er bare blevet herre-snobbet. Selvom Kasper kun er 17 år, har han allerede en lang og tung baggrundshistorie, som han gerne fortæller om uden at forsøge at sætte sig selv i et heroisk skær. For hvis hans historie bliver bragt i en god sags tjeneste, som han siger, vil han gerne fortælle. - Da jeg var fem år og en måned, blev jeg flyttet til en plejefamilie. Min mor var 19 år, da hun fik mig, så hun var helt umoden og sagde altid: Ihh, hvor er du dum. Jeg blev boende hos min plejefamilie, til jeg var 10 år, og så flyttede jeg til noget, der hed Casablanca (et opholdssted for samspilsramte børn/ unge i Præstø, red.), som jeg blev smidt ud fra efter et halvt år, fordi de ikke kunne styre mig. Så flyttede jeg på Sølager, som er et ungdomsfængsel. Jeg ved sgu ikke helt, hvorfor jeg var der, men jeg flyttede allerede efter et år ud til noget, der hedder Toppen i Høje Gladsaxe en ungdomspension, hvor jeg blev i et år. Så boede jeg på Spanager (skole og behandlingshjem, red.), var meget aggressiv i den periode og fik et par politianmeldelser for vold og ildspåsættelse. Derefter var jeg på et fucked up lortested for neuropsykologisk tilfælde i Vig. For det mente man, at jeg havde brug for. Det kan godt være, at jeg har en hjerneskade, men jeg er ikke dum, og hvis man bare behandler mig ordentligt, så skal jeg nok passe mig selv... Men altså, da jeg var yngre, var jeg meget umoden og derfor også meget aggressiv. Det er jeg ikke mere. For jeg gider ikke slås. Det kan godt være, jeg har lyst til det, når folk pisser mig af, men nu kan jeg godt styre det. Senest boede jeg på Sønderbro (socialpædagogisk døgninstitution, red.) og har stadig nogle af mine ting derude. Drømmer om sit eget Kasper bommer smøger fra fotografen, der gavmildt deler ud. Er du slet ikke til at få til at smile, spørger fotografen? - Nej, jeg er ikke sådan specielt smilende. Har du kontakt til din plejefamilie og mor? - Ja, men de prøver at lave om på mig, og hvis de ikke kan respektere mig, så kan de bare lade være med at se mig. Min far er alkoholiker, og ham har jeg ikke set siden, jeg var fem år. Jeg ved ikke, om jeg ville blive glad eller ville banke ham, hvis jeg så ham. Han var meget aggressiv, når han var fuld, og prøvede altid at sparke døren ind. Er du stukket af fra den ene institution efter den anden? - Nej, jeg har hver gang sagt til min kommune, jeg ikke gad at være der. Så nu bor jeg altså hos min veninde. Sover du nogen gange på gaden? - Det har jeg prøvet i store branderter, og i tog, hvor jeg er faldet i søvn. Jeg har også sovet i en opgang et sted, hvor man kunne ligge ordentligt ned. Hvordan var det? - Det er jo ikke det bedste. Men når jeg har drukket, er jeg så bedøvet og træt, at jeg bare gerne vil sove. Jeg er også stukket af nogle gange og har sovet på en station, hvor det bare var koldt, og engang imellem har jeg sovet på gaden, hvor ingen har vidst, hvor jeg var henne. Hvor kunne du godt tænke dig at bo, hvis det var dig, der bestemte? - I min egen lejlighed. Den behøver ikke være kæmpestor. Bare der er Kasper på 17 år ønsker sig sin egen lejlighed. Den behøver ikke være kæmpestor, siger han. Bare der er køkken, toilet med bad, en seng og strøm, så man kan se tv, have dvd er og vhs er og måske et musikanlæg. køkken, toilet med bad, en seng og strøm, så man kan se tv, have dvd er og vhs er og måske et musikanlæg. Jeg vil ikke have noget, der er dyrt, bare så jeg kan leve og gå ind og ryge nogle fede hver dag. Får du nogle penge? - 25 kroner om dagen på Sønderbro, og det er også derfor, jeg kommer der en gang imellem for at hente penge. Kan du leve af dem? - Ikke rigtigt. Nogle dage spiser jeg ikke noget, andre dage f.eks. i dag nasser jeg en tyver til to osteboller. Man vender maven til ikke at spise noget. Men når jeg ikke har spist noget specielt i en hel uge, kan jeg godt mærke, at maven begynder at trække sig sammen. Har du ikke nogle personlige ejendele? - Jeg har et tv, men ikke nogen computer. Jeg har ikke nogle sølvkæder, som de fleste teenagere render rundt med, og heller ikke nogle øreringe. Dem, jeg har siddende i mit øre, er nogle, jeg har lånt. Jeg har to par bukser, et par underbukser, et par sokker, et par t-shirts, måske en bluse, jeg kan passe, og en jakke, der er gået i stykker i lynlåsen. Men jeg render rundt med den alligevel. Jeg har engang haft masser af ting. De er blevet væk, efter jeg har flyttet så mange gange. Hvorfor kan du ikke få en lejlighed? - Jeg har en dom (en voldsdom mod en tidligere kvindelig lærer, da han var 15 år, red.), som er ubetinget. De vil ikke give mig mit eget sted, før jeg har bevist noget. Men jeg har ikke noget at bevise, jeg kan godt, hvis jeg gider. Jeg fortryder ikke dét, jeg har gjort. Så har jeg prøvet dét og ved, at det er forkert et eller andet sted. Men hvis man har gjort sig fortjent til tæsk, så er det sådan. Min gamle lærer holdt fast i mig, fordi jeg havde låst én inde på toilettet, og jeg sagde til hende, at hun skulle slippe mig, men hun blev bare ved og ved, og så blev jeg lige pludselig tændt af. Er der noget, du savner? - Jeg vil helst ikke ud i kriminalitet, men hvis man er pissetørstig, kan man godt gå ind i en butik og tage en cola. Jeg savner penge, så jeg har råd til at købe mad og leve en gang imellem gå i biografen og give vennerne en øl. Er der nogle mennesker, du savner? - Min gamle ven, som jeg har boet på samme opholdsted med, og som var tosset nok til at gå ind og 6 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

5 lave det lort i en butik. Ham savner jeg sgu det må jeg give ham. Jeg blev hurtig sur Indtil Kasper flyttede fra sin plejefamilie, gik han i folkeskolen i Søborg. Derefter har han været tilknyttet forskellige skoler de steder, hvor han har været på institutioner rundt omkring i landet. Sammenlagt mener han selv, at han mangler halvandet års skolegang. Siden fjerde klasse har skolen kun været til besvær for Kasper. - Jeg gider sgu ikke, men jeg håber da, at der er nogen, der gider lære mere end mig. Til gengæld synes jeg, at jeg lærer en masse andet her på Christiania. Har der været særlige forhold i skolen, der har gjort, at du slet ikke havde lyst? - Næ, men hvis man ikke kan finde ud af det, så skal man ikke presse sig selv mere, end man kan. Ellers bliver man hurtig sur. Og det var nok et af mine problemer jeg blev hurtig sur. Var der noget, du godt kunne lide i skolen? - Ikke specielt. På min sidste skole, Skolen Sputnik (en socialpædagogisk skole, red.), var vi tit ude og fiske, nogle gik til kampsport og andre spillede fodbold. Lærerne var meget forstående, men de kunne ikke rigtig gøre noget for mig. Hvad får du dagen til at gå med nu? - Ryger noget chillum og snakker med folk. Mange på din alder går jo enormt meget op i World of Warcraft - Dét kan jeg også godt lide at spille på en netcafé sammen med én, der hedder Henrik. Han er fra min kommune, og vi er en gang imellem sammen. Det lyder da meget hyggeligt - Ja, så får jeg også lidt at spise. For når jeg er sammen med min veninde, så spiser vi ikke særlig meget mest durumrulle eller falafel. Laver I aldrig mad? - Nej, for hun har ingen strøm. Da hun var i fængsel, havde hun nogle venner boende, som ikke havde betalt strøm og lys, så vi klarer os med stearinlys og olielamper. Livet har været værst Kasper sidder og trommer i bordet og ryger lidt flere cigaretter. Tonerne fra Pink Floyds Wish you were here forplanter sig ud over Pusherstreet fra højttalerne på Woodstock. Fotografen prøver flere gange at overbevise Kasper om, at han er fotogen, men det synes Kasper overhovedet ikke og viser blandt andet et billede på et togkort frem, hvor han Kaspers venneflok på Christiania kom forbi, da Hus Forbi havde sat ham stævne. Vennerne lyder øgenavne som Pivert, Smokey, Dronningen og Guden. De sover hos hinanden og rundt omkring, hvor det nu engang kan lade sig gøre. selv mener, at han er totalt skeløjet og grim. Til gengæld har han det ok med sin højde. Han har heddet Kæmpen, siden han første gang kom ud på Christiania, hvor han havde skrevet navnet på en kasket. - Det er fint nok at være så høj. Når folk kender mig, er de søde nok. Selvfølgelig har folk fundet på øgenavne, men jeg har holdt hovedet koldt og fundet ud af, hvem der var mine rigtige venner. Hvad har været det bedste, du har oplevet indtil videre? - Det ved jeg ikke, men jeg ved, hvad der vil gøre mig rigtig glad. At jeg bare dør, så folk, der har pisset mig af og virkelig har været onde, bryder totalt sammen. Det er min største drøm. Er der slet ikke en dag, du kan tænke tilbage på, som har gjort dig rigtig glad? - Jo, der er noget, der hedder Vejlø den første dag, jeg var der, var nok den bedste dag i mit liv. Det er en lille ø i Nakskov Fjord. Der er billigt, hyggeligt, man møder folk, laver mad på gaskomfur og bager boller eller snobrød om aftenen. Jeg var der med min mor og stedfar og bare dét at være sammen med folk, man kender, var hyggeligt. Min stedfar har jeg altid betragtet som min rigtige far. Den mand har gjort mange gode ting for mig, men de er ikke sammen mere. Men altså jeg har været på Vejlø tre gange og er blevet rigtig glad for det sted. Jeg vil gerne have, at mine børn kommer derhen, hvis jeg engang får nogen. Jeg har nemlig altid vidst, at jeg gerne ville have børn blive en lille familie. Hvad er det værste, du har prøvet? - Hele mit liv er sgu det værste, jeg har været med til. Hvad tror du, er det afgørende for, Jeg savner penge, så jeg har råd til at købe mad og leve en gang imellem gå i biografen og give vennerne en øl. at det er gået dig, som det er? - Det ved jeg ikke. Jeg siger heller ikke, at jeg har været den letteste at håndtere. Men jeg føler ikke, at jeg har været specielt ønsket. Jeg har ikke nogen mor-følelser for min mor, for vi kan bare ikke sammen og er ligesom cornflakes og cola. Vi snakker lidt om, hvad der ville være rart for Kasper ved at få sit eget sted og om, at han altid I samarbejde med Folkeskolen trænger til ro og lige pludselig sidder der fem af Kaspers venner fra Christiania omkring bordet. De har en klump hash med, som de ordner, og Kasper vil gerne ryge med. Så vi bliver siddende og præsenterer os, som fotograf og journalist fra Hus Forbi. - Men jeg er jo ikke hjemløs, siger Kasper. Det er der til gengæld flere af de andre, der mener, at de er. De er i alderen fra 15 til 17 år og ser alle sammen rimeligt velklædte ud. En af drengene fortæller, at han fik tæsk af sin far i går og siger: Og så røg jeg sgu ud! - Det er ikke engang løgn, siger en anden. Vi er først i tvivl om, de taler sandt, men kan langsomt fornemme, at de ikke er ved at binde os en historie på ærmet. Det er en gruppe unge med øgenavne som Pivert, Smokey, Dronningen og Guden, der kommer fra Brøndby, Vanløse, Hillerød og Hundige. De sover hos hinanden og rundt omkring, hvor det nu engang kan lade sig gøre. Ingen af dem har særlig god kontakt til deres forældre og ej heller særlig høje tanker om voksne. En pige på 15 år har ikke set sin mor længe, men skal til gengæld se hende i morgen: Artiklen om Kasper er blevet til i samarbejde med fagbladet Folkeskolen og vil i august være tilgængelig på - For der skal jeg i retten for en voldsdom, siger hun. De fortæller, at de har sovet på gaden, på togstationer og steder, hvor de kan finde varme, når det har været nødvendigt f.eks. i indkøbscentre. De har ikke rigtig nogle penge og er hele tiden sultne. Lever af boller med ost og lidt rugbrød, fortæller de. Og så går de vist nok også tit i Netto og andre steder, hvor de kan nakke en cola og andre fornødenheder. Når vi spørger til, hvad de gerne vil, lyder svarene: - Komme i gang med noget. - Få et fucking liv. - Jeg vil fandeme gerne være mekaniker, siger en af pigerne. - Skolen er noget lort, men jeg savner den, er der én anden, der siger. - Jeg vil gerne have min niende klasse, siger én, mens de fleste af de andre kan fortælle, at de ikke har lavet noget siden klasse. En enkelt har taget niende med. En af pigerne fortæller, at hendes mor tager hendes børnepenge, og de forklarer deres velklædte ydre med, at de går rundt og nakker ting og sager. Én af dem har lige solgt en ring, han har arvet fra sin mor. Og lige pludselig er der en anden af drengene, der har en temmelig varm Christiania Bike, som han gerne vil sælge for syvhundrede kroner. De koster normalt omkring kr. men denne her er fra Sønderborg, forsikrer han, så den er der vist ingen problemer med. - Indimellem bliver man taget af politiet, og så kommer ens forældre og henter én, så får man tæsk, og så er man ude på gaden igen, forklarer en pige uanfægtet. Da de har fået delt den joint, de har mikset på fotografens visitkort, er de spredt for alle vinde igen. Nogle af dem er gået ned til den salgbare Christiania Bike, og vi går afsted sammen med Kasper, som vi skal tage de sidste billeder af. Han stiller sig hen foran Woodstock, som er hans absolutte favoritsted på Staden ved en stor kasse foran indgangen, som han tit sidder på. Vi siger farvel og aftaler, at vi kan finde ham herude en anden dag, hvis han vil læse det igennem, vi har skrevet. Han har nemlig ikke nogen mobiltelefon, men er altid at finde netop her. - Selvfølgelig. I komme bare, siger Kasper. birgitte.hoegh@os.dk Hvor skal du hen, du? Hvor går man hen og sover, hvis man er under 18 år og ikke vil være hos sine forældre, plejefamilie eller på den institution, man er anbragt? Af Birgitte Ellemann Höegh Der findes i Danmark en række muligheder for unge under 18 år, som er løbet sur i kontakten til deres forældre, plejeforældre eller de institutioner, hvor de har været anbragt. Ofte er de stukket af, har sovet hos venner, på gaden, i indkøbscentre eller på togstationer. Når de ikke magter det mere, kan de blandt andet henvende sig til Døgnkontakten, Den Sociale Døgnvagt eller Tjek- Punkt, der er til rådighed for unge, der er røget ud i intetheden. Reglen for unge under 18 år er, at de skal have deres forældres eller de sociale myndigheders tilladelse til at overnatte eller modtage hjælp på de givne steder. Vil de ikke det, bliver hjælpestederne desværre nødt til at afvise de unge, der forsvinder ud i natten i Københavns gader eller derfra, hvor de ringer et sted i Danmark. På landets herberger skal man også være over 18 år for at få husly for natten, og er man ikke det, henviser herbergerne oftest til Den Sociale Døgnvagt. Det skyldes blandt andet, at der på herberger sover mange voksne mennesker med en barsk baggrund, som man ikke ønsker, at de helt unge skal involveres i, da voldtægter og overfald desværre ikke er en saga blot. Tjek-Punkt er en institution på Vesterbro i København, som henvender sig til marginaliserede børn og unge, hvis hverdag er præget af kriminalitet, prostitution, misbrug eller manglende kontakt til blandt andet skole og familie. Her kan man komme ind fra gaden og få rådgivning og et måltid mad. - Der findes i princippet ikke unge hjemløse under 18 år, fordi man altid har en adresse, og det sted, man var sidst, har ansvaret for én, fortæller Tjek-Punkts leder, Peter Szølløsi. - De unge er velkomne til at benytte sig af os. Vi har åbent to aftener om ugen til klokken 21.00, hvor man kan spise mad og tale med nogle voksne. Derefter henviser vi dem til Døgnkontakten eller Den Sociale Døgnvagt og vil de ikke det, ja så sover de på sofaer hos hinanden, i togvogne eller hist og pist. Reelt er min fornemmelse, at der højst er ti unge under 18 år i København, der er helt uden kontakt til nogle. Men vi møder mange rådgivningsmæssigt med sofaproblemet. Sidste år havde vi cirka 600 henvendelser fra unge, hvor det handlede om, at de ikke havde nogen bolig, siger han. En stor gruppe af de unge, der levede i Ungdomshuset, er blandt Københavns boligsøgende under 18 år, men er ikke blandt dem, der mangler akut hjælp, vurderer Peter Szølløsi. - De rigtig dårlige har problemer som ensomhed, stofmisbrug, prostitution og psykiske sygdomme. Den store gruppe, der levede i Ungdomshuset, var ressourcestærke unge, der kunne tage og give. De, der kommer hos os, kan ikke give noget som helst, siger han. Den Sociale Døgnvagt er den overordnede 24-timers vagt i København, der visiterer mennesker, der har brug for hjælp i alle aldersgrupper. Her henviser man videre til blandt andet Døgnkontakten, når det gælder de unge mellem år. Døgnkontakten er et krise- og rådgivningscenter på Nørrebro i København, der er åbent for telefonisk og personlig henvendelse døgnet rundt. Her hjælper man de unge, deres forældre og samarbejdspartnere med at skabe kontakt, motivere, undersøge og foreslå handlemuligheder for de unge, der henvender sig om hjælp. - Generelt er problemstillingen med gadebørn blevet mindre, end den var i starten af 1990 erne, men vi har henvendelser fra unge, der er stukket af hjemmefra eller fra den institution, de har været anbragt på, siger Døgnkontaktens centerleder, Laila Walther, og fortsætter: - Vi har mellem til henvendelser om året heraf boede der sidste år mellem 55 til 60 unge under 18 år på Døgnkontakten for en kortere periode. Henvendelserne kommer dels fra unge, der har komplicerede konflikter i hjemmet, som er eskaleret så voldsomt, at de for en periode er gået hjemmefra, dels om unge, der kommer fra den anbringelse, de har været i, og som ikke fungerer, og dels fra unge, der har helt almindelige teenageproblemer, som for eksempel kærestesorger, mobning og skoleproblemer. To tredjedele af de unge, der er stukket af hjemmefra, får vi hjem igen, den sidste tredjedel bliver sendt videre i en anden foranstaltning som for eksempel en efterskole, et værelse eller en lejlighed med støtte, eller de kan blive visiteret videre til et socialpædagogisk opholdssted. Mange gange opfordrer vi de unge til at søge ophold hos en moster eller en mormor og det løser faktisk ofte konflikten. - Man kan henvende sig anonymt på Døgnkontakten, få en kop te eller et bad. Men skal man overnatte, kan det ikke foregå anonymt, fordi vi skal have forældrenes samtykke. De unge, der slet ikke har lyst til kontakt til forældre eller sociale myndigheder, er svære for os at hjælpe, siger Laila Walther. Da mange unge mennesker søger mod København, når krisen kradser, er det også her de mest veludbyggede hjælpeinstanser er placeret, men rundt omkring i landets kommuner, er der også hjælp at hente. Man er også altid velkommen til at henvende sig til Den Sociale Døgnvagt og Døgnkontakten telefonisk for at få uforpligtende rådgivning. Opstår problemet uden for København, kan man også henvende sig direkte til politiet i nærområdet, der visiterer videre til deres egne foranstaltninger i de enkelte kommuner. Nogle kommuner har ingen tilbud og køber ydelser hos blandt andet Døgnvagten. Brug for hjælp? birgitte.hoegh@os.dk Døgnkontakten: Den Sociale Døgnvagt: Tjek-Punkt: hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

