MELLEMHANDLERENS RETSSTILLING

Transkript

1 MELLEMHANDLERENS RETSSTILLING Juridisk Bachelorprojekt, Aalborg Universitet Mellemhandlerens retsstilling i dansk ret som følge af ændringen af Produktansvarsloven til 10 og 10a. Projektet belyser eventuelle problemstillinger mellem PAL 10 og 10a og Rådets Direktiv (85/374/EØF) af 25. Juli 1985, og anskueliggør efterfølgende, hvorvidt en køberetlig regulering af produktansvar vil være fordelagtig. Forfattere: Diana Sofia Melchior Manrique de Lara Mette Lautrup Søndergaard Vejleder: Advokat, Anders Bredgaard

2 Forord Dette projekt er udarbejdet af jurastuderende Diana Sofia M. Manrique de Lara og Mette Lautrup Søndergaard ved Aalborg Universitet og udgør det afsluttende bachelorprojekt. For at gøre fremstillingen overskuelig er denne inddelt i overordnede afsnit og herunder i mindre underafsnit. Litteraturhenvisninger, der optræder i litteraturfortegnelsen, er anført med forfatternavn, udgivelsesår samt titel og forlag. Litteraturhenvisninger igennem projektet er anført med forfatternavn, udgivelsesår samt titel og sidetal. Som bilag er medtaget Sag C-402/03 Skov Æg mod Bilka og Bilka mod Jette Mikkelsen og Michael Due Nielsen. Vi vil gerne yde en stor tak til de personer, der har hjulpet os gennem processen med gode råd og vejledning. Aalborg, maj 2012 Diana Sofia M. Manrique de Lara & Mette Lautrup Søndergaard 1

3 Indholdsfortegnelse English summary Indledning Indledning Afgrænsning Metode Plan for fremstillingen Produktansvar generelt Indledning Retsområdet Anvendelsesområde Ansvarssubjekt Betingelser for at statuere produktansvar Defekt Ansvarsgrundlaget Ansvarsgrundlaget for mellemhandleren Mellemhandlerens stilling i det ulovbaserede produktansvar Produktansvarsdirektivet Mellemhandlerens ansvarsgrundlag i Produktansvarsloven Mellemhandler ansvar i et EU-retligt perspektiv Sag C-402/03 Skov Æg mod Bilka og Bilka mod to skadelidte Rækkevidden af harmoniseringen Overførsel af producentens objektive ansvar i henhold til Direktivet til mellemhandleren Overførsel af producentens culpaansvar til mellemhandleren Tidsmæssig virkning Bemærkninger til sag C-402/ Dommens konsekvenser Ændring af Produktansvarsloven Ændring af PAL Tilføjelse af PAL 10a Problemer med lovændringen Særligt om PAL Særligt om PAL 10a Køberetten som alternativ til mellemhandlerhæftelsen Det EU-retlige råderum for en køberetlige regulering af produktansvar

4 7.2 Overvejelser vedrørende en køberetlig regulering Udvidelse af ansvarssubjektet Sikkerhedsmangler i Købeloven Regulering af udviklingsskader Konsekvenser for sælgerens erstatningspligt ved indførelse af 45 a Diskussion af undtagelsesbestemmelsen i 45 a, stk Betydning for mellemhandleren ved en køberetlig regulering Konklusion Litteraturfortegnelse Bilag

5 English summary Product liability has for many years only been regulated in Danish jurisprudence. Under the Danish case-law, liability for defective products was assessed by reference to the general rules of civil liability, based on the concept of fault. However, developments in the case-law had had the result that in certain cases the producer was held liable even in the absence of fault. An intermediary was answerable for the liability of the economic operators further up the production and distribution chain. This legal status the Danish legislature wanted to maintain when the EU Directive on Product Liability was implemented in the Danish legislation. The Directive had the aim to make a complete harmonisation of the laws, regulations and administrative provisions of the Member States. However, when the Danish legislature implemented the directive and codified the Danish Law on Product Liability, it also made a special provision in which a dealer as an intermediary bore unlimited responsibility for the producer s liability under the Directive. The legal status of the dealer was subsequently overruled by the Court of the European Union in C-402/03, Skov Æg versus Bilka, and Bilka versus two injured. As a consequence, Denmark changed the legal status of the dealer in its legislation by codifying two new provisions; the first, 10, in which the dealer is liable for his own fault with a reversed burden of proof, and a second, 10a, making him answerable without restrictions for the producers or previous dealers fault-based liability. Consequently, this project aims to examine the legal status of the intermediary in the Danish legislation as a result of the new provisions in the Law on Product Liability. Furthermore the project will assess any issues between the two provisions (PAL 10 and 10a) and the Directive. Subsequently, the project will illustrate whether a regulation on product liability within the Law on Sale of Goods would be advantageous. The Danish 10 imposes the intermediary a strict liability with a presumption of negligence. Thereafter it has been statutory that the dealer is liable for his own fault. The provision, however, can be considered inconsistent with the principle of complete harmonisation as it is discussed to be a special provision. Furthermore the Danish Ministry of Justice has given the dealer the same legal status concerning recourse as before the provision was altered. This has the concern that the new provision might seem too similar to the previous, and therefore it is concluded to be inconsistent with the Directive and the interpretation of art. 13 by the Court of the European Union. Furthermore the dealer will be responsible by a presumption of guilt, which is problematic concerning the rule of 4

6 recourse. Meanwhile, the Minister of Justice stated that the dealer should subrogate in the victims claim and there can be awarded full recourse in spite of a presumption of guilt that cannot itself be basis for recourse. In conclusion the legal status of the dealer is considered too similar to that of the former 10, why the new provision continuously is unconstitutional to the directive. The provision 10a statute the former rule on liability in which the intermediary is answerable without restrictions for the producers or previous dealers fault-based liability to that extent the injury is covered by the Law on Product Liability. The provision might also be seen as a special rule; however, the Court allows such a provision in its answers to the preliminary questions in the abovementioned case. Therefore, the provision is probably consistent with the EU legislation even though it can be seen as a special rule. Nevertheless, the dealers prospect for recourse is essentially different than in the 10, as the recourse cannot go any further than to link in the production and distribution chain that has exhibited fault. The rule of recourse is thereby essentially different according to which provision it is invoked in conjunction with. According to the advantages concerning regulating product liability in the Law on Sale of Goods, it could be favourable to regulate safety deficiencies within the concept of deficiency. This would facilitate the consumers need to try both the question of product deficiency and product liability in the lawsuit. Furthermore it would be advantageous to regulate the basis for liability in the Law on Sale of Goods, and here exclude the dealers liability if the state of scientific and technical knowledge at the time when the product was put into circulation was not such as to enable the existence of the defect to be discovered. Hereby the legislature would move towards the previous legal status of the dealer. The final conclusion is that PAL 10 is unconstitutional to the directive since it is a special rule. PAL 10a is probably consistent with the directive and the interpretations of the European Courts, however, the rule of recourse creates legislative problems, as it is different depending on which provision it is invoked in conjunction with. Finally it can be concluded that it would be advantageous for the consumer, and possibly for the legislature, to regulate product liability in the Law on sale of goods. 5

