kaptajn En tilfreds går fra borde

Transkript

1 En tilfreds kaptajn går fra borde Af Finn T. Jensen. Foto: Jan Christensen og arkiv Ulrik Wilbek har stået i spidsen for sin sidste slutrunde, og det har været en oplevelse at være ankermand på både herre- og damelandshold gennem tiden. Han ser her tilbage på den enorme udvikling, håndbold har undergået, siden han stod som landstræner for første gang. 1/ MAGASINET HÅNDBOLD

2 MAGASINET HÅNDBOLD 23 1/2014 PORTRÆT: ULRIK WILBEK

3 DET MIRAKEL, VI OPLEVEDE MED DANSK KVINDEHÅNDBOLD I 1990 ERNE, KUNNE ALDRIG SKE NU. Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi? Kim Larsens korte, præcise og meget sigende tekst om cirkusprinsessen skal nok have fået en og anden til at overveje, om udbyttet af faser i livet har levet op til de drømme og ambitioner, man havde på forhånd, men i Ulrik Wilbeks tilfælde er svaret på Lune Larsens spørgsmål faldet, næsten før spørgsmålstegnet er sat. Ja, jeg har så rigeligt set og gjort alt det, jeg drømte om, siger den snart 56-årige trænerlegende, efter at have tilbragt helt præcist halvdelen af sit hidtidige liv tilknyttet de danske håndboldlandshold. Hvis nogen i 1986, da jeg stod med min første DHF-kontrakt som landstræner for pigernes ungdomslandshold, havde fortalt mig, hvad jeg skulle igennem sammen med kvindelandsholdet de følgende 11 år, havde jeg rystet på hovedet og trukket på smilebåndet. Og hvis man, da jeg startede som herrelandstræner i 2005, havde sagt, at vi de næste ni år ville vinde syv sæt medaljer heraf de to af guld og komme i fem store finaler på syv år, ja så havde jeg grinet højt og bedt dem være bare en anelse realistiske. Faktum er dog, at det er gået fantastisk flot for den afgående landstræner, som er helt sikker på, at hans trænerkarriere er fuldstændig overstået om nogle få måneder. Jeg har ikke noget behov for at vise noget yderligere på den front. Jeg har til overflod oplevet at få drømmene opfyldt, så når Golden League-turneringen i april er overstået, og når vi har haft vores samling i juni måned, er det definitivt forbi. Så får man mig aldrig mere at se i rollen som håndboldtræner. Blev tændt som kursist Det var som ung, energisk træner for Virum/Sorgenfris herrehold, Ulrik Wilbek fik den aha-oplevelse, der førte ham i retning af kvindehåndbold og et engagement med Dansk Håndbold Forbund. Som ung træner var jeg med på alle de relevante DHF-kurser, og jeg sugede engageret til mig fra alle de topnavne, der var kursusledere på den tid. Og da jeg i 1985 oplevede de kvindelige U-landsholdsspillere på et af disse kurser, tænkte jeg: Det er da helt vildt, så gode de er. Hvorfor er der ingen, der får noget ud af det? Året efter fik jeg så selv tilbudt at træne dem. Og jeg slog naturligvis til, erindrer Ulrik Wilbek. Resten er historie, som man siger, men vel at mærke ikke en historie, der vil kunne gentage sig, sådan som verden ser ud i dag. Det mirakel, vi oplevede med dansk kvindehåndbold i 1990 erne, kunne aldrig 1/ MAGASINET HÅNDBOLD

