Strafudmålingen ved uagtsomt manddrab

Transkript

1 Strafudmålingen ved uagtsomt manddrab Nikoline Brohus Sørensen Onsdag d. 14. maj 2014

2 Titelblad Uddannelse: Jura, Aalborg Universitet Projekt: Bachelorprojekt Titel: Strafudmålingen ved uagtsomt manddrab Engelsk titel: The sentencing of involuntary manslaughter Vejleder: Maria Porsborg Dato: Onsdag d. 14. maj 2014 Anslag: Studienr.: Underskrift: Nikoline Brohus Sørensen

3 Indholdsfortegnelse Summary Indledning Problemformulering Afgrænsning af emne Opbygning Valg af teori og empiri Valg af teori Valg af empiri Metode Teori Gældende ret Straffelovens almindelige del De almindelige strafbetingelser Forsætslæren Uagtsomhedsbegrebet Straffelovens specielle del Forarbejder til straffelovens Sagsforløb 2001/2 LF Sagsforløb 2004/2 LF Sagsforløb 2009/1 LF Analyse og diskussion Hensynsløs kørsel U Ø U H Analyse og diskussion Spirituskørsel U H U V Analyse og diskussion Konklusion... 30

4 7. Litteraturliste Bøger Artikler Elektroniske hjemmesider Love Forarbejder Domme... 33

5 Summary This paper investigates the sentencing of involuntary manslaughter according to the Penal Code section 241. The topic has been chosen based on the desire to clarify how courts determines a sentence, which leads to the following research question: Which factors do courts emphasize the importance of, when determining which sentence should be given to a violation of the Penal Code section 241? The following project applies the legal dogmatic method to describe, systematize, interpret and analyze the existing law. The legislative material to the amendments of the Penal Code in 2002, 2005 and 2010, are all involved in this project, based on the fact that the three amendments all show characteristic changes in the Penal Code section 241. In addition, the analysis contains four sentences, which are used to illustrate the considerations the courts consider when determining a proper sentence. A number of conditions should be fulfilled before a perpetrator can be punished: The elements of a crime should be realized, the perpetrator should be of sound mind and the perpetrator should either have acted intentionally or negligently, dependent on what the requirements are for the given statutory provision. If the perpetrator acts intentionally it involves the direct intention, the knowledge that certain consequences are highly probable and the malice. If the perpetrator acts negligently, the crime depends on whether or not he has acted objectively reckless. If he has acted objectively reckless in the given situation, the rate of negligence is determined based on the given situation; however, the perpetrators individual preconditions must be taken into consideration, if that person has acted recklessly in the given situation. The public prosecutor has issued certain lines of direction for the prosecuting authority to determine a proposal that indicates what the verdict should be, according to the Penal Code section 241. It is important to emphasize, that the verdict must fall in line with the legislative material. The Danish Parliament has determined a certain line of standards for the sentencing of involuntary manslaughter specific aggravating circumstances. These standards gradually increase in the three versions of discussed legislative materials these should be followed. Side 1 af 33

6 In conclusion, this paper proves that the courts do in fact consider the same criteria when determining the proposal that indicates what the verdict should be, as seen in the legislative material. In contrast, the proposal of verdict in the discussed convictions does not add up with the already determined standards. This can be seen as an expression for the courts' actual estimation of the respective case's total circumstances. Side 2 af 33

7 1. Indledning Dette bachelorprojekt omhandler strafudmålingen ved uagtsomt manddrab, med fokus på tilfælde, hvor det uagtsomme manddrab begås i trafikken. Uagtsomt manddrab bliver jævnligt behandlet i retspraksis, hvilket ses ved, at der i perioden fra 1995 til 2013 ifølge Karnov Group er omtalt 44 sager vedrørende uagtsomt manddrab i Ugeskrift for Retsvæsen, alene anlagt ved landsretterne og Højesteret. 1 Emnet bliver desuden berørt i den brede befolkning især som følge af stor medieomtale. Så sent som i sommeren 2013 har emnet været omtalt i den såkaldte Sindal-sag, hvor et trafikuheld kostede tre ud af fire børn livet. 2 Straffens længde ved uagtsomt manddrab vil både kunne virke hård og mild. Straffen vil kunne synes hård, da det uagtsomme manddrab udelukkende er resultatet af uagtsomme og ikke forsætlige handlinger, hvor gerningsmanden ikke har haft til hensigt at påføre ofret skade. På den anden side kan straffen ved uagtsomt manddrab virke mild, eftersom forbrydelsen har kostet menneskeliv, og har haft store konsekvenser for den dræbtes familie, uanset at forbrydelsen ikke har været forsætlig. Baggrunden for dette emnevalg bygger på grundlaget af denne sondring på en undren over, hvad Folketinget har ønsket, at domstolene skal lægge vægt på, når fængselsstraffen ved uagtsomt manddrab udmåles. Dette vil blive belyst ved en redegørelse af forarbejderne til straffelovens 241. Desuden vil projektet undersøge, om domstolene lægger vægt på de samme kriterier som forudsat af Folketinget, når fængselsstraffen skal fastsættes for en overtrædelse af straffelovens 241. Der vil især være fokus på bestemmelsens 2. pkt., som omhandler de skærpende omstændigheder i form af spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel. Det skyldes, at forholdene omfattet af 2. pkt. udløser en højere strafferamme, end hvis forholdet ikke er forårsaget under særligt skærpende omstændigheder. Afslutningsvist vil projektet ved en analyse og diskussion af udvalgte domme omhandlende uagtsomt manddrab som følge af særligt skærpende omstændigheder belyse, hvilke momenter domstolene lægger vægt på ved strafudmålingen. Formålet med projektet er dermed at finde frem til, hvad domstolene lægger vægt på, når straffen for uagtsomt manddrab skal fastsættes, og om dette stemmer overens med det forudsatte i forarbejderne. 1 Karnov Group, set d. 31. marts Ritzau: Tre børn dræbt i trafikulykke Side 3 af 33

