Retten til eksistensminimum og retten til ikke at blive diskrimineret Overvejelser i tilknytning til U H

Transkript

1 Retten til eksistensminimum og retten til ikke at blive diskrimineret Overvejelser i tilknytning til U H Af professor dr. jur. Kirsten Ketscher, Forskningscentret WELMA Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet og Det Juridiske Fakultet ved Universitetet i Oslo Sammenhængen mellem eksistensminimum, diskriminationsforbud og fattigdom behandles som et led i vurderingen af Landsrettens og Højesterets dom om introduktionsydelse til en afghansk flygtning. Det er forfatterens opfattelse, at de to instanser adskiller sig afgørende fra hinanden set i et argumentativt perspektiv, selvom de når til samme resultat. Yderligere behandles såvel retternes som parternes, særlig kammeradvokatens argumenter i lyset af indvandrede» retskilder. Højesteret fastslår klart det individuelle rettighedsværn i henhold til 75 stk. 2 og sætter hermed en vigtig forfatningsretlig markering. 1. Indledende bemærkninger Højesteret har i en afgørelse fra 15. februar 2012 (U H) behandlet en række principielle spørgsmål vedrørende sociale rettigheder. Sagen indeholdt to hovedspørgsmål: Retten til forsørgelse som et eksistensminimum jf. grundlovens 75 stk. 2 og retten til ikke at blive diskrimineret pga. manglende tilknytning til den danske stat. Sagen var anlagt af en afghansk flygtning, der havde fået ophold i Danmark og var i gang med et introduktionsforløb i henhold til integrationsloven. Han gjorde gældende, at udmåling af kontanthjælp på starthjælpsniveau i form af introduktionsydelse fra 2003 til 2007 var i strid med grundlovens 75 stk. 2. Endvidere påstod han, at introduktionsydelsen var ulovlig diskrimination, da modtagere af denne hjælp først og fremmest er karakteriseret ved anden baggrund end dansk. Han påberåbte sig i den sammenhæng Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 14 jf. art. 8 (ret til familie- og privatliv) eller jf. Tillægsprotokol 1 art. 1 (beskyttelse af ejendomsrettigheder). Endvidere påberåbte han sig en række konventioner herunder flygtningekonventionen art. 23. Sagsøgeren tabte sagen såvel i Østre Landsret som i Højesteret. Sagen var i øvrigt anlagt mod beskæftigelsesministeriet og Egedal kommune (tidligere Ølstykke kommune), men landsretten afviste at beskæftigelsesministeriet kunne være rette sagsøgte, da ministeriet ikke har nogen kompetence vedrørende enkeltsager. Dette blev stadfæstet af Højesteret. I det følgende behandler jeg grundlovsspørgsmålet og diskriminationsspørgsmålet hver for sig. Som en særlig dimension vil jeg vurdere parternes argumenter, idet jeg giver statens argumenter (kammeradvokaten) særlig opmærksomhed. Dernæst vil jeg sammenføre de to retlige figurer og vurdere deres funktion i det retlige spektrum. Til sidst vil jeg sammenfatte og perspektivere mere principielt om den fortolkningsstil, som anvendes i henholdsvis Østre Landsret og Højesteret. Først vil jeg imidlertid starte med en nøjere redegørelse for det socialretlige problem, der var sagens materielle kerne. 2. Starthjælp/introduktionsydelse, almindelig kontanthjælp og fattigdomsydelser For at forstå problemstillingen i sin fulde udstrækning er det i realiteten nødvendigt at gå helt tilbage til 1970 ernes socialreform. Bistandsloven (lov om social bistand), der trådte i kraft 1. april 1976 indførte en socialhjælpsudmåling, der hvilede på en række principper, som nu er forladt, men som ikke desto mindre har fået afledet betydning i senere lovændringer og dermed også for den foreliggende sag. Bistandsloven opdelte kontanthjælp i to hovedgrupper: forbigående hjælp ( 37) og varig hjælp ( 43). Forbigående hjælp var rettet mod personer, der i»begrænset tid«havde behov for hjælp for at modvirke at de»hidtidige levevilkår i væsentlig grad forringes«. Hjælpen skulle udmåles på et niveau, der hindrede social deroute. Varig hjælp var målrettet personer, som havde»vedvarende behov«for hjælp. Det var mennesker uden udsigt til at komme i arbejde, og som ikke opfyldte betingelserne for varig sikring i form af invalidepension. Den forbigående hjælp var konkret behovsbestemt, således at den udover et standardbeløb til underhold blev udmålt til at dække de konkrete udgifter, som folk rent faktisk havde. Dog måtte den samlede udmåling ikke overstige det hidtidige leveniveau. Rationalet i denne begrænsning var, at man ikke skulle kunne forbedre sin levestandard gennem socialhjælp. Varig hjælp blev udmålt som en samlet sum, der nærmest svarede til grundbeløbet for den laveste invalidepension. I såvel forbigående som varig hjælp blev der Juristen nr Side 177

2 udmålt børnetillæg for hvert barn svarende til det særlige børnetilskud. Se i øvrigt om de nærmere overvejelser i Socialreformkommissionens 2. betænkning 664/1972. Det sociale tryghedssystem Service og bistand. Da man i socialreformen ikke indførte en almen dækkende arbejdsløshedsforsikring havde den midlertidige hjælp den meget væsentlige funktion, at den også skulle fungere som kompensation for et indtægtstab for uforsikrede arbejdsløse. Den midlertidige hjælp skulle derfor kunne udmåles på et højt niveau for dem, der havde været tilknyttet arbejdsmarkedet og havde forsørget sig selv med egne midler. Det store problem blev, at man ved hjælp af denne konstruktion sammenblandede social sikring (kompensation for et indtægtstab) med socialhjælp (behovsbestemt forsørgelsesydelse). Et problem, der er en akilleshæl i sociallovgivningen den dag i dag. Det fundamentale princip om sammenhængen mellem leveniveau og forsørgelseshjælp blev efterhånden udvisket. I 1986 afskaffede man varig hjælp (lbk 171/1987), mens kontanthjælpen blev udmålt således, at den ikke kunne udgøre mere end 90 % af det hidtidige leveniveau, dog udgjorde dagpengenes højeste beløb et maksimum. I 1994 (lbk 1024/1994) afskaffede man helt sammenhængen til det hidtidige leveniveau. Kontanthjælpsberegningen blev herefter en standardtakst, der relaterede sig til 80 % af niveauet for arbejdsløshedsdagpenge. Da kontanthjælpen stadig skulle fungere som social sikring for de arbejdsløse førte denne nye udmålingsmetode i realiteten til en form for overkompensation for den, der aldrig havde været tilknyttet