7 1 Indledning 1.1 Indledning Produktansvarsloven trådte i kraft den 10. juni Denne har til formål at implementere Rådets Direktiv (85/374/EØF) af 25. Juli Der havde tre gange før været fremsat forslag til loven, men ingen af disse var blevet færdigbehandlet inden udløbet af folketingsåret. Fremsættelsen den 12. oktober 1988 var med en ændring i forhold til de tidligere år; 11 (senere 10) angav et objektivt hæftelsesansvar for mellemhandlere overfor skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden. Bestemmelsen medførte, at forbrugeren ikke behøvede at rette sit erstatningskrav mod producenten, men derimod kunne rette dette mod mellemhandleren. Baggrunden for indsættelsen af 11 (senere 10) fra lovgivers side, var et ønske om, at gøre det lettere for forbrugeren at anlægge en sag om produktskade, da denne efter Direktivet i nogle tilfælde skulle sagsøge en producent i udlandet. Dette kunne medføre forsinkelse og store omkostninger for forbrugeren, hvilket man søgte at afværge ved at indsætte bestemmelsen, hvorefter skadelidte kunne rette sit krav direkte mod mellemhandleren. Desværre for den danske lovgiver blev mellemhandlerhæftelsen i Produktansvarsloven underkendt ved EU-Domstolen i sag C-402/03 Skov æg mod Bilka og Bilka mod to skadelidte, og endvidere dannede grundlag for en traktatbrudsprocedure, hvor Danmark blev dømt for at have indført og opretholdt en bestemmelse, der var uoverensstemmende med Fællesskabsretten. Dette førte til, at man ændrede mellemhandlerbestemmelsen i Produktansvarsloven til at omfatte mellemhandlerens egen culpa, og endvidere dennes hæftelsesansvar for producenten eller tidligere led i omsætningskædens culpa. Man forsøgte i denne forbindelse, at gøre lovreglerne overensstemmende med Fællesskabsretten, men anførte samtidig i forbindelse med udformningen af bestemmelserne, at man stadig ville sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Derfor gjorde man mellemhandlerens ansvar skærpet i form af en omvendt bevisbyrde i forhold til Produktansvarsloven 10. Sidenhen er lovgiver blevet kritiseret for udformningen af de nye mellemhandlerbestemmelser i Produktansvarsloven, da det er diskuteret om disse bringer loven i overensstemmelse med produktansvarsdirektivet. 6

8 Samtidig med at Produktansvarsloven blev ændret, nedsatte man et udvalg til at undersøge mulighederne for en eventuel køberetlig regulering af produktskader. Udvalget havde til formål at vurdere i hvilket omfang, der kan skabes en ordning, som giver højere grad af forbrugerbeskyttelse samtidig med, at sælgeren ikke pålægges uforholdsmæssige store byrder. Dette projekt vil undersøge mellemhandlerens retsstilling i dansk ret som følge af ændringen af Produktansvarsloven til 10 og 10a. Endvidere vil projektet belyse eventuelle problemstillinger mellem PAL 10 og 10a og Rådets Direktiv (85/374/EØF) af 25. Juli 1985, og efterfølgende anskueliggøre, hvorvidt en køberetlig regulering af produktansvar vil være fordelagtig. 1.2 Afgrænsning Produktansvar i dansk ret er oprindeligt en retstradition, der blev udviklet i retspraksis og i litteraturen. Senere hen er området blevet reguleret af EU, som søger at harmonisere medlemsstaternes retsgrundlag i forhold til produktansvar. Behandlingen af produktansvar i dette projekt vil i højere grad belyse den nuværende retstilstand, hvorfor kun den begrænsede områder af det ulovbestemte produktansvar vil blive gennemgået. Projektet tager sigte på det lovregulerede produktansvar, og gennemgangen af det ulovbestemte produktansvar er derfor kun medtaget for at øge forståelsen for, lovgivers tankegang ved lovreguleringen af mellemhandlerhæftelsen. I projektet vil EU-retten nødvendigvis blive berørt, eftersom det er denne, der ligger til grund for den danske Produktansvarslov. Projektet er dog ikke EU-retligt, hvorfor Den Europæiske Unions lovgivningsprocedure og kontrolorganers virke ikke vil blive berørt nærmere. I den forbindelse vil ej heller spørgsmål om lovvalg og værneting i og uden for EU blive behandlet. Endvidere vil forældelsesreglerne i henhold til Produktansvarsloven ikke blive behandlet, da disse ikke synes at påvirke retstilling efter mellemhandlerbestemmelserne i så stort omfang, at disse bør medtages i projektet. Af pladsmæssige årsager vil forsikringsretlige overvejelser samt Direktivets og Produktansvarslovens bestemmelser om selvrisiko ligeledes ikke blive behandlet. Den praktiske håndtering af en produktansvarsskade findes ikke relevant for belysningen af området, da dette projekt i højere grad har til formål at undersøge den teoretiske betydning af mellemhandlerbestemmelserne. 7