8 1.1. Problemformulering Hvad lægger domstolene vægt på ved udmålingen af straf ved overtrædelse af straffelovens 241? 1.2. Afgrænsning af emne Dette bachelorprojekt omhandler straffelovens 241 (herefter blot 241) og de hensyn, der lægges vægt på, ved udmåling af straf efter denne bestemmelse. Der er tale om en meget bred bestemmelse, idet 1. pkt. beskriver straffens udmåling efter både sædvanlige omstændigheder og under særligt skærpende omstændigheder. 2. pkt. beskriver herefter, hvad der skal forstås ved formuleringen "særligt skærpende omstændigheder". Projektet omhandler uagtsomt manddrab forårsaget under "særligt skærpende omstændigheder" efter 241, 2. pkt. Det vil blive behandlet, hvilke situationer, der er omfattet af dette begreb, og det vil desuden blive undersøgt, hvad Folketinget har ønsket, at domstolene skal lægge vægt på, når et uagtsomt manddrab sker på baggrund af disse omstændigheder. Ændringer til 241 om uagtsomt manddrab og straffelovens 249 (herefter blot 249) om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse behandles ofte i de samme lovforslag. Behandling af 249 vil dog udelades, eftersom det udelukkende er 241, der er fokus på i dette projekt. Der vil i projektet ikke blive lagt vægt på en eventuel godtgørelse til afdødes nærstående i forbindelse med uagtsomt manddrab. Projektet vil desuden ikke koncentrere sig om en eventuel frakendelse af førerretten. Det centrale i projektet vil derimod være på bøde- eller fængselsstraffen ved uagtsomt manddrab i trafikken ved spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel. Formuleringen "overtrædelse af færdselslovens 54, stk. 1 eller 2", som bl.a. omhandler kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, blev i 2010 tilføjet i 241, 2. pkt. Denne overtrædelse betegnes herefter som en skærpende omstændighed, der udløser den forhøjede strafferamme ved uagtsomt manddrab. Projektet vil ikke direkte omhandle straf, der udløses pga. en overtrædelse af færdselsloven det vil dog indgå i det omfang, det findes relevant til belysning af projektets problemstilling om uagtsomt manddrab. Side 4 af 33

9 1.3. Opbygning Projektet er opbygget således, at der først redegøres for valg af teori og empiri i afsnit 2. Dernæst gennemgås metoden for projektet i afsnit 3. Teorien vil herefter blive beskrevet i afsnit 4, hvor gældende ret fra straffelovens almindelige og specielle del samt Rigsadvokatens meddelelser vil indgå. Ligeledes vil dette afsnit belyse udviklingen i strafudmålingen efter 241 ved inddragelse af lovens forarbejder. I afsnit 5 vil der blive foretaget en analyse af en række domme med en efterfølgende diskussion heraf. Projektet sammenfattes afslutningsvist i en konklusion i afsnit 6. Side 5 af 33

10 2. Valg af teori og empiri 2.1. Valg af teori I projektet inddrages forarbejder til tre ændringslove af 241. Disse forarbejder omtales som et sagsforløb med tilhørende data. Dataene angiver, hvilket nummer lovforslaget har, samt i hvilken samling og hvilket folketingsår lovforslaget er fremsat. De tre benyttede forarbejder er som følger: Sagsforløb 2001/2 LF 118 er forarbejderne til lov nr. 380 af 06/06/2002 (2002- loven). Sagsforløb 2004/2 LF 161 er forarbejderne til lov nr. 559 af 24/06/2005 (2005-loven), mens Sagsforløb 2009/1 LF 179 er forarbejderne til lov nr. 716 af 25/06/2010 (2010-loven). Baggrunden for, at alle disse tre sagsforløb anvendes i projektet, er, at de hver især repræsenterer en markant ændring af 241. Ændringen i år 2002 bevirkede, at strafferammen for uagtsomt manddrab, forårsaget under skærpende omstændigheder, forhøjedes fra 4 år til 8 års fængsel. Ændringen i år 2005 medførte indsættelsen af 2. pkt. og den deraf følgende ligestilling af uagtsomt manddrab forårsaget ved hhv. spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel. Ændringen i år 2009 førte til, at en overtrædelse af færdselslovens 54, stk. 1 og 2, blev tilføjet i 241, 2. pkt., hvormed det blev fastslået, at uagtsomt manddrab forårsaget af denne overtrædelse skulle anses for en særligt skærpende omstændighed på lige fod med spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel. Da projektet ikke direkte har fokus på overtrædelser af færdselsloven, omtales forarbejderne til denne ændring kun i begrænset omfang, men behandles alligevel, eftersom der sker en stigning i strafniveauet i forhold til den tidligere gældende lovændring Valg af empiri De domme, der behandles i dette projekt, falder tidsmæssigt i perioden fra februar 2006 til januar Dermed er dommene omfattet af 2005-loven, hvorfor forarbejderne hertil finder anvendelse på domstolenes fastsættelse af straffen. De anvendte domme omhandler uagtsomt manddrab, både når det er forårsaget ved særlig hensynsløs kørsel og ved spirituskørsel. Disse tilfælde er begge omfattet af 241, 2. pkt., og formålet med at inddrage domme, der belyser begge former for uagtsomt manddrab, er at undersøge, om domstolene i begge tilfælde følger den strafudmåling, som er forudsat af Folketinget i forarbejderne. Side 6 af 33

11 Domme afsagt før juni 2005 og efter juni 2010 behandles ikke. Det skyldes, at domme, der er afsat før juni 2005 er omfattet af 2002-loven. Efter forarbejderne til denne lov, bedømmes uagtsomt manddrab forskelligt, afhængig af, om det er begået som følge af spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, mens de som udgangspunkt bedømmes ens efter 2005-loven. Domme, der er afsagt efter juni 2010, er omfattet af 2010-loven. Denne lov ønsker efter forarbejderne at forhøje strafniveauet i forhold til den tidligere lov, 2005-loven. Dog er der meget sparsom praksis på sager omhandlende uagtsomt manddrab efter 2010-loven, hvorfor domme afsagt efter denne heller ikke behandles. I de domme, der gennemgås, er der sket en overtrædelse af både 241 og af færdselsloven. De faktuelle oplysninger om færdselslovsovertrædelserne inddrages, men derudover har analysen fokus på overtrædelsen af 241. Oplysninger om førerretsfrakendelse inddrages ikke, da bøde- eller fængselsstraffen ikke fastsættes på baggrund heraf, men er en selvstændig straf. Hvis der er fastsat en fællesstraf, tages der højde for dette i analysen. U Ø behandles i projektet, da kørslen heri er behandlet i forarbejderne til 2005-loven. Desuden viser dommen samtidig en nuancering i strafudmålingen, hvor landsretten fordobler straffen i forhold til byrettens afgørelse. U H inddrages i analysen, eftersom der i de tre instanser er uenighed om, hvorvidt den foretagne kørsel er omfattet af 241, 1. pkt., eller 241, 2. pkt. Dommen belyser dermed, hvilke momenter domstolene lægger til grund ved vurderingen af, om 1. eller 2. pkt. finder anvendelse. U H er inddraget i projektet, da den viser, at selv kørsel med lav hastighed og lav promille kan udløse en dom efter 241, 2. pkt. Desuden viser den markante uenigheder i de tre instanser om, hvilken længde straffen skal have. U V behandles i analysen, da den i modsætning til U H viser, at høj hastighed og høj promille ligeledes omfattes af 241, 2. pkt. Den viser desuden, at de to instanser er enige i strafudmålingen, men hvor fastsættelsen er sket på baggrund af forskellige overvejelser. Side 7 af 33