6 Foto: Jacob Nielsen Socialpædagog-praktikanten Elis Celik og pædagogen Cathrine Ivara Nyholm er nogle af de voksne, der skaber tryghed i pigernes liv. I forgrunden leder af Pigegruppen, Gyda Heding. Herbergerne er ikke et sted for unge piger Når mor og far ikke holder fød selsdag Pigegruppen er navnet på et værested for de såkaldte vilde piger. Her forsøger man at holde fast i sårbare piger, så de ikke ryger helt ud i kriminalitet, prostitution, stofmisbrug eller havner på gaden. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Jacob Nielsen Sofaer, et spisebord, computere til fri afbenyttelse og billeder på væggene fra de rejser, pigerne har været på sammen med pædagogerne. Vi er taget til Saxogade på Vesterbro, hvor Projekt Pigegruppen også kaldet projektet for De vilde piger holder til i nogle små, nedlagte butikslokaler. Logoet på vinduet ligner noget fra omslaget til en japansk Mangategneserie, og pigerne, der er til stede denne eftermiddag, kunne godt matche nogle af figurernes udseende. De er alle sammen skarpt klædt i stramme cowboybukser, toppe, smykker, velklippet frisuresat langt hår og fuld makeup, men samtidig har de en noget voldsommere adfærd end Manga-figurerne. For Pigegruppen er unge, udsatte og sårbare piger mellem 13 og 18 år, der ofte har en kriminel adfærd, et rusmiddelmisbrug eller har eksperimenteret med prostitutionslignende adfærd. De har ringe eller ingen støtte og voksenkontakt, er sjældent under uddannelse, nogle døjer med psykiske problemer, andre kommer fra hjem med vold, misbrug og incest. Er i konflikt med forældre I dag har pigerne været i Søndermarken på Frederiksberg for at spille kricket sammen med Gyda Heding, der er projektleder og socialrådgiver hos Pigegruppen. De kommer dumpende ind i lokalerne én for én med luft i gevandterne og sætter sig omkring spisebordet. Én har pisse ondt i knæet, for det var fandeme hårdt at løbe så meget en anden havde løbet i højhælede espadrillos, så hun er ret smadret. Der skal holdes fødselsdag for to af husets piger, der blev 16 og 17 år i dag og i går. - Pigerne holder sjældent fødselsdag i deres egne familier. Enten kan de ikke få den fest, de ønsker sig, eller også er de i en konflikt med familien. Så vi holder en helt traditionel fødselsdag for dem med gaver og sang, og så snakker vi om dét, der er sket siden, de holdt fødselsdag sidste år, fortæller Gyda Heding. Får kontakt på gaden Nogle af pigerne spiller backgammon, andre giver hinanden hel mat Jeg er jo fra Vesterbro. Jeg har lavet røverier, stjålet biler og lavet indbrud. lyserød neglelak på, og nogle bliver sat i gang med at lave bulgursalat og klippe persille. I køkkenet har en af husets tilknyttede medhjælpere lavet lasagne på bestilling fra de to fødselarer. Nogle af pigerne, der er med til fødselsdagen, er over 18 år og tidligere brugere af Pigegruppen, og kommer her stadig indimellem. - Alle de piger, der har været igennem vores projekt, kender vi stadig. De kommer for eksempel herned og fortæller, at de har fået arbejde eller et barn. For mange bliver Saxogade dét sted, hvor de har været længst tid, fortæller Gyda Heding. Kontakten til pigerne bliver blandt andet skabt via netværk gennem veninder eller familiemedlemmer, via en sagsbehandler eller via opsøgende arbejde fra de ansatte i Pigegruppen. - Hvis man for eksempel er 13 år og ikke er hjemme særlig meget, er vi opsøgende over mobiltelefonen og møder dem, dér hvor de er. De kan for eksempel hænge ud på Christiania, og så møder vi dem dér, får skabt en relation, og langsomt begynder de at komme hernede, fortæller Gyda Heding. Ved bordet sidder en kvinde på 22 år, der i dag er ansat i huset ti timer om ugen som pædagogmedhjælper, og som selv brugte stedet, da hun var yngre. Hun fortæller, at hun har taget alt fra svampe, speed, coke (kokain, red.) til extasy, og da vi spørger hende, om hun også har været rodet ind i kriminalitet, svarer hun: - Ja, jeg er jo fra Vesterbro. Jeg har lavet røverier, stjålet biler og lavet indbrud. I dag fremstår hun som et fint eksempel på én af de piger, som Pigegruppen har hjulpet godt på vej. I hendes barndomshjem, hvor der både blev taget og solgt stoffer, var det svært for hende at finde fodfæste, så derfor fik hun en hybel (et værelse med tilknyttet voksenkontakt for unge under 18 år, red.) Pigegruppen stillet til rådighed af kommunen. I dag er hun stoffri, har en lejlighed, kæreste og hund, arbejder desuden i et supermarked og vil gerne i gang med en uddannelse som pædagog. - Jeg vil gerne hjælpe andre i gang med livet, siger hun. Er et alternativ til gaden Der bliver lagt rød Marimekko-dug på bordet, delt tallerkner, glas og kander med hyldeblomstsaft rundt, og pigerne går i gang med at synge fødselsdagssang. - Og når hun hjem fra Pigegruppen går, så skal hun hjem og holde fest, synger pigerne for fulde hammer og med store fnis. Bagefter får de to fødselarer gaver: En brun top og en langærmet sportsbluse hver. - Neiii, tak, siger de begge og viser gaverne frem. De to piger, der stadig sidder og ordner negle, fortæller om en retssag, de netop har været involveret i på grund af et gruppeoverfald på nogle andre piger. Den ene af dem er blevet henvist til Pigegruppen af sin sagsbehandler, den anden fik kontakt til gruppen via veninder. Neglelakken lægges væk, for nu skal pigerne sætte tænderne i lasagnen. Men først skal den med instrumenterne også lige synges: - Feliiiiicia har fødselsdag, og det har hun jo, og det er i dag Pigegruppen i Saxogade er et projekt for udsatte og sårbare piger, de såkaldte vilde piger, i alderen 13 til 18 år fra hele Københavnsområdet. Projektet er finansieret af Københavns Kommune og via egenbetaling fra lokalcentrene. Det er et åbent og frivilligt tilbud, der via tillid, respekt og daglig kontakt skaber en fortsat dialog med målgruppen. Tilknyttet pigegruppen er tre hybler, som nogle af pigerne får tildelt som bolig. Over ugens løb er der en række aktiviteter som for eksempel kickboksning og fælles madlavning, mens der også er mulighed for individuelle møder med de ansatte og storgruppemøder med de andre piger, hvor emner, der er vigtige i pigernes liv, debatteres. Se mere på Unge piger, der hverken kan bo hjemme eller på institutioner, må ty til venindernes sofa eller få et værelse ude i byen, mener lederen af Pigegruppen. Af Birgitte Ellemann Höegh - Der findes en gruppe piger, som ikke vil være i deres hjem, og som heller ikke trives på institutioner, fordi de ikke kan rumme så mange mennesker og voksenrelationer. De har behov for langt færre kontakter, og det giver hyblerne dem mulighed for, fortæller lederen af Pigegruppen, Gyda Heding. Pigegruppen har tre hybler, som de kan tilbyde til nogle af deres piger i en periode. En hybel er et værelse for unge under 18 år med tilknyttet voksenkontakt, f.eks. til Pigegruppen og ifølge Gyda Heding er det en del af løsningen for at undgå, at disse piger ender på gaden. En af de piger, der har haft en hybel (tilknyttet Pigegruppen), har ifølge Gyda Heding levet på gaden, hos underlige kærester og hos veninder. En anden havde ikke været hjemme hos sine forældre i fire måneder. Hvor mange unge piger, tror du, lever på gaden lige nu? - Et slag på tasken: Maks. 50 unge piger. De lever jo ikke decideret på gaden, men opholder sig rundt omkring i shoppingcentre, hos veninder eller på Christiania. Kommer de hos os, gør vi alt for at hjælpe dem videre, for de skal for alt i verden ikke ind på herbergerne for voksne hjemløse. Herbergerne må ganske vist heller ikke modtage hjemløse under 18 år. Men man skal ikke blande mænd og helt unge kvinder, for pigerne er sårbare, fordi de ikke har deres grænser på plads i forhold til deres seksualitet, og fordi mange af de mænd, der kommer de steder, er fucked up (misbrugere, red.), siger Gyda Heding. Men hvis disse piger opsøger kommunens væresteder for unge under 18 år, f.eks Pigegruppen, så skal de Hvis ikke pigerne kom til Pigegruppen i Saxogade, ville de drive rundt i shoppingcentre, hos veninder eller på Christiania, fortæller Gyda Herding. jo have forældrenes tilladelse og dem er de jo netop stukket af fra. Så hvor skal de så gå hen? - Så skal de sove hos deres veninder, lyder det korte svar fra Gyda Heding. Får I hjulpet pigerne videre? - Ja, vi har hjulpet piger, der har levet på gader og stræder. Men vi kan jo heller ikke gøre noget uden, at deres forældre er inde over. De fleste får egen bolig og arbejde, og en mindre gruppe kommer i gang med en uddannelse. Vigtigst af alt er, at de holder op med at lave kriminalitet, og at de ikke ryger ud i prostitution og hårdt misbrug og bliver klar til at få et fornuftigt liv, siger Gyda Heding. birgitte.hoegh@os.dk I samarbejde med Folkeskolen Begge artikler om Pigegruppen er blevet til i samarbejde med fagbladet Folkeskolen og vil i august være tilgængelige på Foto: Jacob Nielsen 10 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