9 I henhold til den køberetlige regulering vil spørgsmålet om en sælgers ansvar for mangler eller tab ved salgsgenstanden ikke blive behandlet yderligere i dette projekt, da disse regler ikke har betydning for selve problemfeltet. Endvidere vil komparativ ret ikke blive inkluderet i projektets overvejelser i forhold til den køberetlige regulering, hvorfor CISG ikke vil blive berørt. Dette begrundes i at CISG ikke anvendelse ved forbrugerkøb og PAL kun finder anvendelse ved ikke-erhvervsmæssig brug, hvorfor sammenfaldet mellem disse vil være sjældne. 1.3 Metode Projektet har til formål at undersøge gældende ret for mellemhandleren, og vil derfor som udgangspunkt anvende den retsdogmatiske metode. Indenfor den retsdogmatiske videnskab søger man at finde de lege lata, hvilket betyder en undersøgelse af, hvordan loven er. Ved den retsdogmatiske videnskab findes gældende ret ved at analysere retspraksis, litteratur og juridiske artikler med videre. I overensstemmelse med den retsdogmatiske videnskab vil dette projekt inddrage forskellige domme, litteratur og juridiske artikler for at analysere gældende ret for mellemhandleren. Endvidere vil dette projekt slutteligt inddrage de lege ferenda - betragtninger i forbindelse med en mulig køberetlig regulering af mellemhandlerens produktansvar. De lege ferenda medfører en undersøgelse af, hvordan loven bør være. Projektet vil tage udgangspunkt i en bagudrettet retsanvendelse og derefter gå over i en fremadrettet retsanvendelse, eftersom projektet til formål at belyse, hvorvidt den danske retsstilling for mellemhandleransvar kan opretholdes ved siden af Fællesskabsretten. På baggrund heraf vil der blive foretaget en redegørelse af tidligere retsstilling overfor en fortolkning af den nyere retsstilling på området. Forarbejderne har generelt ikke samme retskildemæssige status som lovgivningen selv, hvorfor domstolene ikke nødvendigvis er forpligtede til at tage hensyn til disse i fortolkningen af loven. Imidlertid vil forarbejderne til ændringen af Produktansvarsloven i høj grad blive inddraget i analysen, da der ikke foreligger nogle trykte domme på området til at afklare retsstillingen. Endvidere vil projektets analytiske del også tage udgangspunkt i Vestre landsrets præjudicielle forelæggelse for EU-domstolen af Skov Æg-sagen. Da der er tale om et retsområde, der er EU-reguleret, må EU-retten nødvendigvis inddrages i projektet. Her har den retsdogmatiske metode den betydning, at der vil blive foretaget en analyse af 8

10 forskellige retskilder fra EU. Der vil blive lavet en undersøgelse af fortolkningen af særlige bestemmelser i Produktansvarsdirektivet, hvortil præamblen og forarbejderne til Direktivet også vil blive inddraget. Ved at være en del af EU har Danmark indskrænket sine suveræne rettigheder, hvilket har den betydning, at EU-rettens retskilder har indvirkning på det danske retssystem. EU kan fastsætte regler med direkte virkning for borgerne i medlemsstaterne og EU er en del af gældende dansk ret. EU-Domstolen har fastslået, at EU-retten har forrang frem for national ret jf. sag 6/64 Costa mod ENEL og sag 26/62 Van Gend en Loos. Ydermere vil enkelte EU-dommes præjudikatværdi også blive behandlet. Et direktiv skal implementeres i dansk ret jf. TEUF art. 288, hvorved målet fra EU s side ikke nødvendigvis er at skabe en identisk reststilling i medlemslandende, men derimod at tilnærme en harmonisering i medlemslandende og således overlade disse et skøn til at vedtage passende regler. Ved implementeringen af direktiver skal medlemslandende tage hensyn til det tilsigtede mål med direktivet. Ved harmoniseringsdirektiver sondres der mellem totalharmoniseringsdirektiver, hvor medlemsstaterne som udgangspunkt bindes til at indføre samme retsstilling og minimumsdirektiver, hvor medlemsstaterne frit kan indføre strengere krav end det beskrevne i direktivet. 1.4 Plan for fremstillingen I den følgende fremstilling vil de ovenfor i afsnit 1.1 problemstillinger blive diskuteret og gennemgået. I afsnit 2 vil det generelle produktansvar blive gennemgået, der vil her blive redegjort for det ulovbestemte produktansvar overfor Produktansvarsloven. I afsnit 3 vil ansvarsgrundlaget for mellemhandleren blive gennemgået. Her vil mellemhandlerens retstilling i det ulovbestemte produktansvar først blive berørt, hvorefter ansvarsgrundlaget i Produktansvarsloven vil blive behandlet. Afsnit 4 har til formål, at analysere C-402/03 Skov Æg mod Bilka og Bilka mod to skadelidte. Denne analyse har til hensigt at give en forståelse for tilsidesættelsen af den tidligere PAL 10. I afsnit 5 vil dommens konsekvenser for dansk ret være i fokus, hvorefter de nye lovbestemmelser (PAL 10 og 10a) vil blive analyseret. Afsnit 6 har til formål at analysere hvilke problemer, der opstår i forbindelse med de nye lovregler. En diskussion af mulighederne for en køberetlig regulering vil blive gennemgået i afsnit 7. Fremstillingen afsluttes med en konklusion i afsnit 8. 9

11 2 Produktansvar generelt 2.1 Indledning Produktansvar regulerer et grænseområde mellem erstatning i og uden for kontrakt. Dette begrænses af køberettens mangelsansvar og samtidig af erstatningsrettens ansvar uden for kontrakt. Et produktansvar opstår, når et produkt volder skade på en person eller f.eks. løsøre. Det fremstår derfor som et juridisk samlebegreb for behandling af erstatningsretlige problemer, når en sælger ifalder ansvar for en skade forvoldt af et produkt, som er leveret af ham. 1 Det vil sige, at produktansvar er en leverandørs 2 ansvar for skade forvoldt af hans produkter. 3 For at kunne behandle mellemhandlerens ansvar i forbindelse med produktansvar i dansk ret overfor det direktivbaserede produktansvar, må der nødvendigvis kort redegøres for det gældende retsområde for produktansvar i Danmark. Her berøres det ulovbestemte produktansvar og det lovbestemte, direktivregulerede produktansvar. I det følgende vil der blive redegjort generelt for produktansvar med fokus på hvilke kriterier, der skal være opfyldt førend en person kan ifalde produktansvar, og endvidere hvilke ansvarssubjekter der eksisterer inden for produktansvar. Nedenstående fremstilling har til formål at lave en introduktion og dermed danne et grundlag for den efterfølgende analyse. Behandlingen af de forskellige retsområder har ikke til formål at være udtømmende, men blot at give et overblik over, hvorledes produktansvar reguleres i dansk ret. Fokus vil i højere grad ligge på mellemhandlerens ansvar i produktansvar efter Produktansvarsloven, da dette er omdrejningspunktet for projektet. 2.2 Retsområdet Produktansvar er både reguleret af det ulovbestemte produktansvar og af det direktivbaserede produktansvar, Produktansvarsloven. Det ulovbestemte produktansvar er udviklet gennem domstolenes praksis både før og sideløbende med Produktansvarsloven 4. 1 Nielsen, Anne-Dorthe B. (2010): Formueretlige Emner, Kap. 1, s Producents, forhandlers, sælgers, udlejers m.fl. 3 Dahl, Børge (1972): Produktansvar, s Haug, Martin (2006): Produktansvar, s