12 3. Metode Projektet anvender den retsdogmatiske metode, som benyttes til at beskrive, systematisere samt fortolke og analysere gældende ret. 3 Denne metode anvender dermed de tilgængelige retskilder til at løse en juridisk problemstilling. 4 Gældende ret omfatter love, bekendtgørelser, retspraksis, retssædvaner og forholdets natur. Dette projekt vil beskæftige sig med love, hovedsageligt i form af straffeloven, samt udvalgte domme, der belyser retspraksis på området. Derudover vil lovens forarbejder inddrages. Forarbejderne er dog ikke omfattet af begrebet "gældende ret" og betegnes dermed ikke som en retskilde. De anvendes i stedet til en subjektiv fortolkning af lovens bestemmelser, i de tilfælde hvor ordlyden af bestemmelsen er åben for fortolkning. Det sker ved at inddrage de hensyn, Folketinget ved lovens tilblivelse lagde vægt på. Formålet med at inddrage straffeloven for at belyse gældende ret, er at identificere, hvorvidt der er hjemmel til at straffe for uagtsomt manddrab. 5 Danske domme har ikke bindende virkning over for domstolene, og der kan på denne baggrund ikke findes hjemmel til at straffe for uagtsomt manddrab udelukkende på baggrund af retspraksis. Dommene får dog præjudikatværdi afhængig af, i hvilken instans, dommen er afsagt. Hvis en dom er afsagt i Højesteret, afhænger den generelle præjudikatværdi af dommens alder, styrken i præmisserne samt om dommen er enstemmig eller afsagt med dissens. Derudover kan der tages hensyn til samfundsudviklingen. 6 Der analyseres fire domme som behandler hhv. særlig hensynsløs kørsel og spirituskørsel. Der behandles kun få domme, hvormed den kvalitative metode anvendes. 7 Det skyldes, at hensigten er at vurdere, hvilke kriterier og momenter, domstolene i konkrete sager har lagt vægt på, og om dette er i overensstemmelse med det, der er forudsat i forarbejderne. Der sigtes dermed ikke imod at finde frem til, om samtlige domme, der omhandler uagtsomt manddrab, er afsagt i overensstemmelse med forarbejderne til 241, men derimod at udvælge konkrete domme, der viser domstolenes overvejelser og strafudmålingen, som følger deraf. 3 Nielsen og Tvarnø: Retskilder & retsteorier, side 28 4 Nielsen og Tvarnø: Retskilder & retsteorier, side 31 5 Nielsen og Tvarnø: Retskilder & retsteorier, side 33 6 Magid m.fl.: Højesteret, side Andersen m.fl.: Skriftlig jura, side 132 Side 8 af 33

13 4. Teori 4.1. Gældende ret Straffelovens almindelige del De almindelige strafbetingelser For at en gerningsmand kan straffes, skal en række betingelser være opfyldt. Strafbetingelserne følger af straffelovens 1 og kap. 3. Det er en betingelse for at pålægge straf, at et forhold, som er strafbart efter loven, er overtrådt, jf. legalitetsprincippet i straffelovens 1. Denne betingelse betegnes også, at der skal være realiseret et strafbart gerningsindhold. Straffelovens kap. 3 indledes med 13 og 14, de særlige straffrihedsgrunde, hvori det fastsættes, at handlinger foretaget på baggrund af nødværge eller nødret er straffri, hvorfor gerningsmanden ikke kan straffes, hvis et af disse tilfælde foreligger. Såfremt ofret har givet sit samtykke til lovovertrædelsen, kan gerningsmanden desuden ikke strafforfølges. Straffelovens 15 og 16 betegner, hvilke personer, der ikke kan strafforfølges som følge af gerningsmandens tilregnelighed. 15 fastslår, at børn under 15 år ikke kan straffes for deres handlinger, og denne bestemmelse er dermed udelukkende aldersbetinget. 16 fokuserer derimod på gerningsmandens tilregnelighed pga. sindssygdom, mentale tilstande mv., hvorefter handlingen er straffri, hvis gerningsmanden var utilregnelig som følge af en af disse tilstande i gerningsøjeblikket. 8 Det er desuden et krav, at betingelserne om årsagsforbindelse og adækvans er opfyldt, før gerningsmanden kan pålægges straf. I kravet om årsagsforbindelse ligger, at den af gerningsmanden begåede handling skal være årsag til den deraf indtrådte følge. Begrebet adækvans dækker over, at følgen skal have været påregnelig for gerningsmanden, da handlingen blev begået. 9 Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er det ikke muligt at pålægge gerningsmanden straf, da gerningsmanden derved ikke har været den udløsende årsag til den indtrådte følge. Straffelovens 19 fastsætter kravet til gerningsmandens tilregnelse. Udgangspunktet er, at handlinger begået i strid med straffeloven kræver forsæt, for at gerningsmanden kan straffes. 8 Nielsen: Ansvaret, side 30 9 Waaben: Ansvarslæren, side 82 og Side 9 af 33

