Radikal Dialog. I dette nr.: Den Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg. 2Februar

Transkript

1 2Februar 2003 Radikal Dialog Den Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg I dette nr.: Inger Marie Bruun- Vierø om det frie valg Tema om København Information om Øst-Vest Møde Reportage fra møde i Etisk Udvalg Klaus Bondam i USA

2 Det Frie Valg Af : Inger Marie Bruun-Vierø, Sundhedsborgmester Hidtil har den danske velfærdsmodel, med få undtagelser, bygget på at kommune, amt og stat, med tilhørende forvaltning, tog sig af det hele: * Hvilke ydelser der skal stilles til rådighed, og hvad betingelserne er for at få dem (udformningsopgaven) * Individuel vurdering af om borgeren opfylder betingelserne for at få en ydelse samt tildeling af denne (visitationsopgaven) * Producent af ydelserne (udførelsesopgaven) * Skaffe den nødvendige skattefinansiering (finansieringsopgaven) * Er klageinstans, hvis borgeren er utilfreds med ydelsen (tilsynsopgaven) Med få undtagelser har det offentlige således haft monopol, hvad angår produktion af velfærdsydelser. Generelt mener jeg, at monopoler er af det onde, fordi incitamenterne til at være omkostnings- og kvalitetsbevidst samt udviklingsorienteret ikke er til stede. Derfor hilser jeg også velkommen, at borgerne med den nye lov om frit valg i ældreplejen får mulighed for at vælge mellem offentlige og private tilbud. Der er ingen tvivl om, at det frie valg på ældreområdet er en af de største omstillinger, som den offentlige sektor er blevet udsat for i mange år. Derfor er der rundt om i landets kommuner også brugt mange ressourcer på at få indrettet forvaltningerne, så de kunne håndtere at få private leverandører på banen. Pludselig er det blevet nødvendigt at definere en klar ansvarsfordeling mellem myndighed og producent. Det bliver politikerne, der under ansvar overfor skatteborgerne klart skal definere et serviceniveau, for eksempel hvorvidt ældreomsorgen skal omfatte en årlig hovedrengøring, samt indholdet af denne. Og det er den visiterende myndighed, der skal vurdere om hr. Jensen opfylder betingelserne. Det nye er, at hr. Jensen nu kan vælge, om han ønsker, at den kommunale hjemmepleje eller det lokale rengøringsfirma skal løse opgaven. Er hr. Jensen utilfreds, kan han skifte leverandør. Det bliver også nemmere at klage, når det ikke er den samme embedsmand eller politiker, der har været blandet ind i det hele. Allerede i budgetforliget for 1999 var det på radikal foranledning besluttet, at Københavns hjemmepleje skulle organiseres efter en bestiller/udfører model. Derfor har det heller ikke været så omkostningskrævende at få den nye lov på plads i København. Vi har valgt at lade personlig pleje og praktisk bistand være omfattet af hovedreglen i frit valg, nemlig at alle, der kan opfylde de politisk fastsatte kvalitetskrav til den fastsatte pris, kan blive godkendt som leverandører. Vi har også valgt, at hjemmesygeplejen skal indgå i det frie valg, fordi vi ønsker ydelsen integreret i plejen. Endvidere har vi valgt at lade indkøbsordninger, vaskeordninger og grundig rengøring komme i egentligt udbud. Så kan vi vælge det bedste og billigste. Min positive indstilling overfor det frie valg omfatter derimod ikke frit valg på tværs af kommune- og amtsgrænser. Det betyder nemlig, at der ikke længere er et klart politisk ansvar i forhold til skatteborgerne. Hvis et amt fravælger en ydelse til fordel for en anden, kan borgeren bare gå til naboamtet og få den fravalgte ydelse. Frit valg på tværs af grænser, driver udgifterne i vejret, og det bliver umuligt at prioritere. Det bliver den højeste standard, der sætter niveauet, uafhængig af skattegrundlag og samfundsøkonomi. Men det er som sagt godt, at det fri valg kræver en klar ansvarsfordeling. Nu mangler vi bare, at få udskilt tilsynsfunktionen. Vi skal have et velfærdstilsyn, der sikrer, at de svageste borgeres rettigheder respekteres, ligesom vi har et finanstilsyn, der sikrer den lille mands penge. Den Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg Hovedstadens Radikale Venstre Ny Kongensgade 18, 5.tv København V, tlf/fax , Giro: Internet: hovedstaden@radikale.dk Sekretariat: Frederik Berling, telefontid: tirsdag og onsdag Medlemskab: 250 kr. pr. halvår, 175 kr. for studerende/pensionister/arbejdsløse. Formand: Jesper Gronenberg, / , gro@kl.dk Næstformand: Michael Nord, / , michael_nord@hotmail.com Hovedkasserer: Mads Friis Thomsen, , mads.friis.thomsen@wanadoo.dk Folketingsrepræsentanter: Naser Khader / , naser@khader.dk Martin Lidegaard, / , rvmali@ft.dk Medlemmer af Borgerrepræsentationen: Klaus Bondam, / / , kb@groennegaard.dk Inger Marie Bruun-Vierø Tanwir Ahmed, , tanwir@ahmed.dk Manu Sareen, , manu@mobilixnet.dk Monica B. Thon, , monica.thon@get2net.dk

3 Indhold Leder: Det frie valg...1 Kend Kandidaten: David Munis Zepernick...4 Anders Nielsen: Nej til krig mod Iraks civilbefolkning...5 Naja Alberdi Platz: Hegnet på Mariakirkeplads...6 Naja Alberdi Platz: Statistik på byfornyelsen...8 Peter Sindal Lundsberg: Systemernes Kamp!...9 Radikal Dialog Postbesørget blad nr Udkommer ca. 10 gange årligt Oplag: 2000 Tryk: Lito Tryk Redaktion: Anders Nielsen (ansvh.) Bogtrykkervej 16, 3.tv København NV Tlf / Charlotte Aagaard Esben Fjord Nielsen Johnny Claes Starfield Tina Bostrup Margrethe Straarup Wivel Charlotte Rørbøl Peter Sindal Lundsberg Amalie Nørgaard Dorte Kaiser Ea Lundberg Mogens Hobolth (RUK) Monica Thon: København og havnen Information om Øst-Vest Møde Reportage fra møde i Etisk Udvalg Kampvalg i Søndre Storkreds Klaus Bondam i USA Læserbrev fra Sherin Khankan: Mindre skat på arbejde Læserbrev fra Sherin Khankan: Continues Professional Development Læserbrev fra Lea Bergstedt, Kan markedet give omsorg? RUK s side Radikalenderen... bagsiden Internetredaktør: Marianne Asbæk Tlf.: seventhsky@paradis.dk Indlæg modtages på , diskette (DOS/Windows) eller på papir. Næste nummer: Deadline: 6. marts kl Udkommer: ca. uge 12 Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse: Pernille Høxbro: , , hoxbro@frederiksberg.dk Folketingskandidater, Østre Storkreds: Naser Khader, Inger Marie Bruun-Vierø, Gitte Krasilnikoff, Mona Mejsen Westergaard, Ulf Lolk Larsen, Bent Kroghly, Birgitte Møller og Søren Bach. Vestre Storkreds: Martin Lidegaard, Karin Christensen, Peter Ravn Olesen, David Munis Zepernick, Lars Whitt og Charlotte Fischer Søndre Storkreds: Monica Thon, Sherin Khankan, Anders Lundt Hansen, Thomas Køhler og Finn Skjærlund. EU-kandidat: Camilla Hersom, , camillahersom@hotmail.com Bydelsformænd: Brønshøj/Husum/Vanløse: Kent Simonsen, , kesi@mail.tele.dk Frederiksberg: Rikke Danielsen, , rikke.danielsen@hotmail.com Indre by/blaagaard: Hans Grishauge, , hg@vartov.dk Nørrebro/Nordvest: Benny K. Nielsen, , bk_nielsen@post.tele.dk Sundby/Christianshavn: Anders Hess Larsen, , a_larsen@wanadoo.dk Vesterbro/Valby: Kasper Johansen, , kasperjohansen@yahoo.com Østerbro: Gerda Berg, , estebe@wanadoo.dk