arbejdsmarkedet eller havde forsørget sig selv. Almindelig kontanthjælp har således aldrig været en minimumsydelse. Sociallovgivningen indeholder i øvrigt ingen retningslinjer, hverken dengang eller i dag, for hvad der er et eksistensminimum. I de øvrige nordiske lande er socialhjælpen udskilt fra social sikring i egen lov. Taksterne for socialhjælp i såvel Norge som Sverige er følgelig meget lavere end den danske kontanthjælp. Se nærmere Nordisk social statistisk komité (2012). Sikringsbehovet dækkes igennem de lovbestemte og obligatoriske sikringsordninger: i Norge trygd, i Sverige forsikringskasseydelser. Den sociale sikring finansieres i disse lande først og fremmest ved hjælp af lovpligtige sociale afgifter, som betales af såvel arbejdstager som arbejdsgiver med en underskudsdækning fra staten. Så vidt vides er Danmark det eneste europæiske land, der finansierer sin sociale sikring ved hjælp af den almindelige skatteudskrivning. Dette har en række ulemper, som det ikke er stedet at komme nærmere ind på her. En afgørende indvending er den mangel på transparens dette medfører samt at arbejdsgiverne underfinansierer arbejdskraftens sociale sikring. Hertil kommer, at bidrag til den sociale sikring bliver usynliggjort, når den bare helt uspecificeret indgår i den almindelige skattekasse. Se nærmere om denne særlige danske socialforsikringsmodel Ketscher (2011). I 1998 kom integrationsloven, der indførte en særlig introduktionsydelse, der efter den dagældende lovs 27 fastsatte et beløb, der var på størrelse med SU og dermed lavere end kontanthjælpen. Dette blev begrundet med, at nyankomne udlændinge i realiteten kunne sammenlignes med uddannelsessøgende gennem deltagelse i introduktionsprogrammet jf. de almindelige bemærkninger pkt. 3.2 i LSF 60/1998. Om diskriminationsspørgsmålet i forhold til internationale konventioner bl.a. flygtningekonventionen blev det formuleret således, at»nyankomne udlændinge... skal uddanne sig til at blive ydende medlemmer af det danske samfund.«i 2002 blev introduktionsydelsen koblet til starthjælpen i aktivloven, som baserede sig på det optjeningsprincip, der var til vurdering i den foreliggende sag. Herefter var det en betingelse for at være berettiget til almindelig kontanthjælp at man havde boet i Danmark 7 år ud af 8 år. Der er således med denne ændring en ny motivering for den lavere hjælp, nemlig et tilknytningsprincip til den danske stat, der skulle gælde såvel flygtninge som andre udefrakommende. I forhold til EU-medlemskabet skabte dette opholdskrav retlige problemer vedrørende den fri bevægelighed. Ankestyrelsen anlagde en praksis, der formentlig stred mod EU-traktaten, hvorefter f.eks. danskere, der havde udnyttet deres unionsborgerskab, vendte tilbage til et starthjælpsniveau, selvom de havde boet det meste af deres liv i Danmark. Et optjeningskrav der efterfølgende også (i 2010 og 2012) er indført i retten til børneydelser. Dette optjeningskrav må også anses for værende af tvivlsom lovlighed såvel i forhold til unionsborgere som i andre sammenhænge. Se nærmere om forholdet til EU-retten og optjeningsreglerne i Ketscher (2011) Det er åbenbart, at et sådant optjeningsprincip, der i realiteten er et territorialt opholdskrav, først og fremmest vil ramme personer med anden etnisk baggrund eller nationalitet end dansk. Det var dette diskrimineringsspørgsmål, der var til pådømmelse i denne sag. Ved regeringsskiftet i 2011 blev det et led i den politiske aftale med Enhedslisten, at»fattigdomsydelserne«skulle afskaffes. Hermed sigtede man bl.a. til starthjælp og introduktionsydelse. Fra 1. januar 2012 udmåles socialhjælp kun efter de almindelige kontanthjælpstakster dvs. på et relativt set højt niveau for dem, der aldrig har forsørget sig selv. Det var hverken spørgsmålet om eksistensminimum eller diskriminering, der var grundlaget for denne ændring, men den, i retlig sammenhæng, nye diskussion om fattigdom og fattigdomsgrænser. Dette er spørgsmålet om, hvilken afstand, der bør være mellem rig og fattig i et velfærdssamfund. Afskaffelsen af disse ydelser bidrager derfor ikke til forståelsen af det retlige problem som var til behandling i den foreliggende sag. Juristen nr Side 178

3 Se nærmere 2011/1 LSF 36 bl.a. om ophævelse af starthjælp, som indledes med følgende erklæring:»regeringen har som mål, at færre mennesker skal leve i fattigdom. Derfor vil regeringen afskaffe de lave ydelser i kontanthjælpssystemet.«der findes forskellige definitioner på fattigdom. EU anvender en målestok på 60 % af medianindkomsten, mens Økonomisk Råd bruger 50 % af medianindkomsten (2006 kap. II). Danmark har ikke formelt tilsluttet sig nogen af disse definitioner. Fattigdom er derfor indtil videre ikke et mere præcist retligt begreb. Se nærmere om forholdet mellem minimumshjælp og fattigdomsgrænser Ketscher (2008) s. 207 ff. 3. Ret til eksistensminimum jf. grundlovens 75 stk. 2 Grundlovens 75 stk. 2 fastslår det grundlæggende selvforsørgelsesprincip i dansk socialret. Bestemmelsen stammer tilbage fra den oprindelige 1849 grundlov. Bestemmelsen siger, at»den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder«. Bestemmelsen henviser således til dansk rets almindelige forsørgelsesregler til enhver tid. I vore dage er det ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, og forældres forsørgelsespligt over for børn under 18 år jf. først og fremmest aktivloven 2. Denne grundlovsbestemmelse, som til dels var upåagtet i den forfatningsretlige tradition, behandlede jeg i min afhandling: Offentlig børnepasning i retlig belysning (1990). Her gjorde jeg gældende, at bestemmelsen danner grundlag for individuelle retskrav, som kan efterprøves af domstolene. Dette var en fortolkning, som bl.a. Jens Peter Christensen og Jørgen Rønnov Bruun var kritiske over for (Christensen og Rønnov Bruun 1991). Se anderledes Henrik Zahle (Zahle 1991), der lagde vægt på bestemmelsens ordlyd»berettiget til«. I det følgende vil jeg se nærmere på, hvorledes grundlovens 75 stk. 2 anvendes af Østre Landsret og Højesteret i den foreliggende sag. Det retlige problem var spørgsmålet, om de beløb, som sagsøgeren modtog, var af en størrelse, der opfyldte grundlovens krav på niveauet for»hjælp«dvs. bestemmelsen udmålingsprincip. Som det