14 Uagtsomhed er dermed kun strafbar, hvis det i straffeloven er særligt hjemlet, hvilket eksempelvis er tilfældet i Forsætslæren Forsættet findes i flere grader i form af det direkte forsæt, sandsynlighedsforsættet og eventualitetsforsættet, som også betegnes dolus eventualis. Hurwitz sondrer ved det direkte forsæt imellem, om der er tale om forårsagelses- eller adfærdsdelikter, eftersom dette ifølge Hurwitz er af afgørende betydning for karakteristikken af det direkte forsæt. 10 Ved forårsagelsesdelikter kriminaliseres følgen, dvs. der lægges vægt på den skade, som handlingen har forårsaget. Adfærdsdelikter er derimod en kriminalisering af adfærden, dvs. det er handlingen, der er strafbar. 11 Ved forårsagelsesdelikter er det viljen, der kendetegner det direkte forsæt. Det direkte forsæt foreligger dermed i de tilfælde, hvor gerningsmanden har haft vilje til at udføre en handling, og ligeledes har tilstræbt den følge, der fremkommer ved handlingen. Ved adfærdsdelikter foreligger der direkte forsæt, når gerningsmanden har en konkret viden om, at gerningsindholdet realiseres ved handlingen eller undladelsen. Sondringen skyldes, at handlingen og virkningen er sammenfaldende for adfærdsdelikter, mens de er forskudt ved forårsagelsesdelikter. 12 Sondringen mellem forårsagelses- og adfærdsdelikter tilsluttes desuden af både Waaben og Greve m.fl. 13 Nielsen, som paradoksalt nok er medforfatter hos Greve m.fl., behandler derimod det direkte forsæt samlet uden at sondre mellem de forskellige delikter, og anfører, at det er gerningsmandens vilje, som er udslagsgivende ved bedømmelsen af, om der er handlet med direkte forsæt. 14 Sandsynlighedsforsæt foreligger i de tilfælde, hvor gerningsmanden har anset det som overvejende sandsynligt, at en bestemt følge vil indtræde som følge af en given handling. I udtrykket "overvejende sandsynligt" ligger, at gerningsmanden skal anse det for mere sandsynligt, at en følge indtræder, end at den udebliver, dvs. at sandsynligheden skal være over 50 %. På baggrund af dette er det ikke et krav, at gerningsmanden har haft vilje til eller haft til hensigt, at forårsage en bestemt begivenheds indtræden. Hvis blot gerningsmanden finder følgen overvejende sandsynlig, har han handlet med sandsynlighedsforsæt og dermed forsætligt. Dermed kan han efter straffeloven straffes for overtrædelser, der kræver forsæt. 15 Hurwitz angiver, at der ved adfærdsdelikter sigtes mod en bestemt antagelse hos gerningsmanden, som kan sidestilles med en konkret viden, hvilket begrundes i handlingens og følgens samtidighed Hurwitz: Den danske kriminalret, side Nielsen: Ansvaret, side Hurwitz: Den danske kriminalret, side Waaben: Ansvarslæren, side 165; Greve m.fl.: Kommenteret straffelov, almindelig del, side Nielsen: Ansvaret, side Nielsen: Ansvaret, side Hurwitz: Den danske kriminalret, side 226 Side 10 af 33

15 Dolus eventualis foreligger i to varianter i form af det hypotetiske eventualitetsforsæt og det positive indvilligelsesforsæt, som også kaldes acceptforsæt. Det karakteristiske for det hypotetiske eventualitetsforsæt er, at gerningsmanden hverken har viden om eller har til hensigt at forårsage en bestemt begivenhed. Dog er han på trods af dette bevidst om, at der er en mulighed for, at en følge af den givne handling indtræder. Selve forsættet foreligger i den situation, hvor gerningsmanden handler, uanset, at den mulige følge måtte indtræde. I modsætning hertil står det positive indvilligelsesforsæt. Dette forsæt foreligger i de tilfælde, hvor gerningsmanden anser det for muligt, at en begivenhed indtræder, og herefter forholder sig accepterende til dette. Det positive indvilligelsesforsæt, hvor gerningsmanden accepterer følgen, ligger tæt op ad den bevidste uagtsomhed, hvor gerningsmanden i stedet accepterer risikoen. Denne sondring er dog ikke praktisk relevant, eftersom der kun foreligger en enkelt dom, som viser forskellen, i form af U H. Dommen omhandler en snedker, der kaster en tændt tændstik bagover og siger "Ske hvad der vil". Han blev dømt for brandstiftelse efter det positive indvilligelsesforsæt, og dommen fastslår dermed, at dolus eventualis anerkendes som en forsætsform, hvor forsættet er strafbart. 17 Udgangspunktet er, uanset i hvilken form forsættet foreligger, at det er tidspunktet, hvor gerningsmanden foretager handlingen, at forsættet skal være til stede Uagtsomhedsbegrebet Modsætningen til forsættet, der omhandler gerningsmandens vilje, er uagtsomheden, hvor gerningsmanden ikke har haft til hensigt at begå lovovertrædelsen. I begrebet "uagtsomhed" ligger, at der er realiseret et objektivt gerningsindhold og at handlingen kan lægges gerningsmanden til last. 19 I de tilfælde, hvor der objektivt er handlet på uforsvarlig vis, er uagtsomhedsvurderingen ifølge Hurwitz som altovervejende hovedregel kun afhængig af den givne situation og den adfærd, som her er påkrævet. Gerningsmandens individuelle forudsætninger inddrages som udgangspunkt ikke i vurderingen. 20 I andre tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har handlet objektivt uforsvarligt, men derimod uforsvarligt i den givne situation, har gerningsmandens individuelle forudsætninger betydning. Disse forudsætninger giver sig til kende i hhv. plus- og minusfaktorer: Plusfaktorerne omfatter gerningsmandens særlige erfaring eller indsigt. Dette kan begrunde en større agtpågivenhed hos personen, der besidder disse egenskaber, end hos personer, der ikke gør. Der stilles 17 Nielsen: Ansvaret, side Hurwitz: Den danske kriminalret, side Hurwitz: Den danske kriminalret, side Hurwitz: Den danske kriminalret, side Side 11 af 33

16 ligeledes større krav til opmærksomheden hos personer, der beklæder en stilling, og som følge heraf forventes at have den påkrævede indsigt eller erfaring. Minusfaktorer fremkommer, hvis gerningsmanden aldersmæssigt ikke er udviklet, eller hvis der foreligger defekter i enten fysisk eller psykisk form, og dette har ført til, at gerningsmanden ikke har den samme evne som andre til at udvise opmærksomhed. Minusfaktorerne fører derfor til, at gerningsmandens uagtsomhed bedømmes ud fra dennes forudsætninger, og medfører på denne baggrund, at unge mennesker ikke bedømmes på samme niveau som en voksen. Bedømmelsen er dermed afhængig af gerningsmanden alder og udvikling. Ansvaret fastsættes dog i de tilfælde, hvor gerningsmanden på trods af manglende forudsætninger ikke har undgået de situationer, hvor disse forudsætninger er påkrævet. 21 Uagtsomheden kan opdeles i hhv. bevidst og ubevist uagtsomhed, og simpel og grov uagtsomhed. Sondringen mellem den bevidste og ubevidste uagtsomhed er mest relevant i teorien, og anvendes kun i begrænset omfang i praksis. Den bevidste uagtsomhed foreligger i det tilfælde, hvor gerningsmanden er bekendt med risikoen for, at en følge indtræder pga. dennes handling. Det kan også forekomme i de situationer, hvor gerningsmanden, når handlingen foretages, anser det for muligt, at de objektive gerningsmomenter er til stede. Den bevidste uagtsomhed er, som tidligere nævnt, vanskelig at skelne fra det positive indvilligelsesforsæt. Den praktiske relevans af den sondring er dog kun af begrænset betydning, eftersom der kun findes en enkelt dom, der viser forskellen, jf. den tidligere omtalte U H. Den ubevidste uagtsomhed viser sig derimod ved, at gerningsmanden, pga. uopmærksomhed eller glemsomhed, udfører en handling, uden at overveje, at der muligvis realiseres et gerningsindhold derved, eller at en eventuel følge heraf indtræder. Uagtsomheden ligger i, at gerningsmanden burde være blevet opmærksom på muligheden for at realisere et gerningsindhold. 22 Sondringen mellem den simple og grove uagtsomhed er mere praktisk relevant end sondringen mellem bevidst og ubevidst uagtsomhed. Det skyldes, at flere straffebestemmelser kun er strafbelagte, hvis gerningsmanden har handlet groft uagtsomt, eks. ved uagtsomt hæleri efter straffelovens 303. Både den simple og den grove uagtsomhed er dog kriminaliseret, hvis der ikke i den givne bestemmelse er en afgrænsning heraf, hvilket følger af straffelovens 19. Waaben anfører, at kriminaliseringen af uagtsomheden er forskellig alt afhængig af, om der er sket en overtrædelse af straffeloven eller speciallovgivningen. Bedømmelsen af uagtsomheden i straffeloven er således skærpet i forhold til den bedømmelse, der foretages af uagtsomheden i speciallovgivningen. Det skyldes, at straffeloven ikke har til hensigt at straffe for enhver mang- 21 Hurwitz: Den danske kriminalret, side Hurwitz: Den danske kriminalret, side 241 Side 12 af 33