4 Kend kandidaten David Munis Zepernick Folketingskandidat i Frederiksberg 1. kreds Ung mand (29) med rødder i såvel københavnsområdet, den jyske muld og det mørke Afrika. (læs evt. læserbrevet i Politiken Pæredansk eller Perkerdansk?, som ligger på min hjemmeside Uddannet cand. scient. pol. fra Københavns Universitet 1999 og ansat som forsker på Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) samme år. Fra september 2001 ansat i Erhvervsministeriet, senere Økonomi- og Erhvervsministeriet, med bl.a. presse- og kommunikationsopgaver relateret til Danmarks EU-formandskab. Tillige ekstern lektor på Institut for Statskundskab og på Institut for Historie. Medlem af Nyt Europa s arbejdsudvalg og næstformand i DRV Sundby, Christianshavn, Islands Brygge. Hvornår og hvorfor blev du medlem af Det Radikale Venstre? Medlem af DRV siden...tja.. var det 1995? Motiverne burde fremstå klart af nedenstående. Hvad er dit vigtigste politiske projekt? To af de væsentligste politiske spørgsmål i dagens Danmark er efter min mening EU-spørgsmålet og debatterne om flygtninge og indvandrere. For mig at se er der tale om to sider af samme sag! På overfladen handler begge debatter om de fremmede, både dem i Danmark og dem, som vi tøvende har valgt at indgå et politisk fællesskab med. Efter min mening handler det i virkeligheden om os selv, hvem vi er og hvor vi står. I EU-spørgsmålet er det en kamp på to fløje - det yderste venstre og det yderste højre. I flygtninge- og indvandrerdebatten er det en kamp mod højreradikalismen. Jeg mener, at det bør være det Radikale Venstres fornemmeste opgave, at sikre, at de udfordringer vores samfund står overfor - både dem der har med Europæisk integration og dem der har med indvandring og kulturforskelle at gøre - bliver taget op i en ånd af åbenhed og tolerance med fokus på evnen til at finde fælles løsninger i fred og fordragelighed. I flygtninge-indvandrerdebatten indebærer det en skarp afstandstagen fra den igangværende hetz mod nogle af samfundets svageste grupper. Denne hetz skaber afstand, intolerance og utryghed. Istedet er der brug for initiativer, som bygger bro, skaber forståelse og tryghed. Flygtninge skal have mulighed for at have meningsfyldt arbejde under deres ophold her i landet. Som folketingskandidat for et social-liberalt parti med en lang tradition for en positivt engageret og solidarisk indstilling til verden omkring os, er det mig magtpåliggende, at sikre en rimeligere fordeling af verdens goder. Derfor vil jeg også arbejde for markante radikale social-liberale fingeraftryk på dansk og europæisk u-landspolitik. Konkret indebærer det sociale udgangspunkt, at de, som trænger mest, skal hjælpes først. Det skal ske på en sådan måde, at det giver en varig bedring af deres situation. Det skal være en vigtig målsætning for bistand, at der ikke skabes eller opretholdes en permanent afhængighed. Fortæl om din største succesoplevelse som kandidat: Det må være trods alt være seneste folketingsvalg, som gav en solid fremgang til DRV, herunder et mandat i Vestre Storkreds. De over 330 personlige stemmer betragter jeg som et rygklap og en tilskyndelse til at fortsætte mit politiske arbejde. At vi som parti mistede regeringsmagten var selvfølgelig beklageligt, men hvis taburetterne skal vindes tilbage, så fordrer det fra radikal side, at alle kandidater er indstillet på at cementere og udbygge det flotte valgresultat fra Fortæl om en sag hvor du er uenig i partiets officielle linie: Det skal man lede lidt efter, men partiets officielle politik om at rang, titel- og ordensvæsnet bør afskaffes bliver aldrig min mærkesag. Ordensvæsnet, rangordenen og for så vidt hele monarkiet er ganske vist en anakronisme i et moderne demokrati, men nogen reel politisk betydning har det ikke. Derimod påskønnes disse politisk uskyldige ordner oftest af modtagerne, ligesom monarkiet i dag er en identitetsskaber og fælles reference for mange danskere. Så længe disse betingelser er opfyldt, og monarkiet fungerer som samfundskit, ser jeg ingen grund til at bruge tid og kræfter på dette spørgsmål. 4 Radikal Dialog

5 Nej til krig mod Iraks civilbefolkning - Det må være et ultimativt krav, inden et evt. angreb på Irak, at man sikrer sig, at indgrebet kommer til at foregå på en måde, så den internationale styrke bliver opfattet som befriere af den arabiske befolkning. Af: Anders Nielsen, Redaktør Det er ikke hverdagskost, at man i den danske offentlighed alvorligt diskuterer, om man skal sende danske tropper i krig mod en suveræn nation med et i det mindste rent formelt internationalt anerkendt styre. Så man kan godt undre sig over, hvor afdæmpet debatten i den anledning har været. Specielt i Det Radikale Venstre, hvor det antimilitaristiske gennem mange år har været en mærkesag. Men i den aktuelle konflikt har reaktionerne, indtil nu, stort set indskrænket sig til et krav om, at en krig kun kan erklæres med opbakning fra FN s sikkerhedsråd. Der kan naturligvis heller ikke være tvivl om, at det er en nødvendig forudsætning, men er det også tilstrækkeligt til at sende danske tropper i krig? Eller - med andre ord: Er medlemmerne af Sikkerhedsrådet bedst til at vurdere, om Danmark skal gå i krig, eller bør vi ikke danne os en selvstændig mening - også om sagens substans? Nu skal det dog også siges, at det er en vanskelig sag at forholde sig til. På den ene side er der spørgsmålet om hvorvidt Irak, i strid med FN-resolutionerne, har produceret masseødelæggelsesvåben. På den anden side er der spørgsmålet om, hvad en krig vil få af konsekvenser for Iraks befolkning og for hele situationen i Mellemøsten. Én ting er, at Sikkerhedsrådet giver sin opbakning til, at der kan indledes en krig, men kan vi stole på, at en krig løser nogen som helst problemer, eller risikerer vi, at krigen kun gør ondt værre? Lad mig starte med at slå fast, at der ikke kan være tvivl om, at Irak har overtrådt de betingelser, der er opstillet i FN s resolutioner. Yderligere inspektion fra våbeninspektørernes side vil ikke bringe noget nyt frem, men kun trække sagen yderligere i langdrag. Der er heller ingen grund til at tro, at yderligere pres kan få Saddam til at give efter og aflevere våbene. Spørgsmålet er på den anden side, om det overhovedet er det vigtigste spørgsmål. Med alt, hvad der i øvrigt findes af våben og trusler i verden i dag, synes en storstilet irakisk angrebskrig ikke at være det mest sandsynlige scenario. Alle Saddam Husseins ubehagelige egenskaber til trods, så har hans politik hidtil stort set koncentreret sig om at befæste sin egen magtposition, og dertil vil et direkte angreb på USA eller USA s allierede absolut være den dårligst tænkelige strategi. At der skulle være forbindelse mellem Saddam Hussein og al-qaeda kan ikke afvises. Umiddelbart er det ikke nogen naturlig forbindelse, for Saddam Husseins regime har oprindelig sit udspring i den tidligere østblok som Sovjetunionens allierede og ser man på tilstandene i Irak i dag, er det vel også det nærmeste, man kommer Stalintidens Sovjetunionen. Og Sovjetunionen og deres allierede har aldrig været gode venner med de muslimske fundamentalister hvad borgerkrigen i Afghanistan mellem det Sovjetstyrede Najibulla-styre og de muslimske oprørere (som dengang blev støttet af både USA og fremtrædende danske politikere) jo også viste. Men nu er der tale om to parter med en fælles fjende, og det kan jo vende billedet helt. Men hvis perspektiverne omkring Saddam Husseins våben og det mulige samarbejde med al-qaeda er usikkert, så er der til gengæld en anden helt indlysende grund til, at Saddam Husseins styre bør bekæmpes, og det er situationen for Iraks undertrykte befolkning. Det er ganske vist ikke det, FN-resolutionerne handler om, men hvis nu man kan få løst begge problemer på en gang, så kan man vel godt lade FN-resolutionerne være den officielle anledning. Men det betyder også, at en eventuel krig først og fremmest skal have det mål at få Saddam Hussein afsat og erstattet af et mere humant om muligt demokratisk valgt styre. Er der nogen af krigens fortalere, der har gjort sig overvejelser over, hvordan det skal gennemføres i praksis eller gjort en seriøs indsats for at bedømme, hvilke muligheder, der er for succes på dette punkt. Jeg vil ikke påstå, at jeg kan komme med en redegørelse for den situation. Men jeg mener, det må være et ultimativt krav, inden et eventuelt militært angreb indledes, at man sikrer sig, at indgrebet kommer til at foregå på en måde, så den internationale styrke bliver opfattet som befriere. Ikke som endnu en aggressor oven i alle de lidelser, Saddam Hussein allerede har påført irakerne - og at aktionen ikke fremkalder yderligere fjendebilleder i den arabiske verden - med følgende risiko for nye terrorangreb. Nr. 2/2003 5

6 Hegnet på Mariakirkeplads - Klaus Bondam vil have fixerum, lige muligheder og plads til alle på Vesterbro. De der arbejder med narkomanerne til daglig mener ikke, at politikerne tager fat i problemet for alvor. God vilje alene gør nemlig ingen forskel. Af: Naja Alberdi Platz Det sner på Vesterbro. Ikke den slags sne, der vådt klasker ind i hovedet på folk, og mest minder om meget kold regn. Heller ikke den slags sne, der næsten hagler, og som stikker arrigt og vintervredt. Nej, det er den slags sne, der daler i store, lette flager. Den slags sne, man tror hører julen til. Men det er Kyndelmisse, lysmessetid, og foran Mariakirken sidder en kvinde i en døråbning, og mikser et fix. Hun varmer noget op med en orange engangslighter, og ser ikke op, når man går forbi, på trods af at man kommer tæt på hende. Det skyldes at knap en meter fra den døråbning hun sidder i, på siden af Mariakirken, er der stillet et hegn op. Lige nu er hegnet midlertidigt, og meget uskønt og malplaceret metalgitteret næsten lyser i sin renhed. Og det er stort - går fra enden af den blinde gade, der er en del af Mariakirkeplads, ned til Istedgade, og det er mere end mandshøjt. På et tidspunkt bliver det permanent. Det er led i byfornyelsen på Vesterbro. Plads til alle. Klaus Bondam, radikal gruppeformand i BR-gruppen, bosiddende på Vesterbro siden han var 18, først på Halmtorvet, nu i Reventlowsgade: Der skal være plads til alle på Vesterbro. Jeg har ingen forståelse for de mennesker, der siger, at fordi deres lejlighed på Vesterbro kostede dem 2,8 millioner, skal de ikke se på narkomanerne og luderne. Jeg kan ikke acceptere den udstritning, der sker af de helt svage grupper; de prostituerede og narkomanerne. Det er radikal politik ikke at pleje særinteresser. Vi ser som parti tingene fra oven, i et helhedsperspektiv. Vi vil skabe lige muligheder og lige plads til alle. Derfor har BR nu ansøgt socialministeriet om lov til at bygge et fixerum på Vesterbro. Ikke fordi narkomanerne så er væk fra gaden, hvor de kan genere beboerne, men snarere fordi de så får lov til at være i fred. Det er betydningen af narkomanernes værdighed. Dette tiltag bliver hilst velkomment af Mette Rasmussen, afdelingsleder af Reden, der fortrinsvis er et værested for gadeprostituerede på Vesterbro: Kriteriet for et fixerum er ikke at få narkomanerne væk fra gaden det skal være et sted, hvor de kan komme, hvor der er social- og sundhedsfagligt personale, hvor der ser pænt ud og hvor de kan lide at være. Det er mennesker som os andre, og de har de samme behov. Ellers bliver det bare til en bule uden noget skadereducerende formål. God vilje gør ingen forskel. Johan Petersen, præst ved Mariatjenesten, en privat hjælpeorganisation for narkomanerne, er mere direkte kritisk i sin kommentar til ansøgningen om fixerum: Det er da dejligt. Vi ved også godt alle sammen, at de ikke får den dispensation, men det er da god vilje. God vilje alene gør bare ikke nogen forskel. Politikernes problem er, at de ikke vil tage fat i problemet for alvor. Hans holdning er at, stat, amt og kommune har brug for at have syndebukke, der er nemme at slå ned på. De sender narkomanerne politiet på halsen, og derfra går de videre til domstole, kriminalforsorg i det hele taget og fængselsvæsenet. Der bliver brugt enorme ressourcer på det, i stedet for på at skabe ordentlige vilkår for de mennesker, det handler om. Dette synspunkt bliver støttet af Mette Rasmussen: Der findes en politivedtægt, der siger at man ikke må opholde sig mere end fem minutter i det offentligte rum, ellers får man en bøde. Det vil sige, at hvis man står stille i fem minutter på Istedgade, får man en bøde på fire hundrede kroner og et tilhold. Vi har brugere af Reden, der skal løbe fra Hovedbanen og herned, fordi de har fået så mange bøder og tilhold, at de ikke må være på Vesterbro. Politiet jager rundt på folk og vi har ellers et rigtig godt samarbejde med politiet, som også gør en stor social indsats. Det er ikke politiets skyld; de er blevet tilsagt fra politisk side, at der skal ryddes op i alt det grimme og det er de gode borgere på Vesterbro, der har bedt om det, dem som politikerne lytter til, fordi de er skatteborgere og vælgere. Som Johan Petersen siger det: Det er kun narkomanerne, der får bøder. Andre mennesker må godt stå på gaden. Narkomanerne lugter jo - og de råber. De er grimme. Ingen vil se på dem. Ifølge Mette Rasmussen kan der iværksættes flytteri og bødeforlæg herfra og til evigheden; beboerne er naive, hvis de tror, at det reelt hjælper: De kan jo flytte Hovedbanen, hvis de vil gøre en forskel. I alle storbyer har man sådan et kvarter som her, med narko og prostitution, omkring hovedbanegårdene. Det er her folk kommer til. Mette Rasmussen kan godt forstå, at beboerne ikke finder det rimeligt, at de skal vade rundt i kanyler. Hun kan godt forstå at børnefamilierne er bekymrede. Samtidigt på peger hun også følgende: Er de flyttet hertil for 6 Radikal Dialog