anføres af statens advokat angiver grundloven ikke noget udmålingsniveau. Efter bestemmelsens historie og placering i grundloven og henvisning til selvforsørgelsespligten og de generelle forsørgelsespligter må det antages, at bestemmelsen relaterer sig til et eksistensminimum. Dette skal dog have en størrelse, der beskytter den enkeltes værdighed og integritet. Der skal således være plads til et almindeligt socialt liv, transport, fritidsaktiviteter for børnene etc. Se i øvrigt nærmere om bestemmelsens forhistorie og indhold i Ketscher (2008 ) kap. 8. Se også Klausen (2002) s. 69 og Schultz 2004 s. 93 ff. Se også Jørgensen (2010) om børns ret til egne penge. Man har i dansk ret ikke gjort sig præcise forestillinger om eksistensminimum. Man kan måske få et fingerpeg fra den tidligere bistandslovs bestemmelse om varig hjælp jf. ovenfor under 2. Retten stilles derfor over for en udfordring, når den skal tage stilling til, hvad der opfylder grundlovens eksistensminimum. Af sagen fremgår det, at sagsøger har modtaget godt og vel kr. årligt efter skat i introduktionsydelse, boligsikring og forskellige børneydelser. Sagsøgerens husstand bestod i perioden foruden af ham selv af en ægtefælle og 4 børn. De tre af disse var under 18 år i hele perioden. 1 barn fyldte 18 år i 2005, og 1 barn over 18 år blev familiesammenført i De fik herefter selvstændig ret til introduktionsydelse, men ingen af disse betalte for at bo i hjemmet. Det fremgår, at det ene barn over 18 år sendte 400 USD mdl. til sin hustru i Afghanistan. Landsretten løser problemet ved at nævne de love i henhold til hvilken, sagsøgeren har fået støtte.. Forudsætningsvis betyder det, at det lægges til grund, at dette opfylder grundlovens krav. Beløbene fremgår også af sagens oplysninger. Landsretten gør sig imidlertid ikke nogle nærmere overvejelser om spørgsmålet, men siger»at der ikke er grundlag for at fastslå, at A ikke har modtaget hjælp fra det offentlige i overensstemmelse med grundlovens 75 stk. 2.«Mere interessante er Højesterets overvejelser. Højesteret citerer grundlovsbestemmelsen in extenso og udtaler herefter, at»denne bestemmelse må forstås således, at det påhviler det offentlige at sikre et eksistensminimum for personer, der er omfattet af bestemmelsen, og at de ved domstolene kan få prøvet, om kravet er opfyldt.«højesterets fortolkning af denne bestemmelse gør således op med ældre opfattelser af denne bestemmelse. Særligt kan det bemærkes, at parternes opfattelse af, at 75 stk. 2 kun er en programerklæring, således som det blev fremført for landsretten jf. nedenfor bliver effektivt tilsidesat. Der er her tale om en helt principiel og særdeles klar udtalelse om betydningen og indholdet af 75 stk. 2. Hermed har Højesteret sat en forfatningsretlig milepæl. Grundlovens 75 stk. 2 har været forelagt Højesteret tidligere i U H. Denne sag drejede sig om hvilke betingelser, den enkelte skal opfylde for at være berettiget til hjælp. U H drejede sig om en arbejdsløs mand, der modtog kontanthjælp og i denne sammenhæng blev stillet over for et aktiveringskrav. Han påstod bl.a., at dette krav stred mod Grundlovens 75. stk. 2 jf. formuleringen»dog under de betingelser, som lovgivningen herom fastsætter«. Den citerede passus er i nutidsører egnet til at give anledning til den misforståelse, at der her er tale om et tildelingskriterium dvs., at retten til kontanthjælp kan gøres betinget af aktivering. Det anførte må imidlertid i forhold til bestemmelsens historie forstås som de retsvirkninger, der knytter sig til selve modtagelsen af hjælp, dvs. at det er et led i udmålingen af hjælpen. I vore dage kan der kun være tale om tilbagebetaling af hjælpen, men tidligere var der tale om»fattighjælps retsvirkninger«dvs. tab af stemmeret mv. Det må antages, at aktivering kan pålægges den enkelte som et led i selvforsørgelsesprincippet. Dette indebærer, at aktiveringen skal have et selvforsørgende sigte. Landsret og Højesteret tilsluttede sig denne fortolkning idet man sagde, at»aktiveringstilbudet var rimeligt og sagligt begrundet, idet det havde til formål at forbedre sagsøgerens mulighed for selvforsørgelse«. I modsætning til den foreliggende sag var det således grundlovens tildelingskriterium, der blev efterprøvet, men med såvel Landsrettens som Højesterets afgørelse Juristen nr Side 179

4 blev den enkeltes ret til at få efterprøvet grundlovens krav implicit anerkendt. I denne nye sag bliver det slået fast eksplicit. Hvad angår spørgsmålet om niveauet for offentlig hjælp i den foreliggende sag opfylder grundlovens krav, nævner Højesteret i sin dom de beløb som sagsøgeren, hans ægtefælle og børn har modtaget i årene efter skat nemlig: kr, kr, kr og kr. I tilslutning hertil siges det,»at der ikke er grundlag for at fastslå, at A ikke modtog hjælp fra det offentlige i overensstemmelse med Grundlovens 75 stk. 2«. Højesteret har ikke dermed udtalt sig om størrelsen af et eksistensminimum, men har faktisk efterprøvet statens overholdelse af grundlovsniveauet mere konkret end landsretten, der mere abstrakt afviser sagsøgerens påstand jf. ovenfor. Hermed har Højesteret også indirekte lagt en vis afstand til den teoretiske opfattelse, der traditionelt har været gældende, nemlig at domstolene ikke skal spille en aktiv rolle vedrørende efterprøvelse af sociale rettigheder. Man henviser ikke, som i andre tilfælde til, hvad lovgiver har ment og lagt det til grund. Her forholder Højesteret sig direkte til lovligheden af en konkret udmåling. Staten gør gældende over for landsretten, at sagsøgeren»på ingen måde har godtgjort, at staten... har handlet uden for rammerne af det meget betydelige skøn, som efter grundlovens 75 stk. 2 tilkommer staten«. Højesteret har ikke gentaget disse traditionelle synspunkter. Jeg forstår Højesteret således, at der meldes ud, at retten kan og vil efterprøve niveauet for eksistensminimum. Dette bør få betydning for fremtidige lovgivningsovervejelser, således at Folketinget i relevante lovforslag direkte bør forholde sig til kravet om opfyldelse af eksistensminimum i 75 stk. 2. Med denne dom er der således i hvert fald sat en forfatningsretlig kilometersten. Det kan i øvrigt diskuteres om ikke stramningen af kontanthjælpssatserne var kommet for langt ned