7 Kommentar Er anbragte børn fremtidens hjemløse? Engang stod en ung fyr på år uden for Baglandets dør og ringede på. Han kom fra en institution i Sønderjylland (et hjem ud af mange), og havde hér fået besked på, at han jo kunne henvende sig i Baglandet, når han kom til København. Fyren, lad os kalde ham Ib, havde til min undren kun én ting med fra Sønderjylland. Det eneste han tilsyneladende havde taget med sig fra sin institutionskarriere var, at den, der tømmer vandkanden, skal hente en ny. På vej hjem fra Baglandet satte jeg ham af på Herberget Himmelekspressen i Københavns Sydhavn. Det havde jeg lovet ham, da han ikke havde tag over hovedet. Jeg glemmer aldrig synet af den unge knægt bænket imellem to garvede og erfarne hjemløse. Hans ansigt var fyldt med angst, håbløshed og fortvivlelse, og det gik op for mig, at han endnu ikke var blevet voksen. Jeg glemmer aldrig mine tanker, da jeg senere startede min bil ude foran Himmelekspressen. Fyrens angstfyldte ansigt var en stor kontrast til mine egne børn, som trygt sov i deres seng i mit hjem på landet. Det slog mig samtidigt, at hvis en voksen socialarbejder havde kørt et af mine børn ud til et herberg som eksempelvis Himmelekspressen det gav ingen mening, at tænke tanken til ende. Jeg slukkede bilmotoren og gik tilbage til Himmelekspressen, hvor jeg mødte den unge knægt igen. Straks han så mig, sprang han op, og jeg tog ham med hjem. Efter nogle dage lykkedes det at skaffe et værelse hos et familiemedlem i en landsby, hvor Ib kunne bo. Vi gjorde værelset i stand, og Ib flyttede ind, og nu erfarede jeg, at det også kræver ressourcer at kunne bevare et sted at bo. Alt faldt sammen for drengen, og efter en måned stod han på gaden igen. Jeg har selv været anbragt i 15 år og har selv som ung været hjemløs. Jeg har erfaret, hvor svært det kan være at skabe og fastholde et hjem. Derfor vil jeg tillade mig at læne mig tilbage, lukke øjnene og drømme om en verden. En verden, hvor udsatte og sårbare ikke bliver gjort hjemløse. Hvor der findes bofællesskaber og boliger med tilbud om støtte. En verden, hvor det ikke kun er den velbjærgede middelklasse og dens børn, der får det bedste af det bedste, men et samfund, hvor Lorentz Lindemann er leder af Baglandet, der er et rådgivningscenter og mødested for børn, der er eller har været anbragt uden for hjemmet i deres barndom eller ungdom. Baglandet tilbyder blandt andet støtte og hjælp til at kontakte myndigheder eller andre instanser og kan være med som bisidder. Man kan læse mere på udsatte bliver hjulpet og støttet i at skabe et godt, trygt og stabilt voksenliv med muligheder. Jeg ville være glad og stolt over at kunne vise mine børn sådan en verden. Det ville glæde mig, hvis vores politikere også ønskede at kæmpe for en sådan verden! Foto: Polfoto/Per Rasmussen Anbragte børn har det svært i skolen De børn og unge, der anbringes uden for hjemmet, har det vanskeligere i skolen end almindelige børn. Det viser en undersøgelse foretaget af SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærd. Ifølge SFI er halvdelen af de børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, i den undervisningspligtige alder. Og de har set over en bred kam sværere ved at følge med i undervisningen end de af deres klassekammerater, der ikke er anbragt uden for hjemmet. Der er flere, der må gå en klasse om, og flere, der har svære problemer med at klare afgangsprøven i 9. klasse. I SFI-rapporten Fokus på skolegang ved visitation til anbringelse uden for hjemmet efterlyser sagsbehandlere og psykologer blandt andet mere opmærksomhed på skolegangen i anbringelsessagerne. En gennemgang af fire kommuners børne- og ungepolitik viser eksempelvis, at ingen nævner de anbragte børn og unges skolegang. -sia Besøg billedgaleriet og se billeder fotograferet af socialt udsatte hundeejere KIRKENS KORSHÆR OMSORG VARME NÆRHED Nikolaj Plads København K Telefon Girokonto kk@kirkenskorshaer.dk 12 hus forbi nr. 75 juli 2008

8 Hjemløse uden filter Danmarks skoleelever fascineres af de hjemløse, dels fordi deres tilstedeværelse er så tydelig i gadebilledet, dels fordi de har et behov for at skelne mellem, hvem der er vindere eller tabere i livets store spil. Hus Forbi bliver tit ringet op af skoleelever, der er i gang med at skrive opgave om hjemløse. Elevernes interesse for de hjemløses liv er ægte, siger to eksperter. Af Simon Ankjærgaard Foto: Colourbox Hjemløse og hjemløshed er et varmt emne blandt de danske skoleelever, der tit henvender sig til Hus Forbi for at høre mere om livet på gaden. Ifølge to eksperter, som Hus Forbi har talt med, er der ingen tvivl om, at eleverne er oprigtigt socialt bevidste og reelt interesserede i at vide mere om det liv, der leves langt fra deres ude på gaden og helt nede på samfundets bund. - Selvfølgelig er der hos børn og unge en fascination af det stygge, som man ikke selv er en del af, men jeg er ikke i tvivl om, at børn og unge har en stor empati og er oprigtigt interesserede i de socialt udsattes liv og vilkår, når de vælger at skrive opgaver om dem, siger Henrik Poulsen, forfatter til mere end 15 undervisningsbøger og direktør for firmaet Semandus, der blandt andet tilrettelægger undervisningsforløb for folkeskoleelever. Han mener, at empatien og interessen bunder i de hjemløses markante tilstedeværelse i gadebilledet. - Hjemløshed er en meget synlig tilstand. De hjemløses nedtur er så tydelig og så konkret, for i modsætning til mange af de mennesker, som børnene møder i deres hverdag, bærer de socialt udsatte deres rolle helt uden på tøjet, siger han. Det er Birgitte Simonsen, professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet, enig i. - Interessen afspejler jo noget helt reelt; sådan er virkeligheden. Derfor er jeg helt sikker på, at de danske skoleelever er socialt bevidste. Det centrale spørgsmål er imidlertid, hvad denne sociale bevidsthed bunder i, siger hun. Bearbejder deres angst Birgitte Simonsen mener ikke kun, at det for eleverne er et spørgsmål om at gribe muligheden for møde mennesker, der lever et liv milevidt fra deres. Det er også et spørgsmål om at få placeret sig selv rigtigt på en rolleliste af vindere og tabere. - Børn og unge i dag har en oplevelse af at leve i et samfund, hvor de har alle muligheder; the sky is the Hjemløshed er en meget synlig tilstand. De hjemløses nedtur er så tydelig og så konkret. limit kun himlen er grænsen for, hvor langt man kan nå. Det kan være lidt af en udfordring, for jo flere muligheder, du har, jo større er risikoen for fiasko. Tænk, hvis du ikke træffer de rigtige valg og ender det forkerte sted i samfundet, siger hun. - Derfor ser jeg det som lidt af en angstbearbejdning, når de vælger at skrive opgaver om hjemløse og hjemløshed. De oplever, at de lever i et samfund, der hele tiden producerer vindere eller tabere akkurat som i X Factor, diverse reality shows eller satireprogrammerne. Her er de typer, vi dyrker mest, de mest kiksede; dem med det kiksede tøj, den kiksede fremtoning dem, hvor vi tænker: Det skal ikke blive mig. Det samme gælder for elevernes syn på de hjemløse, der jo netop betragtes som dem, der ikke kom med på vinderholdet, siger hun. Når en skoleelev tager blokken under armen og går på gaden for at interviewe hjemløse, er det altså et spørgsmål om at konfrontere sig selv med det værste scenario, han/ hun kan forestille sig, siger Birgitte Simonsen. - De unge er spændt op af krav både fra sig selv og fra omverden. Hvor det før i tiden var acceptabelt Jo flere muligheder, du har, jo større er risikoen for fiasko. Tænk, hvis du ikke træffer de rigtige valg og ender det forkerte sted i samfundet. ikke at være boglig eller synderlig god til engelsk, skal man i dag helst have en lang akademisk uddannelse og kunne tale flere sprog flydende. Når eleverne fokuserer på de hjemløse, bearbejder de det værste, de mener, man kan komme ud for, nemlig at ende som en taber, hvis nedtur er så tydelig for enhver, der passerer forbi, siger hun. Ikke alle har mulighederne Birgitte Simonsen håber, at elevernes lærere griber og udnytter den oplevelse, som eleverne får ud af mødet med den hjemløse. - Lærerens rolle er at tydeliggøre for eleverne, at ikke alle har eller har haft mulighed for at tage det fulde ansvar for deres liv. Det er ikke alle, der lever med så gode odds, som langt de fleste af landets børn og unge gør, siger hun. Henrik Poulsen tvivler dog på, hvor stort et indtryk en enkelt projektopgave om hjemløse gør på den enkelte elev. - Jeg tror, at den sociale ansvarlighed over for den hjemløse er flygtig. Eleverne får hurtigt noget andet at forholde sig til. Dermed ikke sagt, at der ikke kan komme noget rigtigt godt ud af mødet mellem eleven og den hjemløse, siger han og uddyber: - Når eleverne skriver deres opgave om de hjemløse, vil de gerne så tæt på som overhovedet muligt. De stiller alle de spørgsmål, der falder dem ind også de pinlige og nærgående, hvor vi voksne krummer tæer. Det betyder imidlertid, at der i sidste ende kommer et rent og meget ægte portræt af de hjemløse frem. De bliver hjemløse uden filter og dét har omverden godt af at læse. På bagsiden af dette nummer kan man netop læse en 13-årig piges interview med den hjemløse Mette. simon@husforbi.dk Henrik Poulsen er uddannet i dansk og film- og medievidenskab og har skrevet mere end 15 undervisningsbøger om sprog og medier. Han er i dag administrerende direktør i firmaet Semandus, der rådgiver, tilrettelægger og faciliterer digitalt understøttede undervisningsforløb. Birgitte Simonsen er professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hun har en baggrund i pædagogik og sociologi med et forfatterskab, der kredser om unges forhold til og engagement i uddannelse, arbejde, foreninger og fritidsorganisationer. 14 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

9 Spørgelyst og kalvefrikassé Der var videbegærlighed i luften og kalvefrikassé i gryden, da elevrådet på Zahles Skole holdt temadag om hjemløshed for skolens ældste klasser og havde inviteret Projekt Gadeklog og Tommy, der hellere vil kaldes skæv eksistens end hjemløs. Af Karen Pedersen Foto: Flemming Schiller Formiddagssolen stråler fra en postkortblå himmel, og træerne i Ørstedsparken lyser grønnere end grønt. Det er dømt glansbillede hvis det altså ikke lige var for et enkelt forstyrrende element dér uden for parken: en bylt i en blå sovepose ved siden af en tom kasse Harboe-øl foran. Vi er på Israels Plads i København. Her i området ved parken og Nørreport Station holder mange hjemløse til. Her ligger også Zahles Skole, som for en dag har besluttet at sætte fokus på ja, hjemløshed. Godt, det ikke er mig Indenfor i lokale 621 fyrer Nadia Nathan op under eleverne. Hun er fra Projekt Gadeklog, der er et undervisningstilbud om hjemløshed til folkeskolens ældste klasser. - I går forbi en hjemløs. Hvad gør I? Hvad tænker I?, spørger hun ud mod gruppen af elever fra 7. til 9. klasse. - Når jeg går forbi en hjemløs, føler jeg sympati. Jeg tænker: Godt, det ikke er mig. Hvis jeg har nogle små mønter, giver jeg dem og jeg køber det dér Hus Forbi, fortæller en dreng. - Jeg synes også, det er synd, men jeg tænker også hurtigt; Tag dig sammen. Men jeg ved ikke, om de overhovedet kan gøre noget? Jeg køber nogle gange Hus Forbi. Dem, der sælger det, gør noget. De står ikke bare og er fortabte, siger en anden. - Jeg køber ikke Hus Forbi. Jeg synes ikke, det er mit ansvar, for jeg er ikke voksen. Jeg tror, mange går hen og køber øl for pengene, og det har jeg ikke lyst til at sponsorere, siger en pige. Vil pirke til fordommene Der er god gang i diskussionen, og nogle får muligvis rokket lidt ved deres holdninger. Og det er lige præcis det, der er meningen med dagen, fortæller de to elevrådsforkvinder Emma Bang Frich og Clara Nepper Winther, begge fra 9. klasse. Det er elevrådet, der har taget initiativ til temadagen med Projekt Gadeklog. - Zahles Skole ligger tæt på Nørreport Station, hvor der er mange hjemløse. Vi møder dem om morgenen, og når vi går hjem fra skole. De er der med deres guldbajere, og så går man bare forbi og holder sig for næsen. Vi ville gerne pirke lidt til det. Det er vigtigt at få mere viden om hjemløse, så vi ikke bygger vores holdninger på fordomme, siger Clara. De unge er de værste Ovre i festsalen gør 33-årige Tommy Carlsen klar. - Jeg har boet på gaden to gange tre måneder. Nu bor jeg på et værelse på Sundholm, så jeg er ikke rigtig hjemløs, men en skæv eksistens, præsenterer han sig. Der bliver en lille genert pause, hvor Tommy og eleverne lige ser hinanden an. Så får pegefingrene travlt med at komme i vejret: Er det koldt at sove på gaden? Hvordan fik du penge til mad? Har du ingen familie, du kan sove hos? Er der sammenhold på gaden? Var det svært at komme på herberg? Snakker du med de andre? - Hvad var det hårdeste og sværeste ved at bo på gaden?, spørger en dreng. - Ja, undskyld, jeg siger det, men det unge miljø er det hårdeste. De unge kan ikke lade de hjemløse i fred. De tisser på ens sovepose. Og nogle hælder brændstof ud og tænder ild til det, fortæller Tommy. Savner de hjemløse Mens de unge tygger lidt på den, lister vi over i skolekøkkenet, hvor nogle af 6. klasserne har tryllet. Sammen med to lærere har de fået til opgave at lave mad til Projekt Udenfors madvogn, der kører ud med mad til hjemløse. Kalvefrikasse med nye kartofler og chokoladekage til dessert! - Det er godt, de hjemløse får god mad, mener Daniel og Valdemar. Og August supplerer: - Det var superdejligt at lave mad, men jeg synes, at de hjemløse Det var superdejligt at lave mad, men jeg synes, de hjemløse skulle komme her og spise, så vi ku se, hvor glade de bliver. skulle komme her og spise, så vi ku se, hvor glade de bliver. Opvasken er klaret, og det er ved at være tid til at sige tak for i dag. Sammen med 150 andre børn og unge myldrer Daniel, Valdemar og August over mod gymnastiksalen, hvor et hold fra 6. klasse varmer op på scenen. I dagens løb har de skrevet en sang på melodien Gi en hånd til Afrika. De Hjemløses Sang hedder den, og da bandet og de fem solister når til omkvædet, gynger hele salen med: Hjemløse hjemløseee I skal komme under tag Lyden når langt ud på Israels Plads. Her skinner solen stadig, men den blå sovepose ved parken er væk. karenp@ .dk Gadeklog Gadeklog er et undervisningstilbud om hjemløshed til folkeskolens ældste klasser. Projektet er udviklet af Projekt Udenfor, der til daglig arbejder med hjemløse på gadeplan, med støtte fra Danske Intiativpuljer. Interesserede skoler kan bestille Projekt Gadeklog til at komme ud ved at kontakte uddannelsesmedarbejder Jane Laustsen på jl@udenfor.dk eller tlf Dem kan du møde Flere af Hus Forbis sælgere, der er nuværende eller tidligere hjemløse, tager ud og holder foredrag for børn og unge. Det gælder blandt andet: Tommy Carlsen 33-årige Tommy Carlsen har tidligere været hjemløs og bor nu på Sundholm. Han kan kontaktes gennem Projekt Gadeklog. Chopper 45-årige Chopper kom oprindeligt fra Ungarn og til Danmark som otteårig. Han har boet på gaden, siden han var ni år. Han kan kontaktes gennem Projekt Gadeklog. Tommy Carlsen fortæller om, hvordan det er at bo på gaden. - De unge er de værste, de kan ikke lade de hjemløse i fred, siger han. Kalvefrikassé og chokoladekage. Nogle af 6. klasserne har lavet mad til Projekt Udenfors madbil, der deler mad ud til hjemløse. Leif Baran 44-årige Leif Baran boede i ti år på gaden og på herberger. Han var alkoholiker, men drak for sidste gang 17. oktober Han kan kontaktes på leifbaran@webspeed.dk 16 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