7 nedrullede gardiner? Der har altid været prostitution og narko på Vesterbro det er altså ikke nogen nyhed. Narkomanerne skal altså have fixerum, det er parterne enige om. Ifølge Mette Rasmussen skal fixerummet være en del af behandling, og ikke et enkeltstående projekt. Hun har en meget konkret holdning til behandling, der er langt mere omspændende, og omhandler en anderledes måde at opfatte narkomaner og prostituerede på: Behandlingen nu er meget restriktiv. Hvis narkomanerne ter sig ved uddelingen af deres metadon, hvis de skaber sig, eller har et sidemisbrug, bliver der droslet ned på metadonen. Jeg kunne godt tænke mig at man tog stilling til, at hvis folk har et stort sidemisbrug, så kunne det være, fordi de ikke fik nok metadon. At narkomanerne, når de ikke møder op til tiden hos socialrådgiveren, ikke bliver strittet om bagerst i køen, eller får en tid til måneden efter. Deres tidsfornemmelse er ikke som vores man behandler ud fra de kriterier, man ville pålægge mennesker uden stofmisbrug, ud fra de kriterier man ville pålægge sig selv. Det kan man ikke med narkomaner. Det var måske en ide at spørge dem selv, give dem brugerindflydelse. Johan Petersen ser også tingene i et større perspektiv: Narkomanerne er også mennesker. De skal have lige muligheder med os andre. Vi er blevet så meget individualister, at alt for os handler om valg. Vi forstår ikke, at ikke alle har de valg narkomanerne ude på pladsen har ikke valgt deres liv; de er resultatet af, at ikke alle har lige muligheder. Samfundet er blevet forrådt. Når beboerne på Vesterbro taler om sameksistens med narkomanerne, følger de det op med lukkede gårdanlæg og dørtelefoner. De burer sig inde. Problemet forsvinder ikke af den grund, for narkomanerne er her stadigvæk; nu har de bare et meget mindre område at være på, et område lige ude på pladsen, der gør dem meget synlige i gadebilledet. Og her bliver de jaget rundt af politiet, og har ikke værdige forhold at leve under. Dette er Klaus Bondam enig i: Det er radikal politik at forholde sig til virkeligheden. Og jeg mener, at der altid vil være nogen, så længe vi har sådan et samfund, som vi har i dag, der vil bukke under for presset, og vil blive psykisk eller socialt marginaliseret i et omfang, der gør at de ender som narkomaner. Disse mennesker skal også have et værdigt liv, i den sammenhæng det kan lade sig gøre. Det handler om etik. Derfor vil han meget gerne støtte op om private instanser, der arbejder med problemet han vil gerne lytte til initiativer fra dem, der ved noget om sagen, såsom Reden og Mariatjenesten. Klaus Bondam vil også gerne arbejde med rehabiliteringsmuligheder. Som han selv siger det: Der skal også arbejdes med deciderede rehabiliteringsprojekter, som Narkomanhotellet i Oehlenschlægersgade, så narkomanerne har et sted at gå en, når de kommer tilbage til kvarteret efter afgiftning i det jydske. I Det Radikale Venstre tror vi nemlig på, at man bedst lærer at forvalte et ansvar, når man har et. Denne udmelding får dog knubs med på vejen fra netop dem, der ved noget om sagen: Det er ikke bare et spørgsmål om økonomi for politikerne, men om etik. De arbejder med, at man kan få folk til at yde, hvis man presser dem. De skærer væk, lige så snart de kan se, at de ikke får noget ud af det de vil have succeshistorier. Dem har vi ikke her. Hos os kommer de og beder om et glas vand, og en gang imellem tilføjer de, at det altså er til at drikke. Normalt skal de bruge vandet til at fikse med, så hvis de siger, de skal drikke det, får de en større kop. Johan Petersen har helt konkret taget stilling til, hvorvidt han vil søge penge hos kommunen til Mariatjenesten eller ej: Jeg søger ingen penge, for jeg vil ikke ligge under for den evaluering, der følger med en pose penge fra kommunen. Den evaluering vil vise, at med denne gruppe mennesker er der nærmest ingen fremskridt; forskellen på før og nu kan vise sig at være at det går værre; at narkomanerne, vi har fået bevilget penge til at hjælpe, er døde. Så vil kommunen tage pengene fra os igen, og så kan jeg stå med en række medarbejdere, der skal fyres. Reden, som Mette Rasmussen er afdelingsleder for, får satspuljemidler, og kan godt se en pointe i at være på finansloven, så de ikke hvert år skal bruge ressourcer på at søge penge. Men hun er enig med John Petersen i at der ikke er så mange forkromede fortællinger om succes at prale med i ansøgningerne, og at det måske kan være grunden til socialministeriets prioritering: Man skal tænke på, at det er en meget belastet gruppe, vi har med at gøre. For os er succeskriteriet blot at forbedre deres livskvalitet. At gøre dem mindre stressede, give dem værdighed som mennesker. Det er led i en langstrakt proces, ikke et projekt man kan stå til regnskab for. Og med hensyn til Klaus Bondams ord om at han ønsker at lytte til dem, der arbejder med narkomanerne og de prostituerede: Han har nu en stående invitation fra Johan Petersen fra Mariatjenesten til en rundtur og en samtale. Men der må ikke komme journalister og fotografer med. Som Johan Petersen siger: Jeg er her for at beskytte narkomanerne, ikke for at udstille dem. Nr. 2/2003 7