12 Rådets Direktiv af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar 5, danner grundlag for den danske Produktansvarslov (PAL), som trådte i kraft 10. juni Direktivet er udstedt med henvisning til EF-traktatens art. 100, den nuværende TEUF art Direktivet blev vedtaget for at opnå en tilnærmelse af medlemsstaternes nationale retsregler om produktansvar, da uensartede regler kunne forvride konkurrencen, og dermed have en negativ effekt på de frie varebevægelser. Direktivets formål kan udledes af præamblen, hvoraf det fremgår, at man havde til hensigt at beskytte forbrugerne ved at yde erstatning for personskade og tingsskader. Erhvervstingsskader er således ikke omfattet af Direktivets anvendelsesområde. Den danske Produktansvarslov implementerer et EU-direktiv, hvorfor loven skal fortolkes i overensstemmelse med Direktivets ordlyd, ligesom loven må fortolkes i lyset af retspraksis fra EU-domstolen. 6 Dette har betydning for anvendelsen, samt forståelsen og rækkevidden af loven i dansk ret. Produktansvarsloven blev vedtaget ved lov nr. 371 af 7. juni 1989, som ændret ved lov nr af 28. november 2000 og senest ændret ved lov nr. 523 af 6. juni Selvom Produktansvarslovens hovedformål er, at implementere Produktansvarsdirektivet, opretholder loven imidlertid dansk rets hidtil gældende regler om produktansvar jf. PAL Dette medfører, at det ulovbestemte produktansvar har selvstændig virkning, udenfor Produktansvarsloven anvendelsesområde. 2.3 Anvendelsesområde Produktansvarsloven gælder ifølge Produktansvarsloven 1 for det ansvar, der påhviler en producent og en mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er produceret eller leveret af denne (produktskade).. Loven finder anvendelse, ved erstatning og godtgørelse for personskade og erstatning for tab af forsøger jf. PAL 2, stk. 1. Det er her ligegyldigt, om personskaden indtræder i forbindelse med udøvelse af skadelidtes erhverv eller som følge af ikke-erhvervsmæssig anvendelse af produktet. 8 5 Direktiv nr. 85/374/EØF, herefter benævnt Direktivet 6 Dahl, Børge m.fl.(1990): Juristen, s Se mere om fortolkningen af denne i afsnit Dahl, Børge m.fl.(1990): Juristen, s

13 Endvidere omfatter loven erstatning for skade på ting, hvis denne efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse, og hovedsagligt er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed jf. PAL 2, stk. 2. Produktansvarsloven finder derfor kun anvendelse på de såkaldte forbrugerting. 9 Begrebet forbrugerting fastlægges selvstændigt i Direktivet. Det kræves blot, at anvendelsen sker i privat regi i modsætning til erhvervsmæssig eller offentliges anvendelse af tilsvarende genstande. 10 Produktansvarsloven omfatter kun løsøregenstande jf. PAL 3. Dette begreb omfatter enhver løsøregenstand, uanset om denne er forarbejdet eller et naturprodukt, og uanset om denne er indført som en bestanddel i en anden løsøregenstand eller en fast ejendom. 11 Der skal således være tale om en fysisk, rørlig ting. Produktansvarsloven finder kun anvendelse, såfremt der er tale om produkter der er fremstillet, frembragt, indsamlet eller bragt i omsætning som led i erhvervsvirksomhed jf. PAL 7, stk. 1, nr. 2. Dette medfører herved, at såfremt der er tale om et produkt, som ikke er fremstillet som led i en erhvervsvirksomhed, finder Produktansvarsloven ikke anvendelse. Derimod omfatter det ulovbestemte produktansvar enhver realydelse, der kan gøres til genstand for produktion, afsætning eller brug. Der er i denne anledning intet krav om, at ydelsen præsteres som led i erhvervsvirksomhed, i modsætning til PAL 7, stk. 1, nr. 2 og PAL 2, stk Det ulovbestemte produktansvar har således et større anvendelsesområde og et videre produktbegreb end Produktansvarsloven. 2.4 Ansvarssubjekt Som producent anses den, der fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller en råvare, den der frembringer eller indsamler et naturprodukt, samt den der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent jf. PAL 4, stk. 1, (Direktivets art. 3). Udover denne persongruppe, anses den, der som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et produkt i EU med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller anden form for omsætning, som 9 Andersen, Mads B. m.fl. (2010): Lærebog i Obligationsret I, s Nielsen, Anne-Dorthe B. (2010): Formueretlige Emner, Kap. 1, s Andersen, Mads B. m.fl. (2010): Lærebog i Obligationsret I, s Ibid. s

14 producent jf. PAL 4, stk Ydermere vil enhver mellemhandler af et produkt blive anset som producent, såfremt den oprindelige producent ikke kan identificeres, jf. PAL 4, stk. 4. Mellemhandlerbegrebet defineres negativt i PAL 4, stk. 3, som den der bringer et produkt i omsætningen uden at anses som producent. En mellemhandler er et led i omsætningskæden og kan derfor f.eks. både være en forhandler, importør, udlejer og leasinggiver Betingelser for at statuere produktansvar Generelt bygger produktansvar på de almindelige erstatningsretlige principper om erstatning uden for kontrakt. Der skal som følge heraf foreligge et ansvarsgrundlag, der skal være årsagssammenhæng mellem skaden og det defekte produkt, skaden skal være en adækvat følge af den ansvarspådragende handling. Ydermere skal der være lidt et økonomisk tab. 15 Endvidere kan der kun statueres et produktansvar, såfremt skaden er forårsaget af det defekte produkt. Inden for Produktansvarslovens anvendelsesområde skal producenten således kun erstatte skader, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, som han har leveret, hvilket både følger af PAL 1, og 6, stk Ligesom ved den almindelige erstatningsret har den skadelidte bevisbyrden for, at de almindelige erstatningsretlige betingelser er opfyldt 17, det vil sige forbindelsen mellem defekten og skaden og årsagssammenhængen mellem disse, jf. PAL 6, stk Defekt Grundbetingelsen for, at der kan være tale om et produktansvar, er, at skaden er forårsaget af et produkt, der kan anses som farligt eller defekt 19 på en måde, som ikke kunne forudses. 20 Et produkt 13 Karnov note 42 LBK nr. 261 om Produktansvar 14 Vil blive behandlet ydereligere i afsnit 3 15 Betænkning nr. 1502/2008, s Svarer til direktivets art. 1: En producent er ansvarslig for skade, der forårsages af en defekt ved hans produkt. 17 Rostock-Jensen, Jens og Kvist-Kristensen, Allan (2004): Produktansvar med kommentar, s Dette ses som illustration i dommen U H, hvor skadelidte ikke kunne føre tilstrækkeligt bevis for årsagssammenhængen mellem indtagelse af P-piller og hendes invaliditet, hvorfor producenten ikke ifaldt ansvar overfor skadelidte. 19 Området for det ulovbestemte produktansvar har været beskrevet som et ansvar for farlige produkter. I Produktansvarsdirektivet tales der derimod om defekte produkter, hvorved forstås produkter som ikke besidder de egenskaber, som man med rette kunne forvente. I praksis er det uden betydning, hvilket af de to begreber man vælger at bruge til at signalere, at der er noget galt med produktet, hvorfor man nu bruger termen defekt, jf. Dahl, Børge m.fl. (1990): Juristen, s