10 Socialt ansvar - Jeg er selv en klassisk højreorienteret forstadsdreng. Men socialt ansvar handler ikke om partifarve det er noget rent menneskeligt, som er med til at skabe vores samfund, siger Niels Liborius. på skoleskemaet Flere skoler og gymnasier har indført social praktik som en del af undervisningen. Eleverne arbejder eksempelvis på væresteder for hjemløse, er besøgsvenner for ældre eller læser lektier med børn, der har brug for lidt ekstra hjælp. foregik, brændte på dramatisk vis midt i praktikforløbet, men samlet set var det alligevel en god oplevelse. Og Nils følte, at han gjorde en forskel. - Man bliver meget inddraget i de unges liv. Jeg følte næsten, jeg skulle gøre noget mere. Jeg fik Man bliver meget inddraget i de unges liv. Jeg følte næsten, jeg skulle gøre noget mere. Af Karen Pedersen Cecilie og Aishah er i praktik på et plejehjem, Nils og Emil hjælper til i en lektiecafé, og Gustav er på et center for alkoholikere. På Niels Steensens Gymnasium (NSG) i København er social praktik en fast del af skoleskemaet. Det har det været i mange år ud fra den filosofi, at det er vigtigt, at eleverne møder mennesker, der er anderledes end dem selv. - Vi lever i et polariseret samfund, hvor succes og rigdom er den ene pol, og fattigdom den anden. Det er to verdener, og det er vigtigt, at eleverne oplever dem begge. Socialpraktikken får de to verdener til at mødes, siger rektor Dorthe Enger fra NSG. Hvorfor skal man hjælpe? NSG er en katolsk skole, og ideen til at supplere undervisningen med social praktik opstod gennem skolens kontakter med andre katolske skoler rundt omkring i verden. Mange steder er det almindelig praksis, at elever yder en social indsats i lokalsamfundet. Socialpraktikken er tæt koblet med den øvrige undervisning, og det giver anledning til mange diskussioner. Hvorfor skal vi have velfærd? Hvorfor skal man hjælpe? Kan man gøre noget gratis? Den årlige sociale praktik ligger i 2. g og har som regel et overordnet tema. I år var det Røde Kors og flygtninge. Praktikken indledes med en forberedende tema- og refleksionsdag. Hernæst følger et 20 timers praktikforløb. Praktikken, eller tanken om den, er ikke altid lige populær, fortæller Dorthe Enger. - De unge har travlt med sig selv, kammerater, kærester, lektier og job, så skal vi nu også give 20 timer til noget, som vi hverken får løn eller karakter er for?. Men det skal de altså, siger hun og fortsætter: - Og efter praktikken er tonen som regel en anden. De allerfleste er glade for den. De føler, at de selv får meget igen ved at gøre noget for andre. For mange er det en karakterdannende oplevelse for livet, og flere fortsætter med frivilligt arbejde siden hen. Vi håber, at vi uddanner nogle unge mennesker, som også kan tænke med hjertet. Elever udvikler sig Niels Steensens Gymnasium er ikke det eneste gymnasium, der arbejder med at gøre eleverne socialt ansvarlige. Også de otte gymnasier, der tilbyder en international studentereksamen, den såkaldt International Baccalaureate (IB), lægger vægt på at uddanne eleverne til at være aktive i samfundet. Det sker via CAS-programmet. CAS står for Creativity, Action og Service, og de ord dækker igen over, at eleverne uden for skoletiden i ca. 50 timer skal samle point ved at være kreative og aktive med for eksempel frivilligt socialt arbejde. - Formålet er, at eleverne skal være socialt aktive samtidig med, at de udvikler sig personligt, fortæller IB-koordinator Ariane Braüninger Tang fra Struer Statsgymnasium. Forpligtelsen over for andre er en vigtig og stor del af IB-uddannelsen, forklarer hun. Det handler både om at være åbne over for andre kulturer og over for mennesker, som er anderledes. - Jeg synes, at CAS-programmet fungerer rigtig godt. Det binder skolen og samfundet sammen og åbner nye perspektiver for eleverne, siger hun. Tænker med hjertet Social praktik giver nogle kompetencer, som man kan bruge i andre sammenhænge. Men om elever, der har været i social praktik, også på længere sigt bliver mere socialt ansvarlige og bevidste mennesker med større perspektiv på samfundet, er svært at svare på. Rektor Dorthe Enger fra Niels Steensens Gymnasium håber det: - Mange af vores elever får gode uddannelser. De bliver for eksempel jurister, læger og ingeniører. Men det handler jo ikke bare om jobbet. Det handler også om, hvad der Vi lever i et polariseret samfund, hvor succes og rigdom er den ene pol, og fattigdom den anden. Det er to verdener, og det er vigtigt, at eleverne oplever dem begge. sker i sindet. Vi håber, at vi på NSG uddanner nogle unge mennesker, som også kan tænke med hjertet. Unge, som kan gå ud i samfundet og blive forandringsagenter i stedet for egoistiske systemryttere. karenp@ .dk Så gør dog noget! Nils Liborius var glad for sin sociale praktik som lektiehjælper i Høje Gladsaxe. Mange flere skulle tage et aktivt socialt ansvar, synes han. Af Karen Pedersen Foto: Flemming Schiller - Jeg synes, det er vigtigt at hjælpe børn i belastede boligområder, så de får god undervisning og kan se et mål. Hvis man har et mål, har man nemmere ved at styre sit liv. Det siger Nils Liborius, som er 18 år og går i 2. g på Niels Steensens Gymnasium (NSG) i København. I foråret var han sammen med tre andre elever fra NSG i social praktik som hjælper i en lektiecafé i Høje Gladsaxe, et tilbud under Dansk Røde Kors. Høje Gladsaxe er et boligområde med mange socialt udsatte familier. Det er en del anderledes end Charlottenlund, hvor Nils bor med sin familie, men så heller ikke mere bemærkelsesværdigt. - Jeg har boet i udlandet, blandt andet i Kroatien, og set fattigdom, der er meget værre, fortæller Nils. Var glade for hjælp Mange af de børn, Nils Liborius hjalp med lektierne, var anden- eller tredjegenerationsindvandrere, men der var også mange indfødte danskere. - Det var almindelige drenge og piger på år. Børn, som ikke kommer fra de rigeste hjem, men som er søde og glade. De fleste var glade for at få hjælp, så de ikke skulle sidde alene og lave lektier, fordi deres mor og far ikke havde tid eller overskud til at hjælpe dem. De syntes vist også, at det var lidt sejt, at der kom nogle store drenge og piger, som kunne hjælpe dem, siger Niels. - Nogle af dem var måske nok lige lidt for unge til at følge mine filosofiske tanker om, at man skal have et mål med livet, indrømmer han med et lille grin. Fritidscentret, hvor lektiehjælpen nærmest lyst til at revolutionere hele undervisningssystemet, fordi jeg ikke syntes, at den undervisning, børnene fik, var god nok, siger han. Der skal mere end penge til At social praktik er en del af pensummet på NSG, synes Nils Liborius er helt fint. - Det er et udmærket krav. Man lærer noget om sociale forhold. Jeg synes, at mange i dag mangler en form for aktiv ansvarlighed. Det er nemt nok at donere penge til en god sag, det er mange villige til. Men der er ikke så mange, der vil bruge tid på at gå ud og gøre noget selv, siger han. Den holdning mødte Nils også blandt sine egne kammerater, mens han var i social praktik. - De forstod ikke altid, at jeg ikke kunne komme med ud om aftenen, fordi jeg skulle være lektiehjælper. Der var næsten skræmmende mange, der sagde, at det ville de aldrig gide. Det er igen det med, at det er o.k. at give penge, men ellers er der mange, der hellere vil ud at drikke nogle øl, mener Nils. Selv kunne han måske godt tænke sig at involvere sig i frivilligt arbejde igen. - Men allerhelst vil jeg finde et arbejde, hvor jeg samtidig føler, jeg gør en forskel for samfundet, siger han. 18 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

11 Når børn og hjem løse drømmer Børnehavens leder, Mitzie Tofte, viser de to kalendere. Til venstre børnehavens og til højre inspirationskilden Hus Forbis. Der var pyntet pænt op for Hus Forbi-sælger Mariane Nørby. Børnehaven serverede denne specielle drømmekage. Alfa og Mariane nyder et glas hindbærjuice, mens de taler om Kreta og om, hvorfor der er så få kvinder med i Hus Forbis kalender. Hvad drømmer du om? Det blev 12 sælgere spurgt om i Hus Forbis kalender. En børnehave på Amager blev inspireret af kalenderen og lavede deres egen med drømmende børn. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen Drømme har vi alle store og små, børnehavebørn og hjemløse og det er der kommet et fællesskab ud af, nemlig to kalendere, der minder om hinanden. For Hus Forbis 2008-kalender med 12 hjemløse, der fortæller om, hvad de drømmer om, blev for Børnehaven Peder Lykkes Vej 77 på Amager inspirationskilden til at lave en næsten identisk kalender med syv fireårige børns drømme ved siden af billeder af de sovende børn taget på sidste års sommerkoloni. På receptionsdagen er Mariane Nørby, en af de 12 sælgere fra Hus Forbi-kalenderen, blevet inviteret med og møder op i sit sædvanlige outfit: Hus Forbi-kasket og trøje, en flot lædervest med frynser og så naturligvis sin gule Hus Forbi-taske med aviser i. Hun kommer ind ad døren til noget nær den mest bedårende børnehavestue, man kan tænke sig. Alt er holdt i lyseblåt. Her er hyggekrog med blomstret tapet på væggene, krystallysekroner i loftet, grønne planter, glasæg på glasfade, et lysbord, hvor man kan lyse fine funklende plastik-ting op og så i dagens anledning: en kæmpestor flødedrøm af en lagkage med påskriften Det drømmer vi om. Mariane hilser på personalet, der har arrangeret alt fra den hyggelige stue, til drømmetemaet og drømmekalenderen for børnene, og langsomt dukker forældrene til de syv små poder op og sætter sig ned på de 20 centimeter høje stole og skæver lidt over til Mariane. Alle drømmer om kærlighed For de kender hendes ansigt så udmærket. Hjemløsekalenderen har nemlig været i børnehaven siden januar 2008, og den er blevet bladret igennem og læst højt fra så mange gange, at børnene ved præcis, hvad de forskellige medvirkende hedder og drømmer om lige så godt som de har styr på Frederik, Ingolf og Cirkeline i deres billedbøger. - Tak, Mariane, fordi du har delt ud af dine drømme. Vi synes faktisk, at vi kender jer efterhånden, siger børnehavens leder, Mitzie Tofte, der holder den lille velkomsttale for selskabet. - Vi har lært meget undervejs, mest af alt, at ligegyldigt hvor vi er fra, og hvilken drøm vi har haft, så er det det samme, vi drømmer om, nemlig kærligheden. Og så har børnene faktisk også undret sig over, hvorfor I ikke drømmer om store huse eller slotte, nu I bor på gaden, for det kunne de jo godt selv tænke Ligegyldigt hvor vi er fra, og hvilken drøm vi har haft, så er det det samme, vi drømmer om, nemlig kærligheden. sig, fortsætter Mitzie Tofte. De to kalendere bliver delt rundt af børnene, og så er det tid til, at stille Mariane spørgsmål. En sød lille pige, Alfa, i sommertøj og lidt blå maling i håret, rejser sig modigt op og spørger lige så forsigtigt: - Har du boet lang tid på gaden, fortovet eller en bænk? - Ja, det har jeg, men jeg har også gået på landevejen, fortæller Mariane, der for tre et halvt år siden flyttede inden døre i sin kærestes lejlighed. Før da boede hun to år på gaden i starten af 1990 erne og sov hos venner og bekendte. En anden pige kommer hen til Mariane: - Er det meget koldt at gå på landevejen om vinteren?, spørger hun. - Det er koldt, men hvis man køber sig en varm sovepose og et godt liggeunderlag, kan man klare det, svarer Mariane. - Har du boet længe i Grønland, er der en tredje pige, der får spurgt. - Ja, det har jeg. Længe. Men det er også længe siden, svarer Mariane. En af pædagogerne fortæller, at de har været meget optaget af det med Grønland, fordi det jo er dér, julemanden kommer fra, og Mariane kan fortælle, at hun ved præcis, hvor julemanden bor i Grønland, nemlig i Christianshåb. Løber ikke tør Og så er der ikke flere planlagte spørgsmål til Mariane. Hun spiser lidt lagkage og tager en tår af sin medbragte vodka, som er blandet op i en sodavandsflaske, der ligger lunt i hendes inderlomme, men kommer frem et par gange for at skylle lagkagen ned. Og da hun har siddet lidt for sig selv, tager hun initiativ til at hive fat i Alfa igen, der rigtig gerne vil snakke lidt mere. De sætter sig sammen og kigger i Hus Forbikalenderen. Mariane kender alle de medvirkende og fortæller, at der er flere mænd end kvinder med, fordi der ikke var så mange kvinder, der brød sig om at blive fotograferet uden tøj på. - Så det blev kun mig og Malene og vi starter jo begge to med M, siger Mariane. - Men jeg har jo slet ikke hørt, hvad du drømmer om, siger Mariane, der i kalenderen fortalte, at hun drømte om at blive ved med at have det godt og ikke blive kørt ned af for mange cyklister. - Om at være på Kreta, og det skal jeg også igen, siger Alfa. De taler lidt om hunde og juicen på bordet. Der står Bringebær på den, og de bliver enige om, at det vist er hindbær. - Har du overhovedet fået noget juice? Så skal jeg da lige tanke op for dig, siger Mariane. Alfa drikker lidt hindbærjuice og er væk igen. To andre piger vil også gerne høre lidt om kulden på gaden og giver et uopfordret nummer for Mariane med Mariehønen Evigglad, og så er de løbet. Mariane ser sig omkring, hvorpå sælgergenet kommer op i hende. - Er I interesseret i at købe Hus Forbi, for så har jeg et par stykker med, siger Mariane. Det er der flere, der er, og der samler sig en lille kø omkring hende. - Bare rolig piger, jeg løber ikke tør foreløbig, siger Mariane. Og da salget er overstået, mener Mariane vist, at det må være nok for i dag. Hun er i øvrigt også smøgtrængende. - Nu vil jeg spise min lagkage færdig, og så tror jeg, at jeg vil videre. For børnene vil vist ikke spørge mig om mere, siger hun. - Farvel og så god vind, er der én, der siger, mens andre takker Mariane for at have haft lyst til at komme forbi. Hun passerer toiletterne på gangen, hvor der sidder to små piger og vinker farvel til Mariane. De sidder med bukserne nede om knæene og de små kalendere foran sig på to skamler. - Nu gik hun, siger den ene til den anden. - Så må vi finde på noget andet at lave, svarer den anden. birgitte.hoegh@os.dk Bestil dette nummer som klassesæt Dette nummer af Hus Forbi er specielt målrettet børn og unge og er dermed oplagt som undervisningsmateriale. Det er derfor muligt at bestille det som klassesæt helt gratis og fuldt af gode og relevante historier om hjemløse og hjemløshed. Ring på tlf , eller send en mail til redaktion@husforbi.dk, så sender vi et klassesæt. 20 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