8 Byfornyelsesstatistik -Har byfornyelsen presset de gamle beboere ud? Ikke ifølge Vesterbro Byfornyelsescenter, der i Bydelen Vesterbro, nr. 4, november 2002 analyserer på statistiske undersøgelser de har foretaget. Ifølge dem er kun 300 beboere blevet genhuset mod deres vilje. Af: Naja Alberdi Platz Tallene og deres egne oplysninger fortæller, at 1000 mennesker blev permanent genhuset, ud af 6500 beboere i alt på indre Vesterbro - et ganske højt antal i forhold til det samlede antal beboere. 57 % af dem blev tvunget til den permanente genhusning, idet deres lejligheder blev revet ned, eller lagt sammen med andre lejligheder. Blandt de resterende 43 %, der selv valgte at blive permanent genhuset, lød grundene blandt andet at det var på grund af for høj husleje, enten på grund af istandsættelsen, eller fordi byfornyelsen sammenlagde deres lejligheder, der så ville blive for store, og for dyre. 57 % af alle de permanent genhusede blev placeret udenfor Vesterbro. Det vil sige at ca. 570 røg ud af Vesterbro ved byfornyelsen, ud af 6500 beboere i alt. Det vil sige ca. 11%. Byfornyelsescentret tager i deres regnestykke ikke højde for, at dette alt sammen omhandler de beboere, der boede på Vesterbro, da byfornyelsen blev iværksat. De samme beboere, der ikke havde råd til at blive boende, vil af samme grund heller ikke være tilflyttende efter byfornyelsen, eftersom boligerne jo ikke falder i pris, når først byfornyelsen er sket. Så jo, der er blevet skubbet nogle beboere ud, og der er ikke længere plads til en bestemt slags beboere. Ifølge Klaus Bondam er det klassisk radikal politik, at få de gode skatteborgere ind i bydelen, og det gør den udvidede istandsættelse. Samtidig er det ifølge Klaus Bondam også radikal politik at sikre, at det ikke sker på bekostning af andre. Det gør, at der skal danses på en hårfin linie; der skal skabes en balance mellem de forskellige grupper i bydelen; der skal med andre ord være plads til både narkomanerne, luderne og spritterne på den ene side, samt børnefamilierne og de mere velbjærgede på den anden. Narkomanerne, luderne og spritterne skal ikke jages ud af bydelen fordi de ikke kan betale huslejen på deres boliger. Samtidig skal der altså også istandsættes yderligere lejligheder i København, der ikke har bad, og som er det rene l- o-r-t, for nu at citere Klaus Bondam korrekt. Det nytter heller ikke at have en romantisk forestilling om slumlejligheder, som ingen ved deres fulde fem vil bo i. Løsningen på dette dilemma må være at skabe en social differentieret boligmasse, hvor der både er boliger til generationerne, de unge og de ældre, og til socialklasserne, almenboliger og ejerboliger af forskellige slags. På den måde får man ikke ghettoer, som for store koncentrationer af almenboliger plejer at skabe, eller områder, der er blevet renset for narkomaner og andet ukrudt, der i stedet blot er rykket et andet sted hen. Nogle af de ting, folk altid fortæller, de har fået lavet under byfornyelsen, er bad og fjernvarme. Dette, og toiletter i selve lejlighederne, koster penge, og er med til at forhøje huslejerne betragteligt. Lejligheder med eget toilet, men uden bad i 1995 talte lejligheder, i lejligheder. I 1995 havde lejligheder ikke eget toilet, i 2002 var antallet faldet til 729. Den største ændring tilfalder indførelsen af fjernvarme: Antallet af lejligheder, der ikke havde fjernvarme i 1995 var , i 2002 havde kun lejligheder ikke fjernvarme. Det er ikke lejlighedsstørrelser, der har ændret sig markant: Der var i to-værelses lejligheder, i Tre-værelses lejligheder og derover var i , i Til gengæld er der sket en markant ændring i ejerforhold: Antallet af ejerboliger er stabilt. Derimod er privat udlejning faldet med boliger mellem 1995 og Almennyttige boliger er steget med 142 stykker i perioden. Antallet af andelsboliger er steget markant fra i 1995 til i 2002; en stigning på andelsboliger. Antallet af børnefamilier er ikke voldsomt ændret. I 1995 boede der børnefamilier på Vesterbro, i Til gengæld er det en anden slags børnefamilier; de har en anden baggrund end tidligere, idet uddannelsesniveauet og indkomsterne er ændret betragteligt personer har nu en mellemlang uddannelse, en bachelorgrad eller en lang videregående uddannelse, i modsætning til i 1995, hvor kun havde længere uddannelse. Hvor tjente mellem ,- og ,- årligt i 1995, tjener nu kun personer dette. I stedet tilfalder indkomsten fra ,- årligt og derover nu personer, mod personer i Aldersmæssigt er det også nogle andre, der bor på Vesterbro: Antallet af årige er steget meget, fra 6226 personer i 1995, til personer i Børn er der også blevet flere af: I 1995 var der personer under 18 år på Vesterbro, i Antallet af personer fra år er faldet med 130 personer fra 1995 til 2002; ikke den store forskel. Der er nu personer mellem år på Vesterbro. Antallet af personer mellem 40 og 59 år er næsten konstant, til personer i Til gengæld er antallet af personer fra 60 og derover faldet, fra personer i 1995 til nu personer. Det vil sige et fald på 941 personer. 8 Radikal Dialog

9 Systemernes kamp! - De frivilligt baserede organisationer i København løfter mange store sociale opgaver blandt de mennesker, der lever på gaden. Projekt Udenfor er en af disse organisationer, som med en blanding af lønnet og frivillig arbejdskraft, når ud til mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan gøre aktivt brug af de tilbud, som det offentlige system tilbyder. Af: Peter Sindal Lundsberg Der var mange der så ham, Peter Vilhelm, om natten når han lå og sov på sin varmerist, altid den samme rist, i det indre København. Han havde fundet sig en god rist, som mange passerede om morgenen på deres vej fra Hovedbanegården til arbejdet rundt omkring i City. Det må have været både ansatte i erhvervslivet, i kommunen og i de mange ministerier, der har haft deres gang forbi Peter Vilhelm morgen efter morgen. Han lå der, denne mand, der så ud til at være i 60 erne, lille og mager, fra om aftenen ved 23-tiden til 8 morgen. Han bare lå der på varmeristen uden noget over sig, ingen sovepose, intet tæppe. Når det regnede meget, havde han et sted i nærheden hvor han kunne søge ly under nogle træer, men uden varmen fra risten. Selvfølgelig var der nogen, der havde forsøgt at tale med ham, men de sagde, at han ikke ville andet end sove der og have lov til fortsat at drikke. Som regel stod der en flaske vin eller et par ølflasker ved siden af ham. Man sagde også, at han faktisk havde en lejlighed og vist også penge nok. (Preben Brandt: Det umulige eller det mulige fra Lægen nr. 10/2000) Ovenstående citat stammer fra en artikel skrevet af Psykiateren Preben Brandt, og det illustrerer vældig godt den daglige konfrontation, som vi har med hjemløse mennesker, der ofte har store ubehandlede psykiske problemer. Ifølge Preben Brandt er den typiske hjemløse en mand med flere sammensatte problemer, herunder kan en psykisk sygdom være et af dem. Der er ofte tale om personer, som har klaret sig dårligt fra et tidligt stadie i livet. Efter mange års ansættelse i det offentlige psykiatriske system, blandt andet som overlæge på Sundholm, var Preben Brandt i 1997 en af initiativtagerne til Projekt Udenfor. Grundtanken i Projekt Udenfor er, at selv de mest isolerede mennesker ønsker kontakt og hjælp, og at indsatsen skal begynde på gaden. I Projekt Udenfor yder man konkret socialpsykiatrisk og sygeplejefaglig hjælp. Målgruppen er posefolket, dvs. psykotiske mennesker, der lever på gaden, og som stort set er ude af stand til at gøre brug af de eksisterende tilbud som herberger og væresteder. Desuden andre udstødte grupper, som man møder på gaden, og som har svært ved at gøre konstruktiv brug af eksisterende offentlige eller private tilbud. Mange af disse mennesker er stofmisbrugere, psykisk syge, alkoholikere eller en blanding af det hele. Preben Brandt fungerer i dag som daglig leder af Projekt Udenfor, og han blev i 2002 udpeget til formand for Rådet for Socialt Udsatte. For Preben Brandt har mange års tilknytning til psykiatrien, specielt med fokus på stofmisbrugere, hjemløse og alkoholikere betydet, at han har et klart syn på hvorfor en sindslidende ender på gaden. Et stort problem er systemets holdning til de sindslidende, og de offentlige systemers indbyrdes relationer. Preben Brandt nævner i den forbindelse, at psykiatriske hospitaler uden at blinke afviser en psykisk syg hjemløs, med den begrundelse, at manden er hjemløs, og derfor en opgave for de sociale myndigheder, der hører under kommunerne. På spørgsmålet om, hvorvidt det er foreneligt med det grundlæggende princip bag sundhedsvæsnet i Danmark, at alle med ophold her i landet skal behandles, er svaret et klart nej der er tale om et groft svigt. Og Preben Brandt fortsætter, de sociale myndigheder og det psykiatriske system har et meget dårligt indbyrdes klima. Det ene system ser ned på det andet, og desværre må jeg sige at det psykiatriske system er det værste, men det sociale system er ikke meget bagefter. Et andet problem, ifølge Preben Brandt, er de situationer hvor patienterne falder udenfor de psykiatriske systemer. Det kan blandt andet skyldes den boligform og de behandlingstilbud, som man søsatte med distriktspsykiatrien. Her fungerer tilbudet til den sindslidende sådan, at man selv skal henvende sig til, hvad Preben Brandt betegner som et udskudt psykiatrisk ambulatorium. Problemet er, at nogle sindslidende ikke kommer, og pludselig glider de ud af systemet. Der er med andre ord ingen, som tager hånd om dem på det niveau de befinder sig på. I København sidder man pænt og venter på patienterne siger Preben Brandt. Selvom Preben Brandt har mange dystre tanker om fremtiden for de hjemløse i København, er der også solstrålehistorier. Og historier der gør, at Preben Brandt har håb for fremtiden. Der sker faktisk meget inden for det sociale område. På de forskellige herberg og botilbud er personalet og ledelsen meget engageret i problemerne. Sundhedsarbejdet og socialarbejdet blandes mange steder siger Preben Brandt, men fastslår samtidig at det er et skrøbeligt system, for det er ikke i dette led de store bevillinger ligger. Og meget af dette arbejde kunne ikke lade sig gøre uden en enorm frivillig indsats. Preben Brandt betegner den frivillige indsats han oplever rundt i det Københavnske bybillede som en indsats præget af en ægte menneskekærlighed og stor humanisme. Og Peter Vilhelm? Takket være Projekt Udenfor lever han i dag i et botilbud, og har det godt. Der bliver holdt øje med ham, og hans sygdomme er blevet behandlet. Nr. 2/2003 9