og under eksistensminimum jf. 75 stk. 2 i forbindelse med de nu ophævede regler om loft over kontanthjælpen jf. LSF /1, der bl.a. også vedrørte ægtefællers manglende opfyldelse af et arbejdskrav. Dette spørgsmål var ikke et led i denne sag. 4. Den tyske forfatningsdomstols overvejelser om eksistensminimum. Højesteret har med sin grundlovsfortolkning i denne sag nærmet sig den stil, som den tyske forfatningsdomstol, har anlagt i to sager. Den tyske forfatning garanterer et eksistensminimum med respekt for den enkeltes værdighed. Dette minimum skal have en sådan størrelse, at det opfylder de uomgængelige krav som danner grundlag for den enkeltes fysiske eksistens og for deltagelse i det sociale, kulturelle og politiske liv. Denne norm har efter min opfattelse en så almen karakter, at den også kan indlæses i den danske grundlovs 75 stk. 2 jf. ovenfor under 3. I en sag fra 2010 (BVerfG, 1 BvL 1/09 vom , Absatz-Nr. (1-220) Hartz IV) tilsidesatte Forbundsdomstolen den beregningsmetode, hvorefter myndighederne udregnede det beløb, som den enkelte havde krav på. Det siges, at forfatningen forudsætter, at lovgiver realistisk vurderer alle udgifter, der er nødvendige for den enkeltes eksistens på en transparent og formålstjenlig måde på basis af pålidelige tal og rimelige beregningsmetoder. Der skal derved fremkomme et fast beløb, som den enkelte har ret til samtidig med, at der også skal åbnes muligheder for supplerende ydelser til at dække nødvendige behov ud over det faste minimumsbeløb, som tilkommer alle. I en dom fra 18. juli 2012 (BVerfG, 1 BvL 10/10 vom , Absatz-Nr. (1-140) Geldleistung nach dem Asylbewerberleistungsgesetz) behandlede Forbundsdomstolen asylansøgeres ret til et eksistensminimum. Lovgivningen om asylansøgeres ret til hjælp var fra Det dengang fastsatte beløb var ikke blevet reguleret siden selvom prisindekset i Tyskland var steget med 30 %. Forfatningsdomstolen udtalte, at dette beløb helt åbenbart var utilstrækkeligt alene fordi det ikke var reguleret i denne meget lange periode. Samtidig kritiserede domstolen, at beløbet var fastsat ud fra helt uigennemskuelige principper og henviste i denne sammenhæng til transparenskravet i Hartz IV. Domstolen fastsatte selv et beløb på 206 euro som midlertidig opfyldelse af forfatningens krav og et beløb på 130 euro oveni, der skulle erstatte de gældende naturalydelser til dækning af daglige behov. Hermed adresserer domstolen også værdighedsdimensionen i at have adgang til penge i en moderne pengeøkonomi. Naturalydelser er egnet til at virke ydmygende for den enkelte. Se fra dansk praksis om denne problematik U /2H, hvor såvel Vestre Landsret som Højesteret fandt det i overensstemmelse med EMK art. 3 (forbud mod nedværdigende behandling) alene at stille naturalydelser til rådighed i form af»madkasseordningen«(kost, logi og nødvendige sundhedsmæssige ydelser) til asylansøgere fra Kosovo, der nægtede at medvirke til udrejse af landet. I den tyske forfatningsretlige optik får de danske kontanthjælpssatser det problem, at det er uklart på hvilket grundlag de er fastsat. De mangler således transparens. Beløbene er ikke relateret til et menneskeværdigt eksistensminimum. I fravær af sådanne overvejelser må man således nøjes med at gøre nogle mere almindelige skøn over hjælpens størrelse, således som Højesteret har gjort det i denne sag. Men der er et helt uomtvisteligt behov for en fastsættelse af nogle beregningsprincipper ud fra hvilket det kan bedømmes, om grundlovens sikring af et eksistensminimum er opfyldt. 5. Retten til ikke at blive diskrimineret Hverken reglerne om starthjælp eller introduktionsydelser definerer modtagerne ud fra en etnisk eller national definition. Der er tale om en i formen neutral formulering, der i realiteten først og fremmest rammer personer af anden etnisk baggrund end dansk. Dette indebærer, at der kan rejses en formodning om indirekte diskrimination. En sådan forskelsbehandling er kun lovlig, såfremt den er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at op- Juristen nr Side 180

5 fylde det er hensigtsmæssige og nødvendige samt at virkningen ikke er uforholdsmæssigt indgribende (disproportional) jf. f.eks. lov om etnisk ligebehandling 3. Denne lov hviler på rådsdirektiv 2000/43. Sagsøgeren påberåbte sig udover EMK (Art. 8 og tp 1 art. 1 jf. art 14) også en række FN konventioner (om borgerlige og politiske rettigheder, om økonomiske kulturelle og sociale rettigheder, flygtningekonventionen og racediskriminationskonventionen) og Den Europæiske Socialpagt fra Europarådet. Den daværende regering var i det lovforslag, der i 2001 indførte optjeningsprincippet opmærksom på de internationale forpligtelser jf. lovforslaget pkt. 4. Diskriminering afvises med henvisning til, at danskere, der vender tilbage til Danmark efter et for langt fravær, også rammes af optjeningsprincippet. Den formodning, som rejses for indirekte diskriminering, kan imidlertid ikke afvises med dette argument. Det afgørende er, at det først og fremmest er danskere med anden etnisk baggrund der rammes. Det er denne ubalance som retfærdiggørelsen skal adressere. Det er ikke kun forholdet mellem nyankomne, herunder et lille antal danskere, der skal vurderes. I øvrigt anføres, at det saglige formål er, at en lavere ydelse vil bringe flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Der er ingen tvivl om, at dette formål er sagligt. Staten fremlægger i øvrigt en statistik fra Arbejdsdirektoratet, der viser, at modtagere på starthjælp/introduktionsydelse kommer hurtigere i arbejde end almindelige kontanthjælpsmodtagere jf. Arbejdsdirektoratets notat af 18. juni 2007, som blev fremlagt under sagen. Det er imidlertid vanskeligt at se, at dette kan være med til at retfærdiggøre forskelsbehandlingen mellem danskere og udefrakommende. Retten burde forholde sig til, hvorfor dette argument kun skal gælde i forhold til den udefrakommende gruppe (som overvejende har en anden etnicitet end dansk) og ikke i forhold til den store gruppe, som overvejende har dansk etnicitet og som modtager den højere ydelse. Hvorfor skal de ikke lige så hurtigt i arbejde? Midlet er åbenbart egnet til at bringe flere i arbejde. Midlet er ikke nødvendigt, da det samme kan opnås uden at diskriminere