17 lende opmærksomhed i de helt sædvanlige situationer. Derimod er der i speciallovgivningen en tendens til at lade uagtsomheden spænde vidt, og lade begrebet omfatte flere situationer end tilfældet er i straffeloven. 23 Nielsen anfører ligeledes, at uagtsomhed efter én lov ikke nødvendigvis medfører, at der også er handlet uagtsomt i forhold til en anden lov, hvilket f.eks. er tilfældet ved overtrædelse af både færdselsloven og straffeloven. Dog vil den uagtsomhed, der er udvist efter færdselsloven, have indflydelse på uagtsomhedsvurderingen efter straffeloven. Nielsen anfører desuden, at domstolene bedømmer uagtsomheden efter færdselsloven strengere end den udviste uagtsomhed efter straffeloven Straffelovens specielle del Gerningsindholdet i straffelovens 237 og 241 svarer objektivt til hinanden, da den strafbare handling i begge bestemmelser vedrører drab på et andet menneske. Forskellen ligger derimod på det subjektive plan, idet der sondres mellem, om handlingen er forsætlig, hvorved 237 finder anvendelse, eller om handlingen er uagtsom, hvorefter 241 anvendes. Det forekommer, at der er to elementer i det uagtsomme manddrab, i form af en forsætlig handling, som herefter medfører en uforsætlig følge. De forsætlige handlinger, der ligger forud for det uagtsomme manddrab i trafikken, forekommer typisk, når en person kører spirituskørsel eller fører et motorkøretøj særligt hensynsløst. Drabet af en anden person er en uagtsom følge af denne forsætlige handling, som gerningsmanden ikke har taget højde for ved handlingens udførelse. I disse tilfælde kan der straffes for både den forsætlige handling efter færdselsloven, ligesom den uagtsomme følge kan straffes med hjemmel i 241. Straffen for det uagtsomme manddrab vil være omfattet af 241, 2. pkt., som følge af, at handlingen, i form af spirituskørsel eller særligt hensynsløs kørsel, er omfattet af formuleringen "særligt skærpende omstændigheder". 25 Som nævnt under uagtsomhedsbegrebet i afsnit omhandler straffelovens bestemmelser både grov og simpel uagtsomhed, hvis der ikke er sket en positiv afgrænsning til blot den grove uagtsomhed. Dette medfører, at både grov og simpel uagtsomhed som udgangspunkt er strafbar efter 241. Waaben anfører dog, at uagtsomheden ikke kan bedømmes ens, men skal bedømmes på baggrund af handlingens følger i den konkrete situation. Herudover kan ansvaret lempes eller helt bortfalde, hvis ofret har udvist egen skyld. Egen skyld hos ofret udelukker dog ikke direkte anvendelsen af 241, hvorfor bestemmelsen alligevel kan benyttes, selvom ofret har haft del i skylden. 26 Vestergaard m.fl. tilslutter sig antagelsen hos Waaben og fastslår lige- 23 Waaben: Ansvarslæren, side Nielsen: Ansvaret, side Vestergaard m.fl.: Forbrydelser, side Waaben: Strafferettens specielle del, side 14 Side 13 af 33

18 ledes, at de laveste grader inden for uagtsomheden ikke er strafbar efter 241, især ikke, hvor ofret har udvist egen skyld. 27 Rigsadvokaten har i RM 9/2005 udstedt retningslinjer til brug for anklagemyndighedens strafpåstande, i sager der omhandler overtrædelse af straffeloven. Det er hensigten, at disse retningslinjer skal finde anvendelse på de områder, hvor der i retspraksis og lovforarbejder er basis for det. Retningslinjerne tager bl.a. stilling til strafpåstanden inden for de forskellige straffelovsovertrædelser i straffelovens specielle del. Det fastsættes desuden, at retningslinjerne som altovervejende hovedregel skal følges af anklagemyndigheden og kun må fraviges i det omfang, der indsendes begæring herom til rigsadvokaturen. 28 Rigsadvokaten henstiller til, at strafpåstandene nedlægges i overensstemmelse med forarbejderne til 241. I den forbindelse fremhæver Rigsadvokaten de strafferammer, som er forudsat af Folketinget. Rigsadvokaten fremhæver desuden det afsnit i forarbejderne, hvor det omtales, hvilke omstændigheder, der skal betegnes som særligt skærpende, og som på den baggrund medfører en strengere bedømmelse. Derudover nævner Rigsadvokaten, at de bilag, som er vedlagt lovforslaget, viser en oversigt over domme, der er afsagt i forbindelse med uagtsomt manddrab forårsaget ved hhv. spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel. Hensigten er, at denne oversigt skal danne grundlag for strafpåstanden i de sager, som ikke blev indeholdt i lovændringen. Det omhandler de sager, som blev afsagt mellem ændringen i år 2002 og ændringen i år 2005, og som ikke blev behandlet i forarbejderne til 2005-loven. 29 Strafudmålingen ved uagtsomt manddrab ifølge forarbejderne behandles nedenfor i afsnit Vestergaard m.fl.: Forbrydelser, side RM 9/2005, side RM 9/2005, side Side 14 af 33