10 København og havnen boliger, erhverv og trafik - Monica Thon fortæller her om planerne for anvendelsen af områderne omkring Nord- og Sydhavn, som er samlet i den såkaldte Blå Plan Af: Monica Thon, Medlem af Borgerrepræsentationen. Som opfølgning på hovedbestyrelsesmødet, hvor jeg skitserede den fremtidige udvikling omkring Københavns Havn, vil jeg gerne uddybe emnet en smule. Vi Københavnere er nervøse ved udviklingen. Dels føler vi, at der foregår ting, som offentligheden ikke har indsigt i, dels er emnet i al almindelighed lettere uoverskueligt. Jeg vil forsøge at belyse det sidste, hvilket gerne skulle afhjælpe det første. Der foregår naturligvis også udvikling i resten af København f.eks. i Ørestaden, men den udvikling som der er mest fokus på, er havnen. Jeg vil derfor koncentrere mig om områderne omkring Havnen, i nord og syd. Inderhavnen vil jeg gerne gemme til en senere lejlighed, hvor jeg vil orientere om operaen, skuespilhuset, Holmen og omkringliggende arealer. I 2003 bliver der sat fokus på anvendelsen af havnen, idet Den Blå Plan vil blive sat til debat. Den Blå Plan er en plantype, som ikke er prøvet før. Planen behandler vores fremtidige brug af vandet. Den skal kortlægge de aktiviteter som allerede er i gang og stille forslag til fremtidig brug. Herunder også i hvilken udstrækning, der vil kunne placeres husbåde i havnebassinet. Den Blå Plan vil jeg komme tilbage til, når den bliver offentliggjort. Nordhavnen Københavns Kommuneplan 2001 beskæftiger sig ikke med det opfyldte areal omkring Skudehavnen. Det er udlagt til havneformål, og er som sådan udenfor rækkevidde af planlægningen i Københavns Kommunes regi, indenfor overskuelig fremtid. Kalkbrænderihavnen er under hastig udvikling, og en dag vil roklubberne blive flyttet, og arealet planlagt til en funktion, som er noget mere indtægtsgivende end sportsfaciliteter. Syd herfor ligger Nordbassinet. Her planlægges det at bebygge kajen og en ø med rækkehuse. Her vil maksimalt 20 % af bebyggelsen være andet end boliger. Efter Øresundsbroen blev Dan Link ruten nedlagt, og det giver mulighed for, om et par år, at anvende færgelejet Mellembassinet til Oslofærgerne. Dette skabte igen mulighed for på det nedlagte baneterræn, at gøre plads til en erhvervsudvikling, som allerede nu har sat sine spor i trafikken til og fra havnearealerne. Trafikmængden vil stige, i takt med at den nye færgeterminal bliver udbygget. I området omkring færgeterminalen til der blive opført 2 højhuse, som skal rumme både bolig og erhverv. I alt maksimalt m² med en byggehøjde der ikke må overstige 35 m. I Søndre Frihavnsbassin og i forlængelse af midtermolen planlægges et Arsenal. En bebyggelse som danner væg omkring et havnebassin, som vil blive udnyttet til havn. Østerbro blev afskåret fra vandet da Frihavnen blev anlagt. Hertil kommer den trafikstrøm af både tog og biler, som forhindrer de østerbroere i at anvende havnen som rekreativt område. Samtidig forhindrer det de omkring mennesker, der arbejder og bor i havnen i at udnytte de faciliteter som Østerbro byder på. Det gælder ikke mindst en nem adgang til offentlige transportmidler. Når de to udbygningsområder, sammen med den eksisterende bebyggelse i havneområdet, og den fortsatte ekspansion i Skudehavnen, er udbygget, vil det betyde at man på langt sigt skal forestille sig bykvarterer med fastboende og over arbejdspladser. Alt i alt ligger planerne op til en ganske voldsom udbygning af de tidligere havnearealer, og der ligger ikke én fornuftig plan til løsning af trafikproblemerne. Sydhavnen Der er mange fællestræk i udviklingen mellem Sydhavnen og Nordhavnen. Først udvikledes erhvervsbyggeriet langs Kalvebod Brygge og Sydhavnsgade. I de næste par år vil det vise sig, om den planlagte omdannelse af de udtjente havnearealer Teglværks-havnen og Sluseholmen vil blive et attraktivt boligområde. I lighed med udviklingen i Nordhavnen, igangsatte man planlægningen, ved at invitere hollandske arki- 10 Radikal Dialog

11 tekter til at komme med ideoplæg til en ny havneby. Hollænderne har i Rotterdam og Amsterdam skabt spændende boligkvarterer på de gamle kajstrækninger. Men med spændende huse går det ikke alene. I selve byområdet skal der integreres arbejdspladser, institutioner, butikker, grønne områder og sportsaktiviteter, og i lighed med problematikken på Østerbro, er der også her et bagland at tage hensyn til. Der ligger en stor opgave i at integrere Kgs. Enghave med en moderne havneby. Området skal indeholde omkring familieboliger. Hertil kommer, at dette område med stor sandsynlighed også bliver hjemsted for en del husbåde. Der er mange spændende tanker i denne plan. Der arbejdes med en broforbindelse til Amager, som skal føres fra Teglholmen til lige syd for Nokken. Broen bliver del af en grøn cykelrute og vil give beboerne på Vesterbro og Kgs. Enghave en nem adgang til Amager Fælled og omvendt. Københavns Borgerrepræsentation besluttede 6. maj 1999, i forbindelse med behandlingen af Københavns Kommuneplanberetning 1999, at der skal udarbejdes en helhedsplan for Københavns havn, som fastholder havnens herlighedsværdier. Der er flere samarbejdspartnere involveret i projektet: Københavns Havn A/S, ejendomsselskabet Freja Ejendomme A/S samt Miljø- og Energiministeriet. Så er der naturligvis alle de andre medspillere: Trafikministeriet, DSB og de folkevalgte, hvis de ellers ser noget til planerne, før de er færdige. Man har i øvrigt konkluderet, at havnens fysiske udstrækning og den meget store forskel på de enkelte havneafsnits nuværende karakter, ikke lægger op til en totalplan. Havnen er derfor opdelt i fokusområder. Det er her jeg ser den største fare for havnen. Idet den bliver delt op i delområder, bliver det nemmere at overse de trafikproblemer, som de nye bydele vil belaste byen med. Der bliver mange tusinde nye arbejdspladser og boliger. Der regnes med omkring m² erhverv og m² bolig. Tallene er dog for et noget større område end det rent havnenære, men de giver en god fornemmelse af, at det er meget store nyinvesteringer. Byfortætning er en ganske bæredygtig ide, men uden en reel løsning på de øgede trafikstrømme, bliver støj- og partikelforureningen ikke mindre. I Politikens kronik torsdag 30. januar 2003 skriver Jens Kramer Mikkelsen om Husbåde, arbejdspladser og syv tusinde nye boliger med vandudsigt vel at mærke til at betale. Her plæderer overborgmesteren for, at København ikke bare skal være en bolig- og erhvervsby men også en by med rekreative muligheder: Efter min mening skal vi have skabt rekreative miljøer langs havnen. Der bør laves offentlige promenader langs havnen og på vandet. Det kan overborgmesteren sagtens love - det er allerede skrevet ind i samtlige lokalplaner. Så taler overborgmesteren om det kreative miljø, der er skabt (i nutid) omkring Kongelige Grønlandske Plads med Den Nordatlantiske Brygge og Luftkastellet på Christianshavn. Luftkastellet blev lukket til nytår. Kronikken slutter af med et fromt ønske: Regeringens forsinkede trafikinvesteringsplan indeholder forhåbentlig en fortsat satsning på hovedstaden. Det var alt om trafikken. Nr. 2/

12 Radikalt møde i Vartov den marts 2003 Vi er jo alle sammen radikale! Med kærlig hilsen til den del af landet, der er landfast med Europa, ønsker bydelsforeningen Indre by/blågård at byde alle radikale fæller velkommen til en weekend i København. Det forlyder, at Det Radikale Venstre er udsat for en skævvridning mellem by og land, og mellem øst og vest. En udvikling, der ikke forekommer konstruktiv set i lyset af den oppositions-proces, der gerne skulle føre os frem til et knaldhamrende godt resultat ved næste valg. Alle ved, at det er NU, det skal vindes. Når først det er udskrevet, er det for sent. Vi havde trods tabet af regeringsmagten et godt valg, og vi trækker mange nye medlemmer til, særligt i byområderne (ca. 40 om måneden alene i Hovedstaden). Det skal vi glæde os over samtidig med, at vi er opmærksomme over for de pletter på det radikale landkort, hvor det går knapt så stærkt eller måske ligefrem går tilbage. I Indre By/Blågård, København mener vi, at det knaldhamrende vigtigt, at holde tungen lige i munden i kampen om Det Radikale Landskab. Vi radikale ynder jo at betragte os selv som et sagligt og troværdigt parti med kloge folk til at tegne billedet udadtil. Det billede, mener vi, kræver et stærkt og godt sammenvævet lærred, så Det Radikale Venstre fremstår med en god sammenhængskraft og et medlemssammenhold, der vil forbavse og få enhver til at grønnes af misundelse. Vi er overbeviste om, at tråden i lærredet og sammenholdet styrkes ved samtaler og festligt lag, og at vi på den måde kan skrotte landsdels-fordommene. Lad os lægge kimen til en konstruktiv udvikling og slippe Danmark løs mod en visionsløs og centralistisk regering, og i stedet skabe et klogere Danmark med et skarpt blik for det internationale samfund. Altså, kan vi bruge det skæve radikale Danmarksbillede til andet end at bekræfte jydernes fordomme om københavnere - og omvendt? Hvordan bruger vi hinanden bedst muligt? Vi har sammensat et fagligt og selskabeligt program som gerne må sætte fingeren på de ømme punkter og give inspiration til, hvordan partiets politik på centrale områder nuanceres og appellerer bredere, uden at holdninger og principper sættes over styr. Mødested: Vartov, Farvergade 27, 1463 Kbh. K. Mødeledere: Susi Trolle, Stine Meldgaard og Hans Grishauge Planlægning: Bestyrelsen for Indre By/Blågård i tæt kontakt med Søren Bald og andre gode radikale. Medvirkende: Marianne Jelved, Morten Østergaard, Marianne Saxtoft, Ole Andersen, Jesper Gronenberg, Camilla Hersom, Johannes Lebech og Klaus Bondam Deltagere: De medlemmer der er interesserede i en dialog på tværs Deltagerbetaling: 300,- som dækker : frokost lørdag, aftenmiddagskaffe lørdag, middag og natmad lørdag og frokost søndag. Betales ved ankomsten. Rejserefusion: Der ydes et transporttilskud på 150,- til alle vest for Storebælt. Overnatning: Deltagerne må selv sørge for overnatning. Vi kan evt. være behjælpelige med at finde hotel eller privat indkvartering. Tilmelding: Bindende, og senest den 1. marts 2003, til Hans Grishauge, Vartov, Farvergade 27, 1463 København K Radikal Dialog

13 Program Lørdag den 15. marts Kl Ankomst og registrering. Kl Frokost. Kl Vision og politik v/ Marianne Jelved Kl Workshop. Leder: Morten Østergaard: Det Radikale Landskab Oplæg ved Marianne Saxtoft, Hammel, Ole Andersen, Thisted og Jesper Gronenberg, København. Workshoppen skal munde ud i tre bud på en bedre energifordeling mellem land og by Kl Ølgod og Ørestad - i det samme Europa Oplæg v/ Camilla Hersom, København og Johannes Lebech, Holstebro. Kl Festaften: Middag med festlige indslag og dans til kl Søndag den 16. marts Kl Kl Besøg og rundvisning på Københavns Rådhus, Klaus Bondam viser rundt. Frokost og afrejse Yderligere oplysninger, henvendelse til Vartov, tlf Tilmelding til Radikalt møde den marts 2003 for interesserede radikale deltagere Navn Gade Nr. Postnr. By Tlf. Ønskes hjælp til hotelindkvartering? Nej Ja Ønskes hjælp til privat indkvartering? Nej Ja Enkeltværelse: ca. 700 kr. Dobbeltværelse ca. 900 kr. Nr. 2/