15 lider af en defekt, når det ikke frembryder den sikkerhed, som man med rette kan forvente jf. PAL 5, stk. 1. Med dette menes, at en producent ikke kan blive gjort ansvarlig såfremt, der ikke er tale om en defekt efter Produktansvarsloven 5 jf. PAL 6, stk. 1. Hvilken grad af sikkerhed, et produkt bør frembryde for ikke at bliver anset som defekt, afgøres efter objektive kriterier. 21 Det er således ikke, hvad den pågældende skadelidte måtte forvente af produktet, men derimod hvad forbrugeren er berettiget til at forvente. Se som eksempel U V hvor tre forbrugere blev syge af æg som blev markedsført som salmonellakontrollerede æg fra danske pakkerier. Flertallet af dommerne fandt, at betegnelsen for den almindelige forbruger måtte forstås som at æggene var salmonella fri. Ægpakkeriet blev kendt erstatningsansvarlig, da æggene blev anset som defekte i henholdt til Produktansvarsloven Ansvarsgrundlaget Det er Produktansvarslovens udgangspunkt, at producenten bærer ansvaret for produktskader jf. PAL 6, stk. 1. Der pålægges således producenten et direkte, objektivt ansvar for den skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt jf. PAL 6, stk. 1. Ved et objektivt ansvar hæfter producenten således umiddelbart overfor skadelidte, selvom denne er uden skyld i skaden. Dette skal ses i modsætning til det ulovregulerede produktansvar, hvor producenten er underlaget et almindeligt culpaansvar i form af fejl eller forsømmelse i forbindelse med produktionen, opbevaringen, transporten med videre af produktet. 22 Imidlertid er ansvaret i henhold til det ulovbaserede produktansvar skærpet for erhvervsdrivende som hæfter for tidligere led i omsætningskæden. Der er således tale om et objektiveret ansvar. Det objektive ansvar er dog ikke uden modifikationer. Skyldes en defekt en såkaldt udviklingsskade, hvilket vil sige en skade, som ikke kunne forudses af producenten eller mellemhandleren grundet den videnskabelige udvikling og viden på det tidspunkt, da produktet blev bragt i omsætning, foreligger der intet ansvar jf. PAL 7, stk. 1, nr. 4. (Direktivets art. 7) 23. Domstolen anfører i sag C-300/95, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, at producentens viden skal forstås som den objektive videnskabelige og tekniske viden på det mest avancerede niveau på det tidspunkt, da 20 Nielsen, Anne-Dorthe B. (2010): Formueretlige Emner, Kap. 1, s Dahl, Børge m.fl.(1990): Juristen, s Ibid. s Valgfri implementering af art. 7, litra e ved Produktansvarsdirektivet jf. Direktivets art. 15, stk. 1, litra b 14

16 vedkommende bragte produktet i omsætning. Der skal således meget til, førend en producent kan opnå ansvarsfrihed som følge af udviklingsskader, hvorfor Direktivets ansvarsfrihedsgrund har et snævert anvendelsesområde. Producenten eller mellemhandleren er ligeledes ikke ansvarlig, såfremt der er tale om en såkaldt systemskade. Med dette menes en skade som kun kan undgås såfremt man helt undgår produktet f.eks. alkohol og cigaretter. En mellemhandler kan blive selvstændigt ansvarlig efter Produktansvarsloven 10 og det ulovbaserede produktansvar, mens denne også kan komme til at hæfte for producentens ansvar. Denne problemstilling er omdrejningspunktet for projektet, og vil blive uddybet nedenfor. 15

17 3 Ansvarsgrundlaget for mellemhandleren I dette afsnit vil ansvarsgrundlaget for mellemhandleren i dansk ret blive gennemgået. Her vil ansvaret i det ulovbaserede produktansvar blive berørt først, da dette, i det store hele, ligger til grund for retsstillingen i området for det lovbaserede produktansvar. Hertil vil EU-rettens tilgang til mellemhandleren tilmed blive introduceret. 3.1 Mellemhandlerens stilling i det ulovbaserede produktansvar Der gælder for et erhvervsdrivende mellemled, også kaldet en mellemhandler, et almindeligt ulovbestemt culpaansvar, det i praksis dømmes relativt strengt. Mellemhandleren bliver således selvstændigt ansvarlig i de situationer, hvor denne ved sin håndtering af produktet har gjort produktet farligt, eller hvor han ved en fejl ikke har opdaget en fare ved produktet. Det følger af forarbejderne til ændringerne af Produktansvarsloven, at mellemhandlerens ansvar for forkert håndtering af produktet, har større betydning end ansvaret for tilsidesættelsen af undersøgelsespligten. Mellemhandleren har pligt til at opnå et sådant varekendskab, at forkert opbevaring af produktet eller generel forkert håndtering ikke afstedkommer ansvarsfrihed. Dette medfører således, at en tilsidesættelse af et sådant varekendskab må bedømmes som en fejl eller forsømmelse fra mellemhandlerens side, hvorefter han kan ifalde et almindeligt culpaansvar. Mellemhandleren kan, udover at være ansvarlig for sin egen culpøse adfærd, imidlertid også hæfte på et objektiveret grundlag for producentens fejl. 24 Dette illustreres f.eks. i sagen U H, hvor Århus Kommune gennem den danske virksomhed S havde købt medierør, som blev produceret af en tysk virksomhed P. Der konstateredes en fabrikationsfejl, hvilket ødelagde isoleringen i et stort område grundet udsivende vand. Skaden på omgivelserne fandtes omfattet af reglerne om produktansvar. Her lagde Landsretten og senere Højesteret til grund, at fejlen kunne have været opdaget ved P s kontrol, hvorfor der altså forelå culpa hos den tyske virksomhed. Her blev S dog erstatningspligtig overfor Århus Kommune efter reglerne om mellemhandlerens hæftelsesansvar, da S var en erhvervsdrivende mellemhandler. P blev herefter regrespligtig overfor S. Samme retsstilling ses i sagen U V, hvor skadelidte fik en tandskade efter at have spist et stykke fuldkornsbrød, hvori der fandtes en lille sten. Det blev lagt til grund, at stenen stammede fra brødet og melet som restauratøren havde brugt til dette. Skadelidte påstod at restauratøren allerede at den grund at der var sten i brødet hæftede for skaden og at han hæftede overfor skadelidte selvom fejlen var sket 24 Andersen, Mads B. m.fl. (2010): Lærebog i Obligationsret I, s