19 4.2. Forarbejder til straffelovens Sagsforløb 2001/2 LF 118 Justitsministeren fremsatte d. 26. februar 2002 et forslag til ændring af bl.a Her blev strafferammens maksimum for uagtsomt manddrab foreslået ændret fra de oprindelige 4 år til 8 år. Dette lovforslag havde til formål, at gøre op med det oprindelige strafniveau, da niveauet efter regeringens opfattelse ikke i rimelig grad viste, hvilken krænkelse af ofret, der fandt sted i forbindelse med det uagtsomme manddrab. Derfor ønskede regeringen, at det i straffeloven blev angivet, at samfundet tager afstand fra det uagtsomme manddrab, og dette ønskede regeringen at få afbilledet i strafferammerne. Hensigten med ændringen var, at skærpelsen specielt skulle ramme uagtsomt manddrab, når det blev forårsaget ved spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, dog således, at domstolenes konkrete vurdering fortsat kunne påvirke strafudmålingen. 30 I lovforslaget er redegørelse af 3. januar 2002, udarbejdet af Rigsadvokaten, inddraget, og denne redegørelse angår strafniveauet i forbindelse med uagtsomt manddrab. Rigsadvokaten redegjorde bl.a. for, at normalstrafniveauet i sager om uagtsomt manddrab ved førstegangstilfælde af spirituskørsel, var fængsel i 6-8 måneder, hvilket blev fastslået af Højesteret i dommen U H. Det skal her bemærkes, at normalstrafniveauet udelukkende omfattede førstegangstilfælde, hvor gerningsmanden ikke tidligere var dømt for spirituskørsel, og hvor øvrige særligt skærpende omstændigheder, eksempelvis i form af særlig hensynsløs kørsel, ikke var til stede. Rigsadvokaten redegjorde desuden for, at ved tilstedeværelsen af skærpende omstændigheder, burde strafniveauet ligge omkring 1 års fængsel. Udtrykket "skærpende omstændigheder" omfattede tilfælde, hvor gerningsmanden tidligere havde været straffet for enten spirituskørsel eller hvor kørslen kunne karakteriseres som særlig hensynsløs. Rigsadvokaten konkluderede, på baggrund af en række domme, at strafniveauet ved uagtsomt manddrab, der var begået uden spirituskørsel og uden hensynsløs kørsel, i praksis blev straffet med en bøde, mens straffen blev fastsat til omkring 3-4 måneders fængsel, hvis kørslen var særlig hensynsløs Sagsforløb 2001/2 LF 118, side 3-4 (Karnov) 31 Sagsforløb 2001/2 LF 118, side 8-9 (Karnov) Side 15 af 33

20 Justitsministeriet foreslog følgende ændringer: Normalstrafniveauet ved spirituskørsel blev foreslået forhøjet fra fængsel i 6-8 mdr. til fængsel i mdr. Det blev desuden foreslået, at der i sager, hvor det uagtsomme manddrab blev begået under skærpende omstændigheder, fastsattes en straf, som var markant højere end normalstrafniveauet, der som tidligere foreslået var måneders fængsel. Endelig ønskede Justitsministeriet at forhøje straffen for særlig hensynsløs kørsel ved uagtsomt manddrab fra fængsel i 3-4 mdr. til fængsel i 6-8 mdr. 32 Det kan på baggrund af Justitsministeriets ændringsforslag herefter bemærkes, at der med ændringen ikke tilsigtedes at ligestille straffen for uagtsomt manddrab begået ved hhv. spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel. Der blev i stedet sigtet mod at straffe spirituskørsel hårdere end særlig hensynsløs kørsel. Dette lovforslag blev vedtaget ved Folketingets 3. behandling d. 31. maj 2002, hvilket førte til ændringsloven lov nr. 380 af 06/06/2002. Bestemmelsen om uagtsomt manddrab fik herefter følgende ordlyd: "Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år." I år 2004 blev ordlyden i straffelovens 241 ændret, hvorved udtrykket "skærpende omstændigheder" ændredes til "særligt skærpende omstændigheder". Ændringen var udelukkende af rent teknisk karakter, hvorved der ikke sigtedes mod en ændring i udmålingsniveauet Sagsforløb 2001/2 LF 118, side 21 (Karnov) 33 Greve m.fl.: Kommenteret straffelov, speciel del, side 377, andet afsnit Side 16 af 33

21 Sagsforløb 2004/2 LF 161 Justitsministeren fremsatte d. 27. april 2005 et forslag til ændring af bl.a Her blev det foreslået, at bestemmelsen fik tilføjet et 2. pkt. med denne ordlyd: "Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel eller særligt hensynsløs kørsel, anses dette som en særligt skærpende omstændighed." Sagsforløb 2001/2 LF 118, omtalt i , sondrede mellem, om det uagtsomme manddrab var begået i forbindelse med spirituskørsel, der blev straffet hårdest, eller særlig hensynsløs kørsel. Formålet med Sagsforløb 2004/2 LF 161, var derimod at skærpe straffen for uagtsomt manddrab som følge af særlig hensynsløs kørsel, og dermed bringe det på niveau med straffen for spirituskørsel. Ved at indsætte 2. pkt. blev det dermed fremhævet, at både spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel begge hører under formuleringen "særligt skærpende omstændigheder", og dermed som udgangspunkt bør straffes ens. 34 Rigsadvokaten udarbejdede to redegørelser, der begge inddrages i forarbejderne til lovforslaget: Redegørelsen af 20. januar 2004 viser udviklingen efter vedtagelsen af 2002-loven, mens redegørelsen af 7. marts 2005 fastslog, at der overvejende var blevet dømt efter de retningslinjer, der blev fastsat i forarbejderne til 2002-loven. 35 Rigsadvokaten anførte i sin redegørelse af 7. marts 2005, at det særligt kendetegnende ved uagtsomt manddrab forårsaget af spirituskørsel er, at føreren ikke, foruden indtagelsen af spiritus, forsætligt har tilsidesat de almindelige færdselsregler. Rigsadvokaten gav desuden udtryk for, at spirituskørsel ofte sker forsvarligt, når man undlader at se på spirituspåvirkningen. Handlingen sker i stedet som følge af, at spiritusindtagelsen påvirker kroppen, hvormed risikoen for en ulykkes indtræden øges. Ulykken kan på denne baggrund forårsages ved en fejlbedømmelse eller ved at føreren har haft svært ved at føre køretøjet på sikker vis, samt ved manglende kørefærdigheder som pga. spiritusindtagelsen bl.a. kan medføre en længere reaktionstid og en nedsat dømmekraft. Rigsadvokaten betegnede dermed spirituskørsel som risikobetonet kørsel. Det kendetegnende ved særlig hensynsløs kørsel er ifølge Rigsadvokaten, at føreren forårsager grove overtrædelser af færdselsreglerne og bevidst undlader at tage hensyn til andres sikkerhed. Han fandt desuden, at der kan lægges vægt på betydelige hastighedsovertrædelser, navnlig i områder, hvor der befinder sig andre trafikanter. I modsætning til spirituskørslen er føreren ved særlig hensynsløs kørsel bevidst om sin overtrædelse af færdselsreglerne, og føreren handler dermed forsætligt. På baggrund af dette mente Rigsadvokaten, at særlig hen- 34 Sagsforløb 2004/2 LF 161, side 1 (Karnov) 35 Sagsforløb 2004/2 LF 161, side 3-4 (Karnov) Side 17 af 33