14 Stamceller og etik hvad mener DRV? - Reportage fra møde i Etisk Udvalg i Københavns vælgerforening den 15. januar 2003 med teologen Peter Kemp og Peter Saugman-Jensen fra Folketingets genteknologiudvalg. Af: Morten Andreasen, specialestuderende i biologi og sociologi ved Københavns Universitet, og Claus Hansen, MA og Cand. Mag. i filosofi ved Københavns Universitet Peter Saugman-Jensen hiver et lille brunt pilleglas frem fra sin taske og lader det gå rundt. Glasset, der er grundigt plomberet med klinisk tape og har en kodeagtig påskrift, sender tankerne i retning af det suspekte laboratorium i Jurassic Park-filmen. Glasset er tilsyneladende tomt. Peter Saugman-Jensen afslører: Det er et fjorten dage gammelt foster. Hans retoriske og overlagt filosofiske spørgsmål er: Hvad er vigtigst det synlige eller det usynlige? Genteknologien giver os håb om at kunne helbrede lidelser, som vi i dag står magtesløse overfor. Men som de sidste års intense debat om etik og genteknologi vidner om, så rejser den nye teknologi også mange etiske spørgsmål. For at blive lidt klogere på både de tekniske og etiske aspekter ved stamcelleforskningen, trodsede en halv snes medlemmer af DRV januarkulden og mødte op i vælgerforeningens lokaler, hvor teologen Peter Kemp og Peter Saugman-Jensen fra Folketingets genteknologiudvalg var sat i stævne. Med udgangspunkt i genteknologiudvalgets nye rapport om bl.a. stamcelleforskning og -teknologi skulle det diskuteres, om der bør sættes grænser for genteknologiens forskningsområder. Striden står om de såkaldte stamceller, som også bliver kaldt for urceller fordi de, i modsætning til størstedelen af vores øvrige kropsceller, rummer potentialet til at udvikle sig til mange forskellige vævstyper. Dermed giver de håb om at kunne udgøre et reservedelslager af celler, der kan bruges til at udbedre sygdomme, som skyldes celledød (for eksempel Parkinsons og Alzheimers syge), og måske kan de en dag bringes til at danne nye organer. Fordelen her er bl.a. at disse celler og organer kan opdyrkes fra ens egne celler og dermed ikke afstødes. Den nemmeste måde at skaffe stamceller på er ved at tage dem enten fra befrugtede ægceller, der har delt sig nogle gange - embryoner - eller fra den udvoksede krops naturlige stamceller. Spørgsmålet om embryonale stamceller har på det seneste presset sig på, fordi disse i øjeblikket anses for at være de teknologisk og grundforskningsmæssigt mest lovende. Men samtidig er det også etisk problematisk at bruge embryonale stamceller i forskningsøjemed, da de i en vis forstand kan siges at indeholde kimen til liv: Hvis de rigtige betingelser er tilstede, vil de udvikle sig til mennesker. Peter Kemp repræsenterede den skeptiske fløj. Han påpegede vigtigheden af at skelne mellem embryonale stamceller og stamceller, som er udtaget af for eksempel rygmarven, da embryonale stamceller på en direkte måde indeholder kimen til liv. Peter Kemp gik ikke så langt som til at ville forbyde brugen af embryonale stamceller i forskningsøjemed, men han argumenterede for, at faren for tingsliggørelse og krænkelse af æggets integritet var overhængende, og at embryonale stamceller under ingen omstændigheder må fremstilles alene med forskning for øje, ligesom de heller ikke må fremstilles med henblik på videresalg. Den generelle holdning blandt deltagerne syntes at være, at betragtninger om tingsliggørelse og integritet var vigtige, men at det samtidigt var svært at se, hvorfor hensynet til det 2 uger gamle befrugtede æg skulle veje tungere end udvoksede menneskers helbred og velfærd. Spørgsmålet om, hvornår menneskelivet starter, er notorisk svært. Peter Saugman-Jensen foreslår, at der trækkes en grænse mellem det op til 14 dage gamle embryon, der blot er en klump af celler, og egentligt liv herefter, hvor man ser fosterets menneskeform træde frem. Peter Saugman-Jensen gjorde ligeledes opmærksom på det absurde i, at man ifølge den nuværende lovgivning godt må forske i 2 uger gamle embryoner i forhold til fx ægudvælgelse, men ikke i forhold til sygdomsbekæmpelse. Når alt kommer til alt, er det næppe muligt at drage en ikke-arbitrær grænse mellem en klump celler og et menneskeliv, men hvor vigtigt det er at formulere regler for området bliver sat i perspektiv af at andre lande, herunder Sverige, allerede tillader embryonalforskning, og at Danmark selvfølgelig også har en interesse i være med fremme forskningsmæssigt. Peter Kemp fremførte også costbenefit argumenter imod en overdreven fokusering på forskning i stamceller. Han gjorde opmærksom på, at forskning i stamceller var forbundet med stor prestige for lægerne, og at omkostninger ikke altid stod mål med det, der kom ud i den anden ende i form af nye behandlingsmetoder. Lægerne kan, som resten af det vestlige samfund, være meget teknologifikserede, og glemmer ofte, i deres iver efter at finde nye behandlingsformer, at tænke over, hvad der kendetegner det gode liv. Det gode liv er andet og mere end fravær af smerte og lidelse. De samme penge kunne fx bruges på psykiatrien. 14 Radikal Dialog

15 Teknologifikseringen kan sågar få folk til at glemme, at livskvalitet også er eksempelvis samvær eller oplevelser i naturen. Men som flere af deltagerne påpegede, så udelukker det ene ikke det andet, og måske er det ikke særligt respektfuldt overfor mennesker med en alvorlig lidelse at affærdige deres håb om helbredelse med, at et godt liv består i andet end det fysiske helbred. Der har næppe været total enighed om noget som helst ved aftenens diskussion, men følgende konklusioner lod til at møde bred opbakning: -Embryonet er ikke en ting. Embryonet bør derfor tilskrives visse rettigheder, der kun må tilsidesættes, når vi mener at gevinsten herved er tilpas vigtig. Rettighederne tiltager med alderen. -Hensynet til sygdomsbekæmpelse må, ihvertfald når det gælder alvorlige sygdomme, veje tungere end det op til 14 dage gamle embryon, også når det gælder frembringelse af embryonale stamceller til forskning. -Det er vigtigt at gøre en indsats for at minde borgerne om at fysisk helbred ikke er alt. -Konsekvenserne af et forbud mod embryonal stamcelleforskning har næppe konsekvenser for udvikling af teknologien, men danske forskere og virksomheder har antageligt en ulempe i forhold til andre landes forskere så længe diverse forbud, for eksempel mod at skabe egne embryonale stamcellelinjer, opretholdes. Som arrangør Thomas Uhd indledningsvis gjorde opmærksom på, er genteknologien i høj grad et demokratisk anliggende, og tiden er måske derfor inde til at gøre op med den udbredte opfattelse blandt politikere og politisk interesserede, om at etiske synspunkter ikke hører hjemme i politiske programmer. De etiske problemstillinger, der opstår i kølvandet på genteknologien, berører nogle af vores kulturs mest fundamentale værdier, og hvis vi skal gøre os håb om at formulere en politik på genteknologiområdet, der har demokratisk legitimitet, er det bydende nødvendigt, at de politiske partier deltager i debatten - som partier. Hermed er bolden givet op til fortsat diskussion. Kampvalg i Søndre Storkreds Af: Johnny Claes Starfield Interessen for at sikre sig et folketingskandidatur er stigende. Særligt bydelen Sundby/Christianshavn, Søndre Storkreds synes at være eftertragtet. De nuværende kandidater i Sundby/ Christianshavn, Søndre Storkreds er: Sherin Khankan (2. kreds: Christianshavn), Anders Lundt Hansen (4. kreds: Sundby) og indtil onsdag d. 5. februar Finn Skjærlund (9. kreds: Amagerbro). Sidstnævnte trækker sig imidlertid og efterlader sin Michael Nord Udgivelsesplan for Radikal Dialog: kreds ledig. Udfordrerne er: Anders Thomsen (til den nu ledige 9. kreds), Anders Hess Larsen og Christian Friis Bach (begge 2. kreds: Christianshavn). De øvrige 2 kandidater i Søndre Storkreds er Monica Thon (3. Kreds: Raadhus), og Thomas Køhler (5. Kreds: Blågaard). Efter sædvane indstilles folketingskandidater af bydelsgeneralforsamlingerne i marts, og vælges så på hovedgeneralforsamlingen i maj. der det sidste års tid har været vælgerforeningens næstformand og en af Forretningsudvalgets gode og konstruktive kræfter, er fratrådt tillidsposten pga. nyt arbejde. Michael har arbejdet på Hiv-Danmarks sekretariat som informationsmedarbejder, men har nu fået orlov pr. 1. februar for at prøve kræfter i en nyoprettet stilling som europæisk kommunikationschef i det internationale aids vaccine initiativ (IAVI) i Amsterdam. Redaktionen tror at vælgerforeningen kommer til at savne Michael, men ønsker ham al mulig held og lykke med de nye udfordringer. Nr. 3: Deadline 6. marts kl Udkommer ca. uge 12 Nr. 4: Deadline 17. april kl Udkommer ca. uge 18 Nr. 5: Deadline 29. maj kl Udkommer ca. uge 24 Nr. 2/