4 Ulrik Wilbek før sin sidste kamp med damelandsholdet. Det var VM-finalen i 1997, som Danmark vandt over Norge. ske nu. Dengang havde klubberne slet ikke den indflydelse i forhold til spillernes hverdag, de har i dag. Spillerne blev ikke lønnet i klubberne, træningsmængden var begrænset, og på en måde kan man sige, at landsholdet blev en slags klubhold, der med mig som iværksætter samledes 100 dage om året, trænede og byggede op i to et halvt år og herefter høstede frugterne i de seks år, hvor vi vandt OL, VM og to gange EM. Dengang var Ulrik Wilbek leder på den måde, at han anviste retningen og var eksponent for troen på, at alt kunne lade sig gøre. Han drev projektet, og så kunne spillerne melde sig på, hvis de havde lyst. Og der var faktisk mange, som meldte fra i starten, der senere følte sig fristet til at blive en del af den udvikling. Landsholdet fungerede 100 procent som drivkraft for kvindehåndbolden i Danmark. På klubplan skabtes der så kraftcentre i især Viborg, Ikast og GOG, og jeg vil vove den påstand, at havde landsholdet ikke haft den enorme succes, det havde, så var der aldrig kommet penge i dansk kvindehåndbold. Dengang hed de mest frygtede modstandere Jugoslavien, SNG/Rusland, Østrig, Tyskland, Litauen og Ungarn. Naturligvis sammen med de evige rivaler fra Norge og den friske fornyelse fra Sydkorea. Koreanerne var en fantastisk inspiration, og jeg indrømmer blankt, at jeg stjal med arme og ben fra deres måde at spille på. Sydkorea var i en klasse helt for sig MAGASINET HÅNDBOLD 25 1/2014

5 selv, men netop ved at implementere dele af deres spilkoncept fik vi værktøjerne til at slå dem, som vi eksempelvis gjorde i OL-finalen i 1996, fortæller Ulrik Wilbek. Kvinderne spiller måske for hurtigt I forhold til dengang synes jeg, at kvindehåndbolden primært har gennemgået en markant udvikling på det taktiske og forsvarsmæssige område, men antallet af tekniske fejl i angrebet er alt for højt i dag, vurderer Ulrik Wilbek. I 1990 erne kom holdene kun yderst sjældent over ti tekniske fejl pr. kamp; et tal, der er langt højere i dagens kvindehåndbold. Nyere forskning viser da også, at kvindelige elitespillere er oppe at runde 80 procent af deres maximale puls, når de spiller, mens deres mandlige kolleger er nede på 70. Måske skal man overveje at sætte farten lidt ned i kvindehåndbold og satse mere på temposkift. Men det skal naturligvis også med i vurderingen, at de stadigt dygtigere forsvarsspillere er blevet langt bedre til at stresse angriberne, end de var før i tiden, lyder det fra Ulrik Wilbek. Men tempoet er ikke det eneste, der har ændret sig ifølge den karismatiske landstræner. Også trænerens rolle er markant forandret, siden han selv startede i 1980 erne. På eliteniveau er det umuligt at stå med ansvaret alene i dag. Der var engang, hvor man som træner måske havde en assistent, der satte kegler op og i heldigste fald en anden, der kunne optage lidt video. Hvis tingene skal fungere i dag, kræver det et team af meget kompetente mennesker med hver deres opgave i forhold til spillerne, og det strækker sig fra fysioterapi over taktisk analyse til kommunikation, konkluderer Wilbek og husker tilbage i tiden: For 25 år siden grinede vi ofte af nordmændene, når de drog til slutrunder med groft sagt flere ledere end spillere. Men det var jo bare et udtryk for professionalisme og for, at de var på forkant med udviklingen. Større krav fra medierne Opgraderingen i antallet af ledere omkring landsholdet er dog intet at regne i forhold 1/ MAGASINET HÅNDBOLD