12 Hjemløse i børnehøjde Med masser af tegninger, noveller og digte har børn og unge fra hele landet givet deres bud på hjemløse og hjemløshed i Hus Forbis jubilæumskonkurrence. På de næste sider kan du se de bedste bidrag Af Simon Ankjærgaard Mange greb pennen eller farveblyanten, da Hus Forbi i aprilnummeret bad børn og unge om give deres bud på hjemløse og hjemløshed, enten ved at tegne en tegning eller ved at skrive et digt eller en novelle. Dét er der kommet så utroligt mange flotte bidrag ud af, at det har været mere end almindeligt svært at udvælge de tre bedste tegninger og de tre bedste noveller/digte. Konkurrencen har tydeligvis sat masser af tanker i gang hos bidragyderne og måske også hos beskueren. Vinderne af tegnekonkurrencen: 1) Freja Steentoft, 6 år, Esbjerg 2) Lukas M. A. von Spurr, 9 år, Herringløse 3) Mads Samuelsen, 7 år, Brønshøj Vinderne af novelle/digt-konkurrencen: 1) Linea Brink Andersen, 15 år, København N 2) Sander Steentoft, 10 år, Esbjerg 3) Clara Søgaard Krohn, 11 år, Valby Vinderne har fået besked og vil få tilsendt gavekort til Fætter BR. simon@husforbi.dk Lukas M. A. von Spurr Lukas kommer ind på andenpladsen i tegnekonkurrencen. Han er 9 år, bor i Herringløse og går på Vidarskolen i Gentofte Mads Samuelsen 7-årige Mads kommer ind på tredjepladsen i tegnekonkurrencen. Han bor i Brønshøj og går på Brønshøj Skole Freja Steentoft Freja har lavet vindertegningen. Hun er seks år og bor i Esbjerg. Hun går på Esbjerg Realskole. 22 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

13 På vej Linea Brink Andersen Linea har skrevet det vindende bidrag i novelle/ digt-konkurrencen. Hun er 15 år, bor på Nørrebro og går i 8. klasse på Det Fri Gymnasium. Linea har som de andre vindere vundet et gavekort til Fætter BR, som hun har valgt at donere til asylcentret Sandholm i Birkerød Af Linea Brink Andersen Hun lå i en port med fødderne ude på fortovet, så man enten måtte gå i en kæmpe bue uden om hende eller træde over hende. Jeg vælger den sidste mulighed, og idet jeg løfter foden for at tage det store skridt, vågner hun. Først er hun helt desorienteret, men stille og roligt kommer hun til bevidsthed, kigger rundt, op på mig og trækker så fødderne op under sig. Som hun sidder der, med krum ryg, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til, hvor lille hun er. Lille og spinkel. Jeg roder i min lomme, lukker hånden sammen om den lille runde tyver, som for mig er så lidt, men som jeg tror, vil gøre hende glad. Jeg bukker mig ned, lægger den ved hendes fødder og går videre. Gennem blæsten kan jeg svagt høre hende råbe. - Tak. Et lille smil breder sig på mit ansigt. Det var så lidt, tænker jeg. Blæsten er rigtig streng, så jeg lyner min jakke helt op under hagen, folder kraven op om ørerne og stikker hænderne i lommen. Hvem der dog bare sad i sin varme stue. Jeg går og skumler lidt, er sur på vejret, på de mennesker, som har husket deres vanter og på bussen, som er alt for lang tid om at komme. Men pludselig forsvinder alle de mugne tanker, og jeg føler en smule glæde spire, helt nede fra mine tæer, gennem hele min krop. Jeg kigger mig om for at finde kilden til mit pludselige humøropsving. Uden for Irma, 50 meter nede ad gaden, står en høj, ranglet mand og spiller klarinet. Ved siden af ham ligger en kulsort labrador og halvsover. De fleste af de folk, der går forbi ham, kigger bare ned i jorden eller den anden vej. Det er næsten som om, de er bange for at se ham i øjnene. Nogle af dem overvinder dog deres frygt, de nikker, smiler eller lægger penge i den kasket, han har lagt på fortovet foran sig. Folks angst lader dog ikke til at slå den ranglede mand ud. Han spiller bare endnu lystigere og begynder at tage nogle små skridt på stedet, som vist skal forestille dans. Bussen slår sine døre op, jeg overvejer kort, om jeg skal lade være med at stå på og i stedet blive og nyde den dejlige musik, for Den Ranglede kan sgu spille, det må man give ham. Men, jeg kigger på mit ur, jeg har ikke tid. Så jeg træder ind i bussen. Dørene lukker bag mig, og den dejlige lyd af klarinetten dør hen. På Nørreport må jeg forlade den lune bus, og idet jeg træder ud af bussen, rammes jeg af en isnende vind. Mine kinder får en rødlig farve, og min næse løber. Jeg begynder at gå ned ad Købmagergade. Jeg passerer en bænk, der er beboet af et par. De har begge langt filtret, fedtet hår, og parkeret ved siden af bænken står en barnevogn. Idet jeg går forbi manden, som står og roder i barnevognen, rammes mine næsebor af en stank af urin, sprit og sved. Han har vist ikke været i bad meget længe. Han vender sig om med to guldbajere i hånden og smiler bredt til mig. - Hej, siger han. Vi står begge to og tager hinanden i skue. Han er smilende, og jeg, ja, ved faktisk ikke, hvordan jeg tager mig ud. Efter lidt tid rækker han den ene guldbajer bydende mod mig. Hans hænder ser medtagede ud, og hans negle er gullige. Igen ser jeg på mit ur. Jeg ville egentlig gerne tage imod. Manden ligner én, der har oplevet mange spændende ting, og jeg har en fornemmelse af, at hvis jeg gav mig tid, ville jeg kunne sidde på bænken med ham i flere timer og høre ham fortælle om mangt og meget, og jeg ville være godt underholdt. Men jeg har ikke tid, jeg må ikke komme for sent i dag. Jeg smiler til manden, kigger undskyldende på mit højre håndled og går videre. Da jeg kigger mig over skulderen, kan jeg se, at kvinden på bænken siger noget til ham. Jeg kan ikke høre hvad, men hun ser ikke glad ud. - Hus Forbi, det den vi alle kan li, og der er krydsord bagi! Råbet kommer fra en Hus Forbisælger, der står på Kultorvet. Han står med den gule skuldertaske over skulderen og med sin høje stemme prøver han at få kontakt til de fortravlede mennesker, der jager forbi i begge retninger med fyldte plasticposer i begge hænder. Han rækker smilende et eksemplar af månedens avis frem mod alle, der går forbi ham. Og da jeg passerer ham, gennemgår han den sædvanlige procedure. - Hus Forbi, Hr.? Jeg stopper op. - Ja tak. Jeg stikker hånden i lommen, fisker min pung op og rækker ham pengene. - Værsgo. - Mange tak, her er Deres avis, Hr. Ha en fortsat god dag. Han rækker mig avisen og påbegynder igen sine salgsråb. Jeg folder avisen sammen, stikker den i lommen og går videre. Da jeg når Rundetårn, stopper jeg op og finder sedlen med adressen frem. Klareboderne 3, 1150 København K, står der. Jeg finder sidegaden, jeg skal ned ad, og stiller mig uden for døren og venter. Ejendomsmægleren er ikke kommet endnu, så jeg finder min ipod og tænder den. Efter et par minutter drejer en sort bil ned ad gaden og parkerer foran det sted, hvor jeg står. En mand i jakkesæt stiger ud og går hen til mig. - Du må være Michael. Nu skal jeg vise dig lejligheden. Den er på 2. sal. Kom. Manden på gaden Af Sander Steentoft En hjemløs er en fattig mand som tit må skide i en spand Han bor på gaden dag og nat mens regn og slud ta r fat Hans bedste ven, det er en vovse og den får altid lov at smovse Men manden er som dig og mig så smil til ham og bar sig hej Sander Steentoft Sanders digt kommer ind på andenpladsen i konkurrencen. Han er 10 år og bor i Esbjerg. Han er bror til Freja, der blev nr. 1 i tegnekonkurrencen. Ligesom hende går han på Esbjerg Realskole. Foto: Hanne Louise Nielsen Clara Søgaard Krohn Claras bidrag er nummer tre i konkurrencen. Hun er 11 år og bosat i Valby, hvor hun går på Enghave Plads Skole. Hvis jeg var hjemløs Af Clara Søgaard Krohn Når jeg nogle gange smutter over efter en pose slik hos købmanden, kun lige med et sjal viklet rundt om mig, tænker jeg på, hvor forfærdeligt det må være ikke at have noget varmt sted at komme tilbage til. Og hvordan man ville krybe ind i et hjørne og vikle sig ind i et tæppe eller den sovepose, man nu havde, og prøve at holde sig varm. Hvis jeg var hjemløs, ville jeg sælge Hus Forbi. For pengene ville jeg købe: En cykel og en cykelanhænger, som man kunne komme billigt rundt med og have sine ting i. En sovepose. En tandbørste og tandpasta. Mad og tøj, og huske et sovedyr hjemmefra, så man havde nogen at putte med. (måske en kat). 24 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

14 Christian Springs ryg og andre fortællinger Svendborg Museum fortæller historien om livet på de danske børnehjem. Der er de barske fortællinger om Christian Spring og Lille Ellen, men også de mere positive om cykelture ud i sommerlandskabet. Af Simon Ankjærgaard - Hvis du ikke opfører dig ordentligt, kommer du på børnehjem! Truslen hænger i luften over det frække barn. Måske kommer den fra en far eller en mor, måske fra en pædagog eller naboen. Den har i hvert fald været brugt, historisk set. - Børnehjem har gennem historien været opfattet som et sted, man ikke ønskede at komme hen, fortæller Rasmus Mathiasen, der er museumsinspektør på Svendborg Museum og dermed også ansvarlig for museets faste udstilling om de danske børnehjem. - Heldigvis er det ved at vende. Jeg hører ikke truslen om, at man kan ende på børnehjem så meget mere, og det virker, som om der efterhånden er kommet en mere positiv og nuanceret opfattelse af dét, at være på børnehjem, fortsætter han. Børnehjemmene skød op i tallet, side om side med fattiggårdene. - Idéen med både børnehjemmene og fattiggårdene var at institutionalisere sig ud af problemerne, simpelthen ved at putte de problematiske individer i kasser for dér at opdrage på dem. Og med opdrage mentes, at de skulle blive gode, produktive borgere. Derfor arbejdede mange børnehjemsbørn i markerne og på landbrugene, fortæller Rasmus Mathiasen. Mishandling vakte forargelse Udstillingen hedder Du skal ikke tænke på din Far og Mor. Fortsættelsen står på en grå celledør, bag Du skal ikke tænke på din Far og Mor hernede, for så bliver du fortvivlet. hvilken uopdragne børnehjemspiger blev låst ind på Clementshus Pigehjem: hernede, for så bliver du fortvivlet. De barske ord er ridset ind i døren. Et andet sted står der: I kan tro det er uhyggeligt at sidde hernede i flere dage. Truslen om, at man kunne ende på børnehjemmet, hvis man ikke opførte sig ordentligt, var derfor ikke grebet ud af den blå luft. Til tider har det været en barsk affære at være børnehjemsbarn. - Tæsk var bestemt en del af dagligdagen på børnehjemmene til langt op i 1900-tallet. Dengang eksisterede revselsesretten, men der var helt sikkert flere forstandere og medarbejdere, der gik langt over stregen, siger Rasmus Mathiasen. Det gik eksempelvis ud over det 15-årige børnehjemsbarn Christian Spring. En illustration af hans gennempiskede ryg nåede forsiden af Demokraten 4. september 1905 sammen med historien om, hvordan han var blevet pryglet af forstanderen. - Det var jo ikke revselse, siger Rasmus Mathiasen og fortsætter: - Det var mishandling og langt, langt, langt ud over det acceptable, selv for den tid. Demokratens historie vakte forargelse, men den var desværre ikke unik. Det var mange andre Christian Spring ere på de danske børnehjem i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. En anden historie, der også vakte forargelse, var historien om Lille Ellen, der boede på Hebron Børnehjem i Handbjerg. Hun var sengevæder og blev pryglet af forstanderinden, fru Bransholm, når hun havde tisset i sengen. Bagefter blev hun tvunget til at stå i gården eller på tørreloftet, når det regnede med lagnet mellem sine udstrakte hænder, til det var tørt. - I 1908 fik journalisten og redaktøren Peter Sabroe nys om hendes frygtelige kår. Med fogedens hjælp befriede han Lille Ellen og fik hende i familiepleje hos en lokomotivfører i Vejle. Han indledte en større kampagne, der endte med at fru Bransholm blev fyret fra sin stilling, fortæller Rasmus Mathiasen. Svendborg Museum holder til på Grubbemøllevej 13 i Svendborgs gamle fattiggård og forsorgshjem, Viebæltegård. Ud over børnehjemsudstillingen, som man kan stifte nærmere bekendtskab med via er der også en fast udstilling om fattiggården. Man kan se mere på Middag på Klintebjerg Børnehjem i 1935 Alternativet har været værre De barske historier om afstraffelsesceller, pisk og prygl må dog ikke stå alene, understreger Rasmus Mathiasen. Han fremviser grumsede, sort/ hvide billeder af børnehjemsbørn, Foto: Mette Pedersen Ankjærgaard der ser ud til at hygge sig gevaldigt. Der er billeder af strandture og cykelture ud i det danske sommerlandskab. - Jeg tror virkelig, at mange børnehjemsbørn gennem historien har haft det virkelig sjovt. For mange af disse var alternativet til et børnehjem jo meget værre. Måske var alternativet den familie, der i sin tid havde opgivet dem, eller et liv på gaden, siger han. - Derfor skal man ikke kun fortælle de barske historier, selvom de naturligvis ikke må glemmes. Mange forstandere, selvom de ældste af dem efterhånden var forsteninger, var velmenende. De ville oprigtigt gøre det godt for børnene, siger han og fortsætter: - Fru Bransholm har formentlig også ment, at hun gjorde det godt, men har så desværre tilhørt den kategori af forstandere, der i bestræbelserne på at ville det gode gjorde det onde, siger han. Foto: simon@husforbi.dk Christian Springs ryg, som den var afbilledet i Demokraten 4. september Christian Spring var blevet pisket af forstanderen på det børnehjem, hvor han boede. På døren ind til en celle, hvor uopdragne piger blev låst inde på Clementshus Pigehjem, er flere tankevækkende sætninger ridset ind. Blandt andet: I kan tro det er uhyggeligt at sidde hernede i flere dage. hus forbi nr. 75 juni