16 Klaus Bondam i USA -Reportage fra det første i rækken af temamøder med medlemmer af Borgerrepræsentationen, hvor Klaus Bondam berettede om sin tur til USA. Af: Charlotte Rørbøl Vores radikale borgerrepræsentanter har taget initiativ til en række temamøder, som holdes på rådhuset forud for hovedbestyrelsesmøderne i Vartov. På det første temamøde onsdag den 29. januar, fortalte Klaus Bondam om sin USA-rejse i september. Den amerikanske ambassade havde udvalgt ham til at deltage i International Visitors Program, et program, som hvert år giver nuværende eller potentielle ledere fra alverdens lande mulighed for at komme til USA med det formål at give og få inspiration. Klaus fik arrangeret en individuel rejse rundt i USA, hvor han mødte lokalpolitikere, og folk der var engageret i socialt arbejde - især i forhold til etniske og seksuelle minoriteter. Overordnet var det største indtryk fra turen nok overraskelsen over de store forskelle, der er mellem de forskellige byer og stater. Bortset fra den fælles udenrigspolitik er staterne meget uafhængige, og på mange måder arbejder de mindre sammen, end vi gør i EU. Bystyret foregår på en noget anden måde end herhjemme. I byer som Washington DC og Providence, der har samme størrelse som København, består bystyret af 9-12 fuldtidsansatte kommunalpolitikere, som hver har deres eget sekretariat, der både fungerer som forvaltning og politisk organisation med en stor del frivillige. Samarbejdet mellem det offentlige og frivillige var et af rejsens temaer, og Klaus fortalte begejstret om bl.a. organisationen Hands on Portland. Når en borger eller organisation har en konkret opgave, de vil have løst, sendes en rundt til frivillige i en database, som så kan melde sig, uden at forpligte sig til et længerevarende engagement. For mange unge studerende er det frivillige arbejde en måde at møde andre unge på, samtidig med at de udfører et konkret socialt arbejde, som ikke er for forpligtende. Kommunen støtter driften af organisationen. Generelt er den amerikanske støtte til de frivillige organisationer præget af en bevidsthed om, at det går galt en gang imellem. Kontrakterne er derfor korte, så man hurtigt kan komme ud af samarbejdet igen. Til gengæld er man mere ligeglad med, hvordan arbejdet udføres - det er resultaterne der tæller. Lidt af den samme pragmatiske holdning viser sig i det landsdækkende projekt Healthy Marriage Initiative. De mange skilsmisser er, som herhjemme, dyrt for samfundsøkonomien, og amerikanerne har fundet frem til, at det der forårsager skænderierne i langt de fleste tilfælde er økonomiske problemer. For at forebygge skilsmisser tilbydes derfor nu økonomisk rådgivning og fordelagtige lån til de uenige par. Portland i Oregon var en by, der kunne afkræfte nogle af fordommene om amerikanske byer. I den indre by var der ganske få biler, og den offentlige transport var velfungerende og gratis. Erhvervslivet var blevet så træt af medarbejdernes transportproblemer, at man har accepteret en ekstra erhvervsskat til finansiering af busser, lightrail og sporvogne. Busserne kan endda have 5-6 cykler hængende foran på en slags gaffel. Hvad kunne amerikanerne så lære af København? En politiker fra Baltimore havde en vision om, at man skulle kunne bade i deres havn om 10 år, og var meget opsat på at komme til København, som er den første by i verden, hvor det kan lade sig gøre. Næste temamøde holdes den 26. februar med Inger Marie Bruun Vierø og handler om offentlige-private partnerskaber. 16 Radikal Dialog

17 Mindre skat på arbejde Af: Sherin Khankan, Folketingskandidat og medlem af Landshovedbestyrelsen for Det Radikale Venstre Det danske skattesystem er meget uigennemskueligt med mange forskellige skatter og lige så mange fradragsordninger. Det er vigtigt, at vi gør vores skattesystem mere overskueligt og enkelt for den enkelte borger. Det grundlæggende problem med vores nuværende skattesystem er de meget høje skatter på arbejdsindkomst, hvilket har to særligt problematiske konsekvenser: 1. For mange mennesker, særligt de ufaglærte, kan det ikke betale sig at tage et arbejde, da dels skatten på arbejde er høj, og dels mister disse personer en del støtteordninger, når de for eksempel forlader kontanthjælpen, hvilket i sidste ende kan betyde, at de taber penge ved at tage et arbejde. 2. Et andet problem er den meget høje topskat, som forhindrer nogle højtuddannede i at arbejde fuldt ud, eller gøre en ekstra indtast på arbejdsmarkedet. F.eks. vælger nogle at tage ekstra ferie eller afspadsering, når de i en periode har arbejdet mere end normalt, i stedet for at få udbetalt løn for den ekstra indsats, da den ekstra indkomst i sidste ende alligevel vil blive opslugt af den høje topskat. Nogle vælger kort sagt at arbejde mindre, hvilket i sidste ende mindsker arbejdsmængden i samfundet. Selv om de to problemstillinger er meget forskellige, er de alligevel begge en konsekvens af den høje skat på arbejde i Danmark. En tredje problemstilling, som ligeledes er en konsekvens af den høje skat på arbejde, er sort arbejde. Det er utrolig vigtigt, at vi hurtigst muligt tager fat i problemet, da vi snart vil opleve store årgange, som skal på pension og som bør sikres en tryg alderdom. Disse årgange er en konsekvens af den demografiske udvikling med flere ældre og færre i den arbejdsaktive alder. Hvis vi fastholder det nuværende skattesystem vil vi risikere at opbearbejde en større gæld i de kommende år, da de små årgange ikke har noget incitament til at øge arbejdsmængden generelt i samfundet. Hvordan løser vi så disse problemer? Det er vigtigt, at vi fortsat tager fordelingsmæssige hensyn i skattesystemet, så vi undgår større indkomstulighed i det danske skattesystem. Herudover er det vigtigt, at vi sænker skatten på arbejde i et forsvarligt tempo, så man undgår uheldige effekter i den øvrige del af økonomien. En måde at sænke skatten på arbejde og samtidig bevare de fordelingspolitiske hensyn samt gøre det i et tempo, så vi undgår at påvirke øvrige økonomiske faktorer, såsom rente og inflation mindst muligt, kunne være at udvide samt at udskyde indkomstintervallet for mellemskatten. På den måde vil de ufaglærte få mere ud af at tage et arbejde, mens man vil få færre mennesker på topskatteniveau, hvilket vil medføre, at det for nogle mennesker vil kunne betale sig at arbejde fuldt ud, eller at yde en ekstra indsat på arbejdsmarkedet. En del af denne skattenedsættelse vil formodentlig være selvfinansierende, dels pga. et større skattegrundlag, dvs. flere mennesker på arbejdsmarkedet, og dels pga. lavere sociale indkomstoverførelser for det offentlige, da færre mennesker vil være på kontanthjælp, dagpenge og lignende. Med dette forslag belønner man folk for at tage et arbejde i modsætning til regeringens planer, hvor man i stedet tvinger folk i arbejde ved at sænke kontanthjælpen. En sænkning af kontanthjælpen er en handling, der på brutal vis vil ramme de svageste i samfundet. Forslaget kan efter en periode gøres mere vidtgående, hvor skatten på arbejde sænkes yderligere. Jeg vil understrege, at mennesket er mere end det, det producerer. Når jeg påpeger vigtigheden i at mobilisere en vilje hos folk til at arbejde mere, gælder det primært de personer, der ikke arbejder fuldt ud eller de unge (uden børn) som selv ønsker at arbejde mere. Mit forslag lægger ikke op til, at folk der arbejder 37 timer om ugen skal arbejde mere. Det er vigtigt med fritid og tid til familien. Det skal aldrig kunne betale sig at forsømme børn, familieliv og fritid. Det er vigtigt at undgå at folk arbejder for meget. For meget arbejde kan medføre stress og sygdomme. Continues Professional Development Af: Sherin Khankan, Folketingskandidat og medlem af Landshovedbestyrelsen for Det Radikale Venstre Det danske sundhedsvæsen og dets ansatte har længe været miskrediteret for suboptimal service. Krav om effektivisering, øget patientsikkerhed og bedre behandling er efterhånden blevet krav sundhedspersonale på alle niveauer hører om dagligt. Disse krav er nødvendigvis ikke irrationelle, og det politiske budskab ved at fokusere på dem er måske også korrekt. Det er også et faktum at forskellige sundhedsstatistikker omkring middellevetid, ulige fordelt sundhedstilstand mellem socialklasser, lungekræft blandt kvinder m.m. er dårlige sammenlignet med andre lande i EU. Det er også korrekt, når der fokuseres på, at forebyggelse må være en af hjørnestenene for øget sundhedstilstand blandt alle i den danske befolkning. Men det er ikke nok at sundhedspolitikken kun står på to ben: nemlig forebyggelse og behandling. Et tredje element som nok bliver nævnt i tide og utide, men alligevel ikke får nok fokus, er videreuddannelse og kompetenceudvikling indenfor sundhedsvæsenet. Hvis vi ser hvilke tendenser, der er indenfor international sundhedspolitik, så er der ved at tegne sig et mere og mere tydeligt billlede. fortsættes på næste side Nr. 2/