6 bliver vinklet kritisk, og at der for enhver pris skal være kant fra journalistens side. Så i mange tilfælde er man nødt til at proppe irritationen væk og svare, som om det her er da det mest fornuftige spørgsmål, jeg længe har hørt og ih, hvor vil jeg gerne komme dig i møde, eller alternativt drible forbi journalisten og reelt svare på noget andet end det, man bliver spurgt om, siger Wilbek, der har oplevet udviklingen fra forreste række. Ifølge Wilbek hænger denne del af udviklingen uløseligt sammen med den indpakning, især tv-stationerne har valgt for at servicere de millioner af danskere, som kommentere på min person på godt og ondt, uanset hvor meget eller lidt de måtte kende til det, de taler om. Det, at jeg efterhånden er fed up med eksperternes udsagn, er da også en stærkt medvirkende årsag til, at jeg aldrig kunne drømme om at gå ind i politik igen, selv om jeg også for ganske nylig er blevet opfordret til det, fortæller han. PORTRÆT: ULRIK WILBEK DET ER BLEVET SÅDAN, AT DÆKNINGEN AF SELV DEN MEST SUCCESFULDE HÅNDBOLDKAMP BLIVER VINKLET KRITISK. til den udvikling, der har fundet sted på mediesiden inden for det sidste kvarte århundrede, og som har intensiveret dækningen af håndbolden på landsholdsniveau. Dels er der kommet voldsomt mange flere medier til, og dels er der sket en markant udvikling i forhold til den måde, håndboldstoffet bliver vinklet på. I 1990 erne eksploderede interessen omkring kvindelandsholdet, og medierne kunne ganske enkelt ikke få nok. Men mens der dengang var tale om, at journalisterne fulgte pigerne med nærmest ukritisk begejstring, stiller mediedækningen væsentligt større krav til spillere og ledere i dag. Det er blevet sådan, at dækningen af selv den mest succesfulde håndboldkamp hvert år følger specielt de store slutrunder. For 25 år siden var der ingen studier før og efter kampene, så da jeg selv optrådte på TV2, var det udelukkende i rollen som medkommentator. En rolle, jeg efter bedste evne forsøgte at udfylde ved at kommentere det, tv-billederne viste og meget ofte holde meget lange pauser i mine kommentarer. Jeg valgte helt bevidst først at gå ind i rollen som medkommentator efter at have været væk fra landsholdet i halvandet år, så jeg ikke skulle kommentere på min efterfølger og på spillere, jeg lige havde trænet, siger Ulrik Wilbek og fortsætter: Men i dag er det sådan, at de eks-spillere, der tilknyttes medierne, går lige fra den ene rolle til den anden og bliver kaldt ekspert fra første dag. Det giver dem fri mulighed for omkostningsfrit at udtale sig om dette og hint, og det kan give nogle særprægede resultater undervejs. De danske håndboldfans skal dog ikke forvente at se Ulrik Wilbek vende tilbage på skærmen i rollen som kommentator på tv. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke ville kunne fungere som ekspert med de forventninger, der stilles til den funktion i dag. Og skal jeg være helt ærlig, så kommer jeg heller ikke til at savne det, at alverdens eksperter føler sig kaldet til at To helt afgørende kampe Og det er ikke første gang, Wilbek har takket nej til en opfordring. DHF forhørte sig omkring min interesse for at træne herrelandsholdet allerede kort efter, at jeg havde sagt farvel til kvindelandsholdet, men da slog Viborg HK hælene i, fordi en stor del af klubbens satsning var lagt an på, at jeg skulle være frontfigur. Men i 2005 blev det alvor, da det talentfulde kuld med Kasper Hvidt, Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og Lars Krogh Jeppesen i spidsen for andet VM i træk floppede ved slutrunden i Wilbeks fødeland, Tunesien. De havde vundet bronze ved EM to gange i træk, men spillet skidt de to gange, der havde været VM i de mellemliggende sæsoner. Så min første gerning var at sætte et stabilitetskrav op, hvor vi forpligtede hinanden til aldrig at slutte uden for top otte ved en slutrunde. Og det løfte har vi holdt i 11 slutrunder i træk. Der er to kampe undervejs, som har betydet rigtig meget i forhold til den udvikling. Dels, da Danmark besejrede Norge ved VM i Tyskland 2007, gik videre fra indledende gruppe og fik brudt VM-forbandelsen. Og dels, da Danmark ved EM i Norge året efter brød med fire semifinalenederlag på stribe og omsider spillede sig i en finale. Når man først er kommet over den slags mentale hurdler, har man fået vist sig selv og resten af verden, at man også kan næste gang. Og næste gang igen. I begge disse kampe var spillerne sindssygt nervøse, MAGASINET HÅNDBOLD 27 1/2014