nemlig ved hjælp af, at der gælder det samme niveau for alle kontanthjælpsmodtagere, der f.eks. ikke har haft en arbejdsmarkedstilknytning. Først da bliver argumentet heldækkende og reelt. Valg af den smalle danske sammenligningsgruppe er på direkte kollisionskurs med det, der er hovefunktionen for diskrimineringsforbud i disse tilfælde, nemlig at det skal danne et effektivt værn mod fristelsen til at give egne borgere en mere gunstig behandling. Alle i samme situation skal behandles lige godt eller dårligt. Landsretten behandler i øvrigt slet ikke det diskriminationsretlige spørgsmål mere konkret. Landsretten udtaler blot om dette, at»det faktiske forhold, at den gruppe, der modtager introduktionsydelse eller starthjælp hovedsageligt består af personer med anden etnisk baggrund end dansk, kan ikke føre til, at Egedal kommunes afgørelse... udgør en usaglig forskelsbehandling«. Man henviser til»ønsket om at tilgodese de nærmere angivne saglige formål«, men vurderer ikke disse i forhold til den resterende del af retfærdiggørelseskravene vedrørende tilladeligheden af indirekte diskrimination nemlig disse formåls egnethed, nødvendighed og proportionalitet. I øvrigt afvises alle de påberåbte konventioner over en kam uden nærmere begrundelse eller behandling. Højesteret har en mere udfoldet argumentation omkring diskriminationsspørgsmålet med inddragelse af EMK. Det udtales (under henvisning til EMD i Stec and others v. UK), at sagen er omfattet af art. 14 jf. tillægsprotokol 1 art.1. Højesteret afviser, at der skulle være sket utilladelig forskelsbehandling. Højesteret retfærdiggør diskrimineringen først og fremmest med henvisning til sagligheden i optjeningsprincippet dvs. tilknytningsforholdet til den danske stat. Man accepterer også den smalle sammenligningsgruppe. Hermed overser man, at mange af de hjemvendte danskere har en mangeårig og helt uomtvistelig tilknytning til den danske stat, men må tåle at miste deres rettigheder efter et kort udlandsophold for at udlændinge kan få en dårlig retsstilling. Højesteret efterprøver, i modsætning til landsretten, argumentet om indirekte diskrimination på baggrund af nationalitet. Man henviser til de grunde, der er fremhævet i lovforslaget:»at få flere i arbejde, og færre på offentlig forsørgelse og for udlændinges vedkommende at styrke deres samlede integration i det danske samfund«. Højesteret understreger nødvendigheden af at afgrænse personkredsen i et skattefinansieret velfærdssystem som det danske og henviser til Carson-sagen, jf. EMD nr /05 (afsagt 16. marts 2010). Carson-sagen vedrørte spørgsmålet om engelske statsborgeres ret til at få reguleret deres alderspensioner, når de havde bosat sig i udlandet uden for Den Europæiske Union. Det fremgik af sagen, at en sådan opregulering af pensioner til engelske statsborgere, bosat uden for EU, ville udgøre et meget stort beløb. Menneskerettighedsdomstolen lagde vægt på, at pensionerne var beregnet til at skulle anvendes i UK, at disse blev reguleret efter prisniveauet i UK, og at man skulle betale skat i UK. Domstolen kom derfor frem til, at det var sagligt ikke at opregulere pensionerne, da pensionister bosiddende i udlandet ikke kunne sammenlignes med pensionister bosiddende i UK. De var ikke i samme situation, da de ikke betalte skat ikke mere bidrog til det britiske velfærdssystem, og de var bosat i lande, der havde helt andre prisniveauer og reguleringsmekanismer. Det er vanskeligt at se, hvorfor denne sag understøtter et optjeningsprincip, der diskriminerer flygtninge i Danmark. Sagsøgeren i den her foreliggende sag boede i Danmark, betalte skat i Danmark og afholdt sine udgifter på et dansk prisniveau. Som allerede nævnt er optjeningskravet vedrørende starthjælp/introduktionsydelse EU-retligt meget tvivlsomt, idet det udgør en barriere for den fri bevægelighed således som det er praktiseret. Alle opholdskrav er suspekte i den EU-retlige optik og skal kunne begrundes meget mere præcist. EU-domstolen anerkender begrebet social turisme, som ikke er rettighedsskabende. Men Domstolen viser i sin praksis, at Juristen nr Side 181

6 tilknytningskravet ikke kan behandles så håndfast gennem oppustede opholdskrav. Se nærmere om EU-domstolens praksis Ketscher (2011). Højesteret forholder sig ikke isoleret til spørgsmålet om det saglige i, at danskere får den højere ydelse uden at komme hurtigere i arbejde. Proportionalitetskravet vurderes i forhold til retten til enkeltydelser, boligsikring mv., som sagsøgeren har fået tildelt. Endvidere inddrages i denne sammenhæng (modsat retten til eksistensminimum), det kendte argument med statens brede skønsmargin i tilrettelæggelsen af den sociale og økonomiske politik. Dette med statens skønsmargin på det sociale område kan betegnes som et populært rutineargument i danske domstole, som Højesteret desværre også tager frem her uden nærmere begrundelse for dets relevans. Denne skønsmargin er ikke en genvej til lettere at kunne diskriminere. Det skal kunne relateres til, hvad det er for forhold, som Menneskerettighedsdomstolen har svært ved at vurdere. Argumentet blev således ikke anvendt i Carsonsagen. Her lagde domstolen på baggrund af fakta om det britiske sociale system vægt på, at dette pensionssystem først og fremmest havde et nationalt design dvs. var tiltænkt dem, der boede i UK (præmis 86). I modsætning til Landsretten kommenterer Højesteret flygtningekonventionen nærmere, hvilket der også er god grund til, når denne sag vedrører en flygtning. Det afvises imidlertid, at der kan være tale om en krænkelse af art. 23 der påbyder staten at give flygtninge, der lovligt opholder sig inden for deres område»samme behandling som deres egne statsborgere«. Højesteret mener, at bestemmelsen efter sin ordlyd kun omfatter direkte diskriminering. Det er efter min opfattelse en tvivlsom afgrænsning. Alle FNdiskriminationsforbud må forstås således, at de omfatter såvel direkte som indirekte diskriminering. Det er heller ikke åbenbart, at ordlyden kun omfatter direkte diskriminering. Se Zimmermann (2010) s ff, der understreger, at konventionen skal fortolkes konformt med FNs racediskriminationskonvention art. 5, der uden tvivl dækker indirekte diskrimination. I øvrigt lægges der vægt på, at art. 23 skal fortolkes bredt og vigtigheden af, at flygtninge får samme behandling som landets egne statsborgere. Der er i øvrigt ikke belæg for at indskrænke denne sammenligning til kun at gælde en lille gruppe hjemvendende danske statsborgere. Se også Hathaway (2005) s. 807, der kritiserer det danske optjeningsprincip som stridende mod art. 23. Det er således noget overraskende, at Dansk Flygtningehjælp i et høringssvar til skatteministeriet i forbindelse med indføring af optjeningsprincip for børneydelser udtaler, at flygtningekonventionen ikke er til hinder for, at der indføres et optjeningsprincip for børneydelser, når»flygtninge... behandles på samme måde som danske statsborgere, der har haft bopæl i udlandet og vender hjem til Danmark.