18 Fortsat fra forrige side. Det langsigtede fokus med opbyggelse af sundhedsvæsner, som bygger på kompetenceudvikling med videreudvikling af den enkelte, videreuddannelse, akkreditering og certificering af sundhedspersonale, kombineret med tiltag omkring forebyggelse er vejen frem til mere effektive sundshedsvæsner. Hvorfor skal vi også fokusere på sundhedspersonalets kompetencer og disses videreudvikling, på engelsk Continues Professional Development (CPD)? Det kan ikke komme som en stor overraskelse, at vi kun opnår et bedre sundhedsvæsen med høj patientsikkerhed og patienttilfredhed, hvis de profesionelle er både menneskeligt og fagligt kompetente. Dette opnås ikke ved at kræve bedre og højere service af personalet på samme tid og med samme økonomiske resourcer som et krav. Ej heller uden mere træning og uddannelse kan dette opnås - i alt fald ikke sålænge kvaliteten skal bevares eller højnes. Dette er på ingen måde nyt for private virksomheder, som idag er vant til at kæde øget effektivisering og stabil vækst sammen med øget kompetenceudvikling hos de enkelte medarbejdere. Vi kan ikke i Danmark have unge kirurger under uddannelse til i gennemsnit at operere 1-2 dage på en 14 dages arbejdsperiode, og samtidig forvente at disse kommer til at være blandt de dygtigste kirurger i verden. I Danmark tager det gennemsnitligt 11½ år at blive speciallæge efter man har færdiggjort medicinstudiet, medens dette tal i lande som England og Sverige er væsentligt lavere, uden at kvaliteten af speciallægerne er dårligere. Hvad er der galt i Danmark? Speciallægerådet udgav i maj 2000 en redegørelse for hvordan speciallægeuddannelsen kunne forbedres, men sådanne rapporter har også brug for politisk opbakning for at få effekt. Selve speciallægeuddannelsen er uhyre vigtig for kvaliteten af sundhedsvæsnet, da langt størstedelen af den danske lægestand gennemfører denne lange uddannelse, medens de arbejder som læger på de offentlige sygehuse. Desuden kan vi heller ikke bebrejde sundhedspersonalet for at begå fejl som primært hviler på, at de ikke får nok træning og uddannelse. Vi må fra politisk hold støtte tiltag som forbedrer sundhedspersonalets kompetencer, til gavn for sundhedspersonalets velvære og udvikling som professionelle, og som i sidste ende er til gavn for patienterne. Det er naturligvis ikke nogen kortsigtet strategi at satse på kompetenceudvikling og mere uddannelse. Da det er en sund og bæredygtig langsigtet strategi er problemet, at det sjældent får den nødvendige politiske og økonomiske opbakning. I stedet går ressourcer til umiddelbare effektmål som ventelistegarantier og mere synlige tiltag. Desværre ved man fra erfaring fra udlandet, bl.a. England, at det ikke løser sundhedsvæsnets egentlige problemer, og at private klinikker og hospitaler kommer til at få størst udbytte. Ensidig satsning på populære områder kan ikke løse problemerne. Det er uheldigt og lidet frugtbart at læger og sygeplejersker, der ønsker at arbejde på deres lokale sygehuse, hvor de kender patienterne, ikke tilskyndes til dette, men i stedet arbejder på andre sygehuse i andre amter, da de får et væsentlig højere økonomisk udbytte der. Dette er primært begrundet i den amtslige struktur vi har i dag. Vi er nødsaget til at se på sundhedsvæsnet udfra en helhedsbetragtning, og må derfor (nødvendigvis) se på hvilken rolle amterne og evt. private klinikker/hospitaler skal have fremover. Private investorer bør være velkomne. Det, der må være afgørende er, hvad patienterne i sidste ende får af tilbud, og at dette tilbud er lige uansat social baggrund. Det er ligeledes vigtigt at se på hvilke vilkår sundhedspersonalet skal arbejde under. Vi bør fremover fokusere på at give ressourcer til forebyggelse, behandling, men også uddannelse af sundhedspersonale på alle niveauer. Kun derved får vi skabt grobund for et sundt sundhedsvæsen som forbliver attraktivt for både ansatte og patienter mange, mange år frem. Kan markedet give omsorg? Af: Lea Bergstedt. Medlem af Østerbro bydelsbestyrelse, Cand. mag i pædagogik og mor til 1 (+ 1 til marts). Er omsorg for mennesker mindre god, fordi de som giver den, tjener penge på det? Socialministeren foreslår, at private børnehaver skal kunne profitere på børnepasning. En sammenligning: Er de offentligt drevet sygehuse blevet dårligere, fordi sundhedssektoren suppleres af private udbydere af de samme ydelser mod betaling? Det er min overbevisning at det offentlige sundhedssystem ikke har mærket store forandringer i forhold til egen drift, fordi der også er et privat marked på sundhedsområdet. Og jeg vil ikke tøve, slet ikke som radikal, med at bakke socialministerens forslag op, der gør det muligt at profitere på børnepasning. Muligvis vil nogle investorere spekulere i profit på børnepasning. Men de, som skal varetage pasningen i hverdagen, vil med stor sandsynlighed have samme uddannelsesmæssige baggrund som de, der passer børn i offentlige institutioner. Måske kunne man oven i købet håbe på en faglig stolthed af endnu højere grad på grund af markedets iboende ustabilitet. Er der nogle forældre der kan/vil betale mellem og om måneden for en børnehaveplads, som engelske forældre gør, og gældende danske pædagogiske principper overholdes, vil jeg gerne støtte socialministerens forslag. Selv vil jeg ikke benytte mig af sådanne ordninger til mine poder. Men er der nogen der vil, og kan det gøres under pædagogisk forsvarlige rammer uden at det forringer den offentlige børnepasning, kan det da ikke være en radikal mærkesag at stille sig i vejen for forslaget. 18 Radikal Dialog

19 Indflydelse skal være nem at komme til Af: Marie Helene Mikkelsen, Formand for RUK I RUKs bestyrelse går vi nye veje. Væk fra at bestyrelsen er ansvarlig for alle aktiviteter og for gennemførelsen af dem, hen mod deling af indflydelsen med alle medlemmer. Alle i foreningen skal nemt have mulighed for at være med til at gennemføre arrangementer. I flere retninger end tidligere. Dette synliggøres ved at bestyrelsesmedlemmerne hver har fået et ansvarsområde. Områderne afspejler de ønsker RUKs bestyrelse har for det kommende foreningsår: - bedre service overfor nye medlemmer - sjovere møder og flere happenings - ud-i-byen arrangementer - bredere kommunikation - synlighed i RU og på lokalpolitisk plan - øget politisk bevidsthed blandt unge - nemmere tilgang til et politisk engagement Derfor er der nu 1-2 ansvarlige for følgende nye områder: medlemmer, anderledes arrangementer, kommunikation, udvalgsarbejde og politik. Ansvaret for opgaverne bliver i bestyrelserne, mens opfyldelsen af projektmålet sagtens kan varetages af flere i en ansvarsgruppe. Bestyrelsens arbejde er åbent og det giver mulighed for at hver enkelt RUK er kan vise sit engagement indenfor et af områderne. Er du interesseret eller bare nysgerrig kan du se mere på Man kan sige, at det er blevet gennemskueligt hvad der laves, hvem der er ansvarlig og hvor man skal henvende sig. Har du lyst til at engagere dig, er det ikke længere kun bestyrelsesarbejde der er en mulighed, hver enkelt medlems indflydelse er nu gældende i alle ansvarsgrupper og udvalg. Foreningsdemokratiet er i praksis, at alle medlemmer kan have indflydelse på aktiviteterne og let kan nå frem til at få ansvar for en opgave. RUKalenderen Alle møder afholdes kl. 20:00 i: Sekretariatet Ny Kongensgade 18, 5. tv Kbh. V Torsdag 27. Februar Klaus Bondam Onsdag d. 5 Marts Åbent bestyrelsesmøde Torsdag 6. Marts Torben Lund Torben Lund (S) har kritiseret Europa- parlamentet på en lang række konkrete punkter. Han vil bla. holde et oplæg om dette, og fortælle om hans syn på Europa- Parlamentets konstruktion, arbejde og muligheder for indflydelse. Men ellers er det mere generelt en aften i EUs-tegn. Onsdag d. 9 April Åbent bestyrelsesmøde RUKontakter Formand: Flemming Lauridsen: f.lauridsen@ruk.dk Næstformand: Mogens Hobolth: m.hobolth@ruk.dk Nr. 2/

20 Postbesørget blad (0900 KHC)) Sæt kryds i 22.feb Kandidatmøde med Brunch - Nørrebro / Nordvest bydelsforening Kom og mød og udfordre dine lokale kandidater til brunch. Arrangementet finder sted hos: Bent Kroghly, Fredensborggade 10, 3.TH, 2200 Kbh N, bent@kroghly.dk, / Du må meget gerne give besked, hvis du vil komme - ellers risikerer du en gulvplads (og kun en tør skive brød :-)). Radikalenderen 25. feb Intromøde med Klaus Bondam på Rådhuset Inkluderer rundvisning, aktuel politisk orientering samt en grundig indføring i partiets organisation til brug for nye og nyere medlemmer, der (måske) gerne vil være aktive men mangler fif til at komme i gang. 25. feb Kandidathøring for Vestre storkreds/frederiksberg i biblioteket på Danasvej 30 B, Frederiksberg. 26. feb Åbent Hovedbestyrelsesmøde i Store Sal, Vartov, Farvergade 27, opg. H. Oplæg til debat om Irak-krisen ved Niels Helveg Petersen. Alle medlemmer af Vælgerforeningen er meget velkomne. 4. mar Østerbro Bydelsforening arrangerer møde med Inger Marie Bruun-Vierø på Rådhuset Tilmelding til Gerda Berg ( ) 10. mar Generalforsamling i Vesterbro/Valby/Kgs. Enghave. Tid og sted senere. 11. mar Generalforsamling i biblioteket på Danasvej 30 B, Frederiksberg. 12. mar Østerbro Bydelsforening holder kandidatmøde. Skr. indkaldelse følger. Præsentation af kandidater, der ønsker at stille op til BR eller FT på vores generalforsamling. Interesserede kandidater skal melde sig til Gerda Berg ( ). Nærmere om tid og sted følger i den skr. indkaldelse til generalforsamlingen. 15. mar Øst-vest-møde i Vartov Tilmeldingsblanket i på side 13 i bladet 17. mar Østerbro Bydelsforening holder generalforsamling. Skr. indkaldelse følger. 19. mar Generalforsamling i Nørrebro / Nordvest Bydelsforening Tid og sted følger i den skriftlig indkaldelse 27. mar Generalforsamling i Pilegården, Brønshøj Medborgerhus, Brønshøjvej 17, 2700 Brønshøj Fællesspisning og efterfølgende generalforsamling fra kl apr Oplæg v. Morten Helveg Petersen om forsvarspolitik i biblioteket på Danasvej 30 B, Frederiksberg. 9. apr Intromøde med Naser Khader på Christiansborg Inkluderer rundvisning, aktuel politisk orientering samt en grundig indføring i partiets organisation til brug for nye og nyere medlemmer, der (måske) gerne vil være aktive men mangler fif til at komme i gang.