15 Lille Virgil møder Kong Gulerod Henne i skolen var læreren ved at kalde alle børnene ind. Lille Virgil og Carl Emil og Oskar måtte løbe det sidste stykke for ikke at komme for sent. Tekst og illustration: Ole Lund Kirkegaard I det samme bankede det på døren: BUM, BUM. Kom ind, råbte læreren. Døren blev åbnet meget langsomt, og et mærkeligt hoved med en høj, sort hat kikkede ind. - Dav, dav, sagde hovedet. Biksen, Baksen. - Hvad, sagde læreren. Hvem er det? - Mit navn er Kong Gulerod, sagde hovedet. Jeg hørte høje skrig og gik herind for at se, om jeg kunne hjælpe. - Ud, sagde læreren til hovedet. Vi er i skole og skal arbejde. - Biksen, baksen, børen, ud ad døren, sagde hovedet. Og så lukkede døren sig, og det mærkelige hoved forsvandt. - Hvad var det?, sagde lille Virgil. Jeg syntes, han sagde, han hed gulerod. - Ti stille, sagde læreren. Og sæt jer ned og skriv. - Hvem var ham med hatten?, spurgte alle børnene i munden på hinanden. - En af landevejens farende svende, sagde læreren. En meget kedelig person. Den slags mennesker driver rundt på landevejen uden at bestille noget. - Det må være skægt, sagde lille Virgil. - Ti stille, sagde læreren. Da det blev frikvarter, sagde lille Virgil til Carl Emil: - Det var en skæg fyr, ham landevejens svend. Ham kunne jeg godt tænke mig at snakke med. - De er farlige, sagde Carl Emil. Min mor siger, at børn ikke må snakke med den slags mænd. - Han så nu skæg ud, sagde lille Virgil. Han sagde sådan noget sjovt til læreren. - Jeg har læst et eller andet om, at de dér farende svende æder kilometer, når de går hen ad landevejen, sagde Oskar. I en bog har jeg læst det. - Kilometer, sagde lille Virgil. Hvad er kilometer? Hjemløse og vagabonder i børnebøgerne Hjemløse, vagabonder og landevejsriddere optræder tit i børnelitteraturen, blandt andet i Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil og Orla Frøsnapper fra 1967, som vi her bringer et lille uddrag af. Efterfølgende har vi spurgt Torben Weinreich, professor i børnelitteratur, hvordan børn møder de hjemløse og vagabonderne i børnebøgerne. - Det er noget ude på landevejen, sagde Oskar. Noget, som de farende svende æder. - Nå, sådan, sagde lille Virgil. Ham kunne jeg godt tænke mig at hilse på. Mon han virkelig hedder gulerod? Når vi er færdige med skolen, går jeg ud på landevejen og ser ham æde kilometerne. Drengene behøvede nu ikke at gå ud på landevejen for at finde den farende svend. Han stod et lille stykke nede ad gaden, da drengene gik hjem fra skole. - Nøøj, hvor ser han mærkelig ud, sagde lille Virgil. Se hans tøj. Foran købmandens hus stod landevejens farende svend med høj, sort hat på hovedet. Han havde en stor, grøn frakke på og halstørklæde, selv om det var midt på sommeren. Han sang: - Fuglene synger, og hovedet nikker, når foråret kommer, hej fillera. Ved siden af ham stod en mærkelig vogn, som lignede en gammel barnevogn. - Vi går derhen, sagde lille Virgil. Kom. Drengene gik hen til den løjerlige mand. - Er det rigtigt, at du hedder noget med gulerod?, spurgte lille Virgil. - Nemlig, sagde den farende svend. Kong Gulerod. Skal du ud og sælge bøger, kammerat? - Nej, sagde lille Virgil. Det er mine skolebøger. - Det er vist en mærkelig skole, sagde Kong Gulerod. Men jeg gik ganske vist heller ikke i skole mere end tre dage. - Gik du kun i skole i tre dage?, sagde lille Virgil. - Ja, sagde Kong Gulerod. Så ville de ikke have mig dér længere. - Hvad gjorde du?, spurgte lille Virgil. - Tog en drage med i skole, sagde Kong Gulerod. Det kunne læreren ikke lide. - Er det rigtigt, at du æder kilometerne?, spurgte lille Virgil. - Masser, sagde landevejens svend og grinede. Drengene kunne se, at han kun havde to tænder i munden. - Jeg æder masser af kilometer hver dag. - Bare det var mig, sagde lille Virgil. Hvad har du i kassen? - Biksen, baksen, sagde Kong Gulerod. Mange ting. Flasker, medaljer, blomster, en kaffekande, syv øre, en børste uden hår og en meget sjælden fugl. - Må vi se?, sagde drengene. Landevejens farende svend - Er det rigtigt, at du hedder noget med gulerod?, spurgte lille Virgil. - Nemlig, sagde den farende svend. Kong Gulerod. åbnede sin gamle barnevogn, og ud fløj der en stor, grå fugl. Den satte sig på hans grønne frakke. - Nøøj, sagde drengene. - Det er en himstergims-fugl, sagde Kong Gulerod. Den kan tale. - Den ligner mere en krage, sagde Oskar. - Ved du da ikke, at krager er røde og på størrelse med en toøre, sagde Kong Gulerod. Du, som går i skole hver dag. - Hvad har du mere i kassen?, spurgte Oskar. Kong Gulerod tog en børste op. Uden hår på. - Hvad kan man bruge den til?, spurgte lille Virgil. - Den børster jeg hår med hver morgen, sagde den farende svend. Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud på landevejen. Alle mine venner er drenge, skal jeg sige jer. - Du ved meget, sagde lille Virgil. Bare du boede her i byen. - Vi kunne få det sjovt så. - Jeg må desværre videre, sagde Kong Gulerod. Jeg skal ud og sejle med min ven, skipper Jon. Vi skal sejle over havet og hilse på alle de fisk, der findes. Vi skal snakke med hvalerne. De er så flinke, hvalerne. De trækker vores skib. Og flyvefiskene kommer flyvende og råber PLIM. - Nøøøj, sagde lille Virgil. Må jeg komme med? - Det kan du vist ikke, sagde Kong Gulerod. Skipper Jon vil kun have mig med ud og sejle. Skipper Jon er lidt sær, skal jeg sige jer. Hans skib er lavet af pap og vil kun sejle, når jeg er med. Jeg kan komme med, fordi jeg er født under en heldig stjerne. - Hvad er en heldig stjerne?, spurgte lille Virgil. - En heldig stjerne er en af de røde, der hænger i en snor. Man kan se dem om vinteren, hvis man ryger cigar. - Sikke en masse, du siger, sagde lille Virgil. Jeg har aldrig hørt om nogen, der var så god til at sige mange ting som dig, Gulerod. - Det er derfor, jeg får så mange venner, sagde Kong Gulerod. - Men nu skal I få lov til at se noget, som jeg ellers kun viser mine allerbedste venner. Han stak hånden ned i den gamle barnevogn og tog noget op. - Hvad er det?, spurgte drengene. Ole Lund Kirkegaard - En tullinup, sagde den farende svend. - Hvad kan den?, spurgte Carl Emil. - Nu skal du se, sagde den farende svend. Det, han havde taget op af barnevognen, var et lille skrin med muslinger på låget. Han åbnede låget, og holdt skrinet frem, så drengene kunne kikke ned i det. - Guld, sagde lille Virgil. - En guld-tullinup, sagde Kong Gulerod. Til at hænge på maven ligesom en medalje. Jeg fik den engang af kongen for at løbe baglæns i snevejr. - Nøøøj, sagde lille Virgil. Kan man få sådan en tullinup for dét? - Ja, sagde den farende svend. Hvis kongen er i godt humør. - Nå, drenge. Jeg må videre. Det var hyggeligt at træffe jer. Da landevejens farende svend trillede ud af landevejen, stod drengene ved købmandens hus og så efter ham. - Hvem var den mand, sagde købmanden. Jeg syntes, han havde en krage på skulderen. Den mand kendte vel også kongen. - Ja, sagde Carl-Emil. Han havde engang fået en tullinup af ham for at løbe baglæns i snevejr. - Ho, sagde købmanden. Han har rigtig fortalt jer historier. - Ja, sagde lille Virgil. De bedste historier, jeg nogensinde har hørt. Teksten er redigeret af Hus Forbi. Ole Lund Kirkegaard blev født i 1940 som søn af en tandlæge. Han voksede op i Skanderborg, læste til lærer på Århus Seminarium i 1960 og fik i 1965 stilling som lærer i en skole på Fyn. Med eleverne som vigtigste inspirationskilde begyndte han samtidig at skrive børne-bøger. Han debuterede med Lille Virgil i 1967 og siden udkom Hodja fra Pjort, Otto er et næsehorn, Gummi Tarzan, Frode - og alle de andre rødder og Orla Frøsnapper. Ole Lund Kirkegaard brugte i sine historier ofte hjemløse eller folk, der ikke har arbejde, som et positivt modbillede til den voksne verden. Ole Lund Kirkegaard døde i 1979 kun 38 år. Tre år forinden havde han kvittet lærerjobbet for at blive fuldtidsforfatter. Men det var problematisk for ham at være væk fra eleverne. Han fik præstationsangst og begyndte at drikke. Dødsårsagen var et ildebefindende en vinter, hvor han faldt om og frøs ihjel. 28 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

16 Det lidt for rosenrøde billede Min datter skriver opgave om hjemløse Hus Forbi får dagligt henvendelser fra skolelever eller deres forældre i forbindelse med skoleopgaver om hjemløshed. Her er en guide til, hvordan man finder svar på sine spørgsmål om hjemløse. Vagabonderne og de hjemløse romantiseres i børnelitteraturen og det er et problem, mener professor Torben Weinreich. Af Peter Kyhl Olesen Foto: Polfoto Lille Virgil, Carl Emil og alle de andre unger fra klassen syntes godt nok, at han så noget pusseløjerlig ud, ham med det mærkelige hoved, sine to tænder i munden, den høje sorte hat og barnevognen med himstergimsfuglen. Og så kaldte han sig for Kong Gulerod! Men han sagde noget sjovt til læreren, kunne fortælle de bedste historier, som drengene nogensinde havde hørt, og mest af alt var han faktisk meget rar. Torben Weinreich er ph.d. og professor i børnelitteratur og har senest været ansat som leder af Center for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han mener, at karakteristikken af Kong Gulerod i Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil et godt billede på, hvordan skæve eksistenser bliver beskrevet i børnelitteraturen. - Vagabonder, hjemløse og landevejsriddere bliver ofte skildret som nogle venlige og omgængelige mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet og lever et frit liv, som andre kunne lære noget af. De er repræsentanter for et gammelromantisk syn, hvor man er tættere på naturen og langt væk fra det materielle, og hvad det indebærer af stræben og konkurrence. De fremstår på den måde som en kontrast til den voksne Torben Weinreich efterlyser et mere realistisk billede af de socialt udsatte i de danske børnebøger. verden og skildres meget ukritisk, siger Torben Weinreich. Når en børnebogsforfatter vælger at inddrage en skæv eksistens i sin bog, er det således et klart formål, mener han: - Mange børnebogsforfattere bruger som Ole Lund Kirkegaard de hjemløse som eksempler på det enkle liv og prøver at fortælle, at det eksempelvis ikke behøver at handle om at have det dyreste stykke legetøj, men at der er andre værdier, der er vigtigere. Udfordrer de rigtige voksne Som lille Virgil drages børnene i fortællingerne af skæve eksistenser, og grunden hertil er netop måden, en figur som eksempelvis Kong Gulerod præsenteres på. - Kong Gulerod kommer til trods for at han selv er voksen til at stå i opposition til alt, hvad der Børn, der ikke oplever skæve eksistenser i deres dagligdag, har ikke en realistisk fornemmelse af, hvordan deres liv er. har at gøre med de voksne. Han er den totale modsætning til, hvordan forældre og lærere synes, man skal være, Hvis der er noget, børn godt kan lide, så er det, når autoritetspersoner bliver udfordret, siger Torben Weinreich og fortsætter: - Mange børn både i bøgerne, og de, der læser bøgerne sympatiserer med de anderledes, fordi børn selv føler sig små i forhold til deres omverden. Derfor allierer børn sig hurtigt med dem, der er, som de voksne ikke kan lide. Savner en realistisk bog Torben Weinreich mener dog, at det er et problem, at børnebogsforfattere generelt vælger at romantisere den tilværelse og det liv, de skæve eksistenser lever, fordi det slet og ret ikke har noget at gøre med virkeligheden. Det bliver en klicheagtig fremstilling. - Børn, der ikke oplever skæve eksistenser i deres dagligdag, har ikke en realistisk fornemmelse af, hvordan deres liv er. De får sig et chok, når de på et tidspunkt ser en mand ligge på gågaden i soveposen, når de ser posedamen hutle sig af sted eller drankeren på sin bænk, fordi disse mennesker bestemt ikke ser ud til at have et ligeså sorgløst liv, som dem de har læst om i bøgerne. Derfor kunne jeg godt ønske mig, at der fandtes nogle børnebøger, der giver et mere realistisk billede af, hvad det vil sige at leve som udstødt, siger Torben Weinreich. acpo20@hotmail.com Af Jaku-Lina E. Nielsen, ansvh. redaktør, Hus Forbi Min datter er ved at skrive en opgave om hjemløse i Danmark, kan I hjælpe med nogle tal? På forhånd tak, skriver Arno van den Broek fra Vejle. Hun er ikke alene, kan vi hilse og sige. For Hus Forbi får rigtig mange af den slags henvendelser, og ind i mellem kan omfanget af disse henvendelser godt få én til at længes efter både weekend, ferie og et nyt job på en og samme tid. Og jo, selvfølgelig kender vi svaret på Hus Forbi. Eller rettere: vi kender dem, der kender svaret. Hus Forbi laver nemlig ikke selv undersøgelser af fænomenet hjemløshed men udgiver et blad med fokus på socialt udsatte, som sælges af hjemløse eller tidligere hjemløse, som et alternativ til tiggeri og kriminalitet. Skal man altså som Arno van den Broeks datter have tal på, hvor mange hjemløse der er i Danmark, så er det en bedre ide at klikke ind på SFI, Det nationale Forskningscenter for Velfærds hjemmeside, end at maile eller ringe til Hus Forbi. Hvor mange er der så? SFI lavede den første Nationale kortlægning af Hjemløshed i Danmark i uge 6 i 2007, og deres kortlægning viste, at der er hjemløse i Danmark, hvor af ca. 550 er gadehjemløse. Men find selv alle tallene, og læs mere om undersøgelsen ved at følge dette link: asp?lsearchdataid= Det var tallene eller i hvert fald de danske tal. For hvor mange hjemløse er der så i hele Europa? Det er straks vanskeligere at få svar på. EU har en paraplyorganisation (for institutioner og projekter som arbejder med hjemløse i Europa) ved navn Feantsa. På Feantsas hjemmeside kan man klikke på FAQ Frequently Asked Ouestions (mest stillede spørgsmål), men under spørgsmålet Hvor mange hjemløse er der i Europa står der følgende nedslående svar: Fordi der ikke findes en ensartet metode at registrere hjemløse på, så er det svært at give et præcist tal på, hvor mange hjemløse der findes i Europa. Med andre ord skal der altså en EU-hamonisering til, hvad angår registrering af hjemløse, før vi kan få svar på, hvor mange hjemløse der er i EU. Se evt. mere på: pg.asp?page=882 Hvordan bliver man hjemløs? Et af de danske hjemløseprojekter, der ligesom SFI har forsket i hjemløshed, er Projekt Udenfor. På deres hjemmeside kan man blandt andet finde en liste over de undersøgelser, de har lavet, plus en guide til relevant litteratur om hjemløshed. Og under Viden om hjemløshed finder man også en FAQ-liste med spørgsmål som f.eks.: Hvorfor bliver man hjemløs? Hvorfor bliver der ved med at være hjemløse? Findes der en officiel definition på det at være hjemløs? Og hvem har ansvaret for at hjælpe hjemløse? Læs svarene på: Viden+om+hjeml%c3%b8shed/FAQs Er de mere syge? Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt hjemløse er mere syge end mennesker med fast bopæl, er der mig bekendt ikke lavet nogen helbredsundersøgelser, som kun omhandler Skal man skrive opgave om hjemløse, er det en god ide at gå på internettet. Her kan man hurtigt finde svar på mange spørgsmål. hjemløse. Men Rådet for Socialt Udsatte har i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt socialt udsatte i Danmark (dvs. blandt folk, som kommer på væresteder og varmestuer, hvoraf en del har egen bolig). Undersøgelsen bekræfter, at socialt udsatte har en markant dårligere sundhedstilstand end den almindelige befolkning. Læs mere om undersøgelsen på: Kan vi møde en hjemløs? Når al denne viden om hjemløse og hjemløshed er hentet ned fra diverse hjemmesider, kan det være, at spørgsmålet om, hvordan man så kommer i kontakt med en hjemløs, melder sig. For det første er det jo oplagt, at forsøge at støve en Hus Forbi-sælger op i en af de større danske byer. Hus Foto: Colourbox Forbis sælgere er nemme at spotte i gadebilledet med deres aviser og gule Hus Forbi-tasker og er som hovedregel enten hjemløse eller tidligere hjemløse. Men husk på følgende: Accepter altid et nej, hvis sælgeren ikke ønsker at deltage. Udvis respekt for, at sælgeren udfører et arbejde (han står der ikke for sjov, men for at tjene penge, og I forhindrer ham givetvis i at udføre sit arbejde, mens I stiller spørgsmål). Spørg derfor høfligt, om I må tage f.eks. 10 minutter af hans/hendes tid, og hold selv øje med tiden, og afslut interviewet, når den aftalte tid er gået. Tilbyd evt. en kop kaffe, så sælgeren kan holde en kaffepause samtidig. Hav forberedt jeres spørgsmål grundigt, og oplist dem i rigtig rækkefølge. Aftal, hvem der stiller hvilke spørgsmål. Husk at notere svarene ned på en blok, eller optag dem (spørg først, om det er i orden, at I optager samtalen). På Hus Forbis hjemmeside (og nederst på side to i bladet) står der, hvor mange sælgere Hus Forbi har. Endvidere ligger der en række portrætter af Hus Forbi-sælgere, som har været bragt i serien Historier fra gaden på bagsiden af avisen på Hus Forbis hjemmeside. Læs dem på: aspx?m=2&i=243 En anden fremgangsmåde er at tage kontakt til lokale varmestuer, væresteder, natcaféer, forsorgshjem eller herberger. Husk at ringe først og spørge om lov til at komme på besøg. Find dit lokale herberg, varmestue eller lignende på: netahtml/vstbsearch70.htm Held og lykke med opgaven. jaku-lina@husforbi.dk 30 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