22 synsløs kørsel ofte er mere kritisk end spirituskørsel med lav promille, og anførte derfor, at strafniveauet for spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel burde være ens, og at strafniveauet for uagtsomt manddrab i begge tilfælde burde hæves til fængsel i mdr. 36 Justitsministeriet tilsluttede sig Rigsadvokatens ræsonnement og var af den opfattelse, at risikoen for fareforvoldelse ved særlig hensynsløs kørsel ikke er mindre alvorlig end ved spirituskørsel. Justitsministeriet ønskede derfor, at hæve straffen for uagtsomt manddrab forårsaget ved særlig hensynsløs kørsel, således at strafniveauet blev hævet fra fængsel i 6-8 mdr. til måneders fængsel, hvilket også var strafniveauet for spirituskørsel. Hvorvidt der foreligger spirituskørsel følger af udgangspunktet i færdselslovens 53, stk. 1, hvor det fastslås, at der er tale om spirituskørsel, hvis førerens alkoholkoncentration i blodet overstiger 0,50 promille under eller efter kørslen. 37 Dette lovforslag blev vedtaget ved Folketingets 3. behandling d. 14. juni 2005, hvilket førte til ændringsloven lov nr. 559 af 24/06/2005. Bestemmelsen om uagtsomt manddrab fik herefter følgende ordlyd: "Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særligt skærpende omstændighed." 36 Sagsforløb 2004/2 LF 161, side 4 (Karnov) 37 Sagsforløb 2004/2 LF 161, side 5 (Karnov) Side 18 af 33

23 Sagsforløb 2009/1 LF 179 Justitsministeren fremsatte d. 26. marts 2010 et forslag til ændring af bl.a Her blev det foreslået, at bestemmelsens 2. pkt. blev tilføjet en henvisning til færdselslovens 54, stk. 1 eller 2, hvormed en overtrædelse heraf ligeledes ville blive anset for en særligt skærpende omstændighed. Dette lovforslag foreslog strafskærpelser i alle de tilfælde, hvor det uagtsomme manddrab fandt sted under særligt skærpende omstændigheder, dvs. ved spirituskørsel, særlig hensynsløs kørsel eller narkokørsel mv. Lovforslaget tilsigtede, at ændre normalstrafniveauet for uagtsomt manddrab begået ved spirituskørsel og særlig hensynsløs kørsel fra måneders fængsel til fængsel i mdr. Derudover sigtede lovforslaget mod at straffe uagtsomt manddrab ved narkokørsel mv. på samme niveau. 38 Justitsministeriets formål med dette lovforslag var at afspejle førerens uansvarlighed i strafniveauet, når det uagtsomme manddrab blev forårsaget ved spirituskørsel, særlig hensynsløs kørsel eller narkokørsel mv. 39 Dette lovforslag blev vedtaget ved Folketingets 3. behandling d. 3. juni 2010, hvilket førte til ændringsloven lov nr. 716 af 25/06/2010. Bestemmelsen om uagtsomt manddrab fik herefter følgende ordlyd: "Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens 54, stk. 1 eller 2, eller særligt hensynsløs kørsel, anses dette som en særligt skærpende omstændighed." Denne bestemmelse og dette forarbejde er stadig gældende, hvorfor strafniveauet ved spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel i normaltilfældene efter ændringen ligger på måneders fængsel. Straffen for uagtsomt manddrab, der er begået ved en overtrædelse af færdselslovens 54, stk. 1 eller 2, hæves til samme niveau, så dette ligeledes straffes med fængsel i mdr. 38 Sagsforløb 2009/1 LF 179, side 7 39 Sagsforløb 2009/1 LF 179, side 28 Side 19 af 33

24 5. Analyse og diskussion 5.1. Hensynsløs kørsel U Ø Rudkøbing Rets dom Sagens baggrund Denne dom omhandler en ustraffet 21-årig mand (T), som ved særlig hensynsløs kørsel forvoldte et uagtsomt manddrab på en 31-årig kvindelig bilist (F), der var gravid i sjette måned. T foretog en overhaling og kørte herefter frontalt sammen med en modkørende personbil, som blev ført af F, som senere afgik ved døden. Det fremgår af dommen, at V var passager i bilen, som blev ført af T. V forklarede i retten, at han havde advaret T mod at overhale den forankørende bil, da både V og T før overhalingen havde observeret den modkørende bil. Tiltale og påstande T blev tiltalt for overtrædelse af færdselsloven 3, stk. 1, 21, stk. 2, og 42, stk. 1, nr. 2, ved ikke at have udvist den fornødne agtpågivenhed i trafikken, ved at overhale en anden bil på en strækning, der ikke var sikret for modkørende, og ved at have overtrådt fartbegrænsningen. T blev ligeledes tiltalt efter straffelovens 241, ved uagtsomt at have forårsaget F's død. Anklagemyndigheden påstod T idømt en ubetinget fængselsstraf, mens T, der nægtede sig skyldig, påstod frifindelse. Præmisser og resultat Ved udmålingen af fængselsstraffen tillagde byretten V's forklaring betydning, hvorfor det faktum, at T havde observeret en modkørende bil allerede inden overhalingen påbegyndtes, blev tillagt vægt i skærpende retning. Det blev begrundet med, at byretten fandt, at T havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden på en særlig hensynsløs måde. Byretten tillagde det desuden betydning i skærpende retning, at T kun havde haft kørekort i knap et år og kørte i en lånt bil, hvormed den høje hastighed samt T's manglende erfaring og mulige manglende fortrolighed med bilen ansås som medvirkende faktorer til ulykken. Byretten idømte T en fængselsstraf, som blev udmålt til 6 måneder. Side 20 af 33