18 i et tidligere led. Restauratøren påberåbte, at sagen skulle afgøres efter den almindelige culparegel. Landsretten fandt, ligesom byretten, at det ikke kunne lægges sagsøger til last at der var sten i fuldkornsrugbrødet. Restauratøren blev derfor kendt erstatningsansvarlig. Ud fra dommen må mellemhandleren, som J. Rostock-Jensen og A. Kvist-Kristensen også konkluderer 25, blive dømt på objektivt grundlag. Mellemhandlerens hæftelsesansvar for tidligere leds fejl eller afvigere, er som beskrevet i dommene, en objektivering af ansvaret. Ansvaret er et hæftelsesansvar, som det kendes fra arbejdsgiveransvaret efter Danske Lov , 26 hvor en arbejdsgiver bliver ansvarlig for sine ansattes culpøse handlinger. Kravet mod mellemhandleren kan således alene gøres gældende, såfremt der består et krav mod et tidligere led og der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag her Produktansvarsdirektivet Direktivet 85/374/EØF tager sigte på en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning omkring produktansvar i forbrugerhensyn og herved skabe ensartede regler inden for EU. Direktivet regulerer ikke et selvstændigt ansvar for mellemhandlere. Derimod hjemler det et objektivt ansvar for producenter, jf. art. 1 og at dette ansvar kan overføres til mellemhandlere, såfremt producenten ikke kan identificeres, jf. art. 3, stk. 3. Endvidere kan mellemhandleren blive anset som producent såfremt denne har indført produktet i EU, jf. art. 3, stk. 1 og Mellemhandlerens ansvarsgrundlag i Produktansvarsloven Ved implementeringen af Produktansvarsdirektivet 28 fastsatte Danmark nogle specielle lovregler for mellemhandlerens ansvar indenfor produktansvar, hvilke var baserede på den ulovbestemte retsstilling i dansk ret. 29 Direktivet indeholder, som beskrevet ovenfor, ikke absolutte regler om mellemhandlerens selvstændige ansvar, hvorfor det ved vedtagelsen af loven blev lagt til grund, at Direktivet kun regulerer producentens ansvar og således ikke mellemhandlerens. Dette fremgår af 25 Rostock-Jensen, Jens og Kvist-Kristensen, Allan (2004): Produktansvar med kommentar, s Dahl, Børge m.fl.(1990): Juristen, s Betænkning nr. 1502/2008, s Lov nr. 371 af 7. juni 1989 om Produktansvar 29 Lovforslag nr. L. 54. Fremsat d. 12. oktober 1988, Forslag til Lov om Produktansvar, afsnit

19 Ministerrådsprotokollen 30 (den samling i rådet d. 25. juli 1985 i Bruxelles, jf. rådsdokument 8631/85) 2. erklæring: Med hensyn til fortolkningen af art. 3 og 12 [31] er Rådet og Kommissionen blevet enige om, at der ikke er noget til hinder for, at de enkelte medlemslande i deres nationale lovgivning fastsætter ansvar for mellemhandlere, idet disses ansvar ikke omfattes af direktivet. Samt dennes 16. erklæring: Rådet udtrykker ønske om, at de medlemsstater, der for øjeblikket har bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, der er er mere fordelagtige for forbrugeren end de bestemmelser, der følger af direktivet, ikke vil anvende de i direktivet givne muligheder, så beskyttelsesniveauet sænkes. Dette ledte til, at man besluttede, at mellemhandleren i den daværende 10 skulle hæfte umiddelbart på objektivt grundlag overfor skadelidte og senere mellemhandlere i omsætningskæden, men kun i det omfang, hvor producenten kunne pålægges et ansvar efter loven (og Direktivet), altså et objektivt ansvar. Dette kaldes mellemhandlerens hæftelsesansvar, hvilket havde den betydning, at skadelidte kunne rette sit krav mod producenten (producenterne) eller mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod alle disse, idet de alle over for skadelidte hæftede solidarisk, jf. Produktansvarslovens 11, stk. 1. Herefter hæftede en mellemhandler således ikke kun overfor skadelidte, men også overfor senere mellemhandlere i omsætningskæden. Imidlertid havde den mellemhandler, som måtte betale erstatning til skadelidte eller til en senere mellemhandler mulighed for regres, hvorefter denne indtrådte i skadelidtes krav mod producenten eller tidligere mellemhandlere, jf. PAL 11, stk. 3. Her sammenlignede man mellemhandleres ansvar med det for en selvskyldnerkautionist. 32 At mellemhandleren hæftede umiddelbart over for skadelidte og senere mellemhandlere betød, at mellemhandleren skulle betale erstatning, uanset om det var muligt for skadelidte at gennemføre sit krav over for producenten. Efter implementeringen af produktansvarsdirektivet i dansk lovgivning er det senere blevet gjort klart i sag C-402/03, Skov Æg og Bilkas Lavprisvarehus mod to skadelidte 33, at den danske Produktansvarslovs 10 ikke var overensstemmende med EU-retten. Her blev det fastslået, at et ansvar 30 Herefter ministerrådsprotokollen 31 Direktivets nuværende art Lovforslag nr. L. 54. Fremsat d. 12. oktober 1988, Forslag til Lov om Produktansvar, afsnit Herefter Skov Æg-sagen 18