7 men jeg vil regne det som en ubetinget fordel for os, at jeg som træner havde prøvet det hele før, siger Wilbek og fortsætter: Når man først har opnået den ultimative succes, er man ikke så bange for at fejle, også selv om man jo må slå fast, at præmissen for, hvad der er fiasko, har flyttet sig betragteligt de seneste år. Hvor det førhen var en fiasko at blive nummer 12, er vores herrelandshold i dag i den situation, at det vil være en stor skuffelse for nationen, hvis vi ikke kommer i finalen. Men dybest set er det jo positivt for dansk håndbold og vores omdømme. Udvikling har været nøgleordet I sine ni år i spidsen for det danske herrelandshold er Ulrik Wilbek ind imellem blevet mødt med kritik, når han har skiftet tilsyneladende driftssikre spillere ud med i mange tilfælde yngre og ind imellem også ukendte kræfter. Jeg har altid forsøgt at skabe udvikling og dynamik på holdet. Men aldrig på bekostning af resultaterne. Når jeg har sat spillere af, har det ikke nødvendigvis været, fordi jeg mente, de var færdige. Jeg har måske bare ikke syntes, de slog til, og at andre var bedre. Ved at køre mange unge spillere i stilling har Danmark opnået en større bredde på topniveauet, og derfor er der god grund til at tro på, at herrerne i mange år fremover vil kunne placere sig blandt de i hvert fald otte bedste i verden. Og det, mener Ulrik Wilbek, er affødt af at være modig nok til at vælge udviklingen frem for det sikre. I mine øjne skal spillere, der gør det rigtigt godt, også have chancen på landsholdet. Ikke nødvendigvis ved slutrunder, men dog på landsholdet. Det er også med til at give de unge spillere den tanke, at det er fint nok at spille i den danske liga, og at de ikke behøver tage til Tyskland for at få chancen på landsholdet. Omvendt skal spillere, der gør det godt i eksempelvis den polske eller franske liga, heller ikke føle sig forbigået. Og jeg har aldrig oplevet ikke at få fuld valuta igen fra de unge, der er blevet udtaget, siger Wilbek. Han hiver et meget nærværende eksempel frem. Jannick Green klarede tjansen som andenmålmand ved EM fremragende, og han har netop skrevet kontrakt med den tyske Bundesliga-klub SC Magdeburg. Han er et godt eksempel, for han er stille og roligt ved at udvikle sig til at være en verdensklasse-keeper. Og det i en tid, hvor målmænd har en langt større betydning for herreholdenes muligheder, end de nogensinde har haft tidligere. Men 1. juli giver Wilbek stafetten videre til islandske Gudmundur Gudmundsson. En fantastisk epoke i dansk landsholdshåndbold er forbi, men Wilbek fortsætter for fuld kraft i rollen som sportschef. Jeg føler, der er et udtalt behov for den funktion i en organisation som DHF. Jeg skal sparre med både den administrative, den sportslige og den politiske del af forbundet, og det betyder, at rigtig mange mennesker skal informeres om mange forskellige emner. Det har hidtil været varetaget på fint niveau, men vi kommer ikke uden om, at der har manglet en edderkop. Den rolle glæder jeg mig meget til at udfylde de næste år, så dansk håndbold fortsat kan være toneangivende på alle parametre og på alle niveauer. Wilbek og kvinderne: 1991: Ansat som A-landstræner 1993: Nr. 2 ved VM i Norge 1994: Nr. 1 ved EM i Tyskland 1995: Nr. 3 ved VM i Østrig/Ungarn 1996: Nr. 1 ved OL i Atlanta 1996: Nr. 1 ved EM i Danmark 1997: Nr. 1 ved VM i Tyskland Wilbek og herrerne: 2005: Ansat som A-landstræner 2006: Nr. 3 ved EM i Schweiz 2007: Nr. 3 ved VM i Tyskland 2008: Nr. 1 ved EM i Norge 2008: Nr. 7 ved OL i Beijing 2009: Nr. 4 ved VM i Kroatien 2010: Nr. 5 ved EM i Østrig 2011: Nr. 2 ved VM i Sverige 2012: Nr. 1 ved EM i Serbien 2012: Nr. 6 ved OL i London 2013: Nr. 2 ved VM i Spanien 2014: Nr. 2 ved EM i Danmark 1/ MAGASINET HÅNDBOLD

8 JEG HAR ALDRIG OPLEVET IKKE AT FÅ FULD VALUTA IGEN FRA DE UNGE, DER ER BLEVET UDTAGET. MAGASINET HÅNDBOLD 29 1/2014