«jf. skatteministerens svar på et spørgsmål til Enhedslisten S 3137 af 27. april 2012 I modsætning til andre udefrakommende er flygtninge en særlig kategori. De befinder sig i Danmark, fordi de ikke kan opholde sig i deres eget land. Optjeningsprincippet har derfor ikke samme vægt for dem, som det muligt kan have i forhold til andre udefrakommende, der selv har valgt at forlade deres eget land og komme til Danmark. De betragtninger, der bærer dette princip, har derfor ringe relevans for flygtninge. Lov om etnisk ligebehandling omfatter også sociale ydelser. Det er derfor tvivlsomt, at dette optjeningsprincip generelt er i overensstemmelse med forbuddet mod etnisk diskrimination. Det fremgår ikke, om lov om forbud på grund af forskelsbehandling på grund af etnicitet har været påberåbt for Højesteret. Landsretten kommenterer slet ikke denne lov. 6. Nærmere om parternes argumenter Der er tale om en dispositiv sag. Parternes påstande og anbringender er derfor af afgørende betydning for, hvilket udfald sagen kan få. Der kan derfor være god grund til at se på hvordan, der argumenteres i en sag med en høj kompleksitet som den foreliggende. Den er kompliceret fordi, den indeholder flere elementer, som traditionelt er følsomme ved danske domstole. Et af dem er spørgsmålet om efterprøvelsen af sociale rettigheder. Et andet er inddragelsen af udefrakommende»indvandrede«retskilder Se Ketscher (2009) om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som et eksempel på en indvandret retskilde og de vanskeligheder den står over for i mødet med dansk ret. Se også Graues (2007) om argumenternes betydning. I det følgende vil jeg se lidt nærmere på de argumenter, som parterne fremfører såvel i forhold til landsretten som til Højesteret. Hvad angår staten som part, må man efter min opfattelse lægge til grund, at staten ikke har samme adgang til at påberåbe sig hvilke som helst argumenter for at vinde en sag. En privat part har et større råderum. Se i samme retning kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensens udtalelser i et interview i Advokaten, Lindboe-Rasmussen (2012) s. 21 ff, hvor det siges, at» Sagen skal ikke vindes for enhver pris. Kammeradvokaten skal holde sig for øje, at staten skal yde borgerne retfærdighed. Der er et hensyn til andre end klienten selv i rådgivningen«. Ligeledes betones det, at»sagerne ganske ofte har en bredere samfundsmæssig interesse«. I denne sag vil jeg pege på to argumentative linjer, hvor det forekommer, at kammeradvokaten går ganske langt i sine bestræbelser for at vinde en sag med argumenter, der må betegnes som tvivlsomme. Det gælder argumenter, der blev fremsat i landsretten. Det forekommer som om, at sagen for Højesteret er blevet skåret til og en række argumenter siet fra. Den ene linje drejer sig om argumenter imod anvendelse af Grundlovens 75 stk. 2. Selvom bestemmelsens indhold har været omtvistet jf. ovenfor er den dog aldrig blevet forstået som en programerklæring. Det er derfor noget overraskende, at statens advokat (og sandelig også sagsøgers advokat!) gør gældende, at 75 stk. 2 er en programerklæring. Det er ikke heldigt, at statens advokat gør gældende at 75 stk. 2, der indeholder selvforsørgelsesprincippet, er Juristen nr Side 182

7 udtryk for en programerklæring. Der er tale om det mest grundlæggende princip i dansk forsørgelsesret. Hvad angår bestemmelsens retlige indhold kan det nævnes, at beskæftigelsesministeriet i 2002 måtte ændre på udmålingsreglerne i aktivlovens 26, fordi man uforvarende havde givet papirløse samlevende forsørgelsespligt over for hinanden. Reglen blev afskaffet med tilbagevirkende kraft som grundlovsstridig jf. L 89 af 13. november Se nærmere Ketscher (2008) s. 203 f. og Ketscher (2002) Ideen med programerklæring har man formentlig fra en forveksling med grundlovens 75 stk. 1, der vedrører»retten til arbejde«. Denne bestemmelse blev indført i 1953, mens grundlovens 75 stk. 2, som nævnt stammer helt tilbage fra 1849 grundloven. Der er således tidsmæssigt tale om to forskellige forfatningsretlige indlejringer. Statens advokat har skiftet mening om dette spørgsmål i Højesteret, hvor det ikke bestrides, at grundlovens 75 stk. 2 giver en egentlig ret til hjælp, men at det er niveauet for hjælp, der er til diskussion dvs. udmålingsprincippet. Den anden tvivlsomme linje angår forholdet til de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt og ratificeret. Kammeradvokaten reducerer også de påberåbte konventioner til kun at være programerklæringer, der giver et meget betydeligt skøn. Kammeradvokaten giver også udtryk for ældre teori, når det fremhæves som betydningsfuldt, at konventionerne ikke er inkorporerede. Den danske stat og regering er en del af en international sammenhæng, hvor man ofte henviser til de fælles forpligtelser, der fremgår af konventionerne. Det er ikke god stil at bagatellisere disse, når de skal anvendes indenlands. Og det er heller ikke nødvendigt for at vinde sagen. Hvorfor skal der rejses tvivl om værdien af de konventioner, som Danmark har tiltrådt og ratificeret? Se Spiermann (2006) kap. 6 og 14 og Christoffersen (2002) om nyere opfattelser af konventioners argumentative værdi i national ret. Hvad angår EU-rettens forhold til spørgsmålet om diskriminering anfører Kammeradvokaten, at direktiv 2000/43 ikke omfatter diskriminering på grund af nationalitet. Men det afgørende er jo her, at introduktionsydelsen også rammer etnisk skævt. Staten gør tilsyneladende gældende, at lov om etnisk