20 ikke kan pålægges mellemhandlere uden culpa hos denne, ligesom et hæftelsesansvar for mellemhandleren ikke kan opretholdes i mangel af culpa hos producenten. 34 Som følge heraf blev der ved lov nr. 541 af 08/06/2006 Lov om ændring af lov om produktansvar vedtaget nogle ændringsbestemmelser, hvor den daværende 10 blev ændret og hertil blev 10a tilføjet. Se herom i afsnit Mellemhandler ansvar i et EU-retligt perspektiv Det er blevet fastslået i flere domme fra Den Europæiske Domstol 35, at Produktansvarsdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Dette er sket ved at Domstolen i disse sager, har lavet en fortolkning af Produktansvarsdirektivets art. 13. Her er det blevet fastslået, at medlemsstaternes skønsfrihed er fuldstændigt fastlagt ved Direktivet. Direktivets art. 13 angiver: Dette direktiv berører ikke de rettigheder, som skadelidte kan påberåbe sig under henvisning til retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold eller under henvisning til særregler om ansvar, der er gældende på det tidspunkt for direktivets meddelelse. Det fremgår her tydeligt at skadelidte ikke er begrænset fra at påberåbe sig andre retsgrundlag til støtte for et erstatningsansvar end Direktivet. 36 Danmark har implementeret denne bestemmelse i PAL 13. Bestemmelsen medfører således at en skadelidt, på trods af Produktansvarsloven, kan påberåbe sig det ulovbaserede produktansvar samt andre almindelige erstatnings- og køberetlige regler. Nedenfor vil der kort blive gennemgået to principielle afgørelser 37 fra Domstolen, hvor rækkevidden af art. 13 blev fastslået. I begge afgørelser fastslog Domstolen, at Produktansvarsdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv, hvilket medfører at medlemsstaterne ikke gives beføjelser til at fastsætte eller opretholde bestemmelser som fraviger Direktivet. 38 Dommene danner formentlig grundlag for at Vestre landsret valgte at forelægge spørgsmålet om fortolkningen af Direktivets art. 3, stk. 34 Andersen, Mads B. m.fl. (2010): Lærebog i Obligationsret I, s Tidligere EF-Domstolen, nu EU-Domstolen og herefter bare omtalt som Domstolen 36 Rostock-Jensen, Jens og Kvist-Kristensen, Allan (2004): Produktansvar med kommentar, s Domstolen har afsagt dom i begge sager d. 25. april Udover disse blev der samme dag afsagt dom i sag C- 183/00 María Victoria González Sánchez mod Medicina Asturiana SA. 38 Rostock-Jensen, Jens og Kvist-Kristensen, Allan (2004): Produktansvar med kommentar, s

21 3 og art. 13 i forhold til Produktansvarslovens da gældende 10 om mellemhandleransvaret, i Skov Æg-sagen. Dommen vil blive grundlag for analysen, se afsnit 4. Sag C-52/00 Kommissionen mod Frankrig omhandler Frankrigs gennemførelse af Produktansvarsdirektivet. Frankrig havde indført en regel i Code Civil 39, art , stk. 1 som pålagde sælger, udlejer [ ] eller enhver anden erhvervsdrivende leverandør ansvar for defekter i et produkts sikkerhed under samme betingelser som producenten. Frankrig gjorde gældende i pr. 13, at Direktivet skulle fortolkes i lyset af den voksende betydning som forbrugerbeskyttelse har i Fællesskabet. Domstolen fastslog i pr. 16 at den skønsfrihed, som medlemsstaterne råder over ved reguleringen af produktansvar, er fuldstændig fastlagt ved Direktivet og skal udledes af Direktivets ordlyd, formål og opbygning. Det konstateres her, at der ikke er nogen generel hjemmel til at opretholde strengere bestemmelser med det formål at beskytte forbrugeren. 40 Domstolen gik videre i pr. 24 og fastslog, at Direktivet inden for sit anvendelsesområde har til formål at gennemføre en totalharmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. På baggrund af dette underkendte domstolene dermed Code Civil art , stk. 1, i det denne gik videre end Direktivets art. 3, stk. 3, hvorefter en mellemhandler kun er ansvarlig for produkter, som ikke angiver producenten. Den franske regel kunne således ikke opretholdes under henvisning til art. 13, og den franske regel blev dermed kendt direktivstridig. I C-154/00 Kommissionen mod Den hellenske Republik behandler Domstolen, hvorvidt den græske indførsel af Produktansvarsdirektivet var i overensstemmelse med Direktivet. Grækenland havde ikke indført en selvrisiko på 500 EUR som Direktivet ellers foreskriver i art. 9, stk. 1, litra b. Det fremgår af dommens pr. 8, at Grækenland var af den opfattelse af, at loven var en korrekt gennemførelse af Direktivet. De mente, at der var tale om en minimumsharmonisering af medlemsstaternes lovgivning, hvilket ville medføre at medlemsstaterne kunne opretholde og vedtage bestemmelser i national lovgivning. Domstolen fastslår i pr. 12, ligesom i C-52/00, at skønsfriheden er fuldstændig fastlagt ved Direktivet og skal udledes af Direktivets ordlyd, formål og opbygning. De fastslår endvidere i pr. 20, at der er tale om et totalharmoniserings direktiv, hvorfor Grækenland er forpligtet til at indføre en selvrisiko på 500 EUR, som Direktivet foreskriver Lov nr herefter blot Code Civil 40 Lett, Georg: Produktansvar for mellemhandlere, U.2002B Spørgsmål om selvrisiko er ikke videre behandlet i opgaven. 20

22 Sagerne rejser begge det underliggende spørgsmål, om der er tale om et totalharmoniseringsdirektiv eller blot en minimumharmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Som nævnt oven for under gennemgangen af Kommissionen mod Frankrig, var både Frankrig 42 men også Grækenland 43 af den opfattelse at Direktivet skulle fortolkes i lyset af den voksende betydning, som forbrugerbeskyttelse har i Fællesskabet. Her gør Domstolen meget klart, at Direktivet er vedtaget af Rådet på grundlag af EØF-traktaten art. 100 (TEUF art. 115). Denne giver ikke medlemsstaterne beføjelser til at opretholde eller fastsætte bestemmelser, der afviger fra Fællesskabets harmoniseringsforanstaltninger. 44 Det medfører således, at medlemsstaternes skønsfrihed er indskrænket til, hvad der kan udledes af Direktivet ordlyd, formål og opbygning. Direktivets art. 13 skal derfor fortolkes således, at det ikke er tilladt at opretholde et generelt regelsæt, der tager sigte på produktansvar og regulerer dette på anden måde end Produktansvarsdirektivet gør. Det kunne netop medføre, at Direktivets regler kunne omgås. 45 Art. 13 henviser derimod til de rettigheder, en skadelidt kan påberåbe sig under henvisning til reglerne om ansvar i og uden for kontrakt eller særregler om ansvar, der var gældende på det tidspunkt Direktivet blev meddelt. Med dette menes således regler, der hviler på andre ordninger vedrørende ansvar i og udenfor kontraktforhold såsom garantier eller culpa. 46 Der skal være tale om generelle ansvarsordninger, som ikke rammer inden for Direktivets anvendelsesområde, for at ordningen ikke er direktivstridig Pr Pr Sag C-154/00, pr. 10, Sag C-52/00, pr Ulfbeck, Vibe: Totalharmonisering af produktansvar Køberetlige regler som alternativ til mellemhandlerhæftelsen? U2003B.1 46 Rostock-Jensen, Jens og Kvist-Kristensen, Allan (2004): Produktansvar med kommentar, s Andersen, Mads B. m.fl. (2010): Lærebog i Obligationsret I, s