17 Mareridtet på Mogilino Et BBC-program afslører grove tilfælde af børnemishandling på et bulgarsk børnehjem, men de bulgarske myndigheder benægter, at der er et problem. EU mangler evnen til at handle, lyder kritikken. Af Martin Guttridge-Hewitt og Natasha Periyan, The Big Issue in the North Foto: Campaign for Bulgaria s Abandoned Children Siden BBC for nylig viste et kontroversielt dokumentarprogram, Bulgariens efterladte børn, er der blevet lagt pres på EU til at forholde sig til de omstændigheder, som børnehjemsbørn i ét af unionens nye lande lever under. Bulgarien har den højeste andel af institutionaliserede børn i Europa. Tal viser, at ét ud af 50 børn er i de sociale myndigheders varetægt, og en rapport fra november 2006 udarbejdet af Human Sciences Research Council (det humanistiske forskningsråd, red.) antyder, at der muligvis kun findes 50 plejefamilier i landet. Dokumentarprogrammet handler om børnehjemmet Mogilino og vækker minder om skandalen på de rumænske børnehjem i 1990 erne. Børnene sidder på stole og rokker frem og tilbage, understimulerede og underernærede. Teenagere er på størrelse med underernærede småbørn. Uinteresseret personale mishandler brutalt børnenes brækkede og forvredne lemmer, når de giver dem tøj på. I programmet følges tre børn, hvis tilstande forværres, indtil de til sidst dør. Børnene kan ikke opdrages I EU s strategi for børnerettigheder understreges det, at retten til uddannelse og retten til at opretholde kontakt med forældre er fundamentalt vigtig for børn. Men på Mogilino er mange af børnene klassificeret som ikke mulige at opdrage og modtager derfor ingen stimuli, Den triste sandhed er, at der i EU er mere lovgivning, der vedrører hønseopdræt end omsorg af børn. hvilket resulterer i en hæmmet og tilbagestående udvikling. Filmens producer, Kate Blewett, arbejdede også på dokumentarfilmen The Dying Room fra 1995, der udstillede den forsømmelse som Kinas et-barns-politik førte til. Om sit arbejde med Bulgariens Efterladte Børn siger hun: - Det er den sværeste film, jeg nogensinde har lavet. Det var frygteligt at blive ved med at vende tilbage til institutionen og se ting blive værre og værre. Kate Blewett beskriver det at havne på en institution i Bulgarien som ensbetydende med en livstidsdom og siger: - Bulgarske institutioner opmagasinerer mennesker. Børnene bliver flyttet fra institution til institution, indtil de ender på et hjem for voksne, hvor de bliver, til de dør. Disse børn eksisterer kun, de lever ikke. Udtalelse er statistisk opkast Som en respons til dokumentarprogrammet har den bulgarske ambassade i London udsendt et brev, hvor der blandt andet står: - Ikke en eneste institution har modtaget en dårlig eller utilfredsstillende vurdering af deres sundhedsmæssige tjenester. Kate Blewett kalder udtalelsen en bunke teoretisk og statistisk opkast. - De behøver jo bare kigge indenfor på institutionerne for at se, at standarden ikke er acceptabel, siger hun. Forskning har kortlagt den skade, der bliver forvoldt børn på dårligt drevne institutioner. Et forskningsprojekt i den rumænske hovedstad Bukarest sammenlignede studier af børn i henholdsvis familiepleje og på institution og konkluderede, at børn, som flyttes til et miljø, hvor de får mere opmærksomhed og menneskelig kontakt, forøger deres intelligenskvotient og forbedrer deres fysiske udvikling. Syvårig vejede syv kilo Sydafrikanerne Elsabe Louw og hendes familie var frivillige på et humanitært projekt på en institution i Dobromirtci, en landsby i Bulgariens Hun var det sidste barn i den sidste seng, vi så, og hun var kun et skelet dækket af hud. Hun var syv år gammel og vejede kun syv kilo. Rhodopi bjerge. Hun beskriver det øjeblik, familien første gang så deres plejebarn, Lora: - Hun var det sidste barn i den sidste seng, vi så, og hun var kun et skelet dækket af hud. Hun var syv år gammel og vejede kun syv kilo. Loras evne til at jage fluer væk fra sengekanten indikerede, at diagnosen alvorlig hjerneskade var unøjagtig. - Vi indså, at et hjerneskadet barn ikke ville kunne gøre dette, og fik hende til sidst indlagt på et hospital, hvor prøver bekræftede, at hun var fejldiagnosticeret, forklarer Elsabe Louw. Det viste sig senere, at Lora led af fejlernæring og alvorligt omsorgssvigt. I 2001 blev hun det første adopterede barn fra Dobromirtci i dets 43-årige historie, og hun kan nu tale afrikaans, engelsk og lidt bulgarsk. Nye tider er på vej En forandring er gradvist undervejs. UNICEF har lavet en nødplejeplan til børnene på Mogilino, og den britiske hjælpeorganisation Campaign for Bulgaria s Abandoned Children har via en online underskriftsindsamling, der skal forsøge at presse EU til skride ind i sagen, samlet underskrifter. I modsætning til Mogilino, bliver Bulgariens Karin Dom Center, der ligger i byen Varna, betragtet som en af de seks bedste plejeinstitutioner i Europa. Lederen, Mariana Nikolova, er ivrig efter at bidrage med en rettesnor til andre plejeinstitutioner. - Vi ser meget gerne, at der sker forandringer i Mogilino, og at statslige institutioner bidrager med en passende pleje i hele Bulgarien, siger hun. PR-medarbejder for Campaign for Bulgaria s Abandoned Children, Siobhan Santry, siger: - I den senere tid har vi set en holdningsændring i Bulgarien. Det, som tidligere var fuldstændig fornægtelse, begynder nu så småt at ligne en accept af, at den offentlige omsorgspolitik ikke er holdbar. Der er blevet taget små skridt i den rigtige retning. - Den triste sandhed er, at der i EU er mere lovgivning, der vedrører hønseopdræt end omsorg af børn. Det, vi gerne vil se, er, at EU også på længere sigt forpligter sig, så institutionalisering af børn ophører, og der sker en holdningsændring i forhold til handicappede. Desuden skal lande, der søger optagelse i EU, nøje undersøges før optagelse, siger Siobhan Santry. Oversat fra engelsk af Lotte Christensen fra INSP og redigeret af Hus Forbi. Street News Service: De bulgarske myndigheder benægter, at der er et problem på landets børnehjem. Det er en bunke teoretisk og statistisk opkast, siger Kate Blewett, der har produceret BBC-programmet om børnehjemmet Mogilino. Bulgarien Bulgarien var under den kolde krig en del af den kommunistiske østblok i Europa, men er i dag både medlem af NATO (fra 2004) og EU (fra 1. januar 2007). Der bor omkring 7,8 millioner mennesker i landet. Artiklen er genoptrykt fra den nordengelske hjemløseavis The Big Issue in the North, der ligesom Hus Forbi er en del af det internationale netværk International Network of Street Papers (INSP). I alt 88 aviser fordelt på 37 lande og seks kontinenter er med i netværket. Se mere på 32 hus forbi nr. 75 juni 2008 hus forbi nr. 75 juni

18 Martin ver sus Thomas Et liv i barske miljøer er ikke kun noget, som Hus Forbi-sælgeren Martin Mogensen (tv.) kan tale med om. Også skuespiller Thomas Bo Larsen er vokset op i et hårdt ghetto-miljø. Denne interviewartikel er en del af serien Hende/ham vil jeg gerne møde, hvor Hus Forbi-sælgere interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med redaktionen. Hus Forbi-sælger Martin Mogensen har sat skuespilleren Thomas Bo Larsen stævne på en café på Frederiksberg, hvor der bliver talt om hårdkogte film og baggrundserindringer. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Ulrik Jantzen Martin Mogensen har været Hus Forbi-sælger de sidste ni et halvt år og startede i sin tid med at sælge aviser, da han boede på gaden. For tre år siden fik han sin egen lejlighed, men før da boede Martin Mogensen på gaden i sammenlagt 12 år. Han har prøvet det meste - sovet i parker, på bænke, herberger og forsorgshjem. Været narkoman, siddet i fængsel, solgt stoffer, været indblandet i manddrab, udsat for happy slapping, mistet en masse venner, der gik ned på grund af stoffer, og set begge sine forældre dø. Tilsammen meget mere end nogle af Thomas Bo Larsens skæve karakterer i de film, vi kender ham så godt fra, nogensinde har rummet. Alligevel er der fællestræk, og det er blandt andet derfor, at en af Martin Mogensens allerstørste helte er Thomas Bo Larsen. Han har set mange af hans film og husker allerbedst Fukssvansen, Mirakel, Festen og Ondt Blod. Så lige præcis Thomas Bo Larsen vil Martin Mogensen rigtig gerne møde. Det lader sig gøre en onsdag i juni. Thomas Bo Larsen er netop vendt hjem til Frederiksberg fra filmoptagelser i Sverige, hvor han er blevet hyret til en hovedrolle som Georg Brandes i en svensk film. Han kommer cyklende på en gammel herrecykel hen til en stamcafé i nærhedens af hans bopæl, hilser venligt og sætter sig ned sammen med Martin Mogensen for at drikke en kop kaffe og snakke en times tid. Den bedste, der er - Det er simpelthen bare suverænt, at du gad komme, siger Martin. Jeg er helt vild med dine film. Især Fukssvansen. Hvad fanden var det for noget konfekt, du lavede? - Det var vist et syretrip, svarer Thomas. - Ja, det tror jeg nok på den kunne jeg godt lide. Og så den der med Dennis ( Mirakel, red.), hvor du er en engel, og Festen, hvor du falder i badekaret og sætter din kone af på hovedvejen, da du møder din bror. Der er mange gode med dig, mand, siger Martin. - Du har set mange af dem?, spørger Thomas. - Jeg har set næsten alle sammen. På nær de sidste nye. Jeg elsker den måde, du spiller på, og så din humor. Jeg har virkelig glædet mig til at møde dig. For jeg elsker dig som skuespiller. Du er en af de bedste skuespillere, der er, svarer Martin. - Tak for det, siger Thomas. Da Martin boede på gaden kom han ofte på Sundholm (aktivitetscenter for hjemløse i København, red.) og i Hjemløsehuset på Nørrebro, og det er blandt andet her, han har haft mulighed for at se filmene på dvd. I dag kommer han stadig i Hjemløsehuset, hvor han spiser sin frokost og indimellem ser en film. - Og du er blevet hjemløs?, spørger Thomas. - Nej, jeg har fået lejlighed. Men jeg var det i 12 år. Jeg siger dig, jeg er glad, siger Martin. - Tillykke med det, siger Thomas. - Ja, rigtig fedt. Nu kan jeg lukke døren og sige: Det er mit eget, og her kan jeg gøre mig i stand. Det er noget helt andet end at leve ude på gaden sommer og vinter, svarer Martin. - Den må være hård om vinteren. Hvor sov du henne? spørger Thomas - På en bænk et eller andet sted, svarer Martin. - Om vinteren, mand? Er du sindssyg? Var det ikke koldt om morgenen? - Jo, man sneg sig ind på et vaskeri for lige at få et par timer. Det var ikke det sjoveste. Men nu har jeg været clean i fem år, og det har reddet mig. Jeg har været narkoman for fuld skrue i 16 år, fortæller Martin. - På heo (heorin, red.)? spørger Thomas. - Ja, to til tre gange om dagen. Kokain, piller og hele lortet. Jeg vejede 47 kilo, men nu vejer jeg 78 og er kommet totalt ovenpå, siger Martin. - Hvem hjalp dig? spørger Thomas. - Mig selv. Jeg slog en mand ihjel i et færdselsuheld i En 39-årig med tre børn, og så besluttede jeg mig for, at det var slut. Det var prikken over i et. Så tog jeg 16 dages nedtrapning og fik fire måneder og tyve dages isolation i spjældet, og så var det slut. Nu ryger jeg måske tjald to gange om måneden og drikker et par pilsnere, siger Martin. - Tak skal du have. Det er da Nu har jeg været clean i fem år, og det har reddet mig. Jeg har været narkoman for fuld skrue i 16 år. godt, du kom ud af det. Nå, men nu må du spørge mig om noget, siger Thomas og griner lidt. - Ja, jeg vil høre om dine dejlige, gode film. Hvordan gik det i Sverige?, spørger Martin. - Det gik fint. Jeg skulle spille Georg Brandes med bakkenbarter og overskæg og har vist et billede af mig selv her. Thomas viser et billede frem på sin mobiltelefon, og det har ganske rigtigt store ligheder med Georg Brandes. - Han var sådan en kvindeforfører og kulturanmelder. Og det handler om Selma Lagerlöf en svensk dame, som han giver nobelprisen. Der var noget med, at hun var lebbe, men det vidste man ikke med sikkerhed. Jeg har fløjet frem og tilbage til Göteborg. Men nu har jeg ferie i halvanden måned, inden jeg starter på Betty Nansen Teatret med en forestilling. Jeg er allerede begyndt at læse på teksten til Betty Nansen, for jeg er ordblind, så jeg bliver nødt til at starte før alle mulige andre, siger Thomas. Thomas var gummirocker Oprindelig er Thomas vokset op i en boligkarré ved siden af Værebro Parken i Bagsværd. Det er en række 34 hus forbi nr. 75 juli 2008 hus forbi nr. 75 juli