ligebehandling slet ikke vedrører den pågældende flygtning på grund af, at direktivet ikke omfatter tredjelandes statsborgere jf. direktivet art. 3 stk. 2. Det er meningsløst at påstå, at personer, der opholder sig lovligt her i landet som sagsøgeren, ikke skulle være beskyttet mod etnisk diskriminering. Det er heller ikke et heldigt argument, at da»optjeningsprincip principielt ikke knytter forskelsbehandling til nationalitet, er det uden betydning, at udlændinge faktisk oftere omfattes af den lavere ydelse«. I sådanne tilfælde kan man netop rejse en formodning for indirekte diskrimination, der så skal retfærdiggøres ved hjælp af det saglige formål, opfyldelse af et proportionalitetskrav, idet anden etnisk baggrund end dansk og udenlandsk statsborgerskab ofte er sammenfaldende som f.eks. i denne sag. Sagsøgers argumenter kunne være udbygget på en måde, der i højere grad matchede det, man ønskede at opnå. Et af hovedargumenterne er, at den udmålte hjælp ikke er i overensstemmelse med grundlovens eksistensminimum. Men dette argument understøttes ikke med beregninger og fakta, der nærmere redegør for, hvorledes et eksistensminimum kan fastsættes i dansk ret. Af sagsfremstillingen fremgår det blot mere diffust (s. 1765), at sagsøgeren og hans familie» føler sig som i fængsel, fordi de på grund af deres dårlige økonomi aldrig har haft råd til et socialt liv«. Der er ikke argumenteret principielt f.eks. vedrørende budgetter. Det må anses for en væsentlig svaghed jf. også betragtningerne i den tyske forfatningsdomstol. En udbygget konkret argumentation kunne have udfordret Højesteret til nærmere at specificere grundlaget for et eksistensminimum. Sagsøger påberåber sig en hel del konventioner. Det bliver lidt en øvelse i at skyde med spredehagl. Erfaringen viser også, at domstolene ikke kan overkomme opgaven og afviser dem uden nærmere argumentation, sådan som det sker i Landsretten. For at disse retskilder skal tages mere alvorligt i et generelt tilbageholdende domstolsklima for disse retskilder, må man spidse argumentationen mere til. Den mest bærekraftige konvention i denne sag var efter min opfattelse flygtningekonventionen, men også racediskriminationskonventionen kunne være udbygget. Dette kan først og fremmest ske i sammenhæng med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som jo er inkorporeret. 7. Sammenhæng mellem eksistensminimum og diskrimination som retlige figurer Selvom spørgsmålet om ret til et eksistensminimum og retten til ikke at blive diskrimineret er to forskellige retlige figurer, så spiller de alligevel sammen i en socialretlig optik. Eksistensminimum kan defineres som det beløb som et menneske må have tilgang til for at kunne overleve med sit menneskeværd intakt i et moderne samfund. Man kan således ikke tage sit udgangspunkt i ældre tiders skrabede fattigvæsen. Socialhjælp kan udmåles på flere niveauer, hvilket også typisk er og altid har været tilfældet i Danmark jf. ovenfor. Dette kan aktualisere spørgsmålet om retsstridig forskelsbehandling. Ikke en hvilken som helst forskelsbehandling vil være ulovlig. Forbud mod forskelsbehandling er reguleret i national lov, EU-lovgivningen eller på grundlag af internationale konventioner eller andre aftaler. Køn, etnicitet, nationalitet, alder, seksuel orientering mv. er eksempler på lovregulerede forbud, men også andre grunde vil kunne betegnes som ulovlige jf. EUchartret art. 21 eller EMK art. 14 inden for det område, som konventionen dækker. Diskrimineringsfiguren er et af de mest betydningsfulde redskaber til at forhindre store Juristen nr Side 183

8 sociale og samfundsmæssige forskelle og kan dermed fungere som en løftestang for et mere ligeligt samfund. Diskrimineringsfiguren understøtter således i et vist omfang spørgsmålet om forhindring af fattigdom dvs. for store sociale forskelle. Vi kan ikke her afgøre, om den afghanske sagsøger er omfattet af en fattigdomsdefinition. Højesteret lægger til grund, at det nationale tilknytningsforhold kan retfærdiggøre forskelsbehandlingen mellem modtagere af introduktionsydelse og modtagere af almindelig socialhjælp. De værdier, der bærer fattigdomsdiskussionen, kommer således ikke i spil. Men det kan måske siges, at sagsøger netop påberåber sig et fattigdomsargument, når han henviser til sin dårlige økonomi jf. ovenfor. Den retlige udvikling viser imidlertid, at diskrimineringsforbud nedsætter myndighedernes mulighed for at forskelsbehandle etniske danskere og personer med anden etnisk herkomst eller anden nationalitet. Lovgiver begrænses selv i et evt. ønske herom pga. internationale forpligtelser. Disse begrænsninger og det argumentationsarsenal, der følger med diskrimineringsforbuddene kommer derfor udefra og først og fremmest fra EU og EMK. De har derfor været et fremmedelement i den danske retlige tænkemåde. Forvaltningsrettens såkaldte»almindelige«lighedsgrundsætning har efterhånden kun et meget begrænset felt som bidrag til den udbyggede diskriminationsret. Men den forvaltningsretlige tradition har fastholdt et meget nationalt design og har stadig stor indflydelse på de argumentationsfigurer som offentlige myndigheder (herunder domstolene) anvender i diagnosticeringen af ulovlig forskelsbehandling, jf. også nogle af statens argumenter i den foreliggende sag. Man skal imidlertid være opmærksom på, at spørgsmålet om eksistensminimum og ulovlig diskrimination kan forekomme samtidig. Optjeningskravet vedrørende børneydelser, kan føre til, at også den almindelige kontanthjælp kan komme under eksistensminimum for enlig forsørger med mange børn. Danmarks Radio omtalte således en sag i Radioavisen den 22. juni 2012, hvor en somalisk flygtning, mor med 6 børn, ikke kunne få børneydelser på grund af optjeningsprincippet. Hun havde derfor så lidt til rådighed, at hun formentlig lå under eksistensminimum, idet hun kun havde 1000 kr. til rådighed, når de faste udgifter var betalt. 