23 4 Sag C-402/03 Skov Æg mod Bilka og Bilka mod to skadelidte Skov Æg-sagen blev banebrydende for Danmark 48, da den tidligere retstilling for mellemhandlerens hæftelsesansvar i dommen blev underkendt. I det følgende vil sagens præjudicielle spørgsmål blive analyseret. Samtidig vil der blive inddraget teoretiske betragtninger hertil. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt mellemhandleren, Bilka, var ansvarlig for den personskade som to skadelidte blev påført som følge af indtagelse af salmonellainficerede æg. De skadelidte Jette Mikkelsen og Michael Due Nielsen blev, efter at have indtaget rå æg, salmonellaforgiftet. Æggene var indkøbt i Bilka, men erhvervet hos producenten Skov Æg. De skadelidte anlagde sag mod Bilka ved Retten i Aalborg 49, hvorefter Bilka adciterede Skov Æg. Det blev her slået fast, at æggene var defekte samt, at der var årsagssammenhæng mellem defekten og skaden. Bilka blev derfor, i første omgang, dømt til at betale erstatning, hvorefter Bilka kunne få regres hos Skov Æg. Herefter blev sagen anket til Vestre Landsret af Bilka og Skov Æg, der, som følge af tvivlen i teorien angående den danske mellemhandlerhæftelse 50, forelagde Den Europæiske Domstol 51 fem spørgsmål til præjudiciel afgørelse 52 efter TEF art. 234 (nuværende TEUF art. 267). Vestre landsret ønskede oplyst, hvorvidt produktansvarsdirektivet er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter regler om mellemhandlerens ansvar, hvorefter denne hæfter for producentens ansvar, jf. præmis 18. De præjudicielle spørgsmål blev behandlet samlet og blev delt op i to forskellige problemstillinger, jf. præmis 20; på den ene side om Direktivet er til hinder for en national regel, der overfører producentens objektive ansvar i henhold til Direktivet til mellemhandleren, og på den anden side om Direktivet er til hinder for en national regel, der overfører producentens culpaansvar til mellemhandleren. 48 Vestre Landsret overvejede allerede i FED at forelægge spørgemålet om hvorvidt PAL 10 er i strid med Produktansvarsdirektivet, dog blev producenten ikke anset som mellemhandler, hvorfor retten ikke forelagde spørgsmålet for Den Europæiske Domstol. 49 Sagen BS / Se f.eks. Børge Dahl i kommentarerne til Lov nr. 371 note 112, Karnov modsat Georg Lett i U.2002B.398 og Martin Habersaat i U.2003B.122 og J. Rostock-Jensen & A. Kvist-Kristensen i Produktansvarsloven med Kommentar s Herefter Domstolen 52 Se bilag nr. 1 22

24 4.1 Rækkevidden af harmoniseringen Domstolen behandler rækkevidden af den harmonisering, som er fastsat ved Direktivet. Dette er som beskrevet i afsnit 3.4 blevet behandlet tidligere ved Domstolen 53. Domstolen fastslår i Skov Æg pr , at Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv, samt at medlemsstaternes skønsmargin er fuldstændig fastlagt ved Direktivet og skal udledes af dets ordlyd, formål og opbygning. Det samme synspunkt kommer Generaladvokaten i Forslag til afgørelse fra Generaladvokaten L.A. Geelhoed fremsat d. 25. januar 2005 frem til, hvor det fremgår, at Produktansvarsdirektivet er udtryk for et totalharmoniseringsdirektiv, hvorfor medlemsstaternes skøn må udledes af Direktivet. 54 Den danske regering og de skadelidte gjorde gældende, at Direktivet ikke foretager en totalharmonisering af produktansvaret. Derimod mente regeringen, at Direktivet kun regulerer ansvaret for producenter af defekte produkter under henvisning til Direktivets art. 1 og 3, og derfor ikke regulerer området for mellemhandleransvaret jf. pr. 24. Domstolen gør dog klart i pr. 30, at Direktivets art. 1 og art. 3 ikke begrænser sig til at regulere ansvaret for producenten af et defekt produkt, men udpeger blandt de erhvervsdrivende, som har været involveret i produktions- og afsætningsprocessen, dem, som ansvaret i henhold til direktivet påhviler. Generaladvokaten er af samme opfattelse som Domstolen. 55 Dette betyder således, at det faktum, at Direktivet pålægger producenten ansvaret, ikke er ensbetydende med, at det kun er producentens ansvar, der er reguleret Overførsel af producentens objektive ansvar i henhold til Direktivet til mellemhandleren Spørgsmålet fremgår af præmis 20, hvorefter Vestre landsret ønsker oplyst, hvorvidt Direktivet er til hinder for en national retsstilling, der overfører producentens objektive ansvar i henhold til Direktivet til mellemhandleren. Domstolen konstaterer i præmis 32 at kredsen af ansvarssubjekter, som skadelidte kan rette sit krav imod er udtømmende afgrænset i Direktivets art. 1 og art. 3. Generaladvokaten sammenligner den franske Code Civil 57 med Produktansvarsloven 10 og 53 C-52/00 Kommissionen mod Frankrig og C-154/00 Kommissionen mod Grækenland 54 Forslag til afgørelse fra Generaladvokaten L.A. Geelhoed fremsat d. 25. januar 2005, Pr Ibid. Pr Rostock-Jensen, Jens: Mellemhandlerens hæftelse for produktskader, U.2006B Sag C-52/00 Kommissionen mod Frankrig. 23