19 Martin Mogensen har set næsten alle de film, som Thomas Bo Larsen har været med i. boligkarréer, hvor der boede mange børn fra hårdt belastede familier, dengang Thomas voksede op børn, der blev viklet ind i kriminalitet og stofmisbrug. Nogle af dem klarede sig og kom videre, andre ikke. - Ser du nogle af de gamle venner?, spørger Martin. - Jeg kom ude i Værebro Parken fra jeg var ni år. Jeg rendte rundt i Værebro Ungdomsklub og var gummirocker. Jeg begyndte at ryge hash til den store guldmedalje og fik en hashpsykose, da jeg var 17 år. Og så tænkte jeg, at jeg måtte ud af det dér og flyttede på et kollegium. Der lærte jeg nogle andre mennesker at kende og har ikke rørt hash siden. Men inden jeg blev skuespiller, begyndte jeg at komme ude hos mine gamle venner i Værebro Parken igen og jeg har kontakt til alle sammen, siger Thomas. - Er de stadig ude i det samme rod? spørger Martin. - Der er mange, der er gået ned. Fire-fem af mine venner er døde. Kvalt i opium eller opkast andre er døde af kræft. De fleste, jeg kender derudefra, er i dag veletablerede med job som tæppehandlere osv. Men det er mit miljø. De forstår mig bedre end andre. Vi tager i sommerhuset og ind og ser boksning. Jeg træner med en af dem i Frederiksberg Svømmehal. Han er blevet fysioterapeut, siger Thomas og fortsætter: - Det er jo lidt skizofrent. Jeg har dem fra Værebro, og så er jeg meget, meget gode venner med Thomas Vinterberg, som jeg jo har lavet film med, og Carsten Fromberg, som jeg har skrevet en film sammen med, som vi nu skal til at lave. Og de kender overhovedet ikke det sprog, der er derude. Det er to forskellige verdener, siger Thomas. - Følger dine gamle kammerater med i det, du laver, spørger Martin. - De er altid med. F.eks. når jeg spiller teater. Jeg får altid en 100 procent ærlig vurdering. Der bliver ikke rygklappet. Hvis det er noget lort, jeg har lavet, så får jeg det at vide. - Men hvorfor klarede du den derude i Værebro? Jeg tror nemlig, at det har noget at gøre med din karriere. At du har søgt mod noget nyt for at lave om på dit liv, siger Martin. - Ja, men det var nu mest, fordi jeg havde været håndværker i mange år, og mine hænder ikke sad rigtig på mig jeg er blevet fyret fra 12 jobs! Så tog jeg på højskole for at komme væk fra Værebro, mødte en kæreste, der sagde, jeg kunne søge ind som skuespiller, og så søgte jeg bare for sjov og kom sgu ind, fortæller Thomas. - Sådan! Det har jo forandret dig, konstaterer Martin. - Ja, hvis jeg ikke var kommet ind, havde jeg nok stadig rendt rundt derude og været halv-kriminel, siger Thomas. Punkeren blev borgerlig Fotografen kommer forbi og hilser på. Han har mødt Martin før og spørger, hvordan det går. - Super, svarer Martin. Jeg er sgu altid i godt humør. Og så er jeg bare glad for at sælge aviser. - Hvor sælger du henne? spørger Thomas. - I Ballerup Centret. Det går rigtig godt. Men hvad med dig. Har du nogen sinde haft lyst til at flytte tilbage til Bagsværd?, spørger Martin. - Absolut ikke. Jeg skal helst bo i byen, hvor jeg har et nærmiljø med restauranter og en døgnkiosk. Jeg er for rastløs til at bo på landet. Jeg elsker storbyer og har rejst i byer som Tokyo og Rio de Janeiro. Dér føler jeg mig hjemme. Jeg kan godt lide at studere mennesker det er nok en del af mit job og det kan man inde i byen, siger Thomas. - Men der er for meget ballade efterhånden, mener Martin. - Nu er vi jo på Frederiksberg, der er ikke så meget ballade. Men jeg har boet ved siden af Ungdomshuset i fem år. Dér kunne jeg sgu ikke lide at bo, selvom jeg selv er kommet i Ungdomshuset. Min datter blev skidebange for de autonome og troede, at de kom ind ad vinduet om natten, fordi de havde maskeret sig. Vi lavede jo engang en film, De skrigende halse, som er optaget i Ungdomshuset, og jeg var selv punker. Men nu er jeg blevet borgerlig, ha, ha, ha. I Ungdomshuset havde de sådan en fetish, hvor der stod: Smadr en bil. Og så flippede jeg helt ud og gik derop og sagde: Hvad fanden laver I? Skal I smadre min bil?. Til sidst sagde jeg: Nu flytter vi, fortæller Thomas. - Det kan jeg godt forstå, siger Martin. Jeg bor selv i området og Jeg tror, at man kan finde mennesket bag alle karakterer, og mener ikke, at der er noget grundlæggende ondt i mennesket. havde også helt vildt svært ved at komme hjem dengang, der var gadekampe. - Men det er også, fordi jeg er blevet ældre. Da jeg kom i Ungdomshuset, var jeg også med til at besætte huse og havde mere ild i røven, siger Thomas. Finder mennesket Martin vender tilbage til Thomas roller, som i rigtig mange tilfælde er nogle hårdkogte, men skrøbelige typer. Tænk bare på Karsten fra De Største Helte, der har udgang fra fængslet, kidnapper sin datter og tager op gennem Sverige på flugt fra en psykopatisk stedfar, eller narkomanen fra Pusher. Thomas og Thomas Bo Larsen Martin taler om de mange forskellige karakterer, der på mange måder minder om vennerne fra Thomas gamle miljø. - Jeg kan nikke genkendende til mange af mine karakterer, men tit bliver sådan nogle roller udstillet, synes jeg. Så jeg prøver altid at finde humoren eller mennesket i dem. Jeg bruger noget fra mine kammerater, men jeg har også brugt mig selv, tror jeg. Det kommer an på, hvordan det er skrevet. F.eks. skrev jeg selv rollen til ham fra Festen. Han er jo racist og mandschauvinist, men han er god nok på bunden. Jeg prøvede at lade ham kommunikere fysisk i stedet for verbalt. Tæver faren og alt det der. Jeg er jo en kæmpe idiot igennem det meste af filmen, men da jeg så banker faren, er jeg pludselig god nok, siger Thomas. - Ja, mærkeligt nok, siger Martin. - I Pusher spillede jeg f.eks. en narkoman, der skyder sig selv i hovedet. Da jeg første gang læste manuskriptet, tænkte jeg: Nå ja, det er bare sådan en narkoman, siger Thomas. - Ja, ja du skylder penge væk, husker Martin. - Jeg valgte at spille på frygt. Han er så bange, at han vil gøre hvad som helst og så bliver scenen altså sjov, samtidig med at den er tragisk, fordi han ryster så meget, at han til sidst kommer til at skyde sig selv i hovedet. Dér var det vigtigt for mig, at man kunne se mennesket, så det ikke bare blev en tegneseriefigur, siger Thomas. - Er der nogen roller, du ikke har lyst til at spille?, spørger Martin. - Nej, jeg tror, at man kan finde mennesket bag alle karakterer, og mener ikke, at der er noget grundlæggende ondt i mennesket, så nej, svarer Thomas. - Jeg tror også, du kan spille alle roller, Thomas, svarer Martin og så rejser de to mænd sig op og går hen til en sti ved siden af caféen for at lade sig fotografere sammen af Hus Forbis fotograf. birgitte.hoegh@os.dk Er født den 27. november Han fik sin filmdebut i Søren Faulis De Skrigende Halse fra 1992 og har siden medvirket i utallige film, blandt andet De Største Helte (1996), Pusher (1996), Ondt Blod (1996), Festen (1998), Bornholms Stemme (1999), Mirakel (2000), Blinkende Lygter (2000), Fukssvansen (2001) og Solkongen (2005). Senest har han medvirket i Thomas Vinterbergs film En mand kommer hjem. Han kan opleves på Betty Nansen Teatret fra den 15. november til 10. januar i Peter Langdals opsætning Min familie. Thomas Bo Larsen har modtaget en Robert for bedste hovedrolle i De Største Helte og en Robert for bedste birolle for Festen. af Anne Jensen tidligere hjemløs Hvis man nu er hjemløs og ikke har et sted at bo kan man stadig se lys og leve sammen to og to Man er nok lidt fattig men livet varer stadig ved Et papir og så en pen Men, skriv positive ting Slet slet ikke at du er led men at du er op og ikke ned Bidrag fra 11-årige Maja Jensen fra Næstved Send løsningen på X-ORD senest den 31. juli. Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. Vinderen får direkte besked pr. post. Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert eller på et postkort og sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Vinder af boggavekort nr. 73 Agnes Henriksen, Stadionvej 31, 1 tv., 2600 Glostrup Hus Forbi modtager meget gerne korte digte. Er du inspireret eller har et liggende i skuffen, så send det til os, gerne på mail: redaktion@husforbi.dk eller med posten: Hus Forbi, Tornebuskegade 1, 2., 1131 Kbh. K 36 hus forbi nr. 75 juli 2008 hus forbi nr. 75 juli

20 Vorherres køkkenhave JULI Af Steen Viggo Destination: Stavreshoved Foto: Robert Voxen eg glemte at blænde af J med rullegardinet, så morgensolens skarpe stråler bragte mig ud af drømmenes verden. Det er juli, det er meget tidligt og allerede varmt. Jeg skal til Stavreshoved. Det er lystfiskernes paradis i et naturområde, der altid byder på oplevelser ved stranden, i skoven og langs de mange kilometer stendiger, der er karakteristisk for området. Tænk, hvor slidsomt et arbejde det har været at samle alle disse store sten og bygge digerne. Efter en dejlig tur langs Kerteminde Nor, der ligger spejlblankt og blåt og ligner et glansbillede, ankommer jeg til en meget smal sti gennem løvskoven, hvis hele bund er et tæt vildnis af brombær. Hist og her står løgkarsen, af hvilken jeg plukker en håndfuld blade, der skal fordeles på madpakken, når jeg efter Østligste punkt på Fynshoved nord for Kerteminde Hindbær Hindbær vokser vildt i skove og krat over hele landet. Skovhindbærsyltetøj: 1 kilo bær, 100 gram sukker, 1 ¼ deciliter vand, 1 tsk. citronsaft, 1 tsk. Rød Metalin (geleringsmiddel). Vand og sukker varmes op under omrøring næsten til kogepunktet, hvorefter bærrene og citronsaften hældes i. Når lagen perler langs grydekanten, holdes bærrene svagt i kog i ca. 5 min. 1 tsk. Metalin og 1 tsk. sukker blandes godt og røres i lagen, hvorefter bærrene med en hulske løftes over i atamonskyllede glas, der straks lukkes. Foto: Colourbox Hindbærdessert: Børn i alle aldre holder af denne hindbærdessert. 250 gram hindbær, 40 gram flormelis og 4 deciliter piskefløde blendes til en cremet substans og serveres straks. Mens jeg går langs stranden, nyder jeg synet af de styrtdykkende terner, der gør livet surt for rejer og småfisk. Urtete: Unge hindbærblade og skud tørres og bruges til urtete ved at blive overhældt med kogende vand og trække i min. Teen er yderst velsmagende og skulle være virksom mod hoste, feber og gigt. Bonustip: På grund af bærrenes sødme fryser jeg nogle kilo ned for til september at bruge dem i forskellige forhold i mit brombærsyltetøj. at have forceret klinten slår mig ned på stranden. Mens jeg rigger fiskestangen til, og kasserollens vand bringes i kog, har jeg udsigt til Storebæltsbroen og Romsø. Stranden er sten i alle størrelser. Strandkålens blågrønne duggede blade og havstokkens opskyllede tang med Storebælt i baggrunden er sammen med klintens mange slåenbuske den perfekte ramme for formiddagens håb om at fange en ørred. Mens jeg går langs stranden, nyder jeg synet af de styrtdykkende terner, der gør livet surt for rejer og småfisk, og lidt længere henne står fiskehejren, stille som en skulptur, men med det dødbringende dolkenæb parat til hug. Solen stikker min nøgne hud, der allerede har antaget en anden Mens jeg rigger fiskestangen til, og kasserollens vand bringes i kog, har jeg udsigt til Storebæltsbroen og Romsø, fortæller Steen Viggo. kulør, så jeg vender tilbage til min lille plads for at pakke sammen og komme op i skovens kølige skygge. Der sidder Vorherre og venter på mig, den drillepind. Han ved, jeg har det dårligt med varme og lader end ikke en kølig brise vederkvæges mig. Jeg skal ud i skovens lysninger for at plukke skovhindbær i min medbragte spand. Det er sammen med skovjordbær årets første bærhøst. Hindbærrene vejer tungt i spanden, da jeg bevæger mig via skovstierne tilbage til et stort egetræ. Det er dejligt at sidde her i skyggen og betragte det omgivende krat, hvor en korsedderkop, der bærer dødens og giftens symbol på ryggen, har spundet sit fangstnet ud og ser ud til at have mere held end jeg, hvad angår fangst. Når et lille bevinget insekt går i nettet, gør edderkoppen kort proces og syr det ind i en pose, som så bringes tilbage til spisekammeret. Vorherre, der også har betragtet korsedderkoppen, skubber til mig og peger med tommelen. Ganske rigtigt. I det fjerne nærmer en gammel, astmatisk Toyota sig, og min dag ved Stavreshoved får ende og i aften skal jeg lave syltetøj. steenviggo@galnet.dk Foto: Robert Voxen Steen Viggo Er tidligere hjemløs og udeligger. Har blandt andet levet i naturen fra foråret 1992 til vinteren 1993, hvor han startede med at opholde sig i Hasmarkmosen på Fyn, men siden bevægede sig i et område, der strakte sig fra Bogense til Enebærodde. I forbindelse med sine ophold i naturen fører Steen Viggo dagbog, og det er de optegnelser, der ligger til grund for hans månedlige bidrag til Hus Forbi. Steen Viggo er i naturen hver dag, som regel på traveture langs Odense Å. To-tre gange om måneden overnatter han i naturen, og det kan være alle steder i Danmark fra den jyske hede til Sjællands Odde. 38 hus forbi nr. 75 juli 2008 hus forbi nr. 75 juli