8. Sammenfatning Formålet med denne artikel har ikke været eller i hvert fald ikke alene, at sige noget om»gældende ret«, men snarere at vise nogle tidstypiske lag i den retlige argumentation og den retlige udvikling En analyse af partsargumenter, Landsrettens dom og Højesterets dom viser forskellige retlige stilarter, der populært kan henføres til ældre teori eller nyere teori, eller, udtrykt med nutidsslang,»old school«eller»new school«. Det tilvante og stærkt nationalt prægede retlige design har været under pres i snart flere tiår også i socialretten. Men i mange sager har myndighederne og domstolene haft en tendens til at marginalisere de»indvandrede«retskilder ved enten ikke at inddrage dem og de argumenter som de hviler på eller blot afvise dem helt abstrakt. Dette har haft sammenhæng med opfattelsen af sociale rettigheder og velfærdsstaten som et politisk projekt, som domstolene skal udvise tilbageholdenhed over for på grund af respekt for Folketinget. Denne opfattelse hviler i høj grad på de traditionsbaserede forestillinger om domstolenes forhold til lovgivningsmagten, som udviklingen også udfordrer. En anden fortolkningsstil og også lovgivningsstil har været at bagatellisere den danske grundlovs betydning for den enkeltes rettigheder. Hermed har man i stedet for at fremhæve den danske grundlovs betydning og styrke været med til at marginalisere den i en tid, hvor tilsvarende grundrettigheder strømmer ind ude fra. Vi ser tendenser til begge fænomener i denne sag. Statens argumenter i Landsretten hviler både på marginalisering af de udefrakommende retskilder (EMK, EU og FNkonventioner) og minimering af den danske grundlovs betydning. Staten får i realiteten medhold i Landsretten på dette grundlag. Højesteret forholder sig derimod til grundlovsargumentet på en mere indgående måde, der tager grundloven alvorligt. Hermed styrkes den danske grundlovs betydning, hvilket må anses for en klog strategi i det mylder af konventioner, som nu presser sig mere og mere på. Når Højesteret forholder sig til eksistensminimum i relation til den danske grundlov vil man i realiteten også have besvaret argumentet i forhold til den europæiske socialpagt og FNkonventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Diskriminationsargumentet i forhold til EMD mv. afprøves også mere konkret end man har set i tidligere sager. Det forekommer mig, at Højesteret har bevæget sig i forhold til U H om det særlige børnetilskud. Om Carson-sagen er velegnet som grundlag for at afvise nationalitetsdiskrimination er et andet fagligt spørgsmål. Men diskussionen løftes hermed ind i en anden sammenhæng. Den foreliggende sag har således mange principielle aspekter i forhold til fremtidige sager om sociale rettigheder. Referencer: Baggesen, Ove, Grethe Buss og Birthe Frederiksen(1976): Bistandsloven, Juristforbundets Forlag Christoffersen, Jonas (2002): Højesterets prøvelse af folkeretlige diskriminationsforbud U. 2002B.407 Christensen, Jens Peter og Jørgen Rønnow Bruun (1991): At hitte på om grundlovens 29, 73 og 75, UfR 1991 B, s Det Økonomiske Råds formandskab (2006): Fattigdom i Danmark kapitel II, Kbh Graver, Hans Petter (2007): Rettsretorikk En metodelære, Fagbokforlaget, Bergen Hathaway, James C. (2005): The Rights of Refugees under International Law, Cambridge University Press Jørgensen, Stine (2010): Børn som borgere i velfærdssamfundet: retten til egne penge, Retfærd 130 Ketscher, Kirsten (2008): Frit valg af arbejdsplads i Unionen og retten til social sikring, Sune Troels Poulsen & Stine Jørgensen (red.): Frit valg Velfærd i Den Europæiske Union, Jurist- og Økonomforbundets forlag Juristen nr Side 184

9 Ketscher, Kirsten (2008): Socialret Principper Rettigheder Værdier, Thomson, 3. omarbejdede udgave Ketscher, Kirsten (2009): Sociale rettigheder og EMRK: En indvandret retskilde i problemer, i Christoffersen og Rask Madsen (red): 50 års samspil mellem ret og politik, Thomson Reuters Ketscher, Kirsten (2006): Ulovlig, etnisk diskrimination Socialrådgiveren 7/ 2006 Ketscher, Kirsten (2002): Starthjælp er i strid med Grundloven, Socialrådgiveren, 22/ 2002 Ketscher, Kirsten (1990): Offentlig børnepasning i retlig belysning, Juristog Økonomforbundets Forlag, Klausen, John (2002): Offentlig forsørgelse En analyse af retssikkerheden mellem skøn, ret og pligt, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Lindboe, Rasmus (2012): Drømmefabrikken En højere Retfærdighed. Interview med kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen, Advokaten 02/12 s Nordisk socialstatistisk Komité (2012): Social tryghed i de nordiske lande Schultz,Trine:Retten til forsørgelse individuel rettighed? Kochog Thelle (red): Sociale menneskerettigheder, Kbh Varmer, Glen (1983): Håndbog om Bistandsloven, AOF s Forlag, Kbh. Zahle, Henrik (1991): Offentlig børnepasning, UfR 1991 B, s Zimmermann, Andreas (ed.) (2011): The 1951 Convention Relating To The Status of Refugees and its 1967 Protocol, Oxford University Press Folketinget: 20011/1 LSF 36 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven mv. (ophævelse af starthjælp, loftet over kontanthjælpen, 500-kroners-nedsættelse, 225 timers regel, introduktionsydelse mv.) 2001/2 LSF 126 om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven (Ændring af reglerne om ret til kontanthjælp, introduktionsydelse mv.) 1997/2 LSF 60 om integration af udlændinge i Danmark (integrationslov) Folketinget Spørgsmål til skatteministeren S 3137 fra Johanne Schmidt Nielsen (EL) Domme: Danske U H Introduktionsydelse/starthjælp til en flygtning var ikke i strid med Grundlovens 75, stk. 2, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller andre konventioner U H Eneadoptants ret til det særlige børnetilskud U /2H Afslag på humanitær opholdstilladelse og inddragelse af kontante ydelser (madkasseordning) ikke ophævet. U H Betingelse om at deltage i aktiveringstilbud ikke i strid med grundloven 75 stk. 2, artikel 4, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og ILO-konventionerne. Den Tyske forfatningsdomstol: BVerfG, 1 BvL 1/09 vom , Absatz-Nr. (1-220) Hartz IV Beregning af eksistensminimum BverfG, 1 BvL 10/10 af 2012/07/18, Absatz-Nr. (1-140) Eksistensminimum for asylansøgere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: Carson and others v. The United Kingdom no /05 Afslag på opregulering af britisk pension, der var eksporteret til udlandet tiltrådt (dissens fra 6 dommere) Stec and others v. UK no /01 og 65900/01 Accept af statsfinansierede sociale ydelser som beskyttet af ejendomsretten (dissens fra 1 dommer) Juristen nr Side 185