25 Østre Landsrets dom Påstande T ankede byrettens dom til landsretten med påstand om formildelse af straffen, mens han subsidiært påstod formildelse af straffen som følge af de skader, T pådrog sig ved uheldet. Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen. Præmisser og resultat Landsretten tiltrådte det af byretten fastslåede, mere præcist at T førte bilen på en særlig hensynsløs måde, hvilket resulterede i det uagtsomme manddrab. Der fandtes ikke grundlag for at nedsætte T's straf pga. dennes skader, der blev pådraget ved ulykken. Landsretten skærpede herefter straffen til fængsel i 1 år, hvilket blev fastsat på baggrund af forarbejderne til 2005-loven U H Retten i Lyngbys dom Sagens baggrund Denne dom omhandler tiltalte (T), som med for høj hastighed i et tættere bebygget område mistede herredømmet over bilen. Derved påkørte han en 6-årig dreng (F), der cyklede på cykelstien i den modsatte side. F afgik senere ved døden som følge af de ved ulykken pådragede kvæstelser. Omdrejningspunktet i dommen er, hvorvidt forholdet er omfattet af færdselslovens begreb "tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden" med straffastsættelse efter 241, 1. pkt., eller om kørslen kan karakteriseres som "særlig hensynsløs kørsel", hvormed 241, 2. pkt., finder anvendelse. Tiltale og påstande T blev tiltalt for overtrædelse af færdselsloven 3, stk. 1, og 42, stk. 1, nr. 1, ved at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden samt for at have overskredet hastighedsbegrænsningen på 50 km/t. T blev ligeledes tiltalt for overtrædelse af straffelovens 241 ved uagtsomt at have forårsaget F's død. T nægtede sig skyldig i særlig hensynsløs kørsel, men anerkendte dog, at have forårsaget F's død. Præmisser og resultat Byretten lagde bilinspektørens udregninger ang. hastigheden til grund, og fastslog på denne baggrund, at T's hastighed på ulykkestidspunktet var ca. 85 km/t. Byretten fastslog desuden, at Side 21 af 33

26 der ikke var en afklaring om ulykkens opståen, og konkluderede dermed, at T, bortset fra hastighedsovertrædelsen, ikke havde handlet uagtsomt, hvorfor forholdet ikke var omfattet af betegnelsen "særlig hensynsløs kørsel", hvilket medførte, at 241, 2. pkt., ikke fandt anvendelse. Straffen blev i stedet fastsat efter 1. pkt. og blev udmålt til fængsel i 3 mdr. Østre Landsrets dom Påstande Anklagemyndigheden ankede byrettens dom til landsretten med påstand om skærpelse af straffen, mens T påstod stadfæstelse. Præmisser og resultat Landsretten tillagde, ligesom byretten, bilinspektørens erklæring betydning og lagde efter dennes udtalelser til grund, at T forinden ulykken måtte have foretaget sig noget uhensigtsmæssigt, hvilket måtte antages at være den udløsende årsag til ulykken. Dermed fandt landsretten i modsætning til byretten, at kørslen kunne betegnes som særlig hensynsløs, hvorved 241, 2. pkt., fandt anvendelse. Straffen forhøjedes herefter til fængsel i 8 mdr. Højesterets dom Påstande Landsrettens dom blev anket af T til Højesteret, med påstand om formildelse, mens anklagemyndigheden påstod skærpelse. Anbringender T anførte, at han udelukkende overskred hastighedsbegrænsningen og dermed tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, hvilket efter T's opfattelse ikke kunne betegnes som særlig hensynsløs kørsel. T gjorde derfor gældende, at forholdet måtte være omfattet af 241, 1. pkt. Anklagemyndigheden gjorde derimod gældende, at forholdet var omfattet af 241, 2. pkt., på baggrund af bevisførelsen i landsretten, og anførte til støtte for sin påstand om strafskærpelse, at straffen burde fastsættes efter niveauet i forarbejderne. Præmisser og resultat Højesteret afgrænsede begrebet "særlig hensynsløs kørsel" efter 241, 2. pkt., overfor færdselslovens begreb "under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden" og anførte, at begrebet "særlig hensynsløs kørsel" i forarbejderne defineres som tilfælde, hvor den tiltalte bevidst undlader at tage hensyn til andre og desuden foretager forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser af færdselsloven. Højesteret fandt, at T havde foretaget en uhensigtsmæssig manøvre, hvilket forårsagede ulykken, men vurderede, at kørslen ikke kunne betegnes som særlig hensynsløs, da kørslen ikke viste, at T bevidst havde sat sig ud over Side 22 af 33

27 hensynet til andre. Derimod var kørslen omfattet af færdselslovens begreb, hvorved Højesteret tilsluttede sig byrettens afgørelse, og henførte forholdet under 241, 1. pkt. Dommen blev i forbindelse med strafudmålingen afsagt med dissens, hvor en enkelt ud af fem dommere stemte for fængsel i 60 dage. Straffen blev fastsat efter stemmeflertallet, der idømte T 30 dages fængsel Analyse og diskussion Det lægges i U Ø og U H til grund, at T opfylder betingelserne for at ifalde strafansvar. Dommene illustrerer, hvor grænsen går mellem tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, der straffes efter 241, 1. pkt., og særlig hensynsløs kørsel, der udløser en højere strafferamme efter 241, 2. pkt. Domstolene lægger i begge domme vægt på, hvordan kørslen er foregået og hændelsesforløbet bag. T overtrådte i U Ø forsætligt færdselsreglerne, og indså på baggrund af dette muligheden for at påføre andre skade eller at fremkalde fare. Denne adfærd er omfattet af begrebet "særligt skærpende omstændigheder", hvormed 241, 2. pkt., finder anvendelse. 40 Det medfører desuden anvendelse af den skærpede strafferamme. Forarbejderne efter 2005-loven, der tilføjer 2. pkt., fastsatte strafniveauet for uagtsomt manddrab forårsaget ved særlig hensynsløs kørsel i normaltilfældene til fængsel i mdr. 41 Dommen omfatter et normaltilfælde af særlig hensynsløs kørsel, eftersom T er ustraffet, hvormed straffen bør fastsættes til fængsel i mdr. Byretten fastsatte ikke straffen i overensstemmelse med forarbejderne, da straffen her kun blev udmålt til fængsel i 6 mdr. Dog henførtes forholdet ikke direkte under 241, 2. pkt., men blev betegnet som tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden på en særlig hensynsløs måde. Byretten definerede dermed ikke kørslen som særlig hensynsløs som forudsat i forarbejderne. Strafferammen i 1. pkt. er dog højest 4 måneders fængsel, hvorfor forholdet ikke er omfattet heraf, men i stedet af 2. pkt. Det vurderes derfor, at straffen på 6 måneders fængsel er et udslag af en konkret vurdering fra byretten, som på baggrund af formildende omstændigheder har kunnet retfærdiggøre en lavere straf end niveauet forudsat i forarbejderne. Landsretten henførte derimod forholdet under 241, 2. pkt., og fastsatte straffen på 1 år efter niveauet i forarbejderne til 2005-loven. 40 Sagsforløb 2004/2 LF 161, side 4 (Karnov) 41 Sagsforløb 2004/2 LF 161, side 5 (Karnov) Side 23 af 33